Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Paris-Tours

Optakt: Paris-Tours

09. oktober 2022 15:22Foto: Sirotti

Sæsonen nærmer sig sin afslutning, og mange har allerede sat cyklen i garagen. Ikke desto mindre er en af sportens største klassikere stadig på spil. Paris-Tours har i de senere år måske tabt lidt af sin prestige, men den lange historie gør det stadig til et af de mest prestigiøse løb på efterårskalenderen. Hidtil har det været en af de få klassikere, der kan vindes af rene sprintere, men efter at man i 2017 ændrede det til et knaldhårdt grusvejsløb, er det nu de hårdføre brostensspecialister, der ventes at skulle slås om sejren i den store efterårsklassiker, der runder sæsonen af for de fleste af de tunge drenge.

STREAM PARIS-TOURS OG IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Klatrerne havde deres store sæsonfinale i lørdagens Il Lombardia, og på søndag er det tid for hovedparten af sprinterne og de tungere klassikerspecialister at lukke ned for deres europæiske sæson i en af sportens største klassikere. Traditionelt markerer Paris-Tours afslutningen på året for de hurtige folk, der ser frem til chancen for at sikre sig en stor sejr på en hovedsageligt flad rute, der bekommer dem vel.

 

Hvad der gør Paris-Tours prestigiøst, er løbets lange historie. Efter først at være blevet afviklet som amatørløb helt tilbage i 1896 havde det en omtumlet start, og det var først tilbage med anden udgave fem år senere. Derefter fulgte endnu en pause på fem år, indtil avisen L’Auto, der også arrangerede Tour de France, overtog begivenheden og arrangerede det som et årligt tilbagevendende løb for professionelle fra og med 1906.

 

Siden da har det været et vigtigt element på den internationale kalender, og det er kun udgaverne i 1915, 1916 og 1940, der på grund af krigene er blevet aflyst. Efter at have startet som efterårsløb blev det i 1911 flyttet til foråret, hvor det forblev helt frem til 1951. Siden da har det haft sin nuværende rolle som et af de største løb mod slutningen af sæsonen med en position enten sidst i september eller først i oktober.

 

Det kræver bare et hurtigt blik på vinderlisten at forstå, at vi her taler om et stort løb på cykelkalenderen. Adskillige store navne - hovedsageligt sprintere og klassikerspecialister - har sejret, men det er en af de få store klassikere, der aldrig er blevet vundet af Eddy Merckx. Belgieren kunne have vundet i 1968, men valgte at give sejren til holdkammeraten Guido Reybrouck, og senere lykkedes det ham aldrig at krydse stregen i Tours som første mand. Fire ryttere har tre sejre på cv’et: Gustaf Daneels, Paul Mayé, Reybrouck og senest Erik Zabel, der sejrede i 1994, 2003 og 2005. Det er også en af de store klassikere, der har haft danske vindere, idet Rolf Sørensen og Jakob Piil vandt i hhv. 1990 og 2002, og i de senere år har både Søren Kragh og Casper Pedersen sejret.

 

Med dets lange historie og store prestige er det ikke noget under, at løbet blev inkluderet i World Cuppen, da de største endagsløb blev samlet i en sæsongående konkurrence forud for 1989-sæsonen. Det forblev en vigtig del af serien frem til dens opløsning i 2004 og blev med det samme en del af efterfølgeren, ProTouren, da denne blev introduceret i 2005.

 

Som de fleste andre store franske løb arrangeres Paris-Tours af Tour de France-arrangørerne ASO - et resultat af arven fra L’Auto og 1906-udgaven af løbet - og derfor blev det en del af konflikten mellem grand tour-arrangørerne og UCI, der fulgte i kølvandet på ProTourens indførelse i 2005 og kulminerede i 2008. Som alle andre løb arrangeret af ASO, RCS eller Unipublic blev det derfor trukket ud af UCI-systemet i 2008, men da en aftale mellem parterne blev nået om at indføre en ny WorldTour fra og med 2009, var løbet det eneste af de oprindelige begivenheder, der ikke genvandt sin plads på den fineste kalender. Siden da har det været afviklet som et 1.HC-løb - nu 1.Pro-løb - på UCI Europe Tour.

 

Den degradering har betydet, at løbet har mistet megen prestige, da alle WorldTour-mandskaber ikke længere er forpligtet til at deltage i den sidste store efterårsklassiker. I 2018 nåede man endda et nyt lavpunkt, da man kun kan præsentere 7 af de 18 hold fra den fineste række, mens resten af de 23 mandskaber udgjordes af prokontinental- og endda kontinentalhold. Helt galt gik det i coronaåret 2020, hvor løbet afvikledes samme dag som Gent-Wevelgem og en Giro-etape, hvorfor der kun var fire WorldTour-hold til start.

 

I 2012 gav UCI løbet yderligere et tilbageslag, da man omstrukturerede kalenderen. I adskillige år blev Paris-Tours afviklet den første søndag efter VM, mens Il Lombardia herefter endte klassikersæsonen seks dage senere. Forud for 2012-sæsonen besluttede UCI imidlertid at bytte rundt på de to begivenheder for at skabe bedre synergi mellem Il Lombardia, et af sportens fem monumenter, og VM. Mens den italienske klassiker fik et fantastisk boost med meget stærkere startfelter, har det franske løb siden da haft betydeligt sværere ved at tiltrække de største sprintere, der meget ofte allerede har afsluttet deres sæson så sent på året. Den tendens blev naturligvis forstærket af, at man i 2012, 2013 og 2014 havde så kuperede VM-ruter, at de fleste sprintere allerede havde startet ferien, da regnbuetrøjen blev uddelt. Selv i 2015, hvor VM-ruten i Richmond var ganske flad, kunne man ikke fremvise mange store navne, og de fleste sprintere drog direkte fra USA på ferie.

 

Tingene blev kun forværret, da man skabte the sprintervenlige Tour of Beijing, som endda var en del af WorldTouren. Heldigvis havde mange store navne meget lidt lyst til at rejse hele vejen til Kina så sent på året, og derfor havde det ikke umiddelbart den helt store effekt på Paris-Tours. Værre var det i 2015, hvor den nye Abu Dhabi Tour blev skabt og gjorde det meget sværere for ASO. Det arabiske løb var arrangeret af Giro-arrangørerne fra RCS samt pengestærke lokale bagmænd og samarbejdede tillige med den magtfulde Velon-gruppe bestående af mange af sportens tophold. Der var utvivlsomt mange nostalgiske cykelfans, der havde det svært med at se sprintere som Peter Sagan, Marcel Kittel, Elia Viviani og Sacha Modolo rejse til Abu Dhabi i stedet for at stille til start i en af sportens største klassikere. For at gøre det hele endnu værre sluttede sidste etape af det arabiske løb stort set samtidig med den franske begivenhed, og dermed blev løbets vanskeligheder udstillet.

 

I 2016 ændredes situationen imidlertid. Det sene VM betød, at man fra ASOs side designede ruten til Paris-Tours så det både mht. distance og terræn virkede som den perfekte generalprøve forud for det store slag i Qatars ørken. Løbet blev forlænget og de sene bakker fjernet, og da løbet i Abu Dhabi samtidig blev afviklet senere end året før, udeblev resultatet ikke. Løbet oplevede en slags renæssance og tiltrak et langt stærkere felt end i de foregående år. I 2017 var VM imidlertid tilbage på sin vante plads, men ganske overraskende var den positive effekt på Paris-Tours ikke forsvundet. I hvert fald valgte mange topsprintere at holde benene i gang helt frem til den store sæsonfinale, og selvom de alle blev fravalgt til VM, var André Greipel, Dylan Groenewegen, Nacer Bouhanni og Mark Cavendish alle at finde i feltet, ligesom den forsvarende vinder Fernando Gaviria valgte at fortsætte efter sit store mål i Bergen.

 

Efter nedturen i 2020 er der nu markant bedring at spore. Med udsættelsen af Paris-Roubaix fandt mange det i 2021 oplagt at forlænge formen en ekstra uge, og derfor havde vi i feltet for et år siden 10 WorldTour-hold og betydeligt flere stjerner, end vi har set de seneste år, og den positive udvikling når et foreløbigt højdepunkt i år. Formentlig skyldes det pointkampen, at ikke færre end 14 af de bedste hold vil være til start, og kun tre af de hold, der ikke hungrer efter point, nemlig Quick-Step, Astana, Bahrain, samt (måske mere overraskende) Movistar har valgt at skippe løbet.

 

Det er ikke overraskende, at løbet har været et paradis for sprintere. Hjemstedet i en stort set hel flad del af Frankrig betyder, at antallet af højdemeter er begrænset, og løbet er derfor som regel endt i en massespurt. Siden 1919 har arrangørerne gentagne gange forsøgte at gøre løbet hårdere ved at angribe Tours fra forskellige retninger og udnytte områdets mindre stigninger, men det har ikke gjort den store forskel. Mellem 1974 og 1987 ændrede man konstant ruten og skiftede endda navn flere gange, da flere udgaver end ikke sluttede i Tours. I 1988 vendte løbet tilbage til sin historiske målby, men de kortere distancer i moderne cykelsport betyder, at en start i Paris ikke længere mulig. På grund af klassificeringen som et løb på Europe Tour er det heller ikke længere blandt kalenderens længste, og i 2009 blev distancen reduceret fra de tidligere 250-260 km til ca. 230 km. Siden 2018 har den endda været endnu på kortere på nu bare 210-215 km.

 

Til trods for det er sprinterne alligevel blevet snydt ganske ofte i de senere år. Indløbet til Tours inkluderede flere mindre stigninger, og de var ganske ofte nok til at franarre sprinterne chancen for at spurte om sejren. Siden år 2000 er kun seks udgaver sluttet i massespurter, og der har på intet tidspunkt været to spurtsejre i træk. Faktisk fandt man tilsyneladende en rytme, hvor der spurtedes om sejren hvert tredje år, idet de seneste fire ”spurtårgange” har været 2007, 2010, 2013 og 2016. I mange år var løbet berømt for sin nærmest uhørt lange opløbsstrækning på Avenue de Grammont, men siden 2011 har konstruktionen af sporvejsskinner tvunget ASO til at forkorte den og dermed gjort det endnu sværere for sprinterne.

 

I 2018 besluttede ASO højst overraskende fuldstændig at ændre identiteten på et af sportens ældste løb.

Ser man bort fra den lidt specielle 2016-udgave, der er omtalt ovenfor, havde man i de foregående mange udgaver haft den samme finale med de velkendte bakker på de sidste 15 km. Denne gang blev det hele imidlertid kastet helt op i luften dels ved at angribe Tours fra en helt ny retning, dels ved at gøre inklusionen af grusveje til løbets væsentligste element. Det viste sig hurtigt, at det totalt knuste sprinternes chance, og løbet blev i stedet til en slags brostensklassiker i oktober. Cykelløbet var fantastisk, men reaktionerne blandede, både fra nostalgiske fans, der havde svært ved at acceptere ændringen af løbets identitet, og fra holdene, der betragtede løbet mere som cykelcross end som landevejscykling. Faktisk blev Patrick Lefevere så rasende, at han lovede, at Quick-Step ikke ville vende tilbage, før grusvejene var væk igen.

 

Desværre for Lefevere er hans ønske ikke imødekommet. ASO har tilsyneladende været svært tilfredse med forandringen, og derfor har de valgt at genbruge modellen, der nu bruges for femte gang i træk. Lefevere er imidlertid også en mand, der holder sit ord, og derfor har de seneste fire udgaver været de første i mange, mange år, hvor det belgiske storhold ikke var at finde i feltet. Samtidig har de fleste topsprintere valgt løbet fra, efter at de i 2018 indså, at den nye rute ikke er for dem.

 

Er man sprinter, skal man i hvert fald kunne vinde på en anden måde end via en massespurt. En af de sprintere, der har en sådan evne, er Arnaud Demare, og han lykkedes sidste år med at blive den første franske vinder af løbet siden Frederic Guesdons sejr i 2006. Det skete som afrunding for en for ham ellers katastrofal sæson, hvor han ikke havde vundet siden juni og kun taget sejre uden for WorldTouren. Derfor kan man ikke undervurdere betydning af, at han kunne gå på ferie med en af sine flotteste sejre, da han vandt i Tours på helt anderledes maner, end han plejede. Et tidligt angreb så ellers ud til at have sikret Franck Bonnamour og Stan Dewulf chancen for at spurte om sejren, men efter et vildt forfølgelsesløb ind mod Tours lykkedes det i sidste øjeblik for Demare og Jasper Stuyven at få kontakt. Resultatet blev en spurt mellem fire mand, og her levede Demare op til sin favoritværdighed ved at sejre suverænt foran Bonnamour og Stuyven. Demare vender i år tilbage for at forsvare titlen, denne gang efter en betydeligt mere succesrig sæson, og da Bonnamour og Dewulf ligeledes er med igen, er tre af de fire, der kørte om sejren for et år siden, til start igen, idet vi dog vil savne Stuyven, som har afsluttet sin sæson.

 

STREAM PARIS-TOURS OG IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

ASO har som sagt i årenes løb foretaget adskillige justeringer af ruten og forsøgt at gøre indløbet til Tours så hårdt som muligt. Forsøgene gjorde imidlertid ikke den helt store forskel, og derfor lagde man sig til sidst fast på den samme afslutning. Al tale om at flytte målet væk fra Tours blev droppet, og de sidste kilometer var de samme og bød på de samme to stigninger i den absolutte finale. Den eneste væsentlige ændring var ovenfor omtalte forkortelse af opløbsstrækningen på Avenue de Grammont, et initiativ, der vanskeliggjorde forholdene for sprinterne.

 

Mens anden halvdel af løbet var næsten helt uforandret, ændrede ASO som regel en del på den indledende del, hvor startbyen varierede fra år til år. De grundlæggende karakteristika var imidlertid helt uforandrede. Fra 2009 var distancen som regel ca. 230 km, og starten gik et stykke nord for Tours, hvorefter man holdt en hovedsageligt sydlig retning frem mod målet og den traditionelle lille sløjfe rundt om målbyen, hvor man ramte de små stigninger, der ledte frem den store finale på Avenue de Grammont.

 

Som omtalt ovenfor blev løbets karakter totalt forandret i 2018. Med en helt ny finale uden de klassiske stigninger, Cote de Beau Soleil og Cote de l’Epan, der i mange år var de afgørende elementer i finalen, blev der i stedet opfundet nye sene bakker, men det var inklusionen af grusveje, der var hovedattraktionen og gav løbet en ny identitet. Ikke færre end 12,5 km fordelt på ni sektorer skulle i finalen afvikles på det ujævne underlag, og det gjorde sammen med syv sene bakker, at løbet slet ikke var for sprintere.

 

Den model fastholdt man som sagt i 2019, men man ændrede alligevel på finalen. Ganske vist reduceredes omfanget af grusveje til 9,5 km, men af disse kom 6,5 km samlet over seks sektorer på bare 20 km. I alt var der ni grusvejsstykker og syv bakker i en finale, der viste sig lige så selektiv som i 2018, og tilsyneladende er det en afslutning, der falder i ASOs smag. I hvert fald blev den genbrugt i både 2020 og 2021, og det vil være præcis samme afslutning i 2021 også.

 

Sådan bliver det dog ikke helt i år. Her fjerner man nemlig et af de længere og det nok sværeste grusvejsstykke med ca. 25 km igen, men til gengæld lægger man to tidlige grusstykker og en ekstra bakke ind som opvarmning ved indledningen til de sidste 70 km, inden man rammer den finale, vi kender. Resultatet er, at der i år vil være ti grussektioner og otte bakker, og at den samlede længde af grusvejene øges med 500 m til nu i alt 10,0 km.

 

En anden konsekvens af omlægningen var, at løbets distance i 2018 blev reduceret fra 234,5 til 214,5 km, og den model er siden blevet fastholdt med 217,0 km i 2019, 213,0 km i 2020 og 212,3 km i 2021. I år er afstanden stort set den samme, idet der skal køres 213,5 km. De vil igen føre feltet fra Chartres, der har ageret startby for løbet i de seneste år, til Tours, hvor den klassiske finale på Avenue de Grammont venter. Som altid er den første del helt ukompliceret og flad, men den relativt konstante retning mod syd og sydvest betyder, at vinden kan blive farlig i det åbne landskab, hvis den står rigtigt. Nutidens kortere distance skyldes, at man følger en mere lige linje ned mod Tours, og i den første halvdel kører man derfor skiftevis mod syd og sydvest med direkte kurs mod målbyen. Terrænet er helt fladt, terrænet åbent, og der er stort set ingen højdemeter på programmet, og denne flade del, der i gamle del ellers varieredes ganske meget, er praktisk talt uforandret siden 2018.

 

Den eneste reelle fare i denne fase er vinden, der ofte har spillet en helt afgørende rolle. Da man som sagt kører i samme retning næsten hele dagen, kan det være ekstremt stressende, hvis der bydes på sidevind. Er der modvind, kan det til gengæld blive en lang, kontrolleret dag, mens vi har set helt ufattelige hastigheder i år med medvind. Rekorden for det hurtigste endagsløb er i de senere år flere gange blev slået i netop Paris-Tours, senest i 2015, hvor vinderen Matteo Trentin holdt en gennemsnitshastighed på imponerende 49,642 km/t over de 231 km.

 

Efter 97,3 km når man frem til forplejningszonen i Vendome, men det ændrer ikke på løbets karakter. Man fortsætter nemlig herfra mod syd gennem fladt terræn. Først i Cangey efter 141,7 km sker der noget, for her drejer man mod sydvest og vest med retning mod målbyen. I stedet for at følge den direkte linje, snor man sig imidlertid rundt på områdets smalle, kuperede veje, og det er her de ti grusvejsstykker og otte stigninger melder sig.

 

Det er også her, ruten varierer fra det, vi har kendt siden 2019. Som noget nyt åbner man nemlig ballet umiddelbart efter Cangey, når man skal over Cote de Limeray (1,0 km, 2,9), hvis top rundes efter 146,1 km, hvorefter man 200 m senere rammer den nye grusvej Limeray (900 m, *). Derfra kører man mod sydvest ned til den anden af de to nye grusveje, Pocé-sur-Cisse (1100 m, *), der rammes efter 151,9 km. Herfra snor man sig mod sydvest, nord og vest frem til den finale, vi har kendt siden 2019.

 

Her har den første udfordring altid været Cote de Goguenne (700 m, 7,0%), hvis top nås med 50,6 km igen og leder direkte ind på den 1500 m lange Grosse Pierre-grusvej (***). Derefter fører en nedkørsel til Chateau de Valmer-sektoren (500 m, *), som indledes med 46,3 km igen. Kort efter rammer man Cote du Bois de Chancay (1000 m, 4,1%), hvis top nås med 43,7 km igen, inden man 600 m senere rammer Chancay a Reugny-sektoren (900, *).

 

Efter denne grusvej resterer stadig 42,2 km, og nu falder der lidt ro på. Den næste udfordring kommer nemlig først 9,1 km senere, hvor man når toppen af Cote de la Valle du Vau (1000 m, 4,2%), og 100 m senere rammer man Noizay-sektoren (600 m, *). Bare 2200 m efter afslutningen rammer man med 30,6 km igen Epinettes-sektoren (1200 m, **), efter hvis afslutning der bare er 1000 m, inden man rammer toppen af Cote de la Rochere (400 m, 10,3%), på hvis top med 28,0 km igen man indleder Coudraie-sektoren (900 m, **).

 

Nu kommer så den anden ændring af den velkendte rute, da man kører udenom Solidarité-sektoren (1500 m, ***), der har været den måske sværeste grusvej, hvorefter man er tilbage i velkendt terræn, når man med 22,6 km igen når man toppen af Cote de la Vallée Chartier (600 m, 6,47). Bare 200 m efter toppen indleder man Peu Morier-sektoren (1600 m, **), og kort efter skal man over Cote de Vouvray (700 m, 4,4%), der har top med 17,3 km igen. Efter yderligere 3,4 km skal man over dagens sidste grusvej Rochecorbon (800 m, *), hvorefter det gælder dagens sidste udfordring Cote de Rochecorbon (700 m, 5,1%).

 

Herfra resterer fortsat 10,5 km, og efter en lille nedkørsel går det igennem helt fladt terræn ad en lang, lige vej mod sydvest, inden man i udkanten af Tours med knap 5 km drejer mod syd for at slå en lille sløjfe rundt om centrum. Med 4 km igen skal man til højre i en rundkørsel og derefter med det samme til venstre. Til slut er der et venstresving med 2100 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel ind på den berømte, 6 m brede Avenue de Grammont, hvormed det berømte meget lange opløb som i tidligere år er væsentligt forkortet i forhold til det, vi kendte for nu efterhånden en del år siden

 

Løbet byder på i alt 1242 højdemeter, hvilket er 25 færre end i 2021 og stort set det samme som i årene mellem 2018 og 2020.

 

I forhold til de sidste to år er den indledende del helt uforandret, indtil man altså når frem til nyskabelserne Cote de Limeray samt Limeray- og Pocé-sur-Cisse-sektorerne. Til gengæld skippes den svære Solidarité-sektor med ca. 25 km igen, hvorefter alt igen er, som vi har kendt det siden 2019.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

STREAM PARIS-TOURS OG IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Som sagt er det vejret, der i stor udstrækning bestemmer, hvor hårdt et Paris-Tours vi får, og det har traditionelt været vinden, der har været den værste udfordring. I år står der imidlertid regulær sensommer på programmet med solskin og nærmest uhørt høje temperaturer. Skyerne vil kun være få, og efter en starttemperatur på 14 grader vil det blot blive varmere og varmere, indtil temperaturen når hele 22 grader i finalen. Den frygtede vind vil også være fraværende, da der blot vil være en let brise (10-12 km/t), først fra sydøst og senere fra syd. Det giver en løb med generel mod- og sidemodvind, indtil man når finalen. Fra begyndelsen af den første bakke vil der generelt være sidevind, men det er klart, at vidnretnigen vil skifte i tide og utide på den uhyre kringlede rute. Slutteligt vil der være med- og sidemedvind på Vallée-Chartier, Peu Morier, Vouvray og Rochecorbon samt sidevind mellem alle disse udfordringer. Indtil man fra bunden af Rochecorbon får sidevind. Det vil vare ved, indtil man med 4,3 km igen generelt får modvind, hvorefter man med 2,1 km igen drejer ind i sidevind og slutteligt får medvind over de sidste 800 m.

 

Favoritterne

Selv på den gamle rute var Paris-Tours altid et af årets mest uforudsigeligt løb. Hvis løbet var blevet afviklet på snart sagt et hvilket som helst andet tidspunkt af året, ville de små bakker i finalen næppe have haft den store indvirkning, og en massespurt ville have været et næsten sikkert udkomme. Forholdene er imidlertid markant anderledes i et løb, der er det sidste for langt de fleste deltagere. Motivationen kan være ganske lav, trætheden er sat ind, og formen er slet ikke, hvad den var tidligere på året.

 

Tidligere havde sprinterne meget ofte overtaget i Paris-Tours, og i langt de fleste tilfælde endte det i den forudsigelige massespurt på Avenue de Grammont. Det ændrede sig i de senere år, et forhold, der primært kan forklares af to faktorer.

 

Først og fremmest betød den kortere opløbsstrækning, at der var mindre tid til at jagte efter de sidste stigninger. Det gjorde det langt sværere for sprinterne at komme i spil igen. Derudover spillede også kalenderændringen og den reducerede prestige en rolle. Der var færre topsprintere til start, og det gjorde det sværere at kontrollere. Rytterne har tillige været mindre motiverede to uger efter VM, end de var, da løbet blev afviklet en uge tidligere, og det gjorde det lettere at overraske. Der er simpelthen færre ryttere, der stadig er i form. Selv hvis sprinteren selv var tæt på 100%, var han sjældent omgivet af friske hjælperyttere. Mange hold var allerede reducerede i antal på forhånd, og løbet var ofte præget af, at mange ryttere stod af undervejs. Det var helt enkelt lettere at gøre en forskel for friske ryttere. Det var derfor ingenlunde nogen tilfældighed, at det efter 2007 kun var hver tredje udgave, der endte i en massespurt.

 

Uforudsigeligheden er kun blevet endnu større af den nye identitet, ASO gav det med ruteændringen i 2018. Forud for løbet var mange i tvivl om, hvorvidt løbet ville være for hårdt for sprinterne eller ej, men det svar kom prompte. Løbet blev forvandlet fra uforudsigelige sprinterløb med muligheder for sene angreb til at blive en slags brostensklassiker i efteråret. Grusvejene og bakkerne betød, at det kun var de hårde drenge, der kunne være med, og det endte som et konstant udskilningsløb, hvor det ret hurtigt stod klart, at en massespurt var udelukket. Søren Kragh, Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy kørte relativt tidligt væk for siden at afgøre løbet, og bag dem var det en gruppe med de brølstærke Oliver Naesen, Valentin Madouas, Tiesj Benoot, Sep Vanmarcke og Philippe Gilbert, der spurtede om 4. pladsen. Det siger lidt om, hvilken slags løb vi nu taler om.

 

Man skal dog passe på med at overgøre vanskeligheden. Sprinteren Timothy Dupont, der ikke er den allermest hårdføre, sad bare 10 sekunder bag Gilbert-gruppen, og Arnaud Demare sad sammen med hurtige Damien Touzé yderligere 31 sekunder tilbage. Også Jonas van Genechten, Tom van Asbroeck og Clement Venturini var med i finalen, men til gengæld måtte de mere klassiske sprintere som André Greipel og Fabio Jakobsen strække våben og smide 4 minutter, mens Dylan Groenewegen var endnu længere tilbage med et tab på mere end 12 minutter. De dage, hvor sprinterne kan drømme om et brag af en massespurt, er i hvert fald definitivt ovre.

 

Billedet har været det samme de seneste tre gange. I 2019 angreb Jelle Wallays tidligt og gennemførte et fornemt soloridt, inden Niki Terpstra og Oliver Naesen kørte væk i kampen om 2. pladsen og akkurat holdt sig fri af en gruppe, der talte blandt andre sprinterne Demare og Amaury Capiot. I 2020 var det formstærke Benoit Cosnefroy, der angreb igen og igen, men ikke kunne sætte Casper Pedersen, som vandt spurten, inden 3. pladsen blev afgjort i en spurt blandt fem mand. Først derefter kom en større gruppe, men den var til gengæld også stor, da den talte hele 25 mand, herunder blandt andre Nacer Bouhanni.

 

Sidste år var det igen et tidligt angreb, der gjorde forskellen. Stan Dewulf og Franck Bonnamour kom væk på nogle af de første bakker og grusveje, og de så ud til at skulle afgøre det, da favoritterne fra FDJ var ramt af mange uheld. På de sidste bakker lykkedes det dog for Arnaud Demare og Jasper Stuyven at køre væk og efter et vildt forfølgelsesløb hente de to forreste, hvormed Demare kunne redde sin skuffende sæson ved at vinde en firemandsspurt. Igen var vi dog ikke alt for langt fra at få en spurt med også nogle lidt tungere folk. Kampen om 5. pladsen blev nemlig afgjort i en spurt blandt 18 mand, og her sad både holdbare sprintere som Danny van Poppel, Bryan Coquard, Andrea Pasqualon, Amaury Capiot og Jasper Philipsen, men også en tungere sprinter som Arne Marit. Groenewegen var også meget tættere på denne gang, men han endte som nr. 25 med at tabe 1.27 og var således 47 sekunder bag denne gruppe.

 

Det er således ikke et løb, der er uden for rækkevidde for de holdbare sprintere, og det afspejler sig i startlisten, der tæller en god blanding af brostensspecialister og stærke sprintere, der kan overleve og for nogles vedkommende endda også køre offensivt i bakkerne. Netop fordi ruten er svær, men ikke skræmmende svær, er det et uhyre uforudsigeligt og åbent løb, hvor det hele yderligere kompliceres af spørgsmålet om motivation, der er stærkt varierende. Det er eksempelvis ret bemærkelsesværdigt, at Lars Bak, der på det tidspunkt ellers så pensionsmoden ud, i karrierens sidste løb pludselig hev en top 10 hjem i 2019.

 

I år er der sket en væsentlig forandring. Efter nogle år med sløje startfelter - særligt i 2020, hvor løbet faldt sammen med både Giroen og Gent-Wevelgem, var det pauvert - fik løbet sidste år en renæssance, formentlig fordi Paris-Roubaix var udskudt. Det fik flere større navne til at holde sæsonen gående en ekstra uge, og vi havde det stærkeste felt, vi har haft i den nuværende grusvejsudgave. Ikke helt uventet betød en stærkere udgave, at det ikke blev helt så selektivt som vanligt, og i år skrues der så yderligere op for kvaliteten. Hele 14 af de 18 WorldTour-hold er denne gang til start, hvilket glæder de cykelnostalgikere, der ønsker en tilbagevenden til tidligere tiders storhed for et gammelt topløb, og de kommer endda i ganske potente formationer. Mange af de ryttere, der var i Australien, har ellers haft svært ved at holde benene i gang, men der er ingen tvivl om, at dette er den klart stærkest besatte af de hidtidige grusvejsudgaver. Det kan gøre det hele en smule mindre selektivt, end vi har set hidtil.

 

Der er også to andre forhold, der taler for det samme, nemlig ruten og vejret. Ruten er som sagt justeret en anelse, og det er desværre til den lettere side. Jeg ved ikke, hvorfor de har fjernet Solidarité-sektoren, men det var den vanskeligste grusvej, og erstatningsbakken og erstatningsgrusvejen kommer lidt for tidligt til at spille en afgørende rolle. Det er ikke en voldsom ændring, men det er en lettere finale end den, vi kender.

 

Det andet er vejret. I både 2020 og 2021 havde vi medvindsudgaver, men i år bliver det en modvindsudgave. Sidevind bliver med de rolige betingelser ikke et tema, og modvind vil gøre den første del af løbet langsommere og lettere. Der er dog stadig medvind i en stor del af finalerne med bakkerne, og vi så i 2018 og 2019, hvor vi også havde forskellige former for søndenvind, at finalen stadig blev hård. Der er dog ingen tvivl om, at vind og vejr også taler for et knap så hårdt løb denne gang.

 

Historien taler dog også sit tydelige sprog. Selvom vi som nævnt ovenfor ikke har været specielt langt fra at få en spurt i en større gruppe, har vi endnu ikke fået det. Tættest på var vi vel i 2018 og 2022, hvor den første større gruppe kørt om top 5-placeringer, men de bedste var stadig kørt væk. Om det også vil gælde på denne lidt lettere rute med godt vejr og et stærkere felt, har vi til gode at se, for det er bestemt sandsynligt, at de holdbare sprintere kan komme til fadet i en spurtafgørelse. Historien viser dog, at det formentlig igen bliver de stærkeste, der skal køre om det.

 

Der plejer at blive åbnet ganske tidligt, og fra begyndelsen af den kuperede zone synes det at være en ren angrebsfest. I de foregående er de stærkeste hver eneste gang endt med at køre om sejren, og vi har set et mønster, hvor de bedste er kørt væk. I 2018 var det tre mand, i 2019 var det én mand, i 2020 var det to mand, og i 2021 var det to mand, som indhentede de to, der var kørt tidligt. Bag dem har der været en lidt større gruppe, som også er blevet splittet til sidst. Det synes altså som udgangspunkt at være fysikken, der gør forskellen i det, som oftest har været et udskilningsløb, men man skal ikke undervurdere det taktiske element. Et overtal kan bestemt være en fordel, ikke mindst på de sidste 10,5 km flade kilometer. En spurt mellem de bedste er sandsynlig, men langt fra givet. For to år siden kørte Jelle Wallays alene fra distancen, i 2018 kørte Søren Kragh væk fra Niki Terpstra og Benoit Cosnefroy i det taktiske spil til sidst, og sidste år var Stan Dewulf og Franck Bonnamour meget tæt på at skulle spurte om sejren efter et tidligt angreb på Wallays-måden.

 

Vi kan altså vente os, at det er de eksplosive brostensspecialister og de stærke sprintere, der vil dominere i et udskilningsløb til sidst. Når de bedste er fundet, kan det blive afgjort ved, at bedste mand kører væk, i en spurt eller i en taktisk afslutning, hvor en snu rytter kører væk. Fysikken er billetten til finalen, men derfra kan alt ske på en rute, der er hård nok til at fjerne hjælperne, men lidt for let til, at bedste mand bare knuser alt og alle.

 

Går man feltet igennem, er det skræmmende så lang favoritlisten er. Der er uhyre mange ryttere, der kan være med på denne rute, og som samtidig har så megen spurtstyrke, at de kan gøre det færdigt til sidst. Det gør det til et uhyre åbent løb og langt mere åbent end i de første tre år, hvor ringere felter har gjort favoritlisten betydeligt kortere. I år kan man nærmest skrive en hel roman, hvis man skal komme med uddybende beskrivelser af dem alle! Derudover kompliceres det hele altid af årstiden. Tanken kan meget pludseligt være tom, og oktoberform er altid en pokkers svær størrelse at vurdere. De ryttere, der har set stærke ud i de seneste løb, kan pludselig falde helt igennem.

 

Det tvivler jeg dog på, at Christophe Laporte vil gøre. Franskmanden har været på et tårnhøjt niveau hele året, og da hans seneste to løb har budt på VM-sølv og en suveræn solosejr i Binche, virker han stadig i hopla. Dette løb passer ham tillige storartet, når man ser på, hvor fremragende han var i brostensklassikerne, og han kan endda vinde på flere måder. Han vil kunne vinde en spurt i en større gruppe, men her kan det blive svært at slå folk som Jasper Philipsen og Arnaud Demare, der på papiret er hurtigere, men hans bedste chance er naturligvis en afgørelse blandt de stærkeste. Det er som sagt også den afgørelse, vi plejer at få, og jeg bliver overrasket, hvis ikke Laporte er stærkeste mand. Jeg har i hvert fald svært ved at se, at nogen kan køre fra ham, men om han så kan komme af med de folk, der er hurtigere, er ikke givet. Mit gæt vil være, at det vil lykkes, og derfor peger jeg for andet år i træk på ham - denne gang i forventning om, at han lever op til min tillid.

 

Jumbo har imidlertid flere kort at spille. Også Mike Teunissen er skabt til dette løb, og også han kan slå næsten alle i en spurt. Han sluttede Vueltaen i fabelagtig form, men i Binche virkede han måske ikke helt flyvende. Han brugte dog også sine kræfter i et lidt for tidligt fremstød, og derfor kan hans form være svær at vurdere. Han var i hvert fald så godt kørende, at han må regnes som vinderkandidat.

 

Den tredje kandidat er Olav Kooij, der viste storform ved VM og med sejren i Münster viste, at han kan slå alle i en spurt. Med VM-ben burde han sidde med, hvis det ender i en spurt i en lidt større gruppe, men måske er formen ikke helt intakt. Han havde det i hvert fald svært i Piemonte, men det endte trods alt også med at være for svært for folk som Matteo Trentin og Davde Ballerini. Her passer stigningerne ham bedre, og det må regnes som sandsynligt, at han vil kunne sidde med i en større gruppe, hvor et lead-out fra Teunissen og Laporte vil gøre ham svær at slå. Endelig har holdet også Nathan van Hooydonck, der i foråret nåede helt nye højder i denne slags løb, men han er spurtsvag, har ikke kørt siden VM og må antages at være hjælper. Mick van Dijke haft covid og er næppe på toppen.

 

Jeg tror, at den værste rival kan være Arnaud de Lie. Han spillede desværre på den forkerte hest med sit tidlige angreb i Binche, men både i det løb og i Famenne Ardenne Classic efterlod han et uhyre overbevisende indtryk på stigningerne. Med sin sejr i Limburg har han vist, at han også kan vinde løb, der ikke ender i en spurt, og med de ben, han har haft på det sidste, vil det bestemt være sandsynligt, at han kan køre med de bedste på en rute som denne. Sker det, er det klart, at han kan slå alle i en spurt, og han er i hvert fald en mand, Laporte skal af med. Det kan også i en spurt i en større gruppe, hvor det formentlig kun er Philipsen og Demare, der vil kunne slå ham på ren fart. Skal han vinde, skal det dog formentlig ske via offensiv kørsel, og det bliver uhyre interessant at se, om han på denne ikke alt for svære rute kan tage kampen op mod en fyr som Laporte.

 

Lotto har også en anden god kandidat. Philippe Gilbert kører karrierens sidste løb, og det virker ikke helt umuligt, at han kan få en drømmeafslutning. Han har virket velkørende hele efteråret, hvad hans 6. plads i Binche bekræftede, og han vil være topmotiveret. Han kører næppe væk fra alle mand alene på sin styrke, men i et løb, der ofte er taktisk, er en tredje sejr bestemt ikke umulig, også fordi han er hurtig på stregen. Det vil i sandhed være en drømmeafslutning på karrieren. En tredje option er Florian Vermeersch, der så bedre ud i tirsdags, hvor han ofrede sig for Gilbert, og han har med sejren i Antwerpen vist sine evner på grusveje. Også han er hurtig, men han er nok den svageste af de tre esser. Det burde også være et løb for Victor Campenaerts , men han synes formsvag, og Jasper de Buyst lignede i tirsdags ikke en mad, der er klar efter sin sygdom. Brent van Moer har slet ikke fået det til at fungere i år, og selvom han sidste år faktisk bare vare en defekt fra at lave et topresultat her, må Frederik Frison være hjælper.

 

Jeg kan virkelig ikke finde ud af Jasper Philipsen. Med den forrygende holdbarhed, han havde i Touren, ville han være i stand til at køre med de bedste i finalen og vinde på samme måde, som Demare gjorde sidste år, men det er ikke mit indtryk, at han har samme form nu. Han virkede i hvert fald ikke helt på toppen i Vallonien og Primus Classic, og siden har han kun kørt sprinterløb, der ikke siger alt for meget om hans form. Omvendt vidner en 6. plads i Vallonien, at han har en fair chance for at være blandt de stærkeste på disse kortere og mere eksplosive bakker, og jeg tør derfor ikke udelukke, at han kan vinde på den hårde måde på samme vis som Demare. Heldigvis har han også en chance i en spurt i en større gruppe. Med sejren i Bourges torsdag har han nemlig bevist, at han vil være den store favorit, også mod De Lie og Demare - i hvert fald hvis Kooij, der er knap så holdbar, er sat af. Et problem kan det også være, at han er en enmandshær, for da Gianni Vermeersch i stedet kører gravel-VM, og Dries de Bondt er formsvag, er han Alpecins eneste vinderkandidat.

 

Jeg ville egentlig gerne rangere Benoit Cosnefroy højere. Franskmanden har en fantastisk historik i dette løb, hvor han blev nr. 2 i 2020 og nr. i 3 i 2019, og han viste med sin kørsel i Varese, at han igen i år er lykkedes med at være flyvende også sidst på sæsonen. Problemet er, at han skal væk fra Laporte, hvis han faktisk skal vinde løbet, og det tvivler jeg på, at han kommer. Hans spurt er ellers god, men i år har han spurtet svagt, senest i Varese, og derfor virker det utænkeligt, at han kan overraske i en spurt, som da han vandt i Bretagne foran Alaphilippe. Jeg anser det som meget sandsynligt, at Cosnefroy ender på podiet, men jeg tror, at han kan få svært ved at vinde. Omvendt er han så fremragende kørende og så eksplosiv på bakkerne, at han er en af de få, der slet og ret kan køre fra alt og alle.

 

Ag2r har også Oliver Naesen, der tidligere har været på podiet. Han viste i Bretagne glimt af fordums styrke, men efter sin sygdom er han ikke kommet overbevisende tilbage, og han skuffede i Binche. Han kan stadig vinde via et tidligt angreb, men han kører næppe med de stærkeste. Det samme gælder for Stan Dewulf, der sidste år blev nr. 4 netop via et tidligt angreb, men i år har han slet ikke fundet samme form. Jeg tror mere på Dorian Godon , der også er hurtigere og vil være holdets mand til en større spurt, hvis Venturini er sat af, for han viste i Luxembourg et hæderligt niveau, men han har aldrig fundet de gode ben fra 2021. Endelig har holdet Clement Venturini, der med sin crossbaggrund passer godt til løbet. I en større gruppe kan han spurte sig til en top 10, men han har i år klart bevist, at han ikke er så stærk som tidligere, og da han også allerede er gået halvt i crossmode, er mine forventninger ikke alt for store. Hans vej til sejr går i hvert fald via et tidligt angreb.

 

Arnaud Demare reddede sit katastrofale 2021 ved at vinde dette løb og dermed runde sin sæson af på bedst mulig måde. Formodningen var ellers, at han skulle vinde via sin spurt, men nu viste han, at han kunne være en af de to stærkeste, der kørte væk i finalen. Hans form er lidt svær at vurdere, fordi han alene har kørt sprinterløb, men min fornemmelse er, at han ikke er helt på toppen. Det var i hvert fald bekymrende at se ham blive slået klart af Coquard i den stigende spurt i Vendée. På den anden side er Coquard heller ingen novice i den slags finaler, og det vil undre mig, hvis ikke Demare i hvert fald er hæderligt kørende. Jeg bliver måske overrasket, hvis han kører med de allerbedste, som han gjorde sidste år, men sker det ikke, vil han have en ganske fair chance for at vinde en spurt i en lidt større gruppe.

 

FDJ har imidlertid flere kort. De har nemlig også Stefan Küng, der med sit volde forår beviste, at han vil være skræmmende stærk på en rute som denne. Hans form er dog en smule usikker, da han siden VM kun har kørt sprinterløbet Paris-Bourges, men vi så i hvert fald på enkeltstarten i Australien, at han dengang var uhyre velkørende. Som altid har han det problem, at han skal alene hjem for at vinde, og det er på denne rute svært at se ham bare køre fra alt og alle. Han har imidlertid den fysiske styrke til at vinde på taktik, hvor FDJ vil have flere gode bud. Et andet er Kevin Geniets, der var flyvende i Luxembourg og så godt ud i Binche. Her skabte han den afgørende gruppe, men meldte så om så dårlige ben, at han ofrede sig for Jake Stewart. Han er derfor måske ikke helt som i september, men han bør have en chance for at vinde, også fordi han er hurtig. Det fjerde kort er Jake Stewart, der viste fornem form i Binche, selvom han begik en fejl, der kostede i spurten. Også han burde være skabt til dette løb, men han er næppe stærkere end Demare eller i stand til at køre med de bedste, og derfor vinder han nok kun via et tidligt angreb og taktik. Lewis Askey virker også godt kørende lige nu, men ligesom Olivier Le Gac og Clement Davy bør han i så stærk en trup være hjælper.

 

UAE kommer med Matteo Trentin, der endelig vender tilbage efter tidligere at have vundet løbet i det gamle format. Dette grusvejsformat burde jo åbenlyst passe ham endnu bedre, og en formstærk Trentin vil være i stand til at køre med de bedste i denne finale. Han så også meget stærk ud i Luxembourg og Bernocchi, men min optimisme er dæmpet en anelse efter nedturen i Piemonte. Det var dog også længere stigninger, og har han de ben, han havde i Bernocchi, bør han være svær at sætte på disse bakker. Bernocchi bekræftede til gengæld også, at han ikke er så hurtig som tidligere, men han viste trods alt i Luxembourg, at han kan slå de fleste på stregen. Spørgsmålet er bare, om det også gælder Laporte, der bliver svær at sætte. Egentlig var Pascal Ackermann tiltænkt en kaptajnrolle, men efter DNFs både tirsdag og torsdag synes den fornemme Vuelta-form helt væk. Det kunne åbne døren for Mikkel Bjerg til at angribe tidligt. Danskerens form er usikker, da han jo bare er hjælper, og hans VM indikerer ikke, at han er flyvende, men med de ben, hanhavde i Tyskland, kan han komme langt i et løb som dette.

 

Cofidis kommer med et meget spændende hold med både Bryan Coquard og Axel Zingle. Med deres sejre i søndags har de begge vist form, men måske er de ikke så flyvende endda. I hvert fald skuffede de begge i Binche, hvor Coquard dog er delvist undskyldt af, at han som De Lie spillede på den forkerte hest. Begge er på papiret stærke i et løb som dette, og begge er også hurtige nok til at vinde, men ingen af dem slår Philipsen og co. i en spurt i en større gruppe. Deres vej til sejr går vi et hårdt løb, hvor Coquard burde have en chance for at kunne slå Laporte, hvis han kan komme af med Demare og Philipsen undervejs. Det kan Zingle ikke, og da han næppe er på Cosnefroy-niveau på bakkerne, skal han nok angribe tidligt. Holdet har også Simone Consonni, men vi så i Italien, at hans holdbarhed fortsat er helt forduftet, og den dobbelte vinder Jelle Wallays er ikke længere god nok, mens Anthony Perez er formsvag.

 

Sidste år var Jasper Stuyven sammen med Demare stærkeste mand i finalen, og det kan ikke undre. Det er nemlig et løb, der passer ham ganske fortrinligt, men jeg tror ikke, at han har samme form denne gang. Faktisk tror jeg, at han skipper løbet, for hans afbud til Paris-Bourges indikerer, at han har endt sin sæson. Hvis han alligevel stiller til start, er hans form også usikker, for han var i hvert fald ikke på toppen i Canada, hvor han efter sin covidsygdom arbejdede for holdet. Hans VM var heller ikke overbevisende, og da han tillige har spurtet skidt længe og ikke har megen frihed, er han denne gang mere outsider end favorit. Han ledsages af Edward Theuns, der efter en skuffende spurt i søndags vandt feltets spurt i den hårde afslutning i Binche. Han burde have en chance for at sidde med hjem i en større gruppe, men her slår han ikke de bedste. Til et hårdt løb har holdet også Alex Kirsch, der her burde kunne få en sjælden chance, og som var meget aktiv i angrebene søndag og tirsdag, men da han blev sat i finalen, er han næppe helt på toppen. Markus Hoelgaard var på vej tilbage, men efter at sygdom sendte ham ud af Kroatien er hans form usikker, og det er et løb, der heller ikke passer ham helt ideelt. Tony Gallopin viste til gengæld endelig noget form igen i Binche, og det burde være et løb, der passer ham hæderligt. Det vil dog undre mig, hvis formen er til at vinde. Det skal i hvert fald ske via et tidligt angreb. Daan Hoole kan måske angribe fra distancen, men han får svært ved at vinde.

 

En uhyre spændende rytter er Rasmus Tiller. Med sidste års sejr i Hageland har han vist, at han endda kan vinde grusvejsløb som dette, og efter en sæson, hvor han slet ikke har fundet formen, er han nu tilbage. Det indikerede han allerede ved VM, men det endelige bevis kom med 2. pladsen i Binche. Det var dog også ret åbenlyst, at Laporte var ham overlegen, og selvom han er hurtig, slår han ikke de bedste på stregen. Til gengæld blev han netop nr. 2 i tirsdags med et tidligt angreb, og nu synes han god nok til at gentage den strategi. Til gengæld er han ret alene, da både Anders Skaarseth, Erik Resell og Jacob Hindsgaul synes for formsvage.

 

Jeg kan ikke helt finde ud af Anthony Turgis. Han har generelt skuffet i år, og efter at han i Primus Classic lignede sig selv igen og med et angreb i finalen i søndags viste liv, skuffede han mig lidt i Binche. Han var dog stadig med i den gruppe, der kørte væk i finalen, og det var kun spurten, der fejlede. Vi ved, hvor god han er i denne slags løb, og selvom benene måske ikke rækker til at køre fra alt og alle, kan han med et tidligt angreb komme langt. Det kan også Dries van Gestel, der virkelig har imponeret stort i denne slags løb i år. Han har været igennem en formkrise, men hans fine resultat i Binche indikerer, at han er på vej tilbage. På toppen er han dog ikke, hvorfor han skal angribe tidligt. En tredje kandidat er den holdbare sprinter Sandy Dujardin, der har gjort det pænt på det sidste, men trods alt nok er overmatchet til at gøre andet end at sidde med i en lidt større gruppe. Både Valentin Ferron og Lorrenzo Manzin synes formsvage.

 

En rytter, jeg glæder mig meget til at se, er Hugo Page. En 5. plads i Famenne og en 3. plads i Binche har stor vægt, når man ser på, hvor vanskelige de finaler var, og han synes at have noget karrierens hidtil højeste niveau. Dette løb burde passe ham ganske perfekt, og han er tillige hurtig. Han er dog ikke stærkeste mand, og hans vej til sejr går derfor via det tidligere angreb. Han ledsages af Sven Erik Bystrøm, der passer godt til dette løb, men hans VM indikerede, at han måske ikke er helt på toppen, selvom formen heller ikke synes ringe. Det er også et ideelt løb for Dimitri Claeys¸ der slutter sin karriere her, men efter en god periode i august virker han ikke til længere at være på toppen. Loic Vliegen har aldrig fundet sig selv igen siden den sygdom, der ramte i september, Baptiste Planckaert er ikke længere god nok, og Taco van der Hoorn, der ellers er god i grusvejsløb, synes ikke i form.

 

Hos Arkea har Matis Louvel et enormt potentiale i disse løb. Det viste han med en 17. plads i Flandern og en 15. plads i Roubaix, og han kom endda ud af Touren med nogle ben, der var på et helt nyt niveau, da han slet og ret kørte fra alt og alle i Druivenkoers. Det er bare ikke mit indtryk, at han har samme ben nu, men det er omvendt svært at sige. Han har nemlig kun kørt sprinterløb, men det var i hvert fald et dårligt tegn, at han ikke kunne gå forbi sin lead-out man Christophe Noppe i den stigende spurt i Vendée. Han skal nok angribe tidligt, men gør han det, er hans potentiale stort, også fordi han er hurtig.

 

Holdet har også Amaury Capiot, hvis vilde lead-out i Famenne indikerer, at han er i fornem form, og det er et løb, der passer ham, og hvor han blev nr. 5 i 2019 og nr. 10 i 2021. Han er en ganske god podiekandidat i en spurt i en større gruppe, men han vinder ikke mod de bedste. Han skal derfor angribe tidligt, og Binche efterlod mig ikke med det indtryk, at han er god nok til at gøre det lige nu. Både Famenne og Binche bekræftede, at Hugo Hofstetter næppe er formstærk nok til dette hårde løb, som ellers passer ham, selvom han er klart bedre end for et par uger siden. Brølstærke Anthony Delaplace viste god form med sit vilde soloudbrud i Vendée og passer godt til et løb som dette, men da han skal alene hjem for at vinde og er uden punch, er det svært at se det ske. Mere skabt til dette løb er Laurent Pichon¸ hvis Roubaix jo er svært at glemme, og i hvert fald i Canada havde gode ben. Om han har samme form nu, er dog tvivlsomt, og han er formentlig under Capiot og Louvel i hierarkiet. Clement Russo synes ikke i form.

 

B&B har gode muligheder for at lave et resultat, hvis det bliver en større gruppe. Her burde der være en god chance for, at kometen Axel Laurance kan sidde, for han viste fremragende form i Kroatien og burde passe til disse løb. Heldigvis slog han sig ikke i styrtet på sidste etape, men det er nok svært at se ham køre med de bedste. Han er hurtig, men han slår næppe folk som Demare eller Philipsen på stregen, og skal han vinde, skal han derfor angribe tidligt. Holdets anden hurtige mand, Luca Mozzato, bør også have en chance for at deltage i en spurt i en større gruppe, men heller ikke han slår de bedste, hvorfor han er mere top 10- end vinderkandidat. Holdet har også sidste års nr. 2, Franck Bonnamour, men han er et stykke fra sidste års niveau. Han viste dog brugbare ben i Luxembourg, og man kan derfor ikke udelukke, at han igen kan have succes med at angribe tidligt. Endelig har holdet mountainbikeren Victor Koretzky, der burde være komfortabel i et løb som dette. Han har gjort enorme fremskridt i dette efterår, og med et tidligt angreb kan han komme langt, også fordi han er hurtig. Det er dog uklart, hvordan han har det efter sit styrt, der tvang ham ud af Kroatien. Både Cyril Barthe og Alexis Gougeard synes for formsvage til at spille en rolle.

 

I sin storhedstid havde Sam Bennett kunnet vinde dette løb, men det rækker formen næppe til. Ireren var hårdt ramt af corona, og selvom han klarede bakkerne i Bourges, vil det undre mig, hvis vi ser ham fremme. Boras bedste bud må antages at være Jordi Meeus¸ men hans holdbarhed er svært varierende. Han klarede dog bakkerne i Primus Classic, og selvom jeg ikke tror på det, kan det ikke udelukkes, at han kan sidde med hjem til en spurt i en større gruppe. Han har spurtet ganske fremragende i år, og ved at slå Demare i Primus Classic har han vist, at han også kan true de hurtigste. Jeg har bare - særligt efter et hårdt løb - svært ved a se ham slå Demare, Philipsen, De Lie og måske også Kooij på én gang. Man kan også håbe, at Ide Schelling endelig er ved at finde sig selv, men det tyder intet på, og Jonas Koch er ikke god nok til at vinde et løb som dette.

 

Israel-PT kunne i gamle dage have satset på Giacomo Nizzolo, men med den triste form, han har vist i nu lang tid, er det ret utænkeligt at se ham fremme i så hårdt et løb. Da Sep Vanmarcke i Binche og Famenne beviste, at han er faldet helt sammen, og da Tom van Asbroeck fortsat er en skygge af sig selv, skal hldet derfor satse på Jenthe Biermans og Guillaume Boivin. Begge passer godt til løbet, er hurtige - særligt Biermans - og synes i ganske hæderlig form. Det er dog lidt svært at se dem vinde, og det skal i hvert fald ske via et tidligt angreb. Der kan være et lille håb i, at Vanmarcke klarede bakkerne i Bourges, men det var trods alt et meget let løb.

 

Ineos har på papiret en topkandidat i Ben Turner. Han viste nemlig i foråret, at han er fremragende i disse løb, og han er også en relativt hurtig herre. Han sluttede også Vueltaen stærkt, men hans VM og ikke mindst løbet i Bourges indikerer, at han vist bare skal på ferie. Han har potentiale, men benene synes at mangle. Det samme gælder for den uhyre formsvage Michal Kwiatkowski, en i Bourges igen skuffende Ben Swift og Elia Viviani, hvis holdbarhed er forsvundet helt i år. Holdets bedste mand kan derfor meget vel være Kim Heiduk, der så ganske overbevisende ud i Kroatien. Han er hurtig, men vinder ikke en spurt, og hans vej til sejr går derfor via et tidligt angreb.

 

BikeExchange får det svært og har kun én chance, nemlig en spurt med Kaden Groves . Det burde også være muligt for en formstærk udgave af australieren at overleve her, men desværre tyder hans seneste løb i Italien på, at han er for træt. Det vil undre mig, hvis han overlever, og selvom hvis han gør, slår han næppe folk som Philipsen, Demare og De Lie efter en hård dag. Til det hårde løb har holdet Dion Smith og Lawson Craddock, men de synes begge formsvage, og det samme gælder for Jan Maas, der ellers burde kunne komme et stykke i et løb som dette.

 

DSM får det svært. På papiret er det et godt løb for både John Degenkolb og Nils Eekhoff, men mens hollænderen er decideret formsvag, tyder intet på, at tyskeren er stærk nok. Mere interessant er det med de to unge sprintere Pavel Bittner og Casper van Uden, der begge er ganske holdbare og burde få deres chance. Van Uden er den hurtigste af de to, men vi så til VM, at Bittner, der viste storform, er den mest holdbare. Det er klart, at de ikke vinder, men jeg er spændt på at se, hvor langt de kommer. Sidste år vandt Jonas Hvideberg U23-udgaven, men han vinder ikke eliteudgaven i år.

 

Det er svært at tro meget på EF. Magnus Cort og Alberto Bettiol star begge på startlisten, men de kører hhv. gravel-VM og Lombardiet, og vi har set, at Stefan Bissegger er uhyre formsvag. Holdet skal sætte sin lid til Jonas Rutsch, der passer udmærket til denne slags løb, men ikke har været flyvende i år og i hvert fald skal angribe tidligt. Bedste kort kan meget vel være Marijn van den Berg, der formentlig overtager en af de ledige pladser, og hvis han har samme ben som i Vallonien, kan han overleve til en spurt i en større gruppe. Den kan han imidlertid ikke vinde. Tidligere havde man troet på Jens Keukeleire, men han har set sin bedste tid.

 

Det professionelle hold med ringeste chancer må være Bingoal. Holdet har en holdbar sprinter i Milan Menten , men han har skuffet hele året og styrtede ud af Kroatien. Her viste Laurenz Rex , der passer til et løb som dette, stigende form, men vi så i Binche, at det slet ikke rækker. Mathijs Paasschens viste i Kroatien, at den gode form fra Tour of Britain er væk, og selvom Kenny Molly gjorde det pænt, er han overmatchet i dette felt.

 

Kontinentalholdene har det svært. Hos Auber er Jason Tesson for formsvag til et løb, der i forvejen er lidt for hårdt, og den mere holdbare Romain Cardis viste i Vendée dårlige ben. Også Nicolas Demeaumarché synes formsvag, og Joris Delbove synes ikke at have formen fra l’Avenir. Bedste mand kan meget vel være Morne van Niekerk , mens hans potentiale er begrænset. Hos Roubaix er det vel kun Maxime Jarnet, der kan komme relativt langt. Mest spændende er utvivlsomt Axel Mariault, der skal til Cofidis næste år og kører sit sidste løb for Nantes. Han har punch, er hurtig og viste sit store potentiale med 4. pladsen på kongeetapen i Limousin, men det er tvivlsomt, om han stadig har samme form. Nice synes ikke at have en rytter med den tilstrækkelige form.

 

 

BEMÆRK: Som altid skal der på denne tid af året ventes talrige ændringer af startlisten, hvorfor optakten opdateres. Som nævnt ovenfor er der adskillige navne på den foreløbige startliste, der med sikkerhed ikke deltager.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er som ventet flere ændringer. Vigtigst er det, at Stuyven som ventet ikke stiller til start, men han erstattes af den uhyre formstærke Toms Skujins, der må ventes at være en af de stærkeste, men kan få svært ved at vinde mod hurtigere folk. Hos Jumbo erstattes Mick van Dijke og Van Hooydonck med Tim van Dijke, der må antages at være hjælper, samt Tosh van der Sande. Sidstnævnte passer godt til løbet, men han har ikke været flyvende og må antages at være hjælper. UAE har udtaget Rui Oliveira, der passer til løbet, men som har virket meget formsvag efter en ellers god periode. B&B er uden Koretzky, der erstattes med Floian Dauphin, som har gjort det godt, men formentlig finder løbet lidt for svært på dette tidspunkt af karrieren. Ineos er uden Viviani, der erstattes med formstærke Brandon Rivera, der dog ikke passer ideelt til dette løb. Hos EF blev der ikke plads til Van den Berg, der er taget til Malaysia, og Keukeleire er også ude. Til gengæld har holdet udtaget James Shaw, der burde kunne gøre det godt, men næppe er i form til dette ene løb efter Vueltaen. Hos Total slutter Niki Terpstra en flot karriere i dette løb, men selvom han har ambitioner, tyder ikke meget på, at han vil være fremme i et løb, hvo han ellers før har gjort det fremragende. BikeExchange er uden Craddock, der erstattes af Alexander Konychev, som passer til løbet, men synes formsvag. Intermarché er uden formsvage Vliegen, der erstattes af Andrea Pasqualon og Tom Devriendt. Pasqualon er skabt til dette løb, men har bestemt ikke virket flyvende dette efterår, senest ikke i Piemonte. Devriendt kan være uhyre svingende, men med den form, han har vist, tør jeg ikke udelukke, at han kan vise lidt af takterne fra Roubaix. Israel-PT er uden den kriseramte Nizzolo, mens Uno-X er uden formsvage Skaarseth. Bingoal er uden Paaschens og Menten, der erstattes af Remy Mertz, som dog synes milevidt fra formen, og Auber skal klare sig uden Tesson

 

***** Christophe Laporte

**** Arnaud de Lie, Jasper Philipsen

*** Benoit Cosnefroy, Arnaud Demare, Mike Teunissen, Olav Kooij, Stefan Küng

** Matteo Trentin, Bryan Coquard, Rasmus Tiller, Anthony Turgis, Toms Skujins, Philippe Gilbert, Kevin Geniets, Jake Stewart, Hugo Page, Matis Louvel, Axel Laurance, Dries van Gestel, Axel Zingle, Amaury Capiot, Jordi Meeus, Dorian Godon

* Oliver Naesen, Florian Vermeersch, Sep Vanmarcke, Edward Theuns, Luca Mozzato, Franck Bonnamour, Axel Mariault, Jenthe Biermans, Sven Erik Bystrøm, Sandy Dujardin, Tom Devriendt, Andrea Pasqualon, Tosh van der Sande, Lewis Askey, Guillaume Boivin, Alex Kirsch, Tony Gallopin, Clement Venturini, Stan Dewulf, Kim Heiduk, Ben Turner, Hugo Hofstetter, Kaden Groves, Pavel Bittner, Casper van Uden, Laurent Pichon, Anthony Delaplace, Dimitri Claeys, Taco van der Hoorn, Victor Campenaerts, Brandon Rivera, James Shaw, Sam Bennett, Mikkel Bjerg, Daan Hoole, Jonas Rutsch, Ide Schelling, Jonas Koch, Markus Hoelgaard, Rui Oliveira, Niki Terpstra, Jasper de Buyst

 

Danskerne

Det bliver næppe til dansk sejr i danskerklassikeren i år. Bedst chance har Mikkel Bjerg, der på UAE skal støtte Matteo Trentin, men som nævnt ovenfor måske kan forsøge at angribe tidligt. På BikeExchange skal Anders Foldager støtte Kaden Groves, og endelig synes også Morten Hulgaard, William Blume og Jacob Hindsgaul på Uno-X at være hjælpere, i dette tilfælde for Rasmus Tiller.

 

Tidligere års løb

Du kan gense Arnaud Demares sejr fra 2021, Casper Pedersens sejr fra 2020, Jelle Wallays sejr fra 2019, Søren Kraghs sejr fra 2018, Matteo Trentins sejr foran Søren Kragh fra 2017 samt Fernando Gavirias fantastiske overraskelsesangreb fra 2016.

 

STREAM PARIS-TOURS OG IL LOMBARDIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Christophe Laporte
Arnaud de Lie, Jasper Philipsen
Benoit Cosnefroy, Arnaud Demare, Mike Teunissen, Olav Kooij, Stefan Küng
Matteo Trentin, Bryan Coquard, Rasmus Tiller, Anthony Turgis, Toms Skujins, Philippe Gilbert, Kevin Geniets, Jake Stewart, Hugo Page, Matis Louvel, Axel Laurance, Dries van Gestel, Axel Zingle, Amaury Capiot, Jordi Meeus, Dorian Godon
Oliver Naesen, Florian Vermeersch, Sep Vanmarcke, Edward Theuns, Luca Mozzato, Franck Bonnamour, Axel Mariault, Jenthe Biermans, Sven Erik Bystrøm, Sandy Dujardin, Tom Devriendt, Andrea Pasqualon, Tosh van der Sande, Lewis Askey, Guillaume Boivin, Alex Kirsch, Tony Gallopin, Clement Venturini, Stan Dewulf, Kim Heiduk, Ben Turner, Hugo Hofstetter, Kaden Groves, Pavel Bittner, Casper van Uden, Laurent Pichon, Anthony Delaplace, Dimitri Claeys, Taco van der Hoorn, Victor Campenaerts, Brandon Rivera, James Shaw, Sam Bennett, Mikkel Bjerg, Daan Hoole, Jonas Rutsch, Ide Schelling, Jonas Koch, Markus Hoelgaard, Rui Oliveira, Niki Terpstra, Jasper de Buyst
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Paris - Tours
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger