Optakt: People’s Choice Classic

Løbets rolle og historie

People's Choice Classic var tidligere 1. etape af Tour Down Under, der blev både indledt og afsluttet med gadeløb i Adelaide, men åbningsløbet blev kort tid efter etapeløbets optagelse på WorldTouren/ProTouren i 2008 udskilt som en selvstændig begivenhed uden for UCI-kalenderen. Det blev gjort i erkendelse af, at den nye status tiltrak et langt mere internationalt felt, og mens de mange australiere stort set alle har en eller flere løbsdage i benene fra den australske sommer - oftest fra Mitchelton Bay Cycling Classics eller de australske mesterskaber - kommer europæerne til Australien uden at have kørt løb i adskillige måneder. Det korte, intense gadeløb kan således ses som en chance for flertallet af rytterne til at få åbnet op for systemet på en dag, hvor der intet er på spil, og hvor man kan tillade sig at sidde op i finalen. Det afsluttende gadeløb er fortsat en del af selve Tour Down Under, hvor det tæller som sjette og sidste etape.

For sprinterne er det imidlertid en højintens affære, og selvom der ikke er point på spil og en eventuel sejr ikke tæller i de officielle statistikker, er det en speciel begivenhed for de hurtige folk. Løbet er således en afgørende mulighed for at booste selvtilliden, teste sprinterbenene og fintune lead-out-toget, inden det for alvor gælder på tirsdag. Samtidig er det reelt det første løb, hvor WorldTour-holdene i deres nye trøjer er samlet, og mange hold har i tidens løb haft deres første optræden nogensinde i Adelaides gader, nøjagtig som det sidste år var tilfældet for Bahrain-Merida, og det skaber en helt særlig stemning. Mange vil også huske, hvordan Greg Henderson og Chris Sutton i 2010 sikrede Team Sky en dobbeltsejr i deres først løb overhovedet.

Løbet er et helt klassisk gadeløb på en times tid, men modsat mange af de tilsvarende begivenheder, der i Europa specielt kendes fra dagene og ugerne efter Tour de France, er der ikke tale om aftalt spil eller rent show. Det er en hurtig og skarp affære, der tages seriøst af alle holdene, og betragtes som en vigtig test forud for Tour Down Under og resten af sæsonen. Som langt hovedparten af sådanne gadeløb, er det hvert eneste år endt i en massespurt, der har været domineret af de helt rene sprintere. Det afspejles i, at André Greipel, der også vandt i 2008, sejrede i 2012 og 2013, Marcel Kittel krydsede stregen først i 2014 og 2015, og at Caleb Ewan er den seneste supersprinter, der i de seneste to år har taget to sejre i træk.
 
Sidste år endte løbet som en stor fest for det australske hjemmepublikum, idet en formstærk Caleb Ewan var ganske suveræn i massespurten og tog den første af, hvad der skulle blive intet mindre end fem sejre i løbet af den uge, den feltet var samlet i Adelaide og omegn. Selvom han var oppe mod et stærkt Bora-mandskab, der havde Peter Sagan til at køre lead-out for Sam Bennett, var Ewan urørlig og sejrede foran netop den irske Bora-sprinter samt verdensmesteren. Ewan vil i år forsøge at blive den første til at vinde tre gange i træk og udligne Greipels høst på tre sejre, og atter får han modstand af Bora-duoen Bennett og Sagan, der som sidste år skal finde et i samarbejde i et forsøg på at overvinde den suveræne australier.

Ruten
Efter flere år på den samme rundstrækning i Rymill Park blev løbet sidste år flyttet til en anden del af Adelaide. Det gjorde imidlertid næppe den store forskel, idet den nye rute var stort set identisk med den gamle, og derfor spiller det heller ikke den store rolle, at man i 2018 genbruger 2017-rundstrækningen. Løbet skal således afvikles på en 2,3 km lang rundstrækning, der er stort set fuldstændig flad og med kun fire sving, hvoraf kun det ene er relativt skarpt. Dermed er omgangen en anelse længere end dens forgænger, men der er færre sving og lige så få terrænmæssige udfordringer. Den sidste udfordring er et 90-graders venstresving med 600 meter til mål, og derfra stiger det svagt de næste 400 meter, inden de sidste 200 m falder ganske let.
 

I alt skal der tilbagelægges 22 omgange på rundstrækningen, hvilket giver en samlet distance på 50,6 km, og løbet ventes således overstået på ca. en time. Det er færre omgang, end der blev tilbagelagt på den gamle rute, men distancen er uforandret. Der er spurter om pengepræmier ved passagen af målstregen efter 5., 10., 15. og 20. omgang.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Vejret
Tour Down Under er berygtet for dets ekstreme varme, der kan være et virkeligt chok for de mange bundfrosne europæiske kroppe, der er rejst om på den anden side af jordkloden fra den europæiske vinter. Heldigvis er varmen vanligvis mindre trykkende under People's Choice Classic, der afvikles om aftenen, hvor toppen er taget af de bagende temperaturer. Denne gang har der imidlertid været nogen frygt for betingelserne, efter at Australien i den seneste tid har været ramt af en regulær hedebølge, der blandt andet betød, at U23- og juniorløbene ved de nyligt afviklede australske mesterskaber blev forkortet.

I år ventes hovedløbet igen at blive afviklet i stærk varme, idet der ventes temperaturer på ca. 35 grader i den kommende uge, men efter sidste uges bagende hede er der faktisk netop i disse dage betydeligt køligere. Der ventes sågar en del skyer og lidt regn fra torsdag til lørdag, men søndag bliver heldigvis tør. Med en temperatur midt på eftermiddagen på bare 23 grader bliver der tale om en temmelig kølig dag, og temperaturen vil kun være 19-20 grader, når løbet afvikles under en flot aftensol. Det vil være temmelig blæsende med en hård vind fra syd, hvilket betyder, at der vil være sidevind på det meste af rundstrækningen. Der vil være modvind på det korte stykke frem til sidste sving og derefter sidevind på opløbsstrækningen.

Favoritterne

Cykelverdenen er fyldt med gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, men intet sted er feltet så stærkt som ved People's Choice Classic. Løbet er således det eneste blandt de mange, der kan fremvise et fuldt felt af WorldTour-hold, og selvom rytterne er langt fra topformen, går det altid vanvittigt stærkt.

Selvom løbet ikke er en del af selve WorldTour-løbet Tour Down Under og således ikke har nær samme prestige som en etape i hovedbegivenheden, er det som sagt en ganske særlig begivenhed for rytterne. Det er ingen hemmelighed, at selvtillid og momentum spiller en helt særlig rolle for sprintere, og året kan ikke indledes på en bedre måde end med en sejr i Adelaides gader. I de to seneste år har Caleb Ewan eksempelvis vist, hvordan succes i People's Choice Classic kan avle succes på hovedscenen i den kommende uge, men der er ingen garanti for, at en sejr i premieren automatisk følges op af flere triumfer i Tour Down Under - bare se på, hvordan det gik Marcel Kittel, der vandt løbet for tre år siden i det, der udviklede sig til en regulær rædselssæson for tyskeren.

Gadeløb ender meget ofte i massespurter, og People's Choice Classic er bestemt ingen undtagelse. Igen i år er der samlet en stor gruppe af verdensklassesprintere, der er ivrige efter at teste formen, og faktisk er feltet denne gang endnu skarpere, end det har været i nogle år. Den nye rute er ligeså flad og endda endnu mindre teknisk end forgængeren, så der er stort set ingen mulighed for a skabe en overraskelse. Løbet er altid blevet afgjort i en spurt, og vi vil blive chokerede, hvis det forholder sig anderledes i 2018.

Løbet vil med stor sandsynlighed følge det traditionelle manuskript. Efter en stribe indledende angreb vil et udbrud blive etableret. Det har ganske ofte haft deltagelse af ganske store navn, der bruger løbet som en god gang træning inden den reelle start på tirsdag. De får lejlighed til at slås om pengepræmierne i de indlagte spurter, mens sprinterholdene kontrollerer løbet stramt. I et så kort løb er det usandsynligt, at de får et stort forspring, der således næppe vil nå op på et minut.

Mange hold ved, at de er uden chance i en flad, hurtig spurt som denne, og de er således tilfredse med blot at følge feltet eller være en del af det tidligere udbrud for derigennem at få den nødvendige løbsfart i benene. Modsat vil Orica-Scott gøre alt for at sikre en massespurt, og de må formodes at stå for hovedparten af føringsarbejdet med de to arbejdsheste Damien Howson og Cameron Meyer. Quick-Step med Elia Viviani, Lotto Soudal med André Greipel og Bora-hansgrohe med Peter Sagan og Sam Bennett Bora-hansgrohe er også alle til start med sejrsvante supersprintere, og de vil med stor sandsynlighed give de australske favoritter en hånd.

Ruten er uden tekniske udfordringer og meget flad, og den ventede massespurt kommer efter et meget kort løb. Det betyder, at det bliver en afslutning for de rene sprintere med den højeste topfart. Der er imidlertid to sving på de sidste 1500 meter, hvoraf det ene kommer bare 600 meter fra stregen, og som vanligt vil lead-outs derfor spiller en afgørende rolle i Adelaide.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Sidste år var Caleb Ewan på forhånd udset som storfavorit, og der var almindelig enighed om, at det ville være en overraskelse, hvis ikke den lille og dengang meget formstærke australier krydsede stregen først. Denne gang forholder det sig imidlertid anderledes. Med André Greipel, der har haft mere succes end nogen anden rytter i både dette løb og Tour Down Under, og Elia Viviani er to af sportens allerhurtigste sprintere i år til start, og sidste års nummer 2, Sam Bennett, vender endda tilbage i en endnu stærkere udgave efter et succesrigt 2017, der gav flere WorldTour-sejre.

Det gør det enormt vanskeligt at udpege vores vinderbud, for det er i høj grad en kamp mellem en formstærk rytter og et par fabelagtige tog. Ewan viste med sin præstation i det australske mesterskab, at han i disse dage måske er bedre end nogensinde - i hvert fald langt bedre, end han tidligere har været i januar - men selvom man bestemt ikke skal undervurdere det meget stærke Mitchelton-Scott-tog, blegner det lidt i forhold til de lead-outs, Quick-Step, Lotto Soudal og ikke mindst Bora-hansgrohe kan mønstre. På den anden side støttes Ewan af en række antipodiske ryttere, der er i dokumenteret god form, og derfor kan det ikke udelukkes, at den lille australier alligevel viser sig at være omgivet af det bedste hold, selvom hans rivaler umiddelbart på papiret er stærkere.

Det er derfor med nogen tøven, at vi alligevel peger på Caleb Ewan som vores favorit, og det skyldes først og fremmest, at han formentlig er den mest formstærke rytter i feltet. Det er ikke nogen hemmelighed, at han altid starter sæsonen stærkt - det er ikke uden grund, at han sidste år vandt alle fire massespurter i Tour Down Under samt People’s Choice Classic - men i år har han taget formniveauet til et helt nyt niveau. Ganske vist har han tidligere ved flere lejligheder vist, at han med sin klejne statur faktisk er ganske holdbar på kortere stigninger, eksempelvis da han blev nr. 4 ved U23 VM på den knaldhårde rute i Firenze i 2013, vandt en svær etape i Herald Sun Tour for to år siden eller sad med feltet hjem i sidste års Milano-Sanremo, men det var alligevel de færreste, der havde set ham levere en klatrepræstation som den, han leverede i søndags ved de australske mesterskaber. Her angreb Richie Porte, der i parentes bemærket er forsvarende vinder af Tour Down Under og den klare favorit til også at vinde i 2018, utrætteligt på sidste passage af løbets nøglestigning Mt. Buninyoung, der tidligere har været alt for hård for den lille sprinter, men denne gang lykkedes det ham trods de mange forsøg ikke at komme fri. Det var ikke den store overraskelse, at en rytter som Jay McCarthy viste sig for umulig at komme af med, men Porte havde næppe regnet med, at han også var ude af stand til at gøre det af med Ewan. Mitchelton-sprinteren klatrede bedre end nogensinde og chokerede alt og alle ved at følge klatrerne hele vejen til stregen, hvor anstrengelserne dog havde været så voldsomme, at han måtte se sig slået af McCarthy i spurten om andenpladsen (og til slut endte på 4. pladsen bag Bora-rytteren og de to overlevende udbrydere).

Præstationen gav altså ikke Ewan en australsk mesterskabstrøje, men den viste, at han er i sit livs januarform - et forhold, han også selv efterfølgende understregede. Selvom form langt fra betyder alt i en massespurt, er det en kolossal form at være godt kørende, ikke mindst i januar måned, hvor niveauforskellene er meget store. Ewans dominans i de seneste års udgaver af Tour Down under er formentlig den bedste understregning af formniveauets betydning i forbindelse med årets første løb, og der er næppe tvivl om, at netop det atter er Ewans vigtigste es forud for People’s Choice Classic. Det er ganske enkelt lettere at træffe de rette beslutninger og finde de rette huller, når man sidder med overskud i finalen.

Ewan viste samtidig i sidste års Giro d’Italia, hvor han var feltets hurtigste rytter - også selvom Fernando Gaviria vandt langt flere etaper - samt i sidste års Abu Dhabi Tour, hvor han var oppe mod alle de store, at hans topfart hører til blandt de allerhøjeste og utvivlsomt er den højeste i dette felt. Hans svaghed er, at hans ellers stærke tog på papiret er marginalt svagere end holdene fra specielt Bora-hansgrohe, Lotto Soudal og Quick-Step, men man skal bestemt ikke undervurdere et lead-out udgjort af Meyer, Mathew Hayman, Jack Bauer, den nykårede australske mester Alexander Edmondson og ikke mindst den erfarne lead-out man Daryl Impey. Edmondson og Meyer er ovenikøbet i dokumenteret god form, og selvom toget måske mangler en sidste lead-out man med den allerhøjeste topfart, kan det vise sig at være afgørende, når de sættes op mod et par halvrustne tog, der netop er ankommet fra det kolde Europa. Måske er de ikke i stand til at levere Ewan helt perfekt, men de kan formentlig bringe ham i så god position, at hans fart og form kan gøre arbejdet færdigt. Derfor peger vi på Ewan som vinder af løbet.

Hans værste rival er i vores øjne Sam Bennett. Ireren har måske ikke helt samme topfart som Ewan, Viviani og Greipel, men han har helt siden sin debut vist, at han på sine gode dage kan slå selv de allerhurtigste. Når det ikke er blevet til flere sejre, skyldes det i høj grad hans dårlige positioneringsevne, men det problem blev til en vis grad løst i 2017, hvor hans tog med Lukas Pöstlberger og ikke mindst Rudiger Selig, der i det forløbne år vel var verdens bedste lead-out man, totalt dominerede spurterne i Giroen. Bennett manglede det allersidste for at gøre det færdigt, men viste med sejrene i Paris-Nice, Tour of Turkey og ikke mindst i Sparkassen Münsterland, hvor han slog næsten hele verdenseliten, at han sagtens kan vinde på højeste niveau.

Bennetts form er et spørgsmålstegn, men sidste år var han bestemt ikke dårlig i de australske løb. Hans største force er imidlertid hans tog. Med Selig ved sin side har han som sagt verdens bedste lead-out man til at støtte sig, og dertil skal lægges Peter Sagan, der positionerer sig bedre end nogen anden. Maciej Bodnar, Peter Kennaugh og Daniel Oss har samtidig farten til at gøre det indledende arbejde, inden de to rigtige lead-out men tager over, og dermed har Bennett formentlig det allerbedste tog. Vi forventer, at de vinder kampen i finalen og afleverer Bennett helt perfekt, og sker det, skal Ewan være skarp for at komme forbi.

Holdet kan også vælge at køre for Peter Sagan, men det er usandsynligt. Sidste år gav de Bennett chancen, og det vil formentlig være tilfældet også denne gang. Dels er Bennett bedre i en ren massespurt som denne, dels er Sagan også i 2018 primært i Australien for at forberede sig og dermed også for at sætte point i banken til senere løb ved at støtte sine holdkammerater. Sidste år endte det alligevel flere gange med, at Sagan sluttede bedre end Bennett, alene fordi han er bedre til at positionere sig og mistede kontakten med sin holdkammerat i finalen, og det kan naturligvis ske igen. Sagan skal imidlertid have en del held og udnytte sin positioneringsevne optimalt, hvis han skal vinde en ren massespurt som denne, ikke mindst men det nuværende formniveau, og derfor er han ikke at regne som andet end en outsider.

Årets mest vindende sprinter kunne meget vel ende med at blive Elia Viviani. Den italienske stjerne gjorde nærmest vanvittige fremskridt sidste efterår, hvor han for alvor drog fordel af efter sit OL-guld i omnium endelig at have koncentreret sig 100% om landevejen. Det gav en helt fantastisk holdbarhed, der betød, at han vandt to af efterårets store WorldTour-klassikere og klatrede bedre end nogensinde. Trods begrænset støtte på et Sky-hold, der primært var fokuseret på klassementer i etapeløb, vandt han ikke færre end 10 løb, og dermed kan man kun drømme om, hvad det kan blive til med hjælp fra et stærkt Quick-Step-tog ført an Michael Mørkøv og Marcel Kittels tidligere lead-out man Fabio Sabatini.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

De skal sammen levere de første sejre i Australien, og hvis alt er, som det plejer, er Viviani i god form. Italieneren har i årenes løb taget ganske mange sejre i de arabiske løb, hvor han har slået flere af de allerhurtigste sprintere på de helt flade etaper i ørkensandet. Et gadeløb som dette i Adelaide minder meget om disse og passer ham glimrende. Udover Mørkøv og Sabatini har han Florian Senechal til at køre for sig, og samlet set giver det et stærkt hold. Desværre mangler de et par ekstra mand i forhold til de bedste sprinterhold, der nærmest udelukkende består af kraftfulde fyre, men deres sidste fire ryttere kan levere et fremragende lead-out. Det store spørgsmål er, om de allerede nu er sammenkørt tilstrækkeligt til at levere Viviani helt fremme. Lykkes det, er Viviani helt sikkert hurtig nok til at vinde.

Ingen rytter har vundet flere etaper i Australien end André Greipel, der efter tre års fravær endelig er tilbage i det løb, hvor han vel står allerstærkest i historien. Hvor Quick-Steps tog er præget af ikke tidligere at have kørt sammen, er der ingen, der matcher Lotto Soudal, hvad rutine angår. Kombinationen Lars Bak-Adam Hansen-Marcel Sieberg-Jens Debusschere-André Greipel har kørt et utal af løb sammen, og selvom de med tabet af først Greg Henderson og Jurgen Roelandts er blevet markant svækket i forhold til deres storhedstid, hvor de udgjorde verdens i særklasse bedste tog, er de stadig blandt de stærkeste mandskaber i massespurtssammenhæng. Greipel har altid haft tradition for at starte som lyn og torden, uanset om hans første løb har været i Australien eller Europa, og der er derfor næppe tvivl om, at han er tæt på topformen.

Chancerne for, at Lotto kan vise sig som det stærkeste hold og afleverer Greipel perfekt er derfor ikke dårlige, men vi tvivler alligevel lidt på den tyske supersprinter. Han kommer nemlig netop fra en meget lidt succesfuld sæson, hvor han indrømmede, at han manglede den nødvendige tro på sig selv i spurterne. Moderens sygdom og private bekymringer fik ham til at tøve og frygte risikoen for styrt unødigt, og desværre var der ikke meget, der tydede på, at han havde overvundet den frygt sidst på sæsonen. Samtidig har Greipel formentlig ikke længere helt samme topfart som specielt Ewan og Viviani. Det betyder ikke, at han med et god lead-out og en god form ikke kan vinde, men han er ikke en af de helt store favoritter.

Når man taler om gode tog, er det svært at komme uden om Sky. Ikke færre end seks af holdets ryttere har erfaring med at køre lead-out, og bagerst i toget sidder sidste sæsons bedste U23-sprinter samt tidligere U23-verdensmester Kristoffer Halvorsen . Den unge nordmand har allerede bevist, at han kan vinde spurter i WorldTour-selskab, men han har dog endnu ikke slået sprintere på dette niveau. Samtidig er hans form lidt af et spørgsmålstegn, og alt skal gå rigtigt, hvis han skal vinde sit første løb i Sky-trøjen. Det kan man imidlertid ikke udelukke, at det gør. Med Salvatore Puccio og Lukasz Wisniowski til at gøre det indledende arbejde samt Owain Doull, Jonathan DIbben og Chris Lawless til selve lead-outet, er der ikke mange, der kan prale af et så godt tog som Halvorsen. Spørgsmålet er, om de har den nødvendige erfaring på dette niveau, og om Halvorsen allerede nu er hurtig nok til at gøre det færdig.

Et andet stort sprintertalent er Phil Bauhaus . Det er ofte set, at unge ryttere får et fantastisk boost af at gennemføre en grand tour, og det var netop, hvad Bauhaus gjorde i årets Giro. Kort efter vandt han en etape i Dauphiné mod flere formstærke Tour-sprintere, og senere var han tæt på at slå de fleste af de store i det stærkt besatte BinckBank Tour samt sluttede som nr. 2 i det lige så stærkt besatte Münsterland. Bauhaus er en helt ren sprinter, der formentlig har farten til også at sejre i dette selskab, og med Mike Teunisse og Nikias Arndt har han et fornuftigt lead-out. Det kan dog ikke helt matche de bedste hold, og man kan tvivle på, om Bauhaus allerede nu er i form til at vinde i dette selskab, også selvom han er god til at positionere sig.

Feltet vrimler med unge talenter. Et andet af disse er Treks nyprofessionelle Alex Frame. Han hvar flyvende på denne tid af året i 2017, hvor han opnåede flere topplaceringer, men modsat mange andre har han ikke den store erfaring i det fine selskab, heller ikke sammenlignet med andre nyprofessionelle. Han fremstår imidlertid som en helt ren sprintertype, der burde være skabt til et løb som dette, og med Mads Pedersen og ikke mindst den meget kapable lead-out man Koen De Kort har han et godt hold. Han vinder ikke, men med et godt lead-out, kan han måske overraske.

Sidste år fik Riccardo Minali en meget løfterig start på sin professionelle karriere, da han leverede fine spurter på de helt flade etaper i de arabiske løb. Desværre kunne han ikke helt leve på til de lovende takter senere på året, hvor det blev tydeligt, at hans høje fart desværre blev ledsaget af dårlige positioneringsevner. Et gadeløb som dette minder om de arabiske løb, og det passer derfor fint til Minali, der formentlig atter er i god form fra sæsonstart. Desværre er han hæmmet af, at toget med Trusl Korsæth, Michael Valgren og Oscar Gatto ikke er blandt de stærkeste, og i lyset af hans positioneringsvanskeligheder bliver det derfor svært at vinde.

Endelig vil vi pege på Simone Consonni. Den unge italiener fik en fin debutsæson som professionel, hvor han flere gange gav prøver på talentet med et par fine spurter. Desværre er han en mere holdbar type, der har brug for et lidt hårdere løb for at have en reel vinderchance. Til gengæld har han med Manuele Mori, Marco Marcato og ikke mindst Roberto Ferrari et ganske godt tog, der kan bringe ham i en position til at slås om podieplaceringerne. Det kan heller ikke udelukkes, at Roberto Ferrari i stedet får chancen i et fladt løb som dette, men som udgangspunkt er Consonni holdets førstesprinter.

Af øvrige sprintere kan nævnes FDJs Davide Cimolai og Daniel Hoelgaard, Dimension Datas Mark Renshaw, UniSAs Steele Von Hoff, LottoNLs Enrico Battaglin og Robert Wagner, Movistars Carlos Barbero og Jasha Sütterlin, Katusha-Alpecins Jhonatan Restrepo, EF Education Firsts Logan Owen, Bahrain-Meridas Ramunas Navardauskas samt BMCs Danilo Wyss og Miles Scotson , men det vil være en overraskelse, hvis vinderen er at finde blandt disse.

OPDATERING: Sam Bennett har været syg og ude af stand til at træne i flere dage. Han er i øjeblikket usikker på, om han overhovedet kan stille til start. Det kan betyde, at Bora-hansgrohe i stedet kører spurten for Peter Sagan, der så vil have fordel af støtte fra Rudiger Selig. Som anført ovenfor skal alt dog gå rigtigt, hvis Sagan skal vinde et fladt gadeløb mod de hurtigere sprintere, specielt med det nuværende formniveau. Hans gode formnibveau betyder dog, at han med stor sandsynlighed vil ende på eller meget tæt på podiet.

Feltet.dks vinderbud: Caleb Ewan
Øvrige vinderkandidater: Sam Bennett, Elia Viviani
Outsidere: André Greipel, Kristoffer Halvorsen, Phil Bauhaus
Jokers: Peter Sagan, Alex Frame, Riccardo Minali, Simone Consonni

SÆT DIT MANAGERHOLD PÅ TOUR DOWN UNDER
 

Danskerne

Størst danskerrepræsentation er der på Trek, hvor Niklas Eg gør professionel debut, men primært har som mål at gennemføre og måske vise sig frem i et udbrud. Mads Pedersen må sammen med Koen De Kort ventes at skulle være de afgørende kræfter i lead-out-toget for den unge sprinter Alex Frame, der som Eg gør debut i de professionelles rækker. Lars Bak bliver formentlig den mest synlige, da han kan tænkes at skulle bidrage til føringsarbejdet for André Greipel, inden han får til opgave at holde toget fremme i den afgørende fase. Michael Valgren kan måske få lov at gå i udbrud, men skal hovedsageligt indgå i toget for Riccardo Minali. Mads Würtz Schmidt burde få total frihed til at vise sig frem på et Katusha-hold uden sprinter, selvom han måske kan tænkes også at skulle støtte Jhonatan Restrepo eller Jose Goncalves, hvis en af de to halvhurtige herrer har mod på at blande sig i spurten.