Optakt: Ronde van Drenthe

Løbets rolle og historie

I de senere år er det blevet mere og mere almindeligt for herreløb at afvikle et løb for kvinder i samme forbindelse på en rute, der ofte har samme finale som mændenes. I de fleste tilfælde har det imidlertid været svært for kvinderne at tiltrække sig samme opmærksomhed som herrerne, og meget ofte bliver kvindeløbene i høj grad overset.

Et land skiller sig imidlertid ud fra mængden. I Holland får kvindecykling stor opmærksomhed, ikke mindst fordi Marianne Vos længe var lidt af en national superstjerne. Derfor er det ikke overraskende, at landet i mange år har været vært for det første løb i World Cuppen, Ronde van Drenthe, der nu er blevet en del af den nye WorldTour, som blev etableret i 2016.

Løbet er en del af meget større begivenhed i Drenthe-regionen, der er vært for en cykelfestival bestående af tidligere helt op til fem løb. Hovedbegivenheden er kvindernes WorldTour-løb, men i løbet af de fire dage har der tidligere været hele tre løb for kvinder og to for mænd. I 2016 forsvandt der ganske vist et løb for hvert køn, men det ændrer ikke på, at det stadig er en meget travl weekend med hele to kvindeløb og et stort herreløb.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Mændenes løb kaldes også Ronde van Drenthe og afvikles nu som kvindernes hovedløb også om søndagen. Det får imidlertid ikke samme opmærksomhed som den største begivenhed, og mens alle de store hold er til start i WorldTour-løbet, er CCC og Trek-Segafredo de eneste WorldTour-hold på startstregen, når herrerne ruller afsted. Det skyldes naturligvis i høj grad, at løbet afvikles på et travlt tidspunkt, hvor der køres to store WorldTour-etapeløb, og end ikke det lokale Jumbo-Visma har i år kunnet finde ressourcer til at deltage.

Det har betydet, at løbet har udviklet sig til en chance for mindre hold og unge ryttere for at vinde et stort UCI-løb på 1.HC-niveau. Det finder sted i en fuldstændig flad del af Holland, og på papiret burde det altid ende i en massespurt. Kombinationen af de ofte blæsende forhold samt mangel på kontrol i et løb med få storhold betyder imidlertid, at det sjældent følger det oplagte manuskript, og meget ofte er løbet blev ganske selektivt og aggressivt. Faktisk skal vi helt tilbage til 2011, hvor løbet blev afviklet som et etapeløb, for at finde den seneste massespurt, og derudover er det kun løbene i 2000, 2002 og 2003, der i dette årtusinde har haft en sådan afslutning.

Løbet blev første gang afviklet i 1960 og var i mange år et af de største amatørløb i Holland. Med sine brostenspassager blev det kaldt hollændernes Helvede i Nord, og ofte blev det endda afviklet i samme weekend som det rigtige Paris-Roubaix. Siden 1965 har det kun været aflyst én gang, i 2001 i forbindelse med mund- og klovsygeepidemien. I 2010 blev der dagen efter arrangeret et tilsvarende løb, Dwars door Drenthe, og i de følgende seks år havde herrerne således to begivenheder i den store cykelweekend. Faktisk var der i 2011 endda tale om et to dage langt etapeløb, men som nævnt ovenfor er sidstnævnte løb nu forsvundet fra kalenderen. Ikke overraskende har løbet været domineret af hjemlige ryttere, og kun syv gange er det lykkedes ryttere fra andre lande at bryde den hollandske dominans.

Det skete sidste år, hvor et 10 mand stort udbrud holdt feltet bag sig. Det udnyttede den tjekkiske sprinter Frantisek Sisr til at sikre CCC-mandskabet en stor sejr, da han i spurten henviste Dries De Bondt og Preben Van Hecke til de sekundære podieplaceringer. Uheldigvis fik Sisr ikke kontrakt i forbindelse med fusionen med BMC, og hans Elkov-hold deltager ikke. Dermed skal der findes en ny vinder, og det kan måske åbne døren for De Bondt og Van Hecke, der begge er med igen.

Ruten

Ronde van Drenthe er et fuldstændig fladt løb, men det inkluderer den berømte Vamberg-stigning - en kunstig bakke i et område, der er blandt de fladeste i verden. På papiret er den lille stigning ikke nogen stor udfordring, men meget ofte har dårligt vejr og hård vind gjort det til et hårdt udskillelsesløb. Under sådanne forhold har selv Vamberg kunnet gøre en vis skade, og meget ofte er det afgørende udbrud blevet etableret netop her. Bortset fra Vamberg er det helt fladt, og udfordringerne er derfor den lille stigning, vinden samt de mange brostensstykker.

I år er ruten modificeret i forhold til de seneste udgaver, men grundlæggende er de samme karakteristika bevaret. De væsentligste forskelle er, at starten efter bare en enkelt sæson i Emmen er flyttet tilbage til Hoogeveen, hvor også målet findes, samt at distancen er forlænget til hele 217,6 km. Dertil kommer, at man ligesom sidste år har reduceret betydningen af Vamberg, der i år blot skal bestiges fire gange og endda ganske langt fra mål. Til gengæld vil de to sidste af de i alt 16 pavéer komme endnu dybere inde i finalen end i 2018, og det er derfor i højere grad end tidligere brostenene, der skal gøre forskellen.

Fra starten syd for Hoogeveen bevæger man sig i den neutrale zone frem til bycentrum, hvor man efter bare 4,6 km krydser målstregen for første gang. Herfra går det videre mod nord frem til den første pavé, der indledes efter 21,7 km, og leder direkte ind på Vamberg, der efter 22 km skal bestiges for første gang. Derfra snor man sig mod nordøst og syd ned mod Emmen og rammer undervejs pavéer efter hhv. 44,1 km, 52,5 km, 56,7 km og 67,5 km i udkanten af den relativt store by.

Herfra sættes kursen atter mod nord, og der venter her pavéer efter hhv. 77,2 km, 78,8 km, 83,9 km, 85,2 km, inden man kører mod vest og siden syd henover pavéer, der kommer efter hhv. 98,7 km og 101,5 km. Herfra går det mod sydvest med retning mod Hoogeveen i en fase, hvor der kun er brosten efter 120,7 km. Kort efter ramme man den 11,1 km lange rundstrækning med Vamberg-stigningen og den korte pavé, der leder ind på bakken, og den skal nu gennemkøres hele tre gang, så man når toppen af stigning med hhv. 73,2 km, 62,1 km og 51,1 km til mål. Derfra går det mod syd tilbage til Hoogeveen, hvor målstregen kryses for anden gang efter 181,3 km.

Løbet afsluttes nu med en omgang på en ny 36,3 km lang og helt flad rundstrækning i området vest for byen. Den indeholder pavéer med hhv. 25,0 og 12,3 km igen, og den sidste af disse ender bare 9,5 km fra stregen. Derfra får det direkte tilbage til Hoogeveen, hvor der modsat tidligere ikke skal køres en omgang på en rundtsrækning. I stedet sluttes med en flad finale, hvor man på de sidste 3 km skal dreje skarpt med 2900 m, 2600 m, 700 m og bare 400 m til stregen.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Løbet byder på i alt bare 528 højdemeter.

Vejret

 Som det fremgår af ovenstående, er vejret den helt afgørende faktor i et fladt løb som Ronde van Drenthe, og det ser ud til, at 2019-udgaven kan blive en episk affære. Det våde, kølige forår, der har lagt sin klamme hånd over Nordeuropa fortsætter nemlig på en søndag, der byder på en blanding af byger og mere vedvarende regn og kun en temperatur på 8 grader. Samtidig vil det være voldsomt blæsende med en meget hård vind fra sydvest. Det giver først medvind, siden sidemedvind og derefter modvind på turen ned mod Vamberg. På den sidste rundstrækning vil der være sidemodvind på første del og sidemedvind på sidste del, indtil man til allersidst får sidemodvind igen, også på de sidste 3 km frem mod de to sidste sving. Der vil være sidemedvind på den korte opløbsstrækning.

Favoritterne

Ser man på profilen, burde Ronde van Drenthe hvert år ende i en massespurt. Det sker bare sjældent, og vi skal som sagt mange år tilbage for at finde den seneste. Det skyldes først og fremmest det forhold, at løbet næsten hvert år afvikles i dårligt vejr, men det er også et udslag af, at det begrænsede antal WorldTour-hold gør det mindre kontrolleret.

I år er vejret rædselsfuldt. Det bliver både blæsende, koldt og regnfuldt, og dermed virker det stærkt usandsynligt, at det vil blive et roligt, kontrolleret løb. De smalle veje, brostenene samt vinden og regnen bør få feltet til at eksplodere i det, der kan blive et konstant udskilningsløb, hvor kun de stærkeste overlever. I hvert fald burde det blive ganske dramatisk i den indledende fase.

Vindretningen er imidlertid ikke helt ideel. Efter den hårde åbning følger et meget langt stykke med direkte modvind, og det kan som regel dræve al køre- og initiativlyst. Der er en vis sandsynlighed for, at der her vil ske en betydelig regruppering, og derfor kan det blive mindre selektivt, end en så blæsende dag i det flade Holland burde anspore til. På den sidste del med Vamberg og rundstrækningen med de to sidste pavéer bør det imidlertid gå løs igen, og en massespurt burde således være udelukket. Der er trods alt tale om 75 km kørsel med mulighed for splittelse, men det vil nok mere være vinden end de to sene pavéer og Vamberg, der vil skabe splittelsen

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

Løbet er ikke specielt stærkt besat, da begge de to WorldTour-hold kommer med deres mindre navne, og da heller ikke de bedste prokontinentalhold kommer med det tungeste skyts. Det betyder, at det er et ganske uforudsigeligt løb uden en oplagt favorit, og vi kan meget vel se overraskelser, som vi har gjort det i de senere år. Betingelserne vil sikre, at man skal være temmelig holdbar og også gerne spurtstærk for at vinde, men det er et løb, hvor mange vil kunne øjne en chance for et stort resultat i en begivenhed med 1.HC-status.

I det lys er det uden den helt store overbevisning, at vi peger på Marco Canola som vores favorit. Italieneren var flyvende i 2017, hvor han var en dominerende skikkelse på den italienske scene, men han fandt aldrig helt melodien i 2018. I år har han imidlertid lignet sig selv igen, først med en stærk top 10 på muren på 1. etape i Andalusien og siden med overbevisende og aggressiv kørsel i Strade Bianche, hvor han var med langt fremme i et af sportens sværeste løb. Han er et ubeskrevet blad på brosten, men han drømmer netop om de nordlige klassikere og har alle de rette evner til at begå sig i et hårdt udskilningsløb i sidevinden. Samtidig er han hurtig på stregen og kan slå de fleste. Med den form, han har vist, må Canola være vores favorit. Og Nippo har endda to kort at spille, da de også stiller med stortalentet Nicola Bagioli , der dog mere er end puncheurtype og ikke helt fremstår som den ideelle mand til denne rute. Til gengæld er det usandsynligt, at skrøbelige Juan Jose Lobato, der ikke er i storform er klar til at slås i positionskampen.

Vi har visse forventninger til Boy Van Poppel. Efter sine mange år som lead-out man på Trek er han nu kommet ud i friheden på Roompot, hvor han har lagt stærkt fra land. Han kørte i hvert fald en flot og aggressiv åbningsweekend og har stor erfaring på brosten, hvor han primært har ageret hjælper. Han er råstærk og på hjemmebane og synes at være i god form. Med sin gode spurt kan han også gøre arbejdet færdigt. Han ledsages endda af et stærkt hold, hvor særligt Elmar Reinders med sin gode form fra Le Samyn burde være i sit es i disse betingelser, men hvor også den knap så formstærke Sjoerd van Ginneken og Jesper Asselman kan være med.

Der er næppe tvivl om, at Kenny Dehaes er topmotiveret. Belgieren er kendt som en alt andet end holdbar sprinter, men faktisk har han imponeret netop i flade brostensløb. Således vandt han en knaldhård udgave af dette løb for et par år siden, og sidste år sejrede han i GP Denain, der hvad vejr og rute angik, mindede meget om dette løb. Dehaes er ellers ikke kendt som en stærk starter, men i år har han meldt om gode ben, og det har også set hæderligt ud. Han er en af løbets allerhurtigste, og han er som tidligere vinder utvivlsomt topmotiveret. Spørgsmålet er bare, om det alligevel bliver for hårdt, og hvor meget støtte han får på et svagt Wallonie-mandskab, der har den lovende og holdbare sprinter Emils Liepins som plan B. Letten har bare ikke vist god form på det seneste.

Israel Cycling Academy har et ganske stærkt hold med særligt Guillaume Boivin, der må elske denne rute. Desværre har han måttet misse de seneste løb som følge af sygdom, og derfor er det usikkert, hvor han står. Han er imidlertid både brølstærk og hurtig, og derfor er han en solid kandidat, hvis han er tilbage på sit topniveau. Med sidste års sejr har lynhurtige Mihkel Raim også vist, at han har en vis holdbarhed i disse betingelser, men efter en stærk start i Colombia har han desværre ikke lagt stærkt ud i Europa. Holdets tredje sprinter, Rudy Barbier, er den mindst holdbare af de tre, men heller ikke han står uden chance, slet ikke som følge af sin gode spurt.

Direct Energie har i Thomas Boudat en holdbar sprinter, men det er på bakkerne, han har sin force. I disse betingelser er han et mere usikkert kort, men han viste dog god form i Almeria og Kuurne, hvor han blev sat ud af spillet af et styrt. Vi frygter, at han kan få det lidt for svært i et udskilningsløb, men sidder han først med hjem, kan han slå de fleste. Holdets andet kort, Pim Ligthart , burde også være en stærk kandidat, da han er stærk og kan afslutte, men hans form har ladet meget tilbage at ønske. Det har den desværre også for deres anden sprinter, Romain Cardis, som ellers burde have smag for et løb som dette.

Løbets mest spændende rytter er stortalentet Matteo Moschetti. Der er ingen tvivl om, at han er feltets hurtigste, og han bliver meget svær at slå på stregen. Hidtil har han været regnet som en klassisk sprinter, men 2. pladsen på Hatta Dam i WorldTour-løbet UAE Tour viste, at han kan mere end bare spurte. Dette er dog en helt anden udfordring, og vi tvivler på, at han har holdbarheden til at sidde med i et udskilningsløb over mere end 200 km. Vi lader os dog meget gerne overraske én gang til. Trek har også brølstærke William Clarke, der altid agerer hjælper, men her burde få en chance for at se, hvad råstyrken rækker til. Løbet er for hårdt for ellers hurtige Alex Frame.

Vital Concept har i Jonas Van Genechten et stærkt kort, efter at belgieren sidste efterår endelig viste, hvorfor han er tidligere etapevinder i Vueltaen. I år har han ikke lagt godt fra land, men han viste dog fremgang i Le Samyn. Nærmer han sig toppen, burde han have en vis holdbarhed, også selvom han er bedre på mindre bakker end på flade brosten og i sidevind. Hurtig er han som bekendt. Det samme er holdets anden sprinter, Lorrenzo Manzin , der også er holdbar. Han er endda den skarpeste afslutter, men efter en svær periode synes han ikke helt at have formen. Brostensspecialisten Bert De Backer, der flere gange har kørt finale i Roubaix, synes desværre heller ikke at have timet formen optimalt.

Cofidis er her ikke med den stærkeste trup, men vi glæder os til at se Damien Touze i dette terræn. Han har i flere år været en konstant faktor i de hårde franske endagsløb, og han er som bekendt en glimrende afslutter. Han er måske nok bedre kendt for punch på stigningerne, men han burde også hav epotentiale på denne rute.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

På Sport Vlaanderen er der særligt grund til at holde øje med Edward Planckaert . Egentlig har han ikke vist megen holdbarhed hidtil, men det ændrede sig med en flot præstation i Omloop. Som sprinter kan han naturligvis afslutte, og derfor skal han nu bare vise, at han også kan klare sig under disse betingelser. Holdets store navn er Amaury Capiot, der burde kunne gøre sig gældende, men som desværre stadig ikke er sig selv igen efter sine mange skader. Preben Van Hecke blev sidste år nr. 3, men mangler spurten til at blive meget farlig. Den har Piet Allegaert i videre omfang, og hans meget flotte Roubaix i 2017 vidner om potentiale, hvis han endelig har fundet lidt form.

CCC er her med de ryttere, der befinder sig i periferien af Van Avermaets klassikertrup. De har lutter stærke folk, men de mangler den oplagte favorit. Bedst chance har den ganske holdbare semisprinter Jonas Koch, der har bedst chance for at gøre det færdigt på stregen, mens de brølstærke Pawel Bernas og Kamil Gradek skal slide rivalerne op på ren råstyrke. Talentfulde Jonas Cerny burde også komme langt i kraft af sin alsidighed, men løbet er nok ikke ideelt for ham. Endelig ville vi have elsket at se sprintertalentet Szymon Sajnok folde sig ud, men efter en tid med fokus på banen mangler han nok råstyrken over 220 km.

Androni møder op med en af løbets jokere, talentfulde Andrea Vendrame, der med sin 3. plads i GP Industria viste fin form. Han er et forrygende talent, men han er mere puncheurtypen end en fyr til disse betingelser. Han er hurtig og spændende, men han skal stadig bevise sig på disse veje.

Det skal Lasse Norman Hansen til gengæld ikke. Danskeren viste sidste år, at han kan vinde disse benhårde løb i Nordeuropa, men desværre er det usikkert, hvor han står efter sit arbejde på banen. Han måtte udgå i Le Samyn, men har han siden fundet landevejsformen, er det et perfekt løb for den stærke og halvhurtige dansker. Gode, gamle Stijn Devolder kørte fremragende i Omloop og har glæde af betingelserne, men det er stadig svært for ham at vinde et løb, når han ikke kan spurte. Dries De Bondt Er også en stærk fyr til et løb som dette, mens det nok kniber med formen for Correndons sprinter, Joeri Stallaert.

Hagens Berman-Axeon stiller med et meget talentfuldt hold, hvor det særligt skal blive interessant at følge Mikkel Bjerg, der burde kunne gøre det godt i et hårdt udskilningsløb som dette. Ian Garrison og Maikel Zijlaard kan også komme langt, mens det nok er for hårdt for sprinteren Michael Rice.

Set med danske øjne vil der være meget fokus på Riwal, der dog stiller med en trup bestående af ryttere, der kun i sparsomt omfang har været i aktion i år, og hvis form derfor er et åbent spørgsmål. Holdets hurtigste, Nicolai Brøchner, burde være bedste bud, hvis han har fundet formen, men også Andreas Kron gjorde det godt i Laigueglia. Stærke Torkil Veyhe burde også kunne begå sig i et udskilningsløb som dette, men har endnu sin sæsondebut til gode.

Kontinentalholdene er stadig hæmmede af kun i begrænset omfang at have været i aktion i år. Et bud på en kandidat til et resultat er Coen Vermeltfoort, der skal genrejse karrieren på lavere niveau og som en holdbar sprinter har egenskaberne til at begå sig. Martijn Budding kommer med en frisk samlet sejr fra Rhodos, men er mere puncheur en brostensspecialist. Derudover kan stærke Jasper Bovenhuis gære sig, ligesom Barnabas Peak, Jordi Meeus, Ide Schelling, Arvid De Kleijn, Luuc Bugter og Maarten De Jonge alle kan komme nogen vej, hvis de har passet vintertræningen.

OPDATERING: Der har været en del sene ændringer. Trek har føjet stærke Michael Gogl til, og han burde gøre det godt i et udskilningsløb. Manuel Belletti er kommet til på Androni og er som holdbar sprinter også et bud, selvom han er uprøvet på pavéerne. Mest interessant er det, at Cofidis stiller med Hugo Hofstetter, der også som holdbar sprinter står stærkt, mens Correndon har skiftet Joeri Stallaert ud med en fornuftigt kørende Roy Jans, der heller ikke er uden chance. Sondre Holst Enger er med på Israel Cycling Academy, men dette løb er nok ikke helt ideelt for den lille, men hurtige nordmand. Desværre er Andreas Kron ikke alligevel til start for Riwal.

***** Marco Canola

**** Boy Van Poppel, Kenny Dehaes

*** Guillaume Boivin, Mihkel Raim, Hugo Hofstetter, Thomas Boudat, Matteo Moschetti

** Jonas Van Genechten, Damien Touze, Edward Planckaert, Rudy Barbier, Lorrenzo Manzin, Jonas Koch, Lasse Norman Hansen, Andrea Vendrame, Nicola Bagioli, Amaury Capiot, Roy Jans, Manuel Belletti

* Stijn Devolder, Bert De Backer, Pim Ligthart, Piet Allegaert, Michael Gogl Josef Cerny, Pawel Bernas, Coen Vermeltfort, Dries De Bondt, Elmar Reinders, Sondre Holst Enger, Sjoerd Van Ginneken, Kamil Gradek, William Clarke, Martijn Budding, Emils Liepins, Preben Van Hecke, Mikkel Bjerg, Nicolai Brøchner, Alex Frame, Juan Jose Lobato

Danskerne

Størst forventninger skal vi have til Lasse Norman Hansen, hvis chancer er omtalt ovenfor. Også Mikkel Bjerg burde gøre det godt i et udskilningsløb på et Axeon-hold, der også tæller Jakob Egholm. Riwal stiller med Nicolai Brøchner, Mathis Norsgaard, Tobias Mørch Kongstad, Andreas Stokbro, Torkil Veyhe og Troels Vinther og er omtalt ovenfor.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Frantisek Sisrs sejr fra 2018 samt Jan-Willems Van Schips sejr fra 2017.