Optakt: Rund um den Finanzplatz Eschborn-Frankfurt

Oprindeligt Rund um den Henninger Turm, dernæst Eschborn-Frankfurt City Loop, og nu – for andet år i træk – Rund um den Finanzplatz Eschborn-Frankfurt. Kært barn har mange navne. Faktum er dog, at på trods af løbets økonomiske problemer, så er meget ved det gamle, og Tysklands mest traditionsrige klassikker slutter igen (heldigvis) midt i Frankfurts finansielle centrum. 

Den tyske klassikker er kendetegnet ved, at det er et løb, hvor modsætninger mødes. Løbet er kuperet, men også egnet til sprinterne. Løbet er tysk, men uforudsigeligt som en spansk piges temperament. Det er kendetegnet ved smuk, scenisk natur i Taunusbjergene, men også ved det modsatte i form af menneskeskabte bjerge - Frankfurt am Meins skyline af skyskrabere.    

Rund um den Henninger Turm blev kørt første gang i 1962, og er dermed yngre end Rund um Köln, men ældre end Vattenfall Cyclassics. Løbet køres traditionen tro på den 1. maj, altså Arbejdernes Kampdag. Denne dato er elementært for løbet. Rund um den Henninger Turm var faktisk med i World-Cup’en i 1995. Det hændte dog, at UCI ønskede at alle løbene på World-Cup’en blev afholdt i weekenden. Arrangørerne af Rund um den Henninger Turm var modvillige overfor at flytte løbet fra sin traditionelle løbsdag. Løbet røg derfor af kalenderen året efter, og fra 1998 blev det nykonstruerede HEW Cyclassics det tyske islæt af Wold-Cup’en og senere WorldTouren, som Frankfurt-løbet stadig ikke er en del af. Et kig på startlisten røber endvidere, at de store profiler i tiltagende grad holder sig fra løbet, og løbets præstige synes faldende i værdi.     

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Ruten

Lig tidligere udgaver består løbet af tre rundstrækninger, der fører feltet godt rundt i Frankfurt og omegn med en sammenlagt længde på 200 kilometer. Modsat de uheldige år, hvor den noget grimme og kedelige forstad Eschborn udgjorde målby, så er det nu byttet rundt, således at Eschborn er startsted frem for målby. Fra Eschborn føres rytterne ind på ’Frankfurt-runden’, hvor de kører den første omgang på det, der 3-4 timer senere udgør løbets finale i Frankfurt centrum.

Derfra går det nordpå op mod Riedberg, en mindre, ganske naturvenlig og kuperet forstad, hvorfra man ganske scenisk kan beskue Frankfurt. Som altid er tyskerne meget tilskuerbevidste og alle nøglestederne  - Eschborn, Frankfurt indre by,  samt stigningerne Mammolschain, Eppstein og Fischbach - besøges alle mere end én gang, således at tilskuerne virkelig bliver forkælet.

Dernæst går vejen nordvest mod Taunus-bjergene og dagens første og klassiske udfordring i form stigningen Großer Feldberg. Der er tale om en 21 kilometer lang stigning, men med en kun gennemsnitlig stigningsprocent på 3,4. De første 10 kilometer stiger det næsten ikke, men derefter tager stigningen til, og den sidste 3 kilometer stiger det med mellem 5 og 7 procent, og stejlest til sidst. Selvom finalen ikke ligger her, er den med til at trætte benene. Fra den nordligt beliggende Feldberg og over nogle mindre bjergpoint-givende knolde, går det sydpå og ned til den reelle rundstrækning ved Taunus-området. Her udgør stigningen Mammolshain det absolutte nøglepunkt. Stigningen er visse steder over 20 % stejl, og den skal altså passeres 3 gange undervejs.

Efter tredje opkørsel af Mammolshain er der kun lidt over 30 kilometer til mål. Feltet føres atter over Eschborn og derfra videre ind mod Frankfurt centrum og ind på den korte målrundstrækning, som også køres tre gange.  

Favoritterne

Vi har altså at gøre med en ny version af den gamle klassikker, men hvor vi heldigvis er tilbage i Frankfurts indre by – hvor det hører til. Løbets grundlæggende struktur er også bevaret intakt: det starter stille ud og rytterne kan blive set i Frankfurt, hvorefter det går videre til løbets korpus - Taunus-bjergene - hvor udskilningen forsøges lavet. Løbet vil altså, som det oftest er tilfældet, blive udkæmpet mellem de lette, bjergstærke ryttere der vil forsøge at gøre forskellen på Mammolshain, og mellem de mere tunge sprintere, der vil forsøge at hænge på.

I fjor blev løbet, meget uvant, afgjort i en massespurt mellem halvfjerds ryttere, hvor stortalentet John Degenkolb (Team Argos-Shimano) viste sig som den stærkeste og tog en stor sejr. Ud fra startlisten tyder det på, at de tyske hold i særdeleshed satser på en massespurt, hvorfor Degenkolb og Gerald Ciolek (Omega Pharma-QuickStep) må betragtes som værende blandt løbets største favoritter.

I teorien havde vi faktisk formstærke Andre Greipel som løbets ypperste favorit. Problemet for Greipel er, at han stiller op på et sammensat tysk landshold, hvorfor han kan komme til at mangle dedikerede hjælpere, specielt i slutfasen, selvom Danilo Hondo ville være den idelle lead-out for Greipel – hvis de kan blive enige.

På papiret stiller Vacansoleil-DCM op med det stærkeste og mest interessante hold, heriblandt Johnny Hoogerland og Marco Marcato. Med profiler som disse er missionen klar: Der skal angribes på stigningerne, og sprinterne skal sættes. Samme mission vil Garmin-Barracuda have, da de næppe vil sætte for megen lid til deres sprinter, Koldo Fernandez, hvorfor man skal holde øje med David Millar og i særdeleshed den tidligere dobbelte vinder Fabian Wegmann.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Opdateret: Artiklen er skrevet ud fra den officielle startliste, der efterhånden er næsten to uger gammel, og der er siden kommet en række ændringer - og der kommer sikkert flere til. Vi kan således glædeligt meddele at Danmark bliver repræsenterede i Tyskland, da Martin Mortensen stiller til start for Vacansoleil-DCM. Vi ønsker ham held og lykke og håber han kan følge op på de stolte danske traditioner i løbet. Rolf Sørensen vandt i 1993 og Bjarne Riis blev lige netop slået af Michele Bartoli i 1997. 

Feltet.dks favoritvurdering

*****: John Degenkolb

****: Gerald Ciolek, Andre Greipel

***: Fabian Wegmann, Johnny Hoogerland, Marco Marcato

**: Koldo Fernandez, Leonardo Duque, Jérôme Báugnies

*: Moreno Moser, David Millar, Yury Trofimov, Danielle Ratto