Optakt: Santos Tour Down Under

Da jeg blev student, observerede jeg en tendens. Det var dengang, hvor det stadig var tilladt - endda opfordret - at tage sig et sabbatår, arbejde lidt og siden rejse verden rundt og generelt få sig ’en på opleveren’, inden man begyndte at studere. Trenden, noterede jeg, var at vi unge mænd tog til Sydamerika eller USA, og visse af os tog måske den ’kommunistiske’ rute via den transsibiriske jernbane. Alt imens jeg stod stivfrossen på Bajkasøen, var alle pigerne fra Herning Gymnasium derimod flygtet til det varme Sydøstasien - dog altid med et stop i Australien undervejs. Jeg forestillede mig, det var for at møde endnu flere af de der langhårede evigheds-backpackere med langt, beskidt hår og næseringe. I kender formentlig typen; de allestedsværende australske ryksæksrejsende mænd med deres unægtelig charmerende accent og hørbukser. Hver gang 19-årige Mads stødte på australiere på et billigt hostel, forbandede han dem som værende tyveknægte fra et land uden kultur, alt imens han ubevidst selv havde påtaget sig en falsk australsk accent og ladet sine arme udsmykke med alskens gejl af umiddelbar østerlandsk oprindelse.    

Jeg nævner dette, fordi det står så klart som den australske sommersol, at Santos Tour Down Under ikke er den mest populære destination for det mandlige proffelt i 2014. Og det er egentlig lidt underligt, for Tour Down Under er årets første WorldTour-løb. Der er altså point på spil.

Omvendt ligger Tour Down Under så tidligt på sæsonen, at man ikke skal forvente sig al for meget af de europæiske ryttere, for hvem disse tidlige løb oftest betragtes som hyggelige opvarmningsture og en mulighed for at få sig en eksotisk oplevelse over vinteren. For australierne er der derimod tale om en stor begivenhed. Australierne har netop haft deres nationale mesterskaber, og da de fleste australiere plejer at forlade snelagte Europa til fordel for sommervarme Australien på den tid af året, plejer de lokale at troppe op i temmelig god form.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Alligevel noterer man sig, at der sideløbende med Santos Tour Down Under køres et lille løb i Argentina, hvor der både er enkeltstarter og adskillige vilde bjergetaper. På startlisten til Tour de San Luis er navne som Carlos Betancur, Vicenzo Nibali, Peter Sagan, Nairo Quintana, Mark Cavendish, Tom Boonen og Joaquan Rodriguez. Det er altså ikke fordi de europæiske stjerner ikke kan lokkes ud af deres vinterhi. De kan bare ikke lokkes til Australien, trods UCIs stærkeste anbefaling.

Alt dette rejser en række spørgsmål, som der slet ikke er tid til at besvare her, men som vi blot lader svæve derude i The World Wide Web:

(1) Man snakker meget om point, men tænker holdene overhovedet på dem, når først licensen er i hus?

(2) Mange betragter det som et uangribeligt faktum, at rytterne og holdlederne foretrækker at starte med rolige, lette løb, men passer det nu også?

(3) Hvor meget betyder ’eksotisme’, når man skal tiltrække stjerner i vintermånederne?

Ruten

Tager man et kig på ruteprofilerne på løbets ganske nydelige hjemmeside, kunne man godt ledes til at tro, at der i Tour Down Under venter sig et bombardement af kringlede, kuperede etaper. Profilerne er dog temmelig misvisende og langt de fleste af etaperne vil uden tvivl slutte i massespurter.     

Første etape er en af disse etaper, som umiddelbart virker åben og sexet, men hvor resultatet formentlig bliver mere afdæmpet. Godt femten kilometer før målstregen skal rytterne over en anstændig stigning, men det vil næppe være nok til virkelig at skabe udskilning. Ud fra profilen skulle det stige op mod mål, men kigger man nærmere, viser det sig, at de sidste tre kilometer er komplet flade. Det bliver en massespurt.

Anden etape er straks mere åben. Det går op og ned hele dagen og burde samtidig stige let de sidste 10 kilometer op mod målstregen i Stirling. En meget lignende etape formåede i fjor at skabe rimelig udskilning, og hvor det endte med en spurt blandt godt 30 ryttere. Noget lignende kunne sagtens ske i år, men foruden bonussekunder bliver det næppe her løbet endelig afgøres. Tredje og fjerde etape tegner sig derimod til at blive nogle klassiske sprinteretaper. Mest åben er tredje etape, hvor der omkring 5 kilometer før målstregen er en lille bakke, som kan bruges som affyringsrampe.

Alligevel er det mest sandsynligt, at det eneste der vil skille rytterne inden femte etapes konngeetape, er bonussekunder. Selvom Tour Down Under næppe nogensinde bliver det mest sindsoprivende løb, så har Willunga Hill (3 km, 7,9%) det med at skabe en ganske anstændig cykelfest. De seneste to udgaver er målstregen blevet rykket til toppen af Willunga Hill, og det har haft den håbede effekt: Udskilning. Det er også tilfældet i år, hvor stigningen endda køres to gange indenfor de sidste godt 25 kilometer. I fjor sneg Simon Gerrans og Tom-Jelte Slagter sig afsted med mere end ti sekunder til de fleste efterfølgere og mere end et minut til rytter nummer 30.

Med sådan en afslutning kan man altså ikke forvente at en sprinter vil kunne lege med om den samlede sejr længere. Til gengæld kan sprinterne se frem til at komme på podiet på den sjette af afsluttende etape, der er et 85,5 kilometer langt gadeløb i Adelaide.  

Rutevurdering

1. etape (21/01): Nuriootpa - Angaston, 135 km (**)

2. etape (22/01): Prospect - Stirling, 150 km (***)

3. etape (23/01): Norwood - Campbelltown, 145 km (*)

4. etape (24/01): Unley - Victor Harbor, 148.5 km (*)

5. etape (25/01): McLaren Vale - Willunga Hill, 151.5 km (*****)

6. etape (26/01): Adelaide - Adelaide, 85.5 km (*)

Favoritterne

Sejrslisten prydes generelt af to type ryttere: Sprintere (Allan Davis, André Greipel) og de ryttere, der har deres force i bakkespurter (Simon Gerrans, Martin Elmiger, Luis Leon Sanchez). Dette kan forklares med, at Tour Down Under ofte er et af kalenderens letteste WorldTour-løb, hvor kun afslutningen ved Willunga Hill har det med at skabe udskilning - og til tider kan ’Sydaustraliens Alpe d’Huez’ end ikke skabe udskilning nok til at sætte sprinterne skakmat.

Læs også

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Ellers er Tour Down Under et løb, hvor de yngre ryttere kan gøre sig forhåbninger om at skaffe sig et stort resultat. I fjor fik Tom-Jelte Slagter således sin første professionelle sejr her, hvilket banede vejen for en urolig flot sæson for den talentfulde hollænder. I 2011 sikrede Cameron Meyer sig en lidt heldig samlet sejr på baggrund af et langt udbrud, men australieren har siden bevist, at han muligves har en fremtid som etapeløbsrytter.

Man kommer ikke uden om, at feltet af favoritter er yderst svagt i år. Da sidste års sejrherre Tom-Jelte Slagter ej heller er til start, så skal der samtidig også findes en ny vinder.

Det virker overvejende sandsynligt, at vi atter får os en australsk sejrsherre, og ovenpå sit australske mesterskab må Simon Gerrans (Orica-GreenEDGE) betragtes som storfavorit. Gerrans plejer generelt at starte sæsonen godt med henblik på Milano-San Remo. Han har vundet løbet sammenlagt to gange før (2012 og 2006) og vandt afslutningen på Willunga Hill i fjor. Løbet er ham kort sagt skræddersyet.

Gerrans’ to største udfordrere er medaljetagerne fra de australske mesterskaber: Cadel Evans (BMC) og Richie Porte (Team Sky). Evans er kendt for altid at være i nogenlunde form, og har som bekendt en mere end hæderlig bakkespurt, om end Willunga Hill formentlig godt kunne have været endnu stejlere, hvis det stod til den nu 36-årige australier.

Richie Porte har ikke noget særlig historik i hverken Tour Down Under eller bakkespurter, men på Sky er de kendte for at forlange, at deres ryttere altid er i solid grundform, og generelt er det dumt at dømme dem ude for hurtigt. Samtidig har Porte garanteret øje på at gentage sin sejr i Paris-Nice, så han må forventes at være ganske skarp allerede.

Resten af favoritfeltet er sværere at vurdere af den simple grund, at det ikke er til at sige, hvem der er i form. Målt på potentiale og evner, så har Diego Ulissi (Lampre-Merida) alt hvad der skal til for at kæmpe med om sejren. Den unge italiener er bakkestærk og urimelig hurtig. Generelt stiller italienerne op med nogle seje, hurtige ryttere, hvor særligt den lovende Fabio Felline (Trek) har kvaliteterne til at gøre en god figur, ligesom Enrico Gasparotto (Astana) plejer at starte sæsonen stærkt.

José Joaquin Rojas (Movistar) er typisk en af feltets hårdeste sprintere og har før gjort det rigtig flot i Australien, men alligevel må Willunga forventes at blive for hård for ham, hvorfor man måske skal forvente sig mere af holdkammeraten Giovanni Visconti. De franske hold har også nogle interessante ryttere til start, såsom finske Jussi Veikkanen og Anthony Roix (begge FdJ.fr), ligesom Damien Gaudin (Ag2r La Mondiale) kan tænkes at gøre en god figur. Samtidig er den U23-rytter, som de fleste nørder går og savler over, australske Caleb Ewan (Unisa-Australia), til start i sit hjemlands største løb, og kan tænkes at vise sig frem på visse etaper.

Team Saxo-Tinkoff har ikke tradition for gøre nogen særlig god figur i Tour Down Under og man skal ingenlunde forvente sig noget af holdet i år. Med danske briller bliver det dog interessant at se Michael Valgren få sin debut.  Nicki Sørensen og Christopher Juul Jensen er også til start, men holdet satser nok mest på deres australske profiler i form af Rory Sutherland og Jay McCarthy.

Feltet.dks favoritvurdering

*****: Simon Gerrans

****: Cadel Evans, Richie Porte

***: Diego Ulissi, Fabio Felline, Enrico Gasparotto

**: Jussi Veikkanen, Damien Gaudin, José Joaquin Rojas, Giovanni Visconti

*: Jack Bauer, Daniel Moreno, Rafael Valls, Maxime Bouet, Anthony Roux, Kenny Elissonde, Andriy Grivko, David Tanner