Optakt: Scheldeprijs

Løbets rolle og historie

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cyckeluge, men det finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få lader pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broeckstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af den nuværende generation af topsprintere allerede sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og nu skal man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix og var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål næste søndag. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprintere som Marcel Kittel, André Greipel, Pascal Ackermann, Alvaro Hodeg, Fabio Jakobsen og Kristoffer Halvorsen løbet som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var stort set alle Roubaix-favoritter til start, men i de seneste tre år har tendensen ændret sig, og i år er det igen primært sprinterne, der nøder op, mens stjernerne til den kommende søndag næsten alle er fraværende.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket gør det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det blive mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. I år har mange af topsprinterne overraskende valgt løbet fra, og faktisk er Kittel og André Greipel de eneste etablerede sprinterstjerner, der har vil være at finde i et felt, der er det svageste i mange år. Til gengæld er stort set alle sportens største sprintertalenter til start, og det gør bestemt ikke årets udgave mindre interessant.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men sidste år tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere.

Derfor var det også blot et decimeret felt, der skulle spurte om sejren, efter at blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare var blevet sat af i sidevinden. Marcel Kittel var stadig med, men tre punkteringer, herunder to i finalen, ødelagde hans løb. I stedet tog nyprofessionelle Fabio Jakobsen en stor gennembrudssejr ved at vinde den reducerede massespurt foran en anden komet, Pascal Ackermann, samt Chris Lawless. Jakobsen vender tilbage for at forsvare titlen i det, der er hans store foråsmål, og han er igen oppe mod både Ackermann og Lawless, hvoraf sidstnævnte dog må forventes at skulle køre for Kristoffer Halvorsen.

Ruten

Ruten i Scheldeprijs følger altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel er enkelte modifikationer fra år til år, har der traditionelt aldrig været store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne har således altid været de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderer den lille pavé Broeckstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten er uforandret år efter år.

Som sagt lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som sagt besluttede man sidste år at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet er, at en god gang sidevind i den indledende del vil skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerer i en stor spurt. Finalen med omgangene på rundstrækningen med Broeckstraat er dog fortsat helt uændret. Den model fungerede godt i den mere dynamiske 2018-version og genbruges i år.

I 2019 skal der tilbagelægges i alt 202,3 km mellem Terneuzen og Schoten. Byen ligger ved den hollandske kyst i det allermest forblæste område af det flade land, og den første del består af, at man krydser en bro, så man fra syd kører ud på en af de mange tanger, der præger den hollandske vestkyst. Her slår man en sløjfe mod nordvest og passerer undervejs gennem Middelburg, hvor Alexandre Vinokourov i 2010 tog den lyserøde førertrøje fra Cadel Evans på en dramatisk og vindblæst sidevindsetape i Giroen. Herfra fortsætter man mod nord frem til det nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at passere yderligere to broer i kystregionen. Herefter får det mod sydøst langs kysten med direkte retning mod Antwerpen og dens forstad Schoten. Det er hele tiden helt fladt.

Med ca. 55 km igen passerer man ind i Belgien, og herfra fortsætter man videre mod sydøst gennem fladt terræn frem til den afsluttende rundstrækning. Modsat tidligere år rammer man først runden efter Broeckstraat, der derfor ikke skal passeres en første gang, inden man efter præcis 168,9 km krydser målstregen i Schoten for første gang.

Dagen afsluttes nu med to omgange på den 16,7 km lange, helt flade rundstrækning. Den er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Der er ikke mange tekniske udfordringer, og den eneste reelle udfordring er den 1700 m lange Brockstraat, der kommer inden for de sidste 10 km. Derfra følger man en hovedsageligt lige vej, og målstregen er placeret på den lange Churchilllaan i Schoten. Der er et skarpt sving lige efter 3 km-mærket, hvorefter der følger to sving lige efter hinanden ved den røde flamme. Herefter går det ligeud frem til stregen på den flade og brede opløbsstrækning.

Løbet byder i alt på bare 235 højdemeter.

I forhold til sidste år er den indledende strækning forlænget med ca. 15 km, mens man som noget nyt blot kører to og ikke tre omgange i finalen. Løbet udvikler sig traditionelt som en klassisk sprinteretape i en grand tour, og det vil den nye rute kun ændre på, hvis det er blæsende, da de sidste godt 40 km er helt som i gamle dage. Her har et tidligt udbrud taget plads i rampelyset i den tidlige del, mens sprinterholdene har organiseret en jagt, og herefter er positionskampen gradvist blevet mere intens, efterhånden som man har nærmet sig Schoten for første gang.

Det er vigtigt at være i en god position på Broeckstraat. Selvom det ru underlag sjældent skaber stor udskilning, ser man ofte, at ryttere med ambitioner i Paris-Roubaix ser det som en mulighed for at teste benene på en af de to passager af pavéen.

Når man igen er tilbage på asfalt, falder løbet imidlertid ofte til ro, og det giver som regel anledning til en regruppering, mens sprinterholdene kan forsætte temposætningen for at hente eventuelle udbrud. Løbet er som regel lidt mere aggressivt end en flad grand tour-etape, og der er flere sene angreb. Succesfulde udbrud er imidlertid meget sjældne i et løb, der oftest er endt i en stor massespurt i Schoten.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Vejret

Tidligere har Scheldeprijs være skæmmet af dårligt vejr, der har gjort brostenene våde og spurten ekstremt farlig og styrtplaget, og målet med den nye ruteændring er, at vejret fremover skal spille en endnu større rolle. Noget kunne tyde på, at arrangørerne får drømmen opfyldt igen i år. I hvert fald vil onsdag byde på den samme kølige, men kraftige nordøstenvind, som vi også kender fra Danmark i disse dage, og der er derfor udsigt til mere drama end vanligt.

Dagen bliver ellers flot og solrig helt uden skyer, men en temperatur på bare 13 grader vil gøre det halvkøligt. Det skyldes nemlig, at der vil blæse en frisk til hård vind fra nordøst. Det giver modvind i den indledende fase frem til det nordligste punkt, hvorefter der følger et kort stykke med sidemodvind. Far byen Goes efter knap 80 km følger imidlertid knap 100 km med uafbrudt sidevind, inden man når rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første del og derefter med- og sidemedvind, indtil der resterer knap 4 km. Et kort sidevindstykke efterfølges af sidemodvind på de sidste 2500 m.

Favoritterne

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Der er ganske vist enkelte hold, der alene stiller til start i Mol for at forberede sig til Paris-Roubaix, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et stort mål for mange af dem, der har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind. Broeckstraat vil naturligvis tære på kræfterne og måske betyde, at sprinterne mister position, mens andre ryttere vil blive sat. Historien viser imidlertid med al tydelighed, at selv ikke de hårdeste accelerationer på pavéen har kunnet skabe store huller, og derfor er det primært en chance for Paris-Roubaix-rytterne til at teste benene. Det har sjældent nogen stor indvirkning på løbet.

Målet med den nye rute er imidlertid at ændre på forudsigeligheden. Det lykkedes i den grad sidste år, hvor feltet tidligt splittedes til atomer, så blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare blev elimineret, og det endte endda endnu mere dramatisk, da en stor del af feltet blev diskvalificeret som følge af en ulovlig passage af en jernbaneoversklæring. Da røgen havde lagt sig, og stakkels Marcel Kittel efter sin tredje punktering var sat af, var der færre end 50 ryttere tilbage til at køre spurten, der således blev en helt anden end i tidligere år.

Det er klart, at den flade rute kun kan give anledning til mere udskilning, hvis der faktisk er vind på menuer. I den sammenhæng må det glæde arrangørerne at læse vejrudsigten, for når ønsket med forandringerne er at gøre det til et sidevindsløb, kunne vejrguderne ikke have tilsmilet dem mere. Både vindstyrke og -retning synes nemlig at være helt rigtig til at skabe det sidevindsløb, mange drømmer om at se i den Zeeland-provins, hvor vi før har set nogle smukke dramaer.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Starten vil måske ikke blive voldsomt dramatisk. Turen fra Terneeuzen op gennem Middelburg til det nordligste punkt vil nemlig primært være præget af modvind, men når man senere drejer mod øst og kort efter mod sydøst, står vinden helt rigtigt i næsten 100 km. Her vil der være direkte og kraftig sidevind på nogle af de fladeste og mest åbne veje, Europa kan byde på, og det kan næsten ikke undgå at skabe splittelse. Vinden har stort set præcis samme styrke som i Gent-Wevelgem, og her så alle, hvordan feltet splittedes til atomer.

Derfor forventer vi, at der vil være fuld knald på fra ca. km 80 og frem til rundstrækningen, hvor der formentlig kun vil være et decimeret felt tilbage. De overlevende sprintere vil herefter forsøge at få deres hold til at holde det samlet, hvilket bør kunne lade sig gøre. Man skal imidlertid ikke være helt uopmærksom på rundstrækningen, hvor der også kan opstå splittelse. Først er der selve Broeckstraat, hvor man kan tabe position, og derefter følger et sidemedvinds- og sidevindsstykke, hvor feltet sagtens kan knække igen. Derfor bliver særligt den sidste omgang også knaldhård og stressende.

I et sådant scenarium kan det naturligvis ikke udelukkes, at der kan køre folk væk i finalen, men det er trods alt mest sandsynligt, at stærke hold som Deceuninck og Bora vil sidde med flere folk til at holde det samlet. En sjælden udbrudssejr er således en mulighed, men formodningen er, at det ender i en reduceret massespurt, som vi så det i 2018. Dermed vil det også være et langt mere mærket felt end i gamle dage, og det stiller større krav til sprinternes råstyrke. De skal samtidig sørge for at håndtere den ikke helt enkle finale, der med to sving omkring den røde flamme stiller visse krav til positioneringen.

Alt sammen burde passe godt til den forsvarende mester, Fabio Jakobsen. Sidste år tog den unge hollænder en gennembrudssejr i dette løb, men det er en helt anden og langt stærkere Jakobsen, der vender tilbage. Faktisk har han siden da givet tegn på, at han nu er i stand til at tage kampen op med topsprinterne, efter at han først vandt en etape i det sprintermæssigt stærkt besatte BinckBank Tour, og siden slog folk Pascal Ackermann og Dylan Groenewegen to gange i Tour of Guangxi. De tendenser fortsatte i Algarve, hvor han på 1. etape kørte en helt fantastisk spurt, der fik Arnaud Demare og Ackermann til nærmest at ligne juniorer, og også i Paris-Nice havde han fremragende fart, selvom et skuffende hold betød, at hans position aldrig bragte ham i spil til sejren.

Det burde ikke blive et problem her. Selvom Deceuninck lader deres Roubaix-stjerner hvile sig, har de som altid et af de stærkeste hold til et løb som dette. Derfor bør et sidevindsløb heller ikke være dumt for belgierne, der næsten altid er på den rette side af eventuelle splittelser, som de også var det sidste år. Jakobsen viste i Paris-Nice også hæderlige evner i viftekørsel, og han er i det hele taget en relativt holdbar fyr i klassikerterræn. Derfor burde han og Deceuninck i en reduceret massespurt sidde stærkt. Formentlig vil han kunne regne med Florian Senechal og Michael Mørkøv til at køre sig frem, og det er kun Bora, der har et tog, der kan vise sig bedre end det. Jakobsens topfart overgås imidlertid kun af Kittels, men da han bakkes op af det bedste tog og er langt bedre i positionskampen, tror vi, at hollænderen vinder løbet for andet år i træk og bringer Deceuninck tilbage på sejrssporet efter en uvant sejrsfattig periode.

Sidste år var hans værste rival Pascal Ackermann, og det må det være igen. Tyskeren viste nemlig i Gent-Wevelgem, at han er fremragende i sidevind, og dermed er det til hans klare fordel, at løbet har udsigt til at blive råt og brutalt. I den store klassiker så vi endda også, at hans vigtigste lead-out man, Rudiger Selig, ligeledes mestrer den ædle kunst, og dermed burde der være gode chancer for, at Bora sidder med deres to vigtigste mand i det lille felt, der ventes at skulle spurte om sejren.

Desværre har Ackermann i år slet ikke spurtet så godt som i jubelåret 2018. I Algarve blev han sat klart til vægs af Jakobsen, og da han i Nokere blev slået af Cees Bol, så det heller ikke godt ud. Ganske vist vandt han i Koksijde, men Ackermann har på det seneste ikke været så hurtig som Jakobsen. Til gengæld er han mere hårdfør i de rå betingelser og vil kunne drage fordel af, at alle er mærkede efter en hård dag. Endelig har han i Selig feltets bedste lead-out man, der totalt dominerede finalerne i Nokere og Koksijde og synesat være tilbage på hans fantastiske 2017-niveau, hvor han måske var verdens bedste. Det kan være det, der gør det muligt også at overspurte Jakobsen.

Tør vi virkelig nævne Marcel Kittel som en af topfavoritterne? Det har nemlig set trist ud, efter at han lagde så fornemt ud i begyndelsen af året, hvor han i de tidlige spanske løb viste fremragende form. Også i Emiraterne havde han forrygende topfart, men det arabiske løb afslørede også, at hans positionering og hans tog bestemt ikke er blevet bedre. Helt galt er det gået i Europa i Paris-Nice og 3 Dage ved Panne, og særligt i sidstnævnte så det helt, helt skidt ud i hans kamp for at følge Marco Haller i finalen.

Scheldeprijs er imidlertid Kittels løb, og han er helt sikkert topmotiveret efter at tage sin 6. sejr. Samtidig viste han i Paris-Nice på den hårdeste etape, at han altså er brølstærk i flad sidevindskørsel, og også sidste år kørte han fornemt, da feltet splittedes, og det var kun en tredje og sen punktering, der satte ham ud af spillet. For en gangs skyld kommer Katusha endda til løbet med et af de stærkeste hold, og for første gang er hele hans nye tog samlet. Nils Politt bliver vigtig i sidevinden, og i hvert fald Marco Haller og Jens Debusschere bør sidde hos Kittel i det decimerede felt og måske også Rick Zabel. Samtidig vil et mindre felt betyde, at positionskampen er knap så heftig, og det vil alt sammen give Kittel en chance for endelig at bruge sin topfart, hvis den er bevaret efter 200 km i hård sidevind. Chancerne for en historisk 6. sejr er i hvert fald ikke helt dårlige.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Efter et 2018, hvor han forsvandt helt fra sprinterradaren, er Kristoffer Halvorsen igen ved at vise, hvorfor det var ham og ikke Jakobsen, der forud for sidst sæson lignede den mest lovende nyprofessionelle sprinter. Tre top 10-placeringer, herunder en 4. plads i det stærkt besatte UAE Tour blev fulgt op af en 2. plads i Koksijde og en 6. plads i De Panne. Halvorsen har dermed både vist fin fart og ikke mindst god positionering, og han har også tidligere vist, at han slet ikke er dårlig i sidevinden. Hvad der gør ham særligt interessant i dette løb, er Skys superhold, der i Ian Stannard og Gianni Moscon har et par fremragende folk til at hjælpe ham i sidevinden, og selvom han ikke selv er den allermest holdbare, burde han have gode muligheder for at sidde med hjem. Her vil han i et lead-out kunne have folk som Moscon, Rowe, Filippo Ganna, Owain Doull og sidste års nr. 3, Chris Lawless, i et tog, der burde være et af de bedste, og Halvorsen har også selv vist, at han kan holde sig fremme. I Koksijde var han slet ikke langt fra at få skovlen under Ackermann, og derfor er det slet ikke urealistisk, at han i Schoten endelig tager den første helt store sejr siden U23-verdensmesterskabet i Qatar for nu næsten tre år siden.

En anden meget spændende kandidat er Max Walscheid . Vi nævner gang på gang hans vanvidsspurt fra Californien sidste år som bevis på hans enorme topfart, ligesom han sidste år i Münsterland slog en stor del af sprintereliten. Desværre er det siden dengang ikke blevet til så meget, for 2019 har igen udnerstreget, at hans positionering nærmest kun er blevet værre med tiden. Til gengæld har han siden sidste års Vurlta haft en helt anden råstyrke, og særligt hans flotte indsats i et aggressivt Nokere Koerse, hvor han i den stigende spurt kørte for Cees Bol, viste hans evner. Han har også tidligere vist, at han er ganske god i sidevind, når bare terrænet er fladt, og derfor er det ikke dumt for ham, at der er udsigt til et selektivt løb. Det vil nemlig efterlade ham i et mindre felt, hvor positionering betyder mindre. Problemet er dog hans unge, urutinerede hold, men i hvert fald supertalentet Bol samt måske erfarne Nikias Arndt, der dog er på vej tilbage efter en skade, burde kunne sidde hos ham. Der er stadig meget, der kan gå galt i de sidste sving, men endelig kan vi forhåbentlig få Walscheid at se for fuld udblæsning.

UAE har ikke meldt ud, om de kører for Jasper Philipsen eller Simone Consonni, og beslutningen tages formentlig først under løbet. Vi så imidlertid så sent som i Koksijde, at Consonni trods sin fine positioneringsevne ikke er hurtig nok til at vinde en flad boulevardspurt som denne. Philipsen viste derimod i Tour Down Under, at han kan blande sig med selv de allerbedste, og han viste samtidig i det australske løb, hvor han var nærmest uden støtte, at han i positionskampen er helt uovertruffen. Samtidig er han en lovende klassikerstjerne, der vil elske et godt sidevindsløb, efter at han i Kuurne viste sine evner i flamsk klassikerterræn. Consonni er også ganske holdbar og kan de sammen finde vej til finalen, står de stærkt. Consonni kørte i Argentina nemlig nogle forrygende lead-outs for Gaviria, og kan han gentage det, er Philipsen hurtig nok til at gøre det færdigt. I Algarve så vi imidlertid også, at rollerne kan være byttet om, men vi tvivler på, at Consonni har farten til faktisk at vinde.

Sammen med Kittel er André Greipel løbets eneste etablerede sprinterstjerne, og den store tysker jagter en sejr i et løb, han sjovt nok aldrig har vundet. Det sker efter et forår, der har været helt til rotterne, og hvor han senest kom fra Catalonien uden en sejr. Det er nu ikke udtryk for manglende form. Både på stigningerne i Spanien og ikke mindst i Paris-Nices sidevind var Greipel brølstærk, men hans positionering og ikke mindst hans tog har desværre slet, slet ikke fungeret. Det er også det, der igen udgør den store udfordring for tyskeren her, for Arkea kommer desværre med et meget svagt hold, der formentlig vil isolere ham, når det går løs i sidevinden. Vi så i Paris-Nice, at Greipel nok selv skal klare ærterne, og han burde være med i det felt, der skal spurte om sejren. Han har også vist fin fart i år og er helt sikkert hurtig nok til at vinde, ikke mindst efter et sidevindsløb. Problemet er bare, at han formentlig som isoleret rytter får det svært i positionskampen, og det kan meget vel igen koste ham en sejr.

Trek er sammen med Sky og EF et af de hold, der kommer med en stor del af Roubaix-skytset, og det burde give dem en ganske god fordel i sidevinden. Formodningen må være, at de kan sidde i et pænt overtal i finalen, og forhåbentlig kan de også få sprinterkometen Matteo Moschetti med. Han er ganske vist relativt uprøvet i sidevinden, men efter den sensationelle 2. plads på Hatta Dam i UAE Tour har han vist en råstyrke, der langt overgår det forventede. Det gjorde han også med 4. pladsen i brostensløbet i Denain, hvor han endda havde knoklet som en okse for Alex Kirsch og var halvskadet efter et styrt et par dage forinden, og derfor formoder vi, at han vil kunne finde vej til finalen. Hos sig bør han have i hvert fald Edward Theuns og Mads Pedersen samt formentlig også Koen De Kort. Det vil være et tog, kun de færreste kan matche, og vi så i 2018, at Moschetti har farten til at blande sig med WorldTour-sprintere. Det har han endnu ikke vist i år, men én gang skal være den første for et af de mest lovende sprinternavne. Sidevinden skaber lidt usikkerhed, men chancerne for et gennembrud til Moschetti er gode. Alternativt vil holdet kunne køre spurten for Theuns, men da vi skal helt tilbage til 2017 for at finde hans sidste gode spurt, vil det kræve et ret hårdt løb, hvis han skal have en chance.

Som forsvarende vinder burde Jakobsen være den beskyttede mand hos Deceuninck, men holdet har faktisk intet officielt meldt ud. Tværtimod holder de også muligheden for at køre for Alvaro Hodeg åben, og selvom det virker usandsynligt, kan det altså ikke helt udelukkes, at colombianeren får chancen. Desværre er han slet ikke så holdbar som Jakobsen, og vi tvivler stærkt på, at han vil klare sidevinden. Dertil kommer, at vi senest i Koksijde så, at han altså ikke er helt så hurtig som sin holdkammerat, da han her blev slået ganske klart af både Ackermann og Halvorsen. Til gengæld vil det være ham, der i finalen har glæde af det stærke tog, hvis Jakobsen mod forventning giver ham chancen. Derfor kan man ikke helt udelukke, at det kan blive til colombiansk sejr i sprinterklassikeren.

Det har været nogle tamme år for Dan McLay, men det skyldes ikke så meget farten som hans ringe positioneringsevne. I blandt andet Polen Rundt og senest i Paris-Nice har han vist, at han altså er lynhurtig, når han endelig kan få lov at spurte, og det kan han måske få i dette løb. Hans klatreevner er ikke-eksisterende, men i et fladt sidevindsløb er han ikke helt uden chance, ikke mindst fordi EF kommer med et meget stærkt hold anført af Sep Vanmarcke. Kan de få deres hurtige brite med hjem, få ham sikkert frem i de sidste sving og holde ham relativt frisk i det formentlig ret hårde løb, burde han have farten til at skabe en overraskelse. Holdets anden sprinter, Sacha Modolo, har slet ikke samme fart, men selvom han er i dårlig form, er han mere holdbar end holdkammeraten. Han vil derfor være en anden option, men han burde ikke have farten til at vinde, med mindre de hurtigste sættes af i sidevinden.

Et af de meget spændende navne er unge Emils Liepins. Egentlig er Kenny Dehaes Wallonies normale førstesprinter, men da han intet har vist i år, må det være på tide at give letten chancen. Liepins kommer nemlig til løbet med en frisk sejr i Coppi e Bartali i bagagen, og selvom feltet her, er af en helt anden kaliber, har han også med sine flotte resultater i sidste års belgiske 1.1-løb vist god hurtighed. Det er klart, at Wallonie kan få et problem i sidevinden, men Liepins selv viste sidste år i Tour of Britain god holdbarhed, og han har i Dehaes og ikke mindst en velkørende Baptiste Planckaert gode folk til at holde sig fremme. Kommer han med hjem, og får han støtten fra folk som Dehaes og Planckaert, skal det blive inetressant at se ham i dette selskab. Planckaert er ikke hurtig nok i en flad spurt, og Dehaes har i år ikke vist den nødvendige fart.

Wanty stiller med altid solide Timothy Dupont, der efter en sygdomsperiode er kommet godt i gang igen. Han blev nr. 3 i Denain og nr. 5 i Koksijde, og han kørte også et hæderligt Gent-Wevelgem. Der er ingen garantier, men han burde have en chance for at klare sidevinden, og han vil være opsat, efter at uheld ødelagde hans Dwars door Vlaanderen. Han er holdbar og god til at positionere sig, men han har nok ikke længere farten til at slå de yngre og hurtigere ryttere. Holdets anden sprinter, Andrea Pasqualon, er ligeledes holdbar, også selvom formen ikke er i top, men han er knap så hurtig som Dupont og får kun chancen, hvis belgieren er faldet fra.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

En rytter, der må ærgre sig over udsigten til sidevind, er Niccolo Bonifazio. Den lille italiener har i år vist, at han stadig er lynhurtig og lagde ud som lyn og torden ved at tage flere sejre i januar og køre nogle fine spurter i Besseges, Oman og Paris-Nice. Desværre er han ikke nogen ørn i sidevind, og chancen for, at han kommer med hjem, er nok meget lille. Lykkes det, burde han til gengæld have en reel podiechance med den fine fart, han har vist, ikke mindst fordi han er god til at positionere sig. Falder han fra, vil Direct Energie køre spurten for enten Romain Cardis eller den holdbare Adrien Petit, men de er ikke hurtige nok til at vinde.

Dimension Data er lidt overraskende uden Giacomo Nizzolo og stiller i stedet med Ryan Gibbons, Edvald Boasson Hagen og Reinardt van Rensburg. Formodningen er, at der i en spurt skal køres for Gibbons, der har haft et forrygende år. Det er dog på stigningerne, at han har imponeret, og han skal stadig bevise, at han også kan køre i sidevind. Uanset hvad er han ikke hurtig nok til at vinde, men med sin form og positioneringsevne har han chancer for en top 5. Alternativt kan holdet køre for Boasson Hagen og Van Rensburg, der har langt mere erfaring i denne type løb, men det synes usandsynligt, at de kan være med helt i front i en boulevardspurt, også selvom Boasson Hagen efter sin sygdom endelig begynder at vise lidt form.

Andre holdbare folk med gode chancer for at klare sidevinden er Tom Van Asbroeck, Boy Van Poppel, Jonas Van Genechten og måske Hugo Hofstetter, men de er ikke hurtige nok til at vinde. Lorrenzo Manzin vil normalt være et spændende navn, men hans form er helt væk. Heller ikke Roy Jans har været specielt godt kørende på det sidste, og det har Corensons øvrige sprintere, Joeri Stallaert og Maarten Van Trijp heller ikke. Sport Vlaanderens sprintere Christophe Noppe, Sasha Weemaes, Milan Menten og Amaury Capiot, får det også alle svært i sidevinden, og det synes udelukket, at Riccardo Minali kommer med hjem. Lottos tre sprintere, Lawrence Naesen, Nikolas Maes og Enzo Wouters , mangler også farten, og den hurtigere Adam Blythe er ikke i form. Set med danske øjne skal det blive spændende at følge formstærke Nicolai Brøchner, men han og Riwal kan meget vel komme til kort i sidevinden. Endelig kan folk som Jens Debusschere, Florian Senechal, Chris Lawless og Cees Bol måske få lov at spurte, men det kræver, at deres kaptajner falder fra forinden.

Skal man fremhæve ryttere, der måske kan overraske med et angreb på rundstrækningen efter et hårdt sidevindsløb, vil vi pege på Sep Vanmarcke, Edvald Boasson Hagen, Gianni Moscon, Edwarrd Theuns, Mads Pedersen, Nikolas Maes, Owain Doull og Edward Theuns.

OPDATERING: Ryan Gibbons stiller ikke til start. Dimension Data må satse på Boasson Hagen eller van Rensburg.

***** Fabio Jakobsen

**** Pascal Ackermann, Marcel Kittel

*** Kristoffer Halvorsen, Max Walscheid, Jasper Philipsen, André Greipel, Matteo Moschetti

** Edward Theuns, Alvaro Hodeg, Dan McLay, Emils Liepins, Timothy Dupont, Simone Consonni, Niccolo Bonifazio

* Edvald Boasson Hagen, Jonas Van Genechten, Lorrenzo Manzin, Tom Van Asbroeck, Sacha Modolo, Andrea Pasqualon, Florian Senechal, Chris Lawless, Boy Van Poppel, Adrien Petit, Kenny Dehaes, Roy Jans, Christophe Noppe, Hugo Hofstetter, Reinardt van Rensburg, Mads Pedersen, Jens Debusschere, Cees Bol, Baptiste Planckaert, Sep Vanmarcke, Gianni Moscon, Owain Doull, Ian Stannard, Nikolas Maes, Joeri Stallaert

Danskerne

Michael Mørkøv får en nøglerolle som den vigtigste lead-out man for Fabio Jakobsen og sekundært Alvaro Hodeg, mens Matti Breschel på EF skal køre spurt for enten Sacha Modolo eller Dan McLay. Casper Pedersen og Asbjørn Kragh er en del af toget for Max Walscheid på Sunweb, og Mads Pedersen skal på Trek køre for enten Matteo Moschetti eller Edward Theuns. Lasse Norman skal på Corendon køre spurt for Roy Jans eller Joeri Stallaert, og endelig skal Riwal forsøge at køre spurten for Nikolai Brøchner med en trup, der også tæller Rasmus Bøgh Wallin, Tobias Mørch Kongstad, Mathias Norsgaard Jørgensen, Emil Vinjebo og Torkil Veyhe.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Fabio Jakosens sejr fra 2018, Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013 samt Alexander Kristoffs sejr fra 2015.