Optakt: Scheldeprijs

Løbets rolle og historie

Serien af brostensløb i Flandern afsluttes med en begivenhed, der afviger en anelse fra dem, der har domineret i de foregående uger. Scheldeprijs er ganske vist et flamsk løb, indeholder brosten og afvikles i udkanten af Den Flamske Cykeluge, men finder sted i en anden del af regionen, langt fra de hellingen, der karakteriserer de øvrige flamske klassikere, og derfor giver det anledning til en helt anden slags cykelløb.

Med dets flade rute markerer Scheldeprijs på perfekt vis overgangen fra de kuperede flamske løb til de flade pavéer i Paris-Roubaix. Som den franske klassiker er løbet helt fladt, og de værste udfordringer er de få pavéer, men bortset fra de fællestræk er der tale om vidt forskellige løb. Mens Paris-Roubaix er et af de mest selektive løb på sæsonen, er Scheldeprijs i den helt modsatte ende af skalaen. Broekstraat-pavéen - løbets hovedudfordring - er slet ikke hård nok til at gøre en nævneværdig forskel, og derfor er løbet et af de mest eftertragtede for sprinterne.

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Kalenderen er fyldt med flade endagsløb, specielt i Belgien, men Scheldeprijs er i sin egen liga. Ingen stor sprinter kan være fuldt tilfreds med karrieren, hvis ikke han har sikret sig en sejr i løbet, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Hvad der får det til at skille sig ud fra de øvrige fladbaneløb, er dets lange historie. Scheldeprijs blev afviklet første gang i 1907 og er dermed et af sportens historiske løb, endda det ældste i hele Flandern. Sejrslisten indeholder navnene på mange af sporyens allerhurtigste folk, og med folk som Caleb Ewan, Fabio Jakobsen, Jasper Philipsen, Mark Cavendish, Marcel Kittel, Alexander Kristoff, Tyler Farrar, Alessandro Petacchi og Tom Boonen som tidligere vindere har mange af de nyere generationer af topsprintere sat deres aftryk på den traditionelle afslutning i Schoten lige uden for Antwerpen. Som mange andre belgiske løb er det blevet domineret af værtsnationen i de tidlige år, men efterhånden som sporten blev internationaliseret, og løbet vandt prestige, blev vinderlisten mere varieret, og indtil 2021 skulle man helt tilbage til Boonens sejr i 2006 for at finde den seneste belgiske vinder.

I mange år blev Scheldeprijs afviklet onsdagen efter Paris-Roubaix, og det var det sidste løb i brostenssæsonen. Med få kilometer på brosten havde de store klassikerspecialister begrænsede muligheder for at gøre en forskel, og de store stjerner fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix valgte derfor ofte at afslutte deres forårssæson på velodromen i Paris-Roubaix tre dage før Scheldeprijs. I stedet blev det lidt af et vedhæng til en af de mest spændende dele af sæsonen, afviklet på et tidspunkt, hvor mange af dets mulige profiler var trætte.

I en generel omstrukturering af forårskalenderen i 2010 overtog Scheldeprijs Gent-Wevelgems plads i kalenderen om onsdagen mellem Flandern Rundt og Paris-Roubaix, og det viste sig at være et klogt valg. I stedet for at være et overflødigt tillæg til en allerede lang forårssæson tilbyder løbet nu klassikerspecialisterne en mulighed for at holde kroppen i gang og få en sidste test på brosten i løbstempo inden deres store mål i Roubaix. Brabantse Pijl har overtaget den gamle dato, og det giver samtidig en langt mere naturlig overgang fra brosten til de mere kuperede løb i Ardennerne.

Som en konsekvens har løbet været i stand til at tiltrække et meget stærkere felt, der ikke bare består af sprintere. Nu om dage blander de hurtige folk sig ofte med favoritterne til Paris-Roubaix, men de to ryttertyper har helt forskellige ambitioner. Mens Roubaix-stjerne bare skal teste benene på brostenene, inden de falder tilbage eller helt udgår, har sprintere som Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen, Caleb Ewan, Sam Welsford, Alexander Kristoff, Mark Cavendish og Jordi Meeus løbet som et af de vigtigste mål i foråret, og de vil gøre alt for at vinde. Det gør løbet til en sjov blanding af forberedelse og højdepunkt. Uheldigvis har det været skæmmet af mange styrt, og det er derfor altid en vanskelig balance for Roubaix-rytterne at vurdere, om det overhovedet er risikoen værd at stille til start. For et par år siden var flertallet af Roubaix-favoritter til start, men i de seneste år har tendensen ændret sig, og nu om dage skipper de det stort set alle - i år dog med Mathieu van der Poel som en meget markant undtagelse.

Arrangørerne er opmærksomme på deres ry som lidt af en styrtfestival, og specielt i de senere år har vi set nogle grimme styrt i finalerne. Forud for 2016-udgaven tog man derfor en række forholdsregler for at forbedre sikkerheden. Først og fremmest forkortede man opløbsstrækningen, hvilket gør det vanskeligere at ændre position i finalen, og når der kommer færre ryttere bagfra, burde det blive mindre farligt. Derudover har man reduceret størrelsen på feltet i det håb, at færre ryttere på de smalle veje vil gøre en forskel.

I de seneste år har løbet været domineret af to sprintere, der begge har været blandt de hurtigste i de seneste årti. Marcel Kittel og Mark Cavendish har vundet løbet henholdsvis fem og tre gange, og efter at de begge måtte droppe løbet i 2015, var det Kittel, der i 2016 skrev historie ved at blive den første rytter med fire sejre, en rekord, han udbyggede med sin femte sejr i 2017. Efter en lidt tam 2019-udgave, hvor det mest var de unge talenter, der var til start, har løbet fået en renæssance i 2020, 2021 og 2022, og igen i år vil det meste af sprintereliten give løbet den opmærksomhed, det fortjener.

Løbet er altid fundet sted i området omkring byen Antwerpen og floden Schelde, der har givet det dets navn. I 2017 flyttede man imidlertid starten til Tom Boonens fødeby Mol for at markere hans sidste løb på belgisk grund, men i 2018 tog man et helt nyt skridt i et forsøg på at gøre løbet til andet og mere end en sprinterfestival. Man forsøgte nemlig at give det lidt forudsigelige løb et nyt twist ved at flytte starten til Holland og den vindblæste Zeeland-provins i håb om, at det kunne skabe ny dynamik og mere bevægelse i løbet, og det blev i særdeleshed tilfældet på en ganske dramatisk dag, der bød på langt større udskilning end tidligere. Det gentog sig i 2019, og efter at man grundet coronakrisen måtte reducere løbet til et rent rundstrækningsløb i 2020, hvor grænsen ikke kunne passeres, var løbet tilbage ved det vindblæste format i 2021 på en dag, hvor kun 29 mand overlevede.

Ingen af de foregående udgaver kan dog måle sig med det drama, der udfoldede sig sidste år. Her blev løbet nemlig et rent blodbad, hvor sidevinden rasede gennem det meste af dagen, og til sidst blev det et rent udskilningsløb mellem de bedste. Det hele kulminerede på højst atypisk vis, for selvom det ende med tre sprintere på podiet, blev det til den første solosejr i dette årtusinde og den første afgørelse, der ikke fandt sted i en større spurt siden 2005. Alexander Kristoff kørte nemlig alene fra den sidste passage af Broeckstraat, og han tog dermed sin anden sejr i løbet, men også karrierens første solosejr, inden Danny Van Poppel slog Sam Welsford og resten af forfølgergruppen i en meget kaotisk spurt om 2. pladsen. Kristoff vender tilbage i et forsøg på at vinde løbet for tredje gang, og da han atter er oppe mod både Van Poppel og Welsford, er hele podiet fra sidste år at finde i feltet igen i 2023.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ruten

Ruten i Scheldeprijs fulgte i mange år altid et meget traditionelt format, og selvom der som regel var enkelte modifikationer fra år til år, var der traditionelt aldrig store overraskelser for løbets favoritter. Nøglepunkterne var således altid de samme. Efter en stor indledende rundstrækning afsluttedes der med tre omgange på en rundstrækning, der inkluderede den lille pavé Broekstraat, der er løbets højdepunkt, og denne del af ruten har været uforandret år efter år.

Som sagt lavede arrangørerne i 2016 et par små justeringer for at forbedre sikkerheden. Den velkendte 16,8 km lange rundstrækning blev kun ændret svagt, men målstregen blev flyttet, hvorved opløbsstrækningen blev kortere med flere sving i finalen. Derudover havde løbet det velkendte format, dog i en lidt forlænget udgave.

I 2017 ærede man Tom Boonen i hans allersidste løb på belgisk grund, og det gjorde man ved at flytte starten fra Antwerpen nogle få kilometer fra målet i Schoten til Boonens fødeby Mol, der er lokaliseret ganske langt øst for området omkring den store havneby. Det betød, at første del af løbet var ændret fuldstændigt, og i stedet for en stor rundstrækning tilbragte man nu tiden med at køre mellem start- og målbyerne igennem fladt terræn. Det hele afsluttedes dog med den klassiske rundstrækningsfinale, der var helt uforandret, og derfor havde ændringerne ikke den store effekt.

Som nævnt ovenfor besluttede man i 2018 at ændre på forudsigeligheden. I vinteren 2017-2018 blev det nemlig annonceret, at man havde indgået en aftale med den hollandske by Terneuzen i den vindblæste Zeeland-provins om i de kommende år at arrangere starten. Håbet var, at en god gang sidevind i den indledende del ville skabe mere action og større udskilning og dermed ændre det lidt begivenhedsfattige format, der som regel kulminerede i en stor spurt.

Den model bibeholdtes i 2019, og efter at coronasituationen i 2020 omlagde løbet til et lidt tamt rundstrækningsløb, der endda var helt uden brosten, er det planen, at den model skal forsætte. Trods ændringerne er finalen med omgangene på rundstrækningen med Broekstraat stadig den samme som i gamle dag, og brostenene er tilbage efter det lidt mærkelige fravær i 2020. Man har dog eksperimenteret lidt med rundstrækningen, der er blevet svagt modificeret fra år til år. Den mere kringlede finale med flere sving har været benyttet siden 2016, men ikke i 2021, hvor man igen fjernede de to nye sving. De var tilbage i 2022, men i 2023 er de væk igen, hvormed man får et langt mere enkelt indløb med et sidste sving 1500 m fra stregen. Derudover har man igen ændret en smule på den tidlige del af rundstrækningen, ligesom man igen i år har ændret på den indledende tur fra Holland frem til rundstrækningen, men grundlæggende kører løbet efter samme model, som man har benyttet siden 2018 med 2020 som en coronaundtagelse.

I 2023 er der efter en usædvanligt kort udgave i 2022 skruet en anelse op for distancen, da der skal køres 205,3 km mellem den hollandske by Terneuzen og den klassiske målby Schoten, hvilket er en klassisk længde for løbet. Startbyen ligger ved den hollandske kyst i det allermest forblæste område af det flade land, og den første del består af, at man krydser en bro ved at køre mod nord for at ramme en af de mange tanger, der præger den hollandske vestkyst. Her slår man en sløjfe mod nordvest, inden det går igennem fladlandet mod øst og sydøst ud gennem tangen og tilbage til det hollandske hovedland. Nu krydser man en kanal, når man kortvarigt kører mod øst, inden man zigzagger sig mod skiftevis syd og øst igennem det flade land, idet man undervejs kører over grænsen til Belgien, der passeres efter 74,8 km nær byen Essen.

Efter 110,8 km når man frem til det østligste punkt i byen Hoogstraten, hvorfra man drejer mod sydvest for at køre ned gennem fladlandet. Efter 139,8 km skal man over en lille pavé, Sint Jobsesteenweg (500 m), og

umiddelbart derefter rammer man rundstrækningen, hvor man kører det meste af en omgang, så Broekstraat passeres for første gang efter 146,2 km, inden man efter 154,5 km krydser stregen i Schoten for første gang.

Dagen afsluttes nu med tre omgange på den i år 17,0 km lange, helt flade rundstrækning. Den er næsten rektangulær, og for det meste kører rytterne enten mod øst eller vest. Kun ind gennem byen er der enkelte tekniske udfordringer, og den eneste reelle udfordring er den 1700 m lange Brockstraat, der rammes med 8,3 km igen. Derfra følger man en hovedsageligt lige vej, og målstregen er placeret på den lange Churchilllaan i Schoten. I den nye og langt mere enkle finale går det ad en lige vej mod vest, inden man drejer skarpt med 3600 m igen. Herfra går det mod nordvest frem til et sving med 2200 m igen, hvorefter det går mod øst ind til mål, kun afbrudt af et sving med 1500 m igen og en rundkørsel bare 100 m fra stregen.

Løbet byder på i alt 355 højdemeter mod 350 højdemeter i 2021 og 235 højdemeter i 2019.

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

I forhold til 2021- og 2022-udgaven er der kun foretaget helt marginale ændringer ud over de omtalte ændringer af rundstrækningen. I forhold til 2019-udgaven har man forkorter første del ved at køre mindre rundt i Zeeland-regionen end for fire år siden. Til gengæld har man siden dengang kørt tre og ikke som i 2019 helt ekstraordinært kun to omgange på rundstrækningen. Man rammer også rundstrækningen anderledes, hvorfor Broekstraat nu passeres fire gange mod bare to gange i 2019.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER

Vejret

Tidligere har Scheldeprijs være skæmmet af dårligt vejr, der har gjort brostenene våde og spurten ekstremt farlig og styrtplaget, og målet med den nye ruteændring er, at vejret fremover skal spille en endnu større rolle. Faktisk har arrangørerne været pokkers heldige, for vi har haft sidevindsræs i alle udgaver, natyligvis særligt i den vilde udgave sidste år.

Nu går den imidlertid ikke længere. Som vi også mærker i Danmark, er der højtryksvejr og svage vinde fra østlige retninger i en stor del af Europa lige nu, og derfor er vejrudsigten for onsdag faktisk den værst tænkelige for alle, der drømmer om sidevindsdrama. Det bliver nemlig næsten vindstille! Som i Danmark er det køligt og solrigt med kun få skyer og en temperatur, der under løbet vil vokse fra 9 til 11 grader, og vind skal man spejde langt efter med blot en svag til let brise (3-7 km/t) fra først sydøst, siden øst og slutteligt nordøst. Det giver først sidemedvind, men derefter primært modvind over den lange rejse mod øst, indtil man får med- og sidemedvind på det sidste stykke frem til rundstrækningen. Her vil der være sidemodvind på første del, derefter med og sidemedvind, indtil man får sidevind med 3,6 km igen og sidemodvind med 2,2 km igen.

Favoritterne

Så snart et løb får ry som et sprinterløb, bliver det ofte en selvopfyldende profeti. Ganske vist har der tidligere været enkelte hold, der alene stiller til start i Terneuzen for at forberede sig til Paris-Roubaix, men ethvert hold med ambitioner i onsdagens løb møder op med en hurtig afslutter og et stærkt mandskab til at støtte ham. Som et af de får store endagsløb, sprinterne faktisk kan vinde, er det udpeget som et stort mål for mange af dem, og de har forberedt sig helt specifikt. De vil ikke lade denne mulighed gå til spilde, og de fleste hold går ind til løbet med den plan, at det hele skal slutte i en massespurt.

Når de fleste hold har den ambition, er det eneste, der kan skabe udskilning, styrt eller vind. Broekstraat vil naturligvis tære på kræfterne og måske betyde, at sprinterne mister position, mens andre ryttere vil blive sat. Historien viser imidlertid med al tydelighed, at selv ikke de hårdeste accelerationer på pavéen har kunnet skabe store huller, og derfor har det primært været en chance for Paris-Roubaix-rytterne til at teste benene. Brostenene har sjældent nogen stor indvirkning på løbet.

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Målet med den nye rute med starten i Holland er imidlertid at ændre på forudsigeligheden. Det lykkedes i den grad i 2018, hvor feltet tidligt splittedes til atomer, så blandt andre Dylan Groenewegen og Arnaud Demare blev elimineret, og det endte endda endnu mere dramatisk, da en stor del af feltet blev diskvalificeret som følge af en ulovlig passage af en jernbaneoversklæring. Da røgen havde lagt sig, og stakkels Marcel Kittel efter sin tredje punktering var sat af, var der færre end 50 ryttere tilbage til at køre spurten, der således blev en helt anden end i tidligere år.

Også i 2019 var vejrudsigten temmelig voldsom, men selvom feltet splittedes flere gange, fik vi hver gang en regruppering, så der i finalen alligevel endte med at være ca. 100 mand samlet. Det var dog ikke alle, der lykkedes med at komme tilbage. I 2020 var løbet som bekendt grundet coronasituationen reduceret til et rent rundstrækningsløb, der i godt vejr endte helt forudsigeligt uden skyggen af udskilning, men i 2021 var den hollandske start tilbage. Med en voldsom vejrudsigt overlevede bare 29 mand sidevindsdramaet. Det hele kulminerede så i sidste års vanvittige drama, hvor Alexander Kristoff tog karrierens første solosejr, den første solosejr i løbet i dette årtusinde og den første sejr, der ikke kom fra en større spurt, siden 2005.

Det er klart, at den flade rute kun kan give anledning til mere udskilning, hvis der faktisk er vind på menuen, men denne gang må arrangørerne sande, at deres ellers succesrige afstikker til Holland for første gang ikke vil give resultat. Vi havde sidevindskørsel i 2018, 2019, 2021 og 2022, men 2023-udgaven bryder stimen. Faktisk kunne sprinterne ikke drømme sig om en bedre vejrudsigt. Ja, det bliver lidt køligt, men solen vil skinne, og vinden er så svag, at man skal være meget sart for overhovedet at mærke den.

Dermed er manuskriptet skrevet på forhånd. Det bliver en meget begivenhedsfattig udgave af Scheldeprijs, som vi kender det fra tiden før det hollandske eksperiment. Igen i år er sprinterfeltet uhyggeligt stærkt, og i det betyder, at der i dette løb altid er et hav af hold til at jagte. Det gælder også denne gang, hvo man mp ventes sig, at Soudal, Alpecin, Jayco og Lotto gør fælles front i jagten på udbruddet. I dette løb får de af en eller anden grund stort set aldrig nogen lang spurt, og medmindre Broekstraat skaber noget udskilning, vi ikke tidligere har set, ligner det en stensikker massespurt i et felt, der kun kan være reduceret af de mange styrt, der ofte præget løbet. Vinden vil i hvert fald være så svag, at den end ikke vil skabe nervøsitet. Vi vil sikkert se nogle af de obligatoriske forceringer på Broekstraat, men det vil også være det mest begivenhedsrige på en dag, hvor sprinterne kompenseres for den massespurt, de ikke fik i De Panne.

I år er spurten også enkel. Med beslutningen om som i 2021 at droppe de sving, man ellers lagde ind for at gøre finalen mere sikker, har vi nu et langt opløb. Man drejer skarpt med 2200 m igen, hvorefter der er et sving 1500 m fra stregen, men herfra er der stort set fri bane, dog med en rundkørsel med bare 100 m igen. Sidstnævnte vil betyde, at positionering ikke er helt uvæsentlig, men det er bestemt en afslutning, hvor den spiller en mindre rolle, og hvor der er plads til at lade farten tale, hvis man timer det rigtigt i den lette modvind.

Som sagt er sprinterfeltet meget stærkt med flere vinderkandidater, men jeg går med Jasper Philipsen. Det havde jeg egentlig tænkt mig at gøre uanset hvad, men efter dagens positive overraskelse, at han får hjælp af Mathieu van der Poel, er jeg ikke i tvivl. I forvejen så toget med Ramon Sinkeldam, Lionel Taminiaux og den stærkt tilbagevendte Jonas Rickaert meget overbevisende ud, men med tilføjelsen af Van der Poel er de uhyggelige. Vi så i Tirreno, at fænomenet er blevet en ganske sublim lead-out, og når resten af toget er så stærkt, taler meget for, at Philipsen bliver kørt hjem fra spids. Jeg var bange for, at Van der Poel ville trække sig og undgå risici inden på søndag, men når han siger, at han kommer for igen at hjælpe ”vores sprinter”, ligner det et fuldtonet lead-out, endda for feltets mest positioneringsstærke sprinter.

I denne finale vinder man imidlertid ikke alene på position. Det er den for enkel til, men Philipsen ligner lige nu måske verdens hurtigste. Der var allerede antydninger sidste år, men hans opgør med Fabio Jakobsen i Tirreno styrker mig i troen på, at han lige nu har den fornemste fart - i hvert fald hvis ikke Dylan Groenewegen har en af sine store dage. Derfor tror jeg på mere Alpecin-succes og sejr nr. 2 i løbet til Philipsen.

Det er vel Fabio Jakobsen, der er den værste rival. I år har han ikke set så hurtig ud som tidligere, men selvom Philipsen formentlig tabte sejren på en alt for lang spurt i jagt på Fernando Gaviria, var det alligevel et vidnesbyrd om god fart, at han slog belgieren i Tirreno. Særligt efter så let et løb som dette bør han have en god chance. Toget ligner også det næststærkeste efter Alpecins, når han støttes af Casper Pedersen, Florian Senechal og ikke mindst Bert Van Lerberghe, der i år har kørt fremragende lead-outs. De kan bestemt tage kampen op med Alpecin og måske dominere, og Jakobsen er den store vinder på årets mere enkle finale, hvor færre sving betyder mindre risiko for, at han igen taber sit hold. Sidste etape i Tirreno viser, at en enkel finale ikke nødvendigvis er nok, men holder han Van Lerberghe, bør han sidde i position til at vise, at han stadig kan slå Philipsen - og dermed fuldende sit hattrick i løbet, de for alvor åbenbarede hans potentiale.

En anden stor vinder på den mere enkle finale og ikke mindst det gode vejr er Dylan Groenewegen. Nu får vi det helt lette sprinterløb, som han elsker, og hvis han har den fart, han havde i sine to første spurter i Emiraterne, som netop kom efter meget lette dage, tror jeg stadig, at han kan slå alle. Problemet er som altid hans svage positionering, men her hjælpes han af den enklere finale. Det er også gået bedre end længe i år, og hans tog med Campbell Stewart, Elmar Reinders, Blake Quick, Zdenek Stybar og Luka Mezgec er vel det stærkeste, han kan komme med. Sidder han rigtigt, kan han blive umulig at slå, hvis han spurter som i Emiraterne.

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

En anden rytter, der muligvis har farten til at slå dem alle, er Sam Welsford. Allerede sidste år så han voldsomt hurtig ud i særligt Tyrkiet, og det bekræftede han i sæsonstarten, hvor han så klart hurtigere ud end både Jakobsen og Sam Bennett i San Juan. Siden bekræftedes billedet i Emiraterne, men her så vi hans problem, nemlig positioneringen, som senest kostede ham en sejr i Koksijde, hvor han ellers igen var klart hurtigste mand. Det er dog gået ganske hæderligt, og til dette løb kommer han med uhyggeligt meget fart i et tog med Niklas Märkl, Tobias Lund, Casper van Uden, Alberto Dainese og Alex Edmondson. Udfordringen er, at de ikke har kørt sammen tidligere, og det er mange unge folk, der skal finde sammen. Heldigvis er finalen enkel, og Welsford ligner en mand, der kan slå alle på sin fart, særligt efter så let et løb, som vi har udsigt til.

Det er atypisk at rangere Caleb Ewan så lavt, men det har bestemt ikke været et godt år for australieren. Hans positionering har været skidt, og han så ud til at mangle fart, særligt da han blev slået af Gerben Thijssen i Monseré. Her får han til gengæld for første gang sit fulde tog med Jarrad Drizners, Michael Schwarzmann, Rüdiger Selig, Jacopo Guarnieri og Jasper De Buyst til rådighed, og det er et tog, der kan true både Alpecin og Soudal. Ewan viste også form i Wevelgem og Sanremo, og selvom et skuffende løb i Waregem i onsdags igen skaber tvivl, ligner han en mand, der bør være klar. Han får ikke bedre støtte end denne. Så er det nu, han skal vise, at han også i år kan slå de bedste.

Med sejren over Ewan i Monseré viste Gerben Thijssen igen det, vi så sidste år, nemlig at han har en fart, der kan true alle de bedste. Han slog endda Philipsen i en direkte duel i Gooik sidste år, og det siger alt om hans potentiale. Desværre betyder hans positionering, at han alt for sjældent viser det, for han sidder næsten altid for langt tilbage. Her hjælpes han heldigvis af den enklere finale og udsigt til en meget let dag, der passer ham, og hans tog med Julius Johansen og Boy van Poppel er boostet med Madis Mihkels og Arne Marit. Desværre kan de ikke tage kampen op med de bedste, og derfor skal han igen være heldig, hvis han skal have chancen for at bruge sin fart.

Lidt overraskende er Bora uden Sam Bennett, men han har været syg i optakten. Derfor satser de nu på Jordi Meeus, og det er et kapabelt alternativ. Han viste både sidste år og i sæsonstarten, at han ikke mangler alt for meget fart i forhold til de hurtigste, men desværre har superformen været helt væk de seneste uger. Heldigvis er dette et meget let løb, der mest handler om fart, og han har et gyldent våben i feltets bedste lead-out man, Danny van Poppel. Resten af toget med Shane Archbold, Ryan Mullen og Marco Haller er også overbevisende, og det taler for, at Meeus kan blive sat perfekt op, selvom Van Poppel denne gang trues ganske kraftigt af Van der Poel, der sidder i et samlet set stærkere tog. Lykkes det alligevel Van Poppel igen at sætte sin sprinter op fra spids, kommer Meeus i hvert fald langt, men om farten rækker hele vejen, er nok tvivlsomt, særligt med den nuværende form. Denne analyse baserer sig også på, at Van Poppel starter, hvad der i skrivende stund er usikkert efter søndagens styrt.

Arkea kommer med alle deres fire sprintere på én gang. Man ved aldrig helt, hvem de spurter med, men formentlig går de med Dan McLay, der da også er deres absolut bedste kort. Han er ikke så hurtig, som da han var hurtigst, men han er stadig yderst konkurrencedygtig på fart, og nu har han til gengæld lært den positionskamp, han tidligere slet ikke mestrede. Toget med Luca Mozzato, Hugo Hofstetter og David Dekker er samtidig ganske overbevisende, og det taler for, at det i hvert fald bliver et godt resultat for den endda meget formstærke brite. Spurter de med en anden, bliver det nok Dekker, der i Oman viste, at han stadig har fin fart, særligt i dette helt lette løb, men Dekker har indtil nu være under McLay i hierarkiet. Hofstetter og Mozzato er gode ”positionskæmpere”, men har slet ikke farten i dette lette sprinterløb.

Alexander Kristoff stiller til start som forsvarende vinder og med ambition om et hattrick, men denne gang kan han ikke regne med en solosejr. Nu skal han gøre som i jubelåret 2015, nemlig vinde en klassisk massespurt. Det kunne han i sin suveræne sæson, men normalt kan han ikke slå de bedste på ren fart. Her har han dog et gyldent våben i Søren Wærenskjold, der i sæsonstarten kørte nogle fabelagtige lead-outs og i Gent-Wevelgem viste, at han efter en svær tid har genfundet formen. Desværre er togene her betydeligt stærkere end i Almeria og Algarve, og det bliver svært at dominere, som de gjorde dengang. Det er desværre ellers nødvendigt, hvis Kristoff skal have en chance for at vinde efter et løb, der uheldigvis bliver alt, alt for let denne gang - selvom han faktisk så hurtigere ud end vanligt, da han vandt i Algarve.

Den rytter, de måske skal glæde sig allermest over det gode vejr, er Matteo Moschetti. Nu får han nemlig det helt lette løb, han skal bruge, og som gav ham sejren i Almeria og 5. pladsen i Torino. Sejren i Spanien viste jo en nærmest uhyggelig topfart, men han virkede mere menneskelig i både Tirreno og Torino. Han har også et meget svagt hold, der gør ham usikker i positionskampen, men på egen hånd har han ofte klaret det pænt, både i Almeria, Torino og Tirreno. Hverken hold eller topfart rækker dog nok hele vejen i et løb med næsten hele eliten, men med held i positionskampen kommer han langt, hvis han spurter som i Almeria.

Løbet er endnu en chance for Edward Theuns, men han er en af taberne på det gode vejr. Han har ikke farten til at vinde denne form for boulevardspurter, men et topresultat er ganske sandsynligt. Han kommer nemlig til løbet med et stærkt tog med Marc Brustenga, Emils Liepins og ikke mindst Alex Kirsch, og da han tillige selv er god i positionskampen, ender det formentlig med et godt resultat. Sejren synes dog uden for rækkevidde i så let et løb som dette.

Israel-PT kommer - forhåbentlig - med Giacomo Nizzolo, men efter de mange sygdomsrelaterede afbud er hans form meget usikker, hvorfor jeg næsten forventer, at han tirsdag melder afbud igen. Dette lette sprinterløb er dog en oplagt chance til at komme i gang igen, og inden sygdommen havde han jo genfundet noget af sin gamle fart og positionering. Toget med Taj Jones, Jens Reynders, Itamar Einhorn og Rick Zabel er dog overmatchet her, selvom Reynders og Zabel gjorde det så fint i Argentina. I forvejen mangler han den sidste fart til disse lette sprinterløb, men Argentina viser, at et godt resultat er muligt. Kommer han ikke til start, har holdet et godt alternativ i Einhorn, der med 4. pladsen i Torino viste sit potentiale. Han er skrøbelig i positionskampen, men med hjælp fra Reynders og Zabel står han i denne enkle finale trods alt ikke elendigt.

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

Cofidis kommer med Max Walscheid , der har genfundet lidt at sin gamle fart siden sidste sæson. Han er stadig på vej tilbage efter sin sygdom, men det bliver klart bedre, og dette lette sprinterløb kan han i hvert fald klare. Han har også positioneret sig bedre end i gamle dage, men toget med Christophe Noppe, Wesley Kreder og Piet Allegaert er overmatchet her. Da Walscheid heller ikke kan blande sig helt i front på fart, skal han mest af alt håbe på en yderlig top 10.

Det var i dette løb, Mark Cavendish tog sin første store sejr, men det bliver næppe her, han rejser sig igen. Hans positioneringsproblemer er blevet helt gigantiske i år, og det er ikke blevet bedre af et svagt tog. Her kommer han imidlertid med sin klart bedste formation hidtil, når han for første gang støttes af hele pakken med Gleb Syritsa, Martin Laas og Cees Bol, der har gjort det godt i år. Han får også det helt lette løb, han i dag er afhængig af, og en mere enkel finale. Den enkle finale har dog slet ikke været nok endnu, og dertil kommer, at både han selv og Bol har været syge. Det er svært at tro, at han denne gang vil sidde rigtigt, men med sit hidtil stærkeste tog har han lov at håbe.

Human Powered Health stiller med Stanislaw Aniolkowski. Som de fleste gør det, er han faldet helt sammen hos det amerikanske hold, men nu er der måske håb. Han gjorde det godt i fredagens benhårde løb i Vitré, og uanset hvad kan han naturligvis være med i det, der ligner et meget let løb. Desværre faldt han af på den i 2022, både hvad angår fart og positionering, men måske han kan hjælpes af et tog med Gijs Van Hoecke, August Jensen, Wessel Krul og plan B, Alan Banaszek, der i hvert fald på papiret virker fornuftigt.

I Matteo Malucellis fravær er dette en stor chance for Alexander Salby til at prøve sig af på den helt store scene. Med den fart, han viste i ZLM Tour sidste år, kan han komme langt, men det var desværre lidt bekymrende, at hans bedste resultat i Olympia’s Tour var en beskeden 4. plads. Her er han oppe mod verdenseliten, og modstanden er af en helt anden kaliber. Vi har i forvejen set, at det kniber med positioneringen, og hans hold er blandt de svageste. Heldigvis får han det hele lette løb og en enkel finale - de to klare forudsætninger - men både han og Bingoal kommer nok til kort mod de mange meget stærkere tog.

De øvrige hold får det svært. Hos Bolton vil man efter sejren i Tours formentlig køre for Rory Townsend og ikke Luke Mudgway, men selvom han udnyttede god position til en choksejr, rækker farten slet ikke i dette felt. Hos Corratec startede Attilio Viviano fint i Argentina, men i dette felt er han med svag støtte overmatchet. Hos Flanders vil man prøve med Vito Braet eller Ruben Apers, der imidlertid ikke har mange chancer i dette felt, og hos Novo Nordisk er Matyas Kopecky også uden de store muligheder her. Endelig har Beat Emiel Vermeulen, Yoeri Havik og Gil D’Heygere, der heller ikke kommer langt nok i dette formidable felt.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der var ganske få ændringen. Trods min frygt for det modsatte starter både Van Poppel - afgørende for Meeus - og Nizzolo, der må formodes at spurte for israelerne, men de har Einhorn som plan B, hvis han ikke er klar til at gå efter et resultat. Derudover svækkes Theuns ganske meget med tabet af Kirsch, men hans tog med Brutenga og Liepins er stadig hæderligt. Endelig svækkes Walscheids i forvejen ikke alt for stærke tog med tabet af Kreder.

***** Jasper Philipsen

**** Fabio Jakobsen, Dylan Groenewegen

*** Sam Welsford, Caleb Ewan, Gerben Thijssen, Jordi Meeus, Dan McLay

** Alexander Kristoff, Matteo Moschetti, Edward Theuns, Danny van Poppel, Giacomo Nizzolo, Max Walscheid, Mark Cavendish, Itamar Einhorn, Max Stanislaw Aniolkowski, Alexander Salby

* Mathieu van der Poel, Søren Wærenskjold, Attilio Viviani, Rory Townsend, Alberto Dainese, David Dekker, Piet Allegaert, Cees Bol, Emils Liepins, Hugo Hofstetter, Florian Senechal, Gleb Syritsa, Luka Mezgec, Casper van Uden, Lionel Taminiaux, Arne Marit, Madis Mihkels, Emiel Vermeulen, Alan Banaszek, Vito Braet, Yoeri Havik, Ruben Apers, Gil D’Heygere, Matyas Kopecky, Luca Mozzato, Rüdiger Selig, Bert Van Lerberghe, Rick Zabel, Jasper De Buyst, Samuele Zambelli

Danskerne

På Bingoal er Alexander Salby kaptajn, hvorfor han er omtalt ovenfor. På Soudal skal Casper Pedersen spille en nøglerolle i toget for Fabio Jakobsen, og hos DSM skal Tobias Lund indgå i toget for Sam Welsford. Det samme skal Julius Johansen som altid for Gerben Thijssen på Intermarché, mens Marcus Sander Hansen, William Blume og Louis Bendixen på Uno-X skal hjælper Alexander Kristoff med at forsvare titlen.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Alexander Kristoffs sejre fra 2022 og 2015, Jasper Philipsens sejr fra 2021, Caleb Ewans sejr fra 2020, Fabio Jakobsens sejre fra 2019 og 2018 samt Marcel Kittels sejre fra 2017, 2016, 2014 og 2013.

STREAM ITZULIA BASQUE COUNTRY OG SCHELDERPRIJS UDEN AFBRYDELSER