Optakt: Schwalbe Classic (Down Under Classic)

TILMELD DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Løbets rolle og historie

Schwalbe Classic var tidligere 1. etape af Tour Down Under, der blev både indledt og afsluttet med gadeløb i Adelaide, men åbningsløbet blev kort tid efter etapeløbets optagelse på WorldTouren/ProTouren i 2008 udskilt som en selvstændig begivenhed uden for UCI-kalenderen. Det blev gjort i erkendelse af, at den nye status tiltrak et langt mere internationalt felt, og mens de mange australiere stort set alle har en eller flere løbsdage i benene fra den australske sommer - oftest fra Bay Classics eller de australske mesterskaber - kommer europæerne til Australien uden at have kørt løb i adskillige måneder. Det korte, intense gadeløb kan således ses som en chance for flertallet af rytterne til at få åbnet op for systemet på en dag, hvor der intet er på spil, og hvor man kan tillade sig at sidde op i finalen. Det afsluttende gadeløb var indtil 2018 fortsat en del af selve Tour Down Under, hvor det har været sjette og sidste etape, men fra og med 2019 har det været helt taget af programmet, og i dag er Schwalbe Classic den eneste form for cykelløb, der i forbindelse med cykelugen afvikles inde i selve Adelaide.

For sprinterne er det imidlertid en højintens affære, og selvom der ikke er point på spil og en eventuel sejr ikke tæller i de officielle statistikker, er det en speciel begivenhed for de hurtige folk. Løbet er således en afgørende mulighed for at booste selvtilliden, teste sprinterbenene og fintune lead-out-toget, inden det for alvor gælder på tirsdag. Samtidig er det reelt det første løb, hvor WorldTour-holdene i deres nye trøjer er samlet, og mange hold har i tidens løb haft deres første optræden nogensinde i Adelaides gader, nøjagtig som det senest gjaldt for tre år siden for Bahrain-Merida, og det skaber en helt særlig stemning. Mange vil også huske, hvordan Greg Henderson og Chris Sutton i 2010 sikrede Team Sky en dobbeltsejr i deres først løb overhovedet.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Løbet er et helt klassisk gadeløb på en times tid, men modsat mange af de tilsvarende begivenheder, der i Europa specielt kendes fra dagene og ugerne efter Tour de France, er der ikke tale om aftalt spil eller rent show. Det er en hurtig og skarp affære, der tages seriøst af alle holdene og betragtes som en vigtig test forud for Tour Down Under og resten af sæsonen. Som langt hovedparten af sådanne gadeløb er det hvert eneste år endt i en massespurt, der har været domineret af de helt rene sprintere. Det afspejles i, at André Greipel, der også vandt i 2008, sejrede i 2012 og 2013, Marcel Kittel krydsede stregen først i 2014 og 2015, og at Caleb Ewan er den seneste supersprinter, der i 2016 og 2017 tog to sejre i træk, inden han i 2019 kom fremragende fra start for Lotto Soudal ved at tage sin tredje sejr i løbet.
 
Faktisk er Ewan også forsvarende mester. Som resten af den australske cykelsommer har løbet være aflyst i både 2021 og 2022, og vi skal derfor tilbage til 2022 for at finde seneste udgave af løbet. Her lykkedes det den lille australier at sejre for fjerde gang på fem år. Det var ellers EF-mandskabet, der dominerede hele finalen i et håb om at vinde løbet med deres nyerhvervelse Kristoffer Halvorsen, men erfarne Roger Kluge gjorde et fornemt arbejde med at holde sin kaptajn fremme. Herefter kunne den lille australier med en lang spurt tage en ganske suveræn sejr med stor afstand ned til Elia Viviani, der akkurat fik klemt sig forbi sin lead-out man Simone Consonni på de sidste meter og dermed i sin debut for det franske hold var med til at sikre, at der var hele to Cofidis-ryttere på podiet. Ewan vender i år tilbage i et forsøg på at vinde løbet for femte gang og tage sin tredje sejr i træk, men han skal finde nye nærmeste rivaler, da hverken Viviani eller Consonni starter deres sæson i Australien denne gang.

Ruten
Efter flere år på den samme rundstrækning i Rymill Park blev løbet i 2017 flyttet til en anden del af Adelaide. Det gjorde imidlertid ikke den store forskel, idet den nye rute var stort set identisk med den gamle, og det gjorde det heller ikke i 2019, hvor man flyttede den gamle rundstrækning ”en gade” mod nord. I 2020 flyttedes rundstrækningen helt væk fra byens parkområder og ind i selve hjertet af Adelaide, men den helt nye rute var ikke meget anderledes end de gamle.

Efter to års coronapause er løbet tilbage, og denne gang har man atter justeret på rundstrækningen. I alt væsentligt er der nemlig tale om en forkortet udgave af den runde, der blev benyttet i 2020, idet man skører den sydligste del af den 1,7 km lange rundstrækning af. Det giver en rundstrækning, der er 350 m kortere og dermed blot 1,35 km lang, og hvor den gamle havde hele seks sving, er den nye næsten rektangulær, hvorfor den byder på bare fire sving.

En anden væsentlig ændring er, at løbet denne gang som mange andre gadeløb køres på tid og ikke over en fastlagt distance. I alle udgaver bortset fra 2019-udgaven har man kørt et bestemt antal omgange, der samlet set har givet en distance på cirka 50 km. Distancen vil formentlig være uforandret, men denne gang kender vi den ikke på forhånd. Nu kører rytterne nemlig alle de omgange, de kan nå på en time, hvorefter løbet afsluttes med én sidste omgang, når den fulde time er gået - akkurat som de gjorde det i 2019.

Rundstrækningen er altså 1,35 km lang, og den er praktisk talt flad. Efter stregen fortsætter man 200 m mod vest ad en let faldende vej, inden man drejer skarpt til venstre, hvorefter det er helt fladt. Nu går det mod sydøst, inden det andet sving melder sig allerede efter 400 m. Nu går det ad en helt flad vej mod øst, hvorefter de sidste to sving kommer hurtigt efter hinanden efter hhv. 800 m og 1000 m, idet de adskilles af endnu en helt flad vej. Det sidste venstresving leder mod vest ind på opløbsstrækningen, der er 350 m lang og ganske let stigende, kraftigst på de sidste meter. De sidste 750 m og dermed også selve opløbsstrækningen er den samme, som blev benyttet ved seneste udgave i 2020.

Der er spurter om pengepræmier ved passagen af målstregen efter 5., 10., 15. og 20. omgang.

Vejret

Tour Down Under er berygtet for dets ekstreme varme, der kan være et virkeligt chok for de mange bundfrosne europæiske kroppe, der er rejst om på den anden side af jordkloden fra den europæiske vinter. Heldigvis har varmen vanligvis været mindre trykkende under Schwalbe Classic, der er blevet afviklet om aftenen, hvor toppen er taget af de bagende temperaturer.

I år ser det imidlertid slet ikke ud til at blive slemt. Denne uge er ellers ganske brutal med torsdag som den varmeste dag, hvor dagtemperaturen vil nå hele 36 grader, men derefter vil det gradvist blive køligere, og når etapeløbet starter på tirsdag, bliver temperaturen helt anderledes. Lørdagen vil stadig være en varm dag med en skyfri himmel og dagtemperaturer på 33 grader, men når gadeløbet afvikles om aftenen, vil der stadig kun være få skyer, og temperaturen vil under løbet aftage fra en starttemperatur på 25 grader til en sluttemperatur på bare 22 grader. Det vil også være en meget blæsende dag med en frisk til hård vind (27-28 km/t), hvilket giver sidevind over de første 200 m, modvind over de næste 200 m, medvind mellem de to sidste sving og igen sidevind på den 350 m lange opløbsstrækning.

TILMELD DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Favoritterne

Cykelverdenen er fyldt med gadeløb, der ikke er en del af UCI-kalenderen, men intet sted er feltet så stærkt som ved Schwalbe Classic. Løbet er således det eneste blandt de mange, der kan fremvise et fuldt felt af WorldTour-hold, og selvom rytterne er langt fra topformen, går det altid vanvittigt stærkt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Selvom løbet ikke er en del af selve WorldTour-løbet Tour Down Under og således ikke har nær samme prestige som en etape i hovedbegivenheden, er det alligevel en ganske særlig begivenhed for rytterne. Det er ingen hemmelighed, at selvtillid og momentum spiller en helt speciel rolle for sprintere, og året kan ikke indledes på en bedre måde end med en sejr i Adelaides gader. I 2016, 2017 og 2020viste Caleb Ewan eksempelvis, hvordan succes i Down Under Classic kan avle succes på hovedscenen i den efterfølgende uge, men der er ingen garanti for, at en sejr i premieren automatisk følges op af flere triumfer i Tour Down Under - bare se på, hvordan det gik Marcel Kittel, der vandt løbet for syv år siden i det, der udviklede sig til en regulær rædselssæson for tyskeren, ligesom Ewan i 2019 heller ikke fulgte sin gadeløbssejr op med noget stort Tour Down Under.

Gadeløb ender meget ofte i massespurter, og Schwalbe Classic er bestemt ingen undtagelse. Igen i år er der samlet en pæn gruppe af verdensklassesprintere, der er ivrige efter at teste formen, og selvom feltet beklageligvis på sprintersiden er noget svagere, end vi har været vant til, er der rigeligt med hold, der vil jagte en massespurt. Den nye rute er lige så flad som dem, der hidtil er blevet benyttet, og den er også mindre teknisk, end det var tilfældet i 2020, hvorfor den minder mere om det, vi så i årene frem til og med 2019. Derfor er der stort set ingen mulighed for a skabe en overraskelse. Løbet er altid blevet afgjort i en spurt, og man vil blive chokeret, hvis det skulle ende anderledes i 2023.

Løbet vil med stor sandsynlighed følge det traditionelle manuskript. Efter en stribe indledende angreb vil et udbrud blive etableret. Det har ganske ofte haft deltagelse af ganske store navne, der bruger løbet som en god gang træning inden den reelle start på tirsdag. De får lejlighed til at slås om pengepræmierne i de indlagte spurter, mens sprinterholdene kontrollerer løbet stramt. I et så kort løb er det usandsynligt, at de får et stort forspring, der således næppe vil nå op på et minut.

Mange hold ved, at de er uden chance i en flad, hurtig spurt som denne, og de er således tilfredse med blot at følge feltet eller være en del af det tidligere udbrud for derigennem at få den nødvendige løbsfart i benene. Modsat vil det australske landshold, Bahrain og Alpecin gøre alt for at sikre en massespurt, og de må formodes at stå for hovedparten af føringsarbejdet. Også Bora, Cofidis og Intermarché vil have så gode vinderbud, at de vil overveje at tage del i føringsarbejdet.

Ruten er meget flad, og den ventede massespurt kommer efter et meget kort løb. Det betyder, at det bliver en afslutning for de rene sprintere, men det er langt fra givet, at det er hurtigste mand, der vinder. Nok er ruten mindre teknisk end vanligt, men der er stadig fire sving inden for de sidste 1150 m, herunder tre på den sidste kilometer med hhv. 950 m, 550 m og bare 350 m igen, og positionering bliver dermed vigtigere end topfart. På en rute med så mange sving over bare ca. 50 km kan det bestemt betale sig at investere nogle kræfter i at sidde fremme, og vi vil derfor formentlig se en ret intens positionskamp også relativt langt fra mål. Det i sig selv er nok til at begrænse udbruddets chancer, og det vil koste lidt kræfter undervejs. Til gengæld vil den ellers ret kraftige vind næppe spille den store rolle i centrum af storbyen Adelaide, hvor der tillige formentlig vil være god læ fra et hav af tilskuere.

Der er altså lagt op til en spurt, der i høj grad afgøres af positionering og et stærkt tog. For et par år siden var Caleb Ewan storfavorit, og det var helt som forventet, at han sejrede i både 2016 og 2017. I 2018 blev konkurrencen skærpet betydeligt med deltagelsen af André Greipel og Elia Viviani, og det endte alligevel med en lidt overraskende sejr til Peter Sagan. Også i 2019 var løbet relativt åbent med deltagelsen fra Ewan, Vivani og Sagan, og i 2020 var feltet nærmest skræmmende med deltagelse af tre af den tids allerbedste afsluttere i form af Ewan, Viviani og Sam Bennett. I fire af disse fem udgaver er sejren gået til Ewan, der kun blev slået i 2018, og han har derfor vist, at han mestrer disciplinen og ofte er i form til sit store løb på hjemmebane.

I år er feltet slet ikke så stærkt, som det plejer, og blandt de deltagende sprintere er det vel kun Ewan samt til dels Phil Bauhaus, der har etableret sig i den absolutte sprinterelite, hvilket er markant anderledes end de seneste udgaver, der altså har kunnet præsentere flere navne fra den absolutte top af sprinterhierarkiet. Alligevel er løbet også denne gang meget, meget åbent. Ewans hold, Lotto, har fravalgt løbet, nu hvor de ikke er en del af WorldTouren, og han stiller til start som del af et meget ungt og urutineret landshold. Hans værste rivaler har betydeligt bedre støtte, men feltet præges af, at det domineres af meget uprøvede tog, der i vidt omfang skal teste sig selv i løbssammenhæng for allerførste gang. Der mangler i den grad det store, etablerede sprintertog, der kan dominere finalen, og det kan i en så teknisk finale, der handler mere om positionering end fart, gøre det hele meget kaotisk og lidt tilfældigt. Det er i hvert fald svært at pege på et tog, der med nogenlunde sikkerhed vil positionere sin sprinter rigtigt, og hvem der sidder bedst i det sidste og meget afgørende sving, kan derfor være svært at spå om på forhånd. Det kan give anledning til en meget åben og uforudsigelig spurt, der dermed også giver gode muligheder for en overraskelse.

At pege på nogen åbenlys storfavorit er derfor også en umulighed, men jeg prøver at gå med Phil Bauhaus. Den store tysker har nu i flere sæsoner vist, at han har en fart, der bringer ham ganske tæt på de allerhurtigste, men han har ofte lidt under manglende støtte. Hans positionering på egen hånd er ellers ikke helt til hest, og nu kommer han til start med noget, der faktisk ligner et af de bedre tog. Han ledsages således af Kamil Gradek og særligt trioen Jasha Sütterlin, unge Cameron Scott og Nikias Arndt, og det ligner umiddelbart kun Intermarché, der kan matche dem på ren power.

Problemet kan være, at de mangler erfaring. Scott har aldrig tidligere kørt på dette niveau, og Arndt er også ny i truppen. Til gengæld har tyskeren god erfaring som lead-out-man, og det vil være helt afgørende. Man kan frygte, at han ikke har den allerhøjeste fart i rollen som sidste mand, men dette felt er renset for de allerhurtigste lead-out men. Med Arndts rutine burde det være nok til at sikre Bauhaus en god position i sidste sving og måske endda et lead-out fra spids, også fordi sidstnævnte selv er ganske kapabel i positionskampen, og på fart er det i dette felt kun Ewan, Jordi Meeus, Kaden Groves og Gerben Thijssen, der bør kunne true ham på fart. Blandt de favoritter er det Bauhaus, jeg føler mig mest tryg ved i positionskampen, og da han tillige har for vane at starte sæsonen stærkt - husk hans dominans af Saudi Tour i 2020 - tror jeg på, at han giver Bahrain en drømmestart på sæsonen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour of the Alps

Hans værste trussel kunne være Gerben Thijssen. Det er måske en smule paradoksalt, når vi ved, at belgierens store problem er hans svage positionering, og denne finale er så teknisk, men til gengæld viste 2022 os, at han har en tårnhøj topfart. Det så vi, da han slog adskillige stjerner i Polen, og det så vi, da han slog Jasper Phillipsen ganske regulært i Gooikse Pijl. I sidstnævnte tilfælde skyldtes det et fortrinligt lead-out fra Alexander Kristoff, og det kan også være netop lead-outet, der er nøglen denne gang.

Intermarché er nemlig det eneste hold, der kan præsentere et virkelig substantielt og veletableret tog. Han har således støtte af sine to faste makkere, Julius Johansen og ikke mindst Boy van Poppel, og toget bliver bestemt ikke ringere af støtten fra Sven Erik Bystrøm, Dion Smith og Hugo Page, der alle har fart og lead-out-erfaring. Det ligner på papiret det stærkeste tog, men man kan være en smule i tvivl om, hvorvidt Van Poppel fortsat har fart nok i rollen som sidste mand. Heldigvis er modstanden fra de rivaliserende tog begrænset, og det virker sandsynligt, at Thijssen kan blive ført godt frem inden svinget. Min frygt er desværre, at han har for vane at tabe hjulet på sit hold, og derfor kan denne rundstrækning være en anelse for teknisk. Sidder han rigtigt, ved vi til gengæld nu, at han har farten til at slå alle rivaler i dette felt.

Det vil heller ikke undre, hvis en anden ung belgier løber med årets første sejr. Jordi Meeus fandt endelig tilbage på sporet sidste sommer, hvor han med en bedre position formentlig havde vundet en Dauphiné-etape foran Wout van Aert, og hvor han var meget, meget tæt på at overspurte selveste Tim Merlier ved de belgiske mesterskaber. Senere på året fik han en sejr i et styrtplaget i Primus Classic samt i et svagere felt i England, men han har ligesom Thijssen lidt af en svag - om end bedre - positionering.

Også han kommer dog til løbet med et ganske stærkt tog, der tæller både Shane Archbold og Marco Haller, der har masser af lead-out-erfaring, og også Maximilian Schachmann bør kunne komme med et væsentligt bidrag. Også for dem gælder, at de kan mangle lidt fart til allersidst, men i dette felt af tog ser de ganske kapable ud. På fart synes Meeus at kunne måle sig med alle de bedste i dette felt, og også for ham kommer det i høj grad ned til positionering inden svinget. Her er han ligesom Thijssen et temmelig usikkert kort, for hvem det sagtens kan gå galt, men derudover er det en udfordring, at han har haft for vane at starte sine sæsoner svagt, særligt sidste år, hvor han var i krise. Heldigvis er dette løb meget let, men det skaber et ekstra usikkerhedsmoment, der dog ikke kan skjule, at Meeus utvivlsomt har farten til at vinde.

Det har Caleb Ewan naturligvis også. Australieren er vel trods alt stadig feltets hurtigste, og han kan som sagt tage sin femte sejr fordelt på de seneste seks udgaver, hvis han er hurtigst på lørdag. Vi ved også, at han altid er i form til den australske sommer, og det bekræftede han med et flot mesterskabsløb i søndags, hvor han kom ganske langt på en rute, der til sidst endte med at være en anelse for hård, hvad man også kunne forvente.

Ewan er formentlig den mest formstærke af sprinterne, men han har en anden og meget stor udfordring, nemlig hans hold. Han stiller til start for det australske landshold, der kommer i en meget, meget ung og uprøvet formation. Heldigvis ledsages af sine Lotto-holdkammerat Jarrad Drizners, men heller ikke han har megen rutine, da en skade holdt ham ude af meget af den første WorldTour-sæson. Heldigvis har Ewan enorm erfaring, og selvom rundstrækningen er en smule anderledes end sidst, kender han den dog ganske glimrende. Han har også de senere år været god til at positionere sig på egen hånd, og han skal som regel blot bruge en mand til at aflevere sig fremme på den sidste kilometer, som Roger Kluge gjorde, da han vandt løbets seneste udgave i 2020. Lykkes det for Drizners at gøre det samme denne gang, vinder Ewan formentlig i kraft af sin form og sin fart, men man må desværre stille spørgsmål, om den uprøvede samling af ungersvende er i stand til at sikre netop det. Kan Ewans rutine og positionering kompensere for den manglende støtte? Det er det spørgsmål, der skal besvares positivt, hvis han skal vinde for femte gang.

Den anden australske helt er Kaden Groves, der gjorde enorme fremskridt i 2022, hvor han viste en helt ny fart. At han er hurtig nok til at vinde, kan ingen betvivle, når han slog Bauhaus ganske regulært i Catalonien og gav Ewan klø i Tyrkiet, og han vandt som bekendt også en Vuelta-etape. Alligevel er topresultaterne for få, fordi han blandt topsprinterne i dette løb sammen med Thijssen er den ringeste i positionskampen.

Heldigvis ser hans tog til dette løb ganske hæderligt ud, da det tæller den unge og meget lovende sprinter Jensen Plowright samt Samuel Gaze og Robert Stannard, der har lead-out-erfaring. Problemet er bare, at toget er meget, meget urutineret, og det er næsten svært at tro, at de kan tage kontrol i denne tekniske finale. Risikoen for, at den manglende rutine fanger Groves for langt tilbage endnu engang, synes i hvert fald overhængende. Sidder han rigtigt, har han til gengæld den fornødne fart, og som australier kan man også formode, at hans lange periode under den australske sommer kan have givet ham et bedre formmæssigt udgangspunkt end mange af de europæiske sprintere. En sejr ville i hvert fald være en drømmestart på Alpecin-karrieren.

Det kan være lidt svært at forestille sig andre vindere end de allerede nævnte, men man kan måske ikke udelukke Bryan Coquard. De tider, hvor han kan vinde rene spurter i et så skarpt felt som dette, synes i hvert fald ovre, men heldigvis kan han blive hjulpet af den tekniske finale, der kan reducerede betydningen af den lavere topfart. Positionering har ellers aldrig været Coquards spidskompetence, men i dette løb hjælpes han enormt af Davide Cimolai, der er en af feltets mest rutinerede og på papiret måske endda bedste lead-out man. Coquard vil også blive hjulpet af det stigende opløb, og vi ved, at han altid starter sæsonen som lyn og torden og oftest tager de fleste af sine sejre i sæsonstarten, som han senest gjorde det i 2021. Til gengæld er Cimolai kendt for at starte sæsonen meget svagt, og hans niveau var problematisk lavt i 2022. Resten af toget er svagt, og derfor er Coquard meget, meget afhængig af Cimolai. Spørgsmålet er, om italienerens rutine kombineret med Coquards forventeligt gode form er nok til at tage endnu en tidlige sejr til den altid vinterstærke franskmand.

Læs også

Italiensk veteran tager sjælden sejr

Ineos er her egentlig mest for klassementet, men de kommer faktisk alligevel med et hold med masser af fart og power. Faktisk er et tog, der tæller Luke Plapp, Geraint Thomas, Magnus Sheffield og Ben Swift et af de allermest kraftfulde, og man kan meget vel forestille sig, at de kan dominere de sidste par omgange, som de før har gjort i løbet. Spørgsmålet er så, om de kører for Kim Heiduk eller Ethan Hayter, men mon ikke det bliver den unge tysker? Han fik ikke mange chancer for selv at spurte i 2022, hvor han ellers gjorde store fremskridt i årets sidste løb, og Hayter er ikke rigtigt en mand til flade og lette massespurter, ligesom han næppe er villig til at tage store chancer inden et løb, hvor han formentlig har ambitioner om at tage den samlede sejr. I stedet er dette opvarmningsløb en storartet chance for at give Heiduk en mulighed, og han har helt sikkert toget til at blive bragt godt frem, ligesom Hayter burde have farten til at sætte ham op fra spids.

Spørgsmålet er, om Heiduk har farten. Det er svært at vide, da han ikke har spurtet i nogen tid, og i sin U23-tid var han nok hurtig, men slet ikke hurtig nok til at true de bedste i dette felt. Heldigvis er ruten så teknisk, at man kommer meget langt på et godt lead-out, og her står tyskeren altså meget stærkt. Sættes han op fra spids af Hayter, er sejren måske alligevel ikke umulig. Kører de i stedet for Hayter, er chancerne bestemt også til stede, for toget er stadig fremragende. Til gengæld ved vi også, at Hayter ikke har farten til at matche de hurtigste i dette felt, og han skal derfor i høj grad også vinde på sin positionering. Da han i forvejen er forsigtig i disse fulde massespurter, kan det være lidt svært at tro, at han vil sidde rigtigt.

Trek stiller med både Emils Liepins og Marc Brustenga, der begge kan gøre sig gældende i en massespurt. Brustenga har imidlertid til gode at spurte for det amerikanske hold, og det virker meget sandsynligt, at de vil give letten chancen. Liepins var jo en glimrende sprinter i Bingoal-tiden, hvor det også lykkedes ham at vinde, men efter skiftet til Trek har han låst sig fast i en rolle som lead-out man. Vi så ham dog spurte i UAE Tour, hvor han leverede to ganske imponerende spurter, når man tager i betragtning, at det arabiske løb vel næsten skal regnes som verdensmesterskaberne for sprintere grundet det uhyre stærke felt. Dette lette gadeløb minder om de lette etaper i Mellemøsten, og her viste Liepins tillige gode positioneringsevner. Det er som bekendt vigtigt i denne tekniske finale, og han er faktisk også glimrende støttet af Natnael Tesfatsion, Tony Gallopin, Filippo Baroncini og Brustenga, der allerede har noget fart. Spurter og positionerer han sig som i UAE Tour for et år siden, kommer Liepins langt i dette felt.

Det var overraskende at se Martin Laas forlade en relativt fast rolle som lead-out man hos Bora til fordel for en karriere hos Astana, der slet ikke har samme erfaring med massespurter. Her var det tanken, at han skulle agere lead-out man for Gleb Syritsa og tillige have sine egne chancer, men nu ender han nok i stedet som lead-out man for Mark Cavendish. Her får han imidlertid sin chance, og Laas’ evner som sprinter skal bestemt ikke undervurderes. Det er ikke længe siden, at han vandt en etape i Arctic Race, og da hans hold gav ham chancen på 1. etape af Saudi Tour for et år siden, blev han i et pænt felt nr. 2 bag Ewan. Han har for vane at starte sæsonen godt, og selvom Astana er uden rutine, er et tog med Leonado Basso, Luis Leon Sanchez, Gianni Moscon og Fabio Felline faktisk ikke helt skidt. Til gengæld har de heller ikke den store lead-out-erfaring, men lykkes de med at anbringe den i forvejen positioneringsstærke Laas godt, har han farten til at komme langt i dette felt.

Jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvor jeg skal placere Hugo Hofstetter. Franskmanden er nemlig normalt slet ikke hurtig nok til at vinde disse klassiske massespurter, og dette løb passer ham faktisk ganske dårligt. Til gengæld er han en ørn i positionskampen, og det er helt afgørende på en rundstrækning, der er så teknisk som denne. Dertil kommer, at han plejer at starte sæsonen stærkt og vil begejstres over det stigende opløb. Den store udfordring er den meget svage og nærmest ikkeeksisterende støtte, han kan få på et hold af klatrere og nyprofessionelle, og det er vel kun for alvor Kevin Ledanois, han kan regne med. Selv positioneringsstærke Hofstetter kan få problemer, når han er så meget på egen hånd, og når man kombinerer det med hans manglende fart, er det svært at se ham vinde. Omvendt sidder han alligevel næsten altid rigtigt, og i en finale, der er så teknisk som denne, og hvor positionering er så afgørende, er det svært ikke at tro, at han som altid ender med et topresultat.

En meget spændende kandidat er Paul Penhoët. Den unge franskmand fik allerede en del af chancer i 2022, og han viste flere gange, at han har en fart, der fører langt i dette felt. Han havde helt sikkert foretrukket en hårdere rute, og dette løb kan være en anelse for let, men det største problem er den manglende erfaring i positionskampen. Her viste han gode evner i 2022, men han vil mangle noget, når han er oppe mod verdenseliten. Toget er desværre heller ikke skræmmende, for det tæller reelt kun Miles Scotson, der har masser af rutine i positionen frem mod den sidste kilometer, og den unge og helt uerfarne Laurence Pithie. Det kan meget let gå galt, og selvom Penhoët aldrig synes at misse helt ud, er det svært at se, at han kan sidde i god nok en position til faktisk at vinde, også selvom han bør være en af de hurtigste i dette felt.

Jeg er lidt spændt på, hvordan Israel-PT griber det an. De har en klassisk sprinter i Taj Jones , men han har ikke fået mange chancer for holdet, og da han endelig fik en i Polen sidste år, gik det slet ikke. De har til gengæld også Corbin Strong , der slet ikke var regnet som sprinter og stadig er meget mere end det, men alligevel overraskede alt og alle med to meget flotte flade spurter i Tour of Britain og Coppa Bernocchi i et efterår, hvor han fik sit helt store gennembrud. Han er deres kaptajn til Tour Down Under, og derfor er det muligt, at han ikke tager chancer, og at holdet i stedet kører for Jones, men jeg vil næsten tro, at de fortsætter med at bygge videre på hans rolle som sprinter, når det gik så godt i efteråret. Det er svært at tro, at han har farten til at vinde et let gadeløb som dette, men han har et meget stort våben i Daryl Impey. Sydafrikaneren, der i teorien også kunne spurte, men har sagt, at han er her som hjælper, er en af feltets allermest rutinerede lead-out-ryttere, og med et tog, der udgøres af Simlon Clarke, Jones og Impey, ser israelerne meget stærke ud. Strong så også ud til selv at have meget fin fod på positionskampen, og derfor kan det sagtens blive til et godt resultat, selvom sejren er usandsynlig.

Quick-Step kommer for en gangs skyld til et løb med et af de svageste sprinterhold og er her primært for klassementet, men de har både Stan Van Tricht og Jannik Steimle , der begge kan spurte. Begge agerer normalt lead-out man, og derfor er det uklart, hvem de satser på, og det kan gå begge veje. I sin debutsæson fik Van Tricht kun chancen i Tour de l’Ain, hvor han faktisk gjorde det ganske pænt, mens Steimle vel ikke rigtigt har kørt en spurt, siden han imponerede i en hård og stigende spurt i Vueltaen i 2020. Holdet har forud for løbet slet ikke nævnt Van Tricht som en beskyttet rytter til selve Tour Down Under, hvor Steimle til gengæld er en af kaptajnerne, og det kunne tale for, at de kører for tyskeren. Omvendt kunne det være naturligt at køre for Van Tricht her og derefter Steimle i etapeløbet, hvor tyskeren måske også vil prøve at køre klassementet - særligt fordi Van Tricht nok kunne være en anelse hurtigere i denne form for spurt. Mit gæt er, at det bliver belgieren, men det kan gå begge veje. Uanset hvad har ingen af de to farten til at vinde en boulevardspurt som denne, men de har ikke et helt ringe tog, der består af dem selv samt den ganske rutinerede Dries Devenyns. Det kan godt give et fint resultat, men sejr rækker næppe til mere end højst en podieplads.

Endelig vil jeg nævne Michael Matthews, men det er ikke med den store velvilje. Australieren viste fremragende form i søndags og må regnes som en af de helt tunge favoritter til Tour Down Under, og derfor er det tvivlsomt, om han vil tage nogen chancer i en let gadeløbsspurt, han alligevel får svært ved at vinde. Omvendt er det næsten en falliterklæring, hvis det store hjemmebanehold slet ikke deltager i spurten, og da de generelt er her med et hold af klassementsryttere, er der ikke andre muligheder end Matthews eller måske den normale lead-out man Campbell Stewart, der umuligt kan have farten til at vinde. Jeg anser det som lige sandsynligt, at de kører for den ene eller den anden, men det er også muligt, at de vælger helt at skippe spurten for at holde sig ude af problemer inden på tirsdag. Hvis til gengæld de deltager, ser det faktisk ikke helt ringe ud for et tog med Luke Durbridge, Michael Hepburn, Stewart og Matthews ser faktisk slet ikke ringe ud. Kører de fuldt for Matthews, der plejer at positionere sig fint, kan det i en let stigende og meget teknisk finale godt blive til en podieplads, men jeg har meget svært ved at se dem vinde. Og mest af alt tvivler jeg på, at Matthews vil tage de risici, der er nødvendige, hvis han skal ende helt fremme.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

De øvrige hold får det svært. Jumbo vil formentlig give Tim van Dijke en sjælden chance, og han har faktisk et ganske pænt tog bestående af Jos van Emden og Timo Roosen, der er en mindre sandsynlig plan B, men han har aldrig rigtigt spurtet som professionel og mangler nok farten til at være med helt fremme. DSM vil formentlig køre for Marius Mayrhofer , der har god støtte af Patrick Bevin, der næppe vil deltage i en gadeløbsspurt som denne, men resten af holdet er svagt, og tyskeren faldt desværre lidt igennem i de spurter, han har kørt hidtil. Hos Ag2r vil man formentlig køre for Dorian Godon ¸ men det kunne også være for Damien Touzé. EF er her for klassementet, men vi så sidste år, at de i hårdere løb kørte spurter for Sean Quinn . Det kan de sagtens finde på at gøre igen, og holdet er faktisk ganske stærkt, men i så let et løb har han ikke en chance for at blande sig helt fremme. Jens Keukeleire er derimod helt ophørt med at spurte, og Alberto Bettiol tager næppe chancer i en spurt som denne. UAE er her med et meget stærkt klassementshold og skipper formentlig spurten, men vi har trods alt set Alessandro Covi spurte lidt tilbage i 2020, hvorfor det ikke helt kan udelukkes, at han deltager. Også Marc Hirschi er hurtig, men han kaster sig næppe ud i denne form for spurt. Begge får det dog svært i så let et løb som dette, og da de alligevel ikke har den store chance, er det tvivlsomt, om de tager de nødvendige risici i en spurt, de også kan ende med at skippe helt. Endelig skipper Movistar formentlig spurten helt, men det er muligt, at Lluis Mas eller Johan Jacobs vil holde sig lidt til

TILMELD DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

***** Phil Bauhaus
**** Gerben Thijssen, Jordi Meeus

*** Caleb Ewan, Bryan Coquard, Kim Heiduk, Emils Liepins, Martin Laas

** Hugo Hofstetter, Paul Penhoët, Corbin Strong, Stan Van Tricht, Jannik Steimle, Michael Matthews, Ethan Hayter, Taj Jones

* Tim van Dijke, Dorian Godon, Damien Touzé, Marius Mayrhofer, Sean Quinn, Alessandro Covi, Jensen Plowright, Davide Cimolai, Marc Brustenga, Campbell Stewart, Nikias Arndt, Timo Roosen, Boy van Poppel, Patrick Bevin, Daryl Impey, Marco Haller, Laurence Pithie, Jens Keukeleire, Alberto Bettiol, Lluis, Mas, Johan Jacobs

TILMELD DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DOWN UNDER

Danskerne

Hos Intermarché har Julius Johansen en meget vigtig rolle som en af de faste ryttere i Gerben Thijssens tog, mens Asbjørn Hellemose formentlig skal støtte Emils Liepins på Trek. Hos EF er Mikkel Honoré en af kaptajnerne til Tour Down Under, og derfor skal han formentlig bare sikkert igennem, men vælger holdet at køre spurten, formentlig for Sean Quinn, er det muligt, at han skal bidrage til et lead-out.