Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater har man nu fundet en formel, man er tilfredse med, og løbet har udviklet sig til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder har arrangørerne været nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk består af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der er delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, der i de senere pr har været afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene er inddelt i to. Dermed har man skabt et fint løb, der har lidt for enhver smag, og det har gjort løbet ganske populært.

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino) samt Giroen til at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Skys kalender. Siden sidste år har Criterium International endda været aflyst, og det har givet løbet endnu større appel. Sidste år havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltgaelse af hele tre WorldTour-hold, og da man i år har Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsætter løbet med at vokse og er i år det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stiller til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa for to år siden, og derudover kommer de mange WorldTour-hold med mange af sportens allermest spændende talenter, der ser frem til en chance for at jagte et personligt resultat.

Sidste år tog Lilian Calmejane det, der skulle blive hans anden af tre etapeløbssejre i den tidlige del af sæsonen, da det på sidste etape lykkedes at få skovlen under Toms Skujins, der ellers havde overrasket ved at vinde den første af de to hårde etaper, men som på den svære sidste etape blev sat tilbage af en punktering og derfor ikke var med, da Calmejane spurtede sig til både etapesejr og samlet triumf i en lille gruppe. Skujins måtte tage til takke med andenpladsen 16 sekunder efter franskmanden, mens Jaime Roson og Egan Bernal fuldendte en meget talentfuld top 4. Direct Energie skipper løbet i år, og derfor forsvarer Calmejane ikke titlen, og heller Skujins ikke Skujins er med denne gang. Efter et fremragende Tirreno-Adriatico fortsætter Roson også sin opbygning frem mod Giroen i det italienske løb, mens Bernal ligesom Skujins kører i Catalonien og derfor ikke er til start.

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb. Tidligere har man af og til haft en enkeltstart, men ikke siden 2013. I stedet er det nu helt fast, at man indleder løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen kører en moderat kuperet etape, der passer de holdbare sprintere, og om eftermiddagen kører et holdløb, hvorefter man har en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som har været benyttet siden 2013 og betydet, at holdene er blevet delt i to firemandshold. I år har man dog droppet den regel, og i stedet er det en helt klassisk holdtidskørsel, der vil blive afviklet torsdag eftermiddag.

I år har man valgt at følge den klassiske skabelon, men der venter en markant ændring på sidstedagen, hvor søndagens kuperede etape for første gang siden 2013 er erstattet af en meget svær enkeltstart med en voldsomt stejl stigning, der stiger med næsten 10% over 1900 m. Det vil afgørende ændre balancen i løbet, da det vil være den i særklasse vigtigste etape, men klatrerne skal ikke være alt for desillusionerede, da den kuperede rute betyder, at det ikke er en etape for klassiske specialister.

Den øvrige del af løbet er fuldstændig den samme som sidste år, og den eneste ændring i de første tre dage er derfor de ændrede regler for holdløbet. Dermed kan det ventes, at sprinterne kommer i spil torsdag formiddag og på lørdag, og at klassementet skal afgøres på torsdag eftermiddags korte, flade holdløb, den kuperede ardenneretape fredag samt den afsluttende enkeltstart.

Etape 1a

Som vanligt starter løbet med en første halvetape omkring byen Gatteo, hvor de hårdføre sprintere som regel har skulle slås om sejren. Etapen bød imidlertid sidste år på en overraskelse, da Laurent Pichon og Lilian Calmejane sneg sig væk, og da de øvrige hold havde et halvt øje på eftermiddagens holdløb, lykkedes det dem at holde hjem. Denne gang vil de hurtige folk imidlertid være opmærksomme og håbe på, at de skal spurte om sejren.

Sidste år blev der indført en ny, lidt lettere rute, og i år er der tale om en tro kopi. I alt skal rytterne tilbagelægge 97,8 km med både start og mål i Gatteo. Efter starten kører man først to omgange på en helt flad 19 km lang rundstrækning nordøst for byen, inden man efter anden passage af målstregen bevæger sig ud i bakkerne, der ligger mod sydvest. Her kører man tre omgange på en 14,3 km lang rundstrækning, der indeholder Longiano-stigningen med sine passager på 10%, som således skal passeres i alt tre gange, sidste gang med blot 17,1 km til mål. Herefter kører feltet tilbage til Gatteo, hvor etapen afsluttes med en omgang på en flad 8,7 km lang rundstrækning i centrum af byen. I finalen følger rytterne en lige vej frem til et højresving 250 m fra stregen.

Den gamle rute var meget selektiv, men den nye, der første gang blev benyttet i 2016, viste sig at være nemmere for sprinterne. Selv folk som Matteo Pelucchi- og Mattia Gavazzi kom med over stigningen, inden de begge blev slået af Manuel Belletti. Dermed ved sprinterne, at de sagtens kan være på denne etape, og derfor bør det ende i en massespurt. Sidste år så vi imidlertid, hvordan Pichon og Calemejane snød feltet, og er de store hold lidt for fokuserede på holdløbet, kan man ikke udelukke endnu en overraskelse.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Forud for 2016 vandt Belletti, Ben Swift, Fabio Felline og Elia Viviani reducerede massespurter på den gamle, hårdere rute.

Etape 1b

Det første klassementsslag kommer på den 13,3 km lange holdtidskørsel i Gatteo, der vil blive afviklet på samme rute som i 2014, 2015. 2016 og 2017. I tidligere udgaver har man som sagt haft særlige regler, hvor holdene er blevet delt i to, men denne gang afvikles det som et klassisk holdløb. På så kort en rute er forskellene altid ganske små, men i et løb, der som regel afgøres med små marginer, er det en helt afgørende etape for klassementet.

Etapen er i alt 13,3 km og har både start og mål i Gatteo. Efter en meget teknisk start ved havnefronten, hvor der venter et hav af sving bevæger man sig gennem fladt terræn mod sydvest. Langsomt aftager antallet af sving, mens man fortsætter mod syd ind mod en mere kuperet del af området. Derfor begynder det efter 6 km at stige ganske svagt, men da man kun bevæger sig fra havniveau til 23 m over havet, er der reelt tale om en flad rute, hvis profil snyder. Den sidste del byder ikke på mange tekniske udfordringer, mens man gradvist drejer mod vest frem mod et sidste skarpt sving bare få hundrede meter fra stregen.

I et løb, der ofte afgøres med små tidsforskelle, kan afstandene i holdtidskørslen som sagt være meget vigtige. Da den er stort set helt flad, er den skabt til de store specialister, men den tekniske natur betyder, at der er svært at holde sammen på tropperne, og det bliver ikke lettere af, at man denne gang skal køre med fuldt hold. Overordnet set er det dog en etape, der vil blive domineret af de mest kraftfulde hold fra WorldTouren

Sidste år vandt CCC lidt overraskende med 2 sekunder ned til favoritterne fra Sky. I 2016 vandt Gazprom-Rusvelo 12 sekunder foran Rally, mens CCC også var bedst i 2015. Sky var hurtigst i 2014, Katusha vandt i 2013 og NetApp i 2012.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer på 2. etape, der altid slutter med et par omgange på den samme vanskelige rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Ligesom sidste år er etapen kortere end tidligere, og rytterne skal kun tilbagelægge 130 km mellem kystbyen Riccione og Sogliano al Rubicone, men der er alene tale om, at man har fjernet en helt flad sektion allerførst på etapen, og der i alt væsentligt tale om samme klassiske etape, som i mange år har været en af løbets mest afgørende. En kombination af stejle stigninger i stærkt kuperet terræn samt en brostensmur op mod mål har gjort det til en perfekt etape for ardennerspecialister, der kan vinde vigtig tid efter holdløbet.

De 130 km indledes i Riccione ved Adriaterhavskysten og slutter i Sogliano al Rubicone i det kuperede område inde i landet. Efter en småkuperet start med et par mindre stigninger, hvor man snor sig mod vest væk fra vandet, starter løbet for alvor, når man rammer Vrucchio-stigningen (11,5 km, 2%), der har top efter 43,9 km, og kort efter skal man op over Torriana (2,2 km, 10,6%), der har top bare 6,5 km senere. Herefter ankommer de til den 22,1 km lange rundstrækning, hvor de lægger ud med næsten at køre næsten en hel omgang, inden de krydser målstregen for første gang.

Herefter skal der køres to omgange. Det er en hård sag, der kan inddeles i tre. Først er der en lang nedkørsel, der leder til bunden af Monte Tiffi (4,3 km, 7,7%, max. 16%). Toppen kommer med bare 8,7 km igen, og den sidste del udgøres hovedsageligt af en nedkørsel, selvom der er en mindre stigning undervejs. Finalen er imidlertid svær, da man slutter med en 280 m lang, meget smal og brostensbelagt stigning, der stiger med mellem 6 og 17%.

Denne etape spiller altid en helt afgørende rolle i det samlede klassement. Monte Tiffi er en hård stigning, og den kommer så tæt på mål, at feltet typisk er splittet til atomer, når man når den sidste bakke op til mål. Den afslutning gør det til en perfekt etape for ardennerspecialister og klatrere med et godt punch, der typisk har domineret etapen. Ofte er de bedste kørt væk på Monte Tiffi, hvorefter det som regel er endt i et hektisk forfølgelsesløb mellem en mindre gruppe og 2-3 ryttere, inden det hele er blevet afgjort på brostensbakken op til mål. Når de når stregen, ved vi under alle omstændigheder meget mere om, hvem der ender med at løbe med den samlede sejr.

Sidste år tog Tom Skujins en overraskende solosejr, da han nåede mål med 7 sekunder ned til en favoritgruppe på 8 mand, hvis spurt på bakken blev vundet af Arnold Jeannesson. I 2016 kørte Sergey Firsanov og Egan Bernal væk på Monte Tiffi, og efter at sidstnævnte var styrtet, tog russeren en solosejr 15 sekunder foran Mauro Finetto, der var første man i en lille gruppe af favoritter. I 2015 viste Ben Swift, at han er meget mere end en sprinter ved at tage en imponerende sejr. Peter Kennaugh var bedst i 2014, mens Diego Ulissi vandt i 2013.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

3. etape

De rene sprintere får altid deres bedste chance på tredje etape, der er et helt enkelt og helt fladt rundstrækningsløb. Sidste år er ruten modificeret en anelse i starten af etapen, idet man nu både starter og slutter i Crevalcore, men langt det meste af etapen finder sted på en let justeret 12 km lang rundstrækning, der har været benyttet i adskillige år, og her vil de hurtige afsluttere se frem til at komme til fadet. Man skal dog tage sig i agt for vinden, der sidste år ganske overraskende splittede feltet.

I alt skal rytterne på årets længste etape tilbagelægge 171,4 km. Fra starten bevæger man sig ud på en lille tur nordøst for start- og målbyen Crevalcore gennem helt fladt terræn. Efter 41,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 13 km senere krydser man målstregen for første gang. Herefter består resten af etapen af 9 omgange på den helt flade rute, der heller ikke har mange tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer 400 m fra mål. Etapen er helt identisk med 3. etape fra sidste år.

Der er mange sprintere til start, og de har alle udset sig denne etape som deres største mål. Derfor er der ingen tvivl om, at det hurtige rundstrækningsløb vil blive kontrolleret med hård hånd, inden det formentlig skal afgøres i en massespurt - hvis altså ikke vinden som sidste år splitter feltet.

Sidste år splittedes feltet som sagt overraskende, inden Direct Energie, der havde taget initiativet, spurtede sig til sejr med Thomas Boudat. Forhåndsfavoritten Elia Viviani var fanget i anden gruppe. De tidligere vindere inkluderer Jakub Mareczko (2016), Francesco Chicchi (2015) og Elia Viviani (2014), og det siger meget om, at det er de helt rene sprintere, der som regel .skal slås om sejren på denne etape.

4. etape

Løbet er som regel blevet afsluttet med en meget svær fjerde etape, der er varieret meget fra år til år, og som har givet klatrerne endnu en chance for at gøre en forskel. I år brydes traditionen imidlertid, idet man for første gang siden 2013 har en enkeltstart på programmet som afslutning på løbet. Klatrerne har dog ikke grund til at være alt for utilfredse, da der er tale om en ganske kuperet sag med en svær stigning, som betyder, at det vil være de klatrestærke og alsidige typer, der skal slås om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 12,5 km mellem Fiorano Modenese og Montegibbio i udkanten af den ofte benyttede målby, Sassuolo. Fra starten kører man gennem fladt terræn mod øst, inden man efter knap 3 km drejer mod syd og sydøst for at køre ind mod bakkerne. På den lange, lige vej stiger det herefter ganske let, indtl man efter 8,7 km drejer ind på dagens svære stigning. Over de næste 1800 m stiger det med hele 9,8% i gennemsnit, inden man runder toppen med bar 1900 m igen. Herefter falder det let over 400 m teknisk nedkørsel, inden en flad, relativt lige vej leder mod nord. Med 300 m igen drejer man ind på en stejl brostensbelagt bakke, der stiger med 12% og leder op til målet ved Montegibbio-slottet.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

Løbet har som sagt tidligere haft en enkeltstart og også ofte en ganske kuperet sag, men denne etape er helt ny. Den første del tiltaler specialisterne, men den sidste stigning er så svær, at de tunge folk ingen chance har. I stedet er det en fremragende etape for klassiske etapeløbsspecialister, der både kan klatre og køre enkeltstart, men det er også en god etape for eksplosive ardennertyper, der kan gøre en stor forskel til sidst. Under alle omstændigheder vil det være en etape, der vil skabe ganske store forskelle og formentlig være den allermest afgørende i kampen om den samlede sejr.

Man er ikke tidligere sluttet i Montegibbio, der ligger lige uden for den Sassuolo, som var ålby mellem 2003 og 2011 og igen sidste år. Her vandt Lilian Calmejane sidste år en spurt i en lille gruppe på en dag, hvor Toms Skujins efter en defekt tabte løbet til franskmanden. I 2011 vandt Giovanni Visconti en spurt i en relativt store gruppe, i 2010 tog Bartosz Huzarski en solosejr, Cadel Evans vandt en spurt i en gruppe på en håndfuld ryttere i 2009, og Emanuele Sella holdt akkurat 14 klatrere bag sig i 2008. Riccardo Ricco slog Michele Scarponi i en tomandsspurt i 2007, og i 2006 var han hurtigere end tre rivaler. Elio Aggiano tog en solosejr i 2005, Ruggero Marzoli vandt en spurt i 2004, og det samme gjorde Ruslan Ivanov i 2003.

Favoritterne

Med en rute, der i vidt omfang gør brug af de samme etaper som sidste år, ved vi i hovedtræk, hvad vi skal forvente af det italienske løb. Der er dog to helt afgørende forandringer, der på mange måder vil forandre udkommet af løbet.

Den eneste ruteændring er som sagt, at den afsluttende bjergetape er blevet erstattet af en meget kuperet enkeltstart, og det vil have en meget væsentlig effekt. Vi ved nemlig fra tidligere, at det på den kuperede 2. etape er muligt at gøre forskelle, hvis der er 2-3 ryttere, der er markant stærkere end resten, men derudover er forskellene mellem de bedste beskedne. Derfor giver enkeltstarten en langt bedre chance for at vinde tid end tidligere, og dermed fremstår det umiddelbart som løbets klart vigtigste etape. Det er imidlertid langt fra en klassisk tidskørsel for specialister, men en ganske kuperet sag, der vil blive domineret af klassementsrytterne. Stigningen er alt for hård for de tunge drenge og vil være god for eksplosive klatrere, der tit gør det godt på korte enkeltstarter som denne - bare se på Alaphilippes sejr på en lignende rute i sidste års Paris-Nice eller Tony Gallopins sejre i Besseges. Der er dog også så meget fladt i starten, at de rene klatrere stadig vil tabe en del tid, og det er derfor en rute for de alsidige, mere kraftfulde klassementsryttere med power og eksplosivitet.

Enkeltstarten bliver kun gjort endnu vigtigere af det forhold, at feltet i år er langt, langt stærkere end tidligere. Klatrefeltet er klasser over det, vi har set i de seneste år, men det vil formentlig betyde, at det blot bliver sværere end tidligere at gøre en forskel på 2. etape. Niveauet er så højt, at en fyr som Toms Skujins, der sidste år blev nr. 2, næppe vil kunne være med denne gang, og det virker lidt naivt, at Mitchelton-Scott tror, at Christopher Juul, der ellers er formstærk, kan køre klassement mod ryttere af denne kaliber. I år bør der ikke være megen plads til de halvtunge folk.

På forhånd tyder det på, at forskellene skal gøres på tre etaper. Først gælder det holdløbet, der vil være ganske vigtigt i et løb, hvor forskellene næppe vil være store. Forskellene her vil ikke være enorme, men man kommer ikke langt, hvis man er på et af de svage hold, der vil tabe en del tid. Dernæst er der den kuperede 2. etape, der er god for eksplosive ardennerryttere, men i år kan det som sagt blive sværere at gøre en forskel. Det kan derfor meget vel ende i en spurt i en lille gruppe på brostensrampen op til mål, hvor de mest eksplosive typer kan vinde lidt tid og ikke mindst bonussekunder. Endelig er der som sagt enkeltstarten, der fremstår som den vigtigste etape. De to flade etaper vil næppe spille en rolle, da der ventes flot, men køligt vejr uden megen vind. Vi vil derfor næppe se en gentagelse af sidste års sidevindsdrama på 3. etape.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

På forhånd ligner det en kamp mellem Trek, Sky og Movistar, der alle stiller i ganske stærke formationer med specielt LottoNL og Mitchelton-Scott som outsidere. Umiddelbart vil de fem hold sammen med CCC være de stærkeste på holdløbet, og da de alle har stærke klassementsfolk, der kan gøre det færdigt, ser det svært ud for ryttere fra de mindre hold at indhente det, de måtte tabe på torsdagens tidskørsel.

Umiddelbart fremstår Bauke Mollema, Jaime Roson, Pavel Sivakov, Neilson Powless, Fabio Felline og Richard Carapaz som de bedste bud, og vi vil pege på hollænderen som vores favorit. Mollema er på papiret feltets bedste etapeløbsrytter og er en ganske alsidig type, der burde gøre det godt på en rute som denne. Han er en ganske eksplosiv klatrer med en god spurt på en stejle rampe, hvilket han senest viste, da han spurtede sig til en podieplads på toppen af Foia-stigningen i Algarve. I det portugisiske løb viste han også, at han har forbedret sine tempoevner ganske betydeligt, og han har endda altid gjort det ganske godt på kuperede enkeltstarter - bl.a. er han engang blevet nr. 2 på tidskørslen i Baskerlandet. Endelig stiller Trek med et stærkt hold til holdløbet, hvor Mollema Felline og kraftfulde Greg Daniel og Alex Frame vil kunne bringe dem langt.

Når Mollema alligevel ikke er soleklar favorit, skyldes det usikkerhed om formen. Han var flyvende i Algarve, hvor han var en af de allerbedste på kongeetapen, men i hans første mål, Paris-Nice, gik det helt galt. Han har ikke selv haft en god forklaring, men det er nærliggende, at kulden har spillet ham et puds. I hvert fald kan formen fra Algarve ikke være forsvundet helt, specielt fordi han træner frem mod at nå en første formtop netop nu. Derfor forventer vi at se ham tilbage på toppen i dette løb, og det gør ham til vores favorit.

Hans værste rival må være stortalentet Jaime Roson, der sidste år blev nr. 3 i løbet, og nu stiller til start i en langt stærkere og mere moden udgave og med et stærkt Movistar-hold til at støtte sig. En samlet 8. plads i det stærkt besatte Tirreno-Adriatico var et gennembrud på WorldTour-niveau, og han sad med favoritterne på alle de tre svære etaper. Det vidner om hans høje klatreniveau, og han kan meget vel vise sig i dette løb at være stærkeste mand på stigningerne. Han er ikke specielt eksplosiv, men viste sidste år i Kroatien Rundt, at han kan afslutte på en stigning, og 2. etape passer ham derfor ikke skidt, selvom stigningerne gerne måtte have været længere. Problemet er tidskørslerne, men han har i både Tirreno og Algarve vist stor fremgang som temporytter. Han er ikke på Mollemas niveau, men på en svær rute som denne burde han være en af de bedste. Holdløbet er mere usikkert, da Movistar ikke stiller med deres største specialister, men de har dog i Eduardo Sepulveda og Victor De La Parte nogle motorer, der kan bringe dem langt i et løb, hvor de færreste hold har mange store tempokonger. Roson vil måske stadig tabe lidt tid, men er han lige så flyvende som i Tirreno, vil han kunne indhente det tabte på 2. og 4. etape.

Sky stiller med et meget stærkt hold med to kandidater, et talent og et etableret navn. Det etablerede navn er den altid ustabile Diego Rosa, der efter skiftet til briterne er endt som en temmelig anonym hjælper. Man må imidlertid ikke glemme, at han er blevet nr. 2 i Il Lombardia, som han to gange har været en af de allerstærkeste i. Desværre er italieneren meget ustabil, og vi ved derfor aldrig, hvad vi får. Han var heller ikke dybt imponerende i Paris-Nice, men han var dog på et fornuftigt niveau. Dette er en meget sjælden chance for at køre for sig selv, og den vil han være opsat på at gribe. På sine gode dage er han en fremragende klatrer, og han burde også køre en fornuftig enkeltstart på en kuperet rute, som han gjorde det i Valencia i 2015. Sky har også med specielt Jonathan Dibben som motor et fint hold til holdløbet, men de er hæmmet af kun at være seks mand til start. Det kan måske koste lidt tid, som Rosa skal finde især på sidste etape.

Holdets anden kaptajn er supertalentet Pavel Sivakov, der fremstår som tidens mest komplette etapeløbstalent. Sidste år vandt han tre af de fire store U23-etapeløb, herunder ikke mindst Baby-Giroen, og han var derfor sammen med Egan Bernal det helt store emne på talentmarkedet sidste år. Ligesom Bernal skiftede han til Sky, hvor han ganske overraskende først gør debut nu. Derfor aner vi ikke, hvor han står formmæssigt, men mon ikke han er opsat på at køre klassement i et løb, hvor han får sin egen chance. Han er en komplet etapeløbsrytter, der både kan klatre og køre enkeltstart, og da Sky som sagt har et fornuftigt hold til holdløbet, er ruten derfor perfekt for ham. Det er dog første gang, at han kører på dette niveau, og sammen med uklarheden om formen skaber det lidt usikkerhed.

LottoNL-Jumbo stiller med et andet af de helt store etapeløbstalenter. Neilson Powless fik sit gennembrud, da han allerede i 2016 kørte i top 10 i Tour of Californien, og han bekræftede potentialet med flere lovende præstationer i 2017. Han har også fået en fornuftig start på sin professionelle karriere med en fin præstation i Valencia, og nu står han foran et løb, hvor han burde køre som kaptajn. Han kørte Sanremo i lørdags og hævder, at han sad med overskud, indtil han blev sat tilbage af uheld. Han er decideret tempospecialist, specielt på en kuperet rute som denne, og derfor er det perfekt for ham, at enkeltstarten er så afgørende. Med Koen Bouwman på holdet har hollænderne også et fornuftigt hold til holdløbet, som de dog næppe vinder. Powless skal vinde lidt ekstra tid efterfølgende. Kan han holde sig til på 2. etape og brage en forrygende enkeltstart af, kan han ende øverst på podiet.

Trek kører som udgangspunkt for Mollema, men har i Fabio Felline en glimrende plan B. Italieneren var brølstærk sidste forår, men efter sygdom i efteråret har han hidtil jagtet formen i 2017, der har budt på den ene skuffelse efter den anden. I Tirreno og Sanremo viste han dog betydelig fremgår, og selvom han fortsat ikke er på toppen, er han nu på et ganske fint niveau. Trek har som sagt et fint hold til holdløbet, og stigningerne på 2. etape er ikke sværere, end at Felline kan sidde med, hvis formen er god. Det helt store våben er dog enkeltstarten. Han er fremragende på korte, kuperede enkeltstarter, men ruten er så svær, at han skal være i god form for at vinde, specielt fordi stigningen er en anelse for stejl til at passe ham optimalt.

Movistar har ud over Roson yderligere tre kandidater. Specielt stortalentet Richard Carapaz er meget lovende efter et Paris-Nice, hvor han på kongeetapen så ud til at være endnu stærkere end kaptajn Soler, der endte med at vinde løbet. Det vidner om, at topformen nærmer sig, og med tanke på, at han sidste år kørte i top 20 og blandede sig med verdens allerbedste på bjergetaperne i Vueltaen, er det skræmmende nyt. Ecuadorianeren er en af de allermest talentfulde klatrere, men 2. etape er desværre næppe hård npk, og selvom 4. etape er kuperet, vil han formentlig tabe for meget tid på enkeltstarten, der bestemt ikke er hans spidskompetence.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

Det er den heller ikke for Rafael Valls , der er løbets joker. For et par år siden kørte han i top 10 i nogle af de sværeste ugelange etapeløb og vandt foran et hav af stjerner i Tour of Oman. Siden har han været ramt af et hav af helbredsproblemer, men er alligevel havnet hos Movistar. Her har han vist fin, men ikke prangende form. Efter en længere pause er usikkerhed om hans form stor, men i teorien burde han være en af de bedste klatrere. Desværre lider han også lidt under den knap så hårde rute og vil tabe en del tid på enkeltstarten.

En endnu større joker er Carlos Betancur. Netop som han lignede sig selv igen, da han fulgte Contador og Froome i Vueltaen, styrtede han og brækkede anklen. Det har taget lang tid at komme sig, og han gjorde først sæsondebut i Strade Bianche. Med tanke på hans vanlige overvægtsproblemer har han faktisk været overraskende god hidtil og sad blandt andet med længe i Milano-Sanremo. Vi tvivler på, at formen rækker til noget stort i dette løb, specielt fordi enkeltstarten er en hæmsko. Med supertalentet Betancur ved man imidlertid aldrig, og hans form er før kommet ud af det blå. Det kan den gøre igen i dette løb, hvor stigningerne på 2. etape passer ham perfekt.

Mitchelton-Scott kører egentlig for Christopher Juul, men han burde ikke kunne gøre sig gældende på denne kuperede rute. Langt bedre chance har stortalentet Lucas Hamilton, der ligeledes er blandt de mest lovende etapeløbstalenter efter en andenplads i Baby-Giroen og en 4. plads i Tour de l’Avenir sidste år. Han har hidtil arbejdet for holdet, men meldes at være i god form. Han er dog ikke tempospecialist, og selvom han ikke kører en dårlig enkeltstart, kan 5. etape blive lidt for vigtig. Derudover er holdløbet et problem. Mitchelton stiller med Juul, Svein Tuft og Sam Bewley med nogle af de største motorer, men med kun fem mand til start bør de tabe lidt tid, der kan blive svært at hente for den unge australier.

Ud over Powless har LottoNL-Jumbo to meget spændende navne i Koen Bouwman og Sepp Kuss . Specielt førstnævnte er meget interessant, fordi han kører en glimrende enkeltstart, og samtidig viste fin form i Ruta del Sol, indtil han blev ramt af sygdom. Hvor han står nu er usikkert, ligesom han kan få det svært mod de bedste på stigningerne, men er han stadig i spil inden enkeltstarten, er han farlig. Kuss er et meget stort klatretalent, der sidste år imponerede i de amerikanske løb, men som ikke har ramt formen hidtil i år og bestemt ikke er tempospecialist. Derfor er ruten ikke ideel, men hvis formen endelig er kommet, kan han måske alligevel gøre sig gældende.

EF Education stiller med Lawson Craddock. Amerikaneren har længe været betragtet som et stort etapeløbstalent, men sidste år betød overtræning og helbredsproblemer, at han røg ned i et hul. Nu er han langsomt på vej tilbage på sporet og kørte i Abu Dhabi og Paris-Nice meget bedre end længe. Han har fortsat langt at gå, men rammer han formen, er dette et perfekt løb for ham, da han er en god klatrer og en glimrende temporytter, hvilket han senest viste i Abu Dhabi. Desværre vil EF tabe en del på holdløbet, og vi tror ikke, at formen rækker endnu. Holdet har også Brendan Canty, hvis form dog er usikker efter en lang pause.

Amaro Antunes vandt sidste år kongeetapen i Algarve foran store dele af verdenseliten, og det sikrede ham en kontrakt med CCC. I Valencia bekræftede han potentialet, men desværre styrtede han ud af Ruta del Sol. Siden har han ikke været i aktion, og derfor er hans form usikker. Han slog sig dog ikke slemt i Andalusien og burde derfor være ganske godt forberedt. De eksplosive stigninger passer ham ganske glimrende, og CCC er klart det stærkeste prokontinentalhold til holdløbet. Desværre er han ikke tempospecialist og vil tabe tid på sidste etape.

Guillaume Martin og Giulio Ciccone er to af sportens helt store klatretalenter, og de har begge vist fornuftig og stigende form efter perioder med sygdom. Desværre er bjergetapen i dette løb for let til, at de for alvor kan gøre en forskel, og da de begge er ret svage temporyttere, vil de også tabe for meget tid på enkeltstarten. Endelig er deres hold ikke de stærkeste, og med yderligere et tidstab på holdløbet får de svært ved at være med helt fremme.

Androni stiller med et stærkt hold med hele tre gode klatrere i Mattia Cattaneo og Fausto Masnada. Ruten passer bedst til Cattaneo, der er den bedste temporytter af de tre, men han har desværre slet ikke været på samme niveau som sidste år. Stigningerne er samtidig for lette til, at rene klatrere som Masnada, der ikke er har kørt i nogen tid, kan gøre en forskel. Det største problem er dog, at de begge vil tabe alt for meget tid på de to tidskørsler.

Vi glæder os meget til at se Danilo Celano i dette løb. Sidste år fik han sit store gennembrud med en overbevisende sejr i det knaldhårde endagsløb Giro dell’Appennino, og i Tour of the Alps klatrede han side om side med nogle af verdens bedste. Det sikrede ham en kontrakt med Caja Rural forud for Vueltaen, men desværre blev efteråret ødelagt af sygdom. Han var langt fra formen i de tidlige løb, men viste bedre ben i Oman. Nu har han haft en lang pause, og har han udnyttet den til at fortsætte fremgangen, kan han blive farlig på 2. etape. Desværre vil han tabe for meget tid på de to tidskørsler til at køre med om sejren.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Delko stiller med Javier Moreno og Remy Di Gregorio, der befinder sig i hver sin position. Ruten passer perfekt til Moreno, der er bedst på relativt korte stigninger og kører en god enkeltstart. Han har til gengæld ikke været på toppen på det seneste, og efter en pause aner vi ikke, hvor han står. Di Gregorio har til gengæld vist storform med sejren på kongeetapen i Provence og en 3. plads på en svær etape i Paris-Nice. Han er til gengæld ikke skabt til eksplosive stigninger og vil tabe for meget tid på enkeltstarten.

Aqua Blue har de to talentfulde klatrere i de unge briter Mark Christian og Dan Pearson, der efter en svær 2017-sæson viste stor fremgang i Oman, hvor de gjorde det flot. De er næppe gode nok til at blande sig helt fremme, ligesom de vil tabe for meget tid på enkeltstarten, men med et glimrende hold til holdløbet, kan de måske få en buffer til nogle af rivalerne, der kan hjælpe dem ind i top 10.

Endelig vil vi pege på veteranen Ivan Santaromita. Efter at karrieren var gået i stå, har han i år pludselig vist livstegn. Han kørte fornemt på stigningerne i Tirreno, hvor han var med fremme på alle de svære etaper. Formen er derfor helt sikkert i top, og han vil gøre det godt på 2. etape. Desværre vil han tabe for meget tid på de to tidskørsler.

OPDATERING: Sky har meldt ud, at Pavel Sivakovs forsinkede start skyldes en knæskade. Han meldes i fornuftig form, men det er tvivlsomt, om det allerede nu rækker til at køre klassement.

OPDATERING: Jaime Roson har i sidste øjeblik meldt forfald.

***** Bauke Mollema

**** Diego Rosa, Pavel Sivakov

*** Neilson Powless, Fabio Felline, Richard Carapaz, Rafael Valls

** Lucas Hamilton, Koen Bouwman, Carlos Betancur, Lawson Craddock, Amaro Antunes, Guillaume Martin, Giulio Ciccone, Mattia Cattaneo, Fausto Masnada, Danilo Celano, Sepp Kuss, Brendan Canty, Javier Moreno, Remy Di Gregorio, Mark Christian, Daniel Pearson, Ivan Santaromita

* Maxime Bouet, Larry Warbasse, Mauro Finetto, Eduardo Sepulveda, Jan Tratnik, Victor De La Parte, Xandro Meurisse, Edoardo Zardini, Matteo Busato, Manuel Senni, Delio Fernandez, Sergey Firsanov, Odd Christian Eiking, Fabien Doubey, Thomas Degand, Marco Minnaard, Ivan Sosa, Jacopo Mosca, Alex Aranburu, Alexander Foliforov Christopher Juul, Colin Stüssi, Dimitri Peyskens, Pascal Eenkhorn, Nicola Bagioli,

Danskerne

Christopher Juul er blevet givet en kaptajnrolle på Mitchelton-Scott, men det synes naivt at tro, at han kan begå sig på så svær en rute i så skrapt et selskab, og han kan derfor ende som hjælper for Lucas Hamilton.  Michael Carbel er til start for Fortuneo, hvor han formentlig skal køre for Bram Welten på de to sprinteretaper, men han kan måske få sin chance specielt på etape 1a, hvis hollænderen falder fra på stigningen.  Casper Pedersen er til start for Aqua Blue, der er til start uden sprinter, og derfor kan han måske få lov at teste sig selv på det to flade etaper.