Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater har man nu fundet en formel, man er tilfredse med, og løbet har udviklet sig til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder har arrangørerne været nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk består af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der er delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som i de senere år har været afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene er inddelt i to. Dermed har man skabt et fint løb, der har lidt for enhver smag, og det har gjort løbet ganske populært.

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), det nye Adriatica Ionica Race samt Giroen til på hjemmebane at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Ineos’ kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været aflyst, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltagelse af hele tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling er bare fortsat i 2019 og 2020, hvor man havde hhv. 5 og 9 WorldTour-hold til start og i 2019 endda genvandt den gamle længde på fem dage. Den længde har man også i år, hvor der atter er 9 af de bedste hold at finde i et felt, hvor der igen bliver plads til, at nogle af sportens mest spændende talenter kan se frem til en chance for at jagte et personligt resultat. Løbet har nemlig udviklet sig til en begivenhed, hvor man ofte giver de unge etapeløbstalenter mulighed for at prøve sig af.

Sådan var det også i 2020, hvor løbet grundet corona havde en uvant placering i september. Længe så det ud til, at Andrea Bagioli efter sejr på kongeetapen skulle vinde løbet, men med en 3. plads i sidste etapes reducerede massespurt lykkedes det Jhonatan Narvaez at stjæle den samlede sejr med 1 sekund ned til en skuffet Bagioli og 17 sekunder ned til endnu en Deceuninck-rytter, Joao Almeida. Narvaez forsvarer ikke titlen, da han i år satser på brostensklassikerne, og Almeida kører denne gang i Catalonien. Til gengæld jagter Bagioli oprejsning efter sidste års store skuffelse.

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i de seneste år er posen blevet rystet. Tidligere har man af og til haft en enkeltstart, men det har været undtagelsen. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der passer de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som har været benyttet siden 2013 og betydet, at holdene er blevet delt i to firemandshold. Den ide har man dog måttet droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

Med udvidelsen til fem dage kunne man i 2019 få plads til en ekstra etape i Forli for de holdbare afsluttere, men sidste år ændredes løbet markant. Her var løbet igen blot fire dage langt, og man droppede helt den flade etape på næstsidstedagen. Samtidig blev løbets traditionelle kongeetape om lørdagen ændret, så den nu havde mål på den relativt korte Monte Tiffi-stigning og dermed gav løbet noget så sjældent som mål på en rigtig stigning. Forli-etapen blev genbrugt, nu som afslutning, og så opfandt man en ny, stærkt kuperet etape med en flad finale, hvor det hele endte i en reduceret massespurt - altså tre ganske kuperede etaper efter førstedagen med den klassiske sprinteretape og det klassiske holdløb.

I år er der alt væsentligt tale om samme rute, men med igen fem dage på programmet er der blevet plads til en nye etape i San Marino - en etape, der meget vel kan betegnes som kongeetapen. Løbet indledes som altid med den klassiske halvetape for holdbare sprintere og et nyt holdløb, der dog er lige så fladt og har stort set samme distance, som det plejer. På andendagen vender den nye finale på Monte Tiffi, hvor Andrea Bagioli sejrede i 2020, tilbage, og også tredjedagen er stort set som i 2020, hvor Jhonatan Narvaez vandt en reduceret massespurt i Riccione, men ruten er så hård, at den sagtens kan give anledning til mere end bare det. Nyskabelsen kommer på fredagens kongeetape i San Marino, hvor der venter endnu et mål på en kort, eksplosiv stigning efter en kort etape med hele 4000 højdemeter. Endelig slutter det hele af med Forli-etapen, der for tredje år i træk meget vel kan slutte i en reduceret massespurt.

Med andre ord er der med kun én rigtig sprinteretape, hele to mål på stigninger, en historisk hård kongeetape og hele tre etaper med 3000-4000 højdemeter tale om den hårdeste rute i hvert fald i løbets nyere historie.

Etape 1a

Som vanligt starter løbet med en første halvetape omkring byen Gatteo, hvor de hårdføre sprintere som regel har skulle slås om sejren. Etapen bød imidlertid både i 2017 og 2018 på en overraskelse, da udbrud i begge tilfælde holdt hjem, fordi de øvrige hold havde et halvt øje på eftermiddagens holdløb. Denne gang burde de hurtige folk imidlertid være opmærksomme og sørge for, at de skal spurte om sejren.

I 2016 blev der indført en ny, lidt lettere rute, og siden dengang har ruten været præcis den samme. I alt skal rytterne tilbagelægge 97,8 km med både start og mål i Gatteo. Efter starten kører man først to omgange på en helt flad 19 km lang rundstrækning nordøst for byen, hvor af de første 1400 m af første omgang er neutraliseret, inden man efter anden passage af målstregen bevæger sig ud i bakkerne, der ligger mod sydvest.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Her kører man tre omgange på en 14,3 km lang rundstrækning, der indeholder Longiano-stigningen (1,2 km, 7,4%), som er en ganske stejl sag, der over de første 500 m stiger med hele 9,4%, og som således skal passeres i alt tre gange, sidste gang med blot 17,1 km til mål. Herefter kører feltet tilbage igennem til Gatteo, hvor etapen afsluttes med en omgang på en flad 8,7 km lang rundstrækning i centrum af byen. I finalen drejer rytterne med 1600 m igen og følger dernæst en lige vej frem til et højresving 250 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 619 højdemeter.

Den gamle rute var meget selektiv, men den nye, der første gang blev benyttet i 2016, viste sig at være nemmere for sprinterne. Selv folk som Matteo Pelucchi- og Mattia Gavazzi kom med over stigningen, inden de begge blev slået af Manuel Belletti. Dermed ved sprinterne, at de sagtens kan være med på denne etape, og derfor bør det ende i en massespurt. To gange har vi dog set overraskende udbrudssejre, og er de store hold lidt for fokuserede på holdløbet, kan man ikke udelukke endnu en overraskelse igen.

Sidste år blev sprinterne ikke snydt, og her tog kometen Olav Kooij karrierens største sejr, da han slog Ethan Hayter og Phil Bauhaus som nærmeste rivaler i spurten. Også i 2019 blev det samlet til en spurt, der blev vundet af Emils Liepins foran Riccardo Stacchiotti og Manuel Belletti. I 2018 var det Pascal Eenkhoorn og Lawson Craddock, der kørte væk, og på stregen sejrede hollænderen i spurten. I 2017 bestod det succesrige udbrud af Laurent Pichon og Lilian Calmejane, og her var det førstnævnte, der var hurtigst, mens Belletti som nævnt vandt en massespurt året forinden. Forud for 2016 vandt Belletti, Ben Swift, Fabio Felline og Elia Viviani reducerede massespurter på den gamle, hårdere rute.

Etape 1b

Det første klassementsslag kommer altid på åbningseftermiddagen, hvor det gælder holdløbet, der i årene mellem 2013 og 2020 er blevet afviklet på helt den samme let stigende rute. Ideen om et holdløb ændres det ikke på denne gang, men til gengæld har man sammensat en ny udgave, der med en distance på 14,0 km er 700 m længere end den gamle. Det ændrer dog ikke på, at det er en sag for specialistholdene, der her kan vinde vigtig tid. I tidligere udgaver har man som sagt haft særlige regler, hvor holdene er blevet delt i to, men for fjerde gang i træk afvikles det som et klassisk holdløb. På så kort en rute er forskellene altid ganske små, men i et løb, der som regel afgøres med små marginer, er det en helt afgørende etape for klassementet.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Etapen er altså nu 14,0 km lang og har både start og mål i Gatteo, og der er tale om en meget simpel, næsten rektangulær rute. Indledningsvis kører man ad en let faldende vej mod nord og nordøst, hvor eneste udfordring er tre rundkørsler, man passerer lige igennem. Efter 5,8 km når man det nordligste punkt, hvorefter man kører 700 mod øst, inden man drejer mod sydvest og syd for at køre tilbage mod Gatteo, nu ad en vej, der i stedet er ganske let stigende. Slutteligt drejer man to gange med hhv. 1600 og 600 m igen, idet næstsidste kilometer er en anelse stejlere med en stigningsprocent på 0,7, inden den flader ud over den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt bare 24 højdemeter mod 28 højdemeter på den gamle rute.

I et løb, der ofte afgøres med små tidsforskelle, kan afstandene i holdtidskørslen som sagt være meget vigtige. Nok er ruten ny, men det ændrer ikke på etapens natur. Da den er stort set helt flad, er den skabt til de store specialister, og det gælder måske endda i endnu mere udtalt grad denne gang, hvor etapen er mindre teknisk. Overordnet set er det dog en etape, der vil blive domineret af de mest kraftfulde hold fra WorldTouren

Sidste år vandt Deceuninck den ventede duel med Ineos, som de slog med 8 sekunder og sendte Mikkel Honoré i førertrøjen, mens Bora var 11 sekunder efter som nr. 3. I 2019 måtte briterne også se sig slået, denne gang med 10 sekunder af et suverænt Mitchelton-hold, der sendte Robert Stannard i førertrøjen, mens Gazprom var hele 21 sekunder efter på tredjepladsen. I 2018 levede Sky dog op til favoritværdigheden ved at besejre CCC med 10 sekunder, mens det i 2017 lidt overraskende var omvendt, da polakkerne sejrede med 2 sekunder ned til briterne. I 2016 vandt Gazprom-Rusvelo 12 sekunder foran Rally, mens CCC også var bedst i 2015. Sky var hurtigst i 2014, Katusha vandt i 2013 og NetApp i 2012.

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer på 2. etape, der altid er sluttet med et par omgange på den samme vanskelige rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Sidste år ændrede man dog rundstrækningen og henlagde som noget nyt målet til toppen af den traditionelle nøglestigning, Monte Tiffi, og ikke som tidligere på den lille brostensbakke inde i byen. Det gør det til en langt mere selektiv etape, hvor de klatrere og puncheurs har deres bedste chance for at vinde tid på en stigning, der dog er så kort, at den passer mere til eksplosive typer end klatrere.

I alt skal der tilbagelægges 163,5 km, der som altid har start i Riccione ved Adriaterhavskysten og slutter i Sogliano al Rubicone i det kuperede område inde i landet. Etapen indledes med, at man ad en kringlet og småkuperet vej snor snig mod vest væk fra kysten. Det går konstant lidt op eller ned, blandt andet med en bakke (1,3 km, 5,9%) efter 16,0 km. Man kysser lige grænsen til miniputstarten San Marino, inden man kører mod vest op til byen Verrucchio. Nu venter en nedkørsel, der leder mod nordvest ned til kategori 1-signingen Torriana (2,0 km, 10,6%), der er en meget stejl sag med blandt andet 500 m med hele 14,4%. Toppen rundes efter 42,3 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod nordvest og nord. Her kører man mod vest op ad en bakke (2,9 km, 6,1%), der leder direkte op til afsluttende rundstrækning, som rammes efter 52,8 km.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Nu kører man de sidste 16,3 km af den 23,6 km lange runde, hvilket betyder, at man for første gang når toppen af målstigningen efter 69,1 km, hvor der dog ikke er en bjergspurt. Derefter afsluttes løbet med fire hele omgange, der indledes med en lang, let faldende og relativt lige vej, der leder mod nordøst ned til det nordøstligste punkt, hvor man drejer mod vest og siden sydvest for at køre tilbage mod målområdet.

Her stiger det omvendt ganske let, indtil man slutteligt drejer mod sydøst ind på målstigningen, der stiger med 6,3% over 3,1 km fordelt med 6,6% og 6,8% over hver af de to første kilometer og siden 5,6% over de sidste 1100 m. Stigningen er uhyre kringlet med 117 hårnålesving, idet vejen dog retter sig ud på den sidste kilometer med et sidste skarpt sving 300 m fra stregen. Der er en kategori 2-bjergspurt efter 1. og 3. omgang, men ikke ved målgang.

Etapen byder på i alt 3328, hvilket er 200 flere end i 2019, hvor man sidst brugte den gamle rundstrækning.

Denne etape spiller altid en helt afgørende rolle i det samlede klassement, og med den nye afslutning på selve stigningen er den endnu vigtigere end tidligere. Målstigningen er dog hverken lang eller voldsomt stejl, og det er mest en sag for puncheurs. Forskellene var da også begrænsede sidste år, men som den sværeste bjergafslutning i løbet er det her, klatretyperne først og fremmest skal vinde tid, hvis de vil vinde løbet, som Andrea Bagioli gjorde, da han med sidste års sejr tog et skridt mod den sejr, der dog glippede på allersidste etape.

Sidste år sejrede Andrea Bagioli med 1 sekund ned til Jhonatan Narvaez, Nicola Conci og Diego Ulissi, da finalen blev brugt første gang, men afstanden ned til nr. 20 var bare 28 sekunder. På den gamle rute så vi i 2019, at Mikel Landa og Lucas Hamilton kørte væk, inden baskeren vandt spurten, og Alexander Kamp 11 sekunder senere var hurtigst i en lille favoritgruppe. I 2018 slog Bauke Mollema til i spurten på brostensbakken, hvor han vandt med 2 sekunder ned til Diego Rosa og 3 sekunder ned til Giulio Ciccone, Guillaume Martin og Richard Carapaz. I 2017 tog Tom Skujins en overraskende solosejr, da han nåede mål med 7 sekunder ned til en favoritgruppe på 8 mand, hvis spurt på bakken blev vundet af Arnold Jeannesson. I 2016 kørte Sergey Firsanov og Egan Bernal væk på Monte Tiffi, og efter at sidstnævnte var styrtet, tog russeren en solosejr 15 sekunder foran Mauro Finetto, der var første man i en lille gruppe af favoritter. I 2015 viste Ben Swift, at han er meget mere end en sprinter ved at tage en imponerende sejr. Peter Kennaugh var bedst i 2014, mens Diego Ulissi vandt i 2013.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

3. etape

Sidste år nytænkte man formatet en anelse ved at droppe den flade sprinteretape på næstsidstedagen og i stedet slutte med lutter kuperede etaper. En af nyskabelserne var en ny etape omkring kystbyen Riccione, hvor en kuperet midtersektion sluttede med en nedkørsel og en flad finale. Den etape vender tilbage i 2021, dog i en forandret udgave, men formentlig igen med gode muligheder for den reducerede massespurt, der afgjorde løbet i 2020.

Med en distance på bare 145,0 km er der tale om en kort sag, der har både start og mål i Riccione, der ligger helt ude ved Adriaterhavet. Herfra kører man dog med det samme ad en let stigende vej mod sydvest ind i landet frem til grænsen til San Marino. Man passerer ind gennem miniputstaten via en ikke-kategoriseret stigning (6,7 km, 6,0%), inden en teknisk nedkørsel leder ned til en stærkt kuperet rundstrækning på ca. 75 km, hvor der skal køres en omgang.

Først stiger det let, men man kører mod sydøst og sydvest ned til bunden af dagens vanskeligste stigning, Monte Carpegna, der er uden for kategori og bestiges fra sydøst. Den stiger med hele 9,6% over 6,5 km og er en modbydelig sag med hele tre km med stigningsprocenter på mellem 10 og 13, inden den flader ud nær toppen, som rundes efter 55,3 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod sydvest, nordvest og nord, inden man drejer mod nordøst ind på kategori 1-stigningen Villaggio del Lago (9,2 km, 6,2%), der er en relativt jævn 7%-stigning med et plateau undervejs.

Toppen rundes efter 81,2 km og efterfølges af en lidt lettere nedkørsel, der leder mod nord ord nordøst, inden man kører mod sydøst over den ikke kategoriserede Montemaggio (4,3 km, 6,7%) med top efter 99,6 km. Fra toppen går det mod øst via en nedkørsel ind i Sanmarino, hvor man skal over endnu en stigning (3,2 km, 5,4%) med top efter 109,5 km. Rundstrækningen afsluttes nu med første del af en nedkørsel, der leder mod sydøst.

Efter rundstrækningen kører man tilbage mod kysten via sidste del af nedkørslen, der leder mod nordøst. På grænsen til Italien drejer man mod øst for at passere kategori 2-stigningen Albereto (2,5 km, 9,8%), der er meget stejl med 1500 m med mere end 10% i snit, inden den flader ud frem mod toppen, som rundes efter 117,8 km.

De sidste 27,2 km er dog lettere, og indledes med en nedkørsel, der leder mod nord nordøst. Nu drejer man mod sydøst for at passere to bakker (hhv. 700 m med 7,1% og 700 m med 7,9%), der har top hhv. med 15 og 12 km igen. Slutteligt går det mod nordøst igennem let faldende terræn ud til kysten, hvor man via et dobbeltsving med 2 km igen rammer den helt flade kystvej, der leder mod nordvest og der sidste 1900 m.

Etapen byder på i alt 3442 højdemeter.

Der er tale om en ganske modbydelig etape med mange højdemeter og nogle meget svære stigninger, men de kommer også relativt langt fra mål. Sidste år kørte man en tilsvarende etape, og her blev det samlet til en spurt blandt 37 mand, hvor også en lidt tungere mand som Pascal Eenkhoorn var med hjem. Albereto-stigningen er dog lagt ind som et nyt, sent krydderi, og det kan bestemt ikke afvises, at en lille gruppe af klatrere kan køre hjem og forhindre samme større gruppe, som vi så sidste år.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Etapen gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas.

4. etape

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det gør man også i år, hvor der for andet år i træk ikke bliver plads til den helt flade sprinteretape, der ellers typisk har ligget på næstsidstedagen. I stedet har arrangørerne designet en helt ny etape i den kuperede miniputstat San Marino, hvor der sluttes på en ganske interessant bakke, der minder meget om afslutningen på 2. etape, og som giver de eksplosive klatre- og puncheurtyper endnu en chance for at vinde tid.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 154,8 km, der alle holdes inden for San Marinos grænser, og som har både start og mål i selve byen San Marino. Etapen kan deles i to dele bestående af to forskellige rundstrækninger. Den første af disse er 51,6 km lang og skal tilbagelægges to gange, hvoraf første del af første omgang er neutraliseret. Den består af en tur hele vejen rundt langs grænsen til Italien. Først kører man mod syd og sydvest via en nedkørsel og en bakke (2,4 km, 5,5%), inden det går mod nord og nordvest ad en nedkørsel. Herfra snor man sig mod øst via tre bakker, først 2,4 km med 7,2%, så 5,3 km med 5,9% og slutteligt 3,0 km med 7,2%) samt et par nedkørsler, inden det falder let mod sydøst og sydvest. Slutteligt kører man mod nordvest op ad kategori 2-stigningen San Marino (9,2 km, 5,4%), der er en ujævn stigning, som hovedsageligt stiger med 6-7%, men har to plateauer undervejs.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Målstregen ligger på toppen, hvor den passeres efter hhv. 48,6 og 100,2 km, hvorefter etapen afsluttes med seks omgange på en kort 9,1 km lang rundstrækning omkring byen. Den er ganske enkel, da den først består af en tekniske lidt kringlet nedkørsel, der leder mod syd ned til byen Murata. Her vender man rundt efter en flad tur ind gennem byen for igennem fladt terræn at køre mod nord frem til målstigningen, der ikke er kategoriseret. Den stiger med 6,2% over 2,6 km og er relativt jævn, dog med ca. 7% over en kilometer midtvejs, inden de sidste 1100 m stiger med ca. 5,5%. Stigningen byder på fem hårnålesving, herunder to på den sidste kilometer, inden man rammer den 400 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 4044 højdemeter.

Der er tale om en helt ny afslutning, og der burde være potentiale for en knaldhård etape. Selve målbakken er ganske vist relativt let, men der er tale om hele 4000 højdemeter over en ganske kort distance. Bakken kommer også adskillige gange i rap mod slutningen, og det kan derfor sagtens blive lidt af et udskilningsløb, hvor også klatrere kan begå sig, selvom selve afslutningen ligger mere til puncheurs. Det ligner i hvert fald løbets vanskeligste etape og dagen, hvor der kan vindes mest tid i kampen om den samlede sejr.

San Marino har kun én gang tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var den lange enkeltstart i Giroen i 2019, hvor Primoz Roglic i forfærdeligt vejr sejrede foran Victor Campenaerts og Bauke Mollema.

Læs også

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

5. etape

I 2019 opfandt man en ny rundstrækningsetape omkring byen Forli, og den har åbenbart vist sig at være et hit. I hvert fald er den nu med for tredje gang i træk i et helt uændret format, og efter at den i 2019 allerede kom som 3. etape, agerer den for andet år i træk afslutning på hele løbet. De to foregående udgaver er begge endt i en reduceret massespurt, og hvis ikke et udbrud snyder feltet, er det meget sandsynligt, at det vil være tilfældet igen - og måske med samme dramatiske afslutning som i 2020, hvor Jhonatan Narvaez med sin 3. plads akkurat fik nok bonussekunder til i allersidste øjeblik at stjæle den samlede sejr fra Andrea Bagioli.

I alt skal der tilbagelægges 166,2 km, der har både start og mål i Forli. Fra starten kører man igennem let stigende terræn mod syd ud af byen, hvor man hurtigt rammer rundstrækningen, der er etapens omdrejningspunkt. Den er 22,0 km lang og skal tilbagelægges i alt syv gange.

En indledende flad sektion leder mod sydvest og syd frem til Rocca delle Caminate (3,5 km, 6,6%), der bestiges fra sydvest og er en helt jævn stigning uden de store variationer. Toppen, hvor der er en kategori 2-bjergspurt ved 3., 5. og 7. passage efter hhv. 61,8 km, 105,2 km og 149,8 km, rundes for sidste gang med 16,4 km, hvorefter man via en meget let nedkørsel kører mod nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt. Efter den sidste omgang kører man de sidste 7,5 km mod nordøst og nord tilbage til centrum af Forli igennem let faldende terræn, inden der venter to skarpe sving ved 2 km-mærket og med 800 m til stregen. Afslutningen er helt flad.

Etapen byder på i alt 2568 højdemeter.

Det er tredje gang, etapen benyttes, og derfor ved vi nu, hvad der skal forventes. De foregående gange er det endt i en spurt på 45 mand i 2019 og 35 mand i 2020, og meget kunne tale for, at det vil være tilfældet igen. Stigningen er næppe svær nok til at kunne bruges til at skabe vedvarende forskelle, når den ligger så langt fra mål, men det er muligt, at nogle klassementsryttere vil gøre forsøget, inden der kan ventes samling. En udbrudssejr er også ganske sandsynlig på et tidspunkt, hvor forskellene må være meget store.

Etapen blev som sagt benyttet i 2020 og 2019. Sidste år var Pascal Eenkhoorn i en gruppe på 35 mand hurtigere end Diego Ulissi og Jhonatan Narvaez, der med 3. pladsen sikrede sig den samlede sejr i sidste øjeblik. I 2019 var Simone Velasco foran Francesco Gavazzi og Alexander Kamp hurtigste mand i en gruppe på 45 mand. Derudover var Forli tidligere vært for et stort cykelløb i 2015, da Nicola Boem overraskende snød sprinterne på en Giro-etape. Også i 2006 kom Giroen forbi, og her var Robbie McEwen hurtigst i en massespurt.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har i flere år fulgt et ret velkendt mønster med et meget stort genbrug af etaperne, men det er slut nu. Sidste års relativt store nytænkning med ikke mindst en omlægning af den traditionelle kongeetape på andendagen og indførslen af en ny potentielt giftig Riccione-etape gjorde det hele lidt mere uklart, først og fremmest fordi Riccione-etapen var uforudsigelig, og det var lidt uklart, hvor vanskelig kongeetapen ville være. I sidste ende viste førstnævnte sig ikke i denne omgang at kunne gøre nogen væsentlig forskel, og afstandene på kongeetapen var også begrænsede. Løbet blev i alt væsentligt afgjort på en kombination af holdløbet, kongeetapen og bonussekunder i de reducerede massespurter i Forli og Riccione, hvor det akkurat lykkedes Jhonatan Narvaez med bonussekunder at frarøve Andrea Bagioli den sejr, han med sejr på både holdløb og kongeetape ellers havde kurs mod.

I år får usikkerheden endnu et nøk. Det skyldes naturligvis det forhold, at løbet tilbagevenden til en længde på fem dage har gjort det muligt at opfinde den nye San Marino-etape, der må regnes som den nye kongeetape. Selve målstigningen minder meget om målstigningen på den ”gamle” kongeetape og er en relativt kort og let sag, men den samlede etape er med sine 4000 højdemeter over en kort distance lidt af en mundfuld. Samtidig kommer stigningerne i rap, hvad de ikke gør på 2. etape, hvor det formentlig igen vil være et relativt stort felt, der skal spurte op ad sidste stigning i eb finale, der passer bedre til puncheurs end klatrere. San Marino-etapen kan i langt højere grad udvikle sig til et udskilningsløb, der bør give betydeligt større forskelle end 2. etape.

Med to afslutninger på stigninger er der utvivlsomt tale om den hårdeste udgave i nyere tid - også fordi den flade sprinteretape på næstsidstedagen for andet år i træk er væk. Man skal nemlig heller ikke undervurdere Riccione-etapen. Den kan sagtens udvikle sig, som den gjorde sidste år, hvor det hele blev samlet til en spurt blandt 37 mand, men den har potentiale til mere. Stigningerne undervejs er møgsvære, højdemeterne er mange, og i år har man som noget nyt lagt en sidste og stejl stigning tættere på mål. Kører en lille gruppe af de bedste klatrere væk, kan de med godt samarbejde sagtens holde hele vejen og afgøre det i en taktisk finale inde i Riccione. Med andre ord er det en etape, der kan ende i en reduceret massespurt med gode udsigter til bonussekunder, som Narvaez erfarede sidste år, men det kan også blive en dag, hvor de bedste klatrere kan vinde endog rigtigt meget tid.

Spurtstyrke kommer til gengæld formentlig i spil på Forli-etapen, der to ud af to gange er endt i en reduceret massespurt. Et udbrud er også sandsynligt, men er det tæt, som det var i 2020, kan der være god mening i for en hurtig klassementsrytter at arbejde for samling. På førstedagen må man forvente, at sprinterne ikke lader sig snyde på etape 1a, som det ellers er sket flere gange, når den nye rute kun giver dem én mulighed, og den etape bør derfor være ligegyldig i kampen om klassementet.

Det vil holdløbet til gengæld ikke være. Det har traditionelt været en helt afgørende etape. Måske er forskellene over den korte distance begrænsede, men de 15-20 sekunder, som de bedste hold ofte har kunnet tage også på deres værste rivaler, har ofte været helt essentielle. I år betyder den hårdere ruet dog, at betydningen reduceres, men med relativt lette målstigninger kan det sagtens være holdløbet, der adskiller de 2-3 bedste ryttere. Ruten til holdløbet er som bekendt omlagt, men det ændrer ikke på, at der er tale om en sag for de sande specialister.

Vejret synes ikke at blive et tema. Hele ugen byder på solskin og begrænset vind. Tirsdag formiddag byder dog på en lidt strid østenvind, og vi har tidligere set, at sidevind har spillet en rolle i dette løb. Det er dog aldrig sket på første halvetape, og da der primært er mod- og medvind på rundstrækningen med bakken, tror jeg heller ikke, at det vil ske denne gang. Værd at bemærke er det også, at der vil være modvind i hele anden halvdel af 3. etape, og det øger sandsynligheden for, at det ligesom i 2020 ikke kan lade sig gøre at skabe afgørende forskelle.

Konklusionen er, at løbet som udgangspunkt afgøres af holdløbet samt 2. og 4. etape og de bonussekunder, der kan vindes i potentielle reducerede massespurter på 3. og 5. etape. Jokeren er 3. etape, der kan udvikle sig langt mere selektivt og gøre det muligt for de rigtige klatrere for alvor at føre nogle forskelle, man kan få svært ved at se i hvert fald på 2. etape. Altså skal vi se i retning af en fremragende klatrer, der skal have et vist punch på korte bakker, som har et godt hold til holdløbet, og som gerne også har en god spurt.

Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, og også i år har løbets store hold sendt nogle meget unge trupper til Italien, hvor de unge navne kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat. Det gør altid løbet til en herligt åben affære - også fordi ruten ikke er helt let at fortolke - og det er bestemt også tilfældet i år.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

I talenternes spil vælger jeg at pege på Mauri Vansevenant som min favorit. Den unge belgiske komet har indfriet de enorme forventninger endnu hurtigere, end man kunne tro, i et 2020, hvor han har været fabelagtig. I Provence blev han samlet nr. 8, selvom han førte for Alaphilippe i finalen på Ventoux, og senere blev han nr. 3 bag Bauke Mollema og Egan Bernal i Laigueglia, hvor han var en af de allerbedste blandt alle stjernerne, end han satte dem alle til vægs med sejren i Larciano. Klatrer han på samme niveau her, kan han meget vel vise sig som løbets bedste på stigningerne, og man må formode, at han er velforberedt til et løb, der ligner et mål for den unge rytter. Han har også vist et overraskende punch, der er vigtigt i de eksplosive finaler, og faktisk har han jo også vist en smule hurtighed, der nok ikke rækker i reducerede massespurter, men kan være nyttig i en lille gruppe i Riccione, hvis 3. etape bliver meget selektiv.

Min bekymring er holdløbet, hvor Deceuninck er stærke, men med kun fem mand risikerer at tabe lidt tid til særligt BikeExchange, men jeg tror på, at Vansevenant kan indhente det tabte i bjergene. En anden udfordring bliver at kontrollere løbet med et hold, hvor kun to ud af fem kan klatre, men måske kan det være en fordel, at et dårligt holdløb betyder, at han først tager en eventuel førertrøje i San Marino. I hvert fald ligner Vansevenant mest formstærke klatrer, og taber han ikke på taktik, tror jeg, at han kan tage den samlede sejr.

Hans værste rival ligner Jonas Vingegaard, der har fået tildelt dette løb som et mål fremfor at køre som hjælper i de store løb. Også Vingegaard er kommet fremragende fra start med sejren i UAE Tour, men desværre viste det arabiske løb også den ustabilitet, der kendetegner ham. Efter en pause kan han vise sig lige så rusten, som han ofte har været, men er han på toppen, har han et topniveau, der mindst kan matche Vansevenants. Også han har punch og er hurtig og passer dermed godt til ruten, men udfordringen er for ham også stor, når man iagttager kollektivet. Også Jumbo er med seks mand i undertal på holdløbet, og de kommer endda med en trup med kun to WorldTour-ryttere og fire mand fra udviklingsholdet. Det vil utvivlsomt koste lidt på holdløbet, og også de kan få svært ved at kontrollere løbet. Til gengæld er det nogle udmærkede klatrere, hvor de i hvert fald kan sidde tre mand i bjergene. Gijs Leemreize, der dog gør sæsondebut og derfor har ukendt form, og den formstærke Finn Fisher-Black, der blev newzealandsk enkeltstartsmester hos eliten, vandt kongeetapen i New Zealand Cycle Classic og netop har vundet samlet i Kroatien, kan nemlig også køre et fornuftigt klassement, selvom deres primære opgave må være at hjælpe Vingegaard til sejr.

Dette er et af de mindre etapeløb, Ben Hermans har for vane at vinde, og de unge drenge skal bestemt ikke udelukke, at veteranen kan gøre det igen. Han synes ikke helt at have fordums styrke, for hverken i 2020 eller i begyndelsen af 2021 har han været helt på det niveau, der gav samlede sejre i Østrig og Utah. Nylige placeringer som nr. 9 og 12 på de to bjergetaper i Emiraterne vidner dog om klassen, og selvom han i dag er blevet mere dieselmotor, er han også ganske god på korte stigninger som disse, selvom han ikke har samme spurt som Vansevenant og Vingegaard på flad vej. Med to tempomaskiner står han stærkt på holdløbet, men Israel SUN kan få svært ved at kontrollere løbet, men heldigvis gælder det for flere af favoritholdene. Og måske er snu Hermans netop en af de ryttere, der kan slå til, hvis manglen på kontrol gør det hele taktisk. Israel SUN stiller også med Alessandro de Marchi, der var i god form i Tirreno, men løbet er nok lidt for svært til, at han kan vinde. Det skal samtidig blive uhyre interessant at følge sidste års komet fra Herald Sun Tour, Sebastian Berwick, men da dette er hans allerførste europæiske løb, skal hesten nok klappes. Det skal den også for James Piccoli, der stadig synes at være en skygge af sig selv,  pog klatreren Guy Niv, der ikke kan være med helt i front.

INEOS kommer som altid med et klassemandskab, men denne gang mangler de måske den oplagte favorit. Bedst chance synes Carlos Rodriguez og Eddie Dunbar at have. Særligt unge Rodriguez har imponeret stort i år med sin vilde føring på Ventoux i Provence og siden med aktiv kørsel i Laigueglia og stærk kørsel i Larciano, hvor han var en af de bedste. Det var Dunbar også, og ireren synes endelig at have fundet noget form efter en skuffende sæsonstart. Jeg kan frygte, at stigningerne er lidt for eksplosive for Rodriguez, der umiddelbart har været den stærkeste af de to, men til gengæld har de et overtal at udnytte, ligesom Ineos ligner et af de to bedste mandskaber i holdløbet. Holdet har som joker også Ivan Ramiro Sosa, hvis tårnhøje topniveau, vi jo så i Provence, men som også siden igen faldt helt sammen i Emiraterne. Med ham kan det gå begge veje, og desværre er stigningerne her nok lidt for eksplosive til, at han selv i formstærk udgave kan vinde, selvom han vel på papiret er løbets allerbedste klatrer. En anden joker er naturligvis den i år så flyvende Gianni Moscon , men dette er hans comeback efter det brækkede håndled, og ruten er formentlig under alle omstændigheder for hård. Ben Swift har vundet den gamle kongeetape i løbet, men har været meget formsvag, og det samme har Sebastian Henao. Endelig måtte Ethan Hayter sidste år sande, at stigningerne var for hårde, og det vil de utvivlsomt også være i år.

BikeExchange har efter sejren til Lucas Hamilton vist, at de er i stand til at vinde løbet med deres talenter, og denne gang skal det ske med først og fremmest Nick Schultz. Den unge australier fik endelig vist sit potentiale i Ardennerne sidste år, og siden er han fortsat med meget overbevisende kørsel i Vueltaen og UAE Tour, hvor han måske kunne have truet Vingegaard på Jebel Jais, hvis han havde reageret i tide. De eksplosive stigninger passer ham, og han var i hvert fald i form for en måned siden, men måske er højdemeterne i San Marino lidt for mange. Samtidig skuffede han lidt i Larciano, Til gengæld er også han hurtig, og BikeExchange har et fremragende hold til holdløbet, som de meget vel kunne vinde. Derefter skal Schultz ”bare” forsvare sig i bjergene. Holdet har dog hele fire kort at spille. Også veteranen Andrey Zeits, der efter sin lange skadespause på kongeetapen i Tirreno viste, at han bør være en af de bedre klatrere i dette felt, står fornuftigt, selvom hans dieselklatring gør, at løbet ikke passer ham ideelt. Holdet har også Damien Howson, der ofte gør det godt i mindre løb som disse, men hvis form er helt ukendt, og som nok er overmatchet lidt af de bedre klatrere. Endelig er der unge Kevin Colleoni, men han manglede så meget i Emiraterne, at vi nok ikke skal skrue forventningerne alt for højt op, selvom det så bedre ud i Larciano.

Movistar stiller med Matteo Jorgenson, der har bekræftet sit potentiale i et uventet godt 2021. Han kommer endda med en frisk samlet 8. plads fra Paris-Nice og er således i dokumenteret god form. De eksplosive stigninger er også guf for en puncheur, der også kan jagte bonussekunder i de flade spurter. Til gengæld frygter jeg, at højdemeterne kan blive lidt for mange, for vi har i begge hans etapeløb set, at han stadig har lidt begrænsninger i forhold til de rigtige klatrere, og derfor kan rivalerne måske få skovlen under ham på 3. og 4. etape. Holdløbet kan også blive en udfordring for de små Movistar-klatrere, der heldigvis har Mathias Norsgaard som hjælp, men nok vil tabe lidt tid. Jorgenson er dog ikke alene. Også talentfulde Einer Rubio, der efter en svær start viste glimt af talentet i Giroen, kan gøre det godt, men hans form er helt ukendt i sæsondebuten, og de korte stigninger er næppe ideelle for en mand, hvis bundniveau i 2020 var ret lavt. Unge Abner Gonzalez kom stærkt fra start i Provence, men vi har i de seneste løb set, at han mangler for meget til at vinde dette løb. Endelig har Juan Diego Alba, der jo sammen med Rubio slog igennem i Baby-Giroen i 2019, haft det svært som professionel, og han synes endnu ikke klar til at være med helt i front - også fordi han ligesom Rubio er i helt ukendt form.

Qhubekas udviklingshold har fået fornemt selskab af Sergio Henao, der er i gang med en lille genfødsel. Han blev en fin nr. 15 i Vueltaen og kommer fra et Paris-Nice, hvor han viste fornuftig form. Hans hold vil desværre få klø på holdløbet, og det vil nok koste for dyrt, men han bør være blandt de bedste på de eksplosive stigninger senere i løbet. Spørgsmålet er bare, om han kan indhente det tabte mod de unge kometer. Han har selskab af Dylan Sunderland, der også kommer fra WorldTour-holdet, men den engang spændende klatrer synes at være faldet sammen. Unge Henok Mulubrhan skal blive spændende at følge i bjergene.

Bliver løbet for hårdt for Mikkel Honoré? Det gør det nok desværre, og han risikerer hurtigt at ende som hjælper for Vansevenant. Han viste jo ellers fremragende form og klatring i Ardeche, og det vidner om, at han godt kan være med i dette terræn, og de eksplosive finaler passer ham heller ikke dårligt, ligesom han har gode muligheder for bonussekunder i reducerede massespurter. Jeg tror dog, at Vansevenant slår ham på 2. etape, og at han derudover får det en anelse for vanskeligt på 4. etape. Omvendt kan han måske spilles ud, hvis det bliver taktisk, og Deceuninck skal undgå at kontrollere.

Androni kommer med den meget spændende Natnael Tesfatsion, der sidste år imponerede så stort i Afrika og i år viste fremragende niveau mod verdenseliten i Larciano. Han kom lidt ned på jorden i Tirreno, men i dette noget blødere felt burde han gøre det godt. Han er lynhurtig og en god puncheur, men jeg frygter lidt, at højdemeterne måske er for mange til en eksplosiv fyr som ham. Holdet har også den 18-årige nye Savio-opfindelse Santiago Umba, der bør kunne gøre det fornuftigt, men som hidtil har manglet lidt for meget Et mere sikkert kort er nok erfarne Eduardo Sepulveda, der kørte et ganske pænt Tirreno, men han har ikke niveauet til at vinde. De ellers klatrestærke Simone Ravanelli og Jefferson Cepeda synes formmæssigt at være helt væk, og unge Andrii Ponomar må stadig antages at mangle for meget, da han kommer direkte fra juniorklassen.

Bardiani stiller med den engang så lovende Kevin Rivera, men det er svært at tro på det helt store. Costaricaneren var helt væk efter nedlukningen i 2020, og hans start i Tachira i år var mildt sagt skuffende. Det er to måneder siden, og man kan håbe, at han endelig har fundet formen, men lige nu er der ikke meget, der tyder på det. Holdet har også den engang lovende Giovanni Carboni, der dog intet har vist i mere end et år, samt Johnatan Canaveral, der som Rivera var formsvag i Tachira og mår regnes som overmatchet. Andrea Garosio og Luca Covilli virker begge formsvage, og løbet må regnes som værende for hårdt for Davide Gabburo.

Også Trek møder med deres unge folk anført af sidste års nr. 5, Nicola Conci, der passer fint til dette løb. Han har dog virket meget formsvag i år, og han imponerede bestemt ikke i udbruddet i Sanremo. Heller ikke sidste års nr. 7, Jacopo Mosca , har været flyvende i år, og jeg tror tillige, at den nye Sanremo-etape er for hård kost for en fyr som ham, der dog har sin hurtighed som et våben. Måske skal vi i stedet håbe, at Niklas Eg har fundet noget form, men desværre var han helt væk i Provence. Han har haft en måned til at forbedre sig, men desværre er det selv i formstærk udgave nok snarere top 10, han skal satse på. Normalt klatrer Antonio Nibali godt, men han synes inde i en af sine mange meget formsvage perioder, og det samme er den ellers ret spændende Amanuel Ghebreigzabhier. Endelig er der det unge talent Antonio Tiberi, der kørte en flot enkeltstart i UAE Tour, inden han styrtede, men han klatrer nok stadig ikke godt nok til at være med i dette felt - i hvert fald hvis Larciano bruges som målepunkt.

Også Astana kommer med en trup af unge ryttere. Mest formstærk er dog veteranen Fabio Felline, der imponerede på murene i Tirreno, og som vel på disse lidt kortere stigninger kan køre et fint klassement, selvom terrænet er for svært til, at top 10 nok er realistisk. Derfor skal vi måske snarere se i retning af den talentfulde triatlet Javier Romo, der dog er meget uerfaren. Han fik klø i Laigueglia, men hans kørsel i Larciano viste, at han måske kan gøre det hæderligt. Et andet kort er Rodrigo Contreras, der vel egentlig burde være kaptajn, men han skuffede fælt i 2020, og da han gør sæsondebut, er det svært at have de helt store forventninger. Endelig synes den engang så lovende klatrer Yuriy Natarov at være gået helt i stå.

Eolo stiller med den engang så lovende Edward Ravasi, der skal forsøge at sparke liv i karrieren igen. Starten i Larciano var ganske pæn, men det er nok tvivlsomt, om han stadig har niveauet. Hans holdkammerater Alessandro Fancellu, Marton Dina og Lorenzo Fortunato kan alle klatre, men også de må regnes som overmatchede i dette selskab.

DSM kommer med næsten fuldt hold af deres unge klatrere, men de har alle haft det lidt svært i år, og ingen synes at have formen til at vinde løbet. På papiret skulle man nok have størst forventninger til stortalentet Ilan van Wilder, men han er netop kommet tilbage fra en skade og næppe konkurrencedygtig endnu. Måske skal vi i stedet tro mest på sidste års nr. 2 bag Pidcock i Baby-Giroen, Henri Vandenabeele, men han skal løfte sig meget i forhold til Var, hvor han var langt efter. Det var desværre også supertalentet Marco Brenner, der kommer direkte fra juniorklassen og formentlig stadig er lidt overmatchet her. Kevin Vermaerke er tidligere vinder af U23-Liege, men jeg frygter, at højdemeterne bliver lidt for mange, og også hans form har været helt væk i år. Sidste kort er Felix Gall, der dog havde det meget svært i 2020 og reelt gør sæsondebut i dette løb, og Leo Hayter, der må være overmatchet her. Konklusionen er, at talentet på holdet er stort, men ingen har vist et niveau, der gør det realistisk at tro, at de kører med om sejren.

De øvrige hold får det svært. Hos Caja Rural kan Jonathan Lastra, Orluis Aular og måske den fallerede Alejandro Osorio gøre det pænt, men ikke være med helt i front, og det gælder også hos Antonio Angulo og Garikoitz Bravo hos Euskaltel. Gazprom drømmer om en genrejsning af Evgeny Shalunov, der ikke synes sandsynlig, mens unge Mathias Vacek mangler for meget. Hos Vini Zabu har Edoardo Zardini ikke længere niveauet. På landsholdet finder vi Andrea Vendrame, der trods alt må finde løbet for hårdt, mens Manuel Senni ikke længere er ved tidligere styrke, og Marco Frigo mangler for meget endnu. Russerne håber på et udmærket løb fra Alexander Vdovin, der dog også er faldet i niveau. Udover Qhubeka-mandskabet har ingen af kontinentalholdene umiddelbart en rytter, der kan begå sig, selvom mange øjne igen vil være rettet mod stortalentet Juan Ayuso, der dog hidtil har haft det svært, og Davide Rebellin¸ der i Larciano viste, at han stadig kan gøre det udmærket.

***** Mauri Vansevenant

**** Jonas Vingegaard, Ben Hermans

*** Carlos Rodriguez, Eddie Dunbar, Nick Schultz. Matteo Jorgenson, Ivan Ramiro Sosa

** Sergio Henao, Mikkel Honoré, Natnael Tesfatsion, Kevin Rivera, Einer Rubio, Andrey Zeits, Damien Howson, Alessandro de Marchi, Sebastian Berwick, Niklas Eg, Nicola Conci

* Edward Ravasi, Ilan van Wilder, Henri Vandenabeele, Marco Brenner, Kevin Vermaerke, Finn Fisher-Black, Abner Gonzalez, Kevin Colleoni, Javier Romo, Rodrigo Contreras, Fabio Felline, Eduardo Sepulveda, Jacopo Mosca, Antonio Tiberi, Gijs Leemreize, Santiago Umba, Gianni Moscon, James Piccoli, Juan Diego Alba, Giovanni Carboni, Orluis Aular, Johnatan Canaveral, Orluis Aular, Juan Ayuso, Davide Rebellin

Danskerne

Jonas Vingegaard, Mikkel Honoré og Niklas Eg bør alle kunne køre klassement og er omtalt ovenfor. Hos Movistar skal Mathias Norsgaard være lokomotiv for klatrerne på holdløbet.