Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater fandt løbet længe en fast formel, der gjorde det til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder var arrangørerne i mange år nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk bestod af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der er delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som blev afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene var inddelt i to. Dermed fik man skabt et kort, men alsidigt løb, der havde lidt for enhver smag, og det gjorde løbet ganske populært.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Giro di Sicilia, Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), det nye Adriatica Ionica Race samt Giroen til på hjemmebane at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Ineos’ kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været aflyst, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltagelse af tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling fortsatte i 2019, 2020 og 2021, hvor man havde hhv. 5, 9 og 9 WorldTour-hold til start og i 2019 endda genvandt den gamle længde på fem dage. Den længde har man også i år, hvor løbet måske vil kunne præsentere sit stærkeste felt nogensinde med ikke færre end 11 af de 18 WorldTour-hold.

Løbet har i samme periode fået en dobbelt rolle. På den ene side er det et stort mål for de lokale hold, men for de mange store hold, som i disse år tilvælger løbet, forholder det sig anderledes. Faktisk er løbet nu nærmest blevet stedet, hvor alle de store hold giver de unge talenter en chance for at køre som kaptajn. De får ofte selskab af en eller et par verdensstjerner, der har haft et problematisk forår, og som bruger løbet til at sikre sig løbskilometer på en scene, hvor bevågenheden er begrænset, og hvor det ellers i disse dage er talenterne, der løber med al opmærksomheden.

Sådan var det også i 2021, hvor Jumbo blandt andre brugte løbet som en test af Jonas Vingegaard i en kaptajnrolle. Den chance udnyttede danskeren til fulde, da han vandt begge de to sværeste etaper, og det blev endda dansk dobbeltsejr, da han og Mikkel Honoré på sidste etape kørte fra alt og alle, så Honoré kunne sikre sig både etapesejr og samlet 2. plads, 22 sekunder bag sin landsmand, mens Nick Schultz som nr. 3 var yderligere 10 sekunder efter. Vingegaard har i dag større mål end at genvinde et talentløb, og derfor forsvarer han ikke titlen, og da Honoré i år har fuldt fokus på klassikerne, og Schultz heller ikke deltager, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i de seneste år er posen blevet rystet. Tidligere har man af og til haft en enkeltstart, men det har været undtagelsen. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der passer de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som har været benyttet siden 2013 og betydet, at holdene er blevet delt i to firemandshold. Den ide har man dog måttet droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

Med udvidelsen til fem dage kunne man i 2019 få plads til en ekstra etape i Forli for de holdbare afsluttere, men i 2020 ændredes løbet markant. Her var løbet igen blot fire dage langt, og man droppede helt den flade etape på næstsidstedagen. Samtidig blev løbets traditionelle kongeetape om lørdagen ændret, så den nu havde mål på den relativt korte Monte Tiffi-stigning og dermed gav løbet noget så sjældent som mål på en rigtig stigning. Forli-etapen blev genbrugt, nu som afslutning, og så opfandt man en ny, stærkt kuperet etape med en flad finale, hvor det hele endte i en reduceret massespurt - altså tre ganske kuperede etaper efter førstedagen med den klassiske sprinteretape og det klassiske holdløb. Sidste år var der i alt væsentligt tale om genbrug, men med en tilbagevenden til det fem dage lange format var der blevet plads til en nye etape i San Marino - en etape, der meget vel kunne betegnes som kongeetapen.

I år er det hele vendt på hovedet igen, og for første gang i mange år er der slet intet genbrug overhovedet. I stedet er alle fem etaper helt nye, og som altid er det nogle uforudsigelige og åbne etaper, der er designet. Væk er også for første gang i mange, mange år holdløbet, og ideen om to halvetaper er også droppet. I stedet venter der fem almindelige linjeløbsetaper og slet ingen tidskørsler.

Det har sprinterne mest grund til at være skuffede over. I år synes eneste chance for dem at være fredagens 4. etape, men også her skal klatres næsten 2500 højdemeter, ligesom en bakke på den afsluttende rundstrækning som minimum vil betyde, at kun de mere holdbare vil overleve. Endnu mere holdbar skal man være på 1. etape, der minder om de seneste to udgaver af etaper med start og mål i kystbyen Riccione, og hvor det er sandsynligt, at et ganske reduceret felt kan spurte om den første førertrøje.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Klassementskampen ventes at skulle stå på 2., 3. og 5. etape. Af dem er onsdagens etape den letteste, men da der her skal sluttes på en 600 m lang mur, vil der kunne vindes sekunder for de eksplosive murspecialister. Det vil dog næppe være afgørende, da det om torsdagen gælder løbets kongeetape, som for første gang byder på noget, der kan minde om en bjergafslutning. Igen i år skal der køres på en rundstrækning i San Marino, men modsat sidste år skal der sluttes på en næsten 6 km lang og ganske svær stigning. Hvis ikke det har tegnet et klart billede, er der på lørdagens 5. og sidste etape en afsluttende mulighed for at ændre på tingene, når en svær stigning kort inden mål åbner chancen for sene angreb på førertrøjen inden en faldende finale.

1. etape

I årevis er løbet startet med en førstedag, der har været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og et holdløb om eftermiddagen. Den model afviger man imidlertid fra i år, hvor ideel med halvetaper helt udgår. I stedet lægges der ud med en ganske almindelig linjeløbsetape, men hvis sprinterne havde regnet med, at det blot ville give dem en anderledes mulighed for at gå efter den første førertrøje, bliver de skuffede. Klatrebenene skal nemlig i aktion allerede fra start på en relativt kort etape, der byder på næsten 3000 højdemeter og en svær stigning i finalen inden et fladt indløb til målet ved kysten - en etape, der lægger op til den slags reducerede massespurter, som i de seneste to udgaver er blevet løbets særkende, og som også var udkommet, da lignede etaper omkring kystbyen Riccione blev arrangeret i 2020 og 2021.

Med en distance på bare 164,4 km er der som altid i dette løb tale om en kort sag, der har både start og mål i Riccione, der ligger helt ude ved Adriaterhavet. Herfra kører man dog med det samme ad en let stigende vej mod sydvest væk fra vandet og senere vest og sydvest op over en bakke (2,4 km, 4,8%) med top efter 16,9 km, inden man rammer en 30,3 km lang rundstrækning, hvor der skal køres tre omgange. Først snor man sig mod sydøst og øst igennem kuperet terræn, der byder på endnu en bakke (2,3 km, 4,8%) med top efter hhv. 24,7km, 52,0 km og 79,3 km, inden det går fladt mod sydvest og vest frem til Mondaino (3,6 km, 7,3%), der er en relativt jævn stigning, hvis top passeres efter hhv. 37,4 km,64,7 km og 92,0 km, den anden gang i forbindelse med løbets første kategori 3-bjergspurt. Rundstrækningen afsluttes nu med en teknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til udgangspunktet.

Efter de tre omgange kører man ad en let stigende vej mod nord, sydvest, vest og igen sydvest frem til dagens sværeste stykke. Her skal man fra nord op over kategori 3-stigningen Grotta di Onferno (2,6 km, 5,9%), der er en ganske let stigning, når man ser bort fra de 500 m med 11,2%, som kommer på den nedre del. Toppen rundes efter 121,9 km, hvorefter en let nedkørsel leder mod nord, inden man med det samme kører mod nordvest op ad en bakke (5,3 km, 4,2%) med top efter 130,2 km. Umiddelbart herefter går det mod nordvest ad en teknisk nedkørsel, inden man kører mod syd op ad dagens vanskeligste udfordring, kategori 2-stigningen Montefiore Conca (3,0 km, 9,5%), hvis tre kilometer stiger med hhv. 7,3%, 11,4% og 9,7%), inden man efter 137,1 km runder toppen.

Herfra resterer bare 27,5 km, som indledes med en småteknisk nedkørsel, der leder mod syd og nordvest, inden man kortvarigt kører fladt mod sydvest. Slutteligt drejer man mod nordvest for at køre op ad en bakke (2,2 km, 4,3%) med top 11,7 km fra stregen, inden det falder let mod nordøst hele vejen ud til kysten og målbyen, hvor de sidste 2 km er helt flade. Finalen er teknisk, da der lige ved 2 km-mærket er hele fire sving i rap, inden man skal gennem en rundkørsel. Slutteligt drejer man til venstre i en rundkørsel ind på kystvejen lige ved den røde flamme.

Etapen byder på i alt 2898 højdemeter.

Der er tale om en ganske modbydelig etape med mange højdemeter og nogle meget svære stigninger, men de kommer også relativt langt fra mål. I både 2020 og 2021 kørte man en tilsvarende etape, der dog var endnu hårdere, og i begge tilfælde endte det i en reduceret massespurt, i 2020 mellem 37 mand, og i 2021 mellem ca. 70 mand. Det er potentielt angrebsterræn med den meget stejle stigning i finalen, men på førstedagen vil favoritterne nok holde sig i ro. Et udbrud er altid farligt i et løb uden et klassement og på en rute uden en klar favorit, men de hold, der går efter den samlede sejr bør sørge for, at vi igen får en reduceret massespurt i Riccione.

Etapen gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand, mens der sidste år var ca. 70 mand, da Ethan Hayter spurtsejrede foran Shane Archbold og Nick Schultz. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas. Baby-Giroen har også været forbi et par gang, senest i 2021, hvor Andrea Cantoni kørte hjem til en solosejr, i 2020, hvor Jordi Meeus vandt en massespurt, og i 2019, hvor Ethan Hayter vandt den indledende prolog.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer altid på 2. etape, der plejer at slutte med et par omgange på en rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Sådan bliver det kun delvist i år, da man denne gang finder nye veje til det første klassementsslag. Den traditionelle finale i den gamle målby forsvinder nemlig for første gang i mange, mange år, og i stedet står klassementsopgøret på en anden og knap så svær rundstrækning, hvor det hele meget vel kan blive afgjort på den 900 m lange mur, der leder op til målet i Longiano.

Med en distance på 165,9 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Riccione til Longiano. Starten går helt ude ved Adriaterhavet, hvorfra rytterne kører mod sydvest væk fra vandet igennem fladt terræn, som byder på to småbakker med toppe efter hhv. 8,2 km (1,5 km, 5,9%) og 18,0 km. Derfra går det mod nordvest tilbage mod kysten ad en helt flad vej, men umiddelbart inden man når vandet, vender man rundt for at køre mod nord og nordvest ind mod bakkerne.

Dem får man lov at smage, når man kører mod nordvest og syd op til Roncofreddo (5,4 km, 4,2%), idet man midtvejs oppe ad stigningen rammer den afsluttende rundstrækning og runder toppen efter 57,0 km. Her kører man nu mere end en halv runde, hvilket betyder, at man skal over den ikke-kategoriserede Bivo Monteleone (2,3 km, 6,6%) med top efter 62,6 km samt ad finalemuren (800 m, 11%), der ender 300 m fra den første passage af stregen, som finder sted efter 74,7 km.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 22,8 km lange runde. Den indledes med, at man fra muren fortsætter hele vejen op ad kategori 3-stigningen Roncofreddo (7,0 km, 3,5%), idet kun den sidste del bruger samme vej, som da man tidligere kørte op ad bakken. Kun første kilometer med 7,3% er svær, og ellers er der tale om en helt blød stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter hhv. 79,8 km, 102,6 km, 125,4 km og 148,2 km, idet der er en bjergspurt ved de første tre passager, inden man kører mod vest ad en kort nedkørsel og siden op ad Bivio Monteleone (2,3 km, 6,6%), hvis top rundes efter hhv. 85,4 km, 108,2 km, 131,0 km og 153,8 km. Efter sidste passage resterer 12,1 km, der først følger en lidt småsnoet og faldende vej mod nordøst, inden man kortvarigt kører fladt mod syd frem til finalemuren (800 m, 11%, max. 15%). Den slutter 300 m fra mål, hvorefter det falder over 100 m på en brostensagtig belægning, inden de sidste 200 m er let stigende. Finalen er relativt enkel, idet man efter et sving med knap 5 km igen følger en lige vej frem til et blødt sving med 1500 m igen og et skarpt sving med 1400 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 2673 højdemeter.

I gamle dage har dette været det første nøglemoment i løbet, og det vil det i en vis forstand også være i år. Rundstrækningen er dog ikke specielt svær, og det ligner ikke en dag, hvor der kan gøres tidlige forskelle. Det kan der til gengæld på muren, og dermed ligner det første klassementsslag et opgør mellem feltets murspecialister, der her får mulighed for at vinde de første sekunder i kampen om den samlede sejr.

Longiano har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

3. etape

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det gør man også sidste år, hvor man som noget helt nyt designede en ny kongeetapen i miniputstaten San Marino, hvor Jonas Vingegaard med sin anden etapesejr cementerede sit greb om førertrøjen. Den ide var tilsyneladende et hit, for også i år vil San Marino være rammen om kongeetapen, der som noget nyt afvikles om fredagen. Her har man designet en ny rundstrækning og strammet sværhedsgraden betydeligt, idet man siger farvel til de korte, eksplosive stigninger og i stedet byder på en lille bjergafslutning på en ganske svær 5,7 km lang stigning, der meget vel kan bestemme, hvem der skal vinde løbet samlet.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Også denne gang er der tale om en meget kort etape, når der skal tilbagelægges bare 147,1 km med både start og mål i San Marino, og de skal deles i to. Først køres der en omgang på en stor 74,3 km lang rundstrækning, der fører rytterne tilbage til Italien. Fra start kører man ad en let stigende vej mod sydøst frem til grænsen, som krydses efter 2,1 km, inden en teknisk nedkørsel leder videre mod sydøst. Nu går det mod sydvest ad en let stigende vej frem til byen Monte Cerignone, hvorfra man kører mod sydvest og senere nord op ad kategori 1-stigningen Serra San Marco (12,0 km, 4,3%), der først har 2 km med ca. 6%, siden har et langt og let stykke og slutter med 3 km med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 27,9 km.

En lidt småteknisk nedkørsel leder nu mod nord ned til Pietracuta, hvorfra man kører mod nordøst ad en let faldende vej, som dog afbrydes af en bakke (2,1 km, 7,0%) med top efter 52,1 km. Slutteligt vender man mod sydvest for at køre forbi grænsen efter 63,1 km og op til mål ad en anden vej end viafinalestigningen (10,0 km, 5,7%), denne gang ad en lang og helt jævn stigning, hvor man på toppen krydser stregen fra den forkerte side i forbindelse med en kategori 2-bjergspurt efter 74,3 km.

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 18,2 km lange rundstrækning. Den indledes med en meget let nedkørsel, som leder mod syd ned til byen Fiorentino, der sidste gang nås 14,3 km fra stregen. Her drejer man mod sydvest for at køre op ad en bakke (2,6 km, 5,1%), hvis top passeres for sidste gang med 8,4 km igen. En kort og let nedkørsel leder nu mod nord, inden man kører mod nord og nordvest op ad finalestigningen (5,7 km, 7,5%), der er i kategori 2. Der er tale om en ret jævn stigning med stigningsprocenter på 7-9, inden den flader ud med 4,6% over de sidste 700 m. Stigningen går længe ad en kun let snoet vej, men de sidste 3 km er kringlede med mange hårnålesving, herunder seks på de sidste 2 km, hvoraf de to sidste kommer med ca. 750 m og 500 m igen. Der vil kun være bjergpoint ved passagen efter anden omgang, dvs. efter 110,7 km.

Etapen byder på i alt 3963 højdemeter.

Det er anden gang, at løbets kongeetape byder på en rundstrækning i San Marino. Sidste år var forskellene begrænsede i en afslutning, der mest var for eksplosive afsluttere på korte stigninger, men i år kan man kalde finalestigningen et helt lille bjerg. Ganske vist er det ikke voldsomt stejlt eller langt, men efter en dag med ikke færre en 4000 højdemeter vil det kunne udrette nogen skade. De øvrige fire etaper har alle relativt lette afslutninger, og derfor er det her, slaget skal slås i en afslutning, der tiltaler klatrerne, men helst de lidt mere eksplosive af slagsen.

San Marino har kun to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var første gang på den lange enkeltstart i Giroen i 2019, hvor Primoz Roglic i forfærdeligt vejr sejrede foran Victor Campenaerts og Bauke Mollema, og senest i dette løb i 2021, hvor det i en anden og mere eksplosiv finale endte i en stigende spurt i en relativt stor gruppe, hvor Jonas Vingegaard tog sin anden etapesejr, denne gang foran Javier Romo og Nick Schultz.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

4. etape

Sprinterne har i de seneste to udgaver ikke haft meget at komme efter i løbet, og det har de heller ikke i år. De holdbare typer får dog en chance om fredage, hvor der bydes på løbets letteste etape. Ganske vist skal man undervejs ud i terrænet og over en lang stigning, men etapen slutter med omgang på en rundstrækning, der hovedsageligt er flad, men også byder på en bakke, der kan rydde ud i feltet. Vil løbets afsluttere have en chance, er det her, den skal tages, men det er også terræn, hvor en udbrudssejr bestemt ikke kan udelukkes.

Som sædvanligt er der tale om en kort etape, der denne gang strækker sig over bare 158,7 km med start og mål i Montecatini Terme, og den skal deles i tre dele. Således lægger man ud med at køre fire omgange på den 14,6 km lange finalerundstrækning, der indledes med, at man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Vico (3,2 km, 5,4%), der er en relativt jævn stigning med 6,1% over den anden kilometer, som er den stejleste. Toppen rundes efter hhv. 3,6 km, 18,2 km, 32,8 km og 47,4 km, idet der er en bjergspurt ved tredje passage. Derefter fører en teknisk nedkørsel mod nordøst, inden man følger en lige og let faldende vej mod øst, sydvest, vest og nord frem til stregen, der passeres efter hhv. 14,6 km, 29,2 km, 43,8 km og 58,4 km.

Anden del af etapen består af en omgang på 41,9 km lang rundstrækning. Den indledes med, at man med det samme kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Goraiolo (15,1 km, 5,5%), der kommer i tre del med først 7 km med 5-6%, siden 4 meget lette kilometer og slutteligt 4,1 km med 6-7% frem mod toppen, som rundes efter 73,9 km. Herfra stiger det forsat let mod nord og nordøst frem til det nordligste punkt, som nås efter 79,4 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod syd tilbage til udkanten af Montecatini Terme. Nu kører man den sidste og ganske let faldende del af den lille rundstrækning, inden man krydser stregen efter 100,3 km.

Etapen afsluttes nu med yderligere fire omgang på den lille rundstrækning. Det betyder, at man når toppen af Vigo efter hhv. 103,9 km, 118,5 km, 133,1 km og 147,7 km - den sidste gang med 14,6 km igen. Der er kun en bjergspurt ved anden af de fire passager. Slutteligt kører man det let faldende stykke ind til mål, idet de sidste 5 km dog er stort set helt flade. Over de sidste 5 km følger man en lige vej uden sving, indtil man skal dreje blødt med 500 og 400 m igen og slutteligt skarpt med 350 m igen, hvorefter vejen stiger let.

Etapen byder på i alt 2410.

Det siger meget om løbet, at den lette etape over mindre end 160 km har næsten 2500 højdemeter. Alligevel er det sprinternes chance, men den lille bakke og etapens generelle hårdhed vil kræve, at man skal være klatrestærk for at få chancen. Da klassementet er sat og sprinterne få, kan det således bestemt heller ikke udelukkes, at udbryderne får en chance for at jagte succes.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Montecatini Terme har fire gange tidligere i dette årtusinde været mål for store cykelløb. Det var senest i Giro della Toscana i 2016, hvor Giovanni Visconti slog Sonny Colbrelli, Daniele Bennati og Fabio Aru i en kvartet, der snød Sam Bennett for en spurtsejr. I 2012 var byen mål for en meget lang og flad Giro-etape, der endte med spurtsejr til Roberto Ferrari foran Francesco Chicchi og Tomas Vaitkus. I 2010 var Tirreno-Adriatico forbi, og her vandt Tom Boonen foran Paul Martens og Daniele Bennati i en massespurt. Endelig besøgte dette løb byen i 2000, hvor Paolo Bettini vandt en spurt i en lille gruppe foran Ivan Basso og Davide Rebellin.

5. etape

Arrangørerne har altid forsøgt at lave en afslutningsetape med potentiale til at ændre klassementet, og det har de også gjort i år, selvom det ikke bliver en gentagelse af den etape, der har rundet løbet af de seneste to år. I stedet skal der sluttes med omgange på en ny rundstrækning, der har en svær stigning i finalen, hvor de sidste angreb på den førende rytter kan sættes ind. Etapen slutter dog med en flad finale, og det er derfor heller ikke umuligt, at en spurt i en lille gruppe vil krone løbet sidste etapevinder, eller at et udbrud vil få lov at afgøre etapen.

Med en distance på 160,2 km er også afslutningsetapen en kort sag, der har både start og mål i Cantagrillo, og den skal inddeles i tre dele. Først køres tre omgang på en 4,6 km lang og helt flad rundstrækning inde i byen, inden man allerede efter 13,8 km krydser stregen for tredje gang.

Derefter begiver man sig ud på en 88,5 km lang rundstrækning omkring byen, men heller ikke den er svær. Først går det ad en lige og flad vej mod sydøst ned til Quarrata, inden det går mod nordøst op til Montale. Herfra kører man videre igennem fladlandet mod vest frem til den store by Pistoia, hvor man snor sig rundt om centrum, inden fladlandet leder videre mod sydvest. Nu indledes dagens første udfordring, når man kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Serravalle Pistoiese (700 m, 11,3%), der er en kort mur med 13-15% over de første 400 m, inden den stiger med 7,5% frem mod toppen, som rundes efter 53,6 km.

Læs også

Se Tobias Lund triumfere i Tyrkiet

En teknisk nedkørsel leder mod sydvest, og derefter går det fladt mod sydvest og sydøst ned til etapens sydligste punkt nær byen Vinci. Her drejer man mod nord for at køre op ad den ikke-kategoriserede San Baronto (11,1 km, 2,8%), hvis top rundes efter 91,3 km, inden en teknisk nedkørsel leder ned til målbyen, hvor man kører fladt ind gennem centrum frem til stregen, som krydses efter 102,3 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på en 19,3 km lang rundstrækning i området sydvest for byen. De starter benhårdt, da man med det samme kører mod sydvest og sydøst op ad kategori 2-stigningen Mungherino (5,3 km, 6,2%), der over de første 2,9 km stiger relativt jævnt med 8,1% i snit, inden er venter 1000 m på et fladt plateau og slutteligt 1300 m med 6,8% frem til toppen, som rundes efter hhv. 102,3 km, 128,5 km og 147,8 km, idet der er en bjergspurt efter de to første passager.

Efter sidste passage resterer bare 12,4 km, som indledes med en først let og siden teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst og nord tilbage til byen, hvor de sidste 4 km er flade. Finalen er teknisk ikke alt for kompliceret, da der på de sidste 3 km er et sving med 2,5 km igen, inden vejen bugter sig frem mod en rundkørsel, som passeres med 800 m igen, inden man drejer til venstre i en rundkørsel 600 m fra stregen. Den sidste kilometer stiger let med 0,4% i snit.

Etapen byder på i alt 1997 højdemeter.

Etapen er skabt til et sidste angreb på klassementet, og det er bestemt ikke umuligt, at der kan ændres på tingene. Den første del af stigningen er svær, og det kan derfor blive en hæsblæsende finale, hvis styrkeforholdet er tæt. Der er dog også god tid til en regruppering og samling i en spurt i en lille gruppe af favoritter, hvis ikke et udbrud får lov at holde hjem på en etape, der ikke har oplagte favoritter.

Cantagrillo har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i dette løb i 2001, hvor Ruslan Ivanov var hurtigere end Dario Frigo, Raimondas Rumsas og yderligere tre mand i en sekstet, som spurtede om sejren.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har i flere år fulgt et ret velkendt mønster med et meget stort genbrug af etaperne, men det er slut nu. Allerede i 2020 fik vi en næsten total nytænkning af løbet, og selvom der var en del genbrug i 2021, blev det hele kompliceret af en ny kongeetape. Nu skal vi så på den igen, når arrangørerne for første gang har designet en rute helt uden genbrug. Der er intet hold og ingen Sogliano el Rubicone-etape, og alle finalerne er helt nye.

Alligevel er det hele blevet betydeligt mere enkelt end sidste år. Her var kongeetapen ganske svær at fortolke, men det er den ikke på samme måde i år. Sidste år var San Marino-etapen meget svær at vurdere, og den viste sig at være overraskende lidt selektiv. I år har man valgt at lade den slutte med noget, der kan kaldes et lille bjerg, og det bør give den klart mest selektive kongeetape i al den tid, jeg har fulgt løbet. I den tid har der i hvert fald ikke været mål på så lang en stigning.

Stigningen er stadig relativt kort og eksplosiv, men den er stejl nok til at skabe pæne forskelle. Det skyldes ikke mindst, at den kommer som afslutning på en dag med 4000 højdemeter over mindre end 150 km. Det er en ganske alvorlig mundfuld, og dermed taler meget for, at det denne gang meget vel kan blive den bedste klatrer, der vinder løbet.

Der er dog også andre etaper, der kan komme i spil. Der er af gode grunde ikke mange sprintere i løbet, og derfor kan en udbrudssejr ikke afvises, men en reduceret massespurt ligner udkommet på 4. etape. På 1. etape er den sidste stigning ret svær, og man skal ikke udelukke, at Mathieu van der Poel får lyst til at angribe fra distancen og skabe en gruppe af klassementsryttere, men også her vil jeg tro, at vi vil se en reduceret massespurt. Derfor er det formentlig 2. og 5. etape, der også kan komme i spil.

På muren på 2. etape vil der kunne gøres forskelle. Der vil kunne vindes både rigtige sekunder og bonussekunder, men med tanke på den hårde kongeetape er det tvivlsomt om de sekunder, der kan vindes her, vil blive afgørende. Det kan 5. etape i langt højere grad blive. Den sidste stigning er svær, og der kan helt sikkert blive angrebet i klassementet. Klatrehierarkiet kan meget vel være det samme som på 3. etape, og derfor er det formentlig mere holdet end rytteren, der kan blive afgørende. Har man et svagt hold, kan det blive en uhyggeligt svær etape at kontrollere. Omvendt er kongeetapen så svær, at den førende rytter måske kun har meget få mand at holde øje med. I det tilfælde burde etapen nok kunne håndteres, hvis man har været så suveræn, at man har kunnet slå store huller om torsdagen - svagt hold eller ej. Det stærke hold kan dog også komme i spil på selve kongeetapen, der ikke nødvendigvis skal afgøres på sidste stigning, hvis et hold - læs: Ineos - blæser til angreb fra distancen.

Vejret ser heller ikke ud til at blive et tema. Der venter en generelt solrig uge med fine temperaturer og kun begrænset vind. Man kan dog notere sig, at der vil være en let modvind på torsdagens målbjerg, hvilket måske kan gøre det lidt sværere at skabe forskelle, men stigningen er heldigvis svær nok. Det er også værd at bemærke, at der på sidste etape vil være modvind på sidste del af stigningen, men medvind på det flade, hvis man skal holde et forspring. Grundlæggende ser det altså i år ud til, at den bedste klatrer kan vinde, hvis hans hold ikke kommer på glatis på lørdag, men en god spurt på muren eller på kongeetapen - hvor der jo er bonussekunder at vinde - kan være et våben.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, og også i år har løbets store hold sendt nogle meget unge trupper til Italien, hvor de unge navne kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat. Som så ofte før er der også et par store stjerner, der i lidt mere diskrete omgivelser skal indhente det forsømte, og det gælder i år for Vincenzo Nibali, Alberto Bettiol, Geraint Thomas, Ethan Hayter, Chris Froome, Marc Hirschi og Mathieu van der Poel.

Det gør altid løbet til en herligt åben affære, hvor det er uhyggeligt svært at pege på en oplagt favorit, selvom ruten er lettere at fortolke. Jeg vælger dog at gå med Geraint Thomas. Vi aner ikke, hvor waliseren står, da han grundet en dårlig vinter valgte at droppe Tirreno for i stedet at træne og køre dette løb. I Algarve var han milevidt fra formen, men han har mig bekendt ikke haft problemer siden dengang. I løbet af den seneste måned burde han have forbedret sig ganske mærkbart, og selvom han ikke er i nærheden af sit gamle niveau, bør han stadig være den bedste klatrer i dette løb. Først og fremmest er Ineos dog i særklasse det stærkeste hold, og den taktiske fordel kan sagtens blive enorm på både 3. og 5. etape - særligt fordi deres værste rivaler synes at have svage hold. Løbet i år er mere fysisk, og derfor er det ikke sikkert, at et godt hold redder det hele, men med deres trup vil det næsten være pinligt, hvs ikke Ineps vider her. Og jeg tror på, at Thomas er god nok til at gøre det.

Jeg tror også, at Ineos har den tredjebedste kandidat i Ben Tulett. Også han var langt fra formen i Besseges og Algarve, men det skyldtes også, at han styrtede så meget, at man vist skal bruge næsten to hænder for at tælle det. Han endte derfor som ren hjælper, og han må formodes at have forbedret sig meget frem mod målet i Giroen. Vi så sidste år i Ardennerne og Polen, at han i sin meget unge alder allerede kunne begå sig på WorldTouren, og al logik siger, at dette uhyre spændende og lovende talent, der imponerende, inden han rundede de 20, vil gøre store fremskridt i år.

Ineos har en tredje option i Eddie Dunbar, der stadig er ret skuffende, men i Andalusien viste så hæderligt et niveau, at han med en god måned til at forbedre sig, måske kan lave et resultat i et felt, hvor han bør komme langt. En anden option er Ethan Hayter, men selvom han i Algarve viste, at han med sin ringe form godt kan klatre, er det svært at se ham helt fremme på denne rute, der i forvejen i dette format er lidt for hårdt. Laurens de Plus har fortsat intet vist, der skulle indikere, at han er tilbage.

Egentlig var jeg meget fristet til at gøre Tobias Foss til favorit. Sidste år var jeg ikke imponeret over nordmandens klatring, men det så uhyre lovende ud i Algarve, hvor han var uheldig i spurten på Foia og ikke langt fra de bedste på Malhao. Disse stigninger bør passe ham bedre, og han er formentlig endnu bedre nu, hvor vi nærmer os Giroen. Med klatrebenene fra Algarve kan han meget vel vise sig som bedste mand.

Til gengæld er jeg bekymret for holdet, men jeg tror på, at han kan forsvare sig. Han har nemlig Koen Bouwman, der stadig er et stykke fra det fornemme niveau, der næsten sendte ham i top 10 i Giroen, men som har kørt relativt fornuftigt og i dette løb bør ende relativt langt fremme selv. Det er også en god lejlighed for Gijs Leemreize, der indtil nu bare har ageret hjælper, men som sidste år vandt bjergløbet Ronde de l’Isard og endte som nr. 4 i Tour de l’Avenir. Endelig har holdet Johannes Staune-Mittet, der imponerede i Algarve, men må regnet som hjælper.

Israel-PT kommer med Ben Hermans, der har gjort det til sit speciale at vinde disse mindre løb. Hans form er imidlertid helt ukendt, da han ikke har kørt siden Valencia, men kender vi ham ret, kunne dette godt være et løb, han har satset stort på. Sidste år vandt han i Appenninerne, hvor han slog blandt andre Gianni Moscon og Juan Ayuso, mens han slog den meget formstærke Odd Christian Eiking, da han vandt i Norge. Har han de samme ben her, kan han sagtens vise sig som stærkeste mand, men jeg er bekymret for hans hold. Chris Froome gør ganske vist comeback, men selvom han nu er kommet af med sin bilharziasygdom, og man derfor kan tillade sig at være lidt optimistisk, vild et være overraskende at se ham flyvende nu. Mason Hollyman er spændende, og Guy Niv kan klatre fint, men det kan godt være holdet, der koster for Hermans, hvis ikke han bare er helt suveræn, hvad der heller ikke kan udelukkes.

UAE kommer med et stærkt hold, men stigningerne er lidt for lange til deres klassikertrup. Det er nok Marc Hirschi, der er det bedste bud. Han kom flyvende i gang med sejren i søndags og bekræftede dermed, at han har trænet godt i højderne, men modstanden her er af en helt, helt anden kaliber. I storform kan han godt klare 6 km lange stigninger, men med sin nuværende form bør han komme til kort - også selvom han kan score bonussekunder undervejs. Alternativet er Diego Ulissi, der efter en svag start så bedre ud i Sanremo, men hans kørsel i år gør det svært at tro, at han kan være helt i front på så lang en stigning. Jan Polanc har også formen til at gøre det godt, men det er usandsynligt, at han vinder, og selvom det ser bedre ud i år, mangler Andres Ardila stadig meget.

Jeg tvivler på, at vinderen ikke komme fra et af de fire ovenfor omtalte hold, og derfor nævner jeg Mathieu van der Poel som manden, der måske kan overraske. Al logik siger, at kongeetapen er for svær, men man skal aldrig afskrive fænomenet, der trods alt været tæt på at vinde Liege. Han viste i Sanremo, at hans meldinger om god form var korrekt, og han har sagt, at han kommer til løbet for at jagte resultater. Det er primært på etaper, men kan han vinde 1., 2., 4. og 5. etape, hvilket ikke virker helt umuligt, har han en god buffer til kongeetapen. Så må vi se, hvor langt det rækker med hans nuværende form. Sandsynligt er det også, at Floris de Tier ender bedst for Alpecin, da han kørte et fremragende Strade Bianche, men også for ham er stigningerne lidt for lange. Fabio van den Bossche har ikke vist den store form i år.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det bliver meget interessant at følge supertalentet Cian Uijtdebroeks. I går begik han en brøler ved at angribe inden sidste stigning, men alligevel endte han i første gruppe. Det vidner om, at han trods sin purunge alder er klar til at bekræfte sit enorme potentiale. Dette klatreløb burde passe ham langt bedre end søndagens løb, og i et stærkere felt vil han sikkert holde sig i ro. Så må vi se, hvor langt talentet rækker allerede nu. Som alternativ har Bora Frederik Wandahl, der med sin kørsel i Andalusien burde klare sig fint i dette felt, men desværre styrtede han i søndags, og feltet er nok også en anelse for skrapt til, at han kan være med helt i front.

BikeExchange stiller med Kevin Colleoni, der endelig har fået sin karriere i gang med en flot kongeetape i Oman og stærk kørsel i søndags. Sidstnævnte viser, at han har formen til at være med fremme her, og det burde sikre ham en top 10. Desværre vil det også være en overraskelse, hvis han vinder. Holdets alternativ er Matteo Sobrero, men han manglede nok lidt for meget i Tirreno efter sine helbredskvaler, og det er også uklart, hvorfor han udgik i søndags. Tanel Kangert er endnu ikke i form, og Jan Maas har skuffet i år.

Trek har Antonio Tiberi, der som bekendt altid er uhyre svingende. Hans kørsel i søndags gør desværre, at vi nok skal dæmpe forventningerne. Omvendt så vi med hans kongeetape i Besseges, at hans form kom fuldstændigt ud af det blå, og har han samme ben her, er han pludselig i stand til at komme langt. Det ser også ud til, at Gianluca Brambilla endelig er ved at komme så langt, at han kan lave et fornuftigt resultat, men han ser stadig ikke skarp nok ud til at være med helt i front. Tony Gallopin blomstrede op i Algarve, men det var vist kortvarigt.

Drone Hopper har Edoardo Sepulveda, der er lidt af et mysterium. Han har kørt skidt det meste af året, men hans kongeetape i Tirreno var så god, at han burde komme langt i dette felt. I går skuffede han så igen, og det vidner om, at det sagtens kan gå galt, men hans potentiale er til stede. Holdet har også Jefferson Cepeda , men igen i går manglede han desværre noget, og han synes ikke på toppen. Stigningerne er også for svære for Natnael Tesfatsion, som vi så i går, og Edoardo Zardini og Juan Diego Alba har ikke længere niveauet til at være med her.

Quick-Step stiller med Mattia Cattaneo og Mauro Schmid. Normalt burde Cattaneo komme langt i dette flt, men også i år er han startet uhyre formsvagt. Han har hidtil ageret hjælper, men jeg vil overraske, hvis han er med fremme. Omvendt er det med Schmid, der har været ganske formstærk og forbedret sig markant. Løbet her bør være for svært, men en 10. plads på kongeetapen i Oman vidner om, at han sagtens kan lave et fornuftigt resultat og formentlig er holdets bedste bud. Det burde være James Knox, men han skal bare i gang igen efter en lang skadespause.

Hos EF har Alberto Bettiol erkendt, at sygdom har ødelagt hans forår, og Sanremo bekræftede, at vi ikke skal have forventninger. Derfor ser det svært ud for amerikanerne, men vi kan tillade os at håbe på James Shaw. Han viste sidste år i Norge og Slovenien, at han kan være med på dette niveau, men efter en pæn start i Var, var han helt væk i Sanremo. I forvejen er løbet nok en anelse for hårdt. Det bør det ikke være for Simon Carr, men han har været uhyre formsvag, da han stræber efter en stille start frem mod Giroen. Det så bedre ud mod slutningen af Paris-Nice, der bør have hjulpet ham, men han er næppe god nok endnu.

Landsholdet er blevet opsamlingssted for Gazprom-italienere, der skal have lov at køre, og det gik ganske godt i går. Nicola Conci ligner bedste bud. Det var ellers skidt for ham sidste år, men tidligere i karrieren har han været fremme i dette løb. I går kunne tyde på, at vi kan tillade os at tro på ham. Holdet henter også Cristian Scaroni ind, men hans form er helt ukendt efter en lang pause. Finder han benene fra oktober, bør han dog komme langt i dette felt. Alessandro Fedeli så godt ud i går, men her bliver terrænet nok for hårdt, mens Giovanni Carboni stadig synes langt fra fordums styrke.

Endelig har Bardiani Filippo Zana, men det er svært at være optimistisk. Han har været langt fra det niveau, der sidste år gav samlet sejr i Tjekkiet og podieplads i l’Avenir, og Sanremo tyder ikke på, at det er bedre nu. Potentialet til en overraskelse er der dog. Holdets øvrige klatrere, Luca Covili og Omar El Gouzi, har heller ikke imponeret.

Jeg tvivler på de øvrige hold. Astana har ganske vist Vincenzo Nibali, men han melder sig lang bagud efter hele tre forskellige sygdomsforløb på en måned, og han skal formentlig bare træne. Brormand Antonio Nibali kan gøre det hæderligt, hvis han er form, mens vi i Oman og i går så, at de unge Gianmarco Garofoli, Harold Martin Lopez og Juan Carlos Lopez mangler for meget. Hos Bingoal var Remy Mertz og Luc Wirtgen gode i går, mens Marco Tizza meldes i fin form, men stigningerne her bør være for svære, og hos Eolo er det efter i går formentlig kun Alejandro Ropero og måske Erik Fetter, der kan lave et rimeligt resultat. Hos kontinentalholdene er det værd at holde øje med Thomas Pesenti, der imponerede både i går og i Laigueglia, erfarne Andrea Garosio, der var stærk i går, Sergio Meris, samt måske German Dario Gomez, Alessandro Monaco, Anders Foldager, Daniel Savini og Cristian David Rico.

***** Geraint Thomas

**** Tobias Foss, Ben Tulett

*** Ben Hermans, Marc Hirschi, Eddie Dunbar, Koen Bouwman, Mathieu van der Poel

** Cian Uijtdebroeks, Kevin Colleoni, Diego Ulissi, Jan Polanc, Gijs Leemreize, Ethan Hayter, Matteo Sobrero, Floris de Tier, Antonio Tiberi, Edoardo Sepulveda, Gianluca Brambilla, Mauro Schmid, Simo Carr, James Shaw

* Frederik Wandahl, Nicola Conci, Cristian Scaroni, Filippo Zana, Thomas Pesenti, Jefferson Cepeda, Mattia Cattaneo, Andrea Garosio, Tony Gallopin, Chris Froome, Alberto Bettiol, Johannes Staune-Mittet, Alessandro Fedeli, Giovanni Carboni, Antonio Nibali, Remy Mertz, Luc Wirtgen, Marco Tizza, Andres Ardila, Mason Hollyman, Guy Niv, Fabio van den Bossche, Natnael Tesfatsion, Sergio Meris, Gianmarco Garofoli

Danskerne

På Bora er Frederik Wandahl af de to kaptajner, og han er omtalt ovenfor. På Biesse Carrera viste Anders Foldager søndag, at han formentlig kan gøre det ganske pænt, selvom feltet her er betydeligt skrappere, og han (samt holdets kaptajn, Andrea Garosio), støttes af Mattias Nordal.

 Livestream Volta a Catalunya og brostensklassikerne til halv pris