Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

Optakt: Settimana Internazionale Coppi e Bartali

21. marts 2023 15:22Foto: Sirotti

Ugen efter Milano-Sanremo giver etapeløbsrytterne masser af muligheder for at jagte succes. Mens de fleste af de store stjerner er samlet i Catalonien til Volta a Catalunya, følger mange af de italienske ryttere et andet spor ved det mindre Settimana Coppi e Bartali, der har udviklet sig til et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia for mange af de lokale hold, og som med Criterium Internationals forsvinden synes at vinde mere og mere frem som et godt skridt på vejen frem mod den første grand tour. I 2018 fik løbet et voldsomt boost og kunne præsentere den i særklasse bedste startliste i mange år, og den tendens fortsætter i år, hvor hele otte WorldTour-hold vil kaste glans over en begivenhed, der ofte har afsløret nogle af sportens store talenter.

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Løbets rolle og historie

I Italien har det altid handlet mere om endagsløb end etapeløb, men alligevel har der været et par større flerdagesløb ud over Giro d’Italia. Den økonomiske krise og generelle nedtur i italiensk cykelsport har ramt begge typer løb hårdt, og den italienske scene er ingenlunde, hvad den var engang. Kun ganske få etapeløb har overlevet, og et af dem er det lille Settimana Internazionale Coppi e Bartali, der afvikles i ugen efter Milano-Sanremo.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1984 og fandt sted på Sicilien frem til 1994. Efter to år på Sardinien flyttede det i 1999 til den kuperede region Emilia-Romagna, og her har det været holdt under dets nuværende navn siden 2001. Efter flere år med forskellige formater fandt løbet længe en fast formel, der gjorde det til en solid test for etapeløbsryttere. Tidligere blev det holdt over fem dage, men på grund af økonomiske vanskeligheder var arrangørerne i mange år nødsaget til at reducere det til et fire dage langt løb, der typisk bestod af to kuperede etaper, en helt flad etape og en førstedag, der var delt i to med en morgenetape for de mest holdbare sprintere samt en holdkørsel om eftermiddagen, som blev afviklet efter et helt særligt regelsæt, hvor holdene var inddelt i to. Dermed fik man skabt et kort, men alsidigt løb, der havde lidt for enhver smag, og det gjorde løbet ganske populært.

 

Settimana Internazionale Coppi e Bartali afvikles i en meget travl uge, hvor der traditionelt har været Volta a Catalunya, Criterium Internatioanl samt tre store brostensløb på programmet, og det har gjort det vanskeligt at få megen international opmærksomhed. Af og til har man kunnet tiltrække nogle større navne, som da Cadel Evans vandt løbet, mens han var en af sportens allerstørste stjerner, men som regel har det været domineret af italienske hold. For dem er det imidlertid et vigtigt forberedelsesløb til Giro d’Italia, og det er samtidig en mulighed for andre til at få et godt etapeløb i benene under mindre bevågenhed, end man finder ved Volta a Catalunya i Spanien. I 2016 fik løbet således ekstra opmærksomhed, da det var rammen om Mikel Landas debut for Sky, efter at baskeren havde været ramt af helbredsproblemer i den første del af sæsonen. For etapeløbsrytterne på de italienske prokontinentalhold er det et af årets allervigtigste løb, da de ellers kun har Tirreno-Adriatico, Giro di Sicilia, Tour of the Alps (tidligere Giro del Trentino), det relativt nye Adriatica Ionica Race samt Giroen til på hjemmebane at vise, hvad de kan præstere i et løb over flere dage.

 

I de senere år synes løbet at have fået lidt større international anerkendelse, og eksempelvis er det nu blevet en fast del af Ineos’ kalender. Siden 2017 har Criterium International endda været væk, og det har givet løbet endnu større appel. I 2017 havde man i Sky, Cannondale og Dimension Data deltagelse af tre WorldTour-hold, og da man i 2018 have Sky, EF Education, Mitchelton-Scott, LottoNL-Jumbo, Movistar og Trek til start, fortsatte løbet med at vokse og var således det klart stærkeste i mange, mange år. Bauke Mollema stillede til start som løbets første etablerede grand tour-stjerne siden Landa to år tidligere, og den positive udvikling fortsatte i 2019, 2020, 2021 og 2022, hvor man havde hhv. 5, 9, 9 og endda hele 11 WorldTour-hold til start, ligesom man i 2019 endda genvandt den gamle længde på fem dage. Den længde har man også i år, hvor antallet af WorldTour-hold dog falder til otte, der til gengæld tæller de fleste af de største hold.

 

Løbet har i samme periode fået en dobbelt rolle. På den ene side er det et stort mål for de lokale hold, men for de mange store hold, som i disse år tilvælger løbet, forholder det sig anderledes. Faktisk er løbet nu nærmest blevet stedet, hvor alle de store hold giver de unge talenter en chance for at køre som kaptajn. De får ofte selskab af en eller et par verdensstjerner, der har haft et problematisk forår, og som bruger løbet til at sikre sig løbskilometer på en scene, hvor bevågenheden er begrænset, og hvor det ellers i disse dage er talenterne, der løber med al opmærksomheden.

 

Sådan var det også i 2021, hvor løbet fik megen opmærksomhed på grund af Mathieu van der Poel, der efter sin knæskade jagtede løbskilometer inden klassikerne. Han var imidlertid ikke i spil til klassementet, der igen blev et opgør mellem unge talenter og ryttere, der normalt er hjælpere. I sidstnævnte kategori finder vi Eddie Dunbar, der sammen med Mauro Schmid lavede et kup på 1. etape, og da han efter den efterfølgende muretape kunne iføre sig førertrøjen, kunne det stærke Ineos-hold kontrollere løbet herfra, idet de undervejs vandt muretapen med Ethan Hayter og kongeetapen med Ben Tulett - alt sammen nok til en dobbeltsejr, da Dunbar vandt med 9 sekunder ned til Tulett og 24 sekunder ned til Marc Hirschi. Dunbar er stadig ude med en skade og forsvarer derfor ikke titlen, og da det samme gælder for Hirschi, hvis UAE-hold slet ikke deltager, og Tulett i stedet kører i Catalonien, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Ruten

Som sagt har arrangørerne fundet et relativt fast format til deres fire dage lange løb, men i de seneste år er posen blevet rystet. For cirka 10 år siden havde man fire år i træk en enkeltstart, men dem har der blot være fem af i dette årtusinde. I stedet har det været helt fast, at man har indledt løbet med en dag med to halvetaper, hvor man om morgenen har kørt en moderat kuperet etape, der har passet de holdbare sprintere, og om eftermiddagen har kørt et holdløb, hvorefter man har haft en helt flad etape lørdag og to kuperede etaper fredag og søndag. Løbet har fået en del opmærksomhed for dets specielle regler for holdtidskørslen, som blev benyttet fra 2013 og betød, at holdene blev delt i to firemandshold. Den ide måtte man dog droppe som følge af UCIs beslutning om at reducere holdstørrelserne fra otte til syv mand.

 

Med udvidelsen til fem dage kunne man i 2019 få plads til en ekstra etape i Forli for de holdbare afsluttere, men i 2020 ændredes løbet markant. Her var løbet igen blot fire dage langt, og man droppede helt den flade etape på næstsidstedagen. Samtidig blev løbets traditionelle kongeetape om lørdagen ændret, så den nu havde mål på den relativt korte Monte Tiffi-stigning og dermed gav løbet noget så sjældent som mål på en rigtig stigning. Forli-etapen blev genbrugt, nu som afslutning, og så opfandt man en ny, stærkt kuperet etape med en flad finale, hvor det hele endte i en reduceret massespurt - altså tre ganske kuperede etaper efter førstedagen med den klassiske sprinteretape og det klassiske holdløb. I 2021 var der i alt væsentligt tale om genbrug, men med en tilbagevenden til det fem dage lange format var der blevet plads til en ny etape i San Marino - en etape, der meget vel kunne betegnes som kongeetapen.

 

Sidste år vendte man det hele på hovedet igen, og for første gang i mange år var der slet intet genbrug overhovedet. I stedet var alle fem etaper helt nye, og som altid var det nogle uforudsigelige og åbne etaper, der var designet. Væk er også for første gang i mange, mange år holdløbet, og ideen om to halvetaper blev også droppet. I stedet var der fem almindelige linjeløbsetaper og slet ingen tidskørsler. Kun én af etaperne havde en potentiale for de sprintertyper, og derudover bestod af løbet af to etaper, der lagde op til spurter i større eller mindre grupper, en helt ny murfinale og ikke mindst en historisk svær kongeetape, hvor man for første gang i mange, mange år havde noget, der kunne kaldes en regulær bjergfinale i San Marino.

 

Sidste års udgave var altså klatrernes paradis, men sådan bliver det slet ikke i år, hvor man igen kaster alt op i luften med en rute, der må regnes som en af de lettere. Kongeetapen flyttes igen ud af San Marino og er til den lette side med en finale, der med korte, eksplosive stigninger og en flad finale er egnet til ardennertyper og ikke klassiske klatrere. Derudover får samme ryttertype en chance på den nye murfinale, der vender tilbage for andet år i træk.

 

Det er imidlertid næppe de to vigtigste etaper. For første gang siden 2018 byder løbet nemlig på en enkeltstart, der med en distance på 18,3 km er en ganske lang en af slagsen, og som med en generelt lettere rute vil blive meget afgørende. Den er tillige helt flad og dermed et paradis for specialisterne, der dog skal håndtere en uhyre teknisk rute. De sidste to etaper er ganske kuperede med en del stigninger undervejs, men også med meget fladt terræn til sidst, hvorfor der lægges op til reducerede massespurter, der dog slet ikke er for klassiske sprintere, samt udbrud.

 

Det er en sådan etape, der åbner løbet tirsdag, hvor man igen skal ud i terrænet omkring Rubbicone. Den tilsvarende etape blev helt afgørende i 2022, men i år synes den for let til at kunne gøre forskelle og undgå en spurtafgørelse. Onsdag venter så for andet år i træk den nye murfinale i Longiano, inden de holdbare sprintere formentlig får endnu en chance torsdag, hvor man undervejs skal over en del spektakulære grusvejsstigninger, der dog kommer relativt langt fra en spektakulær afslutning på cykelbanen i Forli, hvor der skal køres en halv omgang.

 

Det hele afsluttes dernæst med løbets to vigtigste etaper. Fredag gælder det kongeetapen, der altså denne gang mere lægger op til ardennertyperne med punch på de korte, stejle stigninger, som leder frem til en flad finale, inden det hele skal afgøres lørdag med den nok vigtigste etape, nemlig den 18,3 km lange, helt flade og meget tekniske enkeltstart i Carpi.

 

 

1. etape

I årevis er løbet startet med en førstedag, der har været delt i to med en sprinteretape om formiddagen og et holdløb om eftermiddagen. Den model forsvandt imidlertid i 2022, og den vender heller ikke tilbage i år, hvor man igen lægger ud med en ganske almindelig linjeløbsetape. Faktisk benytter man helt samme koncept som i 2022, da der igen lægges ud med en kuperet tur rundt i bakkerne omkring Riccione, men hvor etapen sidste år var så svær, at den endte med at lægge grunden til Eddie Dunbars samlede sejr, er der denne gang tale om blødere stigninger. I alt skal der dog klatres næsten 3000 højdemeter, og dermed kunne det være en dag, der lægger op til den slags reducerede massespurter, som i 2020 og 2021 blev var løbets særkende, og som også var udkommet, da lignede etaper omkring kystbyen Riccione blev arrangeret i netop de to år.

 

Med en distance på bare 161,8 km er der som altid i dette løb tale om en kort sag, der har både start og mål i Riccione, som ligger helt ude ved Adriaterhavet. Herfra kører man dog med det samme ad en let stigende vej mod sydvest væk fra vandet, inden det falder let mod sydøst og nordøst, hvorefter man slutteligt kører mod syd op ad en bakke (2,2 km, 5,1%).

 

Toppen nås efter 15,6 km, og her rammer man en 27,3 km lang rundstrækning, hvor der skal køres næsten tre omgange. Den indledes med et faldende stykke, der leder mod øst, inden man fortsætter mod øst op ad en bakke (3,0, 4,8%), der har top i byen Tavilla. Herfra kører man mod sydøst og sydvest ad generelt let faldende vej, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Mondaino (3,4 km, 7,6%), der stiger med hhv. 6,3% og 7,9% over de første to kilometer, inden den tager fat med 8,3% over de sidste 1400 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 36,7 km, 63,0 km og 90,3 km, idet der dog kun er bjergspurter ved de to sidste passager. Rundstrækningen afsluttes nu med en lidt småteknisk nedkørsel, der leder mod nord ned til rundstrækningens udgangspunkt.

 

På sidste omgang dropper man dog den sidste del. Efter toppen af stigningen forlader man rundstrækningen ad en faldende vej, der leder mod vest, inden det går mod sydvest op ad en bakke (3,4 km, 4,5%), der har top efter 98,5 km. Nu går det mod nordøst ad en vej, der først er let faldende og siden let stigende, inden en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til endnu en rundstrækning.

 

Den er 15,4 km lang, og her skal der køres to omgange. Den indledes med, at man kører mod nordvest og nord op ad kategori 3-stigningen Montescudo (6,6 km, 3,7%), der skal deles i tre. De første 2 km stiger med 4-5%, hvorefter der følger 2 flade kilometer, inden de sidste 2,4 km stiger med 6,0% fordelt med ca. 3% over de første 800 m, 6,3% over den næste kilometer og slutteligt 9,3% over de sidste 600 m frem mod toppen, der rundes efter hhv. 118,5 km og 133,9 km. Fra sidste passage resterer fortsat 27,9 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod syd, hvorefter en let faldende vej leder mod nordøst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.

 

Efter sidste omgang kører man mod nordøst op ad en lille mur (1,0 km, 10,4%), der har top med 16,6 km igen, hvorefter det går mod nordøst ad lige og let faldende veje ud mod kysten. Kortvarigt kører man mod sydøst, inden man kører mod nord det sidste stykke ud til kysten, hvor det slutteligt går mod nordvest ad den helt flade kystvej. Man drejer med 3300 m igen, inden der med 2900 m igen venter to sving lige i rap efterfulgt af en rundkørsel, inden man med 2200 m igen drejer ind på kystvejen, der byder på en rundkørsel med 1000 m igen. Det falder ned til de sidste 2500 m, der er flade.

 

Etapen byder på i alt 2804 højdemeter.

 

Vi har haft tilsvarende Riccione-etaper designet efter samme mønster i både 2020, 2021 og 2022, men hvor man i 2021 og 2022 havde nogle ret svære stigninger tæt på mål, er de den sidste stigning denne gang lidt blødere. Derefter kommer der den sidste mur, men den er nok for kort til, at der kan skabes tilstrækkelige forskelle inden den lette finale. Det kunne derfor tale for, at vi får et scenarium, som i de to første år, og hvor det endte i en reduceret massespurt, i 2020 mellem 37 mand, og i 2021 mellem ca. 70 mand. På sidste års hårdere rute var der kun 22 mand til sidst, og herfra lykkedes det Mauro Schmid og Eddie Dunbar at køre væk på sidste stigning, men det er tvivlsomt, om det kan lade sig gøre på årets lettere rute.

 

Etapen gjorde som sagt debut i 2020, hvor Jhonatan Narvaez nærmest slog Pascal Eenkhoorn og Biniam Ghirmay i en gruppe på 37 mand, mens der i 2021 var ca. 70 mand, da Ethan Hayter spurtsejrede foran Shane Archbold og Nick Schultz. Sidste år var der kun 22 overlevende, og herfra kørte Mauro Schmid og Eddie Dunbar, inden schweizeren vandt spurten, mens Ethan Hayter vandt spurten hos forfølgerne 16 sekunder senere. Tidligere var Riccione altid målby for en flad første etape eller halvetape, der gav sejre til Andrea Palini (2012), Manuel Belletti (2011), Francesco Chicchi (2010 og 2008), Danilo Napolitano (2009 og 2006), Alessandro Bertolini (2007), Guillermo Bongiorno (2005), Graziano Gasparre (2004), Jan Svorada (2003) og Alessandro Petacchi (2002). I 2011 og 2010 blev der også kørt holdløb i byen, og her gik sejrene til henholdsvis Androni og Liquigas. Baby-Giroen har også været forbi et par gange, senest i 2021, hvor Andrea Cantoni kørte hjem til en solosejr, i 2020, hvor Jordi Meeus vandt en massespurt, og i 2019, hvor Ethan Hayter vandt den indledende prolog.

 

 

 

 

 

 

2. etape

Det første slag mellem klatrerne kommer altid på 2. etape, der plejede at slutte med et par omgange på en rundstrækning omkring byen Sogliano al Rubicone. Sådan blev det kun delvist sidste år, da man her fandt nye veje til det første klassementsslag. Den traditionelle finale i den gamle målby forsvandt nemlig for første gang i mange, mange år, og i stedet stod klassementsopgøret på en anden og knap så svær rundstrækning, hvor det hele blev afgjort på den 900 m lange mur, der ledte op til målet i Longiano, og hvor Ethan Hayter sejrede. Tilsyneladende var man begejstrede for etapen, for i år genbruges den i et format, der er en næsten tro kopi med kun et par små og ligegyldige modifikationer på etapens allerførste del.

 

Med en distance på 172,5 km er der igen tale om en kort etape, der fører feltet fra Riccione til Longiano. Starten går helt ude ved Adriaterhavet, hvorfra rytterne kører mod sydvest væk fra vandet ad en let stigende vej, inden det begynder at falde mod nordvest. Et fladt stykke leder nu mod nord og sydvest, inden man kører mod vest op ad en bakke. En kort nedkørsel leder mod nord, hvorefter det går mod nordvest ad en flad vej og senere op og ned ad en bakke. Efter bakken rammer man efter 25 km sidste års rute, og herfra går det mod nordvest og nord tilbage mod kysten ad en helt flad vej, men umiddelbart inden man når vandet, vender man rundt for at køre mod syd og sydvest ind mod bakkerne.

 

Dem får man lov at smage, når man kører mod nordvest og syd op til Roncofreddo (5,4 km, 4,2%), idet man midtvejs oppe ad stigningen rammer den afsluttende rundstrækning og runder toppen efter 63,6 km. Her kører man nu mere end en halv runde, hvilket betyder, at man skal over den ikke-kategoriserede Bivo Monteleone (1,8 km, 7,8%) med top efter 69,2 km, samt ad finalemuren (800 m, 11,0%), der ender 300 m fra den første passage af stregen, som finder sted efter 81,3 km.

 

Etapen afsluttes nu med fire omgange på den 22,8 km lange runde. Den indledes med, at man fra muren fortsætter hele vejen op ad kategori 3-stigningen Roncofreddo (6,8 km, 365%), idet kun den sidste del bruger samme vej, som da man tidligere kørte op ad bakken. Kun første kilometer med 7,3% er svær, og ellers er der tale om en helt blød stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter hhv. 86,4 km, 109,2 km, 132,0 km og 154,8 km, idet der er en bjergspurt ved de første tre passager, inden man kører mod vest ad en kort nedkørsel og siden op ad Bivio Monteleone (1,8 km, 7,8%), hvis top rundes efter hhv. 92,0 km, 114,8 km, 137,6 km og 160,4 km.

 

Efter sidste passage resterer 12,1 km, der først følger en lidt småsnoet og faldende vej mod nordøst, inden man kortvarigt kører fladt mod syd frem til finalemuren (800 m, 11%, max. 15%). Den slutter 300 m fra mål, hvorefter det falder over 100 m på en brostensagtig belægning, inden de sidste 200 m er let stigende. Finalen er relativt enkel, idet man efter et sving med knap 5 km igen følger en lige vej frem til et blødt sving med 1500 m igen og et skarpt sving med 1400 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 2786 højdemeter mod 2673 højdemeter i 2022.

 

I gamle dage har dette været det første nøglemoment i løbet, og det vil det i en vis forstand også være i år. Rundstrækningen er dog ikke specielt svær, og det ligner ikke en dag, hvor der kan gøres tidlige forskelle. Da det nu er anden gang, etapen køres, ved vi også, hvad vi kan forvente. Sidste år samledes ca. 40 mand til sidst, inden de mest eksplosive klassementsryttere dystede på muren, hvor de dog blev slået af Ethan Hayter. Man skulle mene, at feltets murspecialister her får mulighed for at vinde de første sekunder i kampen om den samlede sejr, men det vil være i småtingsafdelingen, da hele 17 mand sidste år sluttede i samme tid som Hayter.

 

Longiano har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på den næsten identiske etape i 2022, hvor Ethan Hayter sejrede foran Matteo Sobrero og Ben Tulett, og hvor 17 mand fik samme tid som vinderen.

 

 

 

 

 

3. etape

I 2019, 2020 og 2021 bød løbet på en etape med start og mål i Forli, hvor man kørte omgange på en rundstrækning med en stigning, inden man sluttede med en flad finale. Det gav sejre i reducerede massespurter til Simone Velasco og Pascal Eenkhoorn, men også en udbrudssejr i 2021, hvor Mikkel Honoré og den samlede vinder, Jonas Vingegaard, kørte væk på den sidste stigning. Efter et års fravær vender etapen i 2023 tilbage, men denne gang med en ny rundstrækning, hvor man passerer en grusvejsstigning for sidste gang med næsten 50 km til mål. Selvom man senere skal over en lille grusvejsmur tættere på mål, er der denne gang nok så meget fladland til sidst, at det ender i en reduceret massespurt som i 2019 og 2022, for forskellene kan meget vel være så små, at det kan blive svært for et udbrud at holde hjem. Denne gang bliver spurten endnu mere spektakulær, da den skal afvikles over halvanden omgang på cykelbanen i Forli.

 

Med en distance på 139,8 km er der tale om en meget kort etape, der har både start og mål i Forli. Fra start kører man mod sydvest ad en let stigende vej, inden man skal op ad en bakke (3,1 km, 5,8%), der har top efter 8,1 km. Kortvarigt flader det herefter ud, inden det igen stiger (2,3 km, 5,1%) frem til en top, der rundes efter 12,3 km. Nu går det mod nordøst og øst ad en ikke alt for svær nedkørsel ned til dagens hovedrundstrækning.

 

Den rammes, når man efter 21,3 km når byen Meldola, er 27,7 km lang og skal tilbagelægges tre gange. Fra start køre man ad helt flade veje mod nordøst og sydøst, inden man fortsætter mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Monte Cavallo (4,7 km, 7,2%), der hovedsageligt stiger med ca. 6%, men undervejs har to kilometer med 8-9%, og hvis sidste 1600 m stiger med 8,2%, og hvis første 3,3 km er på grusvej. Toppen rundes efter hhv. 37,2 km, 64,9 km og 92,6 km, hvorfor der efter sidste passage fortsat resterer 47,2 km, og herfra går det mod nordvest ad en lang nedkørsel, der generelt er meget let, men har en teknisk passage midtvejs.

 

Sidste omgang afsluttes efter 104,4 km, hvorefter de sidste 35,4 km indledes med, at man kører den første flade del af rundstrækningen igen. Når man rammer gruset, kører man imidlertid mod nordøst op ad en anden stigning, Tessello (1,8 km, 10,8%), hvor der også er grus hele vejen op. Toppen rundes efter 117,6 km, hvorefter de sidste 22,2 km indledes med et generelt let faldende stykke, som fører mod nord og nordvest frem til en bakke (500 m, 8,6%), hvis top rundes efter 124,9 km i den gamle bydel i Bertinoro.

 

Herfra resterer 14,9 km, der først går mod nordvest ad en faldende vej, inden det er stort set helt fladt, når man kører mod nord og nordvest tilbage til Forli. Der er et sidste sving i en rundkørsel med 6 km igen, hvorefter en lige vej afbrydes af rundkørsler med hhv. 4500 m, 3400 m, 2900 m, 2000 m og 1500 m igen, Ved den røde flamme drejer man skarpt til venstre, hvorefter to bløde kurver leder ind på cykelbanen i Forli, hvor man slutter løbet med at køre halvanden omgang.

 

Etapen byder på i alt 2419 højdemeter.

 

Det er ganske spektakulært med grusvejsstigninger og en afslutning på en cykelbane, men desværre kommer grusvejsstigningerne nok lidt for tidligt til at kunne skabe varige forskelle mellem de bedste. De foregående etaper har næppe heller skabt tilstrækkelige forskelle til, at et udbrud har store chancer, og selvom et udbrud ikke kan udelukkes, ligner det den reducerede massespurt, vi også fik i Forli i 2019 og 2020. Denne gang bliver det hele dog anderledes, når der skal spurtes på en cykelbane.

 

Forli var været for en tilsvarende etape i 2021, 2020 og 2019, hvor man dog benyttede en anden rundstrækning med en stigning tættere på mål. I 2022 lykkedes det Mikkel Honoré og den førende Jonas Vingegaard at køre væk på stigningen, hvorefter Honoré vandt spurten, mens Vingegaard tog den samlede sejr, og Shane Archbold vandt spurten om 3. pladsen 19 sekunder senere i en gruppe på bare 14 mand. I 2020 var Pascal Eenkhoorn i en gruppe på 35 mand hurtigere end Diego Ulissi og Jhonatan Narvaez, der med 3. pladsen sikrede sig den samlede sejr i sidste øjeblik. I 2019 var Simone Velasco foran Francesco Gavazzi og Alexander Kamp hurtigste mand i en gruppe på 45 mand. Derudover var Forli tidligere vært for et stort cykelløb i 2015, da Nicola Boem overraskende snød sprinterne på en Giro-etape. Også i 2006 kom Giroen forbi, og her var Robbie McEwen hurtigst i en massespurt.

 

 

 

 

 

4. etape

I flere år havde løbet et relativt fast format, men i de seneste år har man opfundet flere nye etaper. Det har i særlig grad været tilfældet for kongeetapen, der i de seneste to år er blevet afviklet på to helt forskellige rundstrækninger i San Marino. I år rykker man væk fra miniputstaten på en helt ny kongeetape, der denne gang afvikles omkring byen Fiorano Modenese. Modsat de to foregående år skal der denne gang ikke sluttes på en stigning, og i stedet bydes der på et hav af relativt korte, men stejle stigninger og i alt ca. 3200 højdemeter. Det lægger op til uforudsigeligt cykelløb, der tiltaler løbets puncheurtyper, og da det vil være klatrernes bedste chance for at gøre forskelle, må man formode, at terrænet vil blive udnyttet i en finale, der synes at kunne gå flere veje og blive afgjort både af gode klatreben, punch, spurtstyrke og taktik.

 

Med en distance på 168,6 km er der tale om en af løbets længere etaper, der har både start og mål i Fiorano Modenese. Herfra kører man mod sydøst ad lange, lige og flade veje, inden man drejer mod sydvest. Kort efter rammer man kategori 3-stigningen Madonna di Pulanello (2,0 km, 6,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 21,3 km. Derfra fortsætter det med at stige mod sydvest og syd (6,8 km, 4,4%), inden det meget kortvarigt flader ud. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op ad endnu en bakke (3,7 km, 5,7%).

 

På toppen, der nås efter 37,1 km rammer man dagens hovedrundstrækning. Den er 37,4 km lang, og her skal der køres to omgange. Fra start kører man mod vest og nordvest ad en lang og undervejs meget teknisk nedkørsel, der leder til rundstrækningens vestligste punkt. Her drejer man mod sydøst for at køre ad snoede og let stigende veje, inden det går mod øst og nordøst op ad kategori 1-stigningen Serramazzoni (12,0 km, 3,4%), der skal deles i to. De første 3 km er således meget svære ed 9-12%, inden der venter en kilometer med 6,0%, men herefter er de sidste 8 km bare rullende, af og til let stigende, let faldende og fladt.

 

Toppen rundes efter hhv. 74,5 km og 111,9 km, men det er kun sidste gang, at der er bjergpoint på spil. Efter anden omgang forlader man med det samme rundstrækningen ved at køre mod nordøst ad en lang nedkørsel, der periodevist er meget teknisk. I udkanten af byen Maranello vender man rundt for at køre mod sydvest op ad en bakke (2,3 km, 6,5%), der har top efter 130,3 km, inden en nedkørsel leder videre mod sydvest. Herefter går det med det samme op ad kategori 2-stigningen Via Fazzana (2,0 km, 9,1%), hvis 500 m-segmenter stiger med hhv. 7,5%, 10,4%, 10,0% og 8,6%.

 

Toppen rundes efter 139,4 km, hvorefter de sidste 29,2 km indledes med en teknisk nedkørsel leder mod nordvest ned til udkanten af målbyen, hvor man kører mod nordøst ad en let faldende vej frem til en afsluttende rundstrækning, der rammes efter 147,0 km. Herefter kører man de sidste 4,3 km af denne, hvor det er let faldende, inden man efter 151,3 km passerer tæt forbi stregen, som ligger 100 m fra rundstrækningen og altså ikke krydses undervejs.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 8,6 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod sydvest op ad en bakke (1,6 km, 8,0%), der indledes med 500 m med 10,8%, hvorefter de næste 500 m stiger med 9,2%, inden den flader ud med 4,8% over de sidste 600 m frem mod toppen, som rundes med 7,1 km igen. En relativt let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til den del, man allerede har kørt.

 

Den går ad lange, let snoede veje mod nordøst igennem let faldende terræn, indtil næstsidste kilometer er flad og sidste kilometer stiger let med 1,2% i snit. Man drejer i en rundkørsel med 3100 m igen og skal derefter igennem en rundkørsel med 3000 m igen. Der venter så bløde sving med 1300 m og 1800 m igen, inden man skal igennem en rundkørsel med 1400 m og 900 m igen. Slutteligt drejer man i to rundkørsler med hhv. 800 m og 300 m igen, idet man sidste gang også kører de sidste 100 m, der leder frem til stregen.

 

Etapen byder på i alt 3268 højdemeter.

 

Det er noget andet end de seneste år med afslutninger på stigninger i San Marino. Dette er i langt højere grad ardennerterræn, hvor man må antage, at det skal afgøres på de eksplosive stigninger til sidst. Det lægger i den grad op til aggressivt cykelløb, hvor det ikke virker helt umuligt, at bedste mand kan køre alene hjem, men hvor det også er muligt, at en lille gruppe af eksplosive klatrere skal spurte til sidst eller afgøre det i en taktisk afslutning i fladlandet til sidst.

 

Fiorano Modenese har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2013, hvor Damiano Caruso tog karrierens første - og i mange, mange år eneste - professionelle sejr 13 sekunder foran Alessandro Mazzi og 1.28 foran Boris Shpilevsky på en dag, hvor feltet var sprængt til atomer. I 2007 var Giroen forbi, og her vandt Kurt-Asle Arvesen foran Paolo Bettini og Assan Bazayev i en spurt i et 22 mand stort udbrud. Endelig var dette løb også forbi i 2006 hvor Damiano Cunego vandt en spurt i en lille gruppe foran Luca Mazzanti og Massimo Giunti, hvormed han overtog førertrøjen fra Vincenzo Nibali.

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Enkeltstarter er bestemt ikke usete for løbet, men i de senere år har de været sjældne, blandt andet fordi man længe gjorde brug af et holdløb på førstedagen. Faktisk er det i dette årtusinde kun i 2011, 2012, 2013 og 2014, hvor man fire år i træk havde både et holdløb og en enkeltstart, samt i 2018, hvor man kortvarigt genbrugte den model, at der har været en individuel kamp mod uret med i løbet. Sidste år havde vi for første gang siden 2001 et løb helt uden tidskørsler, men i år vender tempokampen tilbage. Det sker ikke i form af det klassiske holdløb, men derimod i form af årtusindets blot sjette enkeltstart, og modsat tidligere år, hvor man nogle gange har haft ganske kuperede ruter, er der denne gang tale om et fladt tonserterræn, der er skabt til de store specialister, som dog skal kunne klare en del tekniske udfordringer. Dermed kan alt forandres på sidstedagen, der i lyset af den lettere rute de foregående dage meget vel kan blive den allervigtigste.

 

Med en distance på 18,6 km er der tale om en relativt lang enkeltstart, der har både start og mål i Carpi, og det er stort set helt fladt hele vejen. Til gengæld er der mange sving. Således skal man dreje hele otte gange, mens man snor sig mod sydøst ud gennem byen, indtil man efter 2,5 km når udkanten af byen. Herefter kører man kortvarigt mod nordøst op langs bygrænsen, inden man efter 3,3 km drejer mod sydvest. Undervejs skal man nu dreje fire gange, inden man efter 6,8 km drejer mod nordøst.

 

På denne vej er der her igennem et hurtigt dobbeltsving, inden man efter 9,3 km drejer mod nordvest for at køre det længste lige stykke, indtil man efter 12,1 km drejer mod sydvest for at køre tilbage mod Carpi. Her afsluttes det gele med en meget teknisk tur ind gennem byen, hvor man efter en passage igennem en rundkørsel med 3900 m igen skal dreje skarpt med 3400 m igen, igennem en rundkørsel med 3000 m igen, hvorefter der med det samme følger to bløde og tre skarpe sving lige i rap. Med 2500 m igen er der endnu et skarpt sving, hvorefter vejen bugter sig mod venstre, indtil det hele afsluttes med hele fem sving med hhv. 1300 m, 1200 m, 600 m, 400 m og 100 m igen.

 

Etapen byder på i alt bare 16 højdemeter.

 

Det er en ganske lang enkeltstart, arrangørerne har sammensat, og den slags kan i dette flade terræn gøre ganske stor skade, da de temposvage klatrere som regel bløder på denne slags ruter. Det er i hvert fald en rute for specialisterne, men den er også næsten urimeligt teknisk. Det længste lige stykke er bare 2,8 km langt, og særligt første og sidste del er ekstremt teknisk. Det er således en solid blanding af tempoevner og tekniske egenskaber, der vil afgøre det, som formentlig vil være årets vigtigste etape.

 

Carpi har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Giroen i 2008, hvor Daniele Bennati vandt en massespurt i byen foran Mark Cavendish og Robbie McEwen.

 

 

 

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

 

Favoritterne

Settimana Internazionale Coppi e Bartali har i flere år fulgt et ret velkendt mønster med et meget stort genbrug af etaperne, men det er slut nu. Allerede i 2020 fik vi en næsten total nytænkning af løbet, og selvom der var en del genbrug i 2021, blev det hele kompliceret af en ny kongeetape. Sidste år skulle vi på de igen, da arrangørerne for første gang designede en rute helt uden genbrug, og minsandten om det ikke næsten er tilfældet igen i år. Kun den nye murfinale fra sidste år har fået plads igen, men heller ikke i år er der noget holdløb eller nogen Sogliano el Rubicone-etape. Igen er kongeetapen ny, og så kompliceres det hele yderligere af inklusionen af en pandekageflad enkeltstart.

 

Det er dog ret åbenlyst, at det er et lettere løb, end vi har set de seneste to år. Her var kongeetapen i hvert fald vanskeligere end i år - ikke mindst sidste år, hvor vi for første gang i nyere tid havde en regulær bjergfinale. Det gjorde det hele lidt lettere at fortolke, mens det i år er langt mere åbent med flere ruter, der kan gå begge veje.

 

Det gælder særligt for fredagens kongeetape. Modsat de foregående år har den ikke mål på en stigning. Denne gang er det rigtigt ardennerterræn med en række korte, stejle stigninger i finalen. Den bør være relativt selektiv og stille visse krav til klatreevnerne, men modsat sidste år er det altså mere for eksplosive folk end for bjergryttere. Det er også den slags etaper, hvor det kan gå flere veje. Bedste mand kan køre alene hjem, det kan ende i en spurt i en mindre gruppe, og det kan blive en taktisk afslutning lidt i stil med det, der faktisk gav Eddie Dunbar sin sejr via 1. etape sidste år.

 

Det bør blive den mest selektive etape. Vi kender murfinalen fra sidste år, hvor vi så, at den lidt tungere murspecialist Ethan Hayter sejrede foran eksplosive klassementsryttere som Matteo Sobrero, Ben Tulett, Nicola Conci og Natnael Tesfatsion, men hele top 17 fik samme tid. Det er altså en finale, hvor man højst vinder et par sekunder i tillæg til den bonus, der kan blive ganske vigtig.

 

Så er der 1. og 3. etape. Umiddelbart ligner det reducerede massespurter. Vi kender åbningsetapen fra de seneste år, hvor vi fik Dunbar-kuppet i 2022, men ellers har fået reducerede massespurter. I år er stigningerne lettere, og det vil være overraskende, hvis ikke der skal spurtes. En hurtig klassementsrytter kan altså igen få bonus. Det kan han formentlig også på Forli-etapen. Heller ikke her kan man udelukke noget, for grusvejsstigningerne er både stejle og spektakulære, men der er godt nok langt hjem. Begge etaper kommer også så tidligt i løbet, at det er tvivlsomt, om et udbrud får chancen.

 

Det efterlader os med enkeltstarten. I lyset af den ret lette rute ligner det den vigtigste etape. Små 20 km i fladt tonserterræn kan gøre ganske stor skade, formentlig også større end de øvrige etaper. Det er i hvert fald ikke terræn, der vil tiltale hovedparten af klassementsrytterne, men de teknisk dygtige hjælpes i det mindst af, at den er uhyre teknisk.

 

En vigtig faktor kan være holdet. Etaperne kan være svære at kontrollere, men her betyder det meget, at kongeetapen kommer sidst. Mange vil vente på de to sidste etaper, og med mindre forskelle de første tre dage vil mange tro på deres kaptajn. Så længe der ikke er et klart hierarki, vil flere hold tage kontrol, og det mindsker betydningen af et stærkt hold til forsvar af trøjen.

 

Kan vejret så spille ind? Næppe. Tirsdagen bliver flot, og her øges chancen for en spurt af fuld modvind i hele finalen. Samme flotte vejr finder vi onsdag, hvor der vil være modvind på muren og dermed mindre forskelle, samt torsdag, hvor der til gengæld vil være medvind på hjemturen. Kongeetapen vil være ret blæsende, og her vil der være en ret kraftig modvind på rundstrækningens stigning, mens det desværre ser ud til, at vi få byger på enkeltstarten, der derfor kan blive et lotteri med større betydning af risikovillighed på den tekniske rute. Samlet set synes vejrets bidrag at være mindre forskelle og dermed større betydning af enkeltstarten, som til gengæld kan blive et lotteri, hvis prognoserne holder så længe.

 

Coppi e Bartali lever i den grad op til sit ry som talenternes holdeplads, og også i år har løbets store hold sendt nogle meget unge trupper til Italien, hvor de unge navne kan få en sjælden chance for at jagte et topresultat. I år er løbet endda også stort set renset for store stjerner, og det er kun Domenico Pozzovivo, der vel kan betegnes som et større grand tour-navn. Sidste år kunne man ellers præsentere navne som Vincenzo Nibali, Chris Froome og Geraint Thomas samt en klassikergigant i form af Mathieu van der Poel.

 

Det gør altid løbet til en herligt åben affære, hvor det er uhyggeligt svært at pege på en oplagt favorit, og sådan er det i den grad også i år med den svært fortolkelige rute. Det hele kompliceres yderligere af, at der blandt klatrerne og ardennertyperne godt nok ikke er mange, der mestrer en flad tonserenkeltstart. De er for manges vedkommende så svage, at det kan være meget svært at sige, hvem der vil gøre det bedst på løbets vigtigste etape. Til gengæld må man også formode, at kongeetapen trods alt er så svær, at tungere folk ikke kommer i spil.

 

Derfor er det også med stor usikkerhed, at jeg peger på Remi Cavagna. Med ham er det nemlig enten eller. Enten kommer han til kort på stigningerne, eller også vinder han løbet, for han er storfavorit til at vinde enkeltstarten, hvor han vil knuse al modstand. Tidligere havde det været helt udelukket at se ham fremme, men han har forbedret sin klatring enormt, hvad vi først så i Portugal og senest på 4. etape i Paris-Nice, hvor han imponerede stort. Kongeetapens sidste stigning er meget stejl for en fyr som ham, men vi så, at han klarede en tilsvarende stigning flot i Portugal, og det er trods alt ikke Tadej Pogacar, han er oppe mod i dette felt. Han har netop arbejdet på sin klatring for at kunne begå sig i ugelange løb, og mit gæt er, at han har sat sig dette løb som et mål. Det virker bestemt ikke urealistisk, at han nu klatrer så godt, at han kan vinde dette løb. Jeg vælger i hvert at tro på det med tanke på det, jeg så i Portugal og Paris-Nice-

 

 

Faktisk tror jeg, at hans værste rival er en holdkammerat, nemlig Mauro Schmid. Sidste år kørte han løbet, og her sneg han sig væk til sejr på 1. etape. Allerede på muretapen kom han imidlertid til kort, og det vidner om, at ruten kan være for svær. Muretapen er nemlig med igen, og derfor skal han have forbedret sig. Det har han imidlertid også, hvad der var tydeligt særligt i Giroen, og årets rute er betydeligt nemmere og heldigvis for ham mere ardenneragtig. Den er dog også så svær, at han sagtens kan få problemer på fredag, og det er derfor langt fra givet, at han kan begrænse sit tab tilstrækkeligt. Hvis til gengæld det lykkes, er han blandt de få tempostærke. En flad rute er ikke ideel, men de tekniske elementer passer ham, og han er i hvert fald bedre end stort set alle andre klassementsryttere, og derudover kan han med sin spurt måske jagte lidt bonus på 1., 3. og 5. etape, ligesom han måske endda er blevet så god, at han faktisk kan vinde muretapen. Formen er dog lidt usikker efter Emiraterne, hvor han ikke imponerede og sygdom, der tvang ham ud af Paris-Nice, men har han fundet formen, er han del alsidige rytter, der kan vinde på denne rute. Holdet har også James Knox, der slet ikke viste form i Drome-Ardeche, men i dette felt trods alt er mere tempostærk end mange klatrere, og så bliver det spændende at følge unge William Junior Lecerf. Terrænet er for svært for tempostærke Josef Cerny.

 

Jeg tror, at den største trussel kan være Stefan De Bod . Sydafrikaneren er i hvert fald en af de få, der både kan køre enkeltstart og klatre, og efter skiftet til EF har han som klatrer været genfødt. Der er helt sikkert bedre klatrere end ham, men hans kørsel i Emiraterne taler for, at han vil begrænse tabet pænt. Gør han det, er han klart en af de mest tempostærke i dette felt. Et andet kort burde være Ben Healy, der klatrede fremragende på Mallorca og måske har en chance for at begrænse tabet, selvom terrænet som udgangspunkt er for svært. Tempostærk er han i hvert fald, men det er første løb siden styrtet i Besseges, og derfor er han næppe i form. Langt mere formstærk er Sean Quinn , der endda kan gå efter bonus i spurterne. Han viste fornem form i Strade og Tirreno, men gårsdagens nedtur skaber tvivl, da han er meget svingende. Hans tempoevner er heller ikke prangende, men Polen viser, at han kommer langt i dette felt, ligesom han har kørt gode prologer. Et andet kort er Georg Steinhauser, der i Emiraterne endelig viste sit potentiale og var i offensiven i går, men han er næppe tempostærk nok. Endelig har de James Shaw, der har været genfødt i år og kørte et godt Strade, og han er faktisk ganske tempostærk, som vi så i Baskerlandet. Hans kørsel i går skaber dog betydelig usikkerhed. Mark Padun synes fortsat helt uden form.

 

Ineos står også stærkt med Leo Hayter. Briten er skabt til dette løb, da han senest ved VM bekræftede, at han ligesom brormand er en glimrende temporytter, og vi ved også, at han klatrer storartet. Til gengæld har han haft det svært i år, og han var heller ikke i stand til at gøre nogen forskel i går. Det behøver han imidlertid heller ikke, for kan han bare følge med, kan han vinde løbet i kraft af sin enkeltstart. Ineos har også Brandon Rivera, der i går var i stand til at køre væk og har klatret storartet i år. Han ligner en af de bedste klatrere i løbet, men han er ret ubeskrevet som temporytter, da han aldrig har haft brug for at give den gas. Han har dog materiellet med sig, og det betyder meget i dette felt.

 

Jumbo kommer med kometen Thomas Gloag, der startede som lyn og torden i Valencia, men floppede på kongeetapen i Emiraterne. Har han sine bedste ben, kan han imidlertid vise sig at køre fra alt og alle på kongeetapen. Det store spørgsmål er hans tempoevner. De få enkeltstarter, han har kørt, har været alt andet end prangende, men næsten alle briter kan køre en hæderlig enkeltstart, skiftet til Jumbo har helt sikkert hjulpet, og det er længe siden, han sidst har kørt en enkeltstart. Det gør ham til den helt store joker. Holdets anden kaptajn er den meget spændende Milan Vader, der dog har skuffet meget i de fleste løb. Strade viste dog fremgang, og terrænet passer ham perfekt. Udfordringen er enkeltstarten. Han var overraskende god i Baskerlandet, men Algarve indikerer, at han får det meget svært på en flad rute. Nok er han ikke kaptajn, men det kan sagtens være Johannes Staune-Mittet, der ender bedst. Han har nemlig flere gange vist en fin enkeltstart, senest i Galicien og tidligere i Algarve, og han har vist, at han kan klatre med på dette niveau. Holdets bedste bud burde næsten være Gijs Leemreize, der har kørt gode enkeltstarter, men han har haft en svær optakt og faldt senest for tidsgrænsen i Strade Bianche, hans eneste løb i år. Man skal bestemt heller ikke afskrive unge Loe van Belle, der blev 9 i l’Avenir sidste år, imponerede stort i Denain i torsdags og har vist, at han i hvert fald er en god prologrytter. Den formstærke udviklingsrytter Tijmen Graat må til gengæld være hjælper.

 

Hos Israel-PT gør Domenico Pozzovivo comeback. Vi aner ikke, hvor han står, men da han sidste år også fik kontrakt sent, var han konkurrencedygtig med det samme. Det er svært at tro, at han ikke er med helt fremme i dette felt. Desværre kører han ikke samme enkeltstarter som i gamle, ligesom han har fået helt nyt materiel, men i dette felt bør han være en af de mere tempostærke klatrere. Han ledsages af Ben Hermans, der er endnu mere tempostærk og faktisk endda har vundet en flad enkeltstart i Poitou-Charentes. Han passer perfekt til løbet, men hvor står han efter sin alenlange pause? Der var heldigvis så lovende takter i Emiraterne, at han er en helt reel vinderkandidat, men usikkerheden er stor. Et tredje kort er Marco Frigo, men han kommer nok lidt til kort på begge parametre.

 

Bora kommer med Giovanni Aleotti, der fortsætter med at skuffe og ikke har kørt væsentlige løb, siden sygdom tvang ham ud af Oman. Han gjorde det dog ganske pænt Down Under, og vi har set, at han kan rejse sig til disse mindre løb, nemlig med to sejre i Sibiu Tour. Han passer til disse eksplosive stigninger, men tempostærk er han bestemt ikke. Hans fine kørsel i Polen på en dog stigende rute og godt materiel taler dog for, at han vil være en af de bedre klatrere på lørdag, særligt fordi ruten er teknisk. Alternativet er den i år så uhyre velkørende Ben Zwiehoff, der med de ben, han har haft, kommer meget langt i dette felt. Han bør være en af de bedste på stigningerne, og hans Vuelta-enkeltstart i 2021 giver mig et håb om, at han faktisk er mere end tempostærk end som så, selvom det var på en rute, der passede ham langt, langt bedre. Endelig har de unge Florian Lipowitz, men han må være hjælper for de to kaptajner.

 

Trek kommer med den meget lovende Mathias Vacek. Som vi senest så i Algarve er han utvivlsomt en af de mest tempostærke i dette felt, men er stigningerne ikke for svære? Det bør de være, men han har ført klatret ganske godt i Veneto Classic og tidligere i år i Portugal. Overlever han mod forventning, kommer han langt. Et mere sikkert alternativ er Tony Gallopin. Han har ikke kørt gode enkeltstarter i nogen tid, men senest i Algarve viste han, at han trods alt kommer langt i dette felt. Spørgsmålet er, om han kan være med på stigningerne. I gamle dage havde det været perfekt, men han er slet ikke som tidligere. I år har han ikke klatret storartet, men helt galt har det ikke været. Finder han benene fra Touren, kommer han i dette felt langt. Holdets bedste mand til stigningerne er Natnael Tesfatsion, der også kan jagte bonus, men han får klø på enkeltstarten, og det gør også Asbjørn Hellemose og den formsvage Amanuel Ghebreizagbhier.

 

Hvor formstærk er Lawson Craddock? Det ved vi ikke, for han har reelt ikke kørt løb i halvanden måned, og i går styrtede han. Formentlig er terrænet for svært, men i dette felt kan man ikke udelukke, at han kan hænge på. Lykkes det, vil han have en stor chance, da han er en af de absolut bedste temporyttere i dette felt. Han ledsages af gårsdagens vinder, Felix Engelhardt, der burde have en chance for at være med i dette terræn. Han har i de seneste år imidlertid kun kørt prologer, og de er gået så elendigt, at han fremstår endog meget temposvag. Holdets klatrer er Rudy Porter, der desværre punkterede i går, hvorfor vi mistede chancen for at vurdere ham.  Han har faktisk kørt nogle fine prologer, men over længere distancer har han slet ikke vist nok. Løbet er trods alt for svært for tempospecialisten Michael Hepburn.

 

Så er der kometen Walter Calzoni. Italieneren imponerer igen og igen, senest i går, hvor han kørte fra alt og alle på sidste stigning. Dette terræn kan være for svært, men det er bestemt inden for rækkevidde. Problemet er, at hans enkeltstarter har været så decideret horrible, at han er uden chance, selvom han kan få bonus undervejs med sin gode spurt. Derfor skal holdet snarere satse på Gianluca Brambilla, der med de ben, han havde i Tirreno kommer langt i dette felt. Han havde tidligere en hæderlig enkeltstart, men det er længe siden, og han kørte en forfærdelig enkeltstart i Galicien. Det tredje kort er Carl Fredrik Hagen, men hvis ikke han styrtede i går, er han sat tilbage af sygdommen fra Rwanda. Hans niveau fra sidste år fører dog meget langt i dette felt, og for en klatrer er hans enkeltstart ikke helt horribel

 

Astana får det svært. Det har Christian Scaroni, der nok burde kunne gøre det hæderligt på disse lidt mere eksplosive stigninger og kan jagte bonus i spurterne, men han er formentlig lidt overmatchet på kongeetapen, ligesom han ikke er tempostærk. Et alternativ er Igor Chzhan, der i Arctic Race viste, at han klatrer fint på dette niveau, men han kan næppe køre enkeltstart, og hans form er helt ukendt, da han ikke har kørt løb i år. Det har temposvage Antonio Nibali og Yuriy Natarov, og de har slet ikke vist form.

 

Jeg tror, at de øvrige hold får det svært, slet og ret fordi de fleste får prygl på enkeltstarten. Hos Bingoal kører de klassement med Floris De Tier, men efter et opløftende Oman skuffede han i går. Marco Tizza, Alexis Guerin og Lennert Teugels kommer langt på stigningerne, men får det svært på enkeltstarten, og løbet er nok for svært for temposvage Remy Mertz . Hos Bolton er terrænet og enkeltstarten for svær for gårsdagens nr. 2, Mark Stewart. De har til gengæld en tempostærk herre i Logan Currie, men terrænet bør være for svært, og James Oram er ikke tempostærk nok. Hos Eolo får de relativt velkørende klatrere Alex Martin, Davide Piganzoli og Fernando Tercero klø på enkeltstarten, og det samme gælder hos Bardiani for den meget lovende Alessio Martinelli, for den anden klatrer Luca Covili og for de relativt klatrestærke Davide Gabburo, Alessandro Pinarello og Henok Mulubrhan . Hos Corratec er Valerio Conti stadig helt fra den, og terrænet er nok lidt for svært for Karel Vacek . Hos Tudor er Joel Suter meget tempostærk, men selvom han har klatret godt i år bør dette terræn være for svært, og Roland Thalmann og Luc Wirtgen har ikke vist skyggen af form. Bedste bud er nok den unge klatrer Hannes Wilksch, men det er hans sæsondebut.

 

Kontinentalholdene er dømt ude på forhånd, fordi de altid får klø på enkeltstarterne, men vi fik i får bekræftet, at Thomas Pesenti sagtens kan være med på stigningerne i dette felt, og det samme kan måske også Alessandro Bisolti og Alessandro Monaco.

 

***** Remi Cavagna

**** Mauro Schmid, Stefan De Bod

*** Leo Hayter, Thomas Gloag, Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Sean Quinn

** Ben Zwiehoff, Giovanni Aleotti, Brandon Rivera, Milan Vader, Tony Gallopin, Lawson Craddock, Johannes Staune-Mittet, James Shaw, Mathias Vacek, Loe van Belle, James Knox, Gianluca Brambilla, Carl Fredrik Hagen, Natnael Tesfatsion, Ben Healy, Georg Steinhauser

* Gijs Leemreize, Logan Currie, Rudy Porter, Joel Suter, Hannes Wilksch, Alessio Martinelli, Florian Lipowitz, Felix Engelhardt, Mark Padun, Christian Scaroni, Amanuel Ghebreigzabhier, Luca Covili, Valerio Conti, Asbjørn Hellemose, Igor Chzhan, Antonio Nibali, Floris De Tier, Marco Tizza, Lennert Teugels, Alexis Guerin, William Junior Lecerf, James Oram, Omer Goldstein, Alex Martin, Davide Piganzoli, Fernando Tercero, Davide Gabburo, Alessandro Pinarello, Henok Mulubrhan, Roland Thalmann, Luc Wirtgen, Karel Vacek, Josef Cerny, Tijmen Graat

 

Danskerne

Asbjørn Hellemose bør på Trek kunne få lov at køre klassement, men enkeltstarten lægger nok begrænsninger på, hvor langt han kan komme.

 

STREAM VOLTA A CATALUNYA OG CLASSIC BRUGGE-DE PANNE UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

SE FELTET.DK'S SPECIALTILBUD PÅ DISCOVERY+

Remi Cavagna
Mauro Schmid, Stefan De Bod
Leo Hayter, Thomas Gloag, Domenico Pozzovivo, Ben Hermans, Sean Quinn
Ben Zwiehoff, Giovanni Aleotti, Brandon Rivera, Milan Vader, Tony Gallopin, Lawson Craddock, Johannes Staune-Mittet, James Shaw, Mathias Vacek, Loe van Belle, James Knox, Gianluca Brambilla, Carl Fredrik Hagen, Natnael Tesfatsion, Ben Healy, Georg Steinhauser
Gijs Leemreize, Logan Currie, Rudy Porter, Joel Suter, Hannes Wilksch, Alessio Martinelli, Florian Lipowitz, Felix Engelhardt, Mark Padun, Christian Scaroni, Amanuel Ghebreigzabhier, Luca Covili, Valerio Conti, Asbjørn Hellemose, Igor Chzhan, Antonio Nibali, Floris De Tier, Marco Tizza, Lennert Teugels, Alexis Guerin, William Junior Lecerf, James Oram, Omer Goldstein, Alex Martin, Davide Piganzoli, Fernando Tercero, Davide Gabburo, Alessandro Pinarello, Henok Mulubrhan, Roland Thalmann, Luc Wirtgen, Karel Vacek, Josef Cerny, Tijmen Graat
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Coppi e Bartali
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Women's Tour(2.WWT) 06/06-11/06

Women's Tour(2.WWT) 06/06-11/06

Asiatiske mesterskaber(CC) 07/06

Course de la Paix GP Jese...(2.NCUP) 08/06-11/06

Grosser Preis des Kantons...(1.1) 09/06

Tour de Suisse(2.UWT) 11/06-18/06

Elfstedenronde Brugge(1.1) 11/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkea Samsic

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Circus - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger