Optakt: Søndagens etaper i Andalusien, Algarve og Haut-Var

Søndag gælder det 5. etape af Vuelta a Andalusia og Volta ao Algarve samt 3. etape af Tour du Haut-Var mens Tour of Oman er afsluttet.

Vuelta a Andalucia - 5. etape

Ruten

For sprinterne har der ikke været meget at komme efter i årets Ruta del Sol, men de håber på at komme til fadet på sidste etape. Heller ikke her får de det imidlertid let på en svær rute, der måske nok har en relativt let sidste halvdel, men som forinden byder på et hav af stigninger. Der sluttes endda med et stigende opløb, og dermed er det en etape, der slet ikke er så enkel, som den på papiret kunne se ud til.

I alt skal der tilbagelægges 163,9 km mellem Otura og Alhaurin de la Torre. Startbyen ligger i den kuperede indre del af regionen og målbyen ved sydkysten, og derfor er det første del, der er hårdest. Her lægger man ud med at køre igennem fladt terræn mod sydvest frem til kategori 3-stigningen Alto de Agron (9 km, 3,1%), der har top efter 26,0 km. Efter en kort nedkørsel, der fører mod vest, går det mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Alto de Almama (5,2 km, 2,8%), hvis top rundes efter 38,2 km, inden endnu en kort nedkørsel fører mod sydvest ned til bunden af kategori 3-stigningen Alto del Navazo (6,4 km, 3,8%), der har top efter 51,4 km.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Efter den hårde start bliver terrænet endelig lettere. Her kører man via en nedkørsel mod sydvest og derefter mod vest og nordvest gennem fladlandet frem til kategori 3-stigningen Alto de las Canteras (4,1 km, 4,4%), hvis top passeres efter 74,1 km. Nu går det endelig ud mod kysten efter en lille tur mod nordvest, og den følgende del, der fører mod sydvest, vest og syd er derfor let faldende. Den lange nedkørsel afbrydes imidlertid undervejs af kategori 3-stigningen Alto Valle de la Vida (2,7 km, 7,6%), hvis sidste 900 m endda stiger med hele 9,4%. Fra toppen resterer bare 32,3 km, og man fortsætter først op ad endnu en lille bakke til dagens spurt, der kommer bare 600 m senere.

Derfra går det via en skarp, men let nedkørsel ned til kysten, hvor de sidste godt 25 km er flade. De fører mod syd, inden man kører mod vest og til sidst sydøst og sydvest ind til målbyen. Her begynder det langsomt at stige, så den sidste km stiger med 4,8%. Det sidste sving kommer med 2,8 km igen, men derefter venter rundkørsler 2400, 1700, 1300, 1000 og bare 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2250 højdemeter.

Alhaurin de la Torre blev senest besøgt i 2016, hvor Tejay van Garderen slog Wilco Kelderman på løbets enkeltstart. I 2015 slog Juan Jose Lobato John Degenkolb i en stigende spurt, mens Elia Viviani sidste år vandt Vueltaens første sprinteretape i byen.

Vejret

Andalusien siger også farvel til rytterne med en flot dag. Søndag byder kun på enkelte skyer samt en temperatur på 17 grader. Til gengæld vil det være temmelig blæsende med en jævn til frisk vind fra sydøst. Det giver sidemed- og sidevind stort set hele dagen, indtil man kort før den sidste stigning drejer ind i sidemodvind på stykket ud mod kysten. Det var i alt væsentligt ved, indtil man med 2,8 km drejer ind i direkte sidevind på opløbsstrækningen.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Favoritterne

Ikke helt uventet blev dagens etapen for meget for Tim Wellens, der var oppe mod overmagten i form af velsmurte kollektiver fra Astana og Mitchelton, der som forventet kunne dele rovet med en føretrøje til kasakkerne og en etapesejr til australierne. Wellens måtte dermed endnu engang sande, at han stadig har noget at lære på de helt svære stigninger, hvor de rene klatrere viste sig at være ham overlegne.

Dagens etape markerede enden på klassementskampen, og det hele slutter langt mere fredsommeligt. Man skal imidlertid passe på med at undervurdere løbets sidste etape, der måske på papiret kan ligne en simpel sprinteretape, men som meget vel kan ende med at blive en forspildt mulighed for de hurtige folk.

De første 50 km er nemlig knaldhårde og næsten helt umulige at kontrollere. Samtidig har de seneste to dage skabt så store forskelle i klassementet, at Astana ikke har den store interesse i at køre udbrud ind. For dem handler det først og fremmest om at komme sikkert ned til kysten, og derfor er der meget få hold til faktisk at kontrollere etapen.

Reelt afhænger alt af, hvad Mitchelton-Scott og Jumbo-Visma vil. De har nemlig feltets to topsprintere, og etapens forløb vil være bestemt af, om de satser 100% på en spurt eller ej. Begge hold har også muligheder for at sende en mand i offensiven, og hvis de to hold er repræsenterede i det store og stærke udbrud, der næsten med garanti kører væk, er det næsten givet, at ingen har interesse og styrke til atter at skabe samling.

Alligevel tror vi mest på en spurt. Det skyldes, at Mitchelton-Scott er her med et brølstærkt hold, og med tanke på den form, Matteo Trentin har vist, vil det næsten være hovedløst ikke at gå efter endnu en sejr, ikke mindst fordi han på en hård etape har en særligt god chance i en spurt. Også Jumbo-drengene har en del at skyde med, og selvom Danny Van Poppel nok vil være lidt mere i tvivl om, hvorvidt han kan klare strabadserne, forventer vi, at hollænderne også vil påtage sig deres del af ansvaret.

Vi venter os derfor en knaldhård start og et stærkt og klatrestærkt udbrud, som med det samme vil kalde på en reaktion fra Mitchelton og Jumbo, der næppe vil give dem et stort forspring. Efter de første fire stigninger er terrænet over de sidste knap 100 km betydeligt lettere, og det burde gøre det muligt for to så stærke hold at skabe samling. Der er også en latent trussel for sidevind over de første 120 km, og det kan slet ikke udelukkes, at det vil skabe stress, selvom det nok ikke vil splitte feltet. Chancerne for en udbrudssejr er relativt gode, men pilen peger på en reduceret massespurt.

Der venter imidlertid en ubehagelig overraskelse for sprinterne. Den sidste stigning er voldsomt stejl og alt for svær for langt de fleste. Da det samtidig ligger i kortene, at Michelton med deres mange klatrere igen vil gøre det knaldhårdt, som de gjorde på stigningen på 2. etape, vil der formentlig blive ryddet gevaldigt ud i feltet. Langt de fleste sprintere vil formentlig falde fra over en relativt lang stigning med knap 10%, og selvom der vil være tid til at komme tilbage, regner vi ikke med, at mange af de hurtige folk vil have overlevet strabadserne

Selve spurten er også ganske kompliceret. Man skal passe på med spanske løbsbøger, men angiveligt stiger den sidste kilometer med 4,8%. Det er betydeligt mere end i torsdags, og der er derfor tale om en væsentligt vanskeligere finale. Læg dertil, at det med de mange rundkørsler er ganske teknisk, ikke mindst med en sidste blot 400 m fra stregen, og det bliver klart, at der mange forhindrer i vejen.

Som sagt er der i løbet to topsprintere, og denne gang må det være Matteo Trentin, der står med de bedste kort. Italieneren har mildt sagt være ustyrlig i de eneste løb, hvor han ikke blot har spurtet betydeligt bedre end i 2018, men også har klatret eminent, ikke mindst i Murcia i sidste uge. Derfor er han den eneste sprinter, for hvem løbet ikke kan blive for hårdt, og lægger Mitchelton virkelig pres, er han måske endda den eneste, der overlever. Den stigende spurt passer ham også fint, også selvom hans historik i bakkespurter er begrænset, for han har både i Valencia og senest på 2. etape vist evner i opadgående finaler. Denne gang burde hans form i den stejlere afslutning komme ham endnu mere til gode, og den sene rundkørsel passer også fint til teknisk stærke Trentin. Reelt er det vel kun Van Poppel, der kan true Trentin i denne spurt, men efter en hård dag må europamesteren være den klare favorit.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Danny Van Poppel var på 2. etape hurtigste mand, men han havde akkurat ikke benene til i den hårde spurt at gå forbi Trentin. Det er ellers stigende spurter, der har udviklet sig til lidt af et speciale for hollænderen, som med 3. pladsen bag Valverde og Sagan i den endnu hårdere finale på 8. etape i Vueltaen samt i Binche-Chimay-Binche sidste år har vist, at han efterhånden er en af de førende specialister i den disciplin. Egentlig er han vel også en bedre bakkesprinter end Trentin, ligesom han har en højere topfart. Til gengæld er han knap så holdbar, og modsat europamesteren har han ingen garanti for at overleve sidste stigning, ligesom den samlede etape kan trætte han for meget. Omvendt klatrede han eminent i sidste års Vuelta og i Tour Down Under i år, og dagens deltagelse i et stærkt udbrud vidner om fremragende form. Ustabile Van Poppel er kendt for sine dårlige dage, hvor han falder helt væk, men har han ikke en sådan, synes han at have benene til i hvert fald at true Trentin, hvis han overlever sidste stigning.

Ivan Garcia var ligesom Van Poppel i udbrud på dagens knaldhårde etape, og dermed viste han blot endnu en gang, at han er i helt fantastisk form. I Vueltaen hr han allerede vist, at han er ganske holdbar og klatrestærk, og der er derfor al mulig grund til at tro, at han også skulle kunne klare stigningerne her, ogseå selvom heller ikke han har en garanti. Hans spurt på 2. etape var ganske enkelt imponerende, men desværre viste han igen, at han alt for ofte starter sin sprint alt, alt for tidligt. Alligevel var han meget tæt på at vinde, og det siger noget om hans fremragende form. Han har ikke samme topfart som Trentin og Garcia, men netop i en stigende spurt kan han med sin råstyrke true dem. Det kunne han i torsdags, og det kan han bestemt også på denne etape, ikke mindst fordi han i Matej Mohoric har en sublim lead-out man modsat Trentin og Van Poppel, der til sidst vil være temmelig alene. Falder han fra, kan Mohoric prøve, men finalen er nok for nem.

Det har været en fornøjelse at se Marco Canola i dette løb. Efter et meget svært 2018 ligner han igen sig selv, ikke mindst efter at han kørte en flot 1. etape og var i udbrud i dag. Han er ikke en klassisk sprinter, men i jubelåret 2017 viste han sig som en forrygende puncheur. I torsdags åbnede han for tidligt i en spurt, der også var for let, men denne stejlere finale efter en hård dag burde passe ham. Han er en af de få hurtige folk, der bør klare sidste stigning, og med formstærke Nicola Bagioli som lead-out står han stærkt, selvom han ikke på papiret har favoritternes hurtighed. Bagioli viste sidste år i Burgos, at han som plan B også kan være med fremme. Til gengæld tvivler vi på, at vinderen fra 2015, lokale Juan Jose Lobato, har formen til at være med i front, selvom selve opløbet er skræddersyet til ham.

Movistar har haft et svært løb, hvor de i den grad har savnet Mikel Landa. Til gengæld kan de nu se frem til at have betydeligt større chancer på en etape, hvor de har hele tre holdbare afsluttere. Førstemanden er utvivlsomt Carlos Barbero , der i Burgos gang på gang har vist, at han har stigende spurter som denne som sin absolutte spidskompetence, og han burde være betydeligt bedre i denne stejlere finale, efter at han blev klart overspurtet i torsdags. Til gengæld har han ikke nogen garanti for at klare stigninegrne, og der er en vis sandsynlighed for, at det bliver for hårdt. Det kan åbne døren for formstærke Jurgen Roelandts, der godt kunne bruge en sidste formtest inden lørdagens Omloop, og som virker særdeles velkørende. Han har bedre chancer for at klare bakken, men er ikke så stærk i stigende spurter som Barbero. Holdet mest holdbare kandidat er Jose Joaquin Rojas, der med sikkerhed burde sidde med hjem, men han har nok desværre ikke længere topfarten til vitterligt at true de store favoritter.

Francesco Gavazzi har hidtil været en skuffelse i dette løb, hvor han særligt kiksede på 1. etape. Formen var ellers ganske god i Laigueglia, og han burde uden de store problemer klare stigningerne her. Finalen er nok ikke helt stejl nok til, at han kan true de bedste, for der er ikke tale om en afslutning som i Burgos sidste år, hvor han ellers satte alle til vægs. Bliver løbet knaldhårdt, står han imidlertid stærkt i et sprinterfattigt felt og har i hvert fald bedre chancer end på 2. etape. Andronis sprinter, Manuel Belletti, er ude af løbet.

Astana skal egentlig bare holde Jakob Fuglsang ude af problemer, men hvorfor ikke også lade Luis Leon Sanchez køre spurten? Spanieren har i de senere år ikke spurtet specielt godt, men det har han gjort i år, særligt i Australien. Det er klart, at han får det svært mod de mere rene sprintertyper, men i en stigende finale i et decimeret felt kan han gøre det hæderligt.

En anden hurtig fyr, der måske kan gøre sig gældende, er Colin Joyce . Sidste år i Arctic Race og Yorkshire viste han en vis holdbarhed, og han har været velkørende i dette løb. Han er tydeligvis ikke i topform endnu, og han har ingen garanti for at overleve stigningerne, ligesom han mangler farten til at vinde, men han kan måske være med fremme. Det samme er tilfældet for Tosh van der Sande , der har en vis holdbarhed, men ikke har spurtet godt i de senere år.

Andrea Pasqualon burde være en god kandidat i en stigende spurt som denne, men formen synes ikke at være god nok til klare stigningen. Heller ikke de øvrige sprintere, Edward Plankcaert, Michael van Staeyen, Nelson Soto, Alan Banaszek, Jonas Van Genechten, Lorrenzo Manzin, Vincenzo Albanese og Enrique Sanz , ventes at klare stigningen.

Som sagt kan det ikke udelukkes, at et udbrud kan køre hjem. For at vinde skal man være klatrestærk i den knaldhårde indledning samt kunne gøre det færdigt i en flad finale. Særligt Matteo Trentin, der selv kunne finde på at gå i udbrud, Matej Mohoric, Eduard Prades, Marco Canola, Francesco Gavazzi, Nicola Bagioli, Ivan Garcia, Jose Joaquin Rojas, Matteo Montaguti, Jonathan Lastra, Colin Joyce, Nick van der Lijke og Thomas Sprengers.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Feltet.dks vinderbud: Matteo Trentin

Øvrige vinderkandidater: Danny Van Poppel, Ivan Garcia

Outsidere: Marco Canola, Carlos Barbero, Jurgen Roelandts, Jose Joaquin Rojas

Jokers: Francesco Gavazzi, Luis Leon Sanchez, Nicola Bagioli, Andrea Pasqualon, Colin Joyce, Tosh van der Sande

Udbrudskandidater: Matteo Trentin, Matej Mohoric, Eduard Prades, Marco Canola, Francesco Gavazzi, Nicola Bagioli, Ivan Garcia, Jose Joaquin Rojas

Volta ao Algarve - 5. etape

Ruten

Alto do Malhao er løbets mest ikoniske stigning, og det er ikke en rigtig udgave af det portugisiske løb, hvis ikke rytterne har forceret den 2,8 km lange stigning, der stiger md 8,9% i gennemsnit. I år er den naturligvis med igen, og som altid skal rytterne forcere den to gange i finalen på løbets kongeetape. For fjerde år i træk er den tilmed anbragt allersidst på sidste etape, og dermed er scenen sat for et stort slag med mulighed for at vende rundt på det hele til allersidst.

Årets udgave af etapen er en tro kopi af sidste års og dermed i den indledende fase nytænkt i forhold til tidligere, men afgørelsen vil falde på den samme rundstrækning, der benyttes år efter år. I alt skal der tilbagelægges 173,5 km mellem Faro og toppen af Alto do Malhao. Fra starten går det igennem let stigende terræn mod nord op til den første spurt, der kommer efter 16,8 km. Herfra fortsættes mod vest gennem fladt terræn, inden en nedkørsel leder mod syd og sydvest tilbage til kysten. Herfra går det atter ind i landet mod nordvest, nord og til slut øst op til toppen af kategori 3-stigniningen Picota (2,7 km, 6,2%), der har top efter 63,3 km. Der fortsættes derfra mod nordøst og øst, mens terrænet gradvist bliver mere kuperet.

Efter forplejningszonen sættes kursen mod nord via kategori 3-stigningen Alto da Ameixieira (4,8 km, 4,3%), hvis top rundes efter 99,6 km. Efter en lille bakke går det derefter via en nedkørsel mod vest og nordvest, indtil man rammer den afsluttende ca. 41 km lange rundstrækning. Den indledes med en 1,5 km lang bakke, der stiger med 4,3% i gennemsnit, samt en relativt flad del, hvorfra man kører forbi den sidste spurt, der kommer efter 127,6 km. Derefter gælder det første passage af Alto do Malhao, der er i kategori 2, men første gang køres ikke hele vejen til toppen og henover målstregen. Bjergspurten kommer her efter 132,6 km med 40,9 km igen efter en 2,5 km lang klatretur, der stiger med 9,6% i gennemsnit.

I stedet kører man en hel omgang på rundstrækningen, der er en ganske kuperet sag uden meget fladt terræn. Den inkluderer to stigninger. Efter en lille nedkørsel gælder det kategori 3-stigningen Vermelhos (3,1 km, 4,7%), der har top med 20,3 km til mål. Herefter følger endnu en nedkørsel, en 1,2 km lang bakke, der stiger med 8,2% i gennemsnit, samt et kort fladt stykke, inden man rammer Alto do Malhao, på hvis top målstregen er placeret. Denne gang kører man hele vejen op ad den 2,8 km lange stigning, der stiger med 8,9% i gennemsnit. Den er stejlest på de første 1500 m, hvor stigningsprocenten er på 10-12%. Den sidste kilometer er nemmere med stigningsprocenter på mellem 4 og 8 og har det stejleste stykke på 7,9% med ca. 500 m til mål, inden det flader ud over de sidste 300 m, der gennemsnitligt byder på bare 4,3%. Der er fire hårnålesving på stigningen, det sidste med ca. 800 m til mål, hvorefter vejen kun snor sig ganske let.

Etapen byder på i alt 2804 højdemeter.

Sidste år fik etapen et overraskende forløb, da en stor udbrydergruppe fik lov at afgøre etapen i det efter en overraskende taktik fra Sky. Trods en førertrøje på Geraint Thomas’ skuldre blev Michal Kwiatkowski sendt i offensiven tidligt, og herfra kunne han sikre sig både etapesejr og samlet triumf. I 2017 tog Amaro Antunes en stor gennembrudssejr, da han med et flot angreb slog Vicente Garcia og Tiesj Benoot med 12 sekunder og en gruppe af favoritter med 15 sekunder. I 2016 lykkedes det Alberto Contador at slå tilbage efter en katastrofal præstation på 2. etape, og med en suveræn solopræstation satte han Fabio Aru, Thibaut Pinot og Antunes til vægs med hele 20 sekunder. I 2015 vandt Richie Porte 3 sekunder foran Michal Kwiatkowski, selvom han havde været i front på det meste af stigningen for at hjælpe Geraint Thomas. I 2014 var Contador igen bedst, da han slog Rui Costa og Michal Kwiatkowski med henholdsvis 3 og 10 sekunder, mens Sergio Henao slog Costa i 2013. I 2012 satte Bradley Wiggins Porte op til en flot solosejr. I det hele taget har Sky haft meget succes på stigningen, idet de vandt med Stephen Cummings i 2011. Contador var også bedst i både 2009 og 2008.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Vejret

Efter nogle halvskyede dage slutter løbet på bedst mulig vis med en skyfri søndag, der vil byde på en temperatur på hele 21 grader. Det vil til gengæld igen være mere blæsende med en jævn til frisk vind fra øst. Det giver hovedsageligt skiftevis med- og modvind på turen frem mod rundstrækningen. Her vil der være sidevind stort set hele vejen, herunder på begge de to stigninger, idet der dog er et hurtigt medvindsstykke, der leder frem til bunden af Malhao.

Favoritterne

Efter dagens sprinteropgør er der lagt op til et sidste og afgørende opgør om den samlede sejr. Alto do Malhao er en sand klassiker, som mange af rytterne vil kende fra tidligere udgaver, og som er en helt anden sag end Foia-stigningen, der i kraft af medvinden i torsdags skabte en pæn udskilning. Sidstnævnte er nemlig en lang stigning, der aldrig bliver specielt stejl, mens Malhao er en sand mur, der med sine stejle procenter og korte distance er skabt til ryttere med et godt punch og som regel betydeligt mere selektiv end Foia.

Det betyder dog ikke, at forskellene er store. Tony Martin har meget ofte været med i kampen om den samlede sejr, fordi han har begrænset sit tab på Malhao smukt, og det vidner om, at alene stigningens længde betyder, at også store folk kan klare sig hæderligt. For at være med i kampen om etapesejren skal man imidlertid være en fremragende klatrer og allerhelst også besidde et vist punch.

Sidste år fik etapen et yderst særpræget forløb, da Sky sendte Michal Kwiatkowski i offensiven tidligt, hvorefter et apatisk og opgivende felt resignerede og lod polakken løbe med det hele - til stor fortrydelse for Geraint Thomas, der mistede førertrøjen på grund af den særegne taktik. I år kan vi vente os et langt mere klassisk forløb. Denne gang peger alt måske også på en samlet sejr allerede på forhånd, da Tadej Pogacar burde have et stort nok forspring til at sikre sig triumfen, men der må være mange af rivalerne, der gerne vil vinde etapen. Det gælder i første omgang Sky og Deceuninck, men også CCC har helt sikkert blik på noget stort.

Som sidste år forventer vi en meget aggressiv indledning, og det vil formentlig tage tid, inden en stærk gruppe etableres. Herefter vil UAE stå for det tidlige arbejde, men uden at have den store motivation for at køre udbruddet ind. Hurtigt forventer vi dog, at Sky, Deceuninck og CCC vil tage over, og det bør være nok til at sikre, at det hele skal afgøres på rundstrækningen.

Det bliver interessant at se, hvad der sker på Malhao første gang. Det stærke Sky-hold kunne meget vel have tænkt sig at ryste UAE og måske allerede sende David De La Cruz tidligt i offensiven for derved at lægge pres på araberne. Pogacar er imidlertid begunstiget af at køre på et klatrehold, der i bjergene kun kan matches af netop Sky, og med Valerio Conti, Fabio Aru og Simone Petilli har han tre stærke klatrere, der alle var med langt inde i finalen på 2. etape, Dermed bliver det trods Skys styrke svært at ryste Pogacar og co., og selvom vi forventer en temmelig aggressiv britisk taktik, bør UAE være stærke nok til at sikre, at der ikke kommer farlige fremstød inden sidste passage stigningen. De kan tillige vente sig hjælp fra Deceuninck og CCC, for hvem etapesejren er det vigtigste.

Samlet set forventer vi derfor, at det atter skal afgøres på selve muren, men Sky vil formentlig have gjort det så hårdt forinden, at det vil være et temmelig decimeret felt, der rammer stigningen. Her vil de sikkert med formstærke Tao Geoghegan Hart sætte rivalerne under pres fra bunden, og herefter vil det være op til favoritterne selv at slås om sejren.

Læs også

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Det er med en lille tøven, at vi igen peger på Wout Poels som vores favorit. Hollænderen har bestemt ikke været imponerende hidtil, efter at han først måtte sig sig slået på Foia og siden kørte en overraskende dårlig enkeltstart. Nu handler det først og fremmest om at komme hjem med en sejr, og det burde trods alt være muligt. Poels lancerede sin offensiv på Foia en anelse for tidligt, men længe så det ud til, at han havde gjort arbejdet færdigt. Dermed fik han trods alt vist, at han var en af løbets absolut stærkeste, og med lidt bedre timing havde han sikkert vundet. Samtidig passer Malhao ham ganske ideelt, da han ofte har vist sig som specialist på de meget stejle stigninger, og han har blandt andet i Fleche Wallonne og Liege-Bastogne-Liege også stillet sit punch til skue. Blandt klatrerne i løbet er han i hvert fald den, der måske passer allerbedst til netop denne stigning, og derfor tror vi, at han med sit antrit kan gøre forskellen til sidst. Nu skal han blot time det hele lidt bedre og dermed redde et lidt skuffende løb for det britiske superhold.

Kan Tadej Pogacar gøre det igen? Det kan man bestemt ikke afvise. Sloveneren kørte klogt og afventende på Foia og viste stor styrke ved at gå forbi Poels på de sidste meter. Med en højst overraskende præstation på enkeltstarten fik han bekræftet sin storform, og han er derfor løbets måske mest velkørende klatrer. Han burde også være ganske komfortabel på denne stejlere stigning, men han har ikke samme punch som Poels og foretrækker generelt længere udfordringer. Samtidig kan han som løbets førende rytter havne i en situation, hvor han skal lukke huller selv, særligt hvis Sky angriber på skift med Poels og De La Cruz, og det kan koste det sidste, hvis han vil gentage sejren. Alligevel er han så stærk, at det bestemt er et sandsynligt scenarium.

Enric Mas har med en god enkeltstart og fin kørsel på Foia bekræftet, at han er et sandt supertalent, der går en stor sæson i møde. Ikke helt uventet manglede han dog på 2. etape det nødvendige punch til at matche Poels, og det kan også være et problem på denne etape. Mas er ganske enkelt bedre over længere stigninger, og dette er derfor ikke den helt ideelle finale for ham. Omvendt kørte han fremragende på en lignende mur på 14. etape i sidste års Vuelta, og han har derfor vist, at han kan begå sig, særligt hvis det er stejlt. Derfor er hans chancer denne gang formentlig bedre, end de var på Foia, også fordi han som regel bliver bedre undervejs i et etapeløb. Han skal køre klogt mod overmagterne fra Sky og UAE, men han har helt sikkert styrken til at vinde.

I 2017 vandt Amaro Antunes denne etape, da han med sit punch kørte fra hele verdenseliten og fik sit store gennembrud. Sidste år var han fraværende, men nu er han tilbage på den stigning, han elsker allermest. Det er bestemt ikke uden grund, for Antunes er med sit punch specialist på eksplosive og stejle stigninger som denne. Samtidig viste han helt forrygende form på 2. etape, hvor han tilbragte en del af finalen i udbrud og alligevel var blot få meter fra at vinde etapen. Det havde været interessant at se ham i et direkte opgør med Poels og Pogacar, men nu endte han i stedet med at angribe for tidligt, som han desværre har det for vane. Det er også en betydelig risiko på denne etape, men kan han denne gang hold hovedet koldt eller måske endda udnytte, at han ikke er en umiddelbar trussel i klassementet, kan det meget vel ende med endnu en sejr til formstærke Antunes. Han skulle heldigvis ikke være mærket af dagens lille styrt.

Sidste år lagde Sam Oomen skidt fra land, men det gør han ikke i år. Tværtimod viste han med det samme sit store talent med solid, men lidt anonym kørsel på 2. etape. Han har dermed vist, at han er en af løbets bedste klatrere, men blandt de fem store navne er han nok den, der for sværest ved at vinde. Dels har han ikke samme punch som Poels og Antunes, hvorfor det ikke er en ideel stigning for ham, dels var han allerede i torsdags den svageste af de fem. Omvendt kørte han en yderst skuffende enkeltstart, hvilket betyder, at han måske kan lukrere på favoritternes interne kamp. Lykkes det, er han i hvert fald formstærk nok til at vinde.

Det bliver interessant at se, om Sky blot vælger at mose derudad for at sætte Poels op til sejr, eller om de vil angribe Pogacar på skift. Vælger de sidstnævnte strategi, kan der blive muligheder for David De La Cruz, der efter en svær tid i dette løb har rejst sig. Han leverede i hvert fald et fremragende stykke arbejde for Poels på 2. etape og kørte tillige en hæderlig enkeltstart. Stigningen er alt for eksplosiv til at passe ham, men i et taktisk spil er det utvivlsomt ham og ikke Poels, Pogacar lader køre. Det kan give spansk sejr.

Patrick Konrad kom ind til løbet som en af topfavoritterne, men efter at haverat asfalten på 1. etape slog han sig desværre for meget. Derfor er det da også stærkt tvivlsomt, om han her vil være i stand til at rejse sig, men han er en af de få, der i kraft af sine klatreevner kan udfordre de folk, der dominerede 2. etape. Er han kommet sig efter det ublide møde med asfalten, burde han i hvert fald kunne lide en eksplosiv stigning som denne, hvor han kan gøre brug af sit gode punch. Samtidig er han ude af klassementet og har derfor markant frihed til at tage chancer.

Det kunne være sjovt, hvis Sky bredte kortene lidt ud og også gav chancen til Tao Geoghegan Hart. Briten har ganske enkelt været fremragende kørende i løbet indtil nu, efter at han først kørte feltet sønder og sammen på Foia i torsdags og siden kørte en forrygende enkeltstart. Det er klart, at han som udgangspunkt skal arbejde for Poels og De La Cruz, men da Sky får svært ved at vinde løbet, kan de måske tillade sig at spille på lidt flere heste denne gang.

En anden outsider kunne være Gianluca Brambilla. Efter en svag præstation i Laigueglia kørte han ganske fornemt på 2. etape, hvor han længe sad med helt fremme. I sidste ende blev stigningen en anelse for langt, men det var måske også forventeligt. Brambilla er nemlig ikke en klassisk klatrer, men foretrækker at kunne gøre brug af sit punch. Det burde han have bedre chancer for på denne stigning, der passer hans karakteristika langt bedre. Han får svært ved at slå favoritterne, men med opportunistisk kørsel kan det måske lade sig gøre.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Vi må også fremhæve Joao Rodrigues. Den unge portugiser blev sidste år nr. 7i Volta a Portugal og viste dermed, at han er en ganske lovende klatrer. Noget tyder på, at han er kommet godt ud af vinteren, efter at han leverede en fremragende præstation på 2. etape. Han er et ubeskrevet blad, og det er derfor lidt ukendt, hvordan han har det med en kortere, mere eksplosiv stigning, men det skal blive interessant at se, hvordan han klarer denne test.

Andre gode klatrere er Jose Herrada, Simon Spilak, Joaquim Silva, Frederico Figuiredo, Sergei Chernetckii og Xandro Meurisse, der ikke synes at være alt for mærket af sit styrt. Ingen af dem synes dog at være stærke nok til at slå favoritterne på så svær en stigning. Michael Valgren og Søren Kragh kan begge gøre det hæderligt, men stigningen er for stejl til, at de kan være med helt i front

Endelig vil vi fremhæve Dylan Van Baarle. Sky er det eneste hold, der kan spille på mange heste, og en strategi kunne være at lade hollænderen tage sin chance fra distancen. Angriber han allerede på Malhao første gang, bliver det ikke let for UAE, CCC og Deceuninck at skabe samling - specielt fordi UAE ikke har den store interesse i det. Van Baarle viste helt nye evner som klatrer i Australien og er meget svær at hente i det kuperede terræn mellem de to passager. Er det ham, der skal lave ”en Kwiatkowski” i år?

Feltet.dks vinderbud: Wout Poels

Øvrige vinderkandidater: Tadej Pogacar, Enric Mas

Outsidere: Amaro Antunes, Sam Oomen, David De La Cruz

Jokers: Patrick Konrad, Tao Geoghegan Hart, Gianluca Brambilla, Joao Rodrigues, Dylan Van Baarle

Tidligere udgaver af etapen

Du kan gense Michal Kwiatkowskis sejr fra 2018, Amaro Antunes’ sejr fra 2017 samt Alberto Contadors sejr fra 2016.

Tour du Haut-Var - 3. etape

Ruten

Endelig! I mange år var det et af årets første cykelhøjdepunkter, at klatrerne i Middelhavet Rundt skulle teste benene på den stejle Mont-Faron i udkanten af Toulon. Siden det løb led en trist død i 2014, har bjerget imidlertid været fraværende fra den internationale kalender, og heller ikke Paris-Nice har besøgt det siden 2005. Nu vender det imidlertid tilbage som den store finale i Tour du Haut-Var, hvor det 6 km lange bjerg med sin gennemsnitlige stigningsprocent på 8 vil være rammen om et brutalt og afgørende slag, der vil krone en fortjent vinder af det 3 dage lange løb.

I alt skal der tilbagelægges bare 136 km, der fører feltet fra La Londe til toppen af Mont-Faron i udkanten af Toulon, og der er tale om en helt anden rute end de foregående. Denne gang er alle de terrænmæssige udfordringer nemlig koncentreret til sidst, og der er tale om en nem dag med en knaldhård finale. Start- og målbyerne ligger med få kilometers mellemrum langs den franske middelhavskyst, og det meste af etapen består derfor af en stor sløjfe ind i landet, hvor de to byer forbindes.

Først stiger det let, mens man kører mod nord, vest og igen nord, inden man rammer et fladt stykke, der fører videre mod nord. Herefter snor man sig igennem let stigende terræn mod vest frem til dagens første spurt, der kommer efter 59 km. Her kører man en omgang på en næsten helt flad 15,0 km lang rundstrækning, der afsluttes med dagens sidste spurt efter 74 km. Derfra får det igennem hovedsageligt fladt terræn mod syd og vest, inden en nedkørsel fører mod sydøst og ned mod kysten.

Finalen indledes, når man drejer mod nordøst og tager hul på kategori 3-stigningen Col du Coprs de Garde (8,3 km, 2,9%), hvis top rundes med 12,7 km igen. Derefter leder en teknisk nedkørsel mod sydøst ned til udkanten af Toulon, hvor man med det samme drejer mod nordøst og direkte ind på kategori 2-stigningen Mont-Faron. Den stiger med 8% over 6,0 km og byder efter to bløde kilometer på en stigningsprocent på 8-9 over de sidste 4 km. Der er mange hårnålesving hele vejen op, det sidste kort efter den røde flamme, hvorefter der er et sidste sving 150 m fra stregen.

Læs også

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

Etapen byder på i alt 2035 højdemeter.

Mont-Faron var som sagt fast bestanddel af Middelhavet Rundt, hvor de sidste vindere af kongeetapen var Jean-Christophe Peraud (2014 og 2013), David Moncoutie (2011, 2009 og 2003), Francesco Masciarelli (2010), Alexandre Botcharov (2008), Rinaldo Nocentini (2007), Jose Ivan Gutierrez (2006), Jens Voigt (2005), CSC (holdløb i 2004), Michele Bartoli (2002), Ivan Basso (2001), Laurent Jalabert (2000) og Davide Rebellin (1999). Paris-Nice var senest forbi i 2005, 2003 og 2002 med sejre til hhv. Gilberto Simoni i førstnævnte år og Alexandre Vinokourov i de to sidstnævnte.

Vejret

Der er ingen ende på det gode sydfranske vejr, der søndag fortsætter med en skyfri himmel og en temperatur i Toulon på 14 grader. Der vil blot være en let vind fra syd, hvilket giver medvind først på etapen, sidevind midtvejs og sidemodvind på turen tilbage mod kysten. Til slut vil der være sidemedvind hele vejen op ad Mont-Faron.

Favoritterne

FDJ gjorde, hvad de kunne, for at sætte Thibaut Pinot op til sejr på en etape, der endte som et udskilningsløb bagfra og ikke den angrebsfest, nogle havde ventet og andre frygtet. Dertil var finalen med modvind på de lette stigninger trods alt for nem, og det endte i sidste ende i en spurt på 11 mand. Dermed fik vi at se, hvem der er løbets bedste klatrere, og vi har nu 9 mand med den samlede sejr inden for rækkevidde inden den afsluttende kongeetape.

Dermed er der også lagt op til en medrivende finale. De foregående etaper har alle været svære at forudsige i kraft af deres kuperede natur, men 3. etape er langt enklere. Her bliver der i hvert fald ingen problemer med at holde tingene under kontrol, og det hele skal derfor afgøres i et stort opgør på legendariske Mont-Faron. Det er samtidig en helt anden stigning end det, vi hidtil har set, for her er der tale om et regulært bjerg, der med sin stejlhed er skabt til de rigtige klatrere, også selvom der er tale om en relativt kort stigning.

Læs også

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

Vi kan derfor komme hurtigt over den første del af etapen. Et udbrud vil blive etableret efter en aggressiv start, hvorefter Trek vil tage kontrol. De vil nok satse på at spare kræfterne inden finalen, men hurtigt vil FDJ og Ag2r tage over, så de kan vinde etapen på det legendariske bjerg, også selvom der ikke er bonussekunder. Derfor burde det ende i et stort opgør mellem de bedste på den sidste stigning, og her vil det være klatrebenene, der taler, ikke mindst fordi medvinden vil gøre det hele mindre taktisk.

Helt som forventet har Thibaut Pinot, Giulio Ciccone og Romain Bardet vist sig som de stærkeste, og det ligner da også endnu et opgør mellem de tre. Af dem vil vi atter pege på Pinot, men ikke med stor overbevisning. Dagens etape gav nemlig ikke mange svar, men det kan være et ilde varsel for FDJ-kaptajnen, at han på stregen blev slået af den ikke specielt spurtstærke italiener. Alligevel tror vi, at han vil kunne gøre arbejdet færdigt. Selvom Ciccone er talentfuld, er Pinot trods alt en sand verdensstjerne, der bestemt ikke er blevet ringere det sidste års tid. Denne sværere stigning passer ham betydeligt bedre, og han har i Provence vist, at han også i år er stærk fra sæsonstart. Normalt er han også mere spurtstærk end Ciccone, og derfor er der flest pile, der peger på ham. Vi tror, at Pinot endelig tager den forløsende sejr.

Han skal dog stramme sig an, hvis han vil knække Giulio Ciccone. Lige siden 2016 har vi vist, at vi her taler om en sand guldfugl, der i sit første år endda vandt en bjergetape i Giroen, men som siden har været sat tilbage af helbredsproblemer. Skiftet til Trek har bestemt ikke svækket ham, og han har vist storform lige fra første færd. Som ren klatrer står han også meget stærkere på den stejle Mont-Faron, og i dag viste han, at han også kan afslutte i en stigende spurt. Ciccone står foran en fremtid, hvor han vil være en af de store stjerner, så hvorfor ikke sætte Pinot og Bardet på plads én gang til?

Som forventet har Romain Bardet været konkurrencedygtig allerede i sit første løb, men han er stadig hæmmet af at være mere rusten end Pinot og Ciccone. Han har næppe samme form som sine to rivaler, der da også begge i dag slog ham i spurten. Også for ham gælder imidlertid, at han står langt stærkere på Mont-Faron, hvor han ikke er så afhængig af sin relativt svage spurt. Alle ved, at Bardet er en af verdens bedste klatrere, men om han allerede nu har formen til at slå sine to rivaler, er stadig et åbent spørgsmål.

Det var ikke uden grund, at Hugh Carthy i går viste lovende takter. Efter den svage start i Provence var han igen i dag med helt fremme, hvor han selvfølgelig var helt uden chancer i spurten. Som ren klatrer vil han stå langt, langt bedre på Mont-Faron, hvor han burde have benene til at tage kampen op mod de tre store favoritter. Han har haft en relativt svær tid, men sluttede så stærkt af i efterårets løb, at han ser ud til at være på vej tilbage. På Mont-Faron kommer hans klatreben til fulde til deres ret, og det bør han være i stand til at udnytte.

Ag2r tabte måske kaptajnernes kamp, men vandt opgøret mellem løjtnanterne. Alexis Vuillermoz bekræftede igen sin gode form i sit første løb og er klar til at støtte Bardet i morgen. Han er ikke ren klatrer, og selvom han elsker stejle procenter, er Mont-Faron en anelse for lang til at passe ham ideelt. Vi tvivler på, at han vinder som stærkeste mand, men måske kan Ag2r udnytte, at de har to meget stærke kort at spille.

Det var godt at se, at Lilian Calmejane slet ikke var mærket af sit styrt. Med en 4. plads bekræftede han den gode form, han også viste i Provence og med sine mange angreb i går på Tanneron. Desværre er han en stor fyr, der ikke er ren klatrer, og derfor kan man frygte, at han kommer til kort på Mont-Faron, der nok er for svær til, at han kan true de store favoritter. Omvendt betyder styrtet, at han er ude af klassementet, og det kan måske give ham den nødvendige frihed.

En spændende joker kunne være Joe Dombrowski. Efter nogle svære år viste han i dag endelig livstegn. Det lover godt for amerikaneren, der er kendt som specialist i de sværeste af de svære stigninger. Det viste han især, da han ud af det blå kørte en fremragende kongeetape i Tour de Suisse i 2017, og det er som helt ren klatrer, at han har sit store potentiale. Mont-Faron er nok trods alt for kort og eksplosiv til, at han kan være med i front, men det ligner en god chance for at jagte oprejsning.

FDJ valgte i dag at tage det fulde initiativ, og det sled på Rudy Molard og Kilian Frankiny, der ellers begge bekræftede deres gode form. I morgen vil de sikkert igen skulle agere slagtekvæg for Pinot, men måske kan FDJ blande kortene. Ciccone kan relativt let isoleres, og derfor kan en ny strategi være at angribe på skift. Her har man tre af de bedste klatrere. Stigningen er lidt svær for Molard, men Frankiny burde efter dagens stærke præstation virkelig være i sit es på et rigtigt bjerg som dette.

I dag viste Pierre Rolland sin vanlige aggressive natur, og han blev kun hentet til allersidst. Det viser, at formen for den langsomme starter er stigende, og nu skal vi endelig se, hvad han kan i en klassisk bjergfinale. Formen rækker nok endnu ikke til, at han kan være med helt i front, men tager han kampen pp med favoritterne, bør han være med i front.

Endelig vil vi pege på Cofidis-duoen Nicolas Edet og Mathias Le Turnier. Begge gjorde de det ganske godt i dag, og de bør også være med fremme på kongeetapen. Edet er det mest etablerede navn, men han får det måske lidt svært på et rigtigt bjerg. Le Turnier er en mere klassisk klatrer, men han har stadig en del at lære, før han kan være med helt i front.

Også Julien El Fares, Amael Moinard, Cyril Gautier, Romain Combaud og Fernando Barcelo kan være med langt fremme, men ikke i front på så svær en stigning. Jarlinson Pantano viser fremgang, men skal hjælpe Ciccone med at forsvare trøjen.

Feltet.dks vinderbud: Thibaut Pinot

Øvrige vinderkandidater: Giulio Ciccone, Romain Bardet

Outsidere: Hugh Carthy, Alexis Vuillermoz, Lilian Calmejane, Joe Dombrowski

Jokers: Kilian Frankiny, Rudy Molard, Pierre Rolland, Nicolas Edet, Mathias Le Turnier