Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Sparkassen Münsterland Giro

Optakt: Sparkassen Münsterland Giro

03. oktober 2022 16:16Foto: Sirotti

I intet andet europæisk land har cykelsporten haft det så svært som i Tyskland, hvor langt hovedparten af løbene er forsvundet. Enkelte endagsløb har dog overlevet, og et af dem, der faktisk er i vækst, er Sparkassen Münsterland Giro, der i perioden fra 2016 har oplevet sin suverænt stærkest besatte udgaver. Indtil nu har den lille begivenhed ellers levet en ret anonym tilværelse som et mindre efterårsløb, men nu om dage kan den præsentere adskillige topsprintere, hvoraf flere ender deres sæson på de tyske landeveje.

STREAM SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO OG COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Løbets rolle og historie

Dopingdebatten har redet cykelsporten som en mare overalt, men i de fleste lande har man kunnet bevare fascinationen og en solid fanbase. Det forholder sig imidlertid helt anderledes i Tyskland, hvor diskussionen om forbudte stoffer nærmest har udryddet en sport, der engang var ekstremt populær, ikke mindst i årene, hvor Jan Ullrich og Erik Zabel dominerede i Touren. Offentligheden og medierne har i høj grad vendt ryggen til sporten, og mens landet engang havde tre WorldTour-hold, var man for få år siden nede på ikke at have ét eneste.

 

Tyskland havde engang en meget flot cykelkalender med adskillige ugelange etapeløb og et par endagsløb på højeste niveau. Bayern Rundfahrt, Hessen Rundfahrt, Sachsen Tour, Niedersachsen Rundfahrt og Rheinland-Pfalz Rundfahrt var bare nogle af de mange løb, der sammen med det nationale Deutschland Tour, HEW Cyclassics (nu BEMER Cyclassics), Rund um den Henninger Turm (nu Eschborn-Frankfurt), Rund um Köln og Rund um die Braunkohle udgjorde en fantastisk cykelscene.

 

Intet andet land er imidlertid blevet ramt så hård af den massive dopingmistanke som Tyskland, der nu kun har meget få store løb, hvor de kan fremvise deres mange topnavne for hjemmepublikummet. Da løbet i Bayern forsvandt i 2016, var det det sidste af de mange etapeløb, der måtte opgive kampen, og endagsløbene i Köln og Frankfurt har kæmpet en konstant dødskamp. Et nyt løb blev etableret i Berlin, men det er igen forsvundet i et land, hvor der næsten intet er tilbage.

 

Fremkomsten af navne som Tony Martin, André Greipel, Marcel Kittel og John Degenkolb har langsomt vakt interessen til live igen. Bora-hansgrohe og i en periode også det nuværende DSM er tysk WorldTour-hold, og der er igen live-dækning af Tour de France på de nationale kanaler. Vigtigst af alt har det været, at Tour-arrangørerne ASO hele tiden har haft et godt øje til det tyske marked, og man gav derfor udvikling yderligere et boost, da man i 2017 henlagde Tour-starten til Düsseldorf. I 2018 fulgte man yderligere op ved i august at genskabe Deutschland Tour i en fire dage lang udgave, der tiltrak et imponerende flot felt for et løb i 2.1-klassen, og som nu endda er udvidet til fem dage og blevet en del af den store ProSeries, ligesom franskmændene har sikret fremtiden for løbet i Frankfurt.

 

Et af de løb, der har brudt den negative trend, er Sparkassen Münsterland Giro, der blev skabt på et tidspunkt, hvor cykelsporten var nær bunden. I 2006 blev den første udgave afviklet som arvtager til det endnu mindre løb Groningen-Münster, og det blev med det samme optaget som 1.1-løb på UCI-kalenderen. Ideen var hvert år at afvikle det den 3. oktober, årsdagen for Tysklands genforening. Paul Martens vandt den første udgave fra et firemandsudbrud, og siden da har det overlevet i det barske økonomiske klima. I 2015 fik det endda 1.HC-status - en status, der har gjort, at det er i dag er med i den relativt nye ProSeries.

 

Sparkassen Münsterland Giro afvikles i en relativt flad del af Tyskland, og derfor er det ikke en overraskelse, at det er et sprinterløb. De to tyske giganter, Marcel Kittel og André Greipel, har begge vundet løbet to gange, og også Tom Boonen og Sam Bennett har sejret i massespurter. Overraskelser er imidlertid hyppigere på denne tid af året, hvor alle er trætte, og derfor er det forbavsende ofte lykkedes udbrydere at snyde sprinterne. Jos van Emden, der stort set ikke har vundet andet end enkeltstarter, har endda sejret to gange, og Joost van Leijen og Aleksejs Saramotins har også begge sejret via udbrud.

 

Løbet kommer på et tidspunkt, hvor sæsonen stort set er ovre, og mange har allerede nu sat cyklen i garagen. For ryttere, der satser på næste søndags Paris-Tours, er det imidlertid en perfekt chance for at holde gang i benene. I 2016 gav den usædvanligt sene VM-dato løbet et helt kolossalt boost, da det fungerede som opvarmningsløb til det store slag i Qatar, og man havde endda held til at tiltrække de tre største sprinternavne Kittel, Greipel og Mark Cavendish. Desværre måtte sidstnævnte dog melde forfald i sidste øjeblik som følge af sygdom, men det blev starten på en positiv spiral, der passer fint med den generelle tendens i Tyskland.

 

Selvom løbet i 2017, 2018 og igen afvikledes efter VM, fortsatte den positive udvikling nemlig, og i de tre år havde man haft navne Dylan Groenewegen, Alexander Kristoff, Fernando Gaviria, Greipel, Bennett, John Degenkolb, Alvaro Hodeg og Pascal Ackermann til start. Efter en coronaaflysning i 2020 led løbet et tilbageslag i 2021, hvor d. 3. oktober faldt på en søndag, og i en meget sammenpresset coronakalender faldt det sammen med sidste etape i CRO Race og ikke mindst Paris-Roubaix. Det gav et svagt felt med kun fem WorldTour-hold, men heldigvis var det en engangsnedtur. I år falder løbet på en mandag i samme uge som Lombardiet og Paris-Tours, hvor det plejer at ligge, og nu kan man præsentere ikke færre end ti WorldTour-hold, herunder topnavne som Bennett, Olav Kooij, Caleb Ewan, Fabio Jakobsen, Groenewegen og Ackermann.

 

Sidste års udgave var ikke bare speciel på grund af det svagere felt og den pressede kalender. Det var den også på grund af vejret og løbets udvikling. En gedigen efterårsstorm betød nemlig, at løbet blev alt andet end det klassiske sprinterløb. I stedet udviklede det sig til et gedigent sidevindsdrama, hvor der til sidst blot var efterladt syv mand tilbage til afgørelsen. Her lykkedes det med god hjælp fra Josef Cerny for Mark Cavendish at spurte sig til sin sidste sejr i en fornem sæson, mens Alexis Renard og Morten Hulgaard med hhv. en 2. og 3. plads tog nogle af karrierens største resultater. Cavendish lader i år Jakobsen om at forsvare Quick-Steps ære, hvorfor han ikke deltager, og da Renard stadig er ukampdygtig grundet en hjerteoperation, mens Hulgaard har kørt i Kroatien, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

 

STREAM SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO OG COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Ruten

Sparkassen Münsterland Giro afvikles som sagt i et af de mange flade områder af Tyskland, og der er derfor aldrig mange terrænmæssige udfordringer på menuen i det tyske løb. Samtidig har man i de seneste år reduceret distancen fra 215,8 km i 2017 til 210,8 km i 2018, 193,3 km i 2019 og 188,5 km i 2021, men i år brydes trenden med en rute på hele 205,9 km. Samtidig flytter man altid rundt på startbyen på ruter, der ikke gør megen brug af genbrug, og efter et år med en speciel start i hollandske Enschede skal der i år alene køres i Tyskland mellem Telgte og det klassiske mål i Münster.

 

Telgte er en lille by, der ligger bare et stenkast øst for Münster, og derfor består det 205,9 km lange løb primært af en tur ud i terrænet sydøst for værtsbyen, hvor der er nogle ganske, ganske små bakke, man kan finde. Man lægger således ud med at sno sig mod syd, øst og syd igennem det tyske fladland, inden man drejer mod sydøst for at køre ad en lige vej ned til det mere kuperede område.

 

Her slår man en lille sløjfe mod syd for at køre mod nord op ad Höxberg (800 m, 4,4%), der har top efter 46,5 km, inden man kører videre mod nord, øst og igen nord gennem fladlandet frem til en 14,3 km lang rundstrækning, hvor man kører to omgange. Den er stort set flad med mange lange og lige veje, men tæller også den lille Stromberg (800 m, 3,6%), hvis top passeres efter hhv. 69,4 og 83,7 km.

 

Efter anden omgang går det kortvarigt mod vest, inden man snor sig mod nord og senere nordvest igennem næsten helt fladt terræn, der kun afbrydes af dagens sidste stigning, Pilatusberg (200 m, 8,0%), som har top efter 112,0 km. I udkanten af byen Sassenberg drejer man mod nordøst for at køre frem til løbets nordligste punkt, hvor den første spurt køres efter 144,0 km. Her drejer man mod sydvest og senere vest for at køre igennem fladlandet frem til den anden spurt, som er placeret efter 158,2 km, inden det går mod først nordvest og siden sydvest frem til den tredje og sidste spurt, som er lagt efter 176,5 km. Nu kører man kortvarigt mod nordvest, inden en helt lige og flad vej leder mod syd det sidste stykke ind til centrum af Münster, hvor man efter 191,4 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter 192,7 km krydser stregen for første gang.

 

Løbet afsluttes nu med de klassiske tre omgange på den velkendte 4,4 km lang rundstrækning i hjertet af byen. Den stiger ganske lidt i starten, hvorefter den over den sidste kilometer falder let, men i alt væsentligt er den flad. Den er teknisk ukompliceret, idet der hovedsageligt er tale om bløde kurver. Således er der fire skarpe sving, hvoraf de første kommer med 4100 m igen og det andet med 2600 m igen, mens de to sidste kommer lige i rap med hhv. 1300 m og 1100 m igen. Herfra bugter vejen sig kun ganske blødt til højre med ca. 300 m igen.

 

Løbet byder på i alt 787 højdemeter, hvilket trods den længere distance er ca. 100 færre end i 2021, 300 færre end i 2019 og 50 færre end i 2018.

 

I forhold til tidligere er første del af ruten som altid helt nytænkt, men det er helt klassisk, at man slutter med tre omgange på rundstrækningen. Den blev forud for 2019-udgaven modificeret marginalt og dermed forkortet med 200 m, men er præcis den samme som i både 2019 og 2021.

 

 

 

 

STREAM SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO OG COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

 

Vejret

Sidste år forvandlede det uvejr, der også ramte Paris-Roubaix, løbet til et gigantisk sidevindsdrama, hvor kun syv mand endte med at køre om sejren, og også i 2018 var vinden et stort tema. Det bliver den imidlertid slet ikke i år. Ganske vist venter der en overskyet mandag med kun enkelte solstrejf i begyndelsen af løbet, men det vil være tørt med en temperatur på maksimale 17 grader. Vigtigere er det, at det der bare vil være en let vind (9-11 km/t) fra vest, hvilket giver en del sidevind og sidemedvind over de første 144, hvorefter der vil være mod- og slutteligt sidevind frem mod rundstrækningen. Her vil der først kortvarigt være side- og medvind, inden man får sidemodvind frem til sidste sving, hvorefter der vil være sidemedvind over de sidste 1100 m.

 

Favoritterne

Efteråret byder på temmelig mange flade løb, men der er ikke mange, der er fladere end Sparkassen Münsterland Giro. Vor store nabo mod syd kan byde på meget, herunder også mange stigninger i visse dele af landet, men store områder er helt flade. Münster ligger i et af disse, og derfor er det ikke noget under, at løbet langsomt er ved at etablere sig som et af efterårets største sprinterløb, og med beslutningen om at gøre Paris-Tours til en grusvejsklassiker er det endda blevet sæsonens sidste mål for mange af de rene sprintere.

 

Set i det lys kan det synes paradoksalt, at så mange af de 15 hidtidige udgaver faktisk er vundet af udbrydere. Det skyldes imidlertid placeringen på sæsonen, da der på denne tid af året ikke skal meget til for at ryste de trætte sprinterhold. Således har tilsvarende flade efterårsløb GP d’Isbergues og Tour de Vendée en tilsvarende god udbrudshistorik.

 

Kan udbrudsfesten så fortsætte i Münster? Næppe. Løbets ry som en god mulighed for sprinterne har spredt sig med lynets hast, og det er derfor et ufatteligt stærkt felt af hurtige folk, der vil være til start. Særligt Bora, Lotto, Quick-Step, BikeExchange og måske Jumbo må antages at arbejde målrettet for en massespurt. Udbrudssejrene kom, da feltet stadig var svagere, men nu hvor løbet er blevet et sprinterhøjdepunkt, er der ganske enkelt for mange sprinterhold, der vil arbejde 100% dedikeret for en spurtafgørelse.

 

Det eneste, der kan forhindre det, er vinden. Det så vi i sidste års vanvittige udgave, hvor uvejret fra Paris-Roubaix, som afvikledes samme dag, sprængte feltet til atomer og efterlod syv mand til at kæmpe om sejren i et gedigent udskilningsløb. Også i 2018 havde vi masser af sidevind, som efterlod et felt på bare 30 mand til at spurte, og det viser, at terrænet omkring Münster er åbent nok til den slags løjer.

 

Sådan bliver det bare ikke i år. Måske bliver det en grå og lidt kedelig mandag, men vind og regn bliver byer i Rusland. Det bliver faktisk en ganske perfekt dag til at køre på cykel, og vinden vil være så ligegyldig, at den end ikke vil skabe nervøsitet trods de mange stykker med sidevind undervejs.

 

Med så stærkt et sprinterfelt virker det stærkt, stærkt usandsynligt, at det ikke skal afgøres i en massespurt, og det ligner et kontrolleret og ret begivenhedsfattigt sprinterløb. End ikke spurten er alt for kompliceret, men det er dog heller ikke den mest enkle rundstrækning. Der er et par sving undervejs, og man skal helt sikkert sidde fornuftigt, når man rammer de to hurtige sving med hhv. 1300 og 1100 m igen. Derefter er der imidlertid god plads til at lade farten tale, og det er således ikke en spurt, hvor position nødvendigvis bliver altafgørende.

 

Som sagt er det et ganske fremragende felt, der er til start, og det gør det til en ret åben spurt. Jeg prøver at pege på Fabio Jakobsen. Hollænderen har haft et temmelig blandet efterår, hvor han har virket ganske formsvag og haft det svært i de hårde løb, han har kørt, men han har vundet de to meget lette sprinterløb ved EM og i Koolskamp. Dette løb har kurs mod netop at blive et meget let sprinterløb, og det bør berede banen for, at han kan gå efter den tredje sejr.

 

Jakobsen har nemlig vist, at han har farten. Det viste han ved begge sine sejre, som også er de to eneste gange i efteråret, han har kunnet spurte rigtigt. Om han kan det i morgen, ved man aldrig med den ikke særligt positioneringsstærke hollænder, men det er første gang siden EM, at han har et godt tog med sig. Kombinationen med Jannik Steimle, Zdenek Stybar, Ethan Vernon, Bert van Lerberghe og Michael Mørkøv ligner den klart stærkeste, og jeg tror på, at de vil være stærke nok til at bringe Jakobsen i så god position, at han kan runde sin sæson af med den 14. sejr, som vil bringe ham op på en delt 2. plads ved siden af Tadej Pogacar på årets sejrsliste - bare en enkelt bag den førende Remco Evenepoel.

 

Dernæst går jeg med Caleb Ewan¸ men her er usikkerheden ret stor. Han havde en klart stigende formkurve med sejren i Fourmies og 2. pladsen bag Jakobsen i Koolskamp, men siden kostede sygdom ham deltagelsen i både Isbergues og Lichtervelde. Det er heldigvis næsten to uger siden nu, og man må således antage, at han er tilbage på sporet igen, men vi har før set, hvor hurtigt Ewan kan tabe form. Heldigvis er dette med den givne vind et meget let sprinterløb, og selv i formsvag tilstand bør han kunne køre denne spurt. Vi har flere gange i år set, at Jakobsen har slået ham i deres indbyrdes opgør, men hver gang har forskellen været så lille, at han sagtens kan slå hollænderen, hvis positionen er rigtig. Her står han ganske stærkt med et tog, der med Harry Sweeny, Jarrad Drizners, Michael Schwarzmann, Roger Kluge, Reinardt van Rensburg og ikke mindst Rüdiger Selig bestemt kan tage kampen op med Quick-Step. Det er bestemt ikke usandsynligt, at Ewan bliver sat bedst op, og da han generelt er bedre i positionskampen end Jakobsen, kan det sagtens blive til den tredje sejr siden Touren.

 

Kan Dylan Groenewegen endelig få sin sejr? Han har kørt fem spurter siden d. 11. september, og her er han blevet nr. 2, 3, 5, 3 og 2. Det er en chokerende stabilitet for en mand, der plejer at tabe positionskampen ni ud af ti gange, men det er endnu ikke lykkedes ham at blive sat bedst op af alle. Han skal altid komme bagfra, og da han i dette efterår slet ikke har virket så hurtig, som han plejer - særligt var jeg ikke imponeret over den fart, han viste, da han var ude af stand til at gå forbi Simone Consonni forleden, eller da han blev slået på ren fart af Jasper Philipsen og Arnaud de Lie i Lichtervelde - og det gør det til en ugunstig kombination, hvis han endelig skal have sin sejr. Heldigvis er positionskampen som sagt gået godt, og hans tog med Alexander Konychev, Elmar Reinders, Campbell Stewart og ikke mindst Luka Mezgec er her i en af sine stærkeste formationer. Det meget lette løb vil tiltage ham, og vi ved, hvor skræmmende hurtig han er, når han rammer dagen. Den Groenewegen, der ydmygede Jakobsen i Ungarn, er i hvert fald meget svær at bide skeer med. Lad os håbe, at vi ser ham i morgen.

 

En rytter, der i hvert fald er i form, er Olav Kooij, og jeg ville pokkers gerne rangere ham højere. Hollænderen var skræmmende god til VM, selvom det er hans eneste løb i snart halvanden måned, og nu har han chancen for at tage endnu en sejr i en forrygende sæson. Hidtil har vi set, at han har manglet en anelse fart i forhold til de bedste, men de spurter, han kørte mod Philipsen i Danmark Rundt, indikerede, at han langsomt begynder at nærme sig. Samtidig har han imponeret i positionskampen, også i starten af sæsonen, hvor han var meget alene, men problemet er, at han denne gang kommer til start med et lille femmandshold, der tæller Edoardo Affini, Tim van Dijke og Tosh van der Sande til et lead-out. Min frygt er, at det er for lidt, når han er oppe mod så stærke tog fra de andre hold, men som sagt har han gjort det godt i positionskampen. Med lidt held kan han sidde rigtigt, og med den fart, han viste i Danmark, burde det være muligt at vinde, hvis lykkens gudinde tilsmiler ham.

 

Vueltaen sendte endelig Sam Bennett tilbage på sporet, men hvor står han nu? Hans coronainfektion viste sig særdeles grim, og det tog så lang tid at komme sig, at han troede, at sæsonen var slut. Nu er han heldigvis klar til et sidste løb, der endda er meget vigtigt for hans tyske hold, men på toppen er han helt sikkert ikke. Heldigvis er dette et meget let sprinterløb, men vi har i denne sæson set, at en formsvag Bennett bestemt ikke spurter så godt, som en formstærk Bennett gør. Chanceløs er han dog ikke. På papiret er toget med Nils Politt, Shane Archbold, Martin Laas og ikke mindst Jordi Meeus et af de klart stærkeste med potentiale til at være dominerende, og skulle det lykkes Meeus at sætte Bennett perfekt op, burde der være en chance for, at han denne gang ikke træder så firkantet, som han i formsvag udgave ofte gør. Desværre har det på papiret potente tog skuffet på det sidste, men med Meeus i rollen som sidste mand kan det ændre sig i morgen.

 

Det er dog også muligt, at Bennett melder om dårlige ben efter sin sygdom. Sker det, vil holdet ikke tøve med at skifte til Jordi Meeus, der har spurtet som en drøm på det sidste, særligt da han slog Arnaud Demare i Primus Classic. Desværre har de efterfølgende løb vist, at han kan have det svært i positionskampen, og da Bennett ikke har excelleret som lead-out man, frygter jeg, at han heller ikke denne gang vil sidde rigtigt, hvis han ender med at få chancen.

 

Pascal Ackermann fik ikke sin sejr i Vueltaen, og desværre endte det med en lille ydmygelse, da han i Madrid var ude af stand til at gå forbi sin lead-out man, Sebastian Molano. Han har heldigvis lignet en hurtigere mand, end han har gjort i nogen tid, men det er også klart, at han i dette felt ender ret langt nede i farthierarkiet. Denne gang kommer han endda til start med et ganske svagt hold, og selvom han stadig er god i positionskampen, har han ikke excelleret på det område i samme omfang, som han plejer. I dette meget skrappe selskab kommer han lidt for meget til kort på begge parametre til, at det er sandsynligt med en tysk hjemmebanesejr.

 

Det tyske landshold kommer med Max Kanter. Han omgives af lutter unge folk uden de store resultater, og det gør det naturligvis vanskeligt. Han har imidlertid vænnet sig til det på Movistar, og han har udvist en ganske imponerende positioneringsevne, der gør ham til fast mand i top 10. Samtidig kommer han til løbet i fremragende form efter nogle fornemme resultater i Primus Classic og Gooikse Pijl, men vi ved også, at han mangler farten til at vinde i dette felt. Løbet er en anelse for let, og han vil måske også betale en pris for det svagere hold, men endnu et topresultat er bestemt sandsynligt.

 

Israel-PT kommer med både Rudy Barbier og Itamar Einhorn, der må antages begge at skulle spurte. Det har imidlertid været trist for dem begge på det sidste. Barbier virkede meget formsvag i Slovakiet og Lichtervelde, hvor han slet ikke fik sin normale positionering til at fungere. Der er dog håb i, at han normalt er meget god på det felt, og vi så i Ungarn, hvor han kørte stort set lige op med Jakobsen, at han er ganske hurtig. Her har han også Rick Zabel som en god og erfaren lead-out man, og det stiller ham bedre, end han har været i de seneste løb. Einhorn viste sit potentiale i starten af Vueltaen, men de seneste løb har skuffet på positioneringssiden. Han har bestemt farten til at lave et godt resultat, men vi har set, at han skal have lidt held, hvis han skal sidde rigtigt.

 

Det har været en frustrerende tid for Sasha Weemaes , der slet ikke har fået det til at fungere i de seneste løb. Han synes efter en periode med fremgang at have ”genfundet” de gamle svagheder i positionskampen, men vi ved også fra Ungarn og senest 2. pladsen i Danmark, at han stadig har en ganske fornuftig fart. Denne finale er heldigvis ikke alt for kompliceret, og han har også hæderlig støtte fra Vito Braet, Milan Fretin og Jules Hesters. Sidder han rigtigt, bør det kunne ende bedre, end det har gjort hidtil. Det er også muligt, at Fretin og Hesters selv ender hæderligt, men normalt kører de for Weemaes, selvom dette er næstsidste løb inden skiftet til Human Powered Health.

 

DSM skal finde ud af, om de kører for Sam Welsford eller John Degenkolb. Normalt er det 100% for Welsford, der er den hurtigste af de to, og det bør det også være denne gang, men det er klart, at det måske kan være anderledes, når vi kører i Tyskland - endda i et løb, hvor Degenkolb har både en sejr og ikke færre end tre 2. pladser. Selvom Degenkolb udnyttede et styrt samt det forhold, at Welsford havde tabt hans hjul, til at tage en overraskende 4. plads forleden, er det klart, at han slet ikke længere har farten, ligesom han fortsat er positionssvag. Skal det blive til et bedre resultat, er de nødt til at satse på Welsford, men efter det lovende forår er han faldet helt sammen. Han taber hjulet hver eneste gang og har slet ikke spurtet på denne side af sommerpausen, selvom holdet nærmest konstant har kørt for ham. Denne gang er der håb i et bedre tog, der også tæller de to unge sprintertalenter Pavel Bittner og Casper van Uden, men det er så urutineret en kombination, at det er svært at tro, at de ikke ender som taber i positionskampen. Det må antages som udelukket, at de to unge drenge får chancen.

 

Cofidis kommer med to sprintere i form af Max Walscheid og Piet Allegaert, og da de næppe vinder, vil de formentlig begge spurte for at skaffe point til holdet. Begge mangler farten til at være med helt fremme, men det må antages, at Walscheid er den hurtigste. Han er til gengæld svagest i positionskampen og ender som regel uden for top 10. På det felt er Allegaert langt bedre, men han mangler til gengæld noget fart i en boulevardspurt. Bedst chance har de, hvis de lader Allegaert køre lead-out for Walscheid, og det er ikke umuligt, at det sker. Allegaerts lead-out var hovedårsagen til Consonnis overraskende sejr sidste søndag, og da holdet efterhånden står godt i kampen for WorldTour-overlevelse, er der en chance for, at de vælger at satse hele butikken på den lokale helt.

 

Uno-X kommer med Søren Wærenskjold, der var i skræmmende god form ved VM. Mest opløftende var det at se hans gode spurt, der sikrede ham bronzen, for det var trods alt en vis Kooij, han slog. Det var imidlertid også en spurt efter en knaldhård dag, og vi har set, at han har haft det ret svært i positionskampen i de store spurter på professionelt niveau, hvor han er uden resultater. Han viste imidlertid et nyt niveau ved VM, og det skal blive interessant at se, hvor langt han er kommet i et sprinterløb som dette. Holdet har også Erlend Blikra, men han er sine sidste mange løb som kaptajn ikke blevet mere end nr. 13, og derfor kører de næppe for ham. Holdet har også Tord Gudmestad, der skulle have haft sin chance i Poitou-Charentes og er nærmest uden resultater i år, selvom han vandt sit allerførste løb i år i svagt selskab i Tyrkiet.

 

Det er til gengæld meget svært at tro på Alpecin. De kommer til løbet helt uden sprintere, og det giver vel en sjælden chance til David van der Poel. Han har før vist, at han sagtens kan begå sig i top 10 i mindre løb, men det virker voldsomt at tro på det i dette løb. Et alternativ er Gianni Vermeersch, men det er svært at tro, at han vil blande sig i en ”rigtig” massespurt som denne.

 

På kontinentalholdene er det værd at holde øje med Leo Bouvier, der før har gjort det hæderligt på dette niveau, Lars Hohmann, Dominik Bauer, Leslie Lührs samt Coen Vermeltfoort, der dog har for vane at skuffe i sine spurter på lidt højere niveau.

 

OPDATERING: Sprinterfeltet er blevet endnu stærkere, da Alpecin har udtaget Jasper Philipsen. Belgieren har haft et lidt svingende efterår, og han synes ikke at have samme fart, som han havde i Touren. Han har dog stadig været uhyggeligt stabil i kraft af sin fornemme positionering, og han viste med sejren i Lichtervelde, at han stadig er hurtig nok til at vinde her. Han støttes af Alexander Krieger, og som den mest positioneringssikre sprinter, må han være en absolut topkandidat til sejren.

 

OPDATERING 2: Den endelige startliste er kommet. Som man kunne frygte, kommer Ewan heller ikke til start i dette løb, som Van Rensburg heller ikke gør det, og derfor vil Lotto nu formentlig køre spurten med Selig, der mangler fart, men har et fint tog til rådighed. Israel-PT har udtaget Giacomo Nizzolo som erstatning for Barbier, men hans formkrise synes endeløs, og han kan næppe lave mere end en yderlig top 10. Både han og Einhorn forventes at spurte. Sport Vlaanderen har udtaget Arne Marit som et supplement til Weemaes, men selvom han er bedre nu, har han stadig ikke vist meget i år. Til gengæld er de uden Hesters. Kanter styrkes markant af, at han får hjælp af de unge sprintere Tim Torn Teutenberg og Mika Heming, mens Volkerwessels har udtaget Nick van der Meer som supplement til Vermeltfoort. Endelig kan Per Münstermann måske spurte for Saris, mens Bauer ikke kommer til start.

 

***** Fabio Jakobsen

**** Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen

*** Olav Kooij, Sam Bennett, Jordi Meeus, Pascal Ackermann, Max Kanter

** Rüdiger Selig, Itamar Einhorn, Giacomo Nizzolo, Sasha Weemaes, Sam Welsford, Max Walscheid, Piet Allegaert, John Degenkolb, Søren Wærenskjold, Arne Marit

* Ethan Vernon, Luka Mezgec, Casper van Uden, Felix Gross, Pavel Bittner, Erlend Blikra, Tord Gudmestad, Michael Mørkøv, Alexander Krieger, Leo Bouvier, Nick van der Meer, Coen Vermeltfoort, Leslie Lührs, Per Münstermann, Lars Hohmann, Tosh van der Sande, Milan Fretin, Michael Schwarzmann, Tim Torn Teutenberg, Mika Heming

 

Danskerne

Michael Mørkøv skal på Quick-Step spille en nøglerolle som sidste mand for Fabio Jakobsen, mens Sebastian Kolze Changizi på Cofidis skal støtte Max Walscheid og Piet Allegaert. På DSM skal Tobias Lund Andresen støtte Sam Welsford og John Degenkolb, og på UAE skal Mikkel Bjerg og Kasper Andersen hjælpe Pascal Ackermann til hjemmebane sejr. Endelig skal William Blume på Uno-X hjælpe Søren Wærenskjold, Erlend Blikra og Tord Gudmestad.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan se Mark Cavendishs sejr fra 2021, Alvaro Hodegs sejr fra 2019, Max Walscheids sejr fra 2018 og John Degenkolbs sejr fra 2017.

 

STREAM SPARKASSEN MÜNSTERLAND GIRO OG COPPA BERNOCCHI UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Fabio Jakobsen
Jasper Philipsen, Dylan Groenewegen
Olav Kooij, Sam Bennett, Jordi Meeus, Pascal Ackermann, Max Kanter
Rüdiger Selig, Itamar Einhorn, Giacomo Nizzolo, Sasha Weemaes, Sam Welsford, Max Walscheid, Piet Allegaert, John Degenkolb, Søren Wærenskjold, Arne Marit
Ethan Vernon, Luka Mezgec, Casper van Uden, Felix Gross, Pavel Bittner, Erlend Blikra, Tord Gudmestad, Michael Mørkøv, Alexander Krieger, Leo Bouvier, Nick van der Meer, Coen Vermeltfoort, Leslie Lührs, Per Münstermann, Lars Hohmann, Tosh van der Sande, Milan Fretin, Michael Schwarzmann, Tim Torn Teutenberg, Mika Heming
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Münsterland Giro
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Alpha Vinyl

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange Jayco

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger