Optakt: Strade Bianche

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE OG FORÅRSKLASSIKERNE

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RC Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb. I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016. I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister.

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til både i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige.

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno.Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet er det mindre løb GP Industria & Artigianato steget gevaldigt i graderne og rykket til den efterfølgende søndag. Det tiltrækker ikke helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche udgør det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Det er også tilfældet i år, hvor de tilsammen udgør god forberedelse til Tirreno-Adriatico, der starter onsdag, og som vil have en stor del af Strade Bianches stjerner til start.

Sidste års udgave blev legendarisk, da det var det første i rækken, der blev afviklet i decideret møgvejr. Det gjorde det til et knaldhårdt udskilningsløb, som en brølstærk Tiesj Benoot udnyttede til først at køre fra alle favoritterne og siden sætte Romain Bardet og Wout Van Aert, der havde angrebet langt fra mål. Ingen så nogensinde igen Lotto-talentet, der dermed tog karrierens første sejr på den smukkest tænkelige scene, mens Bardet og Van Aert lykkedes med at sikre sig de sidste podiepladser ved at holde en formstærk Alejandro Valverde tilbage. Trods sit grimme styrt i Omloop Het Nieuwsblad vender Benoot tilbage for at forsvare sin titel, og han er igen oppe mod Van Aert, der kører sit blot andet løb i år. Til gengæld er der ingen Bardet, der i år prioriterer at vende tilbage til Paris-Nice, eller Valverde, der er blevet syg og for første gang i flere år dropper løbet for at komme sig inden Volta a Catalunya.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE OG FORÅRSKLASSIKERNE
 

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I år har man slet ingen modifikationer foretaget, og dermed er der tale om totalt genbrug af layoutet fra 2018.

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes. Ligesom tidligere er der således 11 grusveje på programmet, og de udgør altså igen hele 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og i år er der kun 184 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele tager der er hovedsageligt tale om en næsten tro kopi af det løb, vi har kendt siden det år.

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning, der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Derefter følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt. Denne del af løbet er som regel meget aggressiv, da holdenes taktik spiller en nøglerolle i løbet, og derfor er det meget vigtigt, at de store hold ikke får en mand med i det tidlige udbrud.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (4 km, 5%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger, og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

De 17,8 km asfalt, der følger, er ganske nemme, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger stort set hele vejen med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia. Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%. Her blev Cancellara sat for et par år siden, og det er således ikke noget let stykke. Herefter følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her.

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moser viste det i 2013 og Kwiatkowski i 2017.

Finalen er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving bare 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er ekstremt teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski og seneste Benoot har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

Løbet byder på i alt 2993 højdemeter.

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

Det bliver der imidlertid intet af denne gang. I 2019 vender vi tilbage til mere almindelige forhold med en flot solskinsdag, kun enkelte skyer og en temperatur på 17 grader. Ofte har det været blæsende, men med bare en let til jævn vind fra vest, vil det heller ikke være tilfældet denne gang. Det giver primært sidemedvind i den indledende fase, mens man fra midten af sektor 5 får modvind og senere sidevind. Der vil være sidemedvind på sektor 7 og derefter være sidevind på nøglesektoren, Monte Sante Marie. Herfra vil der imidlertid hovedsageligt være modvind over de sidste knap 40 km, indtil man får sidevind på turen ind gennem Siena og stil slut medvind på de sidste 1800 m.

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

I et løb som dette spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der desværre sjældent tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kigede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. Sidste år så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem totalt af hænde, så da Valverde endelig åbnede op, var det allerede slut. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtig.

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Julian Alaphilippe, Greg Van Avermaet, Tim Wellens, Gianni Moscon og Zdenek Stybar i en finale som denne. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der ofte er kommet til løbet i superform, men altid har måttet indse, at det samlede antal højdemeter er for meget for en klatresvag fyr som ham.

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge og Christopher Juul, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig.

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi så det sidste år, hvor vi for første gang havde rigtigt regnvejr. Det var i høj grad de elendige forhold, der gjorde slaget så selektivt og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante-Marie.

I år har vi imidlertid de bedste betingelser i flere år. Der vil ikke være regn, og det vil være usædvanligt stille for et løb, der overraskende ofte i det ellers vindfattige Italien har været præget af netop blæst. Samtidig vil der endda være modvind på de sidste 40 km, og det taler alt sammen for, at løbet bil blive lettere end tidligere. Der vil i hvert fald ikke være samme stress og nervøsitet - og dermed forhåbentlig også færre styrt - i den tidlige fase, og selvom der nok til ske en vis udskilning forinden, kan det godt være et relativt stort felt, der rammer Monte Sante Marie.

Her vil vi med sikkerhed se løbet eksplodere, men hvad der herefter sker, er ret åbent. Modvinden vil gøre det langt vanskeligere at køre aggressivt fra distancen, men omvendt er det også svært at pege på et hold, der både har styrken og interessen i en spurt op ad bakken i Siena. Greg Van Avermaet vil helt sikkert gerne have en vis kontrol, men han må i kraft af sit svage CCC-hold leve på rivalernes nåde. Også Deceuninck med Julian Alaphilippe kunne satse på en spurt, men mens de helt sikkert har holdet til at styre slaget, vil det være meget uvant deres natur ikke at forsøge med deres superhold, der også tæller Zdenek Stybar, at køre aggressivt og tvinge de andre til at jagte. For folk, der ønsker en kontrolleret affære, mangler vi en Sagan i spidsen for et solidt Bora-hold, der vil kunne forsøge at bringe slovakken frem til den sidste bakke.

Det giver vel reelt to mulige scenarier. Modvinden vil stadig være så begrænsende, at det mest sandsynlige er vel, at det ender med det klassiske udskilningsløb, hvorefter det til slut vil være en lille gruppe af favoritter, der skal afgøre det hele, enten i en taktisk finale, hvor man som Kwiatkowski i 2017 sniger sig væk til sidst, eller spurter om det på bakken i Siena. Alternativt ser vi en gentagelse af de snu angreb fra Van Aert, Bardet, Moser og Brambilla, hvor en mand, der ikke nødvendigvis er stærkest, udnytter favoritternes magtkamp til at køre væk. Man skal med andre ord være brølstærk for at sidde med i finalen, men stærkeste mand vinder ikke nødvendigvis. Samtidig er det værd at bemærke, at de tørre betingelser i teorien gør det en anelse lettere for de ”små” folk, mens de tunge folk er favoriseret på de våde grusveje, vi havde sidste år.

Selvom vi mangler Sagan, der skipper løbet for at spare på kræfterne i et meget langt forår, som først ender i Liege, og Valverde, der desværre blev syg de sidste to dage i Abu Dhabi og kommer sig inden Catalonien, er det stadig et voldsomt stærkt felt, hvor det vel ud over de nævnte kun er Michal Kwiatkowski, Michael Matthews og måske Tom Dumoulin man for alvor kan mangle. Derudover har vi næsten hele pakken, og langt de fleste har endda vist ganske god form.

Favoritlisten er derfor også lang, men i vores øjne skiller Julian Alaphilippe sig ud. Hvis nogen troede, at han efter sin suveræne 2018-sæson, hvor han vandt mange af de løb, han rørte ved, herunder klassikere som Fleche Wallonne og Clasica San Sebastian, ikke kunne blive bedre, må de tilsyneladende tro om. I hvert fald har franskmanden i år været endnu bedre end tidligere. Trods begrænset træning var han allerede skræmmende i San Juan, hvor han kørte adskillige stjerner ud af hjulet på den eksplosive 2. etape, og siden imponerede stort ved at slå et par specialister på en helt flad tonserenkeltstart, inden et svagt hold kostede ham den samlede sejr. Det fulgte han op med endnu en imponerende indsats i Colombia, hvor han vandt en af de to bjergetaper og kæmpede heroisk på kongeetapen, hvor det dog var helt forventet, at han kom til kort mod colombianerne i de mere end 2000 m højde.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Alaphilippe har ganske vist for vane at starte stærkt, men i år har han været endnu mere overbevisende end tidligere. Nu har han endda haft yderligere tre uger til at forbedre sig frem mod Milano-Sanremo, der er det første store mål inden det helt store fokus i Ardennerne, og det må være skræmmende nyt for konkurrenterne. Formen kan derfor ikke diskuteres, men der hersker usikkerhed om, hvordan han håndterer et løb, han aldrig tidligere har kørt. De korte, meget stejle stigninger passer imidlertid som fod i hose til Alaphilippe, der sammen med Valverde er verdens bedste på netop den slags mure, og det samlede antal højdemeter er heller ikke et problem for en ardennerspecialist som ham. Hans tekniske evner på grusvejene er eminente, og selvom kropsvægten kan blive et problem, ved vi fra Valverde, at Alaphilippe-typerne sagtens kan være de bedste i dette løb.

Alaphilippe har samtidig den fordel, at han er næsten umulig at slå på bakken i Siena. Den er nemlig så stejl, at det er svært at se, hvem der her skal kunne slå specialisten Alaphilippe, der altid vil være favorit, hvis ikke han er brændt sammen forinden, ikke mindst fordi kamikazepiloten Alaphilippe vil kaste sig ind i det vilde og afgørende sving i finalen. Læg dertil, at han og formstærke Zdenek Stybar meget vel kan ende i en overtalssituation, og det giver dem flere kort at spille. I et taktisk opgør kan Alaphilippe sagtens blive fanget, men ender det i et opgør mellem de stærkeste i Siena, tror vi, at han gør arbejdet færdigt. Derfor tror vi på debutsejr til det franske fænomen.

Bliver det ikke Alaphilippe, har Deceuninck stadig gode chancer. Det er ingen hemmelighed, at Zdenek Stybar har dette som sit yndlingsløb, ikke mindst fordi det frem til i lørdags var den eneste store klassiker, han havde vundet. Det er nu ikke mærkeligt, for Stybar har alt, hvad der skal til for at sejre på grusvejene. Han er teknisk eminent, stærk på grusveje, har et godt punch på korte bakker og besidder den nødvendige motor. I fire forsøg er han da også blevet hhv. nr. 1, 2, 4 og 7, hvilket siger altid om, at Stybar altid er med i front i det løb, der passer ham allerbedst.

På papiret kan antallet af højdemeter være en anelse for voldsomt for Stybar, men det bliver næppe et problem i år. Tjekken har i hvert fald ikke været bedre i flere år, og sejren på kongeetapen i Algarve viser, at han klatrer fremragende. I Omloop var han sammen med Van Avermaet stærkeste mand, og vi skal formentlig tilbage til 2015 for at finde en lige så skarp Stybar i dette løb. Netop i det år viste han også, at han med sit punch kan gøre arbejdet færdigt på bakken i Siena. Lægger man dertil, at han sammen med Alaphilippe formentlig vil udgøre en skræmmende duo i finalen, vil han måske også kunne udnytte et overtal og sin fine løbsnæse til som i lørdags at snige sig væk, og derfor kan det meget vel blive til sejr nr. 2 for sympatiske Stybar - både i løbet her og i årets klassikersæson.

Efter nu i mange år at have været ude af stand til at vise sit store talent i de store endagsløb i Europa ser Alexey Lutsenko ud til måske endelig at få sit store klassikergennembrud i 2019. Man kan måske nok have sin tvivl om, hvor længe superformen holder, men i dette løb burde han i hvert fald kunne kapitalisere på de superben, han har haft siden det kasakhiske one-man show i Oman, hvor end ikke Van Avermaet nåede ham til sokkeholderne på de eksplosive stigninger. Hans præstation i Omloop var forrygende flot, da han først med enorm styrke kom tilbage fra en dårlig position på Molenberg, inden han i finalen på stigningerne, hvor brostenene tilgodeså de stærkere Stybar og Van Avermaet, var tredjebedste mand.

I teorien burde Lutsenko have betydeligt bedre chancer i dette løb, hvor han ikke skal kæmpe mod de tungere folk på pavéerne. Her kan han i stedet drage fordel af sine gode klatreevner, og bakkerne er af en type som dem, han i Oman spiste til morgenmad. Her viste han i hvert fald, at han på det tidspunkt var bedre end Van Avermaet i netop denne type terræn, og han synes nu også at have den modenhed, der gør, at han ikke ødsler med kræfterne. Samtidig burde han i finalen kunne have støtte fra en formstærk Jakob Fuglsang og måske også Davide Ballerini, og det vil give ham både muligheder i et taktisk spil og for at tage kontrol og spare på kræfterne. Lutsenko er altid lidt af en lottokupon, men har han bevaret formen i yderligere en uge, må han være en af de stærkeste, og afslutter han, som han gjorde i Oman, vil han også kunne slå næsten alle på bakken i Siena, måske med undtagelse af Alaphilippe.

Som omtalt nedenfor hersker der efter lørdagens styrt usikkerhed om Tiesj Benoots form efter lørdagens styrt, men det betyder ikke, at Lotto er uden chancer. Tværtimod har de i Tim Wellens en af de allertungeste favoritter. Belgieren gjorde i 2017 endelig debut i et løb, der har hans navn skrevet ud over sig med flammeskrift, og med en 3. plads bag Kwiatkowski og Van Avermaet leverede han med det samme. Wellens kører altid som en motorcykel i årets første uger, og derfor er det ikke mærkeligt, at han kan præstere netop her. Også i år har han været flyvende, hvilket han først viste på Mallorca, siden med to etapesejre i Ruta del Sol, hvor de store bjerge ikke uventet blev lidt for hårde, og senest med en flot 3. plads i Omloop, hvor han imponerede ved trods sin begrænsede erfaring at blande sig helt i front med virkelige specialister som Stybar og Van Avermaet.

Wellens havde helt sikkert ønsket sig sidste års ”Wellens-vejr”, men med sin nuværende form kan han helt sikkert også gøre sig i solskin. Han synes i hvert fald at være endnu stærkere end i 2017, og han er både tung nok til at være god på grusveje og klatrestærk nok til at have et fortrin i forhold til brostensrytterne. Samtidig er distancen ikke for lang for Wellens, der har haft det lidt svært i de længste løb, og han har endda også den rette aggressive kørestil til at udnytte manglen på kontrol og spille et muligt taktisk spil sammen med Benoot. Endelig skal man ikke glemme, at Wellens i de senere år er blevet specialist i afslutninger som disse, hvilket han blandt andet viste i Giroen i 2018 og senest på 1. etape i Ruta del Sol. I en finale som denne er det vel kun Alaphilippe, der på papiret er stærkere, og det gør Wellens til et fremragende vinderbud.

Egentlig ville vi gerne have Greg Van Avermaet som en af de helt tunge favoritter. I lørdags var han nemlig sammen med Stybar stærkeste mand, og han ser ud til efter et skidt 2018 måske at kunne blive lige så god som i jubelåret 2017. Alligevel sidder man med fornemmelsen af, at netop Strade Bianche måske ikke er det allerbedste løb for ellers så solide Van Avermaet. Antallet af højdemeter er formentlig til den gode side for den relativt store Van Avermaet, og selvom han er en glimrende afslutter på bakken i Siena, er den nok en anelse for stejl til at passe ham helt perfekt. I 2017 vandt han ganske vist favoritters spurt bag Kwiatkowski, men for det meste er han kommet lidt til kort mod de eksplosive klatretyper. Det er i hvert fald sigende, at hans placeringer siden 2015 er en to 2., en 6. og en 34. plads, og man har aldrig rigtigt haft fornemmelsen af, at Van Avermaet har været stærkeste mand. Særligt tankevækkende var det, at han sidste år endda havde noget for ham så uhørt som en regulær offday, hvilket siger alt om, at et klatreløb som dette kan blive lidt for hård kost for ham.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. Formen er som bekendt fremragende og i hvert fald bedre end i 2018, og havde det ikke været for det taktiske spil, havde han formentlig vundet for to år siden. Det er et problem for ham, at hans hold er så svagt, at han sandsynligvis er alene efter Monte Sante Marie, og da mange altid vil kigge på ham, kan han - som i lørdags - ende med at skulle arbejde lidt for meget inden finalen. Den slags ødslen med kræfterne kan blive lidt for dyrt i et løb, der har så megen klatring, men lykkes det ham ikke at blive fanget i et taktisk spil mod bedre repræsenterede hold, vil Van Avermaet altid have en chance, også for at vinde spurten på bakken i Siena, ikke mindst fordi han helt åbenlyst er flyvende i øjeblikket.

Sidste år fik Tiesj Benoot endelig sin allerførste professionelle sejr, da han brød flere års tørke ved her at vinde på en af sportens smukkeste scener. Også i år havde han store ambitioner, da han kom flyvende ned fra Sierra Nevada med en formodet superform efter at have fulgt den vellykkede opskrift fra 2018. Ifølge eget udsagn havde han da også drømmeben i lørdagens Omloop, hvor han helt uden problemer sad med de bedste, indtil et dumt styrt satte ham ud af spillet. Desværre har det revet et gammelt sår fra sidste års Vuelta op igen, og derfor er det først torsdag, at det besluttes, om han overhovedet deltager. Holdet har i hvert fald gjort det klart, at de trods Benoots egen iver efter at forsvare titlen, ikke gambler med brostensklassikerne, hvor han er holdets eneste reelle vinderbud.

Hvis han kommer til start, er det usikkert, hvor han står efter en uge, hvor han næppe har kunnet træne meget. Derfor vil han utvivlsomt være hæmmet, men det betyder ikke, at han ikke kan sejre. Som sagt meldtes formen at have siddet lige i skabet inden uheldet, og den kan derfor ikke være forsvundet på bare en uge. Dertil kommer, at han og Wellens sammen med Deceuninck har den mest skræmmende duo, som de kan udnytte i et taktisk spil. Benoot er også en god afslutter på en bakke, men har ikke samme eksplosiviet som de ovennævnte, hvorfor han formentlig skal udnytte netop taktikken eller sin styrke til at køre alene hjem. Det er bestemt heller ikke umuligt, ikke mindst for en mand, der i det seneste års tid har klatret som en drøm og derfor i dette kuperede løb har en klar overhånd i forhold til de andre brostensspecialister.

Egentlig burde også Gianni Moscon rangere meget højt på listen over favoritter. Italieneren er nemlig som skabt til dette løb, og enhver, der så, hvordan han gang på gang i sidste efterår kørte alle sønder og sammen, vil vide, at han formentlig står foran sit helt store klassikergennembrud i år. Hans klatreevner - der jo nåede nye højder med 5. pladsen ved sidste år bjerg-VM - samt hans punch gør ham i hvert ideel til denne rute, ligesom han også har den rette power til at håndtere grusvejene og med sin spurt kan slå de fleste på bakken i Siena.

Når vi alligevel har vores tvivl, skyldes det en halvsløj indsats i UAE Tour, hvor han var en af de større skuffelser. Nu blev det helt sikkert ikke bedre af, at han styrtede på 4. etape, og derfor kan han sagtens være mere formstærk, end resultaterne afslører, ikke mindst fordi han på kongeetapen altid vil være mere en outsider end reel favorit i kampe med klatrerne. Omvendt har styrtet helt sikkert ikke hjulpet ham de seneste dage, og derfor er han ligesom Benoot en joker. Er han på toppen, kan han slå alle, både i Siena og ved at angribe i finalen, men usikkerheden om formen gør også, at det kan blive til endnu en skuffelse.

Falder Moscon igennem, har Sky dog en fin plan B. Geraint Thomas har måske i de senere år satset på etapeløbene, men hans sande kærlighed er klassikerne, hvor han inden sit sporskifte i 2015 nåede så langt, at han stillede til start i det års Flandern Rundt som manges store favorit. Siden har han kun ved enkelte lejligheder vist sig i de store endagsløb, men han har stadig alle de rette kvaliteter til at gøre sig gældende. Det gælder ikke mindst i et løb som dette, hvor han på de mange højdemeter kan drage fordel af sine klatreevner og samtidig har poweren og motoren til også at håndtere de flade strækninger og være med i fuld finale.

En formstærk Thomas ville næsten med statsgaranti kører finale, men om han er god nok allerede nu, ved vi endnu ikke. I hvert fald stod den på champagne og flødekager fra juli til november, og på hans vinterbilleder lignede han mere en gæst ved Carlos Betancurs veldækkede colombianske traktement end en Tour-vinder. I Valencia var det da også tydeligt, at han var langt fra formen, men han gjorde det alligevel bedre end frygtet. Han har Tirreno-Adriatico som et første stort mål, og derfor må man formode, at han er konkurrencedygtig nu. Om det rækker hele vejen, er usikkert, men Thomas er næsten altid skarp og temmelig stabil. Desværre slår han ikke de store specialister på bakken i Siena, men sammen med Moscon kan han i finalen måske udnytte et overtal, og får han først en lillefinger, er Thomas næsten umulig at hente.

Der var helt sikkert mange danskere, der opfattede det som en ond drøm, da Sunweb meddelte, at Søren Kragh Andersen efter den forrygende indsats i Algarve var blevet ramt af den virus, der nedlagde store dele af feltet i det portugisiske løb. Det kostede ham ikke blot deltagelsen i et Omloop, hvor han måske kunne have kørt med om sejren, men betyder også, at hans form forud for Strade Bianche er mere end usikker. Sunweb har i hvert fald nedspillet forventningerne ved at udnævne Sam Oomen og Robert Power til holdets kaptajner, men det betyder ikke, at Kragh ikke kan tage sin chance. Han er i hvert fald på papiret skabt til dette løb, hvor han kan drage fordel af sin enorme motor på det flade og sin gode spurt til også at gøre det færdigt i Siena, også selvom bakken nok er for stejl til, at han kan slå de helt store favoritter. Antallet af højdemeter er til den høje side for en stor fyr som han, men efter klatrepræstationen i Portugal burde han kunne være med. Det hele afhænger af hans tilstand. Er han kommet sig fuldstændigt, bør han køre med helt i front, men er han stadig for hæmmet, er løbet nok en anelse for hårdt for en småsyg mand.

Sidste år var det en rystende nervøs Wout van Aert, der trods sin status som nationalhelt i cykellandet Belgien, for første gang stillede til start side om side med folk som Sagan og Valverde, men det forhindrede ham ikke i med en 3. plads at få en drømmestart på det, der også skulle blive en fornem første sæson i de store klassikere. Nu var han måske nok en anelse heldig med at gribe ud efter lykken i et løb, der slet ikke kunne kontrolleres, men han havde trods alt motoren til også at gøre det færdigt. Han har derfor også vist, at det er løb, der passer ham, men det er nok alligevel svært at se en gentagelse af sidste års bedrift. I hvert fald var det i Omloop tydeligt, at han stadig mangler det sidste efter en crosssæson, der har handlet mere om intensitet end råstyrke over fem-seks timer, og det vil tage yderligere nogle uger, inden han er på sit højeste. Dette løb er nok også en anelse for kuperet til at gøre ham konkurrencedygtig med de allerbedste, men som han viste sidste år, kan han med den rette opportunisme alene i kraft af sin motor og klasse måske alligevel være med helt i front.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

Et fokus på Paris-Nice har betydet, at Jakob Fuglsang sjældent har kørt Strade Bianche, men en 11. plads i den eneste optræden i 2016 viser, at han naturligvis har evnerne. Ruten er tilstrækkeligt kuperet til, at Fuglsang kan drage fordel af sine klatreevner, og han har i Flandern Rundt og Ardennerne vist, at han har motor og power til også at køre finale i endagsløb som disse. Formen kan der heller ikke stilles spørgsmålstegn ved efter præstationer i Murcia og Andalusien, der tyder på, at han er bedre end tidligere, hvilket siger meget for en mand, der altid starter stærkt. Han bør derfor uden uheld køre finale, men som altid er det for spurtsvage Fuglsang svært at vinde et løb som dette, hvor han skal af med alle de gode afsluttere. Heldigvis kan han her måske drage fordel af en formstærk Lutsenko, der vil tage meget opmærksomhed, og det kan den altid snu Fuglsang måske udnytte til i finalen med sin forrygende form at snige sig væk.

Bora er uden Sagan, men det åbner i stedet døren for, at Maximilan Schachmann kan tage sin chance. I debuten i 2018 udgik han, men på papiret har han alle egenskaber til at være med i front. I hvert fald viste han i Ardennerne, Giroen og i efteråret i 2018, at han er skabt til kuperet og eksplosivt terræn som dette, og efter en imponerende top 10 på Jebel Jais i UAE Tour, hvor han i teorien burde være kommet til kort i forhold til klatrerne, vidner i hvert fald om form. Dette løb passer ham langt bedre. Han har endnu til gode at vise sig frem helt i front af et løb som dette, men han udvikler sig med lynets hast og er formentlig klar til at tage yderligere et skridt i år. Antallet af højdemeter tiltaler ham, og selvom han er slået af de virkelige specialister, er han en glimrende afslutter også på bakken i Siena. For at vinde skal han dog formentlig udnytte en ukontrollerbar finale til sammen med en mand eller to at køre væk og derefter slå til på muren i målbyen.

Efter det store gennembrud i 2018 burde Matej Mohoric være klar til noget stort i dette løb, hvor han burde elske det kuperede terræn og ikke mindst de snoede grusveje, hvor hans eminente teknik kommer ham til gode. Desværre var også han syg inden åbningsweekenden, og derfor er hans form temmelig usikker. I forvejen var han ikke flyvende i Ruta del Sol, og man sidder med fornemmelsen af, at det kan blive svært for den ellers så talentfulde slovener i et løb, der i forvejen kan vise sig at være en anelse for kuperet. Omvendt blev han bare ved med at overraske i 2018, og man skal passe på med at afskrive manden, der i BinckBank Tour tog en af årets allermest uventede choksejre. Han har i hvert fald den rette opportunisme til at drage fordel af manglen på kontrol, og derefter må vi se, om formen rækker til at gøre det færdigt.

Danmarks tredje kort er Michael Valgren, der her virkelig burde finde en klassiker lige efter sin smag. Efter et 2018, hvor hans klatreevner nåede nye højder og kulminerede ved VM, burde han netop på en rute som denne kunne drage fordel af sin store motor til at sidde med helt i front. Desværre var også han et offer for den grimme Algarve-virus, der i åbningsweekenden fuldstændigt stjal den gode form, han ellers havde vist i Portugal, hvor han blev nr. 10 på det første bjergetape. Vi ved heldigvis, at grundformen er god, men hvor han står efter en temmelig tam weekend, er helt uafklaret. Han vinder nok i hvert fald ikke løbet på ren råstyrke, men måske kan han med sin næse for angreb udnytte manglen på kontrol. Han er i hvert fald enormt snu i disse finaler, og på bakken i Siena er det heldigvis også ben mere end spurtstyrke, der ellers altid har været hans svaghed, der taler. Tiden må så vise, om formen også nu rækker til faktisk at være med i front.

Trek stiller med Bauke Mollema , der mere og mere synes at gå i retning af en karriere som endagsrytter. Mens det på det seneste har knebet i bjergene, viste han så sent som i San Sebastian, hvor han år efter år er en af de absolut stærkeste, at han har smag for kuperede klassikere. I år startede han som lyn og torden med at sætte selveste Valverde til vægs på Mallorca, og mens han kom lidt til kort på kongeetapen u UAE Tour, viste en stærk afslutning, at formen også er god. En punktering på den sidste bjergetape ødelagde løbet, men Mollema er helt sikkert en af de bedst kørende i disse dage. Løbet her er kuperet nok til, at en klatrer som ham kan sætte sig igennem, og som han senest viste på Mallorca, hvor han slog Valverde i en ikke specielt stejl stigende spurt, er han en udmærket afslutter i finaler som denne. Han skal naturligvis af med de virkelige specialister, men det er ikke umuligt i et hårdt og ukontrolleret løb.

EF har i Simon Clarke en spændende outsider. Efter nogle anonyme år har sidste års sejr i Vueltaen sat ham i gang igen. I hvert fald kørte han eminent i Provence, hvor han med lidt mere held i spurterne kunne have vundet samlet. Formen fejler i hvert fald intet, og dette kuperede terræn med en puncheurfinale burde passe en eksplosiv og i øjeblikket godt klatrende Clarke. Desværre styrtede også han i Emriaterne, hvor han udgik, og derfor ved vi ikke, hvor han står. Er han kommet sig, kunne han imidlertid være et godt bud på en mand, der kan fortsætte Efs fine sæsonstart også på WorldTouren.

Endelig vil vi pege på Davide Ballerini, der er plan C på det stærke Astana-hold. Italieneren, der sidste år over en weekend vandt to knaldhårde italienske endagsløb, har længe været et enormt talent, men det er først i år, at han endelig smager på brostenene, som er hans store drøm. Starten i weekenden var meget lovende, for efter et styrt i Omloop var han på Kwaremont i Kuurne en af de fem allerbedste. Det vidner om potentialet i brostensløbene, og også dette løb burde passe ham. Han klatrede dog ikke specielt godt i Oman, og selvom han før har begået sig på stærkt kuperede ruter, kan man frygte, at dette løb er lidt for svært. Omvendt så han så god ud i søndags, at vi ikke udelukker endnu et flot resultat fra brølstærke Ballerini, der med sit stærke Astana-hold kan spille det taktiske spil.

BEMÆRK: Startlisten meget foreløbig, og derfor vil optakten blive løbende opdateret.

OBS: I lyset af et par henvendelser vil jeg understrege, at de mange navne, der nævnes i stjernetildelingen, har sin rod i ønsket fra flere om at bruge optakterne til diverse managerspil. Det er årsagen til, at vi nævner mange outsidere, der måske ikke kan vinde, men kan køre med om topplaceringerne. Rangeringen samt  den dybdegående analyse ovenfor viser, hvem der er de virkelige favoritter.

SE LØBET PÅ EUROSPORT PLAYER

Læs også

Favorit kommenterer afgørende fejl

OPDATERING 1: Tiesj Benoot har trods sit store sår i knæet jf. ovenstående analyse fået grønt lys til at starte. Desværre har Matej Mohoric til gengæld meldt forfald, og da heller ikke Damiano Caruso er til start, skal Bahrain-Merida sætte deres lid til en formsvag Vincenzo Nibali.

OPDATERING 2: Søren Kragh Andersen er desværre endnu ikke kommet sig efter sin sygdom og har torsdag meldt afbud.

OPDATERING 3: Alberto Bettiol blev syg i Australien, og da han ikke har kørt siden, var forventningen, at han var i dårlig form. Udmeldingerne fra EF tyder imidlertid på, at han er klar, og hvis det er sandt, bør han have muligheder for at være med i front sammen med holdkammeraten Clarke i et løb, der burde passe ham ganske ideelt.

***** Julian Alaphilippe

**** Zdenek Stybar, Alexey Lutsenko

*** Tim Wellens, Greg Van Avermaet, Tiesj Benoot, Gianni Moscon, Geraint Thomas

** Wout van Aert, Jakob Fuglsang, Maximilan Schachmann, Michael Valgren, Bauke Mollema, Simon Clarke, Alberto Bettiol, Davide Ballerini

* Eduard Prades, Tadej Pogacar, Rui Costa, Daniel Oss, Yves Lampaert, Luke Durbridge, Richard Carapaz, Gregor Mühlberger, Stefan Küng, Giovanni Visconti, Sam Oomen, Enrico Battaglin, Vincenzo Nibali, Robert Power, Christopher Juul, Owain Doull, Rafal Majka, Silvan Dillier, Antwan Tolhoek, Nicolas Schultz, Jens Keukeleire, Toms Skujins

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL PARIS-NICE OG FORÅRSKLASSIKERNE
 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi en oversigt over, hvem der i på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

Lotto Soudal: Med to store favoritter i Benoot og Wellens bliver der ikke meget plads til de andre. Jens Keukeleire kan gøre det hæderligt, men løbet er for svært for den ikke alt for formstærke belgier. Den lovende klatrer Carl Fredrik Hagen kunne være spændende, men er startet skidt.
 

Ag2r: Det relativt svage Ag2r skal først og fremmest satse på en meget formstærk Silvan Dillier, der efter en flot weekend kan komme ganske langt. Løbet er dog for kuperet til, at han kan vinde. Alexandre Geniez burde kunne gøre det godt, men den franske lottokupon er startet alt andet end lovendem og selvom han sluttede stærkt i Haut-Var, ved man aldrig med ham. Måske kan formstærke Quentin Jauregui overraske.
 

Astana: Holdet har i Lutsenko, Fuglsang og Ballerini tre gode kandidater, der alle er omtalt ovenfor.
 

Bahrain-Merida: Som nævnt ovenfor har holdet mistet både Matej Mohoric og Damiano Caruso. Vincenzo Nibali synes fortsat at mangle alt for meget i et hårdt løb som dette, og Jan Tratnik har desværre ikke klatret godt i årets første løb.

Bora-hansgrohe: Schachmann ligner det bedste bud, men også en meget formstærk Daniel Oss kan komme langt. Desærre er løbet nok for kuperet til, at den store italiener kan køre med om sejren. Gregor Mühlberger var flyvende i dette løb sidste år og kan overraske, selvom han ikke har vist noget hidtil i år. Rafal Majka kan gøre det hæderligt, men dog ikke vinde et løb som dette.

CCC: Her handler alt om Van Avermaet. Man kan håbe, at Lukasz Wisniowski kan sidde længe ved hans side, men det bliver svært for den tunge polak.

Deceununinck-Quick Step: I Alaphilippe og Stybar har man to store favoritter, men også en formstærk Yves Lampaert kan komme langt, selvom løbet er for kuperet til, at han er en reel vinderkandidat. Også Pieter Serry og Dries Devenyns kan køre finale, men nok kun som hjælpere for de to kaptajner.

EF: Clarke er som nævnt et godt bud på en joker, men som nævnt i en opdatering ovenfor har holdet i Alberto Bettiol også et lige så godt alternativt kort. Tanel Kangert er i sidste øjbelik føjet til som et muligt tredje kort.

FDJ: Store Stefan Küng kan komme ganske langt, men ruten er for kuperet til, at han kan vinde.

Mitchelton-Scott: Både Luke Durbridge og Christopher Juul har været i top 10 i dette løb og er begge i form til at komme langt. Desværre skal de have meget held for også at vinde på så kuperet en rute. Derudover bliver Nicholas Schultz efter drømmestarten i Australien meget spændende at følge, og også talentfulde, men desværre lidt formsvage Robert Stannard kan overraske. Brent Bookwalter kan komme langt, men ikke være med i front.

Movistar: Egentlig burde dette løb være skræddersyet til Eduard Prades, men trods sejren i Provence har han været skuffende i årets første løb. Supertalentet Richard Carapaz kan køre finale, men løbet er for eksplosivt til, at han kan vinde. Endelig er evigt solide Jose Joaquin Rojas også et udmærket kort.

Neri-Sottoli: Giovanni Visconti var med helt i front i 2018, men selvom han i weekendens franske løb viste markant fremgang, synes han ikke at have formen til at indfri sit fulde potentiale. Simone Velasco har været flyvende i år, men  løbet her er trods alt for svært og feltet for stærkt.

Nippo Vini Fantini: Løbet er nok trods alt for hårdt for en ellers ganske formstærk Marco Canola. Måske skal der holdes endnu mere øje med talentfulde Nicola Bagioli , der efter den gode start i Laigueglia har evnerne til at gøre det pænt.

Dimension Data: Valgren er bedste bud. Normalt burde Roman Kreuziger også være god, men tjekkens form har været katastrofal, senest i UAE Tour. Gino Mader er spændende, men er nok for ung til at gøre sig gældende. Endelig kan Ben King måske overraske.

Jumbo-Visma: Van Aert er bedste bud, men også klatreren Antwan Tolhoek burde kunne komme ganske langt. Danny Van Poppel er i superform, men løbet her bør være for hårdt. Derudover skal det blive spændende at følge de lovende Neilson Powless og ikke mindst Taco van der Hoorn, for hvem det dog nok er for kuperet. Floris De Tier lignede en løjtnant for Van Aert, men har været syg i lang tid.

Katusha-Alpecin: Nathan Haas burde være et godt bud, men efter sygdom gennem januar og februar er han med sikkerhed ikke konkurrencedygtig. Det burde være en god rute for Enrico Battaglin, men han var i Oman langt fra sin bedste form. Heller ikke Ruben Guerreiro eller Dmitriy Strakhov synes at have formen.

Team Sky: I tillæg til Thomas og Moscon har man Diego Rosa, der er på vej tilbage efter sygdom, men som trods lovende takter stadig ikke er sig selv. Salavtore Puccio er før kommet langt, men kan ikke vinde, og man kan håbe, at Owain Doull kan følge op på den fine åbningsweekend, selvom løbet nok bliver for hårdt.

Team Sunweb: Efter Kraghs afbud har man Robert Power, der sidste år blev nr. 6. Han var dog skuffende i Emiraterne, men har omvendt tendens til at finde de gode dage frem ud af det blå. Sam Oomen kan som klatrer komme langt, men skal være meget heldig for at vinde. Endelig skal det blive spændende at følge U23-verdensmesteren Marc Hirschi, der dog var alt andet end flyvende i Algarve.

Trek-Segafredo: Mollema ligner det bedste bud, da Fabio Felline stadig er langt fra fordums styrke. Toms Skujins har potentiale, men skal foregribe begivenhederne for at være med på så kuperet en rute.

UAE: Efter sejren i Algarve har Tadej Pogacar potentiale til at overraske, men han er ikke prototypen på en rytter, der kan vinde et eksplosivt løb som dette. Rui Costa er desværre stadig ikke sig selv endnu, men han bør dog komme langt efter en god afslutning i Emiraterne. Løbet burde til gengæld være for hårdt for både Fernando Gaviria og Jasper Philipsen ¸ mens formstærke Simone Petilli mangler det rette punch.

Vital Concept: Holdet har de bedste folk i Paris-Nice og har absolut intet at komme med.

Danskerne

Danmark står stærkt med to reelle vinderkandidater i Jakob Fuglsang og Michael Valgren, hvis chancer er kommenteret i detaljer ovenfor. Christopher Juul har også frit spil, og hans muligheder er ligeledes nævnt ovenfor. Endelig skal Asbjørn Kragh Andersen på Sunweb støtte bror Søren samt Sam Oomen og Robert Power.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

SE LØBET PÅ EUROSPORT PLAYER