Optakt: Strade Bianche

Løbets rolle og historie

Ideen er så oplagt, at det måske betragtes som lidt af et mysterium, at det tog så lang tid for nogen at tage den op. De mange historiske grusveje i Siena-området og regionens kuperede terræn med mange korte, stejle stigninger nærmest trygler om at være scene for et stort cykelløb, men vi skulle alligevel helt frem til 2007, før Giro d’Italia-arrangørerne RCS Sport besluttede at arrangere en stor begivenhed i området. Inspireret af et stort motionsløb afviklede man den første udgave af Strade Bianche i efteråret, hvor Alexandr Kolobnev slog Marcus Ljungqvist og således blev den første vinder af det, der snart skulle blive en nyklassiker, og som på det tidspunkt var kendt som Monte Piaschi Eroica, fundet.

RCS gjorde intet for at skjule, at deres ambition var at gøre løbet til en slags italiensk udgave af Paris-Roubaix, og det gjorde det fristende at flytte løbet fra dets oprindelige placering i efteråret og i stedet gøre det til et forårsløb. Flytningen kom allerede forud for den anden udgave, og arrangørerne kunne ikke have ønsket sig et bedre udkomme. De store klassikerstjerner Fabian Cancellara og Alessandro Ballan udkæmpede en fantastisk duel, som schweizeren trak sig sejrrigt ud af, og bare nogle få uger senere var netop den duo sammen med Tom Boonen med til at afgøre Helvedet i Nord på velodromen i Roubaix.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Den udgave gav det indtryk, at løbet var for brostensspecialister, men det har siden vist sig, at det er en langt mere alsidig affære, der er ganske unik. Dele af løbet finder sted på grusveje, men det andet væsentlige karakteristikum er de mange korte og til tider ekstremt stejle stigninger. Mange af disse er på grusveje, hvilket gør det vanskeligt for klatrerne at rejse sig fra sadlen, men det ændrer ikke på, at stejlheden af stigningerne og det totale antal højdemeter gør det til et løb, der passer til ardennerspecialisterne og grand tour-ryttere. Løbet slutter endda på den stejle stigning op til Piazza del Campo i Siena, og det gør det bare endnu mere udpræget til et løb for ryttere, der har deres force, når det går opad.

For at forstå hvor alsidigt løbet er, skal man bare kaste et blik på listen over vindere. Efter Cancellaras og Ballans duel i 2008 var det etapeløbsrytteren Thomas Löfkvist, der satte ardennerspecialisten Fabian Wegmann samt brostensrytterne Martin Elmiger og Edvald Boasson Hagen på den sidste bakke i 2010-udgaven, hvor top 10 også indeholdt grand tour-ryttere som Andy Schleck og Ryder Hesjedal. Et år senere var det ardennerspecialisten Maxim Iglinskiy, der slog Löfkvist, Michael Rogers, Filippo Pozzato og Hesjedal som del af en top 5, man svært kan forestille sig i noget andet løb.

I 2011 - Philippe Gilberts magiske år - var løbet naturligvis bare et af mange, der blev vundet af Lotto-kaptajnen, som slog Ballan, Damiano Cunego, Jure Kocjan og Cancellara på bakken i Siena, inden Cancellara tog en suveræn solosejr i 2012. I 2013 blev det en mindeværdig 1-2 for Cannondale-holdets Moreno Moser og Peter Sagan, der leverede et taktisk mesterstykke, og i 2014 bekræftede Michal Kwiatkowski sin status som forårets åbenbaring ved at slå Sagan i Siena. I 2015 var det Zdenek Stybar, Greg Van Avermaet og Alejandro Valverde, der spurtede om sejren i Siena, og her viste tjekken sig som klart den stærkeste, inden Cancellara tog en af sine sidste store sejre ved at besejre Stybar, Gianluca Brambilla og Sagan på bakken i 2016.

I 2017 var det så atter Kwiatkowski, der slog til i et løb, der blev domineret af en herlig blandt af klatrere, brostensryttere og ardennerspecialister, som det også var tilfældet i den første episke regnvejrsudgave i 2018, hvor alsidige Tiesj Benoot sejrede foran grand tour rytteren Romain Bardet, crossfænomenet Wout van Aert og Valverde, der stadig har til gode at vinde løbet trods flere topresultater. I 2019 havde vi en fantastisk duel mellem Julian Alaphilippe og Jakob Fuglsang, der begge må betegnes som uhyre klatrestærke typer, og i 2020 var Van Aert igen i spil i en gruppe, der også talte klatrerne Davide Formolo og Fuglsang, brostensspecialisten Alberto Bettiol og ardennerrytteren Maximilian Schachmann. I 2021 var det svært ikke at juble over at se, hvordan de tre klassikertenorer Mathieu van der Poel, Julian Alaphilippe og Wout van Aert, kometen Tom Pidcock samt klassementsstjernerne Egan Bernal og Tadej Pogacar dystede om sejren til sidst.

Det er denne slags alsidighed, der gør løbet fascinerende og åben for så mange forskellige scenarier. Det kan slutte i en spurt i en lille gruppe på den stejle bakke i Siena og dermed være perfekt for klatrere med et godt punch, eller en stærk rytter som Cancellara kan med sin rå muskelkraft på grusvejene køre alene til stregen. I Strade Bianche kan stort set alle - undtagen naturligvis sprintere og rene klatrere - gøre sig gældende, og rytterne er oppe mod rivaler, som de stort set ikke ser i deres andre hovedmål.

Løbet er helt unikt og har længe tiltrukket de bedste hold og ryttere, og det har i mange år været en vigtig begivenhed på kalenderen. Sammenlignet med de store klassikere er det imidlertid fortsat lidt af et forberedelsesløb. Mange har det som et delmål på vejen mod monumenterne, men det er meget få, der starter sæsonen med Strade Bianche som et af årets altoverskyggende hovedmål. For mange etapeløbsryttere er det hovedsageligt en lille test forud for Tirreno-Adriatico, mens andre tester formen inden Milano-Sanremo. Selvom alle drømmer om at vinde, bliver ingen knust over at tabe. For at blive en del af cykelsportens absolutte elite skal man have en lang historie, og det har Strade Bianche ikke.

Siden 2017 har løbet fået ekstra prestige ved at blive en del af WorldTouren. Det har i mange år reelt haft samme høje niveau som løbene på den fineste kalender, men man har ventet på en udvidelse af kalenderen, før man selv kunne blive en del af det fine selskab. Da det blev annonceret, at flere løb ville blive tilføjet, var der ikke megen tvivl om, at Strade Bianche ville være med, og det kom derfor ikke som noget chok, at det lykkedes for RCS. Selvom alle WorldTour-hold ikke er forpligtet til at starte, har de alle valgt det til i 2017, 2018 og 2019, og det siger meget om dets prestige. Trenden blev brudt i 2020, hvor Cofidis skippede løbet, hvad de også gjorde i 2022, men som i 2021 er alle topholdene med igen i 2023.

RCS forsøgte sig i 2013 med at skabe en meget interessant løbsweekend, hvor de samme hold dagen efter var til start i det traditionsrige Roma Maxima, der tidligere hed Giro del Lazio og sluttede i Rom. Det gjorde begge løb endnu mere attraktive og skabte en helt fantastisk mulighed for at forberede sig til Tirreno-Adriatico og klassikerne, og man tiltrak næsten alle hold fra WoldTouren. Desværre forsvandt løbet i Rom hurtigt igen, men i stedet steg det mindre løb GP Industria & Artigianato gevaldigt i graderne og blev rykket til den efterfølgende søndag. Det har ikke tiltrukket helt samme stærke felt, men sammen med Strade Bianche har det udgjort det en helt solid løbsweekend på et meget afgørende tidspunkt af sæsonen. Siden 2021 har Trofeo Laigueglia endda været rykket til onsdagen inden de to løb, hvormed man kortvarigt havde en stærk løbstrio, der med sin synergieffekt fik fremragende startlister.

Den model blev der dog lavet om på i 2021, hvor Tirreno-Adriatico for første gang afvikledes helt parallelt med Paris-Nice med start allerede mandag, og det førte til arrangørernes store fortrydelse til, at GP Industria er rykket til en senere og langt mindre gunstig placering. Nu bliver udfordringen i stedet, at mange skal nå at komme sig inden starten på Tirreno, da Strade Bianche og etapeløbet vil have meget ensartede startfelter.

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Sidste år brugte man for første gang den model, men det skulle vise sig, at restitutionen ikke blev et problem for Tadej Pogacar, der vandt begge de to italienske WorldTour-løb. Desværre var Strade Bianche martret af, at Wout van Aert skippede løbet, at Mathieu van der Poel var ude med en skade, at Tom Pidcock i sidste øjeblik meldte afbud grundet sygdom, og at Julian Alaphilippe efter sygdom ikke var på toppen. Det gjorde Pogacar til den store favorit, men de færreste havde nok ventet, hvordan han ville leve op til den status. Det gjorde han nemlig med et soloridt over 49,2 km, efter at han havde angrebet på en nedkørsel på det frygtede grusstykke Monte Sante Marie, og herefter kunne rivaler bare kæmpe om 2. pladsen. Den havde Kasper Asgreen højst overraskende kurs mod, men til slut kom Alejandro Valverde i sin sidste optræden i løbet op til og forbi danskeren, der måtte nøjes med en uventet 3. plads bag den aldrende veteran. Pogacar har i år valgt at droppe sit titelforsvar for i stedet at koncentrere sig om Paris-Nice, og da Valverde utroligt nok har indstillet sin karriere, og Asgreen også prioriterer Paris-Nice i stedet, bliver der ingen gengangere fra sidste års podium.

STREAM STRADE BIANCHE, PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

Ruten

Trods den korte historie har arrangørerne fra RCS Sport allerede fundet et ret fast format for deres løb. I de første år varieredes ruten markant fra sæson til sæson, men i de senere år har den været stort set uforandret. Antallet af grusveje og sværhedsgraden af sektorerne har ændret sig lidt, men de vigtigste dele af finalen har været de samme. Ét forhold har været uforandret hvert eneste år: den smukke og spektakulære finale på den stejle stigning til Piazza del Campo i Siena.

Efter to år med helt identiske ruter ændrede man lidt på starten i 2016 og igen i 2017 og 2018, men alle tre år har de sidste mere end 100 km været helt uforandrede. I de seneste år har man slet ingen modifikationer foretaget, og dermed er der i 2023 atter tale om totalt genbrug af layoutet, der blev indført i 2018.

Formålet med ændringerne i de sidste par år var at gøre løbet en anelse hårdere. Således bestod ændringen fra 2018 i, at det andet grusvejsstykke, der består af en svær bakke, forlængedes. Ligesom tidligere er der således 11 grusveje på programmet, og de udgør altså igen hele 63,0 km, den længste distance nogensinde. I 2016 forkortede man løbet fra 200 til 176 km, og nu er der kun 184,0 km på programmet, lidt flere end i 2016 og 2017. Samtidig bibeholdes den nye start i Siena, der blev introduceret i 2016, og i det hele taget er ændringerne siden det år altså helt minimale.

Der er ikke meget fladt i området omkring Siena, der karakteriseres af kuperet terræn og stejle stigninger. Fra starten ved stadion i Siena bevæger man sig ad kuperede asfaltveje, indtil man når den første 2,1 km lange grusvejssektor efter 17,6 km. Den er helt lige og svagt stigende. Efter et par kilometer rammer man den forlængede sektor 2 (5,8 km), der kan betragtes som rutens første udfordring med dens korte nedkørsel og lange stigning (2,2 km, 6,4%), der sine steder stiger med mere end 10%. Herefter passerer man gennem Radi, hvor tredje sektor (4,4 km), der tidligere var den første sektor i løbet, venter. Nu følger med det samme en af løbets klassikere, et 5,5 km langt grusvejsstykke, der har været på programmet hvert eneste år, og som er stort set fladt.

Efter et par kilometer rammes dagens anden stigning, Montalcino (6,5 km, 4,8%), hvorefter sektor 5 (11,9 km) og 6 (8 km med 1,9 km med 5,5% i snit) venter, adskilt af bare én kilometer med asfalt. Begge er hårde og kuperede med mange sving, stigninger og nedkørsler. Herefter passerer man Buonconvento for anden gang og når så forplejningszonen. I Montoni d’Arbia starter efter 111,7 km nu sektor 7 (9,5 km, der slutter med 1 km med 6,9%), der er et langt grusvejsstykke med konstante bakker og nedkørsler på første halvdel og en snoet stigning mod slutningen. Disse dele blev introduceret i 2016 og bidrog til at gøre løbet hårdere. Det er imidlertid for tidligt for løbets favoritter at spille ud allerede her.

Efter sektor 7 starter finalen for alvor. Positionskampen intensiveres voldsomt, når man nærmer sig dagens nøglesektion, der starter med 54,0 km til mål. Med sine 11,5 km er Monte Sante Marie den længste i løbet, og det er den eneste, der har opnået fem stjerner i vurderingen af sværhedsgrad. Sektionen har adskillige korte, stejle stigninger - blandt andet 1 km med 7% og 1 km med 10,3% - og det er typisk her, de første seriøse angreb kommer.

Efter grusvejen er der som regel etableret en lille gruppe af favoritter, og det er nu tid for de forskellige grupper at organisere sig og starte en jagt. Det afhænger af sammensætningen og graden af samarbejde, hvor meget regruppering der finder sted, men fra dette øjeblik er der vanligvis tale om et gradvist udskilningsløb.

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

De 17,8 km asfalt, der følger, er ikke helt nemme, da der undervejs er to mindre bakker, hvoraf den sidste stiger med 4,7% over 1 km, men de er bare opvarmning til tre stykker grusvej, der alle er korte, men indeholder meget stejle stigninger, og som er perfekte ramper for de afgørende angreb. Den første er 800 m lang, starter 24,8 km fra mål og stiger mange steder med tocifrede stigningsprocenter, før man når asfalten igen i Vico d’Arbia efter en bakke, der over 700 m i alt stiger med 7,5% i snit.

Herefter fortsætter man kortvarigt på det behagelige underlag, inden man med 19,35 km til mål rammer den 2,4 km lange næstsidste sektor, der er firestjernet. Den stiger hele vejen, men efter et stykke med 10% og passager på helt op på 15%, stiger det hovedsageligt bare med 3-4%.

Nu følger 3,9 km asfaltvej, der både stiger og falder, inden man rammer Le Tolfe-sektoren, hvor den sidste udskilning kan ske. Den er bare 1,1 km lang, men efter en kort nedkørsel består anden halvdel af en brutal stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 11,4% og et maksimum på hele 18%. På denne trestjernede sektor har Cancellara ofte lanceret sine afgørende angreb, og mange ryttere har mistet kontakten her. Det var også her, Van Aert satte sine rivaler til vægs i 2020, og hvor Van der Poel skabte den sidste og afgørende udstilling med sit angreb i 2021.

Efter grusvejen mangler bare 12,05 km, og selvom det konstant går op eller ned, er der ingen stejle stigninger eller svære nedkørsler før til slut. Afhængig af løbssituationen kan der her ske en regruppering, men det er også en mulighed for at lancere et sent angreb. Det er usandsynligt, at der vil være mange hjælperyttere tilbage, og det åbner døren for et smart angreb i en hektisk finale, nøjagtig som Moreno Moser viste det i 2013 og Michael Kwiatkowski i 2017.

Finalen indledes med en bakke (1 km, 4,8%) med ca. 5 km til mål og er ganske teknisk, idet rytterne passerer gennem to hårnålesving i en let faldende sektion mellem 4 km- og 2 km-mærkerne. De drejer til venstre med 1,7 km til mål og bevæger sig så ad en svagt stigende vej, indtil de passerer den berømte port og rammer den specielle pavéagtige belægning lige før den sidste stigning, der fører op til Piazza del Campo. Efter 184 km er den 800 m lange bakke ganske modbydelig, og selvom den kun i gennemsnit stiger med 6,5%, har den et stykke på 16% i bunden. Den stiger med mere end 10%, indtil der resterer bare 500 m. Efter det stejle stykke drejer rytterne til højre ad den ikoniske og smukke vej, der fører til den historiske bydel. Bare 300 m fra stregen drejer de skarpt til venstre, og herefter går det nedad til mål. Vejen er smal og bøjer svagt til højre, inden man når det sidste skarpe højresving kun 150 m fra stregen. Denne 7% nedkørsel er meget teknisk, og den reelle spurt kommer før det sidste sving, idet der ikke er plads til at komme forbi rivalerne på den korte opløbsstrækning.

Der er mulighed for adskillige scenarier, men typisk er det en lille gruppe på en håndfuld favoritter, der når bunden af stigningen sammen, og herefter afgøres det hele i en sidste brutal spurt og en voldsom positionskamp frem mod sidste sving. Den sidste stigning er så hård, at det typisk kun er én rytter, der når stregen som solovinder, men som Cancellara, Kwiatkowski, Benoot, Van Aert og senest Pogacar har vist, kan man også køre væk meget tidligere. Én ting er sikkert: kun en lille gruppe af de allerstærkeste er stadig i spil til sejren, når rytterne når bakken, der leder til Piazza del Campo, og her vil bedste mand altid vinde.

Løbet byder på i alt 3107 højdemeter.

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

STREAM STRADE BIANCHE, PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

Vejret

På denne tid af året plages mange løb typisk af elendigt vejr, men af en eller anden årsag synes Strade Bianche altid at undgå regn og kulde, som ellers kan gøre løbet til et mudderhelvede. Mange vil huske de legendariske billeder fra 2010-udgave af Giro d’Italia, hvor en fuldstændig tilmudret Cadel Evans i VM-trøjen sikrede sig en mindeværdig etapesejr på netop disse veje, men i Strade Bianche var det først i 2018, at vi så et tilsvarende scenarium. Her lykkedes det en fuldstændig indsmurt Tiesj Benoot at gentage Evans’ heroiske bedrift i et episk løb.

Den slags billeder får vi ikke i år. De seneste sydeuropæiske løb i Frankrig og Italien har ellers været præget af kedeligt og ikke mindst blæsende vejr, men på lørdag kan Italien ikke præsentere sig fra en meget smukkere side. Der vil kun være då skyer, og temperaturen i Siena vil være ganske behagelige 13 grader. Den kraftige vind, vi ellers ofte ser i dette løb, vil også være helt fraværende. Der vil nemlig bare være en let vind (6-11 km/t) fra nordnordøst. Efter indledende medvind følger et langt stykke med hovedsagelig sidevind, inden man får sidemodvind frem mod den lange 7. sektor, hvor der vil være modvind. Herefter vil der være sidevind frem til nøglesektoren Monte Sante Marie, hvor der vil være sidemodvind. Derefter vil der generelt være sidevind, dog med modvind på de tre sidste sektorer, ind mod Siena. Her får man medvind på de sidste kilometer ind mod byen, hvor der vil være sidemodvind, indtil man får skiftevis med- og sidevind over de sidste 500 m.

Favoritterne

At skulle udpege favoritter til Strade Bianche er altid en helt unik oplevelse, fordi man skal overveje navne, der normalt aldrig forekommer i toppen af listen i samme løb. På den ene side appellerer de mange stejle stigninger og den meget hårde finale til klatrerne. På den anden side gør grusvejene det vanskeligt for de lettere ryttere at drage maksimal fordel af deres klatreevner, mens de tungere typer kan kapitalisere på deres evne til at mose op ad en stigning med rå power, mens de forbliver siddende i sadlen.

Det er naturligt, at grusvejene betyder, at held eller manglen på samme altid spiller en helt afgørende rolle i løbet - husk bare på, hvordan en ung Peter Sagan i sin debut i 2012 mistede alle muligheder efter en dårligt timet punktering, eller hvordan Julian Alaphilippe i 2020 punkterede ikke færre end seks gange, ligesom styrt næsten altid har elimineret store navne allerede inden tv-billederne. Alligevel er det næsten altid de bedste ryttere, der sidder med i finalen i et løb som dette, og det ender altid som en spektakulært udskilningsløb, indtil kun de stærkeste sidder tilbage.

I dette løb spiller taktik ofte en stor rolle, og derfor ser man ofte, at det tager lang tid, inden det tidlige udbrud etableres. Derefter starter udskilningen og den gradvise reduktion af størrelsen på feltet. Ofte ser man en indledende udskilning på sektor 7 (der desværre sjældent tv-dækkes), men nøglemomentet kommer altid på Monte Sante Marie, hvorefter meget få hold har mere end én rytter med i front. Det kan åbne døren for et aggressivt løb, der er svært at kontrollere, og derfor kan det være vigtigt for favoritterne at have stærke hjælperyttere til at kontrollere en uregerlig affære.

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Eksempelvis vil mange huske, hvordan Liquigas sendte Moreno Moser afsted i et overraskende angreb i 2013, mens alle kiggede på holdkammeraten Sagen, og hvordan Quick-Step i 2016 næsten vandt løbet ved at benytte Gianluca Brambilla i en lignende manøvre. Mens de to outsidere var ude foran, gav det samtidig holdets kaptajner, henholdsvis Sagan og Zdenek Stybar, mulighed for at sidde på hjul. I 2018 så vi også, hvordan hverken Sagan eller Valverde, løbets to favoritter, havde holdene til at holde styr på tingene, og det hele endte med at glide dem totalt af hænde, og da Valverde endelig åbnede op, var det allerede slut. De snedige Wout Van Aert og Romain Bardet kapitaliserede på den manglende kontrol til med et tidligt angreb at køre på podiet, og havde det ikke været for brølstærke Benoot, der også foregreb Sagan og Valverde, havde de endda skullet afgøre slaget imellem sig. Også Michal Kwiatkowskis sejr i 2017 handlede i vidt omfang om et veltimet og smart angreb fra en gruppe, hvor han ikke nødvendigvis var stærkest.

Udgaverne i 2013, 2017 og 2018 er undtagelserne. I alle øvrige af de nyere udgaver kan man med nogen ret hævde, at stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste vandt løbet. Det gjaldt således med Philippe Gilberts sejr i dennes vanvidssæson i 2011, det gjaldt med Fabian Cancellaras sejre i 2012 og 2016, det gjaldt med Kwiatkowski i 2014 og med Stybar i 2015, og det gjaldt utvivlsomt også i de fire seneste sæsoner, hvor de tre tenorer, Julian Alaphilippe, Wout van Aert og Mathieu van der Poel, samt fænoment Tadej Pogacar hver har vundet én gang. Ofte vinder stærkeste mand i Siena, men historien viser også, at også taktik og ikke mindst et stærkt hold er vigtig.

Mange sammenligner løbet med Flandern Rundt og Paris-Roubaix, men antallet af højdemeter er betydeligt større end i de to brostensmonumenter. Derudover betyder den vanskelige finale i Siena, at de større drenge helst skal ankomme til mål alene for at undgå at skulle kæmpe med spurtstærke puncheurtyper som Julian Alaphilippe i en finale, han elsker. Brostensspecialisterne er ganske vist i fremragende form, men dette løb er anderledes end en flamsk klassiker og passer umiddelbart bedre til ardennerryttere end folk, der specialiserer sig i de flamske løb. Et godt eksempel herpå er Sep Vanmarcke, der i sin storhedstid ofte kom til løbet i superform, men altid måtte indse, at det samlede antal højdemeter var for meget for en relativt klatresvag fyr som ham, selvom han har pæne resultater i top 10.

Det er netop også det, der gør det så unikt. I front ser vi altså en blanding af de bedst klatrende brostensryttere sammen med ardennerspecialister, der excellerer i det eksplosive terræn, og sågar også mere klassiske og ikke specielt spurtstærke klatrere som Bardet, Andy Schleck, Roman Kreuziger, Ryder Hesjedal og Vincenzo Nibali, der alle har været med fremme. Sågar store folk som Luke Durbridge, Christopher Juul og Michael Gogl, der hverken er kendt som klatrere eller værende eksplosive, har været i top 10 alene i kraft af deres store motor. Med andre ord er listen over topkandidater ganske lang og fascinerende alsidig. At sammenligningen med Flandern og Roubaix ikke holder, bliver helt tydelig, når man husker på, at Egan Bernal var på podiet i 2021 - et scenarium, der aldrig vil være realistisk i brostensklassikerne.

Som i ethvert andet stort endagsløb ventes vejret at spille en afgørende rolle, som vi så det i 2020s specielle sommerudgave med den ekstreme varme, der gjorde løbet historisk selektivt, eller i 2018, hvor vi endelig fik en regnvejsudgave. Det var i høj grad de elendige forhold, der skabte så megen udskilning og sikrede, at Sagan og Valverde løb tør for hjælperkræfter og gav Benoot mulighed for at køre væk fra distancen. I tidligere år har det især været de meget blæsende forhold, der ofte har åbnet løbet allerede inden Monte Sante-Marie.

I år kunne betingelserne imidlertid ikke være meget smukkere. Oftest er det blæsende i dette løb, men det bliver det slet ikke denne gang. Vi vil heller ikke se sidste års meget kolde betingelser, og det bliver i hvert fald ikke vejret, der gør det hårdt. Støvet vil det også være med tørvejr i dagene op til løbet. Vindretningen er heller ikke rigtig til et hårdt løb, da der vil være modvind på både sektor 7, Monte Sante Marie og de to sidste sektorer. Heldigvis vil den være ganske let, og vi så sidste år, at kraftig modvind på en dag, hvor vindretningen var den samme, ikke forhindrede Tadej Pogacars vanvittige soloridt.

Feltet er som altid af høj kvalitet efter en lidt sløj udgave i 2022, hvor vi savnede Wout van Aert, Mathieu van der Poel og Tom Pidcock, mens Julian Alaphilippe efter sygdom var formsvag, og det var medvirkende til, at Pogacar kunne knuse al modstand. Det så endda ud til, at vi kunne få deltagelse af fem af de seks stjerner fra den fantastiske top 7 i 2021, der udgjordes af Van Aert, Alaphilippe, Van der Poel, Pidcock, Bernal og Pogacar, da kun Bernal aldrig har været aktuel. Nu har vi imidlertid fundet to ærgerlige afbud fra først Pogacar og siden Van Aert, og dermed når vi ikke helt samme højder som for to år siden. Heldigvis er der så megen klasse i de tilbageværende navne, at løbet ikke har den klare storfavorit, som Pogacar endte med at være i 2021, da Pidcock i sidste øjeblik meldte afbud med sygdom.

Meget taler for, at Alaphilippe, Van der Poel og Pidcock vil blive anset som de store favoritter, og som de fleste vil have som fokuspunkter. Denne gang kommer Ineos og Soudal også med stærke mandskaber, mens Alpecin ser betydeligt svagere ud. De to stærke hold har endda flere kort at spille, og det taler for, at de begge vil ønske et hårdt løb, hvor Van der Poel kan isoleres og angribes på skift. Med det gode vejr er det et løb, der skal skabes undervejs, og man må formode, at de to mandskaber vil lægge et pres. Allerede på sektor 7 har vi før set en tidlig splittelse, men som regel har vi den første afgørende udskilning på Monte Sante Marie, hvorefter det plejer at være mand mod mand i en lille favoritgruppe. Det scenarium vil formentlig gentage sig denne gang, og målet for Soudal og Ineos kunne være efter Monte Sante Marie at have flere kort at spille, så vi kan få et taktisk løb med en isoleret Van der Poel i defensiven. Det er også muligt, at vi får det rene opgør mand mod mand allerede fra Monte Sante Marie og derefter et gradvist udskilningsløb, men det er mindre sandsynligt med de givne vejrforhold Chancen for et ”Pogacarsk” soloridt må i dette felt og med dette vejr også anses som lille, da det trods alt kun er sket én gang i de efterhånden mange udgaver.

Der er altså en mulighed for taktiske finaler som i 2012, 2017 og 2018, hvor taktik og overtal kan komme i spil, og det er særligt noget, Ineos og Soudal vil kunne udnytte. Historien taler dog sit tydelige sprog: langt oftest vinder stærkeste mand eller den bedste afslutter blandt de stærkeste. Det gode vejr øger måske chancen for taktik, for det øger sandsynligheden for, at flere hold vil have flere kort at spille til sidst, men som regel får vi et udskilningsløb, der kulminerer på den sidste sektor, Le Tolfe, hvor Van Aert og Van der Poel har gjort den afgørende forskel i hhv. 2020 og 2021. Herfra er stærkeste mand kørt hjem, men i de fleste tilfælde er det en gruppe på op til en håndfuld, der har skullet afgøre det på bakken inde i Siena, hvor de eksplosive puncheurs virkelig er i deres es. Udfaldet i den spurt er dog langt fra så givet, som man normalt ville forvente det.

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

Her vinder mest friske mand ofte og ikke nødvendigvis den mest eksplosive afslutter. Eksempelvis vidste Alaphilippe i 2021 allerede på forhånd, at Van der Poel ville slå ham, selvom de normalt ville være ret jævnbyrdige, og da der i 2020 blev spurtet om 2. pladsen, ville Maximilian Schachmann 9 ud af 10 gange slå Davide Formolo i en spurt som denne. Alligevel blev det sølv til Italien og bronze til Tyskland. Når det er sagt, er en god puncheurspurt på en stejl mur et vigtigt våben. I 2019 virkede det ikke helt urimeligt at hævde, at Jakob Fuglsang var stærkest, men i finalen var det sejr til vores franske superpuncheur, Alaphilippe.

Det er svært ikke at have de tre topnavne som favoritter, men rangeringen er bestemt ikke entydig. Jeg vælger dog at gå med Mathieu van der Poel. Hollænderen vandt i suveræn stil, da han senest kørte løbet i 2021, og dermed fik han bevist, at det er inden for hans rækkevidde. Rutens mange højdemeter gør ellers, at det bestemt ikke er et helt ideelt løb for ham, og når han selv har udtalt, at Amstel Gold Race er et svært løb for ham, må det i særdeles gælde for dette endnu mere klatretunge løb. Tvivlen om, hvorvidt han kan håndtere de mange højdemeter, fik han imidlertid lagt i graven med sin flotte sejr i 2021. Stigningerner er da også generelt eksplosive og dermed glimrende for en puncheurtype som ham, og han hjælpes tillige af gruset, der altid giver en lille overhånd til de tungere drenge.

Hvad så med formen? Det er det store spørgsmål, for hollænderen gør denne gang sæsondebut i løbet. Heldigvis ved vi, at han er en mester i at træne sig i form. I 2021 startede han sin sæson med at vinde sidevindsræset i UAE Tour, og efter at være blevet sendt hjem med corona dagen efter var han stærkeste mand i Kuurne og fik ødelagt Le Samyn af et defekt styr, inden han sejrede på gruset her. Sidste år var lidt specielt, fordi han var ude med en rygskade, der gav ham en helt elendig vinter, men da han pludselig stillede til start i Sanremo - ganske uventet - endte han trods den dårlige forberedelse som nr. 3. Vi har også set ham køre stærkt, når han i efteråret er kommet tilbage efter en pause.

Denne gang skulle forberedelsen have været ideel, og det vil ligne ham dårligt ikke at være flyvende. Vi ved, at ruten passer ham, og selvom han ikke kan vide sig sikker på at vinde på bakken i Siena, hvis han er oppe mod folk som Alaphilippe og Pidcock - den er nemlig en anelse stejl for ham - ved vi også, at han sagtens kan gøre det færdigt, også mod Alaphilippe, som han gjorde i 2021. Nej, truslen mod Van der Poel handler snarere om hans hold. Der er ingen Quinten Hermans eller Søren Kragh, og Gianni Vermeersch er fortsat en skygge af sig selv. Han har Michael Gogl, der elsker dette løb og i den vanvittigt stærkt besatte 2021-udgave endte som nr. 6 blandt de seks verdensstjerner i top 7, men han har ikke vist samme form denne gang. Jeg frygter, at han sidder for alene efter Monte Sante Marie, og er han oppe mod flere fra Ineos og Soudal kan det blive et svært løb. På den anden side vil han ikke være bange for selv at åbne løbet tidligt og skabe det mand-mod-mand-løb, vi næsten altid har i Strade Bianche. Historien tilsiger, at stærkeste mand oftest vinder, og det tror jeg altså, at Van der Poel vil være. Derfor regner jeg med hans anden sejr.

En anden, der jagter sejr nr. 2, er Julian Alaphilippe, der vel i virkeligheden passer endnu bedre til løbet end Van der Poel. Højdemeterne taler mere for ardenner- end brostensspecialister, og Alaphilippe er endog meget komfortabel på både grus og korte, stejle stigninger. Historikken er da også klar. Ser man bort fra 2020-løbet, hvor han punkterede seks (!!!) gange, og 2022-løbet, hvor han styrtede, er han endt i top 2 i begge sine optrædener. Det er vitterligt et løb, der passer ham - ikke mindst fordi alle skal frygte ham på bakken i Siena. Nok blev han slået af Van der Poel i 2021, men de stejle procenter taler mere for Alaphilippe, der for to år siden var så udkørt, at han vidste, at han havde tabt, inden de ramte bakken.

Spørgsmålet er bare, hvilken Alaphilippe vi har lige nu. Sejren i Ardeche må være som at få smidt en sten fra hjertet, for den viste, at han i hvert fald er på vej tilbage, når han sammen med David Gaudu kunne køre væk i meget skrapt selskab. Til gengæld skabte kørslen i Drome tvivl om, hvor tæt han er på de 100%, men man kan formentlig forklare en del af nedturen med kulden. I hvert fald talte flere ryttere efterfølgende om, at det havde været en rystende kold fornøjelse, og vi blev senest på Mallorca mindet om, hvor svært Alaphilippe har det med kolde betingelser.

Dem skal han heldigvis ikke slås med på lørdag, men det ændrer ikke på, at han er til eksamen. Han har nået en alder, hvor de fleste i moderne cykelsport begynder at tabe niveau, og grundet hans mange uheld har vi ikke set den bedste Alaphilippe siden VM-sejren i 2021. Det er efterhånden længe siden, men til gengæld viste han også den dag, hvor god den bedste Alaphilippe er. I dette løb hjælpes han også af et meget stærkt hold, der med potentielt tre mand i finalen kan skabe nogle overtalssituationer, der kan sende Van der Poel på arbejde, og det kan måske give Alaphilippe den ekstra friskhed, han skal bruge for at få sin revanche efter nederlaget i 2021.

Den tredje topfavorit må være Tom Pidcock, men ligesom Alaphilippe er han en smule til eksamen. Også han havde et skidt 2022, og selvom han vandt en Tour-etape, synes jeg stadig, at vi leder efter den Pidcock, der kørte lige op med Van Aert i Brabantse Pijl og Amstel Gold Race i 2021. Signalerne i optakten har også været blandede. Hans etapesejr i Algarve var uhyre løfterig og indikerede, at han var knivskarp inden Omloop, men her skuffede han ganske fælt i et helt anonymt løb, hvor han brokkede sig lidt over en kulde, han normalt aldrig har problemer med på sin crosscykel.

Omloop skaber tvivl, men Algarve giver grund til optimisme, og dette løb passer ham heldigvis langt bedre end den belgiske brostensklassiker. Her er højdemeterne flere, og der er ikke mange klassikere, der passer ham bedre end denne. Han blev da også nr. 5 ved debuten i 2021, og selvom jeg vil tro, at Alaphilippe og Van der Poel har en lille overhånd på bakken i Siena, er det en spurt, han kan vinde, hvis han har lidt ekstra friskhed. Ineos er også stærke og kan som Soudal skabe det overtal, der kan give Pidcock mulighed for at spare lidt ekstra på kræfterne eller indgå i det taktiske spil, og det kan være vejen til at sejre, selv hvis Van der Poel er stærkere. Omloop har skabt lidt tvivl, men med Algarve-ben bliver han ikke let at sætte i dette løb.

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Af og til skal man æde sine ord, så det må jeg hellere gøre. Jeg havde reelt begravet Tim Wellens . Belgieren har ikke vist meget siden sine to Vuelta-etapesejre i 2020, og med hans efterhånden fremskredne alder lignede han en mand, der havde toppet. Skiftet til UAE med medfølgende nye træningsmetoder har imidlertid skabt et mindre belgisk mirakel. Det er svært at huske, at vi har set så god en Wellens, som vi gjorde i åbningsweekenden. I hvert fald var han bedste mand på nøglestigningerne begge dage, og det siger ikke så lidt i brostensløb, der normalt ikke er hans spidskompetence.

Anderledes er det med dette løb, der er skabt til ardennerryttere som Wellens, der også er stærk på grus, og han er i sine fire forsøg da heller aldrig blevet ringere end nr. 13 med tre placeringer i top 10, herunder en 3. plads. Bakken i Siena passer ham også storartet, selvom han formentlig vil være slået af de tre favoritter. Stærkeste mand er han næppe denne gang, men med åbningsweekendben kører han - uden uheld - finale. Her vil han heldigvis være dejligt opportunistisk, som vi kender ham, og han vil være manden, der kan udnytte favoritternes magtkamp til at lave et af de soloridt, der har givet ham de fleste af hans efterhånden mange sejre. En sejr her vil også hjælpe lidt med at sluge aftenens flyvetur, når han skal til Frankrig for søndag at hjælpe Tadej Pogacar med at vinde Paris-Nice.

Næststærkeste mand i weekenden var Matej Mohoric. Både på Mont Saint-Laurent i søndags og på Muren i lørdags var det sloveneren, der sad limet til Wellens’ baghjul, og selvom han skulle grave dybt for at følge med, hang han på hele vejen. Dette løb passer ham dårligere, for det er en anelse for kuperet, men vi har både i Liege og Benelux Tour set, hvor god en formstærk Mohoric kan være i ardennerterræn, ligesom han klatrede storartet i Andalusien. Gruset hjælper også en lidt tungere fyr som ham. Bakken i Siena er lidt stejl for han, og de fleste topfavoritter vil slå ham her, men hans speciale er også at angribe tidligt. Det er han i hvert fald ikke bange for, og i et løb, der efter Monte Sante Marie kan udvikle sig taktisk, vil han have gode muligheder for at udnytte magtspillet mellem de største favoritter. Formen rækker i hvert fald meget langt, og selvom det siger lidt om løbets sværhedsgrad for en stor fyr som ham, at han aldrig er blevet bedre end nr. 11, lignede han i weekenden også en Mohoric på et helt nyt niveau.

En af løbets ubekendte er Aleksandr Vlasov . Russeren har nemlig aldrig kørt løbet, og hans form er en smule usikker. Han var nemlig ikke flyvende i sæsondebuten i Valencia, og det var ikke helt uventet. Hans Giro-satsning har nemlig hele tiden gjort det sandsynligt, at han vil have et mere afdæmpet forår end sidste år, hvor han var her, der og alle vegne. Omvendt er det nu en måned siden, at han sidst var i aktion, og det er vel svært at komme udenom, at Vlasov lignede bedste mand, da løbet på sidste etape endelig ramte en ”rigtig” stigning.

Vi kender ikke hans evner i dette løb, men al logik tilsiger, at han vil være god. Hans siddende klatrestil gør ham storartet til grus, og vi så sidste år, hvor god han er blevet i eksplosivt terræn, ikke mindst i Liege, hvor han var en af de allerstærkeste, eller i Fleche, hvor han blev nr. 3 på Mur de Huy bag to superspecialister. Han kan altså godt afslutte i Siena, men her er de bedste mere eksplosive end ham. Til gengæld vil den bedste Vlasov køre finale og dermed have muligheder for at indgå i det taktiske spil. Der er i hvert fald ikke mange, der er stærkere end Vlasov på 100% i et løb som dette. Så er spørgsmålet, hvor tæt han er på de 100% efter en blandet start for en måned siden.

Kun en tåbe frygter efter åbningsweekenden ikke Jumbo i enhver klassiker, men det er klart, at chancen for nr. 3 i træk er blevet drastisk forværret af Van Aerts afbud. Nu er det Tiesj Benoot, der skal forsøge at fortsætte succesen, og han kommer da i hvert fald også til Italien med stor selvtillid efter den flotte sejr i Kuurne. Alligevel var han ikke helt overbevisende i åbningsweekenden. Han var i hvert fald ikke blandt de stærkeste i Omloop, og i Kuurne var Wellens og Mohoric også synligt bedre. Til gengæld er Benoot med alderen også blevet mere klatrestærk og mindre eksplosiv, hvad der blev helt tydeligt med den for mig sensationelle 2. plads i San Sebastian, og derfor passer dette mere klatretunge løb ham helt sikkert bedre. Hans form må også være i fremgang, for vi skal ikke glemme, at han kun lige er kommet i gang efter sit grimme styrt i Italien i august, og han kommer til løbet med en bevidsthed om, at han kan vinde, for det var som bekendt her, at han tog sin første professionelle sejr for fem år siden. Faktisk er han endt i top 8 alle fire gange, han har gennemført løbet, og det siger lidt om hans evner. Jeg er ikke helt overbevist om hans form efter åbningsweekenden, men han var så fremragende i San Sebastian sidste år, at han sagtens kan vinde igen, selvom vejen til sejr nok går via samme opskrift som i 2018, nemlig at køre væk i det taktiske spil.

Jeg rangerer Alberto Bettiol højt, men det er på potentiale snarere end forventning. Italieneren er nemlig en af løbets helt store jokers, for han har skippet hele den europæiske februarkalender. Selvom han udnyttede en vejrmæssig fordel til at vinde prologen, var han milevidt fra formen i Australien, men det var helt efter planen. Han forsøger nemlig at kopiere opskriften fra 2019, hvor han startede svagt i Australien, drog i højderne og kom flyvende til Europa, hvor han var fremragende i dette løb, indtil han - for 117. gang - blev slået ud af krampe, og siden vandt Flandern Rundt i suveræn stil. Om missionen er lykkedes, ved vi ikke, og hans DNF i Laigueglia skaber en bekymring. Omvendt er det ganske sandsynligt, at han forlod løbet grundet det forfærdelige vejr, for onsdagsløbet har aldrig været andet end opvarmning til lørdag.

Strade Bianche er til gengæld et gigantisk mål for Bettiol, der er opvokset ganske tæt på Siena og tillige har vist store evner i løbet. Som sagt var han en af de bedste i 2019, indtil krampen satte ind, og i sommerudgaven i 2020 blev han nr. 4 som en del af den kvartet, der afgjorde løbet mellem sig, og hvor Van Aert viste sig stærkest. Han har meget at bevise efter et 2022, der blev ødelagt af sygdom, men angiveligt var han en af de stærkeste i VM-løbet, hvor feltets sidste omgang desværre aldrig var tv-dækket. Sporene fra 2019 er så lovende, at vi forhåbentlig ser den bedste Bettiol på lørdag, selvom 2022-sæsonen og onsdagens DNF gør ham til potentiel vinder mere end stensikker deltager i finalen.

Jeg ville gerne rangere Jhonatan Narvaez meget højere. Det er nemlig svært at finde et løb, der passer ham bedre, og da han sidste år i andet forsøg gennemførte for første gang, endte han også som nr. 6. I år havde han kurs mod et højere niveau end nogensinde efter Andalusien, hvor man tabte næse og mund over at se, hvor godt han klatrede. Alligevel glider han ned ad min liste, fordi han desværre missede hele åbningsweekenden med sygdom. Ineos melder sjældent noget ud, og vi aner derfor ikke, hvor han står. Optakten har i hvert fald ikke været ideel, men hvis sygdommen ikke har sat ham voldsomt tilbage, vil den Narvaez, vi så i Andalusien, være fremragende på denne rute. Han er knivskarp i en puncheurspurt på bakken i Siena, og hans store våben er et sandsynligt Ineos-overtal efter Monte Sante Marie, hvor alle vil kigge mere på Pidcock end på ham.

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

Jeg har ret store forventninger til Andrea Bagioli. Italieneren gør debut i løbet, men det bør være et løb, der passer perfekt til en eksplosiv ardennertype som ham. Han skuffede fælt gennem stort set hele 2022, men det skyldtes helbredsproblemer. Han satte en fed streg under sit potentiale i Montreal, da han i finalen kørte væk sammen med Van Aert, Pogacar, Adam Yates og David Gaudu, og det lovende indtryk har han bekræftet i år. Han så flyvende ud på Mallorca, og efter en skuffelse i Ardeche i lørdags rejste han sig med meget stærk kørsel i Drome, hvor han blev nr. 3 i et sidevindsløb, der ellers næppe har passet ham ideelt. Han vil kunne slå de fleste på bakken i Siena, men hans største fordel er samarbejdet med Alaphilippe og Mauri Vansevenant på Soudal. Kan de skabe overtallet, er Bagioli perfekt at sende i offensiven, mens alle kigger på Alaphilippe, og sker det, bliver Montreal-udgaven af ham i hvert fald svær at stoppe.

Valentin Madouas har ikke haft den store succes i løbet, hvor han i to forsøg er blevet nr. 20 og 21. Det var imidlertid også inden 2022-sæsonen, hvor han var som forvandlet. Han var den eneste, der kom i nærheden af Van der Poel og Pogacar på stigningerne i Flandern Rundt, og i juli klatrede han på et helt nyt niveau, da han endte som nr. 10 i Touren. Dette løb er som skræddersyet til en eksplosiv ardennerfyr som ham, og gruset burde heller ikke kunne genere ham. Til gengæld er hans form lidt uklar. Han så godt ud i Murcia og på Foia i Algarve, men han havde ikke sin bedste dag på Malhao, hvor han efter defekt ofrede sig for Küng. Det viste sig dog, at det skyldtes sygdom, som kostede enkeltstarten, og siden har der været stille om ham. Vi aner derfor ikke, om sygdommen også har sat ham tilbage, og det skaber noget usikkerhed. Han har fortsat til gode at sætte verden i brand i år, men møder vi på lørdag Flandern-udgaven af Madouas, vil han formentlig være med helt fremme.

Jumbos andet kort er Attila Valter. Det ville normalt ikke være et specielt godt kort, for han havde et skidt 2022. Der var dog to gange, hvor han poppede op ud af det blå, og den ene gang var i dette løb, hvor han blev en nærmest sensationel nr. 4. Med Van Aerts afbud får han nu frihed til at forsøge at gentage det resultat, og han glider op på min liste alene grundet skiftet til Jumbo. Den slags plejer at skabe mirakler, men starten i Galicien var måske en smule blandet. Nok blev han nr. 4 samlet, og nok kørte han meget stærkt, da han satte Jonas Vingegaard i scene på kongeetapen, men han skuffede på 2. etape, hvor han aldrig tog en føring, og feltet i det spanske løb var også temmelig pauvert. Hans stærke afslutning og generelt svingende karakter giver dog grund til en vis optimisme, særligt når vi nu ved, hvordan Jumbo oftest udrette mirakler. Det er på eksplosive stigninger, han har været bedst, og sidste års chokresultat viser i hvert fald, at han har evner i dette løb.

Quinn Simmons er slet og ret blevet forelsket i dette løb. I debuten i 2021 kørte han finale, indtil han styrtede, og sidste år blev han en imponerende nr. 7. Han har løbet som et stort, stort mål, og efter den fine start i Argentina, hvor han vandt en etape, viste han fin form i Drome i weekenden. Når han alligevel ender et stykke nede på listen, skyldes det, at jeg har en smule svært ved at se ham faktisk vinde et løb med så mange højdemeter som dette. Det er klart, at det er gruset, der giver ham nogle muligheder, han normalt ikke ville have på en rute som denne. Omvendt er det svært at benægte, at han blev nr. 7 sidste år, og gennem anden del af 2022 fornemmede man, at han havde taget næste skridt. Undgår han uheld, vil jeg blive forundret, hvis han ikke kører finale, men jeg vil stadig gnide øjnene en ekstra gang, hvis han faktisk vinder løbet.

Vi vidste godt, at Romain Gregoire var en komet. Alligevel er de fleste nok blevet overraskende over, hvor vanvittig en start han har fået. I Ardeche var han aldrig i problemer på stigninger og endte i meget skrapt selskab som nr. 5, og onsdagens regnvåde Laigueglia lignede han i lange perioder stærkeste mand. Det er klart, at dette er et nyt niveau, og at han kommer til karrierens første WorldTour-løb helt uden erfaring i et specielt løb som denne, men ruten er jo skabt til en puncheur som ham. Selvfølgelig vil det være en overraskelse, hvis han vinder karrierens første løb på højeste niveau, men den Gregorie, vi har set den seneste uges tid, bør altså komme meget langt i dette felt.

Ineos har et tredje kort i Carlos Rodriguez. Han er bestemt ikke skabt til dette løb, men klatrere kommer ofte langt alene i kraft af deres klatreevner. Sidste år var det jo ham, der som den eneste forsøgte at gå med Pogacar, og det er sandsynligt, at den megen energi, hans jagt på mellemhånd kostede, er forklaringen på den lidt beskedne 20. plads. Hans form er denne gang dog mere usikker end sidste år, hvor han havde set stærk ud i optakten, for i Andalusien var han - ganske forventeligt - betydeligt bedre på de lange end på de eksplosive stigninger. Sådan er Rodriguez desværre bare skabt, og det er naturligvis et problem i dette løb. Omvendt kommer formstærke klatrere altid langt, og han viste sidste år, at han ikke er uden evner. Så må vi håbe, at den lidt pauvre præstation i Laigueglia, hvor han brokkede sig over halvdårlige ben, mest af alt skyldtes vejret.

Det tredje kort i Soudal-arsenalet er Mauri Vansevenant. Belgieren var gået i stå i et skuffende 2022, men hans kørsel i Oman indikerer, at han har taget næste skridt. Når jeg alligevel er lidt tøvende, skyldes det, at flere ting indikerer, at niveauet i Oman ikke var skræmmende højt, og han har i hvert fald til gode at bevise sig på dette niveau. Dette eksplosive ardennerløb burde imidlertid passe ham som fod i hose, og han har i hvert fald én fordel, der gør ham til en mere sandsynlig vinder end mange andre, nemlig hans hold. Soudal har store chancer for at sidde i et markant overtal til sidst, og her vil alle øjne være rette på Alaphilippe og ikke Vansevenant. Så må belgieren forsøge at bevise, at hans kørsel i Oman også kan overføres til dette betydeligt højere niveau.

Lorenzo Rota fortsætter sin lovende og stadig mere imponerende udvikling. Det har han vist med meget stærk kørsel i Andalusien, Ardeche og senest Laigueglia, og han er så pokkers stabil, at man altid kan vente sig noget positivt. Sidste år blev han nr. 13, og han har helt klart taget endnu et skridt siden dengang. Særligt var det i forhold til dette løb uhyre lovende, at han blev nr. 3 i den benhårde puncheurfinale på 4. etape i Andalusien bag giganterne Pogacar og Enric Mas, men vi så måske også i Ardeche og Laigueglia, at han trods alt ikke vinder et løb på dette niveau. Han viste heldigvis gode evner på grus i Jaen, og terrænet passer ham. Med hans stabilitet er det svært at tro, at han - uden uheld - ikke gør det mindst lige så godt som sidste år.

Med en 5. og en 10. plads i to forsøg har Pello Bilbao vist, at han har store evner i dette løb. Nu har han endda besluttet sig for at satse endnu mere på endagsløb, hvorfor han har arbejdet mere på sit punch. Det gør ham endnu mere skabt til ruten, men hans kørsel i Emiraterne og Australien har nu vist, at han som klatrer stadig er meget mere diesel end puncheur. Derfor er disse korte, hidsige stigninger måske ikke ideelle, men mere bekymrende er det, at han ikke har været helt overbevisende. Med sin enorme stabilitet har han været med helt fremme i Andalusien, Valencia og senest Emiraterne, men han har bestemt ikke sat verden i brand. Tværtimod virkede han i Emiraterne svagere end sidste år, hvor han efter en samlet 3. plads i ørkenen blev nr. 5 i dette løb. I kraft af sin stabilitet ender han sikkert pænt igen denne gang, men mit indtryk er, at han - også grundet det stærkere felt - får svært ved at gentage resultatet fra sidste år.

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

Andreas Kron stod for nogle dage siden ret højt på min liste. Danskeren imponerede nemlig stort i Andalusien, ikke mindst med sin stærke kørsel i finalen på 4. etape, hvor han udfordrede Pogacar og Mas i terræn som dette. Det lignede et varsel om en stor klassikerpræstation i et løb, der burde passe ham som fod i hose, men så ramte sygdommen. Han smed 10 minutter i Ardeche, selvom han havde set godt ud langt ind i finalen og meldte så afbud til både Drome og Laigueglia. Man kan håbe, at hans afbud i onsdags handlede mere om en dårlig kombination af møgvejr og sygdom end alvorlige helbredsproblemer, men det er klart, at det er svært at være voldsomt optimistisk, når vi taler om en mand, der måtte skippe et løb bare tre dage inden dette løb. Hvis til gengæld han alligevel stiller til start med sine andalusiske ben, burde han køre sin klart bedste klassiker på dette niveau.

Hvad så med Sergio Higuita? Sidste år blev han nr. 10 i sin debut, men spørgsmålet er, om løbet passer ham ideelt. Jo, de eksplosive stigninger gør, men kan den klejne colombianer håndtere gruset. Sidste år kom han til løbet i storform efter etapesejr på kongeetapen i Algarve, men forudgående sygdom betød, at han var et stykke fra det niveau denne gang. Alligevel endte han som nr. 4 på Malhao, hvilket skaber håb for lørdagens løb, men det håb blev dæmpet i weekenden, hvor han ikke virkede overbevisende i lørdags og blæste væk i vinden i søndags. Med tanke på, at feltet denne gang er stærkere, og at han sidste år blev nr. 10 i meget formstærk udgave, tvivler jeg på, at vi vil se en flyvende Higuita denne gang. Omvendt kan man ikke komme uden om, at man på denne rute renset for grus ikke finder mange, der vil være bedre end den colombianske puncheur.

Jeg er ret spændt på Alex Aranburu. Baskeren klatrede nemlig bedre end måske nogensinde i Valencia, og det indikerer, at han kan være på rette vej mod sit hidtil bedste forår. Omvendt må vi også sande, at han altid er kommet til kort i klassikerne, hvor han endnu ikke har de store resultater, og man sidder ikke med fornemmelsen af, at han har taget stormskridt fremad. Han blev blot nr. 21, da han første gang kørte løbet i 2021, og måske er det udtryk for hans potentiale. Omvendt burde disse eksplosive stigninger passe ham ganske perfekt, og hans kørsel i Valencia giver ret stor grund til optimisme.

Hvad skal man mene om Alessandro Covi? Italieneren kom sidste år til løbet i storform efter suveræn kørsel i Andalusien og en 3. plads i Laigueglia. Alligevel endte han blot som nr. 28 i dette løb, og det undrer mig ikke helt. På papiret er det nemlig nok en anelse for hårdt, og for en uge siden havde jeg afskrevet ham helt. Han har nemlig været en skygge af sig selv siden choksejren på Giroens kongeetape, men gårsdagens kørsel i Laigueglia skabte pludselig håb. Her så vi en Covi, der igen gav mindelser om sidste år, og selvom han nok var hjulpet af vejret, lignede han løbets stærkeste mand, når man husker på, at han var sat langt tilbage af styrt på første omgang. Det skaber håb for, at vi vil se en flyvende Covi på lørdag, men da holdet slet ikke nævner ham som kaptajn, og da sporene fra sidste år skræmmer, er jeg ikke alt for optimistisk.

Rui Costa har jo været genfødt i denne sæson, og ser man bort fra en lille kikser i går, hvor vejret kan have været en del af forklaringen, har han været med fremme over det hele. Både Ardeche, Valencia og Algarve viste dog også, at han altså ikke klatrer på det niveau, han gjorde engang. De eksplosive stigninger her passer ham, men de er også en anelse for stejle for en mand, der aldrig har været god på de stejle procenter. Hans stil burde gøre ham god på grus, men det kompenserer næppe for, at der er bedre klatrere end ham. Hans stabilitet sikrer formentlig et godt resultat, men jeg ser ham ikke køre med om de helt sjove placeringer.

Jeg ville meget gerne have Mikkel Honoré højere på denne liste. Ved VM - i den fase, der ikke var tv-dækket - satte han nemlig angiveligt en streg under, at hans vilde efterår i 2021 ikke var noget tilfælde. Han kan vitterligt blive en af verdens bedste i denne slags endagsløb, og Strade Bianche burde være et af de løb, der passer ham allerbedst. Desværre har hans optakt været meget skuffende efter en svag start i Australien og en stor nedtur i Drome-Ardeche. Han har heldigvis i vores store interview med ham givet udtryk for optimisme og givet mulige forklaringer på weekendens nedtur, men det er ikke forklaringer, der overbeviser om, at han vil være flyvende lørdag. Tværtimod har vi jo desværre set, at Honoré lidt for ofte har været et stykke fra sit høje topniveau, og derfor nævnes han kun for potentiale end reel overbevisning om et topresultat.

Man skal vel også nævne kometen Oscar Onley. Det er klar, at det skotske supertalent er helt uden erfaring og som Gregoire kører sit første WorldTour-løb, men evnerne kan ingen tage fra ham. Det erfarede Jonas Vingegaard, da han i Kroatien skulle grave helt dybt for at slå ham, og efter en svag start viste han på Malhao, at han er på vej i form. Nu er han sikkert endnu bedre, og han har vist, at han er fremragende på eksplosive stigninger. Til gengæld er dette specielle løb også et, hvor man gerne skal have erfaring og ikke mindst klare sig i positionskampen, og førstnævnte har han ikke, mens sidstnævnte kan blive problematisk med et ganske svagt hold.

Endelig er der Lennard Kämna. Tyskeren er som altid en lottokupon, hvor forskellen på top- og bundniveau er stor, og egentlig passer han ikke rigtigt til eksplosive endagsløb. Til gengæld kom han ret lovende fra start i Valencia, men en positiv coronatest, der kostede ham sidste etape, skaber enorm usikkerhed. Vi ved, at den forbandede sygdom kan ødelægge alt eller være ganske harmløs, og vi ved ikke, hvordan Kämna har været ramt. Min optimisme er ikke stor, men han er typen, der kan komme meget langt, hvis han ha bygget videre på Valencia-starten og angriber tidligt i et af de ridt, der er hans speciale.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet. Vigtigste ændring er, at Narvaez i stedet kører Paris-Nice, hvilket svækker Ineos’ mulighed for at udnytte et overtal ganske markant. Han erstattes af Ben Tulett, der er omtalt i holdoversigten. De øvrige ændringer er mindre markante og har ført til rettelser i holdoversigten.

Stjerner hylder danskere og nordmænd

***** Mathieu van der Poel

**** Julian Alaphilippe, Tom Pidcock

*** Tim Wellens, Matej Mohoric, Aleksandr Vlasov, Tiesj Benoot, Alberto Bettiol

** Andrea Bagioli, Valentin Madouas, Attila Valter, Quinn Simmons, Romain Gregoire, Carlos Rodriguez, Mauri Vansevenant, Lorenzo Rota, Pello Bilbao, Alex Aranburu, Andreas Kron, Sergio Higuita, Alex Aranburu, Alessandro Covi, Rui Costa, Mikkel Honoré, Oscar Onley, Lennard Kämna

* Maxim Van Gils, Brandon McNulty, Diego Ulissi, Thibaut Pinot, Simon Clarke, Georg Zimmermann, Ide Schelling, Patrick Konrad, Andrea Vendrame, Davide Formolo, Magnus Sheffield, Michael Gogl, Warren Barguil, Carlos Verona, Ben Tulett, Milan Vader, Rune Herregodts, Sven Erik Bystrøm, Quentin Pacher, Seff Cras, Harm Vanhoucke, Alexey Lutsenko, Nans Peters, Toms Skujins, Gijs Leemreize, Sylvain Moniquet, Laurens De Plus, Axel Zingle, Michal Kwiatkowski, Simone Petilli, Robert Stannard, Greg Van Avermaet, Nelson Oliveira, Mads Würtz Schmidt, Gianni Vermeersch, Simone Velasco

STREAM STRADE BIANCHE, PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER

Danskerne

Andreas Kron er en af to kaptajner på Lotto, hvorfor han er omtalt ovenfor, og det samme er Mikkel Honoré på EF, hvorfor også han er omtalt ovenfor. Hos Israel-PT kan formstærke Mads Würtz formentlig komme ganske langt som støtte til Simon Clarke, men ruten er en anelse for kuperet til et topresultat. Hos Soudal er formstærke Casper Pedersen til start som hjælper for Julian Alaphilippe, Andrea Bagioli og Mauri Vansevenant, mens Christopher Juul på Jayco formentlig kan få plads til at jagte udbrud, ligesom han skal støtte Zdenek Stybar. Endelig skal Asbjørn Hellemose på Trek støtte Quinn Simmons.

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Tadej Pogacars sejr fra 2022, Mathieu van der Poels sejr fra 2021, Wout van Aerts sejr fra 2020, Julian Alaphilippes sejr fra 2019, Tiesj Benoots sejr fra 2018, Michael Kwiatkowskis sejre fra 2017 og 2014, Fabian Cancellaras sejre fra 2016 og 2012, Zdenek Stybars sejr fra 2015, Moreno Mosers sejr fra 2013 samt Philippe Gilberts sejr fra 2011.

Holdoversigt

Nedenfor giver jeg en oversigt over, hvem der på de enkelte hold i tillæg til de ovennævnte måske kan sikre et godt resultat.

Alpecin-Dececuninck: Van der Poel er den klare kaptajn. Som nævnt ovenfor blev Michael Gogl en sensationel nr. 6 blandt alle stjernerne i den stærkt besatte 2021-udgave, men han har ikke vist samme form i optakten denne gang og ender efter alt at dømme som hjælper. Gianni Vermeersch er stadig en skygge af sig selv, og løbet er tillige lidt for hårdt. Løbet burde passe Robert Stannard, men han har ikke vist form i optakten, og det har Oscar Riesebeek slet, slet ikke.

Ag2r Citroën Team: Greg Van Avermaet har en imponerende historik, men de dage, hvor han kan være fremme på så hård en rute, er ovre. Andrea Vendrame viste storform i onsdags og blev nr. 17 sidste år, men jeg tror, at løbet er for hårdt til, at han kan gå i top 10. Nans Peters kan efter sejren i Laigueglia komme langt, men i dette skrappere selskab vil jeg blive forundret, hvis han går i top, når vejret ikke hjælper ham. Valentin Paret-Peintre er i form, men passer ikke ideelt til løbet, der er for hårdt for en ikke specielt formstærk Clement Venturini.

Astana Qazaqstan Team: Alexey Lutsenko passer perfekt til løbet, men efter endnu en nedtur på kongeetapen i Oman synes han stadig alt for langt fra formen. Det burde være et godt løb for Samuele Battistella , men særligt grundet sygdom har han endnu ikke virket flyvende. Simone Velasco kan gøre det hæderligt, men ruten er for hård for et topresultat, og Christian Scaroni har ikke været flyvende indtil nu.

Bahrain-Victorious: De erklærede kaptajner er Bilbao og Mohoric. Fran Miholjevic har potentiale på sigt, men ikke endnu, og løbet er for hårdt for formstærke Andrea Pasqualon. Rainer Kepplinger havde det svært i Saudi Tour, og Hermann Pernsteiner passer dårligt til disse stigninger.

Bora nærmer sig Visma-profil

BORA-hansgrohe: Vlasov, Higuita og Kämna er kandidater. Jeg forventer mig også et godt løb af Ide Schelling, der synes tilbage på sporet og passer perfekt til løbet, men han skal stadig bevise sig på dette niveau. Patrick Konrad burde være stærk på en rute som denne, men trods en hæderlig start på Mallorca er det svært for alvor at tro på ham efter et svagt 2022.

Cofidis: Det må handle 100% om Axel Zingle, der som mountainbiker på sigt kan komme meget langt, men han synes fortsat at klatre lidt for dårligt til denne rute. Jonathan Lastra har været uhyre formsvag, og niveauet er for højt for den ellers spændende puncheur Axel Mariault.

EF Education-EasyPost: Bettiol og Honoré er de erklærede kaptajner. Sean Quinn har en fri rolle, men han har slet intet viste endnu i år. James Shaw passer til løbet og har set lovende ud i år, men niveauet er nok en anelse for højt.

EOLO-Kometa: Holdet satser på Erik Fetter, men niveauet er for højt. Andrea Garosio må også være overmatchet i dette selskab.

Green Project-Bardian CSF-Faizané: Samuele Zoccarato viste god form i Emiraterne og kan formentlig komme et stykke. Davide Gabburo passer til løbet, men har været formsvag, og løbet er nok lidt for hårdt for Alessandro Tonelli.

Groupama-FDJ: Madouas og Gregoire ligner de bedste bud. Thibaut Pinot passer fint til ruten og har set hæderlig ud indtil nu, men heller ikke efterladt et indtryk, der giver tilstrækkelig optimisme til et løb, hvor gruset næppe gør ham tjenester. Quentin Pacher burde passe perfekt til løbet, men han er kommet skidt i gang i år.

INEOS Grenadiers: Pidcock og Rodriguez ligner de gode bud. Magnus Sheffield burde være kandidat, men han skuffede i åbningsweekenden, og løbet er nok - endnu - for hårdt for ham. Holdet har også udtaget Ben Tulett, der med sine klatreevner og crossbaggrund passer perfekt til løbet og gjorde det godt på gruset i Jaen, men grundet hans meget svage kørsel i Emiraterne er det svært at tro på et stort resultat. Michal Kwiatkowski har vundet løbet to gange, men er stadig formsvag. Laurens De Plus har set meget bedre ud i år, men stadig ikke som i gamle dage, og Brandon Rivera kan kun komme halvlangt.

Intermarché-Circus-Wanty: Rota og Costa ligner de bedste bud, men en formstærk Georg Zimmermann bør også komme langt i et løb, der passer ham. Rune Herregodts har også på sigt potentiale i dette løb efter en lovende start, men Malhao viste nok, at det bliver lidt for hårdt. Sven Erik Bystrøm var flyvende i Australien, men her er ruten nok lidt for hård til så stærkt et felt. Simone Petilli blev en sensationel n. 9 sidste år, men i denne trup må han være hjælper, som også Laurens Huys må være det.

Israel-Premier Tech: Holdets kaptajn er Simon Clarke, der elsker løbet og før har gjort det godt, og trods nylig sygdom gjorde han det godt i Drome. Jeg tvivler dog på, at han i dag klatrer godt nok til dette stærkt besatte løb. Formstærke Mads Würtz Schmidt kan komme langt, men højdemeterne er lidt for mange. Krists Neilands er faldet lidt sammen igen efter en god start.

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

Jumbo-Visma: Benoot og Valter ligner de gode bud. Mountainbikeren Milan Vader kan være meget spændende i dette løb, men hans kørsel i Algarve var uhyre skuffende. Gijs Leemreize missede Algarve med helbredsproblemer og passer ikke ideelt til løbet, der er for hårdt for Tosh van der Sande .

Lotto Dstny: Kron er nok det bedste bud. Holdet har dog også den velkørende Maxim Van Gils, der passer godt til løbet, men efter hans kørsel i weekenden tror jeg, at han kommer en anelse til kort i dette løb. Sylvain Moniquet er for formsvag, og det samme gælder for Edoardo Sepulveda.

Movistar Team: Efter Guerreiros afbud handler det om Aranburu, men Carlos Verona kan også komme ganske langt i et løb, der ikke passer ham ideelt. Det samme kan formstærke Nelson Oliveira formentlig.

Q36.5 Pro Cycling Team: Gianluca Brambilla har før været tæt på at vinde løbet, men efter sygdom manglede han meget i Galicien. I stedet skal vi holde øje med kometen Walter Calzoni, der blev nr. 11 på gruset i Jaen og kommer til løbet med en samlet 2. plads i Rwanda. Niveauet er for højt, men han har bestemt stort potentiale på sigt. Mark Donovan har været meget skuffende, senest i Galicien. Filippo Conca har klatret uventet godt og kan måske overraske, og efter en fin præstation i Kuurne kan mountainbikeren Fillippo Colombo måske det samme.

Soudal-Quick Step: Alaphilippe, Bagioli og Vansevenant må være de gode bud. Løbet er for hårdt for Davide Ballerini og ellers formstærke Casper Pedersen. Pieter Serry har tidligere været i top 10, men i dag må han som Dries Devenyns være hjælper.

Team Arkea-Samsic: Holdet satser 100% på Warren Barguil, der tidligere har været i top 10 og har løbet som sit første mål, men igen i år er han startet svagt. Louis Barré er faldet helt sammen efter den lovede start. Simon Guglielmi kan komme ganske langt, men ikke helt frem, og Alessandro Verre synes ikke i form.

Team DSM: Onley ligner bedste bud. Den anden erklærede kaptajn er Harm Vanhoucke, der gjorde det hæderligt i Emiraterne i et felt, der dog er meget svagere end dette, og han passer ikke ideelt til løbet. Sean Flynn imponerede i weekenden og bliver interessant at følge, mens Marco Brenner og Henri Vandenabeele synes helt uden form.

Team Jayco AlUla: Zdenek Stybar elsker løbet, som han tidligere har vundet, men i dag er det for svært, ligesom han har været syg i optakten. I dag er det også for svært for Christopher Juul, der tidligere ha været i top 10, og hverken Filippo Zana, Alessandro De Marchi, Alessandro Balmer, Felix Engelhardt og Jan Maas, der ellers alle kan klatre, har vist form.

TotalEnergies: Peter Sagan var ofte topfavorit i dette løb, men trods livstegn i Kuurne er det i dag alt for hårdt. Mathieu Burgaudeau passer til løbet, men har skuffet lidt i optakten, og Julien Simon er ikke i form efter sin sygdom. Efter en stærk start har Valentin Ferron skuffet på det sidste. Bedste kort kan meget vel være Steff Cras, der ikke kan være med helt fremme, men gå i top 20. Det kræver dog markant forbedring siden Argentina.

Trek-Segafredo: Simmons må være den klare kaptajn. Toms Skujins kan gøre det hæderligt, men har ikke virket flyvende, og der er ingen tegn på en genrejsning af Markus Hoelgaard. Amanuel Ghebreigzabhier har ikke været på toppen.

Tudor Pro Cycling Team: Sebastien Reichenbach kan normalt gøre det pænt, men han har ikke været flyvende. Det samme gælder for Lucas Eriksson trods en lille oprejsning i Drome og Roland Thalmann. Til gengæld gjorde Yannis Voisard det godt i Emiraterne, men han mangler formentlig rutine i dette betydeligt skrappere selskab.

UAE Team Emirates: De erklærede kaptajner er Wellens og den tidligere toer Davide Formolo med Covi som joker. Formolo skuffede dog fælt både i Oman og i weekenden. Diego Ulissi er hæderligt kørende, men næppe nok til et topresultat. Brandon McNulty burde have et ret stort potentiale i dette løb, men han er kommet skidt fra start og imponerede heller ikke i Emiraterne. George Bennett virker formsvag, og Sjoerd Bax har endnu intet vist.

STREAM STRADE BIANCHE, PARIS-NICE OG TIRRENO-ADRIATICO UDEN AFBRYDELSER