Optakt: Tacx Pro Classic

Løbets rolle og historie

Det er lidt af et paradoks, at et land med en ekstremt rig cykelhistorie, et stort WorldTour-hold, en forrygende gruppe af nogle af verdens største talenter og en meget veludviklet cykelinfrastruktur kun har ganske få muligheder for at fremvise deres store stjerner i direkte dyst med verdenseliten. Ikke desto mindre har Holland kun ganske få store løb, hvor deres lokale helt kan ses i kamp med verdenseliten i hjemlandet.

Manglen på store højdepunkter på den hollandske cykelkalender er en afspejling af, at landet først set blev et virkeligt kraftcenter i cykelsporten. Mens traditionen for konkurrencecykling i Frankrig, Belgien og Italien går tilbage til sidste del af 1800-tallet og de første år af det 20. århundrede, blev de hollandske ryttere først en del af verdenseliten meget senere. Belgien vandt eksempelvis deres første Tour de France-titel i 1912, men deres nordlige naboer skulle vente helt frem til Jan Janssens triumf i 1968, inden de endelig kunne hjemtage en sejr i verdens største cykelløb.

Samtidig er landets geografi ikke rigtigt skabt til cykelsport. Det meste af landet er helt fladt, og det er derfor meget svært for lokale arrangører at designe alsidige og spændende ruter. Ikke overraskende finder nationens eneste helt store løb, Amstel Gold Race, sted i den eneste kuperede region, Limburg, og de to største etapeløb, Ster ZLM Tour og BinckBank Tour, har begge traditionelt haft deres kongeetaper på den anden side af grænsen i belgisk territorium.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Amstel Gold Race er i virkeligheden slet ikke en god afspejling af, hvad hollandske cykelløb handler om, idet det finder sted i et område, der er helt anderledes end resten af landet. Holland har imidlertid også et par store endagsløb i den flade del. I marts er der den store sprinterfestival i Drenthe, hvor man i de senere år har haft et eller to løb i forbindelse med kvindernes WorldTour-løb, og i august dyster sprinterne som regel om sejren i Veenendal-Veenendal.

Det tredje store løb i den flade del har traditionelt været Ronde van Zeeland, der som navnet antyder afvikles i den vindblæste Zeeland-region helt ude ved den hollandske kyst. Løbet har imidlertid haft en meget omtumlet historie og har kæmpet hårdt for overlevelse og for at finde en fast plads på kalenderen. Det er en gammel affære, der første gang blev afviklet som amatørløb i 1959 og blev en sag for professionelle i 1974 i en gylden periode for hollandsk cykelsport. I 1998 skiftede det navn til DELTA Profronde og fik en prominent første vinder under det navn i form af Erik Zabel. I 2008 fusionerede det med OZ Wielerweekend under navnet Delta Tour Zeeland og som et tre dage langt etapeløb for sprintere, som blev afviklet i juni måned og fungerede som en chance for de hurtige folk til at teste benene forud for Tour de France. Første udgave blev vundet af Chris Sutton, inden Tyler Farrar sejrede to år i træk. I 2011 var det en ung Marcel Kittel, der sikrede sig en sjælden etapeløbssejr.

Mod slutningen af 2011 blev det meddelt af Zeeland Seaports ville overtage sponsoratet fra Delta, og derfor skiftede løbet navn til Ronde van Zeeland Seaports. Samtidig blev det reduceret til et endagsløb, der fastholdt sin placering i juni, og dermed bibeholdt sin rolle som sprinteropvarmning forud for Touren. De følgende år gav sejre til Reinardt van Rensburg, André Greipel og Theo Bos, men det kneb med at tiltrække de store navne. Derfor forsøgte man i 2015 at flytte løbet til marts, hvor det ville falde godt ind i klassikerkalenderen i en tid, hvor sprintere og stærke ryttertyper som regel er i topform. Løbet blev vundet af Iljo Keisse foran Niki Terpstra efter en overraskende selektiv dag med masser af sidevind, men kort efter kom det frem, at Zealand Seaports trak sig, og da man var ude af stand til at finde en ny sponsor, forsvandt løbet fra kalenderen.

I 2017 lykkedes det arrangørerne at genskabe løbet i kraft af sponsorpenge fra Tacx, og derfor går det nu under navnet Tacx Pro Classic. Man har imidlertid samtidig forsøgt at ændre løbets rolle ved at flytte det til allersidst i sæsonen i midten af oktober som et af de allersidste europæiske løb. Ruten er stort set den samme som før flytningen, men håbet er, at man med den nye placering kan etablere sig som Hollands næststørste løb ved at overtale nogle af topsprinterne til at forlænge sæsonen og gå efter en sidste stor sprintersejr, nu hvor Paris-Tours ikke længere er et sprinterløb.

Desværre er det ikke lykkedes i det omgang, man kunne have ønsket sig. På dette tidspunkt af året er langt de fleste ryttere allerede gået på ferie, og de få, der stadig er i gang, koncentrerer sig om de sidste klassikere. Derfor lykkedes det i 2017 kun at tiltrække WorldTour-holdene LottoNL-Jumbo, Lotto Soudal og BMC, mens man i 2018 kun havde LottoNL-Jumbo, EF og Lotto Soudal til start. I år har det været endnu sværere, da løbet nu falder i samme weekend som Paris-Tours, der er skubbet en uge i forhold til VM, og det har naturligvis det store fokus for feltets tungere folk. Derfor er det kun lokale Jumbo-Visma samt Deceuninck-Quick Step, der vil være at vinde i et felt, hvor Direct Energie, Cofidis, Sport Vlaanderen, Roompot og Corendon kommer fra den professionelle kontinentalscene. Resten af feltet udgøres af kontinentalhold, først og fremmest fra Holland, hvor de unge ryttere har chancen for at score et topresultat i et 1.1-løb på en tid, hvor de store hold er langt fra topformen, men løbet kan til gengæld glæde sig over at have fået deltagelse af to gigantiske stjerner i form af lokale Dylan Groenewegen og Elia Viviani, der begge runder sæsonen af på de hollandske veje.

Løbet finder som sagt sted i Zeeland-provinsen, der er kendt som et af de mest blæsende og fladeste områder i Europa. Derfor kan det heller ikke undre, at løbet som regel har haft to mulige udfald. I de fleste tilfælde er det endt i en massespurt, men når vinden har været kraftig, har det været et episk udskilningsløb. Ikke overraskende så man sidstnævnte i 2015, hvor løbet var blevet flyttet til marts, og hvor vejret er meget dårligere end i juni. Flytningen til oktober til oktober har ikke gjort det bedre, og faktisk er ingen af de to første udgaver i det nye format endt i en massespurt.

Det gjorde det heller ikke sidste år, hvor forfærdelig sidevind betød, at kun 24 mand var med i kampen om sejren. Den gruppe sprængtes til atomer, så rytterne kom ind 1 og 1 samt 2 og 2, men i front var det fire mand, der skulle spurte om sejren. Her var Peter Schulting den hurtigste, da han slog Dries de Bondt, Jerome Baugnies og Jelle Wallays og tog karrierens klart største sejr. Det blev imidlertid også den sidste store gevinst for Schulting, der herefter indstillede karrieren, og selvom han vender tilbage i 2020, forsvarer han ikke titlen i år. Heller ikke Wallays er med, da hans hold har valgt løbet fra, men De Bondt og Baugnies skal forsøge at jagte endnu et resultat på de forblæste veje i Holland.

Ruten

Som løbets gamle navn afslører, afvikles Tacx Pro Classic som sagt i den flade Zeeland-provins, og det har det nye navn ikke ændret på. Samtidig synes man at have fundet en model, man kan lide, for ruten har i alt væsentligt været den samme i de to foregående år. Det vil den også være i 2019, hvor ændringerne igen er helt marginale.

Årets udgave af Tacx Pro Classic afvikles på en 204,6 km lang rute helt ude ved den hollandske kyst i den meget vindblæste Zeeland-provins. Starten går i Middelburg, der i 2010 var mål for en meget blæsende 3. etape af Giro d’Italia, og hvor Cadel Evans mistede førertrøjen, og målet er placeret bare få kilometer derfra i Deltapark Neeltje Jans, ganske tæt på målstregen på den ligeledes vindblæste 2. etape af 20125-udgaven af Tour de France, hvor man med nogen ret kan hævde, at Nairo Quintana måske tabte løbet. Med kun ganske få kilometer mellem start og mål består løbet af en stor sløje rundt på den halvø, som Middelburg ligger på, og på store dele af ruten holder man sig helt tæt på kysten, hvor risikoen for vind er stor.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Først kører man mod nordvest og vest ud til kysten, hvorefter man kører langs vandet næsten hele vejen rundt om halvøen og syd om Middelburg. Kort efter skærer man henover hovedlandet ved at køre mod sydøst, nordøst og til slut nord, inden man atter rammer vandt øst for byen Goes. Man følger nu kysten mod vest og nordvest, inden man drejer mod nordøst for at passere en ganske lang bro, som fører ud på en af de små øer, der præger den hollandske kyst. Her forlader man vandet og kører mod nordvest op til det nordligste punkt, hvorfra man kører mod sydvest ned til kystvejen, som man følger helt ud til den bro, der fører ud til den spektakulære afslutning på den lille ø, Neeltje Jans.

Her passerer man tæt forbi målstregen efter 151,1 km, hvorefter man kører ud på en lille rundstrækning, der sender feltet mod syd over en bro til bage til det hollandske hovedland, hvorefter man kører en omgang på en lille runde, inden man vender rundt og kører mod nord over broen tilbage til afslutningen på Neeltje Jans, som man passerer tæt forbi mål efter 174,7 km. Nu fortsætter man mod nord over samme bro som tidligere ud til en ny rundstrækning omkring byen Burgh-Haamstede, hvor man kører en runde, inden man skal tilbage mod syd over broen til Neeltje Jans. Her passerer man tæt forbi mål, inden man slutter af med køre en rundt på en 5,7 km lang rundstrækning på selve Neeltje Jans, inden man endelig kører over stregen. Her er der sving med 1900 og til slut bare 400 m til stregen. Under hele løbet befinder feltet sig mellem 0 og 20 meter over havets overflade, og dermed er løbet stort set helt fladt.

Løbet byder i alt på bare 278 højdemeter.

Ruten er helt uforandret i forhold til 2018. 

Vejret

Når der køres cykelløb i Zeeland-provinsen er det som sagt altid vinden, der er den helt afgørende faktor, men uheldigvis for dramaet, bliver lørdag en relativt stille oase mellem en meget blæsende fredag og en meget blæsende søndag. Godt vil vejret ikke være, da der gennem hele dagen er en bygerisiko på 40-50%, men temperaturen vil være hæderlige 16 grader. Vigtigst er det, at der vil være en aftagende vind fra sydvest, der fra start vil være jævn, men til slut blot vil være let med en styrke på helt ned til 10 km/t. Det giver masser af sidevind på de første ca. 125 km, men mod slutningen vil der stort set kun være med- eller modvind, når man kører frem og tilbage over de to broer ud til Neeltje Jans. Til slut vil der være modvind frem vil de to sving med ca. 2 km igen, hvorefter man får medvind resten af vejen.

Favoritterne

Som sagt er der som regel to mulige udfald af ethvert cykelløb i Zeeland-provinsen. Enten blæser det, og vi bliver vidne til et voldsomt sidevindsdrama, som det var tilfældet, da løbet blev afviklet anden gang i det nye format i 2018. Hvis det til gengæld er en stille dag, er der næsten garanti for en massespurt i det helt flade terræn langs den hollandske kyst, som vi var meget tæt på at se det i 2017, hvor kun akkurat lykkedes Timo Roosen og Taco van der Hoorn at snyde Dylan Groenewegen for sejren.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Derfor er det også vejrudsigten, der er nøglen til at forstå, hvad der vil ske i den tredje udgave af oktoberløbet. I teorien burde den senere dato give større mulighed for at skabe splittelse. For det første er risikoen for dårligt vejr markant større i oktober end i juni, men vigtigere er det, at feltet på dette tidspunkt af året er træt og udmattet. Som vi har kunnet se i mange af de seneste løb, skal der ganske enkelt ikke særlig meget til at snyde sprinterne på denne tid af året, og det var også det, Roosen udnyttede for to år siden.

Man kan naturligvis håbe, at vi får en gentagelse af sidste sæsons gigantiske drama, men sådan ser det desværre ikke ud til at gå. Arrangørerne må græde snot over vejrudsigten, der byder på vindstyrker på 40 km/t om fredagen og 35 km/t om søndagen, men helt ned til 10 km/t lørdag sidst på eftermiddagen. Med andre ord falder løbet på den værst tænkelige dag, hvis man drømmer om drama.

Samtidig er årets løb kendetegnet ved, at begge de to WorldTour-hold kommer med en supersprinter. Jumbo møder topmotiverede op på hjemmebanen med Dylan Groenewegen, og Deceuninck drømmer og at afslutte samarbejdet med Elia Viviani på bedst mulig maner. Derfor må man formode, at løbets to stærkeste mandskaber vil arbejde relativt målrettet for en spurt, og man må næsten formode, at det bliver udkommet.

Helt givet er det dog ikke. Det vil stadig være relativt blæsende først på dagen, og vi ved af erfaring, at der ikke skal være meget vind i det åbne Zeeland-terræn for at skabe drama. Lægger man dertil, at der er stor niveauspredning i et relativt svagt felt, at feltet vil være meget nervøst, og at oktoberoverraskelser som sagt er ret almindelige, vil vi ikke udelukke, at feltet kan splittes tidligt, og at det alligevel bliver en decimeret gruppe, der skal slås om det til sidst, hvis det splitter tidligt. De sidste 75-80 km foregår imidlertid i uafbrudt med- eller modvind, og kombinerer man det med den aftagende vind, så det mod slutningen vil være næsten helt stille, tror vi, at det ender i en spurt. Her er finalen hovedsageligt ukompliceret, men der kommer en kurve og et skarpt sving lige i rap, inden man rammer de sidste 400 m, og det betyder, at et godt tog er livsvigtigt.

På papiret ligner det et opgør mellem Dylan Groenewegen og Elia Viviani, og vi vil pege på hollænderen som vores favorit. Selvom han er blevet snydt for sejren flere gange på det seneste, har han vist fin form, ikke mindst i Binche i tirsdags, hvor han gjorde det godt i feltets spurt i en finale, der egentlig burde være for hård. Nok har han slet ikke været så suveræn, som han plejer siden Touren, men han vandt trods alt tre etaper i England og har kørt gode spurter i efteråret. Så sent som i Touren var han markant hurtigere end Viviani, og det vil han stadig være. Lægger man dertil, at hans tog med Timo Roosen og Mike Teunissen ligner det stærkeste, må han være manden, der skal slås. Skulle det splittes op, kan holdet også gå efter sejren med den uhyre formstærke og hurtige Timo Roosen, med ligeledes hurtige Mike Teunissen, med halvhurtige og stærke Taco van der Hoorn samt måske endda med Jos van Emden, der viste skræmmende god form med sit lead-out for Roosen i Binche, hvor han næsten vandt.

-

Hans værste rival er Elia Viviani. Egentlig skulle italieneren slet ikkehave kørt løbet, men han er pludselig hentet ind i stedet for Fabio Jakobsen, der formentlig sendes til Kina som erstatning for den skadede Alvaro Hodeg. Nu får han chancen for at slutte godt af for Deceuninck, og det burde han have gode chancer for. Formen er tvivlsom, da han ikke har kørt løb siden VM i stafet, men han har trænet målrettet på banen, så helt skidt kan det ikke være. Han har ikke Groenewegens fart, men han er den bedste i positionskampen, og selvom hans tog ikke kan matche Jumbo, kan man ikke udelukke, at Florian Senechal og Jannik Steimle kan vinde kampen, hvis Groenewegen nok engang mister hjulet på Teunissen. Skulle det splittes op, kan holdet satse på Senechal, Steimle og Mikkel Honoré, der alle er i fin form og hurtige på stregen.

Direct Energie kommer med Niccolo Bonifazio, der desværre i Paris-Bourges bekræftede, at den er helt gal med formen sidst på sæsonen. Hvis det ender med et let sprinterløb, er han dog en mand, der kan true de to favoritter, som han viste i Touren, især fordi han er god i en teknisk finale. Han blev trods alt nr. 10 i Münster, så helt ringe er han ikke. Er han for formsvag, kan holdet i stedet satse på Thomas Boudat, men han vil få det svært i den tekniske finale, eller måske endda Romain Cardis, der synes at være i fin form.

Vi kender ikke Corendons trup, der ikke er blevet offentliggjort, men det er meldt ud, at Roy Jans vil være til start. Belgieren har ikke æret lige stabil, men han har kørt et stærkt efterår med stor styrke i sidevind og adskillige fine resultater, selvom han mest har kørt spurter for Tim Merlier. Her burde han få sin chance, og med tanke på den fine form, han senest viste i Binche, og hans 2. plads i Vallonien og top 5-placeringer i Dunkerque og Belgium Tour, ligner han en af feltets mest konkurrencedygtige sprinter. Vi venter os også, at sidste års nr. 2, formstærke Dries de Bondt, vil være med, og han er en god kandidat til et hårdt løb, da han også har en hæderlig spurt.

Cofidis stiller med Hugo Hofstetter, der drømmer om at slutte tiden hos holdet godt af. Desværre har han ikke været skarp i de seneste løb, og selvom han vil kunne lide den tekniske finale, mangler han fart. Langt sjovere vil det være, hvis holdet kører for Attilio Viviani , der har vundet den eneste spurt, han har kørt for holdet, eller Filippo Fortin, der i Yorkshire viste sin fart og er ved at være i form igen efter sit styrt. Samlet set har holdet et godt tog, og den beskyttede sprinter vil stå godt. Holdet har også den formstærke vinder af Famenne Ardenne Classic, Dimitri Claeys, og han vil være et godt bud på en vinder, hvis det bliver selektivt.

Christophe Noppe har ikke fået meget ud af sit efterår, efter at han ellers i foråret havde gjort store fremskridt, men han viste med 7. pladsen i Münster og 9. pladsen i Ardennerne, at formen endelig er der. Faktisk har han mange gange i år vist, at han er konkurrencedygtig i spurter på dette niveau, og nu hvor benene også spiller med, skal han tages seriøst. Han er dog også eneste kandidat på et svagt Sport Vlaanderen-hold, da Kenneth van Rooy ikke er i form efter en pause siden juli, mens også Kevin Deltombe er på vej tilbage efter en skade.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Wanty kommet til start med Andrea Pasqualon, der efter et dårligt år har fundet lidt form til sidst. Han vandt feltets spurt i Beghelli, kørte stærkt i Binche og blev forleden nr. 4 i Bourges. Han er ikke ren sprinter, men som vi så i torsdags kan han godt begå sig i dette felt, især fordi hans positionering ikke er ringe, og især hvis der køres sidevindskørsel. I det hele taget skal Wanty håbe på et hårdt løb, der kan gavne holdets hurtige og stærke Jerome Baugnies, der sidste år blev nr. 2, og Loic Vliegen .

BEMÆRK: Desværre er informationsniveauet fra arrangørerne skræmmende lavt, og det er ikke lykkedes at opdrive en bare en foreløbig startliste. Vi kender derfor ikke trupperne fra Roompot, Corendon eller kontinentalholdene, og det gør denne optakt temmelig ufuldstændig. Baseret på de startende hold kunne man forvente, at talentfulde Alberto Dainese, Bas van der Kooij og Arvid de Kleijn samt sprinteren Wouter Wippert, Yoeri Havik, Wim Stroetinga, Coen Vermeltfoort og Lucas Carstensen samt de hurtige Piotr Havik og Martijn Budding vil deltage, men vi ved det ikke. Nedenfor har vi derfor kun rangeret de favoritter, hvis deltagelse er sikker. Vi håber at kunne lave en fuld favoritrangering, hvis en endelig startliste kommer i løbet af lørdagen.

OPDATERING: Langt om længe er startlisten blevet kendt. Roompot kommer med en enkelt sprinter i Michael van Staeyen, men han har ikke længere farten til at vinde, samt offensive typer som Huub Duijn Stijn Steels, Elmar Reinders og Senne Leysen. Corendon stiller som ventet med Jans til en spurt og De Bondt til offensiv kørsel, men holdet har derudover Lasse Norman, der forhåbentlig kan spille en rolle i et sidevindsløb. Beat har som spået de hurtige og stærke Piotr Havik og Martijn Budding, der særligt er gode i et sidevindsløb, mens Alecto stiller med erfarne Coen Vermeltfoort til en spurt. EvoPro har Wouter Wippert, men han har ikke vist megen form på det seneste, samt Aaron Gate, hvis det bliver lidt hårdere. Mest interessant er på kontinentalholdene Arvid de Kleijn på Metec og Bas van der Kooij på Monkey Town, der begge er blandt de hurtigste, men holdet har også Sjoerd Bax, Stef Krul og Ivar Slik, der kan køre offensivt. SEG har Ide Schelling, men han vil nok finde løbet lidt fladt, mens Vlasman har stærkt og halvhurtige Jasper Bovenhuis. Direct Energie har ladet Boudat blive hjemme.

***** Dylan Groenewegen

**** Elia Viviani, Niccolo Bonifazio

*** Roy Jans, Hugo Hofstetter, Christophe Noppe, Andrea Pasqualon, Filippo Fortin

** Arvid de Kleijn, Bas van der Kooij, Michael van Staeyen, Coen Vermeltfort Wouter Wippert, Attilio Viviani, Mike Teunissen, Florian Senechal, Jannik Steimle, Piotr Havik

* Romain Cardis, Timo Roosen, Dimitri Claeys, Jerome Baugnies, Loic Vliegen, Jos van Emden, Taco van der Hoorn, Dries de Bondt, Mikkel Honoré, Huub Duijn, Stijn Steels, Lasse Norman, Martijn Budding, Sjoerrd Bax, Stef Krul, Ivar Slik, Ide Schelling, Jasper Bovenhuis

Danskerne

Mikkel Honoré er stil start på et stærkt Deceuninck-hold, hvor han først og fremmest skal hjælpe Viviani, hvis ikke sidevinden kan give ham en personlig chance.

Tidligere års udgaver af løbet

Du kan gense Peter Schultings sejr fra 2018 og Timo Roosens sejr fra 2017.