Optakt til Alperne: Zülles store triumf

Alperne står for døren, og i en sport, der får liv fra sine legendeberetninger, kan bjergenes komme passende fejres med et tilbageblik på de store oplevelser, den mytiske bjergkæde har givet os i Tour de France. Men vi skal hverken mindes L'Alpe d'Huez eller Col de Madelaine. I stedet har jeg rodet i Tour-gemmerne og fundet en for mig at se lidt overset Alpeperle fra 1995 med mål i La Plagna.

Tour de France 1995. Smag på den. Duft til den. For mange danskere kærtegner denne Tour-årgangs bouquet nærmest vore cykelsanser. Det var nemlig her, at dansk cykelsport løftede sig til nye højder med Riis' stærke kørsel. Laurent Fignons gøgeunge var blevet til Ørnen fra Herning, og den tyndhårede dansker fløj ind i vor hjerter med sin podieplacering og stædige forsøg på at vælte Miguel Indurain af Tour-tronen. I denne rød-hvide fortælling var det Riis – og kun Riis - der tog kampen op med 'den brune muskel'. Bjarne var den sande udfordrer til den gule trøje, mens schweizeren Alex Zülle var en kedelig statist med hinkestensbriller, der tilfældigvis sluttede foran vor danske stjerne i Paris.

Inden årets første Alpe-etape i 1995 var der også store forventninger til danskeren. Han var under et halvt minut efter Indurain i den gule trøje og havde rystet den globale cykelverden ved kun at smide fem sekunder i kampen mod uret til Banesto-kaptajnen. Alle forventede et angreb fra Riis.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Men det var ONCE- schweizeren med fysiker-looket, der løb med opmærksomheden i en sand Coppi-imitation. Zülle leverede et (dum)dristigt angreb over flere tinder i forsøget på at knock-oute samtlige konkurrenter. Inklusiv den ellers usårlige Indurain.

Feltet skulle igennem 160 kilometers bjergkørsel, her i blandt tre skrappe, afsluttende stigninger. Allerede på den første var Zülle stukket afsted, hvilket måske ikke var så overraskende. Han var en af feltets sårede rytter, som skulle ud og bevise sit værd. Med to  podieplaceringer i Vueltaen på cv'et var han stillet til start som en af favoritterne i løbet. Men han havde haft en skidt optakt til bjergene med et tab på omkring fire minutter til Riis og Indurain på den foregående etapes enkeltstart.

Nu havde Zülle reageret på det truende nederlag med et sandt angrebsraseri. I starten af etapen havde han selskab af blandt andre danske Bo Hamburger, men mere end 60 kilometer fra mål parkerede han sine følgesvende på kategori 1-stigningen Col de Meraillet. Han ville alene til mål den dag.

Zülles pedallering var kraftfuld og konstant, og trods mange kilometer i udbrud formåede han konstant at øge afstanden til gruppen med de andre favoritter. På toppen af dagens næstsidste stigning havde han distanceret folk som Indurain, Pantani, Riis og polkadotprikkede Virenque med hele fem minutter. Inden etapen var schweizeren 4.23 efter Indurain, så på dette tidspunkt var han sensationelt i spidsen af klassementet.

I lang tid så forspringet ud til at holde. Zülle var i høj kadence og villig til at gå ekstremt dybt i forsøget på at gribe ud efter den gule trøje. Tidligt på den sidste 18 kilometer lange stigning uden for kategori op imod La Plange var forspringet stadig små fem minutter. Indurain forsøgte at sætte sine folk i front, men end ikke den velsmurte Banesto-maskine kunne æde ind på den stædige ONCE-fantast i front. Med mere end 10 kilometer til mål kastede den sidste hjælper, Vicento Aparicio, håndklædet i ringen og efterlod sin kaptajn isoleret i den 12 mand store favoritgruppe. Afstanden op til Zülle var stadig fem minutter. Situationen var kritisk for den ellers så suveræne Miguel Indurain.

Kort efter blev favoritgruppen så sprængt til atomer. Men det var ikke et slangehug fra Pantani eller et kraftfuldt fremstød fra Riis, der var årsag til eksplosionen. Det var kongen selv, der med schweizerkniven for struben havde sat sig frem, og Indurains hidsige tempo havde efterladt de resterende klatrere som knuste perler på en snor.

Lynhurtigt tog mesteren et minut på Zülle, som foran så småt var begyndt at vise svaghedstegn. Det tunge gear var begyndt at modarbejde ham, og den gule trøje syntes ikke længere som en realistisk mulighed. Nu handlede det om at forsvare sejren mod det skræmmende tempofænomen bagude.

De sidste kilometer op mod mål udviklede sig til et udmarvende forfølgelsesløb, hvor Indurain i konstant højere fart åd og åd af udfordrerens forspring, mens den pink-farvede klatrers tråd blev mere og mere hakkende. Kroppen vred sig urytmisk, og det tidligere så kølige pokerfjæs var efterhånden krakeleret i ren smertemimik. På den sidste kilometer lignede han en mand, der var fuldstændig udtømt og forpint.

Men Zülle fuldendte sit store mesterværk. I to kilometers højde kunne han køre over målstregen, løfte armene i vejret og fejre karrieres største triumf. Selvom Indurain i nødens stund viste sit enorme format, var han aldrig for alvor tæt på at true Zülles smukke etapesejr og kom i mål 2.02 efter ONCE-rytteren.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Men Miguel Indurain var ikke en taber den dag. Han gjorde myterne om ham til skamme og fik vist, at han var andet og mere end fænomenale enkeltstarter og automatpilot i bjergene. Han var en generøs champion, ikke en kannibal, som havde behov for at sætte sig på det hele. Men når løbet krævede det, var han parat til at gå i det røde felt for at sikre sig den øverste plads på podiet i Paris.  Derfor kunne han holde snor i Zülle og fik desuden massakreret resten af favoritfeltet. Pantani smed to et halvt minut til Indurain, Rominger fire og opkomlingen Riis viste, at den nye Tour-darling havde sine begrænsninger. Ørnens vinger blev i den grad stækket, og han kravlede sig i mål 7:39 minutter efter Zülles vindertid.

Da regnebrættet skulle gøres op, var Zülle selvfølgelig ikke tæt på at true Indurains samlede sejr. Han sluttede 4:35 efter i Paris. Men hans mod skabte potentialet til at ryste mesteren og lagde grunden for en mindeværdig podieplads, som helt fortjent var en tak bedre end danskerheltens Riis.

I de kommende dage i Alperne kan de foreløbige tabere i årets Tour passende lade sig inspirere af Zülles storslåede præstation. Folk som Nibali og Cadel Evans skal sandsynligvis være villige til at satse alt, hvis de vil ryste fartfænomenerne på Team Sky. Og hvem ved? Måske Fränk Schleck ligefrem kunne få fans uden for Luxembourg, hvis han droppede lillepige-attituden og besteg adskillige bjergtoppe alene i front.