Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt til torsdagens etaper i Spanien, Frankrig og Australien

Optakt til torsdagens etaper i Spanien, Frankrig og Australien

01. februar 2018 14:48Foto: © Cor Vos / Team Giant-Shimano

Efter et par uger med sporadisk løbsaktivitet rundt om i verden går cykelsæsonen i denne uge for alvor løs, når der er hele tre etapeløb på programmet. Fra onsdag til søndag afvikles Volta a la Comunitat Valenciana i Spanien, Etoile de Besseges i Frankrig samt Herald Sun Tour i Australien. Hver dag vil vi have en samlet artikel med optakter til den kommende dags etaper i alle de tre løb.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Torsdag gælder det 2. etape i Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges samt 1. etape i Herald Sun Tour. Du kan tillige læse overordnede optakter til Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges samt Herald Sun Tour.

 

Husk, at du fra onsdag til søndag kan følge både Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges samt stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard, www.feltet.dk/live. Du finder tidsplanen her.

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 2. etape

Ruten

Et af kendetegnene ved Valencia-regionen er, at det byder på stort set al slags terræn, og det gør det et foretrukkent træningsområde i vinterperioden. Derfor er det også kun naturligt, at Volta a la Comunitat Valenciana byder på etaper af enhver art, og det gør årets udgave af løbet heldigvis også. Efter den relativt flade åbningsetape er der derfor betydeligt flere stigninger på programmet torsdag, hvor der venter en meget stejl kategori 1-stigningen i finalen, men en faldende afslutning betyder dog, at det næppe er en dag for klassementsryttere og snarere for spurt- og klatrestærke klassikertyper.

 

Læs også
Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

 

Etapen byder på i alt bare 154 km mellem Betera og Albuixech, der egentlig ligger ganske tæt på hinanden nær kysten. Etapen består derfor af en lang tur ind i bjergene nord for de to byer. Fra starten bevæger man sig igennem let stigende terræn mod nordvest og nord forbi dagens spurt, der kommer allerede efter 15,3. Stigningen kulminerer med en kategori 3-bjergspurt på toppen af Pico del Aguila efter en 18,8 km lang opkørsel, der stiger med 2,3% i gennemsnit og stort set hele vejen ligger med en stigningsprocent på mellem 1 og 4. Derefter falder det let, indtil man når etapens nordligste punkt, hvor man drejer mod øst for at køre op ad to kategori 3-stigninger, La Nevera (3,8, 5,0%) og Alcudia de Veo (1,9 km, 5,3%), der kommer hurtigt efter hinanden med top efter hhv. 59,4 og 67,5 km - to stigninger, der heller aldrig bliver særlig stejle.

 

Etapen ændrer for alvor karakter, når man sætter kursen mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Purte de Eslida (5,0 km, 6,1%), der er betydeligt vanskeligere end de foregående, og på de sidste 3,5 km byder på stigningsprocenter, der svinger mellem 6 og 8, inden det flader lidt ud mod toppen. Derefter følger et længere faldende og fladt stykke, mens man fortsætter mod sydvest og syd. I stedet for at køre direkte mod målbyen slår man til slut et smut mod vest for at bestige dagens sidste udfordring, kategori 1-stigningen El Garbi (5,8 km, 6%). Man skal ikke lade sig snyde af tallene, da der er tale om en meget irregulær stigning. Efter en start med stigningsprocenter på 5-6, venter 1500 m, hvor det stiger med mere end 8,7% og sågar byder på 500 m med 13%, inden det atter flader lidt ud på toppen. Herfra resterer 30,8 km, der efter et kort, fladt stykke, falder let, mens man kører mod syd og sydøst ned mod målet ved kysten. Her venter en flad og teknisk finale, hvor der er skarpe sving med 2400, 2000, 600 og 400 m til stregen.

 

Albuixech har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

Vejret

Efter en dag med perfekte vejrbetingelser er der risiko for værre betingelser torsdag. Dage indledes ganske vist med flot solskin, men det vil sky til efter middag, og der ventes regn ved 17-18-tiden. Heldigvis burde rytterne dermed akkurat nå tørskoede i mål på en dag, hvor temperaturen vil nå 14 grader. Til gengæld vil der stort set ingen vind være, blot en svag til let vind fra øst og senere nord. Det giver side- og modvind på første del af etapen, hvorefter der vil være sidemedvind efter forplejningszonen. Det vil også være tilfældet på den sidste stigning, hvorefter der vil være med- og sidemedvind på stykket ind mod mål. I finalen vil der stort set være konstant medvind på de sidste 5 km, herunder på den korte opløbsstrækning.

 

Favoritterne

En suveræn præstation af LottoNL-Jumbo, der på fremragende vis var i stand til at kontrollere de sidste 10 km af 1. etape egenhændigt, blev kronet et fantastisk flot lead-out af Jos Van Emden og Gijs Van Hoecke, hvorefter Danny Van Poppel med stor autoritet færdiggjorde arbejdet og dermed levede op til den status som etapefavorit, vi på forhånd havde givet ham. Dermed kunne den hollandske sprinter, hvis karriere ellers er gået lidt i stå som følge af diverse helbredsproblemer, ikke have ønsket sig en bedre start på tiden hos sit nye hold, der med ham og Dylan Groenewegen har to topsprintere, der burde kunne sikre dem et hav af sejre i de kommende år.

 

Læs også
Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

 

Van Poppel burde få en chance igen på sidste etape, men inden han når så langt, skal han se, om han kan forsvare sin førertrøje og måske tage endnu en sejr på løbets mest uforudsigelige etape. Torsdag gælder det nemlig hård rute, der med sin blanding af stigninger og flade finale i den grad er op til fortolkning. Mange ryttere vil have en berettiget forventning om, at de måske kan være med i kampen om etapesejren, men det er samtidig meget få, der kan føle sig sikre på at komme i spil.

 

Den første del af etapen er hård uden at være skræmmende, men stigningerne kommer for tidligt til at spille anden rolle end at trætte rytterne. Nøglepunktet er El Garbi-stigningen i finalen, og den skal bestemt ikke undervurderes. Mange vil sikkert ved nærmere eftertanke kunne huske, at den figurerede i finalen på 6. etape af sidste års Vuelta, og her blev det afsløret, at den er ekstremt stejl. Alberto Contador gik i offensiven, og det var kun Chris Froome, Tejay van Garderen og en genfødt Carlos Betancur, der kunne følge ham. De to sidstnævnte styrtede desværre på nedkørslen, og da der fortsat var langt til mål, endte en større gruppe med at blive samlet. Man skal dog blot kaste et blik på favoritgruppen, der stort set udelukkende bestod af klatrere, for at indse, hvor svær en stigning der er tale om.

 

Der er med andre ord ingen tvivl om, at den har potentiale til at gøre kolossal skade, men det store spørgsmål er, om der er nogen, der har lyst til at køre cykelløb og gøre det hårdt. Fredag venter nemlig løbets allervigtigste etape, og derfor vil de fleste af de store hold formentlig stille til start med den intention at komme så let igennem som muligt. Man kunne ellers sagtens forestille, at specielt Movistar og Sky med deres fremragende hold af klatrere kunne have en interesse i at skabe ravage. Det er imidlertid et usikkert forehavende, og da der meget let kan ske en regruppering efterfølgende, kan det let vise sig at være skønne spildte kræfter. En simpel cost-benefit-analyse tilsiger, at det næppe kan betale sig at løbe risikoen.

 

Derfor tror vi heller ikke, at etapen bliver så selektiv, som den kunne - og faktisk kan man ikke helt udelukke, at et udbrud helt atypisk kan holde hjem. LottoNL-Jumbo tror ikke for alvor på Van Poppel og har så megen fokus på holdløbet, at også de gerne vil spare kræfter. Da etapen heller ikke har en helt oplagt favorit, er det meget svært at pege på, hvem der skal køre det tidlige udbrud ind. På den anden side er der naturligvis heller ingen, der har lyst til at smide klassementet væk til en helt ligegyldig gruppe ryttere, og man kan derfor håbe for BMC, Sky og Movistar, at de kan blive enige om alle at ofre en mand i jagten på udbruddet.

 

Under alle omstændigheder skal man være en dum sportsdirektør for ikke at have luret holdløbets indvirkning på taktikken, og derfor må mange være indstillede på angreb. Derfor kan vi vente en ret aggressiv indledning, og da første del af etapen er ganske hård, vil vi formentlig få etableret en temmelig stærk gruppe. Herefter vil LottoNL-Jumbo formentlig ramme fronten, men vil have behov for hjælp for at hente udbruddet. Der vil formentlig udspille sig lidt af en nervekrig mellem holdene, men vi tror så meget på den sunde fornuft, at BMC, Sky og Movistar alle deltager i jagten. Også Nippo-mandskabet med Marco Canola har måske blik på denne etape og kunne tænkes at give en hånd med, og når først man efter stigningen ved, hvor mange hurtige folk der har overlevet, vil der uundgåeligt opstå større interesse i at jagte. Derfor tror vi mest på en reduceret massespurt, men en udbrudssejr kan altså ikke helt udelukkes.

 

Som sagt har vi svært ved at se, hvem der skal lægge pres på på stigningen, og derfor vil den næppe være nær så selektiv som i sidste års Vuelta. Først til sidst, hvor der vil være positionskamp frem mod den svære nedkørsel, vil man formentlig se specielt Movistar og Sky vise sig frem. Derfor vil der naturligvis ske en vis udskilning, men de mest hårdføre sprintere har en reel chance for at komme med hjem.

 

Det er netop en sådan, vi vil pege på som vores favorit. Luka Mezgec har flere gange vist, at han er en fremragende klatrer - hvis man skulle være i tvivl, opfordres man til at gense kongeetapen fra sidste års Tour de Slovenie - og dagens andenplads tyder på, at han er i ganske god form. Det er da også meldingen fra Mitchelton-Scott, at deres slovenske mester er kommet godt igennem vinteren, og han har før vundet en knaldhård etape i Tour du Haut-Var på denne tid af året. Mitchelton-Scott har med Michael Albasini, der dog sjældent er i god form i februar, Yates-brødrene samt Roman Kreuziger et glimrende hold til at støtte ham i finalen. I Albasini kan han meget vel have den bedste lead-out man, og der er gode muligheder for, at han vil kunne være hurtigste mand i feltet. Derfor peger vi på Mezgec som vores vinderbud. Michael Albasini burde i teorien også være kandidat på en sådan etape, hvis Mezgec falder fra. Han er helt sikkert hurtig nok til at vinde, men formen rækker sjældent i februar måned.

 

Greg Van Avermaet er her primært for at forberede sig til senere mål, men han har ikke lagt skjul på, at han gerne vil vinde en etape udover holdløbet. Dette er reelt hans eneste mulighed, og der er derfor ingen tvivl om, at han går ind til etapen med visse ambitioner. Stigningen er helt sikkert for hård til ham, hvis der bliver givet gas, men det tvivler vi på er tilfældet. Van Avermaet vil med meget stor sandsynlighed være med hjem, og hvis Mezgec-typerne alle er faldet fra, vil han være en af de hurtigste i en teknisk finale, hvor han kan bruge sin gode positioneringsevne. Han har i hvert fald vist, at han kan slå de fleste efter et hårdt løb. BMC har dog et endnu hurtigere kort i Jurgen Roelandts, der i dag kørte en glimrende spurt, selvom han efter en operation var usikker på formen. Han er ikke helt så holdbar som Van Avermaet, men sidder han med hjem, kan han meget vel være den hurtigste, især fordi han vil have Brent Bookwalter og Van Avermaet til at køre lead-out.

 

En af de meget spændende ryttere at følge er Clement Venturini, der nu endelig har fuldt fokus på landevejen. Selvom han i år neddrosledes sine crossaktiviteter, viste han stadig stor klasse, og det var kun en offday, der forhindrede ham i at genvinde sit franske mesterskab. Formen vil uundgåeligt være bedre, end den er for mange ryttere, der ikke har samme baggrund, og han bekræftede de gode ben i dagens spurt, hvor han vel egentlig var den allerhurtigste. Han vandt sidste år 4 Dage ved Dunkerque og viste der, at han er ganske holdbar i kuperet terræn. Han er hurtig nok til at vinde en spurt og fremragende i tekniske finaler. Alternativt har Ag2r Oliver Naesen, der har fine chancer for at sidde med hjem, men næppe er hurtig nok til at vinde.

 

Læs også
Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

 

I år er Nippo-mandskabet bygget helt op om Marco Canola, der havde en fabelagtig 2017-sæson, hvor han opnåede flere flotte sejre. Han er ganske holdbar i kuperet terræn, og i en reduceret massespurt er han ofte en af de hurtigste, specielt fordi han er god til at positionere sig. Han synes aldrig at være langt fra formen og er derfor sikkert allerede godt kørende. Samtidig er der gode chancer for, at han har en forhåbentlig genfødt Simone Ponzi med hjem for at kunne køre spurten for sig. Han skal af med ryttere som Mezgec og Venturini, men i en mindre gruppe er hans muligheder gode.

 

Blandt de ryttere, der regnes som sprintere, er det Jose Joaquin Rojas, der klatrer bedst, og det vil være en stor overraskelse, hvis ikke han sidder med hjem. Det er efterhånden sjældent, at han får lov at køre sin egen chance, og han burde helt sikkert være med i torsdagens spurt. Desværre er han ikke helt så hurtig som tidligere, og han vinder sjældent de spurter, hvor han på papiret burde være en af favoritterne. Også Alejandro Valverde selv vil have en chance, men han vil næppe tage alt for store risici i så teknisk en finale og vil formentlig kun blande sig, hvis etapen viser sig mere selektiv end ventet.

 

Det var tydeligt i dag, at Michal Kwiatkowski primært er her for at køre for Wout Poels, men han blandede sig alligevel i spurten, så Sky kunne gå en god placering i kortegen. Det siger meget om hans positioneringsevne og hurtighed, at han i et så stærkt sprinterhold alligevel kan blive nr. 7. Han vil formentlig blande sig igen denne gang, når han har udført sine opgaver for holdet, og i en så teknisk finale har han gode muligheder for at slå ryttere, der er hurtigere end ham. Sky kan også køre for Gianni Moscon , der selv er hurtig på stregen og kan have brug for bonussekunderne.

 

Kan Danny Van Poppel overleve? Al logik tilsiger, at det bliver for svært for hollænderen, men man skal ikke helt udelukke det. Van Poppel klatrer nemlig slet ikke dårligt og meldes at være i glimrende form. Som sagt venter vi ikke en voldsomt selektiv etape, og selvom sandsynligheden taler imod det, er der en chance for, at han kan vinde to etaper i træk.

 

Sondre Holst Enger viste i Challenge Mallorca, at han måske er på vej tilbage. Ikke blot blev han nr. 2 i det første løb, han lancerede også et soloangreb i det hårdeste af de fire løb. Desværre kom han ned på jorden på tredjedagen, hvor terrænet blev for hårdt, og det vidner om, at han fortsat har et stykke vej, inden han er tilbage. Normalt ville han ellers være en af de mest holdbare sprintere, og han har vitterligt en chance for at vinde denne etape.

 

EF Education First slikker deres sår, efter at Sacha Modolo og Tom Van Asbroeck røg i asfalten i dag. Det udelukker reelt Modolo, som ellers normalt ville have en chance, og i stedet skal holdet sætte sin lid til Sep Vanmarcke. Umiddelbart er terrænet for svært for den store belgier, men kommer han med hjem, har han en chance i en teknisk spurt - bare husk, hvor flot han spurtede i sidste års Østrig Rundt.

 

Cofidis satser på Jesus Herrada, der imidlertid har brug for et hårdt løb, så han kan komme af med sprinterne. Ender løbet med at blive selektivt, har han imidlertid en chance i en spurt. Han viste god form i søndagens løb i Marseille, hvor han måske kunne have vundet, hvis han ikke havde fået krampe i spurten blandt den eksklusive gruppe på bare 9 ryttere. Det kræver dog en hård etape, hvis han skal vinde. Alternativt kan holdet køre for talentet Anthony Perez, der sidste år vandt en lignende etape i Tour du Gevaudan, og som viste fornuftig form i Marseille.

 

Bahrain-Merida vil håbe, at Enrico Gasparotto kan komme med hjem. Han skal på den ene side have et rimelig hårdt løb for at kunne vinde en spurt, men på den anden side må det ikke blive alt for svært, da han sjældent er i god form fra sæsonstart. Bliver det rigtig hårdt, kan holdet også satse på en mere formstærk Giovanni Visconti, men det er efterhånden sjældent, at han blander sig i spurtafgørelser.

 

Euskadi-Murias har to gode kort I Eduard Prades og Enrique Sanz . Førstnævnte er den mest holdbare og viste på Mallorca god form. Han sluttede 2017 godt af, men har desværre en dum tendens til ikke at vinde spurter, hvor han egentlig burde være blandt de hurtigste. Sanz er hurtigere end sin holdkammerat og en af de mere hårdføre sprintere, men problemer for ham er, at han er i en holdbarhedskategori, hvor folk som Mezgec og Venturini umiddelbart er hurtigere.

 

Læs også
Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

 

Andre klatre- og spurtstærke ryttere er Jan Tratnik, Thomas Sprengers og Luis Leon Sanchez, der dog næppe er hurtige nok til at vinde. Også Ryan Anderson og Colin Joyce har måske en chance for at overleve, men mangler nok også den sidste topfart.

 

Feltet.dks vinderbud: Luka Mezgec

Øvrige vinderkandidater: Greg Van Avermaet, Clement Venturini

Outsidere: Marco Canola, Jurgen Roelandts, Jose Joaquin Rojas, Alejandro Valverde, Michal Kwiatkowski

Jokers: Danny Van Poppel, Sondre Holst Enger, Sep Vanmarcke, Jesus Herrada, Enrico Gasparotto, Eduard Prades, Enrique Sanz, Jan Tratnik, Luis Leon Sanchez, Gianni Moscon, Michael Albasini

 

Etoile de Besseges - 2. etape

Ruten

Mens 1. etape stort set altid er den samme, varierer målet for 2. etape. Starten går som regel fra Nimes, men herefter har der været plads til variation og opfindsomhed. Samme model følges i år, hvor målet er henlagt til byen Generac, der ikke er blevet besøgt af løbet i dette årtusinde. Etapen er dog ganske flad, og selvom der er en bakke på den afsluttende rundstrækning, er det formentlig kun vinden, der kan true sprinterne.

 

Som altid er der tale om en kort sag, hvor feltet skal tilbagelægge bare 151,3 km mellem Nimes og Generac, to byer, der ligger ganske tæt på hinanden. Starten er vanskelig, idet rytterne lægger ud med en tur ud i det kuperede område sydvest for Nimes. Her venter kategori 3-stigningerne Cote de Clarensac og Cote de Langlade efter hhv. 11,1 og 31,7 km. Herefter passerer man igennem udkanten af Nimes, inden man slår en stor sløjfe mod syd gennem helt fladt terræn. Efter 72 km drejer man mod vest, inden man kører mod nord mod målbyen Generac.

 

Efter 104,1 km krydses målstregen første gang, i forbindelse med hvilken dagens spurt afvikles. Herefter afsluttes etapen med hele fire omgange på en 11,8 km lang rundstrækning. Den falder over de første fire kilometer, inden det over de næste fem kilometer stiger let. De sidste to kilometer er flade og byder ikke på skarpe sving, kun en blød kurve få hundrede meter fra stregen.

 

Generac har som sagt ikke været besøgt tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

Læs også
Optakt: Vuelta Asturias

 

Vejret

Sidste år splittedes feltet til atomer i sidevinden på den tilsvarende etape, men det vil næppe ske denne gang. Ganske vist vil det modsat onsdag være en ganske overskyet dag med en temperatur på bare 10 grader. Der vil blot være en let vind fra nord. Det giver vind fra alle retninger på den komplicerede indledende del af etapen. På rundstrækningen vil der være modvind på første del, medvind på anden del og sidevind på det sidste stykke frem til opløbsstrækningen, hvor der vil være modvind.

 

Favoritterne

Marc Sarreau fulgte fornemt op på sit flotte efterår og fik med årets første sejr til FDJ konfirmeret sin status som holdets andensprinter. Da Arnaud Demare i år neddrosler sine aktiviteter, vil Sarreau i år få et langt større ansvar, og efter den imponerende spurt i dag og det gode efterår synes han at være klar til at løfte opgaven.

 

Sejren må have givet Sarreau tro på, at han kan gøre det igen, og han burde få en fin chance torsdag. Sidste år blev den tilsvarende etape som sagt revet i stumper og stykker af sidevinden, men det vil ikke gentage sig denne gang. I stedet venter en stille dag med halvkedeligt vejr, og da terrænet heller ikke er udfordrende, vil det være en mindre sensation, hvis ikke vi får endnu en massespurt.

 

Det ved alle, og derfor vil udbruddet formentlig igen få lov at køre straks fra start. I dag blev alt arbejdet overladt til Vital Concept, men de vil helt sikkert køre mere afventende denne gang. Det vil nu være op til FDJ at stå for den første del af arbejdet, men mon ikke Coquards tropper også senere vil give en hånd med. Det kan heller ikke udelukkes, at Direct Energie efter dagens flotte resultat fra Thomas Boudat måske vil hjælpe lidt til, og vi får derfor næsten med sikkerhed endnu en massespurt.

 

Denne gang vil vi pege på Marc Sarreau som vores favorit. Vi var nemlig dybt imponerede over hans spurt i dag. Faktisk gik hans tog helt i stykker, og han var helt alene i de sidste kilometer. Alligevel lykkedes det ham at komme ind i fjerde position bag Coquard, Christophe Laporte og Boudat. Efter at Coquard havde fået et perfekt lead-out, viste Sarreau sig imidlertid som den hurtigste, og han har da også efterfølgende erklæret, at han er i fremragende form.

 

Det mest imponerende var, at Sarreau sejrede, selvom alt gik galt for holdet i finalen, og det kunne derfor tyde på, at han er tidens stærkeste sprinter. Det vil ikke være helt uventet, da han sidste år besejrede en meget formstærk Viviani i Poitou-Charentes og generelt synes at være blevet langt stærkere. Morgendagens finale er mere kompliceret, og det er en klar ulempe for Sarreau, der ikke ligefrem er begunstiget af det bedste tog. Vi tror dog på, at han har så meget overskud og er blevet så god til at positionere sig, at han med sin nuværende styrke kan gøre det igen.

 

Efter de to nederlag i Arabien fik Bryan Coquard sig endnu en dukkert i dag. Mest bekymrende var det, at han blev slået efter et helt perfekt lead-out, og efter en halvskidt 2017-sæson er der efterhånden meget, der tyder på, at han ikke længere er så hurtig som tidligere. Det ændrer dog ikke på, at han stadig er en af de stærkeste i dette felt, og ikke mindst viste hans tog sig i dag ikke uventet at være det stærkeste. Kan de igen i morgen give ham et lignende lead-out, kan det trods den store tvivl om kaptajnen selv, meget vel blive til en første sejr til Coquard.

 

I finalen i dag så det ud til, at Ag2r havde vundet kampen, men de fik lanceret toget for tidligt. Derfor blev det ikke til noget for Rudy Barbier, men holdets præstation i finalen var stadig lovende. Tilsyneladende har Ag2r styrken til at tage kontrol, og i Samuel Dumoulin har Barbier en glimrende lead-out man. Han tog et stort skridt op sidste efterår, og kan Ag2r gentage dagens præstation, må Barbier være at regne som en favoritterne.

 

Det var opløftende, at Thomas Boudat i dag fik positioneret sig så flot, da netop det aspekt hidtil har været hans helt store svaghed. Det giver løfter om mere, for han har altid haft en glimrende topfart. I dag var det Yohann Gene, Jerome Cousin og Sylvain Chavanel, der fik ham afleveret bag Coquard og Laporte, og han viste sin hurtighed ved at gå forbi dem begge. Der er stadig stor tvivl om hans positioneringsevner, men i dag gav han så meget håb om forbedring, at han har en god chance for at vinde denne gang.

 

Læs også
Se Tobias Lunds anden store sejr

 

Det gik ikke for Kenny Dehaes, der atter betalte prisen for det relativt svage Veranclassic-tog. Han er imidlertid normalt ganske god til at placere sig og viste med 4. pladsen på Mallorca, at formen ikke er dårlig. Holdets styrke tale stadig imod ham, men skulle han komme godt frem, er han en af de hurtigste i feltet.

 

Christophe Laporte har altid været en af de bedste til at positionere sig, og det viste han igen i dag. Desværre blev han bremset af Coquards hjælper Lorrenzo Manzin i finalen, og det kostede ham måske sejren, da det var ham, der havde vundet kampen om Coquards hjul, det mest eftertragtede af dem alle. Han meldes at være i glimrende form, og han burde kun kunne drage fordel af morgendagens endnu mere tekniske finale. Der er hurtigere ryttere end ham, men hans positioneringsevne kan måske give ham sejren.

 

Netop positioneringsevnen er til gengæld et problem for Brenton Jones, der da også endte langt tilbage i dag. Han har imidlertid med sine to sejre i Afrika vist, at formen er fremragende, og der har i det hele taget aldrig været tvivl om hans topfart. Den tekniske finale giver ham desværre visse problemer, men skulle det lykkes Delko at aflevere ham i en god position, er han hurtig nok til at vinde.

 

Desværre styrtede Jon Aberaturi på dagens etape, og derfor fik vi aldrig at se, hvad den baskiske sprinter kan på dette niveau. Heldigvis skulle han ikke have slået sig voldsomt, og han burde være klar til at give den et forsøg torsdag. Han er hæmmet af ikke at have det bedste hold i denne tekniske finale, men baseret på hans resultater fra Asien har han hurtigheden til at gøre det færdigt, hvis han kan finde en god position.

 

Desværre styrtede Timothy Dupont sammen med flere af sine holdkammerater i dagens finale. Han har angiveligt slået sig, og derfor er det tvivlsomt, om han har overskuddet til at blande sig i morgen. Det kan åbne døren for Tom Devriendt, der bare bliver bedre og bedre og står foran sit store gennembrud. Om han er hurtig nok til at vinde, er usikkert, men Wanty har et godt hold til at støtte ham. Er Dupont kommet sig, vil han dog være holdets kaptajn og i givet fald en af de store favoritter.

 

Endelig fortjener Romain Feillu at blive nævnt. Efter en svær 2017-sæson fik han med en top 10-placering i dag nogen oprejsning, og det må have givet ham mod på mere. Han er ikke den hurtigste i feltet, men i kraft af sin erfaring og gode positioneringsevne kan han komme langt.

 

Feltet.dks vinderbud: Marc Sarreau

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Rudy Barbier

Outsidere: Thomas Boudat, Kenny Dehaes, Christophe Laporte

Jokers: Brenton Jones, Jon Aberasturi, Tom Devriendt, Timothy Dupont, Romain Feillu

 

Herald Sun Tour - 1. etape

Ruten

I de seneste år er løbet blevet gradvist hårdere, og det har efterladt færre muligheder for sprinterne. De kan dog se frem til at få chancen dagen efter prologen, hvor den første linjeløbsetape byder på løbets fladeste terræn. En stor del af etapen foregår langs kysten, hvor vinden kan spille en rolle, men som udgangspunkt burde det være en dag for de hurtige folk.

 

I alt skal der tilbagelægges 161,6 km mellem Colac og Warrnambool på den australske sydkyst. Starten finder sted et stykke inde i landet, hvor terrænet er en anelse mere kuperet. Derfor er der et par mindre bakker, mens man bevæger sig mod sydvest ned mod kysten. Efter den første spurt, der kommer efter 45,6 km, rammer man dagens eneste kategoriserede stigning, der er 1300 m lang, i kategori 4 og har top efter 70,7 km. Derefter falder det ned mod kysten, som man følger mod nordvest på den resterende del af etapen, der er stort set helt flad. Der venter en sidste spurt med 56,8 km igen, inden man ankommer til målbyen. Her er der en ganske lille bakke i finalen, men den vil næppe spille den store rolle. Afslutningen er temmelig teknisk, da der er sving med 2800 m, 2300, 1600 og 1300 m igen.

 

Læs også
Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

 

Warrnambool er kendt som mål for det gamle endagsløb Melbourne to Warrnambool, men var også tidligere hyppigt besøgt af Herald Sun Tour. Det skete senest i 2009, hvor Chris Sutton vandt fra et udbrud. Det samme gjorde Eric Wohlberg helt tilbage i 2003.

 

 

Vejret

Det farlige element på denne etape er vinden, og derfor er det skræmmende nyt for feltet, at torsdag bliver ekstremt blæsende. Det vil være en hovedsageligt overskyet dag med enkelte blik til solen samt en temperatur på 18 grader. Der vil være en hård vind til kuling fra syd, som blot vil blive stærkere sidst på dagen. Det giver sidemod- og modvind på første del af etapen, indtil man når kysten. Herfra vil der være sidemedvind, indtil man får mere direkte sidevind på de sidste kilometer ind mod mål.

 

Favoritterne

Vi nævnte ganske vist Edward Clancy som joker til prologen, men vi skal ærligt indrømme, at vi ikke helt havde troet på, at han ville kunne sejre i et felt med så mange specialister i en så kort prolog. Hans baneresultater er imponerende, men på landevejen har han ikke haft megen succes. Det har han så nu, hvor han har sikret sig karrierens største sejr og en dag i førertrøjen.

 

Den kan det imidlertid blive vanskeligt at forsvare. Sprinterne havde helt sikkert håbet på en enkel sprinteretape torsdag, men det bliver der næppe meget af. Det bliver ekstremt blæsende langs den australske sydkyst, og i et felt, hvor halvdelen består af mindre erfarne og unge australske ryttere, er det næsten given på forhånd, at det føre til splittelse.

 

På første del af etapen vil der primært være modvind, og derfor vil den næppe være specielt begivenhedsrig. Efter en aggressiv start vil en mindre gruppe af kontinentalryttere formentlig få lov til at sole sig i lidt opmærksomhed, men så snart vi rammer kysten, må der blive krig. Her vil stressniveauet være kolossalt, og vi kan ikke forestille os, at Mitchelton-Scott og Trek-Segafredo samt måske Aqua Blue, der alle har nogle solide klassikertyper ikke vil forsøge at skabe splittelse. Halvdelen af feltet er så svagt, at gruppen formentlig ret hurtig vil blive lille, og der burde være plads til de fleste WorldTour-ryttere i det forreste felt. Vi forventer dog en lynhurtig anden halvdel af etapen, der derfor vil blive knaldhård, og vi forventer, at en meget træt gruppe skal spurte om sejren i en reduceret massespurt efter et sidevindsdrama, der formentlig vil sætte nogle af klatrerne ud af spillet.

 

Det betyder også, at det vil være de mere hårdføre sprintertyper, der har den nødvendige friskhed til at vinde en etape som denne, og det får os til atter at pege på Alexander Edmondson som vores favorit. Den nykårede australske mester har vist, at han er i fremragende form, og han er Mitchelton-Scotts beskyttede sprinter. Sidste år viste han i Tour de Romandie, at han kan begå sig i reducerede massespurter efter en hård dag, og det er præcis, hvad der er i vente her. Hans potentiale i brostensklassikerne er meget stort, og han vil formentlig være en af de allerbedste i et sidevindsdrama som dette. Han har i Michael Hepburn og Cameron Meyer to brølstærke ryttere til at køre sig frem efter dette hård løb, og derfor tror vi på, at han vil vise sig som den hurtigste.

 

Steele Von Hoff har aldrig helt fået det ud af karrieren, han havde håbet på, men han har i de seneste uger vist, at han stadig er en ganske glimrende sprinter. På sidste etape af Tour Down Under viste han, at han stadig har hurtighed til at blande sig på WorldTour-niveau, og i Cadel Evans Great Ocean Road Race viste han storform ved at spurte sig til en top 10-placering på den hårde rute. Han er ikke altid så god til at positionere sig, og derfor er det kun til hans fordel, at dette løb meget vel kan ende som et sidevindsdrama. Han har ikke mange holdkammerater til at støtte sig, men i en reduceret massespurt burde han være en af de allerhurtigste.

 

Trek har to gode vinderbud i Mads Pedersen og Alex Frame, der blev hhv. nr. 2 og 4 på prologen og begge blot skal bruge et enkelt bonussekund for at gå forbi Clancy i den samlede stilling. De skal til gengæld finde ud af, hvem der skal køres for. Havde det været en nem etape, ville Frame formentlig have været manden, da han er en mere ren sprintertype. I Tour Down Under kørte man imidlertid for Pedersen, og det kan meget vel blive tilfældet igen. Etapen kan nemlig meget vel blive for hård for Frame, mens Pedersen trods den knap så gode form burde være stærk i sidevinden. Formen er ikke helt perfekt, men med Koen De Kort som lead-out man har han en chance, hvis han ikke er helt færdig i finalen. Sidder Frame med hjem, har han dog endnu bedre kort på hånden, da han har bedre resultater i massespurter.

 

Israel Cycling Academy har i August Jensen et stortalent, der i de norske løb allerede har vist, at han har potentialet til at slå WorldTour-rytterne. Han er ikke helt hurtig nok til at vinde traditionelle massespurter, men efter et hårdt sidevindsløb har han ganske gode chancer. Hans form er lidt usikker, da han ikke just imponerede på prologen, men den var måske også en anelse for eksplosiv efter hans smag. Efter et hårdt løb kan han endda regne med fortsat at have Zakkari Dempster hos sig, og det kan være den manglende brik, der skal til for at give ham sejren.

 

Lasse Norman var ligesom Pedersen og Frame meget tæt på sejren på dagens etape, og dermed har han mulighed for at tage trøjen. Han er ganske hurtig på stregen, men i en traditionel massespurt har han ikke den helt store chance. Det har han til gengæld i et hårdt sidevindsdrama, da han synes at være kommet ind til sæsonen i fremragende form. Hvis udskilningen er stor, og han fortsat har Shane Archbold til at køre for sig, kan han vinde en spurt. Samtidig er han så stærk, at han er en af de gode kandidater til at lancere et soloangreb fra et reduceret felt i finalen.

 

JLT Condor fik en flot sejr i dag og vil gå efter the double med deres unge talentfulde sprinter Matthew Gibson. Han har netop vist sit potentiale med en etapesejr i New Zealand og med en god prolog i dag. Etapen kan vise sig at være for hård, men han synes at have en vis holdbarhed og vil formentlig være en af de hurtigste, hvis han sidder med hjem. Alternativt har holdet veteranen Graham Briggs, der også viste god form på prologen, og skulle det blive ekstra hårdt, er deres formstærke klassementsrytter Ian Bibby også hurtig på stregen.

 

En anden ung lovende sprinter er Toby Orchard , der netop har vist sig frem i New Zealand Cycle Classic. Der er en risiko for, at det bliver for hårdt for den uerfarne australier, men kommer han med hjem, har han en chance for at overraske. Også klassementsrytteren Ryan Thomas er hurtig efter en hård dag, ligesom Theodore Yates, Michael Rice, Callum Scotson, Tim Ariesen, og Brad Evans alle kan afslutte.

 

Endelig vil vi pege på Cameron Meyer. Som han har vist flere gange i sin karriere - blandt andet i dette løb og i sidste års Cadel Evans Great Ocean Road Race - har han en fantastisk næse for at lancere et soloangreb i finalen. Hvis sidevinden gør løbet hårdt og reducerer feltet, vil han lure på sin chance for at vinde tid på sine rivaler i klassementet. Får han først et hul, er han meget svær at hente.

 

Feltet.dks vinderbud: Alexander Edmondson

Øvrige vinderkandidater: Steele Von Hoff, Mads Pedersen

Outsidere: Alex Frame, August Jensen, Lasse Norman, Matthew Gibson

Jokers: Toby Orchard, Graham Briggs, Shane Archbold, Ian Bibby, Ryan Thomas, Theodore Yates, Cameron Meyer

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Etoile de Bessèges
Nyheder Profil Startliste Resultater
Volta a la Comunitat Valenciana
Nyheder Profil Startliste Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04

Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04

La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05

Eschborn-Frankfurt(1.UWT) 01/05

Tour du Gévaudan Occitanie(2.NCUPJW) 04/05-05/05

Giro d'Italia(2.UWT) 04/05-26/05

Elfstedenronde Brugge(1.1) 05/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?