Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt til søndagens etaper i Spanien, Frankrig og Australien
04. februar 2018 14:36 af Emil AxelgaardFoto: Unipublic

Efter et par uger med sporadisk løbsaktivitet rundt om i verden går cykelsæsonen i denne uge for alvor løs, når der er hele tre etapeløb på programmet. Fra onsdag til søndag afvikles Volta a la Comunitat Valenciana i Spanien, Etoile de Besseges i Frankrig samt Herald Sun Tour i Australien. Hver dag vil vi have en samlet artikel med optakter til den kommende dags etaper i alle de tre løb.

Søndag gælder det 5. etape i Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges samt 4. etape i Herald Sun Tour. Du kan tillige læse overordnede optakter til Volta a la Comunitat Valenciana, Etoile de Besseges samt Herald Sun Tour.

 

Husk, at du fra onsdag til søndag kan følge både Volta a la Comunitat Valenciana og Etoile de Besseges samt stille spørgsmål til vores ekspert, Emil Axelgaard, www.feltet.dk/live. Du finder tidsplanen her.

 

Volta a la Comunitat Valenciana - 5. etape

Ruten

Nøjagtigt som i de to foregående år afsluttes løbet med en relativt flad etape, der ender i regionens hovedby, Valencia. Ganske vist truer en lille stigning mod slutningen med at sætte sprinterne ud af spillet, men det forventes, at de hurtige folk atter vil komme til fadet efter tre for dem svære dage. Rytterne skal dog tage sig i agt for vinden i en ganske blæsende del af Spanien.

 

I alt er der bare 135,2 km på programmet på en etape, der fører feltet fra forstaden Paterna ind til centrum af Valencia. Der er bare få kilometer mellem start- og målområdet, og etapen består derfor af en tur ud i det let kuperede område nord for storbyen. Fra starten kører man gennem helt fladt terræn mod vest, inden man vender rundt og først kører tilbage mod Valencia, inden man sætter kursen mod nord. Det er fortsat helt fladt, mens man passerer den indlagte spurt efter 41,4 km, hvorefter man kører mod sydøst ud mod kysten. Herfra får det fortsat igennem fladt terræn mod nord, inden det stiger let, når man drejer mod nordvest og atter kører ind i landet.

 

I forbindelse med forplejningszonen nås det nordligste punkt, hvorefter man kører mod syd mod Valencia. Her passerer man igennem en kuperet zone, der byder på kategori 3-stigningen Oronet (5,2 km, 5,1%), som har et længere stykke med stigningsprocenter mellem 6 og 7, men som flader ud mod toppen, der rundes når der resterer 40,6 km. Herfra falder det let, mens man fortsætter mod syd, inden det igen bliver helt fladt, når man drejer mod sydøst for at køre ind i Valencia. Her venter en helt flad, ekstremt teknisk finalen, hvor en lang lige vej over mere end 3 km efterfølges af hele tre sving med hhv. 400, 300 og 200 m fra mål.

 

Sidste år endte det hele i en massespurt, som blev vundet af Bryan Coquard foran Nacer Bouhanni. Stijn Vandenbergh vandt etapen til Valencia i 2016 efter et overraskende udbrud, men det har mest været rammen om massespurter. Således vandt Danilo Napolitano sidste etape i 2008, Daniele Bennati var hurtigst i 2007 og 2006, Alessandro Petacchi vandt i 2005 og 2003, og Aleksander Usov tog sejren i 2004. Forud for det sluttede løbet tre år i træk med enkeltstarter, der blev vundet af henholdsvis Alex Zülle, Viacheslav Ekimov og Abraham Olano. Byen har også været besøgt af Vueltaen, senest i 2009, hvor Fabian Cancellara vandt en enkeltstart. I 2004 vandt Petacchi en massespurt, mens ONCE vandt den indledende holdtidskørsel i 2002.

 

 

 

 

Vejret

Rytterne har mildt sagt haft lidt blandede vejrforhold til årets løb, og desværre bliver det en trist afslutning. Der ventes nemlig at falde let regn hele søndagen, hvor temperaturen bare vil nå 10 grader. Der vil kun være en let vind fra nordøst, hvilket primært giver sidemodvind på første halvdel af etapen og derefter sidemedvind fra bunden af stigningen. Der vil være sidevind på det sidste stykke ind mod Valencia. Med 4500 m får man sidemedvind, indtil man med 900 m igen drejer ind i sidemodvind.

 

Favoritterne

Alejandro Valverde viste atter sin høje klasse og efterlader ikke længere nogen tvivl om, at han er på vej tilbage mod fordums styrke efter sin grimme knæskade. Nu står han på tærsklen til at fortsætte, hvor han slap sidste forår. Her ryddede han nemlig bordet for ugelange spanske etapeløb, og faktisk var Volta a la Comunitat Valenciana, som han skippede, det eneste af de fire store løb, han ikke vandt. Det får han nu rettet op på, og hvis alt går vel kan han i år rydde bordet ved også at forsvare titlerne i Ruta del Sol, Volta a Catalunya og Vuelta al Pais Vasco (selvom han i skrivende stund planlægger at skippe løbet i Baskerlandet).

 

I virkeligheden var Valverde så suveræn, at man kun kan ærgre sig over, at holdløbet ikke talte med. Sky skuffede nemlig stort på en etape, hvor de ellers havde taget det flotteste initiativ og virkelig sat Sky under pres. Det kunne have været en fantastisk finale, hvis Valverde havde været sat tilbage af briterne og BMC efter 3. etape, og at det havde været løbets stærkeste klatrer, der skulle vinde tid. Nu blev det i stedet en næsten given ting, at Valverde ville vinde, også selvom Adam Yates, der ellers hidtil har været kendt for at køre temmelig elendigt i sine første løb, kørte en fornem finale. Valverde kender imidlertid sig selv som ingen anden og vidste præcis, hvornår han skulle sætte sin klassiske forcering ind, og hans timing var atter helt upåklagelig.

 

Bag ham imponerede Luis Leon Sanchez stort set ved at køre sig til en 3. plads. Dermed får han atter vist, at han om nogen er en mand for sæsonstarten, hvor han altid har gjort det fremragende. Så sent som for to år siden overraskede han også positivt på de ellers alt for stejle stigninger i dette løb og sluttede som nr. 2 bag den ellers suveræne Wout Poels. Nu kunne det se ud til, at han atter kan hjemføre en andenplads i løbet, der generelt har været en stor succes for Astana.

 

Klassementet ventes nemlig at være afgjort, da søndagens etape burde være en sag for sprinterne. Vinden kan være ganske farlig i regionen, men da søndag vil blive en temmelig stille dag, vil den næppe komme i spil. Derfor skal klassementsrytterne blot holde sig oprejst, men det kan blive ganske svært på regnvåde veje i en teknisk finale. Det kan godt blive ganske nervøst til sidst.

 

Etapen bør følge det helt klassiske mønster med et tidligt udbrud, der vil blive etableret efter en formentlig ganske aggressiv start. Tidsforskellene er store, og Movistar har ingen interesse i en spurt, så de vil ikke gøre andet end at kontrollere på behørig vis. LottoNL-Jumbo og EF Education First kan imidlertid atter ventes at gå benhårdt efter etapesejren, og de vil formentlig optage jagten. De er stærke nok til at skabe samling, og udbruddet burde derfor ikke have antydningen af chance.

 

Det interessante bliver, hvad der sker på stigningen. For to år siden så vi, hvordan en lignende bakke på samme etape skabte en del splittelse og satte et par sprintere af. Det kan meget vel ske igen. Eksempelvis kunne Mitchelton-Scott, der har den mest holdbare sprinter i Luka Mezgec have en interesse i at gøre løbet hårdt, og det samme kunne være tilfældet for Ag2r med Clement Venturini. Er der nogen, der tager initiativ, er stigningen hård nok til, at de tungeste sprintere falder fra, og derfor tror vi faktisk ikke, at et fuldt felt ender med at skulle spurte om sejren. I det sidste løb på Mallorca skabte en endnu mindre stigning nemlig ganske betydelig splittelse.

 

Derfor venter vi en reduceret massespurt i den ekstremt tekniske finale, der kun vil blive gjort endnu vanskeligere af regnen. I en sådan afslutning vil positionering og mod være langt vigtigere end topfart, og derfor kan et godt lead-out være nøglen til sejr.

 

Danny Van Poppel er på papiret feltets hurtigste mand, og den status bekræftede han ved at køre en ganske imponerende spurt på 1. etape. Også denne gang må han være klar favorit, men det kan blive lidt vanskeligere i den meget tekniske finale. På papiret er toget med Jos Van Emden og Gijs Van Hoecke nemlig ikke på højde med de bedste, og det er en ulempe. På den anden side gjorde de alt rigtigt i onsdags, hvor de var totalt dominerende, og kan de gentage det, bør Van Poppel vinde i kraft af sin hurtighed. Stigningen bør normalt ikke være et problem for hollænderen, der er en fornuftig klatrer og synes at være i god form. Derfor tror vi, at det bliver til endnu en sejr til Van Poppel.

 

På papiret er der ingen tvivl om, at EF Education First har det klart bedste tog, men vi fik desværre ikke at se, hvad de kunne i onsdags, hvor både Tom Van Asbroeck og ikke mindst Sacha Modolo, der var holdets kaptajn, røg i asfalten. Derfor blev det hele meget uorganiseret, og man måtte nøjes med en 4. plads med Daniel McLay.

 

Atter er det uklart, hvem der skal køres for, men det logiske er, at det er Sacha Modolo. Han missede sin chance i onsdags og har ikke slået sig voldsomt i styrtet. Samtidig tror vi ikke, at McLay kan overleve stigningen, der omvendt er en fordel for den slidstærke italiener. Modolo elsker samtidig tekniske finaler og har som sagt det bedste tog. Giver de ham det perfekte lead-out, er han bestemt hurtig nok til at vinde. Vælger holdet at køre for Dan McLay, har de også en chance. Briten er dog ikke specielt god i tekniske finaler som denne og er langt mere afhængig af sit tog.

 

Den tekniske finale er også til fordel for Luka Mezgec, der er en af de bedste til at positionere sig. Selvom han ikke kan bruge Matteo Trentin, der ikke vil tage risici på de våde veje, har han også et godt hold til at køre sig frem, og han er i fremragende form, da han kun var 10 sekunder bag alle klassementsrytterne på toppen af Garbi-stigningen i onsdags. Han drager fordel af den sene bakke, der vil efterlade ham friskere end rivalerne, og selvom Van Poppel på papiret er hurtigere, kan han sagtens vinde i denne tekniske finale.

 

Jurgen Roelandts er ingenlunde en klassisk sprinter, men han er til gengæld god til at positionere sig. Det er vigtigt i denne finale, hvor det er af mindre betydning, at han ikke er helt så hurtig som de bedste. Med 3. pladsen på 1. etape viste han netop sine evner i finalen, og selvom han ikke just imponerede i torsdags, burde han være stærk nok til at overleve bakken.

 

I onsdags var det måske Clement Venturini, der kørte den allerbedste spurt, men han blev desværre fanget for langt tilbage. Han er imidlertid normalt fremragende i tekniske finaler, hvor han kan drage fordel af sine erfaringer fra cykelcross. Vinteraktiviteterne betyder også, at han er i god form, og han drager fordel af den sene stigning. Han har i Oliver Naesen en fremragende mand til at holde sig fremme og har det rette punch til at vinde en spurt som denne.

 

Albert Torres kørte nogle gode spurter på Mallorca, hvor han viste både god fart og fin holdbarhed. Normalt er han ikke den mest robuste type, men han synes at være i så god form, at han kan overleve stigningerne. Han har ikke det bedste hold til at køre sig frem, men det slog ham ikke ud på Mallorca. Kan han fortsætte de gode takter her og komme med over stigningen, burde han have en god chance.

 

Vi føler os nødsaget til at nævne Marko Kump, men det er med nogen modvilje. Sloveneren ser nemlig ud til at være i temmelig dårlig form, hvilket ikke er uvant for ham. På papiret er han imidlertid en af de få ryttere, der faktisk er hurtig nok til at vinde her, og CCC har et godt hold. Den store udfordring bliver at overleve stigningen. Lykkes det, kan han blive farlig.

 

Vi vil også atter henlede opmærksomheden på Sondre Holst Enger. Nordmanden har ganske vist haft en temmelig svingende start på sæsonen, og det er ikke til at blive klog på hans form. Normalt burde en etape med en teknisk finale og en bakke undervejs imidlertid være god for ham. Han har ikke det bedste gold til at køre for sig, men i positionskampen er han som regel stærk også på egen hånd.

 

Endelig vil vi pege på Hugo Hofstetter og Yevgeniy Gidich. Begge er de i stor risiko for at falde fra på bakken, men kommer de med hjem, kan de overraske. Hofstetter positionerede sig flot i onsdags, og det er som sagt vigtigere end den manglende topfart her. Gidich er en yderst lovende sprintere, som vi glæde os til at se præstere på dette niveau.

 

Feltet.dks vinderbud: Danny Van Poppel

Øvrige vinderkandidater: Sacha Modolo, Luka Mezgec

Outsidere: Dan McLay, Jurgen Roelandts, Clement Venturini

Jokers: Albert Torres, Marko Kump, Sondre Holst Enger, Hugo Hofstetter, Yevgeniy Gidich

 

Etoile de Besseges - 5. etape

Ruten

Siden 2012 er løbet hvert år sluttet med den samme enkeltstart i Alés, og afslutningsetapen har udviklet sig til en klassiker tidligt på sæsonen. Ruten er nemlig ganske speciel, da den er stort set helt flad, men afsluttes med en ganske stejl bakke i udkanten af byen. Det har betyder, at de rene specialister som regel er kommet til kort og har givet muligheder for mere alsidige ryttere. I samtlige tilfælde har det samtidig været den klart vigtigste etape, og den vil også denne gang være helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

 

Etapen er 10,7 km lang, starter og slutter i Alés og kan inddeles i to dele. De første 9 km er helt flade og består af en tur frem og tilbage langs floden, der gennemløber byen. Efter at være vendt tilbage til startområdet krydser man imidlertid floden, inden man fortsætter mod syd og siden vest. Her leder et højresving ind på den 2,7 km lange Montee de l’Hermitage-stigning (1,6 km, 6,6%), som er en ganske stejl affære, der endda byder på et par hårnålesving. Målet er placeret på toppen. I 2016 gjorde man det flade stykke en anelse længere, men den ændring har man i år droppet, hvormed den samlede distance er reduceret med 1200 m.

 

Sidste år sejrede Tony Gallopin efter i mange år at have været tæt på, men det rakte kun til den samlede andenplads bag Lilian Calmejane, der på andenpladsen tabte bare 13 sekunder. Etapen er herudover blevet vundet af de alsidige specialister Jerome Coppel (både i 2012 og 2016), Bob Jungels, Tobias Ludvigsson og Anthony Roux. Sejrmarginerne har to gange været under fem sekunder, men i tre tilfælde har den ligget på mellem 15 og 20 sekunder, og i 2012 sejrede Coppel endda med hele 26 sekunder i en sand magtdemonstration.

 

 

 

Vejret

Det flotte, men kølige vejr, der har præget årets løb, fortsætter på sidstedagen, hvor der blot vil være enkelte skyer og en temperatur på bare 10 grader. Den kraftige vind fra i dag vil være helt væk, og der vil blot være en svag til let vind fra øst. Det giver hovedsageligt sidevind på den flade del af etapen, dernæst medvind i bunden af bakken og til slut først sidevind og siden modvind.

 

Favoritterne

I de seneste to år har kongeetapen og vinden skabt så store forskelle, at der har været en del splittelse allerede inden enkeltstarten, der altid har været den mest afgørende etape. I år har det imidlertid ikke været muligt at skabe nogen form for ravage, og det betyder, at en stor gruppe ryttere fortsat er i samme tid. Som det har været tilfældet i tidligere udgaver er det derfor denne gang enkeltstarten, der vil være helt afgørende.

 

Det er som sagt lidt af en klassiker, og vi ved, hvad vi skal forvente. Den blandede rute gør, at etapen har passet godt til både enkeltstartsspecialister, der drager fordel af det flade stykke, og eksplosive puncheurs, der kan gøre en forskel på den sidste stigning. Derfor er de helt tunge drenge som regel udelukket fra kampen om sejren, ligesom man har set eksplosive klassikertyper, der ikke nødvendigvis er gode i kampen mod uret, forsvare sig godt. Den lidt kortere distance favoriserer sidstnævnte, men etapen vil formentlig atter blive vundet af en god temporytter, der samtidig kan klatre og med en sejr her formentlig kan tage et meget stort skridt mod den samlede sejr.

 

Sidste år endte det i en duel mellem Lilian Calmejane og Tony Gallopin, og det kan det meget vel gøre igen denne gang. Sidste år var det Gallopin, der viste sig som stærkeste mand, men denne gang sætter vi pengene på den forsvarende mester fra Direct Energie. På papiret er han egentlig svagere end Gallopin på enkeltstarter, og han er faktisk at regne som alt andet end specialist. Bakken gør imidlertid etapen helt speciel, og han blev som sagt nr. 2 sidste år. Også i Circuit Sarthe viste han, at han kan forsvare sig på en kort tidskørsel, og dermed vil kunne han begrænse sit tab den flade del af enkeltstarten. Det store spørgsmål er, hvor meget tid han kan tage på bakken. I søndags kunne han ganske vist ikke sætte Gallopin med sit angreb på Cretes-stigningen, men efterfølgende talte mange ryttere om, hvor stærk Calmejane havde været. Han synes altså for tredje år i træk at være kommet ud af vinterpausen i storform, og samtidig har han udviklet sig så meget i den seneste tid, at han må forventes at være endnu stærkere i 2018. Vi tror, at han vil køre så stærkt på stigningen, at han vil løbe med sejren.

 

Hans værste rival er klart Tony Gallopin, der nu tre gange i træk er blevet nr. 2 i løbet og må være motiveret til endelig at få den forløsende sejr. Han er i de senere år blevet henholdsvis nummer 7, 2, 4 og 1 på enkeltstarten og har dermed vist, at den passer ham godt. Han er naturligvis ikke specialist i kampen mod uret, men har før kørt relativt gode enkeltstarter, specielt på korte, kuperede ruter. Det gør ham naturligt til en af de store favoritter til at vinde denne etape. Vigtigt er det samtidig, at Gallopin er i god form. Han viste således stor styrke i søndagens GP La Marseillaise, hvor han sammen med holdkammeraten Alexandre Geniez var den eneste, der kunne følge Calmejane på Cretes-stigningen. I spurten kørte han for Geniez, og han fik derfor ikke et resultat, men helt i overensstemmelse med traditionen, er han i god form til dette løb. Det giver ham gode muligheder for at gentage sidste års sejr.

 

Direct Energie stiller med et stærkt hold, der også inkluderer Sylvain Chavanel, der ganske overraskende aldrig har vundet et løb, som passer ham som fod i hose. Veteranen har i mere end et årti været en af Frankrigs bedste enkeltstartsryttere, og han er specielt stærk, når distancen er mellem 10 og 20 km. Han er endvidere meget stærk på korte stigninger, og dermed har han den rette kombination af power og klatrestyrke til at vinde kampen mod uret. Desværre er Chavanel en dieselmotor, der skal bruge et par løb på at komme i gang. I 2016 vandt han således den hård 3. etape, men skuffede på enkeltstarten. Faktisk er han i de senere år kun blevet nr. 5 på netop denne enkeltstart, hvor stigningen måske er en anelse for eksplosiv for hans store motor. Samtidig er han ikke helt så stærk i kampen mod uret som tidligere, mens hans præstationer i De Panne og Belgium Tour sidste år, vidner dog om, at han fortsat er en klasserytter.

 

Alexis Gougeard hører til blandt feltets mest ustabile ryttere. Desværre er han oftest langt fra sit højeste niveau, men når han er kørende, er han brølstærk. Dette er hans sæsondebut, så vi aner ikke, hvor han står, men skal han være klar til sit første mål i Omloop Het Nieuwsblad, burde han ikke være helt elendig og har da også set fornuftig ud de første dage. Han har tidligere vundet Tour de l’Eurometropole ved netop at vinde en kort enkeltstart med en hård stigning, og derfor burde sidste etape passe ham fint. Desværre er bakken nok en anelse for hård til, at han kan matche de lettere ryttere.

 

En af feltets mest spændende ryttere er unge Valentin Madouas. Allerede i sidste års Tour de l’Ain, hvor han som stagiaire leverede en fabelagtig præstation i støtte for Thibaut Pinot og David Gaudu, viste han, at han er gjort af det rette stof. Nu er han blevet professionel, og i søndags viste han atter potentialet, da han var blandt de 9 ryttere, der spurtede om sejren. Trods sin ellers ganske gode spurt begik han dog en fejl ved at angribe ved kilometermærket, og derfor blev det blot til en 7. plads. Han fik imidlertid vist, at han er i god form. Han er ikke enkeltstartsspecialist, men har faktisk kørt ganske godt på kortere tidskørsler. På en etape med en hård stigning til slut vil han med den gode form formentlig være en af de stærkeste.

 

En af løbets helt store enkeltstartsspecialister er Johan Le Bon, der gør debut for Vital Concept-mandskabet. Hans form er ukendt, da han endnu ikke har kørt i år, og han er kendt for at være temmelig ustabil. Heldigvis så han stærk ud på kongeetapen i går. Han viste imidlertid flere gange i 2017, at han stadig er en fremragende rytter, blandt andet med sine to etapesejre i Boucles de la Mayenne. Spørgsmålet er, om bakken på enkeltstarten ikke bliver lidt for hård til, at han kan vinde. På det flade stykke kunne han imidlertid meget vel vise sig som den stærkeste.

 

Sean De Bie fik ikke den bedste start for Veranda’s Willems i søndags, men det er han i den grad kommet efter. I dag kørte han en fabelagtig finale, der helt fortjent blev kronet med en sejr. De Bie har altid haft ry for at være en god prologrytter, men det er ganske sjældent, at det er blevet til det helt store. Han synes dog at være en af de mere formstærke ryttere, og denne kombination af et fladt stykke med en relativt eksplosiv stigning til slut burde passe ham.

 

Benjamin Thomas fik en lidt skuffende start for FDJ i søndags, hvor han kun sad med hjem i tredje gruppe, og han har heller ikke virket overbevisende i dette løb. Noget kunne derfor tyde, at han ikke er i superform fra sæsonstart. Helt dårlig kan han imidlertid ikke være, da der blot er en måned til VM på bane, som er hans første store mål. Sidste år viste han med podieplaceringen i Tour de Wallonie og 4. pladsen i Tour de Luxembourg, at han er fremragende i let kuperede etapeløb, og hans 5. plads på enkeltstarten i Tour du Poitou Charentes samt 5. pladsen på prologen i Luxembourg vidner også om, at han er en glimrende temporytter, også selvom han ikke er decideret specialist. Umiddelbart burde kombinationen af et fladt stykke og en hård stigning passe ham glimrende, men det er fortsat tvivlsomt, om han kan matche Calmejane og Gallopin på bakken.

 

Efter sin fantastiske 2017-sæson, hvor han vandt flere store franske løb og sejrede samlet i Coupe de France, er Laurent Pichon klar til at fortsætte succesen. Hvor han står er et åbent spørgsmål, da han endnu ikke har kørt løb i 2018, og han har ikke tidligere haft tradition for at starte stærkt ud. Det er heller ikke planen i år, men han har angiveligt været positivt overrasket over sig selv hidtil. Han har tidligere ofte kørt gode enkeltstarter i Sarthe og dermed viste, at han er glimrende på korte tidskørsler, og det burde kun tale til hans fordel, at der er en bakke til slut. Vi er temmelig usikre på, om formen rækker til det helt store, men har han passet sin vintertræning, burde dette være et løb for ham.

 

Julien El Fares har haft et par svære år, men nu er han måske på vej tilbage. Han kørte i hvert fald fremragende på kongeetapen, hvor han lignede en af de stærkeste på stigningerne. Det plejer at være ensbetydende med, at man også gør det godt på enkeltstarten, hvis man også har lidt power og eksplosivitet. Det har El Fares, og derfor burde han kunne være med fremme.

 

Enkeltstartsspecialisten Yoann Paillot er tilbage på et kontinentalhold efter et flot 2017, hvor han blev nr. 2 ved de franske enkeltstartsmesterskaber. Han har netop fortalt Directvelo, at han har store ambitioner om at gøre det godt i dette løb, og at han føler sig velforberedt. Desværre er også han meget ustabil, og enkeltstarten kan vise sig både at være for kort og for kuperet for ham. På det flade stykke burde han imidlertid kunne gøre en forskel, hvis formen er god.

 

Kan Christophe Laporte overraske? Han er måske kendt som sprinter, men han er meget mere end det. Faktisk kører han fremragende på korte stigninger, og han burde heller ikke være helt dårlig på en kort enkeltstart som denne, hvor det ofte er eksplosive ryttere, der gør det godt. Han har set ud til at være i fornuftig form, og selvom han ikke vinder, kan han måske blande sig fremme.

 

Andre navne, der er værd at holde øje med er Anthony Delaplace og Dimitri Claeys.

 

Feltet.dks vinderbud: Lilian Calmejane

Øvrige vinderkandidater: Tony Gallopin, Sylvain Chavanel

Outsidere: Alexis Gougeard, Valentin Madouas, Johan Le Bon, Sean De Bie

Jokers: Benjamin Thomas, Laurent Pichon, Julien El Fares, Yoann Paillot, Christophe Laporte

 

Herald Sun Tour - 4. etape

Ruten

Med Arthur’s Seat-etapen har løbet i de senere år haft tradition for at have en meget vanskelig etape på sidstedagen, men sidste år fjernede man løbets mest ikoniske stigning fra programmet. I stedet indførte man et rundstrækningsløb på en kuperet runde i byen Kinglake, men etapen skabte ikke den udskilning, der var ventet. Den model gentages i år. Terrænet er hårdt nok til, at der kan angribes og skabes forskelle, men det kunne ligne en dag for et udbrud eller en spurt i en lille gruppe.

 

Etapen er med sin længde på 152,1 km en relativt kort sag, selvom der denne gang skal køres en ekstra omgang på rundstrækningen i forhold til sidste år. I alt skal den 31,1 km lange runde tilbagelægges fem gange (første del af første omgang er neutraliseret). Den første del af ruten er svagt faldende, mens man kører mod øst og nord, men derefter begynder det at stige let. Herefter fortsætter man mod sydvest, og bare 8,3 km til stregen rammes bunden af den 5 km lange stigning, der stiger med 5% i gennemsnit og har top med 3,8 km til mål. Den sidste del af rundstrækningen er stort set flad og følger en lang, snoet vej, inden der kommer et skarpt sving bare 100 m fra mål. Der er bjergspurter i kategori 2 på toppen af bakken på de anden, tredje og fjerde omgang, og der er indlagte spurter på målstregen efter anden og fjerde omgang.

 

Sidste år vandt Ian Stannard spurten i et udbrud, der akkurat holdt favoritterne bag sig. Derudover har Kinglake ikke været målby for løbet i dette årtusinde.

 

 

Vejret

Heller ikke søndag kan rytterne ønske sig bedre betingelser. Der venter den flotteste solskinsdag med en temperatur på 25 grader og en let til jævn vind fra sydvest. Det giver sidemedvind på første del af rundstrækningen og derefter modvind fra bunden af stigningen og hele vejen ind til mål.

 

Favoritterne

Man må tage hatten af for Esteban Chaves. Som vi skrev i går, var han dybt imponerende i Cadel Evans Great Ocean Road Race, hvor han var stærkeste mand på den sidste stigning. Derfor var det heller ikke overraskende, at han ville forsøge at angribe på det stejleste stykke af Lake Mountain. Det ville imidlertid kræve sin mand at holde et forspring hele vejen til toppen af en så let stigning, men det klarede han i suveræn stil. Det vidner om storform og er lovende forud for den kommende sæson.

 

Helt som ventet er Mitchelton-Scott i en klasse for sig i dette løb, og som vi skrev både i går og i den oprindelige optakt til hele løbet, var det store spørgsmål egentlig blot, hvilken af deres ryttere der ville vinde. Nu sidder de så forud for sidste etape på alle tre podieplaceringer, og med det superhold, de har til rådighed, burde det være en smal sag at forsvare det på sidste etape, der ellers ikke er helt let.

 

Stigningen skal imidlertid ikke overvurderes. Selvom Chris Froome angreb hårdt, kunne han ikke gøre forskellen, og i stedet blev dramaet skabt af, at den førende rytter, Damien Howson, måtte jagte hårdt som følge af en punktering. Mitchelton-Scott vil sagtens kunne kontrollere feltet, og derfor vil der næppe ske det store i klassementet. Kampen om etapesejren er imidlertid helt åben.

 

Det helt store spørgsmål er, hvad Trek-Segafredo vil. Tror de vitterligt på, at Ruben Guerreiro kan komme på podiet, vil de måske forsøge at gøre det knaldhårdt. Det er imidlertid en umulig mission på en så let stigning og mod en så stærk modstander, så det klogeste vil formentlig være at forsøge at vinde etapen med Koen De Kort eller Mads Pedersen, der begge har en chance for at overleve stigningen. De har heller ikke for alvor holdet til at gøre det svært på stigningen.

 

I vores øjne er der to muligheder. Terrænet er så hårdt, at der formentlig vil blive etableret et stærkt udbrud fra starten, og dem vil Mitchelton-Scott gerne lade køre. Er Trek, Aqua Blue Sport og Bennelong alle repræsenteret, er det svært at se, hvem der skal køre dem ind, og så vil det sikkert som sidste år ende med en udbrudssejr. Alternativt lykkes det for Trek, landsholdet, Israel Cycling Academy og Aqua Blue at skabe samling til en reduceret massespurt.

 

Vi tror mest på førstnævnte scenarium. Alle ved, at et udbrud har en chance, og derfor vil de gode hold alle forsøge at få en mand med. Lykkes det, vil de ikke blive hentet, og derfor skal vi specielt se på holdbare, klatrestærke ryttere, der har tabt tid i klassementet og gerne har en god spurt.

 

I denne sammenhæng skiller Lasse Norman sig ud. Danskeren har klart vist, at han er en af feltets mest formstærke ryttere, og han er som bekendt lidt af en specialist i at ramme udbruddene. Terrænet kan vise sig at være til de svære side for den store dansker, men på relativt korte stigninger er han faktisk ganske stærk - bare husk på hans fremragende præstation på 1. etape af Vuelta a Burgos sidste år. Han er umulig at slide op i et udbrud og er hurtig på stregen. Han har tabt masser af tid i klassementet og har dermed gode forudsætninger for at tage sin anden etapesejr, enten fra et udbrud eller i en spurt.

 

Trek har flere gode kandidater. Bedst chance har nok Koen De Kort, der er i fremragende form. Det viste han i Cadel Evans Great Ocean Road Race, der ellers burde være til den hårde side for den stærke hollænder. Han har kørt fremragende i dette løb, hvor han var stærk i sidevinden på 1. etape og nøglen til Mads Pedersens sejr på 2. etape. Kommer han med i udbruddet, vil han være en af de stærkeste, mest slidstærke og hurtigste. Også han vil som Norman endda have en chance i en reduceret massespurt.

 

Mads Pedersen har allerede vundet en etape, og også han kan lave the double. Dette terræn burde passe ham ganske fint, og han må være en af Treks mange udbrudskandidater. Desværre er det også tydeligt, at han er temmelig langt fra sin bedste form, og han klatrer slet ikke på sit topniveau. Derfor har vi også lidt betænkeligheder ved, om etapen bliver for hård. I teorien vil han dog være svær at slå, hvis han rammer udbruddet, og det er heller ikke udelukket, at han vil kunne hænge på til en reduceret massespurt.

 

I en spurt vil den største favorit nok atter være Steele Von Hoff. Han er på papiret feltets hurtigste mand og er samtidig så godt kørende, at han har gode chancer for at overleve stigningen. Det viste han ikke mindst med sin gode præstation i Cadel Evans Great Ocean Road Race og i sidevinden på 1. etape. Han er formentlig i øjeblikket mere slidstærk end Pedersen, der ellers slog ham på 2. etape. Også han er endda så god, at han vil kunne vinde fra et udbrud på denne etape.

 

Løbet er ikke gået, som man havde håbet på hos Israel Cycling Academy. De har dog i Zakkari Dempster en ganske formstærk rytter. Australieren har vist ganske glimrende form og burde derfor være en god udbrudskandidat på denne etape. Terrænet er også for ham til den hårde side, men i dette felt har han en god chance. Også han er nemlig ganske hurtig på stregen.

 

Ian Bibby har skuffet lidt i dette løb, men det betyder ikke, at han er i dårlig form. Tværtimod vandt han kongeetapen i New Zealand Cycle Classic, og da han nu har tabt tid, vil han kunne få masser af frihed. Han klatrer godt og er lynhurtig på stregen. Det samme er hans holdkammerat Thomas Stewart, der ellers skuffede stort på dagens etape. Det betyder imidlertid, at han nu har den frihed, han skal bruge for at gå efter etapesejren i et udbrud.

 

August Jensen har hidtil skuffet i dette løb og synes slet ikke at være i sin bedste form. På papiret står der imidlertid Jensen skrevet med fed ud over denne etape, da han har alle de nødvendige egenskaber. Blandt de hurtige folk er han på papiret klart den bedste klatrer, og i en spurt har han efter et hårdt løb en chance mod alle i dette felt. Derfor kan han begå sig både i et udbrud og i en reduceret massespurt. Det store spørgsmål er, hvad formen rækker til.

 

Andre gode udbrudskandidater er Cameron Baylyy, Cyros Monk, Michael Potter, Matthew Ross, Sjoerd Van Ginneken, Anthony Giacoppo, Michael Rice og Ryan Thomas, der alle klatrer godt og er relativt hurtige.

 

Feltet.dks vinderbud: Lasse Norman Hansen

Øvrige vinderkandidater: Koen De Kort, Mads Pedersen

Outsidere: Steele Von Hoff, Zakkari Dempster, Ian Bibby, Thomas Stewart

Jokers: August Jensen, Cameron Bayly, Cyros Monk, Michael Potter, Matthew Ross, Ryan Thomas

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger