Optakt: Tirreno-Adriatico

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes for nylig, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor forrige lørdag, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de meste prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten, og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse, der har tiltrukket interessen fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske tival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire og Fabian Cancellara, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De seneste udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille rand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i år har man endda designet en helt usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordel sig mere ligeligt mellem de to løb, og det er også tilfældet i år. Mens Contador og Richie Porte er de to største stjerner i Frankrig, kan Tirreno-arrangørerne præsentere navne som Nairo Quintana, Mikel Landa, Geraint Thomas, Rafal Majka, Fabio Aru, Vincenzo Nibali, Bauke Mollema, Tejay van Garderen, Rigoberto Uran, Thibaut Pinot, Domenico Pozzovivo, Robert Gesink, Rui Costa og Tom Dumoulin.

På samme tid vinder Paris-Nice frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste seks vinder er de fem kommet fra Frankrig, herunder vinderne i 2014, 2015 og 2016. For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i år synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Det ændrer dog ikke på, at folk som Peter Sagan, Tom Boonen, Elia Viviani, Fabio Felline, Jasper Stuyven, Caleb Ewan, Greg Van Avermaet, Daniel Oss, Tom Boonen, Matteo Trentin, Sep Vanmarcke. Jurgen Roelandts, Jens Debusschere, Tiesj Benoot, Lars Boom, Mark Cavendish og Sacha Modolo vil forberede sig til de store endagesløb i Italien.

Sidste års udgave af løbet endte som en meget speciel affære og en sand fest for bookmakerne. Da løbets kongeetape blev aflyst på grund af dårligt vejr, blev det pludselig umuligt for klatrerne at gøre en forskel, og derfor endte løbet som en duel mellem klassikerrytterne. Efter sejr på den indledende holdtidskørsel var Greg Van Avermaet i pole position, indtil Zdenek Stybar med et smart angreb på 2. etape overtog førertrøjen. Sammen med Peter Sagan leverede de to ryttere et mindre kup på 6. etape, der egentlig var tiltænkt sprinterne, og efter at Van Avermaet ved at vinde etapen havde erobret førertrøjen, skulle trioen afgøre kampen på den sidste enkeltstart. Her lykkedes det akkurat Van Avermaet at holde Sagan bag sig med bare ét sekund, mens Bob Jungels endte som nummer 3. Van Avermaet, Sagan og Jungels vender alle tilbage i 2017, men med mindre kongeetapen igen aflyses vil det kun være sidstnævnte, der kan køre med i kampen om den samlede sejr.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. De sidste seks udgaver er alle startet med en holdstidskørsel på Den Tyrrhenske kyst og er sluttet med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derimellem har der været klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt et par dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring er imidlertid, at der hvert år siden 2012 har været en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor er løbet blevet en sag for grand tour-specialister, nøjagtig som det vil være tilfældet i 2017, hvor man har designet en rute efter helt samme opskrift, som man har benyttet siden 2012.

Årets udgave består igen af en indledende holdtidskørsel, en afsluttende enkeltstart, en stor bjergetape, to relativt flade etaper, en etape for puncheurs samt en kuperet etape med korte, stejle mure, der både kan vindes af klassikertyper og gøre forskelle i klassementet. Den afgørende forskel fra år til år har været sværhedsgraden af sidstnævnte etape samt af målstigningen på bjergetapen. I år har de første tre etaper stort set identiske finaler med de første etaper fra sidste års rute, og det betyder, at klassikerrytterne skal slås om sejren dagen efter den flade holdtidskørsel, mens sprinterne ventes at komme til fadet på fredagens etape. Årets kongeetape vender tilbage til Monte Terminillo, hvor Nairo Quintana vandt i sneklædte omgivelser i 2015, og den kommer i år en dag tidligere end vanligt, idet den afvikles allerede lørdag.

Den interessante ændring er søndagens 5. etape. I mange år havde løbet en etape med adskillige korte, stejle mure i Appenninerne, men efter den episke etape i 2013, hvor Vincenzo Nibali fik Chris Froome til at knække, modtog man megen kritik for, at løbet var for hårdt. Siden da har denne anden klatreetape været betydeligt nemmere, men i år vender man på søndag tilbage til de snævre veje og de stejle mure. Selvom etapen ikke er så vanskelig som for fire år siden, burde det give en mulighed for måske at sætte klassementsrytterne under pres, samtidig med at typer som Peter Sagan og Greg Van Avermaet også kan drømme om sejren. Sjette etape ventes som vanligt at blive afgjort af sprinterne - igen måske de lidt mer hårdføre af slagsen - inden det hele skal afgøres på tirsdagens helt klassiske, flade enkeltstart i San Bendetto del Tronto.

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en holdtidskørsel, og det har man ikke ændret i 2017. Det er således sjette år i træk, at man har haft planer om at lade en kollektiv kamp mod uret starte begivenhederne, men i 2015 måtte man grundet dårligt vejr i sidste øjeblik ændre etapen til en kort prolog. Som kompensation valgte man at åbne 2015-udgaven af løbet med en tro kopi af den aflyste etape, og det er nøjagtig samme rute, der vil blive benyttet til at skyde festen i gang i år.

I 2012, 2013 og 2014 blev holdtidskørslen afviklet mellem byerne San Vincenzo og Donoratico på den Tyrrhenske kyst, men nu er etapen blevet flyttet til den nærliggende ferieby, Lido di Camaiore. Distancen er varieret en anelse fra år til år, idet etapen har været mellem 16,9 og 18,5 km lang, men efter at man er flyttet til nye omgivelser har man forlænget distancen til 22,7 km.

Den gamle rute var ikke teknisk og for det meste flad, men der var en lille stigning undervejs. På den nye rute bliver der imidlertid ingen grund til at finde klatrebenene frem, idet arrangørerne har sammensat en meget enkel rute i Lido di Camaiore. Fra staten følger man den flade kystvej i nordlig retning i 9,5 km, inden et skarpt højresving leder ind i byen ved etapens eneste mellemtid. Herefter følger yderligere tre sving hurtigt efter hinanden, inden rytterne når tilbage til samme flade kystvej. De sidste 10,2km består af den lange tur tilbage til start- og målområdet, denne gang i den modsatte retning. Etapen er helt flad, idet man befinder sig mellem 2 og 5 meter over havets overflade hele vejen.

Da der stort set ingen højdeforskelle er, men til gengæld mange lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen, er det en etape for de virkeligt kraftfulde ryttere. Den gamle rute var tilsvarende simpel, men der var i det mindste en lille bakke og lidt flere tekniske udfordringer, der kunne skabe lidt variation. Den nye etape kunne ikke være enklere, og den vil blive vundet af det hold, der har mest power og de største maskiner.

I lyset af den flade, ikke-tekniske natur af den gamle rute er det ikke overraskende, at Orica-GreenEDGE og Omega Pharma-QuickStep, der hører til blandt de største specialister i disciplinen, vandt holdtidskørslen i de første tre år. Belgierne var således hurtigst i 2013 og 2014, men australierne vandt i 2012. I de to første år spillede vinden imidlertid en afgørende rolle og gav ganske ulige vilkår for de forskellige hold. Det kan ske igen i år, vor vinden fra havet kan påvirke udfaldet af en etape, der giver en spektakulær og flot åbning i en festival af kraft og fart. Det var i hvert fald tilfældet sidste år, hvor BMC levede op til favoritværdigheden på den nye rute ved at slå Etixx-QuickStep med bare 2 sekunder og overraskelsen FDJ med 9 sekunder. I alt sluttede hele 10 hold inden for et minut af vindertiden, hvilket viser, at forskellene kan forventes at være små på en så hurtig rute.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Lido di Camaioe var også rammen om den hastigt arrangerede prolog i 2015, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagesløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen.

2. etape

Den første linjeløbsetape har traditionelt været en sag for sprinterne, men den tradition blev ændret i 2016. I stedet mødte rytterne straks fra start de første små klatreudfordringer på en ny etape til Pomerance, og selvom det ikke var en dag, hvor klassementsrytterne kunne gøre en forskel, skulle favoritterne være på tæerne i den vanskelige finale, hvor en relativt mild stigning gjorde det for hårdt for sprinterne og gav chancen til klassikerrytterne. Tilsyneladende var man hos arrangørerne begejstrede for den stærkt underholdende etape, og derfor vender man i år tilbage til Pomerance, hvor man benytter en meget tilsvarende finale til 2. etape af årets løb.

Tirreno-Adriatico har tradition for at have flere meget lange etaper, der gør løbet til god forberedelse til Milano-Sanremo, og det er således også tilfældet i år. Anden etape er således hele 229 km lang og indledes som sidste år i kystbyen Camaiore. Herfra bevæger mig sig gennem helt fladt terræn ned langs kysten mod sydøst og passerer undervejs de populære feriebyer Pisa og Livorno.

Etapen ændrer karakter efter ca. 90 km, hvor man drejer væk fra kysten og ind i landet, idet man sætter kursen mod nordvest. Herefter begynder det hurtigst at stige jævnt, indtil man når toppen af Serrazzano-stigningen (13,5 km, 3,0%, max. 10%) efter 132,8 km. Herefter fortsætter man mod nord igennem småkuperet terræn og forbi dagens første indlagte spurt, der kommer efter 145,6 km.

Efter 154,4 km når man frem til målet i Pomerance, hvor dagens anden indlagte spurt er placeret på en lille omgang, der leder udenom selve målstregen, og herefter afsluttes etapen med én omgang på en 74,6 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for byen. Først går det jævnt nedad til bunden af Volterra-stigningen (9,85 km, 4,4%, max. 8%), der er yderst jævn og regulær og hvis top kommer, når der endnu resterer 52,4 km. Nedkørslen leder til det nordligste punkt, hvor man vender rundt for at begive sig op ad Montecatini Val di Cecina-stigningen (3,4 km, 6,2%, max. 11%), hvis top kommer med bare 22,4 km til mål. Herefter venter endnu en nedkørsel, idet man fortsætter mod sydøst tilbage til Pomerance, hvor den vanskelige finale indledes med 8,3 km til mål. Her rammer man en lille rampe med en stigningsprocent på 16%, hvorefter en meget ujævn stigning leder hele vejen til mål. Undervejes er der korte stykker med stigningsprocenter på 10-12%, men for det meste stiger det med 2-5%. Med 3,5 km til mål flader det ud, inden den i de sidste 2 km stiger med mellem 4% og 5,5%. Finalen er teknisk meget enkel, idet man følger en let snoet, 7 m bred vej uden skarpe sving i mere end 3 km.

Sammenlignet med sidste års etape er distancen blevet øget med 22 km. Det sker ved, at man har et anderledes indløb i Pomerance, og det give en lidt letter første del af etapen. Mere markant er det, at rundstrækningen er forlænget betydeligt, og de to første stigninger er begge nye, hvilket giver en hårdere finale. Endnu vigtigere er det imidlertid, at selve finalen også er ændret. Sidste år kørte man en teknisk rundstrækning i byen, hvilket gav nogle meget stejle ramper mod toppen af stigningen og en flad finale. I år stiger det hele vejen til stregen, men til gengæld er der ingen tekniske udfordringer og ingen stejle passager.

Sidste år blev etapen præget af angreb på den stejle del mod toppen af stigningen, og det kostede på hjælperytterressourcerne. Kun Roman Kreuziger prøvede i finalen at holde det samlet for Peter Sagan, men han kunne ikke forhindre Zdenek Stybar i at angribe henover toppen på stigningen og køre hjem til en solosejr et sekund foran Sagan og Edvald Boasson Hagen, der var hurtigst i den 36 mand store favoritgruppe.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

I år er finalen umiddelbart en anelse nemmere, og der mangler de stejle passager, hvor de eksplosive ryttere kan angribe. Der er heller ikke så mange sving, og det gør det vanskeligere at gentage Stybars bedrift. Finalen er skræddersyet til folk som Peter Sagan, Edvald Boasson Hagen og Greg Van Avermaet, der vil elske at spurte om sejren på den stigende opløbsstrækning, og med tre stærke hold til at kontrollere etapen, er det mest sandsynlige, at en lille gruppe skal afgøre det. Da det stiger hele vejen til stregen, kan der denne gang let opstå huller, og derfor er det vigtigt for klassementsrytterne også at holde sig til og at spurte hele vejen til mål.

Forud for sidste års etape havde Pomerance ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

3. etape

For andet år i træk må sprinterne vente helt til 3. etape, inden de ventes at få chancen for at teste formen forud for Milano-Sanremo. Arrangørerne gør det imidlertid aldrig nemt for de hurtige folk og har igen i år indlagt et betydeligt antal højdemeter undervejs på den første etape af de to, der på papiret ventes at slutte i en massespurt. Samtidig er opløbsstrækningen, der også blev benyttet på 3. etape i 2016, stigende, og det kan gøre det hårdt for flere af de rene sprintere.

Med sine 204 km er etapen igen en ganske lang affære, der bringer rytterne fra Monterotondo Marittimo til Montalto di Castro. Ganske Igen i år venter man en dag, inden man begynder at krydse den italienske støvle, og derfor består hele etapen af en lang rejse på sydøst, hvor man hele vejen kører parallelt med kystlinjen. Man forbliver imidlertid et stykke inde i landet, og det betyder, at etapen er ganske kuperet, selvom man holder sig fra Appenninerne længere inde i landet.

Læs også

Jayco vil forlænge med Yates, men økonomien er tvivlsom

Etapen indledes med en længer nedkørsel med et par mindre stigninger, hvorefter man rammer helt fladt terræn, der fører forbi storbyen Grosseto. Herefter bliver det igen mere kuperet, når man rammer den lange Scansano-stigning (16,7 km, 3,0%, max. 8%), der er en jævn opkørsel og har top efter 92,7 km. Herefter slår man en lille sløjfe i et relativt kuperet terræn med et par mindre stigninger, inden man når frem til den første indlagte spurt efter 120,1 km. Den leder direkte frem til en 10 km lang stigning, der ikke er kategoriseret. I stedet belønnes første mand på toppen med sejren i den anden indlagte spurt, der kommer efter 129,9 km.

Fra byen Catabbio sættes kursen mod syd og mod Middelhavskysten. I starten er der et par mindre bakker, men efterhånden bliver det fladere og fladere, inden det falder svagt ned til kystvejen, som nås med bare 1,75 km til mål. Her drejer man til venstre ind mod centrum af Montalto di Castro, og det fortsætter med at falder, indtil der resterer 1 km. Med bare 750 m til mål rammer man bakken op mod mål. Den stiger med 3,5% i gennemsnit, men er stejlest i bunden, hvor den kortvarigt når 7%. Første halvdel har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,4, mens det i anden halvdel stiger med mere moderate 1,5%. Efter det bløde sving ind på kystvejen kort før den røde flamme, er der kun bløde kurver med henholdsvis 1000 og 250 m til mål.

Etapen minder meget om den, der blev benyttet sidste år. Her startede man længere mod nord, men til gengæld tog man en mere direkte vej mod målbyen, hvormed etapen var 28 km kortere. Det betød imidlertid også, at stigningerne kom tættere på mål. De sidste ca. 15 km er helt uforandrede.

Der er et stort antal sprintere til start i årets løb, og de vil næppe lade denne chance få til spilde. Derfor må vi formode, at hold som Quick-Step, Bora-hansgrohe, Orica-Scott og Dimension Data kontrollerer etapen stenhårdt for at sikre, at de hurtige folk kommer til at afgøre etapen. Der er imidlertid et betydeligt antal højdemeter undervejs, og det kan ikke udelukkes, at Bora-hansgrohe vil prøve at gøre det hårdt for folk som Mark Cavendish og Elia Viviani. Selve spurten er heller ikke nem og passer bedre til de mere holdbare sprintere, end de allerhurtigste.

Det blev tydeligt, da samme finale blev benyttet sidste år, hvor Fernando Gaviria slog Caleb Ewan i en fantastisk duel. Elia Viviani blev nummer tre og Peter Sagan nummer 4, mens der ingen spor var af Mark Cavendish, der måtte slippe på de sidste bakker. Inden da havde Montalto di Castro ikke været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

4. etape

Tirreno-Adriatico blev engang betragtet som et af de få etapeløb, som klassikerryttere kunne vinde, men den tid er for længst ovre. Siden 2012 har løbet hvert år bevæget sig ind i de høje bjerge på søndagens femte etape, der er endt på med en hård bjergafslutning. Det har altid været en risikabel affære - bare tænk på de ikoniske billeder af Nairo Quintana, der kæmpede sig gennem faldende sne til toppen af Monte Terminillo i 2015, eller på sidste års etape, der desværre måtte aflyses på grund af sne - men trods to år med begrænset succes har arrangørerne ikke ladet sig skræmme. I 2017 vil løbet endda vende tilbage til Monte Terminillo på løbets kongeetape, der i år kommer en dag tidligere end vanligt og bliver første chance for klassementsrytterne allerede på fjerdedagen. Belært af erfaringerne fra tidligere år har man imidlertid klogeligt valgt at afvikle det meste af etapen i relativt fladt terræn. Dermed mindsker man risikoen for vejrmæssige udfordringer, men man reducerer også klassementskampen til et slag på den afsluttende stigning, der imidlertid er svær nok til, at bedste kan gøre en reel forskel.

Læs også

Stjerner hylder danskere og nordmænd

Kongeetapen er den første under 200 km og fører feltet over 187 km fra forrige etapes målby, Montalto di Castro, til toppen af det ikoniske bjerg, Monte Terminillo i 1675 højde. Efter tre dage tilbragt langs den Tyrrhenske kyst markerer etapen indledning på den lange rejse tværs gennem det italienske fastland, og derfor består hele etapen af en lang tur mod øst. Som bekendt er området i den vestlige del af landet ikke særlig kuperet, og derfor er terrænet stort set helt fladt, indtil man når Viterbo efter 47,8 km. Her dystes om point i den første indlagte spurt, inden man rammer dagens første kategoriserede stigning, La Colonnetta (6,9 km, 5,5%, max. 9%), der har top efter 57,4 km. Herefter følger en lang nedkørsel til forplejningszonen i Frangelini efter 90,8 km.

Rejsen mod vest fortsættes gennem småkuperet terræn frem til byen Terni, der kommer efter 126,3 km. Her venter dagens sidste indlagte spurt, inden man rammer en ca. 7 km lang stigning. Den leder op til et relativt fladt plateau, hvor man tilbringer det meste af den resterende del af etapen, mens man fortsætter mod vest og mod de højere bjerge.

Det flade terræn får en brat ende, når der resterer 24,4 km. Her rammer man en ca. 5 km lang ikke-kategoriseret stigning, der stiger med ca. 4% i gennemsnit. Den har top med 19 km til mål, og herefter venter en ganske kort nedkørsel, inden man når bunden af målstigningen Monte Terminillo. Den stiger med 7,3% i gennemsnit over hele 16,1 km, og er en ganske jævn stigning. I de første 7 km stiger det med 8,1% i gennemsnit, og bortset fra et kort stykke med 12% er stigningsprocenten relativt konstant. Midtvejs venter et lille plateau, inden stigningen igen tager fat, og herefter stiger med 7,9% i gennemsnit over de sidste 8 km. Det bliver en anelse stejlere i de sidste 4 km, hvor man stort set ikke kommer under 8%, men generelt er der ikke de store udsving på den meget jævne stigning. I de sidste 3 km stiger det med 8-9%, indtil man når de sidste 500 m, hvor stigningsprocenten kun er 2,8%. Der er kun bløde sving i de sidste 2 km, indtil man når den 200 m lange, 7 m brede opløbsstrækning.

Dette er dagen klatrerne har ventet på, og den ubetinget vigtigste etape i årets Tirreno-Adriatico. Monte Terminillo er en usædvanligt hård stigning for denne årstid, og hvis den kan bestiges i fuld længde, vil den gøre stor skade på feltet. I forhold til etapen for to år siden er den første del en anelse lettere, men også dengang var de sidste mange kilometer inden stigningen relativt flade. Derfor sker der næppe den store udskilning inden selve bjerget, hvor klatrerne vil udkæmpe det endelige slag, som de gjorde det i 2015. Stigningen er stejl nok til, at de bedste kan gøre en forskel, specielt fordi der ikke er mange muligheder for at komme sig undervejs, og vi kan vente, at Movistar tager kontrol for start, og at Nairo Quintana i vanlig stil angriber langt udefra på den etape, hvor han skal sikre sig den samlede sejr i årets Tirreno-Adriatico.

Monte Terminillo blev som sagt sidst benyttet i 2015, hvor en suveræn Nairo Quintana slog Bauke Mollema med hele 41 sekunder i de snerige omgivelserser, mens Joaquim Rodriguez vandt spurten i en mindre gruppe 55 sekunder efter vinderen. I denne gruppe sad også Rigoberto Uran, Alberto Contador, Thibaut Pinot, Adam Yates og Domenico Pozzovivo, mens i alt 18 ryttere kom i mål inden for to minutter af Quintana. Inden da blev bjerget brugt på en etape i 2010-udgaven af Giro d’Italia, hvor Chris Anker Sørensen tog den største sejr i karrieren fra et langt udbrud. I 2003 kom Giroen også på besøg, og her vandt Stefano Garzelli ved at slå Gilberto Simoni og Andrea Noe i en tremandsspurt.

Læs også

Brite vinder efter storslået soloridt - Spanier holder fortsat fast i klassementet

5. etape

Hvis der er én ting, der kendetegner Tirreno-Adriatico, er det de mange etaper i Appenninerne i den østlige del af det italienske fastland. Her er terrænet som skabt til godt cykelløb, idet der er et væld af små, snoede veje med korte, ekstremt stejle stigninger, og det er stort set umuligt at finde én meter med flad vej. For et par år siden var det disse etaper, der ofte afgjorde løbet og gjorde det til en sand fest for puncheurs og Ardennerryttere. Siden en meget berømt etape i 2013, hvor man besteg adskillige af disse mure på en dag, hvor forfærdeligt regnvejr tvang adskillige ryttere til at udgå, og hvor Vincenzo Nibali en sjælden gang fik Chris Froome til at knække og sikre sig den samlede sejr, efter at briten suverænt havde vundet kongeetapen, har man imidlertid skruet gevaldigt ned for mængden af disse mure. RCS indrømmede dengang, at etapens sværhedsgrad havde taget overhånd, og derfor har der ikke været en lignende etape i de seneste tre udgaver. Det kommer der imidlertid igen i 2017 på søndagens femte etape, hvor sidste halvdel af profilen er ekstremt kuperet, og hvor de eksplosive klatrere får en mulighed for at gøre en forskel inden den sidste sprinteretape og den afsluttende enkeltstart.

Etapen har karakter af en Ardennerklassiker, og som der er tradition for i det italienske løb, sørger man også for, at disse klassikeretaper også har klassikerdistance. Derfor skal rytterne tilbagelægge hele 210 km mellem Rieti og Fermo, og etapen fuldender rejsen fra den vestlige Middelhavskyst til Adriaterhavskysten mod øst. Det meste af etapen består ag en lang rejse mod nordøst, indtil man når de stejle mure, der gemmer sig umiddelbart bag havet, hvor man afslutter dagen med at sno sig rundt i det vanskelige terræn op og ned af de smalle veje omkring målbyen Fermo.

Rieti ligger imidlertid i en relativt flad del af regionen, og derfor består de første ca. 50 km af en lang gradvis opkørsel. Herefter følger en lang, lige så regulær nedkørsel, indtil man når Ascoli Piceno efter 98,7 km. Her ændrer etapen for alvor karakter, når man tager hul på dagens første kategoriserede stigning, Capo di Monte (9,2 km, 4,9%, max. 10%), der har top efter 113,9 km. Efter få kilometers klatring kommer imidlertid først den første indlagte spurt efter 107,3 km. Efter stigningen følger en nedkørsel, og dernæst en ukategoriseret stigning og endnu en nedkørsel, der leder frem til den sidste relativt flade del af etapen. På den sidste del af vejen mod Fermo dystes om point i den indlagte spurt på toppen af en lille bakke efter 155,7 km, og derefter fortsættes til målbyen, der ligger på toppen af en lille bakke.

Fermo passeres første gang efter 168 km, og uden at have passeret selve målstregen tager man herefter hul på en første rundstrækning, der er 19,3 km lang. Den inkluderer en nedkørsel samt Capodarco-stigningen (2,6 km, 6,0%, max. 18%), der er en af de klassiske mure. Den er ganske vist relativt jævn med en stigningsprocent på 5-7%, men har et stejlt stykke på 18% nær toppen, der kommer med bare 29,5 km til mål. Efter nedkørslen kører man endnu en gang op ad den stejle mur til Fermo, hvor man endnu en gang styrer uden om selve målstregen.

Etapen afsluttes nu med en 22,7 km lang rundstrækning, der først indeholder den stejle mur til Madonnetta d’Ete. Den stiger med 8,1% over 2,3 km, men er meget irregulær med to stejle stykker i bunden (ca. 18%) og mod toppen. Herefter følger en lille nedkørsel og så en hidsig 700 m lang stigning, der stiger med 11,6% og har et maksimum på hele 20%. Toppen nås med 8,8 km til mål, og herefter falder det, indtil der resterer bare 3,8 km, hvor den sidste kategoriserede stigning rammes. Den stiger med bare 5,7% i gennemsnit, men kan inddeles i tre dele. Først er der en regulær mur over ca. 500 m, hvor det stiger med hele 14,3% i gennemsnit og når 22%. På toppen drejer man til højre, og derefter er det stort set fladt ad en vej med et brostensagtigt underlag, indtil man når frem til den røde flamme. Derefter stiger det igen med 3-5%, inden en lille nedkørsel leder frem til det sidste sving. De sidste 350 m stiger med 9,6% på en 6 m bred vej.

Dette er en helt klassisk Tirreno-Adriatico- etape af en type, som vi ikke har set det i flere år. Historien viser, at disse etaper både er ekstremt underholdende og næsten umulige at kontrollere. Det er bestemt ikke favorabelt terræn for en ren klatrer som Nairo Quintana, og der er næppe tvivl om, at Vincenzo Nibali drømmer om at gøre, som han gjorde for fire år siden, hvor han fik ram på Chris Froome på en lignende etape. Specielt hvis vejret er dårligt, kan etapen blive brutal, og de vanskelige nedkørsler vil spille en lige så stor rolle som stigningerne. Mange vil sikkert huske, hvordan en bange Bradley Wiggins skøjtede rundt på de regnvåde veje på en tilsvarende etape i regionen i 2013-udgaven af Giro d’Italia. Etapen har ikke en oplagt favorit, og derfor kan et udbrud sagtens holde hjem. Samtidig med, at klassementsrytterne vil sætte hinanden under pres, er stigningerne imidlertid ikke så slemme, at en formstærk Peter Sagan ikke kan hænge på. Således vandt han den berømte etape i 2013, og han har også tidligere vundet den tilsvarende etape til Chieti. Også Greg Van Avermaet vil have ambitioner på en dag, hvor både udbrydere, klassementsryttere og puncheurs vil være med i kampen om sejren, og hvor det er muligt at skabe ændringer i det samlede klassement.

Fermo har ikke været vært for afslutningen på et stort cykelløb i mere end et årti.

Læs også

Skjelmose klar til Liege-Bastogne-Liege

6. etape

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden, og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. I de to foregående år har de mange mindre stigninger i regionen imidlertid forhindret sprinterne i at komme til fadet, og da der igen i år er flere bakker på programmet, er der ingen garanti for, at 6. etape skal afsluttes i en massespurt.

Med sine 159 km er etapen, der fører fra Ascoli Piceno til Civitanova Marche løbets korteste. Den indledes et stykke inde i landet, hvor terrænet er ganske kuperet. Efter at være kørt mod sydvest i et par kilometer sættes kursen mod nord det meste af dagen, og det stiger først jævnt i 17,2 km. Derefter efølger en kuperet strækning med flere mindre stigninger, inden en lang nedkørsel fører ned til bunden af Macerata-stigningen (3,7 km, 3,1%, max. 8%), der er den eneste kategoriserede udfordring og har top efter 84,7 km. Herefter følger endnu en ganske kuperet sektion med flere korte stigninger, indtil man når frem til Montefamo efter 102,2 km. Herfra sættes kursen mod øst, hvor man bevæger sig mod kysten. Undervejs er der to mindre stigninger, herunder en, der afsluttes med dagens første spurt efter 113,4 km. Det går imidlertid hovedsageligt nedad, indtil man rammer kystvejen efter 127,3 km.

Feltet fortsætter herfra mod sydøst ad den helt flade kystvej, indtil man når målstregen for første gang efter 140,2 km. Her dystes der om point i den sidste indlagte spurt, og derefter afsluttes etapen med en omgang på en 15,2 km lang rundstrækning ved for målbyen. Første del af helt flad lang kysten, inden man drejer ind i landet for at køre op ad en ca. 2 km lang stigning, der stiger med 4,7% i gennemsnit og når et maksimum på 8% i bunden. Herefter følger en kort lille bakke, inden en teknisk nedkørsel leder tilbage til kystvejen, der følges i de sidste 4 km, der er stort set helt lige og flade med kun to helt bløde sving før den røde flamme. Opløbsstrækningen er 7,5 m bred.

Sprinterne har ikke mange muligheder i årets løb, så de vil være opsatte på at tage chancen på denne dag. I de sidste to år er det imidlertid lykkedes Peter Sagan at skabe ravage på denne etape, og det vil han helt sikkert prøve igen. For to år siden satte Tinkoff et hårdt tempo på en stigning relativt langt fra mål, og herved kom man af med de rene sprintere. Sidste år angreb en lille gruppe med blandt andre Sagan, Greg Van Avermaet, Zdenek Stybar, Michal Kwiatkowski og Fernando Gaviria på en bakke på den afsluttende rundstrækning, og de holdt akkurat feltet bag sig, inden Van Avermaet slog Sagan i spurten. Denne gang er den første del af etapen så hård og angrebslysten formentlig så stor, at det vil være et træt felt, der når de sidste bakker. Det er næppe en dag, hvor man kan angribe udefra, men man kan med et hårdt tempo komme af med flere af de rene sprintere. Etapen ender sandsynligvis i en spurt, men det er bestemt ikke sikkert, at det er alle de hurtige folk, der får muligheden for at teste formen inden Milano-Sanremo.

Civitanova Marche var sidst vært for en etapeafslutning i 2008, hvor Oscar Freire slog Filippo Pozzato og Gerald Ciolek i en reduceret massespurt. Året inden slog Stefan Schumacher Andreas Klöden med bare ét sekund på en enkeltstart, mens Thor Hushovd var hurtigere end Alessandro Petacchi og Freire i massespurten i 2006. I 2002 var Petacchi hurtigste mand foran Freire og Robbie McEwen, mens Steven De Jongh spurtbesejrede Zbigniw Spruch, Fabrizio Guidi og Lars Michaelsen i massespurten i 1999.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto med Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen.

De seneste seks udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavert i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2016. Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet i de senere år og er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer.

Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt kort før 5 km-mærket. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og derefter går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

På grund af den korte distance er afstandene typisk ganske små mellem klassementsrytterne, og med undtagelse af sidste år, hvor aflysningen af kongeetapen betød, at det blev en kamp om sekunder, har etapen ikke spillet den store rolle i kampen om den samlede sejr. Med en lang holdtidskørsel og en hård bjergafslutning er det også usandsynligt, at etapen i år bliver afgørende, men i et ugelangt etapeløb kan det hele blive afgjort på marginaler, og i det tilfælde vil enkeltstarten komme i spil, som den eksempelvis gjorde det i den spændende dyst mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012. Klassementsrytterne vil imidlertid ikke være i spil til etapesejren, der altid bliver udkæmpet i en kamp mellem de helt store specialister og de store motorer, der kan benytte deres enorme kraft til at træde store gear og nå høje hastigheder på de lige, flade veje.

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. Sidste år var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er rekorden, som folk som Rohan Dennis, Tom Dumoulin og Jonathan Castroviejo skal forsøge at slå.

Favoritterne

Med løbets nye status som en slags mini grand tour er det næsten svært at tro, at dette engang var et løb for puncheurs og klassikerryttere. Ganske vist betød aflysningen af kongeetapen, at vi i 2016 kortvatrigt vendte tilbage til fortiden og så en duel mellem Greg Van Avermaet og Peter Sagan, men det var en undtagelse. Tirreno-Adriatico er nu et løb for sande etapeløbsryttere, og det kræver en meget komplet ryttr at vinde Italiens næststørste etapeløb.

Læs også

Pogacar klar til at bryde Alpecins monumentstime

I løbet af de syv dage bliver rytterne testet på alle områder, men som i en grand tour er det primært klatreegenskaber og tidskørslerne, der vil forme det endelige klassement. Da vinden sjældent spiller en rolle i Italien, bør 3. og 6. etape ikke spille nogen rolle i kampen om den samlede sejr, og heller ikke 2. etape vil spille nogen videre rolle. Den sidste stigning er slet ikke hård nok til, at de bedste ryttere kan tage tid på hinanden, så det handler alene om at holde sig til og undgå huller i en hektisk finale.

Dermed er det klart, at det vil være. 1., 4., 5. og 7. etape, der vil afgøre løbet, og umiddelbart er det onsdag og lørdag, der fremstår som de vigtigste dage. På en 22,7 km lang holdtidskørsel kan man tabe en del tid, og selvom sidste års udgave viste, at der næppe vil være de store forskelle mellem de bedste hold, kan de svage hold tabe meget. Sidste år tabte en mand som Joaquim Rodriguez således 50 sekunder, Ag2r med Domenico Pozzovivo satte 50 sekunder til, og selv et godt hold som Movistar med Alejandro Valverde mistede 30 sekunder. I et løb, der som regel afgøres med relativt små marginer, er det ganske meget. Mellem klassementsrytterne på de bedste hold bliver der ikke store forskelle, men er man på et svagt hold, bliver det praktisk talt umuligt at vinde samlet.

Den allervigtigste etape er imidlertid kongeetapen. Monte Terminillo er et gedigent bjerg, specielt på denne tid af året, og som vi så for to år siden, kan der skabes store forskelle. Meget afhænger imidlertid af vinden. Sidst var der ganske hård modvind, og det var kun, fordi Nairo Quintana var suveræn, at der kunne vindes så meget tid. Faktisk sluttede de fleste af favoritterne i samme tid. I skrivende stund ser det imidlertid ud til, at der bliver medvind, og det skulle give klatrerne en god chance for at vinde tid. I det hele taget ser det ud til, at feltet i år får flot vejr bortset fra lidt regn mandag og tirsdag, og derfor bør der ikke være nogen risiko for endnu en aflysning af kongeetapen.

Etapen til Fermo er svær at vurdere, men umiddelbart er den ikke helt så svær som mange tidligere etaper i regionen. En mand som Vincenzo Nibali vil sikkert prøve at udnytte sine mere alsidige evner til at sætte rivalerne under pres, men vi tvivler på, at det kan lade sig gøre - specielt ikke da vejret bliver godt. Finalen er eksplosiv, og derfor kan der sagtens opstå huller, men tidsforskellene vil sandsynligvis kunne tælles i sekunder.

Endelig er der den sidste enkeltstart, der naturligvis også kommer til at spille en rolle. Historien viser imidlertid, at afstandene mellem klassementsrytterne er ganske små. Det er imidlertid muligt for store specialister som Tom Dumoulin og Rohan Dennis, der også kører klassement at vinde helt op til 40-50 sekunder på nogle af de mindre ryttere. Derfor er det en etape, hvor specialisterne kan vinde en del tid, men hvor forskellene mellem de fleste af rytterne vil være små.

Trods rutens meget alsidige design er det vanskeligt at komme uden om, at Nairo Quintana må være den store favorit. Colombianeren er i særklasse løbets bedste klatrer, og han har vist, at han kan gøre stor skade på Terminillo-stigningen. I Volta a la Comunitat Valenciana viste han sin høje klasse som klatrer og dokumenterede, at formen er helt i top, og han er topmotiveret til hans sidste løb, inden han tager til Colombia for at forberede sig til Giroen.

Quintana vandt ganske vist ikke Abu Dhabi Tour, men det skyldtes alene det taktiske spil på Jebel Hafeet-stigningen, der viste sig at være for let til Quintana. Monte Terminillo er meget sværere, og da der ovenikøbet vil være medvind, bør Quintana kunne tage en solosejr. Det største problem er igen, at Movistar ikke virker skræmmende i bjergene, men denne gang har han trods alt Andrey Amador og Daniel Moreno hos sig, og derfor bør vi undgå at se en gentagelse af det absurde scenarium fra Abu Dhabi, hvor en isoleret Quintana havde alle øjne rettet mod sig.

Quintana bør komme godt fra start på holdtidskørslen, hvor Movistar med Andrey Amador, Alex Dowsett, Nelson Oliveira og Jonathan Castroviejo har nogle store motorer, og de bør ikke være langt efter de forreste. Selvfølgelig vil Quintana tabe lidt tid på enkeltstarten, men det bør ikke være mange sekunder til de værste konkurrenter. Da han bør være suveræn på Terminillo, har vi således Quintana som den klare favorit til en samlet sejr.

Hans værste rival kunne meget vel blive Thibaut Pinot. Franskmanden blev sat tilbage med sin sygdom i Valencia, men da han slog Alberto Contador på kongeetapen i Ruta del Sol, viste han, at han er tilbage på sit topniveau. Sidste år var Pinot en af de allerbedste ryttere i ugelange etapeløb, og han var bl.a. på podiet i Romandiet, der minder meget om dette løb. Specielt Terminillo-etapen er god for Pinot, der på papiret vel er løbets næstbedste klatrer, og han er motiveret til et løb, der er hans store forårsmål.

Læs også

López modstod de mange angreb: I morgen bliver det bananas

I gamle dage ville man have afskrevet Pinot på grund af holdtidskørslen, men det er ikke længere tilfældet. FDJ har forbedret sig helt fantastisk, og blev sidste år en chokerende nummer 3 på 1. etape. I år møder de op med et meget stærkt hold med gode rouleurs, der ovenikøbet er blevet forstærket md Tobias Ludvigsson. Lægger man dertil, at Pinot blandt klassementsrytterne er en af de allerbedste enkeltstartsryttere, er det klart, at han er klar til at køre med om den samlede sejr. Kan FDJ slå Movistar på 1. etape, vil Pinot helt sikkert slå Quintana på sidstedagen, og så skal han ”bare” hænge på Quintana på Terminillo for at vinde samlet.

Tejay van Garderen fik en rigtig skidt start på sæsonen i Abu Dhabi Tour, hvor amerikaneren endte langt efter de forreste på grund af sygdom. Det stiller visse spørgsmålstegn ved hans niveau forud for løbet i Italien, men vi forventer, at van Garderen vil være tilbage på sit højeste niveau. Amerikaneren har tradition for at være meget stærk på denne tid af året, og forud for Abu Dhabi meldte han ud, at han følte sig meget stærk. Det har han siden gentaget, og i Italien finder han en rute, der passer ham fremragende.

Først og fremmest er BMC favoritter til at vinde holdtidskørslen, og det vil give van Garderen et solid forspring. Samtidig har han forbedret sin klatring voldsomt i de senere år, og selvom han havde et skidt år i 2016, viste han i starten af året, at han i dag er i stand til at følge de fleste. Terminillo er samtidig en meget regulær stigning, der burde passe ham som fod i hose. Hvis man endelig ihukommer, at van Garderen vil vinde tid på de fleste på den sidste enkeltstart, handler det altså bare om at begrænse tidstabet til Quintana på 4. etape, hvis han vil vinde samlet. Det er bestemt ikke umuligt for en mand, der altid kører stærkt i februar og marts.

BMC har imidlertid også et andet kort at spille. Vi glæder os meget til at se Rohan Dennis i aktion i dette løb. Australieren satser i år på at udvikle sig til grand tour-rytter, og det betyder, at han har tabt sig voldsomt. Tilsyneladende har det allerede givet pote, idet han klatrede helt fantastisk i Tour La Provence, hvor han klart var løbets stærkeste mand. Da BMC med stor sandsynlighed vinder tid på holdstidskørslen, og da Dennis er favorit til at vinde enkeltstarten, vil han have en solid buffer at tære på på kongeetapen, og det store spørgsmål er, om han nu klatrer nok til at klare den. Det er klart, at Terminillo er en voldsom udfordring sammenlignet med det, han var oppe mod i Provence, og feltet er også meget stærkere. Vi er imidlertid så imponerede over Dennis’ form, at vi bestemt ikke vil udelukke, at han kan vinde samlet.

Trek stiller til start med Bauke Mollema, der med den samlede sejr i San Juan samt den fine fjerdeplads i Abu Dhabi i den grad bygger videre på de fine takter, han viste sidste år. I Abu Dhabi bekræftede han igen, at formen er helt i top, og han bør være en af de allerbedste på 4. etape. For to år siden blev han nummer 2 på Terminillo, og siden da er han blevet en langt bedre klatrer. Mest interessant er det imidlertid, at han er blevet så god på enkeltstarterne, og sidste etape minder meget om enkeltstarten i San Juan, hvor han kørte overraskende godt. Hvis man dertil lægger, at Trek faktisk stiller man et ganske fint hold til holdtidskørslen, har han forudsætningerne for at gøre det godt. Desværre kommer han måske til at tabe lidt for meget tid på 1. etape, og derfor skal han køre offensivt på linjeløbsetaperne.

Som led i sin satsning på Giro d’Italia stiller Geraint Thomas denne gang til start i Tirreno-Adriatico. Han er traditionelt en af de allerstærkeste i Paris-Nice og plejer at være flyvende på denne tid af året. I år har han imidlertid ikke kørt siden Tour Down Under og har i stedet trænet i Sydafrika med Chris Froome, så ingen ved, hvor han står. Det vil imidlertid være en overraskelse, hvis han ikke er på et højt niveau. Normalt klatrer han ikke godt nok til at følge de allerbedste på Terminillo, men med sin nye satsning på etapeløbene kan vi forvente at se fremskridt, og stigningen passer ham under alle omstændigheder godt. Samtidig er han stærk på den sidste enkeltstart. Thomas’ store problem er, at Sky ikke stiller med det bedste hold til 1. etape, og det kan blive vanskeligt at hente den tabte tid i bjergene, hvor han må formodes at køre defensivt.

Vi glæder os meget til at se Primoz Roglic i dette løb. Sloveneren vandt i suveræn stil Volta ao Algarve, og det bringer ham i en god position til også at køre med om sejren her. 7. etape mindre meget om enkeltstarten i Algarve, hvor han blev en fantastisk nummer 3, og derfor kan han ventes at hente tid på stort set alle sine rivaler her. Samtidig stiller LottoNL-Jumbo med et meget stærkt hold til 1. etape, og dermed vil Roglic have en buffer til de fleste, som skal forsvares på 4. etape. Oprindeligt var han faktisk klatrer, men han har ikke rigtigt vist sig i de høje bjerge, siden han kom på WorldTouren. Han viste imidlertid klatreegenskaber i Algarve, hvor han kørte fremragende. Her er stigningen betydeligt hårdere, og det udestår stadig at se, hvordan han håndterer de høje bjerge, men hvis han stadig kører opad, som han gjorde, da han vandt Slovenien Rundt, er der ingen grund til, at han ikke kan køre med om sejren i Tirreno.

Tom Dumoulin har i både Abu Dhabi og Strade Bianche vist, at han er kommet til Europa i storform efter at have trænet i Sydafrika, og at hans fokus på klatring har båret frugt. Sammen med Dennis og Castroviejo er han samtidig favorit på enkeltstarten, og dermed har han umiddelbart gode kort på hånden. Selvom Terminillo passer ham godt, må han imidlertid formodes at tabe tid til de allerbedste på 4. etape. Samtidig har Sunweb ikke det allerbedste hold til holdtidskørslen, og selvom de helt sikkert vil forsvare sig fint, vil Dumoulin nok tabe for meget tid på 1. og 4. etape til, at han kan vinde samlet.

En af de ryttere, der har den største chance for at matche Quintana på 4. etape er Adam Yates. Briten viste fremragende form, da han vandt GP Industria, og derfor er han utvivlsomt klar til at køre efter sejren på kongeetapen. Yates’ store problem er naturligvis, at han kører en dårlig enkeltstart, og han vil tabe en del tid på 7. etape. Dertil kommer, at Orica-Scott ikke stiller med det bedste hold til holdstidskørslen, og her vil han også tabe tid til de bedste. Han ser ud til at have formen til at køre med om sejren i bjergene, men om det er nok til at vinde samlet er tvivlsomt.

Mikel Landa og Diego Rosa viste storform i Ruta del Sol, og vi formoder, at de er endnu skarpere i dette løb. Desværre ødelagde et styrt Rosas chancer i Strade Bianche, hvor vi ikke fik mulighed for at se hans form. Begge må imidlertid formodes at være blandt de bedste på 4. etape. Som sagt har Sky desværre ikke det bedste hold til 1. etape, og dertil skal lægges, at de begge taber tid på 7. etape. Det gør det vanskeligt for dem for alvor at tro på den samlede sejr.

Vincenzo Nibali er dobbelt vinder af dette løb, og han har ikke lagt skjul på, at han vil gøre sit bedste for at vinde igen. Desværre synes han ikke at være i sin bedste form. Han var bestemt ikke imponerende i Abu Dhabi, men den største skuffelse var nok, at han ikke kunne følge Yates og Rigoberto Uran i GP Industria. Han har forbedret sig på korte, flade enkeltstarter, hvor han nu kan vinde tid på de fleste, men Bahrain vil desværre tabe tid på holdstidskørslen. Vi tvivler på, at Nibali har formen til at vinde al den tid tilbage på 4. etape. På den anden side er Nibali en klasserytter, og hvis formen begynder at vise sig, er han en af de få, der faktisk kan matche Quintana i bjergene.

Det samme kan Fabio Aru, der i Oman og Abu Dhabi har vist, at han i år er i fremragende form. Desværre er der lidt for mange tidskørsler i dette løb til, at det er realistisk at tro på sejren. Sidste etape passer slet ikke Aru, som trods sine fremskridt i kampen mod uret, vil tabe tid. Dertil kommer, at Astana - selvom de egentlig har et fornuftigt hold - vil sætte tid til på 1. etape. Aru har helt sikkert formen til at køre med om sejren på 4. etape, men han taber for meget tid på tidskørslerne til at vinde samlet.

Michal Kwiatkowski har fundet årsagen til sine problemer i de seneste år. Det viste sig at være overtræning, og derfor er polakken nu tilbage på sporet. Det viste han med sine imponerende bedrift i Strade Bianche, og han er dermed i form til dette løb. Han vil vinde tid på enkeltstarten, men Terminillo er nok alligevel for svær en stigning til, at han kan følge de bedste. Dertil skal lægges, at Sky som sagt ikke stiller med det bedste hold til 1. etape, hvor han nok vil tabe lidt tid til flere af rivalerne.

Med sejren i Abu Dhabi viste Rui Costa igen, at han er i absolut topform. Desværre passer dette løb ham yderst dårligt. UAE har således et skidt hold til 1. etape, og Costa er heller ikke specielt stærk på en kort, flad enkeltstart. Hvis man dertil lægger, at han ikke er ren klatrer, og derfor er i forsvarsmode på 4. etape er det vanskeligt at forestille sig, at den ellers formstærke portugiser kan vinde samlet.

Simon Spilak var i 2015 en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, og efter et sygdomsramt 2016 er der indikation på, at han måske er på vej tilbage. Desværre er ruten her ikke god for ham. Han er fremragende på kuperede enkeltstarter, men han har det svært på korte, flade enkeltstarter som denne. Dertil kommer, at Katusha vil tabe for meget på 1. etape til, at han kan vinde samlet.

Endelig vil vi pege på Rigoberto Uran. Colombianeren viste i GP Industria, at han nærmer sig topformen frem mod klassikerne, der er hans store mål. Derfor har vi store forventninger til ham på 4. etape. Desværre er enkeltstarten, der tidligere var han styrke, nu pludselig hans helt store svaghed. Da Cannondale samtidig ikke kører de bedste holdtidskørslen, vil han tabe for meget på tidskørslerne til at være i spil til den samlede sejr.

***** Nairo Quintana

**** Thibaut Pinot, Tejay van Garderen

*** Rohan Dennis, Bauke Mollema, Geraint Thomas, Primoz Roglic, Tom Dumoulin

** Adam Yates, Mikel Landa, Diego Rosa, Vincenzo Nibali, Fabio Aru, Michal Kwiatkowski, Rigoberto Uran

* Rui Costa, Simon Spilak, Robert Gesink, Tim Wellens, Rafal Majka, Bob Jungels, Sebastien Reichenbach, Roman Kreuziger, Stephen Cummings, Michele Scarponi, Alexandre Geniez, Domenico Pozzovivo, Fabio Felline, Bart De Clercq

Danskerne

I år kører næsten alle danskerne Paris-Nice, og derfor er Søren Kragh Andersen ene om at repræsentere os i Tirreno-Adriatico. Kragh skal primært arbejde for Tom Dumoulin og køre spurter for Ramon Sinkeldam, men efter den flotte sejr i Oman må han være opsat på at se, hvad han kan gøre på 2. etape, der burde passe ham som fod i hose. Måske gør bakken i finalen, at han også kan få lov at spurte på 3. eller 6. etape, og han vil helt sikkert også køre efter en top 10 på den afsluttende enkeltstart.