Optakt: Tirreno-Adriatico

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO

Løbets rolle og historie

De fleste professionelle cykelryttere har allerede adskillige løbskilometer i benene og har draget fordel af de varme og solrige forhold i områder som Australien, Argentina, Mellemøsten, Algarve, Andalusien og den franske Cote d’Azur til at få skudt sæsonen i gang. Selvom en tidlig sejr naturligvis altid er velkommen, har det imidlertid hidtil hovedsageligt været et spørgsmål om opvarmning og forberedelse til større begivenheder senere på sæsonen.

Det ændredes for nylig, da den professionelle cykelscene startede den næste fase med afviklingen af den traditionsrige belgiske åbningsweekend. Selvom cykelfans over hele verden har nydt en mere globaliseret sport og de mange flotte løb først på sæsonen, har mange stadig den følelse, at det ikke for alvor er startet, før de bedste klassikerryttere har været henover de belgiske brosten for første gang.

Omloop Het Nieuwsblad indledte kalenderen af historiske løb i Europa. Fra nu af er løbene ikke længere blot træning i en afslappet atmosfære - nu er det tid til at opnå resultater. For klassikerrytterne blev det alvor forrige lørdag, mens det for etapeløbsrytterne som regel har været Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, der har været den første alvorlige test. Selvom Paris-Nice ikke er Tour de France, og Omloop Het Nieuwsblad ikke er Flandern Rundt, er det nu, det gælder!

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Paris-Nice og Tirreno-Adriatico har en mærkelig dobbeltrolle i kalenderen. På den ene side er de ofte det første store mål for de bedste etapeløvsryttere, der håber at sikre sig årets første store sejr i et af de meste prestigefulde løb på kalenderen. Samtidig er de en vigtig del af forberedelsen for klassikerrytterne, der drager fordel af en uge med solid WorldTour-konkurrence under hårde betingelser og i vanskeligt terræn. Det kan være vanskeligt at vælge, om man skal tage til Frankrig eller Italien, men ét af de to løb er en uundværlig del af enhver succesfuld klassikersæson - bare spørg Sky, hvis klassikertrup i 2013 havde meget lidt held med et eksperiment, hvor man droppede de to historiske etapeløb.

Tirreno-Adriatico blev første gang afviklet i 1966 og mangler derfor den samme lange historie som Paris-Nice, men det er ikke mærkeligt, at det har overvundet det faktum og hurtigt etableret sig som en vigtig begivenhed på kalenderen. Med kælenavnet Løbet Mellem De To Have følger det en rute mellem den Tyrrhenske kyst og Adriaterhavskysten og bringer derved rytterne gennem meget kuperet terræn i det italienske hovedland. Stigningerne i dette område er ikke nødvendigvis særligt lange, men deres kort, stejle natur og den konstant bølgede profil har gjort løbet til den perfekte forberedelse for formhungrende klassikerryttere. Hvis man dertil lægger de ofte gode vejrforhold, har man opskriften på en succes, der har været i stand til at konkurrere med Paris-Nices længere historie.

Løbet voksede hurtigt til en stor begivenhed, og allerede i den syvende udgave i 1972 startede klassikerlegenden Roger De Vlaeminck en helt enestående stime, der gav ham den samlede sejr seks år i træk. Selvom vinderlisten naturligvis domineres af italienere, har det altid været en begivenhed af international interesse, der har tiltrukket opmærksomhed fra de bedste klassikerryttere, hvoraf mange har vundet løbet mindst én gang.

Tirreno-Adriatico har ikke samme smukke symbolik som Paris-Nice, der signalerer forårets komme ved at rejse fra det kolde Nordfrankrig til den solrige Cote d’Azur, men for en rytter, der jagter topformen, er der ingen grund til at gennemleve de kolde, blæsende dage mod nord. Det bedre vejr har altid været et vigtigt trækplaster for det italienske løb, der har været i konstant kamp med den franske rival om at tiltrække det stærkeste felt.

Ofte har de to løb fordelt feltets stjerner fint mellem sig. Med sine enkeltstarter og længere stigninger har Paris-Nice haft bedre appel til de gode etapeløbsryttere, mens de kuperede ruter i det centrale Italien og de ofte meget lange etaper har gjort det italienske løb til det perfekte match for klassikerrytterne. I de senere år er løbet således blevet vundet af folk som Michele Bartoli, Davide Rebellin, Erik Dekker, Filippo Pozzato, Paolo Bettini, Oscar Freire, Fabian Cancellara og Greg Van Avermaet, mens grand tour-stjernerne har kæmpet om sejren i Frankrig. Som en konsekvens har Tirreno historisk vundet kampen om at være den bedste forberedelse til Milano-Sanremo, og det er ikke mærkeligt, at de fleste vindere er ankommet til Sanremo efter en solid præstation i Tirreno.

I de senere år er situationen imidlertid ændret. I stedet for at fortsætte appellen til klassikerrytterne har arrangørerne fra RCS Sport forsøgt at gøre løbet til en slags mini grand tour. De seneste udgaver har både haft en holdtidskørsel og en enkeltstart samt en stor bjergafslutning, og derfor har de gradvist tiltrukket flere og flere etapeløbsstjerner. Med bedre vejr og en rute tilpasset deres egenskaber har etapeløbsrytterne i stigende grad foretrukket at rejse til Italien.

Udviklingen nåede sit klimaks i 2014, da Paris-Nice-arrangørerne ASO eksperimenterede ved at sammensætte en rute helt uden lange stigninger og enkeltstarter. I stedet designede man, hvad man beskrev som otte små klassikere, og da Tirreno fortsatte med at fungere som en lille grand tour, var det ikke mærkeligt, at mange etapeløbsryttere skiftede mening efter rutepræsentationerne og i stedet rejste til Italien. På den anden side blev mange klassikerryttere inspireret af chancen for at vinde en etape eller to på vejen til Nice, og det fik dem til at ændre deres sædvanlige forberedelse.

Eksperimentet fejlede for ASO. Mens Alberto Contador og Nairo Quintana fik al opmærksomheden ved deres store slag i Italien, fik det franske løb slet ikke den sædvanlige plads i rampelyset. I et forsøg på igen at tiltrække de store etapeløbsstjerner er man i Frankrig siden vendt tilbage til et mere traditionelt format, og i de seneste par år har man endda designet en for løbet usædvanligt hård rute, der virkelig appellerer til etapeløbsrytterne. Siden da har grand tour-rytterne fordelt sig mere ligeligt mellem de to løb, men der er stadig ingen tvivl om, hvem der vundet kampen. Kun i 2017 havde Paris-Nice en lille renæssance, men der i dag ingen tvivl om, at Tirreno-Adriatico i dag sidder på flæsket.

Derfor kan det undre, at man ikke fortsætter succesen. I år har man imidlertid besluttet sig for at vende tilbage til rødderne og droppe den bjergfinale, der ellers har været et fast element siden 2012. I stedet returnerer man til et mere klassisk format, hvor løbet skal afgøres på de stejle mure i regionens klassikerterræn samt på de to tidskørsler, der fastholdes i hver sin ende af løbet. Det har dog kun i begrænset omfang skræmt etapeløbsstjernerne væk, for med folk som Tom Dumoulim, Primoz Roglic, Geraint Thomas, Wout Poels, Adam Yates, Thibaut Pinot, Michael Woods, Davide Formolo, Rafal Majka, Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang i feltet, er der overraskende mange klassiske etapeløbsfolk, der vil være at finde på en rute, der ellers kun appellerer til de mest tempostærke af dem.

På samme tid vinder Paris-Nice frem som foretrukken forberedelse til Milano-Sanremo. Af de seneste otte vindere er de fem kommet fra Frankrig, herunder vinderne i 2014, 2015 og 2016. For nogle år siden var stort set alle ikke-franske topsprintere samlet i Italien, men i de senere synes Paris-Nice at have vundet kampen om fleste af de hurtige folk. Det ændrer dog ikke på, at folk som Peter Sagan, Giacomo Nizzolo, Fernando Gaviria, Elia Viviani, Phil Bauhaus, Nacer Bouhanni og Sacha Modolo vil være klar til at slås om sejren på de flade etaper, mens klassikerstjerner som Greg Van Avermaet, Gianni Moscon, Julian Alaphilippe, Diego Ulissi, Alexey Lutsenko, Matej Mohoric, Jasper Stuyven, Sep Vanmarcke, Zdenek Stybar, Tim Wellens og Tiesj Benoot vil forberede sig til de store endagsløb over den kommende uge i Italien, og mange af dem vil endda også kunne køre klassement på årets meget specielle rute.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Sidste års udgave af løbet endte dramatisk for Geraint Thomas, der havde stensikker kurs mod en sikker sejr, da han overtog førertrøjen efter den kuperede 3. etape. Han fik imidlertid defekt i finalen af kongeetapen, men heldigvis for Sky stod Michal Kwiatkowski klar til at tage over. Polakken overtog førertrøjen, som han let forsvarede over de følgende tre etaper og dermed sejrede med 24 sekunder ned til Damiano Caruso og 32 sekunder ned til en skuffet Thomas. Lidt overraskende har Kwiatkowski fravalgt årets løb til fordel for Paris-Nice, selvom ruten passer ham perfekt, og dermed er døren i stedet åben for Thomas, der fører et stærkt Sky-hold an. Også Caruso er med igen, men han får uden BMC-holdets styrke på holdløbet svært ved at gentage sidste års succes.

Ruten

Som nævnt har arrangørerne fra RCS Sport ændret formatet for deres løb. Hvor det tidligere bestod af en række sprinteretaper, et par kuperede etaper og muligvis en enkeltstart, har det siden 2012 været en slags miniudgave af en grand tour. De sidste syv udgaver er alle startet med en holdstidskørsel på Den Tyrrhenske kyst og er sluttet med en kort, flad enkeltstart i San Benedetto del Tronto på Adriaterhavskysten en uge senere (selvom man i sidste øjeblik måtte ændre første etape til en prolog i 2015), og derimellem har der været to klassiske Tirreno-etaper med kuperet terræn præget af korte, stejle stigninger samt to dage for sprinterne. Den helt afgørende forandring er imidlertid, at der hvert år siden 2012 har været en decideret bjergafslutning - som ganske vist måtte aflyses i 2016 - og derfor er løbet blevet en sag for grand tour-specialister,

Den model afviger man imidlertid fra i 2019, hvor man vender tilbage til en rute, der minder meget mere om det, vi kender fra gamle dage, hvor det ofte blev vundet af klassikerspecialister. For første hang siden 2011 er der nemlig ikke programsat en stor bjergfinale, og i stedet er det Appenninernes mange stejle mure, der over to svære dage i weekenden vil være de mest krævende udfordringer. Her skal gearingen på de ofte tocifrede procenter være rigtig, men da der er tale om korte ramper, er det terræn for eksplosive klassikerspecialister og ikke for klassiske klatrere.

Alt er dog ikke ved det gamle. Hvor det i tiden før 2012 hørte til sjældenhederne, at man havde tidskørsler i løbet, fastholder man modellen med et indledende holdløb og den klassiske afsluttende tonserenkeltstart i San Benedetto del Tronto. I fraværet af en rigtig bjergetape vil de endda blive endnu vigtigere end tidligere, og dermed er det et løb for folk, der kan begå sig i meget stejlt klassikerterræn, køre enkeltart og er bakket op af et godt hold til 1. etape.

Det er da også kun det forhold, at kongeetapen er erstattet af en ekstra ”mur-etape”, som er forandret. Udover tidskørslerne fastholder man derudover en model med to sprinteretaper, hvoraf den første komme inden weekenden, denne gang på 3. etape, og den anden på næstsidste sag. Derudover er der i tillæg til de to vanskeligste etaper i weekenden en rigtig puncheurfinale for Sagan-typerne allerede torsdag, hvor man vender tilbage til målet i Pomarance, som allerede blev besøgt i 2016 og 2017. Den bør dog ikke spille en rolle i kampen om den samlede sejr, som skal afgøres på tidskørslerne og i weekenden, hvor begge etaper med deres knaldhårde afslutninger har potentiale til at skabe kaos, men hvor særligt den meget stejle mur på søndagens 5. etape kan være et godt afsæt til at vinde tid for de folk, der elsker de allerhøjeste procenter.

1. etape

I de senere år har arrangørerne introduceret en tradition, der består i at starte løbet med en holdtidskørsel, og det har man ikke ændret i 2019. Det er således ottende år i træk, at man har haft planer om at lade en kollektiv kamp mod uret starte begivenhederne, men i 2015 måtte man grundet dårligt vejr i sidste øjeblik ændre etapen til en kort prolog. Som kompensation valgte man at åbne både 2016- og en 2017-udgaven af løbet med en tro kopi af den aflyste etape, og det er en let modificeret og forkortet udgave af samme rute, der vil blive benyttet til at skyde festen i gang i år.

I 2012, 2013 og 2014 blev holdtidskørslen afviklet mellem byerne San Vincenzo og Donoratico på den Tyrrhenske kyst, men nu er etapen blevet flyttet til den nærliggende ferieby, Lido di Camaiore. Distancen er varieret en anelse fra år til år, idet etapen har været mellem 16,9 og 18,5 km lang, men efter at man er flyttet til nye omgivelser forlængede man distancen til 22,7 km i 2016 og 2017. Sidste år skar man imidlertid et lille stykke af ruten, og derfor blev distancen reduceret til 21,5 km, og det format fastholdes i dette års genbrug af 2018-udgaven af etapen.

Den gamle rute fra tiden før 2015 var ikke teknisk og for det meste flad, men der var en lille stigning undervejs. På den nye rute er der imidlertid ingen grund til at finde klatrebenene frem, idet arrangørerne har sammensat en meget enkel rute i Lido di Camaiore. Fra staten følger man den flade kystvej i nordvestlig retning i 9,5 km, inden et skarpt højresving leder ind i byen. Der følger yderligere tre skarpe sving umiddelbart efter, inden man atter rammer kystvejen i forbindelse med en venstresving, hvor mellemtiden tages efter 10,7 km. De sidste 10,8 km består af den lange tur tilbage til start- og målområdet, denne gang i den modsatte retning. Etapen er helt flad, idet man befinder sig mellem 2 og 3 meter over havets overflade hele vejen. I forhold til 2016 og 2017 er eneste ændring, at den lille sløjfe i forbindelse med vendepunktet er gjort mindre.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

Etapen byder på i alt blot 11 højdemeter.

Da der stort set ingen højdeforskelle er, men til gengæld mange lange, lige veje, hvor de store specialister kan åbne for gassen, er det en etape for de virkeligt kraftfulde ryttere. Den gamle rute var tilsvarende simpel, men der var i det mindste en lille bakke og lidt flere tekniske udfordringer, der kunne skabe lidt variation. Den nye etape kunne ikke være enklere, og den vil blive vundet af det hold, der har mest power og de største maskiner.

I lyset af den flade, ikke-tekniske natur af den gamle rute er det ikke overraskende, at Orica-GreenEDGE og Omega Pharma-QuickStep, der hører til blandt de største specialister i disciplinen, vandt holdtidskørslen i de første tre år. Belgierne var således hurtigst i 2013 og 2014, men australierne vandt i 2012. I de to første år spillede vinden imidlertid en afgørende rolle og gav ganske ulige vilkår for de forskellige hold. Det kan ske igen i år, hvor vinden fra havet kan påvirke udfaldet af en etape, der giver en spektakulær og flot åbning i en festival af kraft og fart. Det var i hvert fald tilfældet i både 2018, 2017 og 2016, hvor BMC levede op til favoritværdigheden på den nye rute ved at slå først Quick-Step med hhv. 17 og 2 sekunder og overraskelsen FDJ med hhv. 9 og 22 sekunder og sidste år Mtchelton-Scott og Sky med hhv. 4 og 10 sekunder. I alt sluttede hele 16 hold inden for et minut af vindertiden i 2018, hvilket viser, at forskellene kan forventes at være små på en så hurtig rute.

Lido di Camaiore var også rammen om den hastigt arrangerede prolog i 2015, hvor Adriano Malori slog Fabian Cancellara. Byen er samtidig rammen om det italienske endagsløb GP Camaiore, der sidst blev vundet af Diego Ulissi i 2014, men nu er forsvundet fra kalenderen. I 2007 var man vært for en Giro-etape, hvor Danilo Napolitano vandt en massespurt, mens Rik Verbrugghe i 2002-udgaven af Giroen tog en udbrudssejr i byen.

2. etape

Den første linjeløbsetape har traditionelt været en sag for sprinterne, men den tradition blev ændret i 2016 og 2017, hvor man i stedet gav klassikerrytterne en chance på en kuperet rute i Pomarance. Sidste år vendte man tilbage til traditionen, men i år er Pomarance-etapen tilbage efter blot et enkelt års fravær - måske meget passende i et år, hvor det er klassikerrytternes rute. Selvom afslutningen næppe er hård nok til skabe forskydninger mellem favoritterne, er der lagt op til en medrivende og svært kontrollerbar finale, der sagtens kan skabe overraskelser, som vi har set det med de tidligere sejre til Zdenek Stybar og Geraint Thomas, der begge har kunnet snyde storfavoritten Peter Sagan.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Etapen er med sine 195 km kortere end i 2016 og 2017, men fører igen feltet fra Camaiore til Pomarance og består i alt væsentligt af en tur ned langs den Tyrrhenske kyst. Fra starten i kystbyen kører man mod yd op ad en lille bakke, der over 4,8 km stiger med 3,5%- Derfra kører man via en lidt teknisk nedkørsel ned til den flade kystvej, der leder videre ned mod syd langs vandet. Undervejs passerer storbyen Pisa, indne man når til Livorno, hvor man drejer mod øst for siden igen at køre mod syd langs den flade kyst.

Godt midtvejs ændrer etapen karakter, når man forlader vandet for at køre mod nordøst og siden mod syd for at tage hul på den første kategoriserede stigning, Castellina Marittima (5,3 km, 3,6%, max. 10%), der har top efter 98,6 km. Herfra går det mod syd tilbage mod fladlandet, hvorefter det igen flader ud, mens man kører mod sydøst parallelt med vandet frem til den første spurt, der kommer efter 138,8 km.

Etapens finale indledes herefter, når man endegyldigt forlader vandet for at kører mod øst op ad den næste stigning, Serrazzano (13,5 km, 3,0%, max. 10%), der har top efter 148,0 km. Den leder op til et plateau som følges mod øst og nord frem til den anden spurt, der kommer efter 158,4 km. Derfra falder det let ned mod Pomarance, hvor man kravler op til målstregen, der efter 166,9 km krydses fra den forkerte side.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 28,1 km lang rundstrækning, der kan inddeles i en let og en svær del. Først går det igennem let faldende terræn mod nordvest ned til Saline di Volterra, hvor man drejer mod vest og siden sydøst for at køre igennem fladt terræn. Kort efter rammer man dagens sidste udfordring, nemlig målbakken, der over 8,3 km stiger med 3,7% i gennemsnit. Den er yderst irregulær med en indledende del på 4,5%, der indledes med en 16%-rampe i bunden. Med 3,3 km igen flader det ud, inden de sidste 2 km stiger med 4,7%. I finalen følges en lang, let snoet, 7 m bred vej uden væsentlige tekniske udfordringer over de sidste 5 km.

Etapen byder på i alt 2117 højdemeter.

Vi kender nu Pomarance-etapen fra tidligere, selvom afslutningen er anderledes end i 2016, hvor man kørte et meget teknisk fladt stykke inde i selve byen. Finalen er imidlertid helt den samme som i 2017, og vi har set, at det kan være ganske svært at kontrollere afslutningen. Selve stigningen er alt for let til at give anledning til et klassementsslag, men selvom det begge gange har ligget til Peter Sagans højreben at spurte sig til sejr, er det ikke lykkedes at holde det samlet. Først kiksede det på grund af Stybar i 2016, og i 2017 var det Thomas og Tom Dumoulin, der sneg sig væk. Selvom sandsynligheden taler for et opgør mellem de bedste puncheurs på den bløde bakke op mod mål, kan man altså ikke afvise, at manglen på kontrol kan gøre det muligt for en snu rytter at snige sig væk til sidst.

Pomarance var som sagt første gang målby for et stort cykelløb i 2016, hvor Zdenek Stybar i den tekniske finale sneg sig væk og sejrede med 1 sekund ned til en gruppe, hvis spurt blev vundet af Peter Sagan foran Edvald Boasson Hagen. Da årets afslutning første gang blev benyttet i 2017, var det Geraint Thomas, der kørte alene hjem med 9 sekunder ned til Tom Dumoulin, der med et sent angreb akkurat holdt Sagan og resten af feltet bag sig.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

3. etape

Som sagt har det været normen, at løbet har budt på en sprinteretape allerede på andendagen, men ligesom i 2016 og 2017 må sprinterne i år vente til tredje etape, inden de får chancen for at vise sig frem. Det kan de til gengæld også regne med at gøre på en ukompliceret fredag, der måske nok byder på en temmelig kuperet første halvdel, men som med en helt flad sidste tredjedel lægger op til et brag af en sprintertest inden lørdagens Milano-Sanremo.

Med sine 225,0 km er etapen som så ofte i Tirreno en lang sag, der skal forberede rytterne til årets første store klassiker i Sanremo en uges tid senere, og den fører feltet fra Pomarance til Foligno. Startbyen er den samme som torsdagens målby og ligger i det kuperede terræn omkring Siena, som også kendes fra Strade BIanche, og derfor er indledningen hård. Etapen indleder rejsen mod Adriaterhavet, og derfor køres mod øst og sydøst næsten hele dagen. Der lægges ud med en svær start, hvor man kører mod sydøst op over flere mindre bakker, herunder 2 km med 6,8% og top efter 10,8 km og 2,1 km med 6,6% med top efter 24,3 km. Derefter venter bakken op til spurten i Montalcino, der kommer efter 45,2 km, og derefter venter 3,7 km med 5%, inden man efter 53,6 km rammer en lille nedkørsel. Først her kommer dagens første kategoriserede stigning, Passo del Rospatoio (5,8 km, 5,1%, max. 10%), der har top efter 66,2 km.

Herefter bliver det betydeligt lettere, når man via et let faldende stykke fortsætter mod sydvest og kun udfordres af en 1,6 km lang bakke (6%) med top efter 94,4 km og en 3,2 km lang stigning (5%) med top efter 102,5 km. Kort efter rammer man dagens sidste kategoriserede bakke, La Foce (5,4 km, 4,4%, max. 10%), hvis top imidlertid kommer efter 121,7 km med hele 103,3 km til mål. Herfra falder det mod øst ned til den sidste spurt, der er placeret efter 140,4 km og markerer starten på den flade finale. Herfra kører man nemlig mod sydøst, nordøst og igen sydøst igennem fladlandet frem mod målbyen, og de eneste småudfordringer er 1 km med 5,4% og top efter 155,5 km samt 1 km med 4,5% og top efter 185,0 km. Den lange, ukomplicerede vej afsluttes imidlertid med en teknisk finale over de sidste 2500 m, hvor der er skarpe sving med 2300, 2100, 1100 og 1000 m igen, inden den 7 m brede vej buer let med hhv. 500 og 160 m igen. De sidste 5 km er stort set helt flade.

Etapen byder på i alt 2873 højdemeter.

Antallet af højdemeter siger alt om, at der er tale om alt andet end en fredsommelig etape, men alle udfordringerne venter i den tidlige del. Derfor synes det uundgåeligt, at det hele vil ende i en massespurt blandt feltets mange topsprintere, men det vil helt sikkert være nogle mærkede folk, der skal spurte efter 225 km og næsten 3000 højdemeter. De udfordres endda af en teknisk vanskelig finale, og derfor er det ikke nødvendigvis hurtigste mand, der vinder det første af de to ventede sprinteropgør.

Foligno blev senest besøgt i 2016, hvor en snu Stephen Cummings i en betydeligt vanskeligere finale vandt spurten i en gruppe, der var kørt væk til sidst, og i 2003, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt. Giroen var forbi i 2016, hvor André Greipel slog Giacomo Nizzolo og Sacha Modolo i en massespurt, og i 2014, hvor Nacer Bouhanni var hurtigere end Nizzolo og Luka Mezgec.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

4. etape

Det er blevet en tradition, at løbets to sværeste etaper kommer i weekenden, hvor der som regel har været både en bjergafslutning og en ”mur-etape” med mange af de stejle ramper, der kendetegner regionen tæt på Adriaterhavet. I årets klassikerversion har man imidlertid droppet bjergfinalen, og i stedet venter der to af de klassikeretaper, der altid har været Tirreno-Adriaticos DNA. Den første af disse byder på en tricky afslutning med en af disse klassiske mure på en vanskelig rundstrækning, inden det lynhurtigt går ned til en flad finale i Fossombrone, hvor vi vil få en bedre ide om, hvem der kan vinde årets udgave af det italienske løb.

Med en distance på 221,0 km er der igen tale om en helt lille klassiker, der har som formål at bringe feltet fra fredagens mål i Foligno det sidste stykke ud mod Adriaterhavet, hvor der sluttes i bakkerne omkring målbyen Fossombrone, der er placeret bare få kilometer fra vandet. Som vi så på 3. etape ligger Foligno i fladlandet, og de første 60 km er kun ganske let stigende, mens man bevæger sig mod nord. Herefter begynder det i stedet at falde let over yderligere 60 km, mens man kører videre mod nord, hvor eneste lille udfordring er en bakke (4,5 km, 4%), der har top efter 93,2 km. Herfra går det mod øst frem til målbyen, der passeres efter 110 km, dog uden at man passerer mål.

Det markerer starten på etapens anden del. Nu går det nemlig mod øst frem til en 1,7 km lange bakke, der stiger med 6,7% frem til km 122,3, inden man snor sig mod nord og øst frem til dagens første kategoriserede stigning, Villa del Monte (2,0 km, 8,8%, max. 19%), der bestiges fra nord og har top efter 128,7 km. Herefter bliver det igen lettere, mans man snor sig i en generelt østlig retningog siden nord og nordvest igennem relativt fladt terræn, der indledes med 1,9 km lang bakke (7,4%). Herefter venter en 2,1 km lang stigning (62%), der fører på til den første spurt efter 163,0 km, men det forsætter med at stige i yderligere et stykke, inden en nedkørsel fører mod sydvest og sydøst. Herefter stiger det igen, mens man kører mod nordvest op ad en 3,7 km lang bakke (4,1%), hvis top rundes efter 176,1 km og leder næsten direkte inde på den kategoriserede Monteguiduccio (12,7 km, 2,5%, max. 19%), der mod slutningen byder på en km med mere end 10% bare 1500 m fra toppen, der kommer efter 186,3 km. Herfra falder det, mens man kører mod sydøst og sydvest ned til Fossombrone, hvor målstregen krydses i forbindelse med den sidste spurt efter 202,6 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en blot 9,2 km lang rundstrækning. Den første del er flad og fører mod vest og syd ud af byen, indtil man rammer Muren Cappuccini, der over 2,8 km stiger med 7,9% i gennemsnit, men slutter med 1500 m med 10,6% i snit og et maksimum på hele 19%. Toppen rundes med 5,6 km igen, der indledes med 4 km nedkørsel, som indledes let, men slutter med flere hårnålesving, når man drejer mod nord for igen at køre ned mod Fossombrone. Det sidste af disse kommer med 1600 m igen, hvorefter det flader ud, og herfra er der blot et sidste sving med 700 m igen. Den sidste kilometer stiger let med 1,7% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 3350 højdemeter.

Finalen er så klassisk Tirreno-Adriatico, som noget kan være. En brutal mur med tocifrede procenter efterfølges af en teknisk nedkørsel, og dermed er der lagt op til en uforudsigelig og eksplosiv finale mellem de eksplosive klatrere, der trives på de stejleste af de stejle procenter. Det er en af de få chancer for faktisk at vinde tid, og derfor kan vi vente os et slag mellem de bedste. Det er bestemt ikke umuligt, at en enlig rytter kan køre hjem, men det kan dog også sagtens ende i en spurt blandt en håndfuld af de bedste - og hvorfor skulle man ikke også med et smart angribe kunne snige sig væk på de sidste 1600 flade meter? I hvert fald er det her, vi får de første klare svar på, hvem der kan vinde samlet.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

Fossombrone har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

5. etape

Årets Tirreno-Adriatico byder ikke på en bjergfinale, men der er dog alligevel en væsentlig afslutning på en stigning. Den kommer på søndagens etape, hvor der venter en af de eksplosive afslutninger på en mur, som altid har været Tirreno-Adriaticos varemærke. Selvom det flader ud til sidst, vil ardennerspecialisterne elske afslutningen i Recanati, hvor de ikke kan vinde minutter, men hvor de skal forsøge at udnytte den sidste chance for med deres punch at stjæle lidt tid inden tirsdagens afsluttende enkeltstart. Den kommer som del af en finale, der byder på et hav af disse berømte mure og stort set intet fladt terræn, og dermed er der lagt op til et brag et slag i noget af det bedste cykelterræn, Italien kan byde på.

Etapen er med sin 180,0 km lidt kortere end de to foregående og fører feltet fra Colli al Metauro til Recanati. Startbyen er placeret bare få kilometer vest for Adriaterhavet, og fra start kører man mod sydøst og nordøst helt ud til kystvejen, først via en lille bakke og derefter let kuperet terræn, der afsluttes med en nedkørsel. Efter 34,4 km når man vandet, og herfra går det mod sydøst lang den helt flade kyst, indtil man kort før Ancona kører væk fra havet for at fortsætte mod sydøst forbi forplejningen.

Kort efter frokosten indledes finalen, når man drejer skarpt mod vest for at køre op ad en lille bakke, der leder frem til den første spurt, som kommer efter 97,4 km. Herefter venter en 3 km lang bakke (5,3%), der leder mod sydvest, inden en nedkørsel leder ind på den afsluttende rundstrækning, hvor man tager de sidste hårnålesving mod nord og derfra kører mod vest frem til dagens vigtigste stigning, Porta d’Osimo (3,6 km, 7,5%, max. 19%), der leder direkte op til målstregen, som krydses for første gang efter 111,6 km.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Etapen afsluttes nu med tre omgange på de 22,8 km lange rundstrækning. Den indledes med et langt let faldende stykke, der fører mod syd og sydøst ned til det sydligste punkt. Her drejer man mod nord for at lør op af den ikke-kategoriserede Muro di Pietro, der blot stiger med 6,8% i snit over 3 km, men når 20% over de sidste 200 m. Toppen rundes med 10,3 km igen, hvorefter det hovedsageligt er let faldende, mens fortsætter mod nord og nordvest i en fase, der til slut bliver mere teknisk. Med 3,6 km igen rammer man så igen Porta d’Osimo (3,6 km, 7,5%, max. 19%), der over de første 1800 m stiger med 10,9% i snit (herunder 1300 m med hele 14%) og når 19% undervejs, inden det flader ud med 3,3% over de sidste 1800 m. Her bliver det ganske teknisk med et sving på 180 grader lige inden den røde flamme, hvorefter der venter yderligere to 90-graderssving med hhv. 900 og 500 m igen, inden vejen bøjer ind på den 300 m lange, 5,5 m brede opløbsstrækning. Der er bjergpoint på spil ved alle passager af mål og tillige en sidste indlagte spurt ved anden af de fire passager.

Etapen byder på i alt 2902 højdemeter.

Man skal bestemt ikke undervurdere den sidste stigning, der med 1400 m med 14% er værre end selv Mur de Huy, og derfor vil det bestemt være muligt for de eksplosive ”murspecialister” her at gøre en forskel, ikke mindst fordi bakken skal forceres ikke færre end fire gange. I det hele taget er der ikke meget fladt terræn at gøre godt med, og da mange vil have en interesse i at gøre det knaldhårdt og vinde tid inden enkeltstarten, kan det blive ganske selektivt og svært at kontrollere. I sidste ende vil der næppe være mange, der skal afgøre det på sidste tur op ad muren, hvor de mest eksplosive skal forsøge at gøre arbejdet færdigt og vinde de sidste vigtige sekunder inden tirsdagens afgørende slag langs kysten.

Recanati blev senest besøgt i 2008, hvor Fabian Cancellara slog David Zabriskie og Thomas Löfkvist på en 26 km lang og ganske kuperet enkeltstart, hvorved han grundlagde sin samlede sejr i løbet.

6. etape

Efter den brutale 2013-udgave af løbet besluttede arrangørerne at give sprinterne et mål i den anden halvdel af løbet ved at lægge en relativt flad etape ind på næstsidste dag. Den model har man fastholdt lige siden, og igen i år har man givet sprinterne et ekstra incitament til at grave dybt på stigningerne i weekenden. Tendensen har dog været, at man har gjort den første del af etapen relativt hård, og det forhindrede i både 2015 og 2016 de rene sprintere i at komme til fadet. Den model har man fastholdt i år, hvor en ganske kuperet indledning måske kan bringe de hurtige folk i vanskeligheder inden den helt flade afslutning tæt på Adriaterhavskysten.

Læs også

Astana med Cort til Belgium Tour

Etapen er med sine 195,0 km endnu en relativt lang sag, der fører feltet fra Matelica til Jesi. Startbyen ligger i det kuperede område i Appenninerne, og der lægges derfor hårdt ud ved, at man kører mod nord og sydøst for at kaste sig ud i en hård indledende stigning, der har top efter 12,8 km. Herfra falder det imidlertid let, mens man fortsætter mod sydøst og øst, indtil man drejer mod nord for at bestige dagens eneste kategoriserede stigning Valico di Pietra Rossa (9,6 km, 3,9%, max. 9%), der har top efter 52,9 km. Herfra går det mod vest via en teknisk nedkørsel, inden man kører mod nord via en hård bakke, der efterfølges af en længere nedkørsel afbrudt af to korte bakker. I forbindelse med forplejningszonen kører man mod nordvest via et længere let stigende stykke, inden man efter 100,7 km afslutter den sværeste del.

Herfra begynder det nemlig at galde let mens man kører ud mod havet mod nordøst, inden man kortvarigt kører mod syd for at tackle en lille bakke, inden det går mod øst og nordøst gennem fladt terræn frem til den første spurt, der kommer efter 137,6 km. Herfra går det videre gennem fladlandet mod øst og sydvest, indtil man når målbyen, hvor målstregen krydses for første gang efter 157,1 km.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 12,6 km lange runde, der er stor set helt flad. Fra start er der et par sving, mens man kører mod sydvest ud af byen, men derefter bliver det ukompliceret, når man kører videre mod sydvest og siden syd, nordøst og til slut nordvest. Der er skarpe sving med 3,5 og 2,2 km igen, inden man til slut ved den røde flamme drejer ind på den hele 8,5 m brede opløbsstrækning, der stiger let med 2,1%.

Etapen byder på i alt 2257 højdemeter.

Dette er sidste chance for sprinterne til at teste benene forud for Milano-Sanremo, men historien viser, at det ikke altid er helt enkelt på denne sidste linjeløbsetape. Som altid er der nemlig flere bakker undervejs, og vi så i 2015, hvordan det lykkedes Tinkoff med en voldsom forcering på en grim regnvejrsdag at komme af med mange af de rene sprintere, inden Peter Sagan vandt spurten for det russiske hold. Denne gang kommer stigningerne endnu tidligere, og det bør derfor ende med en massespurt, men en aggressiv indledning, hvor mange gerne vil finpudse formen inden lørdagens klassiker, kan betyde, at det bliver nogle halvtrætte sprintere, der skal slås om sejren i den ukomplicerede finale i Jesi, hvor der på den lange, lige, brede og let stigende opløbsstrækning er lagt op til en perfekt finale for de rigtige powersprintere.

Jesi har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

7. etape

I første del af dette århundrede sluttede Tirreno-Adriatico altid med et fladt rundstrækningsløb i kystbyen San Benedetto del Tronto ved Adriaterhavet, mens de enkeltstartskilometer, der måtte være, kom tidligere i løbet. Det format blev ændret efter 2010-udgaven, hvor Edvald Boasson Hagen blev den foreløbig sidste sprinter til at vinde i kystbyen.

De seneste otte udgaver af løbet er alle endt med en stort set identisk enkeltstart på den velkendte ud-og-hjem-rute langs Adriaterhavert i San Benedetto Del Tronto, og det vil igen være tilfældet i 2019. Dette års 10,05 km lange etape er en tro kopi af den, der er blevet benyttet siden 2015 er fuldstændig flad og stort set uden tekniske udfordringer.

Rytterne starter ved havnefronten og tager hurtigt efter starten et venstresving ind på kystvejen. Herfra er det helt simpelt. Første del består af en tur med syd ned ad kystvejen, indtil man når et vendepunkt kort før 5 km-mærket. Undervejs passerer man mellemtiden, der tages efter 4,4 km. Rytterne foretager derefter en U-vending, og nu går det lige ud ad kystvejen hele vejen tilbage til mål med kun et ganske let sving undervejs. De sidste 3 km foregår ad lange, brede, flade veje. 2500 m fra stregen er der en blød dobbeltkurve, og derefter er det en lang, lige, 8 m bred vej til mål.

Etapen byder på i alt bare 8 højdemeter.

På grund af den korte distance er afstandene typisk ganske små mellem klassementsrytterne, og med undtagelse af 2016-udgaven, hvor aflysningen af kongeetapen betød, at det blev en kamp om sekunder, har etapen sjældent spillet den store rolle i kampen om den samlede sejr. Årets rute byder imidlertid ikke på en bjergafslutning, og derfor ventes forskellene at være mindre, hvilket kan gøre den afsluttende etape i det syv dage lange løb ganske afgørende, som den eksempelvis gjorde det i den spændende dyst mellem Vincenzo Nibali, Roman Kreuziger og Chris Horner i 2012. Etapesejren vil som altid blive udkæmpet i en kamp mellem de helt store specialister og de store motorer, der kan benytte deres enorme kraft til at træde store gear og nå høje hastigheder på de lige, flade veje på en af året mest ikoniske specalistruter.

I det lys er det ingen overraskelse, at Fabian Cancellara vandt de to første udgaver i 2011 og 2012, inden han blev slået af Tony Martin, Adriano Malori og Andrey Amador i 2013. I 2014 tog Malori den største sejr i sin karriere ved at slå giganterne Cancellara, Bradley Wiggins og Martin. I 2015 var Cancellara tilbage på toppen, da han fik revanche over Malori, som havde slået schweizeren på prologen. I 2016 var Cancellara helt suveræn, da han slog Johan Le Bon med hele 13 sekunder, mens Martin var yderligere 2 sekunder efter på tredjepladsen. Hans tid på 11.08 er fortsatrekord. Den kunne Rohan Dennis ikke slå i 2017, hvor han i tiden 11.18 besejrede Jos Van Emden og Michael Hepburn med bare 3 sekunder, eller i 2018, hvor han vandt i 11.14 med 4 sekunder ned til Van Emden og 8 sekunder ned Jonathan Castroviejo.

Læs også

Rogers bekræfter karrierestop i 2016

Favoritterne

Nu troede vi lige, at vi havde lært Tirreno-Adriatico at kende! Syv år med et næsten identisk format havde givet en genkendelighed og belært os om, at det næststørste italienske etapeløb ikke længere er for klassikerryttere, men nu for de alsidige grand tour-specialister, der både kan køre enkeltstart og i bjerg. Alle de erfaringer kastes imidlertid nu op i luften med den nye rute, der i fraværet af en decideret bjergafslutning bliver langt mere uforudsigelig end tidligere.

Det skyldes naturligvis, at bjergetaper ofte er ret lette at læse. Det er langt vanskeligere med de ”mur-etaper”, som venter i weekenden, og som i år er de eneste chancer for klatrestærke folk til at gøre en forskel. Ganske vist er det den slags etaper, der er selve Tirreno-Adriaticos DNA, hvorfor der også er tale om en tilbagevenden til et mere klassisk format, men da finalerne varierer fra gang til gang, er det altid meget vanskeligt præcis at vide, hvad man skal forvente af etaper som disse.

Siden ruten blev annonceret, har der været almindelig enighed om, at det denne gang nok kunne blive et løb for tempostærke klassikertyper, og mange har sågar talt om, at folk som Greg Van Avermaet og Peter Sagan i terræn som dette vil kunne gøre sig gældende, ikke mindst fordi de vil kunne score en del bonussekunder. Når man får gravet sig ned i detaljerne, bliver det imidlertid tydeligt, at løbet slet ikke er så let, som de første rygter gik på. Selvom der mangler en bjergfinale, hvor klatrerne kan vinde minutter, synes begge weekendetaper at have potentiale til at gøre forskelle, og såvel det samlede antal højdemeter, der i begge tilfælde er koncentreret i nogle meget hektiske finaler, samt ikke mindst de ekstremt stejle procenter på stigninger, der trods alt ikke er ultrakorte, gør, at løbet alligevel vil være ganske selektivt.

Særlig 5. etape, hvor man i finalen skal over den to mure på rundstrækningen og dermed har i alt syv stejle ramper i en koncentreret anden halvdel, vil utvivlsomt blive ganske dramatisk. Det samlede omfang af klatreudfordringerne vil betyde, at man skal være temmelig let og klatrestærk for at gøre sig gældende. Samtidig er det dog også klart, at det ikke er terræn for dieselklatrerne, men derimod for eksplosive ryttere med punch - helst af typen, der trives, når det er allerstejlest. Samtidig er netop etaper som disse voldsomt svære at kontrollere, og er førertrøjen på et klatresvagt, kan han særligt på 5. etape isoleres så tidligt, at det kan blive en helt ukontrollerbar angrebsfest, hvor både gode ben og taktik kan blive ganske afgørende.

Med andre ord er det i weekenden de eksplosive klatrere med hang til umenneskelige procenter, som vil kunne gøre sig gældende, men for at vinde skal man også kunne gøre sig gældende på de to tidskørsler. Hverken 4. eller 5. etape er nemlig af en karakter, hvor man vinder minutter, og derfor er det på disse etaper snarere et spørgsmål om, at man kan tabe løbet. Tidsgevinsterne vil trods alt være så begrænsede, at det blandt de mest klatrestærke vil blive afgjort af de to tidskørsler, og de bliver derfor også begge af afgørende betydning.

Vi kender heldigvis dem begge. På holdløbet så vi sidste år, at vinderne fra BMC hentede hele 25 sekunder på nr. 5 fra Sunweb, og at UAE på 9. pladsen tabte 45 sekunder. Selvom forskellene mellem de allerbedste næppe vil være voldsomme, vil afstanden mellem specialisterne og de svagere hold være så store, at det bliver næsten umuligt at indhente det tabte. Derfor bliver det meget svært at køre med om sejren, hvis ikke man er på et hold, der er med i front på 1. etape.

Også den sidste enkeltstart er særligt vigtig i år, hvor afstandene vil være mindre end vanligt. Etapen er ganske vist kort, men vi ved fra tidligere, at folk som Tom Dumoulin, Primoz Roglic, Rohan Dennis, Geraint Thomas og Gianni Moscon her sagtens kan hente 30-45 sekunder på mindre tempostærke klassementsryttere. Et sådant tab er naturligvis også alt for stort, hvis man skal gøre sig gældende i kampen om sejren.

Læs også

Følg den store kongeetape i Tour of the Alps

De øvrige tre etaper ventes ikke at blive afgørende. 2. etape til Pomarance kender vi fra 2017, og selvom vi her så, at man med opportunisme måske kan snige sig væk, ender den formentlig i en puncheurspurt, hvor en fyr som Julian Alaphilippe dog vil have gode chancer for at sikre sig vigtige bonussekunder. 3. og 6. etape synes at være for sprinterne, og da vinden historisk set aldrig har været en faktor i Tirreno, vil de næppe gøre en forskel i kampen om den samlede sejr.

Samlet set ligner det altså et opgør mellem ryttere, der er tempostærke nok til at gøre det godt på specialistenkeltstarten, og som er på et mandskab, der vil være med helt i front på holdløbet. Derudover skal man være ganske klatrestærk for at være med fremme på weekendetaperne, særligt 5. etape, og man skal helst være specialist at begå sig på de stejleste af de stejle mure. Endelig kan bonussekunder på 2., 4. og 5. etape blive ganske vigtige i det, der ligner et knivskarpt opgør afgjort af få sekunder.

Næsten uanset rutens beskaffenhed er det efter UAE Tour næsten umuligt ikke at pege på Primoz Roglic som den klare favorit. Sloveneren var i særklasse den stærkeste på de arabiske landeveje, hvor han først var en af hovedmændene bag sejren i det tidlige holdløb og siden var i fuld kontrol på de to bjergetaper, hvor han viste sprinterevner ved at vinde den ene og suveræn råstyrke ved at blive nr. 2 bag Valverde på kongeetapen, hvor et tidligt angreb måske forhindrede ham i at vinde. Selv på den stejle Hatta Dam, som ellers er mere for stærke sprintere, endte han på podiet, og han viste dermed ikke blot forrygende form, men også de fleste sider af sit alsidige talent. Allerede i 2018, hvor han vandt både i Baskerlandet og Romandiet viste han, at han synes at have overtaget Richie Portes position som den mest succesrige i ugelange etapeløb, ganske enkelt fordi han både kan klatre med de allerbedste og har en sublim enkeltstart, der ofte er et afgørende våben i disse begivenheder.

Ruten til dette løb passer ham også næsten perfekt. Jumbo-Visma vandt ganske klart holdløbet i Emiraterne, og her møder de op i næsten samme opstilling, hvor udskiftningen af Tom Leezer med Robert Gesink næppe gør den store forskel. Konkurrencen er en anelse skarpere, men der er ingen tvivl om, at hollænderne som minimum bør køre med om sejren. Også på den afsluttende enkeltstart vil Roglic i hvert fald kunne true Rohan Dennis i kampen om etapesejren, og med undtagelse af Tom Dumoulin og Geraint Thomas kan han ventes at slå alle sine rivaler. Læg dertil, at han også har vist sig sublim på stejle mure - en egenskab, han viste, da han sidste år vandt 3. etape i dette løb, samt da end ikke Julian Alaphilippe kunne ryste ham på de første dages eksplosive mure i Baskerlandet - og det bliver klart, at Roglic har alle de egenskaber, der skal til for at køre med om sejren på de fire nøgleetaper og dermed også i den samlede stilling.

Der synes ikke at være meget, der kan true Roglic, men han har én svaghed. Holdet er måske godt på 1. etape, men weekendens etaper kan vise sig at blive en udfordring. Laurens De Plus kørte ganske vist beundringsværdigt i Mellemøsten, men selvom holdet er væsentligt styrket med tilføjelsen af Gesink, er det klart, at Roglic forholdsvis let burde kunne isoleres, ikke mindst på 5. etape, hvis terræn kan blive et mareridt at kontrollere. I ørkenen var bjergetaperne så enkle, at det mest af alt handlede om Roglics egen styrke, men på de snoede veje i Appenninerne kan et stærkt hold være helt afgørende - spørg bare Chris Froome, der i 2013 måtte se sig knækket af Vincenzo Nibali på en lignende etape. Problemet er bare, at Roglic i øjeblikket synes at være så skarp, at selv en sådan udfordring ikke synes at kunne ryste ham, og han viste samtidig i Baskerlandet sidste år, hvor et tidligt styrt truede med at koste ham alt, at han er kølig og moden nok til at håndtere kritiske situationer. Med den styrke, han har vist på det seneste, er det meget muligt, at kun uheld af typen, der sidste år satte ham ud af spillet, eller et halvdårligt holdløb fra det stadig ikke helt sammenkørte Jumbo-hol kan koste ham sejren, og derfor er Roglic den indlysende favorit til at vinde.

Kun to andre ryttere har på papiret den samme kombination af gode klatre- og tempoevner samt et stærkt hold til 1. etape, og af disse er det nok Tom Dumoulin, der fremstår som den værste trussel. Hollænderen fik ellers et moralsk knæk, da han trods stor tiltro til egen form fik sig en gedigen lussing på UAE Tours kongeetape. Efterfølgende erklærede han imidlertid, at han - uden at ville afsløre årsagen - mente at vide, at han var helt klar over, hvad han havde gjort forkert, og da han et par dage senere trods et tidligt styrt, der faktisk næsten havde fået ham til at udgå, i spurten på toppen af mægtige Jebel Jais kun måtte se sig slået af usårlige Roglic, fik han bevist over for både sig selv og alle andre, at formen vitterligt er lige så god som hævdet.

Dumoulin er da også stort set altid konkurrencedygtig, og hans bragende flotte spurt på Emiraternes højeste bjerg, hvor han slog en normalt hurtigere mand som Dan Martin på ren råstyrke, vidner om, at han måske endda er endnu bedre end tidligere. Det gør ham til en indlysende rival i dette løb, hvor han ligner den eneste, der måske kan true Dennis på løbets enkeltstart, hvor han på den helt flade tonserrute normalt burde have et lille overtag i forhold til Roglic, der er bedst på mere kuperede ruter. Sunweb har samtidig et af de klart bedste mandskaber til 1. etape, hvilket blev understreget af 2. pladsen bag Jumbo i UAE Tour, men desværre er opstillingen her nok knap så tempostærk. Derfor kan det meget vel betyde, at tyskerne også her må se sig slået af Jumbo, og dermed kan de to tidskørsler meget vel ende som en relativt lige affære mellem Roglic og Dumoulin.

Det kan derfor blive de to ”mur-etaper”, der skal afgøre duellen, og her må man nok desværre for Dumoulin sige, at sloveneren har overtaget. I hvert fald er Roglic mere eksplosiv på de højeste procenter, men trods sin størrelse har Dumoulin ofte gjort det godt også på stigninger som disse. I hvert fald er han en mester i at pace sig selv til toppen, som han viste ved VM sidste år, eller da han næsten sensationelt gik forbi Froome på Cumbre del Sol-muren i Vueltaen i 2016. Der er derfor ingen garanti for, at Roglic kan slå Dumoulin på disse etaper, heller ikke selvom sloveneren er favorit, og Dumoulin er også en glimrende afslutter, hvilket kan vise sig vigtigt i kampen om bonussekunderne. Med en formstærk ved Sam Oomen ved sin side står han måske også med en lidt bedre chance for at forsvare en eventuel førertrøje, og derfor har Dumoulin en reel chance for at slå sin slovenske Giro-rival, især hvis han på de to tidskørsler samlet set kan komme ud med overhånden.

Julian Alaphilippe er som regel altid kommet til kort i de store WorldTour-etapeløb, hvor han har haft en kedelig tendens til altid at knække på de største stigninger. Dem slipper han heldigvis for denne gang, og derfor er årets Tirreno en gylden chance for, at kongen af stejle mure, der sidste år sejrede på Mur de Huy i Fleche Wallonne, endelig kan få en etapeløbsskalp på WorldTouren også. Hver og en af weekendens stigninger ligger nemlig til hans højreben, og med den storform, han har vist i år, senest med sejren i Strade Bianche, har han alle muligheder for at vinde begge de to svære etaper. Læg dertil, at også 2. etape ligger godt til franskmanden, der dog her også skal slås med tungere folk som Sagan og Van Avermaet, og det bliver klart, at alene bonussekunder kan bringe den alsidige franskmand langt.

Læs også

Spanier gør vildt kup på voldsom regnvejrsetape

Dem får han også brug for. Selvom han vandt tonserenkeltstarten i Argentina, er det nemlig indiskutabelt, at Alahilippe vil tabe tid til både Roglic og Dumoulin på 7. etape. Deceuninck-Quick Step kører altid gode holdløb, men med en trup, der primært består af Vivianis folk, kan det blive svært at matche Sunweb og Jumbo. Dermed er der udsigt til, at han formentlig vil have lidt at hente fra de to tidskørsler, og det kan blive lidt for svært selv for en formstærk Alaphilippe i sit favoritterræn.

Der er også yderligere to trusler mod franskmanden. Den første er det samlede antal højdemeter mod slutningen af 5. etape. De enkelte stigninger passer ham fint, men bliver det knaldhårdt, kan det blive for vanskeligt for franskmanden, der selv på de stejle basiske stigninger plejer at få det lidt for svært. Selv hvis han klarer strabadserne, vil han utvivlsomt være helt alene i begge finaler, og det kan gøre det helt umuligt at kontrollere. Alaphilippe får derfor bestemt intet forærende, men det er klart, at tre podieplaceringer på ”hans” etaper kan bringe ham i hvert fald meget tæt på den samlede sejr.

Sammen med Roglic og Dumoulin burde den tredje topkandidat på en så tempotung rute er naturligvis være Geraint Thomas, men for briten gælder, at hans form er betydeligt mere usikker. Ganske vist har han meldt ud, at han er føler sig relativt konkurrencedygtig efter en god træningslejr, men han har også gjort det klart, at han ikke er på samme niveau som sidste år. Det blev da også tydeligt i Strade Bianche, hvor han var god, men ikke prangende. Omvendt så han ud til at køre sig op undervejs, og måske havde han bare brug for at blæse systemet igennem inden Tirreno, der hele tiden har været det første reelle mål i år.

Ruten passer i hvert fald briten, hvis Sky-hold har en reel chance for at true Sunweb og Jumbo i det indledende holdløb. Dertil kommer, at Thomas i de senere år har kørt nogle skræmmende enkeltstarter, også på flade ruter. Eksempelvis vandt han 1. etape i Touren i 2017, ligesom han sidste år knuste al modstand i Algarve, og en Thomas i topform kan sagtens true Dennis og Dumoulin på 7. etape. Om han kan det med sin nuværende form, er mere tvivlsomt, men langt fremme bør han være. Selvom stejle mure heller ikke just er hans kop te, er han nu så god en klatrer, at han i sin bedste form vil være med helt i front også på weekendens to etaper. Med de to tidskørsler som den ideelle ballast har Thomas med andre ord præcis det, der skal til for at få den sejr, uheld sidste år berøvede ham. Nu skal han blot vise, at han også har formen til faktisk at vinde.

Sidste år var Adam Yates drønuheldig i dette løb. Efter at Mitchelton-Scott havde overrasket de fleste ved at blive nr. 2 på holdløbet, fik briten ødelagt alle muligheder 24 timer senere, da han som følge af et styrt på en ellers helt tilforladelig sprinteretape, mistede alt for meget tid. Særligt ærgerligt var det, da han på de kommende ”mur-etaper” med sit eminente punch kørte fra favoritterne ved begge lejligheder, og havde han ikke ladet Roglic angribe tidligt på den ene, kunne han have vundet dem begge. Derved lykkedes det ham trods det store tidstab at avancere til en 5. plads, hvilket slet ikke er et dårligt resultat i lyset af de klø, lille Yates helt forudsigeligt fik på enkeltstarten.

Det er da også sidste etapes kamp mod uret, der er den store udfordring, for her vil en spinkel rytter som ham altid tabe en del til løbets store favoritter. Til gengæld er weekendens to ”mur-etaper” guf for briten, der er blandt de bedste i dette terræn. Det viste han som sagt i 2018, men også så sent som på kongeetapen i Valencia for en måneds tid siden, hvor han med en overbevisende indsats leverede en mindre magtdemonstration i en finale på et løb, der ellers i en vis Alejandro Valverde havde en klar storfavorit. Dermed har Yates vist, at han måske kan vise sig som bedste bud på en rytter, der måske i de eksplosive finaler kan bringe Roglic ud af fatning, men om det er nok til at kompensere for tabet på tidskørslerne er usikkert.

Heldigvis bør nederlaget være begrænset på holdløbet, hvor Mitchelton kommer med et hav af specialister, der altså sidste år hjalp dem til en 2. plads. Yates’ form synes i hvert fald også at være god efter den flotte start i Valencia og et godkendt Ruta del Sol, hvor han dog havde en offday på 1. etape og på kongeetapen ikke helt kunne følge op på den lovende start i debutløbet. Nu er det så op til ham i denne uge at vise, hvorfor han frem til sidste forår lignede den klart bedste af de to brødre, og at det ikke er for evigt, at bror Simon har passeret ham i hierarkiet.

Som i de fleste etapeløb på WorldTouren stiller Sky med et fremragende hold med flere vinderkandidater, g det gælder naturligvis også her. Vi var ellers sikkert mange, der undrede os, da Wout Poels annoncerede, at han skippede Paris-Nice, hvor han sidste år kun var et dumt styrt fra at løbe med den samlede sejr, til fordel for et løb, hvis rute i første omgang så ud til ikke at passe ham. Løbets detaljer har imidlertid afsløret, at det giver ganske god mening, for faktisk er det kun 7. etapes enkeltstart, der kan volde problemer. På holdløbet kan han som Thomas drage fordel af et mandskab, der vil kunne udfordre Jumbo og Sunweb i kampen om sejren, og samtidig er det på de allermeste sejle procenter, at han er mest komfortabel. Det har han ofte vist i Vueltaen, hvor hans bedste præstationer er kommet på Angliru, der har givet ham en 2. plads som helt ung i 2011 og formentlig en 1. plads i 2017, hvis ikke Sky havde ladet Contador smutte væk allerede inden stigningen. Appenninernes stejle mure burde ganske enkelt være guf for Poels, der også har masser af punch og vandt en lignende etape med et smart angreb i dette løb for et par år siden.

Poels’ udfordring er enkeltstarten, for nok viste han med sejren i Paris-Nice sidste år, at han er en glimrende temporytter, men 10 km i pandekagefladt terræn er bestemt ikke for en mand, der mangler den power, folk som Dennis, Dumoulin, Roglic og Thomas kan levere. Senest kørte han en katastrofal enkeltstart i fladt terræn i Algarve, og det er derfor uundgåeligt, at han på 7. etape vil tabe lidt tid. Til gengæld ser formen fin ud efter det portugisiske løb, hvor han med lidt bedre timing på 2. etape og lidt mere kontrol fra Sky-mandskabets side nok kunne have vundet begge bjergetaper, og særligt må han havde fundet det betryggende, at han på kongeetapens stejle Malhao-stigning viste sig som den stærkeste blandt klatrerne. Kan han begrænse tabet på enkeltstarten, undgå et af de mange halvdårlige løb, man desværre lidt for ofte ser fra den ustabile hollænder og ikke mindst udnytte, at Sky i de ukontrollerbare finaler i weekenden med hele tre vinderkandidater kan sætte Roglic og Dumoulin under pres, er sejren bestemt inden for rækkevidde for Poels.

Læs også

Lefevre efter sejr: Hele holdet græd

Det er velkendt, at Thibaut Pinot elsker at køre i Italien, og at han helst undgår presset i de franske storløb, men lige netop i år kunne han nok med fordel have kørt Paris-Nice frem for Tirreno-Adriatico. Bjergafslutningen på hjemmebanen passer ham i hvert fald bedre end det meget eksplosive terræn i Italien, og løbet her er ingenlunde prototypen på et Pinot-løb. Omvendt skal man bestemt ikke afskrive franskmanden, der har været velkørende fra sæsonstart, først med en lovende indledning i det lidt for lette Tour La Provence og siden med samlet triumf og sejr på kongeetapen i det historisk vanskelige Tour du Haut Var, hvor han fik skovlen under rivalen Romain Bardet. I det hele taget er stabile Pinot altid et stensikkert kort i foråret, hvor han altid kører med i front i sine etapeløb, som han også gjorde det her i sine seneste tre optrædender, der fra 2015 til 2017 gav placeringer som hhv. nr. 4, 5 og 3. Han blev lidt småsyg inden løbet i Ardeche i sidste weekend, hvorfor han her ofrede sig for holdkammeraten Valentin Madouas, men det ventes ikke at have sat ham voldsomt tilbage inden året første virkelige udfordring.

Som for Yates, Poels og Alaphilippe er det også enkeltstarten, der er Pinots største udfordring. For et par år siden forbedrede han sig ganske vist voldsomt i kampen mod uret, og det kulminerede i 2016, hvor han blandt andet slog Dumoulin på en ganske vist langt mere kuperet enkeltstart i Romandiet. Siden da er det imidlertid gået voldsomt ned ad bakke, og i de senere år har netop tidskørsler igen været hans akilleshæl, som det også var det i karrierens første år. Trods en godkendt prolog i Provence samt hæderlige top 20-placeringer i sine tre seneste forsøg på netop denne enkelstart, vil han derfor utvivlsomt tabe tid på 7. etape, og det vil han og FDJ også gøre på holdløbet. Her skal franskmændene dog ikke undervurderes, for faktisk har de to år i træk leveret en stor overraskelse ved både i at blive nr. 3 i både 2016 og 2017, og med tilgangen af kraftmonsteret Stefan Küng er deres chancer for at gentage det i 2019 bestemt ikke blevet mindre.

For at vinde er det dog i weekenden, at Pinot skal slå til, og selvom han ikke er dårlig i den type eksplosivt terræn, er det heller ikke hans spidskompetence. Stabile Pinot vil utvivlsomt køre med om de allersjoveste placeringer, men på denne rute kan det blive svært at vinde, ikke mindst et klatresvagt mandskab vil efter lade ham temmelig alene i de afgørende momenter.

Der er ikke mange ryttere, der kommer til løbet med samme gode form som Jakob Fuglsang. Danskeren har altid haft for vane at starte stærkt, men med den samlede sejr i Ruta del Sol har han i år virket en tand skarpere end tidligere, og det blev kun bekræftet med hans forrygende kørsel i Strade Bianche, hvor han trods Alaphilippes sejr lignede den mest overskudsagtige i finalen. Allerede ved debuten i Murcia, hvor han arbejdede som en hest for holdet, lignede han en mand i storform, og det indtryk blev kun styrket med overbevisende kørsel på de andalusiske veje. Derfor kan man kun ærgre sig over, at Astana ikke har sendt ham til et Paris-Nice, hvor ruten ville give ham langt bedre muligheder for at slå til, men på den anden side er det måske meget forståeligt, at man i Frankrig stiller med Ion Izagirre og Miguel Angel Lopez, der i kraft af hhv. den lange enkeltstart og den svære bjergfinale har endnu bedre chancer for faktisk at vinde Løbet mod Solen.

Fuglsang må i stedet forsøge at få det maksimale ud af formen i et Tirreno-Adriatico, der bestemt ikke passer ham. Allerede fra første færd vil han blive sat tilbage, for selvom Astana før har stillet med langt værre hold til holdløb, vil han utvivlsomt tabe for meget tid allerede på 1. etape. Også på 7. etape vil Fuglsang skulle indstille sig på et nederlag, for selvom han i Schweiz Rundt og Ruta del Sol har givet klare tegn på stærkt forbedrede evner i kampen mod uret, er en kort tonserenkeltstart i helt fladt terræn næsten så ”anti-fuglsangsk”, som den kan være. De to tidskørsler vil sætte ham alt for langt tilbage til, at en samlet sejr er realistisk, især fordi de meget stejle, eksplosive mure heller ikke passer den danske dieselmotor. Heldigvis gør hans gode form, at han utvivlsomt vil sidde med i front på begge weekendens etaper, men for at vinde skal han virkelig vise sin løbsnæse og udnytte magtkampen mellem Roglic, Dumoulin, Alaphilippe og Sky-triumviratet til at snige sig væk og drage fordel af, at særligt Jumbo med formstærke Roglic kan få svært ved at kontrollere løbet.

Gianni Moscon lignede for et par uger siden en af topfavoritterne til dette løb. Med afsæt i et stærkt holdløb fra Sky og ikke mindst en god afsluttende enkeltstart, hvor han vil have podiepotentiale, kunne han nemlig få et udgangspunkt, der kunne forsvares i weekenden. Moscon er ganske vist en stor fyr til så stejle stigninger, men han overvandt sidste år tyngdekraften ved at blive nr. 5 ved et VM, der sluttede med den umenneskeligt stejle Höll-stigning. Med andre ord har Moscon vist, at han kan håndtere mure som disse, og med sin spurt kan han endda gå efter bonussekunder.

Desværre tyder noget på, at han har mistimet formen. I hvert fald var han skuffende i UAE Tour, og det blev bestemt ikke bedre af, at han også styrtede på 6. etape. Håbet var, at han kunne rejse sig i Strade Bianche, men her var han helt usynlig. Om den er helt galt med formen, om han er mærket af styrtet, eller om han var ramt af uheld, er desværre uklart, men lige nu er der ikke noget, der tyder på, at han vil være konkurrencedygtig. Alligevel er Moscon så stort og alsidigt et talent, at man aldrig skal afskrive ham på en rute, der burde passe ham. Han har i hvert fald for længst meldt ud, at Tirreno er en stor chance for at køre klassement på det stærkt besatte Sky-hold.

Læs også

Dansk U23-landshold har holdet klar til stort løb

Astana har også et andet kort at spille, men hvor der synes at være garanti for en god præstation fra Fuglsang, er alt oppe i luften, hvad Alexey Lutsenko angår. Efter et Tour of Oman, hvor han med tre etapesejre så ud til at befinde sig på en helt anden planet end rivalerne, samt fejende flotte bedrifter i Omloop Het Nieuwsblad og Strade Bianche står det hævet over enhver tvivl, at kasakken endelig er ved at indfri det talent, mange sikkert troede, var gået til spilde. For første gang er det endda lykkedes ham at tage den gode form med sig til de store klassikere, og nu får han så chancen for at vise, at han også kan køre klassement i et ugelangt WorldTour-etapeløb - en ambition, der ellers gang på gang er fejlet.

Lutsenkos ustabile historik viser, at man altid skal være varsom med at vurdere hans chancer, også selvom han hidtil har været i storform, men der er også andre årsager til, at det kan blive både fugl og fisk i dette løb. Som Fuglsang vil han helt sikkert tabe tid på holdløbet, og selvom han som helt ung viste glimrende tempoevner ved at vinde en helt flad enkeltstart i Danmark Rundt i 2014, har han ikke kørt en god enkeltstart siden dengang. Derfor virker et tidstab på 7.etape også sandsynligt, og der vil derfor være tid, der skal hentes i weekenden. Om det kan lade sig gøre, er nok tvivlsomt, for hvor 4. etapes temmelig eksplosive finale nok burde kunne passe Lutsenko, der i Oman viste sin store styrke i den slags terræn, har vi en frygt for, at de mange højdemeter mod slutningen af den vanskelige 5. etape kan blive lidt for hård kost for en mand, der ikke er ren klatrer. Heldigvis er stigningerne i sig selv korte og eksplosive, og på Green Mountain i Oman viste Lutsenko, at de hver for sig ikke bør være et stort problem. Spørgsmålet er i stedet om hele syv mure over en kort distance trods alt ikke bliver for meget, selv for Lutsenko. Omvendt har intet vist sig at være umuligt for det kasakhiske vidunderbarn i et 2019, hvor han bare går fra succes til succes.

Sunweb er her med Dumoulin som klar kaptajn, men et af våbnene mod Roglic er, at de i Sam Oomen har en fin plan B. Det hollandske talent tog med sidste års 9. plads i Giroen et stort skridt, og baseret på præstationen i Algarve er der grund til at tro, at han er endnu bedre i år. Først og fremmest skal han hjælpe Dumoulin, men da også han ventes at få et godt afsæt fra holdløbet, kan mandskabet udnytte, at de i weekenden har to gode kort. Terrænet er ikke ideelt for Oomen, der ikke er specielt eksplosiv, men han er en af løbets bedre klatrere. Modsat sin kaptajn står han imidlertid til at få klø på den sidste enkeltstart, der slet ikke passer ham - især efter en katastrofepræstation på tidskørslen i Portugal.

Movistar havde intentioner om at stille med evigt uheldige Mikel Landa, men efter dennes katastrofestart på sæsonen har man måttet ændre planerne og flytte Richard Carapaz fra Paris-Nice til dette løb, hvor han får en sjælden chance som leder af det kaptajnspækkede Movistar-mandskab. Her bliver opgaven at vise, hvorfor han som nr. 4 i sidste års Giro regnes som et af de mest lovende grand tour-talenter, men det er nok ikke i Italien, at han tager sin første etapeløbssejr på WorldTouren. Ruten er i hvert fald alt andet end Carapaz-venlig, for det er i de høje bjerge, at han for alvor har sin force. Terrænet i weekenden er ganske enkelt for eksplosivt til, at man kan have forventninger om at se Carapaz køre fra elle rivaler, også selvom hans flotte angreb i forbindelse med etapesejren i sidste års Giro vidner om, at han ikke er helt uden punch.

Problemet er nemlig, at han har brug for at knuse rivalerne på stigningerne, hvis han skal vinde. På enkeltstarten får han nemlig læsterlige klø, og selvom Movistar kommer med de fleste af deres tempospecialister, så vi i UAE Tour, hvor truppen var en anelse stærkere, at tidstab er uundgåeligt. Selvom Carapaz, der hidtil har været en langsom starter, i de sydamerikanske løb har været bedre end i tidligere år, og ligesom sidste år kan ventes at finde formen ved denne tid, er det svært at se, at han skal kunne hente det tabte i terræn, der ikke er hans foretrukne.

Mens Vincenzo Nibali fortsat leder efter sin bedste form og næppe er med i front på en rute, der ikke just passer ham, og Rohan Dennis har meldt ud, at han dropper klassementet, satser Bahrain-Merida på Damiano Caruso, der sidste år blev nr. 2. Dengang skyldtes det gode resultat imidlertid først og fremmest BMCs sejr på holdløbet, og i år kan han desværre ikke forvente at få samme forspring. Med Dennis som motor viste Bahrain ganske vist i UAE Tour med en 3. plads, at de har et glimrende holdløbsmandskab, men de vil næppe kunne matche Jumbo, Sunweb og Sky. Caruso skal derfor ud at vinde tid, og det er umuligt for en mand, der klatrer godt, men sjældent kan andet end at følge med. I forhold til mange klassementsryttere er han heldigvis hæderlig på enkeltstarten, og de to tidskørsler vil derfor give ham et godt afsæt til top 10, ligesom han også har det rette punch til at gøre det godt i weekenden. Han klatrer bare ikke godt nok til at blande sig helt i top, og da han heller ikke var flyvende i Emiraterne, ligner det ikke en gentagelse af sidste års podium.

Bora kommer med et ganske stærkt hold med flere outsidere, hvor man nok skal have de største forventninger til Davide Formolo. Desværre må det nok konstateres, at han aldrig indfrier de tårnhøje forventninger, vi var mange, der havde i begyndelsen af karrieren, men udviklingen er heldigvis ikke gået i stå. Sidste års Giro var i hvert fald hans hidtil bedste grand tour, og selvom han fortsat mangler både stabilitet og det rette topniveau, bliver han langsomt bedre og bedre. Starten på 2018 i Emiraterne var ganske lovende, da han her viste stor styrke på kongeetapen, og så gjorde det mindre, at den lynhurtige og lange Jebel Jais-stigning slet ikke passede ham. Han har blandt andet i Liege og sidste års Giro vist, at han har et vist flair for korte, stejle stigninger, og weekendens etaper burde derfor ligge ganske godt til den ranglede italiener. Desværre gælder det ikke for enkeltstarten, hvor han som en temposvag fyr allerede nu kan se frem til en gedigen lussing, og selvom Bora har nogle solide maskiner til holdløbet, har de også så mange svage led, at han samlet set vil tabe for meget på de to tidskørsler til at kunne drømme om et absolut topresultat.

Meget af det samme kan siges om holdkammeraten Rafal Majka, men der er dog også væsentlige forskelle. Det giver sig selv, at han som sin italienske medkaptajn vil tabe tid på holdløbet, og han er også nogenlunde lige så svagt stillet på den flade tonserenkeltstart. Også for ham gælder det altså, at det er i weekenden, at forskellene skal gøres, og det kan blive svært. Modsat Formolo er det nemlig ikke i denne type eksplosive terræn, at Majka har sin force, og selvom han i blandet andet Polen Rundt har vist, at han mestrer det i et vist omfang, er han her oppe mod større specialister. Dertil kommer, at Majkas form er et temmelig åbent spørgsmål, efter at han hidtil blot har kørt på Mallorca i januar og i weekenden i Strade Bianche, der ikke passede ham specielt godt. Med Giroen som hovedmål kan han ikke tillade sig at være alt for god allerede nu, og derfor er det nok mere top 10 end en sejr, Majka skal stræbe efter i dette løb.

Mens det for de klassiske etapeløbsryttere har været svært at forstå, hvorfor de er rejst til Italien og ikke Paris-Nice, giver valget god mening for Alexis Vuillermoz. Med sin 3. plads på Mur de Huy under Touren i 2015 samt 6. plads i Fleche Wallonne samme år har han nemlig flere gange vist, at det er stejle mure, der er hans virkelige speciale. Dermed er weekenden også skræddersyet til en mand med Vuillermoz’ kvaliteter, og han kommer endda til løbet i fremragende form. Efter et stærkt 2017, hvor han i Touren og efteråret, der indbragte en 4. plads i Lombardiet, nåede sit hidtil højeste niveau, gik han i stå i et uheldsramt 2018, men nu synes han at være på vej til at bygge videre på den fremgang, der midlertidigt blev afbrudt. Efter en fin debut i Haut Var, hvor han i skyggen af kaptajn Bardet endte som nr. 4, var han over to dage stærkeste mand i sidste weekends to endagsløb i Ardeche-regionen, hvor det stærke angreb om lørdagen blev lanceret lidt for tidligt, og hvor han kørte fra alt og alle på den stejle mur i finalen søndag.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

Med den form burde Vuillermoz kunne være med langt fremme på begge weekendens etaper, særligt hvis han har de ben, han havde i Il Lombardia for halvandet år siden. Desværre betyder hans svage enkeltstart samt et meget temposvagt Ag2r-hold, at han vil være en enorm taber på de to tidskørsler, og det betyder desværre, at et absolut topresultat er uden for rækkevidde for den ellers velkørende franskmand.

Formentlig som følge af ruten valgte Tim Wellens at droppe Paris-Nice til fordel for Tirreno-Adriatico. Det giver utvivlsomt god mening, da den store bjergfinale i Frankrig utvivlsomt ville være for hård kost for den ellers stadig mere klatrestærke belgier. Det er klart, at de eksplosive mure i Italien på papiret burde være langt bedre for en mand, der sidste år blev nr. 7 på Mur de Huy i Fleche Wallonne og også spurtede sig til sejr på en stejl mur i Giroen. Wellens har også som altid været flyvende i årets første måneder, hvor han har vundet på Mallorca, taget to etapesejre i Ruta del Sol og været på podiet i Omloop Het Nieuwsblad og han kommer til løbet i fremragende form, i hvert fald hvis den lidt halvsløje indsats i Strade Bianche bare var en halvdårlig dag for den altid temmelig ustabile Wellens.

Alligevel er det svært ikke at sidde med en fornemmelse af, at det nok alligevel bliver lidt for hårdt. Vi så i Andalusien, at Wellens altså fortsat har sine begrænsninger i det sværeste terræn, og særligt 5. etapes vanskelige finale med hele syv mure kan blive lidt for grel en kost for Wellens. Da han samtidig står til et gedigent tidstab på holdløbet, og da den afsluttende enkeltstart slet ikke passer Wellens, hvis enkeltstartssejr i Ruta del Sol kom på en helt anden rute, er det svært at se den ellers så formstærke belgier køre med helt i front.

Det samme gælder for holdkammeraten Tiesj Benoot. Han overraskede ellers alle, især sig selv, ved sidste år at blive en samlet nr. 4 i et løb, der inkluderede en stor bjergafslutning, men det er stadig svært at se ham gøre det bedre i år. Ligesom Wellens vil han få klø på holdløbet, og han er en langt dårligere temporytter end sin landsmand. Derfor vil de to tidskørsler gøre uoprettelig skade, og selvom han på de seneste har klatret fremragende, må man formode, at de ekstremt stejle mure er lidt for hård kost for en rytter, der er større end de fleste i dette felt. Stigningernes længde passer ham, men på så vanskelige passager kan han altså ikke matche de mere vævre typer. Heldigvis kommer han ligesom sidste år til løbet i fremragende form efter en højdetræningslejr, der igen har givet ham et tårnhøjt niveau, og Strade Bianche viste, at det grimme styrt i Omloop Het Nieuwsblad ikke har sat ham væsentligt tilbage. Efterhånden, som han kommer sig mere, vil formen sikkert bare stige, men desværre er det nok bare ikke helt nok til, at han kan vinde på en rute, der byder på så stejle stigninger.

Endelig er der Peter Sagan. Da ruten blev offentliggjort, var det en almindelig antagelse, at slovakken ville kunne gå efter en sjælden etapeløbssejr på WorldTouren, men efter at detaljerne er kommet frem, ser det svært ud. Sagan har ganske vist før imponeret på Tirrenos mure, men særligt 5. etapes vilde finale ser for svær ud for store Sagan. Det skyldes ikke mindst, at han møder op efter en lang pause, og da han har planer om at holde formen helt til Liege, regner vi ikke med, at han er på 100% endnu, hvorfor han formentlig ser sig tilfreds med at få efter sejre på 2., 3. og 6. etape. Er han knivskarp, kan han ikke helt afskrives, for viser han sig at kunne sidde med i weekenden, har han med sin spurt reelt mulighed for at få bonussekunder på alle fem linjeløbsetaper. Han viste også i 2016, hvor en sen ruteændring betød, at han pludselig kunne vinde samlet, at han på en kort, flad enkeltstart kan køre i top 10, og Bora har også et hæderligt hold til 1. etape. Det er bare næppe nok i et løb, der trods alt har ret mange højdemeter, og hvor han formentlig er fint tilfreds med bare at arbejde på formen samt servicere Formolo og Majka på de tos svære etaper.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO
 

***** Primoz Roglic

**** Tom Dumoulin, Julian Alaphilippe,

*** Geraint Thomas Adam Yates, Wout Poels, Thibaut Pinot, Jakob Fuglsang

** Gianni Moscon, Alexey Lutsenko, Sam Oomen, Richard Carapaz, Damiano Caruso, Davide Formolo, Rafal Majka, Alexis Vuillermoz, Tim Wellens, Tiesj Benoot, Peter Sagan

* Vincenzo Nibali, Rui Costa, Rohan Dennis, Ben Hermans, Greg Van Avermaet, Roman Kreuziger, Laurens De Plus, Tanel Kangert, Patrick Bevin, Valerio Conti

SE TIRRENO-ADRIATICO OG ALLE DE STORE LØB VIA LIVESTREAM
 

Holdoversigt

Nedenfor giver vi i et overblik over, hvem der i tillæg til de store favoritter måske kan gøre sig gældende i klassementet:

Sky: Med tre favoritter i form af Thomas, Poels og Moscon er resten af det britiske superhold i en hjælperrolle.

Ag2r: Vuillermoz er den klare førstemand, men måske Nans Peters kan få lidt frihed til også at forsøge sig på stigningerne og derved sikre sig et hæderligt resultat.

Astana: Her må alt handle om Fuglsang og Lutsenko, ikke mindst fordi Omar Fraile stadig kæmper med eftervirkningerne af styrtet i Emiraterne og måtte opgive Strade Bianche.

Bahrain-Merida: Med to tidskørsler kunne det være et glimrende løb for Rohan Dennis¸ men han har meldt ud, at han er her som hjælper. Vincenzo Nibali er her for at køre klassement, men han er efterhånden aldrig fremme i andre etapeløb end grand tours, passer ikke til ruten og var formsvag i Mellemøsten og Strade Bianche. Da stigningerne også er for svære for Matej Mohoric, som er tilbage efter en knæskade, er Caruso bedste bud.

Læs også

Optakt: 8. etape af Tour de France

Bardiani: Holdet har ingen, der kan begå sig i toppen i så svært et løb.

Bora: Holdet har Majka og Formolo samt Sagan som joker, men derudover består holdet kun af hjælpere.

CCC: Terrænet bør trods alt også blive for hårdt for Greg Van Avermaet, der også vil tabe tid på enkeltstarten og i stedet skal gå efter at få ram på Sagan på 2. etape.

Cofidis: Holdet skal primært køre spurter for Bouhanni. Julien Simon og Anthony Perez vil forsøge sig, men weekendens etaper er for svære, især fordi Simons form stadig lader meget tilbage at ønske.

Deceuninck-Quick Step: Her er Alaphilippe eneste bud, da stigningerne er for vanskelige for både Kasper Asgreen og Zdenek Stybar.

EF Education First: Tanel Kangert er holdets eneste bud, men han kommer til kort i dette eksplosive terræn, især fordi han så skidt ud i Haut Var og i weekenden. Stigningerne er trods alt for svære for ellers formstærke Simon Clarke samt Alberto Bettiol.

Gazprom-Rusvelo: Talentfulde Ildar Arslanov vil utvivlsomt forsøge sig, men efter en svag præstation i Emiraterne ser det svært ud, ikke mindst på en rute med eksplosivt terræn og en vigtig enkeltstart.

Groupama-FDJ: Her handler alt om Pinot.

Israel Cycling Academy: Efter sin skade i februar var Ben Hermans overraskende god i endagsløbene i Ardeche og Drome, men her kommer han nok formmæssigt til kort, ikke mindst for hans hold vil være blandt de ringeste på 1. etape. Heller ikke Krists Neilands har været overbevisende hidtil.

Lotto Soudal: Her handler det om Wellens og Benoot, men forhåbentlig kan Carl Fredrik Hagen efter en svær start endelig vise sine klatreevner.

Mitchelton-Scott: Brent Bookwalter ville egentlig kunne gøre det hæderligt, men det handler udelukkende om Yates.

Movistar: Stigningerne er for svære for tempostærke Nelson Oliveira , mens Eduard Prades er formsvag, og derfor er Carapaz eneste bud.

Neri Sottoli: Trods klar fremgang er Giovanni Visconti næppe i form til at være med i front på stigninger, der i forvejen er for stejle. Dayer Quintana har vist storform i år, men taber for meget på tidskørslerne, og Edoardo Zardini er bedre, men stadig ikke så god som i de gode, gamle dage.

Dimension Data: Roman Kreuziger har desværre vist elendig form i sine to første løb og ser ikke konkurrencedygtig ud. Det eksplosive terræn er for svært for Michael Valgren og Stephen Cummings, og Tom-Jelte Slagter er stadig en skygge af sig selv.

Jumbo-Visma: Formstærke Laurens De Plus og Robert Gesink burde egentlig kunne gøre det hæderligt, men mon ikke de får rigeligt at gøre med at forsvare en mulig førertrøje til Roglic?

Katusha-Alpecin: Hverken Ruben Guerreiro, Enrico Battaglin, Ian Boswell eller Jose Goncalves har vist speciel god form, og da løbets stigninger i forvejen kun passer førstnævnte, ligner det ikke et topresultat til schweizerne.

Sunweb: Nicolas Roche og Robert Power har ikke set formstærke ud - selvom Power rejste sig i Strade Bainche - og får rigeligt at gøre med at servicere først og fremmest Dumoulin og i anden række Oomen.

Trek-Segafredo: Gianluca Brambilla skippede Strade Bianche med sygdom, og efter en skidt sæsonstart får han det svært. Måske kan unge Nicola Conci gøre det hæderligt, men ikke mere end det.

UAE: Efter en ikke specielt overbevisende start så Rui Costa bedre ud i Emiraterne, men stigningerne her er for stejle for den store portugiser. Valerio Conti lagde stærkt ud i Argentina, men efter et svagt løb i Algarve har vi ikke store forventninger. Endelig har Jan Polanc  vist klare tegn på fremgang, men på denne rute ender han ikke helt fremme.

Danskerne

Størst forventninger skal vi have til Jakob Fuglsang, hvis chancer i klassementet er omtalt ovenfor. Søren Kragh er tilbage efter sin sygdom, men er nok ikke længere i form til at blande sig på 2. etape, og weekenden er for svær til, at han kan køre klassementet. Forhåbentlig kan han levere et topresultat på enkeltstarten og hjælpe Dumoulin på holdløbet og stigningerne, og derudover skal han formentlig køre spurter for Nikias Arndt. På Trek skal Mads Pedersen forsøge at gentage sidste års 4. plads på enkeltstarten samt hjælpe Jasper Stuyven i spurterne, mens Christopher Juul bliver en vigtig mand for formstærke Yates i alle terræner. Stigningerne er for stejle til, at Michael Valgren kan køre klassement, men han kan måske forsøge sig på 2. etape og derudover arbejde på klassikerformen, der har lidt stor skade under sygdommen, med offensiv kørsel. Formstærke Kasper Asgreen bliver vigtig for Alaphilippe på holdløbet og stigningerne og kan også forsøge sig på enkeltstarten, mens Michael Mørkøv som altid er en nøglerytter for Elia Viviani i de to ventede massespurter. Endelog er Mads Würtz til start på et profilfattigt Katusha-hold, hvor han måske kan få frihed til at køre massespurter, gå i udbrud og teste sig selv på enkeltstarten.

SÆT NOGLE AF DANSKERNE PÅ DIT MANAGERHOLD TIL TIRRENO-ADRIATICO