Optakt: Tour de France Femmes

Introduktion til løbet:

Dato: 12.-18. august (otte etaper)

TV-dækning: Se oversigten her

Første udgave: 1955

Seneste vinder: Demi Vollering (Team SD Worx-Protime)

Kategori: Women’s WorldTour

Tour de France. Dét er selve symbolet på storhed inden for (cykel)sport, og derfor har der naturligvis også været stor interesse i ikke blot at afvikle verdens største cykelløb for mænd, men også for kvinder. Kvindernes Tour de France har dog haft en rodet historie, hvor det under forskellige navne også i perioder er forsvundet helt fra kalenderen. Meget symptomatisk for denne historie kom løbet skævt fra start ved at blive afholdt én gang i 1955, indeholdende fem etaper, for straks derefter at blive droppet igen.

Først næsten 30 år senere, i 1984, tilføjede Tour de France-arrangørerne så også et etapeløb for kvinder, Tour de France Féminin, der på mange måder har været den mest direkte kopi af verdens største cykelløb. I denne version af løbet fulgte kvinderne samme rute som herrerne, dog på kortere distancer, og på samme datoer, hvorfor der på Tour de France-etapedestinationerne altså på de fleste dage kunne opleves to cykelløb. Af samme grund kunne også vindere af Tour de France Féminin lade sig hylde på Champs-Élysées. Løbets længde nærmede sig også herrernes med hele 18 etaper i 1984, men dog med aftagende antal etaper år for år.

Læs også

Kron reagerer på tredjeplads

Efter 1989 droppede de officielle Tour de France-arrangører at også afholde en kvindelig pendant, men løbet forsvandt ikke helt, da det under andre arrangører fortsatte under navnet Tour de la CEE Féminin frem til og med 1993. Disse fire udgaver blev afholdt i september og indeholdt 9-11 etaper.

Sideløbende blev der i 1992 for første gang afholdt et Tour Cycliste Féminin, der med prolog i Paris og med Alpe d’Huez som sidste etapedestination forsøgte at indtage pladsen som Frankrigs største etapeløb for kvinder. Med aflysningen af ”konkurrenten” i 1994 kunne Tour Cycliste Féminin herefter betragtes som den kvindelige pendant til Tour de France, også under navnet Grande Boucle Féminine Internationale som det skiftede til sidst i 1990’erne. Løbet led dog under organisatoriske problemer, der førte til en aflysning i 2004, hvorefter det vendte tilbage i en under halvt så lang udgave i 2005 på bare seks etaper modsat de 14 i 2003. Fire etaper i 2009 blev sidste udgave inden en permanent aflysning.

De første skridt imod endnu en relancering af Tour de France for kvinder skete med endagsløbet La Course by Le Tour de France, som Tour-arrangørerne ASO introducerede efter stor folkelig opbakning om en Tour for kvinder. Selv om dette altså kun var et endagsløb, var det vel at mærke første franske kvindeløb arrangeret af Tour-organisationen siden 1989, og det delte også rute og dato med herrernes Tour i de første tre udgaver, hvorefter det eksperimenterede med forskelligartede ruter i de følgende år.

I 2022 blev La Course så erstattet med en langt mere reel version af Tour de France i form af etapeløbet Tour de France Femmes. Denne første udgave åbnede med en etape til Champs-Élysées for at, syv etaper senere, slutte af på den velkendte Tour-stigning La Super Planche des Belles Filles. Allerede fra 2022 havde løbet enorm prestige og har alene på sit navn og organisation etableret sig som det vigtigste etapeløb på kvindernes kalender, også selv om det reelt set kun er to år gammelt. Enhver cykelrytter mødes med spørgsmål om Tour de France, så også kvinderytterne finder stor stolthed i at deltage i verdens største cykelløb.

Med så broget en fortælling om Tour de France for kvinder findes der ikke et entydigt facit for, hvem der har vundet flest gange. I 1980’erne vandt Jeannie Longo Tour de France Féminin tre gange, mens Tour Cycliste Féminin/Grande Boucle Féminine Internationale ligeledes er blevet vundet tre gange af både Fabiana Luperini og Joane Somarriba - begge vel at mærke inden løbet blev forkortet. For at gøre det rigtigt teknisk så har Leontiel van Moorsel vundet Tour de la CEE Féminin i 1992 og Tour Cycliste Féminin i 1992 og 1993, så i princippet har hun vundet en Tour for kvinder tre gange. To af dem var så begge i 1992, så selv om dét er dybt imponerende, så kan de næsten ikke tælle som et kvindeligt Tour de France begge to. Vi må bare krydse fingre for, at Tour de France Femmes fortsætter i så mange år, at vi ikke skal bekymre os om tidligere versioner - og fordi kvindecykling fortjener så stort et cykelløb.

Introduktion til ruten

Da Tour de France for herrer var i Danmark i 2022, måtte jeg forklare nogle forvirrede turister, hvad i alverden det dog lavede i et andet land. Lad os håbe, at de kære mennesker ikke støder ind i dette års Tour de France Femmes, som har taget det med ”France” endnu mindre bogstaveligt, idet hele fem (!) ud af årets otte etaper begynder uden for Frankrig. Det må da være en slags rekord.

I stedet er starten på årets største etapeløb henlagt til kvindecyklingens dominerende nation: Holland. Her skal der køres tre mildt sagt flade etaper, herunder en kort enkeltstart, inden feltet på 4. etape bevæger sig ind i Ardennerne og Belgien, hvorefter 5. etape fører fra Belgien og ind i løbets egentlige hjemland, Frankrig. Herfra går de resterende tre etaper stik sydpå og op i højderne, sådan at hele løbet kan afsluttes i Alperne på den mest kendte bjergetapedestination af alle, Alpe d’Huez.

Som sagt får løbet en flad indledning med sin start i Rotterdam, hvor 1. etapes eneste bjergspurt, meget sigende for terrænet, er enden af en tunnel. Med en rute meget tæt ved kysten kan det i stedet være vinden, der kan blive største udfordring.

På andendagen skal der køres to deletaper: Først en næsten komisk flad 2. etape med samlet start ind til Rotterdam på bare 70 kilometer, som dybest set er gaderæs i byer, hvor vinden bør spille en mindre rolle.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Luxembourg

3. etape, senere samme dag, er en kort, nærmest prologlignende, enkeltstart på kun 6,3 kilometer i Rotterdams gader, som også er flade, idet to broer udgør dagens sværeste ”bakker”.

På 4. etape er der omvendt bakker helt uden anførselstegn hele dagen på en etape, der er designet som en ardennerklassiker. Etapen har nemlig start i Valkenburg og slutter i Liège, byer der kan associeres med henholdsvist Amstel Gold Race og Liège-Bastogne-Liège, og undervejs skal de mest ikoniske stigninger - Cauberg, La Redoute og så videre - fra begge løb passeres. Hele otte kategoriserede ardennerstigninger skal klares på en dag med næsten 2.0000 højdemeter.

5. etape fortsætter i de kuperede Ardennere, idet løbet finder vej fra Belgien og ind til Frankrig, men dog med lidt færre stigninger, nemlig fem, som tilmed er lidt nemmere end i de belgiske Ardennere. Sidste kilometer går op ad bakke, først med 6 procent, herefter imellem 3 og 4 op til selve målstregen.

Den videre færd sydpå fører rytterne længere i op i højderne på 6. etape med fem kategoriserede stigninger, herunder én i over en kilometers højde, men med sin flade afslutning er dette nærmere en mellemetape end en bjergetape.

Bjergene venter til gengæld på 7. etape, hvor løbets første kategori 1-stigning skal forceres. Etapen har sin afslutning i alpebyen Le Grand-Bornand ad en opadgående vej, der også gør målstregen til en kategori 2-bjergspurt. Med sine godt 165 kilometer er denne løbets længste.

På 8. etape venter så løbets åbenlyse kongeetape med løbets eneste to stigninger uden for kategori, først den næsten 20 kilometer lange Col du Glandon, og dernæst slutter etapen og løbet efter de 21 hårnålesving op til Alpe d’Huez. Dermed afrundes løbet med små 14 kilometers stigning med 8,1 procent i gennemsnit.

Læs også

Van der Poel vinder puncheurdyst mod Andreas Kron

Favoritterne

Ingen tvivl: En afslutning af hele løbet på Alpe d’Huez bliver en spektakulær og forrygende finale på Tour de France Femmes 2024. Som den med afstand sværeste bjergetape bliver det et forrygende væddeløb, da alt fra samlet sejr til sekundære placeringer med stor sandsynlighed skal afgøres på turen igennem de 21 hårnålesving, så meget vil være på spil.

Omvendt kan man godt ærgre sig lidt over, at denne ene etape potentielt bliver så altafgørende. Det er klart, at der kan vindes og tabes tid især på 4. etapes ardennerstigninger og på 7. etapes bjerge, men ingen af de to etaper er garantier for store tidsforskelle imellem topfavoritterne - dertil er de potentielt for nemme. Derudover er løbets enlige tidskørsel, enkeltstarten på 3. etape, så kort, at tidsforskellene her blegner imod, hvad Alpe d’Huez bør udrette af skade, og derfor får også tempoevner begrænset betydning for klassementet.

Kort sagt skal vinderen af dette års Tour de France Femmes med stor sandsynlighed være den bedste klatrer, så længe hun også har holdt sig til på de kortere stigninger og ikke har kørt for dårlig en enkeltstart. Det er der for så vidt ikke noget galt med - man skal ikke kunne vinde Tour de France uden at være en fremragende bjergrytter - men jeg kunne personligt godt savne lidt flere etaper, hvor løbet kan eksplodere. Heldigvis skabes et løb af dets ryttere, og de topmotiverede kvinder skal nok give os masser af væddeløb, som måske kan åbne klassementet op længe inden Alpe d’Huez.

Uanset hvad er Demi Vollering (Team SD Worx-Protime) den altoverskyggende favorit. Ikke alene vandt hun sidste års Tour med sikker margin, men efter nogle - efter hendes standarder - undervældende præstationer i forårets endagsløb har hun vundet samtlige etapeløb, hun i år har stillet op i: fire store WorldTour-løb. I disse løb har hun, som så mange gange tidligere, vist sig overlegen i de høje bjerge, og det vel at mærke imod alle de formodet værste konkurrenter her. Derudover er hun en fremragende temporytter og puncheur, så hun kunne ligefrem føre løbet, inden hun meget vel kan vise sig bedst på Alpe d’Huez. Femtepladsen på OL-enkeltstarten vidner om, at hun helt som forventet møder op til sæsonens store mål i topform.

Sidste år brød Demi Vollering først igennem tågen på Tourmalet og sikrede sig Tour-sejren. Foto: A.S.O./Thomas Maheux

Selv om hun er en udmærket temporytter, så er den korte enkeltstart en gave til Katarzyna Niewiadoma (Canyon//SRAM Racing), der i sidste års Tour lige akkurat glippede en samlet andenplads i kampen mod uret på løbets sidstedag. Forinden havde hun vist som næstbedst på kongeetapen - og vandt også bjergtrøjen - så en sandsynlig afgørelse af det hele på Alpe d’Huez giver hende endog rigtigt gode chancer for endnu en podieplads, da hun kan være Vollerings værste rival i bjergene. Hun har planlagt sin sæson henimod dette løb og er udråbt som kaptajn på sit ellers stærke hold.

Hvis rygnumre var en eksakt videnskab, er Gaia Realini kaptajn for Lidl-Trek i denne Tour, da hun ser ud til at skulle køre med det typiske kaptajnnummer sluttende på et 1-tal. Det ville da også være en fornuftig disposition, da den fantastiske klatrer bør stå med de bedste chancer på Alpe d’Huez, hvor en ellers stor stjerne som Elisa Longo Borghini (beskrevet nedenfor) kan få det sværere end landsmanden. Realini bør nemlig være blandt de allerbedste på så lang en stigning, men hvis hun skal folde sig helt ud, skal hun også have total frihed. Hvis hun er kommet godt igennem de øvrige etaper, hvilket bestemt ikke er umuligt, kan hun sikre sig en podieplads for enden af de 21 hårnalesving.

En fjerde- og en femteplads har været facit for Juliette Labous (Team dsm-firmenich PostNL) i sine to starter i dette løb, hvorfor en podieplads også kan være mulig. Den alsidige franskmand er nemlig en sublim bjergrytter men også så dygtig en temporytter, at hun må ærgre sig over, at enkeltstarten er så kort. Efter en andenplads i Giroen 2023 blev hun i år kun nummer fem efter at have tabt for meget tid på kongeetapen, så hun skal finde nogle bedre bjergben frem for at kunne nå podiet. En imponerende fjerdeplads på OL-enkeltstarten vidner dog om strålende, måske endda opadgående form.

Læs også

Van Aert reagerer på livslang kontrakt

I mange år har Giro d’Italia været det største etapeløb for kvinder, og i år var vinderen Elisa Longo Borghini (Lidl-Trek), der dermed bekræftede evnerne som etapeløbsrytter. Det har dog utvivlsomt været et stort sæsonmål for hende at vinde på hjemmebane, så spørgsmålet er, om hendes form rækker til endnu et topklassement i de høje bjerge. Netop her har hun en vis svaghed i forhold til flere af konkurrenterne, og derfor er det ikke en fordel for hende, hvis Alpe d’Huez bliver altafgørende. Derudover er der jo holdkammeraten Realini, der efter en loyal indsats som hjælperytter i Giroen muligvis får sin egen chance her, og så er rollerne altså byttet om. En Longo Borghini som kaptajn kunne køre top 5 eller på podiet, og selv som hjælper kan det blive til top 10.

2024 blev året, hvor Elisa Longo Borghini vandt hjemlandets største etapeløb. Foto: LaPresse

I direkte bjergduel er Vollering kun blevet slået én (!) gang i denne sæson, og dét kan hun takke Évita Muzic (FDJ-SUEZ) for. Scenen for franskmandens triumf var en hård bjergetape i Vuelta España, som hun senere sluttede på femtepladsen i trods et dyrt tidstab i sidevind, og få uger senere var hun så igen Vollerings nærmeste konkurrent i Vuelta a Burgos. I juni kunne hun ikke matche dét niveau, så hun har altså sine udsving, og en podieplads ville kræve form som i Vueltaen. Befinder hun sig dér, ligger ruten godt til hende med så kort en enkeltstart at tabe tid på. Taktisk kan hun have fordel af Cecilie Uttrup Ludwig (beskrevet nedenfor).

Det er først her i de sidste par år, at Riejanne Markus (Team Visma | Lease a Bike) har udviklet sig fra en klasserytter til én, der også kan køre klassement i de største etapeløb. I sine to Tour-starter er det blevet til placeringer lige uden for top 10, hvad jo er udmærkede resultater, men i andre løb har hun været endnu bedre. I denne sæson har hun kørt et noget anderledes etapeløbsprogram end de fleste af sine konkurrenter, men i den direkte udmåling i Vuelta España viste hun sig som nærmest til at true Vollering. Herfra og til at indtage en rolle som direkte titeludfordrer har hun stadig lidt at bevise, især i de høje bjerge, men baseret på Vueltaen kan top 5 eller endda podiet være inden for rækkevidde.

Med sin smukke solosejr på kongeetapen i dette års Giro d’Italia fremviste 22-årige Neve Bradbury (Canyon//SRAM Racing) sit hidtil mest slående bevis på sit fantastiske talent, inden hun sluttede på løbets tredjeplads. Giroen var dog også hendes store sæsonmål, hvorfor hun til dette løb er tiltænkt en rolle som vigtig hjælper for Niewiadoma. Det udelukker dog ikke, at den unge australier selv kan ende langt fremme i topklassementet, især ikke med tanke på den sandsynlige betydning af Alpe d’Huez. Det var netop på en lignende bjergafslutning, at hun vandt i Giroen, så hun kunne meget vel være blandt de bedste på etapen - og dermed i løbet.

Kongeetapen i dette års Giro d'Italia blev vundet af kometen Neve Bradbury. Foto: LaPresse

Pauliena Rooijakkers (Fenix-Deceuninck) har i år kørt noget nær sit bedste i karrieren i bjergene, først og fremmest med den samlede fjerdeplads i Giroen. Inden da kørte hun også på højt niveau i Vuelta España, hvor et ærgerligt tidstab i sidevind kostede hende en topplacering i klassementet. Hvis hun kan fortsætte takterne fra Giroen, kan hun potentielt ende i top 5 eller ligefrem top 3 her, men konkurrencen er hård. Yara Kastelijn imponerede også i Vueltaen, men dog på lidt kortere stigninger, hvorfor landsmanden må være holdets stærkeste kort.

Hos Liv AlUla Jayco er kaptajnen Mavi García, der egentligt lagde godt ud i årets Giro d’Italia, men sluttede på niendepladsen, hvad måske er en meget fair afspejling af hendes niveau imod de bedste. En tiendeplads fra 2022 er også hendes eneste Tour-resultat, efter hun udgik sidste år, men hun ankommer dog i lovende form med en sjetteplads til OL-linjeløbet. Hvis hun kører op til sit absolut bedste, kan top 5 måske opnås, men det kræver bedre bjergben end i Giroen. Unge Silke Smulders står klar i kulissen til selv at forsøge at hente en top 10-placering.

Der er indikationer på, at Muzic og ikke Cecilie Uttrup Ludwig er kaptajnen på FDJ-SUEZ, og det er heller ikke urimeligt med tanke på danskerens uheldsramte sæson. På trods af denne kørte hun sig til en ottendeplads i Giroen, så hun kan altså stadig gøre sig gældende, og der er endda håb for, at hun nu er i endnu bedre form. Da danskeren også har det højeste bundniveau af holdets to esser, kan hun muligvis alligevel ende i en kaptajnrolle. Uanset hierarkiet vil top 5 være et vanskeligt, men ikke umuligt mål efter syvendepladser i begge de foregående udgaver af løbet.

Læs også

Ullrich åbner op om dopingæraen: Sponsorerne vidste alt

På det stjernespækkede Team SD Worx-Protime er Niamh Fisher-Black udset som Vollerings vigtigste hjælper i bjergene - en rolle hun også udfyldte for den fraværende Lotte Kopecky i Giroen. Hierarkiet er indiskutabelt, men netop i Giroen greb den unge newzealænder sin chance i en finale og vandt 3. etape imod favoritterne, og på samme vis kan hun også her vinde tid. Selv hvis hun kun hjælper Vollering på hver etape, er hun stærk nok til en samlet top 10-placering.

OL i Paris har været et triumftog for Kristen Faulkner, der ikke bare vandt guld i linjeløbet, men også modtog samme medalje, efter hun var del af den vindende amerikanske kvartet i holdforfølgelsesløb på bane. I dén forfatning er det svært at dæmpe forventningerne til hende, selv om hun nu selv ”bare” drømmer om at tilføje en Tour-etapesejr til samlingen fra Giroen og Vueltaen. Decideret klassementsrytter er hun nu heller ikke, men i sin korte karriere har hun trods alt kørt sig på podiet i tre hårde WorldTour-etapeløb og banket på til top 10 i både Giroen og Vueltaen. I sin jagt på etapesejr kan hun meget vel vinde tid, og selv uden dét kan hun i sin nuværende form køre top 10, hvis hun ellers går efter det. Talentfulde Kim Cadzow er som ryttertype en mere oplagt klassementssatsning, men efter en anonym Giro, hvor hun led i varmen, stiller hun i første omgang op som hjælperytter her.

Den nykårede olympiske mester - i to discipliner - Kristen Faulkner er i sit livs form. Foto: SWPix 

Baseret på resultaterne i de to udgaver af Tour de France Femmes skal Silvia Persico (UAE Team ADQ) levnes en chance, da hun sikrede sig en fornem femteplads i 2022 og en godkendt 14. plads sidste år. I år har hun dog indtil videre ikke imponeret i etapeløbsregi og fik eksempelvis næsten intet ud ad hjemlandets Giro d’Italia. Derfor skal hun altså have ramt en helt anden form for at kunne køre klassement her, men tidligere har hun kørt gode bjergetaper og endnu bedre på mellemetaper. Meget af det samme gælder for Erica Magnaldi, der var noget mere synlig i Giroen og sluttede på en 14. plads og ofte er bedre i egentlige bjerge. For dem begge gælder, at top 10 ville være et fint resultat.

Liane Lippert (Movistar Team) er en klasserytter, der præsterer i al slags terræn og dermed også i bjerge uden at have haft sit helt store gennembrud som klassementsrytter. Det får hun heller ikke nødvendigvis her, hvor Alpe d’Huez bliver lidt af en mundfuld, men på de øvrige etaper kan hun i topform være blandt de bedste, og så kan hun pludseligt ligge godt til. I høje bjerge har hun blandt andet en fjerdeplads fra en Romandiet Rundt-etape med målstreg i over 2 kilometers højde, så med de bjergben kan hun godt køre en samlet top 10-placering hjem. Mareille Meijering har et højere bundniveau i bjerge, senest med samlet 11. plads i Giroen, og kunne også godt snige sig i top 10 her.

Danske ryttere:

Foruden Cecilie Uttrup Ludwig (beskrevet ovenfor) stiller Emma Norsgaard (Movistar Team) op for tredje år i træk. Sidste år vandt hun løbets 6. etape på flotteste vis, efter hun snød sprinterne fra udbruddet, og etaper må igen være målet. Hun stiller op i fin form, så hun har chancen for at gentage bedriften, men ruten er måske lidt for meget en blanding af etaper, der enten er for lette eller for svære for hende. Selv om holdet ikke er uden muligheder for at køre et fornuftigt klassement, har de dog heller ikke bedre bjergryttere, end at Norsgaard og holdkammeraterne først og fremmest søger etapesejre, så hun skal nok gøre forsøget.

OPDATERING: Desværre har både Elisa Longo Borghini og Kim Cadzow meldt afbud til løbet. Uden Longo Borghini er det i stedet Realini og stortalentet Shirin van Anrooij , der er udset som holdets kaptajner. Sidstnævnte har dog så begrænset erfaring med at køre klassement i de høje bjerge, at hun må nøjes med en lidt yderlig placering i favoritvurderingen. Uden Kim Cadzow har EF-Oatly-Cannondale kun Faulkner som realistisk bud på en samlet top 10-placering.