Optakt: Tour de France præsentation

nullDe seneste mange år er det foregået i det imponerende kongres- og koncertcenter Palais des Congrès i det vestlige Paris og arrangementet har efterhånden antaget så store dimensioner, at medieinteressen er fuldt ud på højde med nogle af de mindre klassikere. Derfor fortjener præsentationen også sin egen optaktsartikel.

Årsagerne til den overvældende offentlige interesse for Tour de France præsentationen - som jo egentlig bare er en form for udvidet pressemøde – er mange.

For det første er der en udbredt forståelse blandt cykelsportsinteresserede og journalister om, at ruten gør en forskel. Hvert år diskuteres det intensivt i medierne og på diverse internetfora, både før og efter præsentationen, hvad ruten betyder for det kommende års favoritfelt. Hvor spændende denne diskussion end er, så må man erkende, at det som regel er i forhold til outsiderne eller de knap så store favoritter, at ruten har størst betydning. Gode eksempler på dette forhold er Bradley Wiggins’ præstationer på de to meget forskellige Tour-ruter i 2009 og 2010 og Contador og Schlecks lige så suveræne dominans på de samme forskellige ruter. Men det handler også om, at mange har en speciel fascination for bestemte stigninger, pas eller enkelstartsdiscipliner. Hvert år er der nogle der krydser fingre for hold- eller bjergenkeltstarter og nogle som håber på, at dette igen er året hvor Mont Ventoux eller Col d’Izoard indgår i Tour’en.

For det andet, og hævet over diskussion, så formår ASO hvert år at levere et flot arrangement, som medierne elsker. Der indledes med en flot grafisk præsentation af ruten (som du i år kan følge LIVE på tirsdag kl. 11.30 på Feltet.dk) og derefter er der mulighed for og hård konkurrence om at få kommentarer fra de mange stjerneryttere, sportsdirektører og holdejere, som hvert år er at finde i Palais des Congrès.

For det tredje, så repræsenterer Tour de France præsentationen (sammen med Giro d’Italia-præsentationen, som ofte ligger lige op ad den) udsigten til den nye sæson, som man allerede begyndes at længes efter, når Giro de Lombardia er overstået i dag. Derfor er rytterne som regel også villige til at stille op sammen med deres nye holdkammerater eller sportsdirektører for første gang, hvis de har skiftet hold. Til og med Giro de Lombardia er de bundet af sponsorforpligtelser, men der hersker en tradition for, at man til TdF-præsentationen gerne må markere sin forbindelse til et eventuelt nyt hold. Således har Brian Nygaard udtalt, at han følges til præsentationen med Kim Andersen og Schleck-brødrene, selvom de stadig er kontraktligt forpligtet til Team Saxo Bank året ud.


Hvad er bekræftet?
Som det oftest sker, har ASO på forhånd offentliggjort visse detaljer omkring næste års rute på forhånd.

Først er det værd at bemærke, at der ikke er nogen prolog næste år. Første etape er i stedet en regulær etape på 180 relativt flade kilometer. To dage før starten vil der være et spektakulært aftenshow, hvor ryttere og hold præsenteres. Den finder sted på slottet Le Puy du Fou, som ligger i Vendée-regionen i det vestlige Frankrig, hvor starten også går lørdag d. 2. juli. Rytterne bliver sendt ud på en neutraliseret, kort rute på øen Noirmoutier, hvorefter de samles til den reelle start ved indkørslen til den lokalt berygtede Passage du Gois. Det er en vej på cirka 4,5 kilometer, som bedst kan sammenlignes med vejen til Mandø i Danmark – det vil sige, at den oversvømmes ved højvande. Man må dog formode, at ASO har sørget for at planlægge det sådan, at rytterne kommer tørskoet over. Vejen er dog uden tvivl glat, så måske vi kan opleve Frank Schleck starte Tour de France 2011 med støttehjul, som bliver afmonteret straks efter passagen. Spøg til side: Man skal ikke forvente udskilning her, på trods af den spektakulære passage. I modsætning til i 1999, hvor man sidst brugte passagen i Tour de France (hvor Zülle tabte seks minutter på grund af styrt netop her og senere sluttede som nummer to det år, syv minutter efter Armstrong), så vil der næste år være 175 kilometer tilbage af etapen til at indhente det tabte.

Rytterne vil altså kunne tage det helt roligt og det er nok tvivlsomt, om der vil blive kørt aggressivt her. Til gengæld afsluttes etapen med en kort stigning op til Mont des Alouette (3 km, 3,6 %), hvilket ligner en gave til folk som den nye verdensmester Thor Hushovd, Oscar Freire eller måske Fillippo Pozzato (tænk på forrige års etape til Barcelona). Måske vores egen Matti Breschel også kan vinde den og dermed tage den gule trøje, hvis han skal køre Tour’en og Freire ikke kræver hans hjælp på Rabobank-mandskabet. Anden etape dagen efter er også ganske interessant: En 23 kilometer lang, relativt flad holdenkeltstart omkring Les Essarts. Ruten er meget eksponeret og sårbar overfor skiftende vindforhold, så det kan sagtens gå hen og blive en overraskende affære med større tidsforskelle, end mange måske forventer.

Men som udgangspunkt må man sige, at rutens længde afspejler ASO’s modsætningsfyldte forhold til disciplinen. På den ene side er det en traditionel disciplin, som især Prudhomme efter sigende elsker – men på den anden side ser ASO helst ikke for store tidsforskelle af hensyn til de spændende outsidere, som kan være handicappet af deres mindre gode hold. Selvom ASO ikke officielt har bekræftet det, så tyder meget sikre oplysninger fra lokalaviser på, at de følgende to etaper bliver flade etaper, som stykker studen op nordpå til Bretagne. De rummer dermed også visse farer i forhold til vinden, som favoritterne skal være opmærksomme på, ligesom den ene måske indeholder en kort, stejl bakke mod slutningen.

Hvad ved vi næsten?
Traditionen tro er der blevet spekuleret massivt i næste års TdF-rute. Mens diskussionen nogle gange er baseret på ønsker og præferencer i forhold til yndlingsryttere og –hold, så er der også andre, der tager opgaven anderledes seriøst. De franske aviser bringer ofte nogle interessante nyheder i måneden op til præsentationen, hvor de ved hjælp af hotelreservationer, åbenmundede borgmestre og andre indikationer, kan give nogle meget sikre bud på etaper. Nogle sætter sig for, på næsten detektiv-agtig vis, at stykke disse brudstykker af nyheder sammen til en større analyse, der giver nogle ofte meget præcise forudsigelser af ruten. Baseret på disse nyheder og nogle kvalificerede bud, kan vi placere op mod 50-60 % af næste års etaper i en kategori, vi kan kalde ”næsten-sikre”. På baggrund af disse kan vi garantere, at næste års rute går over Massif Central, Pyrenæerne og Alperne i den nævnte rækkefølge. Overordnet set, ser ruten ud til at være på niveau med sidste års relativt hårde rute. Lad os se på et par af de mest interessante, ”næsten-sikre” kendsgerninger:

9. etape: Aigurande – Super Besse
Flere ting peger i retning af, at Tour de France for fjerde gang vil have en etapeafslutning på toppen af Super Besse i Massif Central. Sidste gang, i 2006, vandt Riccardo Ricco her foran Kim Kirchen, mens vi i 1996 fik en dansk vinder, Rolf Sørensen, foran selveste Richard Virenque. Der er to veje op til Super Besse og ingen af dem giver løfter om større udskilning. Men favoritterne vil sikkert prøve hinanden af på den sidste kilometer, hvor de mest eksplosive typer vil forsøge at tage nogle sekunder og selvfølgelig en etapesejr.

14. etape: Saint-Gaudens - Plateau de Beille
Der er flere indikationer, som peger på, at Tour de France kun får én potentielt afgørende etape med bjergafslutning i Pyrenæerne i 2011 – i hvert fald af den slags, hvor man kan forvente tidsforskelle mellem favoritterne, der er dog stadig mulighed for, at vi kan få en etape med Col d’Aubisque relativt tæt på mål. Den slutter så til gengæld på toppen af Plateau de Beille. På trods af at stigningen er relativt ny i Tour de France-sammenhæng (første gang, men hvilken gang (!), i 1998) og ikke procent- eller længdemæssigt hører til blandt de største sværvægtere, så knytter der sig en interessant statistik til stigningen. Alle fire gange TdF har haft en bjergafslutning på toppen af Plateau de Beille har etapevinderen nemlig også vundet Tour de France (Pantani i 1998 (Ullrichs store sammenbrud og Udo Bölts ”Quael dich, du Sau”-kommentar), Armstrong I 2002 og 2004, Contador I 2007).

De afgørende fire dage:
17. etape: Gap – Pinerolo (Italien)
18. etape: Pinerolo – Col du Galibier
19. etape: Modane – Alpe d’Huez
20. etape: Grenoble (ITT)

Som det efterhånden er blevet et varemærke for Tour de France, så skal det hele afgøres til allersidst. I 2011 ser dette varemærke ud til at være mere sandt end nogensinde, da de sidste fire etaper før champagne-etapen til Paris bliver noget af det hårdeste, man har set i flere år i TdF-sammenhæng. Det starter brutalt den 20. juli med en etape fra Gap (eller Embrun) til Pinerolo i Italien. Uden at forklejne de følgende fantastiske etaper, så kan denne etape, efter undertegnedes mening, blive en af de mest fantastiske i TdF i mange år. Meget tyder på, at etapen vil føre feltet over Col d’Izoard med det dramatiske Casse Déserte-landskab, Col du Montgenèvre og Sestriere for at slutte med Colle Pra Martino (cirka syv km med mellem 6 og 7% i gennemsnit, men med meget stejle passager), som fører op til Pinerolo. Set over de sidste 10 år er der måske ikke nogen Tour-etape, som indbyder mere til angreb før den sidste stigning end denne. Herudover indeholder den klare historiske referencer til legender som Bobet (Izoard) og Coppi (Sestriere), som bør gøre den endnu mere interessant for den historieinteresserede cykelfan.

Dagen efter ligger det næsten fast, at der skal være en afslutning på toppen (eller tæt på toppen) af det mytiske Col du Galibier i hjertet af de franske alper. Baggrunden herfor er den samme, som for dette års afslutning på Tourmalet, nemlig 100-året for introduktionen af stigningen i Tour-sammenhæng. Der er en del tvivl om det præcise rutevalg omkring Galibier, hvilket kan have ganske stor betydning for den eventuelle tidsforskel, der kan skabes her – men at det bliver et stort show og at det bliver ufatteligt smukt, er der ingen tvivl om.

Som om rytterne ikke skulle have fået højdetræning nok de foregående dage, så peger alle indikationer på, at vi skal besøge en gammel kending igen: Alpe d’Huez. Selv uden de indikationer vi har på denne etape, så ville det være et kvalificeret gæt. Ikke siden Zoetemelk vandt her i 1976 har ’Alpen’ været udeladt fra TdF-ruten i mere end to år. Sidste gang den blev besøgt var i 2008, da Sastre grundlagde sin samlede sejr her, så alt taler for, at den skal på programmet igen. Der er også stor sandsynlighed for, at Galibier vil indgå som en del af denne etape. Hvad der dog er endnu mere interessant er, at rygter taler om, at der skal være to opkørsler af stigningen på denne etape. Om end dette kunne være uhørt spektakulært, så er der dog to forhold, som taler imod det efter undertegnedes mening.

For det første, så er rygterne om to opkørsler tilsyneladende kun baseret på det faktum, at etapen ser ud til at være lidt urealistisk kort, når man gætter på den med udgangspunkt i de oplysninger, der foreligger. Men det virker mere realistisk, at ASO i stedet sender rytterne ud på en lille omvej mellem Galibier og Alpe d’Huez i stedet for at sende dem op over stigningen to gange.

For det andet, så har ASO nogle erfaringer med tilskuere på ’Alpen’, som burde skræmme. I forbindelse med bjergenkeltstarten på Alpe d’Huez i 2006 var der så mange tilskuere og farlige situationer på bjerget, at der ligefrem blev talt om, at ASO var betænkelig ved nogensinde at komme tilbage. Dette blev dog afvist af ASO, der påpegede at det dog måske havde været en dårlig ide at placere en enkeltstart der, fordi det gør etapen mere tilskuervenlig, med ryttere, der kører forbi mange timer i træk. Denne problematik vil være nogenlunde den samme med to opkørsler af bjerget – og hvis der er noget ASO ikke ønsker, så er det tilskuerproblemer.

Uanset om rytterne skal op ad Alpe d’Huez én eller to gange, så vil de nok kunne mærke den i benene dagen efter, når de skal ud på årets sidste enkeltstart. Der har været talt om en gentagelse af bjergenkelstarten i 2001 fra Grenoble til skistationen Chamrousse – en etape, som skabte store tidsforskelle og var meget flot. En af de mest sikre analyser af Tour-ruten (paris.thover.com) mener dog, at det er mere realistiske med en rute, der holder sig omkring Grenoble. Med tanke på landskabet i Grenobles opland, så vil denne dog også være bakket, som minimum, og ligefrem bjergrig, hvis ASO skulle ønske det. Uanset hvad, så markerer denne enkelstart afslutningen på de hårdeste fire dage i Tour de France i mange år. Der skal dog tages forbehold. Netop fordi de fire dage ser så hårde ud, kan der være grund til at have lidt tvivl omkring informationerne. ASO har de seneste år været påpasselige med ikke at lave ’umenneskelige’ ruter, for at støtte op om sin stramme anti-doping holdning.

Hvad ved vi ikke?
Der er ikke meget, som der ikke foreligger nogen oplysninger om overhovedet. Der er dog grund til at tvivle på et ganske afgørende område: Nemlig spørgsmålet om antallet af enkeltstarter i 2011. Der er indikationer, som peger i retning af en lang, flad enkelstart (54 kilometer) på 10. eller 11. etape, men fordi der også er en holdenkeltstart, er det en mulighed, at der kun vil være én individuel tidskørsel på ruten. På den anden side er der ingen prolog i 2011, hvilket skulle tale for, at der indgår to individuelle tidskørsler. Afgørelsen på dette spørgsmål må forventes, at blive fulgt med ganske stor interesse af eksempelvis Schleck-brødrene, mens også enkelstartsspecialister som Tony Martin og Fabian Cancellara må være spændte. Med muligheden for kun én, bakket enkeltstart i 2011, reduceres deres mulighed for en etapesejr drastisk.

Hvornår får vi det hele at vide?
Som nævnt afsløres det hele på tirsdag den 19. oktober i Palais des Congrés i Paris. Feltet.dk har dækker begivenheden både på stedet og via samarbejde med ASO med livetransmission på Feltet.dk. Er du én af de heldige, som har efterårsferie, så er der ingen undskyldninger for ikke at følge med i det spændende show. Hvis ikke, så kig forbi feltet.dk senere på dagen, hvor der vil være masser af reaktioner.