Optakt: Tour de Hongrie

STREAM TOUR DE HONGRIE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

At kalde Ungarn for et af cykelsportens kraftcentre, vil mildt sagt være en overdrivelse. Cykelsporten har aldrig været stor i det østeuropæiske land, der som det øvrige Østeuropa også længe led under at være placeret på den modsatte side af jerntæppet end sportens store løb, og man skal derfor lede længe efter store ungarske rytter. Laszlo Bodrogi var først i dette årtusinde en pioner, der som tempospecialist jo endda vandt medalje ved VM, men han var ganske alene om at repræsentere landet på den store scene og endte jo endda med at skifte nationalitet.

I de senere år er der imidlertid sket noget. Cykelsporten er i vækst i landet, og det har betydet, at der er kommet flere professionelle rytter. Mest synlig er naturligvis Attila Valter, der endda lykkedes med at skabe hype i landet, da han i 2021 i flere dage bar Giroens lyserøde førertrøje, men også Erik Fetter og Marton Dina har kørt som professionelle på Eolo-mandskabet. Det helt stor gennembrud for sporten kom dog i 2022, hvor landet var vært for Giro-starten og de første tre etaper - en begivenhed, der grundet corona blev forsinket med to år, men var medvirkende til at øge interessen ganske betydeligt.

Læs også

Hjemvendt dansk talent: Fandt i hvert fald ud af, hvor jeg ikke skal køre

Det kan virke mærkeligt, at et land helt uden cykeltradition overhovedet lagde billet ind på Giro-starten, men det ungarske cykelforbund har været imponerende aktive i deres bestræbelser på at udbrede sporten til større dele af befolkningen. Sideløbende med forsøget på at tiltrække det italienske løb har de nemlig haft stor succes med at udvikle deres nationale etapeløb, Tour de Hongrie.

Det levede ellers længe en helt anonym tilværelse som et mindre løb på UCI-kalenderen, selvom det har en lang historie. Første udgave blev således afviklet helt tilbage i 1925, og derefter var det en fast bestanddel af kalenderen frem til 2. Verdenskrig, idet det dog blev aflyst i 1928, hvor Budapest var vært for VM, og i 1936, hvor det konfliktede med OL. Selv under krigen blev det endda afviklet to gange i en lidt amputeret udgave, men da Ungarn blev en del af østblokken, stoppede succesen. Løbet blev kun afviklet enkelte gange, og mellem 1964 og 1992 blev det slet ikke afviklet.

Efter jerntæppets fald genoplivede det ungarske cykelforbund deres rundtur i 1993, men i de første mange år var det et ganske lille løb, der også blev aflyst i 1999 og 2000. Efter 2008-udgaven opgav man endda, da det i stedet blev en del af det større løb Central European Tour. Det projekt blev imidlertid aldrig en succes, og i 2015 ville ungarerne igen havde deres eget løb.

Siden dengang er det gået stærkt. I de første tre år var løbet stadig et beskedent 2.2-løb, men i 2018 blev det for første gang rykket op i hierarkiet, så man med 2.1-status fik mulighed for at invitere WorldTour-hold. Det lykkedes nu ikke i de to første år, men i 2020, hvor arrangørerne endda lykkedes med at arrangere det trods coronapandemien og den aflyste Giro-start, deltog CCC, Jumbo, Mitchelton og Trek fra det højeste niveau. I 2021 var man helt oppe på otte gold, og da man i 2022 drog fordel af, at løbet afvikledes i ugen efter Giro-starten, hvorfor de store hold allerede havde busser og andet udstyr i landet, deltog ikke færre end 11 af de bedste hold. Kulminationen på udviklingen kommer i 2023, hvor løbet er blevet en del af ProSeries, selvom fraværet af synergi med Giroen betyder, at man må leve med kun at have deltagelse af ni hold fra højeste niveau.

Stjernerne har også fået blik for løbet. Ungarn er et meget fladt land, og derfor er det altid en gave for sprinterne. For de hurtige folk ligger det på et perfekt tidspunkt i Giroens første uge, hvor de kan bruge det som første trin frem mod Touren, efter at de typisk har holdt en lille pause efter klassikerne. I 2022 kom det store gennembrud, da man fik deltagelse af både Fabio Jakobsen og Dylan Groenewegen, og i 2023 kan de præsentere et skræmmende stærkt felt, der foruden de to hollændere tæller Sam Bennett og Caleb Ewan samt adskillige hurtige folk lige under den absolutte top af sprinterhierarkiet.

Til gengæld kniber det af gode grunde mere med klatrerne. I de senere år har løbet haft fire sprinteretaper og bare én bjergetape, og det er ikke specielt inspirerende for de lette folk. For dem kommer løbet heller ikke på et ideelt tidspunkt, da mange puster ud efter sæsonstarten og er på vej mod højdetræningslejrene frem mod Touren. Det har til gengæld gjort det til en stor chance for unge talenter eller for hjælperyttere til at gå efter en stor sejr, som vi har set de i de seneste to udgaver. I 2021 var det således hjælperytteren Damien Howson, der udnyttede lidt sjælden frihed til at vinde løbet samlet, mens det i 2020 var den lokale helt og unge komet Attila Valter, der løb med sejren.

Sidste år så vi samme billede. Efter en sprinterfest, hvor Jakobsen, Groenewegen og Olav Kooij fordelte de fire første etaper mellem sig, blev det hele afgjort på kongeetapen på sidstedagen. Her fortsatte Eddie Dunbar sin stærke sæsonstart med et angreb, der så ud til at skulle give ham både samlet triumf og etapesejr, men med et stærkt comeback lykkedes det Antonio Tiberi at gå forbi ireren og krydse stregen først. Et styrt havde imidlertid sendt italieneren ud af klassementet, og derfor endte den samlede sejr stadig hos Dunbar, der vandt med 23 sekunder ned til Oscar Rodriguez og 28 sekunder ned til Samuele Battistella. Dunbar, Rodriguez og Battistella kører i år alle Giro, og det betyder, at der denne gang skal finde et helt nyt podium.

STREAM TOUR DE HONGRIE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Ungarn er i alt væsentligt et fladt land, og derfor kan det ikke undre, at landets nationale rundtur er lidt af en sprinterfest, men løbet har altid sørget for også at besøge de stigninger, man kan finde i den nordlige og sydvestlige del af landet. Siden 2019 har det besøg haft form af en stor kongeetape med mål på den relativt lange, men ikke specielt stejle Kekestetö-stigning.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

I de senere år har formatet været ret fast. Da løbet blev genoptaget i 2015, havde man i flere år en prolog, hvilket varede ved frem til og med 2019, hvor man altså også introducerede Kekestetö-etapen. I 2020 forkortede man imidlertid løbet til fem dage, og det skete på bekostning af prologen, hvorfor der ikke har været tidskørsler siden dengang. I stedet har løbet været udgjort af fire sprinteretaper samt den nu velkendte kongeetape.

I 2023 forsøger man imidlertid at rykke lidt ved tingene. Ikke blot forsvinder Kekestetö, man udskifter også den ene sprinteretape med en ekstra bjergetape. Dermed er løbet denne gang mere balanceret med tre sprinteretaper og to kuperede etaper, dog stadig med to lettere målbjerge, der altså er helt nye.

Sprinterne får dog altid det første ord, og det gør de også i år. Faktisk får de hele to chancer, da løbet indledes med to meget lette etaper, der lægger op til store boulevardspurter i helt enkle finaler. Derefter tager klassementskampen imidlertid over fredag og lørdag, hvor løbet skal afgøres. Først venter en finale på en 2 km lang mur, der er en gave for puncheurs og murspecialister, da den indledes med 1 km med mere end 12%, inden den flader ud. Lørdag gælder det så kongeetapen, der gør brug af det nye målbjerg Dobogokö, som er en mere end 10 km lang stigning, men hvor den stejle del kommer allerførst, hvorefter procenterne er moderate. Det hele slutter som i 2021 på samme måde som flere andre nationale etapeløb, nemlig med et rundstrækningsløb i landets hovedstad, når Budapest efter et års fravær er tilbage som rammen om endnu et brag af en massespurt og som en passende afslutning på et løb, der mest af alt tiltrækker sprintere.

1. etape

Tour de Hongrie er først og fremmest en sprinterfestival, og det kommer til udtryk allerede på åbningsdagen. Her venter nemlig en næsten helt flad rundstrækning i området omkring byen med det mundrette navn Szentgotthard, hvor der gennem en hel dag skal køres ad lange, lige og falde veje. I lyset af det fremragende sprinterfelt bør der således ikke være tvivl om, at supersprinterne åbner løbet med deres første store opgør.

I alt skal der tilbagelægges 168,6 km, der stort set udelukkende består af to omgange på en 83,5 km lang rundstrækning omkring byen Szentgotthard. Fra start kører man mod syd ned til og op ad kategori 3-stigningen Farkasfa (3,1 km, 2,6%), der er en helt let stigning uden stejle procenter, og som har top efter hhv. 5,7 og 89,2 km. Herefter fortsætter man mod sydøst ad lange, lige og let faldende veje frem til byen Öriszentpeter, hvor man på begge omgange kører en spurt efter hhv. 20,4 km, og 103,8 km.

Umiddelbart efter spurten drejer man mod øst for at fortsætte ad let faldende veje frem til Zalalövö, hvo man efter hhv. 31,5 km og 115,0 km drejer mod nord for at køre ad en lige vej, der først er let stigende og siden let faldende frem til Körmend, der nås efter hhv. 53,3 km og 136,8 km. Her drejer man mod sydvest for at køre ad en lige og ganske let stigende vej tilbage til målbyen, idet man på første omgang undervejs kører en spurt efter 82,0 km.

Rundstrækningen begynder og slutter i udkanten af byen, men efter sidste omgang fortsætter man ad en helt lige og næsten flad vej ind til mål. Således er der ingen sving over de sidste 6,2 km, hvor vejen kun bugter sig let, og mens næstsidste kilometer stiger med 1,2%, falder sidste kilometer let med 0,5% i snit.

Etapen byder på i alt 1019 højdemeter.

Læs også

Dansk stortalent har forelsket sig i monument: Jeg går også efter det i fremtiden

Sprinterfeltet er skræmmende stærkt, og vi har ikke historik for sidevindskørsel i dette løb. Derfor kan der ikke være megen tvivl om, at dette bliver en helt kontrolleret sprinteretape, hvor de mange supersprintere kan se fem til at dyste i en rigtig boulevardspurt, hvor der virkelig er plads til at lade farten tale.

Szentgotthard har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Man forstår godt, at supersprinterne valfarter til Ungarn, for den ungarske sprinterfestival byder altid på endnu en chance. Allerede dagen efter den første massespurt er der nemlig lagt op til endnu et sprinterbrag, når løbet fortsætter med endnu en ganske flad etape, og igen er der tale om en rigtig boulevardspurt, hvor fartkanonerne virkelig kan lade farten tale, selvom en lidt stigende tendens mod slutningen måske kan tappe de hurtige ben for lidt kræfter.

I alt skal der tilbagelægges 175,3 km, der fører feltet fra Zalaegerszeg til Keszthely. Fra start kører man mod nordøst og senere øst igennem helt fadt terræn frem til dagens første spurt, som kommer efter 43,4 meget lette kilometer. Her drejer man mod sydøst for at køre op ad en lille bakke, inden det flader og siden falder let. Efter 59,4 km drejer man mod nordøst, hvorefter en let stigende vej leder frem til et kuperet område.

Her kører man mod øst op ad kategori 3-stigningen Vigantpetend (1,9 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 83,0 km, hvorefter man kører mod først nordøst og siden syd ad let faldende og let stigende veje, inden det begynder at falde mod syd ned til Balatonsøen, som nås efter 101,6 km. Her bliver det helt fladt, når man kører mod sydvest hen langs søen forbi dagens anden spurt, der kommer efter 122,3 km.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Målbyen ligger ved søens vestligste punkt, men i stedet for at fortsætte langs vandet drejer man kort efter spurten mod nord for umiddelbart derefter at køre mod vest op ad kategori 3-stigningen Lesencefalu (3,7 km, 3,6%), der har en kilometer med 5,1%, men derudover er ganske let.

Toppen rundes efter 145,4 km, hvorefter de sidste 29,3 km indledes med en nedkørsel, der fører mod nordvest, inden det går mod nordvest og siden syd ad let faldende veje frem til dagens sidste spurt, som kommer efter 166,3 km. Herfra går det mod sydvest, syd og slutteligt øst ad flade veje ind til målbyen, idet næstsidste kilometer dog stiger med 2,1%, hvorefter sidste kilometer er flad. Der er en rundkørsel med 2 km igen, men det er eneste udfordring over de sidste 3,9 km.

Etapen byder på i alt 1020 højdemeter.

Heller ikke denne etape er der megen hokuspokus over. Medmindre vinden overrasker, ligner det en stensikker massespurt, igen i en helt enkel finale. Det stiger en anelse over næstsidste kilometer, men det bør ikke spille den helt store rolle i det, der ligner et stensikkert sprinterbrag.

Kesztely har tre gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var senest i 2018, hvor Manuel Belletti vandt en massespurt foran Matteo Moschetti og Kamil Malecki. I 2016 vandt Mihkel Raim i en firemandsspurt foran Oleksandr Polivoda og Adrian Gjølberg, og i 2015 tog Maros Kovac en solosejr foran Janis Dakteris og Patrik Tybor.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

3. etape

Årets løb byder på to og ikke som normalt én bjergetape, og det betyder, at der denne gang allerede skal klatres på tredjedagen. Her venter en ganske kuperet dag med ca. 2500 højdemeter, hvor der primært skal køres på en rundstrækning. Det hele slutter med en relativt eksplosiv finale, hvor det første klassementsslag skal udkæmpes på en 2 km lang bakke, der starter med en brutal første kilometer, inden den flader ud, og dermed lægges der op til, at det er puncheurtyperne og murspecialisterne mere end klatrerne, der vil komme bedst fra det første af de to klassementsslag.

I alt skal der tilbagelægges 179,9 km, der fører feltet fra Kaposvar til byen Pecs, hvor målet er placeret et stykke oppe ad stigningen Allatkert. Startbyen ligger i fladlandet, og man lægger ud med at køre en omgang på en helt flad og næsten rektangulær rundstrækning i området nord for byen. Efter 14,5 km er man tilbage i byens centrum, hvor man kører dagens første spurt, og derefter går det mod øst og sydøst igennem fladlandet, idet man dog undervejs skal op og ned ad en lille bakke. Efter 46,9 km drejer man mod syd og siden øst for at fortsætte igennem fladt terræn med en ganske lille bakke frem til rundstrækningen, som rammes efter 57,4 km.

Her kører man først to fulde omgange på den 47,9 km lange runde. Først går det mod sydøst og øst ad let stigende veje, inden man drejer mod syd for at køre op ad kategori 3-stigningen Manfa (4,1 km, 4,7%), de er en jævn stigning med top efter hhv. 70,1 km og 118,0 km. En meget let nedkørsel leder nu mod syd ned til målbyen, hvor man kører mod sydvest ind til centrum.

Her kører man en spurt på begge omgange efter hhv. 80,1 km og 128,2 km, inden man kører mod nord og nordvest op ad kategori 2-stigningen Pecs (5,1 km, 6,8%), der starter med en kilometer med hele 12,9%, men derefter stiger med 4-7% frem mod toppen, som rundes efter hhv. 86,7 km og 134,6 km. Slutteligt leder en periodevist lidt teknisk nedkørsel mod nordvest, nord og nordøst ned til fladlandet, hvo man kører mod nordøst op og ned ad en lille bakke og siden ad let stigende veje frem til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter anden omgang tager man hul på en tredje. Det betyder, at man efter 165,9 km igen når toppen af Manfa og derefter kører ad nedkørslen ned til målbyen, hvor der denne gang dog ikke køres en spurt. Man tager også igen hul på stigningen Pecs, men denne gang fortsætter man ikke hele vejen op. I stedet skipper man et sving for at køre frem til målet ved zoologisk have. Igen er der tale om en kategori 2-stigning, der her stiger med 8,6% over 2,3 km. De første 400 m er relativt lette, men derefter følger en kilometer med hele 12,9%, hvorefter den flader ud med 200 m med 7,1% efterfulgt af 400 m med 4-5% og slutteligt 300 m med bare 2,1%. Der sving med 3600 m, 2700 m og 2300 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til en kurve på 90 grader med 800 m igen.

Etapen byder på i alt 2583 højdemeter.

Det er en ganske interessant finale. Den sidste mur er voldsomt stejl, og det vil bestemt være muligt for bedste mand at køre alene hjem herfra. Den flader imidlertid også ud, og det kan sagtens ende i en spurt blandt et par mand eller måske endda med taktik, hvis den går i stå efter den stejle del. Uanset hvad er det en afslutning, der appellerer til de eksplosive folk med hang til stejle procenter, og det vil således være puncheurtyperne, der ventes at dominere.

Stigningen har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et større cykelløb, men i 2007 va byen Pecs mål for en etape i løbet Szekszard-Pecs, hvor Erik Mohs vandt en massespurt foran Zoltan Madaras og Antoliy Varvaruk. I 2000 var byen vært for de ungarske mesterskaber, hvor Laszlo Bodrogi tog en solosejr.

Læs også

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

4. etape

Efter det indledende puncheuropgør på den stejle mur skal løbet efter alt at dømme afgøres lødag, hvor det gælder kongeetapen. Her afsluttes en ikke alt for svær dag med en ny afslutning på bjerget Dobogokö, der er en hele 10,6 km lang stigning. Der er imidlertid også tale om en relativt let stigning, der kun på den nede del er stejl, og derfor kan det meget vel blive en form for spurt eller taktik, der vil være afgørende, når det sidste store slag skal udkæmpes.

Med en distance på 206,4 km er der tale om en meget lang etape, der fører feltet fa Martonvasar til toppen af Dobogokö. Startbyen ligger i det ungarske fladland, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad falde veje, inden det går mod nordvest og vest frem til dagens første spurt, som kommer efter 25,8 km. Herfra går det videre mod vest igennem let kuperet terræn, inden det igen bliver fladt, når man kører mod nord og nordøst frem til den anden spurt, som kommer efter 52,2 km.

Nu bliver det igen ganske let kuperet, nå man fortsætter mod nordøst og siden nordvest, indtil man efter 73,5 km drejer mod nordøst. Herfra falder det let frem til byen Tat, hvor man efter 87,1 km fortsætter mon nordøst ad en helt flad vej, der leder frem til dagens tredje spurt, der er placeret efter 97,1 km.

Læs også

Officielt: VM rykkes til andet sydamerikansk land

Herefter ændrer etapen karakter, når man drejer mod sydøst for at køre ad først en let stigende vej og siden op ad kategori 2-stigningen Ket-Bukkfa (6,9 km, 5,5%), der er målbjerget fra den modsatte side. Der er tale om en næsten helt jævn stigning med top efter 111,8 km. Man kører lige forbi målstregen, hvorefter en let nedkørsel leder ned til en rundstrækning, der rammes efter 115,5 km.

Her kører man nu tre omgange på den 27,9 km lange runde. Fra start falder det videre mod sydøst, inden det går i stort set helt fladt terræn mod først syd, siden sydvest og slutteligt nord. Til sidst kører man mod nord op ad kategori 2-stigningen Pilisszanto (2,0 km, 8,8%), der efter 500 m med 6,4% stiger med 9-11% frem til toppen, som rundes efter hhv. 142,0 km, 169,9 km og 197,8 km. Slutteligt går det ad en ultrakort nedkørsel mod nord og nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt.

Efter tredje omgang afsluttes etapen med, at man kører mod nordvest og øst op ad kategori 1-bjerget Dobogokö, der over 10,9 km stiger med 4,3%, hvor man tager Pilisszanto-stigningen med. Umiddelbart efter nedkørslen venter en kilometer med 7,1%, men derefter stiger den over 4 km jævnt med 5-6%, inden den flader ud med hhv. 3,9% og 2,5% over de sidste to kilometer. Stigningen går ad en relativt lige vej frem til et hårnålesving med 2800 m igen, hvorefter vejen bugter sig en del, indtil de sidste 1200 går ad en næsten lige vej.

Etapen byder på i alt 2932 højdemeter.

Der er tale om et helt nyt målbjerg, men det er tvivlsomt, hvor stor forskel mellem de bedste vi vil se. Den lille 2 km lange mur i bunden er bedste chance for at gøre en forskel, men derefter vil det blive svært på den jævne del. Meget kunne tale for, at de bedste derfor skal spurte om sejren, men det kan også blive en taktisk finale i et løb, hvor der ikke er mange stærke hold til at kontrollere.

Dobogokö i dette årtusinde har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb.

Læs også

Oversigt: 41 danskere i aktion i dag

5. etape

Sidste år sluttede løbet med kongeetapen, men i år gør man som mange andre nationale etapeløb, nemlig slutter med en sprinteretape i landets hovedstad, som man også gjorde det i 2015, 2016, 2017 og 2021. Her venter en ren rundstrækningsetape på en helt flad og ganske enkel rundstrækning i Budapest, hvor der ikke bør kunne herske tvivl om, at feltet mange supersprintere skal runde den ungarske fest af med endnu et brag af en massespurt.

Med en distance på præcis 150,0 km er der tale om en kort etape, der køres over 16 omgange på en 9,5 km lang rundstrækning i Budapest, idet de første 2,0 km af første omgang er neutraliseret. Terrænet er hele tiden fladt, og man lægger ud med umiddelbart efter stregen at foretage en U-vending, inden man kører mod syd ned langs Donau. Den krydser man kort efter, inden der venter en kvadratisk rundstrækning med tre sving lige i rap, inden man kører mod syd ned langs Donau, denne gang på den østlige side.

Nu kører man hele vejen rundt om en park, hvorefter man kører mod vest over floden frem til en lille rundstrækning, hvor man kører en omgang og undervejs skal igennem tre sving. Efter rundstrækningen drejer man mod nord for nu at køre hele vejen op langs Donau frem til stregen. Man drejer i en rundkørsel med 2300 m igen, hvorefter der er et ganske blødt højresving med 800 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til stregen. Næstsidste kilometer er helt flad, men ved den røde flamme falder det over 300 m, hvorefter de sidste 700 m stiger ganske, ganske let. Der er indlagte spurter efter målpassagerne efter fjerde, ottende og tolvte omgang, dvs. efter hhv. 38,0 km, 76,0 km og 114,0 km.

Etapen byder på i alt 224 højdemeter.

Der er ikke meget at diskutere om denne etape. Disse storbyetaper ender stort set altid i massespurter, og det vil være en sensation, hvis det ikke også gælder for denne. Rundstrækningen er flad og består mest af lange, lige veje, ikke mindst i finalen, hvor de mange supersprintere virkelig kan lade farten tale.

Budapest har været besøgt af løbet fire gang i dette årtusinde, alle gange på sidste etape, senest i 2021, hvor Edward Theuns vandt en massespurt foran Olav Kooij og Timothy Dupont. I 2017 vandt Scott Sunderland en massespurt foran Meron Teshome og Carlos Alzate, og i 2016 gjorde Rok Korosec det samme, dog foran Ahmed Amine Galdoune og Krisztian Lovassy. I 2015 snød Jan Tratnik sprinterne ved at køre alene hjem med 11 sekunder ned til feltet, hvis spurt blev vundet af Andi Bajc foran Krisztian Lovassy. I 2022 var Giroen forbi, og her vandt Simon Yates en enkeltstart foran Mathieu van der Poel og Tom Dumoulin. I 2023 og 2022 er Carpathian Couriers Race startet med en prolog i byen. I 2023 var den for hold, og den blev vundet af Cycling Team Friuli foran Ecoflo-Chronos og det tyske landshold, mens Nicolo Buratti i 2022 vandt foran Mika Heming og Fran Miholjevic. Endelig var byen mellem 2011 og 2014 mål for endagsløbet Central European Tour, hvor sejrene gik til Erik Baska (2014), Krisztian Lovassy (2013), Marko Kump (2012) og Andris Smirnovs (2011).

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

STREAM TOUR DE HONGRIE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour de Hongrie har de seneste år været et meget let fortolkeligt løb. Fire sprinteretaper blev fulgt op af den velkendte kongeetape, hvor klatrerne kunne afgøre det mellem sig. Sidste år så vi ganske vist, at et styrt betød, at Antonio Tiberis sejr på kongeetapen ikke var nok til den samlede sejr, men som udgangspunkt har det hele været afgjort på denne ene dag.

Sådan bliver det ikke i år. Beslutningen om at gøre løbet mere varieret med to og ikke bare én bjergetape må roses, for det skaber lidt variation i et ellers meget sprintertungt løb. Til gengæld er det måske lidt en skam, at de har droppet den velkendt kongeetape, der så vanskeligere ud end årets to bjergetaper. Det er i hvert fald ikke indlysende, at løbets bedste klatrer nødvendigvis vil vinde denne gang.

Løbet er stadig meget sprintervenligt, og det fører igen i år til et skræmmende stærkt sprinterfelt, der ikke fås meget bedre i løbet af sæsonen. Det betyder naturligvis også, at de tre flade etaper må forventes at blive afgjort i massespurter, og at det hele skal afgøres fredag og lørdag - hvis altså ikke man er lige så uheldig som Tiberi sidste år.

Det er umiddelbart et løb, der appellerer mere til eksplosive typer end til klatrere. 3. etapes finale består af en brutal mur, der over 1 km stiger med 12,9%, inden den er lettere med 5,4% over den sidste kilometer. Det er så stejlt, at en murspecialist kan køre alene hjem, men det kan også være et par mand, der når den sidste kilometer samlet. Herefter vil den let gå i stå. Det kan give en regruppering og en spurt, men det åbner også døren for en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk, for der vil ikke være mange hjælpere i et løb, der næsten udelukkende består af sprintertog. Løbets bedste murspecialist kan tage en solosejr, men det kan altså koges ned til en spurt på lidt blødere procenter eller taktik.

Lidt af det samme kan siges om lørdagens kongeetape. Her taler vi naturligvis om en meget længere stigning, men selv i dette alt andet end skræmmende felt af klatrere kan 5-6% næppe gøre forskel mellem de bedste. Den forskel skal formentlig gøres på de to stejle kilometer i bunden, men de kommer meget langt fra mål. Man kan naturligvis ikke udelukke, at der er en mand, der er så stærk, at han kan køre alene hjem derfra, men det virker usandsynligt. Derfor kan det godt blive en ret rodet finale på den lange stigning. Har den førende rytter et svagt hold, er han let at isolere, og så kan det blive meget taktisk. Er holdet stærkere, bør det til gengæld være muligt at holde det samlet til en spurt i finalen, der er næsten flad.

Læs også

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Hvad så med vejret? Det ser ikke godt ud. Onsdagen vil være vindstille, tør og overskyet, men derefter går det galt. Torsdagen byder på masser af regn og en relativt kraftig vind. Det er på grænsen til at kunne bruges til noget, men der er en del sidevind i finalen. Det bringer sidevind ind som en joker. Det dårlige vejr fortsætter fredag med mere regn og en stadig pæn, men aftagende vind, der næppe skaber splittelse. På finalestigningen vil der være sidevind på den stejle del, men direkte modvind over de sidste 800 m, hvilket mindsker chancen for taktik og øger chancen for en spurt. Herfra bliver det bedre med en lørdag, hvor der kun er en mindre risiko for byger, og hvor der vil være sidemedvind på en god del af stigningen, men modvind over de sidste 2800 m - altså igen noget, der taler for en spurt. Regnen ventes så at vende tilbage til en formentlig våd søndag i Budapest, hvor vinden dog ikke vil spille en rolle.

Hvad er konklusionen? Det er et løb for eksplosive bjergryttere. En murspecialist kan måske gøre forskellen, men meget taler for, at det vil være spurtstyrke og måske taktik mellem de bedste klatrere, der vil afgøre slaget på begge de to nøgleetaper, særligt med modvind i begge finaler. Et stærkt hold kan også være vigtigt, for får man trøjen fredag, kan lørdagen blive svær at kontrollere. Endelig er der en joker i den mulige sidevind torsdag, selvom risikoen ikke er alt for stor - og så skal man nok ikke være alt for ked af regnvejr.

Selvom ruten er mere varieret, har feltet præcis samme struktur som de andre ord. De fleste hold satser primært på spurterne, og derfor er de mødt op med næsten rene sprinterhold. De fleste har så påklistret en klatrer eller to, som skal forsøge sig på de to kuperede etaper. Det betyder, at der generelt er svage hold i bjergene, hvilket som sagt er vigtigt i dette løb.

Der er tre hold, der skiller sig ud med et større fokus på klassementet, nemlig UAE, Ineos og DSM, og jeg vil forvente, at det bliver en duel mellem de to hold. De har begge flere kandidater, og det kan for mig at se gå begge veje.

Jeg prøver at gå med Marc Hirschi. Schweizeren skulle ikke have kørt løbet, men er i sidste øjeblik udtaget, formentlig fordi han endelig er ved at finde sin form. Vi så det i Liege, hvor han kørte i top 10, og senest i Frankfurt, hvor det var hans angreb, der endte med at afgøre løbet. Som vinder af Fleche Wallonne burde han elske muren på 3. etape, hvor han ligner en mand, der måske kan køre alene hjem, og i hvert fald gøre det færdigt i en spurt. Problemet er den lange stigning lørdag, hvor han er mindre komfortabel, men det er kun 2 km, der er stejle - perfekt for en puncheurtype som ham. Selvom han ikke har samme fart som tidligere, må han også, måske sammen med Oscar Onley, regnes som den hurtigste klassementsrytter, og han har Finn Fisher-Black som afgørende hjælper, hvis han tager trøjen fredag. I sidevind kan han være mere skrøbelig, men holdet har nogle stærke folk til at hjælpe ham, og han har før været god i dårligt vejr. Da jeg regner årets løb mere for ardennertyper end for klatrere, går jeg med den bedste puncheur.

UAEs alternativ er Finn Fisher-Black, der jo er i glimrende form, som vi så på Sicilien og Romandiet. Han er ikke dårlig på denne slags stigninger eller langsom, men han må som udgangspunkt stå svagere end Hirschi. Skal han vinde, skal det være via taktik, men det er med hans form bestemt ikke umuligt, særligt på de lidt blødere procenter, der passer ham.

Jeg tror, at DSM er værste konkurrent. Jeg går med Oscar Onley som nr. 2, ganske enkelt fordi han formentlig er den hurtigste af de øvrige - også selvom holdet har udnævnt Max Poole som kaptajn. Det har vi set flere gange, blandt andet da han duellerede med Jonas Vingegaard i de eksplosive finaler i Kroatien, på 1. etape i Tour of Britain og senest med det flotte lead-out for Romain Bardet i Romandiet, hvor han selv endte helt fremme. Det er til gengæld klart, at han ikke har imponeret endnu i år, og i Romandiet var han tydeligt svagere end både Max Poole og Egan Bernal. Hans føring, der var så hård, at Juan Ayuso blev sat, var dog imponerende, og han synes at være i fremgang. Dertil skal lægges, at den meget eksplosive 3. etape burde passe ham som fod i hose. Jeg tror, at han skal vinde løbet på overlevelse og spurtstyrke, og han risikerer, at stærkere folk kører væk, men med modvind tror jeg på to spurtafgørelser, hvor han vil have en god chance, også mod Hirschu. I det taktiske spil har han også en overhånd sammen med Poole, ligesom han har en tophjælper til at kontrollere, hvis han allerede vinder fredag. Holdet har også nogle stærke folk til sidevinden, og kan stortalentet endelig få lidt succes i år.

Alternativet er naturligvis Max Poole. Baseret på det, vi så i Romandiet, er han måske feltets stærkeste mand, men han synes ikke så hurtig som Onley. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men selvom han viste en smule fart på sidste etape i Tjekkiet sidste år, bør han være langsommere end sin holdkammerat og med nogen sandsynlighed også end Egan Bernal. Til gengæld er han vel manden med den største chance for at køre alene hjem på muren, ligesom DSM kan lege med deres overtal i en taktisk finale - og ender han med at skulle spurte mod Bernal på særligt muretapen, er det ikke umuligt, at han har en overhånd.

De sidste er Ineos, der har ikke færre end fire kandidater. Jeg vil tro, at de som udgangspunkt satser på Egan Bernal. Han viste i Romandiet, at han er tilbage på sporet, og holdet vil helt sikkert gøre meget for at give ham en sejr. Løbet passer ham ikke ideelt, men Bernal har en del punch og er bestemt heller ikke langsom. Hirschi og Onley er som udgangspunkt hurtigere hurtigere, men det er bestemt ikke givet i hårde finaler som disse, og han kan meget vel være i stand til at sætte skotten og schweizeren. Har han forbedret sig yderligere siden Romandiet - og det har han antageligvis - er det også sandsynligt, at han slet og ret kører fra alt og alle, særligt på muretapen. Holdet er tillige skræmmende stærkt til det taktiske spil, hvor de vil have en klar overhånd, ligesom en trøje kan forsvares. De virker mere sårbare i vinden, men her bør de alligevel ikke blive fanget. Det er bestemt sandsynligt, at Bernal kommer tilbage på sporet med en sejr her.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

Det brede hold har også andre optioner. Det gælder vel særligt for Jhonatan Narvaez. Det kan meget vel blive for hårdt, men de relativt eksplosive stigninger passer jo faktisk godt til en fyr som ham. Han klatrede bedre end nogensinde i februar, men havde ikke helt samme niveau i Romandiet. Han var dog god nok til, at det er ganske realistisk, at han med modvind i finalerne kan overleve her. Gør han det begge dage, er det nok kun Hirschi, der måske slår ham i en spurt. Det tredje kort er Luke Plapp, der er et oplagt kort at spille ud i en taktisk finale, hvor han har poweren til de bløde procenter, men hans form er meget usikker efter afbud til både Baskerlandet og Romandiet. Endelig har de Ben Tulett, der ligeledes skal vinde via taktik, men han har skuffet fælt helt året og er en ubekendt efter en lang pause.

Q36.5 kommer med et ret spændende hold anført af den tidligere vinder Damien Howson. Han hjælpes bestemt ikke af den eksplosive rute, men han viste fin form i Asturien. Her vandt han netop en etape ved at snige sig væk til sidst, og det er også hans vej til sejr her. Her hjælper det, at han ledsages af Gianluca Brambilla, der til gengæld passer storartet til disse finaler, hvor han vil være en af de hurtigste. Han viste klar fremgang i Asturien, men feltet her er stærkere, og han var lidt for langt væk i Alperne til, at jeg for alvor tro på ham. Det tredje kort Matteo Badilatti, der som ren klatrer desværre passer meget dårligt til løbet. Han har tillige været formsvag, og selvom der var lidt håb en enkelt dag i Alperne, er det svært at tro meget på ham.

Israel-PT kommer med en god kandidat i Ben Hermans. I gamle dage havde han været en af de store favoritter til dette løb, som han også har været tæt på at vinde. Problemet er den lange eftervirkning af corona, men nu er der hul igennem. Det så vi med stærk kørsel i Frankfurt, men han har stadig til gode at bevise sig på lidt stejlere og sværere stigninger som disse. Han er god på eksplosive stigninger, men han mangler punch. Han ledsages af Jakob Fuglsang , men han gør comeback efter en lang skadespause og har på forhånd meldt ud, at forventningerne er små.

Tudor har Yannis Voisard , der har imponeret meget i både Romandiet og på Sicilien. Med de ben kommer han ganske langt i dette felt, men han har desværre ikke megen punch. Derfor er det ingenlunde ideelle finaler for ham, og han er også helt alene, hvorfor det er vanskeligere at vinde via taktik. Han ledsages af Roland Thalmann¸ men han er stadig helt ved siden af sig selv.

Lotto kommer med Sylvain Moniquet, der stadig leder efter sin form. Det var dog meget bedre i Romandiet, og han bør klare sig ganske pænt i dette felt. Han har dog ikke vist nok til at være med helt fremme, og de eksplosive finaler er ikke ideelle. Det er de bestemt heller ikke for Edoardo Sepulveda. Han var faktisk bede end Moniquet i Romandiet, hvor han viste hæderlig form, men i denne slags finaler bør han være den svageste af de to.

Bahrain kommer med et næsten rent sprinterhold med Hermann Pernsteiner som deres mand til klassementet. Han så jo ganske stærk ud som arbejdsmand i Baskerlandet, men i Alperne skuffede han. Han har heller ikke punch eller spurtstyrke, og derfor skal han være pokkers heldig for at vinde. Han havde endda et grimt styrt i Frankfurt og missede et par dages træning. Løbet bør være for svært for unge Nicolo Buratti.

Også Soudal kommer med et sprinterhold med bare én klatrer. Det er Fausto Masnada, der jo desværre selv afgav sin plads i Giro-truppen grundet ringe form. Det gør det svært at være voldsomt optimistisk, når han har været så langt fra sit niveau siden kyssesygen. Håbet skabes af, at han trods alt har trænet hårdt frem mod Giroen, men det hjælper heller ikke, at ruten ikke passer ham.

Bora er et andet hold med næsten fuldt fokus på spurterne. Deres klatrer er Matteo Fabbro, men her er det svært at være optimistisk. Siden 2001 har han været en skygge af sig selv, og heller ikke i år har han vist takter. Han er også uden punch og spurtstyrke.

Tør man nævne lottokuponen Kamil Bonneu? Det er svært at gøre, men vi ved, at den bedste Bonneu vandt kongeetapen i Tjekkiet i et felt, der kunne minde om dette. I år har han ikke vist meget, men han var en anelse bedre i Amstel. Det kan give lidt håb, også efter en pause. Han var uventet hurtig i Tjekkiet sidste år. Et alternativ er Jenno Berckmoes, der er mere stabil, men ikke klatrer godt nok.

Caja Rural møder med Abel Balderstone, der viste sit potentiale i eksplosive finaler i Catalonien og Baskerlandet. Han skuffede i Asturien, men det var på bjergetapen, hvorfor han måske kan gøre det godt i det mere eksplosive terræn her. Han ledsages af Eduard Prades, men han klatrer i dag næppe godt nok, mens Fernando Barcelo er en skygge af sig selv.

Trek får det svært. De skal nok satse på Asbjørn Hellemose, der leverede sit livs præstation i Romandiet. Han kommer meget længere her, men han er trods alt stadig overmatchet i dette felt. Filippo Baroncini har før gjort det godt i løbet, men dette er først løb siden styrtet i Kuurne. Finalerne må være for hårde for Thibau Nys.

Eolo er et af de få hold, der kommer med flest klatrere, men ingen af dem har vist form. Mest formstærk har holdets kaptajn, Alex Martin, været, men efter en hæderlig marts måned var han langt efter i Asturien. En anden klatrer er unge Davide Piganzoli, der dog var lidt overmatchet i sine løb i marts og nu har haft pause i mere end en måned. Både Andrea Garosio og Alessandro Fancellu har været langt under niveau i år.

Human Powered Health møder med Paul Double og Sebastian Schönberger. Med det niveau, de havde i 2022, burde de komme meget langt i dette felt, men det har de slet ikke været i nærheden af i år. De fleste falmer kraftigt på det amerikanske hold, og det har de også gjort. Størst håb er der for Double, der har haft en god pause til at finde formen, mens Schönberger senest skuffede i Alperne.

Alpecin kommer med et næsten rent sprinterhold, men de har en joker i Axel Laurance. Franskmanden burde komme til kort på 3. etapes stejle procenter og på lørdagens lange stigning, men han klatrede uventet godt i Kroatien sidste år. Samme klatring har han slet ikke vist i år, hvor han generelt ikke har imponeret, så jeg bliver meget overrasket, hvis vi ser ham fremme. Silvan Dillier klatrede tidligere hæderligt, men ikke længere godt nok.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Jayco er her med et sprintertog ledsaget af unge Rudy Porter, der dog har haft det svært i år og er på vej tilbage fra en skade. Alternativet, Jan Maas, har slet ikke klatret godt som professionel. Novo Nordisk har lokale Peter Kusztor, der har klatret godt i år, men trods alt ikke godt nok, mens David Lozano har skuffet. På kontinentalholdene er der lokale Marton Dina, der blev nr. 2 i 2019, men slet ikke er på samme niveau længere. Langt stærkere er Jakub Otruba, der senest viste form i Grækenland, men finalerne bør være for lidt for hårde.

***** Marc Hirschi

**** Oscar Onley, Max Poole

*** Egan Bernal, Jhonatan Narvaez, Finn Fisher-Black, Luke Plapp, Ben Tulett

** Damien Howson, Gianluca Brambilla, Ben Hermans, Yannis Voisard, Sylvain Moniquet, Hemann Pernsteiner, Edoardo Sepulveda, Fausto Masnada, Matteo Fabbro, Kamil Bonneu, Abel Balderstone

* Asbjørn Hellemose, Matteo Badilatti, Jakob Fuglsang, Alex Martin, Paul Double, Sebastian Schönberger, Jakub Otruba, Davide Piganzoli, Jenno Berckmoes, Rudy Porter, Axel Laurance, Thibau Nys, Andrea Garosio, Eduard Prades, Fernando Barcelo, Filippo Baroncini, Silvan Dillier, Jan Maas, Peter Kusztor, Alessandro Fancellu, Niccolo Buratti, Marton Dina

Danskerne

Jakob Fuglsang og Asbjørn Hellemose kan formentlig køre deres egen chance på hhv. Israel-PT og Trek og er omtalt ovenfor. På Soudal skal Michael Mørkøv og Casper Pedersen spille nøgleroller i Fabio Jakobsens tog. Samme rolle har Tobias Lund på DSM i toget for Casper van Uden, og Sebastian Changizi har en tilsvarende opgave på Tudor for Maikel Zijlaard.

STREAM TOUR DE HONGRIE OG GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE