Optakt: Tour de la Provence

Løbets rolle og historie

Mens nye løb er opstået uden for Europa og i nyere cykellande som Norge, har der været en negativ tendens i de historiske europæiske nationer. Spanien har mistet de fleste af deres mange etapeløb, og den tidligere så rige italienske endagsscene er en skygge af sig selv. I Frankrig er det gået bedre, og de fleste løb har overlevet. Alligevel er der blevet sagt farvel til løb som Circuit de Lorraine, Criterium International, Tour de Picardie og Tour Mediterraneen, mens løb som Bretagne Classic og 4 Dage ved Dunkerque have kæmpet for overlevelse.

I 2016 blev trenden kortvarigt brudt. I Spanien blev Volta a la Comunitat Valenciana genetableret, og i Frankrig blev der afholdt to nye løb. La Méditerranéenne overtog positionen efter Middelhavet Rundt, mens Tour de la Provence blev skabt som en helt ny begivenhed i Sydfrankrig.

Tilføjelsen af de to løb gjorde den franske februarkalender ganske imponerende og gav perfekte forberedelsesmuligheder forud for større begivenheder. Efter de første løb, GP La Marseilleaise og Etoile de Besseges, gav de tre korte etapeløb La Méditerranéenne, Tour du Haut-Var og Tour de la Provence de franske ryttere mulighed for at køre i hjemlandet hver eneste uge i en måned, der er meget vigtig for resten af sæsonen. Slutteligt endte det hele med de to endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic, og der var således hele 17 løbsdage i landet, inden vi overhovedet var nået til marts. I 2017 forsvandt La Méditerranéenne desværre igen efter bare en enkelt udgave, men landet har stadig en imponerende løbsserie, som kun Spanien kan konkurrere med i denne tidlige del af sæsonen.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Løbene afholdes alle i Sydfrankrig og er ganske ensartede. De afholdes på de kendte smalle og snoede veje med små stigninger, der har gjort området til et ideelt træningsområde for både motionister og professionelle. Der er sjældent store bjerge, og terrænet har oftest gjort det til løb for puncheurs og stærke sprintere, og de rene sprintere har som regel også noget at komme efter.

Enkeltstarten gør Etoile de Besseges lidt anderledes, men Tour du Haut-Var og Tour de la Provence har indtil 2018 begge passet til den samme type ryttere. I starte var sidstnævnte det letteste af de to, men forud for den tredje udgave gennemgik det en ansigtsløftning. Ikke blot blev det udvidet fra tre til nu fire etaper og flyttet fra at være et midtugeløb til nu at blive afviklet i løbet af ugens sidste fire dage, det ændrede også med tilføjelsen af en regulær bjergafslutning og en prolog karakter fra at være en sag for puncheurs til at være et mere klassisk - om end ikke det hårdeste - etapeløb. Det gav en helt ny dynamik til et løb, der stadig kæmper med at finde sin identitet, men som i kraft af sin synergieffekt med de øvrige franske løb har potentiale til at udvikle sig til et vigtigt forberedelsesløb forud for klassikerne og dermed give yderligere liv til den franske kalender, der i denne tid kæmper hårdt med de mange løb i Spanien, Portugal, Sydamerika og Mellemøsten om at sikre sig opmærksomheden fra de største hold.

Desværre har de franske løb været lidt bagud i den kamp, og hvor løbene i Mellemøsten, Spanien og Algarve alle hvert år kan tiltrække en perlerække af topnavne, har løbene i Tourens hjemland fortsat primært været en hjemlig affære. Tour du Haut-Var har fremstået som det mest internationale, mens det hidtil har knebet lidt for Tour de la Provence at vinde WorldTour-holdenes gunst.

I 2016 havde løbet tiltrukket et pænt felt med fire WorldTour-hold, og det lykkedes at gentage dette i 2017, hvor man ellers fik ny konkurrence fra WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour. I 2018 forsøgte man at flytte løbet om på den anden side af Tour du Haut-Var og dermed komme fri af kløerne på WorldTour-løbene. Samtidig afvikledes dog fortsat Dubai Tour og det nye Colombia Oro y Paz samt løbene i Murcia, Almeria og Laiguglia, og det var formentlig forklaringen på, at feltet trods ansigtsløftet af ruten og forlængelsen af løbet kun fra det fineste selskab kunne tiltrække de to franske mandskaber.

Heldigvis blev den trend brudt sidste år, hvor sammenlægningen af Dubai Tour og Abu Dhabi Tour gjorde den mellemøstlige kalender lidt mindre fyldig, hvor feltet er intet mindre end fremragende. Ikke færre end ni af de 18 WorldTour-hold var med, og den forrygende udvikling fortsætter i år, hvor den sene aflysning af Tour of Oman har betydet, at løbet kun er i direkte konkurrence med Tour Colombia, Vuelta a Murcia, Trofeo Laigueglia og Clasica de Almeria. Tour de la Provence er blevet en del af den nye ProSeries, der ligger lige under WorldTour-kategorien, og det har de udnyttet til at få deltagelse af ikke færre end 14 af de 19 WorldTour-hold. Således kommer vi i den kommende uge kun til savne Mitchelton-Scott, Bahrain-McLaren, UAE-Team Emirates, Lotto Soudal og Bora-hansgrohe, og de deltagende hold møder endda alle op med nogle af deres største navne.

Samtidig ændrer løbet karakter. Der har på sin vis været noget forkert over, at Tour de la Provence endnu ikke har besøgt ”Det Skaldede Bjerg i Provence”, men det ændres der på nu. Til den femte udgave er der således designet en kongeetape, der ganske vist ikke har mål på toppen af den franske gigant - det er trods alt stadig februar - men som vil have mål umiddelbart efter stigningens vanskeligste del ved Chalet Reynard. Dermed tippes balancen væk fra de puncheurtyper, som hidtil har været dominerende, og som stadig vil finde masser af deres terræn, over mod de rene klatrere.

Sidste år var terrænet stadig mere medgørligt, og det endte med at blive en knivskarp kamp om bonussekunder mellem de ryttere, der kørte en god prolog og klarede bakkerne hver eneste dag. Med det yderste af neglede lykkedes det Gorka Izagirre at slå Simon Clarke med nogle ekstra hundrededele fra prologen, mens Tony Gallopin blot var 1 sekunder efter på 3. pladsen og Thibaut Pinot 2 sekunder efter som nr. 4. Izagirre vender tilbage for at forsvare titlen i sin sæsondebut og er igen oppe mod både Clarke og Pinot, men til gengæld er der ingen Gallopin, som styrtede og brækkede håndleddet i Valencia i sidste uge.

Ruten

Terrænet i Provence er bestemt ikke fladt, og det har været afspejlet i ruten til de fire foregående udgaver. Der har været stigninger på programmet alle dage samt masser af smalle snoede veje. I 2016, 2017 og 2019 var løbet karakteriseret ved at være skabt til puncheurs med korte, stejle stigninger, hvor klassementet blev afgjort - i 2019 spillede en prolog dog også en afgørende rolle - mens de øvrige etaper har været for sprintere af varierende holdbarhed. Den model ændrede kun på i 2018, hvor man i tillæg til to sprinteretaper både havde en prolog og en decideret bjergafslutning på den mere end 10 km lange Col de l’Espigoulier, hvormed der blev tale om et mere klassisk etapeløb.

I år ændrer løbet imidlertid afgørende karakter. Efter fire år er det nemlig tid til at besøge regionen cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, der kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Ganske vist er der i februar ikke mulighed for at klatre hele vejen op gennem månelandskabet i næsten 2000 m højde, men da der er mål ved Chalet Reynard efter stigningens sværeste del, er der tale om en meget svær bjergfinale i det, der for mange stadig er sæsondebut. Der er tale om en helt anden og langt sværere sag end den relativt lette Espigoulier, og dermed er det for første gang et løb for rigtigt klatrere.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Lørdagens kongeetape bliver imidlertid ikke nødvendigvis altafgørende. Også fredag bydes der på en finale, som er hårdere end tidligere set i løbet. Her skal man nemlig slutte på Les Cretes-stigningen, der kendes som den vanskeligste udfordring i GP La Marseillaise, og som er en kort, ganske stejl sag, der vil give klare indikationer på styrkeforholdet dagen inden slaget på Ventoux.

Det er imidlertid ikke nødvendigvis nok kun at kunne klatre, for løbet skydes nemlig i gang med en næsten helt flad torsdagsetape, der finder sted i den sydfranske kystregion, hvor mistralen kan være allervoldsomst, og som i sidste uge var scenen for et sidevindsdrama på 1. etape i Etoile de Besseges. Sprinterne håber dog stadig at komme til fadet, for det er kun de mest hårdføre af dem, der får chancen igen. Kan man klatre og spurte, burde muligheden imidlertid komme på løbets 4. etape, der er en modificeret udgave af sidste års afsluttende etape, som netop blev vundet af en sådan ryttertype, da John Degenkolb spurtsejrede i et felt på ca. 50 ryttere.

1. etape

I 2016 lagde arrangørerne ud med løbets hårdeste etape, og i 2017 var det sprinterne, der fik det første ord. I 2018 prøvede man noget helt nyt i forbindelse med ansigtsløftningen af løbet, idet løbet blev indledt med en helt enkelt og pandekageflad prolog, og den model gentoges sidste år. Sådan bliver det imidlertid ikke i 2020, hvor tempocyklerne kan blive hjemme, og hvor sprinterne til gengæld håber at kunne iføre sig førertrøjen på en stort set helt flad etape. Alligevel skal klassementsrytterne være på vagt på en dag, hvor man kører helt ude ved kysten i en region, der er kendt for den kraftige mistralvind, og hvor en let dag hurtigt kan blive til et sandt drama.

Med en distance på bare 149,5 km er der tale om en kort sag, som fører feltet fra Chateaurenard til Saintes-Maries-de-la-Mer. Fra starten umiddelbart syd for Avignon kører man først igennem fladt terræn mod øst, inden man kører mod syd op over kategori 3-stigningen Le Destest (3,2 km, 2,9%), som har top efter 24,0 km. Herfra falder det mod syd, inden man kører igennem fladt terræn mod vest frem til en lille bakke, på hvis top dagens første spurt kommer efter 39,9 km.

Herefter er etapen pandekageflad. Først kører man mod nordvest til Beaucaire, hvor der i sidste uge blev kørt Etoile de Besseges, inden det går mod sydvest ned til forplejningen, som nås efter 93,6 km. Her sætter man kursen mod kysten og kører mod sydøst, hvor man efter 115,5 km rammer den afsluttende rundstrækningen, der ligeledes er helt flad. Her køres en halv omgang, inden man når til målet helt ude ved kysten i forbindelse med den anden spurt efter 125,9 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 23,6 km runde, som er henlagt til det flade terræn nordvest for kystbyen, og som ikke byder på mange tekniske udfordringer. De sidste 5 km er helt flade og byder på en helt ukompliceret afslutning, hvor sidste sving kommer i en rundkørsel med hele 9,6 km igen.

Etapen byder på i alt 522 højdemeter.

Mistralen har magten. Vi så sidste uge i Etoile de Besseges, der afvikledes i samme område, at 1. etape blev et blodbad i sidevinden, mens 2. og 3. etape blev helt fredsommelige dage for sprinterne. Sådan vil det også være her, hvor der er lagt op til en let dag for de rene sprintere, hvis dagen er stille, men hvor de lette klatrere kan tabe det hele på gulvet, hvis mistralen spiller med musklerne.

Saintes-Marie-de-la-Mer har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var sidste års prolog, som suverænt blev vundet af Filippo Ganna foran Sebastian Langeveld og Remi Cavagna.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

2. etape

Hidtil har Tour de la Provence mest været kendt som et løb for puncheurs, men det laves der om på i årets historisk hårde udgave. Nok er det Mont Ventoux-etapen, der er det store blikfang, men allerede om fredagen venter en afslutning, der er hårdere end nogensinde tidligere i løbets korte historie. Her skal rytterne nemlig slutte på Les Cretes-stigningen, der er kendt som den vanskeligste udfordring i GP la Marseillaise, og selvom der er tale om en kort og ganske eksplosiv stigning, er den svær nok til at give en fornemmelse af klatrehierarkiet inden løbets kongeetape.

I alt skal der tilbagelægges 174,9 km, som fører feltet fra Aubagne til Les Cretes-stigningen i udkanten La Ciotat. Startbyen er en forstad til Marseille og kendes som udgangspunkt for en af områdets kendte stigninger, Col de l’Espigoulier. Man lægger også benhårdt ud med at køre mod øst og nord op ad kategori 1-bjerget (9,3 km, 5,6%), der er en ganske jævn stigning med stigningsprocenter på 6-7, men enkelte plateauer undervejs. Toppen rundes efter 10,5 km, hvorefter man via et plateau kører mod nordøst frem til en rundstrækning, hvorpå man kører en omgang. Den indledes med et fladt stykke, der fører mod øst frem til dagens første spurt, som kommer efter 21,6 km, hvorefter et længere, let faldende stykke leder mod nord, sydvest og syd frem til kategori 1-stigningen Col de la Coutronne (7,9 km, 4,8%), som byder på 4 km med ca. 6% midtvejs, men er let i bund og top, som rundes efter 53,8 km.

Herefter tager man hul på endnu en omgang ved at køre på det flade plateau, men man fortsætter mod øst via en nedkørsel ned til bunden af kategori 3-stigningen Cote de Mazaugues (2,0, 4,5%), som har top efter 78,2 km. Nu går det videre igennem let kuperet terræn mod sydøst, syd og tilbage mod vest frem til forplejningen, der kommer på en bakke (900 m, 6,2%) efter 100,4 km. Fladt terræn leder videre mod sydvest, hvor man rammer endnu en rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

Den indledes med, at man via en nedkørsel kører mod sydvest og syd ned til målbyen La Ciotat, hvorfra man følger den flade kystvej mod sydøst og øst ned til dagens anden spurt, som kommer efter 134,9 km. Her forlader man vandet og kører igennem let stigende terræn mod nordøst frem til bunden af kategori 3-stigningen (2,4 km, 8,5%), som bestiges fra syd og leder frem til rundstrækningens udgangspunkt efter 151,4 km. Nu tager man hul på endnu en omgang ved at køre ned til La Ciotat igen, men denne gang fortsætter man mod sydvest ned langs vandet, inden man kører mod vest tværs gennem byen frem til bunden af Les Cretes, der ikke er kategoriseret. Den stiger med 8,0% over 3,4 km og er ganske regulær med 7,9% over den sidste kilometer. Stigningen byder på flere hårnålesving, herunder to på den sidste halve kilometer.

Etapen byder på i alt 2680 højdemeter.

Vi kender Les Cretes fra GP Marseille, hvor den efter sin indførelse har gjort løbet meget hårdere, så det ofte er en lille gruppe af puncheurs og klatrere, der har afgjort løbet. Det er stadig en kort, eksplosiv sag for ardennerryttere mere end klatrere, men selvom forskellene vil være små, vil den give en klar fornemmelse af formniveauet inden kongeetapen.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Der har ikke tidligere i dette årtusinde været afslutning på Les Cretes i et stort cykelløb, men selve byen La Ciotat var også målby i 2019 og 2017. For et år siden slog Eduard Prades akkurat Tony Gallopin og Gorka Izagirre som de nærmeste rivaler i en gruppe på 9 mand, mens vi i 2019 så Alexandre Geniez, Rohan Dennis, Nicolas Edet og Matej Mohoric køre væk, hvorefter Geniez sejrede i spurten.

3. etape

Som nævnt tidligere er der noget forkert i, at Tour de la Provence indtil i år ikke har besøgt regionens cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, som kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Det laves der om på i årets brutale udgave, men da vi er i februar, lader det sig ikke gøre at køre hele vejen til toppen i næsten 2000 m højde. Derfor må rytterne nøjes med en afslutning ved Chalet Reynard, hvor der også har været mål, når stigningen har været besøgt af Paris-Nice, men da det byder på bjergets vanskeligste del, som fører ind gennem skoven, er der alligevel lagt op til en brutal udfordring i midten af februar, hvor rytterne stadig leder efter den bedste form.

Med en distance på 140,2 km er der tale om en af de korte bjergetaper, som har vundet så megen popularitet i de senere år, og den fører fra Istres til Chalet Reynard i 1429 m højde et pænt stykke op ad Mont Ventoux. Startbyen ligger helt ude ved den franske middelhavskyst, hvor det er fladt som en pandekage, og man lægger derfor ud med igennem helt fladt terræn at køre mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 20,6 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod øst og nordøst frem til den lille kategori 3-stigning Cote de Lauris (1,1 km, 3,8%), som har top efter 57,0 km.

Den indleder starten på den mere kuperede fase. Herefter stiger det let mod nord, inden man drejer mod nordvest ind på kategori 3-stigningen Cote de Cedres (2,8 km, 4,1%). En nedkørsel leder videre mod nordvest ned til en bakke (600 m, 7,7%) med top efter 78,0 km, inden det går op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning (7,5 km, 4%), hvis top rundes efter 96,5 km. En nedkørsel fører nu mod nord, inden det begynder at stige ganske let mod nord, indtil man drejer man når frem til Bedoin, der ligger for foden af Ventoux, og hvor dagens anden spurt kommer efter 125,0 km.

Her drejer man mod øst og kører ad en let stigende vej frem til Mont Ventoux, der her er i kategori 1 og bestiges fra sydvest. Op til Chalet Reynard stiger den med 7,6% over 14,6 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 5 km er nemlig ganske lette med stigningsprocenter på mellem 2 og 6, men herefter tager den fat med en kilometer med 11,0%, inden den stiger med mellem 8 og 11% resten af vejen, indtil den flader en anelse ud med 7,5% over den sidste kilometer, dog med 8,6% på de sidste 600 m. Samlet set stiger de sidste 9,7 km med 9,1%, og de følger en lang, relativt lige vej med blot to hårnålesving, det sidste relativt tæt på toppen.

Etapen byder på i alt 2386 højdemeter.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Mont Ventoux er et af sportens sværeste bjerge, og derfor er det lidt af en mundfuld i februar måned. Ganske vist skal vi ikke til toppen, men vi får den vanskeligste del, hvor vinden som regel heller ikke spiller den dræbende rolle, den kan gøre på den skaldede top. Med den slags procenter er der lagt op til et stort slag, hvor løbets mest formstærke bjergrytter med stor sandsynlighed vil sejre.

Mont Ventoux er som bekendt et ikonisk bjerg, der i dette årtusinde har været brugt af Tour de France, Paris-Nice, Criterium du Dauphiné og det nye Mont Ventoux Denivle Challenge. Som regel er der mål på toppen, men siden årtusindeskiftet har der to gange været mål længere nede. Det var på Tour-etapen i 2016, hvor kraftig vind førte til, at målet blev henlagt til Chalet Reynard, og hvor Thomas de Gendt vandt fra et udbrud, mens vi længere tilbage havde den berømte motorcykelepisode, der førte til billederne af en løbende Chris Froome. I 2008 var der i Paris-Nice mål ved Station du Mont Serein, hvor Cadel Evans spurtbesejrede Robert Gesink, efter at de to var kørt fra alle rivalerne.

4. etape

Afslutningerne på to hårde stigninger har forandret karakteren af Tour de la Provence, men der er dog stadig én etape, der minder om det, vi kender. Løbet slutter nemlig lige som sidste år med en ganske kuperet etape til Aix-en-Provence, hvor John Degenkolb sidste år sejrede i en reduceret massespurt. Noget lignende kunne meget vel blive tilfældet i år, for selvom det går op og ned hele dagen, er ingen af stigningerne vanskelige nok til at kunne bruges offensivt af klassementsrytterne.

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km mellem Avignon og Aix-en-Provence. Fra start går det igennem fladt terræn mod nordøst frem til dagens første spurt, som kommer allerede efter 12,9 km. Det begynder nu at stige let, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote des 3 Termes (9,0 km, 4,3%), som har top efter 30,7 km. En teknisk nedkørsel fører nu mod sydøst, inden man kører mod nordøst og øst igennem småkuperet terræn, der byder på bakker efter 46,5 km (1,2 km, 6,3%) og 56,0 km (2,9 km, 3,4%). Kort efter rammer man en lang ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 4,5%), som har top efter 73,0 km, inden en teknisk nedkørsel leder mod syd ned til en lille bakke (1,8 km, 5,5%), som bestige sfra vest og har top efter 87 km.

Nu gælder det dagens vanskeligste udfordring, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Col de l’Aire dei Masco (6,3 km, 4,9%), som har top efter 96,9 km, og som er uhyre jævn og aldrig bliver stejl. En nedkørsel fører videre mod syd, inden det begynder at falde let, mens man kører mod sydvest, vest, syd og nordvest. Her drejer man mod sydvest og syd for at tage hul på et let stigende stykke, der leder forbi dagens sidste spurt, som er placeret efter 141,6 km, inden en nedkørsel leder mod øst og syd ned til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Cote de La Cride (3,8 km, 4,8%). Fra toppen resterer 15,9 km, som består af en relativt enkel nedkørsel, der fører mod syd ned mod Aix-en-Provence, inden man følger et fladt plateau mod øst og videre mod syd. Til slut falder de sidste 5 km let, mens man kører mod syd og vest ind til bycentrum, hvor en lang, lige vej på adskillige kilometer afsluttes med sving med 700 og 600 m igen. Det falder hele vejen, den sidste kilometer dog kun med 1,2%.

Etapen byder på i alt 2430 højdemeter.

Etapen er en modificeret udgave af sidste års 4. etape. I år fås den i en samlet set lettere udgave med færre højdemeter, men de sidste ca. 30 km er præcis de samme som for et år siden. Her så vi ganske vist, at John Degenkolb faldt fra på sidste bakke, men han kom tilbage i tide til at vinde spurten i et felt på ca. 50 mand. Med andre ord skal man kunne klatre for at være med, men da de hurtige folk ikke har haft meget at komme efter indtil nu, er en reduceret massespurt igen det mest sandsynlige scenarium.

Læs også

Evenepoel tilbage på landevejen

Aix-en-Provence har seneste været vært for et stort cykelløb i forbindelse med sidste års udgave af løbet, hvor John Degenkolb efter en kuperet dag kom tilbage til feltet og nærmest slog Simon Clarke og Anthony Maldonado i en reduceret massespurt. Paris-Nice var forbi i 2011, hvor Tony Martin vandt en enkeltstart med 20 sekunder ned til Bradley Wiggins og her lagde grunden til sin samlede sejr. Året forinden var løbet også i byen, og her fortsatte nyprofessionelle Peter Sagan sin helt forrygende karrierestart ved at køre alene væk på en sen bakke og sejre med 2 sekunder ned til forfølgerne.

Favoritterne

I de foregående år har det været lidt af en hovedpine at skulle skrive optakt til Tour de la Provence. En serie etaper, der hverken var fugl eller fisk, lagde op til aggressivt og uforudsigeligt cykelløb, der kunne gå et hav af veje og blev en knivskarp kamp om sekunder. Det var måske mest tydeligt sidste år, hvor løbets tre stærkeste klatrere, Thibaut Pinot, David Gaudu og Eddie Dunbar, angreb i ét væk, men i sidste ende ikke kunne gøre forskellen. Resultatet blev en neglebider af en finale, hvor Gorka Izagirre slog Simon Clarke på hundrededele fra prologen, men hvor Tony Gallopin var løbet med det hele, hvis han var blevet nr. 3 og ikke nr. 4 i den afsluttende reducerede massespurt.

Den slags uforudsigelighed burde der ikke være i år. Tværtimod er der tale om et meget rent løb, hvor kun ganske få reelt har en chance for at vinde. Det skyldes naturligvis inklusionen af Mont Ventoux, der er en brutal udfordring for begyndelsen af februar. Nok skal man ikke hele vejen til toppen, men enhver cykelmotionist, som har stiftet bekendtskab med det berømte bjerg, vil vide, at den vanskeligste del kommer på den nedre del, som fører op til 3. etapes mål ved Chalet Reynard. For graden af selektion er det ikke nødvendigvis en del dårlig ting. Ikke blot betyder det, at vi ”slipper” for det lidt lette plateau umiddelbart efter Chalet Reynard, vi undgår også, at modvinden slår løbet ihjel oppe i månelandskabet, hvor vejen er helt åben og ofte udsat for kraftig blæst.

De 9,7 km med 9,1% vil gøre enorm skade og skabe så store forskelle, at meget taler for, at Ventoux-etapen vil blive altafgørende. Man skal imidlertid ikke undervurdere 2. etape med mål på Les Cretes. Vi kender stigningen fra GP La Marseillaise, hvor den har forandret løbet fra et sprinterløb til et løb for klassikerryttere og puncheurs, og selvom det stadig er en ganske eksplosiv finale, er den også lang og stejl nok til, at vi vil se forskelle, der måske kan spille en rolle. Måske vinder man ikke løbet her, men man kan tabe det. Det vil eksempelvis Wout Poels kunne bevidne, da han i den seneste uge i Valencia kørte en fremragende kongeetape, men blot blev nr. 6 i klassementet, fordi han havde tabt knap 20 sekunder i en lignende puncheurfinale på 2. etape, hvor stigningen endda blot var 2 km lang.

Jokeren er naturligvis vinden. Særligt 1. etape er designet med det formål, at mistralen skal sprænge feltet til atomer, som den senest gjorde det på 1. etape i Besseges, der afvikledes blot få kilometer fra målet på åbningsetapen. Vinden vil reelt kunne knuse alle drømme for klatrerne, som den eksempelvis gjorde det i sidste uge, hvor den kostede Magnus Cort et topresultat og kostede Alberto Bettiol den samlede sejr.

På den baggrund kan de små folk ånde lettede op. Vinden ventes at tiltage kraftigt torsdag aften, og natten til fredag vil blive voldsomt blæsende, men hvis ikke vejrudsigten ændres i løbet af de kommende 48 timer, vil etapen finde sted i stille betingelser og solskin. Dermed bør det ende i en fredsommelig massespurt uden indvirkning på klassementet. Vi kender 4. etape fra sidste år, hvor samme finale gav anledning til en reduceret massespurt. Lige nu ser det heller ikke ud, at vinden vil spille den mindste rolle her, og selvom man ikke helt kan udelukke et udbrud, må man formode, at holdbare sprintere som Giacomo Nizzolo, Nacer Bouhanni og Magnus Cort vil gå efter at gentage John Degenkolbs sejr fra sidste år i et løb, der ikke byder på meget for de hurtige folk.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

Dermed må vi forvente, at det hele skal afgøres på de to hårde etaper midt i løbet, men det handler ikke nødvendigvis kun om klatrebenene. Mistralen bliver nemlig ekstremt voldsomt med en styrke på knap 40 km/t på 2. etape. Det burde betyde masser af sidevind gennem meget af etapen, og det er slet ikke usandsynligt, at det hele kan splittes. Samtidig vil der være knaldhård modvind på målbakken Les Cretes, og det betyder, at det nok bliver meget svært at gøre forskelle. Vinden lægger sig dog allerede til lørdag, der bliver næsten vindstille med ganske let sidemedvind op ad Mont Ventoux, hvor vinden dermed ikke vil lægge en dæmper på festen.

Konklusionen er, at modvinden formentlig vil reduceres betydning af Les Cretes i stort omfang, og derfor vil løbet bliver afgjort af primært klatrebenene på Mont Ventoux og risikoen for sidevind på 2. etape. Der kan vindes og tabes sekunder i finalen på 2. etape på rigtig Poels-maner, men modvinden gør, at det er mindre sandsynligt.

Hvis vedkommende kan holde sig til i sidevinden, taler meget således for, at løbets bedste klatrer vil vinde. På den baggrund vil jeg pege på Thibaut Pinot som min favorit. Det lykkedes endelig for den talentfulde franskmand at vise sit enorme potentiale under sidste års Tour, indtil det hele endte så tragisk, at han brat endte sin sæson. Pinot har ikke haft et nummer på ryggen, siden hele cykelverdenen græd sammen med ham på 19. etape af Touren, hvor cykelhistoriens mest uheldige lårskade knuste en livsdrøm, der var få dage fra måske at blive realiseret. Heldigvis er han nu kommet sig over den gigantiske skuffelse, og han har nu rettet blikket mod revanche til sommer.

Forberedelserne er allerede indledt. Pinot kommer direkte fra en højdetræningslejr, hvor han har været sammen med David Gaudu, Rudy Molard og Anthony Roux. Samtidig ved vi, at Pinots bundniveau er uhyre højt - i hvert fald uden for grand tours, hvor han har haft sine nedture - og der findes stort set ikke et løb, hvor han ikke er helt med fremme. Det gælder særligt først på året, hvor han har for vane at køre stærkt fra start, og det var da også tilfældet sidste år, hvor han kørte fornuftigt i dette løb, inden han i den efterfølgende uge vandt Tour du Haut-Var.

I år kan vi endda vente os, at Pinot er endnu skarpere. Efter denne løbsblok, der slutter med Paris-Nice, har han et meget let forårsprogram, og det indikerer, at Løbet mod Solen, som han kører for første gang, er et ganske stort mål. Derfor er han formentlig allerede i ganske god form, og han kommer til et klatreløb, der passer ham. Som bjergrytter vil han elske Ventoux, men han har også masser af punch til Les Cretes. Udfordringen er sidevinden, som ikke er hans kop te, men en trip med Anthony Roux, Mathieu Ladagnous, Ignatas Konovalovas og Antoine Duchesne burde være i stand til at beskytte ham fornuftigt. Overlever han den, vil han som løbets bedste klatrer formentlig kunne vinde, og derfor er han min favorit.

Hans værste rival kunne meget vel være en holdkammerat. Også sidste år kom Pinot og David Gaudu direkte fra højderne, og det lærte sidstnævnte, at han responderer fremragende på den forberedelse. Han var flyvende i dette løb, hvor han og Dunbar konkurrerede om at være stærkest, og rejste direkte til Emiraterne, hvor han i UAE Tour blev nr. 3 bag Primoz Roglic og Alejandro Valverde. Hans kørsel i efteråret, særligt i Milano-Torino, taler for, at han har taget endnu et skridt, og man kan slet ikke udelukke, at han igen i år vil være bedre end kaptajn Pinot i dette løb. Ventoux passer ham, og han har også punch til Les Cretes. Til gengæld er han endnu mere sårbar i sidevinden end sin chef, men klarer han 2. etape uden problemer, kunne man sagtens forestille, at det også vil passe Pinot fint, hvis hans vigtigste løjtnant kunne tage en tidlig sejr. Holdets tredje klatrer, Rudy Molard, plejer også at lægge stærkt fra land, men da Ventoux er for svær til at gøre ham rigtigt farlig, må han her leve med en rolle som hjælper.

Den værste rival ligner Nairo Quintana , der efter de nationale mesterskaber kører sit første løb for Arkea i Europa. En 2. plads på enkeltstarten og en solid 4. plads i linjeløbet, der ikke passede ham specielt godt, tyder på, at han er i form. Det plejer han også at være, og han har således en serie fine resultater i både de argentinske løb, Volta a la Comunitat Valenciana og Tour Colombia, hvor han sidste år vandt kongeetapen. Han har sagt, at alle franske løb i år er et mål for ham, og det starter formentlig allerede her, hvor han tager første skridt frem mod Paris-Nice. Ventoux er en sand lækkerbisken for en ren klatrer som ham, og selvom Les Cretes ikke ligger til hans højreben, bør han ikke tabe tid. Udfordringen er for ham sidevinden, men den har han efterhånden lært at mestre. Hans kørsel i både Paris-Nice og Touren var fabelagtig, selvom han havde begrænset støtte. Det har han også her, men med det flair, han har vist, bør han kunne overleve og derefter gå efter sejren på Ventoux, hvor han kan få den bedst tænkelige start hos sit nye hold.

Ineos kommer med et ganske potent hold med i hvert fald to klare vinderkandidater og en solid outsider. En af kandidater er Pavel Sivakov , der har den fordel, at han allerede har otte løbsdage i benene. Ganske vist var han et stykke fra sit bedste niveau i Tour Down Under, men allerede i Cadel Evans Great Ocean Road Race var supertalentet i form, da han som den eneste kunne matche Simon Yates sidste gang op ad Challambra Crescent. Nu er han formentlig blot endnu bedre, og samtidig kan han se frem til et løb, der passer ham bedre. Hans punch er nemlig ikke verdens bedste, men han vil være ganske komfortabel på Ventoux, ligesom han næppe vil tabe tid på Les Cretes. Hans største våben kan imidlertid være sidevinden, hvor Ineos med Owain Doull, Chris Lawless, Gianni Moscon og Ian Stannard har det måske allerbedste hold. Sivakov er god nok til at vinde alene via Ventoux, men særligt hvis han vinder tid i vinden bliver han meget farlig.

Ineos har også et lige så godt kort at spille i Eddie Dunbar. Den lille irer gør sæsondebut, men det betyder ikke, at han mangler noget. Tværtimod var han intet mindre end flyvende i dette løb sidste år, og selvom resten af året endte lidt for meget som en hjælperaffære, nåede han at give prøver på talentet. Frygten er, at Ventoux er lidt for lang for en mand, der hidtil ikke har vist sig frem i de høje bjerge på højeste niveau, men sidste år blev han trods alt nr. 5 i bjergløbet Route d’Occitanie. Han er stadig i fremgang og formentlig endnu bedre end sidste år. Flyver han lige så højt, som for et år siden, kan han sagtens vinde dette løb, især hvis hans punch kan hjælpe ham til lidt bonussekunder på 2. etape, og Ineos kan give ham tid i sidevinden. Holdet har også Gianni Moscon, der viste fremragende form i Valencia og ligner en mand med kurs mod en stor klassikersæson, men Ventoux må antages at være for svær for den store italiener, der ikke har klatring som fokus på denne tid af året, præcis som Sierra Bernia var lidt for svær i Valencia. Vinder han tid i sidevinden, skal man dog aldrig sige aldrig med det alsidige supertalent.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

Løbets store joker er Alexey Lutsenko. Al logik siger, at Ventoux er for svær for den kasakhiske puncheur, men sidste år udviklede han sig til så god en klatrer, at han kørte i top 10 i Dauphiné og var tæt på at vidne bjergetape i Touren. Vi ved af erfaring, at Lutsenko er skræmmende i februar, hvor han nu to år i træk har tørret gulv med rivalerne i Tour of Oman - et løb, han særligt dominerede sidste år, hvor han vandt tre af seks etaper. Har han samme form nu, vil han klatre fremragende, som han har gjort det to år i træk på det omanske Green Mountain. Ventoux er ca. dobbelt som lang og dermed sværere for den relativt store kasak, men med sin vanlige februarform bliver han farlig, især fordi han også burde være stærk i sidevinden.

Han er dog ikke den eneste på Astana, som kan slå til. Jeg har også store forventninger til Aleksander Vlasov, der er et af sportens mest lovende etapeløbstalenter. Vinderen af Baby-Giroen i 2018 havde et lidt svingende 2019, men når han var på toppen, fløj han. Det gjaldt særligt i sommermånederne, hvor han var synligt bedre end eksempelvis Tadej Pogacar i Tour de Slovenie, blev russisk mester med et soloridt og vandt på Kitzbüheler Horn i Østrig Rundt. Hvor han står formmæssigt, ved vi ikke, men sidste år startede han stærkt i Spanien, og han vil elske Ventoux. Til gengæld må den uerfarne russer anses som sårbar i sidevinden, hvor Astana bestemt ikke har det bedste hold til at støtte ham.

Det er med nogen tøven, at jeg fremhæver Hugh Carthy. Briten er nemlig kendt som en langsom starter, og han har næppe de helt store planer om at være i form før det store mål i Giroen. Omvendt har han fundet lidt af den stabilitet, han har manglet i udtalt grad, og sidste år blev han trods alt nr. 3 i Tour du Haut-Var i februar. Feltet var ikke af samme kaliber som her, men det viser, at formen formentlig kan antages at være hæderlig. I Giroen sidste år viste han, at han endelig er klar til at etablere sig som en af verdens bedste klatrere. Ventoux passer godt til en dieselklatrer som ham, men til gengæld skal han passe på ikke at tabe sekunder på 2. etape, hvor han er uden punch, ligesom han er meget sårbar i sidevinden. EFs hold tæller også Ruben Guerreiro, der tog et stort skridt i Vueltaen sidste år, men Ventoux er formentlig lidt for lang til, at han kan vinde i sin sæsondebut.

Sunweb kommer med WIlco Kelderman , der er i den helt særegne situation, at han ikke er styrtet slemt siden marts. Det varer næppe længe, inden han atter må en tur i sygesengen, men når han er skadesfri, plejer han at starte stærkt, som han blandt andet har gjort det i UAE Tour. Desværre er han ikke helt blevet sig selv endnu efter de seneste skader, men han sikrede sig trods alt en hæderlig top 10 i Vueltaen. Nu har han haft en god vinter til at bygge videre på en for en gangs skyld relativt problemfri opbygning, og er han i form, som han plejer, bør han gøre det hæderligt her, især hvis han kan vinde tid i sidevinden. Sunweb har også Marc Hirschi, men selvom schweizeren var fabelagtig i sin debutsæson, hvor han i flere løb var bedste mand på stigningerne - ikke mindst i BinckBank Tour - må man antage, at Ventoux er for lang for en mand, der hidtil har manglet en del i bjergene. Endelig stiller holdet med Sam Oomen, men da dette er hans første løb siden operationen i maj, har holdet slet ikke omtalt ham som en af kaptajnerne, og det tyder på, at løbet primært handler om at genfinde rytmen.

Arkea stiller ikke blot med Quintana, men også med deres anden bjergkaptajn, Warren Barguil. Der er dog en markant forskel på de to kaptajner. Mens Quintana altid flyver fra start, er Barguil en temmelig langsom starter, der sjældent har de store resultater før april. Samtidig mangler han stadig noget for at være tilbage på sit gamle niveau, for selvom han blev nr. 10 i Touren, skuffede han fælt gennem hele efteråret. Sidste år var meldingerne imidlertid, at han var godt på vej i den første del af sæsonen, indtil han styrtede i både Paris-Nice og Catalonien. Konkurrencen fra Quintana kunne anspore ham til en stærk start, og klarer han sidevinden, som han ikke er helt ringe til, er det en rute, der passer ham perfekt. Holdet har også Winner Anacona , men han er gået i stå og må anses som ren hjælper.

En rytter, der er kendt for at starte forrygende, er Jesus Herrada, der sidste år vandt det allerførste løb på Mallorca og var på podiet i Oman. Han skulle have kørt i Oman igen, men aflysningen betyder, at han i stedet sæsondebuterer her. Her må man dog formode, at Ventoux er lidt for lang for en puncheur som ham. Ganske vist vandt han netop på denne stigning i det nye Mont Ventoux Denivele Challenge, men ser man bort fra en uhyre skuffende Romain Bardet, var feltet slet ikke af samme kaliber som her. God februarform skal nok føre Herrada langt, men det er svært at se ham vinde på Ventoux igen. Cofidis har også Jesper Hansen , der forhåbentlig efter et svært 2019 kan lave et resultat i et løb, der - bortset fra sidevinden, som kan blive dyr - passer ham som god i hos. Også unge Victor Lafay og Fernando Barcelo kan klatre, men spanieren var meget skuffende i Argentina.

En joker er Sepp Kuss . Enhver, der så Vuelta i 2019, vil vide, at amerikaneren nu klatrer godt nok til at køre med om sejren i et løb som dette, men jeg tvivler på, at han er i form. Han er nemlig om nogen en langsom starter, der i 2018 først fandt benene i august og sidste år først kom på sporet i Dauphiné efter en miserabel Giro. Han skulle have arbejdet på at blive mere stabil, nu hvor han lærer, hvordan hans krop fungerer, men selvom ruten passer ham, tror jeg, at løbet kommer for tidligt - især fordi sidevinden også er et problem. Holdet har en solid backup i Robert Gesink, der her får en sjælden chance for at køre for sig selv. De dage, hvor han kan vinde, er ovre, men er han i form - og det er han tit fra start - er han stadig top 10-kandidat. Endelig har holdet den lovende Chris Harper, men han manglede for meget i de australske løb til at være meget farlig.

Astanas liste tæller også Merhawi Kudus. Eritreeren er aldrig blevet til det ønskede, men lige netop i sæsonstarten plejer han at køre stærkt. Således udkæmpede han for et par år siden en herlig duel med Quintana på Mas de la Costa i Valencia, og han synes ikke at være blevet ringere efter skiftet til Astana. Ruten her burde passe til en klatrer som Kudus, i hvert fald hvis han klarer sidevinden. Til gengæld tror jeg, at Ventoux er for voldsom for den forsvarende vinder, Gorka Izagirre, der ikke havde et godt 2019 og heller ikke var imponerende i dette løb, selvom en god prolog gav ham sejren. Vadim Pronskiy er en lovende klatrer, men mangler fortsat for meget, og Ventoux er for svær for Alex Aranburu og Fabio Felline, selvom de klatrer hæderligt.

CCC giver debut til Fausto Masnada og Jan Hirt, der som klatrere begge burde elske denne rute. Erfaringen med Hirt er dog, at han er en uhyre langsom starter, og han er ofte skræmmende dårlig efter en lang pause. Det er derfor nok primært Masnada, der er en trussel, men også han er meget svingende. Han siger selv, at han har arbejdet hårdt for at starte stærkt, og har han Giro-form, burde han kunne gøre det godt på Ventoux, hvis han kan klare sidevinden, hvor både han og Hirt er sårbare. Holdet har også det unge talent Attila Valter, men meldingen er, at han alene skal hjælpe de mere erfarne klatrere i sæsondebuten.

Ag2r stiller med en spændende outsider i Aurelien Paret-Peintre. Det franske talent var en stor skuffelse i sin første sæson, men han blev trods alt nr. 16 i Tour de Suisse. Nu synes han at have fundet formen efter et fornemt Besseges, hvor han blev nr. 6 på en for ham ikke alt for gunstig rute. Han burde elske Ventoux, og klarer han sidevinden, kan han overraske. Holdet har også den lovende Jaakko Hänninen, men selvom han vil kunne lide Ventoux, har han meget at bevise efter et svært 2019. Nans Peters, der ellers i Gran Piemonte viste, hvor god han er blevet efter Giro-etapesejren, har haft kyssesyge og meldes ikke i form, og lottokuponen Alexandre Geniez viste i Marseille, at han tilsyneladende ikke er på sporet endnu. Mikael Cherel og Francois Bidard kan klatre, men helt i front kan de ikke være.

Endelig vil jeg pege på Niklas Eg. Danskeren havde det svært i et års tid fra foråret 2018, men i Tour of Utah viste han atter livstegn. Hans start på Mallorca var ganske hæderlig, og han gjorde det godt på eksplosive stigninger, der ikke passede ham. Han er sårbar i sidevinden, men Ventoux passer ham, og da han med sin hidtil bedste præstation i UAE Tour i 2018 har vist, at han kan være med på dette niveau, kunne han godt fortsætte den fine danske sæsonstart. Trek har også Nicola Conci og Julien Bernard, men de var ikke flyvende på Mallorca.

Derudover er der en stribe ryttere, der måske kan gøre det heldigt. Circuis har en meget formstærk Fabien Doubey, der var næstbedste mand på stigningerne i Saudi Tour, men som her dog er i stærkere selskab. Deceuninck-Quick Step har den lovende Andrea Bagioli, formstærke Dries Devenyns og Pieter Serry, der alle klatrer, men vil finde Ventoux for lang og svært til, at de er meget farlige. Movistar har Davide Villella, der synes i form, men som nok også vil finde Ventoux for svær. Israel SUN satser på Krists Neilands, men hans form er formentlig ikke i top, og han vil nok også finde niveauet en anelse for højt. NTT kommer med Domenico Pozzovivo , der egentlig burde være en af favoritterne, men da dette er hans første løb efter det karrieretruende styrt i august, skal vi næppe forvente det helt store. Roman Kreuziger er en langsom starter, var helt væk i 2019 og virkede skidt kørende i Saudi Tour, hvor også Amanuel Ghebreigzabhier havde store mangler på stigningerne. Total Direct Energie har Rein Taaramae og Jonathan Hivert, der imidlertid viste alt andet end storform i sidste uge, og Ventoux er for svær for Nippos Julien El Fares.

OPDATERING: EF har udtaget Tanel Kangert som supplement til Guerreiro og Carthy, men heller ikke han er kendt som den stærkeste starter. De har tillige udtaget Luis Villalobos, der imponerede i Utah i 2018, men havde et svært 2019. Nippo har udtaget Mulu Hailemichael, der gjorde det godt på bakkerne i Saudi Tour og måske kan gøre det pænt.

***** Thibaut Pinot

**** David Gaudu, Nairo Quintana

*** Pavel Sivakov, Eddie Dunbar, Alexey Lutsenko, Aleksander Vlasov, Hugh Carthy

** Wilco Kelderman, Warren Barguil, Jesus Herrada, Marc Hirschi, Sepp Kuss, Merhawi Kudus, Gianni Moscon, Fausto Masnada, Tanel Kangert, Aurelien Paret-Peintre, Robert Gesink, Niklas Eg

* Gorka Izagirre, Ruben Guerreiro, Sam Oomen, Davide Villella, Chris Harper, Domenico Pozzovivo, Luis Villalobos, Fabien Doubey, Roman Kreuziger, Amanuel Ghebreigzabhier, Jan Hirt, Krists Neilands, Jesper Hansen, Andrea Bagioli, Pieter Serry, Dries Devenyns, Alexandre Geniez, Nicola Conci, Jaako Hänninen, Attila Valter, Mulu Hailemichael

Danskerne

Som nævnt ovenfor burde Niklas Eg have en god chance for at køre et fint klassement, hvis han klarer sidevinden på 2. etape. Trek stiller også med Alexander Kamp, der næppe er i superform, men måske vil kunne køre en reduceret massespurt på 4. etape. Den bør også være et stort mål for formstærke Magnus Cort, der på EF ligner en af favoritterne til søndag, ligesom han helt sikkert også vil forsøge sig i spurten på 1. etape, der dog passer ham dårligere. Cofidis stiller med Jesper Hansen, der som nævnt ovenfor kan køre et fint klassement, hvis han er i form og klarer sidevinden. Endelig gør Kasper Asgreen sæsondebut på en lidt sjovt Deceuninck-hold, der hverken har en sprinter eller en rigtig klatrer, og han kunne meget vel prøve formen med udbrud, en mulig spurt i et reduceret felt på 4. etape og en test på målbakken på 2. etape, der dog bør være for svær i midten af februar.