Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?
På forhånd tak!
Feltet.dk
I flere år har aflysningen af mange løb redet cykelsportens europæiske kernelande som en mare, men af og til brydes trenden. Et af disse særtilfælde er skabelsen af det nye Tour de la Provence, der i år afholdes for sjette gang, og med de mange aflyste løb kan de endda præsentere et fabelagtigt felt, der er endnu stærkere, end vi så det i den stærkt besatte 2020-udgave. Også i år udfordres de af en knaldhård rute, der lørdag byder på mål et godt stykke oppe ad selveste Mont Ventoux, hvor nogle af verdens bedste klatrere formentlig skal slås om den samlede sejr, som de gjorde det, da Nairo Quintana vandt for et år siden.
Annonce
Løbets rolle og historie
Mens nye løb er opstået uden for Europa og i nyere cykellande som Norge, har der været en negativ tendens i de historiske europæiske nationer. Spanien har mistet de fleste af deres mange etapeløb, og den tidligere så rige italienske endagsscene er en skygge af sig selv. I Frankrig er det gået bedre, og de fleste løb har overlevet. Alligevel er der blevet sagt farvel til løb som Circuit de Lorraine, Criterium International, Tour de Picardie og Tour Mediterraneen, mens løb som Bretagne Classic og 4 Dage ved Dunkerque have kæmpet for overlevelse.
I 2016 blev trenden kortvarigt brudt. I Spanien blev Volta a la Comunitat Valenciana genetableret, og i Frankrig blev der afholdt to nye løb. La Méditerranéenne overtog positionen efter Middelhavet Rundt, mens Tour de la Provence blev skabt som en helt ny begivenhed i Sydfrankrig.
Tilføjelsen af de to løb gjorde den franske februarkalender ganske imponerende og gav perfekte forberedelsesmuligheder forud for større begivenheder. Efter de første løb, GP La Marseilleaise og Etoile de Besseges, gav de tre korte etapeløb La Méditerranéenne, Tour du Haut-Var og Tour de la Provence de franske ryttere mulighed for at køre i hjemlandet hver eneste uge i en måned, der er meget vigtig for resten af sæsonen. Slutteligt endte det hele med de to endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic, og der var således hele 17 løbsdage i landet, inden vi overhovedet var nået til marts. I 2017 forsvandt La Méditerranéenne desværre igen efter bare en enkelt udgave, men landet har stadig en imponerende løbsserie, som kun Spanien kan konkurrere med i denne tidlige del af sæsonen.
Løbene afholdes alle i Sydfrankrig og er ganske ensartede. De afholdes på de kendte smalle og snoede veje med små stigninger, der har gjort området til et ideelt træningsområde for både motionister og professionelle. Der er sjældent store bjerge, og terrænet har oftest gjort det til løb for puncheurs og stærke sprintere, og de rene sprintere har som regel også noget at komme efter.
Enkeltstarten gør Etoile de Besseges lidt anderledes, men Tour du Haut-Var og Tour de la Provence har indtil 2018 begge passet til den samme type ryttere. I starten var sidstnævnte det letteste af de to, men forud for den tredje udgave gennemgik det en ansigtsløftning. Ikke blot blev det udvidet fra tre til nu fire etaper og flyttet fra at være et midtugeløb til nu at blive afviklet i løbet af ugens sidste fire dage, det ændrede også med tilføjelsen af en regulær bjergafslutning og en prolog karakter fra at være en sag for puncheurs til at være et mere klassisk - om end ikke det hårdeste - etapeløb. Det gav en helt ny dynamik til et løb, der stadig kæmper med at finde sin identitet, men som i kraft af sin synergieffekt med de øvrige franske løb har potentiale til at udvikle sig til et vigtigt forberedelsesløb forud for klassikerne og dermed give yderligere liv til den franske kalender, der i denne tid kæmper hårdt med de mange løb i Spanien, Portugal, Sydamerika og Mellemøsten om at sikre sig opmærksomheden fra de største hold.
Desværre har de franske løb været lidt bagud i den kamp, og hvor løbene i Mellemøsten, Spanien og Algarve alle hvert år kan tiltrække en perlerække af topnavne, har løbene i Tourens hjemland fortsat primært været en hjemlig affære. Tour du Haut-Var har fremstået som det mest internationale, mens det i de første år kneb lidt for Tour de la Provence at vinde WorldTour-holdenes gunst.
I 2016 havde løbet tiltrukket et pænt felt med fire WorldTour-hold, og det lykkedes at gentage dette i 2017, hvor man ellers fik ny konkurrence fra WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour. I 2018 forsøgte man at flytte løbet om på den anden side af Tour du Haut-Var og dermed komme fri af kløerne på WorldTour-løbene. Samtidig afvikledes dog fortsat Dubai Tour og det nye Colombia Oro y Paz samt løbene i Murcia, Almeria og Laiguglia, og det var formentlig forklaringen på, at feltet trods ansigtsløftet af ruten og forlængelsen af løbet kun fra det fineste selskab kunne tiltrække de to franske mandskaber.
Heldigvis blev den trend brudt i 2019, hvor sammenlægningen af Dubai Tour og Abu Dhabi Tour gjorde den mellemøstlige kalender lidt mindre fyldig, og det gav et felt, der var intet mindre end fremragende. Ikke færre end ni af de 18 WorldTour-hold var med, og den forrygende udvikling fortsatte i 2020, hvor Tour de la Provence blev en del af den nye ProSeries, der ligger lige under WorldTour-kategorien. Det udnyttede de til at få deltagelse af ikke færre end 14 af de 19 WorldTour-hold, og de deltagende hold mødte endda næsten alle op med nogle af deres største navne. Med ét var det nye løb i Provence blevet et af stjernes foretrukne.
Den tendens fortsætter naturligvis i år, hvor der endda har været verbal slåskamp om startpladserne. Masseaflysningen af andre løb har betydet, at den franske kalender sammen med endagsløbet i Almeria står helt alene i den første del af februar, og derfor har de store hold været næsten desperate efter at få en plads i sidste øjeblik. Reglerne lægger dog et loft på 14 WorldTour-hold, og fraværende vil således være Intermarché, BikeExchange, Jumbo-Visma, Israel Start-Up Nation og - lidt overraskende - EF-mandskabet, der jo ellers nu har store sponsorinteresser i Sydfrankrig. Intermarché beskyldte endda Bora for at have betalt sig til den plads, de var blevet lovet, og det siger lidt om desperationen for at få del i de få løbskilometer, der er tilgængelige inden åbningsweekenden.
Sidste år ændrede løbet også karakter. Der har på sin vis været noget forkert over, at Tour de la Provence endnu ikke har besøgt ”Det Skaldede Bjerg i Provence”, men det ændredes der på. Til den femte udgave var der således designet en kongeetape, der ganske vist ikke har mål på toppen af den franske gigant - det er trods alt stadig februar - men som havde mål umiddelbart efter stigningens vanskeligste del ved Chalet Reynard. Dermed tippedes balancen væk fra de puncheurtyper, som hidtil havde været dominerende, og som stadig fandt masser af deres terræn, over mod de rene klatrere. Formatet var en stor succes, og derfor Ventoux tilbage i år.
Den bjergrige karakter betød, at det også blev en ren klatrer, der vandt. Den uhyre formstærke Nairo Quintana startede sin fantastiske februar ved at køre fra alt og alle på Ventoux og sikre sig en suveræn samlet sejr med hele 1.04 ned til Aleksandr Vlasov, der ellers fik en drømmedebut for Astana ved at vinde en etape, og 1.28 ned til dennes holdkammerat Alexey Lutsenko. Quintana kommer sig stadig efter sin langvarige knæskade og forsvarer således ikke titlen, men Vlasov og Lutsenko gør igen fælles front i løbet i spidsen for et stærkt Astana-mandskab.
Ruten
Terrænet i Provence er bestemt ikke fladt, og det har været afspejlet i ruten til de fem foregående udgaver, hvor der har været stigninger på programmet næsten alle dage samt masser af smalle snoede veje. I 2016, 2017 og 2019 var løbet karakteriseret ved at være skabt til puncheurs med korte, stejle stigninger, hvor klassementet blev afgjort - i 2019 spillede en prolog dog også en afgørende rolle - mens de øvrige etaper var for sprintere af varierende holdbarhed. Den model ændrede kun på i 2018, hvor man i tillæg til to sprinteretaper både havde en prolog og en decideret bjergafslutning på den mere end 10 km lange Col de l’Espigoulier, hvormed der blev tale om et mere klassisk etapeløb.
Sidste år ændrede løbet dog afgørende karakter. Efter fire år var det nemlig tid til at besøge regionen cykelstolthed, Mont Ventoux, der kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Ganske vist var der i februar ikke mulighed for at klatre hele vejen op gennem månelandskabet i næsten 2000 m højde, men da der var mål ved Chalet Reynard efter stigningens sværeste del, var der tale om en meget svær bjergfinale i det, der for mange stadig er sæsondebut. Der var tale om en helt anden og langt sværere sag end den relativt lette Espigoulier, og dermed er det for første gang et løb for rigtige klatrere.
Den model gentages i år, hvor ruten på mange måder følger samme mønster som i 2020. Dengang var der i tillæg til Ventoux-etapen om lørdagen nemlig en puncheuretape, en helt flad etape og en kuperet etape med muligheder for holdbare sprintere. Sådan er det også i år, hvor samme fire etapetyper indgår, men hvor der er byttet lidt rundt på rækkefølgen, og hvor puncheuretapen er gjort betydeligt lettere.
Ligesom i 2020 ventes sprinterne at få det første ord, men modsat sidste år, hvor 1. etape var pandekageflad, er der denne gang tale om en yderst kuperet sag med 2500 højdemeter inden en helt flad finale ved kysten, hvor den frygtede mistralvind kan skabe stor ravage. Dagen efter er det tid til puncheuretapen, men hvor der sidste år var mål på den meget stejle stigning Les Cretes kendt fra GP La Marseillaise afsluttes den generelt kuperede etape bare med en blød målbakke, der både kan give ideer til stærke sprintere og eksplosive puncheurs.
Hvis ikke vinden kommer i spil, skal det helt store klassementsslag derfor slås på den stejle den af Mont Ventoux på lørdagens kongeetape, der er en næsten tro kopi af sidste års udgave. Modsat tidligere år, hvor løbet er afsluttet med en ganske kuperet etape for stærke sprintere, sluttes der søndag denne gang af med den klart letteste af de fire etaper, hvor det kun er den altid farlige vind, som synes at kunne stå i vejen for en teknisk kringlet massespurt.
1. etape
I 2016 lagde arrangørerne ud med løbets hårdeste etape, og i 2017 var det sprinterne, der fik det første ord. I 2018 prøvede man noget helt nyt i forbindelse med ansigtsløftningen af løbet, idet løbet blev indledt med en helt enkelt og pandekageflad prolog, og den model gentoges i 2019. Sidste år gjorde man imidlertid løbet til en sag for klatrerne, og sådan vil det også være i år, hvor tempocyklerne kan blive hjemme. Ligesom sidste år ventes det derfor, at sprinterne får det får første ord, men forinden skal de dog overvinde 2500 højdemeter og risikoen for sidevind i finalen ved den sydfranske kyst,
I alt skal der tilbagelægges 182,3 km, der fører feltet fra Aubagne til Six-Fours-les-Plages. Startbyen er en forstad til Marseille, der også er kendt som startsted for GP La Marseillaise, og ligger for foden af den kendte kategori 1-stigning Col de l’Espigoulier (10,4 km, 5,3%). Der lægges derfor benhårdt ud med at køre mod nordøst op ad bjerget, der er en ganske svær stigning med hele tre kilometer med stigningsprocenter på ca. 7 og generelt stigningsprocenter på 5-6, dog med en lettere start og slutning.
Toppen rundes efter 10,5 km og leder op til et plateau, som følges mod nordøst forbi dagens første spurt, der kommer efter 21,2 km. Kort efter drejer man mod sydvest for at følge en let nedkørsel, der kortvarigt afbrydes af kategori 3-stigningen Col de Mazaugues (1,4 km, 5,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 38,0 km. Derfra fortsætter der med at falde let mod syd, inden man følger et let stigende stykke mod nordvest. Nu snor man sig mod syd via en nedkørsel, der afbrydes af en lille kontrabakke, indtil man når ud til kysten i byen Bandol, hvor dagens anden spurt kommer efter 90,7 km.
Spurten ligger kun et stenkast fra mål, men i stedet for at fortsætte ind til stregen vender man rundt for at sno sig mod nordøst igennem relativt fladt terræn, indtil men kører mod nord op ad den stejle kategori 3-stigning Montée du Brulat (2,3 km, 8,9%), der undervejs endda byder på en kilometer med 9,6%. Toppen rundes efter 111,6 km og leder op til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Den indledes med et faldende stykke, som leder mod sydvest, inden man via et let stigende stykke kører mod nord op til dagens tredje spurt, der kommer efter 133,6 km. Nu falder det mod nordøst og øst, inden rundstrækningen afsluttes med, at man kører mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Montée du Camp (4,9 km, 3,7%), der er en helt jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 155,2 km i forbindelse med dagens særlige bonusspurt, der byder på hhv. 8, 5 og 2 bonussekunder til de tre første.
Herfra resterer 27,1 km, som indledes med, at man kører mod sydøst nedad Montée du Brulat fra tidligere via en meget let nedkørsel. Herfra snor man sig som tidligere via en kontrabakke og let faldende terræn tilbage til kystbyen Bandol. Denne gang kører man ikke tilbage ind i landet, men fortsætter mod sydøst og syd ned lang dens næsten helt flade kystvej. Finalen er ukompliceret, da man efter et venstresving med 4,8 km bare skal lige igennem tre rundkørsler med hhv. 4,0 km, 2,3 km og bare 0,4 km igen, og det er stort set helt fladt, idet sidste kilometer dog samlet set falder let med 1,0%.
Etapen byder på i alt 2543 højdemeter.
Med 2500 højdemeter og en ganske brutal start er der bestemt ikke tale om nogen let etape, men da vanskelighederne kommer tidligt, ligner det en dag for sprinterne. Det vil dog være en slidsom dag, og rytterne skal i den grad tage sig i agt til slut, hvor der meget ofte kan blæse en kraftig mistralvind ved kysten. Formentlig bliver det en sprinter, der tager første etapesejr, men hvis vejret vild det, bliver det ikke fra et fuldt felt.
Six-Fours-les-Plages har kun én gang i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var i Middelhavet Rundt i 2010, hvor Yauheni Hutarovich vandt en massespurt i byen.
2. etape
Sidste år blev den indledende sprinteretape fulgt op af en puncheuretape, der havde mål på den meget stejle Les Cretes kendt fra GP la Marseillaise. Samme model fastholdes i år, men denne gang skal man ikke vente sig en gentagelse af sidste års solosejr til Aleksandr Vlasov. Denne gang sluttes der nemlig på en ganske blød målbakke i Manosque, der med en stigningsprocent på kun 3,3% bestemt ikke er uovervindelig for de stærke sprinter, som øjner en kamp mod puncheurtyperne dagen inden kongeetapen - igen efter en dag med mere end 2000 højdemeter.
I alt skal der tilbagelægges 174,6 km, der fører feltet fra Cassis til Manosque. Også på 2. etape er startbyen en forstad til Marseille, og man starter denne gang helt ude ved kysten. Herfra kører man mod nordøst ind i landet igennem småkuperet terræn, inden man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Grand Caunet (3,6 km, 3,6%), der har en stejl start med 7,5% på den første kilometer, men derefter kun stiger ganske let frem mod toppen, der rundes efter 15,9 km.
Derfra fortsætter man igennem først let stigende og siden let faldende terræn mod nordøst og sydøst, inden man drejer mod nord for at følge et længere let stigende stykke og en stejlere nedkørsel. Nu flader det ud, inden det igen bliver en anelse mere kuperet, mens man fortsætter mod nord og nordvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 117,2 relativt lette kilometer.Herfra er de sidste knap 60 km vanskeligere. Efter spurten fortsætter man mod nordvest op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,6 km, 5,4%), inden en nedkørsel leder videre mod nordvest frem til et fladt stykke, som fortsat fører mod nordvest frem til målbyen, hvor den anden spurt kommer efter 135,0 km, kort inden man krydser målstregen.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 39,6 km lang rundstrækning, der er placeret i området nordvest for Manosque. Den indledes hårdt ved, at man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Col de la Mort d’Imbert (5,0 km, 4,0%), der er en jævn stigning uden stejle procenter. Toppen rundes efter 140,5 km, hvorefter en relativt let nedkørsel leder mod nord. Nu kører man mod nordvest og sydvest ad et let kuperet stykke, inden man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Col Montfuron (3,0 km, 4,0%), der ligeledes er en relativt let stigning, dog med en kilometer med 5,0% i bunden.
Fra toppen, hvor dagens bonusspurt med 8-5-2 sekunder er placeret, resterer fortsat 16,9 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod sydøst. Nu kører man igennem fladt terræn videre mod sydøst og nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad målbakken for anden gang, Den stiger med 3,75% over 2,8 km, men kommer i to dele med først en kilometers stigning med ca. 5,5%, inden det er fladt i en lille kilometer. De sidste 1,1 km stiger nu med knap 5%. Med 4,5 km drejer man skarpt til venstre for at passere en flod, inden man med 3,0 km skal lige igennem en rundkørsel. På den nedre del af bakken er der yderligere tre rundkørsler på en bugtende vej, inden man drejer skarpt to gange med hhv. 1100 og 700 m igen.
Etapen byder på i alt 2315 højdemeter.
Desværre er finalen ikke særligt velbeskrevet, men der er ikke tale om nogen stejl stigning. Der er reelt tale om to 5%-bakker over en kilometer, der er adskilt af en flad kilometer, og det kan ikke gøre de store forskelle. Forinden er der mange højdemeter, men bakkerne er bløde og kan heller ikke skabe alt for stor udskilning. Det ligner derfor et opgør mellem en blanding af de stærke sprintere, der også trivedes i Besseges, samt de eksplosive puncheurs.
Manosque har én gang tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde. Det var i Paris-Nice i 2007, hvor Yaroslav Popovych akkurat holdt feltet bag sig, inden Francisco Ventoso spurtede sig til en andenplads foran Samuel Dumoulin.
3. etape
Som nævnt tidligere er der noget forkert i, at Tour de la Provence indtil 2020 ikke havde besøgt regionens cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, som kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Det lavedes der om på i sidste års brutale udgave, og heldigvis gentages besøget i år. Da vi er i februar, lader det sig ikke gøre at køre hele vejen til toppen i næsten 2000 m højde, og derfor må rytterne nøjes med en afslutning ved Chalet Reynard, hvor der også har været mål, når stigningen har været besøgt af Paris-Nice. Da det byder på bjergets vanskeligste del, som fører ind gennem skoven, er der alligevel lagt op til en brutal udfordring i midten af februar, som vi så det sidste år, hvor Nairo Quintana med en sand magtdemonstration lagde grunden til sin samlede sejr.
Med en distance på 153,9 km er der tale om en af de korte bjergetaper, som har vundet så megen popularitet i de senere år, og den fører ligesom sidste år fra Istres til Chalet Reynard i 1430 m højde et pænt stykke op ad Mont Ventoux. Startbyen ligger helt ude ved den franske middelhavskyst, hvor det er fladt som en pandekage, og man lægger derfor ud med igennem helt fladt terræn at køre mod nord frem til dagens første spurt, som kommer efter 20,6 km. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod øst og nordøst frem til den lille kategori 3-stigning Cote de Lauris (1,1 km, 4,4%), som stiger med 6,2% over de sidste 500 m og har top efter 56,9 km.
Den indleder starten på den mere kuperede fase. Herefter stiger det let mod nord, inden man kører videre mod nord op ad kategori 3-stigningen Col de Pointu (3,8 km, 4,5%), der er en jævn stigning med top efter 72,2 km. En nedkørsel leder videre mod sydvest og nordvest ned til en bakke (600 m, 7,7%) med top efter 84,5 km, inden det går op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning (7,5 km, 4%), hvis top rundes efter 102,5 km. En nedkørsel fører nu mod nord, inden det begynder at stige mod nord (4,0 km, 4,9%) frem mod en top, der rundes efter 121 km. Nu går det igennem let faldende og stigende terræn mod nord frem til Bedoin, der ligger for foden af Ventoux, og hvor dagens anden spurt kommer efter 137,1 km.
Her drejer man mod øst og kører ad en let stigende vej frem til Mont Ventoux, der her er i kategori 1 og bestiges fra sydvest. Op til Chalet Reynard stiger den med 7,6% over 14,6 km, men man skal ikke lade sig snyde af tallene. De første 5 km er nemlig ganske lette med stigningsprocenter på mellem 2 og 6, men herefter tager den fat med 8 km med stigningsprocenter over de enkelte kilometer på mellem 8,5% og 10,5%. Slutteligt flader det lidt ud med 7,1% over en kilometer, inden de sidste 600 m stiger med 8,6%. Samlet set stiger de sidste 9,7 km med 9,1%, og de følger en lang, relativt lige vej med blot to hårnålesving, det sidste relativt tæt på toppen. Slutteligt drejer man dog 180 grader bare 50 m fra stregen.
Etapen byder på i alt 2646 højdemeter.
Bortset fra en ændring i forbindelse med Col de Pointu, der erstatter en anden stigning, er etapen identisk med sidste års, der blot var en anelse kortere.
Mont Ventoux er et af sportens sværeste bjerge, og derfor er det lidt af en mundfuld i februar måned. Ganske vist skal vi ikke til toppen, men vi får den vanskeligste del, hvor vinden som regel heller ikke spiller den dræbende rolle, den kan gøre på den skaldede top. Med den slags procenter er der lagt op til et stort slag, hvor løbets mest formstærke bjergrytter med stor sandsynlighed vil sejre, men rytterne skal også tage sig i agt for vinden, der før er kommet i spil på den flade del af Ventoux-etaper.
Mont Ventoux er som bekendt et ikonisk bjerg, der i dette årtusinde har været brugt af Tour de France, Paris-Nice, Criterium du Dauphiné, det nye Mont Ventoux Denivle Challenge og sidste år også i dette løb. Som regel er der mål på toppen, men siden årtusindeskiftet har der tre gange været mål længere nede. Det var senest sidste år, hvor Nairo Quintana kørte fra alt og alle og sejrede med 1.28 ned til Alexey Lutsenko, Hugh Carthy og Aleksandr Vlasov. Derudover var det på Tour-etapen i 2016, hvor kraftig vind førte til, at målet blev henlagt til Chalet Reynard, og hvor Thomas de Gendt vandt fra et udbrud, mens vi længere tilbage havde den berømte motorcykelepisode, der førte til billederne af en løbende Chris Froome. I 2008 var der i Paris-Nice mål ved Station du Mont Serein, hvor Cadel Evans spurtbesejrede Robert Gesink, efter at de to var kørt fra alle rivalerne.
4. etape
I de seneste år har løbet haft en fast finale på en småkuperet etape med mål i Aix-en-Provence, hvor de stærke sprintere har kunnet drømme om en reduceret massespurt. Den tradition brydes dog i år, hvor man i stedet slutter i Salon-de-Provence med løbets klart letteste etape. Alt taler således for, at sprinterne skal i aktion en sidste gang inden afslutningen, men som altid i regionen skal man tage sig i agt for vinden, der måske kan rykke rundt i klassementet i allersidste øjeblik.
I alt skal der tilbagelægges 163,2 km, som fører feltet fra Avignon til Salon-de-Provence. Fra start går det igennem fladt terræn mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad en lille bakke, der leder op til dagens første spurt placeret efter 16,1 km. Efter en nedkørsel drejer man mod sydøst, hvorefter det er helt fladt, også når man senere drejer mod øst. I byen Saint-Remy-de-Provence drejer man mod syd for at passere kategori 3-stigningen Montée des Antiques (3,7 km, 3,8%), der er en jævn stigning uden stejle procenter og med top efter 42,1 km. En nedkørsel leder nu mod sydvest, inden man drejer mod sydøst for kort efter at ramme den afsluttende rundstrækning. Her kører man knap en halv omgang ved igennem fladt terræn at køre mod sydøst ind til målbyen, hvor målstregen krydses efter 80,0 km i forbindelse med dagens sidste spurt.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 83,2 km lang rundstrækning, der er henlagt til området nordvest for målbyen. Starten er den hårdeste, idet man kører mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Col du Val du Cuech (4,6 km, 4,5%), der ligeledes er jævn uden stejle procenter og har top efter 85,9 km. En nedkørsel leder videre mod nordøst, inden man snor sig mod vest igennem helt fladt terræn. Det lette terræn afbrydes, når man kører mod nordvest op ad kategori 3-stigningen La Roquemartine (3,5 km, 3,5%), der også er jævn uden stejle procenter, og på hvis top man efter 128,1 km kører dagens bonusspurt med 8-5-2 sekunder til de tre første.
Nu falder det - afbrudt af en lille bakke mod nordvest og sydvest, indtil man er tilbage ved det punkt, hvor man ramte rundstrækningen. Da afsluttes etapen ved atter at køre samme flade stykke mod sydøst ind til målbyen. Her falder den næstsidste kilometer ganske pænt, men den sidste kilometer først er let faldende og siden let stigende. Finalen er ganske teknisk, da en lang lige vej afbrydes af tre hurtige sving med 1600 m, 1400 m og 1100 m igen. Herfra går det ligeud, indtil der venter yderligere to hurtige sving med bare 600 og 500 m igen.
Etapen byder på i alt 1296 højdemeter.
Mens 1. etape med sine mange højdemeter ikke var helt skræddersyet til sprinterne, er dette gud for de hurtige folk. Bakkerne kan alle klare, og alt taler derfor for en helt klassisk sprinteretape, hvor der dog stilles krav til togene i den uhyre kringlede finale. Drama kan dog ikke udelukkes i det flade terræn i Provence, hvor vinden kan blæse ganske kraftigt og skabe ravage til allersidst.
Salon-de-Provence var senest mål for et stort cykelløb på 19. etape af Tour de France i 2017, hvor Edvald Boasson Hagen kørte alene hjem fra et udbrud til en flot solosejr. I Paris-Nice i 2016 imponerede Alexey Lutsenko ved efter en tidlig passage af Mont Ventoux i fladt terræn at køre væk fra et reduceret felt og herefter holde det bag sig og snyde Alexander Kristoff for en spurtsejr. Tilbage i 2001 vandt Jimmy Casper en massespurt foran Jan Svorada og Jaan Kirsipuu i Middelhavet Rundt.
Favoritterne
I gamle dage har det været lidt af en hovedpine at skulle skrive optakt til Tour de la Provence. En serie etaper, der hverken var fugl eller fisk, lagde op til aggressivt og uforudsigeligt cykelløb, der kunne gå et hav af veje og blev en knivskarp kamp om sekunder. Det var måske mest tydeligt i 2019, hvor løbets tre stærkeste klatrere, Thibaut Pinot, David Gaudu og Eddie Dunbar, angreb i ét væk, men i sidste ende ikke kunne gøre forskellen. Resultatet blev en neglebider af en finale, hvor Gorka Izagirre slog Simon Clarke på hundrededele fra prologen, men hvor Tony Gallopin var løbet med det hele, hvis han var blevet nr. 3 og ikke nr. 4 i den afsluttende reducerede massespurt.
Den slags uforudsigelighed var der ikke sidste år. Tværtimod var der tale om et meget rent løb, hvor kun ganske få reelt havde en chance for at vinde. Det skyldtes naturligvis inklusionen af Mont Ventoux, der er en brutal udfordring for begyndelsen af februar. Nok skulle man ikke hele vejen til toppen, men enhver cykelmotionist, som har stiftet bekendtskab med det berømte bjerg, vil vide, at den vanskeligste del kommer på den nedre del, som førte op til 3. etapes mål ved Chalet Reynard. For graden af selektion er det ikke nødvendigvis en del dårlig ting. Ikke blot betyder det, at vi ”slipper” for det lidt lette plateau umiddelbart efter Chalet Reynard, vi undgår også, at modvinden slår løbet ihjel oppe i månelandskabet, hvor vejen er helt åben og ofte udsat for kraftig blæst.
Den form for ”renhed” genfinder vi i årets rute, der i sit design følger samme grundstruktur, som vi så sidste år. Også denne gang vil de 9,7 km med 9,1% gøre enorm skade og skabe så store forskelle, at meget taler for, at Ventoux-etapen vil blive altafgørende, som den var det for et år siden, hvor Nairo Quintana kørte resten af feltet midt over med sin gigantiske magtdemonstration. I år er resten af ruten endda endnu lettere, fordi den ret selektive finale på Cretes-stigningen er erstattet af en ganske blød puncheurfinale, som selv robuste klassikersprintere kan gå efter. Dummer man sig ikke i positionskampen, bør afslutningen på 2. etape denne gang ikke gøre andre forskelle end de bonussekunder, der er på stregen, og dermed er det som udgangspunkt netop bonussekunder og Ventoux-etapen, der alene vil bestemme udfaldet. Selvom der i løbet i år er usædvanligt mange bonussekunder på spil med 10-6-4 i etapefinalerne, 3-2-1 i de indlagte spurter og 8-5-2 i de særlige bonusspurter på toppen af sidste stigning på 1., 2. og 4. etape, må man formode, at det i alt overvejende grad bliver afgjort af slaget på Ventoux, og dermed at løbets bedste og mest formstærke klatrer vil vinde.
Jokeren er selvfølgelig vejret. Mistralvinden blæser voldsomt i området, hvor 1. etape afsluttes, og faktisk vil der være en god grund til at tage en stærk klassikerfyr med til at beskytte klatrerne. Torsdag ventes nemlig at blive en uhyre blæsende dag med vindstyrker på helt op mod 35 km/t fra vestnordvest. Det vil give masser af sidevind i finalen, særligt på det sidste stykke ned langs kysten, hvor der først vil være direkte medvind og siden kraftig sidemedvind. Da sidste del foregår helt ude ved vandet, er chancen for læ begrænset, og det virker ret usandsynligt, at vinden slet ikke vil komme til at spille en rolle på åbningsetapen. Hvis der er læ på stykket inde i landet, er det dog først på de allersidste kilometer, at det for alvor bliver farligt, og i givet fald vil forskellene trods alt næppe overstige et minut. Det afhænger i høj grad af vejens eksponering tidligere på etapen.
Dagen efter bliver det ikke bedre på en fredag, der vil være drivvåd og iskold, og det vil igen blæse kraftigt fra start ude ved kysten. Til gengæld vil vinden bare være svag i målområdet, og det vil derfor være kulden, der evt. kan gøre det hele lidt hårdere. Da venter så en flot, men kold kongeetape, endda med svag sidemedvind på vej op ad Ventoux, og selvom også søndagen vil være kold, ventes en ganske beskeden vind at gøre det til en stensikker sprinteretape.
Samlet set er konklusionen, at vinderen på Ventoux står meget stærkt i kampen om sejren, men et godt punch kan i kampen om bonussekunder måske spille en mindre rolle. Sidevinden på 1. etape er dog så kraftig, at vi meget vel kan se tidstab til nogle lette folk med svage hold, og den joker betyder, at det langt fra er sikkert, at sejr på Ventoux automatisk giver samlet sejr også.
Jeg er gået lidt rundt om mig selv et par gange i forhold til, om jeg vitterligt skal pege på Aleksandr Vlasov som favorit. Russeren er det indlysende valg efter den fornemme 2020-sæson, hvor han særligt imponerende på netop Ventoux med sin fine 2. plads i dette løb og sejren i endagsløbet med mål på toppen. Russeren viste også med sin 2. plads på Angliru i Vueltaen, at han i dag skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere på de sværeste stigninger, og hvis han har samme form som sidste år, vil han med sin generelle niveauforbedring i løbet af det seneste år blive meget svær at bide skeer med.
Når jeg alligevel tøver en anelse, skyldes det usikkerhed om formen. Sidste år havde Vlasov alt at bevise i sin debut for Astana, og han var derfor brandvarm fra sæsonstart. Denne gang handler alt om at gå på podiet i Giroen, og meget kunne tale for, at formopbygningen denne gang vil antage en helt anden karakter. Samtidig er jeg bekymret for Astanas hold til sidevinden, hvor de bestemt ikke har mange specialister.
Alligevel vælger jeg at gå med russeren. Generelt er der ikke mange sidevindshold i løbet - Deceuninck og Lotto er de markante undtagelser - og Astanas trup er generelt så skræmmende, at de nok burde kunne klare sig fornuftigt. Samtidig vil det ligne Astana dårligt ikke at komme blæsende ud til de første løb, og Vlasov viste også i løbet af sommeren, at han mestrer kunsten at træne sig i form. Holdet har ikke lagt skjul på, at de kommer for at vinde løbet, og det har betrygget mig så meget, at jeg vælger at pege på Vlasov.
Jeg var dog meget tæt på at pege på Egan Bernal. Det havde jeg ellers forsvoret for en uge siden, for jeg troede slet ikke, at den colombianske stjerne allerede var i form efter sin lange skadespause. Det fik han imidlertid modbevist med fynd og klem, da han på 3. etape af Etoile de Besseges tilsyneladende var med i alt på den del af etapen, der desværre ikke var tv-dækket. Faktisk ved vi jo også fra hans vanvidscomeback i Romandiet i 2018, hvor han havde brækket knogler bare en måned forinden, at han kan træne sig i form på nærmest ingen tid. Noget tyder på, at det har gentaget sig, og i topform vil Bernal jo uden tvivl være løbets bedste mand på Ventoux.
Til gengæld er også han sårbar i sidevinden. Selvom han selv har vist sig stærk i disciplinen, kommer Ineos denne gang ikke med det bedste klassikerhold. Heldigvis er briterne ligesom Astana generelt meget stærke i et løb med få sidevindshold, og hvis han endda vinder lidt tid på åbningsdagen, burde han være med i kampen om den samlede sejr. Det store spørgsmål er bare, om hans base efter en svær vinter trods alt er god nok.
Heldigvis har Ineos et andet godt bud. Ivan Ramiro Sosa havde et rædselsfuldt, hvor hans Vuelta endte som en dundrende fiasko, men i Burgos nåede han dog at vise sin tårnhøje klasse ved på Lagunas de Neila at køre fra den Remco Evenepoel, som en uge senere kørte hele feltet i Tour de Pologne midt over. Det vidner om, at ”lille Bernal” fortsat er et af de allerstørste klatretalenter, og manden, der har domineret på stigningerne i Burgos tre år i træk, vil utvivlsomt elske den svære finale på Ventoux.
Til gengæld er Sosa også en helt anden endimensionel rytter end Bernal, og i så i Burgos, at hans evner i sidevind lader meget tilbage at ønske. Han ligner trods et solidt hold derfor en mulig taber allerede på førstedagen. Samtidig er der usikkerhed om formen hos den generelt meget svingende Sosa, men har han samme form som i 2020, hvor han var uhyre overbevisende ved sæsonstarten i Colombia, indtil han brækkede hånden ved de colombianske mesterskaber, kan han meget vel køre fra alt of alle på Ventoux.
I gamle dage ville man have forsvoret, at Alexey Lutsenko kunne vinde på Mont Ventoux. Lange stigninger var ikke hans kop te, men det har han gradvist lavet om på, indtil han vandt på Green Mountain i Oman og sidste år endda blev nr. 2 på Ventoux i dette løb og kørte med om sejren på Jebel Hafeet i UAE Tour. Lutsenko har vist sig som kongen af februar, og han kommer altid bragende ud fra sin første træningslejr. Hvis det er tilfældet igen, må man i lyset af sidste års præstation regne ham som solid kandidat, også fordi han er ret kraftfuld til at forsvare sig i sidevinden, ligesom han har et punch, der giver gode mulighed for bonussekunder. Til gengæld er det ikke lykkedes mig at opdrive, om han igen har trænet i højderne, som han plejer, eller om coronasituationen har betydet, at han ”bare” har trænet med resten af Astana på det spanske fastland. I givet fald kan det have kostet på hans sædvanlige superform, og hvis de tre ovennævnte alle er på toppen, er de trods alt bedre klatrere på Ventoux end den kraftfulde kasak.
Også Bahrain kommer med et uhyre stærkt mandskab med flere kandidater, og her har jeg særligt tiltro til Jack Haig. Australieren gør debut for araberne, og med en sæsonplan, der er rettet mod Touren, taler meget for, at han har plads til at ramme en første formtop i forårets etapeløb. Allerede sidste år startede han uhyre overbevisende med samlede 2. pladser i både Valencia (bag Tadej Pogacar) og Andalusien (baj Jakob Fuglsang), og hvis han har samme form denne gang, vil han være en af de bedste klatrere på så svær en stigning som Ventoux. Til gengæld havde han et skidt 2020, hvor han efter pausen aldrig kom i nærheden af sin bedste form, og han har derfor lidt at bevise. Til gengæld har Bahrain et af de stærkere sidevindsmandskaber, og skulle han vinde lidt tid på 1. etape, vil han med samme februarform som sidste år stå ganske stærkt.
På Bahrain finder vi også løbets store lottokupon. Som bekendt ved man aldrig, hvor man har Wout Poels , der både kan falde helt igennem og vinder hele svineriet. Hans enorme udsving så vi så sent som sidste år, hvor han lagde ud med at blive nr. 2 bag Pogacar på kongeetapen i Valencia, inden han få uger senere faldt helt igennem i UAE Tour. Generelt har den tidligere samlede vinder i Valencia dog en stærk tradition for god startform, og han melder selv om en ganske god vinter denne gang. Han synes generelt at have tabt sit højeste niveau, men hans Vuelta viste, at han stadig har evner, der med god form gør ham til samlet vinder her - særligt fordi Bahrain er gode i sidevinden, og fordi han er særligt god på stejle stigninger som netop Ventoux.
En joker er også Giulio Ciccone . Italieneren havde nemlig et forfærdeligt 2020 med først sygdom i Emiraterne, siden en slem omgang covid-19 og slutteligt bronkitis under Giroen. Med andre ord har han alt at bevise, og det har formentlig ansporet ham til en god vintertræning. Sidste år lagde han stærkt ud med at vinde Trofeo Laigueglia, og han ventes at jagte resultater i foråret, hvor han får nogle kaptajnroller inden hjælpetjansen i Giroen. Er han vitterligt flyvende, klatrer han godt nok til at vinde dette bjergløb, men det kræver, at et alt andet end kraftfuldt Trek-hold sig til i sidevinden, hvor han synes meget, meget sårbar.
Hans holdkammerat Bauke Mollema brugte Besseges som ren træning, og derfor blev vi ikke meget klogere på hans form. Han kørte dog en ganske fornuftig enkeltstart, og det vidner om, at formen ikke er helt ringe. Hollænderen har da også før kørt pænt fra sæsonstart, og han er en af de få, der har fordel af at have løbskilometer i benene. Han er kommet sig helt over styrtet fra Touren, og selvom han er gået lidt i glemmebogen på det seneste, havde han et meget stærkt 2019 med sejr i Lombardiet og en ganske flot Giro. Formentlig vil der igen være et par mand, der er bedre end ham, men han hører til blandt de mulige vindere, hvis det ikke alt for overbevisende Trek kan holde sig til i sidevinden. Trek har også Niklas Eg, der med god form bør kunne holde sig fint til, selvom han primært er hjælper.
Det er med nogen modvilje, at jeg nævner Enric Mas. Spanieren er nemlig en dieselmotor, der aldrig starter stærkt, og samtidig når hans motor aldrig rigtigt at blive varm i et ugelangt etapeløb. I 2019 startede han dog sæsonen fornuftigt med en 4. plads i et dog relativt svagt besat Volta ao Algarve, og det vidner om, at han godt kan finde sin februarform. Efter et 2020, hvor han genbeviste sit potentiale, må han i hvert fald regnes som en af de relativt få, der har en reel chance for at vinde på så svær en stigning som Ventoux. Det vil dog kræve bedre form end vanligt og solid kørsel i sidevinden, hvor Movistar ikke ligner det stærkeste hold. Mandskabet har også Carlos Verona, der i sidste års Tour de France endelig viste fornemme takter igen, samt Sergio Samitier, der viste sine evner i Giroen, men begge burde ikke klatre godt nok til at vinde.
Astanas lange liste af mulige vindere tæller også Ion Izagirre . Baskeren er som bekendt uhyre stærk i ugelange etapeløb, og han starter altid sæsonen meget stærkt, som han blandt andet viste med den samlede sejr i Valencia i 2019. Til gengæld er den Izagirre, vi har set siden sejren i Baskerlandet senere samme år, også en helt anden rytter end den Izagirre, vi har set over det seneste halvandet år. Her har han været langt fra sit bedste niveau, og da Ventoux i forvejen er lidt for svær en størrelse for en mand, der er bedst på kortere stigninger, kan man tvivle på, om han kan vinde i dette skrappe selskab. Han har dog fordel af et hold, der meget vel kan sidde i overtal på Ventoux, og med sin vanligt gode startform og mulig tidsgevinst i sidevinden, kan man ikke udelukke, at han kan vinde.
En joker er Laurens de Plus. Alt taler for, at belgieren har et stykke vej efter sin langvarige hofteskade, der betød, at han i 2020 kun kørte ganske, ganske få løb til allersidst. På den anden side har han angiveligt været skadesfri siden midt på efteråret, og dermed har han haft god tid til at genfinde sit niveau. Naturligvis mangler han løbsrytme, men den De Plus, der rev feltet i stykker på stigningerne i Touren i 2019, klatrer godt nok til også at vinde dette løb, også fordi Ineos som sagt står fornuftigt i sidevinden. Det sker næppe, men umuligt er det ikke.
Man må vel også nævne Tim Wellens . Belgieren viste i Besseges, at han som altid er i uhyre stærk form fra sæsonstart, og den form kan bringe ham langt. Selv har han dog også erkendt, at Ventoux nok er for skrap en kost for den relativt store Wellens, og logikken tilsiger da også, at det bliver for voldsom en udfordring. Omvendt har han før overrasket med sine klatreevner i februar, hvor han har vundet Ruta del Sol samlet, og han kan samtidig jagte bonussekunder og måske udnytte, at Lotto ser uhyre overbevisende ud i sidevinden. Derfor kan han i kræft af sin gode form ikke helt afskrives. Lotto har også den unge Filippo Conca, men selvom han er blevet nr. 5 i Baby-Giroen, vil den ret store italiener formentlig finde Ventoux for svær - særligt i det allerførste løb som professionel.
Julian Alaphilippe gør sæsondebut i regnbuetrøjen, og han plejer som bekendt at starte sine sæsoner uhyre stærkt med sejre fra allerførste fløjt. Til gengæld ved vi også, at han på lange stigninger har begrænsninger tidligt på året, og de fantastiske bjergevner, han har vist om sommeren, har vi aldrig set tidligt på året. Samtidig har han været så hæmmet af sit styrt i Flandern Rundt, at han indtil for ganske nylig stadig ikke kunne spurte grundet håndsmerter, og derfor vil han næppe være i samme form, som han plejer. Meget taler for, at han vil gå efter at vinde 2. etape, men komme til kort på Ventoux. Omvendt skal man aldrig sige aldrig med Alaphilippe, hvis det skræmmende Deceuninck-hold vinder tid i sidevinden, og han scorer bonussekunder undervejs.
Netop sidevinden gør også, at Mauri Vansevenant måske kan komme i spil. Det unge belgiske stortalent er en uhyre lovende klatrer, der imponerede hele cykelverdenen med sit ridt i Fleche Wallonne sidste år, og selvom han stadig ikke har vist det på højeste niveau, burde en bjergafslutning som Ventoux for ham være det rene guf. Det vil være for meget at forlange, at han skulle vinde på Ventoux, men hvis Deceunincks klassikerdrenge river alt i stumper og stykker på torsdag, kan han måske sikre sig et forspring, der giver ham muligheder for at blive den unge kometoverraskelse, som Vlasov var det på disse veje for et år siden.
Arkea kan ikke forsvare titlen med Quintana, der først for nylig er kommet tilbage på cyklen efter sin knæoperation, men de har i stedet Warren Barguil. Franskmanden viste i sidste års ardennerklassikere efter et generelt svært år, at han stadig har klassen, og derfor må han regnes som kandidat i et bjergløb som dette. Til gengæld ved vi også, at han er en langsom starter, der som regel skal bruge flere løb for at finde formen, og man må regne med, at dette løb kommer en postgang for tidligt. Til gengæld kommer Arkea med et sprinterhold, der ikke er helt ringe i sidevinden, hvor Barguil også selv er god. Som alternativ har holdet Maxime Bouet, men han har ikke længere niveauet til at være med helt fremme.
Også i dette løb har Ineos mange mulige vindere, og man kan vel heller ikke afskrive Eddie Dunbar. Ganske vist taler meget for, at han ender som hjælper, men vi ved også, at Bernals skade kan skabe et lidt mindre fastlåst hierarki. Til gengæld har Dunbar haft et svært 2020, hvor hans stjerne falmede en anelse, men sidste år blev han trods alt nr. 5 på Ventoux i dette løb. Det vidner dels om, at han kan finde formen fra start, dels om at han trods stigningens lidt voldsomme længde kan håndtere et bjerg som Ventoux. Største udfordring bliver at få chancen. Briterne har naturligvis også Gianni Moscon , men medmindre den fallerede italiener pludselig har bjergbenene fra VM i Innsbruck, vil han agere ren hjælper og lede efter klassikerformen med henblik på genoprejsning.
Fabio Aru gør debut i sin nye trøje, og efter hans 2020 er det svært at være meget optimistisk. Man må dog formode, at han er konkurrencedygtig, for faktisk blev han jo nr. 5 i endagsløbet på netop Ventoux, ligesom han blev samlet nr. 10 i Tour de l’Ain og nr. 9 i Burgos. Med en aktiv vinter på crosscyklen kan han være formmæssigt længere fremme end rivalerne, og vi ved jo, at den gamle Aru ville være blandt de helt tunge favoritter i et bjergløb som dette. Hvis han vitterligt har draget fordel af luftforandringen og en vinter i harmoni, kan man håbe på en genfødsel. Hos sig har han Kilian Frankiny, der dog alt for ofte er alt for langt fra formen. Det var Sander Armee bestemt ikke i sin flotte sæsonstart sidste år, men stigningen her er for lang, og det er den formentlig også for unge Mauro Schmid. Unge Karel Vacek har også for langt til toppen efter et skidt 2020.
UAE kommer med Andres Ardila. Forud for 2020 var der store forventninger til colombianeren, der kørte hele feltet midt over i Baby-Giroen i 2019, men hans første år som professionel var så forfærdeligt, at der stod DNF ud for hans navn i næsten hvert eneste løb. Han var ramt af en skade i efteråret 2019, der ødelagde hele sæsonstarten, men selv har han ingen forklaring for trængslerne i løbet af sommeren. Han er dog nu helt tilbage på sporet efter skaden, og med det store potentiale, han har vist, burde han stadig have mulighed for at overraske stort i et rent bjergløb som dette. Det kræver dog, at han klarer sidevinden, hvor han formentlig er meget sårbar, men heldigvis har UAE et uhyre stærkt mandskab til netop den disciplin. Araberne har også Valerio Conti , men han vil finde Ventoux for lang, og det samme vil formentlig være tilfældet for den ellers lovende og i Marseille meget velkørende Alessandro Covi, der mere er puncheur end klatrer.
Bahrain kører også klassement med Dylan Teuns, men løbet ligger ikke ideelt til belgieren. Ganske vist vil han elske puncheurafslutningen på 2. etape, men til gengæld er Ventoux som udgangspunkt for lang og svær en stigning. Når man alligevel ikke kan udelukke et godt resultat fra belgieren, skyldes det, at han som regel finder formen fra start, som vi så i 2020, hvor han vandt enkeltstarten i Ruta del Sol. Desværre viste samme løb også, at selv hans februarform ikke rækker hele vejen på de lange stigninger, og det vil derfor være en betydelig overraskelse, hvis Teuns vitterligt kører med i kampen om sejren - hvis da ikke han og Bahrain udnytte sidevinden, som han bør mestre fint.
Astana stiller med en meget spændende joker i Harold Tejada. Den unge colombianer viste sit store potentiale i sin uventede Tour-debut, da han blandt andet blev nr. 15 på Grand Colombier. Desværre risikerer han i dette løb at ende som ren hjælper på et af løbets mest skræmmende mandskaber, og samtidig ligner han en rytter, der blæser væk i sidevinden. Han har dog gode erfaringer med Ventoux, hvor han sidste år blev nr. 6 i endagsløbet, og man kan bestemt ikke udelukke, at han kan være del af et Astana-overtal, der taktisk kan udnyttes - hvis han altså er i form. Til gengæld må Ventoux være for svær for den tidligere vinder Gorka Izagirre, der næppe kan begå sig på denne rute.
Cofidis møder med Jesus Herrada, der jo faktisk choksejrede i den første udgave af endagsløbet på Ventoux. Til gengæld viste hans to opkørsler af bjerget i 2020 også, at han altså er for stor til at slås med de bedste i et felt som dette. Således blev han blot nr. 8 i dette løb og nr. 9 i endagsløbet, og det vidner om, at det næppe bliver til mere end top 10. Til gengæld er han også altid i fremragende form fra start, og han bør derfor utvivlsomt gøre det godt. Faktisk passer stigningen endnu bedre til hans nye holdkammerat Ruben Fernandez, der sidste år med top 10-placeringer i både Valencia og Andalusien blev delvist genfødt og viste god februarform, og han er bestemt også top 10-kandidat med samme form. Til gengæld tvivler jeg på, at Nicolas Edet er klar, for selvom tidstabet i Marseille måske kan skyldes, at han var blandt de ryttere, der blev ledt forkert, er han sjældent flyvende fra starty.
Ag2r stiller med en interessant duo i form af Aurelien Paret-Peintre og Ben O’Connor. Størst forventning skal vi have til franskmanden, der sidste år kørt stærkt i foråret, og med sejren i Marseille har fået en fabelagtig start. Til gengæld viste sidste års Giro også, at han stadig har langt til toppen, og samtidig viste løbet i Marseille ikke meget om hans klatreben. Formen kan sikkert bringe ham langt, men næppe hele vejen. Til gengæld vil O’Connor med den genfødsel, han oplevede i Giroen, utvivlsomt klatre godt nok til at være med helt i front. Alligevel har jeg ikke de store forventninger til en mand, der typisk skal lede længe efter benene, og som først har gjort Tour de Romandie om mere end to måneder til det første sæsonmål. Ag2r har også Tony Gallopin og Lilian Calmejane, men begge vil i dette selskab finde Ventoux for svær til, at de kan være med helt fremme, og Geoffrey Bouchard er dels næppe i form, dels stadig med meget at bevise efter et skuffende 2020.
Bora kommer med deres østrigere Patrick Konrad og Felix Grossschartner, men her er det svært at have de helt store forventninger. I Algarve har de nemlig typisk været et stykke fra formen, og det vil jeg tro, at de også er denne vinter. Grossschartner kørte ganske vist en pæn enkeltstart i Besseges, men syntes ikke på toppen på 3. etape. Samtidig er Ventoux for svær for i hvert fald Grossschartner, hvis begrænsninger blev tydelige i Vueltaen, og som udgangspunkt er den også for voldsom for Konrad, selvom han i Giroen klatrede bedre end tidligere. Faktisk passer stigningen bedre til unge Matteo Fabbro, der i 2020 tog et gigantisk skridt frem, og er han i form, er han måske bedste bud. Til gengæld er han svingende og uhyre svær at spå om. Det bliver også spændende at følge den tidligere toer i Tour de l’Avenir, Giovanni Aleotti, selvom han må være overmatchet, samt Ide Schelling, der dog havde nogen vej endnu i 2020.
DSM kommer med en række unge folk, hvor det bliver særligt interessant at følge Andreas Leknessund. Den store nordmand er et af de allermest lysende etapeløbstalenter, men det er stadig svært at spå om, hvor langt klatrebenene rækker. Umiddelbart skulle man tro, at et bjerg som Ventoux er for svært, og vi så da også sidste år ved VM og i Algarve, at han stadig mangler lidt. Til gengæld kunne han ved VM i enkeltstart allerede begå sig i verdenseliten, og er han i form, skal man bestemt ikke udelukke et stort gennembrud. Holdets erklærede kaptajn er dog Mark Donovan, der med to flotte udbrud i Vueltaens bjerge begyndte at vise lidt af potentialet, men som også har været formmæssigt uhyre svingende. Erfarne Nicolas Roche er også til start, men hans diesel er vist stadig 117 løbsdage fra at blive varm, og stigningen er for lang for nytilkomne Romain Combaud.
På de øvrige hold kunne man nævne FDJs Rudy Molard, der ofte er i fin form fra start, men sidste års 19. plads vidner om, at Ventoux er for svær til den absolutte top. Total har solide Victor De La Parte, der også plejer at køre start fra begyndelsen, og som i hvert fald er en fin top 15-kandidat, men utvivlsomt ikke i spil til podiet. Hans holdkammerat Alexis Vuillermoz har stadig meget at bevise efter en svag tid og vil finde stigningen for lang. Delko stiller med Jose Manuel Diaz, Mathias Le Turnier og Delio Fernandez , der alle er overmatchede, og stigningen må være for lang for den ellers uhyre lovende Biniam Ghirmay. På kontinentalholdene er Julien Antomarchi den eneste med klatreevner, men han har været milevidt fra sit gamle niveau i nu meget, meget lang tid.
OPDATERING: Aleksandr Vlasov har bekræftet den omtalte frygt, nemlig at hans fokus på Giroen betyder, at han endnu ikke regner med at være i topform, og at han primært kommer som hjælper. Det kan være spil for galleriet, og han er formentlig også på et konkurrencedygtigt niveau, men i lyset af den logiske kalenderplanlægning er det nok mere sandsynligt, at Lutsenko bliver bedste Astana-rytter. Kasakken har samtidig bekræftet, at han - i lyset af kommentaren under analysen ovenfor - vitterligt har trænet i højderne på Teide og regner sig selv som værende i samme gode form, som han plejer. Jeg justerer derfor favoritvurderingen og vover at pege på Bernal, velvidende at hans forberedelse har været alt andet end optimal. Hans gode kørsel i Besseges gør mig dog fortrøstningsfuld, selvom det er med nogen tvivl.
OPDATERING 2: Auber-mandskabet har udtaget klatreren Adrien Guillonet, der imponerede i Ventoux-endagsløbet i 2019, men som intet har vist siden da og skuffede i Marseille. Han synes ikke at have formen til at gøre sig gældende. De har tillige udtaget veteranen Stephane Rossetto, der klatrer hæderligt, men næppe godt nok til at køre klassement i dette løb. Hos Delko kommer Mathias Le Turnier ikke til start.
OPDATERING 3: Ved en fejl er Gino Mäder ikke omtalt ovenfor. Den unge schweizer viste sit potentiale i Vueltaen sidste år, og selvom han er med som hjælper og næppe i storform (måske snarere tværtimod), kan han gøre det hæderligt, hvis han mod forventning har Vuelta-benene allerede nu.
***** Egan Bernal
**** Ivan Ramiro Sosa, Alexey Lutsenko
*** Aleksandr Vlasov, Jack Haig, Wout Poels, Giulio Ciccone, Bauke Mollema
** Enric Mas, Ion Izagirre, Laurens de Plus, Tim Wellens, Julian Alaphilippe, Mauri Vansevenant, Warren Barguil, Eddie Dunbar, Fabio Aru, Andres Ardila, Dylan Teuns, Harold Tejada, Jesus Herrada, Aurelien Paret-Peintre, Patrick Konrad
* Ben O’Connor, Andreas Leknessund, Matteo Fabbro, Ruben Fernandez, Felix Grossschartner, Mark Donovan, Victor De La Parte, Rudy Molard, Carlos Verona, Alexis Vuillermoz,Tony Gallopin, Gino Mâder, Niklas Eg, Lilian Calmejane, Sergio Samitier, Nicolas Edet, Giovanni Aleotti, Kilian Frankiny, Valerio Conti, Alessandro Covi
Danskerne
Kasper Asgreen gør sæsondebut for Deceuninck, hvor han skal arbejde på klassikerformen - gerne i sidevinden på 1. etape - samtidig med, at han støtter Julian Alaphilippe, Mauri Vansevenant og i spurterne Davide Ballerini. Niklas Eg er til start for Trek og bør kunne køre et hæderligt klassement, hvis han holder sig til i vinden, selvom hans primære opgave bliver at støtte Bauke Mollema og Giulio Ciccone. Endelig er Frederik Wandahl efter debuten i Besseges igen med hos Bora, hvor han skal støtte holdets fem klarere samt Matthew Walls i spurterne.
Stjernernes betydning:
Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
Aleksandr Vlasov | |
Egan Bernal, Ivan Ramiro Sosa | |
Alexey Lutsenko, Jack Haig, Wout Poels, Giulio Ciccone, Bauke Mollema | |
Enric Mas, Ion Izagirre, Laurens de Plus, Tim Wellens, Julian Alaphilippe, Mauri Vansevenant, Warren Barguil, Eddie Dunbar, Fabio Aru, Andres Ardila, Dylan Teuns, Harold Tejada, Jesus Herrada, Aurelien Paret-Peintre, Patrick Konrad | |
Ben O’Connor, Andreas Leknessund, Matteo Fabbro, Ruben Fernandez, Felix Grossschartner, Mark Donovan, Victor De La Parte, Rudy Molard, Carlos Verona, Alexis Vuillermoz,Tony Gallopin, Gino Mäder, Niklas Eg, Lilian Calmejane, Sergio Samitier, Nicolas Edet, Giovanni Aleotti, Kilian Frankiny, Valerio Conti, Alessandro Covi |
Annonce
Annonce
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
Volta Ciclista a Catalunya(2.UWT) 18/03-24/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Settimana Coppi e Bartali(2.1) 19/03-23/03
Classic Brugge-De Panne(1.UWT) 20/03
Classic Brugge-De Panne(1.WWT) 21/03
E3 Saxo Classic(1.UWT) 22/03
Gent-Wevelgem(1.WWT) 24/03
Gent-Wevelgem(1.UWT) 24/03
La Roue Tourangelle Centr...(1.1) 24/03
Dwars door Vlaanderen(1.UWT) 27/03
Paris - Camembert(1.1) 27/03
La Route Adélie de VItré(1.1) 29/03
Annonce
Annonce
Alpecin-Deceuninck |
Arkéa - B&B Hotels |
Astana Qazaqstan |
Bahrain Victorious |
Bora-Hansgrohe |
Cofidis |
Decathlon AG2R La Mondiale |
EF Education - EasyPost |
Groupama-FDJ |
INEOS Grenadiers |
Intermarché - Wanty |
Lidl - Trek |
Movistar Team |
Soudal - Quick Step |
Team DSM-Firmenich PostNL |
Team Jayco AlUla |
Team Visma | Lease a Bike |
UAE Team Emirates |
Annonce
Dansker-oversigt: Læs ekspertvurderingerne af alle WorldTour-danskerne
Optakt: 1. etape af Tour de la Provence
LIVE nu: Slår Gaviria til i sæsonåbningen?
Brandvarm belgisk stjerne skal jagte succes i Provence
Gør dig klar til 2021 - kæmpe gennemgang af holdene