Optakt: Tour de la Provence

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Løbets rolle og historie

Mens nye løb er opstået uden for Europa og i nyere cykellande som Norge, har der været en negativ tendens i de historiske europæiske nationer. Spanien har mistet de fleste af deres mange etapeløb, og den tidligere så rige italienske endagsscene er en skygge af sig selv. I Frankrig er det gået bedre, og de fleste løb har overlevet. Alligevel er der blevet sagt farvel til løb som Circuit de Lorraine, Criterium International, Tour de Picardie og Tour Mediterraneen, mens løb som Bretagne Classic og 4 Dage ved Dunkerque have kæmpet for overlevelse.

I 2016 blev trenden kortvarigt brudt. I Spanien blev Volta a la Comunitat Valenciana genetableret, og i Frankrig blev der afholdt to nye løb. La Méditerranéenne overtog positionen efter Middelhavet Rundt, mens Tour de la Provence blev skabt som en helt ny begivenhed i Sydfrankrig.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Tilføjelsen af de to løb gjorde den franske februarkalender ganske imponerende og gav perfekte forberedelsesmuligheder forud for større begivenheder. Efter de første løb, GP La Marseilleaise og Etoile de Besseges, gav de tre korte etapeløb La Méditerranéenne, Tour du Var og Tour de la Provence de franske ryttere mulighed for at køre i hjemlandet hver eneste uge i en måned, der er meget vigtig for resten af sæsonen. Slutteligt endte det hele med de to endagsløb Classic Sud-Ardeche og Drome Classic, og der var således hele 17 løbsdage i landet, inden vi overhovedet var nået til marts. I 2017 forsvandt La Méditerranéenne desværre igen efter bare en enkelt udgave, men landet har stadig en imponerende løbsserie, som kun Spanien kan konkurrere med i denne tidlige del af sæsonen.

Løbene afholdes alle i Sydfrankrig og er ganske ensartede. De afholdes på de kendte smalle og snoede veje med små stigninger, der har gjort området til et ideelt træningsområde for både motionister og professionelle. Der er sjældent store bjerge, og terrænet har oftest gjort det til løb for puncheurs og stærke sprintere, og de rene sprintere har som regel også noget at komme efter.

Enkeltstarten gør Etoile de Besseges lidt anderledes, men Tour du Haut-Var og Tour de la Provence har indtil 2018 begge passet til den samme type ryttere. I starten var sidstnævnte det letteste af de to, men forud for den tredje udgave gennemgik det en ansigtsløftning. Ikke blot blev det udvidet fra tre til nu fire etaper og flyttet fra at være et midtugeløb til nu at blive afviklet i løbet af ugens sidste fire dage, det ændrede også med tilføjelsen af en regulær bjergafslutning og en prolog karakter fra at være en sag for puncheurs til at være et mere klassisk - om end ikke det hårdeste - etapeløb. Det gav en helt ny dynamik til et løb, der stadig kæmpede med at finde sin identitet, men som i kraft af sin synergieffekt med de øvrige franske løb hele tiden har haft potentiale til at udvikle sig til et vigtigt forberedelsesløb forud for klassikerne og dermed give yderligere liv til den franske kalender, der i denne tid kæmper hårdt med de mange løb i Spanien, Portugal, Sydamerika og Mellemøsten om at sikre sig opmærksomheden fra de største hold.

Desværre har de franske løb været lidt bagud i den kamp, og hvor løbene i Mellemøsten, Spanien og Algarve alle hvert år kan tiltrække en perlerække af topnavne, har løbene i Tourens hjemland fortsat primært været en hjemlig affære. Tour du Var har fremstået som det mest internationale, mens det i de første år kneb lidt for Tour de la Provence at vinde WorldTour-holdenes gunst.

I 2016 havde løbet tiltrukket et pænt felt med fire WorldTour-hold, og det lykkedes at gentage dette i 2017, hvor man ellers fik ny konkurrence fra WorldTour-løbet Abu Dhabi Tour. I 2018 forsøgte man at flytte løbet om på den anden side af Tour du Var og dermed komme fri af kløerne på WorldTour-løbene. Samtidig afvikledes dog fortsat Dubai Tour og det nye Colombia Oro y Paz samt løbene i Murcia, Almeria og Laiguglia, og det var formentlig forklaringen på, at feltet trods ansigtsløftet af ruten og forlængelsen af løbet kun fra det fineste selskab kunne tiltrække de to franske mandskaber.

Heldigvis blev den trend brudt i 2019, hvor sammenlægningen af Dubai Tour og Abu Dhabi Tour gjorde den mellemøstlige kalender lidt mindre fyldig, og det gav et felt, der var intet mindre end fremragende. Ikke færre end ni af de 18 WorldTour-hold var med, og den forrygende udvikling fortsatte i 2020, hvor Tour de la Provence blev en del af den nye ProSeries, der ligger lige under WorldTour-kategorien. Det udnyttede de til at få deltagelse af ikke færre end 14 af de 19 WorldTour-hold, og de deltagende hold mødte endda næsten alle op med nogle af deres største navne. Med ét var det nye løb i Provence blevet et af stjernernes foretrukne. Den tendens fortsatte naturligvis i 2021, hvor stort set alle februarløb uden for Frankrig blev udsat eller aflyst, og dermed virkede løbet i Provence som rent fluepapir, så arrangørerne for at overholde UCI-kravet om maksimalt 14 WorldTour-hold var nødt til at afvise fem af de største hold.

I år har løbet imidlertid måttet sande, at konkurrencen igen er hård i en mere normal februarkalender. Der bydes stadig på en maksimal kvote på 13 af de nu 18 WorldTour-hold, men feltet har ikke samme stjernebesatte karakter, som vi har set det i de seneste to sæsoner, og det blev ikke bedre af, at løbet gik glip af muligheden for som planlagt at skyde Egan Bernals sæson i gang. Nogen grund til at klage har de dog ikke, når de kan byde på sæsonstart for den største franske stjerne, verdensmesteren Julian Alaphilippe, og tillige kan præsentere store navne som Richard Carapaz, Kasper Asgreen og Nairo Quintana.

I 2020 ændrede løbet også karakter. Der har på sin vis været noget forkert over, at Tour de la Provence ikke havde besøgt ”Det Skaldede Bjerg i Provence”, men det ændredes der på. Til den femte udgave var der således designet en kongeetape, der ganske vist ikke har mål på toppen af den franske gigant - det er trods alt stadig februar - men som havde mål umiddelbart efter stigningens vanskeligste del ved Chalet Reynard. Dermed tippedes balancen væk fra de puncheurtyper, som hidtil havde været dominerende, og som stadig fandt masser af deres terræn, over mod de rene klatrere. Formatet var en stor succes, og derfor Ventoux tilbage sidste år. Det gør den ganske vist ikke i 2022, men da den blot erstattes af en anden bjergafslutning på Montagne de Lure, ser det ud til, at arrangørerne har en ide om, i hvilken retning løbet skal gå

Den bjergrige karakter har også betydet, at de rene klatrere har haft overtaget siden ændringen. Efter at Nairo Quintana knuste al modstand i 2020, var det en anden colombianer, der sejrede sidste år. Med Egan Bernal som luksushjælper oplevede den talentfulde, men uhyre ustabile Ivan Ramiro Sosa sin foreløbig sidste stjernestund, da han på Mont Ventoux kørte fra alt og satte en ellers velkørende Julian Alaphilippe til vægs. Bernal sikrede endda Ineos en dobbeltsejr på Ventoux, men Alaphilippe sørgede i kraft af bonussekunder for, at han alligevel endte som nr. 2, 18 sekunder bag Sosa og ét sekund foran Bernal, som fuldendte podiet. Sosa får chancen for at gentage succesen, da han vender tilbage i 2022, denne gang dog i en Movistar-trøje, men Alaphilippe, der gør sæsondebut, får også chancen for revanche. Til gengæld vil hele cykelverdenen savne den stærkt tilredte Bernal, der ellers havde planlagte at starte sin sæson i Provence i denne uge.

Læs også

Lidl-Trek-udbryder trodser favoritterne på målbjerg

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Ruten

Terrænet i Provence er bestemt ikke fladt, og det har været afspejlet i ruten til de seks foregående udgaver, hvor der har været stigninger på programmet næsten alle dage samt masser af smalle snoede veje. I 2016, 2017 og 2019 var løbet karakteriseret ved at være skabt til puncheurs med korte, stejle stigninger, hvor klassementet blev afgjort - i 2019 spillede en prolog dog også en afgørende rolle - mens de øvrige etaper var for sprintere af varierende holdbarhed. Den model ændrede kun på i 2018, hvor man i tillæg til to sprinteretaper både havde en prolog og en decideret bjergafslutning på den mere end 10 km lange Col de l’Espigoulier, hvormed der blev tale om et mere klassisk etapeløb.

I 2020 ændrede løbet dog afgørende karakter. Efter fire år var det nemlig tid til at besøge regionen cykelstolthed, Mont Ventoux, der kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Ganske vist var der i februar ikke mulighed for at klatre hele vejen op gennem månelandskabet i næsten 2000 m højde, men da der var mål ved Chalet Reynard efter stigningens sværeste del, var der tale om en meget svær bjergfinale i det, der for mange stadig er sæsondebut. Der var tale om en helt anden og langt sværere sag end den relativt lette Espigoulier, og dermed var det for første gang et løb for rigtige klatrere.

Den model gentoges i 2021, hvor ruten på mange måder følger samme mønster som i 2020. Begge gange var der i tillæg til Ventoux-etapen om lørdagen nemlig en puncheuretape, en helt flad etape og en kuperet etape med muligheder for holdbare sprintere. Begge gange blev løbet stort set afgjort på kongeetapen på Ventoux, og det blev derfor et løb for rene klatrere.

I år rystes posen dog igen. Ganske vist bibeholdes både bjergetapen, puncheuretapen og sprinteretapen, men der er to væsentlige nyskabelser. For det første droppes afsluttes på Mont Ventoux, der i stedet erstattes af en finale på Montagne de Lure, som vi kender fra Paris-Nice i 2009 og 2013. Der er tale om en betydeligt blødere - men for februar måned stadig svær - stigning, hvor forskellene kan blive mindre, og klatrerne vil næppe heller glæde sig over den anden ændring. Efter to års fravær vender åbningsenkeltstarten nemlig tilbage, og selvom den modsat i 2019 er så kort, at den denne gang kvalificerer til at være en prolog, består den også denne gang af pandekagefladt tonserterræn langt den franske middelhavskyst, hvor wattmonstrene for alvor kan åbne for gassen.

Den 7,1 km lange prolog vil skabe de første tidsforskelle, inden sprinterne kan se frem til en næsten helt flad fredagsetape. Igen i år finder den dog sted i den karakteristiske nationalpark Camargue ved kysten, hvor mistralen er kendt for at blæse hårdt, og derfor kan fredagen muligvis byde på sidevindsdrama. Om lørdagen gælder det årets puncheuretape, der ligesom sidste år slutter på den ret bløde bakke i Masnosque, hvor Davide Ballerini for et år siden sejrede foran Giulio Ciccone og Alex Aranburu. Herefter vil intet dog være afgjort, da kongeetapen som noget helt nyt afvikles som søndagens store finale, og selvom Montagne de Lure altså ikke er Mont Ventoux, vil alt blive kastet helt op i luften i allersidste øjeblik på løbets vigtigste etape.

Prolog

I 2016 lagde arrangørerne ud med løbets hårdeste etape, og i 2017 var det sprinterne, der fik det første ord. I 2018 prøvede man noget helt nyt i forbindelse med ansigtsløftningen af løbet, idet løbet blev indledt med en helt enkelt og pandekageflad prolog, og den model gentoges i 2019. I de seneste to år har man dog gjort klassementet til et rent anliggende for klatrerne ved både at fjerne enkeltstarten og at indføre den store bjergafslutning på Ventoux, men i 2022 bliver løbet for første gang et mere klassisk etapeløb med både enkeltstart og bjergfinale. For første gang siden 2019 skydes løbet nemlig i gang med en kort enkeltstart, og denne gang er den endda så kort, at der bliver tale om en prolog. Til gengæld er terrænet præcis lige så enkelt som ved de to øvrige enkeltstarter, når der skal suses frem og tilbage ad en flad kystvej ved Middelhavet.

Med en distance på 7,1 km er etapen altså kort nok til at være en prolog, og den afvikles i kystbyen Berre-l’Etang ved den franske middelhavskyst. I alt væsentligt er der tale om en tur frem og tilbage langs kystvejen, og derfor er etapen pandekageflad. Man lægger ud med at køre 100 m mod sydvest ned til en rundkørsel, hvor man drejer til højre, og derefter går det mod nordøst op langs vandet. Undervejs skal man igennem fem rundkørsler efter hhv. 900 m, 1200 m, 1300 m, 1900 m og 2100 m, inden man rammer et ubrudt stykke på 1700 m, der leder frem til endnu en rundkørsel.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Her foretager man efter 3,8 km en U-vending ved at køre hele vejen rundt, og derefter går det tilbage mod sydvest langs hovedvejen. Efter 5,2 km drejer man dog til venstre ind på en mindre kystvej for at køre hele vejen ind til mål. Undervejs skal man først igennem en rundkørsel med 1,3 km igen, inden man slutteligt drejer til venstre i en rundkørsel 400 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 14 højdemeter.

Der er ikke meget hokuspokus over denne etape. Det er en sand lækkerbisken for løbets specialister, der vil kunne se frem til at træde mange watt på de pandekageflade kystveje, hvor wattmonstrene kommer til deres ret. Rytmen kan blive brudt lidt af de mange rundkørsler, men sving er der kun få af, og det bliver derfor et opgør mellem løbets største motorer. Forskellene vil grundet distancen være begrænsede, men særligt på en blæsende dag kan klatrerne komme fra åbningsdagen med et ikke uvæsentligt tidstab

Berre l’Etang har i nyere tid kun været brugt som målby i det nu hedengangne Middelhavet Rundt, men dengang var byen hyppigt besøgt. Det var senest tilfældet i 2005, hvor Team CSC med Jens Voigt i førertrøjen vandt holdløbet foran Liquigas og Rabobank. I 2004 blev der spurtet i byen, hvor Baden Cooke sejrede foran Mario Cipollini og Aurelien Clerc, og det gjorde der også i 2003, hvor Daniele Bennati var hurtigst foran Cooke og Thor Hushovd. Også i 1999 var der holdløb i byen, og her sejrede Credit Agricole foran den førende Davide Rebellins Polti-mandskab og Team Home-Jack & Jones.

1. etape

Løbets første linjeløbsetape har i langt de fleste tilfælde været en sag for sprinterne, og flere gange har der været tale om en næsten helt flad sag ved den franske middelhavskyst. Sådan vil det også være i år, hvor terrænet på andendagen er stort set lige så fladt, som det var på prologen, når man kører igennem de karakteristiske naturområder ved sydkysten. Det er dog langt fra givet, at sprinterne får det så let i et område, hvor mistralen kan blæse voldsomt, og med en afsluttende rundstrækning, hvor man skal køre i flere forskellige retninger, burde der være basis for mere end bare en klassisk sprinteretape, hvis vejrguderne vil det.

Med en distance på 151,8 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Istres til Les Saintes Maries de la Mer. Der er tale om to kystbyer, der afskilles af den spektakulære naturpark Camargue, og etapen består af en tur ind i landet, inden man kører ind gennem naturområdet og ud til en afsluttende rundstrækning ved vandet. Fra start går det ad en helt lige og næste flad vej mod nordvest væk fra vandet, inden man kommer så langt væk fra fladlandet, at man kan køre mod nordvest op ad den lille kategori 3-stigning Col de la Vaydède (2,5 km, 4,0%), der er en ganske let sag frem mod de sidste 500 m, som stiger med 8,3%.

Læs også

Se Tobias Lunds anden store sejr

Toppen rundes efter 27,7 km, og herefter bliver det igen helt enkelt. Man drejer nemlig mod sydvest for at køre tilbage mod vandet via en kort nedkørsel, og herefter er resten af etapen fladere end en pandekage. Man snor sig lidt rundt, når man efter 47,0 km kører igennem byen Arles, hvor man møder Rhone-floden. Den følger man mod sydvest og sydøst, inden man i naturparken drejer mod vest og senere for at køre hen langs vandet frem til byen Albaron. Her drejer man efter 81,9 km mod sydvest hen langs floden Le Petit Rhone, inden man drejer mod syd for at køre hen langs middelhavskysten.

Efter 94,9 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og herefter kører man ca. en halv omgang, inden man efter 104,3 km krydser stregen i forbindelse med dagens første spurt. Nu afsluttes etapen med to fulde omgange på den 23,8 km lange runde, der er meget enkel. Først går det kortvarigt mod vest hen langs vandet, inden man kører mod nordvest op langs Le Petit Rhone. I det nordligste punkt drejer man mod øst for at køre det korte stykke ud til vandet, og herefter drejer man med 9,4 km ind på kystvejen, som nu følges mod sydøst og slutteligt sydvest. Undervejs er der hverken rundkørsler eller sving i den helt, helt ukomplicerede finale.

Etapen byder på i alt 323 højdemeter.

Der vil være mange klatrere, der ryster i bukserne over denne kystetape i et område, hvor mistralen ofte kan rase helt frit, og derfor kan det under de rette omstændigheder blive en højdramatisk etape. Hvis ikke det blæser, er der til gengæld næppe meget at diskutere, da det er de klassiske sprinteres eneste chance. I det tilfælde er der lagt op til et brag af en massespurt i den uhyre enkle finale, hvor der virkelig er plads til at lade farten tale.

Les Saintes Maries de la Mer har to gange tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb, og det var begge gange i dette løb. Senest var det i 2020, hvor Nacer Bouhanni åbnede sin Arkea-tid stærkt ved at spurtsejre foran Jakub Mareczko og Giacomo Nizzolo på løbets åbningsetape. I 2019 åbnede løbet med en kort flad enkeltstart i byen, og det var faktisk her, Filippo Ganna efter en lidt svær start på sin karriere tog sin allerførste professionelle sejr ved at vinde med 9 sekunder ned til Sebastian Langeveld og 10 sekunder ned til Remi Cavagna.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

2. etape

I både 2020 og 2021 blev den første sprinteretape fulgt op ad en puncheuretape, og sådan vil det også være i år. Denne gang er der endda tale om genbrug, når løbet får andet år i træk skal slutte på en relativt blød bakke i byen Manosque, hvor Davide Ballerini for et år siden tog sin anden sejr på to dage ved at være hurtigst op ad de 1200 m, der i gennemsnit stiger med 4,2%. Dengang viste løbet sig for svært for alle de klassiske sprintere, men Ballerini var i stand til at stå imod og sætte en stribe puncheurs til vægs. Et lignende scenarium kan meget vel gentage sig i år, hvor der altså er lagt op til gentagelse af den spændende og uforudsigelige afslutning, vi var vidner til for 12 måneder siden.

Med en distance på 180,6 km er etapen betydeligt længere end den foregående, og den fører feltet fra Arles til Manosque. Startbyen ligger umiddelbart nord for middelhavskysten, og derfor er det kun let stigende, når man fra start kører mod sydøst væk fa vandet frem til den første, som kommer allerede efter 6,8 km. Det stigende terræn fortsætter frem til ben Les Baux-de-Provence, der nås efter 14,1 km, hvorefter det falder let mod sydøst. Nu går det mod øst og senere nordøst igennem det franske fladland, inden man igen drejer mod øst for at køre frem til Lauris, der nås efter 66,5 km.

Her forlader man dalen for at køre mod nordøst op i et højdedrag via kategori 3-stigningen Cote de Lauris (1,0 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 67,7 km. Herfra fortsætter det med at stige let, mens man snor sig mod nordøst frem til byen La Bastide-des-Jourdans, hvor man efter 98,7 km rammer den afsluttende rundstrækning. Her kører man de sidste knap 20 km af denne, og de går mod nordøst igennem terræn, der er let kuperet, indtil man for første gang når frem til målbyen Manosque, hvor dagens sidste spurt køres 116,05 km.

Spurten ligger i bunden af målbakken (1,2 km, 4,2%), og man drejer mod nordvest for at passere denne, men 100 m inden målstregen drejer man til venstre for at fortsætte længere mod nord ind i terrænet, så man i stedet kører hele vejen op til toppen af kategori 3-stigningen Col de la Mort d’Imbert (5,8 km, 3,9%), som er en relativt jævn stigning uden stejle procenter og top efter 121,4 km. En relativt enkel nedkørsel leder mod nord ned til byen Dauphin, hvor man drejer mod nordvest og senere sydvest og vest for at køre igennem relativt fladt terræn.

Det får en ende, når man kører mod syd og vest op ad dagens sværeste stigningen, kategori 2-stigningen Col de l’Aire Dei Masco (6,6 km, 4,8%), der også er en helt jævn og monoton stigning med top efter 153,2 km. De sidste 27,4 km indledes nu med en lidt kringlet nedkørsel, der leder mod sydøst tilbage til La Bastide-des-Jourdans, og derfra går det mod øst og nordøst ad samme små kuperede vej som tidligere tilbage til Manosque. Her drejer man skarpt to gange i rap med 2,4 og 2,3 km igen, inden der venter endnu et skarpt sving med 1,7 km igen. Herfra begynder det at stige let mod nordøst, inden man med 1300 m igen drejer blødt til højre ind på målbakken (1,2 km, 4,2%), der stiger med 4,1% over den sidste kilometer. Bakken følger en lige vej afbrudt af et sving med 700 m igen, og modsat første passage kører man denne gang også de sidste 100 m frem til stregen.

I forhold til sidste år er rundstrækningen forlænget. Den første stigning er en genganger, men den anden stigning er ny. Den er vanskeligere end sidste års stigning, men kommer til gengæld længere fra mål. Den første del af etapen er helt ny.

Etapen byder på i alt 2200 højdemeter, mens der var 2315 af slagsen på sidste års etape, der var ca. 10 km kortere.

Sidste år var der megen usikkerhed om, hvor vanskelig denne bakke ville være, men det viste sig i alt væsentligt kom til kort. Den uhyre formstærke Davide Ballerini, der dog heller ikke er nogen klassisk sprinter og allerede havde vundet 1. etape, holdt dog stand og sejrede foran en hær af puncheurs og klatrere, anført af en overraskende stærk Giulio Ciccone og en af forhåndsfavoritterne, Alex Aranburu. Den nye rundstrækning vil næppe ændre væsentligt på sværhedsgraden af etapen, men den nye stigning kan gøre det endnu vanskeligere for sprinterne at komme med hjem. Igen der formentlig lagt op til et opgør mellem puncheur og stærke sprintere som Ballerini i løbets sidste spurtafgørelse inden den afsluttende kongeete.

Samme finale i Manosque blev som sagt brugt for et år siden, hvor Davide Ballerini vandt puncheurspurten foran Giulio Ciccone og Alex Aranburu. Derudover har byen én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var i Paris-Nice i 2007, hvor Yaroslav Popovych akkurat holdt feltet bag sig, inden Francisco Ventoso spurtede sig til en andenplads foran Samuel Dumoulin.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

3. etape

Der var noget forkert i, at Tour de la Provence indtil 2020 ikke havde besøgt regionens cykelstolthed, nemlig Mont Ventoux, som kendes som Det Skaldede Bjerg i Provence. Det lavedes der om på i den knaldhårde 2020-udgave, hvor et puncheurløb blev forvandlet til et løb for klatrere, og da Provences mest kendte bjerg var med igen sidste år, fornemmede man en ny tradition. Traditionen synes dog kun at være, at løbet skal have en bjergafslutning og være for klatrere, for i 2020 er der intet Ventoux. I stedet vil løbets store bjergfinale finde sted på Montagne de Lure, som allerede to gange i de seneste år har lagt asfalt til en etapeafslutning i Paris-Nice, og selvom den ikke kan måle sig med Ventoux i sværhedsgrad er der stadig lagt op til stort slag mellem klatrerne på kongeetapen, der som noget helt nyt endda runder hele festen af med et brag af en afslutning på fire dages fransk cykelfest.

I alt skal der tilbagelægges 166,1 km, der fører feltet fra Manosque til toppen af Montagne de Lure. Starten er ganske hård, idet man med det samme kører mod nordvest op ad en bakke (4,1 km, 4,3%), inden en nedkørsel leder mod nord. Herfra går det ad en relativt flad vej mod nord, indtil man efter 18,85 km rammer en 60,0 km lang rundstrækning, der skal tilbagelægges to gange. Den indledes med, at man efter 20,0 km kører dagens første spurt, inden det går mod nord op ad en bakke (3,6 km, 4,0%) og videre igennem småkuperet terræn frem til Saint-Etienne-les-Orgues, der ligger lige for foden af målbjerget Montagne de Lure.

Man kører dog ikke op til mål. I stedet kører man via en lille nedkørsel mod sydvest og vest, inden det går mod nord op ad kategori 3-stigningen Col de Buire (6,6 km, 3,5%), der bare er en jævn og blød opkørsel, hvis top passeres efter hhv. 47,5 og 107,5 km. Efter toppen går det mod sydvest, sydøst, nordøst, sydøst og slutteligt syd tilbage til rundstrækningens udgangspunkt ad et langt, let faldende stykke.

Læs også

Vidunderbarn lykkedes med sit ”første udbrud i karrieren”

Efter afslutningen på anden omgang kører man efter 139,6 km dagens anden spurt, inden man tager hul på en tredje omgang. Det betyder, at man igen kører mod nord op ad bakken (3,6 km, 4,0%) og igennem det småkuperede terræn frem til Saint-Etienne-les-Orgues. Her forlader man imidlertid rundstrækningen for at køre mod nord op ad kategori 1-bjerget Montagne de Lure. Den stiger med 6,5% over 13,4 km og kan deles i tre dele. De første to kilometer er relativt vanskelige med ca. 7%, men derefter følger et lettere stykke på 6 km med 5-6%. De sidste 5,4 km er herefter de vanskeligste, idet det stiger relativt jævnt med 7-8%, dog kun med 6,7% over de sidste 1300 m. Stigningen følger en eget snoet med et hav af hårnålesving. Det sidste af disse kommer lige efter den røde flamme, og derefter er der kun en blød kurve, inden de sidste 700 m følger en relativt lige vej.

Etapen byder på i alt 3223 højdemeter.

Vi kender Montagne de Lure fra de to tidligere besøg fra Paris-Nice, og her så vi i begge tilfælde, at løbets klart stærkeste begge gange tog suveræne solosejre. Stigningen er dog ikke verdens sværeste, og derfor var forskellene overraskende store i 2009, mens vi i 2013 så, at hele otte mand spurtede om 3. pladsen, og at forskellene var begrænsede. Særligt i modvind kan det måske blive svært at vinde alt for megen tid, men afslutningen er dog svær nok til, at stærkeste mand i hvert fald var ret suveræn de seneste to gange. Dermed er der også en god chance for, at løbets bedste klatrer med en sejr her på løbets sidste dag kan sikre sig den samlede sejr, selvom særligt inklusionen af en enkeltstart gør, at det på et blødere bjerg som dette langt fra er givet, at etapevinderen også vil ende som samlet triumfator.

Montagne de Lure har to gange i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb, begge gange i Paris-Nice. Det skete senest i 2013, hvor Richie Porte lagde grunden til sin første samlede sejr i løbet ved at køre hjem til en suveræn solosejr med 26 sekunder ned til Denis Menchov og 33 sekunder ned til en ottemandsgruppe, hvis spurt blev vundet af Andrew Talansky. Stigningen blev første gang besøgt i 2009, hvor Alberto Contador var endnu mere suveræn - det varede dog kun kortvarigt, inden han 24 timer senere løb ind i sin så berømte sukkerkrise - og sejrede med 58 sekunder ned til Frank Schleck og den senere vinder Luis Leon Sanchez, mens Cadel Evans på 4. pladsen var hele 1.27 bag den suveræne spanier.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Favoritterne

I gamle dage har det været lidt af en hovedpine at skulle skrive optakt til Tour de la Provence. En serie etaper, der hverken var fugl eller fisk, lagde op til aggressivt og uforudsigeligt cykelløb, der kunne gå et hav af veje og blev en knivskarp kamp om sekunder. Det var måske mest tydeligt i 2019, hvor løbets tre stærkeste klatrere, Thibaut Pinot, David Gaudu og Eddie Dunbar, angreb i ét væk, men i sidste ende ikke kunne gøre forskellen. Resultatet blev en neglebider af en finale, hvor Gorka Izagirre slog Simon Clarke på hundrededele fra prologen, men hvor Tony Gallopin var løbet med det hele, hvis han var blevet nr. 3 og ikke nr. 4 i den afsluttende reducerede massespurt.

Den slags uforudsigelighed var der ikke i 2020 og 2021. Tværtimod var der tale om et meget rent løb, hvor kun ganske få reelt havde en chance for at vinde. Det skyldtes naturligvis inklusionen af Mont Ventoux, der er en brutal udfordring for begyndelsen af februar. Nok skulle man ikke hele vejen til toppen, men enhver cykelmotionist, som har stiftet bekendtskab med det berømte bjerg, vil vide, at den vanskeligste del kommer på den nedre del, som førte op til målet ved Chalet Reynard. Da enkeltstarten samtidig forsvandt, og vi i ingen af udgaverne fik sidevindskørsel, som der ellers kan være rig mulighed for i det mistralramte fladland ved kysten, var løbet så rent, som det kunne være. I begge tilfælde blev det hele stort set afgjort på Ventoux, og vinderen af kongeetapen endte også som samlet vinder, først med Nairo Quintana i 2020 og siden med Ivan Ramiro Sosa i 2021.

I år bliver det en anelse mere kompliceret. Det skyldes naturligvis løbets to nøgleændringer, nemlig genindførslen af prologen/enkeltstarten og udskiftningen af Ventoux med dennes lillesøster og nabo, Montagne de Lure. Begge dele betyder, at det nu ikke er mejslet i granit, at vinderen af søndagens kongeetape også vil stå øverst på podiet søndag eftermiddag.

Vigtigt er det i hvert fald, at vi skal slutte på bjerget, der er kendt som Mont Ventouxs lillesøster og ikke på den skaldede gigant selv. Montagne de Lure er en betydeligt lettere stigning, hvor særligt den første del næppe vil gøre den helt store forskel. De sidste 5,4 km er vanskeligere, og de er også vanskelige nok til at gøre en forskel. Det så vi ved besøgene fra Paris-Nice i 2009 og 2013, hvor de suveræne sejrherrer Alberto Contador og Richie Porte kørte fra alt og alle.

Det er dog værd at bemærke, at Contador og Porte i begge generelt var flere niveauer over alle andre. I 2009 skabte bjerget bag Contador også overraskende store forskelle, men i 2013 så vi, at det ikke er så let at køre væk endda. Det lykkedes ganske vist for Denis Menchov, der bag Porte kunne tage et par sekunder, men derefter var det altså hele otte mand, der spurtede om 3. pladsen, og hele 18 mand sluttede inden for 50 sekunder af Portes vindertid. Særligt hvis der er modvind kan det blive en udfordring at levere de magtdemonstrationer, vi så fra Quintana og Sosa på Ventoux, medmindre man er lige så overlegen, som Porte og Contador var.

Det gør også enkeltstarten vigtigere. Selvfølgelig vil forskellene på en prolog på 7,1 km ikke være gigantiske, men hvis 18 mand igen ender inden for 50 sekunder af vindertiden på Montagne de Lures er det klart, at afstandene sagtens kan blive afgørende. På denne form for flad tonserenkeltstart vil de små klatrere kunne tabe ganske meget til de alsidige klassementsryttere, der måske endda kan regnes som semispecialister, selvom ruten mest er skabt til store wattmonstre. Det kan bestemt ikke udelukkes, at vinderen på Montagne de Lure også vinder samlet, men det er slet ikke givet, selvom bonussekunderne på toppen selvfølgelig vil være en god hjælp.

Det skyldes også, at de to andre etaper også kan komme i spil. Vi har lært spurten i Manosque at kende fra sidste år, og den viste sig overraskende selektiv. Desværre styrtede Julian Alaphilippe i finalen, men når man ser, at Davide Ballerini vandt spurten foran Giulio Ciccone, der ellers ikke er nogen superpuncheur, og Alex Aranburu, er det klart, at eksplosive Alaphilippe-typer vil have chance for at vinde bonussekunder på denne etape. Det samme gælder i de indlagte spurter undervejs, hvor der for hurtige folk kan være lidt at hente.

I virkeligheden kan fredagens etape ende som den allervigtigste, selvom den bare bør ende i en massespurt. I Camargue kan mistralvinden rase voldsomt, og er det tilfældet, vil de små klatrere lide ikke blot på prologen, men også på 1. etape. Med andre ord kan det ende med, at vinderen skal være en ret komplet rytter, der både kan køre tonserenkeltstart, klare sidevind og klatre på et langt bjerg, ligesom en god puncheurspurt altså kan være et våben.

Læs også

Ny triumf til Lidl-Trek-talent

Hvordan bliver det så med den vind? Mistralen vil slet ikke røre på sig på torsdag, hvor de venter en stille dag med perfekte og helt ensartede betingelser til enkeltstarten. Desværre må de stakkels klatrere sande, at mistralen for alvor tager fat på den værst tænkelige dag. Fredagen bliver ekstremt blæsende med vindstyrker på mere end 30 km/t. Desværre er den nordlige retning ikke ideel til sidevindskørsel på rundstækningen, hvor der mest vil være mod- eller medvind, men der vil være sidemedvind ned langs kysten og flere sidevindsstykker forinden. Rundstrækningens udformning gør, at vi godt kan ende med bare at få en spurt, men jeg vil næsten tro, at vi får sidevindsræs og splittelse. Dermed forventer jeg, at sidevinden vil blive en faktor. Helt anderledes fredsommeligt ser det ud til at blive lørdag, hvor der måske kan komme en byge, men hvor vinden ikke ventes at spille en rolle. Det hele vil slutte med en solrig søndag, hvor der vil være en ganske pæn medvind hele vejen op ad målbjerget, hvilket er klatrernes gode nyhed. Det øger chancen for større forskelle ganske betydeligt.

Årets felt er desværre kendetegnet ved, at det er betydeligt svagere end i de seneste to stjernebesatte udgaver, og det er ikke blevet bedre af, at vi vil savne Egan Bernal, som havde udsigt til at gøre debut her. Det er særligt antallet af klatrere, der er relativt beskedent, og da man naturligvis skal være en god klatrer for at vinde - også på denne mere alsidige rute - er favoritfeltet betydeligt mindre, end det plejer.

Til gengæld er der heller ingen indlysende favorit, og det er derfor med usikkerhed, at jeg peger på Julian Alaphilippe. Ganske vist ved vi fra tidligere, at verdensmesteren plejer at starte sine sæsoner som lyn og torden, men sidste år vurderede jeg alligevel, at han mod klatrerne måtte komme til kort på så svært et bjerg som Ventoux. Det gjorde han imidlertid slet ikke. Tværtimod var det kun Ivan Ramiro Sosa, der kunne køre fra han, og han kunne faktisk køre fra alle feltets klatrere undtagen Sosa og dennes holdkammerat Bernal. Hvis han kommer til dette løb med samme form, bliver han svær at slå på kongeetapen, hvor den lettere stigning vil passe ham endnu bedre, selvom modvind havde været helt perfekt.

Alaphilippe lukrerer også på den alsidige rute. Han vil ikke elske denne enkeltstart, men han bør vinde ganske meget tid på næsten alle rivalerne. Alt taler for, at han vil være en af topfavoritterne til at tage de 10 bonussekunder i Manosque, ligesom han kan tage bonus undervejs på etaperne. Allervigtigst er det dog måske, at han kan blive den helt store vinder i sidevinden. Det kan godt være, at Quick-Step ikke kommer med noget stort sidevindshold denne gang - slet ikke efter tabet af Kasper Asgreen - men hvis mistralen spiller den rolle, jeg forventer, vil han meget vel kunne have vundet meget tid på de rene klatrere allerede inden weekenden. Er det tilfældet, behøver han end ikke være bedst på kongeetapen - hvad han sagtens kan vise sig at være alligevel - og derfor er han min favorit.

Alaphilippe er ikke alene på Quick-Step, der også har Ilan van Wilder. Det belgiske stortalent kan være meget svingende, og derfor skal vi være varsomme med at forvente det store, men der er en tendens til, at unge talenter starter stærkt, når de er skiftet til Quick-Step. Han risikerer hurtigt at ende som hjælper for Alaphilippe, men da han blandt klassementsrytterne meget vel kan være den bedste på enkeltstarten - også bedre end Alaphilippe - vil han kunne få et godt udgangspunkt, særligt hvis han holder sig til sit stærke hold i sidevinden. Vi har set, at han i 2021 nok havde for mange mangler i bjergene til at kunne vinde løbet, men særligt med sidevinden som en faktor og hans gode enkeltstart, er chancerne for et godt resultat gode. Knap så gode er de for Louis Vervaeke, men er han i formen, klatrer han godt nok til at klare sig fint, særligt hvis han vinder tid i sidevinden og ikke bliver ofret for Alaphilippe. Til gengæld tror jeg, at det er slut for Dries Devenyns og Pieter Serry med at ende langt fremme i et løb, hvo de må regnes som hjælpere.

Alaphilippes værste rival kan være Nairo Quintana. I 2020 var han uhyggelig i begyndelsen af året, inden coronaen satte en stopper for succesen, og blandt hans mange sejre var en magtdemonstration i dette løb. Siden har han ikke været på samme niveau, men det er ikke tilfældigt, at han fløj for to år siden. Quintana har altid startet stærkt, og selvom han havde covid for et par uger siden, har han udtalt med så stor selvtillid de seneste dage, at han synes at være aldeles velforberedt. Det vil være en overraskelse, hvis han pludselig kan genfinde sin tårnhøje niveau fra 2020, men mindre kan også gøre det for at vinde kongeetape i dette felt. Desværre skal der nok endnu en magtdemonstration til, hvis han skal indhente det tabte fra enkeltstarten, og et nederlag i sidevinden, hvor han heldigvis altid har været ganske dygtig trods et svagt hold, er der næppe råd til. Hele holdet er bygget op om ham, men Miguel Edoardo Florez gjorde det hæderligt på Mallorca og kan ende fornuftigt på kongeetapen, nu hvor han endelig er ved at blive sine skader kvit. Maxime Bouet så godt ud i Marseille og kan også komme et stykke, mens det er mere usikkert, hvor Nicolas Edet står efter sin lange skadespause og et misset Mallorca. Dayer Quintana er en skygge af sig selv, og selvom Lukasz Owsian var overraskende stærk på Mallorca, er terrænet her for svært.

Den anden vinder af en Ventoux-udgave af dette løb er Ivan Ramiro Sosa, der vender tilbage for at forsvare sin titel, men om ham er der altid enorm usikkerhed. Skal vi være ærlige, har colombianeren vel ikke kørt på sit niveau, siden han vandt netop dette løb for et år siden, men på Mallorca så han i det mindste bedre ud, end han gjorde i resten af 2021, hvor det var en mindre katastrofe. Hans niveau på Mallorca var svært at vurdere, fordi han alene agerede hjælper, men trods denne rolle endte han altså som nr. 11 på stigningen, der gav sejr til holdkammeraten Alejandro Valverde. Det tyder på, at han igen i år starter stærkt - som han plejer - men spørgsmålet er, om det er nok på denne rute. Min fornemmelse er, at han godt kan ende med at vinde kongeetapen igen, men vil det være nok, når han på enkeltstarten får endnu større prygl end Quintana? Han har også tidligere tabt Burgos på sine evner i sidevinden, hvor Movistar ikke står alt for stærkt, og derfor vil det nok i hvert fald kræve, at vinden ikke kommer i spil, hvis han skal forsvare sin titel.

Movistar har dog mange kandidater. Vi så i juni, at en formstærk Oscar Rodriguez kan være med langt fremme på søndag i dette felt, men historisk har han ikke været flyvende fra start. Holdskiftet kan dog sagtens have givet ham motivation. Han får det dog også meget svært de første to dage. Matteo Jorgenson virkede uhyre velkørende på Mallorca, og selvom Montagne de Lure er for lang, så vi i Paris-Nice, at han i et løb som dette godt kan ende langt fremme - i hvert fald hvis han forsvarer de første to dage, der vil være svære også for ham. Det var også en fornøjelse at se Abner Gonzalez udvikle sig i 2021, men det vil være et skridt op at se ham helt fremme her, og hans form er ukendt, ligesom også han vil lide de første to dage. Gorka Izagirre står stærkere på enkeltstarten, selvom hans tempoevner er aftagende, men 2019-vinderen af dette løb klatrer ikke godt nok til at vinde på en rute med en bjergfinale, selvom han ofte starter godt. Bjergfinalen er til gengæld herlig for Antonio Pedrero , hvis topniveau var højt i maj og juni, men det vil ligne ham meget, meget dårligt at være i form allerede nu.

En af de ryttere, der dokumenteret er i god form, er Pierre Latour, der var ganske tæt på at ende på podiet i Besseges. Her viste kan på kongeetapen, at han bør komme langt i dette felt på søndag, og han bekræftede på sidste etape også, at hans hensygnende tempoevner trods alt er gode nok til, at han vil vinde tid på de fleste på prologen. I sidevinden gjorde Total det fremragende i Besseges, men her kommer de med en helt anden og knap så stærk trup. Han kan derfor ende som en taber, men han står bedre end mange andre klatrere. Til gengæld er Fabien Doubey ikke stærk nok til at være med helt i front længere.

Læs også

Sådan vandt dansk stortalent for anden dag i træk

Trek kommer med et af de mest spændende og stærkeste hold. Topnavnet er Giulio Ciccone, der havde meldt ud, at han var knap så stærk fra start, men efter en lidt svag start kørte han faktisk så god en kongeetape i Valencia, at han formentlig kan køre med om sejren på søndag. Desværre får han tæsk på prologen, og han kan få det svært i sidevinden, ligesom formen nok ikke rækker til at sikre de bonussekunder, han sidste år gjorde i Manosque. Næsten lige så spændende er Mattias Skjelmose, der sagtens kan ende bedre end Ciccone, men som dog er en betydeligt mere usandsynlig vinder. Han fik virkelig fod på enkeltstarten igen i efteråret, og selvom ruten ikke er ideel, vil han vinde tid på næsten alle på torsdag. Han viste i UAE Tour, at han kan klare sig i sidevinden, og at han kan starte stærkt, men selv hvis han får et forspring, skal han have taget et stort skridt med sin klatring for også at vinde samlet på søndag. I Valencia var det også en fornøjelse at se Antwan Tolhoek på 1. etape, men kongeetapen mindede om, hvor ustabil han er. Med 1. etape-benene kommer han langt på søndag, men han får to svære fra start. Endelig har holdet også Gianluca Brambilla, der stadig er på sit gamle niveau, men sidste år lagde ud med at vinde samlet i Var. Det viser, at han kan starte ganske stærkt, men da han får to svære dage fra start og ikke klatrer godt nok på søndag, vil han ikke ende helt fremme. Jeg anser Amanuel Ghebreigzabhier og Dario Cataldo som hjælpere.

Ineos vandt løbet sidste år, og havde de haft Bernal til start, havde de haft en meget god chance for at forsvare titlen. Nu ser det vanskeligere ud, når de skal satse på Richard Carapaz. I Besseges bekræftede han nemlig, at han altid er formsvag fra start, og det blev bestemt ikke bedre af hans styrt. Han ligner stadig en vinder i sidevinden, som han også var det i Besseges, men på enkeltstarten får han det svært mod Alaphilippe, og han skal godt nok have forbedret sig mærkbart, hvis han skal klatre godt nok til at vinde dette løb. Derfor kan Ethan Hayter ende som et bedre bud. Den britiske komet vil elske de første to dage, hvor han måske vil være favorit til at vinde prologen, og han vil kunne bonussekunder både på 1. og 2. etape, hvor han på sidstnævnte ligner et uhyre godt bud på en vinder. Til gengæld så vi også i 2021, særligt i Algarve og Tour of Britain, at Montagne de Lure formentlig er for svær, særligt nu, hvor der er medvind. Hvis ikke han får hjælp af vinden, tror jeg ikke, at han klatrer godt nok til at vinde, men med en gevinst i sidevinden kan han måske godt gå på podiet. I Besseges så vi også, at Eddie Dunbar har et niveau til at gøre det hæderligt i dette felt, men ikke et niveau, der bringer ham i nærheden af sejren.

En anden stor joker er Michael Storer, der har meget at bevise efter sit vilde efterår. Han plejer at starte ganske fornuftigt, og vi må forvente, at hans niveau er et helt andet i 2022, end det var i begyndelsen af hans tidligere sæsoner. Til gengæld har han til gode at bevise, at han vitterligt kan genfinde drømmeformen fra august og september, men holdskiftet har næppe dæmpet motivationen. Holdet er også et af de bedre i sidevinden, men til gengæld er han slet ikke så tempostærk, som han var som ung, og prologen vil være en udfordring. Han vinder næppe, men han er bestemt en podiekandidat, og den status styrkes kun, hvis han kobler sig på Arnaud Demare og vinder tid i vinden. FDJ har også Rudy Molard, der ofte starter godt, men hans niveau er aftagende, og han kan maksimalt stræbe efter en yderlig top 10, selvom også han kan vinde tid i vinden.

Lotto kommer med Harm Vanhoucke, der som altid er en total joker. Desværre er jeg ikke optimistisk efter hans kørsel på Mallorca, hvor han var ganske langt fra et brugbart niveau, men han er også så svingende, at han pludselig kan være anderledes her. Sidste år startede han i hvert fald godt i Emiraterne, og i dette felt er han en af de bedste klatrere. Han har Philippe Gilbert til at hjælpe sig i vinden, men han vil lide på enkeltstarten, så selvom han er flyvende, vinder han næppe. Med ham kan det blive både fugl og fisk. Holdet har også den i 2021 så uheldige Xandres Vervloesem , hvis potentiale er stort, og man kan håbe, at det måske kunne begynde at vise sig her. Til gengæld så vi på Malloca, at det bestemt ikke er tilfældet for den i 2021 ligeledes uheldige Viktor Verschaeve.

Ag2r har Aurelien Paret-Peintre, der egentlig burde komme relativt langt i dette felt. Franskmanden har for vane at starte stærkt, men desværre styrtede han på Mallorca, hvor han slog sit ribben. Derfor vil han næppe være helt så flyvende, som han plejer, og han vil også have det svært på enkeltstarten og i sidevinden. På søndag kan han heller ikke vinde, men er han kommet sig og i vanlig god form, vil han gøre det fornuftigt. I det lys er det også meget muligt, at Geoffey Bouchard kan gøre det bedre. Han er også den stærkeste af de to, hvis man ser på niveauet i 2021, men til gengæld starter han sjældent stærkt. Han så ikke alt for overbevisende ud i Marseille, og da han også er svag de første to dage, vil jeg tro, at han vil ende et stykke fra de allerbedste, men med top 10 som en mulighed. Til gengæld så vi i Besseges, at klassementet ikke er realistisk for Lilian Calmejane, og Valencia viste, at det samme gælder for Nicolas Prodhomme.

DSM kommer med Chris Hamilton , hvis klatreevner bør føre et stykke i dette felt. Han var trods alt tæt på at vinde en bjergetape i både Giroen og Vueltaen sidste år, men til gengæld er han enormt svingende og uden erfaring for at starte stærkt. Til gengæld har han et godt hold til sidevinden, og kan de give ham en tidsgevinst, kan han faktisk ende ganske fornuftigt, selvom enkeltstarten er svær. I dette løb kan tempostærke Martijn Tusveld med sidevinds- og enkelstartsgevinst også komme ganske langt, hvis han er i form, men han klatrer ikke godt nok til et absolut topresultat, og det samme gælder for temposvage Romain Combaud

Cofidis tiller med Giro-etapevinderen Victor Lafay, men hans form er helt ukendt. Sidste år startede han ganske stærkt i Ardeche, inden han styrtede, men han er så svingende, at han er svær at regne med - særligt i en sæsondebut. Uanset hvad så vi i 2021 nok også, at han er mere puncheur end klatrer, og jeg vil tro, at kongeetapen er for voldsom til, at han er med helt i front, selv hvis han igen i år er stærk fra start. Hans enkeltstart er også et problem, og Cofidis ligner tabere i sidevinden. Holdets anden option er Ruben Fernandez. Vi fik ikke chance for at se hans klatreben i Saudi Tour, hvor han blæste væk i sidevinden, og derfor er hans niveau ukendt. Han blæser dog efter al sandsynlighed væk i vinden igen, og han vil tabe tid på enkeltstarten. Klarer han de to første dage, viste 2. etape i Saudi-Arabien dog, at han sikkert vil ende ganske fornuftigt.

Israel-Premier Tech stiller med Carl Fredrik Hagen, men hvor han står, er helt uklart. Hans 2020 var en katastrofe, og han missede stort set hele 2021 med en skade. Han kom fornuftigt i gang i efteråret, men reelt har han ikke været fremme i et cykelløb siden Vueltaen i 2019. Der endte han til gengæld i top 10, og det vidner om, at han burde kunne komme langt i dette felt, hvis han stadig kan genfinde samme niveau. Hans enkeltstart er desværre svag, og også han kan få det svært i vinden. Holdet har også Krists Neilands, men han var bestemt ikke flyvende i Valencia.

Astana kommer i en svag formation, og de vil næppe spille en rolle i klassementet. Jeg glæder mig dog til at se, hvor langt Samuele Battistella er kommet. Under alle omstændigheder er Montagne de Lure for lang for ham, men hans klatreevner har været i fremgang. Det har de også for Simone Velasco, men også han kommer til kort på et rigtigt bjerg.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos B&B er Pierre Rolland som altid uhyre formsvag på denne tid af året, og selvom Sebastian Schönberger kan klatre lidt, så vi i Besseges, at han ikke er med helt i front. Roubaix har slet ingen klatrestærke typer. Hos Nice kan man håbe, at Antoine Berlin har lidt form fra start, og ellers vil Andrea Mifsud sikkert ende bedst. Hos Auber synes Stephane Rossetto slet ikke i form.

BEMÆRK: Flere af de vigtigste hold har ikke udtaget deres trupper. Optakten opdateres onsdag sidst på eftermiddagen.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har været en nærmest endeløs serie af ændringer. Hos Movistar kommer Abner Gonzalez ikke til start, og Ineos bliver uden Dunbar. Treks stærke hold svækkes markant ved fraværet af både Ciccone, Tolhoek og Brambilla, og deres bedste kort ligner i stedet Skjelmose samt i anden række Kenny Elissonde, der dog får det svært de første to dage. Cofidis kommer nu også med Axel Zingle, for hvem stigningen dog må være for lang, mens Ag2r er uden den covidramte Calmejane. Hos FDJ må de undvære Molard, mens B&B nu stiller med Maxime Chevalier, der i Valencia viste så fin form, at han sikkert kan gøre det pænt - men ikke mere end det. Lotto er uden Vanhoucke, og Israel Premier-Tech er uden Neilands. Endelig er DSM uden Chris Hamilton, men de stiller til gengæld med Florian Stork, der klatrede ganske fremragende i Valencia og formentlig gør det godt, samt Mark Donovan, der på papiret kommer langt, men næppe er i sin allerbedste form endnu.

OPDATERING 2: Alaphilippe har nedspillet forventningerne lidt ved at omtale noget sygdom i optakten. Han uddyber dog ikke, hvor meget det har påvirket formen, og hans udtalelser indikerer ikke, at det er alarmerende.

***** Julian Alaphilippe

**** Nairo Quintana, Ivan Ramiro Sosa

*** Pierre Latour, Ilan van Wilder, Ethan Hayter, Michael Storer. Mattias Skjelmose

**  Richard Carapaz, Oscar Rodriguez, Aurelien Paret-Peintre, Geoffrey Bouchard, Victor Lafay, Kenny Elissonde, Matteo Jorgenson, Carl Fredrik Hagen, Florian Stork, Mark Donovan, Martijn Tusveld, Ruben Fernandez

* Louis Vervaeke, Gorka Izagirre, Antonio Pedrero, Miguel Edoardo Florez, Maxime Chevalier, Samuele Battistella, Xandres Vervloesem, Maxime Bouet, Nicolas Edet, Romain Combaud, Axel Zingle, Sebastian Schönberger, Antoine Berlin

Danskerne

Mattias Skjelmose burde have en god chance for at levere et topresultat og er omtalt ovenfor. Han støttes på Trek af Jakob Egholm og Alexander Kamp, der måske kan forsøge sig i de to spurter, hvoraf særligt 2. etape kunne passe ham, selvom formen på Mallorca ikke syntes i top. Israel Premier-Tech har udtaget Mads Würtz Schmidt, der kan teste tempobenene på prologen og derudover skal støtte Carl Fredrik Hagen på søndag, Rudy Barbier på fredag og sikkert Patrick Bevin eller Tom van Asbroeck på lørdag. Endelig skal Mathias Norsgaard støtte Sosa i det fladere terræn, ligesom han måske kan forsøge sig lidt på prologen.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK