Optakt: Tour de l’Ain

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Croatia er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route du Sud, Ster ZLM Toer og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen.

Binck Bank Tour (tidligere Eneco Tour) har i flere år udgjort et ikke helt så oplagt alternativ, og Arctic Race of Norway samt Czech Cycling Tour er relativt nye tilføjelser til en kalender, der bliver mere og mere intensiv. I mange år har et af de bedste alternativer til de store løb dog været Tour de l’Ain, der kan betragtes som perfekt forberedelse til tre uger i bjergrigt terræn. Med sin placering i et af de mest kuperede områder i Frankrig tilbyder det korte etapeløb en god blanding af sprinter- og bjergetaper, og dermed kan ryttere af enhver type teste dem selv mindre end to uger inden starten på deres store mål, og selvom konkurrencen fra andre løb er tiltagende, synes løbet stadig at trives.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Tour de l’Ain blev første gang afviklet i 1989, hvor det tog over efter Prix de l’Amitié, der forsvandt fra kalenderen. Indtil 1992 var det et løb for amatører, men herefter fik professionelle adgang. I 1999 overtog en ny arrangørgruppe, og de introducerede den nu mytiske bjergafslutning på Grand Colombier, der i mange år var løbets kendetegn. I 2002 kom man på UCI-kalenderen, og siden det nuværende system blev skabt i 2005, har der været tale om et 2.1-løb på UCI Europe Tour.

Løbet afvikles i Ain-departementet, hvor det er den største sportsbegivenhed. Området er ideelt til et alsidigt etapeløb, da det har en flad del mod vest og Jura-bjergene mod øst. Derfor har løbet som regel budt på en indledende prolog, en sprinteretape, en kuperet mellemetape og to hårde bjergetape. Oprindeligt blev det afviklet over fire dage, men bortset fra sidste år, hvor man vendte tilbage til det gamle format, har den nyere tradition været en fem dage lang begivenhed.

Da mængden af enkeltstartskilometer har været begrænset, har det været et perfekt løb for klatrere, hvilket afspejles i vinderlisten, der ser ganske prestigiøs ud. Siden løbet kom på UCI-kalenderen i 2002, er det blevet vundet af ryttere som Andrew Talansky, Romain Bardet, David Moncoutie, Haimar Zubeldia, Linus Gardemann og John Gadret, mens Wout Poels, Daniel Martin, Leopold König, Chris Horner og Bauke Mollema alle har været på podet. Disse fremragende klatrere har traditionelt draget fordel af den store bjergafslutning på Grand Colombier, men denne etape har i de senere år været taget af programmet.

Tour de l’Ain har traditionelt været et af de foretrukne forberedelsesløb til Vueltaen, men det mistede lidt af sin appel, da Tour de Pologne blev flyttet til august. Da alle WorldTour-løb er forpligtet til at stille til start i Polen, har mange skippet det mindre franske løb. Da også Arctic Race og Norway og Czech Cycling Tour siden er dukket op, er konkurrencen blevet hårdere for de traditionelle løb. Mens Vuelta a Burgos således i stigende grad er blevet en spansk affære, er Tour de l’Ain nu om dage først og fremmest domineret af franskmænd.

Sidste år betød OL, at flere løb blev flyttet, og det gav mere plads til Tour de l’Ain, der tiltrak et stærkere felt end vanligt. I år er konkurrencen imidlertid igen skærpet, og derfor er LottoNL-Jumbo det eneste udenlandske WorldTour-hold, der gør de lokale flagskibe, Ag2r og FDJ, selskab. Mna kan dog stadig prale af at have tiltrukket en af Vuelta-favoritterne, idet Steven Kruijswijk vil finpudse formen i de franske bjerge, og da også to af de lokale stjerner, Thibaut Pinot og Nacer Bouhanni, vil være til start, har man ingen grund til at klage over feltet.

Sidste år tog unge Sam Oomen sin store gennembrudssejr efter et sandt drama. Med et sent angreb på den første af tog bjergetaper havde han akkurat sikret sig førertrøjen, men den blev for alvor truet af en kamp om bonussekunder, da en lille favoritgruppe skulle spurte om sejren på sidste etape. Oomen var så heldig, at bonussekunderne blev fordelt således, at han tog den samlede triumf bare et sekund foran Bart De Clercq og Latour. I år skal der imidlertid findes et helt nyt podium, idet hverken Oomens eller Latours hold er til start, og Latour stadig kommer sig efter at have pådraget sig et hoftebrud på næstsidste etape af Tour de France.

Ruten

Ruten for Tour de l’Ain har i de seneste år fulgt et helt fast mønster. Bortset fra sidste år, hvor løbet var forkortet til fire dage, er man som regel begyndt med en kort, teknisk prolog for specialister efterfulgt af to sprinteretaper, hvoraf den sidste ofte har været temmelig kuperet. Slutteligt er det hele blevet afgjort med to bjergetaper i Jura-bjergene. I gamle dage sluttede man altid med en bjergafslutning på Grand Colombier, men det er efterhånden mange år siden, og i de senere år har de knap så svære bjergetaper gjort løbet til en ganske taktisk affære.

I år følger man samme skabelon. En kort, teknisk prolog i Bourg-en-Bresse indleder løbet, mens de to første linjeløbsetaper er helliget sprinterne. I år er de begge næsten helt flade, og dermed burde der være tale om helt rene massespurter i begge tilfældet. Løbet skal afgøres på weekendens to korte, intense bjergetaper, der imidlertid ikke byder på bjergafslutninger. Det gør løbet ganske åbent, idet veltimede angreb i flade finaler kan være nok til at sikre et afgørende forspring, som det skete for Sam Oomen sidste år. Først venter den letteste af de to etaper, hvor en kategori 3-stigning og en kort nedkørsel udgør en relativt eksplosiv finale efter flere lange stigninger tidligere på etapen. Det er dog søndagens fjerde etape, der er den sværeste og giver klatrerne den bedste mulighed for at gøre en forskel. Her venter selveste Grand Colombier bare 20 km fra mål, og selvom etapen afsluttes med en nedkørsel og et kort dalstykke betyder bjergets placering, at der er tale om en hårdere udgave end i de senere år, og at man skal væren fremragende klatrer for at vinde et af Frankrigs mest bjergrige løb.

Prolog

Løbet er som regel blevet indledt med en meget kort og teknisk prolog, men sidste år betød forkortelsen af løbet, at den etape udgik. I år er løbet imidlertid tilbage i fuld længde, og det betyder, at der igen er blevet plads til at indlede løbet med en kort tidskørsel, der i natur minder meget om det, man typisk ser i det franske løb.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Årets prolog finder sted i Bourg-en-Bresse og er bare 3,8 km lang. Konstant bevæger ryttere sig ca. 230 m over havets overflade på en næsten helt flad rute, der kun byder på tre meget små bakker. Den væsentligste udfordring er i stedet de relativt mange sving, idet der er hele 10 af slagsen over den relativt korte distance, mens rytterne snor sig rundt i en lille bue syd for start- og målområdet i hjertet af byen.

Der er tale om en helt klassisk prolog i den forstand, at den er både kort og teknisk, og derfor vil det være prologspecialisterne, der dominerer. Derfor kan vi vente os, at en blanding af teknisk stærke og eksplosive enkeltstartsspecialist og sprintere som ofte før vil slås om den første førertrøje i løbet.

Samme rute blev benyttet for to år siden, hvor Mike Teunissen vandt foran Alexandre Greniez og Marc Sarreau. I 2013 vandt Leonardo Duque en sprinteretape til byen, mens Wilco Kelderman var hurtigere end Jan Barta og Jean-Christophe Peraud på prologen i 2011. I 2001 vandt Samuel Dumoulin en sprinteretape, mens Linas Balciuanas to en udbrudssejr i 2000 og Arthur Krzeszowiec vandt en massespurt i 1999. Touren var forbi i 2005, hvor Tom Boonen sejrede i en massespurt, og i 2001, hvor Thor Hushovd tog en udbrudssejr. I 2012 tog Bradley Wiggins en knusende sejr på en Dauphiné-enkeltstart i byen.

1. etape

Efter prologen har den første linjeløbsetape som regel været helliget sprinterne, og det vil også være tilfældet i år, hvor 1. etape bare byder på en enkelt stigning. Dermed vil de hurtige afsluttere være ivrige efter at tage en tidlig sejr og måske få en dag i førertrøjen, inden det kuperede terræn venter senere på ugen.

I alt skal der tilbagelægges bare 141,1 km mellem Polliat og Trevoux, og de er stort set helt flade. Først køres der en omgang på en 26 km lang rundstrækning i det flade terræn syd for startbyen, inden man sætter kursen mod vest og siden sydvest med retning mål. Undervejs er det næsten helt fladt, og kun Cote de Sulignat, der er i kategori 4 og har top efter 59,8 km, vil teste rytterne svagt. Inden da kommer dagens spurt efter 55,7 km. Den anden halvdel af etapen er en anelse mere kuperet, men uden kategoriserede stigning, inden man slår en lille sløjfe om målbyen og derefter kører ind til centrum, hvor stregen krydses efter 130,3 km. Etapen afsluttes med en omgang på en 10,8 km lang rundstrækning, der har to mindre bakker, men ender med en nedkørsel ned til de to sidste kilometer, der er helt flade. Der er to sving umiddelbart efter 2 km-mærket og dernæst yderligere en blød kurve bare 350 m fra stregen, der er placeret på en bare 4 m bred vej.

Det er meget sjældent, at første linjeløbsetape ikke ender i en spurt, og det bør den også gøre denne gang. Specielt Cofidis vil være ivrige efter at vinde med Nacer Bouhanni, og med mindre det blæser kraftigt burde de være stærke nok til at samle det hele til en massespurt. De sidste bakker burde ikke gøre den store forskel, og i stedet er det den meget smalle og lidt tekniske finale, der udgør den virkelige udfordring.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Trveoux var sidst vært i 2013, hvor Gianni Meersman vandt prologen i byen. Sprinterne kom til fadet i 2012 og 2010, hvor hhv. Yauheni Hutarovich og Romain Feillu var hurtigst. Sidste år vandt Amund Grøndahl Jansen en etape i Tour de l’Avenir i byen.

2. etape

Der har været tradition for, at anden etape har været en anelse mere kuperet og udfordret sprinterne, således at kun et reduceret felt har kunnet spurte om sejren. I år har man imidlertid valgt at give sprinterne endnu en chance også på fredagens etape, der med en helt flad finale lægger op til endnu en massespurt.

Med en distance på bare 145 km er der som altid tale om en kort etape, der fører feltet fra Amberieu-en-Bugey til Saint-Vulbas. Fra starten kører man mod nord igennem fladt terræn, hvor kun kategori 4-stigningen Cote de Druillat efter 10,4 km vil være en lille udfordring. Herefter vender man rundt for at køre tilbage mod syd tæt forbi startbyen, inden man slår en lille sløjfe mod vest for at ramme mere kuperet terræn. Det betyder, at kategori 4-stigningerne Cote de Loyes og Cote de Saint-Eloi venter efter hhv. 57 km og 64,4 km, og kort efter følger dagens spurt efter 79,7 km. Herfra går det mod syd og tilslut nordøst gennem helt fladt terræn op til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 122 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på en flad 23 km lang rundstrækning i området nordøst for Saint-Vulbas, hvor etapen afsluttes med en meget teknisk finale med skarpe sving 1800 og 900 m fra stregen, inden man med 220 m til stregen skal næsten hele vejen rundt i en rundkørsel. De sidste 500 m er svagt faldende på en bare 6 m bred vej.

Saint-Vulbas er kendt som lidt af et sprintermekka i løbet, og der vil være mange hurtige folk, der vil være opsatte på at holde den tradition i live. For mange vil førertrøjen endda fortsat være inden for rækkevidde, og med mindre det blæser voldsomt burde vi derfor få løbets anden og sidste massespurt.

Saint-Vulbas lægger næsten hvert år asfalt til en massespurt. De seneste vindere er Matteo Trentin (2016), Nacer Bouhanni (2015), Gianni Meersman (2014), Jimmy Casper (2011), Stephane Poulhies (2010), Jay Sweet (2001) og Jean-Michel Tessier (2000). Jerome Pineau og Frederic Guesdon snød de hurtige folk i henholdsvis 2003 og 1999, og Omega Pharma-Quick Step vandt et holdløb i byen i 2012. Sidste år vandt Bouhanni en Dauphiné-etape samme sted, mens Caleb Ewan var hurtigst i en spurt i Tour de l’Avenir i 2013.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

3. etape

Den første del af løbet har været domineret af sprinterne, men løbet er først og fremmest kendt som et bjergløb. Det vil komme til udtryk på de sidste to etaper, der bringer feltet ind i hjertet af Jura-bjergene til to svære slag på stigningerne, hvor løbet vil blive afgjort. Ingen af etaperne byder på en afslutning opad, men lørdagens 3. etape har en stigning så tæt på mål, at en stærk klatrer har en chance for at gøre en afgørende forskel.

Tour de l’Ain er kendt for sine korte, intense etaper, og det er en sådan, der er på programmet denne lørdag, hvor rytterne skal tilbagelægge bare 135,2 km mellem Lagnieu og Oyonnax. Fra starten går det igennem fladt terræn mod sydøst ned til bunden af kategori 1-stigningen Cote d’Ordonnaz, der bestiges fra den sydvestlige side. Toppen nås efter 20,8 km, og derefter venter en nedkørsel, der fører mod sydøst direkte ned til bunden af kategori 1-stigningen Col de Ballon. Herefter kører man mod nord, nordvest og nordøst resten af dagen, først via stigningen. Derefter bliver man på et plateau, der leder frem til byen Corlier efter 75,7 km, inden en nedkørsel endelig venter.

Næstefter gælder det kategori 3-stigningen Cote de Breignes efter 94,1 km, inden en nedkørsel og dagens længste dalstykke leder frem til finalen. Den indledes med kategori 1-stigningen Col du Berthiand, der har top, når der resterer 21,1 km. Herefter venter en kort nedkørsel og lidt fladt terræn, inden det gælder dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Cote Ceyssiat. Fra toppen resterer bare 6 km, der består af 3 km nedkørsel og 3 flade kilometer, der byder på sving med 2000 og 600 m til stregen, inden man rammer den 6 m brede opløbsstrækning.

Desværre byder løbsbogen ikke på nogen information om stigningernes sværhedsgrad, og derfor er det svært at vurdere, hvor vanskelig etapen er. Andre kilder indikerer dog, at Col du Berthiand stiger med 7,67% over 6 km og i bunden har passager på hele 15%. Det er med andre ord en ganske svær sag, der vil skabe nogen udskilning, men toppen kommer langt fra mål. Cote Ceyssiat er kun en kategori 3-stigning og er næppe meget svær, og derfor skal de store forskelle gøres tidligere. Sådan har det ofte været i det franske løb, hvor de relativt lette finaler efter en svær stigning har gjort løbene enormt taktiske. Det kan meget vel blive tilfældet igen på denne etape, hvor en lille gruppe af de bedste klatrere med stor sandsynlighed skal slås om sejren efter Berthiand-stigningen.

Løbet kom sidst forbi i 2013, hvor Grega Bole vandt en reduceret massespurt, i 2009, hvor Jose Joaquin Rojas vandt en lignende spurt og i 2004, hvor Antonio Cruz var hurtigst. I 2014 tog Tony Gallopin med et sent angreb en Tour-etapesejr i byen, og Elia Viviani vandt en reduceret massespurt i Dauphiné i 2013. Helt tilbage i 2000 vandt en ung David Moncoutie en Tour de l’Avenir-etape her.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

4. etape

Løbets mest ikoniske stigninger Grand Colombier, der i de senere år er blevet en hyppig bestanddel af Tour-ruten også. I de seneste år har der imidlertid ikke som tidligere været afslutning på toppen af stigning, og det har gjort løbet meget mindre selektivt end tidligere. Igen i år kommer løbets nøglestigning på løbets sidste etape som den sidste stigning, men som det ofte har været tilfældet følger efterfølgende en teknisk nedkørsel og et fladt stykke, der kan gøre det svært for de bedste klatrere at gøre en afgørende forskel. Alligevel må løbets sidste etape betragtes som kongeetapen, hvor alt kan vendes på hovedet helt frem til allersidste meter.

Igen er der tale om en kort, eksplosiv etape på bare 111,2 km, og med hele tre store bjerge undervejs er der tale om en særdeles udfordrende sag. Starten går i Lelex Monts-Jura, og man slutter i Culoz i hjertet af Jura-bjergene ganske få kilometer fra bunden af Grand Colombier. Fra starten går det via en nedkørsel mod sydvest til bunden af kategori 1-stigningen Cote de Champfromier, der har top efter 23,5 km. Herfra går det videre mod syd næsten hele dagen, først via en teknisk nedkørsel og dernæst via kategori 1-bjerget Col de Berentin, hvis top rundes efter 47,2 km. En lettere nedkørsel afbrydes af en ikke-kategoriseret stigning, inden man kører det sidste stykke ned til bunden af HC-bjerget Grand Colombier. Fra denne side stiger den med 7,32% over 12,3 km og er ganske irregulær med en lille nedkørsel midtvejs og hele tre kilometer, der stiger med mere end 10%. Fra toppen resterer 22,8 km, der kan inddeles i to dele. Først fører en teknisk nedkørsel ned i dalen, inden det via 10 flade kilometer går mod syd til målet i Culoz. De sidste 3 km er helt flade, er på en 6 m bred vej og har ingen skarpe sving.

Der er ganske vist ikke tale om den bjergafslutning på Grand Colombier, som tidligere var løbets mest ikoniske finale, men det betyder ikke, at etapen ikke kan skabe forskelle. Grand Colombier er et så svært bjerg, at en god klatrer sagtens kan køre alene, og det kan bestemt lade sig gøre at holde hele vejen hjem. Derfor ventes et stort slag mellem klassementsrytterne i det, der giver dem deres bedste mulighed for at slå et afgørende hul. Lykkes det ikke, kan det ende i en spurt i en mindre gruppe i det, der kan blive en meget tæt afgørelse på løbet, men som sidste års løb viste kan et fladt indløb også bruges til overraskende angreb, hvilket gør afgørelsen på årets Tour de l’Ain helt uforudsigelig frem til sidste øjeblik.

Culoz var sidst målby i 2003, hvor Max van Heeswijk vandt en massespurt. Sidste år slog Jarlinson Pantano Rafal Majka i en spurt på en Tour-etape, der også sluttede i Culoz efter passagen af Grand Colombier.

Favoritterne

Tour de l’Ain har ganske vist ry for at være et løb for klatrere, men det er en ganske anden sag nu om dage, end det var for få år siden. Da man fortsat havde den store bjergafslutning på Grand Colombier, var løbet ganske nemt at afkode, og det var stort set altid den bedste klatrer, der vandt, ofte efter en solosejr på løbets ikoniske bjerg.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

I de senere år er bjergetaperne sluttet med nedkørsler og ofte lange, flade strækninger til mål. Det har givet løbet en helt ny uforudsigelighed, hvor det ikke bare handler om bjergben. Nu spiller også øvrige evner, herunder ikke mindst spurtstyrke ind, og det har ofte været vigtigt at kunne afslutte i en lille gruppe. Endnu vigtigere har taktisk snilde, timing og held dog været. Efter et stort bjerg vil alle kaptajnerne ofte være isolerede, og det har åbnet for et taktisk spil, hvor et veltimet fremstød har sikret den samlede sejr. Det var eksempelvis sådan, Sam Oomen sikrede sig sejren sidste år.

I år minder ruten meget om den, der var rammen om Oomens sejr sidste år. De to bjergetaper er meget sammenlignelige med de to afgørende etaper sidste år, og det er klart, at det er her, det endelige slag skal slås. De to sprinteretaper ventes ikke at spille en rolle i den samlede stilling, men i et løb, som meget vel kan blive afgjort på bonussekunder mellem de bedste, er det nærliggende, at den tid, der kan vindes på prologen, også vil vise sig at være værdifuld.

Af de to bjergetaper er det klart den sidste, der er den sværeste. Som sagt er det svært at finde megen information om den sidste stigning på 3. etape, men det kan meget vel ende i et taktisk spil mellem rytterne i en favoritgruppe, der er sluppet fri på den sidste kategori 1-stigning. Her vil det være muligt med et smart angreb at køre alene hjem, men det er måske mest sandsynligt, at en lille gruppe af de bedste klatrere skal spurte om sejren.

Grand Colombier er til gengæld så svært et bjerg, at det ikke kan udelukkes, at den stærkeste rytter kan køre alene hjem, ikke mindst hvis samarbejdet hos forfølgerne svigter. En solosejr eller en kamp mellem de 2-3 bedste klatrere er et nærliggende scenarium, men lige så sandsynligt er det, at vi igen vil få samlet en eksklusiv gruppe, hvorfra et angreb kan give succes, eller der skal spurtes om sejren.

Disse overvejelser gør det svært ikke at pege på Thibaut Pinot som den store favorit. Franskmanden havde ganske vist en rædselsfuld Tour, men efter lidt hvile har han nu rettet blikket mod sæsonafslutningen, hvor han leger med tanken om at have Il Lombardia som et altoverskyggende mål. Inden han træffer en endelig beslutning om de videre planer, vil han se, hvordan det går i Tour de l’Ain, hvor han vil være til start med et mål om at have det sjovt i et løb, han elsker. Det var her, han som ganske ung med en femteplads i 2010 for alvor viste talentet frem i professionelt selskab, og han har ikke lagt skjul på, at han kommer for at vinde.

Sammen med Steven Kruijswijk er Pinot den bedste klatrer i løbet, og han har alle de karakteristika, der skal til for at vinde. Han kan køre alene hjem fra Grand Colombier, men han viste også i Tour of the Alps, at han nu er blandt de hurtigste klatrere i en flad spurt. Derfor vil han have gode chancer for at vinde de to bjergetaper, hvis der skal spurtes om sejren, og selvom han ikke er prologspecialist, vil han være bedre end mange af rivalerne på tirsdagens etape også. Den store udfordring bliver at holde samling på tropperne i de ukontrollerede finaler, men her har han fordel af selskab af David Gaudu, der bør kunne sidde med ham hele vejen til mål. Han viste med en flot præstation i San Sebastian, at formen bestemt ikke er dårlig, og derfor er Pinot vores favorit til den samlede sejr.

Paradoksalt nok kan hans værste rival vise sig at være en holdkammerat. David Gaudu har haft en fuldstændig fantastisk start på sin professionelle karriere, hvor han til fulde har levet op til den store hype. Han kørte fremragende i sit første Fleche Wallonne, hvor han angreb alle favoritterne på Mur de Huy, og i Volta a Catalunya var han sidste mand til at slippe Contador, Froome, Soler og Valverde på kongeetapen. Efter nogle helbredsproblemer i juni viste han fin form i La Poly Normande, hvor han arbejdede for holdet, men gjorde det i den forbindelse klart, at han i Tour de l’Ain skal arbejde for Pinot. Det betyder dog ikke, at han ikke kan vinde. FDJ er det eneste hold med to af de allerbedste klatrere, og det kan meget vel give dem en taktisk fordel. Naturligvis er Pinot manden, der satses på, men i et taktisk spil vil det være muligt for Gaudu at gribe sin chance, og da han heller ikke er langsom i en spurt, har han forudsætningerne for at gøre det færdigt.

Steven Kruijswijk er den eneste Vuelta-favorit, der bruger Tour de l’Ain til at finpudse formen, men selvom en klatrer i et klatreløb umiddelbart lyder som en god kombination, passer ruten imidlertid skidt til den hollandske dieselmotor. Ikke nok med, at Kruijswijk som regel skal bruge meget lange etaper, før han for alvor bliver god, han er også meget langsom i en spurt, og har ikke mange chancer i en spurtduel med Pinot. Til gengæld må han formodes at være i storform så tæt på Vueltaen, og ingen kan benægte, at han sammen med Pinot på papiret er den bedste klatrer. Grand Colombier er så svær en stigning, at en formstærk Kruijswijk sagtens kan ende med at køre fra alle rivalerne. Det er imidlertid også reelt set hans eneste chance for at vinde, men det er et scenarium, der kan realiseres, hvis formen er i top. Kruijswijk er ikke skabt til denne rute, men han kan sagtens vinde alligevel. Han har samtidig Stef Clement som en meget værdifuld nøglehjælper, og det er bestemt ikke utænkeligt, at den alsidige Clement kan udnytte det taktiske spil til med et sent angreb at sikre sig den samlede sejr.

Hvor de rene klatretyper havde håbet på en bjergafslutning, forholder det sig helt sikkert anderledes for Delko-duoen Delio Fernandez og Angel Madrazo. Den alsidige Madrazo er ikke ren klatrer, men han forsvarer sig ganske godt i svært terræn, også i de høje bjerge. Det viste han senest med en 9. plads på kongeetapen i det nyligt overståede Vuelta a Burgos, og i det hele taget har han som altid kørt voldsomt stærkt hele sommeren, hvor han er blevet nr. 9 i Østrig Rundt og nr. 2 i Circuito de Getxo. Hans store fordel er, at han kan overleve stigningerne og herefter gøre det færdigt i en spurt, en glimrende kombination i et løb, hvor bjergetaperne har flade finaler. Fernandez er normalt en bedre klatrer og blev endda nummer samlet i Østrig. Han viste ikke samme form i Burgos, men har fordel af at være hurtigere end Madrazo, og han er måske i virkeligheden mandskabets bedste bud. Også Romain Combaud og unge John Anderson Rodriguez kan være med på en rute som denne.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Androni stiller med en farlig duo bestående af Rodolfo Torres og Mattia Cattaneo. Førstnævnte er en af de bedste rene klatrere i løbet, men desværre passer de flade finaler ham meget dårligt. Samtidig er hans store mål at ramme toppen i efteråret, og efter en lille pause er han næppe i form til at køre alene væk, som en sejr vil kræve. Cattaneo er derfor et bedre bud, da hans alsidighed passer fint til denne rute. Han er ikke meget hurtig, men han kan afslutte i en lille gruppe og kan først og fremmest føre aggressivt i en gruppe i finalen. Formen synes at være fornuftig.

Wanty stiller med talentet Guillaume Martin, der havde en fin grand tour-debut i Touren, indtil han kollapsede lidt i den tredje uge. Han viste dog i La Poly Normande, at han er kommet godt ud af løbet, og det burde bringe ham i en god position forud for et bjergløb som dette. I dette felt bør han være en af de stærkeste klatrere, ikke mindst hvis han som mange andre nyprofessionelle kan hæve sit niveau efter at have gennemført sin første grand tour. Samtidig er han faktisk ikke langsom i en spurt, og det bør give ham gode muligheder på en rute som denne. Holdet har også Thomas Degand og Marco Minaard, der kan være med helt fremme på en rute som denne, og sammen kan den stærke trio i et taktisk spil køre sejren hjem til en af dem.

Fortuneo stiller med et stærkt mandskab anført af Brice Feillu. Franskmanden klatrede glimrende i Touren, hvor han sluttede i top 20, og har endelig fundet formen. Også han lider dog under de flade finaler, der ikke passer ham. Det er langt bedre for Maxime Bouet og Pierre-Luc Perichon , der i Touren viste helt uventede evner i de høje bjerge. Begge er meget hurtige på stregen, men kan lide under, at etaperne dog trods alt viser sig at være for svære.

Løbets joker er Alexandre Geniez, der altid kører stærkt i dette løb. Denne gang stiller han imidlertid til start efter en meget svær periode, hvor han det meste af året har haft det meget vanskeligt. Forklaringen er stadig ikke fundet, men desværre tyder de seneste resultater ikke på, at der er fremgang at spore. Formen har det imidlertid med at komme ud af det rene ingenting, og lykkes det at finde benene, vil han elske denne rute, hvor han kan gøre brug af sine klatreevner og spurtstyrke. Holdet har også Hubert Dupont , men han er ikke skabt til flade finaler, da han er meget spurtsvag, og formen var ikke i top i Tout de Pologne.

Sæsonen har mildt sagt været fantastisk for Armee-mandskabet, ikke mindst fordi Julien Loubet vandt en etape og blev samlet nummer 6 i Route du Sud. Nu er han klar til at forsøge sig i dette løb, der ganske vist traditionelt har været en anelse for svært for ham, men som burde kunne passe ham, hvis han har samme form som i juni. Han er stærk i kuperet terræn, og uden at være ren klatrer kan han forsvare sig i bjergene. Det kan give mulighed for at bruge de gode nedkørselsevner samt spurtstyrken til at sikre sig den samlede sejr. Hans formstærke holdkammerat Romain Le Roux kan måske overraske.

Der er tradition for, at Frankrig stiller med deres unge talentfulde klatrere på et landshold. Det gør de også i år, hvor der specielt er grund til at holde øje med Aurelien Paret-Peintre, der har været fremme i de bjergrige U23-løb i hjemlandet. Det samme har Victor Lafay og Axel Journiaux , og selvom ingen af dem vinder, viser traditionen, at der som regel er en af dem, der slutter i top 10. Paret-Peintre fremstår som det bedste bud.

Endelig vil vi pege på Stephan Rossetto og Julien Antomarchi. Rossetto var tidligere en sikker mand i toppen af dette løb, men i det seneste års tiden har han ikke været ved fordums styrke. Det har han heller ikke været i de seneste uger, men der var dog små tegn på fremskridt i San Sebastian. Heller ikke han er dog specielt hurtig, og derfor passer de flere finaler ham ikke. Antomarchi har aldrig haft den store succes i dette løb, men han burde i teorien have evnerne til at være med fremme.

***** Thibaut Pinot

**** David Gaudu, Steven Kruijswijk

*** Delio Fernandez, Angel Madrazo, Guillaume Martin, Mattia Cattaneo

** Julien Loubet, Brice Feillu, Alexandre Geniez, Thomas Degand, Marco Minnaard, Maxime Bouet, Pierre-Luc Perichon, Stef Clement, Rodolfo Torres, Hubert Dupont, Aurelien Paret-Peintre

* Stephane Rossetto, Julien Antomarchi, Romain Le Roux, Victor Lafay, Axel Journiaux, Valentin Baillifard, Francesco Gavazzi, John Anderson Rodriguez, Romain Combaud, Roland Thalman, Clement Chevrier, Kevin Ledanois

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.