Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour de l’Ain

Optakt: Tour de l’Ain

29. juli 2021 14:01Foto: Lotto Soudal / Photo News

Efter at OL har optaget fokus de seneste uger rettes blikket langsomt mod Vueltaen, og det sker fra torsdag til lørdag i et af de klassiske forberedelsesløb. Efter et par år som majløb er det bjergrige Tour de l’Ain, der afvikles i Jura-bjergene, tilbage på sin faste plads mellem Touren og Vueltaen, hvor det igen i år tilbyder flere Vuelta-ryttere - særligt de unge talenter - en chance for at finde benene to uger inden starten på den spanske grand tour.

Annonce

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Løbets rolle og historie

Vuelta a Espana-favoritterne kan typisk inddeles i to grupper. Den første består af ryttere, der kommer fra Tour de France. For de ryttere handler ugerne mellem de to grand tours udelukkende om restitution, og bortset fra en eventuel deltagelse i Clasica San Sebastian afholder de sig typisk helt fra at køre løb i første del af august. For de øvrige aspiranter er disse uger imidlertid helt afgørende i forberedelsen, da det er nu de sidste afgørende løbskilometer skal i banken efter den hårde træningsperiode i juli.

 

Enhver grand tour kan mønstre en stribe etapeløb, der tjener som opvarmning til det tre uger lange løb. Tour de Romandie, Tour of the Alps og Tour of Turkey er kendt som de bedste steder at forberede sig til Giroen, mens Criterium du Dauphiné, Tour de Suisse, Route d’Occitanie, ZLM Toer og Tour de Slovenie giver en hel stribe muligheder inden Touren. Det forholder sig ikke anderledes med Vueltaen, hvis traditionelle opvarmningsløb har været Vuelta a Burgos. I de senere år har Tour de Pologne i høj grad vundet kampen med det traditionsrige spanske løb, men der er faktisk også en række andre alternativer til løbene i Burgos og Polen, som dog i år afvikles så sent, at det ikke kan kombineres med den spanske grand tour

 

Binck Bank Tour (tidligere Eneco Tour) har i flere år udgjort et ikke helt så oplagt alternativ, som grundet en ny kalender nu er fjernet, og Arctic Race of Norway samt Czech Cycling Tour, der nu hedder Sazka Tour, er relativt nye tilføjelser til en kalender, der bliver mere og mere intensiv. I mange år har et af de bedste alternativer til de store løb dog været Tour de l’Ain, der kan betragtes som perfekt forberedelse til tre uger i bjergrigt terræn. Med sin placering i et af de mest kuperede områder i Frankrig tilbyder det korte etapeløb en god blanding af sprinter- og bjergetaper, og dermed kan ryttere af enhver type teste dem selv ca. to uger inden starten på deres store mål.

 

Sådan har det dog ikke været i de senere år. Tilføjelsen af de mange nye løb betød, at augustkalenderen blev så overfyldt, at det lille franske løb kæmpede med at sikre sig et attraktivt felt, og derfor eksperimenterede man i 2018 og 2019 med en afvikling i maj. Det var imidlertid slet ingen succes, da en placering midt under Giroen på et tidspunkt, hvor de fleste klatrere enten træner i højderne eller kører i Italien, var endnu mindre gunstig, og det blev derfor til to temmelig forkølede udgaver. Derfor er det ikke overraskende, at løbet i 2021 er tilbage på sin vante plads, og i år betyder OL og den deraf følgende udskydelse af flere løb, at der er mindre konkurrence om stjernerne.

 

Tour de l’Ain blev første gang afviklet i 1989, hvor det tog over efter Prix de l’Amitié, der forsvandt fra kalenderen. Indtil 1992 var det et løb for amatører, men herefter fik professionelle adgang. I 1999 overtog en ny arrangørgruppe, og de introducerede den nu mytiske bjergafslutning på Grand Colombier, der i mange år var løbets kendetegn. I 2002 kom løbet på UCI-kalenderen, og siden det nuværende system blev skabt i 2005, har der været tale om et 2.1-løb på UCI Europe Tour.

 

Løbet afvikles i Ain-departementet, hvor det er den største sportsbegivenhed. Området er ideelt til et alsidigt etapeløb, da det har en flad del mod vest og Jura-bjergene mod øst. Derfor har løbet som regel budt på en indledende prolog, en sprinteretape, en kuperet mellemetape og to hårde bjergetaper. Oprindeligt blev det afviklet over fire dage, men i en længere periode varede det fem dage. Desværre har de seneste års trængsler betydet, at det siden 2018 kun har strakt sig over tre, og den tendens fortsætter, selvom løbet har genfundet sin gamle kalenderplacering.

 

Da mængden af enkeltstartskilometer har været begrænset, har det været et perfekt løb for klatrere, hvilket afspejles i vinderlisten, der ser ganske prestigiøs ud. Siden løbet kom på UCI-kalenderen i 2002, er det blevet vundet af ryttere som Primoz Roglic, Thibaut Pinot, Sam Oomen, Andrew Talansky, Romain Bardet, David Moncoutie, Haimar Zubeldia, Linus Gerdemann og John Gadret, mens Egan Bernal, Nairo Quintana, David Gaudu, Pierre Latour Wout Poels, Daniel Martin, Leopold König, Chris Horner og Bauke Mollema alle har været på podet. Disse fremragende klatrere har traditionelt draget fordel af den store bjergafslutning på Grand Colombier, der dog ikke længere er en fast del af programmet. Den var tilbage i 2019 og 2020, men i år er den igen fraværende.

 

Tour de l’Ain har traditionelt været et af de foretrukne forberedelsesløb til Vueltaen, men det mistede lidt af sin appel, da Tour de Pologne blev flyttet til august. Da alle WorldTour-løb er forpligtet til at stille til start i Polen, har mange skippet det mindre franske løb. Da også Arctic Race og Norway og Sazka Tour siden er dukket op, er konkurrencen blevet hårdere for de traditionelle løb. Mens Vuelta a Burgos således i stigende grad er blevet en spansk affære, er Tour de l’Ain nu om dage først og fremmest domineret af franskmænd.

 

Sidste år betød pandemien dog, at alt var anderledes. Tour de l’Ain var heldige med sin placering først i august, hvor kalenderen akkurat blev genoptaget, og det betød, at løbet pludselig væltede i henvendelser fra store hold, der ville bruge løbet som en af få chancer til at få løbskilometer inden Tour-starten sidst i august. Resultatet blev et fuldstændig fabelagtigt felt, hvor det var særligt bemærkelsesværdigt, at Ineos og Jumbo kom med stort hele Tour-trupperne i deres første konfrontation inden det, der blev regnet som den helt store Tour-duel mellem de mandskaber.

 

Selvfølgelig kunne den fest ikke fortsætte i et mere normalt år, men heller ikke i 2020 er alt normalt. Med OL er løbet i Polen blevet flyttet, og derfor er det denne gang blandt etapeløbene kun løbene i Ain, Burgos, Norge og Tjekkiet, der kan fungere som etapeløbsoptakt til Vueltaen. Det har bidraget til et felt, der med otte WorldTour-hold er betydeligt stærkere end i årene op til 2020, men de største stjerner er også i år fraværende. De har i vidt omfang valgt løbet i Burgos, og igen i år er det derfor mest af alt et anliggende for unge talenter, som det har været tilfældet flere gange i de senere år.

 

Sådan var det som sagt ikke i 2020, hvor der var lagt op til stjerneparade og superopgør mellem Jumbo og Ineos. Der var dog ikke meget kamp om tingene, da Jumbo lagde løbet i et jerngreb, og efter at have spurtet sig til en 2. plads på løbets eneste sprinteretape var Primoz Roglic i særklasse, da han vandt begge løbets to efterfølgende bjergetaper foran Egan Bernal, der endda så yderst skrøbelig ud på kongeetapen på Grand Colombier. Slutresultatet blev en samlet sejr til Roglic med 18 sekunder ned til Bernal og 28 sekunder ned til Nairo Quintana øverst i en top 5, der også talte Roglics to hjælpere, George Bennett og Steven Kruijswijk. Roglic kører i disse dage OL, og hverken han eller Jumbo forsvarer titlen, og Bernal vælger i stedet af forberede sig til Vueltaen i Burgos i næste uge. Da Quintana puster ud efter Touren, bliver der i år slet ingen gengangere fra sidste sæsons stjernebesatte podium.

 

Ruten

Ruten for Tour de l’Ain har i de seneste år fulgt et helt fast mønster. Ofte er man som regel begyndt med en kort, teknisk prolog for specialister efterfulgt af to sprinteretaper, hvoraf den sidste ofte har været temmelig kuperet. Slutteligt er det hele blevet afgjort med to bjergetaper i Jura-bjergene. I gamle dage sluttede man altid med en bjergafslutning på Grand Colombier, men som sagt har den med undtagelse af årene 2019 og 2020 været fraværende siden 2011, og i de senere år har de knap så svære bjergetaper gjort løbet til en ganske taktisk affære.

 

Beslutningen om at flytte løbet til maj blev ledsaget af en beslutning om at reducere løbet til bare tre dage, og det har naturligvis gjort det påkrævet også at nytænke formatet. Ideen synes nu at være, at man gør etaperne progressivt hårdere, således at man lægger ud med en sprinteretape efterfulgt af en kuperet mellemetape, inden det hele slutter med en bjergetape. I den forstand følger løbet fint det gamle mønster, nu blot i en forkortet udgave. Samtidig fastholdt man i 2018 ideen om at undgå alt for svære og vanskelige bjerge, som det har været tendensen siden Grand Colombier-finalen i 2011 - i hvert fald indtil bjerget vendte tilbage i de seneste to udgaver.

 

I år fastholdes løbets grundlæggende struktur, men Grand Colombier er igen sløjfet. Det betyder, at det atter er mindre hårde bjerge, der vil være afgørende, og ruten er således den letteste i nogen tid. Det kommer allerede til udtryk på 1. etape. Sidste år sammensatte arrangørerne den hårdeste udgave i mange år, og selv den indledende sprinteretape var med en bakke i finalen så svær, at sejren gik til Andrea Bagioli foran Primoz Roglic, mens løbets sprintere slet ikke kunne være med. Sådan bliver det ikke i år, hvor torsdagens åbningsetape er flad som en pandekage, og medmindre sommervinden er sjældent voldsom, burde der være garanti for en indledende massespurt.

 

At løbet er lettere, kommer også til udtryk de to følgende dage i Jura-bjergene. Sidste år vendte man for første gang siden 2016 tilbage til den gamle kongeetape med mål i Lelex Monts-Jura, men dengang var løbet allerede 2. etape, dvs. opvarmningen til den store finale på Grand Colombier. I år er det igen Lelex Monts-Jura, der er løbets afsluttende kongeetape på lørdag, og når sidste års opvarmning, er dette års klimaks, fortæller det alt om, at der skruet ned for sværhedsgraden i et løb, der minder om det, vi så i årene mellem 2012 og 2018, dvs. med relativt bløde bjerge.

 

Det ser vi også på fredagens 2. etape. Her skal man ganske vist over to lange stigninger undervejs, men de kommer tidligt på etapen, der slutter med en lang nedkørsel og en flad etape. Det åbner for et taktisk cykelløb, der både kan blive svært at kontrollere og slutte i en spurt i en mindre gruppe. Det hele slutter lørdag med den store finale i Lelex Monts-Jura, hvor rytterne som altid skal over den stejle Menthiéres-stigning med 20 km, inden en nedkørsel efterfølges af den meget bløde opkørsel til målet. Historien viser, at det giver et meget uforudsigeligt løb, hvor en gruppe isolerede kaptajner både kan ende med at angribe hinanden til døde i en taktisk finale og spurte om sejren i et løb, der således kan blive afgjort af både bonussekunder og taktik og ikke kun gode ben.

 

 

1. etape

Tour de l’Ain er måske nok kendt som et bjergløb, men den første linjeløbsetape har altid været en sag for sprinterne. Sådan vil det også være i år, og da løbet i det nye, kortere format ikke længere har en prolog, er der ekstra meget på spil for de hurtige folk, der nu også kan sikre sig en dag i førertrøjen. Det handler imidlertid også om at slå til nu, da løbet over de sidste to dage rammer Jura-bjergene, men til gengæld kunne de ikke have ønsket sig en bedre chance end denne. Modsat sidste år, hvor en bakke i finalen gjorde det hele så kompliceret, at Andrea Bagioli vandt foran Primoz Roglic, åbnes løbet nemlig med den fladest tænkelige etape, hvor kun lidt vind synes at kunne forhindre en spurt.

 

Med en distance på bare 139,1 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Parc des Oiseaux (Villars les Dombes) til Bourg-en-Bresse. Fra start kører med mod syd ad en helt lige og flad vej, inden man i det sydligste punkt efter knap 10 km kortvarigt kører gennem fladlandet mod øst, hvorefter man sætter kursen mod nordøst, stadig igennem helt fladt terræn. Omkring byen Saint-Nizier-le-Desert efter 32,4 km drejer man mod nordvest, inden man også kortvarigt kører mod vest.

 

Efter 52,7 km sætter man kursen mod nord, og selvom der er enkelte små retningsændringer undervejs, er det den generelle retning frem til det nordligste punkt, der nås i Biziat efter 70,4 km. Her vender man rundt for atter at kører mod syd ned til dagens eneste stigning, kategori 4-stigningen Cote de Vandeins (1,2 km, 3,0%), der er en ganske jævn og let sag med top efter 117,2 km.

 

Derfra kører man over de sidste 21, 9 km atter igennem fladt terræn, først mod øst, siden syd, så nord og slutteligt mod nordvest ind mod centrum af storbyen Bourg-en-Bresse, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade, dog med 0,4% stigning over den sidste kilometer. Efter at have fulgt en lige og bred vej drejer man med 1,1 km igen til højre ind på ringvejen, som har en blød kurve med 900 m igen, inden der er et sidste skarpt sving med 400 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 905 højdemeter.

 

Der burde ikke være meget hokuspokus over denne etape, der byder på næsten helt fladt terræn. Vinden kan naturligvis være en fare, men det sker sjældent i regionen, særligt på denne tid. Da Deceuninck er kommet med et rent sprinterhold med fokus på denne etape, virker det derfor stærkt usandsynligt, at vi ikke får en massespurt, hvor sprinterne dog skal holde tungen lige i munden i en finale med et sving lige inden stregen.

 

Bourg-en-Bresse er hyppigt blevet besøgt af løbet. Det skete senest i forbindelse med prologen i 2017, hvor Johan Le Bon sejrede foran Alexandre Geniez og Anthony Turgis, og prologen i 2015, hvor Mike Teunissen vandt foran Greniez og Marc Sarreau. I 2013 vandt Leonardo Duque en sprinteretape til byen, mens Wilco Kelderman var hurtigere end Jan Barta og Jean-Christophe Peraud på prologen i 2011. I 2001 vandt Samuel Dumoulin en sprinteretape, mens Linas Balciuanas tog en udbrudssejr i 2000, og Arthur Krzeszowiec vandt en massespurt i 1999. Touren var forbi i 2005, hvor Tom Boonen sejrede i en massespurt, og i 2001, hvor Thor Hushovd tog en udbrudssejr. I 2012 tog Bradley Wiggins en knusende sejr på en Dauphiné-enkeltstart i byen.

 

 

 

 

 

2. etape

Det har som regel været traditionen, at løbet er blevet afsluttet med to svære etaper, hvoraf den første ofte har været for klassikerryttere og den sidste været mere for klatrere. Den model er blevet fastholdt i det nye tre dage lange format, men i år er det hele ikke så enkelt. Generelt er terrænet lettere, og det kommer allerede til udtryk på den første af de to ”bjergetaper”. Her skal man ganske vist over to lange stigninger, men da løbet afsluttes med mere end 30 lette kilometer og en helt flad finale, taler meget for et åbent og uforudsigeligt cykelløb, der både kan ende i en spurt i en mindre gruppe og i en helt ukontrollerbar finale.

 

Med en distance på 130,1 km er der som altid i løbet tale om en kort etape, der fører feltet fra Lagnieu til Saint-Vulbas. Der er tale om to nabobyer i dalen vest for Jura-bjergene, og derfor består etapen af en tur rundt i bjergene, inden man vender tilbage til fladlandet. Fra start kører man således mod nordvest igennem helt fladt terræn, inden man efter 7,7 km drejer mod nordøst for at køre mod bjergene. Det flade terræn fortsætter frem til byen Jujurieux, hvor man efter 26,8 km drejer mod sydøst for at køre ad en let stigende vej frem til Saint-Jerome, som nås efter 31,5 lette kilometer.

 

Her ændrer etapen karakter, når man kører mod nordøst og sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Corlier (9,5 km, 4,1%), der indledes med to kilometer med 7-8%, derefter har tre næsten flade kilometer, inden den slutter med tre kilometer med 4-6% og 1500 næsten flade meter. Toppen rundes efter 40,2 km og leder op på et småkuperet plateau, der følges mod sydøst, og hvis væsentligste udfordring er en bakke (1,7 km, 7,5%) med top efter 46 km. Efter 53,9 km drejer man mod syd for at køre frem til den lille kategori 4-stigningen Col de Ballon (2,1 km, 4,9%), der efter en let start slutter med 1,1 km med 6,2% frem mod toppen, der rundes efter 68,4 km.

 

Her forlader man plateauet via en meget teknisk nedkørsel, der leder mod sydøst ned til dalen, hvor man kører 4,4 km ad en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre tilbage i bjergene via kategori 2-stigningen Col d’Ordonnaz (12,0 km, 4,1%). Dataene for stigningen snyder, da de første 6 kilometer stiger relativt jævnt med knap 7%, inden den sidste halvdel blot stiger med 3-4% afbrudt af næsten flade stykker.

 

Fra toppen resterer fortsat 35,0 km, der indledes md en let stigende vej, som følges mod nordvest, inden det går videre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Col de Portes (2,3 km, 7,0%), der er en anelse irregulær med blandt andet to gange 500 på hhv. 8,0% og 9,2%. Toppen rundes efter 101,2 km, hvorefter de sidste 28,9 km, indledes med en i starten teknisk og siden let nedkørsel, som fører mod nordvest ned til startbyen Lagnieu, der nås efter 116,0 km. De sidste 14,1 km er nu helt flade, når man først kører mod sydvest og siden sydøst ind til Saint-Vulbas, hvor man drejer skarpt i en rundkørsel med 2,8 km igen, siden har et skarpt sving med 1900 m igen og slutteligt drejer i rundkørsler med hhv. 900 og 400 m til stregen.

 

Etapen byder på i alt 2013 højdemeter.

 

Etapen lægger i den grad op til uforudsigeligt cykelløb. Den første del af Ordonnaz er ganske svær, og da løbet i år generelt er lettere, vil klatrerne være tvunget til at tage initiativ. Derfor kan vi vente os ganske stor udskilning, og herefter kan alt ske. Den flade finale kan nemlig være ganske svær at kontrollere i et løb med meget små hold, og en overraskelse er derfor ganske sandsynlig. Meget taler dog også for, at en mindre gruppe skal spurte om sejren og dermed vigtige bonussekunder.

 

Saint-Vulbas lægger næsten hvert år asfalt til en massespurt. De seneste vindere er Hugo Hofstetter (2018), Nacer Bouhanni (2017 og 2015), Matteo Trentin (2016), Gianni Meersman (2014), Jimmy Casper (2011), Stephane Poulhies (2010), Jay Sweet (2001) og Jean-Michel Tessier (2000). Stefan Bissegger, Jerome Pineau og Frederic Guesdon snød de hurtige folk i henholdsvis 2019, 2003 og 1999, og Omega Pharma-Quick Step vandt et holdløb i byen i 2012. I 2016 vandt Bouhanni en Dauphiné-etape samme sted, mens Caleb Ewan var hurtigst i en spurt i Tour de l’Avenir i 2013.

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Løbet har tradition for altid at slutte med sin kongeetape, der typisk er sluttet på ikoniske Grand Colombier, men i år er det gigantisk bjerg fraværende. I stedet vender man tilbage til den betydeligt blødere finale i Lelex Monts-Jura, der var en helt fast tradition i årene mellem 2011 og 2016, og som sidste år gjorde comeback som opvarmning til Grand Colombier-etapen. I år er der imidlertid intet opvarmning over etapen, der i stedet bliver det helt afgørende slag, og med et design, der byder på en stejl stigning relativt langt fra mål og en blød opkørsel til stregen, viser historien, at etapen kan ende med næsten hvad som helst i en finale, hvor det ofte er endt i en spurt i en lille gruppe, men hvor det også er lykkedes folk at køre væk i en ukontrollerbar afslutning domineret af isolerede klatrere.

 

Med en distance på 117,9 km følger etapen løbets tradition om at være en kort sag, der denne gang fører fra Izernore til Lelex Monts-Jura. Startbyen ligger midt i Jura-bjergene, og derfor går det løs fra start, når man kører mod sydvest og nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,9 km, 4,2%), inden en teknisk nedkørsel fører mod syd og vest ned til dalen og Ain-floden, der nu følges mod nordøst via en helt flad vej.

 

Herefter tager etapen for alvor fat igen, når man drejer mod nordøst og syd for at passere kategori 4-stigningen Cote de Matafelon (2,7 km, 5,85), der er en jævn stigning med top efter 31,5 km. En meget kort nedkørsel leder mod øst, inden det går mod øst og nordøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Samognat (4,8 km, 5,0%), der ligeledes er en helt jævn stigning. Toppen rundes efter 38,9 km og leder op til et fladt plateau, der følges mod skiftevis nordøst og øst, inden man kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Viry (4,1 km, 6,1%), der stiger med 6-8% over de første 3 km, men derefter flader ud med 3,3% frem til toppen, som rundes efter 51,0 km.

 

Heller ikke her venter der andet end en meget kort nedkørsel, som fører mod sydøst. I stedet kører man mod øst op ad en ikke-kategoriseret stigning (5.9 km, 3,9%), der har top efter 59,5 km, inden det endelig falder lidt mod syd ad en helt lige vej. Det varer dog ikke længe, inden man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigninge Cote de Giron (3,7 km, 7,4%), der byder på 3 km med hhv. 9,2%, 6,8% og 7,7%, inden den flader lidt ud frem mod toppen, der rundes efter 71,0 km.

 

Herefter er de sidste 46,9 km præcis de samme som i sidste års udgave af etapen. Der er et kort fladt plateau, der følges mod syd, hvorefter en kringlet nedkørsel leder mod syd ned til dalen, hvor man med det samme drejer mod nord ind på kategori 2-stigningen Col de Menthiéres (9,1 km, 6,3%), der er dagens sværeste stigning. Den stiger således med mellem 7 og 9% på de første 6 km, inden det flader ud med 5-6% i den sidste del, hvor der endda er en kilometer, der falder let med 0,9%.

 

Fra toppen resterer fortsat 21,0 km, som indledes med en teknisk nedkørsel, der kører mod nordøst ned til bunden af den afsluttende stigning, der ikke er kategoriseret. Den stiger med bare 2,6% over 11,7 km, men er meget ujævn i bunden, hvor den 2. og 4. kilometer stiger med hhv. 6,9% og 7,9%. Herefter flader det imidlertid med lange stykker på bare 1-2%, og den bliver aldrig stejlere end 5% med ca. 4 km til mål. Slutteligt bliver det meget let med en næsten helt flad kilometer efterfulgt af en let faldende kilometer, som leder frem til de sidste 700 m, der stiger med beskedne 1,8%. Stigningen følger en næsten helt lige vej uden skarpe sving hele vejen op.

 

Etapen byder på i alt 2808 højdemeter.

 

Første del af etapen varierer lidt fra år til år, men afslutning med den stejle Menthiéres og den bløde opkørsel til mål er nu en klassiker. År efter år ser vi, at de bedste klatrere kører væk på løbets sværeste stigning, men derefter ender det som regel i en meget taktisk finale, når en lille gruppe isolerede klatrere skal slås om det på den bløde målbakke. Her er det flere gange lykkedes en snu rytter at snige sig væk, men ofte er det også endt i en spurt, som vi senest så det sidste år, hvor Jumbo ikke havde problemer med at sikre en spurtsejr til Primoz Roglic. Alt er derfor muligt på en etape, hvor man skal klatre godt nok til at være med i finalen, men ikke nødvendigvis skal være stærkeste mand for at vinde.

 

Lelex Monts-Jura var som sagt i mange år en fast bestanddel af ruten, inden finalen gjorde comeback i 2020, hvor Primoz Roglic spurtede sig til sejr foran Egan Bernal og Valerio Conti i en gruppe på fem mand, der var kørt væk på Menthières. Forinden blev finalen benyttet i 2016, hvor Sam Oomen til slut sneg sig væk fra en femmandsgruppe og tog en stor sejr i en meget ung alder. I 2015 var Pierre Latour hurtigste mand i en 10-mandsgruppe, mens Bert-Jan Lindeman lagde grunden til sin samlede sejr i 2014 ved at køre alene hjem fra et langt udbrud. I 2013 sneg Luis Leon Sanchez sig væk fra en ottemandsgruppe, mens Thibaut Pinot i 2012 sikrede sig den samlede sejr ved at køre fra alt og alle. I 2011 slog Wout Poels rivalen Pierre Rolland i en duel på stregen, mens Ludovic Turpin var hurtigste mand af fire klatrere i 2009. I 2008 vandt Linus Gerdemann en tremandsspurt, i 2007 var Patrice Halgand hurtigst af to mand, det samme var Noan Lelarge i 2006, mens der også har været sejre til Samuel Plouhinec (2005), igen Ludovic Turpin (2003) og Christophe Oriol (2002).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

 

Favoritterne

Tour de l’Ain har ganske vist ry for at være et løb for klatrere, men i de senere år har det været en ganske anden sag, end det var for få år siden. Da man fortsat havde den store bjergafslutning på Grand Colombier, var løbet ganske nemt at afkode, og det var stort set altid den bedste klatrer, der vandt, ofte efter en solosejr på løbets ikoniske bjerg. Sådan var det også i 2019 og 2020, hvor det gigantiske bjerg kortvarigt vendte tilbage, men ser man bort fra de to udgaver, har løbet siden 2012 været meget vanskeligere at spå om.

 

I de senere år er bjergetaperne sluttet med nedkørsler og ofte lange, flade strækninger til mål. Det har givet løbet en helt ny uforudsigelighed, hvor det ikke bare handler om bjergben. Her har også øvrige evner, herunder ikke mindst spurtstyrke, spillet ind, og det har ofte været vigtigt at kunne afslutte i en lille gruppe. Endnu vigtigere har taktisk snilde, timing og held dog været. Efter et stort bjerg har alle kaptajnerne ofte været isolerede, og det har åbnet for et taktisk spil, hvor et veltimet fremstød har sikret den samlede sejr. Det var eksempelvis sådan, Sam Oomen sikrede sig sejren i 2016, og også Alexandre Geniez og Bert-Jan Lindeman vandt uden at være løbets bedste klatrer.

 

Efter to år, hvor løbet på Grand Colombier igen er blevet vundet af den bedste klatrer - i 2019 af Thibaut Pinot i et svagt felt og sidste år af Primoz Roglic i den stjernebesatte udgave, der var en konsekvens af pandemien - vender vi i år tilbage til den nyere tradition med masser af uforudsigelighed. Løbets kongeetape til Lelex Monts-Jura er nemlig en gammel kending, der var med hvert eneste år mellem 2005 og 2016, og som gjorde comeback sidste år. Dermed ved vi, hvad vi skal forvente, men netop derfor er det hele også så svært at forudsige.

 

Den etape kan nemlig blive vundet på flere forskellige måder. Vi har en enkelt gang set, at en helt suveræn Pinot bare kørte fra alt og alle på den svære Menthiéres-stigning, men det er også den eneste gang, at det er sket. Som regel har vi efter løbets nøglestigning haft en lille gruppe af ofte isolerede kaptajner, der har kunnet angribe hinanden på den bløde opkørsel til mål, og her har det ofte været lidt tilfældigt, hvem der sneg sig væk. Det var det eksempelvis, da spurtsvage Oomen tog sin gennembrudssejr for fem år siden. I andre ord er det ikke lykkedes at komme væk, og vi har fået en spurt i den flade afslutning på toppen. Det var eksempelvis tilfældet sidste år, hvor Jumbo kørte feltet midt over og havde nok hjælpere til at neutralisere det sene angreb fra Egan Bernal, så Roglic kunne spurte sig til sejr, men det er også sket i andre udgaver. Det giver altså tre måder at vinde kongeetapen på: den usandsynlige, hvor bedste klatrer kører fra alt og alle, spurtsejren i en mindre gruppe eller den taktiske, hvor en snu mand sniger sig væk.

 

Hvad så med to øvrige etaper? Med Alvaro Hodeg, Nacer Bouhanni og Bryan Coquard i feltet bør der ikke være skyggen af tvivl om, at 1. etape ender i en massespurt, og den bør derfor ikke spille en rolle i kampen om den samlede sejr. Mere kompliceret er den nye 2. etape, der ikke er let at spå om. Løbet tæller en masse unge klatrere, og det kan derfor sagtens blive lidt af et indianerløb - også fordi holdene er så små. Stigningerne er næppe hårde nok til at adskille de bedste, og det kan derfor godt blive en meget taktisk sag, hvor en lille gruppe enten skal spurte om det eller kan angribe hinanden i en taktisk finale i fladlandet. Grundlæggende regner jeg med et ganske selektivt løb, men med nogle lidt længere stigninger og længere afstand fra top til mål får vi nok en større gruppe end på 3. etape. Det øger chancen for, at det kan holdes samlet til en spurt.

 

Vejret kan også blive en faktor. Det bliver slet ikke blæsende, men de første to dage kan blive ganske våde med en betydelig risiko for byger. Særligt fredagen ser ud til at kunne blive en våd affære, mens lørdagen mest af alt ser tør ud. Derudover er det værd at bemærke, at der bliver ren modvind over de sidste stigninger og nedkørslen på 2. etape, hvilket gør det sværere at skabe forskelle, men til gengæld betyder sidemedvind fra bunden af Menthiéres på 3. etape, at chancen for selektion her er forøget.

 

Dermed står det klart, at løbet formentlig skal udkæmpes mellem de ryttere, der kan overleve de sværeste stigninger på 2. og 3. etape. Herefter er der en god sandsynlighed for, at spurtstyrke og bonussekunder kan blive afgørende, da spurtafgørelser er sandsynlige på begge etaper, men reelt set kan hvem som helst af de overlevende vinde, hvis det bliver tilstrækkeligt taktisk og ukontrollerbart. Derudover er det vigtigt at være på et relativt stærkt hold, da overtal i finalerne kan blive afgørende - særligt da hvis man efter 2. etape har en førertrøje at forsvare.

 

Ruten i sig selv gør løbet uforudsigeligt, men det bliver ikke lettere af feltets sammensætning. I år har langt de fleste Vuelta-ryttere, der ikke har kørt Tour, valgt at forberede sig ved enten OL eller i Burgos i næste uge, og dermed er det et felt renset for de Vuelta-stjerner, arrangørerne havde drømt om. Efter sidste års stjerneparade vender løbet tilbage til traditionen om at være talenternes udstillingsvindue, og det gør bare det hele endnu mere uforudsigeligt - en uforudsigelighed som får yderligere et nøk af, at de fleste gør comeback efter en lang sommerpause med træning i højderne.

 

Derfor er det også med nogen usikkerhed, at jeg peger på Andreas Kron. Den unge dansker er ardennerrytter mere end klatrer, men dette burde være stigninger, han kan klare - i hvert fald hvis han klatrer som i Tour de Suisse. Med to sejre på WorldTouren har han vist, at han ikke behøver at frygte nogen i dette felt, og han viste med sine spurtsejre foran Luis Leon Sanchez og Rui Costa i hhv. Catalonien og Schweiz - sidstnævnte dog lidt kontroversielt, da vi aldrig så, hvem der er hurtigst - og sidste års spurtsejr over Diego Ulissi, at han meget vel kan vise sig som hurtigste mand blandt klatrerne i dette løb. Lotto har et ganske stærkt hold med Steff Cras, Sylvain Moniquet og ikke mindst Harm Vanhoucke til at kontrollere finalerne, og Kron burde derfor have en god chance for at spurte sig til sejr på begge de to sidste etaper. Han er også en opportunist, der kan udnytte et Lotto-overtal til at angribe, og dermed står han ganske stærkt til alle scenarier. Formen er ukendt, men han har vist sig fremragende til at træne sig i form, og da han er i spil til Vueltaen, må han formodes at have trænet hårdt hen over sommeren. Derfor tror jeg, at Kron sikrer Danmark årets anden store etapeløbssejr i UCI-regi.

 

Vanhoucke, Moniquet og Cras kan dog også alle komme i spil. Ingen af dem er specielt spurtstærke, men de kan angribe på skift i et Lotto-overtal. Vanhoucke forbereder sig til Vueltaen og vil formentlig være en af de allerbedste på stigningerne, men han skal formentlig alene hjem på 3. etape for at vinde, og det kræver held og timing. Det samme gælder for Cras, der endelig skulle være tilbage efter sin grimme coronainfektion, samt unge Moniquet, der har vist, at han måske er stærk nok til at køre finale i dette løb.

 

Den største trussel mod dansk sejr kan være Pierre Latour. Han kommer med Touren i benene, og det plejer at efterlade i halvdød tilstand. I år eksploderede han da også totalt efter en god start, men mod slutningen kom han stærkt igen, og han kørte en fornem Tourmalet-etape, hvor han rundede toppen af det store bjerg som første mand. Disse lidt blødere stigning er skabt til Latour, der ligesom Kron er både opportunistisk og lynhurtig. Det gør ham perfekt til dette løb, men hans hold er til gengæld betydeligt svagere end Lotto. Han skal håbe, at Fabien Doubey har fået et boost af Touren, men han generelt været skuffende i år. Derudover har holdet den hensygnende Alexandre Geniez, der med sin hurtighed er skabt til kongeetapen, som han tidligere har vundet. Han meldte i foråret, at han var tilbage på sporet, men det gik helt galt i Ordizia, og derfor ligner han ikke den vinderkandidat, han burde være. Sidste klatrer er Mathieu Burgeaudeau, der så bedre ud i Ordizia, men ikke har imponeret i år. Doubey og Burgeadeau er ikke hurtige, og skal de vinde skal det ske via det taktiske spil.

 

Trek har også et meget spændende hold, der kan sidde med flere mand i finalen, men de har kun én rytter, der er meget hurtig. Det er Quinn Simmons, der kommer til løbet med form efter den samlede sejr i Vallonien, men jeg frygter, at stigningerne trods alt er for hårde, ikke mindst Menthiéres. Vi så nemlig, at han ikke var stærkeste mand på stigningerne i Vallonien, og her var det først efter et comeback, at han angreb på det flade. Omvendt er han blevet nr. 2 på kongeetapen i Ungarn, og han har også i dette løb tid til at komme tilbage efter stigningerne. Han har i hvert fald hurtigheden og et stærkt hold til at sætte sig op til en spurt. Det hold tæller Mattias Skjelmose, Nicola Conci, Antonio Tiberi og Niklas Eg, hvis form er helt ukendt, men er de 100%, klatrer de alle godt nok til at køre finale. Desværre er ingen af dem vanvittigt hurtige, men de kan netop udnytte Trek-overtallet til at angribe på skift, hvis hurtige Simmons er sat af og ikke skal beskyttes. I år har Skjelmose og Tiberi set mest overbevisende ud på stigningerne, men hurtigste mand burde være Conci, der ellers har haft et skuffende år. Eg har været meget svingende, men viste fremgang i Schweiz. Desværre har han slet ikke punchet eller spurtstyrken.

 

En anden spændende kandidat er Georg Zimmermann. Tyskeren havde grundet et styrt en svær Tour, men han kom fint igen med sit udbrud på den hårde 19. etape. Efter en trist sæson var han meget stærk med sit sølv ved de tyske mesterskaber, og alt afhænger nu af, om han er kommet godt ud af Touren. Der er en stor risiko for, at bakkerne er for hårde, men sidder han der til sidst, vil han med sin gode spurt være en af de store favoritter. Desværre for ham er holdet svagt, og han an sidde alene med Jan Hirt, der er så svingende, at han end ikke er nogen garanti. Hirt derimod passer slet ikke selv til løbets eksplosive stigninger, og han skal være meget heldig i det taktiske spil for at vinde - hvis han altså er i den form, han aldrig har efter en pause.

 

Hvor godt kom Elie Gesbert ud af Touren? Hans covid-sygdom i optakten slog ham ud, og han fandt aldrig sine bedste ben i Frankrig. Til gengæld burde den Gesbert, der vandt kongeetapen i Algarve, være blandt de bedste klatrere i dette løb, hvis en grand tour har givet ham det boost, man ofte ser. Han er også - i dette felt - relativt hurtig, og han står dermed med fornuftige kort på hånden, hvis han kommer af med de hurtigste. Arkea har dog også en endnu hurtigere mand i Maxime Bouet, der netop har vist sin hurtighed med nogle gode spurter på Sardinien. Han klatrer ikke som i gamle dage, men nærmer han sig benene fra Algarve, kan han godt være med i dette terræn - og så er han hurtig nok til også at vinde det. Altid solide Anthony Delaplace kunne også komme i spil, men stigningerne vil trods alt nok være for svære, og de skal ikke regne med Dayer Quintana , der stadig er en skygge af sig selv.

 

B&B har en ret stærk kandidat i Quentin Pacher. Han havde ikke sin bedste Tour, men er han kommet godt ud af løbet, bør han kunne klatre med de bedste i dette felt. Terrænet passer ham i hvert fald udmærket, og han er både en angriber til de taktiske finaler og en af de mere spurtstærke klatrere. Problemet er et knap så stærkt hold, hvor han skal håbe, at de svingende klatrere Maxime Chevalier og Sebastian Schönberger endelig kan finde noget form. Holdets puncheur Alan Boileau, der imponerede så stort i Rwanda, må nok sande, at stigningerne er for hårde, selvom hans hurtighed kunne have gjort ham interessant.

 

Ag2r har et af de klart stærkeste hold, hvorfra Aurelien Paret-Peintre nok er bedste bud. Også han kommer med Touren i benene, og derfor har vi til gode at se, hvor han står, men han burde være med de bedste på stigningerne i dette løb. Han er bestemt ikke hurtig, men han tog trods alt sin choksejr i Marseille foran sprinterne Thomas Boudat og Bryan Coquard. Siden er det blevet tydeligt, at det vist var et engangstilfælde, men i et felt uden mange hurtige klatrere burde han være en af de bedre afsluttere. Først og fremmest skal Ag2r dog udnytte deres bredde. Er det endelig lykkedes for Clement Champoussin at komme tilbage på sporet frem mod Vueltaen, kan han være løbets bedste klatrer. Til gengæld er han spurtsvag, og derfor skal han have held til at vinde. Langt mere spurtstærk er Nans Peters, der burde være deres bedste bud, men han gør comeback efter det brud, han pådrog sig i Touren, og han er indstillet på at agere hjælper. Unge Nicolas Prodhomme har vist sig stærk i perioder i år og kan måske køre finale, men han skal også have held for at vinde.

 

Cofidis kommer med Giro-etapevinderen Victor Lafay. Også han er meget svingende og derfor lidt af et wildcard, men er han kommet godt ud af sommerpausen, bør han køre med på disse stigninger. Han er mere puncheur end klatrer, og derfor passer han faktisk godt til dette løb, men der burde være hurtigere folk end ham. Han gør igen fælles front med Remy Rochas, der dog i år har været ret skuffende, og da han ikke er hurtig, er han en usandsynlig vinder, der skal være meget afhængig af taktik.

 

FDJ har desværre ikke det bedste hold, men de har en stærk kaptajn i Rudy Molard. Ganske vist er han i år faldet lidt af på den, men han burde i dette felt være en af de stærkeste på stigningerne. Han er også en hæderlig puncheur, som han viste med sin flotte spurt i Polen sidste år, men desværre har han ikke samme fart på flad vej. Derfor skal han væres snu og slippe af med de hurtigste for at vinde, og det kan blive svært med et relativt svagt FDJ-hold ved sin side. Hos sig kan han nemlig kun regne med den svingende dieselklatrer Matteo Badilatti, der som spurtsvag slet ikke er skabt til at vinde dette løb.

 

DSM er desværre alligevel uden Ilan van Wilder, og det gør det vanskeligere, men deres hold af unge klatrere er stadig spændende. Har han benene fra Dauphiné, vil Felix Gall i hvert fald være en af de stærkeste i dette løb, men desværre er han ikke specielt spurtstærk, og derfor skal også han have heldet med sig for at vinde. Han skal håbe, at holdet kan sidde i overtal. Der burde være en god chance for, at den svingende Michael Storer kan overleve stigningerne, og måske er stortalentet Marco Brenner også god nok til at være med, som han var det i Coppi e Bartali. Holdet skal også krydse fingre for, at de to udviklingsryttere Gianmarco Garofoli, der netop har vundet en stor bjergetape i bjergløbet Valle d’Aosta, og stortalentet Henri Vandenabeele, der var en af de bedste i Baby-Giroen, men skuffede lidt i Valle d’Aosta, kan sidde der til sidst, men niveauet er trods alt nok en anelse for højt. Florian Stork klatrede storartet i UAE Tour, hvor han var en sensation, men dette er hans comeback efter den lange skadespause, og derfor skal vi ikke vente os en gentagelse.

 

En outsider er Sergei Chernetskii. Russeren har været en skygge af sig selv gennem hele sæsonen, men i Sibiu Tour var han pludselig fremme igen. Han har en pæn spurt og passer udmærket til løbet, men desværre er niveauet her betydeligt højere end Rumænien, og jeg tvivler derfor på, at han kan være med. Gazprom har også klatreren Artem Nych, men han har haft et svært år og passer ikke til løbet. Det kunne ligge godt til hurtige Dmitry Strakhov, der har klatret godt i år, men han synes ikke i form, og det er Cristian Scaroni slet, slet ikke.

 

Eolo stiller med Edward Ravasi, der i år synes at være kommet tilbage på sporet. Han klatrede i hvert fald periodevist godt i Giroen, men som ren klatrer skal han have meget held for at vinde et løb, hvor hans hold ser relativt svagt ud. Mark Christian klatrer ikke som i gamle dage, og med sin nuværende form overlever hurtige Luca Wackermann ikke stigningerne. I stedet skal de nok håbe på hurtige Erik Fetter, men terrænet bør være for svært for ungareren.

 

Delko kommer med Tyrkiet-vinderen Jose Manuel Diaz, der har været en skygge af sig selv i nogen tid. Han er spurtsvag og uden punch og passer ikke rigtigt til dette løb, hvor han skal held for at vinde, selv hvis han igen har fundet sin form. Så passer løbet bedre til Delio Fernandez , der er hurtigere, men han har generelt været så skuffende, at han næppe kører finale. Klatrerne Clement Carisey og Mathias Le Turnier er formentlig også overmatchede og har ikke vist det store i år.

 

Egentlig burde Caja Rural stå stærkt med Jhojan Garcia, der i Ungarn og Tyrkiet viste, at han kan klatre med de bedste i dette løb. Han har også et vist punch, men hurtig er han ikke, og hans kørsel i Ordizia tyder desværre på, at han slet ikke er i form. I Ordizia va det kun Sergio Martin, der sad fremme for spanierne, men han får svært ved at køre med de bedste her.

 

Blandt kontinentalholdene skal vi holde øje med talentfulde Sean Quinn , der allerede har skrevet WorldTour-kontrakt for den kommende sæson. Han kommer til løbet med en 8. plads i Vallonien i bagagen, og han er derfor i form, men desværre er løbet ikke ideelt for en ren klatrer som ham, selvom han meget vel kan køre med de bedste. Hos Auber kan man ikke helt udelukke, at Stephane Rossetto kan være med, men han har ikke imponeret på det sidste, og deres klatrer Adrien Guillonet synes at være faldet helt sammen. Det tyske landshold stiller med den spændende Florian Lipowitz, der netop er blevet nr. 5 i Valle d’Aosta og blev nr. 13 i Adriatica Ionica og nr. 18 i Tour of the Alps, samt Georg Steinhauser, der tog en udbrudssejr i bjergene i Valle d’Aosta, mens det franske landshold og Roubaix næppe kan gøre sig gældende.

 

Endelig må Deceuninck og Alpecin regnes for ude af billedet. Efter Fausto Masnadas styrt kommer Deceuninck med et rent sprinterhold, og hos Alpecin må ruten være for hård for Tobias Bayer og Philipp Walsleben, der er de mest klatrestærke i en tung trup.

 

OPDATERING: Deceuninck har som erstatning for den skadede Masnada udtaget Andrea Bagioli, der allerede vandt en etape sidste år. Med sin hurtighed og klatrestyrke er han skabt til dette løb, men han var formmæssigt temmeligt skuffende i Vallonien. Han har tillige det problem, at han kommer med et rent sprinterhold, og han vil være helt alene i de taktiske finaler. På papiret står han stærkt, hvis han har fundet benene efter sidste uge, men usikkerheden om form og det svage hold gør ham ikke til favorit. Alpecin har i stedet for Bayer udtaget Floris de Tier, så de har en klassementsrytter. Med hans niveau i år er det dog svært at være meget optimistisk. Endelig deltager Quintana ikke for Arkea.

 

OPDATERING 2: Trek stiller med Michel Ries i stedet for Conci. Luxembourgeren er også klatrer, men har haft det sværere og har slet ikke samme punch. Det er en svækkelse af det stærke kollektiv.

 

OPDATERING 3: Gazprom stiller med Nikolay Cherkasov, der tidligere var en lovende klatrer, men intet har vist i en menneskealder. Rossetto og Guillonnet kommer ikke til start.

                                                                                                                                       

***** Andreas Kron

**** Pierre Latour, Quinn Simmons

*** Andrea Bagioli, Georg Zimmermann, Elie Gesbert, Quentin Pacher, Aurelien Paret-Peintre

** Victor Lafay, Rudy Molard, Clement Champoussin, Harm Vanhoucke, Felix Gall, Mattias Skjelmose, Maxime Bouet, Sergei Chernetskii, Edward Ravasi, Jose Manuel Diaz, Sean Quinn

* Antonio Tiberi, Niklas Eg, Michael Storer, Steff Cras, Jhojan Garcia, Matteo Badilatti, Sylvain Moniquet, Marco Brenner, Remy Rochas, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Jan Hirt, Erik Fetter, Fabien Doubey, Michel Ries, Gianmarco Garofoli, Henri Vandenabeele, Floris de Tier, Florian Lipowitz, Delio Fernandez, Mark Christian, Artem Nych, Maxime Chevalier, Sebastian Schönberger, Alexandre Geniez

 

Danskerne

De unge danskere kan virkelig vise sig frem i dette løb, der ofte domineres af unge talenter. Andreas Kron, Mattias Skjelmose og Niklas Eg bør alle kunne få chance for at køre en eller anden form for klassement, og de er derfor alle omtalt ovenfor.

 

SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS

Andreas Kron
Pierre Latour, Quinn Simmons
Andrea Bagioli, Georg Zimmermann, Elie Gesbert, Quentin Pacher, Aurelien Paret-Peintre
Victor Lafay, Rudy Molard, Clement Champoussin, Harm Vanhoucke, Felix Gall, Mattias Skjelmose, Maxime Bouet, Sergei Chernetskii, Edward Ravasi, Jose Manuel Diaz, Sean Quinn
Antonio Tiberi, Niklas Eg, Michael Storer, Steff Cras, Jhojan Garcia, Matteo Badilatti, Sylvain Moniquet, Marco Brenner, Remy Rochas, Nans Peters, Nicolas Prodhomme, Jan Hirt, Erik Fetter, Fabien Doubey, Michel Ries, Gianmarco Garofoli, Henri Vandenabeele, Floris de Tier, Florian Lipowitz, Delio Fernandez, Mark Christian, Artem Nych, Maxime Chevalier, Sebastian Schönberger, Alexandre Geniez

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de l'Ain
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Classique Paris-Chauny(1.1) 26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

Greek Monuments Tour(2.1) 23/09-26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

LVM Saarland Trofeo(2.NCUP) 30/09-03/10

La Route Adélie de VItré(1.1) 01/10

Tour of Fuzhou(2.1) 01/10-07/10

Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 02/10

Classic Loire Atlantique(1.1) 02/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 03/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 03/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 03/10

Paris-Roubaix Juniors(1.NCUP) 03/10

Women's Tour(2.WWT) 04/10-09/10

Binche-Chimay-Binche(1.1) 05/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger