Optakt: Tour de Langkawi

Løbets rolle og historie

I løbet af de sidste to årtier er cykelsporten blevet mere global. Mens store etapeløb er blevet etableret i Nordamerika og Australien, var det Malaysia, der puttede Asien på landkortet, da man første gang arrangerede Tour de Langkawi. Selvom der i mange år havde været adskillige etapeløb, manglede der en begivenhed, der kunne tiltrække de europæiske storhold, men det kom, da løbet blevet etableret i 1996.

Med en tidlig dato, god organisation og perfekt vejr har det altid været i stand til at tiltrække hold fra Europa, som har set det som en god lejlighed til at få tidlige løbskilometer i benene. I de senere år har det ganske vist tabt kampen til løbene i Mellemøsten og Tour Down Under, og startlisten har ikke altid haft den højeste standard, men det har fortsat udgjort en alternativ forberedelse for nogle europæere, specielt fra professionelle kontinentalhold. Da det afholdes lidt senere end de fleste andre ikke-europæiske forberedelsesløb, er det som skabt til ryttere, der vil ramme formen lidt senere på sæsonen.

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

I de senere år er løbet primært blevet en skueplads for unge talenter. I stedet for at satse på etablerede navne, der brugte løbet til at forberede sig mod senere mål, har de deltagende WorldTour-hold ofte sendt unge ryttere til Malaysia. Manglen på stress og det lidt lavere niveau har gjort det til en god mulighed for talenterne til at påtage sig en kaptajnrolle og få et par sejre. I 2015 var det Caleb Ewan, der fik en blid start på sin professionelle karriere ved at vinde etaper i Malaysia, og i 2016 var det Miguel Angel Lopez, der tog sejren på kongeetapen som opvarmning til sit senere gennembrud i Europa.

Tour de Langkawi er et sært løb. Meget ofte har det været afholdt over 10 etaper, og da de næsten alle har været helt flade, har det været et sandt paradis for sprintere. Næsten alle etaper er endt i massespurter, og det har gjort løbet temmelig monotont.

De rene sprintere har imidlertid aldrig været i spil til den samlede sejr. De fleste udgaver af løbet har inkluderet den berømte bjergafslutning i Genting Highlands, som meget ofte har bestemt den samlede vinder. For flere år siden var der også en enkeltstart i løbet, men det er ikke længere tilfældet. Derfor har løbet været en speciel affære, hvor sprinterne har været i rampelyset næsten hver eneste dag, mens klatrerne har kørt rundt og bare ventet på den ene dag, hvor de kunne gøre forskellen. Genting Highlands er en meget svær stigning, der kan gøre kolossale forskelle, og da det stort set hvert år er blevet afgjort her, er løbet blevet domineret af rene klatrere fra Colombia og Venezuela.

Dermed har Tour de Langkawi traditionelt passet to ryttertyper: rene klatrere og rene sprintere. For den sidste kategori af ryttere er det den perfekt chance for at vise deres topfart i stedet for at deltage i mere kuperede løb i Europa, og for de førstnævnte er det en chance for at vinde et etapeløb uden at skulle køre enkeltstart. I flere år har Genting Highlands imidlertid været ubrugelig grundet afviklingen af det kinesiske nytår, og det har betydet, at man i flere udgaver i stedet har benyttet den meget lettere Cameron Highlands-stigning som mål for kongeetapen. Det har givet lidt tungere folk som Ryan Gibbons og Reinardt van Rensburg en chance for at tage lidt atypiske sejre i etapeløb.

I løbets storhedstid havde løbet et vist held med også at tiltrække større navne, men desværre er tiltrækningskraften dalet i takt med, at andre verdensdele har kunnet præsentere løb under varme himmelstrøg under den europæiske vinter. Det har kostet dyrt for det malaysiske løb, der har kunnet se antallet af store hold og store navne dale betragteligt. Derfor har løbet også søgt efter den ideelle kalenderplacering. Tidligere blev løbet altid afviklet i første del af februar, men den måned er i dag nærmest dynget til med etapeløb i forskellige dele af verden. Derfor har man forsøgt sig med alternative placeringer i januar og marts. I de senere år har det hovedsageligt været afviklet i forbindelse md månedsskiftet mellem februar og marts, men siden er eksperimenterne taget til. I 2018 blev løbet afviklet i anden halvdel af marts, og i 2019 blev det sågar afviklet i april, inden det i 2020 genfandt sin gamle placering i første del af februar. Samtidig blev løbet forud for 2015-udgaven forkortet fra det gamle meget lange format over 10 etaper til de otte etaper, løbet i dag strækker sig over.

Desværre har løbet som så mange andre ikke-europæiske løb lidt voldsomt under coronapandemien. Løbet nåede akkurat at blive afviklet i 2020, inden verden blev lukket ned, men i 2021 blev løbet, der var planlagt til begyndelsen af februar, helt aflyst. Det var også planen, at løbet i 2022 skulle have sin vanlige placering i den første del af sæsonen, men igen måtte man opgive den oprindelige plan. Denne gang er det dog lykkedes at finde en alternativ dato, og derfor vil løbet efter to mere end to års pause nu vende tilbage i en helt ny rolle som efterårsløb og i kraft af aflysningen af Tour of Guangxi som sæsonens sidste store etapeløb.

Det har paradoksalt nok ført til en markant styrkelse af feltet. Hvor løbets gradvise deroute førte til deltagelse af bare to WorldTour-hold i 2017, ét WorldTour-hold i 2018, nul WorldTour-hold i apriludgaven i 2019 og et enkelt WorldTour-hold i 2020, tæller årets felt ikke færre end seks hold fra højeste niveau, hvilket må være tæt på at være rekord for løbet. Det er ikke svært at regne årsagen ud. Fire af holdene er nemlig Lotto, Movistar, Cofidis og EF, der ikke turde misse chancen for at score point i et relativt svagt besat ProSeries-løb, selvom det næppe har været populært at sende de udkørte ryttere til Malaysia for at køre ikke færre end otte etaper på en tid af året, hvor alle helst vil på ferie. Endnu mere frustrerende bliver det for selvsamme ryttere, da pointkampen stort set er afgjort, og derfor kunne de have sparet sig turen. For løbet og alverdens cykelfans er det imidlertid en glæde, og da også UAE og Astana, formentlig grundet deres asiatiske baggrund, også møder op, bliver det et for løbet historisk stærkt felt, der vil kaste sig ud på de malaysiske landeveje på en helt atypisk tid af året.

Det er i hvert fald et betydeligt stærkere felt end i 2020, hvor løbet altså senest blev afviklet. Dengang var NTT det eneste WorldTour-hold, og de lykkedes da også med at vinde to af sprinteretaperne med Max Walscheid. De spillede dog ingen rolle i kampen om den samlede sejr, der som altid i alt væsentligt blev afgjort på Genting Highlands. Her sejrede den store forhåndsfavorit Kevin Rivera ganske suverænt, men da han havde smidt en masse tid grundet sygdom, kom han aldrig i spil til den samlede sejr. Den gik i stedet til Danilo Celano, der med en 2. plads på kongeetapen kunne iføre sig førertrøjen, som han forsvarede over de sidste fire ganske lette etaper, hvormed han tog den samlede sejr med 26 sekunder ned til Yevgeniy Fedorov, der havde sikret sig et overraskende forspring via en udbrudssejr på 1. etape, og 35 sekunder ned til Artem Ovechkin. Celano vender ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Fedorov har afsluttet sin sæson med megen succes i efteråret, og Oveckin stoppede sin karriere for et år siden, skal der findes et helt nyt podium denne gang.

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Ruten

Som nævnt ovenfor har Tour de Langkawi traditionelt været et af sportens mest monotone løb. Et hav af helt flade, meget lette og ofte også ganske korte sprinteretaper har gjort det til et paradis for de helt rene sprintere - først og fremmest Langkawi-kongen Andrea Guardini, som vandt ikke færre end 24 gange. Specielt da løbet fortsat var 10 etaper langt, kunne man godt føle, at man var udsat for den ene gentagelse efter den anden, når de samme sprintere kæmpede om sejren igen og igen i mere end en uge.

Efter enkeltstarten forsvandt for efterhånden mange år siden, har undtagelsen været løbets kongeetape, der mere eller mindre ensidigt har afgjort klassementet. Som udgangspunkt har den været henlagt til løbets ikoniske stigning, Genting Highlands, men når fejringen af det kinesiske nytår er komme ti vejen, har man brugt den meget lettere Cameron Highlands i stedet. Heldigvis er der på denne tid af året ikke nytårsfester, og derfor er Genting Highlands i år tilbage for tredje udgave i træk.

I år har man endda givet løbet et ekstra krydderi i form af en anden bjergafslutning. På det eneste højdedrag på øen Langkawi, hvor de sidste to etaper skal afvikles, vil man denne gang have mål for næstsidste etape. Der er tale om en betydeligt lettere og kortere stigning, som endda har en ganske nem afslutning, men som i kraft af en svær begyndelse betyder, at vi i år som noget nyt kan vente os to klassementsslag, først på kongeetapen torsdag og siden på mandagens næstsidste etape.

Den resterende del af løbet er imidlertid Langkawi Classic, nemlig et hav af sprinteretaper. Man lægger dog ud med en ikke helt enkelt sag, når man ved tirsdagens åbning skal slutte i hovedstaden, Kuala Lumpur. Her er der nemlig to ganske hårde bakker i finalen, og de bør nok kunne rydde lidt ud i feltet inden en forventet spurtafgørelse. Dagen efter bliver det imidlertid meget mere enkelt på en ganske flad 2. etape, som i den grad lægger op til massespurt.

Det gør torsdagens kongeetape, der mest af alt består af en kort, flad tur hen til bunden af frygtede Genting Highlands, til gengæld slet ikke, men herefter kommer sprinterne til fadet igen. Fredagens 4. etape er den slags korte, helt flade etaper, som løbet er så kendt for, og hvor de rene sprintere har det som fisk i vandet. Lørdagens 5. etape er betydeligt længere og har endda en ganske lang stigning, men da den kommer mere end 100 km fra mål, peges der også her i retning af en spurtafgørelse, hvis ikke vi får den udbrudssejr, man ofte får én gang undervejs.

Søndag bliver det igen Langkawi Classic, når der venter endnu en meget kort og helt flad etape som opvarmning til de sidste to etaper, som afvikles på øen Langkawi. Her åbnes der som sagt mandag med løbets spritnye bjergafslutning på en ellers ultrakort etape over færre end 100 km, og herefter vil vi formentlig kende løbets vinder. Sidste etape er ellers ikke helt enkel, da der sluttes på en rundstrækning i Kuah, hvor man skal op over en lille, men ganske stejl bakke. Historien viser dog klart, at et reduceret felt skal spurte om sejren, og meget taler for, at det nok engang vil være sprinterne, som får både det første og sidste ord i et løb, der som de fleste andre etapeløb i Asien først og fremmest er et sprinterparadis.

1. etape

Løbet er kendt som et sprinterparadis, og det er da også sandsynligt, at de hurtige folk får det første ord. Årets udgave åbnes imidlertid med en sjældent svær etape, når der som så ofte før skal sluttes i landets hovedstad, Kuala Lumpur. Ganske vist er det meste af etapen lige så flad, som hovedparten af løbet, men mod slutningen venter to pæne stigninger, der bør kunne rydde lidt ud i feltet inden en forventet spurtafgørelse.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 157,3 km, der fører feltet fra Kuala Pilah til hovedstaden, Kuala Lumpur. Startbyen ligger sydøst for målbyen, og man lægger ud med at køre mod nordøst, øst og syd igennem fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 12,3 km. Umiddelbart herefter drejer man mod sydøst for at passere kategori 3-stigningen Senaling (2,1 km, 3,2%), der er en meget let stigning med top efter 16,1 km. En nedkørsel leder mod sydøst, inden det går mod sydøst, sydvest, vest og igen sydvest igennem fladlandet, hvorefter man fortsætter mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Bukit Miku (5,0 km, 2,1%), der reelt er to 5% på én kilometer adskilt af tre flade kilometer.

Dobbeltsejr i perfekt spurt - Asgreen misser podiet

Toppen rundes efter 43,2 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod sydøst ned til Rembau, hvor dagens anden spurt køres efter 49,9 km. Nu drejer man mod nordvest for at køre igennem fladt terræn frem til den sidste spurt, som er placeret efter 69,3 km i udkanten af byen Senawang. Man fortsætter mod nordvest tværs gennem centrum, inden man drejer mod nord for at passere kategori 3-stigningen Mantin (1,9 km, 2,9%), som er endnu en meget let bakke. Toppen rundes efter 85,2 km, hvorefter en nedkørsel leder videre mod nord, inden man snor sig i en generel nordlig retning igennem fladlandet frem mod finalen.

Den indledes, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 2-stigningen Bukit Hantu (2,7 km, 6,1%), der er dagens klart sværeste udfordring med først 1000 m med 8-9% efterfulgt af 1000 m med 5-6%, inden den flader ud med 3,6% over de sidste 700 m frem mod toppen, som rundes efter 131,0 km. Herfra resterer forsat 26,3 km, som indledes med en let nedkørsel, der leder mod nordvest ned til udkanten af Kuala Lumpur. Inden man når byzonen fortsætter man imidlertid mod nordvest op ad kategori 2-stigningen Look Out Point (4,2 km, 4,1%), hvis første kilometer stiger med 4,8%, og hvis tredje kilometer stiger med 6,0%, men som derudover er ganske nem.

Toppen rundes efter 143,6 km, hvorefter des sidste 13,7 km indledes med en nedkørsel, der leder mod sydvest, inden man kører mod vest, nord, sydvest og vest ind gennem Kuala Lumpurs forstæder og frem til centrum, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Det går ad en helt lige og bred vej, hvor det sidste sving kommer med 8,2 km til mål.

Etapen byder på i alt 1589 højdemeter.

Ruten er betydeligt mere kuperet, end man normalt ser det for Langkawi-etaper, og særligt den første af de to finalebakker er en seriøs sag. Den kommer lidt for tidligt til at skabe forskelle mellem de bedste i årets stærke felt, men hvis begge stigninger køres med lidt aggression, bør der komme nogen udskilning. En spurt synes uundgåelig, men det bliver næppe den helt klassiske sprinteretape, som de i Langkawi er flest.

Kuala Lumpur har været målby for løbet i næsten alle udgaver og kun i 2001 ikke med en massespurt til følge. Vindernee er Max Walscheid (2020), den dominerende Andrea Guardini (2011, 2014, 2015, 2016 og 2018), Yohann Gene (2009), Mauro Richeze (2008), Alberto Loddo (2007), Angel Vallejo (2006, hvor etapen blev afbrudt grundet dårligt vejr), Graeme Brown (2002 og 2005), Guillermo Bongiorno (2003 og 2004), Federico Colonna (2001), Jan Bratkowski (2000), Luca Cei (1998 og 1999) og Andreas Walzer (1997). Jelajah Malaysia var forbi i 2015, hvor Anuar Manan spurtsejrede, i 2012, hvor Shinichi Fukushima snød feltet, i 2009, hvor Hossein Nateghi spurtsejrede, og i 2008, hvor Yusuke Hatanaka vandt fra et udbrud. Byen var tillige vært for de asiatiske mesterskaber i 2010, hvor Kam Po Wong vandt linjeløbet og Eugen Wacker enkeltstarten, og i 2006, hvor Mehdi Sohrabi vandt enkeltstarten og Andrey Mizourov enkeltstarten.

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

2. etape

Efter den usædvanligt vanskelige åbningsetape bliver det mere klassisk på 2. etape. Her venter nemlig en næsten pandekageflad etape, der i den grad lægger op til massespurt. Kun to ganske, ganske små bakker har man fundet i det malaysiske fladland, og dermed bør de sprintere, der blev sat af på åbningsdagen, kunne se frem til en stensikker chance.

Med en distance på 178,9 km er der tale om løbets længste etape, der fører feltet fra Kuala Klawang til Raub. Startbyen ligger umiddelbart øst for hovedstaden, Kuala Lumpur, og herfra kører man mod nordøst frem til den lille kategori 3-stigning Petaseh (1,1 km, 5,7%), der har top allerede efter 8,2 km. En nedkørsel leder mod øst, inden man kortvarigt kører mod sydøst igennem det malaysiske fladland, inden man drejer mod nordvest for at køre igennem fladt terræn frem til den første spurt, som kommer efter 42,7 km.

Det flade terræn fortsætter, mens man drager videre mod nordvest frem til den anden spurt, som er placeret efter 96,8 km. Her kører man kortvarigt mod nordøst for at passere den ganske lille kategori 3-stigningen Mempaga (300 m, 4,3%), hvis top rundes efter 122,8 km. Kort efter drejer man mod vest og senere nordvest for at passere dagens tredje spurt, som er placeret efter 144,1 km, inden en lang, lige og ganske let stigende vej leder videre mod nordvest ind til målbyen, hvor de sidste 5 km er stort set helt flade. Det sidste sving kommer med hele 20,9 km til mål, og det er således blot en lige vej, som leder frem til stregen.

Etapen byder på i alt 1382 højdemeter.

Optakt: 5. etape af Presidential Tour of Türkiye

Der er ikke megen hokuspokus over denne etape. Løbet tiltrækker som regel et solidt sprinterfelt, og nogle vil sikkert være blevet frustrerede på 1. etape. Derfor virker det ganske usandsynligt, at sprinterne ikke skal til fadet på denne meget flade etape.

Raub har to gange tidligere været mål for løbet, nemlig i 2005, hvor Graeme Brown tog en spurtsejr, og i 2004, hvor Brett Lancaster kørte alene hjem til en udbrudssejr. I 2011 blev Muhammad Shahrul Mat Amin malaysisk mester i byen.

3. etape

Måske er Tour de Langkawi mest kendt som et (og Andrea Guardinis personlige) sprinterparadis, men hvis der er én ting, løbet er kendt for, er det bjergafslutningen på Genting Highlands, der i langt de fleste tilfælde har kronet den samlede vinder af løbet. I flere udgaver har det kinesiske nytår og den lokale fejring tvunget arrangørerne til at skippe det ikoniske bjerg, men den udfordring har man selvsagt ikke på denne tid af året. Derfor er stigningen i 2022 tilbage i sin faste rolle som mål for løbets kongeetape, og selvom man denne gang har opfundet en ny bjergafslutning senere i løbet også, taler meget for, at vinderen på den brutale opkørsel nord for Kuala Lumpur nok engang vil bestemme, hvem der skal vinde årets løb.

Etapen har ofte været en kort sag, og det er den også i år, hvor der blot skal tilbagelægges 123,7 km mellem Putrajaya og Genting Highlands. Startbyen er en sydlig forstad til Kuala Lumpur i det flade og yderst tæt befolkede område omkring hovedstaden, og derfor har etapen samme design, som den plejer, nemlig med en flad indledning inden finalebjerget. Således er det helt flad, mens man snor sig mod nordøst, sydøst og igen nordøst gennem de mange forstæder frem til den første spurt, som kommer efter 32,6 km. Herfra går det videre mod nordøst, inden man rammer finalen på 1. etape.

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Det sker, når man drejer mod nordvest for at passere den kategori 2-stigningen Nukit Hantu (2,7 km, 6,1%), som vi kender fra åbningsetapen, og som har top efter 54,7 km. En nedkørsel leder nu videre mod nordvest, inden man fortsætter op ad kategori 2-stigningen Look Out Point (4,2 km, 4,1%), som ligeledes kendes fra åbningsetapen, og som har top efter 67,2 km. En nedkørsel leder nu mod sydvest, inden det går mod nord og nordvest ind gennem Kuala Lumpurs forstæder frem til den anden spurt, som er placeret efter 75,3 km. Derfra fortsætter man gennem forstæderne mod nord og nordvest frem til den sidste spurt, som kommer efter 86,6 km, inden en let stigende vej leder mod nord frem mod bjergene.

Dem rammer man, når man drejer mod nordøst for at køre op mod Genting Highlands ad en stigning, der officielt deles i to. Den første går under navnet Gohtong Jaya (13,7 km, 5,9%), er uden for kategori og skal deles i to. De først fem kilometer er således lette med stigningsprocenter på 2-4, inden der følger et lidt vanskeligere stykke over fire kilometer, hvor det hovedsageligt stiger med 6-8%. De vanekslige del kommer dog først derefter, hvor man rammer fire kilometer med 9-11%, inden den flader ud med 3,5% over de sidste 700 m frem mod toppen, der kommer efter 110,6 km.

Herfra resterer fortsat 13,1 km, som indledes med et kort stykke, der leder mod nord og er let faldende eller fladt. Det varer dog ikke længe, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad målbjerget Genting Highlands (8,6 km, 8,6%), der ligeledes er uden for kategori. Den starter relativt ”mildt” med fire kilometer med 5-9%, inden der følger tre kilometer med hele 10-12%, hvorefter den bliver en anelse mildere med 8-9% over de sidste 1600 m frem mod toppen. Stigningen følger en meget snoet vej med et hav af hårnålesving, herunder hele syv af slagsen på den sidste kilometer.

Etapen byder på i alt 2821 højdemeter.

Vi kender Genting Highlands til hudløshed, og der er ikke mange muligheder for at gemme sig på den brutale stigning nord for Kuala Lumpur. Procenterne er ganske brutale, og det har altid været et paradis for rene klatrere, hvoraf særligt de sydamerikanske fra Gianni Savios hold har været dominerende. Etapen er kort og let, indtil man rammer målbjerget, og det er derfor en lækkerbisken for de bjerggeder, der specialiserer sig i at køre fladt frem til én voldsom kraftanstrengelse, der efter al sandsynlighed igen i år vil bestemme vinderen af løbet.

Genting Highlands har som sagt været mål for kongeetapen i langt de fleste udgaver. Vinderne har gennem tiden været Kevin Rivera (2020), Ben Dyball (2019), Mirsamad Pourseyedigolakhour (2014), Julian Arredondo (2013), Jose Serpa (2006, 2007, 2009 og 2012), Yonathan Monsalve (2011), Jose Rujano (2010), Ryan Cox (2005), Ruben Alverio Marin Valencia (2004), Hernan Dario Munoz (2002 og 2003), Paolo Lanfranchi (2001), Julio Alberto Perez Cuapio (2000), Marcus Ljungqvist (1999), Giuliano Figueras (1998), Luca Scinto (1997) og Damian McDonald (1996). Jelajah Malaysia var forbi i 2009, hvor Timothy Roe sejrede, og i 2008, hvor Hossein Askari sejrede.

Skuffet dansker reagerer på fjerdeplads

4. etape

Torsdagens kongeetape var med sit mål på Genting Highlands noget af det mest klassiske, vi kender fra Tour de Langkawi, men det er nu alligevel fredagens 4. etape, der bedst betegner, hvad vi kender løbet for. Her venter nemlig en kort og helt flad etape i fladlandet nær den vestmalaysiske kyst, og det er præcis denne slags korte og meget lette etaper, man oftest ser i det malaysiske løb. Dermed skal meget gå galt, hvis vi ikke denne fredag nok engang skal være vidner til en af Langkawis talrige massespurter.

I alt skal der tilbagelægges bare 137,9 km, der fører feltet fra Sabak Bernam til Meru Raya. Fra start kører man ad en lige og helt flad vej frem til den første spurt, som kommer allerede efter 14,1 km, hvorefter man snor sig mod først nordøst og siden nordvest igennem fladlandet frem til den anden spurt, som er placeret efter 60,6 km meget lette kilometer.

Det bliver heller ikke vanskeligere, når man efter spurten drejer mod først nordøst og siden nord for at forsætte frem til den sidste spurt, som er placeret efter 85,3 km, hvorefter det går videre mod nord og senere nordøst ad lange, lige og flade veje med retning målbyen. Man passerer lige vest om den store by Ipoh for at forsætte frem til målbyen, der er en nordlig forstad. Her venter en kringlet finale, hvor en lang boulevard, der kun bugter sig let, afsluttes med en kringlet finale med to sving, først et ganske blødt et af slagsen lige ved den røde flamme og slutteligt et skarpt sving bare 300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt bare 349 højdemeter.

Så bliver det ikke meget enklere. Etapen er både kort og helt flad, og det synes derfor næsten givet, at sprinterne skal have endnu en chance. Modsat de to første etaper har denne dog en ganske kringlet finale med et meget sent sving, og det vil give en anderledes spurt, end vi kan ventes at have set de første dage i løbet.

Meru Raya har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Opdateret: Giro-feltet tager form - udskiftning i deltagende danskere

5. etape

Efter den meget lette fredagsetape skrues der lidt op for vanskelighederne om lørdagen. Her venter nemlig løbets næstlængste etape, og derudover har man undervejs fundet en ganske lang stigning. Den har imidlertid top med mere end 100 km til mål, og da det herfra er lige så fladt, som det plejer, taler meget for endnu en spurtafgørelse, selvom vi har nået et punkt i løbet, hvor man og til ser, at et udbrud kan snyde feltet.

I alt skal der tilbagelægges den for løbet lange distance på 172,0 km mellem Kuala Kangsar og Kulim. Fra start er det ganske enkelt, når man snor sig mod nord og nordøst igennem det malaysiske fladland frem til den første spurt, som kommer efter 34,2 km. Det flade terræn fortsætter lidt endnu, mens man kører videre mod nordøst, men hurtigt drejer man mod sydvest for at passere tværs gennem et højdedrag. Det sker via kategori 2-stigningen Sumpitan (7,6 km, 5,3%), hvis data snyder. Den starter således med en kilometer med hele 10,4%, hvorefter der følger tre kilometer med bare 1-2%, inden den slutter med 3,6 km med 6-9%.

Toppen rundes efter 62,5 km, og herfra resterer fortsat hele 109,5 km, der indledes med en let nedkørsel, som leder mod sydvest tilbage til fladlandet. Herfra er resten af etapen helt flad, når man kører mod først nordvest og siden nordøst frem til den anden spurt, som er placeret efter 101,9 m. Kort efter drejer man mod nordvest for at køre igennem fladlandet frem til dagens sidste spurt, som er placeret efter 149,0 km i etapens nordligste punkt. Her vender man rundt for at køre mod sydvest ind til målbyen igennem helt fladt terræn, og her venter en helt flad, men lidt kringlet afslutning. En lang, lige vej afbrydes med 1500 m igen af en blød kurve, inden man drejer til højre to gange i rap med hhv. 700 m og 600 m igen, hvorefter en lige vej leder frem til mål.

Etapen byder på i alt 1621 højdemeter.

Etapen er både længere og en smule mere kuperet end de fleste Langkawi-etaper, og det sker som regel, at et udbrud holder hjem mindst én af dagene. Skal det ske, er denne etape nok den bedste chance, men stigningen kommer langt fra mål. Med årets stærkere felt taler meget for, at vi skal have endnu en af løbets mange massespurter, men det kan ikke helt udelukkes, at vi vil se løbets måske eneste udbrudssejr på løbets lørdagsetape.

Kulim har tidligere været målby for løbet i 2018, hvor Andrea Guardini spurtede sig til sejr på åbningsetapen, i 2013, hvor Theo Bos vandt en massespurt, og i 2007, hvor Maximiliano Richeze var hurtigste sprinter. Jelajah Malaysia var forbi i 2017, hvor Brendon Davids vandt fra et udbrud, og i 2012, hvor Jai Crawford gjorde det samme.

Tobias Lund reagerer på første professionelle sejr

6. etape

Efter en lidt mere udfordrende lørdag venter en meget, meget let søndag, der er helt klassisk Tour de Langkawi. Her gælder det nemlig en etape, der både er ultrakort og pandekageflad og i alt væsentligt består af lange lige veje. Mest spektakulært er det, at man tidligt på etapen skal over en bro, der leder væk fra den ø, hvor startbyen er placeret, men der skal ske mærkelige ting, hvis det skulle forhindre, at sprinterne skal til fadet endnu engang.

Med en distance på bare 120,4 km er der tale om en typisk kort Langkawi-etape, der fører fra Georgetown til Alor Setar. Startbyen ligger som sagt på en lille ø ud for den malaysiske vestkyst, og her kører man kortvarigt mod sydøst ned ad den flade kystvej, inden man drejer mod øst for at køre over broen tilbage til fastlandet. Midtvejs på broen er der en lille ø, Jambatan Pulau Pinang, hvor dagens første spurt køres allerede efter 7,8 km, hvorefter man når fastlandet i den store by Permatang Pauh. Her kører man mod nordvest og nord op langs den flade kyst frem til den anden spurt, som efter 25,5 km kommer i byens udkant, hvorefter man fortsætter mod nord op langs vandet.

Kort efter drejer man dog ind i landet, nå man snor sig i en generelt nordøst retning lige uden om den store by Sungai Petani, i hvis nordlige udkant den sidste spurt kommer efter 63,9 km. Umiddelbart herefter rammer man en lang, lige og helt flad vej, hvor man kører med nordvest over ca. 50 km helt uden sving frem til målbyen. Her følger der to sving i rap med hhv. 3400 m og 2600 m igen, inden det går ad en lang, lige og flad vej frem til stregen.

Etapen byder på i alt bare 170 højdemeter.

Etapen er så enkel, den kan blive. Terrænet er helt fladt, og distancen er tillige kort. Den sidste halvdel af etapen består endda stort set alene af en lang, lige vej, og det lugter i den grad af massespurt. Udbrud snyder af og til sprinterne i anden halvdel af løbet, men det vil være en overraskelse, hvis det sker på denne meget lette søndag.

Alor Setar har oftest ageret startby - endda to gange for hele løbet - men kun to gange har der været mål i byen. Det var i 2020, hvor Muhammad Harrif Saleh vandt en massespurt i byen, samt i 2019, hvor Matteo Pelucchi gjorde det samme. Jelajah Malaysia var forbi i 2017, og her vandt Muhammaed Harrif Saleh også en massespurt.

Tour de Romandie-analyse: Da den franske plasterkrise blev endnu mere akut

7. etape

Efter seks dage på det malaysiske fastland er løbet endelig nået til øen Langkawi, hvor de sidste to etaper skal afvikles, og det besøg indledes endda med lidt af en nyskabelse. Hidtil har løbets eneste bjergafslutninger været klassikerne i Genting og Cameron Highlands, men i år har man fundet en by bjergfinale i det indre af den ø, der lægger navn til løbet. Ganske vist er den slet ikke så vanskelig som Genting-stigningen, særligt fordi de sidste 5 km er meget lette, og det er derfor tvivlsomt, om den vil ændre det overordnede billede, men de ryttere, der stadig drømmer om den samlede sejr får alligevel på næstsidste dag en chance for at forsøge at vende op og ned på tingene.

Med en distance på bare 90,8 km er der tale om en selv efter Langkawi-standard kort etape, der går fra Langkawis hovedby, Kuah, til mål på bakken Gunung Raya i det kuperede indre af øen. Det meste af etapen består bare af en tur rundt langs øens kyst, hvor det er helt fladt, og derfor er det meste af dagen meget enkel. Fra start går det mod sydvest og vest langs den flade kystvej ned til øens sydligste punkt, hvor man drejer mod nord og senere vest for at køre videre langs den flade kyst.

Efter 31,8 km kører man i etapens vestligste dagens første spurt, hvorefter man kortvarigt forlader vandet for at køre mod nordvest ind gennem den indre del af øen, dog stadig i fladt terræn. Efter 45,7 km er man tilbage ved kysten, når man kører dagens anden spurt, men med det samme forlader man igen vandet for at køre mod først sydøst, syd og slutteligt sydvest, fortsat igennem fladt terræn, tilbage til Kuah, hvor dagens sidste spurt er placeret efter 63,8 km meget lette kilometer.

Herefter bliver det vanskeligere. Umiddelbart efter spurten kører man mod nordvest op ad den korte, men stejle kategori 3-stigning Raya Langkawi (300 m, 11,3%), som har top efter 65,5 km og derfra kører man mod nordvest igennem fladt terræn ind mod centrum af øen. Her drejer man mod nordøst for at køre mod nordøst og sydøst op ad øens eneste højdedrag. Det sker via kategori 1-stigningen Gunung Raya (13,3 km, 6,0%), der er en blandt sag. De første 8 km er de sværeste med stigningsprocenter på mellem 5 og 9, men derefter følger to kilometer med bare 1-2%. Den tager dernæst kortvarigt fat igen med en kilometer med 9,4%, inden det igen flader ud med 2,1% over den næste kilometer. Slutteligt bliver den dog igen stejlere med 7,1% over de sidste 1300 m. Stigningen går af en vej, der mest af alt bugter sig let, men til allersidst følger to hårnålesving i rap på de sidste par hundrede meter.

Etapen byder på i alt 1637 højdemeter.

Det er en helt ny og ukendt stigning, der tilføjer et friskt krydderi til det ellers lidt monotone løb, men det er tvivlsomt, om den vil ændre væsentligt på det billede, som vil tegne sig efter kongeetapen. Den nedre del af stigningen er ganske vist svær, men derefter bliver den så let, at et stærkt hold vil kunne komme et stykke vej med at kontrollere. Stigningen er heller ikke nær så vanskelig som Genting, hvorfor den næppe vil ændre på det styrkeforhold, vi har set nogle dage tidligere, men på denne tid af året, hvor træthed sætter ind, kan det bestemt ikke udelukkes, at vi kan se en omvæltning af klassementet bare 24 timer inden afslutningen.

Gunung Raya har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Officielt: Grand Tour-vinder har fremtiden på plads

8. etape

Løbets er traditionelt sluttet med en stor massespurt, i gamle dage næsten altid i Langkawi, og det er også sandsynligt, at det bliver sådan i år. For tredje gang i træk skal der sluttes med en tur rundt på øen Langkawi og en afslutning i hovedbyen Kuah, men her er det ikke helt så enkelt, som det plejer. En ganske stejl bakke på den afsluttende rundstrækning ligner nemlig noget, der måske kan stikke en kæp i hjulet på de hurtige folk, men selvom den barberede cirka halvdelen af felterne væk i 2019 og 2020, forhindrede den ikke også ret tunge sprintere i at spurte om sejren. Det vil de håbe at gøre igen, men rundstrækningen vil give angriberne en mulighed for at skabe en lille overraskelse, inden den samlede vinder skal krones.

Med en distance på 115,9 km er der tale om endnu en kort etape, der har både start og mål i Kuah og skal inddeles i tre dele. Den første del består af en første rundstrækning omkring Kuah, inden man kører endnu en rundstrækning, som mest af alt består af en tur rundt langs kysten af øen Langkawi, inden der sluttes med tre omgange på en rundstrækning i byen.

Den første rundstrækning er 30,8 km lang og er pandekageflad. Her kører man et kort stykke mod vest ud til en næsten rektangulær rundstrækning i området sydvest for byen, hvor det er helt fladt, og hvor ma bare kører ad lange, lige veje næsten helt uden sving. Efter en omgang her kører man ad samme vej som tidligere mod øst tilbage til Kuah, hvor stregen krydses i forbindelse med den anden spurt efter 30,5 km.

Den anden rundstrækning er 58,7 km lang og består af en tur rundt om øen, hele tiden igennem fladt terræn. Først køre man mod øst hen langs vandet og ud gennem Kuah, inden man drejer mod nordøst for at køre ud af byen. Herefter følger et langt stykke helt uden sving, hvor man følger den store vej, der fører rundt om øen. Først går det mod nordøst, siden nord og dernæst nordvest frem til det nordligste punkt. Her sætter man kursen mod sydvest for at køre ned til det vestligste punkt, stadig ad lige veje uden sving, inden man snor lidt mere mod øst tilbage mod Kuah. Slutteligt rammer man en lige vej, der leder mod sydøst, indtil man tilbage i målbyen krydser stregen for anden gang efter 89,5 km i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på en 8,8 km lang rundstrækning. Umiddelbart efter målstregen drejer man mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Raya Langkawi (1,0 km, 6,5%), der stiger med 8,0% over de første 500 m og 4,8% over den anden halvdel frem mod toppen, som rundes med 7,3 km til mål. Herfra følger man en let faldende vej mod nordvest, idet der undervejs kommer en lille kontrabakke med top ved 4-km mærket, inden det igen begynder at falde, denne gang mod sydvest og sydøst tilbage til vandet. De sidste to sving kommer med 3100 m og 2100 m igen, hvorefter det går ad den helt lige og helt flade kystvej frem til stregen. Den sidste spurt køres ved målpassagen efter første omgang, dvs. efter 98,3 km.

Journalist: Her er Pogacars Giro-hold

Etapen byder på i alt 1046 højdemeter.

Historien viser, at sprinterne altid har det sidste ord i Langkawi, men denne rundstrækning er altså ikke helt enkel. Bakken er relativt stejl og kommer tæt på mål, og det er bestemt ikke helt givet, at vi får en spurtsej til lige så tunge folk som Max Walscheid og Marco Benfatto, der vandt de to første gange, rundstrækningen blev benyttet. Dengang var der en ganske betydelig udskilning, og med et betydeligt stærkere felt til at gøre det hårdt kan man sagtens forestille sig, at de tungere folk vil få større problemer igen denne gang, selvom det er svært at tro, at vi ikke igen vil se, at det malaysiske løb skal slutte med en eller anden form for spurtafgørelse.

Kuah har tre gange tidligere været mål for et stort cykelløb, alle gange i dette løb. Det var i 2020, hvor Max Walscheid vandt sidste etape i en massespurt, i 2019, hvor Marco Benfatto gjorde det samme, samt i 2011, hvor Andrea Guardini åbnede løbet ved at spurtsejre i byen.

Favoritterne

Tour de Langkawi har altid været et uhyre løb, der meget kan sammenlignes med Abu Dhabi Tour, forgængeren til UAE Tour. De fleste af etaperne er så flade og lette, at det er et af sportens mest rendyrkede sprinterparadiser - det er ikke uden grund, at det var den helt rene sprinter Andrea Guardinis personlige legeplads, hvor han på syv besøg vandt ikke færre end 24 etaper - og derudover er der to bjergetaper, der alene skal definere klassementet. Det er præcis det, vi også kendte fra Abu Dhabi Tour, hvor man tidligere bare havde sprinteretaper koblet med én stor bjergafslutning, hvor man kørte fladt hen til et svært bjerg. I et vist omfang følger UAE Tour et ikke alt for anderledes mønster, men her har man nu også en tidskørsel, ligesom man har to bjergfinaler og har gjort brug af puncheurfinalen på Hatta Dam.

Fra arbejdsløs til guldfugl: Giro-aktuel stortalent har målsætningen klar

I gamle dage var billedet lidt anderledes. Da løbet stadig var ti etaper langt - lidt af en mundfuld, når man tænker på, hvor ensartede etaperne er - var der ofte også en enkeltstart. En sådan har vi ikke haft i mange år, og her har det i alt væsentligt været løbets eneste bjergafslutning, der har afgjort løbet. Den kommer traditionelt på klassikeren Genting Highlands, som har gjort det hele endnu mere enkelt. Det er nemlig en pokkers svær stigning, der ville kunne gøre stor skade også i en grand tour, og her trives de rene klatrere. Det er ikke tilfældigt, at løbet et hav af gange er blevet vundet af de sydamerikanske klatrere på Gianni Savios hold, først og fremmest Jose Serpa, der nåede at vinde etapen hele tre gange.

Som nævnt ovenfor har man i udgaver ramt af fejringen af det kinesiske nytår været tvunget til i stedet at benytte den helt anderledes og meget lettere Cameron Highlands til kongeetapen, og den har været så let, at løbet i stedet blev vundet af tungere folk som Youcef Reguigui og Reinardt van Rensburg. Nu er Genting imidlertid tilbage, og det gør det til et løb for de helt rene bjerggeder og et løb, der er meget let at fortolke. Bedste og mest formstærke klatrer vil formentlig vinde kongeetapen.

I lyset af restens af løbets karakter bliver man overrasket over, hvor ofte vinderen af Genting-etapen ikke er endt med at vinde løbet samlet. Tidligere skyldtes det ofte enkeltstarten, og derudover har der været en tendens til, at Genting-vinderne rammes af uheld. Det var eksempelvis tilfældet ved seneste udgave i 2020, hvor forhåndsfavoritten Kevin Rivera grundet sygdom mistede en masse tid på første etape, og selvom han nåede at rejse sig og vinde på Genting, kom han aldrig tilbage i et klassement, som i stedet blev vundet af Genting-etapens nr. 2, Danilo Celano. Undgår man den slags uheld, er der imidlertid en meget stor chance for, at vinderen af 3. etape også ender som den samlede vinder.

I år har løbet heldigvis fået et ansigtsløft med ”opfindelsen” af den nye bjergfinale på 7. etape, men spørgsmålet er, hvor meget forskel den vil gøre. Den nedre del er ganske svær, men den øvre del er så let, at en eller anden spurtafgørelse er sandsynlig. Det er svært at tro, at Genting-vinderen kommer i problemer her, men på denne tid af året ved man aldrig. Er lyset pludselig slukket, kan der på 7. etape vendes op og ned på klatrehierarkiet, men alt taler for, at Genting-vinderen vil kunne forsvare sig her. Den største trussel er et svagt hold, for isoleres førertrøjen på den lette del til sidst, kan han tabe løbet på taktik, når det kan blive svært at kontrollere.

Det bør dog i hvert fald være de to etaper, der afgør løbet i en sag for de bedste og mest formstærke klatrere. De øvrige seks etaper bør ende i en eller anden form for spurt. Der kan være en lille trussel i form af bakken på 8. etape, for den er ikke helt let. Den førende rytter skal dog være uopmærksom eller uheldig, hvis han skal lade en rival køre væk her, og historien viser klart, at også den etape må antages at slutte i en spurt. Derudover holder et udbrud traditionelt hjem på et eller andet tidspunkt, og denne gang er det vel 5. etape, som er mest oplagt til det. Det stærkere felt taler dog for, at vi får seks spurtafgørelser denne gang.

Det ligner altså et løb, der vil blive vundet af den bedste og mest formstærke klatrer, men det er også to specielle bjergetaper. Vi taler ikke om store bjergdage med 5000 højdemeter, men derimod om den slags enkle bjergetaper, hvor man bare skal køre op ad én stigning. Det er en særlig type bjergryttere, der excellerer i den slags. Eksempelvis er Adam Yates altid som en fisk i vandt, når vi kører den slags etaper i UAE Tour, mens han har det vanskeligere på en stor bjergdag med adskillige bjergpas. Til gengæld er Genting Highlands også så svær, at man vitterligt skal være en bjergged for at excellere på kongeetapen. Skulle det blive tæt, kan bonussekunder naturligvis også komme i spil, men det vil være et særsyn, hvis ikke bedste mand kører alene hjem med et pænt forspring på torsdag.

En anden væsentlig faktor er form, motivation og det usædvanligt stærke felt. I de senere år har løbet kæmpet med bare at få deltagelse af ét WorldTour-hold, men i år betyder pointkampen, at der er deltagelse af hele seks af slagsen. UAE og Astana er her formentlig grundet deres asiatiske rødder, men det er ikke svært at regne ud, at Cofidis, Lotto, Movistar og EF alene er rejst til Malaysia grundet jagten på point.

Det betyder også, at motivation bliver en ekstra vigtig faktor. Pointkampen er reelt afgjort, men holdene var jo nødt til at tilmelde sig løbet på et tidspunkt, hvor de ikke anede, om bagenden stadig ville være i kontakt med vandskorpen midt i oktober. I forvejen er der blevet rovdrift på rytterne på de hol, der har været i farezonen, og de fleste havde formentlig meget hellere været i Malaysia på ferie end for at køre cykelløb. Der vil helt sikkert være meget betydelig forskel på motivationen, og derudover spiller friskhed en gigantisk rolle. Man skal ikke blive overrasket, hvis lyset pludselig er slukket hos ryttere, der ellers så meget skarpe ud i deres seneste løb. Oktoberløb er altid svære at blive helt klog på.

Endelig er der vejret. Vi kommer fra et Europa, hvor det ganske vist slet ikke er blevet koldt endnu, men sommeren har trods alt været slut i adskillige uger. Alle dage vil der være trykkende og fugtig varme - 32 grader tirsdag, 31 grader onsdag, 35 grader i bunden af stigningen torsdag, 30 grader fredag, 28 grader lørdag, 29 grader søndag samt 26-27 grader til de sidste to dage på øen Langkawi - og alle dage vil der være risiko for kraftige tordenbyger. Vind vil der heller ikke være meget af, og der vil være medvind på begge de to målbjerge.

Dansk sprintertalent tager stor sejr

Som sagt er feltet ganske stærkt, og der er så mange stjerner til start, at der tegner sig et meget åbent opgør med flere mulige vinder. Jeg vælger at gå med Ivan Ramiro Sosa. Colombianeren er som bekendt en af feltets førende lottokuponer, og man aner aldrig, hvor man har ham, men lige nu er han faktisk i form. Efter et skuffende efterår kørte han sig til en ganske fin 14. plads i det meget skrappe selskab i Emilia, og efter et Tre Valli Varesine, hvor han mindede os om, at man aldrig helt kan stole på, om hans form er stabil, lignede han igen en af de bedste på stigningerne i sprinterløbet i Piemonte.

Naturligvis kan han ende med at falde igennem igen, men dette løb er nærmest skræddersyet til ham. Bjergetaperne er nemlig designet som i Burgos, dvs. med et fladt indløb til ét bjerg, og som bekendt har han i det spanske løb været altdominerende. Også i Provence har han vundet på bjergetaper med samme design, og de meget stejle procenter på Genting Highlands er skabt til en ren klatrer som ham. Den voldsomme varme bør heller ikke genere en mand, der plejer at vinde i Burgos, og hans hold er vel nok det stærkeste i bjergene, hvorfor han ikke kommer i problemer i det taktiske spil på 7. etape. Forud for løbet er han den klatrer, der har vist bedst form, og da hans topniveau stadig er så højt, at han vandt i Asturien og blev nr. 14 i skrapt selskab i Emilia, tror jeg på, at han tager den samlede sejr - velvidende at han igen kan falde helt igennem.

Faktisk kommer hans måske værste rival fra eget hold. Styrtet i Ungarn betød, at Einer Rubio i år slet ikke har taget det skridt, hans stærke kørsel sidste sommer indikerede, at han ville tage i 2022, og selvom han kom tilbage i fin form med særligt god kørsel i Toscana, har han manglet lidt. Dagen efter Toscana skuffede han i Sabatini, og på det seneste har han sendt blandede signaler. Han lignede sammen med Julian Alaphilippe og Marc Hirschi bedste mand på bakkerne i Bernocchi, men som vi har set, var klatrefeltet i det løb ret svagt. I Emilia skuffede han til gengæld fælt, men i Varese var det straks bedre, da han var bedre end Sosa. Hans form er temmelig svær at vurdere, men han bør i kraft af sin afbrudte sæson være topmotiveret og måske endda i fremgang. Som ren klatrer bør han også elske Genting-etapen, som oftest er blevet domineret af sydamerikanske klatrere af hans skole, og det er derfor bestemt ikke overraskende, hvis han runder et skuffende år af med at tage sin første store etapeløbssejr. Movistar har endelig også Matteo Jorgenson, men han har aldrig for alvor fundet formen siden Touren, og de stejle procenter på Genting-stigningen passer også langt mere til Sosa og Rubio end til den store amerikaner.

Jeg tror, at den værste trussel mod Movistar-sejr kommer fra EF, der kommer med et stærkt mandskab. Esteban Chaves har mildt sagt haft en trist sæson, hvor hans helt store mål, Vueltaen, endte i en gigantisk fiasko. Kort efter viste han imidlertid klassen med stærk kørsel i Toscana og Sabatini, men netop som man troede, at han var på vej tilbage, floppede han i Emilia og Varese. Til gengæld viste hans kørsel i Toscana, at han kan finde formen ud af det blå, og han viste både i det løb og særligt i juni med Ventoux og Dauphiné, at hans topniveau stadig er ganske pænt. Også han er den rene sydamerikanske klatrer, der bør trives i et løb som dette, og holdet er et af de stærkeste. Skal han vinde, skal han dog have bedre ben end i Italien, men vi så i september, at det også er muligt, at han har det.

EF har også Hugh Carthy, der vel på papiret burde være den store favorit. Vi ved, at han elsker de stejleste procenter, og dermed er Genting-stigningen god for ham, selvom han er bedre på større bjergetaper med flere bjergpas. Dette er imidlertid hans første løb siden en meget skuffende Vuelta, og jeg kan simpelthen ikke tro, at han er specielt motiveret og har satset målrettet på dette løb, særligt nu hvor EF synes reddet på WorldTouren. Omvendt er feltet ikke det stærkeste, og da Carthys første store sejr var den samlede sejr i Korea, da han bare var 19 år gammel, kan man ikke udelukke, at han faktisk har set frem til at gå efter et stort resultat i Asien igen. Han er trods alt så flyvende på stejle procenter, at han i dette felt ikke skal være 100% for at vinde. Jeg tvivler bare på, at motivationen er tårnhøj. Endelig har holdet Diego Camargo, der ved enkelte lejligheder i grand tours har vist, hvorfor der var lidt hype om ham, inden han blev professionel. Han kan i dette felt og på en rute som denne gøre det godt, men vinde bør han ikke kunne, slet ikke fordi han ikke har vist form siden Giroen.

UAE kommer med George Bennett, som jeg slet ikke kan finde ud af. På papiret bør han være en af de tunge favoritter som en ren klatrer, der vil elske denne stigning, men hans form har været meget skuffende. Han havde ellers en god tid i juli og august, men siden han floppede i Tyskland, har han ageret ren hjælper med en stribe DNFs som følge. Jeg var imidlertid ret imponeret over hans kørsel i Varese, hvor han førte imponerende længe for Pogacar, og derfor kan der sagtens gemme sig en bedre form, end resultaterne indikerer. Det er imidlertid også sandsynligt, at han falder igennem, og han skal i hvert fald være bedre end i Tyskland. Hvis til gengæld han har de ben, han havde i Ain, hvor han desværre blev elimineret af defekt, burde han kunne vinde i dette felt.

Et alternativ er Rui Costa , der kører sit sidste løb for holdet. Officielt angiver holdet, at han er kaptajn, og det er bestemt muligt, at han har satset på at slutte stærkt af. Han har ikke kørt løb i en måned, men han har været langt fra sit niveau i år. Han viste dog fremgang i Limousin, hvor han måske havde vundet samlet, hvis ikke han var blevet ledt forkert, og vi så også i Saudi Tour og Oman, at han stadig kan køre klassement i løb som dette, hvor feltet ikke er så stærkt. Genting er dog betydeligt længere og sværere end stigninger i Oman og Saudi-Arabien, og selv i hans storhedstid ville Genting være hård kost for ham. Det vil undre mig meget, hvis han kan vinde, og han kan endda falde igennem, som han som regel gør i disse år. Jeg tror dog, at hans motivation er relativt god, og det kan føre ham langt. Endelig har holdet det tidligere vinder Ryan Gibbons, men på en rute med Genting kan han ikke køre med om sejren.

Cofidis kommer med Ruben Fernandez, der for nylig stod for en af sæsonens i mine øjne største overraskelser. Når man ser på det niveau, han har haft i år, var det mildt sagt et chok, at han endte som nr. 7 klassefeltet i Emilia, og det bør jo i princippet gøre ham til favorit. I det løb slog han i hvert fald Sosa, Rubio, Jorgenson, Chaves, Bennett samt Ion Izagirre og dermed næsten alle sine værste rivaler. Med tanke på det generelle niveau, han har vist i år, vil det dog overraske mig, hvis han kan gøre det igen. Vi taler her også om et rigtigt bjerg, og det bør give større udfordringer for ham end den korte, eksplosive San Luca-stigning, når han er oppe mod de små colombianere. Efter Emilia er det bare umuligt at udelukke, at han kan vinde.

Holdets alternativ er Ion Izagirre, men han er stadig langt fra fordums styrke. Han har været i en gigantisk formkrise siden sejren på kongeetapen i Baskerlandet for nu et halvt år siden, og netop som han i Bretagne lignede sig selv igen, floppede han i Canada. Han så heldigvis bedre ud på bakkerne i Bernocchi, men hans kørsel i Varese og særligt i Emilia gør det svært for alvor at tro på ham. På papiret er han dog en af de bedste klatrere, og da han trods alt synes bedre, end han var under sin katastrofale sommer, kan man aldrig afskrive ham, hvis motivationen er stor. Holdet har også den unge klatrer Hugo Toumire, der har haft en svær første sæson på WorldTouren, men jeg glæder mig til at se, hvor langt han kan komme i dette felt, da hans form efter en lang pause er meget ukendt. Endelig har man Sander Armee, men den erfarne belgier har set sin bedste tid.

Uno-X kommer med et ganske spændende hold med hele tre gode kort. Det bedste er nok Torstein Træen, der er kommet uhyre stærkt tilbage fra sin kræftsygdom. Faktisk synes jeg, at vi i Luxembourg og Kroatien så den bedste Træen, vi har set hidtil, og disse længere stigninger burde vel passe ham bedre end de to meget eksplosive løb. Han kan til gengæld være meget svingende, og efter en ret intensiv tid ved man aldrig, om tanken er ved at være tom.

Alternativet er Anthon Charmig . Danskeren har gjort det til sit speciale at køre stærkt i denne slags eksotiske løb, som vi har set i Tyrkiet og Oman, men hans form er ret usikker. Han var fremragende i Tjekkiet i august, men i Storbritannien så han slidt ud, og hans VM var måske heller ikke helt som håbet, selvom han var hjælper. Det vil dog ikke være atypisk for ham at have satset på dette løb, og da han ikke har kørt mange løb de sidste to måneder, kan han både være frisk og formsvag. Til gengæld har vi også set, senest i Oman, at han synes bedre i mere eksplosivt terræn end på rigtige bjerge, og derfor er Genting nok en anelse for svær, når han er oppe mod rene colombianske klatrere. Holdets sidste kort er Niklas Eg, der jo i foråret nåede at vise ganske gode takter, inden det grimme styrt satte ham tilbage. Hans kongeetape i Kroatien vidner om, at han burde have et konkurrencedygtigt niveau i dette felt, men man må stadig antage, at han vil mange lidt for meget til at kunne være med helt i front.

Alpecin møder med en spændende duo i form af Jason Osborne og Sjoerd Bax, der begge er ubeskrevne, når vi taler om rigtige bjerge. Mest spændt er jeg på roeren Osborne, som vi aldrig har set i dette terræn, men som gjorde det så godt på kongeetapen i Arctic Race, at jeg har en vis forventning til ham - også fordi hans potentiale på baggrund af hans begrænsede erfaring synes stort. Han virkede dog ikke overbevisende i Agostoni, og det vil undre mig, hvis han på så svær en stigning kan slå folk, der er betydeligt mindre og letter end ham. Bax fik sin store sejr i Agostoni, men han var ikke blandt de bedste på stigningerne. I forvejen synes jeg, at Osborne så stærkest ud på bakkerne i Luxembourg og Norge, men i Italien var styrkeforholdet omvendt. Vi så i Emilia, at han var relativt langt fra de bedste, og det vidner om, at Genting er for svær til, at han kan vinde. Han gjorde det dog så pænt, at han bør komme langt. Spørgsmålet er bare, hvad vi skal lægge i hans svage kørsel i Varese.

Lotto får det umiddelbart svært. De kommer primært med tunge folk, men satser i klassementet på Sylvain Moniquet. Med tanke på det fine niveau, han har vist i år, burde det være et ganske stærkt kort, men desværre er han næppe i form. Han missede nemlig alle de italienske løb grundet en skade, og det var dengang uklart, om han ville blive klar til dette løb. Det er han heldigvis blevet, men det skulle være mærkeligt, om han kan slå de bedste. I forvejen har vi set, at han i bjergene har manglet en anelse i forhold til de bedste i dette felt. Holdet har også Thomas de Gendt , men han har ikke kørt siden Vueltaen, og jeg føler mig ret sikker på, at han møder op i ganske formsvag tilstand. Det vil i hvert fald ligne ham til et løb som dette.

Astana har Gianni Moscon, der efter torsdagens løb i Piemonte meldte, at han er ved at føle sig som selv igen efter et år ødelagt af langtidseffekter af covid. Den bedste Moscon ville godt kunne køre et hæderligt klassement i dette felt, men han ville næppe kunne matche de bedste bjergryttere på Genting-stigningen. Den bedste Moscon har vi næppe heller. Det er under to uger siden, at han udgik i Agostoni, og siden har han kun kørt lette sprinterløb, hvor man slet ikke har set ham. Mit gæt er, at han stadig er langt fra sit bedste niveau. I stedet bør holdets bedste være Andrey Zeits. Han er langt fra fordums styrke, og hans bundniveau er blevet ret lavt, men de ben, han havde i juni og juli fører langt i dette felt. Han kørte også stærkt i Canada for en måned siden, men hans DNF i Agostoni skaber lidt usikkerhed i forhold til formen efter en langs sæson. Astana har også Igor Chzhan, der jo blev nr. 9 på kongeetapen i Arctic Race. Vi så dog i Slovakiet og senest Piemonte, at han slet ikke var på samme niveau længere, og derfor er min optimisme begrænset. Endelig er der Harold Martin Lopez, men når han ”kun” bliver nr. 12 i l’Avenir kommer han ikke alt for langt i dette felt.

Drone Hopper møder med Eduardo Sepulveda, der kæmper for at redde sin karriere. Det står ret klat, at argentineren er langt fra fordums styrke, men sejren på kongeetapen i Tyrkiet - en sejr, der dog i høj grad handlede om taktik og et smart angreb i modvinden - vidner om, at han kan komme et stykke i dette felt. Motivationen burde i hvert fald være enorm, men hans kørsel i de seneste mange løb har ikke være imponerende. Holdet har også veteranen Alessandro Bisolti, men heller ikke han er i nærheden af fordums styrke.

Burgos kommer primært for at køre massespurter, men de vil i klassementet forsøge med Ander Okamika. Han er imidlertid slet ikke klatrer og mere en mand til eksplosive stigninger. Der er ingen tvivl om, at Genting er ganske meget for svær for ham, men han endte trods alt som nr. 15 i bjergløbet Occitanie. Det vidner om, at han i dette felt kan klare det hæderligt, hvis han er frisk efter Vueltaen. Holdets alternativ e Adria Moreo, der tidligere klatrede ganske pænt - blandt andet blev han sidste år nr. 6 i Mercan’Tour - men i år har han virket meget tung. Det er svært at se ham alt for langt fremme, også i dette felt.

Blandt kontinentalrytterne er det Sean Bennett, der er det spændende navn. Amerikaneren er efter sit skifte til kontinentalniveau blevet transformeret til klatrer, og han viste både i Slovenien og Tyrkiet, at han i dette felt bør komme langt. Siden har han dog skuffet, og nu aner vi ikke, hvor han står. Han har ikke kørt på en stigning i næsten to måneder, men løbet bør være et mål for China Glory, hvorfor man kan håbem at han har formen fra tidligere i år. Han ledsages af Xianjing Lyu , men den megen hype om den kinesiske klatrer har slet ikke vist sig velbegrundet i år.

Det andet interessante hold er lokale Terengganu. De stiller nemlig med Anatoly Budyak, der i år er blevet nr. 2 i Rwanda, har vundet tre løb i Tyrkiet og kommer til løbet med form efter en samlet 5. plads i Iran. Niveauet her er dog det højeste, han er blevet mødt med i år. Holdet har også Metkel Eyob, der har kørt pæne klassementer i Rwanda, Antalya og Thailand i år. Niveauet her er dog meget højere, og han så ikke flyvende ud i Iran for nylig. Også Jambaljamts Sainbayar kan klatre ganske hæderligt.

Hos ProTouch kan Kent Main måske gøre det hæderligt, mens Ukyo måske skal håbe på Yuma Koishi og Manabu Ishibashi. Thailand Continental Cycling Team kan måske håbe lidt på Peerapol Chawchiangkwang, der blev nr. 17 i 2020, og Thanakhan Chaiyasombat, der blev nr. 16 i samme udgave. De øvrige hold må regnes som chanceløse.

***** Ivan Ramiro Sosa

**** Esteban Chaves, Einer Rubio

*** George Bennett, Hugh Carthy, Ruben Fernandez, Ion Izagirre, Torstein Træen

** Rui Costa, Jason Osborne, Anthon Charmig, Sjoerd Bax, Andrey Zeits, Eduardo Sepulveda, Sean Bennett, Matteo Jorgenson, Sylvain Moniquet, Gianni Moscon, Niklas Eg

* Diego Camargo, Hugo Toumire, Igor Chzhan, Anatoliy Budyak, Ander Okamika, Harold Martin Lopez, Adria Moreno, Metkel Eyob, Alessandro Bisolti, Sander Armee, Thomas de Gendt, Xianjing Lyu, Jambaljamts Sainbayar, Kent Main, Yuma Koishi, Manabu Ishibashi, Peerapol Chawchiangkwang, Thanakhan Chaiyasombat

Danskerne

Anthon Charmig og Niklas Eg bør på Uno-X begge kunne gå efter et resultat, hvorfor de er omtalt ovenfor. Hos Movistar får Mathias Norsgaard flere opgaver som bodyguard for Ivan Ramiro Sosa og Einer Rubio samt som lead-out man for Max Kanter.