Optakt: Tour de l’Eurometropole

Løbets rolle og historie

Cykelkalenderen har en smuk anatomi, der betyder, at forskellige dele af sæsonen er fokuseret på forskellige typer af løb. Mens sæsonens første måneder typisk handler om etapeløb, stjæler klassikerne og endagsløbene opmærksomheden midt på foråret. Efter Liege-Bastogne-Liege er det igen etapeløbene, der dominerer den sidste del af foråret og det meste af sommeren, indtil klassikerne igen tager over i september og oktober.

Der har længe været en del etapeløb i Asien og Oceanien i sidste del af sæsonen, hvoraf specielt Herald Sun Tour, Abu Dhabi Tour og Tour of Beijing har været i stand til at tiltrække stærke startfelter. I de seneste år har der desuden været en voldsom tilvækst af kinesiske etapeløb, og begivenheder som Tour of Hainan og Tour of Taihu Lake håber at udvikle sig til noget betydeligt større i fremtiden, ligesom Tour of Turkey (indtil i år) og Tour of Guangxi nu også afvikles som to sene WorldTour-løb.

I Europea er etapeløbssæsonen imidlertid traditionelt blevet afsluttet efter Vuelta a Espana, men ét løb har dog givet rytterne en mulighed for at komme i aktion over flere dage mod slutningen af året. Tour de l’Eurometropole, der tidligere var kendt som Circuit Franco-Belge, har i mange år været det eneste etapeløb sidst på sæsonen og har typisk været afviklet i ugen efter VM.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Som det gamle navn viser, afvikles løbet tæt på den fransk-belgiske grænse og har altid besøgt begge lande. Det blev første gang afviklet helt tilbage i 1924 og har altid fundet sted sidst i september eller først i oktober. Det blev aflyst fra 1940 til 1954, men siden tilbagekomsten er det kun 1968- og 1970-udgaverne, der ikke har fundet sted. Det har ganske vist aldrig været kalenderens største løb, og vinderlisten mangler det stjernestøv, man finder i mange andre belgiske løb, men det har altid været en perfekt chance for rytterne at gøre brug af den gode form, de har bygget op forud for VM. I 2012 fik det sit nuværende navn.

Tour de l’Eurometropole finder sted i en relativt flad del af Europa, og derfor har det altid været en begivenhed for stærke sprintere, der kan overleve de små stigninger i området, som er kendt fra Gent-Wevelgem. Det har gjort det til perfekt forberedelse til Paris-Tours og dermed som regel en god formindikator forud for sæsonens sidste store klassiker. Blandt de seneste vindere finder man navne som Robbie McEwen, Jimmy Casper, Gert Steegmans, Tyler Farrar, Adam Blythe, Jurgen Roelandts, Jens Debusschere og Arnaud Demare, og det afspejler tydeligt hvilken ryttertype, der typisk er fremme i dette terræn.

Uheldigvis er løbet kommet i økonomiske problemer, og i 2016 blev det derfor reduceret til et endagsløb, der blev afviklet på den rundstrækning, der i de seneste år er blevet brugt til sidste etape. Det har naturligvis fjernet dets rolle som det sidste etapeløb i den europæiske sæson - en rolle, der fra i år er overtaget af Slovakiet og Kroatien Rundt, der begge nu afvikles efter Vueltaen. Det betyder imidlertid ikke, at løbet har tabt blot den mindste prestige, og i 2016 havde man måske endda et stærkere felt end tidligere. Da VM fandt sted på en flad rute i Qatar, var mange sprintere i storform, og mange brugte det belgiske løb som et af de sidste forberedelsesløb forud for det store slag i ørkenen. På startlisten fandt man navne som Tom Boonen, Fernando Gaviria, Arnaud Demare, Jens Debusschere, Alexander Porsev og Dylan Groenewegen, der alle ventedes at spille prominente roller i Mellemøsten.

I 2017 var der tale om en lille økonomisk genrejsning, da arrangørerne havde held til også at afvikle et opvarmningsløb, Omloop Eurometropole, dagen inden hovedbegivenheden. Desværre blev det en engangsforeteelse, og siden 2018 har der igen tale om et enkeltstående løb. Sidste år fik løbet lidt ekstra opmærksomhed, da en generel kalenderændring betød, at det blev afviklet i ugen op til VM, men i år er det tilbage på sin faste plads, hvor det er et af de største løb på den nordeuropæiske oktoberkalender, som leder frem til Paris-Tours, og som det stadig anses som forberedelse til. Samtidig er det med sin 1.HC-status et af efterårets største på den europæiske kalender, men i år synes løbet for første gang for alvor at være kommet til kort i kampen mod de genopblomstrede italienske efterårsløb, idet der denne gang blot er fem WorldTour-løb til start.

Selvom løbet afvikles på ruten fra sidste etape af etapeløbet, der stort set altid endte i en massespurt, er det faktisk ikke blevet til en samlet afgørelse i det nye format. Det gjorde det heller ikke sidste år, hvor Trek leverede et sandt mesterværk i en lille gruppe, hvor de havde både Mads Pedersen og Jasper Stuyven. Sidstnævnte ofrede sig for danskeren, så de på sidste kilometer kunne neutralisere Tiesj Benoot, som Pedersen med en fornem spurt kunne gå forbi og sejre foran Jampy Drucker og Oliver Naesen. Som nykåret verdensmester vender Pedersen tilbage for at forsvare sin titel, og han er nok engang oppe mod Naesen, der ligeledes kommer fra VM, mens Drucker til gengæld har endt sin sæson efter et styrt i Vueltaen.

Ruten

Som sagt har det været planen at lade det nye endagsløb bruge samme rundstrækning, der i mange år har været anvendt til finalen på sidste etape af det nye hedengangne etapeløb. Det var tilfældet i de tre forgangne udgaver, men det vil ændre sig i år. Målbyen er stadig Tournai, men denne gang dropper med den nordlige rundstrækning, hvor Col de la Croix Jubaru har været hovedudfordringen til fordel for en ny, sydlige rundstrækning med den lille Cote d’Ere som væsentligste forhindring. Ligesom i de foregående to år er startbyen også ændret, idet man tager udgangspunkt i La Louviere..

Med en samlet distance på 176,0 km er løbet hele 30 km kortere end sidste år, og starten går som sagt i La Louviere, der ligger sydøst for målbyen Tournai. Herfra bevæger rytterne sig mod nordvest igennem hovedsageligt fladt terræn, indtil man nærmer sig Tournai. Syd for Geraardsbergen kører man mod vest for at skære igennem det kuperede område umiddelbart nord for grænsen til Frankrig, hvor man snor sig lidt rundt i bakkerne. Undervejs skal man over stigningerne La Folie (1,3 km, 3,4%), Les Papins (1200 m, 6,1%), Le Semenil (800 m, 6,1%), Le Bourliquet (1,1 km, 6,9%) og brostensstigningen Le Beau Site (1,0 km, 8,2%) efter hhv. 50,2 km, 52,7 km, 58,1 km, 65,0 km og 70,4 km, og de er alle typiske korte, belgiske bakker. Herefter rammer man igen relativt fladt terræn, mens man kører mod syd, vest og til slut syd det sidste stykke frem til Tournai, idet man i udkanten af byen skal over Cole de la Croix Jubaru (800, 3,8%), der altid har været hovedudfordringen på den gamle rundstrækning, og som denne gang skal passeres bare en enkelt gang efter 97,4 km.

Efter 109,0 km rammer man den afsluttende 13,3 km lange rundstrækning, der er placeret syd for målbyen, og 8,0 km når man første gang toppen af den lille Cote d’Ere (400 m, 2,9%). Efter 120,7 km krydses stregen første gang, hvorefter løbet afsluttes med 4 hele omgange på rundstrækningen, hvorfor man altså skal over bakken i alt fem gange. Resten af rundstrækningen er imidlertid heller ikke flad, idet man allerede efter 3,5 km når toppen af en første bakke (1 km, 3%), hvorefter der venter yderligere en bakke inden Cote d’Ere. Den passeres for sidste gang med bare 3,0 km igen, hvorefter det flader ud over en kilometer, inden det begynder at fald ned mod de sidste 500 m, der er flade. En lang, lige vej leder ned til de sidste 2 km, hvorefter der venter en teknisk afslutning med skarpe sving med 1900, 1700, 1650, 1100, 1050, 800 og 400 m igen.

Løbet byder på i alt 1490 højdemeter, hvilket er godt 200 færre end sidste år.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I forhold til sidste år er den indledende del med stigningerne forkortet, så flere stigninger udgår, ligesom der som sagt benyttes en helt ny rundstrækning, der er knap end kilometer kortere end den gamle. Samtidig skal der køres én omgang færre, så den samlede distance i alt reduceres med 30,0 km.

Vejret

I 2016 forvandlede voldsomt vejr det ventede sprinterløb til et brutalt sidevindsræs, og sidste år var vejret også kedeligt. I år venter imidlertid en fredsommelig dag, der vil være tør og overskyet uden megen sol. Temperaturen vil nå 15 grader, og der vil blot være en let vid fra øst. Det giver sidemed- og medvind på turen frem mod Tournai, hvor man efter Croix Jubaru drejer ind i sidevind. På rundstrækningen vil der være nærmest uafbrudt sidevind. Efter bakken vil der være sidemodvind på den første kilometer og derefter sidevind afbrudt af modvind mellem de to sidste sving.

Favoritterne

Det kan godt være, at Tour de l’Eurometropole som endagsløb er en ny ting, men der har nu ikke været meget nyt over ruten. Finalen har som sagt været den samme, som vi længe har kendt fra sidste etape af Circuit Franco-Belge, der stort set altid er endt i en massespurt. Derfor er det også velkendt, at Croix Jubaru sjældent skaber den helt store udskilning i det, der helt klart må betegnes som et klassisk belgisk sprinterløb, og profilen i løbsbogen har altid set langt voldsommere ud, end den burde.

Alligevel er det sjovt nok endnu ikke lykkedes at få en klassisk massespurt i det nye format, selvom etapen i gamle dage altid endte på den facon. I 2016 endte løbet som et episk sidevindsræs, hvor vi allerede havde haft massiv udskilning, da feltet ramte rundstrækningen, og tv-dækningen startede. Ryttere, der var sat på dette tidspunkt, så aldrig fronten igen, og det endte som et aggressivt udskilningsløb blandt løbets mest hårdføre ryttere. Selv ikke i dette scenarium kunne man dog forhindre en spurt, og det endte med, at en mindre gruppe skulle afgøre løbet til allersidst. Det markerede et nybrud i forhold til det, vi har set tidligere, og viste, at det kan lade sig gøre at se andet end en klassisk massespurt.

Lidt af det samme så vi i 2017, hvor en større gruppe rev sig fri til sidst og til slut spurtede om sejren. Det er dog værd at bemærke, at løbet blev vundet af Dan McLay, der er kendt som en af de allertungeste sprintere. Det siger alt om, at der ingenlunde har været tale om et hårdt løb, og Croix Jubaru-stigningen har så let, at det næsten er en overdrivelse at tale om en stigning. Det er således snarere vejret end bakkerne, der kan gøre forskellen, hvilket formentlig også var tilfældet, da sprinterne igen blev snydt sidste år. Her var det en eminent gruppe med navne som Jasper Stuyven, Mads Pedersen, Jempy Drucker, Jasper Philipsen, Oliver Naesen og Tiesj Benoot, der blev hentet få meter fra stregen, som med bare 11 sekunder snød André Greipel for en spurtsejr og dermed sørgede for, at vi stadig ikke har haft en klassisk spurtafgørelse i løbet.

Arrangørerne har ikke gjort det lettere at forudsige begivenhedernes gang ved at sammensætte en ny rundstrækning denne gang. Stigningen er ikke velbeskrevet, men kan man stole på La Flamme Rouge er den både halvt så kort og endnu lettere end den Croix Jubaru. Til gengæld er den samlede rundstrækning sværere med hele tre bakker og meget lidt flad vej. Dertil kommer, at stigningen nu kommer blot tre kilometer fra mål, og da de sidste 2 km er uhyre tekniske, bliver det meget svært for et felt at lukke et hul, der stadig er intakt ved 2 km-mærket.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Det ændrer dog ikke på, at bakkerne slet ikke er stejle, og at løbet trods alt kun har knap 1500 højdemeter, og sammenlignet med sidste år også er 30 km kortere. Det kan de fleste sprintere klare, og vi kan sagtens ende med at få en massespurt. Meget vil igen være bestemt af vejret, og det synes denne gang at være lidt for godt. Det vil måske nok være skyet, men det vil være tørt og vinden begrænset. Nok vil der være konstant sidevind på rundstrækningen, men den svage styrke vil ikke kunne skabe den store fare.

Når det alligevel kan blive svært at få en spurt, skyldes det feltets sammensætning. Det er nemlig det svageste i mange år, og mest markant er det, at det er næsten renset for sprintere. Trek kommer med Jasper Stuyven og Edward Theuns, men de har det i særklasse stærkeste hold, og vil formentlig hellere have et hårdt løb end en spurt. Blandt WorldTour-holdene er det kun Deceuninck med Alvaro Hodeg, der kan tænkes at satse på en spurt, da Lotto Soudal, CCC og Ag2r alle vil undgå det scenarium, og det er langt fra sikkert, at Deceuninck med deres mange hurtige folk ikke også kører offensivt. Man kan forvente, at Cofidis, Direct Energie og især Wanty gerne vil spurte, men er de stærke nok til skabe samling?

Det kan man i den grad tvivle på, men det betyder ikke, at det ikke alligevel kan ende i en spurt. Kører en gruppe væk, skal der trods alt etableres et vist samarbejde, for stærkeste mand kører ikke bare væk på ren power på disse lette bakker. Derfor kan det sagtens komme tilbage næsten pr. automatik, og en stor massespurt er således et ganske sandsynligt scenarium.

Vi hælder dog mest til, at det igen bliver en mindre gruppe, som vi så det i 2017 og 2018. Rundstrækningen må samlet set regnes som sværere, den tekniske finale favoriserer et udbrud, bakkerne kommer tættere på mål, og særligt Trek vil have en interesse i at køre med samme offensive stil, som har givet dem nylige solosejre til Theuns og Mads Pedersen.  Det betyder dog ikke, at det ikke alligevel vil være en sprinter, der vinder, for som vi har set i de seneste år, er det meget ofte alligevel sprintertyper, der ender med at sidde i de grupper, der skal spurte om sejren. Hurtighed og god form synes at være nøglen, men også held i at ramme det rette fremstød. Og i en taktisk finale kan man sagtens køre alene væk fra en gruppe, som Benoot var så tæt på at gøre det sidste år.

Den slags løb er altid uhyre åbne, og derfor er det også med nogen usikkerhed, at vi peger på Jasper Stuyven som vores favorit. Belgieren ligner imidlertid en god kandidat, både til en spurt og til et offensivt løb. Trek har som sagt et fremragende hold med ham, Theuns og Pedersen, og de vil formentlig angribe i øst og vest. Sidste år var Stuyven nøglen bag Pedersens sejr, for uden ham havde de aldrig hentet Benoot, og denne gang kunne det være tid til at betale belgieren tilbage. Pedersens forberedelse har ikke været optimal, og Theuns lukrerede på Stuyvens angreb til at vinde Primus Classic. Det må derfor være Stuyvens tur denne gang, og han er klar til opgaven. Han kørte fremragende i Canada og i Vallonien, hvor Neilands snød ham for sejr i en hård finale, og i Primus Classic kom han som sagt med et angreb, uden hvilket Theuns ikke havde vundet. Ender det i en spurt, har han det i særklasse bedste tog, og han er måske allerstærkeste og mest formstærke mand til bakkerne. Dermed kan han vinde i en massespurt, i en spurt i en gruppe og med solokørsel, og det gør ham til en oplagt kandidat.

Trek er så stærke, at de nærmest kun kan tabe, og Edward Theuns ligner en lige så oplagt kandidat. Solosejren i Primus Classic viste, at han er kommet flyvende ud af Vueltaen, og vi har vel ikke set ham bedre siden det fejlslagne skifte til Sunweb. I teorien er han vel også hurtigere end Stuyven, og derfor kan det sagtens være ham, der ender med at skulle spurte, enten i et felt eller i en lille gruppe, specielt hvis Stuyven har været meget i offensiven. Lige nu har han formen, og han har det klart bedste tog med Kirsch, Stuyven og Pedersen, der har kørt fabelagtige lead-outs, og dermed kan det sagtens blive til hans anden sejr på to uger.

Den største trussel mod Trek må være Deceuninck, der i Alvaro Hodeg har løbets ubetinget hurtigste rytter. Til gengæld er bakker slet ikke hans kop te, og han kommer formentlig kun til fadet, hvis det bliver en rigtig massespurt. Til gengæld burde han nok kunne klare stigningerne efter et VM, hvor han tog de fleste på sengen med en overraskende lang holdbarhed. Tekniske finaler er ikke hans favorit, da han er svag i positionskampen, men i et felt uden mange sprintere burde Jannik Steimle og Florian Senechal kunne føre ham så langt frem, at han kan vise, hvorfor han er løbets hurtigste. Sejren i Münsterland har i hvert fald blot bekræftet den status og den gode form.

Den anden meget hurtige sprinter i løbet er Timothy Dupont. Belgieren har haft en imponerende stabilitet i et fantastisk efterår, hvor han er kørt i top 5 i næsten alle de løb, han har deltaget i. Han er ikke blot en af de oplagte favoritter i en spurt, særligt fordi han er god til at positionere sig, han er også holdbar nok til at køre offensivt, som han viste med podiepladsen på grusvejene i Antwerpen i august. Til gengæld ser det ud til, at formen ikke længere er i top efter nogle sløje præstationer i sidevinden i Lichterveld og Paris-Chauny, men har han stadig lidt at skyde med, kan han vinde både i et hårdt og i et let løb. Wanty kan dog også være med i et offensivt løb med Aime de Gendt, der viste fornem form i Vallonien, men som mangler lidt hurtighed, samt måske hurtige Tom Devriendt, der dog virker formsvag og den hurtige stagiaire Trond Trondsen, der dog nok primært skal agere hjælper.

Vi er også nødt til at fremhæve Jannik Steimle. Nok er han bare stagiaire, men han har i den grad debuteret. Først vandt han et gadeløb, så skrev han kontrakt med Deceuninck, og siden kørte han alene hjem i sidevinden i Koolskamp til sin første sejr for det belgiske storhold. I Münster i torsdags var han en af to, der kunne følge Mathieu van der Poels første angreb, og det vidner om hans enorme potentiale. Han er et oplagt kort for Deceuninck at spille ud, da han i Østrig viste, at han er hurtig nok til at vinde selv reducerede massespurter.

Deceuninck har også et andet åbenlyst kort i form af Florian Senechal. Franskmanden ender næsten altid som hjælper, men hans flotte kørsel for Alaphilippe ved VM samt ikke mindst hans 9. plads i et knaldhårdt Bretagne Classic vidner om form. Lønbet her passer glimrende til en mand, der flere fine resultater i massespurter, når han en sjælden gang får chancen. Han er blandt de bedste på bakker som disse, har spurten til at gøre det færdigt og er teknisk dygtig. Heldigvis slog han sig ikke i styrtet i Münster. Holdet har dog også andre gode kort at spille i form af Mikkel Honoré og Petr Vakoc, der begge har en ganske god spurt. Honoré har kørt som en motorcykel gennem det meste af året, og Vakoc viste med sin flotte spurt på 5. etape i Polen, at han efterhånden er på vej tilbage efter sit grimme styrt.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Oliver Naesen har en fantastisk historik i dette løb. Han blev reelt snydt for sejren i 2016, i 2017 blev han nr. 6, og sidste år var kun Pedersen hurtigere end ham. Canada og Bretagne viste tydeligt, at han er ved at være træt, men han kørte dog et fint VM, hvor han førte for Belgien sent i løbet. Han har spurtet som en drøm i år med podiepladser i Sanremo og Wevelgem. Han kan dermed gøre det færdigt i en lille gruppe, selvom mange på papiret er hurtigere, eller køre alene væk på sin rå power. Under alle omstændigheder skal Ag2r køre offensivt, og det vil derfor være oplagt også at spille på Silvan Dillier og Julien Duval, der begge synes at være i hæderlig form, og som har en fornuftig spurt.

Naturligvis skal Mads Pedersen også nævnes. Som forsvarende vinder har han vist, at det er et løb, der passer ham, og hans form kan naturligvis ikke diskuteres. Problemet er bare, at verden ikke er så god, at rådhuspandekager og champagne er den bedste løbsforberedelse, og historien viser klart, at det er meget svært at køre stærkt i ugerne efter en VM-sejr. Det så vi med Valverde i Italien sidste år, det så vi med Kwiatkowski i Lombardiet i 2014, og det så vi med Cavendish i Paris-Tours i 2011. Pedersen har da også været så meget i de danske medier de seneste dage, at det næppe er blevet til megen træning. Grundformen er dog intakt, og løbet her er jo ikke skræmmende hårdt. I en stor Trek-offensiv er han et af mange kort, de kan spille, og han er hurtig nok til igen at vinde fra en lille gruppe. I en massespurt vil han dog nok skulle køre for Theuns eller Stuyven, selvom man ikke kan udelukke, at Trek gerne vil gøre lidt ekstra for at få en første sejr i regnbuetrøjen. En sejr i en klassisk spurt bliver dog svær for danskeren. Et fjerde kort kunne være Alex Kirsch, der i år mest har været arbejdsmand, men som er både hurtig og bakkestærk.

En af løbets virkelige jokere er Niccolo Bonifazio. Hans mange afbud i september tydede på helbredsproblemer, hvilket var en skam i lyset af hans fremragende 3. plads i Paris under Touren og hans to spurtsejre i august og september. En 10. plads i Münster tyder dog på fremgang, og ender det i en spurt, vil han i en teknisk finale have en reel chance for at vinde. Hvis ikke han er i form endnu, har Direct Energie Romain Cardis og Adrien Petit som alternativer, og det er nok særligt sidstnævnte, der synes at have formen til måske at knunne lave et resultat.

Lotto er her uden en klassisk sprinter og skal have løbet så hårdt som muligt. Lykkes det har de to glimrende kandidater. Særligt Stan Dewulf har imponeret i år og kørte seneste et fornemt U23-VM, hvor han med lidt held måske kunne være blevet verdensmester. Han viste senest i Schweiz Rundt, at han er hurtig, og han kan gøre det færdigt, hvis han sidder med i en gruppe til sidst. Det samme kan Jens Keukeleire, der måske ikke har de store resultater, men virker velkørende. Desværre er han ikke specielt hurtig længere og har været en nærmest kronisk skuffelse i spurterne. Jelle Wallays kan være farlig i et soloridt efter Vueltaen, men han mangler hurtighed til at blive en stor favorit. I en spurt vil holdet formentlig køre for Dewulf, da Enzo Wouters styrtede så slemt i Münster, at han måtte udgå.

Med forbehold for, at Tim Merlier ender med at køre løbet (se bemærkning nedenfor), kører Corendon for Roy Jans. Belgieren har været svingende, men har vist fornem form i sine seneste løb, ikke mindst i sidevinden i Lichtevelde. I foråret viste han adskillige gange, at han kan være med i spurter på dette niveau, og i dette felt ligner han en af de hurtigste, hvis positionen. Dries de Bondt er også en mester i at levere resultater i disse løb via offensiv kørsel, og det kunne Lasse Norman også være, men han synes desværre at have tabt den gode form fra Danmark Rundt.

Sport Vlaanderen har en meget farlig kandidat i Amaury Capiot, der måske ikke helt har samme form som i BinckBank Tour og Danmark Rundt, men som på en ikke alt for vanskelig rute meget vel kunne ende som en af de hurtigste i en lille gruppe, og som i en massespurt kan drage fordel af sin gode positionering. Formstærke og hurtige Jordi Warlop var angiveligt den rytter, der styrtede slemt i finalen i Münster og må ventes at være ude af et løb, der ellers ville have passet ham. Holdet har også Christophe Noppe til en lidt større spurt, men han er ikke i topform. Det har hurtige Piet Allegaert desværre heller ikke været.

CCC har en ganske interessant kandidat i Jonas Koch. Tyskeren syntes bare at blive bedre og bedre gennem Vueltaen, hvor han var i udbrud i den sidste uge og kørte to fine puncheurspurter. Han er nok ikke hurtig nok til en massespurt, men i en lille gruppe vil han være livsfarlig. Simon Geschke er efterhånden ved at være træt, men i et ikke alt for svært løb kan han også blive farlig i en lille gruppe, og det samme kan Kamil Gradek og Gijs van Hoecke, der begge er halvhurtige og viste fornem form i Slovakiet. I princippet er det også et godt løb for Josef Cerny, men han har slet ikke haft noget godt år for CCC. Endelig skal man heller ikke helt afskrive veteranen Francisco Ventoso, der i den rette gruppe stadig vil kunne være en af de hurtigste.

Israel Cycling Academy kommer med en solid kandidat i Tom van Asbroeck. Klatrer han, som han gjorde på kongeetapen i Tour of Britain, er han en oplagt kandidat til at kunne gøre det færdigt i en mindre gruppe. Desværre synes han gode form at være forsvundet ret pludseligt, men han viste i Münster med offensiv kørsel, at han har lidt at skyde med. Israel Cycling Academy har også de to tungere sprintere Mihkel Raim og Rudy Barbier¸ men ingen af dem har den bedste form. Guillaume Boivin er en oplagt kandidat i stil md Van Asbroeck, men hvor han står efter styrtet i Canada er lidt uklart.

Wallonie har Emils Liepins, der desværre ikke helt har kunnet leve op til forventningerne skabt af sejren i Coppi e Bartali. Senest gjorde han det godt i Slovakiet uden at være prangende. Han ligner en outsider til en massespurt. Holdet har også hurtige Lionel Taminiaux, men han synes formsvag, og det er heller ikke meget, vi har set til hurtige Aksel Nommela .

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Cofidis kommer med en ganske interessant fyr til en massespurt i form af Attilio Viviani , der som bekendt allerede har vundet en massespurt i sin tid som stagiaire. Siden da har han ikke fået chancen, og det forventelige er da også, at holdet igen kører for Hugo Hofstetter. Franskmanden har dog slet ikke fundet formen i år og mangler også farten til at være meget farlig i en spurt. Den har Filippo Fortin, men om han er klar til at spurte allerede så tæt på styrtet i Polen er tvivlsomt. Desværre virker de ellers hurtige Dimitri Claeys, Zico Waeytens og Bert van Lerberghe alle formsvage.

Det er bestemt heller ikke et dårligt løb for Alexander Kamp, selvom man kan frygte, at finalen er lidt for let. I en lille gruppe er han dog hurtig, som han særligt viste med etapesejren i Yorkshire. Desværre har han ikke helt fundet melodien i efteråret efter nogle lidt skuffende præstationer i både England og Vallonien. Her var det dog på bakkerne, han kom til kort, og ender han i den rette gruppe, kan han sagtens køre sig til et resultat i en spurt. Riwal har også Andreas Stokbro til en spurt, men det har knebet lidt for danskeren at begå sig i de professionelles massespurter. Rasmus Quaade er i form, men hans manglende spurtstyrke gør det svært, og Lucas Eriksson mangler nok også den sidste hurtighed.

Hvis har formen fra Limousin, er Mikel Aristi livsfarlig i et løb som dette, da han både er hurtig og klatrer godt. Desværre er de også gigantisk forskel på top- og bundniveau, og efter styrtet i netop Limousin synes han at have tabt formen. Euskadi har også Enrique Sanz , der i år har vundet adskillige spurter efter hårde løb, men som kæmpede med helbredet i august og endnu har til gode at vise, at han er tilbage. Endelig har de den hurtige Cyril Barthe, der kan køre offensivt, men det er måske svært at se ham vinde.

Arkea kommer uden sprinter, men har i Clement Russo en spændende kandidat. Franskmanden er i hvert fald holdbar og hurtig, som han viste med den samlede sejr i Madrid. Desværre synes han ikke helt at have fundet melodien i efteråret, og det har stærke Connor Swift desværre heller ikke.

Roompot kommer ikke med deres bedste trup og er helt uden sprinter - i hvert fald nu, hvor Sean de Bie stadig er helt fra den. Arjen Livyns har imidlertid imponeret i Vallonien og kan køre offensivt, og det samme kan Nick van der Lijke, der også har en god spurt. Ruten har også en karakter, så man måske kan håbe på lidt livstegn fra Lars Boom, der ved enkelte lejligheder har vist sig frem i år.

Rally vil forsøge at køre en spurt med Ty Magner, men han har ikke vist en form, der giver grund til at tro, at han kan være med i en halvhård finale. I stedet skal holdet håbe på altid aggressive Robin Carpenter, der har misset det meste af efteråret med en skade, men alligevel viste imponerende takter med en 2. plads i et af sine allerførste løb, det hårde Paris-Chauny. Hos Vital Concept er de tre hurtige folk Jonas van Genechten, der først i denne uge er tilbage efter en lang skadespause, samt Kris Boeckmans og Jeremy Lecroq for formsvage.

Hos de fire kontinentalhold er det særligt Fabian Lienhard, der er værd at holde øje med. Schweizeren har haft en fornem sæson med adskillige resultater i reducerede spurter i svære løb med skarp WorldTour-konkurrence. Han burde være skabt til at kunne afslutte her, enten i en spurt eller i en mindre gruppe, inden han til næste år skal køre lead-outs for Sarreau på FDJ. Simon Pellaud kan også køre offensivt, men næppe vinde, og sprinteren Dylan Page kommer næppe med hjem. Det gør Alexander Krieger forhåbentlig, men efter et svært år er det ikke let at tro meget på den ellers hurtige og holdbare tysker.

BEMÆRK: Heller ikke til dette løb står Tim Merlier på den foreløbige startliste, men han har åbenlyst besluttet sig for at forlænge sine landevejssæson på bekostning af crosssæsonen. Vi holder derfor døren åben for, at han igen kommer til start og dermed skal regnes som en meget tung favorit. I givet fald vil chancen for en spurt blive øget. Vi vil opdatere optakten, hvis han udtages, men Corendon har for vane at være meget sløve til at melde ud.

OPDATERING: Vi er nået til oktober, og det har desværre for vane at føre til mange sene ændringer. Det er også tilfældet denne gang, hvor der har været nærmest urimeligt mange. Vigtigst er det, at Corendon som spået har udtaget Tim Merlier. Det øger chancen for en spurt betydeligt, og da han også er stærk i dette terræn, går han med det samme ind som en af de helt tunge favoritter, især fordi han også kan køre offensivt. Derudover har CCC udtaget Jakub Mareczko, og efter hans overraskende finde Primus Classic kan han slet ikke afskrives, selvom finalen er både for kuperet og især for teknisk for ham. Til gengæld erstatter han Geschke. Israel Cycling Academy har udtaget Riccardo Minali, der faktisk synes i udmærket form og ikke helt kan afskrives, og han erstatter Raim som en af holdets afsluttere, ligesom heller ikke Boivin er med. Roompot har udtaget Jan Willem van Schip og Huub Duijn som gode folk til et offensivt løb, og de erstatter Van der Lijke, Boom og De Bie. Riwal har ladet Alexander Kamp blive hjemme, men til gengæld har de udtaget Andreas Kron, der efter sit flotte VM kan køre et offensivt løb, samt Nicolai Brøchner, der gjorde det godt i Slovakiet og kan være et alternativ til Stokbro i en spurt. Arkea har udtaget den formstærke Anthony Delaplace som en god rytter til et offensivt løb. Som ventet deltager Warlop ikke efter sit styrt, og Rally er uden Carpenter, men til gengæld med den formstærke og halvhurtige Adam de Vos. Euskadi er uden Sanz og Barthe, og som ventet er Wouters ude efter sit styrt i Münster. Trek bliver svækket af at mangle Koen de Kort til et lead-out.

***** Jasper Stuyven

**** Edward Theuns, Tim Merlier

*** Alvaro Hodeg, Timothy Dupont, Jannik Steimle, Florian Senechal, Oliver Naesen

** Mads Pedersen, Niccolo Bonifazio, Stan Dewulf, Roy Jans, Amaury Capiot, Jonas Koch, Tom van Asbroeck, Emils Liepins, Jakub Mareczko, Attilio Viviani, Hugo Hofstetter, Mikel Aristi, Jens Keukeleire, Petr Vakoc, Fabian Lienhard

* Riccardo Minali, Adrien Petit, Rudy Barbier, Filippo Fortin, Alexander Krieger, Clement Russo, Julien Duval, Christophe Noppe, Romain Cardis, Alex Kirsch, Dries de Bondt, Aime de Gendt, Silvan Dillier, Gijs van Hoecke, Mikkel Honoré, Andreas Kron, Andreas Stokbro, Lasse Norman, Jelle Wallays, Huub Duijn

Danskerne

Mads Pedersen gør sin med spænding imødesete debut i regnbuetrøjen, endda som forsvarende vinder, og hans chancer er omtalt ovenfor. Deceuninck stiller med Mikkel Honoré, der også er omtalt ovenfor. Lasse Norman er til start for Corendon og burde kunne køre offensivt i en finale som denne, men han har tilsyneladende ikke samme form som i Danmark Rundt. Endelig stiller Riwal med fem danskere i form af Andreas Kron, Andreas Stokbro, Nicolai Brøchner, Emil Vinjebo og Rasmus Quaade, og holdets muligheder er ligeledes omtalt i favoritvurderingen.

Sidste års løb

Du kan gense Dan McLays sejr fra 2017 samt den kontroversielle spurt mellem Dylan Groenewegen og Oliver Naesen fra  2016 (det er desværre ikke lykkedes at finde en video af Mads Pedersens sejr fra 2018).