Optakt: Tour de Luxembourg

Løbets rolle og historie

Mens det meste af cykelverdenen stadig ser tilbage på tre fantastiske uger med cykelløb i Italien, gør de mange ryttere, der har brugt maj måned på en hård træningsblok, sig klar til en af de vigtigste perioder på hele året. Juni måned er én lang gradvis opbygning til det store klimaks ved Tour de France i juli, og fra nu af er kalenderen med omhu tilrettelagt med det formål. Bortset fra de nationale mesterskaber er der stort set ikke ét eneste stort endagsløb på programmet, og i stedet er kalenderen fyldt med ugelange etapeløb, der tjener som perfekt forberedelse til verdens største etapeløb.

Nogle ryttere har brugt Tour of Claifornia, Tour of Norway, Belgium Tour, Tour des Fjords eller nogle af de franske endagsløb til at genfinde løbsbenene, men for mange er det Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse, der er det store comeback. Nogle af de ryttere, der skal til Schweiz om et par har imidlertid endnu en chance for at genfinde løbsrytmen, før de stiller til start i et af årets hårdeste løb. Tour de Luxembourg er et fremragende løb til at komme i gang igen, idet der tilbydes en alsidig rute, der ikke er for hård, samt en afslappet og behagelig atmosfære.

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidligere år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utalligee forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.HC-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour, men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og Eneco Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg.

For få år siden forsøgte man sig med et eksperiment, hvor man flyttede løbet til sidst i juni, men det var ingen succes. Den tredje uge i måneden er en af årets allertravleste, og derfor var det givet, at det ville blive en fiasko at afvikle løbet samtidig med Schweiz og Slovenien Rundt, Route du Sud og Ster ZLM Tour. Nu er det tilbage på sin gamle plads lige efter Giroen, hvor det afvikles stort set uden konkurrence og derfor traditionelt får en del opmærksomhed.

I år har løbet imidlertid fået en nye konkurrent. Den nye Hammer Series er blevet sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle i denne weekend skal deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig skal starte i Dauphiné fra søndag, er løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således vil BMC i år være eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse vil være med denne gang. Heldigvis kan man trøste sig med Greg Van Avermaets deltagelse, hvilket sikrer en vis opmærksomhed, men det kan ikke ændre på, at man har det svageste felt i umindelige tider.

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man spurter op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, efterfølges af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der er skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ikke nogen høje bjerge, og detfor er det et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

Det blev tydeligt sidste år, hvor to ardennerryttere, Maurits Lammertink og Philippe Gilbert, var ude i en hårrejsende dyst om bonussekunder. Gilbert endte med at vinde to etaper, men det kunne ikke forhindre Lammertink i at tage den samlede sejr 9 sekunder foran den belgiske stjerne og 19 sekunder foran den lokale helt Alex Kirsch. Hverken Lammertink eller Gilbert vender tilbage i år, hvor deres hold har fravlgt løbet, men Kirsch er med igen og går efter at tage den samlede sejr i sit hjemlands største løb.

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor følger løbet ofte et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange er begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, giver de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne kommer til fadet på 1. etape. Derefter venter som regel to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt sidste år.  I det hele taget synes man at have fået smag for afslutninger på stejle bakker, og det vil også være temaet i 2017, hvor ruten igen er hårdere end tidligere. Efter den klassiske indledning med aftenprologen i Luxembourg og en relativt flad sprinteretape venter en svær 2. etape, hvor en sen stigning vil skabe den første udskilning. Det hele skal til slut afgøres på de to vanskeligste etaper i weekenden, hvor man begge gange slutter på toppen af en eksplosiv stigning, hvilket gør årets udgave til en af de hårdeste og en perfekt chance for puncheurs.

Prolog

En af de mest ikoniske etaper på cykekalenderen er aftenprologen i Tour de Luxembourg. Selvom arrangørerne synes at angive forskellige distancer fra år til år, er det den samme rute, der er blevet brugt i adskillige udgaver. For mange er dette aftenslag den første indikation inden for cykelverdenen på, at sommeren endelig er kommet.

I år har man faktisk ændret en anelse på den klassiske etape, der er blevet forkortet med 750 m ved at fjerne en del af det første flade stykke. Derfor skal der i år tilbagelægges bare 2,14 km i landets hovedstad Luembourg. Først spurtes der 400 m ned ad en flad boulevard, inden man rammer en kort nedkørsel, der via et 180 graders sving fører ned til floden, som man følger, indtil der resterer bare 810 m. Her forlader man vandet for at køre op ad en stejl 490 m lang bakke, der stiger med 12,09% i gennemsnit og har 354 m med brosten. Herefter venter 400 m i fladt terræn med hele 4 sving i en teknisk finale.

Læs også

Journalist med godt nyt om Quintana

Ganske vist er prologen ændret en anelse, men der er alene tale om, at et fladt stykke er udeladt. Derfor er der tale om en etape, der stort set er identisk med den, de fleste af rytterne allerede kender. Det er en ganske speciel prolog, der ikke er skabt til enkeltstartsspecialister. Tværtimod er det en etape for puncheurs, stærke sprintere og eksplosive typer, der har power og fart til at spurte op ad en bakke og tekniske evner til at håndtere de mange sving.

Det var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. Han er imidlertid nu gået på cykelpension, og i stedet har andre taget over. Sidste år slog Jempy Drucker Maurits Lammertink og Tom Bohli med hhv. 3 og 4 sekunder, mens det i 2015 var Adrien Petit, der sejrede foran Bryan Coquard og Arnaud Gerard. I 2014 vandt Danny Van Poppel foran Drucker og Alex Kirsch, og hollænderen blev i 2014 nummer 2 bag Engoulvent og foran Jonathan Hivert. Derudover har også Fabian Cancellara vundet i 2011 og 2008 Gregory Rast i 2009 og Kim Kirchen i 2006, hvor etapen gjorde debut.

1. etape

Dagen efter den indledende prolog har sprinterne som regel fået deres første chance på det, der ofte har været den fladeste etape i løbet. Det vil de også gøre i år, idet 1. etape igen i år har den letteste finale af de fire linjeløbsetaper, og faktisk kan det vise sig at blive sprinternes eneste mulighed. Derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke de hurtige afsluttere får det samlet til en spurt.

I alt skal der tilbagelægges 172 km mellem Dommeldange og Bascharage. Startbyen ligger lige nord for hovedstaden og herfra kørt man gennem fladt terræn mod nordvest, inden man drejer mod syd for at køre helt ned til landets sydlige grænse. Undervejs skal man over kategori 2-stigningerne, Canach (900 m, 6,89%, max. 11%) og Remerschen (1800 m, 5,67%, max. 8%), der kommer efter hhv. 47,7 km og 68,1 km. Herefter går det mod vest og nordvest gennem stort set fladt terræn forbi den første spurt efter 115,1 km, inden man drejer mod syd for at køre frem til målbyen, hvor stregen krydses efter 138,7 km og der dystes om dagens anden spurt.

Etapen afsluttes nu med 3 omgange på en 11,1 km lang rundstrækning, der stiger jævnt i første halvdel og falder jævnt i anden halvdel, helt frem til de sidste 800 m, der er flade. Der vente en tekniske finale, idet en lige vej leder frem til et skarpt sving med 200 m til stregen. Der vil være en sidste spurt ved næstsidste passage af målstregen.

Rundstrækningerne på de sidste tre etaper er så svære, at dette er den eneste chance for de rene sprintere. De vil derfor være opsatte på at kontrollere en etape, hvor det kun er vinden, der kan være en udfordring. Det meget sene sving i finalen lægger imidlertid op til en farlig og hektisk spurt, hvor det hele handler om at være en af de første, der rammer den korte opløbsstrækning.

Bascharage har ikke været brugt som målby tidligere i dette årtusinde. Man var dog vært for en etape i Fleche du Sud i 2015, hvor danske Asbjørn Kragh tog sejren.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

2. etape

Efter en dag, hvor de næppe havde problemer med at hænge på, får sprinterne det betydeligt sværere på 2. etape, der ellers byder på løbets sidste flade finale. For første gang siden 2013 vender man tilbage til byen Walferdange, hvor Giacomo Nizzolo sidst vandt en reduceret massespurt, og her venter en kuperet rundstrækning omkring målbyen, hvor en svær stigning ikke blot vil tynde kraftigt ud i feltet, men også fungere som en god rampe for et sent angreb.

De 178,4 km fører feltet fra Steinfort til Walferdange, to byer, der ligger med bare få kilometers afstand nordvest for hovedstaden. Efter en 13,2 km lang rundstrækning omkring startbyen består etapen først af en lang tur mod nord op langs den vestlige grænse, hvor der venter kategori 1-stigningen Holtz (2700 m, 5,19%, max. 9%) efter 40,5 km. Efter den flade start bliver terrænet gradvist lidt småkuperet, og det fortsætter efter vendepunktet, hvorefter man kører mod sydøst ned mod målbyen. Kategori 1- stigningen Kaundorf (1800 m, 8,56%, max. 12%) venter efter 98,8 km, inden terrænet kortvarigt flader ud.

Efterhånden som man nærmer sig målbyen bliver udfordringerne igen vanskeligere. Således kommer de to kategori 1-stigningen Mariendallerhaff (1400 m, 8,21%, max. 13%) og Direndall (1300 m, 8,69%, max. 26%) hurtigt efter hinanden med henholdsvis 43,1 og 34,2 km. Efter 154,4 krudser man målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på en 12,0 km lang rundstrækning. Den indeholder den korte, stejle kategori 1-stigning Cote de Bereldange (1600 m, 8,38%, max. 14%) med bare 9,2 km til stregen, hvorefter et kort fladt stykke og en nedkørsel leder ned til de sidste 5 flader kilometer. Finalen er teknisk med skarpe sving hhv. 2200, 2000 og 900 m til stregen.

Dette er en helt klassisk Tour de Luxembourg-etape. Løbet har som regel flere af disse finaler, hvor en rundstrækning med en svær stigning og en flad finale kan skabe udskilning. Historien viser, at det ofte kan lade sig gøre for en lille gruppe af de bedste ardennerspecialister og klatrere at køre hjem, men det mest sandsynlige er, at det ender i en reduceret massespurt, som det skete, da denne rundstrækning for hidtil eneste gang blev benyttet i 2013.

Dengang overlevede bare 25 mand udskilningen, inden Giacomo Nizzolo vandt spurtn foran Marko Kump og Paul Martens.

3. etape

I mange år synes arrangørerne at have en præference for flade finaler, men det har ændret sig i de seneste få år. Allerede sidste år tippede de balancen i retning af de eksplosive puncheurs ved at inkludere flere afslutninger på korte, stejle stigninger, og det er en tendens, der fortsætter i år. Således byder de sidste to etaper på svære afslutninger, der er som skabt til denne ryttertype, og det hele starter med en helt ny etapeafslutning halvvejs oppe af Herrenberg-stigningen i byen Diekirch.

Med sin 192,9 km er 3. etape løbets længste, og den fører feltet fra Eschweiler til Diekirch. Startbyen ligger i den nordlige del af landet, og etapen indledes med en tur på en kupeeret 51,1 km lang rundstrækning i området syd for byen. He venter kategori 1-stigningerne Nocher (3160 m, 6,27%, max. 12%) og Um Knupp (900 m, 9,11%, max. 17%) efter hhv. 28,8 km og 36,8 km, inden man vender tilbage til start, hvor dagens første spurt kommer ved afslutningen på omgangen.

Herefter bevæger man sig mod nord for at køre op over kategori 1-stigningen Knaphoscheid (2800 m, 6,14%, max. 10%) efter 57,3 km, hvorefter man vender rundt og bevæger sig gennem småkuperet terræn ned langs den vestlige grænse. Eneste væsentlige udfordring er kategori 1-stigningen Misarshaff (2180 m, 6,56%, max. 11,25%) efter 106,0 km, og den markerer et skifte, hvorefter etape bliver betydeligt fladere. Det sker, når man ændrer retning og kører mod nordøst frem mod målbyen Diekirch.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Kort inden man når frem til mål rammer man en lille bakke, inden man første gang skal op ad kategori 1-stigningen Herrenberg (2600 m, 6,58%, max. 12%). Målstregen er placeret 900 m fra toppen og krydses første gang efter 154,3 km. Etapen afsluttes nu med to omgange på en 19,3 km lang rundstrækning, hvilket betyder, at man to gange skal helt op ad stigningen, hvor der er bjergpoint på spil med hh. 37,9 og 18,6 km igen. Efter toppen venter endnu en lille bakke, inden en nedkørsel leder ned til et fladt indløb til næste passage af Herrenberg. Finalen er ikke specielt teknisk, idet det sidste sving kommer med 1900 m igen, hvorefter et hårnålesving 1600 m fra stregen leder ind på den bugtende opløbsstrækning.

Finalen i Diekirch er ny, og derfor vil den være ukendt for de fleste i feltet. En 1700 m lang målbakke vil imidlertid kunne skabe ganske betydelig udskilning og betyde, at årets udgave af Tour de Luxembourg vil være en af de mest selektive længe. Dette er ubetinget den vigtigste etape for kampen om den samlede sejre, og med to potentielle vinderbud i Jempy Drucker og Greg Van Avermaet er der næppe tvivl om, at BMC vil lægge løbet i et jerngreb og sikre, at de eksplosive folk skal spurte om sejren sidste gang op ad Herrenberg.

Finalen på Herrenberg er ny, men finaler i Diekirch er ikke ukendte. Med flade afslutninger, der har været rammen om reducerede massespurter efter en hård finale har byen således været på rutekortet stort set hvert år i dette årtusinde. I 2015 vandt André Greipel en massespurt, mens Giacomo Nizzolo var hurtigst i 2013, hvor en mindre gruppe spurtede om sejren. En ung Tony Gallopin var hurtigst i 2010, Frank Schleck tog en solosejr i 2009, Michael Albasini slog Joost Posthuma i en duel i 2008, og Jonas Ljungblad var hurtigst i en lille gruppe i 2006. Inden da vandt Bram Schmitz i 2005, Kim Kirchen i 2004, Serguei Ivanov i 2003, Guennadi Mikhailov i 2002, Fabio Baldato i 2001, Alessandro Petacchi i 2000 og Jesper Skibby i 1999.

4. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet.

På sidste dag skal der tilbagelægges 174,6 km mellem Mersch og hovedstaden Luxembourg. Startbyen er placeret lidt nord for målbyen, og man indleder derfor etapen med at slå en lille sløjfe mod nordøst og køre op langs den østlige grænse. Her er terrænet hovedsageligt fladt, men der er til gengæld vigtige sekunder på spil i de indlagte spurter efter bare 3,8 og 24,1 km. Ved vendepunktet bliver terrænet mere kuperet, når man kører mod vest og sydvest op over stigningerne Beaufort (700 m, 7,14%, max. 12%) og Niklosbierg (4400 m, 6,18%, max. 10%), der kommer efter hhv. 57,3 og 78,1 km og er i hhv. anden og første kategori. Dernæst fortsætter man mod syd over kategori 1-stigningen Bourscheid (3500 m, 7,23%, max. 10%), der har top efter 102,3 km, inden terrænet igen bliver fladt, efterhånden som man nærmer sig hovedstaden.

Kort inden man når frem til landets største by skal man efter 146,4 km over den lille kategori 2-stigning Nospelt (2600 m, 4,27%, max. 13%), men derudover er der ingen nævneværdige udfordringer før man rammer den bare 3,8 km lange rundstrækning, der ligger i den nordlige udkant. Med 11,4 km når man for første gang toppen af kategori 1-stigningen Pabeierbierg (825 m, 9,05%, max. 14,02%), og derefter afsluttes løbet med tre omgange, så man i alt skal op ad stigningen fire gange (med bjergpoint på spil de første tre gange). Målstregen er placeret på toppen i en ikke specielt teknisk finale, hvor der efter et hårnålesving på nedkørslen med 2200 m igen kun er ét skarpt sving i bunden af bakken.

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det som regel med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Historien viser imidlertid også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr.

Sidste år slog Philippe Gilbert Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs eneste udbrudssejr her i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzeilli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i de senere år er den tendens blevet endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger har betydet, at løbet er blevet et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kan mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betyder, at de sande eksperter kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

I år ser det ud til, at det skal afgøres på prologen samt på 3. og 4. etape, hvor klassikerrytterne kan dyste om sejren. 2. etape er den store joker, idet der her kan skabes udskilning og en lille gruppe kan ende med at køre hjem. Sidste år var det tæt på at koste Maurits Lammertink den samlede sejr, at han missede et sådant fremstød på en tilsvarende etape. Derimod vil 1. etape næppe spille en rolle, da den bør være en sag for sprinterne. Heller ikke vejret synes at ville spille en nævneværdig rolle, idet der ventes sommer og varme de første tre dage, lidt regn lørdag og en overskyet dag søndag uden betydeligt vind nogen af dagene.

Prologen er den første test, men forvent ikke at se de store enkeltstartsspecialister fremme her. Det er en etape, der handler om eksplosivitet, og også den er for puncheurs og stærke sprintere. Derfor kan man vente sig, at de folk, der vil gøre det godt på 3. og 4. etape, allerede vil være med fremme her. Overordnet må det derfor ventes, at løbet vindes af en puncheurs, der kan blande sig i kampen om bonussekunder og etapesejre på 3. og 4. etape, holde sig til de bedste på stigningen på 2. etape samt være med helt fremme på prologen.

I år er løbet karakteriseret ved, at BMC er eneste WorldTour-hold og stiller med det i særklasse stærkeste mandskab. Da de samtidig i Jempy Drucker og Greg Van Avermaet har løbets to største favoritter, vil de sandsynligvis lægge løbet i et jerngreb og forsøge at sætte deres kaptajner op til etapesejre. Drucker kan vinde de to første etaper, mens de begge kan begå sig på de to sidste, og derfor vil det sandsynligvis være alle mod BMC. Holdet er imidlertid så stærkt, at de med stor sandsynlighed vil være i stand til at kontrollere det og sikre, at der ikke bliver megen plads til overraskelsesangreb.

Jempy Drucker er på hjemmebane og vandt sidste år prologen, inden et dumt styrt tvang ham til at udgå. Holdet har officielt udnævnt ham som kaptajn, men Van Avermaet har en fri rolle. Holdet vil sandsynligvis gøre, hvad de kan for at Drucker får en stor sejr på hjemmebane, men Van Avermaet vil være klar til at slå til, hvis finalerne de sidste dage bliver for hårde for den lokale helt.

Det er svært at sige, om Drucker kan klare sig. Umiddelbart tror vi, at i hvert fald 3. etape er for hård for den ellers hårdføre luxembourger, men han vil være i stand til at begrænse sit tidstab. Også 4. etape er på grænsen af, hvad han kan klare. Til gengæld er han favorit til at vinde de to første etaper samt at gentage sidste års sejr på prologen, og dermed kan han score så mange bonussekunder, at han alligevel kan sikre sig den samlede sejr. På den anden side må Van Avermaet være favorit til at vinde på 3. og 4. etape og dermed selv score bonussekunder, og da han også vil være en af de bedste på prologen, kan det faktisk blive en ganske interessant duel mellem to holdkammerater. Naturligvis vil Van Avermaet være loyal mod sin kaptajn, der med stor sandsynlighed vil være i førertrøjen, men i disse finaler er der ikke meget hjælp at hente, og det kommer i sidste ende an på, hvem der har benene.

Derfor tror vi også på, at Greg Van Avermaet tager sejren. Ganske vist har belgieren ikke kørt løb siden Liege-Bastogne-Liege, men det plejer ikke at være en hindring for en mand, der længe har tilhørt feltets suverænt mest stabile ryttere. Således vil det være en overraskelse, hvis ikke Van Avermaet allerede er i storform, og hvis det er tilfældet, bliver han næsten umulig at slå på 3. og 4. etape, der har hans navn skrevet ud over sig med store, fede bogstaver. Hvis man dertil lægger, at det ikke er umuligt for at vinde en eksplosiv prolog, der faktisk passer ham ganske fint, og at han måske endda kan vinde 2. etape, hvis en lille gruppe kører væk i finalen. Meget vil som sagt afhænge af loyaliteten over for Drucker, men da specielt 3. etape nok er lidt for svær for luxembourgeren, vil Van Avermaet søge sin egen chance. Med mulige bonussekunder på de sidste to etaper tror vi, at det er nok til at vinde samlet.

Det store spørgsmål er, om Jempy Drucker kan begrænse sit tidstab på 3. etape. Han må være den oplagte favorit til prologen, og i lyset af de spurter, han kørte i Tour of California, hvor han viste meget god form, er han den klare favorit til sejrene på 1. og 2. etape. Det i sig selv vil indbringe ham 20 bonussekunder, og herefter afhænger alt af, hvad der sker i weekenden. Som sagt er 3. etape nok for hård til, at han kan vinde, men han vil ikke tabe mange sekunder. Det kan ikke udelukkes, at han kan vinde den lidt lettere 4. etape, og under alle omstændigheder vil han kun tabe sekunder. Selv hvis Van Avermaet skulle vinde de sidste to etaper, bliver det meget tæt, og det kan sagtens ende med, at Drucker tager sejren i sit hjemlands største etapeløb.

Læs også

Kron reagerer på vildt Fléche Wallonne og ser frem mod Liége

Hvem kan true de to BMC-stjerner? I lyset af sidste års tredjeplads fremstår Alex Kirsch som den værste rival. Alene sidste års præstation bør være nok til at udpege den lokale rytter som en stor udfordrer, der er som skabt til disse korte stigninger i kraft sit punch og sin gode spurt. Samtidig viste han i årets Le Samyn, at han i år har taget yderligerlige et skridt, da han var meget tæt på at få ram på Niki Terpstra i et yderst hårdt løb. Siden har hans form været mindre imponerende, men man må formode, at han har gjort alt for at toppe til et løb, der må være hans store mål. Han har vist, at han kan begå sig på prologen, hvor han tidligere er blevet nummer 3, og da han også bør være fremme på 3. og 4. etape, har han alle forudsætninger for at blande sig i kampen om sejren.

Nicolas Edet er en af løbets bedste klatrere, og han har i år været måske bedre end nogensinde. Senest viste han med en 11. plads i Tour of California, at formen er god, og på papiret er dette et løb, der passer ham godt. Han har måske ikke samme punch som de mest eksplosive, men specielt på 3. etape bør han være en af de allerbedste. Hans problem kan blive prologen, hvor han sandsynligvis vil miste nogle sekunder i forhold til de stærkeste, og det kan blive svært at finde dem igen senere i løbet. Cofidis kan også satse på Luis Angel Mate, der blev nummer 12 i Californien, men han mangler eksplosiviteten til for alvor at gøre sig gældende.

Hvor Edet skal håbe, at det bliver så hårdt som muligt, skal Pim Ligthart satse på en lidt blødere udgave. Hollænderen har ikke helt levet op til forventningerne i år og er generelt enormt ustabil. Han viste imidlertid på kongeetapen i Belgium Tour, at han har nået et fint formniveau, og på papiret burde han være ganske god i de en reduceret massespurt på 2. etape og i den eksplosive finale på 4. etape. Udfordringen kan blive prologen samt specielt 3. etape, hvor stigningen måske er en anelse for hård til ham. Roompot har også Pieter Weening , der i Tour of Norway viste god form, men han er ikke eksplosiv nok til at vinde et løb, der afgøres på så korte stigninger.

Det bør den til gengæld ikke være for Xandro Meurisse, der to gange er kommet i top 10 i Tour of Britain samt har vundet kongeetapen i 4 Dage ved Dunkerque. Det viser, at han har det rette til punch til at være blandt de bedste på de to sidste etaper. I virkeligheden burde han vel have været den værste udfordrer til BMC, hvis ikke det skyldtes en lidt skuffende sæson. Heldigvis er der indikationer på, at formen måske er i fremgang, og man kan derfor håbe, at han nu er klar til at gå efter sejren i dette løb.

Efter en skuffende start fandt Julien Loubet storformen i april, hvor han vandt det hårde løb Tour du Finistere. Siden da har han haft nogle problemer, men med en 4. plads i søndagens hårde Boucles de l’Aulne viste han, at han er tilbage. Han er stærk på korte stigninger, og selvom han vil tabe lidt tid på prologen og måske ikke er helt så hurtig som de bedste, bør han være helt fremme i et løb som dette.

Danskerne kan håbe på, at Rasmus Guldhammer kan køre med om sejren. Danskeren levede ikke helt op til de høje forventninger i Tour of Norway, men på papiret er dette løb skræddersyet til ham. Han bør kunne begrænse tabet på prologen, og hans puncheuregenskaber gør ham perfekt til de sidste to etaper. Hvis han har de ben, han havde for blot et par uger siden, bør han være i stand til at køre med de bedste. Veloconcept har også Alexander Kamp, der også har alle egenskaber til at køre med i et løb som dette. Han er måske ikke helt så stærk som sin holdkammerat, men han var faktisk bedre på kongeetapen i Norge.

Kirsch har på Veranclassic to stærke holdkammerater i Olivier Pardini og Maxime Vantomme, der begge klatrer godt nok til at blande sig med de bedste. Pardini vil være en af favoritterne til prologen, specielt efter sin gode form i Belgium Tour, men han kan måske få de lidt svært på de hårdeste etaper. Vantommer er på papiret skabt til dette løb, men hans form har desværre ikke været imponerende.

Fortuneo-Vital Concept møder op med to gode bud i Eduardo Sepulveda og Franck Bonnamour. Førstnævnte er ved at bygge form frem mod Touren og viste et fornuftigt niveau i Norge. Desværre er han næppe eksplosiv nok til at vinde. Bonnamour er i år endelig ved at indfri sit store talent, og han har været ganske stærk på stigningerne i sine seneste løb.

Endelig vil vi pege på Loic Vliegen og Huub Duijn . Vliegen har på papiret alle egenskaber til at kæmpe med om sejre her, men han skal nok arbejde for Van Avermaet og Drucker. Duijn har før været med helt fremme i dette løb, men hans form i år har desværre været langt fra det forventede.

***** Greg Van Avermaet

**** Jempy Drucker, Alex Kirsch

*** Nicolas Edet, Pim Ligthart, Xandro Meurisse, Julien Loubet, Rasmus Guldhammer,

** Jerome Baugnies, Olivier Pardini, Eduardo Sepulveda, Maxime Vantomme, Loic Vliegen, Pieter Weening, Luis Angel Mate, Franck Bonnamour, Huub Duijn, Alexander Kamp

* Maxime Bouet, Thomas Sprengers, Stephane Rossetto, Anthony Perez, Sebastien Delfosse, Nicola Bagiol, Bastien Duculty, Arnold Jeannesson, Oscar Riesebeek, Martijn Tusveld, Martijn Budding, Benjamin Declercq, Tom Wirtgen

Danskerne

Danmark har som sagt store traditioner i løbet. I år bliver det op til Team Veloconcept at fortsætte succesen, først og fremmest med Alexander Kamp og Rasmus Guldhammer, der er som skabt til dette løb. De bakkes op af Michael Reihs, Thomas Nybo Riis, Kasper Asgreen, Michael Carbel, Andreas Hyldgaard Jeppesen og Nicolaj Steen.