Optakt: Tour de Luxembourg

Løbets rolle og historie

Mens det meste af cykelverdenen stadig ser tilbage på tre fantastiske uger med cykelløb i Italien, gør de mange ryttere, der har brugt maj måned på en hård træningsblok, sig klar til en af de vigtigste perioder på hele året. Juni måned er én lang gradvis opbygning til det store klimaks ved Tour de France i juli, og fra nu af er kalenderen med omhu tilrettelagt med det formål. Bortset fra de nationale mesterskaber er der stort set ikke ét eneste stort endagsløb på programmet, og i stedet er kalenderen fyldt med korte etapeløb, der tjener som perfekt forberedelse til verdens største etapeløb.

Nogle ryttere har brugt Tour of California, Tour of Norway, Belgium Tour, Tour des Fjords, Hammer Series eller nogle af de franske endagsløb til at genfinde løbsbenene, men for mange er det Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse, der er det store comeback. Nogle af de ryttere, der skal til Schweiz om et par har imidlertid endnu en chance for at genfinde løbsrytmen, før de stiller til start i et af årets hårdeste løb. Tour de Luxembourg er et fremragende løb til at komme i gang igen, idet der tilbydes en alsidig rute, der ikke er for hård, samt en afslappet og behagelig atmosfære.

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidligere år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utallige forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

Læs også

Tobias Lund vinder for anden dag i træk

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.HC-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour (nu BinckBank Tour), men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og BinckBank Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg.

For få år siden forsøgte man sig med et eksperiment, hvor man flyttede løbet til sidst i juni, men det var ingen succes. Den tredje uge i måneden er en af årets allertravleste, og derfor var det givet, at det ville blive en fiasko at afvikle løbet samtidig med Schweiz og Slovenien Rundt, Route du Sud og Ster ZLM Tour. Nu er det tilbage på sin gamle plads lige efter Giroen, hvor det afvikles stort set uden konkurrence og derfor traditionelt har fået en del opmærksomhed.

I de seneste to år har løbet imidlertid fået en nye konkurrent. Den nye Hammer Series er blevet sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle i denne weekend skal deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig skal starte i Dauphiné fra søndag, er løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således var BMC sidste år eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse, var være med. Heldigvis kunne man trøste sig med Greg Van Avermaets deltagelse, hvilket sikrede en vis opmærksomhed, men det kunne ikke ændre på, at man har det svageste felt i umindelige tider.

Desværre er derouten fortsat i år, hvor den nye Hammer-runde i Stavanger sammen med det opgraderede Tour des Fjords har gjort kalenderen endnu mere pakket, og igen er løbet i Luxembourg endt som den store taber. Denne gang vil der således for første gang ikke være ét eneste WorldTour-hold til start. Arrangørerne har talt om, hvad der kan vende nedturen, og det har været overvejet at reducere det til et endagsløb. En endelig beslutning er dog ikke truffet.

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man spurter op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, efterfølges af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der er skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ikke nogen høje bjerge, og derfor er det et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

Det blev tydeligt sidste år, hvor en af de største specialister i puncheurfinaler tog den samlede sejr. Greg Van Avermaet blev ganske vist overraskende overspurtet af Anthony Perez på kongeetapem, men med to etapesejre vandt han sikkert med 29 sekunder ned til Xandro Meurisse og 36 sekunder ned til Perez. BMC skipper i år løbet, og derfor forsvarer Van Avermaet ikke titlen, men både Meurisse og Perez jagter mere succes i et løb, der passer dem perfekt.

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor følger løbet ofte et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange er begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, giver de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne kommer til fadet på 1. etape. Derefter venter som regel to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt i 2016. Faktisk synes man nu at have fundet et helt fast format, hvor prologen og sidste etape går igen hvert eneste år, og hvor man herefter skifter mellem to helt faste sammensætninger af de tre midteretaper. I 2015 og 2017 var der derfor tale om stort set samme rute, ligesom også 2016- og 2014-udgaverne var næsten identiske.

Den model fortsættes i år, hvor man vender tilbage til ruten fra 2014 og 2016. Faktisk er der tale om de helt samme finaler som for to år siden, og der er alene modificeret i den indledende del af etaperne. Dermed ved vi, hvad vi skal forvente på en rute, der ikke giver mange muligheder for sprinterne. Efter den klassiske eksplosive prolog i Luxembourg får de hurtige folk deres eneste chance på torsdagens etape, hvor der venter en meget teknisk finale, men herefter vil de eksplosive puncheurs og de stærke sprintere slås om sejren på de sidste tre etaper. Først gælder det en finale på en kort, meget stejl mur i Schifflange, hvor Matti Breschel og Philippe Gilbert tidligere har sejret, inden det lørdag gælder den klassiske rundstrækning i Differdange på løbets kongeetape, der med Col de l’Europe i finalen giver klatrerne og klassikerrytterne den bedste chance for at skabe forskelle. Det hele afsluttes med endnu en perfekt puncheurfinale, når det igen ender med en kamp mellem de eksplosive folk på Pabeierberg i den nordlige del af Luxembourg by, hvor den samlede sejr som regel ofte stadig er i spil.

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Prolog

En af de mest ikoniske etaper på cykelkalenderen er aftenprologen i Tour de Luxembourg. Selvom arrangørerne synes at angive forskellige distancer fra år til år, er det den samme rute, der er blevet brugt i adskillige udgaver. For mange er dette aftenslag den første indikation inden for cykelverdenen på, at sommeren endelig er kommet.

Sidste år ændrede man faktisk ændret en anelse på den klassiske etape, der er blevet forkortet med 750 m ved at fjerne en del af det første flade stykke. I år er distancen atter forlænget med 150 m, så der skal tilbagelægges 2,3 km i landets hovedstad Luxembourg. Først spurtes der ned ad en flad boulevard, mens det falder ganske let, indtil man når en teknisk fase med flere skarpe sving samt et hårnålesving, hvorefter man kører ned til floden, som man følger, indtil der resterer bare 810 m. Her forlader man vandet for at køre op ad en stejl 490 m lang bakke, der stiger med 12,09% i gennemsnit og har 354 m med brosten. Herefter venter 400 m i fladt terræn med hele 4 sving i en teknisk finale.

Etapen byder på i alt 62 højdemeter trods den korte distance.

Ganske vist er prologen ændret en anelse, men der er alene tale om, at små modifikationer i starten, der næppe vil spille en rolle. Derfor er der tale om en etape, der stort set er identisk med den, de fleste af rytterne allerede kender. Det er en ganske speciel prolog, der ikke er skabt til enkeltstartsspecialister. Tværtimod er det en etape for puncheurs, stærke sprintere og eksplosive typer, der har power og fart til at spurte op ad en bakke, og tekniske evner til at håndtere de mange sving.

Det var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. Han er imidlertid nu gået på cykelpension, og i stedet har andre taget over. Sidste år vandt prologspecialisten Damien Gaudin med hhv. 1 og 4 sekunder ned til BMC-duoen Greg Van Avermaet og Jempy Drucker, og i 2016 slog Drucker Maurits Lammertink og Tom Bohli med hhv. 3 og 4 sekunder. I 2015 var det Adrien Petit, der sejrede foran Bryan Coquard og Arnaud Gerard. I 2014 vandt Danny Van Poppel foran Drucker og Alex Kirsch, og hollænderen blev i 2014 nummer 2 bag Engoulvent og foran Jonathan Hivert. Derudover har også Fabian Cancellara vundet i 2011 og 2008, Gregory Rast i 2009 og Kim Kirchen i 2006, hvor etapen gjorde debut.

1. etape

Dagen efter den indledende prolog har sprinterne som regel fået deres første chance på det, der ofte har været den fladeste etape i løbet. Det vil de også gøre i år, idet 1. etape igen i år har den letteste finale af de fire linjeløbsetaper, og faktisk kan det vise sig at blive sprinternes eneste mulighed. Derfor vil det være en overraskelse, hvis ikke de hurtige afsluttere får det samlet til en spurt.

I alt skal der tilbagelægges 186,7 km mellem Dommeldange og Hesperange. Startbyen ligger lige nord for hovedstaden og herfra kørt man gennem fladt terræn mod nordøst, inden man drejer mod sydøst for at køre helt ud til landets østlige grænse. Den følger man mod syd, idet man slår et lille sving for at køre op over kategori 2-stigningen Kasebierg (3,8 km, 3,37%, max 12%), der har top efter 61,7 km, samt kategori 1-stigningen Wuermer Mauer (400 m, 15,25%, max. 17%), der har top efter 72,5 km. Herefter kører man mod vest forbi den første spurt, der kommer efter 81,7 km, inden man atter kører mod sydøst ned mod det allersydøstligste hjørne af landet, hvor man skal over kategori 2-stigningen Scheierbierg (2,1 km, 5,62%, max. 11%) efter 96,6 km.

Efter forplejningen vender man rundt for at køre mod nordvest op mod Hesperange, hvor man rammer den afsluttende rundstrækning. Kort efter skal man over kategori 2-stigningen Cote de Syren (0,9 km, 6,00%, max. 14%) med top efter 126,5 km. Efter 131,8 k krydses målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med tre omgange på den 18,3 km lange rundstrækning i området øst for målbyen. Den byder først på en lille bakke og derefter atter på Syren-stigningen, hvis top rundes for sidste gang med bare 4,4 km igen. Herefter går det ned til en flad finale, hvor de sidste 3km er flade og tekniske. På den sidste kilometer er der nemlig hele tre skarpe sving, inden man rammer den ca. 500 m lange opløbsstrækning.. Der er indlagte spurter på målstregen efter første og anden omgang.

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

Etapen byder på i alt 2203 højdemeter.

Rundstrækningerne på de sidste tre etaper er så svære, at dette er den eneste chance for de rene sprintere. De vil derfor være opsatte på at kontrollere en etape, hvor det kun er vinden, der kan være en udfordring. Ganske viste er der en lille bakke på runstrækningen ganske tæt på mål, men de tidligere besøg i byen viser, at den ikke har været nok til at ryste selv de tunge sprintere. De meget sene sving i finalen lægger imidlertid op til en farlig og hektisk spurt, hvor det hele handler om at være en af de første, der rammer den korte opløbsstrækning.

Hesperange var senest målby i 2016, hvor André Grepel vandt en massespurt foran Adam Blythe og Amaury Capiot. Tyskeren var også hurtigst i 2014, hvor han sejrede foran Michael Mørkøv og Danny Van Poppel, og i 2012, hvor han slog Davide Appollonio og Samuel Dumoulin. I 2010 vandt Giovanni Visconti i en spurt foran Yauheni Hutarovich og Borut Bozic. Samme år var byen vært for de nationale mesterskaber, hvor Andy Schleck vandt enkeltstarten og Frank Schleck linjeløbet.

2. etape

Efter en dag for sprinterne gælder det den første af de tre kuperede etaper, der vil afgøre løbet. I 2014 fandt man en ny finale i byen Schifflange, hvor man sluttede på en kort, stejl mur skabt til stærke sprintere og eksplosive puncheurs, og den gav anledning til spektakulære afslutninger i både 2014 og 2016. Efter et års fravær vender den tilbage i år, hvor den som afslutning på fredagens etape vil give en klar indikation på, hvem der kan være med i kampen om den samlede sejr.

2. etape byder på i alt 170,1 km mellem Rosport og Schifflange. Startbyen ligger helt oppe i det nordøstlige hjørne af landet, hvor man først kører en omgang på en let kuperet rundstrækninger i området syd for byen. Den afsluttes efter 39,9 km med den første spurt, hvorefter man skal op over kategori 1-stigningen Michelsbierg (2,1 km, 8,0%, max. 13%) med top efter 42,7 km, mens man kører mod sydvest. Herefter går det mod nordvest, sydvest og vest igennem relativt fladt terræn, inden man kører mod syd vest om hovedstaden Luxembourg. Terrænet er fortsat noget af det letteste, man finder i Luxembourg.

Efter 145,5 km når man endelig frem til Schifflange, hvor den anden spurt venter med bare 22,5 km, hvorefter man kører ud på en lille rundstrækning (man krydser ikke målstregen i byen) i området øst for målområdet. Her skal man med 19,2 km gen op over kategori 2-stigningen Poteau de Kayl (1,2 km, 6,67%, max. 10%), inden det går igennem fladt terræn tilbage til Schifflange, hvor den vanskelige finale venter. Ikke blot byder den på en sand mur, den er også ganske teknisk. Der er to skarpe sving lige inden den røde flamme, hvorefter man med 740 m igen drejer skarpt til venstre for at ramme kategori 1-stigningen Schifflange  (440 m, 13,18%, max. 18%) med top bare 300 m fra stregen. Efter toppen venter hele to 180-graders sving i den flade finale, det sidste bare 100 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2015 højdemeter.

Samlet set er det løbets fladeste etape, men finalen er en af de vanskeligste. Den afsluttende stigning er en sand mur, der i tidligere udgaver er blevet domineret af klassiske puncheurs, der kan tæmme en så kort og stejl stigning. Jempy Drucker har imidlertid vist, at også stærke sprintere kan være med, og finalen kan på mange måder i længde og stejlhed sammenlignes med Hatta Dam, der kendes fra Dubai Tour, hvor de samme ryttertyper har gjort sig gældende. Samtidig er finalen ekstremt teknisk, og derfor handler det lige så meget om placering som en god spurt, når løbets som ventet skal afgøres af et samlet felt på muren i Schifflange.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Finalen gjorde debut i 2014, hvor Matti Breschel lagde grunden til sin samlede sejr ved at besejre Jempy Drucker og Sergey Lagutin på en dag, hvor 6 mand sluttede i samme tid som vinderen. For to år siden besejrede Philippe Gilbert med sin spurt Maurits Lammertink og Alex Kirsch på en dag, hvor kun de tre bedste fik noteret samme tid. I 2007 blev de nationale mesterskaber kørt i byen, hvor Benoit Joachim vandt enkeltstarten og Christian Poos linjeløbet.

3. etape

Hvert år kommer løbets kongeetape om lørdagen, og det er også tilfældet i år, selvom de svære afslutninger på 2. og 4. etape betyder, at den ikke har samme afgørende betydning som tidligere. Efter et års fravær er den klassiske kongeetape med afslutningen på rundstrækningen i Differdange tilbage, og her vil den klassiske Col de l’Europe-stigning atter være den perfekte ramme om en aggressiv finale, hvo en lille gruppe af de bedste klatrere og puncheurs ofte er kørt væk for at afgøre etapen i en flad finale.

I alt skal der tilbagelægges beskedne 163,8 km mellem Eschweiler og Differdange. Starten går helt oppe i det nordvestlige hjørne af landet, mens målbyen ligger i det kuperede område helt nede i det sydvestlige hjørne. Etapen indledes med en omgang på en 30,9 km lang rundstrækning i området omkring Eschweiler, hvor man skal udfordres af kategori 1-stigningen Knphoscheid (2,8 km, 6,14%, max. 10%) med top efter 24,8 km. Efter afslutningen på omgangen venter den første spurt, hvorefter man gennem relativt fladt terræn kører mod sydvest ud mod grænsen.

Herefter består det meste af etapen af en lang tur mod syd hele vejen ned langs grænsedragningen, hvor terrænet er ganske kuperet med et hav af mindre stigninger undervejs. De fleste er ikke-kategoriserede, men man skal også over kategori 1-stigningen Misärshaff (2,18 km, 6,56%, max. 11,25%) med top efter 64,3 km samt kategori 1-stigningen Kreuserbuch (1,7 km, 6,76%, max. 10%) med top efter 92,7 km. Den følgende del er dig betydeligt lettere, indtil man langt om længe når frem til den afsluttende rundstrækning. Kort forinden skal man over kategori 1-stigningen Lasauvage (1,43 km, 6,85%, max. 14%) med top efter 129,4 km, inden man efter 135,3 km krydser stregen for første gang i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med tre omgange på den velkendte 9,5 km lange rundstrækning, der i alt væsentligt består af kategori 1-stigningen Col de l’Europe (1,5 km, 7,93%, max. 14%), hvis top rundes for sidste gang med bare 6,1 km igen, et kort fladt stykke og en nedkørsel ned mod mål. Kun den sidste kilometer er relativt flad. Der er et skarpt sving med 2 km igen, der efter en blød kurve og til slut et sidste sving med 300 m igen. Der er bjergpoint ved alle tre passager af stigningen samt en sidste spurt ved afslutningen på første omgang.

Etapen byder på i alt 2543 højdemeter.

Sammen med prologen er dette den mest klassiske etape i løbet og har været på programmet hvert år siden 2006 med undtagelse af årene 2017 og 2015. Kun én gang er det endt i en spurt i en større gruppe, mens det i alle andre tilfælde er lykkedes en lille gruppe på 2-6 mand at køre væk på stigningen sidste gang. Noget lignende kan derfor ventes igen denne gang, hvor der er lagt op til et slag mellem de bedste klatrere på den etape, der har største chance for at skabe større forskelle i toppen af klassementet.

Finalen blev senest benyttet i 2016, hvor fire mand til slut kørte væk, inden Anthony Turgis vandt spurten foran Christopher Juul og Mathias Frank. I 2014 køre fem mand væk, inden Matti Breschel slog Rudy Molard og Sergey Lagutin i spurten, mens Wout Poels slog Jakob Fuglsang og Frank Schleck i en tremandsspurt i 2012. I 2011 kørte Linus Gerdemann alene hjem med 9 sekunder ned til en gruppe på 13 mand, hvis spurt blev vundet af Arhur Vichot, mens Frank Schleck slog Matteo Carrara i en tomandsspurt i 2010. I 2009 var det Andy Schleck, der var hurtigere end Matti Breschel og Aitor Galdos i en spurt blandt 8 mand, mens Ignatas Konvalovas vandt en spurt i en større gruppe i 2008. Laurent Brochard var hurtigst af fem mand i 2007, og Paul Martens var hurtigst i en kvartet i 2006. I 2009 vandt Kim Kirchen enkeltstarten og Andy Schleck linjeløbet ved de nationale mesterskaber i byen.

Læs også

LIVE: Rytterne rammer finalebjerg i Romandiet

4. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet. Igen er det eksplosive puncheurs og stærke sprintere, der vil være i spil til etapesejren, og dermed er det en passende afslutning på et løb, der er skabt til netop denne ryttertype.

På sidste dag skal der tilbagelægges 176,0 km mellem Mersch og hovedstaden Luxembourg. Startbyen er placeret lidt nord for målbyen, og man indleder derfor etapen med at slå en sløjfe mod nord, hvor man efter en relativt flad start møde to store stigninger i den nordlige del af landet. Først gælder det kategori 1-stigningen Schlindermanderscheid (3,4 km, 6,56%, max. 11%) med top efter 46,9 km og derefter kategori 2-stigningen Munshausen (4,1 km, 4,24%, max. 8%) med top efter 68,9 km i den allernordligste region. Her kører man mod øst ud til den østlige grænse, der nu følges tæt mod sydøst i en længere fase. Her er terrænet relativt fladt, indtil man kører mod syd for at ramme kategori 1-stigningen Beaufort (2,9 km, 6,72%, max. 8%) med top efter 114,8 km. Herefter flader det igen ud, mens man fortsætter mod syd og siden sydvest ned mod hovedstaden. Undervejs passeres den sidste spurt med 38,2 km igen.

I selve Luxembourg by rammer man den bare 3,8 km lange rundstrækning, der ligger i den nordlige udkant. Med 11,4 km når man for første gang toppen af kategori 1-stigningen Pabeierbierg (825 m, 9,05%, max. 14,02%), og derefter afsluttes løbet med tre omgange, så man i alt skal op ad stigningen fire gange (med bjergpoint på spil de første tre gange). Målstregen er placeret på toppen i en ikke specielt teknisk finale, hvor der efter et hårnålesving på nedkørslen med 2200 m igen kun er ét skarpt sving i bunden af bakken.

Etapen byder på i alt 2742 højdemeter.

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det som regel med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Historien viser imidlertid også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr, og alt er derfor i spil på en altid meget medrivende sidste etape.

I 2017 splittedes feltet som altid sidste gang på stigningen, inden Greg Van Avermaet konfirmerede den samlede sejr ved at vinde en spurt foran Alex Kirsch og Xandro Meurisse på en dag, hvir kun de tre mand fik noteret vindertiden. I 2016 slog Philippe Gilbert Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs første at to udbrudssejre i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzeilli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i de senere år er den tendens blevet endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger har betydet, at løbet er blevet et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kan mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betyder, at de sande eksperter kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

I år byder hele fire af de fem etaper på chancer for at gøre forskelle i klassementet. De eksplosive puncheurs, der er specialister i at spurte på stejle stigninger, vil kunne vinde sekunder på prologen, der ofte domineres af netop denne ryttertype samt stærke sprintere, i afslutningen på muren på 2. etape, der er skabt til disse ryttertype samt de stærkeste sprintere, samt på 4. etape, hvor det altid er de bedste puncheurs, der er med fremme. Som regel opstår der små huller, når feltet splittes i disse finaler, og sammen med bonussekunder vil det ofte være tidsforskelle på 3-15 sekunder, der afskiller klassementsrytterne på disse etaper.

Klatrerne har deres store chance på 3. etape, hvor en lille gruppe på en håndfuld ryttere ofte er kørt væk og har afgjort løbet imellem sig. Det er her de lette folk skal af med de hårdføre sprintere, der som regel er kommet til kort på denne etape, men det er sket, at en større gruppe er spurtet om sejren. Som regel er det dog den gruppe på 4-6 klatrere, der kører væk her, som ender med at afgøre løbet iblandt sig via bonussekunder og de små tidsforskelle, der kan gøres i de eksplosive finaler på onsdagens, fredagens og søndagens etaper. Den eneste etape, der næppe vil spille en rolle, er torsdagens etape, idet den ventes at ende i en massespurt, hvor der dog kan opstå små huller for uopmærksomme ryttere i den meget tekniske finale.

Endelig er der naturligvis vejret. Den kommende uge ser ud til at blive en våd affære med risiko for regn og byger hver eneste dag, men også uden risiko for sidevind. Våde veje kan dog få afgørende indflydelse på de meget tekniske finaler, og særligt den meget tekniske prolog kan blive voldsomt influeret af regn. Har nogle ryttere våde og andre tørre veje, vil det have en helt afgørende indflydelse, og da sekunderne vundet på prologen kan blive afgørende, vil held måske ende med at afgøre løbet.

Årets udgave af løbet er som sagt uden WorldTour-hold, men det gør det ikke mindre interessant. Faktisk er feltet meget spændende med mange formstærke puncheurs, der er som skabt til dette løb. I vores øjne bliver det en meget interessant duel mellem to meget formstærke holdbare sprintere Andrea Pasqualon og Christophe Laporte, der burde kunne køre med om sejren på alle etaper. Det helt store spørgsmål er, om de kan sidde med på lørdagens kongeetape. Gør de det, kan de blive meget vanskelige at slå.

Derfor ser vi løbet som en dyst mellem de klatrestærke puncheurs samt de to ovennævnte sprintere, der alle skal slås om bonussekunder og tid på prologen, 2. og 4. etape. Herudover bliver det op til førstnævnte gruppe at se, om de kan komme af med de tungere drenge på Col del’Europe på lørdagens etape, hvor de skal forsøge at gøre det så hårdt som muligt.

Vi tror, at det vil lykkes, selvom det er med nogen tvivl, og derfor peger vi på Eduard Prades som vores favorit. Spanieren har været flyvende i de seneste uger, hvor han endelig har konfirmeret det potentiale, han har vist i mange år. Han blev nr. 2 i Tour de Yorkshire bag Greg Van Avermaet, hvor han viste sine evner som puncheur ved at blive nr. 3 på 2. etape, tidligere blev han nr. 3 samlet i Castilla y Leon, og senest vandt han Tour of Norway, hvor han og Alexander Kamp var i særklasse på kongeetapen. Prades vil elske finalerne på 2. og 4. etape, hvor han må være en af de store favoritter, og har han stadig formen fra Norge, vil han sammen med andre klatrere kunne køre væk på 3. etape og herefter bruge sin gode spurt i den flade finale. I alt er der basis for at vinde mange bonussekunder for den formstærke spanier. Prologen kan blive en udfordring, men al logik siger, at en eksplosiv fyr som Prades kan køre stærkt på en rute som denne. Alt afhænger af, om han har bevaret sin superform, der efterhånden har varet længe. Har han det, bliver han ikke let at slå her.

Vi glæder os meget til at se Andrea Pasqualon i dette løb. Den hurtige italiener har gjort ufattelige fremskridt siden sin første grand tour sidste sommer og fik sit helt store gennembrud sidste efterår, da han slog selveste Sonny Colbrelli i puncheurfinalen i Coppa Sabatini. Det vidner om hans evner i disse typer finaler, og nu synes han endda at have taget endnu et skridt. I lørdags vandt han nemlig GP de Plumelec på den klassiske Cadoudal-stigning i Plumelec, hvor han satte hele den franske elite af puncheurs til vægs. Det vidner om form og eksplosivitet, der gør ham til den naturlige favorit på 2. og 4. etape. Al logik siger, at han også kan gøre det godt i prologen, og han kan endda også køre efter i massespurten på 1. etape. Dermed afhænger hans resultat formentlig af, om han kan sidde med de bedste på Col de l’Europe på lørdag. Kan han det, vinder han formentlig løbet. Prades og co. skal give gas for at komme af med ham.

Jan Tratnik har virkelig imponeret i år, hvor han vandt den knaldhårde enkeltstart i Coppi e Bartali, sejrede i det kuperede Volta Limburg og blev nr. 5 i puncheurfinalen i Brabantse Pijl. Han er eksplosiv og spurtstærk og passer dermed perfekt til dette løb. Han er en af de absolutte topfavoritter på prologen og burde også være med helt fremme på 2. og 4. etape. Spørgsmålet er, om han er hurtig nok til også at få del i bonussekunder, og om han klatrer godt nok til at følge de allerbedste på 3. etape. Han har utvivlsomt potentialet, men han mangler at bevise det i et løb som dette. Med den gode form, han viste i Polen i midten af maj, burde han være i stand til at gøre det i denne uge.

Bliver løbet for hårdt for Pasqualon, kan Wanty satse på Xandro Meurisse, der elsker dette løb, hvor han sidste år blev nr. 2. I Dunkerque viste han storform i et løb, der minder meget om dette, men det taktiske spil betød, at han aldrig kunne køre med om den samlede sejr. Senest kørte han for Pasqualon i weekendens to løb i Frankrig, men blev alligevel nr. 5 i det hårde Boucles de l’Aulne, hvilket vidner om form. Prologen er ikke hans speciale, hvilket vi så sidste år, men kan han begrænse tabet her - og det burde han på en eksplosiv rute som denne - vil han være knivskarp på 2., 3. og 4. etape, hvor han alle steder vil være blandt favoritterne og kan få det i bonussekunderne.

Læs også

Danskerduo udtaget til spansk etapeløb

Sidste år fik Anthony Perez sit helt store gennembrud, da han på løbets kongeetape slog selveste Greg Van Avermaet i en knaldhård puncheurfinale. Det vidner om det store talent, men siden da har der været mere stille om franskmanden. Han vandt dog en hård etape i Tour du Gevaudan sidste efterår, ligesom han senest endelig viste lidt form med en 10. plads i Tour de l’Ain, der egentlig burde være lidt for hårdt for ham. Har han forbedret formen bare en anelse, er han skabt til 2. og 4. etape. 3. etape kan være for hård, men er han i form, kan han godt følge klatrerne og herefter føre brug af sin gode spurt. Prologen kostede ham sidste år alt for meget tid og er hans store svaghed, selvom han egentlig burde være god på en eksplosiv rute.

Hans holdkammerat Christophe Laporte er en af løbets mest interessante ryttere. Han overraskede alt og alle ved at vinde enkeltstarten i Belgium Tour, hvilket vidner om fremragende form. Samtidig er den eksplosive prolog simpelthen en foræring til en stærk sprinter som Laporte, der sammen med Tratnik er den måske største favorit til at tage den første førertrøje. Han kan køre med om sejren på 1. etape og har også gode chancer på 2. og 4. etape, der dog kan vise sig at være for hårde. Den helt store udfordring er dog kongeetapen. Han kom til kort i Ardennerne i Belgien i sidste uge, og vi frygter, at han vil gøre det samme på 3. etape her. Med den form, han har vist, har han dog gode chancer, hvis det skulle ende i en spurt i en større gruppe.

Hjemmebanehelten Alex Kirsch blev nr. 3 i 2016 på en næsten identisk rute, og var det ikke for en dårlig dag på kongeetapen sidste år, havde han også været med fremme i 2017, hvor han blev nr. 6 på prologen og nr. 2 på sidste etape. Det vidner om hans evner i dette løb, der er skræddersyet til ham. Han har vist, at han kan være med helt fremme på prologen, 2. og 4. etape, og 3. etape burde også passe ham glimrende. Det helt store spørgsmål er hans form, idet han kan være temmelig svingende og også har været det i år. Han var ikke flyvende i Norge, men han synes dog at være på rette vej mod topformen til dette løb, der vel er et af sæsonens helt store mål. Vi formoder derfor, at han er tæt på 100%, og derfor burde han køre med helt i front.

Hvad skal vi sige om Jonathan Hivert? Hans navn står skrevet med fed ud over hele ruten, for er han i form vil han være en af de mest naturlige favoritter på 2., 3. og 4. etape. Han har tidligere været med helt fremme på den eksplosive prolog, og han har derfor hele pakken i kraft af sit punch og sin hurtighed. Problemet er, at lottokuponen Hivert enten er flyvende eller meget skidt kørende, og det kan variere voldsomt fra løb til løb. Han var fornuftig uden at være prangende i Yorkshire, men synes nu atter at være faldet ned i et klassisk ”Hivert-hul” efter dårlige præstationer i Aragonien og i weekenden i Plumelec. Vi tvivler på, at formen er der, men med Hivert ved man aldrig. Han kan sagtens ende med at rende med det hele.

Efter en svær start hos Delko har Javier Moreno fundet formen. Han vandt den kuperede 2. etape i Ain, og dermed er helt klar til at gå efter sejren i dette løb, der burde passe ham. Han er klatrestærk og hurtig og en glimrende temporytter, selvom prologen nok er en anelse for kort for ham. Desværre så vi også på sidste etape i Ain, at han ikke kunne følge de allerbedste, og formen mangler derfor formentlig en anelse, ikke mindst fordi han her er oppe mod hurtigere ryttere. I virkeligheden passer hans holdkammerat Mauro Finetto endnu bedre til denne rute, men den eksplosive italiener, der er hurtigere end sin spanske medkaptajn, har desværre ikke været i blændende form på det seneste.

Roompot har en spændende duo i Pim Ligthart og Nick van der Lijke, der begge er eksplosive og hurtige folk med gode evner i et løb som dette. Begge viste god form i Tour des Fjords, hvor terrænet minder meget om det, vi finder her. Ligthart sluttede endda som nr. 3 i det norske løb, men vi frygter desværre, at kongeetapen her bliver lidt for hård for de to hollændere, der er oppe mod bedre klatrere. I hvert fald så vi i Tour of Norway, at det havde problemer på de længere stigninger, og de skal derfor håbe på en knap så selektiv udgave i år.

Veranda’s Willems har Huub Duijn , der de seneste tre år er blevet hhv. nr. 3, 8 og 5 i dette løb. Det vidner om hans evner i dette terræn, men viser også, at han mangler den sidste hurtighed til at være med helt i front. Desværre har han i de sidste to år ikke helt været ved fordums styrke, men han har heller ikke helt været forfulgt af held, slet ikke i Dunkerque, hvor uheld satte ham ud af spillet på kongeetapen. Prologen er heller ikke helt perfekt for den ikke specielt eksplosive hollænder. Hans holdkammerat Sean De Bie  burde med en god prolog og sin hurtighed være i spil, men efter en svag præstation på kongeetapen i Belgien tvivler vi på, at formen rækker.

Sport Vlaanderen har i Thomas Sprengers en rytter, der elsker eksplosive finaler som disse, og som i år har taget et skridt op. Han er formentlig ikke hurtig nok til at vinde, specielt fordi prologen også er et problem, men med en god og aggressiv indsats i Belgien i bagagen har han formen til at gøre det godt. Mere tvivlsom er Olivier Pardini, der som prologspecialist har gode muligheder for et godt udgangspunkt, ligesom han også klatrer godt og har en god spurt. Det helt store spørgsmål er hans form, for han har ikke just sat verden i brand i de seneste år, selvom der i pr har været små tegn på fremgang.

Endelig vil vi pege på tre kontinentalryttere. Den første er Nikodemus Holler, der har flere gode resultater på lidt lavere niveau i kuperede løb som dette. Han har en god spurt, men terrænet kan blive en anelse for hårdt for ham. Det bør det til gengæld ikke blive for de lettere Vorarlberg-ryttere Patrick Schelling og Matteo Badilatti, der begge har vist glimrende form på det seneste. De mangler punch til at køre med helt i front, men burde kunne gøre det fint på de hårde etaper.

OPDATERING 1: Xandro Meurisse stiller alligevel ikke til start

OPDATERING 2: Den hårdføre sprinter Justin Jules stiller til start for Veranclassic og kan - hvis kongeetapen ikke køres hårdt - måske gøre sig gældende i klassementet. Javier Moreno stiller til gengæld ikke til start alligevel.

***** Eduard Prades

**** Andrea Pasqualon, Jan Tratnik

*** Anthony Perez, Christophe Laporte, Alex Kirsch, Jonathan Hivert

** Pim Ligthart, Mauro Finetto, Justin Jules, Nick van der Lijke, Huub Duijn, Thomas Sprengers, Sean De Bie, Olivier Pardini, Nikodemus Holler, Patrick Schelling, Matteo Badilatti, Matias Le Turnier

* Jeroen Meijers, Lukasz Owsian, Fabien Doubey, Pieter Weening, Oscar Riesebeek, Sylvain Chavanel, Benjamin Declercq, Jonas Koch, Delio Fernandez, Roland Thalmann, Szymon Rekita, Romain Combaud, Adrien Petit, Dimitri Claeys, Amaro Antunes, Mikel Iturria, Pawel Cieslik

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets udgave af et løb, der ellers har stolte danske traditioner.