Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour de Luxembourg

Optakt: Tour de Luxembourg

14. september 2021 14:40Foto: Sirotti

VM melder sig snart, og for de ryttere, der stadig har brug for fem solide løbsdage i forberedelsen, er der en chance fra tirsdag til lørdag i denne uge. For anden gang i træk afvikles det tidligere juniløb, Tour de Luxembourg, nemlig som indløb til kampen om regnbuetrøjen, og på en kuperet rute med masser af eksplosive stigninger og som noget nyt også en lang enkeltstart vil nogle af VM-løbets favoritter og ikke mindst de Lombardiet-favoritter, der jagter løbskilometer, i de kommende dage lægge endnu mere på formen frem mod de store mål.

Annonce

SE TOUR DE LUXEMBOURG PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Løbets rolle og historie

I mange år vi været vant til, at Tour de Luxembourg var det første etapeløb efter Giroen. Med sin placering først i juni var hertugdømmets nationale rundtur for mange en god chance for at komme i gang med løbene igen efter en pause med højdetræning frem mod Touren. Løbet kunne ikke kombineres med Criterium du Dauphiné, der sluttede samme dag, som Luxembourg lukkede ballet, men for ryttere, der havde brug for et løb inden Tour de Suisse, Tour de Slovenie eller ZLM Toer, der ofte har været den sidste brik frem mod Touren, var det en god trædesten.

 

Desværre begyndte det i de seneste at gå ned ad bakke, da løbet fik en nye konkurrent. Den nye Hammer Series er blevet sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle skulle deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig starte i Dauphiné om søndagen, var løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således var BMC i 2017 eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse, var med. Heldigvis kunne man trøste sig med Greg Van Avermaets deltagelse, hvilket sikrede en vis opmærksomhed, men det kunne ikke ændre på, at man havde det svageste felt i umindelige tider.

 

Desværre fortsatte derouten, da den nye Hammer Series-runde i Stavanger sammen med det opgraderede Tour of Norway gjorde kalenderen endnu mere pakket, og igen i 2018 var løbet i Luxembourg endt som den store taber. Således var der for første gang ikke ét eneste WorldTour-hold til start, og det samme gjaldt i 2019. Arrangørerne spekulerede åbent i offentligheden på, hvad der kunne vende nedturen, og det blev endda overvejet at reducere det til et endagsløb.

 

Reaktionen kom sidste år, men måske var den unødvendig. Hammer Series blev nemlig et offer for magtkampen mellem UCI og Velon, men da de nye løb forsvandt, var Tour de Luxembourg allerede blevet flyttet. Som noget nyt skulle det nu afvikles som forberedelse til noget andet end Touren, nemlig til VM. Derfor blev det flyttet til september i et forsøg på at sparke liv i begivenheden igen.

 

Som bekendt blev 2020 et helt andet år end ventet, og derfor kan det ikke rigtigt bruges til at sige noget om flytningens succes. Nu afvikledes det midt under Tour de France, og i første omgang var der i hvert fald tale om et boost. Ganske vist var antallet af stjerner få, når de fleste af disse var til start i Frankrig, men de 8 WorldTour-hold repræsenterede en markant fremgang i forhold til det, vi så i årene forinden.

 

Heldigvis er succesen fortsat i år, hvor kalenderen er normaliseret. Løbet har da også en glimrende placering i et år, hvor der grundet OL er en ekstra uge mellem Vueltaen og VM. Normalt skal rytterne vælge mellem Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske klassikere i forberedelsen til VM - i år er løbene i Canada ude, men til gengæld er Benelux Tour kommet til som alternativ - og derefter er der en serie endagsløb i primært Belgien og Italien, hvor de sidste formjusteringer kan foretages.

 

Denne gang har man et alternativ til disse endagsløb. Mens der i den kommende uge køres et hav af begivenheder i Belgien og Italien, vælger nogle fem sammenhængende løbsdage i Luxembourg. Med otte WorldTour-hold kan man også i en normal kalender matche feltet fra sidste år, og denne gang er der endda flere stjerner til start også. Det er dog relativt få VM-ryttere, der synes at ville køre et etapeløb så tæt på hovedmålet, men til gengæld synes løbet at være et godt alternativ til de italienske løb for de ryttere, som satser på Italien og de øvrige italienske oktoberklassikere. Med navne som Joao Almeida, Fausto Masnada, Mattia Cattaneo, Ben O’Connor, Jesus Herrada, Thibaut Pinot, David Gaudu, Davide Formolo, David de la Cruz, Esteban Chaves, Vincenzo Nibali og Bauke Mollema er det i hvert fald et pænt felt af klatrere, der er rejst til Luxembourg - og med Mads Pedersen og Caleb Ewan finder man trods alt to af VM-kaptajnerne også.

 

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidlige år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utallige forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

 

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.Pro-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour (nu Benelux Tour), men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og Benelux Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg. Med det nye navn er det planen, at det skal ske næste år, men det er uden folkene bag Tour de Luxembourg, der fastholder deres eget løb.

 

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man spurter op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, efterfølges af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der er skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ingen høje bjerge, og derfor er det et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

 

Det er dog ikke kun datoen, der eksperimenteres med i disse år. Allerede sidste år droppede man prologen, men resten af løbet bestod af klassiske og velkendte finaler. I år kastes alt imidlertid op i luften. Ikke blot vil der som noget helt nyt være en lang enkeltstart, de klassiske og velkendte finaler er også erstattet af helt nye afslutninger. Kun den klassiske afslutning på Plabeierbierg i hovedstaden består, men det eksplosive terræn ændres der naturligvis ikke på.

 

Sidste år var der endnu ikke en enkeltstart, og derfor var det - trods fraværet af prologen - det puncheurløb, vi kendte. Derfor var det kun helt forventeligt, at det var en superpuncheur, der løb med sejren. I sin første deltagelse vandt Diego Ulissi to af de tre sværeste etaper, og selvom Andreas Kon snød ham for sejren på den sidste, var det nok til at sejre samlet med hele 25 sekunder ned til Markus Hoelgaard og 27 sekunder ned til Aime de Gendt. Ulissi har valgt ikke at forsvare titlen, og da De Gendts Intermarché-hold i år dropper løbet, bliver Hoelgaard eneste genganger fra sidste års podium.

 

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor har løbet fulgt et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange har været begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, har givet de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne er kommet til fadet på 1. etape. Derefter har der som regel ventet to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

 

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt i 2016. Faktisk fandt man et helt fast format, hvor prologen og sidste etape gik igen hvert eneste år, og hvor man herefter skiftede mellem to helt faste sammensætninger af de tre midteretaper. I 2015, 2017 og 2019 var der derfor tale om stort set samme rute, ligesom også 2018-, 2016- og 2014-udgaverne var næsten identiske.

 

Det blev der lavet om på i forbindelse med genopfindelsen af løbet i 2020, hvor prologen udgik og det fast mønster blev brudt. Det var dog stadig velkendte afslutninger, der udgjorde løbet, men sådan bliver det ikke i år. Arrangørerne mener det virkelig, når de vil skabe noget nyt, og derfor har de denne gang skabt et løb, hvor der ikke er én eneste finale, vi kender fra tidligere. Selv sidste etape på Pabeierbierg har man eksperimenteret med ved at ændre den velkendte rundstrækning.

 

Den største forandring er, at prologen ikke blot er væk, men erstattet af den første rigtige enkeltstart i nyere tid. Den kommer som løbets næstsidste etape og er med en distance på hele 25,4 km en voldsom sag i et løb, hvor terrænet normalt betyder, at det afgøres på sekunder. Intet i Luxembourg er fladt, og derfor har etapen naturligvis næsten 300 højdemeter, men der er også gode flade passager til specialisterne.

 

Resten af løbet består altså af nye finaler, men det er terræn, som vi kender det, dvs. herligt puncheurterræn. Det hele starter tirsdag netop med noget sådant, når der skal køres en rundstrækning omkring hovedstaden. Mest af alt er det relativt fladt, men det hele slutter med først en ganske stejl stigning og slutteligt en hård puncheurafslutning, som med det samme vil vise, hvem der har de gode ben med til Luxembourg.

 

Dem får de i den grad brug for onsdag, hvor det gælder løbets nye kongeetape. Intet mindre end 3300 højdemeter er på programmet på en dag, hvor det går op og ned næsten hele tiden, og det hele slutter med tre ture op ad en svær 3 km lang stigning, der har top bare 800 m fra stregen - endnu en etape, der viser, hvorfor Luxembourg er et puncheurland. Sprinterne bliver dog ikke helt snydt, for de kan se frem til deres store chance på torsdagens 3. etape, der slutter med 50 relativt flade kilometer, men hvor der trods alt skal overvindes næsten 2500 højdemeter undervejs.

 

Derefter følger om fredagen den vigtige enkeltstart, inden det hele slutter med den klassiske afslutning med en rundstrækning på Plabeierbierg i Luxembourg, men også den er nytænkt. Ligesom sidste år er målstregen flyttet væk fra toppen, og derudover er rundstrækningen forlænget, hvilket bør give en lettere finale. Det ændrer dog ikke på, at det som altid er en afslutning for puncheurs - og det er jo en passende afrunding på et puncheurløb, der i år med ét er blevet forandret til et løb, hvor der primært stilles krav til tempoevnerne.

 

 

SE TOUR DE LUXEMBOURG PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

1. etape

I årevis har det været fast kutyme, at løbet er blevet indledt med den klassiske tekniske og uhyre eksplosive prolog i Luxembourgs brostensbelagte gader, men i forbindelse med nytænkningen af løbet og kalenderændringen er der lavet om på tingene. Allerede sidste år åbnede man i stedet med en linjeløbsetape med mål på en af de mange småbakker i hovedstaden Luxembourg, og den model genbruges i år. Denne gang er der dog tale om et mål kort efter toppen af den lidt hårdere Kirchberg, og da der forinden endda er en ganske hård stigning til at rydde ud i feltet, er der allerede fra start lagt op til et opgør mellem løbets puncheurs, der altid dominerer i Luxembourg.

 

Med en distance på bare 140,0 km er der tale om en kort etape, der har både start og mål i hovedstaden Luxembourg. Starten er knaldhård, da man kører mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (2,9 km, 4,5%), men derefter følger et langt, let faldende stykke, når man snor sig mod nord og senere nordøst og nordvest, til slut hen langs grænsen til Tyskland.

 

Først i etapens nordligste punkt sker der noget, når man drejer mod vest og nordvest for at passere kategori 1-stigningen Montée de Niklosbierg (4,7 km, 6,0%), der er en jævn stigning med top efter 48,3 km. Den leder op på et plateau, der følges mod vest, inden det falder mod vest og syd. Nu drejer man mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Cote de Gralingen (2,5 km, 5,9%), der er en ujævn stigning med i alt 1500 m med 6-8%. Toppen rundes efter 60,3 km, og derefter går det mod vest og sydvest ad en teknisk nedkørsel, hvorefter det med det samme går mod sydvest op ad Cote de Bourscheid (3,5 km, 7,3%), der er uden for kategori og kommer i to halvdele med først 2 km med 8-9% og siden 1500 m med 5,5%).

 

Toppen passeres 72,9 km, og nu bliver det meget lettere. Et fladt plateau følges mod sydvest, inden det begynder at falde let, mens man snor sig mod sydøst, dog afbrudt af to småbakker undervejs. Senere bliver det helt fladt, når man drejer mod syd for at køre ned langs motorvejen med retning mod Luxembourg.

 

I stedet for at køre direkte ind til centrum venter der imidlertid udfordringer. Man drejer nemlig mod nordøst for at passere kategori 1-stigningen Cote de Stafelter (2,2 km, 7,2%), der er en tredelt stigning med først 1 km med hele 9-11%, siden 500 m med 5,7% og slutteligt 700 m med 3,9% frem mod toppen, der passeres efter 131,0 km. Herfra resterer bare 9,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til udkanten af byen. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Kirchberg (1,3 km, 6,5%), der har top lige med ca. 1500 m igen. Herefter stiger det let op mål med ca. 1,5% over den sidste kilometer. Finalen er teknisk, idet der er sving med 3100 m, 3000 m, 2900 m, 2400 m og 2100 m igen, inden en lige og 6 m bred vej leder frem til de sidste to sving med 900 og 200 m igen.

 

Etapen byder på i alt 2004 højdemeter.

 

Allerede fra start vil vi formentlig få en ide om hierarkiet i løbet. Det meste af etapen er ganske let, og selve finalen var måske også noget også en bakkestærk sprinter som Caleb Ewan kunne drømme om. Bakken forinden er dog meget stejl, og man må formode, at klassementsrytterne her vil teste hinanden. Måske kan der efterfølgende ske en regruppering, men med en hård finale til slut er der lagt op til, at det er løbets puncheurs, der skal slås om den første førertrøje.

 

Luxembourg er altid mål for både åbningen og afslutningen på løbet. Sidste år havde åbningen form af en puncheuretape med en anden finale, hvor Diego Ulissi tog et vigtigt skridt mod den samlede sejr ved at vinde foran Amaury Capiot og Eduard Grosu, men derudover har det siden 2006 været i form af den klassiske prolog, der var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. De andre nylige vindere er Christophe Laporte (2019), Damien Gaudin (2017 og 2018), Jempy Drucker (2016), Adrien Petit (2015), Danny van Poppel (2014), Fabian Cancellara (2008 og 2011), Gregory Rast (2009) og Kim Kirchen (2006). I årene forinden havde 1. etape normaltikke mål i byen, dog med 2003, hvor Thomas Voeckler vandt, som eneste undtagelse i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

I et år, hvor de klassiske finaler udgår til fordel for nye opfindelser, er det kun passende, at også løbets kongeetape skal byde på en ny afslutning. Den vigtigste linjeløbsetape kommer allerede onsdag, hvor der venter en led sag. Ikke færre end 3300 højdemeter venter på en etape, hvor det går op og ned det meste af tiden, og da det hele slutter lige efter toppen på den ganske lange og stejle Eschdorf-stigning, som endda skal forceres hele tre gange i finalen, er det her, der skal gøres forskelle inden fredagens vigtige enkeltstart.

 

Med en distance på 186,1 km er der tale om en ganske lang etape, der fører feltet fra Steinfort til målet i Eschdorf. Startbyen ligger nordvest for Luxembourg i et område, der ikke er alt for kuperet, men der er med det samme en bakke, når man kører mod nord, men derefter er det fladt, når man snor sig mod vest og nordvest op langs grænsen til Belgien. Derfra fortsætter man mord nordvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Holtz (2,6 km, 5,2%), stiger med 5-7% over de første 1500 m, men derefter flader ud frem mod toppen, som passeres efter 26,5 km. Nu går det videre mod nordøst igennem småkuperet terræn langs grænsen, inden man fortsætter mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Boulaide (2,6 km, 4,5%), der stiger med 6-7% over en kilometer midtvejs, men derudover er ganske let.

 

Toppen rundes efter 42,6 km, og nu bliver det kortvarigt lidt lettere. Igennem relativt fladt terræn kører man mod nord og nordøst, inden det falder mod sydøst ned til byen Wiltz. Her drejer man mod sydøst, hvorefter det stiger let, bliver fladt og slutteligt falder mod syd, inden man kører mod syd op ad Cote de Ringel (4,3 km, 5,9%), der er en uhyre jævn stigning med top efter 86,6 km. Nu går det mod sydvest af et plateau, inden en teknisk nedkørsel leder mod nord og vest ned til bunden af målbakken.

 

I stedet for at køre op til mål kører man en omgang på en stærkt kuperet rundstrækning. Først kører man mod nordvest op ad Cote de Kaundorf (2,0 km, 9,9%), der er uden for kategori og har 1000 m midtvejs med 11%, men derudover stiger med 7-9%. Toppen rundes efter 99,3 km, men det bliver ikke meget lettere. Herfra kører man nemlig mod vest, syd, sydøst og nordøst igennem terræn, der konstant går op og ned. Værst er to bakker efter hhv. 108 km (2,1 km, 5,6%) og 117,5 m (2,3 km, 5,6%), inden det efter sidstnævnte hovedsageligt er faldende ned mod rundstrækningens udgangspunkt for bunden af målbakken, kategori 1-stigningen Cote de Eschdorf (3,1 km, 7,2%). Nu kører man for første gang mod syd op ad denne, så man passerer toppen efter 138,3 km og krydser stregen efter 139,1 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 23,5 km lang rundstrækning. Den indledes med en lige og flad vej, der leder mod sydvest, inden man kører mod nord og nordøst ad et let faldende stykke. Nu går det mod øst af en meget snoet vej, der først er flad og siden faldende, inden det til slut atter går mod syd op ad målbakken. Den er meget ujævn med først to kilometer på hhv. 6,3% og 10,7%, inden det bliver lettere til slut med 1100 m med 4,9%. Toppen kommer med 800 m igen, hvorefter det er fladt. Finalen er ikke teknisk, da der er et skarp sving i bunden af bakken og derefter med det samme to hårnålesving, men derefter er det en kun let bugtende, 6 m bred vej over de sidste 3100 m.

 

Etapen byder på i alt 3302 højdemeter.

 

Selve målbakken er med sit stejle midterstykke ganske svær, men hvad der virkelig gør etapen udfordrende, er den samlede sværhedsgrad. 3300 højdemeter er en ordentlig mundfuld, og med hele tre ture op ad målbakken er der basis for et gradvist udskilningsløb. Det meste af rundstrækningen er dog nem, og derfor vil det formentlig ende med, at et reduceret felt skal afgøre det på sidste tur op til mål, hvor de eksplosive puncheurs igen vil komme til deres ret.

 

Eschdorf har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2006-udgaven af Fleche du Sud, hvor Christopher Myhre sejrede foran Evgeny Sokolov og Albert Timmer, og en kun akkurat 20 år gammel Geraint Thomas forsvarede sin førertrøje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Tour de Luxembourg har aldrig haft mange sprinteretaper, men der plejer at være mindst én chance for de hurtige folk. Det er der også i år, hvor de kan ventes at komme til fadet på torsdagens 3. etape. På en dag med næsten 2500 højdemeter får man intet foræret, men skal de hurtige folk til fadet, er det på etape, hvor de kan se frem til 50 relativt flade kilometer til slut i området omkring den nye målby Mamer.

 

I alt skal der tilbagelægges 189,3 km, der fører feltet fra Mondorf-les-Bains til Mamer. Starten er ikke alt for vanskelig, idet man lægger ud med at køre en omgang på en 18,5 km lang småkuperet rundstrækning, inden man når tilbage til startbyen, hvor den første spurt kommer efter 16,7 km (den første del af rundstrækningen er neutraliseret). Herfra kører man mod øst op og ned ad en bakke, inden man kører mod nord og nordøst igennem helt fladt terræn langs grænsen til Tyskland.

 

Den forlader man, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Cote de Kazebierg (3,4 km, 3,5%), der starter med en kilometer med 7,5%, men derefter er næsten flad frem mod toppen, som kommer efter 51,2 km. Nu snor man sig mod nordvest og nord igennem kuperet terræn, der blandt andet byder på en svær bakke (1,4 km, 7,7%) med top efter 67 km, inden det falder mod nord over et længere stykke. Herefter går det mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Beaufort (3,7 km, 4,4%), der starter med en kilometer med 6,7%, men derefter er ganske let med 2-5% frem mod toppen, som rundes efter 86,9 km. En teknisk nedkørsel leder nu mod nordvest, inden det går fladt mod vest og herefter mod syd op ad Montée de Brouderbur (2,4 km, 6,3%), der er uden for kategori og stiger med 5-7% frem mod de sidste 400 m med 10,3%.

 

Toppen passeres efter 107,0 km, og nu bliver det lettere. Det er let faldende, mens man snor sig mod sydvest, hvorefter det går mod sydvest ad en let stigende vej over et længere stykke. En nedkørsel leder kortvarigt mod øst, hvorefter det går mod øst op ad kategori 1-stigningen Montée de Mariendallerhaff (1,6 km, 6,8%), der starter med 500 m med 10,2%, men derefter stiger med 4-6% frem mod toppen, som passeres efter 143,6 km. Et plateau leder nu mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, hvor man lægger ud med en nedkørsel og et let stigende stykke, inden man efter 157,7 km krydser stregen i forbindelse med den anden spurt.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 15,8 km lange runde. Den indledes med, at det stiger od nordvest og nord, slutteligt med 3,1% over 1,8 km, inden man drejer mod sydøst ad en kort nedkørsel. Kort efter drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej ind mod Mamer, hvor man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen. Med 3 km igen bliver det fladt, den næstsidste kilometer er let faldende og slutteligt stiger den sidste kilometer med 1,2% i snit. Finalen er ukompliceret, da en lige vej afbrydes af et sving i en rundkørsel med 1400 m igen, hvorefter en rundkørsel ved den røde flamme leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning. Det er en tredje og sidste spurt ved næstsidste passage af målstregen.

 

Etapen byder på i alt 2433 højdemeter.

 

Der findes ikke flade etaper i Luxembourg, men dette er så let en finale, som de fås. Den slags terræn kan være meget svært at kontrollere i et løb med små seksmandshold, men da dette må være hovedmålet for løbet for sprinteren Caleb Ewan, Mads Pedersen, Bryan Coquard og Jon Aberasturi, burde der være god chance for, at vi får en massespurt i den let stigende finale, som de alle vil elske.

 

Mamer har kun to gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var ved de luxembourgske mesterskaber i 2020, hvor Kevin Geniets vandt linjeløbet og Bob Jungels enkeltstarten, og i 2014, hvor Frank Schleck sejrede i linjeløbet og Laurent Didier på enkeltstarten.

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Med sin klassiske prolog har Tour de Luxembourg i mange år haft en enkeltstart, men den har kun været 2 km lang og meget speciel. I år ændres løbets natur fuldstændigt, når man som noget helt nyt byder på en rigtig enkeltstart og det endda en lang en af slagsen. Ikke færre end 25,4 km er der på menuen, og det er bestemt ikke en enkelt affære. Med næsten 300 højdemeter og adskillige sving stilles der nemlig krav til både klatreben og i korte periode også tekniske evner på en dag, der vil kræve alsidighed og blive helt afgørende i kampen om den samlede sejr.

 

Som sagt skal der altså tilbagelægges 25,4 km, som har start og mål i byen Dudelange. Fra start går det mod syd ad en lige og let stigende vej, inden man i en teknisk passage vender rundt for at køre mod nord tilbage mod centrum. Nu går det mod vest ad en let stigende vej, der kulminerer med 400 m med 10,3%, inden ma drejer mod syd ad en kortnedkørsel, hvorefter det går videre mod syd ad en flad vej. I byen Rumelange drejer man mod nordvest for at følge en lige vej, der er ganske let stigende og slutter med 1,7 km med 4,5% frem mod mellemtiden, der efter 13,4 km tages på toppen af bakken.

 

Efter tidstjekket er der en kort nedkørsel, som leder mod nord, inden en lige og let faldende vej leder mod øst. Nu drejer man mod nordøst ad en flad vej, inden det går mod sydøst og syd ad en let stigende ved ned til Budersberg. Her drejer man mod sydøst for at følge en let faldende vej indtil centrum af Dudelange, hvor den sidste kilometer er let stigende med 0,7% i snit. En lige vej afbrydes i en teknisk afslutning af sving med 2100 m, 1300 m og 1100 m igen, hvorefter et dobbeltsving med 400 m igen leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 287 højdemeter.

 

Det er lidt af en forandring af løbet, at man pludselig lægger så lang en enkeltstart ind. Intet i Luxembourg er fladt, men de knap 300 højdemeter kunne have været flere. Der er tekniske passager i starten og slutningen, men derudover er der også mange lige veje, hvor der også er fladt terræn til wattmonstrene. Alt i alt er det en glimrende etape for specialisterne, der dog ikke må være alt for tunge, hvis de skal håndtere højdemeterne undervejs.

 

Dudelange har kun én gang tidligere i de seneste 25 år været mål for et stort cykelløb. Det var ved linjeløbet ved de nationale mesterskaber, hvor en ung Kim Kirchen tog en suveræn solosejr.

 

 

 

 

5. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet. Igen er det eksplosive puncheurs og stærke sprintere, der vil være i spil til etapesejren, og dermed er det en passende afslutning på et løb, der altid byder på masser af muligheder for netop denne ryttertype - også selvom man denne gang har forlænget rundstrækningen og ligesom sidste år har flyttet målstregen 1500 m væk fra toppen af bakken og dermed skabt en lettere finale end den, vi kendte frem til og med 2019.

 

I alt skal der tilbagelægges 183,7 km, som fører feltet fra Mersch til Luxembourg. Startbyen ligger umiddelbart nord for hovedstaden, og derfor består det meste af etapen af en tur op i bakkerne i den nordlige del af landet. Allerede starten er svær, når man kører mod nordøst op ad en bakke (1,9 km, 6,0%), og derefter ned ad en nedkørsel, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Nommern (2,5 km, 5,9%), der er en uhyre ujævn stigning med to 500 m segmenter på hhv. 10,4% og 9,8% og derudover lette passager.

 

Toppen rundes allerede efter 10,2 km, hvorefter det bliver meget lettere. Det går mod øst ad en nedkørsel, inden man snor sig mod nordvest ad et stykke, der kun er let kuperet. Det ændrer sig dog hurtigt igen, når man kører mod nordvest ind i bakkerne af en meget snoet og kuperet vej, der først byder på to bakker efter hhv. 36 km (3,3 km, 4,7%) og 43 km (1,5 km, 6,0%), inden det går mod nord op ad Cote de Schlindermanderscheid (3,4 km, 6,2%), der er uden for kategori og starter med 8,4% over 1 km og derfra stiger med 5,2% frem mod toppen, som rundes efter 53,2 km. En teknisk nedkørsel leder mod nord og sydvest, inden det går mod nordvest op ad Cote de Kautenbach (5,1 km, 4,1%), der ligeledes er uden for kategori og skal deles i to med 3 km med 4-7% og 2,1 næsten flade kilometer frem mod toppen, som rundes efter 68,9 km.

 

Herfra bliver det igen lidt lettere. En nedkørsel leder mod nord, hvorefter man kører mod vest og sydvest ad en vej, der er let kuperet og byder på en bakke (1,9 km, 6,5%) efter 94,5 km. Nu bliver det fladere, når man kører mod syd ned langs grænsen til Belgien, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Misärshaff (2,3 km, 5,7%), der stiger med 5-8% over de første 1500 m og derefter med ca. 4% fre mod toppen, som passeres efter 115,3 km. Herfra går det ad en lige og let faldende vej mod sydøst, inden det igen bliver kuperet i bakkerne nord for Luxembourg, hvor man efter 148 km (2,3 km, 5,1%) og 151 km (1,0 km, 7,7%) skal over et par stigninger, inden man rammer rundstrækningen og kører den sidste del, så man for første gang skal over Pabeierbierg (700 m, 9,2%) og over den sidste kilometer frem til stregen, der efter 160,5 km krydses i forbindelse med den første spurt.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på en ny og længere 11,6 km rundstrækning - en markant forandring af den gamle, der blot var 3,8 km lang. Fra start går det mod nordvest ad en nedkørsel, inden man skal op ad en bakke (1,0 km, 5,5%), der har top 6,5 km fra stregen. Her vender man rundt, når man kører mod vest ad et fladt plateau og derefter mod syd og sydøst ad en let faldende vej. Med to kilometer igen rammer man atter Pabeierbierg (700 m, 9,2%), hvorefter der venter 300 flade meter, inden den sidste kilometer er let faldende. Der er et 180-graderssving med 2500 m igen og derefter et sving med 1800 m igen, inden det slutter med et dobbeltsving 300 m fra stregen, som leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3298 højdemeter.

 

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det som regel med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Ligesom sidste år er målstregen dog flyttet væk fra toppen af bakken, men det forhindrede ikke, at syv mand spurtede om sejren. I år betyder den længere rundstrækning dog mere fladt terræn end vanligt, og derfor kan det blive knap så selektivt, som vi har været vant til. Historien viser også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr, og alt er derfor i spil på en altid meget medrivende sidste etape.

 

I 2020 havde vi for første gang mål efter toppen af bakken, og her kørte syv mand væk, inden Andreas Kron overraskende slog den førende Diego Ulissi og Markus Hoelgaard som de nærmeste rivaler i spurten. I 2019, hvor der senest var mål på toppen, kronede Jesus Herrada sin samlede sejr ved at vinde med 2 sekunder ned Jonathan Hivert og Pit Leyder. I 2018 blev den førende Andrea Pasqualon angrebet på den sidste rundstrækning, men det lykkedes ham at holde det samlet til en spurt i en ganske lille gruppe, hvor Anthony Perez sejrede foran Eduard Prades og Pasqualon selv. I 2017 splittedes feltet som altid sidste gang på stigningen, inden Greg van Avermaet konfirmerede den samlede sejr ved at vinde en spurt foran Alex Kirsch og Xandro Meurisse på en dag, hvor kun de tre mand fik noteret vindertiden. I 2016 slog Philippe Gilbert den samlede vinder Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs første at to udbrudssejre i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzelli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

 

 

 

 

 

 

 

 

SE TOUR DE LUXEMBOURG PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

 

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i de senere år er den tendens blevet endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger har betydet, at løbet er blevet et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kan mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betyder, at de sande eksperter kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

 

I den forstand har løbet været et af sportens mest udprægede puncheurløb. Ganske vist har der været en prolog, men den var på en kort brostensbakke i Luxembourgs centrum, hvor det var en ganske bestemt ryttertype, der trivedes, nemlig puncheurs. Selvfølgelig var der en eller to sprinteretaper undervejs, men Tour de Luxembourg har været sportens førende puncheurparadis.

 

Sådan plejede det i hvert fald at være, indtil arrangørerne besluttede sig for at genopfinde løbet. Man kunne sagtens have gjort som i 2020, hvor man nøjedes med en kalenderflytning, men bevarede løbets identitet, for løbet i Luxembourg vil med sit terræn altid være god forberedelse, uanset om målet er VM eller de italienske klassikere. I år er det dog ikke blevet ved kalenderændringen, men med den nye rute er løbets identitet totalt forandret.

 

Det skyldes ikke, at man erstatter de gammelkendte finaler med nye. De nye afslutninger er måske endnu mere puncheurvenlige end dem, vi kender. Nej, det skyldes naturligvis inklusionen af en enkeltstart som erstatning for prologen. Det er der i sig selv ikke noget galt med. En kort enkeltstart i stil med det, vi kender fra Benelux Tour, vil være et fint supplement, der vil fremkalde mere aggression på de kuperede etaper, men en enkeltstart på hele 25,4 km er altså lidt af et misfoster. Nok er terrænet i Luxembourg hårdt, men der er ikke tale om bjerge, og derfor plejer det at blive afgjort på sekunder. I det lys vil det blive næsten umuligt at kompensere for de gigantiske forskelle, en så lang enkeltstart kan skabe, og dermed er det en uhyre skævvredet balance. I stedet for et knivskarpt opgør om sekunder over alle dagene bliver fredagens etape nu altafgørende.

 

Det betyder ikke, at resten af løbet ikke er krævende. Faktisk vil jeg umiddelbart vurdere den nye rute med nye finaler til at være hårdere end det, vi plejer at se. Kun 3. etape er for sprinterne, og selv den er så hård, at det bliver en opgave for sprinterholdene at kontrollere. Den bør dog ikke spille en rolle for klassementet, uanset om et udbrud kører hjem eller ej, men det kan alle de tre øvrige etaper gøre. Dermed bliver der i det mindste mulighed for de mere klatrestærke folk for at vinde noget tid på de tempostærke folk.

 

Vigtigst er utvivlsomt onsdagens kongeetape. Det er lidt en skam, at rundstrækningen er så let, for det betyder, at det formentlig koger ned til et opgør på sidste stigning, hvorfor der vil være begrænsede forskelle mellem de bedste, men den samlede etape er knaldhård. Der er mange hold, der har en interesse i at vinde tid inden enkeltstarten, og jeg vil tro, at Ag2r, FDJ, UAE og Arkea alle vil forsøge at gøre løbet så selektivt som muligt. Med næsten 3500 højdemeter burde det blive et udskillelsesløb med store forskelle, hvorfor det bliver svært for tunge folk at køre klassement, og derfor vil jeg trods enkeltstarten stadig tro, at klassementet bliver for klatrestærke puncheurtyper. Men mellem de bedste vil forskellene måles i sekunder, og det kan meget vel ende i en spurt mellem et par mand på toppen.

 

De øvrige etaper er knap så selektive. Vi kender Pabeierbierg i Luxembourg på finaledagen, og det plejer at være en puncheurløb med forskelle i sekunder mellem de bedste. I år er den samlede etape hårdere, men rundstrækningen er længere og finalen derfor lettere. Samtidig er målet ligesom sidste år rykket efter toppen, og en solosejr er derfor mindre sandsynlig. Sidste år spurtede syv man om sejren (med Andreas Kron som vinder foran Diego Ulissi), og 19 mand var inden for 20 sekunder. Det vil være noget lignende denne gang - dog måske med lidt mindre forskelle.

 

Tirsdagens åbningsetape er lidt sværere at vurdere. Det meste af etapen er meget flad, og dermed bliver finalen nok ikke alt for selektiv. Havde det alene handlet om den sidste bakke, kunne en fyr som Caleb Ewan nok have drømt om at vinde, men bakken forinden er ret svær. Igen vil mange hold vinde tid inden enkeltstarten, og jeg tror derfor, at der bliver gået til stålet allerede på bakken forinden. Jeg kan ikke helt udelukke, at en fyr som Ewan kan hænge på, men jeg vil tro, at det bliver et opgør mellem samme eksplosive ryttertype som på 2. og 5. etape, dog med lidt mindre forskelle og nok i en spurt i en lidt større gruppe, der etapen slutter med et længere fladt stykke.

 

Vejret kan også blive en faktor. Det bliver ikke grundet vinden for der vil være svage og lette vinde alle dage, men rytterne skal berede sig på, at de to første dage kan blive drivvåde. Lidt byger kan der også være torsdag, der dog ventes at forblive tør, og det hele vil slutte med to meget flotte og stille dage. Endelig kan det være værd at notere sig, at vi vil have medvind på finalestigningerne tirsdag og lørdag, men modvind i finalen på kongeetapen kan gøre det sværere at gøre forskelle på nøgledagen.

 

Konklusionen er altså, at vi formentlig atter vil se et opgør mellem løbets puncheurs. Terrænet er ikke voldsomt hårdt, og man behøver derfor ikke at være topklatrer for at ende fremme, men særligt onsdagen bør blive så hård - også fordi mange hold vil arbejde for det - at de tunge og tempostærke folk som eksempelvis Mads Pedersen får det svært. Til gengæld vil forskellen på de tre nøgleetaper, 1., 2. og 5. etape, formentlig skulle opgøres i sekunder - og særligt i bonussekunder, som vi kender det fra løbet - hvorfor punch og en god spurt er afgørende. Men blandt de ryttere, der har klaret selektionen på de tre dage, vil hierarkiet i altovervejende grad blive bestemt af enkeltstarten, der nok er kuperet, men stadig kræver ganske gode tempoevner. Holdet betyder også en del i et løb, der er svært at kontrollere, men de gode temporyttere hjælpes meget af, at enkeltstarten kommer så sent, at det kun er 5. etape, man kan ventes at skulle kontrollere på egen hånd.

 

Enkeltstartens betydning gør også, at løbet har én altoverskyggende favorit. Man skal lede længe efter gode temporyttere i dette felt, og når man ovenikøbet også stiller krav til klatreevnerne, er der faktisk kun to navne tilbage, hvoraf kun den ene synes i form. Dermed er det umuligt at komme uden om, at det er et løb, hvor man får meget svært ved at slå Joao Almeida. Med det nye format er løbet nærmest en kopi af Tour de Pologne, hvor der også var puncheurterræn kombineret med en lang enkeltstart, og her sejrede Almeida i overlegen stil. Han vandt to af puncheuretaperne og krydrede det med en 2. plads på enkeltstarten, og det sætter en fed streg under, at Almeida har alt, hvad der skal til.

 

Han er med sin hurtighed og sit punch skabt til 1., 2. og 5. etape, og i dette felt skiller han sig ud som den bedste temporytter - også bedre end de få tunge specialister, der er til start. I den bedste af alle verdener kan Almeida vinde fire af de fem etaper, ikke mindst fordi han kommer til løbet med form. Måske var han ikke på toppen ved EM, men han kørte trods alt finale i linjeløbet og kørte i top 10 på enkeltstarten i skrapt selskab. Denne tidskørsel passer ham med sit terræn perfekt, og her vil han skabe så store forskelle, at han ikke behøver at vinde de øvrige etaper. Bakket op af det måske stærkeste hold bliver han meget, meget svær at slå.

 

Man skal være kreativ for at finde rivaler, fordi løbets øvrige puncheurs alle er temposvage, men netop fordi de dermed også er ret jævnbyrdige på enkeltstarten, må jeg pege på Benoit Cosnefroy som nr. 2. Som vi senest så ved EM, er han igen i år kommet ud af Touren i kongeform, og lige nu er han skræmmende stærk i puncheurterræn. Det så vi i Limousin, i Bretagne, i Jura og Doubs og senest altså ved EM, og Cosnefroy kunne ligne manden, der skal slås på de tre kuperede etaper. Kan han vinde de tre etaper, kan der være en del bonus og ”rigtige” sekunder at vinde. Problemet er så, at han skal regnes som decideret temposvag, og derfor er det tvivlsomt, om han overhovedet bliver nr. 2. Men er der en rytter, der for alvor kan vinde tid på de hårde etaper, må det være formstærke Cosnefroy.

 

Ag2r har også et andet kort i Clement Champoussin, men det er uklart, hvor stærkt han er kommet ud af Vueltaen. Formentlig er han for træt, og løbet passer ham heller ikke ideelt, da han ikke har megen punch. Han er dog en bedre temporytter end Cosnefroy og kørte senest en god enkeltstart i Vueltaen. På papiret er Bob Jungels bedst skabt til denne rute, men han gør comeback efter sin operation og bruger bare løbet til at komme i gang igen. Ben O’Connor ventes ikke i form og passer dårligt til de eksplosive stigninger. Det gør Andrea Vendrame ikke, men han er alt for temposvag, selvom han endelig viste stigende form med 2. pladsen i Besancon.

 

UAE kommer med et meget spændende hold, hvor Marc Hirschi ligner bedste bud. Benelux og EM viste, at han stadig ikke er 2020-udgaven af sig selv, men han er konkurrencedygtig. I puncheurterræn som dette må man formode, at han vil være en af de bedste, og han vil med sin hurtighed kunne køre med om sejren og bonussekunder. Blandt løbets puncheurs er han også en af de bedre temporyttere, og dermed kunne han meget vel ende som førsteudfordrer til Almeida, selvom hans enkeltstart er svingende.

 

UAE har dog også andre gode kandidater. Særligt er det værd at fremhæve David de la Cruz, men det skyldes alene enkeltstarten. Som vi senest så i Vueltaen, bør han i dette felt være en af de bedre temporyttere, men til gengæld er han helt uden punch på stigningerne, hvor han vil tabe tid til de bedste. Han virkede også Vuelta-træt ved EM, og derfor frygter jeg, at han trods enkeltstarten vil tabe for meget. Usikker er jeg også på Davide Formolo, der burde være fremragende i dette terræn, og som i år har kørt sit livs bedste enkeltstarter. Desværre er hans form temmelig usikker efter anonym kørsel i det tyske fladland, og efter en vild sæson er han formentlig lidt langt fra toppen, der først skal nås til oktober. Kometen Juan Ayuso bliver også uhyre spændende at følge, fordi han særligt i Ordizia og San Sebastian viste, at han kan være med på dette niveau i dette terræn, der passer ham. Desværre har styrtet i l’Avenir sat ham tilbage, og han virkede ikke i topform ved EM og i Bretagne. Hans enkeltstart ved EM viste også, at han her nok får svært ved at være med helt fremme. Valerio Conti virker meget formsvag.

 

Dernæst vil jeg pege på Thibaut Pinot. EM satte en fed streg under, at han fortsat har sine mangler, men han bliver bedre og bedre. I Trento blev han brugt tidligt, inden han ofrede sig for holdet ved at iscenesætte Cosnefroys angreb, men han kan mere end det. Det så vi i Besancon, hvor han var en af de få, der kunne følge Quintana, og formen er formentlig bedre nu. Det eksplosive terræn passer ham fint, og han er tillige hurtig, men formen rækker nok ikke til andet end at begrænse tabet. Til gengæld burde han ikke tabe meget, og som vi senest så i Poitou-Charentes er han en af de få, der kan køre enkeltstart, selvom han ikke er på sit gamle niveau. Derfor bør han ende højt.

 

FDJs andet kort er David Gaudu. Han er endnu ikke på toppen efter sin pause, men i Jura, hvor han slog Pinot, var han betydeligt bedre end i Bretagne. Han er slet ikke så ringe i dette terræn, men som vi så i Touren, er hans enkeltstart stadig for mangelfuld. Med den nuværende form bliver det svært at vinde, selvom han bør være en af de stærkeste på stigningerne. Egentlig burde FDJs bedste kort være Bruno Armirail, der både kan klatre og køre enkeltstart, men han synes formsvag, og holdet har meldt ud, at han kommer for at hjælpe Pinot og Gaudu i det fladere terræn. Også Attila Valter synes decideret formsvag, og Sebastien Reichenbach passer ikke rigtigt til løbet.

 

En anden rytter, der ligesom Pinot, kører en fornuftig enkeltstart, er Bauke Mollema, og derfor burde han være en af de bedre kandidater. Det er dog blot hans andet løb efter den lange pause, og selvom EM var pænt, var han ikke i stand til at køre med de bedste. Hans enkeltstart er også skræmmende svingende, og han kan både blive nr. 74 og ende i top 10. Desværre betyder knap så god form ofte det første, og selvom resten af løbet passer ham udmærket, vil jeg tvivle på, at hans form rækker hele vejen, selvom han er en af de få, der har alsidighed.

 

Faktisk kan Mattias Skjelmose meget vel blive Treks bedste. Den unge dansker har længe gjort løbet til et mål, og han har vist god form i efteråret, senest i Danmark og Norge. Særligt hans enkeltstart i Danmark var så opløftende, at det giver perspektiver for dette løb efter en tid, hvor hans tidskørsler har været knap så overbevisende. Desværre viste Danmark og Norge også, at han på de hårde etaper nok primært skal begrænse sit tab i dette ret stærke felt af puncheurs. Trek har også Mads Pedersen, der er en af feltets klart bedste temporyttere, men løbet her bør blive for hårdt - også fordi hans gode form fra august måske har virket en anelse aftagende, og fordi han måtte forlade Benelux Tour med hofteproblemer. Trek har naturligvis også Vincenzo Nibali, som har alsidigheden, men den Nibali, vi kender i dag, vil næppe var i form efter en lang pause. De dage, hvor Alex Kirsch kan køre klassement på hjemmebanen, er ovre, og han må være hjælper her.

 

Egentlig burde Pierre Latour ligge højt på listen. Han genfandt nemlig sin enkeltstart i Touren efter nogle år, hvor den var helt væk, og som puncheur burde han faktisk være skabt til dette løb. Problemet er bare, at han var helt væk i Jura og Doubs, og efter en lidt skuffende indsats i Ain tyder det på, at formen ikke er i top. Omvendt blev han nr. 4 på enkeltstarten i Poitou-Charentes, og det vidner om, at han måske bare kan have haft en offday eller været ramt af uheld. Det åbner døren for, at han alligevel kan være med i et løb, der passer ham. Som alternativ har Total Anthony Turgis, der kan få det for hårdt, men burde være god i dette terræn. Problemet er, at han er for temposvag, også selvom han faktisk gjorde det hæderligt i Poitou-Charentes, og at han ikke synes at være formmæssigt helt på toppen. Edvald Boasson Hagen kan ikke længere køre klassement i et løb som dette, og Dries van Gestel gør comeback efter en skade.

 

Jeg nævnte, at der kun var to gode klatrestærke tempospecialister. I tillæg til Almeida er det hans holdkammerat Mattia Cattaneo, men han synes ikke at have formen efter sin pause. Han var helt usynlig i Bretagne, og ved EM tog han vel to føringer, inden han blev sat. Derfor vil det undre mig, hvis vi ser ham fremme, men vi så også i foråret, at selv en formsvag Cattaneo nok skal køre en fin enkeltstart. Om han så kan overraske formmæssigt og alligevel ende helt fremme, tør jeg ikke udelukke, men han skal vise mere, end han har gjort hidtil. Deceuninck har også Mauri Vansevenant, men han var ikke overbevisende i Vueltaen, og hans enkeltstart er ikke imponerende, hvorfor det ikke er overraskende, at han er udpeget som hjælper. Det er også Fausto Masnada, der gør comeback efter sit grimme styrt i juli og ikke er på toppen, samt Pieter Serry og Dries Devenyns, der egentlig med en hæderlig enkeltstart burde kunne køre et godt klassement, men nu må regne med at skulle kontrollere løbet.

 

Hos Cofidis glæder jeg mig meget til at se Anthony Perez, der altid topper i dette løb. Han har vundet ikke færre end to puncheuretaper her - blandt andet foran en vis Greg van Avermaet - og det er terræn, der passer ham. Hvis han efter en pause har samme form som i Limousin, kommer han også ganske langt, og han viste i Touren, at hans enkeltstart er blevet ganske god. Faktisk har han hele pakken, men jeg frygter, at den nye rute er lidt for voldsom i dette skrappe selskab. Cofidis’ andet kort er den tidligere vinder Jesus Herrada. Han genfandt sig selv lidt i Vueltaen og passer til dette puncheurterræn, men han har i de seneste to år stadig manglet det niveau, han havde, da han vandt løbet i 2020. Samtidig er hans tidligere så gode enkeltstart stadig også helt væk. Holdet kommer også med Ruben Fernandez og Fernando Barcelo, men de har begge været formsvage i optakten og er temposvage, og sidstnævnte gælder også for Jose Herrada.

 

Arkea har Nairo Quintana, der synes flyvende i øjeblikket. Sammen med Cosnefroy syntes han at være stærkeste mand i de tre løb i forrige weekend, og det var ganske imponerende i terræn, der ikke passede ham. Terrænet her er lidt det samme, og derfor bliver det svært for en ren klatrer som ham at gøre forskelle, men som vi så i Frankrig, vil han formentlig stadig ende helt fremme på nøgleetaperne, ikke mindst kongeetapen, selvom han får svært ved at vinde. Når han ender langt nede på listen, skyldes det naturligvis hans enkeltstart, der kun synes at gå den forkerte vej i disse år. Arkea har også den ligeledes temposvage Elie Gesbert, men han er et pænt stykke fra formen, og Romain Hardy og Dayer Quintana, der ellers kan begå sig i hårdt terræn, synes ikke at have formen.

 

Uno-X kommer med sidste års nr. 2, Markus Hoelgaard, der altså har dokumenteret, at han er god i dette terræn. Desværre skuffede han på stigningerne i Arctic Race og Tour of Norway, og han har ikke virket helt på toppen. Til gengæld kørte han et fabelagtigt EM, og det kan indikere, at han nu er klar til at gentage sidste års flotte resultat. Desværre skal det nok være på etaper og ikke i klassementet, da han må regnes som decideret temposvag.

 

Uno-X har også Anthon Charmig, der senest i Danmark imponerede igen og viste, at han kan være med i dette puncheurterræn. Desværre viste det danske løb også, at hans enkeltstart har for store mangler. Det har den ikke hos formstærke Morten Hulgaard, men han vil finde terrænet for svært. Det er det ikke for Jacob Hindsgaul, der også har kørt fine enkeltstarter tidligere, og som kommer med en 8. plads fra l’Avenir, men han har til gode at bevise sig selv i så stærkt et selskab. Torstein Træen så godt ud i Norge, men han har for store mangler og er temposvag, og Torjus Sleen kan vist ikke agere andet end hjælper.

 

B&B har Franck Bonnamour, der fortsætter med at imponere. Senest gjorde han det fornemt i Limousin og Bretagne, men hans kørsel i Jura og ved EM indikerer, at han måske langt og længe er ved at blive træt. Han lider også under en ringe enkeltstart, men til gengæld burde dette puncheurterræn være ideelt. Med sin Bretagne-form kan han sagtens være med helt fremme på linjeløbsetaperne. Løbet passer til gengæld ikke rigtigt Pierre Rolland og Sebastian Schönberger, der ikke synes i storform, og det er for hårdt for Bryan Coquard og formentlig også en ikke specielt velkørende Cyril Barthe, mens Jonathan Hivert definitivt synes faldet sammen.

 

Endelig er der BikeExchange, der stiller med Tanel Kangert. I teorien burde han være langt oppe på listen, men hans enkeltstart har i år været helt væk. Senest blev han bare nr. 30 på enkeltstarten i Polen, hvor han også skuffede fælt på stigningerne. I det hele taget har han klatreniveau været skuffende i år, og derfor er han ikke den oplagte kandidat, han burde være. Australierne har også Esteban Chaves, der kommer tilbage fra en pause og sagtens kan være velkørende, men hans enkeltstart har i år været ikkeeksisterende, og i topform er han næppe. Jack Bauer var flyvende i Benelux og kan køre lidt enkeltstart, men det bør blive for hårdt, og unge Kevin Colleoni har haft det svært på det sidste.

 

Jeg tvivler på, at de øvrige hold kan blande sig. Alpecin har Petr Vakoc, der passer til løbet og blev nr. 9 sidste år, men han synes ikke flyvende lige nu og hæmmes af enkeltstarten. Noget tyder på, at Philipp Walsleben igen er i en formsvag periode. Bingoal har lokale Luc Wirtgen, der dog er overmatchet på stigningerne i dette felt, og Remy Mertz synes ikke i form. Burgos stiller med Jetse Bol, der passer til terrænet, men har haft et skuffende år. Caha Rural skal satse på Jhojan Garcia og Jonathan Lastra, men begge er meget temposvage og har skuffet på det sidste. Delko burde have en fremragende puncheur i Eduard Prades, men efter en kortvarig opblomstring i Norge, er han faldet helt sammen, og heller ikke Delio Fernandez synes i form. Lotto skal prøve med Kobe Goossens, der dog mangler både eksplosivitet og tempoevner, da løbet er for hårdt for tempostærk Harry Sweeny, særligt i et comeback efter en skade. Hos Rally er løbet for hårdt for Pier-André Cote, der som den eneste synes i form, og Vini har intet at komme med på denne rute. Hos Sport Vlaanderen bør Fabio van den Bossche og Kenneth van Rooy gøre det fint på de hårde etaper, men de er temposvage, og holdets temporytter, Rune Herregodts, har selv erkendt, at han slet ikke kan finde formen til hårdt terræn lige nu. Endelig skal det blive spændende at følge Leopards lovende Jan Maas, hvis ikke hans nylige positive coronatest, som ventes at være falsk, forhindrer ham i at komme til start, efter at den holdt ham ude af EM.

 

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der er flere ændringer. Således stiller Mads Pedersen ikke til start, men Trek stiller i stedet med Antonio Tiberi, der med sine tempoevner passer til løbet. Hans form er imidlertid tvivlsom efter et styrt i Polen, hvor hans enkeltstart også var skuffende. Heller ikke Fernandez eller Herregodts stiller til start.

 

***** Joao Almeida

**** Benoit Cosnefroy, Marc Hirschi

*** David de la Cruz, Thibaut Pinot, Bauke Mollema, Davide Formolo, Pierre Latour

** David Gaudu, Mattia Cattaneo, Anthony Perez, Nairo Quintana, Juan Ayuso, Mattias Skjelmose, Jesus Herrada, Markus Hoelgaard, Anthony Turgis, Clement Champoussin, Franck Bonnamour, Tanel Kangert, Antonio Tiberi, Anthon Charmig, Esteban Chaves, Bruno Armirail

* Ben O’Connor, Mauri Vansevenant, Vincenzo Nibali, Petr Vakoc, Jacob Hindsgaul, Torstein Træen, Pieter Serry, Dries Devenyns, Elie Gesbert, Sebastien Reichenbach, Andrea Vendrame, Pierre Rolland, Luc Wirtgen, Jhojan Garcia, Jonathan Lastra, Kobe Goossens, Fabio van den Bossche, Kenneth van Rooy, Jan Maas

 

Danskerne

Hos Trek burde Mattias Skjelmose kunne køre et godt klassement i et løb, han har satset på. Hos Uno-X burde Anthon Charmig og Jacob Hindsgaul kunne køre et fint klassement, mens Morten Hulgaard skal fortsætte de gode takter på enkeltstarten

 

SE TOUR DE LUXEMBOURG PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Joao Almeida
Benoit Cosnefroy, Marc Hirschi
David de la Cruz, Thibaut Pinot, Bauke Mollema, Davide Formolo, Pierre Latour
David Gaudu, Mattia Cattaneo, Anthony Perez, Nairo Quintana, Juan Ayuso, Mattias Skjelmose, Jesus Herrada, Markus Hoelgaard, Anthony Turgis, Clement Champoussin, Franck Bonnamour, Tanel Kangert, Antonio Tiberi, Anthon Charmig, Esteban Chaves, Bruno Armirail
Ben O’Connor, Mauri Vansevenant, Vincenzo Nibali, Petr Vakoc, Jacob Hindsgaul, Torstein Træen, Pieter Serry, Dries Devenyns, Elie Gesbert, Sebastien Reichenbach, Andrea Vendrame, Pierre Rolland, Luc Wirtgen, Jhojan Garcia, Jonathan Lastra, Kobe Goossens, Fabio van den Bossche, Kenneth van Rooy, Jan Maas

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Luxembourg
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Classique Paris-Chauny(1.1) 26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

Greek Monuments Tour(2.1) 23/09-26/09

Cro Race(2.1) 28/09-03/10

Giro di Sicilia(2.1) 28/09-01/10

LVM Saarland Trofeo(2.NCUP) 30/09-03/10

La Route Adélie de VItré(1.1) 01/10

Tour of Fuzhou(2.1) 01/10-07/10

Paris-Roubaix Femmes(1.WWT) 02/10

Classic Loire Atlantique(1.1) 02/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 03/10

Famenne Ardenne Classic(1.1) 03/10

Gran Premio Bruno Beghelli(1.1) 03/10

Paris-Roubaix Juniors(1.NCUP) 03/10

Women's Tour(2.WWT) 04/10-09/10

Binche-Chimay-Binche(1.1) 05/10

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger