Optakt: Tour de Luxembourg

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Løbets rolle og historie

I mange år vi været vant til, at Tour de Luxembourg var det første etapeløb efter Giroen. Med sin placering først i juni var hertugdømmets nationale rundtur for mange en god chance for at komme i gang med løbene igen efter en pause med højdetræning frem mod Touren. Løbet kunne ikke kombineres med Criterium du Dauphiné, der sluttede samme dag, som Luxembourg lukkede ballet, men for ryttere, der havde brug for et løb inden Tour de Suisse, Tour de Slovenie eller ZLM Toer, der ofte har været den sidste brik frem mod Touren, var det en god trædesten.

Desværre begyndte det at gå ned ad bakke, da løbet fik en nye konkurrent. Den nye Hammer Series blev sat i søen af Velon, der er skabt af et flertal af WorldTour-hold, og da disse alle skulle deltage i den nye begivenhed i Holland og samtidig starte i Dauphiné om søndagen, var løbet i Luxembourg endt som de helt store tabere. Således var BMC i 2017 eneste hold fra den fineste division til start, og end ikke Lotto, der i mange år har brugt løbet til at starte André Greipels Tour-forberedelse, var med. Heldigvis kunne man trøste sig med Greg Van Avermaets deltagelse, hvilket sikrede en vis opmærksomhed, men det kunne ikke ændre på, at man havde det svageste felt i umindelige tider.

Læs også

Juul skal køre med stjerne - håber på Tour-plads

Desværre fortsatte derouten, da den nye Hammer Series-runde i Stavanger sammen med det opgraderede Tour of Norway gjorde kalenderen endnu mere pakket, og igen i 2018 var løbet i Luxembourg endt som den store taber. Således var der for første gang ikke ét eneste WorldTour-hold til start, og det samme gjaldt i 2019. Arrangørerne spekulerede åbent i offentligheden på, hvad der kunne vende nedturen, og det blev endda overvejet at reducere det til et endagsløb.

Reaktionen kom i 2020, men måske var den unødvendig. Hammer Series blev nemlig et offer for magtkampen mellem UCI og Velon, men da de nye løb forsvandt, var Tour de Luxembourg allerede blevet flyttet. Som noget nyt skulle det nu afvikles som forberedelse til noget andet end Touren, nemlig til VM. Derfor blev det flyttet til september i et forsøg på at sparke liv i begivenheden igen.

Som bekendt blev 2020 et helt andet år end ventet, og derfor kunne det ikke rigtigt bruges til at sige noget om flytningens succes. Nu afvikledes det midt under Tour de France, og i første omgang var der i hvert fald tale om et boost. Ganske vist var antallet af stjerner få, når de fleste af disse var til start i Frankrig, men de 8 WorldTour-hold repræsenterede en markant fremgang i forhold til det, vi så i årene forinden.

Heldigvis fortsatte succesen i 2021, hvor kalenderen var normaliseret. Løbet havde da også en glimrende placering i et år, hvor der grundet OL var en ekstra uge mellem Vueltaen og VM. Normalt har rytterne skullet vælge mellem Vueltaen, Tour of Britain og de canadiske klassikere i forberedelsen til VM, og derefter har der været en serie endagsløb i primært Belgien og Italien, hvor de sidste formjusteringer har kunnet foretages.

Nu havde man pludselig et alternativ til disse endagsløb. Mens der i samme uge kørtes et hav af begivenheder i Belgien og Italien, valgte nogle fem sammenhængende løbsdage i Luxembourg. Med otte WorldTour-hold kunne man også i en normal kalender matche feltet fra 2020, og denne gang var der endda flere stjerner til start også. Det var dog relativt få VM-ryttere, der syntes at ville køre et etapeløb så tæt på hovedmålet, men til gengæld syntes løbet at være et godt alternativ til de italienske løb for de ryttere, som satsede på Italien og de øvrige italienske oktoberklassikere.

Også i 2022 var flytningen en bragende succes. Med var VM i Australien er det ikke ideelt som VM-forberedelse, men som klassikerforberedelse var det stadig storartet. Ganske vist kunne man kun præsentere seks WorldTour-hold, men det var stadig markant bedre end i de sidste år inden flytningen, og selvom konkurrencen var skærpet med tilbagekomsten af de canadiske løb, der havde stjålet hovedparten af stjernerne, kan man stadig præsentere pæne navne, der brugte løbet som et skridt mod større mål.

I år er alt naturligvis anderledes. Der er intet VM, og derfor har man rykket løbet, så det stadig afvikles i ugen efter Vueltaen, men nu afvikles uden konkurrencen fra alle de endagsløb, der blev afviklet i sidst uge. Nu skal det i stedet slås om opmærksomheden med EM, der også har en speciel placering i år, og dermed er det helt entydigt denne gang ren forberedelse til de italienske klassikere. Den model har været en bragende succes, da ikke færre end 12 WorldTour-hold og adskillige stjerner stiller til start - lidt af omvæltning for et løb, der for fire år siden ikke havde deltagelse af ét eneste af de største hold.

Luxembourg er et stort cykelland, og det er derfor ikke sært, at den nationale rundtur har en lang historie. Løbet blev første gang afviklet i 1935, og bortset fra en lille pause under Anden Verdenskrig har det været afviklet hvert eneste år siden da. I de tidlige år blev det domineret af de hjemlige ryttere, inden franskmændene og belgierne begyndte at vise fanen. Siden Arie den Hartog vandt i 1964, er løbet imidlertid i stigende grad blevet internationaliseret, og de seneste årtier er vinderne kommet fra utallige forskellige nationer. Ganske interessant er det, at det var rammen om en af Lance Armstrongs første store sejre efter comebacket fra hans cancersygdom, idet han vandt løbet i 1998 på sin vej mod en fjerdeplads i Vueltaen. Løbet har også været succesrigt for danskere, idet Mattias Skjelmose vandt i 2022, Matti Breschel vandt i 2014, Jakob Fuglsang i 2012, Jørgen Bo Petersen i 2001 og Søren Lilholt i 1987.

På grund af den lange historie nyder Tour de Luxembourg stor status i UCI-hierarkiet. Det er et 2.Pro-løb, og selvom det i de senere år har haft svært ved at tiltrække mange WorldTour-hold, har dets status aldrig været truet. Da WorldTouren/ProTouteren blev introduceret i 2005, var arrangørerne oprindeligt en del af planen om at fusionere de nationale rundture i Luxembourg, Belgien og Holland til et stort Tour de Benelux. Disse ideer førte til skabelsen af Eneco Tour (nu Renewi Tour), men i sidste ende valgte de belgiske og luxembourgske arrangører at holde deres egne løb i live som selvstændige begivenheder, og Renewi Tour kører i dag slet ikke igennem Luxembourg.

Læs også

Van der Poel sendte sejrshilsen til Evenepoel

Luxembourg er et lille land, og derfor er det ganske imponerende, at arrangørerne kan mønstre et fem dage langt løb. Selvfølgelig betyder landets beskedne størrelse, at der ikke er plads til mange eksperimenter. Derfor er etapefinalerne ofte med år efter år, og løbet har haft et ret fast format. Den eksplosive prolog i hovedstaden, hvor man har spurtet op ad en kort brostensbakke i et af årets mest ikoniske løb, har været efterfulgt af en blanding af sprinteretaper og kuperede etaper, der har været skabt til stærke sprintere eller ardennerspecialister. Luxembourg er bestemt ikke fladt, men der er heller ingen høje bjerge, og derfor har det været et perfekt løb for puncheurs og hurtige klassikerryttere.

Det er dog ikke kun datoen, der eksperimenteres med i disse år. Allerede i 2020 droppede man prologen, men resten af løbet bestod af klassiske og velkendte finaler. I 2021 kastedes alt imidlertid op i luften. Ikke blot var der som noget helt nyt en lang enkeltstart, de klassiske og velkendte finaler var også erstattet af helt nye afslutninger. Kun den klassiske afslutning på Plabeierbierg i hovedstaden bestod, men det eksplosive terræn ændredes der naturligvis ikke på. Den nyskabelse fortsatte i 2022 og fortsætter igen i år, hvor den lange enkeltstart er med igen, men man går tilbage til genbrugsmodellen ved at genbruge flere finaler fra ruterne i 2020, 2021 og 2022.

Sidste år var altså det andet år med en enkeltstart, og det fik naturligvis en altafgørende betydning i et løb, der normalt afgøres på sekunder, at man pludselig skulle køre mere end 25 km solokørsel. Alligevel endte det i en uhyre nervepirrende afgørelse, for efter at Valentin Madouas havde kørt sig i førertrøjen med sejr på 1. etape, tog Mattias Skjelmose karrierens første sejr på enkeltstarten. Han slog dog kun Kevin Vauquelin med 3 sekunder, og dermed skulle det hele afgøres på bonussekunder, da fire mand spurtede om sejren på sidste etape. Her tog Madouas sin anden etapesejr, men med en 2. plads foran Vauquelin kunne Skjelmose tage den samlede sejr med 5 sekunder ned til Vauquelin og 17 sekunder ned til Madouas. Skjelmose vender i år ikke tilbage for at forsvare titlen, og da Vauquelin puster ud efter et tidligt exit fra Vueltaen, bliver Madouas den eneste genganger fra det seneste podium.

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Ruten

Som sagt er der ikke meget plads til variation i et lille land som Luxembourg, og derfor har løbet fulgt et ret fast mønster. Den ikoniske aftenprolog, der for mange har været begyndelsen på sommeren i cykelmæssig forstand, har givet de eksplosive ryttere en chance for at spurte op ad en stejl brostensbakke og sikre sig den første førertrøje, inden sprinterne er kommet til fadet på 1. etape. Derefter har der som regel ventet to kuperede etaper, der har tilgodeset stærke sprintere og klassikerryttere, hvoraf kongeetapen typisk er kommet om lørdagen. Tidligere var sidste etape ofte ikke så svær, men siden 2013 er den blevet holdt på en meget svær rundstrækning i hovedstaden, hvor en afslutning på den korte, stejle Pabeierbierg har skabt spænding frem til allersidst.

I mange år foretrak man flade finaler på svære rundstrækninger, hvor en hård stigning et par kilometer fra mål kunne skabe udskilning og bruges til sene angreb. Derfor skulle de klatrestærke folk angribe fra distancen, hvis de ville af med de hurtigere afsluttere. I 2014 sammensatte man imidlertid en ny, meget sværere rute med hele to finaler på korte, stejle stigninger og kun én etape for sprinterne, og den rute blev stort set genbrugt i 2016. Faktisk fandt man et helt fast format, hvor prologen og sidste etape gik igen hvert eneste år, og hvor man herefter skiftede mellem to helt faste sammensætninger af de tre midteretaper. I 2015, 2017 og 2019 var der derfor tale om stort set samme rute, ligesom også 2018-, 2016- og 2014-udgaverne var næsten identiske.

Det blev der lavet om på i forbindelse med genopfindelsen af løbet i 2020, hvor prologen udgik, og det faste mønster blev brudt. Det var dog stadig mange velkendte afslutninger, der udgjorde løbet, men sådan var det ikke i 2021. Arrangørerne mener det virkelig, når de vil skabe noget nyt, og derfor skabte de denne gang et løb, hvor der ikke var én eneste finale, vi kendte fra tidligere. Selv sidste etape på Pabeierbierg blev der eksperimenteret med ved at ændre den velkendte rundstrækning.

Den største forandring var, at prologen ikke blot var væk, men erstattet af den første rigtige enkeltstart i nyere tid, endda over hele 25,4 ganske kuperede kilometer. Resten af løbet var også sjældent uvenligt mod sprinterne, der kun havde én mulighed, og derudover var der hele tre etaper for de eksplosive puncheurs - den ryttertype, som altid favoriseres mest i Luxembourg.

Den model var man åbenbart begejstrede for. I hvert fald var der tale om helt samme struktur sidste år, hvor man atter har lagt en lang enkeltstart ind som den absolutte nøgleetape. Med 300 højdemeter over 26,1 km var den endda stort set identisk med 2021-udgaven, idet den også har en passende blanding af fladt tonserterræn og eksplosive bakker. Derudover var der atter én mulig sprinteretape, som denne gang endda kun var for de mere holdbare, samt tre etaper for puncheurs. Man gik også tilbage til genbrugsmodellen, da hele tre af finalerne var blevet brugt i enten 2020 eller 2021.

Læs også

Komet sikrer ny UAE-sejr med monsterspurt

Det mønster fortsætter igen i 2023, hvor opskriften er helt den samme. Den lange enkeltstart er blevet et fast element og har i år med sine 23,9 km og mellemkuperede stort set samme design som de seneste to år. Sprinterne må igen leve med bare én chance, og derudover er der hele tre etaper, der passer puncheurtyperne. Også denne gang er der tale om en del genbrug, da hele tre af de fire linjeløbsetaper har afslutninger, der er blevet brugt inden for de seneste to år, men alligevel er der tale om betydelig nytænkning. Man har nemlig opfundet en helt ny kongeetape, hvor man skal op over den lange Niklosbierg med 15 km til mål, og det ligner en etape, der kan skabe større forskelle, end vi normalt ser det i løbet.

Man lægger dog ud med genbrug. Allerede fra start venter således en potentiel klassementsetape, når man slutter med samme eksplosive finale, som i hovedstaden Luxembourg åbnede løbet i 2021 og 2022. I 2021 lagde Joao Almeida grunden til sin samlede sejr ved at vinde en spurt bare 1,5 km efter den korte Kirchberg-stigning, og sidste år lykkedes det for Valentin Madouas at køre fra alt og alle. Med andre ord kan der vindes tid allerede onsdag. Derefter får klassementsrytterne en chance for at puste ud torsdag, hvor der er lagt op til årets eneste sprinteretape, der har samme finale som i 2021, hvor Sacha Modolo sejrede, men hvor der stadig skal klatres hele 2600 højdemeter.

Klassementskampen genoptages fredag, der byder på løbets helt store nyskabelse. Her bydes der nemlig på en ny kongeetape, hvor man tre gange skal over den mere end 3 km lang Niklosbierg, der kan skabe betydelig udskilning og med sin top 15 km fra mål kan åbne for både en puncheurspurt på en 900 m lang bakke op til mål eller en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk i fladlandet.

Derefter venter løbets absolutte nøgleetape, når næstsidstedsagen for tredje år i træk byder på en enkeltstart over ca. 25 km og i ganske kuperet terræn, inden det hele slutter med den klassiske afslutning med en rundstrækning på Plabeierbierg i Luxembourg, hvor man bruger samme modificerede rundstrækning som de seneste to år. Ligesom i 2020 er målstregen flyttet væk fra toppen, og derudover er rundstrækningen nu også forlænget, hvilket bør give en lettere finale. Alligevel var der klassementskamp de foregående år, hvor David Gaudu sneg sig væk i den taktiske finale efter toppen i 2021, og hvor fire mand spurtede om sejren og bonussekunder i 2022. Det vidner om, at der fortsat kan vindes sekunder til allersidst for løbets puncheurs - og det er jo en passende afrunding på et puncheurløb, der nu med ét er blevet forandret til et løb, hvor der primært stilles krav til tempoevnerne.

1. etape

I årevis var det fast kutyme, at løbet blev indledt med den klassiske tekniske og uhyre eksplosive prolog i Luxembourgs brostensbelagte gader, men i forbindelse med nytænkningen af løbet og kalenderændringen er der lavet om på tingene. Allerede i 2020 åbnede man i stedet med en linjeløbsetape med mål på en af de mange småbakker i hovedstaden Luxembourg, og den model genbrugtes både i 2021 og 2022 og genbruges nu i år. I 2021 indførte man dog en ny finale med mål kort efter toppen af den lidt hårdere Kirchberg og med en ganske hård stigning til at rydde ud i feltet kort forinden, hvor Joao Almeida i et herligt puncheuropgør vandt etapen og lagde grunden til sin samlede sejr, og den finale var åbenbart så stor en succes, at den vendte tilbage i 2022, hvor Valentin Madouas var den stærkeste af løbets puncheurs. Noget tyder på, at det kan blive en ny tradition, for samme finale åbner løbet i 2023, hvor favoritterne således skal være klar til et nøgleopgør fra start.

Med en distance på bare 156,4 km er der tale om en kort etape, der har både start og mål i hovedstaden Luxembourg. Starten går i den nordlige udkant, hvorfra man kører mod nord op ad en lille bakke, inden man fortsætter mod nord igennem terræn, der generelt er let faldende. Man kører kortvarigt mod vest for at nå frem til Bettendorf efter 37,4 km, hvor man kører videre mod vest op ad en bakke. Derfra zigzagger man sig mod nord og nordvest igennem faldende og fladt terræn lang grænsen til Tyskland frem til etapens nordligste punkt.

Her skifter terrænet karakter. Man drejer nemlig mod sydvest for at køre op ad Montte de Putscheid (2,4 km, 9,3%), der er uden for kategori og undervejs har en kilometer med hele 12,0%, inden man efter 61,0 km runder toppen. Den leder op til et plateau, der følges mod sydvest, inden det går mod syd via en nedkørsel ed til næste udfordring. Den rammer man, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Cote de Bourscheid (3,3 km, 7,1%), der hovedsageligt stiger med 6-7%, men har 1200 m med 8-9% undervejs.

Toppen passeres 79,9 km, hvorefter der går mod sydvest ad et fladt plateau, inden en kort nedkørsel leder mod nord og nordvest. I bunden drejer man mod syd for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de Eschdorf (2,5 km, 8,5%), der er ujævn med 1000 m med hele 10-12% midtvejs og har top efter 97,6 km.

Læs også

Van der Poel giver status på brud efter World Cup-sejr

Nu bliver det meget lettere. Det falder let mod sydøst, inden man kører mod sydvest op ad en bakke (800 m, 8,3%), som har top efter 110 km. Derfra snor man sig igennem let faldende og fladt terræn mod sydvest, sydøst og øst frem til dagens spurt, som kommer efter 132,7 km. Med det samme drejer man herefter mod syd for at køre igennem fladt terræn ind mod Luxembourg.

I stedet for at køre direkte ind til centrum venter der imidlertid udfordringer. Man drejer nemlig mod nordøst for at passere kategori 1-stigningen Cote de Stafelter (2,0 km, 7,3%), der er en tredelt stigning med først 800 km med hele 11%, inden den stiger med 6-8% frem over 800 m og slutteligt med 0,8% frem mod toppen, der passeres efter 147,4 km.

Herfra resterer bare 9,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod sydvest ned til udkanten af byen. Her drejer man mod nordøst for at køre op ad den ikke-kategoriserede Kirchberg (1,6 km, 5,9%), der har top med ca. 1200 m igen. Herefter stiger det let op mål med ca. 1,5% over den sidste kilometer. Finalen er teknisk, idet der er sving med 3100 m, 3000 m, 2900 m, 2400 m og 2100 m igen, inden en lige og 6 m bred vej leder frem til de sidste to sving med 900 og 200 m igen.

I forhold til seneste udgave af etapen er ruten den samme efter toppen af Bourscheid. I 2021 var indløbet til målbyen lettere.

Etapen byder på i alt 2409 højdemeter mod 2554 højdemeter i 2022 og 2004 højdemeter i 2021.

Allerede fra start vil vi formentlig få en ide om hierarkiet i løbet. De kørte som sagt samme finale både i 2021 og 2022. For to år siden blev der angrebet på sidste stigning, men i sidste ende endte 39 mand dog i samme tid som den sejrende Joao Almeida. Sidste år viste Valentin Madouas dog også, at man kan køre alene hjem, da han holdt 49 mand bag sig, og faktisk blev det så taktisk, at Sjoerd Bax og Clement Berthet sneg sig væk efter toppen. Mest taler således for, at det vil være en gruppe, der skal spurte om sejren, og her så vi sidste år, at lidt tungere folk som Matteo Trentin og Florian Senechal var de hurtigste. En solosejr er dog også mulig igen, og så erfarede vi også, at der kan komme et taktisk spil på det flade stykke efter toppen.

Luxembourg er altid mål for både åbningen og afslutningen på løbet. Sidste år havde åbningen form af en puncheuretape med samme finale, hvor Valentin Madouas kørte alene på stigningen og sejrede foran Sjoerd Bax og Clement Berthet, der havde sneget sig væk efter toppen, og et felt på nu 47 mand. I 2021 havde vi også samme finale, Joao Almeida vandt en spurt blandt 39 mand foran Bauke Mollema og Marc Hirschi. I 2020 havde åbningsetapen en anden finale, hvor Diego Ulissi tog et vigtigt skridt mod den samlede sejr ved at vinde foran Amaury Capiot og Eduard Grosu, men derudover har det siden 2006 været i form af den klassiske prolog, der var kendt som Jimmy Engoulvents etape, idet franskmanden vandt i 2007, 2010, 2012 og 2013 samt blev nummer 2 i 2008, nummer 3 i 2011 og nummer 4 i 2015. De andre nylige vindere er Christophe Laporte (2019), Damien Gaudin (2017 og 2018), Jempy Drucker (2016), Adrien Petit (2015), Danny van Poppel (2014), Fabian Cancellara (2008 og 2011), Gregory Rast (2009) og Kim Kirchen (2006). I årene forinden havde 1. etape normalt ikke mål i byen, dog med 2003, hvor Thomas Voeckler vandt, som eneste undtagelse i dette årtusinde.

Læs også

Van der Poel overmander fejlbehæftet Van Aert i mudderkaos

2. etape

Siden løbet blev nytænkt i 2020, har der ikke været meget at komme efter for sprinterne, der typisk kun har haft én chance, og det kommer tydeligt til udtryk på årets letteste etape, der også i år bliver deres eneste mulighed. Her kan rytterne se frem til en for løbet sjældent flad etape, men alligevel skal der klatres 2600 højdemeter. Det forhindrede dog ikke en massespurt, da samme finale blev benyttet i 2021, hvor Sacha Modolo genopstod fra de døde og tog karrierens sidste sejr, og mon ikke løbets få sprintere vil være opsatte på at gribe den eneste mulighed for en regulær massespurt igen i år?

I alt skal der tilbagelægges 183,9 km, der fører feltet fra Mondorf-les-Bains til Mamer. Starten er ikke alt for vanskelig, idet man lægger ud med at køre en omgang på en 18,3 km lang småkuperet rundstrækning, inden man når tilbage til startbyen, hvor den første spurt kommer efter 16,5 km (den første del af rundstrækningen er neutraliseret). Herfra kører man mod sydøst ad en nedkørsel øst op og ned ad en bakke, inden man snor sig mod nord langs grænsen til Tyskland igennem terræn, der kun er let kuperet.

Den forlader man, når man drejer mod nordvest for at passere kategori 1-stigningen Cote de Beaufort (3,5 km, 4,4%), der har 700 m med 7,4% i bunden, men ellers er ganske let. Toppen rundes efter 81,9 km, hvorefter man snor sig mod vest igennem let kuperet terræn, inden en nedkørsel leder mod nord ned til Ettenbruck. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad Montte De Colmar-Berg (1,6 km, 8,8%), der er en jævn og stejl stigning uden for kategori, og som har top efter 110,8 km.

Efter toppen følger man et fladt plateau, inden man fortsætter igennem ganske kuperet terræn med flere mindre bakker, mens man zigzagger sig mod skiftevis sydvest, sydøst og øst. Senere kører man mod øst op ad kategori 1-stigningen Montée de Mariendallerhaff (1,3 km, 8,2%), der starter med 600 m med 10-13%, derefter har 300 m med 1,0% og slutter med 400 m med 8,2% frem mod toppen, som passeres efter 138,7 km. Et plateau leder nu mod sydvest ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 143,2 km, og hvor man lægger ud med en nedkørsel og et let stigende stykke, inden man efter 152,9 km krydser stregen i forbindelse med den anden spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 15,5 km lange runde. Den indledes med, at det stiger mod nordøst, slutteligt med 3,1% over 1,8 km, inden man drejer mod sydøst ad en kort nedkørsel. Kort efter drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej ind mod Mamer, hvor man drejer mod nordvest for at køre frem til stregen. Med 3 km igen bliver det fladt, den næstsidste kilometer er let faldende, og slutteligt stiger den sidste kilometer med 1,7% i snit. Finalen er ukompliceret, da en lige vej afbrydes af et sving i en rundkørsel med 1500 m igen, hvorefter en rundkørsel ved den røde flamme leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning. Det er en tredje og sidste spurt ved næstsidste passage af målstregen.

Læs også

Van Aert evaluerer forkortet crosssæson

Etapen byder på i alt 2670 højdemeter mod 2433 højdemeter.

I forhold til ruten i 2022 er rundstrækningen justeret helt marginalt i begyndelsen, så den bliver 300 m kortere, men derudover er ruten den samme fra bunden af Mariendallerhaff.

Etapen har præcis samme finale som i 2021, hvor det hele endte i en massespurt, og det er svært at tro, at det vil gå anderledes denne gang. Der er ikke mange sprintere til start, men i hvert fald Jordi Meeus og Ethan Vernon må have denne etape som ugens store mål. Dermed er der lagt op til et spurtopgør i den let stigende finale, hvor vi i 2021 så, at det faktisk var så hårdt, at Benoit Cosnefroy blandede sig med sprinterne og endte som nr. 2.

Mamer har kun tre gange tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb. Det var senest i dette løb i 2021, hvor Sacha Modolo genopstod og til allersidst i karrieren tog en sidste sejr ved at vinde foran Benoit Cosnefroy og Eduard Grosu på en rundstrækning, der praktisk talt var identisk med denne. Derudover var det ved de luxembourgske mesterskaber i 2020, hvor Kevin Geniets vandt linjeløbet og Bob Jungels enkeltstarten, og i 2014, hvor Frank Schleck sejrede i linjeløbet og Laurent Didier på enkeltstarten.

Læs også

Visma-nedturen fortsætter: Talent styrter og udgår

3. etape

Sprinterne fik deres chance, men allerede fredag står den igen på klassementskamp. Selvom løbet også i år i stort omfang gør brug af genbrug, har de for vane at opfinde én ny finale, og det gør de til denne 3. etape, der ligner en alvorlig udfordring. Her skal man nemlig slutte med tre omgange på en rundstrækning med stigningen Niklosbierg, der er betydeligt længere, end det typisk gælder for sene stigninger i Luxembourg. Fra toppen er der dog også ca. 15 km hjem til en rigtig puncheurspurt, og det åbner døren for en herligt uforudsigelig finale, hvor både gode ben og taktik kan komme i spil i et helt afgørende klassementsslag.

Med en distance på 168,4 km er der tale om en relativt kort etape, der fører feltet fra Mertert til Vianden. Fra starten på grænsen til Tyskland kører man først skiftevis mod nord, vest og syd igennem kuperet terræn, hvis vanskeligste udfordring er en bakke (1,3 km, 8,4%) med top efter 18,5 km. Herefter forsætter det kuperede terræn, når man snor sig mod nordvest. En længere bakke leder op til Beaufort, der passeres efter 40,9 km, og efter en nedkørsel følger et langt stykke, der er ganske let stigende. Det fortsætter, når man efter 58,5 km drejer mod nord, indtil man når op på et fladt plateau, hvor dagens spurt kommer efter 75,7 km.

Efter spurten går det af en let faldende vej mod nord og sydvest, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori1-stigningen Montee De Munshausen (3,3 km, 4,5%), der er en jævn stigning med bløde procenter og top efter 87,3 km. Et plateau følges nu videre mod nordøst til det nordligste punkt, hvorfra en nedkørsel leder mod øst frem til grænsen til Tyskland. Den følges nu mod syd ned via en ganske let faldende vej frem til dagens anden spurt, der køres efter 110,1 km.

Bare 200 m senere rammer man en 17,0 km lang rundstrækning, hvor der skal køres tre omgange. Den indledes med en snoet vej, der leder mod sydøst og gå og ned ad en lille bakke frem til målbyen Vianden, hvor man ikke krydser stregen. Her drejer man mod nordvest for at køre op ad Montee De Niklosbierg (3,6 km, 7,7%), der er uden for kategori og er en smule irregulær med først 1600 m med 9-10% og derefter 2000 m 5-7% frem mod toppen, som rundes efter hhv. 119,1 km, 136,1 km og 153,1 km.

Efter sidste passage resterer 15,3 km, som indledes med et fladt plateau, der fører videre mod nordvest og vest, inden en meget let nedkørsel leder mod nordvest og nordøst ned til rundstrækningens udgangspunkt. Efter afslutningen på tredje omgang tager man hul på en fjerde omgang ved at køre ad den snoede vej med den lille bakke ind til Vianden. Her kører man igen de første 600 m af Montee de Niklosbierg, og derefter drejer man til højre for at køre de sidste 300 m ind til mål, så etapen i alt slutter med en bakke, der over 900 m stiger med 7,0%, men stiger med 9-10 over de første 600 m. Det går ad en lige vej frem til et sving i bunden af bakken, hvorefter der er brosten over de første 600 m frem til svinget med 300 m igen. Herefter er der en skarp kurve med 200 m igen og slutteligt en kurve på 180 grader, inden man rammer den bare 3,5 m brede og 50 m lange opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3314 højdemeter.

Denne etape kan godt være lidt af en gamechanger for løbet. Det er ret specielt, at man har så lang og svær en stigning så tæt på mål i Luxembourg, og der bør her kunne gøres større forskelle, end man normalt ser det. Etapens forløb er imidlertid også meget åbent, når stigningen kommer med 15 km til mål. En solosejr til bedste mand kan ikke udelukkes, men der kan også ske en betydelig regruppering frem mod en rigtig puncheurspurt på den lille bakke op til mål. Muligheden for en taktisk finale, hvor man kan snige sig væk i fladlandet og vinde ganske megen tid er dog også mulig, og dermed kan meget ske i det, der ligner en sand nøgleetape.

Læs også

Lidl-Trek-stjerne misser stor dyst med Van der Poel og Van Aert

Vianden har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

4. etape

Med sin klassiske prolog har Tour de Luxembourg i mange år haft en enkeltstart, men den har kun været 2 km lang og meget speciel. I 2021 ændredes løbets natur fuldstændigt, da man som noget helt nyt bød på en rigtig enkeltstart og det endda en lang en af slagsen på ikke færre end 25,4 km. Selvom det egentlig skævvred klassementet i et løb, der normalt afgøres på sekunder, har arrangørerne været så begejstrede for ideen, at de har genbrugt den siden dengang. Det gør de således også i år, hvor enkeltstarten er med for tredje gang, og selvom den med sine 23,9 km - sidste år kørte man 26,1 km - er en anelse kortere end hidtil, er der denne lørdag utvivlsomt lagt op til løbets klart vigtigste slag. Det sker igen på en rute, der som sidste år er relativt kuperet og stiller krav til alsidigheden hos de ryttere, der drømmer om at vinde løbet samlet.

Med en distance på 23,9 km er etapen som sagt en anelse kortere end de to foregående år, og den har både start og mål i Petange. Allerede efter 600 m er der en rundkørsel, efter man er kørt ad en flad mod nordvest ud gennem yen, og derefter følger to sving efter hhv. 900 m og 1600 m. Derfra går det mod nord ad en let stigende frem til et svært dobbeltsving efter 2400 m, hvorefter man kører mod nordøst af en let stigende vej og op ad en bakke (400 m, 8,2%).

På toppen drejer man efter 3700 m ind på en helt lige og let faldende vej, der leder mod nordvest frem til byen Clemency, hvor man drejer to gange i træk i byens centrum, inden man rammer en lige vej, der leder mod nordøst. Den byder først på en bakke (300 m, 4,1%) med top efter 9 km, hvorefter det falder let og bliver næsten helt fladt. Efter 10,8 km drejer man til højre for at køre mod nordøst fem til det nordligste punkt, og efter 12,6 km drejer man mod syd for at køre ad en stigende og snoet vej, hvis højeste punkt nås på toppen af en bakke (700 m, 6,3%), på hvis top mellemtiden tages efter 15,3 km.

Læs også

Optakt: 6. etape af Tour Down Under

Efter tidstjekket fortsætter man mod sydøst ad en let faldende vej, inden der kommer to hurtige sving efter hhv. 16,4 km og 17,0 km. Derfra fortsætter det med at falde let mod sydvest ned til byen Hautcharage, som man passerer lige igennem. I udkanten er der efter 21,1 km en rundkørsel, og derefter fortsætter det med at falde let ned mod målbyen, hvor de sidste 2 km er stort set flade. Man drejer skarpt med 1400 m og 700 m igen, hvorefter man rammer opløbsstrækningen.

Etapen byder på i alt 237 højdemeter.

Det er lidt af en forandring af løbet, at man igen lægger så lang en enkeltstart ind, som man altså også gjorde det i 2021 og 2022, hvor etapen viste sig næsten altafgørende. Det vil den formentlig være igen, da man har designet en etape, der både på distance og antal højdemeter er næsten identisk med sidste års. Modsat sidste år, hvor højdemeterne kom meget koncentreret på to længere bakker, findes de denne gang i et mere rullende terræn, der vil passe specialisterne bedre. Der stilles således ikke samme krav til klatreevnerne på en rute, der heller ikke synes voldsomt teknisk, men bakkerne er hårde nok til, at de tunge folk vil få det svært på en dag, hvor de lidt lettere specialister vil slikke sig om munden med udsigten til at kunne slås om etapesejren og samtidig tage et meget stort skridt mod den samlede sejr.

Petange har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var til prologen i Fleche du Sud i 2008, hvor Marcel Wyss vandt foran Patrick Gretsch og Johan Lind

gren.

5. etape

Siden 2006 har løbet sluttet i hovedstaden Luxembourg, men modsat mange andre nationale rundture, der ender med en massespurt i landets største by, er alt stadig i spil helt frem til målstregen i det luxembourgske etapeløb. Således har man i de senere år endt løbet med en vanskelig finale på den korte, stejle Pabeierbierg, der igen i år vil lægge asfalt til afslutningen, og derfor vil der kunne vindes tid i klassementet helt frem til slutfløjtet. Igen er det eksplosive puncheurs og stærke sprintere, der vil være i spil til etapesejren, og dermed er det en passende afslutning på et løb, der altid byder på masser af muligheder for netop denne ryttertype. Ligesom de seneste to år har man ganske vist forlænget rundstrækningen, og som i både 2020 og 2021 flyttet målstregen 1500 m væk fra toppen af bakken og således skabt en lettere finale end den, vi kendte frem til og med 2019, men som vi har set, er døren helt åben for forskydninger i klassementet og måske en solosejr, som den David Gaudu i 2021 tog i en taktisk finale eller den spurtsejr, Valentin Madouas tog foran tre rivaler i 2022 - begge gange på en etape, der praktisk talt er identiske med denne,

Læs også

Se Van Aerts to skæbnesvangre styrt

I alt skal der tilbagelægges 177,2 km, som fører feltet fra Mersch til Luxembourg. Startbyen ligger umiddelbart nord for hovedstaden, og derfor består det meste af etapen af en tur op i bakkerne i den nordlige del af landet. Allerede starten er svær, når man kører mod nordøst op ad en bakke (1,8 km, 6,5%), og derefter ned ad en nedkørsel, inden det går mod sydøst op ad kategori 1-stigningen Cote de Nommern (2,7 km, 5,6%), der er en uhyre ujævn stigning med to 500 m segmenter på hhv. 10,4% og 9,8% og derudover lette passager.

Toppen rundes allerede efter 10,5 km, hvorefter det bliver meget lettere. Det går mod øst ad en nedkørsel, inden man snor sig mod nordvest ad et stykke, der kun er let kuperet. Det ændrer sig, når man fortsætter mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Montee de Gralingen (2,2 km, 6,3%), der er en relativt jævn stigning med top efter 38,7 km. Den leder op til et fladt plateau, der følges mod nord og nordvest, inden det går mod sydvest ad en nedkørsel. Derfra går det mod nordvest op ad Cote de Kautenbach (4,2 km, 4,7%), der er uden for kategori og skal deles i to med 2,7 km med 5-7% og 1,5 næsten flade kilometer frem mod toppen, som rundes efter 61,2 km.

Herfra bliver det igen lidt lettere. En nedkørsel leder mod nord, hvorefter man kører mod nordvest, vest og sydvest ad en vej, der er let kuperet og byder på en bakke (1,7 km, 6,7%) efter 86 km. Nu bliver det fladere, når man kører mod syd, sydøst og igen ned langs grænsen til Belgien, inden det går mod syd op ad kategori 1-stigningen Cote de Bogonville (4,3 km, 3,4%), der starter med 900 m med 7,5%, men derefter er ganske let frem mod toppen, som passeres efter 109,5 km.

Herfra går det kortvarigt mod øst ad en flad vej, inden man kører mod sydøst ad en lige og let faldende vej. Det bliver igen kuperet i bakkerne nord for Luxembourg, hvor man efter 141,5 km (2,2 km, 5,1%) og 144,5 km (1,0 km, 7,7%) skal over et par stigninger, inden man efter 147,7 km rammer rundstrækningen og kører den sidste del, så man for første gang skal over Pabeierbierg (700 m, 9,2%) og over den sidste kilometer frem til stregen, der efter 154,0 km krydses i forbindelse med den første spurt.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en ny og længere 11,6 km rundstrækning - en markant forandring af den gamle, der blot var 3,8 km lang, men altså samme rundstrækning som i 2021 og 2022. Fra start går det mod nordvest ad en nedkørsel, inden man skal op ad en bakke (700 m, 5,9%), der har top 7,5 km fra stregen. Her vender man rundt, når man kører mod vest ad et fladt plateau og derefter mod syd og sydøst ad en let faldende vej. Med to kilometer igen rammer man atter Pabeierbierg (700 m, 9,2%), hvorefter der venter 300 flade meter, inden den sidste kilometer er let faldende. Der er et 180-graderssving med 2500 m igen og derefter et sving med 1800 m igen, inden det 300 m fra stregen slutter med et dobbeltsving, som leder ind på den 6 m brede opløbsstrækning.

Etapen byder på i alt 3030 højdemeter mod 3186 højdemeter i 2022 og 3298 højdemeter i 2021.

Finalen på Pabeierbierg er blevet en sand klassiker, der altid danner rammen om en spektakulær afslutning. Som regel er de bedste ryttere adskilt af bare få sekunder, og derfor ender det oftest med en dyst mellem de bedste puncheurs i en finale, hvor der kan vindes både ”virkelige” sekunder og vigtige bonussekunder. Ligesom de tre foregående år er målstregen dog flyttet væk fra toppen af bakken, men det forhindrede ikke, at syv mand spurtede om sejren i 2020. Også sidste år blev der angrebet, og efter en regruppering samlede 13 mand, hvorfra David Gaudu i en taktisk finale kørte hjem til en solosejr lige foran Joao Almeida, der vandt spurten om 2. pladsen, mens de fire bedste spurtede om sejren i 2022. Med andre blev det trods den længere rundstrækning med mere fladt terræn end vanligt ganske selektivt, og dermed er der lagt op til et sidste stort slag mellem de eksplosive puncheurs. Historien viser også, at et udbrud meget ofte holder hjem, inden favoritterne selv slås om den endelige sejr, og alt er derfor i spil på en altid meget medrivende sidste etape.

I 2022 var etapen næsten identisk med denne, og her samledes Valentin Madouas, Mattias Skjelmose, Kevin Vauquelin og Kevin Geniets efter toppen, hvorefter Madouas vandt spurten foran Skjelmose, der sikrede sig den samlede sejr, og Vauquelin, mens de nærmeste syv mand anført af Matteo Trentin og Axel Laurance kom bare 3 sekunder for sent. I 2021 kørte David Gaudu væk på det flade i en taktisk finale, så han akkurat kunne sejre foran Joao Almeida og Pierre Latour, der var de hurtigste blandt 12 forfølgere. I 2020 havde vi for første gang mål efter toppen af bakken, og her kørte syv mand væk, inden Andreas Kron overraskende slog den førende Diego Ulissi og Markus Hoelgaard som de nærmeste rivaler i spurten. I 2019, hvor der senest var mål på toppen, kronede Jesus Herrada sin samlede sejr ved at vinde med 2 sekunder ned Jonathan Hivert og Pit Leyder. I 2018 blev den førende Andrea Pasqualon angrebet på den sidste rundstrækning, men det lykkedes ham at holde det samlet til en spurt i en ganske lille gruppe, hvor Anthony Perez sejrede foran Eduard Prades og Pasqualon selv. I 2017 splittedes feltet som altid sidste gang på stigningen, inden Greg Van Avermaet konfirmerede den samlede sejr ved at vinde en spurt foran Alex Kirsch og Xandro Meurisse på en dag, hvor kun de tre mand fik noteret vindertiden. I 2016 slog Philippe Gilbert den samlede vinder Maurits Lammertink og Dylan Teuns i en klassisk puncheurfinale, hvor 11 mand sluttede inden for 10 sekunder. Året inden var Sean De Bie bedste mand i et stort udbrud, mens André Greipel tog sit livs første at to udbrudssejre i 2014. Bob Jungels slog Paul Martens og Jan Bakelants i en tremandsdyst i 2013, mens Jurgen Roelandts var eneste overlevende fra et udbrud på en meget regnfuld dag i 2012. Romain Feillu vandt en spurt i 2011, og Gorka Izagirre sejrede på samme facon i 2010. Matti Breschel var hurtigst i 2009, Salvatore Commesso tog en udbrudssejr i 2008, og Gregory Rast og Stefano Garzelli var de stærkeste i feltet i hhv. 2007 og 2006.

Læs også

UAE-fænomen reagerer på imponerende sæsonstart

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Favoritterne

Tour de Luxembourg har altid været et løb for puncheurs og ardennerspecialister, men i årene op til nytænkningen blev den tendens endnu mere udtalt. Tendensen til at skabe hårdere ruter med flere afslutninger på korte stigninger betød, at løbet blev et for de meget eksplosive typer og virkelige specialister i netop denne type afslutninger. Tidligere skulle klatrerne og de stærkeste være lidt mere aggressive for at skabe forskelle, men nu kunne mange af dem vente til afslutningerne, hvor de vanskelige bakker betød, at de sande kunne kan dyste om sejren og vigtige bonussekunder.

Læs også

Stjerne hylder førertrøjens ”selvmord”

I den forstand har løbet været et af sportens mest udprægede puncheurløb. Ganske vist har der været en prolog, men den var på en kort brostensbakke i Luxembourgs centrum, hvor det var en ganske bestemt ryttertype, der trivedes, nemlig puncheurs. Selvfølgelig var der en eller to sprinteretaper undervejs, men Tour de Luxembourg har været sportens førende puncheurparadis.

Sådan plejede det i hvert fald at være, indtil arrangørerne besluttede sig for at genopfinde løbet. Man kunne sagtens have gjort som i 2020, hvor man nøjedes med en kalenderflytning, men bevarede løbets identitet, for løbet i Luxembourg vil med sit terræn altid være god forberedelse, uanset om målet er VM eller de italienske klassikere. Nu er det dog ikke blevet ved kalenderændringen, men med det nye koncept, der blev indført i 2021, er løbets identitet totalt forandret.

Det skyldes ikke, at man erstatter de gammelkendte finaler med nye, der nu dog synes at blive genbrugt - akkurat som man gjorde med de ”gamle” finaler. De nye afslutninger er måske endda endnu mere puncheurvenlige end dem, vi kender. Nej, det skyldes naturligvis inklusionen af en enkeltstart som erstatning for prologen. Det er der i sig selv ikke noget galt med. En kort enkeltstart i stil med det, vi kender fra Renewi Tour, kunne være et fint supplement, der vil fremkalde mere aggression på de kuperede etaper, men en enkeltstart på ca. 25 km er altså lidt af et misfoster. Nok er terrænet i Luxembourg hårdt, men der er ikke tale om bjerge, og derfor er det at blive afgjort på sekunder. Faktisk plejede vi at være vidner til et ret fascinerende og knivskarpt opgør på bonussekunder. I det lys kan det blive næsten umuligt at kompensere for de gigantiske forskelle, en så lang enkeltstart kan skabe, og dermed er det en uhyre skævvredet balance. I stedet for det knivskarpe opgør om sekunder over alle dagene bliver lørdadagens etape måske nu altafgørende.

Vi kan jo bare se, hvordan det gik i 2021, hvor modellen første gang blev benyttet. Tempospecialisten Joao Almeida vandt med en uhørt stor margin på hele 46 sekunder ned til Marc Hirschi, der endda kørte fra portugiseren på kongeetapen. Nr. 3 blev Mattia Cattaneo, der som hjælper for Almeida tabte en del tid på de tre svære etaper, men alligevel kunne han ved at vinde enkeltstarten sikre sig den samlede 3. plads. David Gaudu, Thibaut Pinot og Nairo Quintana var blandt de stærkeste i de tre puncheurfinaler, men enkeltstarten betød, at de endte som hhv. nr. 6, 7 og 11 med tab på hele 1.17, 1.27 og 1.56 til Almeida.

Sidste år fik vi faktisk alligevel et herligt opgør på bonussekunder på sidste etape, men det skyldtes, at Mattias Skjelmose og Kevin Vauquelin var så jævnbyrdige på enkeltstarten, at danskeren kun var 3 sekunder hurtigere end franskmanden, og derfor kunne Vauquelin have vundet løbet, hvis han på sidste etape var end som nr. 1 og ikke nr. 3 blandt de fire mand, der spurtede om sejren. Til gengæld blev Valentin Madouas et offer for den nye virkelighed. Han vandt ellers begge løbets to puncheuretaper - på 1. etape kørte han endda alene hjem - men alligevel var han med 17 sekunder op til Skjelmose aldrig tæt på at vinde samlet, selvom han kørte en for ham flot enkeltstart, hvor han blev nr. 10. Syv af de ryttere, der sluttede i den samlede top 10, var også i top 10 på enkeltstarten, og alle 10 var i top 15. Der er således ingen tvivl om, hvilken etape der er den vigtigste.

Konklusionen er klar. En temporytter, der kan klatre fornuftigt i puncheurterræn som dette, vinder løbet. Havde Cattaneo i 2021 kørt sin egen chance og begrænset tabet lidt mere på de hårde etaper, var han formentlig endt som nr. 2, selvom han ikke havde matchet Hirschi og Almeida i puncheurfinalerne. Terrænet er ganske enkelt ikke hårdt nok til at skabe de forskelle, der kan kompensere for enkeltstarten. Det er til gengæld hårdt nok til at eliminere tungere folk, som vi så med Morten Hulgaard og Thibault Guernalec, der sidste år endte i top 4 på enkeltstarten, men ikke var i spil i klassementet.

I år er ruten på mange punkter identisk med sidste års. Enkeltstarten er marginalt kortere, men den har ikke mange færre højdemeter. Det er en ganske hård enkeltstart, men tempo- og klatrestærke folk kan vinde masser af tid over så lang en distance. Den er også lettere end sidste år, hvor højdemeterne kom på to længere stigninger. I år er det mere rullende terræn med nogle småbakker, og derfor får klatrerne endnu vanskeligere ved at begrænse tabet.

Løbet har derudover igen i år kun én sprinteretape, nemlig 2. etape. Vi kender den fra 2021, og selvom det er en stigende finale, hvor Benoit Cosnefroy faktisk endte på en 2. plads for to år siden, vil det nok blive svært for klassementsrytterne at blande sig. Den vil derfor næppe spille en rolle i klassementet.

Puncheurtyperne skal vinde deres tid på 1., 3. og 5. etape. Finalerne på 1. og 5. etape præcis som i 2021 og 2022, og her så vi, at forskellene var små. På 1. etape kørte de bedste væk på bakken, men der skete begge gange en regruppering. I 2021 endte hele 39 mand fik samme tid som Almeida, der vandt spurten. Sidste år viste Madouas dog, at man kan køre alene, og vi så også, at det kan blive taktisk, da to mand sneg sig væk fra feltet efter toppen. Regrupperingen var dog så stor, at hele 47 mand endte i samme tid som Matteo Trentin, der vandt spurten foran Florian Senechal - to lidt tungere typer. Altså kan man godt vinde nogle sekunder, hvis man som Madouas er overlegen, men mest sandsynligt er det med en spurt i en relativt stor gruppe. Det er således både punch og spurtstyrke, der belønnes, men vi så sidste år, at det også kan blive taktisk efter toppen. I 2021 og 2022 blev den stejle stigning forinden kørt ret passivt, og det burde således kunne gøres hårdere, hvis man vil.

Læs også

Philipsen tabte terræn, da UAE-stjerne nærmede sig samlet sejr

Samme form for taktik efter toppen kan komme i spil på 5. etape, der har en næsten identisk finale, men hvor omgangene gør, at det er hårdere. Det så vi sidste år på i 2021. Her lykkedes det nemlig David Gaudu at snige sig væk på det flade, og selvom han i sidste ende fik samme tid som resten af favoritterne, vandt han etapen. Man kan således godt vinde nogle sekunder med en taktisk heldig hånd. På 5. etape vil chancen for, at bedste mand kører alene, og i 2022 lykkedes det Skjelmose, Vauquelin, Madouas og Kevin Geniets at holde sig fri af nærmeste gruppe på 7 mand, hvo der dog sad relativt tunge folk anført af Trentin. I 2021 endte 13 mand med at få samme tid som Gaudu og Almeida, der næsten hentede franskmanden i sin spurt, og det er altså heller ikke her, at man vinder minutter.

Den nye etape er 3. etape, der har en helt ny finale og må betegnes som kongeetapen. Den har potentiale til at blive den gamechanger, der måske kan gøre det muligt for en Madouas-type at vinde. Det er nyt med så lang en stigning så tæt på mål, og her er der chancer for at vinde betydeligt flere sekunder end på 1. og 5. etape. Det er nok optimistisk at tro, at bedste mand kan køre alene hjem, men en lille gruppe på 2-4 mand, der kan samarbejde, kan godt vinde ganske megen tid. Det kan dog også blive samlet i en relativt stor gruppe, og så taler vi igen om små forskelle i puncheurspurten, der dog er svær nok til, at bedste mand kan vinde nogle ”rigtige” sekunder i tillæg til bonussekunderne. Endelig betyder den flade finale, at overtal og taktik kan blive vigtig, som det kan på 1. og 5. etape, og her betyder den længere distance mellem top og mål, at et taktisk fremstød kan gøre større forskelle end på de to øvrige etaper.

Hvordan bliver vejret så? Der lægges ud med en sommerdag, der dog også bliver ret blæsende. Med generel modvind i finalen bliver der næppe sidevindskørsel, og med modvind mellem de to sidste stigninger bliver det svært an angribe tidligt. Der vil være medvind på sidste del af sidste stigning, og det øger chancen for forskelle. Torsdag byder til gengæld på møgvejr med dagregn og blæsende betingelser. Igen betyder retningen dog, at der næppe bliver sidevindskørsel.

Fredag bliver det decideret køligt på en bygedag, der igen vil være meget blæsende. Her vil der faktisk være sidevind næsten hele dagen, og det åbner døren for sidevindskørsel. Jeg mindes dog aldrig at have oplevet det i løbet, og jeg tvivler derfor på, at det bliver et tema. På stigningen vil der være direkte modvind på den hårde del, og derfor bliver det nok svært at skabe den store udskilning, etapen kunne have skabt. Det taler for en større gruppe til den sidste puncheurspurt på denne potentielle nøgledag. Det gode vejr ventes tilbage lørdag, hvor alle ser ud til at få ensartede betingelser på enkeltstarten, og sådan bliver det også på en smuk søndag. Her betyder modvind i finalen dog igen, at det kan blive svært at gøre de største forskelle.

Konklusionen er således, at det bliver et opgør mellem tempospecialisterne, men ikke de tunge af slagsen. Dertil er både enkeltstarten og de øvrige etaper for hårde, men kan man ikke køre enkeltstart, får man meget svært ved at vinde løbet. Vi har dog set, at finalerne er hårde nok til, at top 10 blev domineret af relativt temposvage puncheurs. Problemet var bare, at de ikke nåede hhv. Almeida og Skjelmose til sokkeholderne. Spurtstyrke, punch, bonussekunder og taktik bliver de afgørende komponenter udover tempoevner, og så skal man gerne have et fornuftigt hold til at kontrollere særligt finalerne på 3. og 5. etape, der kan køres aggressivt. I år burde 3. etape give større mulighed for at skabe forskelle og bringe taktik i spil, men vindretningen på både 3. og 5. etape gør, at det kan blive svært at reducere betydningen af enkeltstarten voldsomt. En lille joker er sidevinden på 3. etape, som jeg dog ikke anser som en sandsynlig komponent.

Siden løbet blev flyttet til september, er startlisten blevet boostet gevaldigt, men i år når man helt nye højder. Ideen om at rykke løbet over i den næsten ledige VM-uge, der nu ellers næsten kun optages af EM, har været en genistreg. De 12 WorldTour-hold er mange flere, end vi tidligere har set det, og samtidig er puncheurfeltet rystende godt. Det er herligt til et løb med tre puncheuretaper, men kan gøre det endnu vanskeligere for bedste mand at køre væk. Der er simpelthen for mange gode og eksplosive folk i feltet. Desværre er ikke mange af dem tempostærke.

Den forsvarende vinder, Skjelmose, lignede den store favorit, men efter hans ærgerligt afbud er det hele meget mere åbent. I dette stærke felt er der dog ingen tvivl om, hvem der kommer med det stærkeste hold. Soudal kommer i en skræmmende formation, og de kunne også godt have vinderen. I hvert fald peger jeg på Ilan Van Wilder, men det ikke med den helt store sikkerhed. Belgieren var i fremragende form i først Polen og siden Tyskland, hvor han tog den samlede sejr, men da han havde uheld i begge de canadiske løb, aner vi ikke, hvor han står nu. Det er dog et løb, der passer ham ganske perfekt. Han har bekræftet sit punch i både Polen og Tyskland, og selvom der er hurtigere og mere eksplosive folk end ham, bliver det ikke let at køre fra en formstærk Van Wilder, der bør kunne få del i bonussekunderne.

Hans enkeltstart har i år ikke været helt så god som tidligere, men da han bragede ind på temposcenen i 2021, var det netop på kuperede enkeltstarter, han excellerede. Derfor burde denne rute virkelig passe ham, og han har en ganske god chance for at vinde på lørdag. Med det stærkeste hold får han heller ikke problemer med at kontrollere etaperne. Har han holdt den form, vi aldrig fik lov at se i Canada, tror jeg, at han tager sin anden etapeløbssejr på en måned.

Han er dog langt fra alene på dette uhyggelige Soudal-hold. Nok er Julian Alaphilippe ikke som i gamle dage, men han blev trods alt hhv. nr. 9 og 12 i Canada. Formen er endda i fremgang, og jeg forventer at se en bedre Alaphilippe her. Terrænet er ikke så svært, at han bør komme i problemer, og med sin fart og det ekstremt stærke hold kan han i princippet vinde tre af de fem etaper - og måske endda blande sig i spurten på 2. etape. De afgørende er enkeltstarten. En god Alaphilippe kører jo fremragende enkeltstarter på kuperede ruter. Han har jo endda vundet en Tour-enkeltstart, men han synes ikke at have samme tempostyrke som tidligere. Jeg vil forvente, at han taber til de bedste på lørdag, men det kan han kompensere for via bonus med det niveau, han efterhånden har fundet.

Læs også

”Det er meget nemt at få fat i doping og bruge det”

Holdet har også Andrea Bagioli, der er skabt til finalerne og som Alaphilippe kan vinde tre af fem etaper, men selvom han vandt en etape, syntes han ikke helt på toppen i Slovakiet. Han udgik af Vueltaen med sygdom, og han kan meget vel køre spurterne for Alaphilippe. Største problem er dog enkeltstarten, hvor han vil tabe for meget. Det vil også den ellers formstærke Mauri Vansevenant, der også har punch og nok ender som hjælper. Mere interessant kan derfor være Fausto Masnada, der efter sin lange krise begynder at ligne sig selv igen. Han nåede inden krisen at køre ret gode enkeltstarter, men han mangler punch, og jeg frygter, at han i denne trup ender som hjælper. Det gør Dries Devenyns med sikkerhed, selvom også han stadig køre pæne enkeltstarter.

Jeg tror, at den største trussel mod Soudal, er Brandon McNulty. Han burde måske endda være favorit, for kører han en enkeltstart som til VM, vinder han formentlig. Her blev han nemlig nr. 4, men han er pokkers svær at regne med. Kort forinden blev han bare nr. 10 i Polen, hvor Van Wilder slog ham, og det er bekymrende, at han siden dengang har virket formsvag. I Tyskland var han ikke i nærheden af at matche Van Wilder, men hans 13. plads i Montreal, hvor han ellers arbejdede stenhårdt for Adam Yates, indikerer, at formen måske er på vej. Han har faktisk punch og kan spurte, men i dette felt af superpuncheurs handler det nok om at holde sig til og gøre forskellen på enkeltstarten, da det bliver svært at få del i bonus. Holdet til at kontrollere er godt, men alt står og falder med, om vi kan regne med den form, han havde i Montreal, eller om vi ser den McNulty, vi så i Canada og Bretagne.

UAE har nok et mere sikkert kort i Felix Grossschartner. Efter sin lange krise i begyndelsen af sæsonen fandt han sig selv i Dauphiné, og siden har han kørt rasende stærkt. Han udfordrede Van Wilder i Tyskland og var på podiet i Bretagne - begge gange var han McNulty overlegen - og senest var han sågar stærkere end kaptajnen, Tadej Pogacar, i Toscana. Han har dog også været i gang så længe, at formen kan forsvinde ganske pludseligt, men foreløbig ser det lovende. Han er også en god puncheur og passer således godt til disse finaler, men vi så også i Tyskland, at Van Wilder er hurtigere end ham - og det er folk som Alaphilippe i særdeleshed. Hvor meget bonus, han kan få, er derfor usikkert, men til gengæld har han genfundet sine tempoevner som led i UAE-miraklet. Han endte på en fornem 6. plads på enkeltstarten i Dauphiné, og da han for nogle år siden bragede sit livs enkeltstart af i Paris-Nice, var det på en kuperet, der som denne bør passe ham bedre. Kan han finde det niveau igen, kommer han langt i dette løb.

Holdets tredje kort er den formstærke Marc Hirschi, der er skabt til dette løb og kan vinde 1., 3. og 5. etape. Desværre så vi i 2021, at han må være for temposvag til at vinde samlet, medmindre taktik bliver en faktor. Løbet er også perfekt for Diego Ulissi, men senest i Canada så vi, at gassen er ved at gå af ballonen for veteranen, mens unge, lovende Jan Christen på dette superhold er hjælper.

Jeg er ret spændt på Ben O’Connor. Egentlig er det slet ikke et løb for ham, og da han kørte det i 2021, endte han også blot som nr. 28 og nr. 16 på enkeltstarten, men i år er formen og tempoevnerne noget helt andet. Hans 5. plads på Dauphiné-enkeltstarten, hvor han endte lige foran Grossschartner, var næsten chokerende, og denne mere kuperede rute vil endda passe ham endnu bedre. Han viste sig også overraskende formstærk, da han i Canada gjorde comeback, og i Montreal var han klart en af de stærkeste. Formen må endda antages at være i fremgang, men sandt er det også, at han trods et forbedret punch næppe får bonus. Han skal altså vinde enten på taktik eller via enkeltstarten, men det virker pludselig ikke helt umulig.

Han ledsages af kometen Felix Gall, der kører sit første løb siden Touren. Han melder selv om fremragende form og har det punch, der skal bruges, selvom heller ikke han bør kunne få bonus i dette felt. Problemet er hans enkeltstart, for selvom den var god på den specielle rute i Touren, minder denne meget mere om ruterne i Schweiz, hvor kløene i den grad var til at tage at føle på. Holdet har også eksplosive Franck Bonnamour, der passer til linjeløbsetaperne og efter de mange skader endelig viste form i Vallonien, men han taber for meget på enkeltstarten. Det gør også Aurelien Paret-Peintre, der slet ikke synes i form, og ligeledes formsvage Nans Peters. Unge Bastien Tronchon imponerede i dette løb sidste år og viste stigende form i Vallonien, men også han er for temposvag.

En anden meget spændende rytter er Ion Izagirre . Han kom ud af Touren i superform, og den synes stadig intakt. Senest blev han således nr. 8 i Montreal, og han har også punchet til at være med i front på de eksplosive etaper. Han er dog for spurtsvag til at få bonus på andet end taktik, og derfor skal han formentlig vinde løbet via enkeltstarten. Den var jo tidligere hans spidskompetence, og han har endda altid været absolut bedst på ruter som disse, men i dag rækker tempoevnerne næppe. Cofidis har dog fået meget bedre materiel, og med den lille genfødsel, vi så i Schweiz og delvist også i Touren, er han typen, der pludselig kan chokere og brage en sublim enkeltstart af. Cofidis har også Jonathan Lastra, der dog er alt for temposvag og synes at have tabt den gode form, han havde i august. Et bedre kort er Antony Perez, der har haft enorm succes i løbet og for nylig bekræftede tempoevnerne i Poitou-Charentes. I dette felt kan han dog få svært ved at være med de allerbedste på bakkerne, og tempoevnerne rækker nok heller ikke hele vejen.

Egentlig burde Tobias Foss rangere meget højt. Han burde nemlig være den måske største favorit til enkeltstarten, men det er svært at bevare troen. Hans 9. pladser i Polen og Renewi var ikke ringe, men det er næppe nok til at vinde i dette felt. Hans 11. plads i det meget stærke VM-felt giver heldigvis et helt anderledes håb. Spørgsmålet er bare, om det er nok. Hans klatring har haltet alt for meget i år, og selvom han hjælpes af modvinden, har jeg svært ved at se, at han med sit ikke overbevisende punch vil undgå at tabe tid på i hvert fald mindst én af de tre nøgleetaper. Det skal i hvert fald være bedre, end det var i Renewi og Polen, men brager han pludselig en 2022-enkeltstart af igen, kan han jo overraske. Han ledsages af formstærke Tiesj Benoot , men han taber for meget på enkeltstarten og mangler spurten. Den har Koen Bouwman, der faktisk passer storartet til løbet, fordi han også viste lidt af tidligere tiders tempoevner i Giroen. Han har dog været formsvag, og trods fremgangen manglede han med sin trods alt begrænsede enkeltstart for meget i Slovakiet. Sam Oomen passer slet ikke til dette eksplosive terræn og satte ikke verden i brand i Canada, og Steven Kruijswijk er stadig på vej tilbage efter sin lange skadespause. Tim van Dijke kan køre lidt enkeltstart, men er for tung.

EF kommer med Richard Carapaz , der viste uventet god form i Italien, da han gjorde comeback efter skadespausen. Med de ben vil han formentlig være blandt de bedste på de hårde etaper, og han er også så eksplosiv, at han kan få bonus. Sidste år havde jeg også troet på hans enkeltstart, der var i klar fremgang, men jeg tvivler på, at han kører samme gode enkeltstarter for EF, som han gjorde hos Ineos. Det gik i hvert fald helt galt i Dauphiné, og selvom han synes i bedre form nu, rækker tempoevnerne næppe hele vejen i dette felt. Han ledsages af Ben Healy, men vi har i år set, at han slet ikke er så tempostærk som antaget, og han er også alt for spurtsvag til at få bonus. Formen var i fremgang i Canada, men han mangler også for meget. En formstærke Magnus Cort kunne køre med om sejren i dette løb, da han genfandt tempoevnerne i Danmark, men vi så i Canada, at han igen i år er kommet meget formsvagt ud efter pausen, og den ellers relativt tempostærke Jonas Rutsch er for tung til disse bakker.

Læs også

Flyvende finne kunne fejre i Dideriksens debut

Jeg er lidt spændt på den meget formstærke Florian Vermeersch. I Danmark og i særdeleshed i Renewi genfandt han sine tempoevner, og kører han en enkeltstart, som han gjorde i sidstnævnte, kommer han meget langt i dette felt. Han har været flyvende i lang tid, senest i lørdags, men spørgsmålet er, om disse bakker er for svære, når han skal slås med så eksplosive folk. Her vil det i hvert fald handle om at begrænse tabet, og det er særligt fredagen, der meget vel kan ødelægge fest. Han hjælpes dog af modvinden, og det giver ham bestemt en chance. Han ledsages af Maxim Van Gils, der til gengæld er skabt til 1., 3. og 5. etape, og den Van Gils, vi så i Ardennerne, vil med sin spurt kunne vinde dem alle. Hans form er dog tvivlsom efter løb, hvor han har kørt for Arnaud De Lie, og derefter sygdom i Bretagne - og så ødelægger enkeltstarten det hele. Det gør den ikke for Harry Sweeny, men hans tempoevner har været ret usynlige i å, og han synes ikke i form. Det gør heller ikke temposvage Pascal Eenkhoorn eller Arjen Livyns .

Jeg tror aldrig, jeg har set så god en Alex Aranburu, som jeg så i Montreal, og det lover godt forud for dette løb. Han er skabt til 1. og 5. etape, som han begge kan vinde, og selvom jeg tror, at målbakken er lidt for stejl, vil han også have en chance på 3. etape. Vi så også i 2021, at han kørte fornemme enkeltstarter og endda blev nr. 2 bag Primoz Roglic på en kuperet og teknisk rute i Vueltaen. Det var dog også i året med Astana-miraklet, og han har slet ikke kørt gode enkeltstarter hos Movistar. Derfor frygter jeg, at hans bonus ikke er nok til at kompensere for tabet på lørdag. Her burde Matteo Jorgenson gøre det bedre, hvis han kan bekræfte den fremgang, vi så i Romandiet, men han får til gengæld ikke bonus, og selvom det ikke var helt ringe i Montreal, synes han stadig ikke helt på toppen. Holdets klart bedste bud burde være Will Barta, der i år har genfundet tempoevnerne, men efter sommerpausen har han været uhyre formsvag. Det har Gregor Mühlberger til gengæld ikke, men han mister alt for meget på enkeltstarten.

Den store taber på det nye format er Valentin Madouas. Det erfarede han sidste år, hvor han vandt både 1. og 5. etape, men alligevel kun endte som nr. 3 samlet. Han endte dog mindre end 20 sekunder efter tempostærke Skjelmose, og det vidner om, at det måske kan lade sig gøre, hvis det flasker. Han passer storartet til 1., 3. og 5. etape og har vist forrygende form i Canada og Bretagne - samt en form i fremgang - men i år er puncheurfeltet så stærkt, at han får svært ved at få bonus nok. Derudover passer enkeltstarten ham i år ringere, og han får svært ved at begrænse tabet lige så flot, som han gjorde sidste år. I det hele taget har FDJ på papiret et superhold, men Madouas er den eneste, der har vist form. Efter sit styrt til træning skuffede David Gaudu i Slovakiet, og selv den bedste Gaudu taber løbet på enkeltstarten, som han gjorde i 2021. Det gjorde Thibaut Pinot også i 2021, for han har ikke genfundet sine tidligere tempoevner, og ligesom Gaudu imponerede han bestemt ikke i Slovakiet. Det gjorde lokale Kevin Geniets til gengæld i dette løb sidste år, hvor han kørte en chokerende god enkeltstart og endte som nr. 5. Desværre har den lokale helt slet ikke vist form i Renewi og Canada, og derfor ligner det ikke en gentagelse. Langt mere formstærk er Quentin Pacher, der var god i Canada og passer til disse finaler, men hans enkeltstart ødelægger det helt, som det også gælder for Lars van den Berg, der i denne trup må være hjælper.

Tudor kommer med Alexander Kamp, der efter en lidt træg start efter pausen, fandt formen i Canada. Han kan endda være endnu bedre nu, og så vil han være langt fremme at finde på særligt 1. og 5. etape. Her vil han have en chance for at få bonus, men enkeltstarten forhindrer ham i at vinde. Som vi har set hele året, har han dog forbedret sig meget i den disciplin, og kører han som i Danmark, bør det slet ikke gå så galt. Loakle Arthur Kluckers imponerede på prologen i Romandiet, men siden har han ikke bekræftet det, og han er også for tung, og det samme gælder for holdets mest tempostærke, Joel Suter, der heller ikke har vist megen form efter pausen. Terrænet passer fint til formstærke Rick Pluimers samt de mere formsvage Lucas Eriksson og Luc Wirtgen, men de taber alle det hele på enkeltstarten.

Bora skal satse på Nils Politt, der trods et vildt program stadig viste fornem form med overraskende god klatring i England. For ham vil det i dette terræn dog handle om at undgå at tabe tid til de bedre klatrere, og vinder han ikke tid på taktik, får han trods sin spurt næppe heller bonus. Han viste i starten af sæsonen klare tegn på fremgang på tempocyklen, men den fremgang var desværre ikke til at se ved VM eller i Dauphiné, og derfor kan han næppe heller være helt i front på den vigtigste etape. Det burde lokale Bob Jungels kunne være, men han udgik i både Canada og Bretagne, hvor han virkede meget, meget formsvag. Til gengæld viste Frederik Wandahl sit hidtil højeste niveau i Bretagne, men også han taber for meget på enkeltstarten, som også den ellers relativt holdbare Marco Haller gør det.

Alpecin skal satse på Søren Kragh, der i gamle dage havde passet godt til løbet. Desværre så vi senest i Renewi, at hans enkeltstart ikke længere er god nok, og selvom han stadig bør komme langt i dette felt, er det næppe nok. Han har heller ikke imponeret med sin form i Renewi, Bretagne, Vallonien og Super 8, og han skal være skarp for at følge de bedste puncheurs i dette felt. Selvom han hjælpes af vinden, synes formen ikke god nok. Et andet kort er Xandro Meurisse, der bekræftede tempoevnerne i Vallonien, men han virker alt for formsvag. Holdets bedste bud til de hårde finaler er Quinten Hermans, der dog stadig er et stykke fra sit bedste og mister alt for meget på enkeltstarten, og det vil den ellers meget lovende Zwift-rytter Luca Vergallito, samt U23-verdensmesteren Axel Laurance, der slet ikke synes i form efter sin pause, også gøre.

Israel-PT kommer med et meget stærkt hold, men enkeltstarten ødelægger alt. Bedste kort er nok Dylan Teuns, der har været i fin form efter Touren, senest med 2. pladsen i Vallonien. Han har før imponeret på kuperede enkeltstarter, men vi så senest i Schweiz, at det næppe sker på dette hold, og han mangler også spurten, selvom han har punch til de eksplosive finaler. Her bliver den Corbin Strong , vi så i Canada, også meget spændende, for han kan vinde 1. og 5. etape, men han taber det hele på enkeltstarten. Det gør også Michael Woods, der skuffede en anelse i Canada, men gjorde det så godt, at han bør være med fremme på de hårde ruter. Det bør Jakob Fuglsang, der virkelig har rejst sig på det sidste, måske også, men selvom han vil være mere tempostærk end Woods og Strong, ødelægger lørdagen det hele - og så mangler han som altid spurten. Krists Neilands har ikke kørt løb siden den ellers flotte Tour.

Uden Skjelmoe får Trek det svært. Bedste kort være Alex Kirsch, der i år har forbedret sine tempoevner enormt, men han skal være i form, hvis han skal være med helt fremme på stigningerne i dette felt. Han hjælpes dog af modvinden, og i Tyskland var benene ikke helt ringe. Til de hårde etaper har holdet Giulio Ciccone , der jo har punchet. Han var i offensiven i comebacket i Matteotti i søndags, men hans enkeltstart er alt for svag, og han er formentlig stadig for formsvag. De eksplosive finaler er skabt til Natnael Tesfatsion¸ men han taber også det hele på enkeltstarten og skal vise langt mere form end i Tyskland. Asbjørn Hellemose har været godt kørende, men hans enkeltstart koster dyrt, og mere tempostære Tony Gallopin har ikke vist den store form efter pausen, selvom terrænet passer ham.

En anden taber på enkeltstarten er Tobias Johannessen. Han passer ellers glimrende til de eksplosive finaler, hvor han med sin fart kan tage bonus. Han er også stadig fint kørende, som vi så det i England, men jeg sad også med fornemmelsen af, at silken efter et hårdt program er ved at være slidt af - og han taber altså løbet på enkeltstarten. Det gør også Anthon Charmig , der ellers også har masser af punch, og hvis form efter en pause næppe heller er ideel. Anders Johannessen har punch, men slet ikke vist form siden styrtet i Tjekkiet, og unge Johannes Kulset vil tabe for meget på enkeltstarten. Ådne Holter kørte en god bjergprolog i Norge, men på denne klassiske enkeltstart taber han alt for meget.

Arkea kommer med den spændende Ewen Costiou, der senest i Vallonien viste, at han har punchet og formen til at være med i dette løb. Han viste også ved de franske mesterskaber, at han har en hæderlig enkeltstart, men den er for svag til et topresultat i dette felt, særligt fordi han heller ikke har spurten til at få bonus. Holdets andet tempostærke kort er Thibault Guernalec, der endelig har genfundet lidt af sine tempoevner, men som vi så sidste år, er han for tung til disse bakker - særligt på denne endnu hårdere rute. Anthony Delaplace kan køre en enkeltstart, men kommer lidt til kort på bakkerne, og de unge Martin Tjøtta og Florian Dauphin er for temposvage.

Det er svært at tro på de øvrige hold. Hos Bingoal ødelægger enkeltstarten alt, men Marco Tizza kan måske være med fremme i de eksplosive finaler. Det burde Remy Mertz , Luca Van Boven og Kenneth Van Rooy måske også, men de har ikke imponeret i de seneste løb. Hos Flanders kører Jenno Berckmoes en hæderlig enkeltstart og har punch, men han synes helt uden form. Den form har til gengæld Kamil Bonneu, der dog ikke er alt for eksplosiv og i hvert fald alt for temposvag. Enkeltstarten ødelægger det også for Vito Braet og Elias Maris.

På kontinentalholdene er det som altid værd at holde øje med Mathias Bregnhøj, men han passer ikke ideelt til de eksplosive finaler, og selvom hans enkeltstart i Danmark var uventet god, vil han tabe for meget på lørdag. Løbet er nok en anelse for hårdt for Andreas Stokbro, der ellers viste god holdbarhed og kørte en uventet god enkeltstart i Danmark. Mats Wenzel gjorde det senest flot i l’Avenir, men dette niveau er for højt, og det er det også for Giacomo Ballabio, Ivan Moreno og Nicolas Sessler, der også alle får klø på enkeltstarten.

BEMÆRK: På denne tid af året kommer der typisk mange ændringer til startlisterne. Mandag aften er kun få trupper udtaget. Optakten opdateres tirsdag aften med den endelige startliste.

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har ikke været helt så mange ændringer som frygtet. Der er afbud fra Foss, som erstattes af det unge talent Archie Ryan, der sluttede l’Avenir stærkt, men nok kommer lidt til kort på enkeltstarten. Lotto er uden Vermeersch, Sweeny og Livyns, der erstattes af Victor Campenaerts. Belgieren viste efter sin sygdom et hæderligt niveau i lørdags, men dette løb passer ham ikke ideelt. Hans enkeltstart bør stadig være god nok til at føre ham et stykke, men ikke hele vejen i et løb, hvor han også mangler lidt punch. Holdet har også udtaget Brent Van Moer, der godt kan være med i dette terræn og komme langt, hvis han kører en enkeltstart som i Vallonien, men det tyder hans seneste enkeltstarter ikke på, at han gør. Sidste tilføjelse er temposvage Harm Vanhoucke. Bingoal har erstattet Tizza med Lennert Teugels, der kan være med i de hårde finaler, men mister for meget på enkeltstarten, mens FDJ er uden Pacher og Van den Berg. Tudor er uden Suter, mens hverken Moreno eller Sessler deltager for Global 6.

***** Ilan Van Wilder

**** Brandon McNulty, Felix Grossschartner

*** Ben O’Connor, Julian Alaphilippe, Ion Izagirre, Richard Carapaz, Alex Aranburu

** Matteo Jorgenson, Marc Hirschi, Valentin Madouas, Andrea Bagioli, Victor Campenaerts, Felix Gall, Alexander Kamp, Fausto Masnada, Nils Politt, Søren Kragh, Brent Van Moer, Tiesj Benoot, Dylan Teuns, Ben Healy, Anthony Perez, Alex Kirsch, Koen Bouwman, Corbin Strong, Tobias Johannessen, Maxim Van Gils,

* Ewen Costiou, Kevin Geniets, Will Barta, Magnus Cort, Bob Jungels, Michael Woods, Giulio Ciccone, Thibaut Pinot, David Gaudu, Jakob Fuglsang, Anthon Charmig, Mauri Vansevenant, Quinten Hermans, Mathias Bregnhøj, Natnael Tesfatsion, Gregor Mühlberger, Tony Gallopin, Xandro Meurisse, Diego Ulissi, Thibault Guernalec, Andreas Stokbro, Archie Ryan, Frederik Wandahl, Franck Bonnamour, Sam Oomen, Steven Kruijswijk, Kamiel Bonneu, Axel Laurance, Luca Vergallito, Bastien Tronchon, Jenno Berckmoes, Johannes Kulset, Jonathan Lastra

Danskerne

Søren Kragh, Alexander Kamp, Jakob Fuglsang, Frederik Wandahl, Andreas Stokbro og Mathias Bregnhøj bør alle i et vist omfang kunne køre deres egen chance, hvorfor de er omtalt ovenfor. Det kan Anthon Charmig også på Uno-X, hvis han er i form efter pausen, hvorfor også han er omtalt ovenfor. Det er også Magnus Cort, der i sin nuværende form dog nok mest skal satse på enkelte resultater på 2. og 4. etape, mens Asbjørn Hellemose på Trek nok skal støtte Alex Kirsch, Giulio Ciccone og Natnael Tesfatsion. Endelig skal Oliver Knudsen og Kasper Viberg Søgaard på Leopard støtte Bregnhøj og Stokbro.

SE TOUR DE LUXEMBOURG OG EM UDEN AFBRYDELSER - FOR KUN 129 KR

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE