SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Tour de Pologne
09. august 2021 17:04Foto: Sirotti
Tour de France og OL er overstået, og WorldTourens anden del starter nu for alvor. Tour de Pologne har opbygget et ry som en helt uvurderlig kickstart på et forsøg på at vinde Vueltaen, men med en ny kalenderplacering er Polens nationale rundtur denne gang i stedet et selvstændigt mål med vigtige WorldTour-point, og det har igen været rigeligt til at tiltrække en stjerneparade af navne til at jagte sejren på en ny og helt anderledes rute i løbet, der er blevet kendt for sin evne til at udstille cykelsportens kommende stjerner.
Artiklen fortsætter efter videoen.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
Løbets rolle og historie
Den europæiske del af WorldTour-kalenderen udgøres stort set udelukkende af historiske løb i cykelsportens traditionelle kernelande, men én begivenhed skiller sig markant ud. Tour de Pologne var den store overraskelse på listen, da UCI introducerede ProTouren i 2005, idet det østeuropæiske land trods sine mange gode ryttere ikke har kunnet betragtes som et af sportens kraftcentre. I løbet af de seneste år er begivenheden imidlertid blomstret op, og kombinationen af en meget talentfuld generation af polske ryttere og et stort løb på den fineste kalender har bidraget til et regulært cykelboom i landet.
Tour de Pologne er faktisk et meget gammelt løb, men det er først blevet kendt i en bredere offentlighed i det seneste årti. Med en historie, der rækker helt tilbage til 1928, levede det længe et anonymt liv som en national rundtur, der primært havde interesse for polske og østeuropæiske ryttere på den anden side af jerntæppet, og det fik ikke megen opmærksomhed på den store scene. Indtil murens fald og internationaliseringen af polsk cykelsport i 1990erne var vinderne alle nationale ryttere, men i årtusindets sidste årti begyndte det i kraft af den ændrede politiske situation at tiltrække ryttere fra Vesteuropa også.
Det store gennembrud måtte imidlertid vente til introduktionen af ProTouren i 2005. For at undgå en løbsserie med løb kun fra sportens kernelande besluttede UCI at inkludere den nationale polske rundtur på listen over verdens fineste løb i endnu et forsøg på at globalisere sporten. Pludselig var alle verdens største hold forpligtet til at deltage i løbet, som havde en helt speciel position som det eneste østeuropæiske løb i den fornemste division.
Siden da har løbet fastholdt sin position på ProTouren, der senere er blevet til WorldTouren, og har langsomt fundet sin rolle. I 2005 var det hovedsageligt et løb for sprintere med bare en enkelt kuperet etape til at bryde monotonien, mens resten af etaperne bestod af ofte ekstremt lange, helt flade ture gennem Polen. Løbet blev afviklet først i september og blev betragtet som god forberedelse til VM. Derfor var det ikke en overraskelse, at arrangørerne altid kunne tiltrække mange klassikerspecialister, der brugte begivenheden til at fintune formen inden kampen om regnbuetrøjen. Vinderlisten var derfor ganske fin, idet Kim Kirchen, Stefan Schumacher, Johan Vansummeren og Jens Voigt vandt de fire første udgaver af det ”nye” Polen Rundt.
Løbet var imidlertid næsten altid plaget af elendigt vejr, og ekstrem regn ansporede endda rytterne til i protest af neutralisere en etape. For at undgå de betingelser blev løbet i 2009 flyttet til ugen, der overlapper juli og august. Derved mistede det sin status som VM-forberedelse, men i stedet opnåede det en position som en næsten uvurderlig del af kalenderen for de Vuelta-favoritter, der ikke kørte Touren. Samtidig havde man held til at tiltrække nogle Tour-ryttere, der håbede at benytte deres gode form til at sikre sig et sidste godt resultat.
Løbet har siden fastholdt den rolle og har i de senere år også fundet et ret fast format. I adskillige år har ruterne og finalerne været genbrugt gang på gang. Derfor bød man i flere år på et par flade etaper, en svær finale i byen Cieszyn samt kongeetaperne til Zakopane og Bukowina Tatrzanska. Uden en enkeltstart og lange stigninger blev det til et løb for puncheurs, der kunne score bonussekunder på de korte, stejle stigninger i den sydlige del af landet, og derfor var det ikke overraskende, at løbet blev vundet af navne som Alessandro Ballan, Daniel Martin, Peter Sagan og Moreno Moser.
I 2013 besluttede man sig for at udvikle løbet yderligere. For at fejre forbindelsen mellem Polen og den italienske Trentino-region startede man det år i Italien og havde derfor to hårde bjergetaper på programmet. En hviledag bragte feltet tilbage til hjemlandet, hvor de velkendte etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska igen var en del af menuen. For at gøre løbet endnu mere alsidigt udskiftede man samtidig den sidste sprinteretape med en svær, kuperet 39 km lang enkeltstart. For første gang nogensinde blev løbet derfor til en sag for de rigtige etapeløbsryttere.
Selvfølgelig var besøget i Italien helt specielt, og den voldsomme klatring har ikke senere været gentaget. I 2014 besøgte man Slovakiet for at introducere en ny afslutning på en stigning, og man fastholdt enkeltstarten på sidstedagen. Den lettere rute betød, at løbet pludselig blev perfekt for gode temporyttere med solide klatreegenskaber - en sær udvikling for et løb, der tidligere var et af de to WorldTour-etapeløb, hvor tempoegenskaber ingen rolle spillede. I 2015 og 2016 besøgte man ganske vist ikke Slovakiet, men formatet var alligevel næsten identisk. Således havde man en række indledende sprinteretaper, inden det hele blev afgjort på de klassiske etaper i Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt den helt flade enkeltstart i Krakow på sidstedagen. Man gjorde dog Zakopane-etapen betydeligt hårdere i et forsøg på at skabe mere udskilning og ikke gøre enkeltstarten alt for afgørende.
Siden 2017 er løbet imidlertid vendt tilbage til rødderne. Enkeltstarten er blevet droppet, og i stedet er det hele blevet afgjort på de to nøgleetaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska samt som noget nyt også en etape med mål på en stejl mur. Også i den forkortede pandemiudgave i 2020 var løbet for puncheurtyper på en rute, der reelt blev afgjort af bare den klassiske Bukowina Tatrzanska-etape, men nu ændrer det sig igen. I 2021 skrues der ikke bare voldsomt ned for sværhedsgraden af klatringen, enkeltstarten vender også tilbage i en udgave, der mere end nogensinde synes at være for tenporyttere,
I år er endnu mere forandret. Grundet OL afvikles løbet senere end normalt og endda med overlap med den spanske grand tour. Det gør det naturligvis helt ubrugeligt som Vuelta-forberedelse, og løbet er derfor i stedet blevet et mål i sig selv som blot ét af fire WorldTour-etapeløb i sæsonens anden halvdel. Tendensen med færre og færre Tour-ryttere er heller ikke så udtalt, nu hvor løbet afvikles flere uger efter afslutningen i Paris. Således er Michal Kwiatkowski, Tao Geoghegan Hart, Sonny Colbrelli, Matej Mohoric, Nils Poliit, Edward Theuns, Max Walscheid og Mikkel Bjerg blandt de Tour-deltagere, der vil være til start - lidt af en forandring fra tidligere, hvor antallet har været nede på 1-2 mand.
Betydningen af WorldTour-point skal ikke undervurderes, og der er bestemt ikke tale om ren forberedelse. I de senere år har det været en perfekt skueplads for nogle af sportens største talenter, der har fået chancen for at stå i spidsen for deres hold i et stort løb. I 2010 vandt en ung Daniel Martin sit første store etapeløb, inden han året efter blev slået af en vis Peter Sagan i slovakkens anden sæson som professionel. I 2012 blev det til et stort slag mellem tre stortalenter, hvor Moreno Moser akkurat vandt en tæt dyst med Michal Kwitkowski og Sergio Henao, og i årene 2013-2015 var det løbet, der for alvor viste Ion Izagirres talent for ugelange etapeløb. Alberto Bettiol leverede et af sine første store resultater i løbet i 2016, Dylan Teuns bragede ind på scenen i 2017, hvor han vandt dette og flere andre etapeløb i løbet af en gylden måned, og i 2019 slog Jonas Vingegaard igennem med en etapesejr i et løb, der blev vundet af kometen Pavel Sivakov foran upåagtede Jai Hindley.
På den baggrund var det vel kun passende, at 2020-udgaven blev vundet af supertalentet over dem alle. I en forkortet pandemiudgave, der reelt blev afgjort på bare én etape, var Remco Evenepoel i sin helt egen liga, da han slet og ret kørte feltet midt over med et vanvittigt soloridt på kongeetapen, hvor han fik Jakob Fuglsang, der bare en uge senere vandt Il Lombardia, og Simon Yates til at ligne de juniorer, han havde været vant til at slå bare halvandet år forinden. I et løb, der burde være blevet afgjort på sekunder, sejrede han således med hele 1.52 ned til Fuglsang og 2.28 ned til Yates. Der bliver dog ikke noget titelforsvar, da manager Patrick Lefevere har givet ham forbud og sendt ham til Danmark i stedet, og Fuglsang puster ud efter OL, og Yates presser det sidste ud af formen i det mere bjergrige Burgos, er der ingen gengangere fra sidste års podium i løbet.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
Ruten
Som sagt har Tour de Pologne undergået en del transformationer undervejs, og hver gang man i et par år syntes at have fundet en relativt fast formel, har man ændret løbets karakter. Efter i de første år at have været domineret af sprintere blev det fra 2009 og frem til 2012 til et løb for puncheurs. I 2013 blev det nærmest til en lille grand tour, og i årene 2014, 2015 og 2016 har det været for stærke temporyttere, der har kunnet begå sig på den afgørende enkeltstart og forsvare sig i det kuperede, eksplosive terræn i det sydlige Polen.
I 2017 vendte løbet som sagt tilbage til det format, der kendetegnede det frem til 2012, og i de seneste fire år har det igen været for puncheurs. Mange af finalerne har været gengangere, og ser man bort fra sidste års udgave, der grundet corona kun bestod af fem etaper, har mønsteret været helt fast. Løbet har budt på tre helt klassiske sprinteretaper, en mere kuperet etape, der i de seneste tre år er endt i en puncheurspurt i Bielsko Biala, en afslutning på en stejl mur og slutteligt de to kuperede etaper til Zakopane og Bukowina Tatrzanska, der med deres ardenneragtige karakter har skullet afgøre klassementet i Tatr-bjergene. En anden nyskabelse har været, at løbet, der tidligere var kendt for sine 250 km lange maratonetaper, er gået i den helt anden grøft og stort set udelukkende har bestået af yderst korte og meget eksplosive etaper.
I 2021 bliver alt imidlertid forandret. Formentlig var det dramaet og debatten omkring styrtet i Katowice, der ansporede arrangørerne til nytænkning, for det var nærmest nødvendigt at droppe den klassiske højhastighedsspurt i byen, der dog stadig havde et ønske om at være en del af løbet. I stedet for at designe en ny spurt blev løsningen at reintroducere enkeltstarten, der ellers har været fraværende i fire udgaver, og da Katowice er flad og derfor indbyder til de store wattmonstre til fest, forandrer det afgørende et løb, der ofte er blevet afgjort af sekunder mellem de bedste puncheurs.
Det kunne måske føre til en antagelse af om, at løbet nu ligner det, vi kender fra 2014, 2015 og 2016, men sådan er det heller ikke. Det er nemlig ikke blot introduktionen af enkeltstarten, der er ny. Der skrues også voldsomt ned for klatreudfordringerne. Det gjorde man allerede sidste år, hvor kongeetapen var voldsomt udvandet, og den forkortede udgave var domineret af flade etaper, men i år er det blevet taget til et helt nyt niveau. Ganske vist består den nyligt introducerede murfinale, men i år er der kun én og ikke to etaper i Tatr-bjergene. At sige at den finder sted i bjergene, er endda en overdrivelse, for hvor der plejer at være tale om et stærkt kuperet rundstrækningsløb, er der denne gang bare tale om flad transport frem til to sene bakker, der ikke er specielt svære, og hvoraf den ene er den velkendte og bløde puncheurbakke op til målet i Bukovina Resort.
Til gengæld skrues der også ned for sprinterfesten. Hvor der plejer at være tre meget flade og lette etaper, er der i år kun to klassiske sprinteretaper. Den ene af disse er endda meget lang og byder med en kuperet start på mere end 2500 højdemeter, og det er derfor ikke det sprinterparadis, det plejer at være. I stedet er der blevet plads til en ny åbningsetape, der slutter på en kort, lille brostensbakke, der stadig er for sprintere, men ikke vil være en klassisk massespurt. Derudover vender puncheurspurten i Bielsko Biala tilbage for fjerde år i træk i et løb, der altså tæller to sprinteretaper, to etaper med forskellige former for puncherfinaler, en murfinale, en kraftigt udvandet kongeetape og en enkeltstart. Alt sammen krydres det med en tilbagevenden til tidligere tiders maratoner i et løb, hvor tre af etaperne er længere end 200 km.
Det hele starter også med nytænkning, da løbets første to etaper foregår i et helt nyt område i det østlige Polen tæt på grænsen til Ukraine. Her åbnes der mandag med den omtalte puncheurspurt på den lille brostensbakke i byen Chelm, inden det allerede på andendagen er tid til årets murfinale på en helt ny mur i byen Przemysl. Derefter venter om onsdagen den første flade finale på den lange og relativt kuperede første sprinteretape, der bringer feltet tilbage til det område og de målbyer, der bruges år efter år, inden det torsdag er tid til den udvandede kongeetape med mål i Bukowina Tatrzanska. Puncheurtyperne får deres chance i Bielsko Biala om fredagen, inden klassementet sættes på plads på lørdagens 19,1 km lange og flade enkeltstart, der i år har udsigt til at blive den klart vigtigste etape. Det hele slutter, som det oftest er sket, med en forventet massespurt i Krakow, der er mål for løbets eneste helt flade og korte etape, og dermed får løbets normale hovedaktører, sprinterne, alligevel det sidste ord i en udgave, der på alle andre måder ellers er meget anderledes end det, vi plejer at se.
1. etape
Hvis der ses bort fra den særlige start i Italien i 2013 samt et par år med et kort holdløb i de tidlige år på WorldTouren, har første del og specielt første etape af løbet altid været et paradis for sprintere. I år ændres der lidt på tingene i en udgave, hvor de svære etaper er spredt mere ud, men det betyder ikke, at sprinterne ikke får deres vanlige chance for at få den første førertrøje. Der lægges nemlig ud med en alenlang og relativt flad åbningsetape, men en 500 m lang brostensbakke op mod mål vil gøre, at det ikke bare er den vanlige massespurt for de klassiske højhastighedssprintere, der vil finde den første indehaver af den gule førertrøje i år.
Efter nogle år med meget korte etaper vender man i 2021 tilbage til den gamle tradition med alenlange etaper. Det kommer til udtryk på førstedagen, hvor der skal tilbagelægges hele 216,4 km mellem Lublin og Chelm. Første halvdel af etapen er den mest kuperede, da det først går mod syd ad en helt lige vej, der går lidt op og ned ad nogle småbakker, men grundlæggende er relativt flad. Den fører feltet ned til et mere kuperet område tæt på grænsen til Ukraine, og her kører man efter 47,1 km dagens første spurt.
Umiddelbart herefter melder de værste vanskeligheder sig, når man snor sig rundt i bakkerne. Man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Blazek (600 m, 5,2%), der er en relativt jævn stigning med top efter 50,5 km. Herefter går det mod sydvest og hurtigt herefter øst op over kategori 3-stigningen Antolin (500 m, 5,2%), der ligeledes er en jævn bakke med top efter 65,9 km, inden man kører mod syd ned til dagens anden spurt, som er placeret efter 71,6 km.
Efter spurten bliver det fladere, når man snor sig mod øst, nord og sydøst, inden det går mod syd op over dagens sidste udfordring, kategori 3-stigningen Hosznia Abramowska (1,6 km, 5,3%), der starter med 1 km med ca. 6,5%, men derefter flader ud frem mod toppen, der rundes efter 105,6 km. Derfra kører man i en sløjfe mod syd på et lille plateau, inden man kører mod nord ned ad en nedkørsel til en Special Sprint, der er placeret efter 116,5 km.
Nu rammer man et helt fladt område, og det er derfor som en pandekage, når man kører mod først nord og siden i lang tid mod nordøst op til dagens sidste spurt, der kommer efter 176,7 km. Herfra fortsætter den relativt lige vej mod nordøst, idet det bliver en anelse mere kuperet med nogle små bakker i udkanten af målbyen, hvor man kører mod øst ind mod centrum. Her rammer man den afsluttende rundstrækning efter 208,0 km, hvorefter stregen krydses bare 800 m senere på toppen af den lille brostensbakke, der passeres for første gang.
Etapen afsluttes nu med en omgang på den 7,6 km lange runde, der består af en tur rundt om byen park. På toppen af brostensbakken forsætter det med at stige lidt, inden man via to U-vendinger kører nedad til en lige vej, der følges mod øst og nordøst, og som er relativt flad. Med 3,5 km igen drejer man til venstre ind på en let stigende vej, der bliver stejlere med 3,8% frem mod toppen af en bakke, som rundes med 2,3 km igen. Derefter begynder det at falde let ned mod 2 km-mærket, hvor det flader ud. Man drejer skarpt med 2100, 1950 og 1600 m igen, hvorefter man skal gennem en rundkørsel med 1200 m igen og en blød kurve ved den røde flamme. Med 850 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter man rammer brostensbakken. Den stiger med 1,7% over de første ca. 250 m, inden der følger 200 m med 8,1%, hvorefter den flader ud med 2-3%. Slutteligt tager den lidt fat med 5,9% over de sidste 100 m.
Trods distancen byder etapen på i alt bare 1495 højdemeter.
Det er et interessant brud på monotonien, at løbet ikke bare indledes med den helt klassiske sprinteretape. Profilen kan se betydeligt mere dramatisk ud, end den er, og med 1495 højdemeter over den lange distance er der tale om en ganske let etape. Vinden spiller sjældent en rolle i Polen, og det burde derfor være uundgåeligt, at det hele ender i en spurt. Brostensbakken er ganske kort og ikke noget, sprinterne ikke kan klare, men det vil give et helt andet hierarki, end vi vil se i en flad finale, og måske vil nogle puncheurs også være klar til at give den et skud på løbets lidt atypiske åbningsetape.
Chelm har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2001, hvor Stefan van Dijk vandt en massespurt i byen.
2. etape
I gamle dage var det fast kutyme, at de eneste klatreudfordringer kom på de to etaper i Tatr-bjergene i den sydlige del af landet, men da enkeltstarten forsvandt i 2017, erstattedes den af en nyskabelse. Siden dengang har man haft for vane at gøre brug af en rigtig murafslutning i den fladere del nord for bjergene, og selvom enkeltstarten i år er tilbage, rører man ikke ved muren. I stedet er det en af Tatr-etaperne, der forsvinder, og derfor skal der igen i år udkæmpes et første klassementsslag på en kort og stejl sag - denne gang i en helt ny afslutning i byen Przemysl. Med de ganske begrænsede klatreudfordringer i årets løb venter der derfor en uhyre vigtig tirsdagsetape, hvor de eksplosive puncheurtyper for den første af to chancer for at vinde tid inden den meget vigtige enkeltstart senere i løbet.
I stil med årets trend er der igen tale om en lang etape, der fører feltet fra Zamosc til Przmysl. Startbyen ligger nord for et kuperet naturområde, og derfor stiger let, når man fra start kører mod syd ned mod nogle småbakker, inden det flader lidt ud frem mod den første spurt, der kommer efter 21,2 km. Umidelbart herefter kører man mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Wolka Husinska (2,9 km, 2,6%), der bare er en let opkørsel med top efter 25,9 km.
Herfra begynder det at falde let, når man kører mod sydvest og vest væk fra naturområdet ned til den anden spurt, som er placeret efter 37,3 km, og der faldende terræn fortsætter, når man herfra kører mod sydvest og syd ned til byen Lukowa, der nås efter 53,8 km. Her rammer man et helt fladt område, og derfor er det i den følgende fase stort set helt fladt, når man kører skiftevis mod syd og sydvest over næsten 100 meget monotone kilometer. Efter 147,9 km når man frem til målbyen for første gang.
Byen ligger lige på kanten af nogle mindre bjerge, og derfor ligger den afsluttende mur i byens udkant. I første omgang kører man dog ikke op ad den, men fortsætter i stedet mod syd og sydvest i let stigende terræn ud til de nærliggende bakker i området syd for byen. Her når man ned til en rundstrækning, hvor man kører en omgang. Først går det skiftevis mod syd og vest op og ned ad en ikke-kategoriseret stigning, inden man kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Kalwaria Paclawska (2,1 km, 9,4%), der er en relativt jævn og stejl stigning med et maksimum på 16,5% nær toppen, som kommer efter 171,3 km.
Herfra går det via en let nedkørsel mod nordvest, inden man med det samme kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Gruzsowa (3,1 km, 5,9%), der stiger med 6-8% over de første 2 km, men derefter flader ud med 3,9% frem mod toppen, der rundes efter 177,3 km. Nu fører en lige og led nedkørsel mod nord, sydøst og øst tilbage til rundstrækningens udgangspunkt.
Efter turen rundt i bakkerne kører man mod nordøst ad den let faldende vej tilbage til Przemysl, hvor man igen kører ind til centrum, men denne gang drejer man med 1700 m igen skarpt til venstre ind på den afsluttende mur. Den stiger med 7,4% i snit, men man skal ikke lade sig snyde. Der lægges nemlig ud med 400 m på brosten, hvor det stiger med mellem 9 og 15%, inden man drejer skarpt to gange, og det falder over 300 m ned mod den røde flamme. Her drejer man skarpt igen, hvorefter muren for alvor tager fat med en sidste kilometer med 9,6%. Reelt er det dog kun de første 800 m, der er en mur, idet det her stiger med 13-16% hele veje, indtil de sidste 200 m er stor set flade. Efter det skarpe sving ved den røde flamme er der yderligere et sving med 800 m igen og derefter, når man med 200 m igen drejer ind på den fladere del på toppen.
Etapen byder på i alt 1569 højdemeter.
Disse murfinaler er ganske spektakulære, og der synes her at være lagt op til et rigtigt slag mellem Fleche Wallonne-specialisterne. Afslutningen er dog lidt speciel, da muren kommer i to hug, ligesom det flader ud på toppen. Forinden vil der kunne varmes op på den stejle bakke med knap 30 km til mål, men det vil formentlig skulle koges ned til en Mur de Huy-agtig spurt til sidst, hvor bakken er så kort, at forskellene trods alt vil være begrænsede.
Chelm har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et UCI-løb. Det var i det lille Course de la Solidarité Olympique i 2006, hvor Aldo Ino Ilesic vandt en massespurt nede i byens centrum.
3. etape
Tour de Polognes ry som en sprinterfestival er ikke blevet plejet i den første del af årets nytænkte løb, men på tredjedagen burde der være plads til de hurtige folk. Her forlader man nemlig det nye terræn i det østlige Polen, og i stedet rammer man nu den sydlige del af landet, hvor løbet traditionelt er blevet afviklet. Det betyder, at der er lagt op til den første klassiker med den velkendte spurt i Rzeszow, men denne gang har arrangørerne krydret det med både næsten 2600 højdemeter og en gigantisk distance, og selvom det burde ende i en massespurt, vil det være nogle mærkede ben, der når frem til løbets første flade afslutning.
Også tredje etape følger trenden med årets gigantiske distancer, og her skal der således tilbagelægges hele 226,4 km mellem Sanok og Rzeszow. Begge byer ligger i den flade del af det sydlige Polen, men i stedet for at køre den direkte vej igennem fladlandet åbner man etapen med en tur rundt i naturområdet syd for fladlandet, hvor der er betydeligt mere kuperet. Således er der kun et kort fladt stykke, når man fra start kører mod sydøst, inden det går mod syd op ad og ned en svær bakke (1,7 km, 9,0%), der har top efter 15 km. Herefter snor man sig mod øst, sydøst og syd ind gennem det kuperede område ad en vej, der er let stigende, indtil man når frem til den første spurt efter 47,9 km.
Her rammer man et småkuperet plateau, der følges mod nordøst, nordvest og øst, inden man kører mod nord op ad kategori 2-stigningen Hotel Arlamow (3,1 km, 3,8%), der snyder lidt, da der er en nedkørsel undervejs. Mest af alt stiger den med 6-7%, inden den lille nedkørsel, hvorefter den tager fat med en rampe på 7-12% til sidst. Toppen rundes efter 79,6 km, hvorefter det går mod nord og nordøst ad en let nedkørsel inden man kører en omgang på en lille rundstrækning.
Den indledes med, at man kører mod nord op ad kategori 3-stigningen Gruszowa (3,1 km, 5,4%), der har en anden kilometer med 7,5%, men ellers er ganske let. Toppen kommer efter 93,8 km, og efterfølges af en let nedkørsel, der leder mod øst, inden man snor sig mod sydøst op og ned ad endnu en bakke, inden det går mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Kalwaria Paclawska (2,1 km, 9,3%), der er helt anderledes vanskelig, er stejl hele vejen og byder på 500 m med 11,2% på den første kilometer. Toppen rundes efter 110,7 km, inden en teknisk nedkørsel fører mod nordvest ned til rundstrækningens udgangspunkt.
Nu bliver det betydeligt lettere. Man kører ad en snoet vej mod nordvest igennem let stigende terræn og op og ned ad en bakke, inden det går fladt mod nord og nordvest. Undervejs rammer man endnu en opkørsel, hvor man skal op og ned ad et højdedrag efter ca. 160 km, men herefter er det næsten helt fladt. Efter 186,0 km når man frem til dagens anden spurt, hvorefter man drejer mod nordvest for at følge en lige og flad vej frem til den tredje spurt, som er placeret efter 196,8 km. Nu går det mod syd og derefter øst ad lige og flade veje ind til Rzeszow, hvor man efter 218,9 km rammer den afsluttende rundstrækning og efter yderligere 1,6 km krydser stregen for første gang.
Etapen afsluttes nu med en omgang på den 5,9 km lange runde, der er helt flad. Den er ganske enkel, idet man foretager en U-vending lige efter stregen, hvorefter det går ad en lige vej frem mod et sving med 3,5 km igen. Derefter er der skarpe sving med 2700 og 1600 m igen, inden der følger et blødt sving med 1000 m igen. De sidste udfordringer er et sving med 800 m til stregen, hvorefter man skal lige igennem en rundkørsel med 400 m igen. Det stiger med 4,8% over 200 m lige efter den røde flamme, men derudover er det fladt.
Etapen byder på i alt 2585 højdemeter.
Etapen er bestemt ikke let med sin lange distance og mange højdemeter, og historien viser, at det ofte er et reduceret felt, der spurter i Rzeszow. Bakkerne ligger dog langt fra mål i denne udgave, og det virker ikke sandsynligt, at der er den store interesse i at bruge dem til at lægge et pres. Udbrud kan aldrig udelukkes på en etape med en svær start og en lang distance, men da det er én af bare to dage med flade finaler må man formode, at sprinterholdene vil sikre en spurt.
Rzeszow har været besøgt flere gange i de seneste år, senest i 2017, hvor Danny van Poppel vandt en reduceret massespurt foran Luka Mezgec og Peter Sagan, og i 2016, hvor Fernando Gaviria vandt en reduceret massespurt foran Mezgec og Michal Kwiatkowski. I 2014 var Theo Bos hurtigst i en massespurt foran Mezgec og Michael Matthews, mens det var tilfældet for Thor Hushovd i 2013, hvor han nærmest slog Mark Renshaw og Steele von Hoff. Nordmændene vandt også i 2009, hvor Edvald Boasson Hagen var hurtigst, mens Jurgen Roelandts vandt en spurt i en 12-mandsgruppe i 2008. Sidste år bestod Orlen Nations GP af to etaper i byen, nemlig et holdløb, der blev vundet af Holland, efterfulgt af en flad etape, der i en spurt blev vundet af Olav Kooij. Course de la Solidarité Olympique var forbi i år 2000, hvor Dmitry Sedoun vandt.
4. etape
I årene uden en enkeltstart har løbets vigtigste etape været kongeetapen til Bukowina Tatrzanska, og den vender naturligvis tilbage i år. Denne gang kommer den imidlertid på en ny plads midt i løbet og ikke som den store finale, og inklusionen af en enkeltstart indebærer tillige, at dens betydning er reduceret. For at føje spot til skade for løbets hårdt prøvede klatrere har man i år endda skruet gevaldigt ned for sværhedsgraden og erstattet den velkendte tur rundt i Tatr-bjergene med en relativt flad dag, der blot slutter med to stigninger. Det er stadig dagen, hvor løbets klatrestærke folk for alvor skal gøre forskellen, men denne gang får de virkelig kam til deres hår, hvis de for alvor skal vinde tid inden enkeltstarten, og meget taler for, at en større gruppe ender med at skulle afgøre etapen i en puncheurspurt.
Med en distance på 159,9 km er der tale om årets første kortere etape, der fører feltet fra Tarnow til Bukowina Resort. Modsat tidligere, hvor der var tale om svære rundstrækningsløb i Tatr-bjergene, består det meste af etapen af transport ned mod stigningerne. Det er således fladt, når man lægger ud med at køre mod syd, inden man kører mod sydvest op ad den lille kategori 3-stigning Lubinka (5,1 km, 3,5%), der stiger med 4-5% over de første 3 km, men derefter flader ud. Toppen kommer efter 13,0 km, inden en nedkørsel leder mod sydvest, hvorefter det går videre mod sydvest gennem fladlandet frem til den første spurt, som kommer efter 27,9 km.
Det flade terræn fortsætter herefter, når man kører videre mod sydvest, idet man dog undervejs skal op og ned ad en mindre bakke. Monotonien brydes også, når man drejer mod syd for at passere kategori 3-stigningen Chomranice (4,6 km, 3,9%), der er en jævn og let stigning med top efter 63,7 km, og herefter bliver det en anelse mere kuperet, når man kører skiftevis mod vest og syd igennem terræn, der går lidt op og ned. Hurtigt bliver det dog igen fladt, når man fortsætter med at køre skiftevis mod syd og vest frem til dagens eneste spurt, som er placeret efter 113,1 km. Her drejer man mod vest for at køre op ad et højdedrag, inden det går mod syd ad en teknisk nedkørsel ned til grænsen til Slovakiet.
Nu begynder det at stige let frem mod finalen, når man kører mod sydvest hen langs grænsen, inden det store slag indledes, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 2-stigningen Lapszanska (4,0 km, 5,3%). Det er en relativt jævn stigning over de første 2,5 km, hvor den stiger med 4-5%, men derefter følger 1000 svære meter med mellem 7 og 16%, inden den flader ud med ca. 5% over de sidste 500 m. Toppen kommer efter 148,9 km, hvorefter de sidste 11,0 km indledes med en relativt let nedkørsel, der leder mod vest ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod nordvest ad en let faldende dalvej.
Slutteligt kører man mod sydvest op ad den knap 4 km lange målbakke, der ikke er kategoriseret. De første 1900 m er de sværeste og stiger med 7,3%i snit og er relativt jævn med et maksimum på 14,2%, men med 1700 m igen flader det ud med bare ca. 2% frem til de sidste 500 m. Her følger 300 m med 7,5%, inden det stiger med 4-5% over de sidste 200 m. Der er ikke et eneste sving over de sidste 6,6 km, hvor man bare følger en vej, der bugter sig let.
Etapen byder på i alt 2567 højdemeter.
Det er mildt sagt et mysterium, hvorfor arrangørerne har ændret kongeetapen så dramatisk. I forvejen har den i mange udgaver mangler hårdhed, men nu er den nærmest reduceret til det rene ingenting. Det ukontrollerbare rundstrækningsformat med mange stigninger er droppet, og nu koges det bare ned til de sidste to stigninger, hvoraf vi kender målbakken fra alle de tidligere besøg, hvor den aldrig rigtigt har gjort den store forskel - selv efter en hård dag. Stigningen forinden er endda også ny og lettere end det indløb, vi plejer at have, og det virker svært usandsynligt, at der kan skabes væsentlige forskelle denne dag. Det er klatrernes store chance, og derfor vil der utvivlsomt blive kørt aggressivt, men meget taler for, at det hele ender i en puncheurspurt i en ganske stor gruppe.
Som sagt har Bukowina Tatrzanska-etapen været på programmet hvert år siden 2010. I 2020 var den egentlig lettere end vanligt, men det forhindrede ikke Remco Evenepoel i at levere en magtdemonstration med et gigantisk soloridt, så han sejrede med 1.48 ned til Jakob Fuglsang og 2.22 ned til Simon Yates og Rafal Majka. I 2019 var etapen særligt let, men alligevel lykkedes det Ineos at knække Jonas Vingegaard og køre Pavel Sivakov i førertrøjen, mens Matej Mohoric lykkedes med at vinde etapen via et gigantisk soloridt fra et langt udbrud foran flere udbrydere og en stor favoritgruppe. I 2018 leverede Sky og Michal Kwiatkowski et fabelagtigt forsvar, da Simon Yates med et stort angreb var ved at løbe med det hele, men måtte nøjes med en samlet 2. plads og etapesejr 12 sekunder foran en favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Thibaut Pinot foran Davide Formolo. I 2017 var Dylan Teuns i krise på næstsidste stigning, men med hjælp fra Tejay van Garderen lykkedes det ham at komme tilbage til den nimandsgruppe, der spurtede om sejren med triumf til Wout Poels foran Adam Yates og Rafal Majka. I 2016 blev etapen aflyst på grund af et veritabelt uvejr, mens Sergio Henao i 20165kørte sig til en solosejr ved at angribe på sidste stignings stejleste stykke, hvorefter han slog et hul på 8 sekunder ned til en lille gruppe anført af Diego Ulissi og Lawson Craddock. I 2014 nåede 12 ryttere sidste stigning, hvorefter Rafal Majka angreb og slog Benat Intxausti og Ion Izagirre med 10 sekunder. I 2013 angreb Christophe Riblon fra distancen og samlede undervejs Darwin Atapuma op fra det tidlige udbrud, inden colombianeren vandt spurten, og franskmanden tog førertrøjen. I 2012 blev Henao hentet på målstregen af Moreno Moser og Michal Kwiatkowski, hvorefter italieneren vandt spurten. I 2011 slog Daniel Martin på flot vis Wout Poels med 1 sekund, mens løbets førende rytter, Peter Sagan, tabte 13 sekunder. I 2010 angreb Bauke Mollema fra distancen og slog et hul på 7 sekunder ned til en lille gruppe.
5. etape
Tidligere var der en tendens til, at etaper i Polen Rundt enten var næsten helt flade eller sluttede på en stigning. I de senere år har man i højere grad midtvejs i løbet haft mere blandede ruter med små stigninger tæt på mål, der har skabt en vis udskilning. Det har givet anledning til både udbrudssejre og reducerede massespurter, og det er et af de to scenarier, vi kan vente, når feltet igen testes på en sådan etape på løbets femte dag, der byder på en ganske interessant finale fra de tre seneste udgaver af løbet. Her så vi en interessant let stigende spurt med deltagelse af vidt forskellige folk som Michal Kwiatkowski, Dylan Teuns og Pascal Ackermann i 2018, af Luka Mezgec, Eduard Prades og Pierre Latour i 2019 og af en sny Richard Carapaz, Diego Ulissi, Rudy Molard og Jakob Fuglsang i 2020, og det vidner om, at der venter en uforudsigelig dag, hvor både puncheurs og stærke sprintere kan drømme om en sejr.
I alt skal der tilbagelægges 172,8 km, der fører feltet fra Chocholow til Bielsko-Biala. Startbyen ligger lige nord for Tatr-bjergene ved grænset til Slovakiet, men i stedet for at køre ind i bjergene, følger man en let faldende vej mod nordøst og nord. Herefter snor man sig rundt i en generelt nordvestlig retning i dalen, hvor det er relativt fladt, inden man kører mod sydvest og nordvest ad en flad vej frem til dagens første udfordring. Nu går det nemlig mod nordvest op ad kategori 1-stigningen Przelecz Krowiarki (5,1 km, 5,1%), hvis første tre km er lette, men derefter stiger med 6-8% frem mod toppen, som rundes efter 51,5 km.
Nu venter en let nedkørsel, der fører mod nordvest, nordøst og igen nordvest, idet man dog undervejs skal op ad en bakke (2,6 km, 5,6%) med top efter 76 km. Herefter kører man mod vest ad en småkuperet dalvej, inden man drejer mod nordøst for kort efter at fortsætter op ad kategori 1-stigningen Kocierz (3,1 km, 7,2%), der efter 500 lette meter har 1500 m med tocifrede procenter, inden den flader ud med 5,9% over de sidste 1100 m. Toppen rundes efter 107,5 km, hvorefter en nedkørsel leder mod nord ned til en lille bakke, på hvis top dagens spurt kommer efter 113,5 km. Herefter falder det let mod sydvest og nordvest, inden man drejer mod sydvest og vest, hvorefter det atter stiger let.
Kort efter drejer man mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Przelecz Przegibek (6,6 km, 4,9%), der starter blødt ud, men er ganske stejl på de sidste 3 km, hvor der blandt andet venter en kilometer med en gennemsnitlig stigningsprocent på 8,4, og hvor man undervejs når op på 11,4% lige inden toppen. Den rundes efter 133,1 km, hvorfra der resterer 39,7 km, som indledes med en relativt enkel nedkørsel, der leder mod vest ned til målbyen, hvor man snor sig ind gennem centrum.
Efter 147,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og bare 3,4 km senere venter første målpassage. Etapen afsluttes nu med tre omgange på den 7,3 km lange runde, hvis første del er let faldende og den anden del let stigende, men ellers er meget enkel og uden mange sving. Målbakken er 2400 m lang og indledes med et stykke med 8,1%. Over de sidste 1800 m er den lettere, idet det stiger med 3-4% frem til de sidste 300 m, der stiger med 4-5%. Finalen er teknisk ukompliceret, idet det sidste sving kommer i bunden med 2400 m igen, hvorefter vejen er helt lige.
Etapen byder på i alt 2673 højdemeter, hvilket er ca. 400 flere end i 2019, men 700 færre end i 2020.
Med tre tidligere besøg har vi efterhånden lært finalen at kende, og hver gang er det endt i en puncheurspurt. Sidste år havde man dog skruet op for sværhedsgraden, og det gav en top 10, der var domineret af puncheurs, mens de sprintere, der som Luka Mezgec og Pascal Ackermann tidligere havde gjort det godt, havde det sværere. Som det er trenden i årets generelt lettere løb, er også denne etape dog nemmere, end vi så det i 2020, og selvom den er vanskeligere end i 2018 og 2019, vil det formentlig blive en knap så selektiv dag som for et år siden. Uanset hvad taler meget for, at vi igen vil se en herlig puncheurspurt med samme brede persongalleri, vi har set i de foregående tre udgaver, hvor sprintere har blandet sig med puncheurs, og hvor det sidste år endda lykkedes en snu Richard Carapaz at snige sig væk til sejr med et af sine klassiske sene angreb.
Bielsko-Biala er tit blevet besøgt af det mindre polske løb Course de Solidarnosc, men har ikke været besøgt af Tour de Pologne tidligere i dette årtusinde, før vi i 2018 så Michal Kwiatkowski spurte sig til sejr foran Dylan Teuns og Enrico Battaglin og i 2019 så Luka Mezgec sejre foran Eduard Prades og Ben Swift. Sidste år var det til gengæld en snu Richard Carapaz, der overraskede et tøvende felt med et sent angreb, så han akkurat kunne holde Diego Ulissi og Rudy Molard bag sig.
6. etape
I mange år var løbet kendt som et puncheurløb, men da man i årene mellem 2013 og 2016 pludselig introducerede en enkeltstart på en rute, der generelt ikke var egnet til at skabe de store forskelle, blev det pludselig et løb for klatrestærke temporyttere. I de seneste fire år har enkeltstarten været fraværende, men i år vender den tilbage i en udgave, hvor en historisk let rute gør den endnu vigtigere end tidligere. Samtidig er der ikke meget at glæde sig over for klatrerne på en rute, der er flad og skabt til de store specialister med de mange watt, og dermed får vi en helt anden vinder i byen Katowice, end vi plejer. Det var nemlig her nyere cykelhistories måske mest omtalte styrt i 2020 fandt sted i spurten, der var kendt som WorldTourens hurtigste, men som nu er erstattet af en enkeltstart, som forhåbentlig tilbyder en helt anderledes form for drama.
Med en distance på 19,1 km er der tale om en halvlang enkeltstart, der har både start og mål i Katowice, hvor det er stort set fladt. Det stiger dog let fra start, når man kører igennem to hurtige sving, inden det falder over 500 m mod syd, men derefter rammer man en flad og lige vej, der følges mod øst og sydøst. Efter 6,2 km drejer man mod sydvest, hvorefter man rammer en meget teknisk sektion med en hel serie af sving. Samtidig er det generelt let stigende frem mod et toppunkt efter 10,2 km, hvorefter det begynder at falde let.
Efter 12,0 km drejer man til venstre, og herefter bliver det teknisk meget enklere, ligesom det herfra er stor set fladt med kun én lille bakke efter 15,5 km. Således er der igen sving efter 15,1 km og 16,7 km, inden det hele slutter med en teknisk afslutning i centrum, hvor der skal drejes med hhv. 1300 m, 800 m, 600 m og 300 m igen. Over de sidste 300 km falder det ganske let frem mod den sidste kilometer, der er flad.
Etapen byder på i alt 109 højdemeter.
Specialisterne vil slikke sig om munden over udsigten til denne enkeltstart. Terrænmæssigt er den ganske enkel, og der vil være masser af plads til at træde mange watt. Den midterste fase er dog ganske teknisk, og det er derfor en kombination af muskelkraft, watt og tekniske evner, der vil være afgørende for, hvem der vinder det slag, som formentlig bliver allervigtigst i kampen om den samlede.
Katowice er med på ruten stort set hvert eneste år og var som bekendt indtil dramaet i 2020 kendt som byen med WorldTourens hurtigste massespurt. Sidste år var det jo faktisk den uheldige Fabio Jakobsen, der trods sit styrt endte som etapens vinder foran den ligeledes uheldige Marc Sarreau og Luka Mezgec -. I 2019 overraskede Mezgec ved at sejre foran Fernando Gaviria og Pascal Ackermann i en afslutning, hvor hastighedsrekorden blev slået. I 2018 tog Ackermann sin anden sejr på to dage ved at slå Alvaro Hodeg og Giacomo Nizzolo, og i 2017 var det Sacha Modolo, der lidt overraskende sejrede. I 2016 slog Gaviria de store rivaler Elia Viviani og Caleb Ewan, mens Matteo Pelucchi og Jonas van Genechten var hurtigst i henholdsvis 2015 og 2014, sidstnævnte med en spurt, der indtil 2019 var den hurtigste. I 2013 skabte Taylor Phinney en overraskelse ved med et sent angreb at tage en solosejr, mens Aidis Kruopis (2012), Marcel Kittel (2011) og Yauheni Hutarovich (2010) var hurtigst i spurterne i årene forinden.
7. etape
Årets rute er lettere end vanligt, men sjovt nok er den ikke den sprinterfestival, vi plejer at se. Derfor er det måske meget passende, at de hurtige folk i det mindste får én helt klassisk og let sprinteretape til at runde festen af med, og det sker i form af en klassiker. Den store by Krakow har været et fast holdepunkt i løbet siden 2008, hvor løbet enten er startet eller sluttet i byen, og ser man bort fra de fire år med en afsluttende enkeltstart, har der altid været sprinterfest. Det bliver der utvivlsomt også i år, hvor en kort og flad etape lægger op til, at løbet ligesom sidste år skal slutte med et brag af en massespurt i byen, der mere end nogen anden kan betegnes som løbets centrum.
I alt skal der køres bare 145,1 km mellem Zabrze og Krakow, der begge ligger i en helt flad del af Polen. Det stiger dog let fra start, når man kører mod syd ned til dagens eneste kategoriserede stigning, kategori 3-stigningen Laziska (800 m, 4,9%), der er ganske let og har top efter 19,8 km. Her drejer man mod nordøst for at køre igennem relativt fladt terræn frem til dagens spurt, som kommer efter 40,0 km på toppen af en ganske lille bakke.
Herfra går det mod sydøst igennem fladlandet frem til en Special Sprint, som er placeret efter 80,1 km, inden man drejer mod øst for at køre ad en stort set helt lige og fladvej ind til Krakow, hvor man efter 125,4 km rammer den afsluttende rundstrækning. Herefter kører man næsten en hel omgang, inden man efter 130,1 km krydser stregen for første gang.
Etapen afsluttes nu med 3 omgange på den 5,0 km lange runde, der er en forlænget udgave af den velkendt 4,0 km lange rundstrækning fra tidligere år, og som er næsten helt flad med bare fire sving. De to første kommer umiddelbart efter passagen af stregen, og derefter skal der igen drejes med 2400 og 1500 m igen og derefter buer vejen kun let, inden man rammer den sidste kilometer, der er helt lige og helt flad.
Etapen byder på i alt 863 højdemeter.
I år har antallet af massespurter været begrænset, og derfor burde der ikke være den store tvivl om udkommet af denne etape. Sidste år var et stærkt udbrud ganske vist ved at snyde sprinterne, men dengang var etapen både længere og mere kuperet. I år er den både kort og flad, og da vinden sjældent spiller en rolle i Polen, taler alt for, at vi skal have en rigtig boulevardspurt på den lange og lige opløbsstrækning, hvor de rene sprintere plejer at dominere.
Krakow har som sagt som regel lagt asfalt til sidste etape, senest sidste år, hvor Davide Ballerini rundede af med at sejre i en massespurt foran Pascal Ackermann og i Alberto Dainese. I 2017, 2018 og 2019 åbnede man løbet med en kort flad etape i byen. I 2019 sejrede Ackermann foran Fernando Gaviria og Fabio Jakobsen, og han var også hurtigst i 2018, hvor han nærmest slog Alvaro Hodeg og Matteo Trentin. I 2017 overraskede Peter Sagan ved at spurte sig til sejr foran Caleb Ewan og Danny van Poppel. I årene forinden sluttede løbet ellers med en enkeltstart, der er blevet vundet af henholdsvis Alex Dowsett (2016), Marcin Bialoblocki (2015), Kristof Vandewalle (2014) og Bradley Wiggins (2013). Forud for det var det de tyske sprintere, der dominerede i byen, idet sidste etape blev vundet af John Degenkolb (2012), Marcel Kittel (2011), André Greipel (2009 og 2010) og Robert Förster (2008).
SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS
Favoritterne
Det er velkendt, at sæsonens første løb er blandt de vanskeligste at spå om, idet langt de fleste ryttere stiller til start efter en lang træningsperiode uden forudgående løbsdeltagelse. Det gør det til et lotteri at forudsige, hvem der er godt kørende, og hvem der endnu har arbejde at gøre, inden de er konkurrencedygtige.
På mange måder er Tour de Pologne at betragte som et sådant løb fra årets første måneder. Traditionelt har der for langt hovedparten af feltet været tale om, at det er første konkurrence efter en lang sommerpause, der for manges vedkommende er foregået på en højdetræningslejr. Startfeltet plejer at være spækket med Vuelta-favoritter, der skal teste formen for første gang efter pausen, og de plejer at få selskab af en enkelt eller to Tour-profiler, der skal presse det sidste ud af formen - et projekt, det ofte er umuligt at spå om udfaldet af.
I år er det anderledes. Løbet er udskudt grundet OL, og sammenfaldet med Vueltaen betyder, at det er renset for Vuelta-profiler. Det har givet et betydeligt svagere felt end normalt - også selvom antallet af Tour-ryttere til gengæld er betydeligt større end vanligt - men samtidig har vi for de fleste en eller anden form for formreferencepunkt. De fleste ryttere har nemlig nu været i gang ved enten OL eller de nu efterhånden temmelig mange europæiske løb, der har været kørt siden Tourens afslutning. Det gør løbet en anelse mere forudsigeligt, end det plejer at være.
Det billede komplicerer ruten til gengæld. De polske arrangører har vel været WorldTourens mest konservative i den forstand, at de har brugt de samme finaler igen og igen. Ganske viste undergik løbet en transformation fra de første år som sprinterfest over tiden som puncheurfestival og en tid med en vigtig enkeltstart for temporyttere til nu igen at have været en puncheurfest i årene mellem 2017 og 2020. Den situation forandrer sig med årets nytænkte rute, der forandrer løbets identitet måske mere end nogensinde.
I en vis forstand er det en tilbagevenden til tiden mellem 2013 og 2016, at enkeltstarten er tilbage, men så enkelt er det ikke. Dengang var bjergene trods alt så svære, at tidskørslen ikke var altafgørende. Faktisk var ingen af de samlede vindere med helt fremme på enkeltstarten, da Pieter Weening blot blev nr. 6 i 2013, Ion Izagirre nr. 7 i 2015 samt Rafal Majka og Tim Wellens kun nr. 13 i hhv. 2014 og 2016. Der var altså andet terræn til at kompensere for den tid, der blev tabt mod uret.
Det bliver svært at finde det terræn i år. I en tid, hvor trenden er hårdere og hårdere ruter, er det ret bemærkelsesværdigt at se arrangørerne nærmest eliminere bjergene. Det bliver endog overordentligt svært at vinde væsentligt med tid på stigningerne, og når man samtidig indlægger en relativt lang enkeltstart, skævvrides billedet voldsomt. Vi skal vel tilbage til de første år i Benelux Tour/BinckBank Tour/Eneco Tour for at finde WorldTour-løb, der har været så skræddersyede til temporyttere, og man kan vel i dag næsten mest af alt sammenligne løbet med en let udgave af Belgium Tour eller Danmark Rundt - to løb, hvor enkeltstarten også plejer at være tæt på altafgørende.
Trenden har de senere år været, at der har været fire afgørende etaper, nemlig muretapen, de to afsluttende etaper i Tatr-bjergene og i mindre grad Bielsko Biala-etapen. Det er også tilfældet i år, men denne gang er det fire anderledes etaper. Muretapen består, og selvom muren er ny, synes den stejl nok til, at der kan vindes sekunder. Det siger imidlertid også sig selv, at det netop er sekunder og ikke minutter, og det vil stadig være ganske små forskelle mellem de bedste. Man skal imidlertid notere sig, at den første af de to stigninger forinden er ret svær. Med det begrænsede terræn vil der helt sikkert være hold med interesse i at gøre det så hårdt som muligt. Nogle af de tungere tempospecialister, der drømmer om at begrænse tabet de første fem dage, kan holde skansen, hvis de er med frem til muren, men falder de fra tidligere, vil de miste alt for meget tid.
Mindre optimistisk er jeg i forhold til Bukovina-etapen. I år er den altså for let. Vi kender målbakken, og den har selv ved tidligere besøg, hvor den samlede etape har været knaldhård, sjældent gjort forskelle i sig selv. Denne gang er der kun én stigning forinden, og selvom den er stejl, er den samlede etape let. Billedet er altså det samme som på 2. etape, nemlig at forskellene bliver små i finalen - denne gang formentlig slet ingenting mellem de bedste - men bliver de tunge folk sat på den første stigning, ryger de ud af klassementet. Igen vil der helt sikkert være hold med den interesse.
Den tredje etape er Bielsko Biala, men her handler det alene om bonussekunder. Vi har set, at Luka Mezgec har vundet spurten, men sidste år blev det så hårdt, at det alene var Richard Carapaz, der med et smart angreb sejrede foran Diego Ulissi, Rudy Molard og endda Jakob Fuglsang. Tidligere vandt Michal Kwiatkowski foran Dylan Teuns, og det vidner om, at der her også er en chance for at vinde bonussekunder for de eksplosive puncheurs. De har altså tre chancer for netop det, hvilket i teorien kan indbringe 30 sekunder. Derudover er der de indlagte spurter, der dog næppe vil spille en rolle grundet ugunstige placeringer, samt altså den reelle tid, der kan vindes - og den kan formentlig kun vindes på tirsdagens muretape.
Tilbage er så den klart vigtigste etape, enkeltstarten. Den er lang nok til, at den sagtens kan udslette forskellene mellem de folk, der ikke er blevet sat tidligt på nøgleetaperne. Der er tale om fladt terræn, der ikke gør klatrerne mange tjenester, men den er også relativt teknisk - teknisk nok til at det vil spille en rolle. Det flade terræn betyder i hvert fald, at det er et løb, der for en temposvag klatrer er helt umuligt at vinde, endsige at køre med i kampen om podiet. Endelig er der de tre øvrige etaper, men de må formodes at blive afgjort i massespurter - også selvom en udbrudssejr på den kuperede 3. etape ikke helt kan udelukkes, men det vil kræve et ufarligt udbrud. Jeg vil heller ikke helt udelukke, at en af klassementsrytterne kan vinde tidsbonus på brostensbakken på 1. etape, men den ligger umiddelbart bedre til de holdbare sprintere.
Kan vejret så bidrage til udskilningen, som det gjorde i den episke 2016-udgave? Næppe. Det ligner en pæn uge med generelt svage vinde, selvom der vil være en bygerisiko alle dage, særligt tirsdag og onsdag. Til gengæld kan klatrerne i det mindste glæde sig over, at der ser ud til at blive medvind på muren på tirsdag og medvind på begge finalestigninger torsdag. Det øger i det mindste graden af selektion.
Konklusionen er, at det er et løb for tempospecialister, der skal afgøre løbet på 6. etape. Inden det vil der følge et fem dage langt udskilningsløb, hvor de tunge specialister skal forsøge at begrænse tabet, særligt på muren og på Bukovina-etapen, og hvor puncheurtyperne skal forsøge at vinde noget tid, både reel tid på muren og i form af bonussekunder. Det vil skabe nogle mindre forskelle mellem de bedste inden enkeltstarten, hvor nogle tunge folk vil have tabt lidt tid og andre være kørt helt ud af klassementet, og så må tidskørslen kåre vinderen blandt de overlevende kandidater.
Det giver også et helt anderledes favoritfelt, end vi normalt ser til WorldTour-etapeløb, og særligt end vi har set i de seneste fire puncheurudgaver af dette løb. Alligevel er der et vist overlap, for der findes i dette felt flere ryttere, der har den helt rette kombination af evner til dette løb, nemlig tempokapacitet og det punch, der skal gøre det muligt at vinde bonussekunder og køre med om sejren på muren. Dertil kommer de tungere specialister, der har en reel chance for at komme frem til Katowice og enkeltstarten med et så lille tab, at de stadig kan vinde løbet.
Blandt de ryttere, der passer perfekt til løbet, er Joao Almeida. Faktisk er han nærmest skabt til dette løb, da han både er eksplosiv og hurtig samt kører en fremragende enkeltstart. Han er stadig ret uprøvet i murfinaler, og måske er muren på 2. etape for stejl til at passe ham ideelt, men det burde være en finale, der passer ham udmærket. Med sin hurtighed vil han være en af de klare favoritter til 4. etape, ligesom han kan jagte bonus på 5. etape.
Vigtigst af alt er det dog, at han i år har vist sig fremragende også på flade enkeltstarter. Det så vi særligt i Giroen, hvor han kørte to fornemme tidskørsler, men også i Tirreno og UAE Tour gjorde han det flot. Det tekniske element, der er nyt her, passer ham endnu bedre, og dermed burde der være al mulig grund til, at han kører med om sejren på 6. etape. Forinden kan han have vundet masser af bonus, og hans stærke hold, der tæller formstærke Mikkel Honoré og Remi Cavagna, kan sætte ham i scene.
Hvordan er formen så? Den er en smule blandet. Hans enkeltstart i Tokyo var en katastrofe, men vi ås i linjeløbet, at det faktisk ikke var så ringe endda. I det lys var enkeltstarten nok snarere en offday efter en lang pause, og han må formodes at have forbedret sig yderligere nu. Måske har han ikke Giro-formen, men når løbet passer ham så godt, kan mindre også gøre det. Derfor er han min favorit.
Alle polakker drømmer dog om, at han bliver slået af Michal Kwiatkowski. Det er bestemt heller ikke umuligt, for polakken er som skræddersyet til sit hjemmebaneløb. Han elsker murfinaler, som vi ved fra hans podieplads i Fleche Wallonne eller hans mursejr i dette løb i 2018, og han har endda vist, at han kan vinde spurten i Biesko Biala. Der er ingen tvivl om, at han også kan vinde puncheurspurten i Bukovina, og dermed kan han i teorien vinde de tre første nøgleetaper - og hvem ved, hvad det kan blive til på 1. etape, der heller ikke ligger helt ringe til ham? Med sin gode enkeltstart har han således hele pakken.
Der er dog to forbehold ved hans chancer. Den første er tempoevnerne. Kwiatkowski har ikke kørt en god enkeltstart i ganske lang tid, og selvom det ofte skyldes, at han har taget den med ro, har han heller ikke imponeret, når han har forsøgt, senest i Dauphiné. Han er blandt andet også blevet slået klart ved de polske mesterskaber, og det vækker lidt bekymring, da det næppe er en disciplin, han har prioriteret højt i sin træning.
Derudover er det usikkert, hvor han står formmæssigt. Han var fremragende ved OL, hvor han igen viste, at han mestrer kunsten at komme flyvende ud af Touren, som han også gjorde, da han var altdominerende i dette løb for tre år siden. Problemet er bare, at der nu er gået tre uger siden Tourens slutning, og spørgsmålet er, om han har kunnet strække den så langt. Det skal han i hvert fald bevise, men der er ingen tvivl om, at motivationen frem mod hjemmebaneløbet har bidraget til, at han har passet sin træning. Med Tokyo-ben bliver han meget svær at slå i dette løb, hvor han tidligere er blevet både nr. 1 og 2.
Ineos har dog også et andet meget stærkt kort. Gianni Moscon fortsatte sin genfødsel med en for en stor fyr som ham fornemt OL, og dermed bekræftede han, at han også efter sommerpausen har det fabelagtige niveau, han viste i Giroen. Han vil nok finde muren lidt for stejl til, at han kan vinde, men langt efter vil han ikke være. Til gengæld står han brølstærkt i de fladere spurter på 4. og 5. etape, ligesom han faktisk også kan blande sig på 1. etape. Han er endda del af et meget stærkt hold, der har flere folk til at angribe på skift og måske derved undgå, at det bare bliver spurter hver eneste dag. Naturligvis skal han og Kwiatkowski også fordele opgaverne i et løb, hvor hjemmebanehelten nok har forrang, men der er ingen grund til ikke at antage, at Moscon ikke er i spil til sejren, når vi kommer til Katowice.
Her skal han så køre en af sine bedre enkeltstarter. Desværre så vi i Giroen, at han ikke helt har genfundet de evner, vi så ved VM i 2017, men han blev trods alt nr. 9 og 10 på de to flade Giro-enkeltstarter. Det mere tekniske element burde passe ham bedre, og han burde ikke være langt fra de bedste. Jeg tror ikke, at han vinder 6. etape, men hvis han bare har sikret sig tilstrækkeligt med bonus forinden, kan det sagtens være nok. Formen synes i hvert fald at være storartet.
Havde dette være juni, havde jeg nok haft Matteo Sobrero som nr. 2 på min liste. Dengang var italieneren nemlig slet og ret flyvende i alle de terræner, han skal bruge i dette løb. Han fik et ordentligt boost af Giroen, som han derfor rundede af med en fabelagtig enkeltstart, hvor han blev nr. 4 bag Filippo Ganna, Remi Cavagna og Edoardo Affini. Senere slog han minsandten både Ganna og Affini ved de ganske visgt kuperede italienske mesterskaber, og dermed beviste han, at han pludselig skal regnes som en af verdens bedste temporyttere med en reel chance for at vinde 6. etape i dette løb.
Imellem de to enkeltstarter drog han så til Slovenien, hvor han var den eneste, der kunne give Tadej Pogacar lidt modstand på de korte, eksplosive og stejle stigninger, der minder om dem, han finder her. Han er ret eksplosiv og hurtig, men næppe hurtig nok til at få del i tidsbonus. Det er dog ikke afgørende. Det vigtige er, at han klatrer så godt, at han ikke taber væsentligt med tid inden på lørdag. Han har altså hele pakken, men når han alligevel ender lidt nede på listen, skyldes det den lange løbspause. Vi aner ikke, hvor han står, og han har stadig til gode at bevise, at han faktisk kan genfinde det vilde niveau, han havde i juni.
Det er også formen, der sender Tobias Foss lidt ned på listen. Med de tempoevner, han viste i Baskerlandet og på Giroens 1. etape, er der ingen tvivl om, at han kommer meget langt i Katowice, selvom enkeltstarten i Baskerlandet nok passede ham bedre end denne flade rute, der minder mere om Torino-enkeltstarten, hvor han jo dog også gjorde det fremragende. Desværre så vi ved OL, at han lige nu synes meget langt fra formen, og derfor risikerer han at falde helt igennem. Det er dog meget muligt, at det skyldtes varmen og fugtigheden, og han kan sagtens vise sig meget bedre på europæisk grund. Han burde have fået et boost af at have gennemført sin første grand tour, og klatreevnerne rækker til at gøre det godt på stigningerne. Problemet er dog, at han er uden punch, og en stejl mur er for voldsom til ham. Her kan han selv i storform næppe undgå at miste lidt tid til de eksplosive folk, og derfor skal han brage en fremragende enkeltstart af for at vinde. Det er han imidlertid også i stand til, hvis han altså er i form.
Den rytter, der har allermest grund til at juble over ruten, er Remi Cavagna. Det er normalt helt umuligt for franskmanden at køre klassement i etapeløb, men denne gang har han faktisk chancen. Hvis han kører enkeltstarter, som han gjorde i foråret, hvor han kørte i top 2 på fire WorldTour-enkeltstarter og vandt den ene, må han være den naturlige favorit til at vinde 6. etape, også selvom den tekniske og flade rute ikke passer ham helt ideelt. Spørgsmålet er bare, om han kan begrænse tabene tilstrækkeligt på stigningerne. Det er helt givet, at han vil tabe tid på muren, og formentlig får han det også lidt svært på 4. etape, særligt når der er medvind. Det er bestemt også muligt, at han bliver sat på de tidligere stigninger og ryger helt ud af billedet, men terrænet er ikke så svært, at Cavagna ikke kan komme til Katowice med et relativt beskedent tab. Jeg vil stadig tro, at det bliver for stort, men kører han en af sine bedste enkeltstarter, kan meget ske. Det kræver dog også, at han er i form, og det skal han bevise efter en skuffende OL-enkeltstart. Det er dog velkendt, at Cavagna har det svært i varme, og der er derfor al mulig grund til at tro, at det er forklaringen på en præstation, der med et fint udlæg heller ikke var nogen katastrofe. Spørgsmålet er bare, om selv god form rækker til faktisk at vinde et WorldTour-etapeløb. Han får næppe en bedre chance end denne.
Det er ikke tit, at Israel SUN har en vinderkandidat i et WorldTour-etapeløb, men det har de denne gang. Patrick Bevin må knibe sig i armen over denne rute, der næppe kunne passe ham bedre. Hvis han har den klatreform, han havde i Baskerlandet tidligere i år, burde han kunne overleve stigningerne, og med sin gode spurt kan han også få del i bonussekunder. Særligt 5. etape er skræddersyet til ham, men er han på toppen, er 4. etape heller ikke uden for rækkevidde, ligesom 1. etape ikke er det, hvis holdet giver ham lov og ikke satser på Hugo Hofstetter. Desværre vil han til gengæld tabe tid til de bedste på muren, der er en anelse for stejl, men han burde stadig komme frem til 6. etape i en glimrende position. Desværre har hans enkeltstart i 2020 og 2021 været en katastrofe, men hans flotte 10. plads på den for ham lidt for kuperede rute ved OL var meget opløftende. Den vidner nemlig både om, at han er i form, og at tempobenene måske er kommet tilbage. Desværre har han kørt så mange dårlige enkeltstarter i år, at jeg gerne vil se ham præstere på en flad tonserrute igen, før jeg placerer ham højere på listen - også fordi han er en svingende størrelse, hvis form er utilregnelig - men klatrer han som i Baskerlandet og kører enkeltstart som ved VM i 2019, har han en reel chance for at vinde løbet.
En anden, der får sit livs chance for at vinde et WorldTour-etapeløb, er Mikkel Bjerg. Danskeren er i helt samme situation som Cavagna, nemlig at det handler om at forsøge at overleve de første fem dage med så begrænset et tidstab som muligt og herefter forsøge at drage fordel af tempoevnerne på lørdag. Som vi har set i Giroen og senest i Touren, forsvarer en formstærk Bjerg sig udmærket på stigninger, og dette terræn virker ikke helt uoverkommeligt. Ligesom for Cavagna gælder, at han ikke kan undgå at tabe tid til de bedste på muren, men klarer han de tidlige stigninger både tirsdag, torsdag og fredag, burde han komme til Katowice med et relativt begrænset tab. Desværre har han som professionel haft lidt svært ved at levere de allerbedste resultater på WorldTourens enkeltstarter, men han har haft sine store dage i Giroen og i Emiraterne, og senest viste han klar fremgang på Tourens sidste enkeltstart. I sidste ende rækker hverken klatre- eller tempoevnerne næppe til at vinde, men kører han en sublim enkeltstart, kan det ikke helt udelukkes - men det kræver, at han stadig er i form næsten en måned efter en Tour, han heldigvis sluttede stærkt.
UAEs formelle kaptajn er Diego Ulissi, men modsat Bjerg kan han ingenlunde juble over ruten. Den klassiske puncheurvariant passede ham langt bedre, og han blev således nr. 3 i 2019 og nr. 5 i 2020. Til gengæld blev han i årene med en enkeltstart blot nr. 6, 27 og 29, og det siger meget om, hvor stor en ulempe, den nye rute giver ham. Chanceløs er han dog langt fra. Sidste år blev han nr. 2 i Bielsko Biala, og han er tidligere levet nr. 2, 4 og 5 på Bukovina-etapen i dens hårdere format. Det fortæller, at det er to puncheurspurter, der passer ham storartet, og også i det blødere format vil han have en chance for at vinde 4. etape. Muretapen er mere tricky, for han har ikke klatret alt for opløftende siden hjerteproblemerne, som vi senest så i San Sebastian, og det var kun på Sega di Ala i Giroen, at han havde én stor dag. Omvendt var det samme tilfældet i 2019, indtil han pludselig blev nr. 3 i Fleche Wallonne, og det vidner om, at han stadig har en chance for at vinde muretape. På 1. etape skal han nok køre for Fernando Gaviria, men samlet set har han mulighed for at vinde de tre nøgleetaper inden enkeltstarter. Her skal han forsvare sig selv på en rute, der ikke passer ham, men de tekniske elementer hjælper ham i det mindste. Og faktisk har Ulissi i år med 15. og 17. pladser i Giroen kørt to så uventet gode flade enkeltstarter, at han har en reel chance for at vinde også på denne rute.
En af de ryttere, der faktisk vandt løbet i enkeltstartsårene, er Tim Wellens, men det skyldtes helt specielle omstændigheder. Løbet blev ramt af så voldsomt Wellens-vejr, at kongeetapen blev aflyst, og på den anden af de to bjergetaper kunne han levere så gigantisk en magtdemonstration, at enkeltstarten, hvor han bare blev nr. 13, var helt ligegyldig. Det bliver den ikke i år, hvor terrænet og vejret ikke lægger op til magtdemonstrationer, og det virker usandsynligt, at Wellens kan vinde under de omstændigheder. Han er som bekendt en udmærket puncheur, men der er stadig hurtigere folk end ham i finalerne på 4. og 5. etape, hvor han er outsider mere end favorit til bonussekunder, og også på muren er der bedre folk end ham, som vi har set i Fleche Wallonne, hvor han aldrig helt har kunnet matche de bedste. Hans enkeltstart var tidligere ganske udmærket, senest da han i 2019 slog både Evenepoel og Campenaerts på en tonserrute i Belgien, men der er desværre langt mellem de gode tidskørsler på flade ruter, som vi også så i dette løb for fem år siden.
Dertil skal lægges, at Wellens har haft et skidt år, hvor han aldrig for alvor har fundet formen og endda trak stikket i juni for at finde en forklaring. Hans comeback i Vallonien var alt andet end overbevisende, og han skal have forbedret sig kraftigt, hvis han skal være med fremme på denne rute. Omvendt er Wellens en angriber, der måske kan bryde det forventede manuskript, som han før har gjort, da han vandt BinckBank Tour trods sine begrænsede tempoevner.
Havde dette været for nogle få år siden, havde Tanel Kangert stået højt på listen. Esteren var nemlig en storartet temporytter, men på alle parametre er det gået ned ad bakke i de seneste to sæsoner. I år har han været milevidt fra fordums styrke, men han har trods alt klatret så fint, at han ikke får problemer med bakkerne her. Han vil utvivlsomt miste nogle sekunder på muren, hvor han er uden punch, ligesom han ikke har nogen chance for at blande sig i kampen om bonussekunder, men han er i hvert fald på papiret en af de bedre temporyttere. Desværre kørte han svage enkeltstarter i Giroen og senest ved OL, og en kortere, flad enkeltstart passer ham slet, slet ikke. Hans 7. plads i Giroen sidste år viser, at han stadig kan på lange, mere kuperede ruter, men her er det nok tvivlsomt, om tempoevnerne rækker til at være med helt fremme, hvor han kunne være i gamle dage.
En spændende joker kunne måske være Sonny Colbrelli. Det er helt uklart, hvor han står efter Touren, men hvis han er i nærheden af det niveau, han havde i Frankrig, kan han være ganske uhyggelig. Særligt spurten i Bielsko Biala er skræddersyet til ham, og her vil han formentlig være den mest oplagte favorit. Også i Bukovina burde han have en fair chance for at vinde, og klarer han positionskampen, står han også stærkt på 1. etape. Selv i massespurterne kan han forsøge sig, og dermed kan han score temmelig mange bonussekunder undervejs. Muren er nok for stejl og vil koste nogle sekunder, men han bør være langt fremme, når vi ankommer til Katowice. Her rækker tempoevnerne ikke til den samlede sejr, men sidste år kørte han så gode enkeltstarter i BinckBank Tour (indtil han styrtede) og Andalusien, at han godt kan forsvare sig, selvom denne rute er længere og knap så teknisk og derfor mindre velegnet. Det rækker helt sikkert ikke til samlet sejr, men på denne rute kan han gøre det ganske fornuftigt.
En rytter, hvis form er veldokumenteret, er Mikkel Honoré, men også han lider under ruteændringen. Den gamle puncheurrute havde været guf for danskeren, men hans tempoevner rækker næppe til at være med helt fremme. Derudover lider han under at være på hold med Almeida og Cavagna, men det forhindrer ham ikke nødvendigvis i at køre nogle gode finaler de første dage. Murfinalen er nok for stejl til, at han kan gøre andet end at begrænse tabet, men afslutningerne på 4. og 5. etape burde passe ham storartet, også selvom han ikke er favorit til at få del i bonussekunderne. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, der ikke er hans spidskompetence, men sammenlignet med mange andre puncheurtyper kører han en hæderlig enkeltstart, som vi så i Giroen. Det er klart, at han risikerer at ende som hjælper, hvis Almeida eksempelvis tager trøjen på muren, men får han sin frihed, burde Honoré med sin fine form have en god chance for at nærme sig et første topresultat i et WorldTour-etapeløb.
Manden, der måske kostede Honoré sejren i San Sebastian, var Matej Mohoric, der i Spanien dokumenterede, at han stadig er i fremragende form. Desværre lider han endnu mere under den ændrede rute end Honoré, og det er på alle måder et løb, der passer ham dårligt, når tidskørslen er næsten altafgørende. Ligesom Honoré vil han også finde muren for stejl til, at han kan gøre andet end at begrænse tabet, men de øvrige etaper passer ham ganske udmærket. Når jeg alligevel nævner ham, skyldes det, at han har den x-faktor, der måske kan bryde det forventede manuskript med et angreb i stil med det, der gav ham den samlede sejr i BinckBank Tour, hvor enkeltstarten ellers også burde have udelukket ham. Han har gjort det før i Polen med sit soloridt for to år siden, og skulle han udnytte manglende kontrol til at vinde tid, har han med en 9. og en 11. plads på tekniske enkeltstarter i Andalusien og en 23. plads på en teknisk Tour-enkeltstart vist, at han kan forsvare sig - også selvom ruten her passer ham meget dårligere.
Israel SUN har udover Bevin en udmærket kandidat i Alessandro de Marchi. At kalde ham tempospecialist vil være en overdrivelse, men når det tager ham, kører han en fin enkeltstart. Han blev således nr. 19 på den korte, flade rute i Torino under Giroen, og denne længere distance passer meget bedre til hans dieselmotor. Sidste år blev han også nr. 2 ved de italienske mesterskaber, og han er blevet nr. 6 på den første enkeltstart i Vueltaen for tre år siden. En formstærk De Marchi klatrer også rigeligt godt til at overleve disse stigninger, men til gengæld ejer han ikke skyggen af punch. Medmindre han kan udnytte manglende kontrol til at angribe, handler de første fem dage bare om at holde sig til, og herefter er hans enkeltstart formentlig ikke god nok til at være med i kampen om podiet. Det største problem er dog, at han har manglet form efter det grimme styrt i Giroen, men hans mange udbrud i San Sebastian og Vallonien taler for, at han stille og roligt har nærmest sig en form, der gør ham konkurrencedygtig i dette lette løb.
Egentlig ville jeg gerne have Antonio Tiberi højt på listen. Den tidligere juniorverdensmester i enkeltstart har nemlig med sin 12. plads i Romandiet og 19. plads i UAE Tour vist, at han kan køre enkeltstarter på højt WorldTour-niveau. Klatre kan han også, som vi så, da han blev nr. 3 i Ungarn, og selvom han ikke er en eksplosiv puncheur, burde han i teorien kunne komme til Katowice uden at have tabt væsentligt med tid. Problemet er bare, at han synes uhyre formsvag og intet viste i Tour de l’Ain, som han heller ikke gjorde det i juni, hvor han var i stor formkrise. Derfor er det svært at bevare den helt store optimisme, men vi ved også, at unge ryttere kan finde formen ret pludselig. Gør han det, burde han med sine tempoevner kunne gå efter sit første samlede topresultat i et WorldTour-etapeløb.
Ivan Garcia Cortina må have en lidt blandet fornemmelse af ruten. På den ene side betyder den reducerede klatring, at han faktisk står ganske stærkt på linjeløbsetaperne. Efter et skuffende forår fandt han sine gode ben til Tour de Suisse, hvor han var nærmest chokerende god på 2. etapes mur, og hvis han har de ben, kan han reelt køre med om sejren på 1., 4. og 5. etape, ligesom han også kan forsøge at se, om han kan snige sig i top 3 i de to klassiske massespurter. På muren skal han begrænse tabet, men det er bestemt også muligt med schweiziske ben. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, der ikke er hans spidskompetence, men her har han faktisk vist uventede takter. Han blev således nr. 14 på den flade, tekniske 1. etape af Tour de Suisse, ligesom han blev nr. 19 på den ganske vist kuperede enkeltstart i BinckBank Tour sidste år. Han skal bevise, at han er kommet stærkt ud af Touren, men hvis han er, er det bestemt ikke umuligt, at han i et løb som dette kan lave et resultat.
Jeg er også lidt spændt på Quinten Hermans. Belgieren skuffede mig lidt i Vallonien, hvor han ikke var så stærk som ventet, men har han med et løb i benene fundet formen fra Baskerlandet, bliver han ikke uinteressant. Dette er bakker, han kan klare, og med sin spurt kan han jagte bonussekunder. Det er en bekymring for mig, at han i år har spurtet skuffende, og derfor frygter jeg, at han ikke får de bonussekunder, han burde. Den største udfordring er dog enkeltstarten, som han aldrig har specialiseret sig i, men han er altså blevet nr. 7 på en flad enkeltstart i Belgium Tour. Det vidner om, at han godt kan forsvare sig, hvis han efter de første fem dage har bragt sig i en rimelig position.
Jeg er vel også nødt til at nævne Tao Geoghegan Hart. Briten er jo en af løbets stjerner, men 2021 er året, hvor intet fungerer. Senest endte OL som en dundrende fiasko, og det er efterhånden svært at tro på et comeback. Omvendt viser historien også, at Geoghegan Hart er en af feltets lottokuponer, og han har før fundet formen ud af det blå. Meget taler desværre for, at han er ren hjælper for Kwiatkowski i dennes hjemmebaneløb, og at Moscon er alternativet, men vælger Ineos en mere offensiv taktik, hvor de udnytter overtallet på stigningerne, som de gjorde, da de vandt løbet med Pavel Sivakov i 2019, kan Geoghegan Hart måske komme i spil. Med sin gode spurt passer han faktisk glimrende til de eksplosive finaler på 2. og 4. etape, og selvom han ikke er tempospecialist, kører han som bekendt en hæderlig enkeltstart - når han altså er i form. Det er den største hurdle, der skal overvindes, ligesom han skal avancere så meget i Ineos’ hierarki, at han overhovedet får chancen.
Endelig er der Nils Politt. Han kommer til at lide stort på muren, men de øvrige stigninger kan han faktisk godt overleve. Det så vi, da han blev nr. 23 på Malhao i Algarve tidligere i år, men de kræver, at han er i storform. Det er der imidlertid også et berettiget håb om efter en Tour, hvor han mildt sagt var flyvende og måske stærkere end nogensinde. Han er bestemt ikke tempospecialist, men af og til rammer han den gode dag. Det gjorde han, da han blev nr. 2i Paris-Nice i 2019, nr. 8 i Dauphiné i 2019 eller nr. 13 i Touren i 2017, og tidligere i år blev han faktisk også nr. 5 i et relativt svagt felt i Algarve. Han vinder ikke enkeltstarten og vil lide på stigningerne, men overlever han dem alle og klarer muren hæderligt, kan han med en af sine bedre enkeltstarter lave et fornuftigt resultat.
OPDATERING: Politt kommer ikke til start.
OPDATERING 2: Jumbo har erstattet Foss med George Bennett, der ligesom feltets øvrige temposvage klatrere får svært ved at være med helt fremme på denne rute.
OPDATERING 3: Bahrain har erstattet Colbrelli med den tidligere vinder, Dylan Teuns. Har han bevaret formen fra Touren, vil han være en af favoritterne til muretapen, og han har også vist, at han kan begå sig i spurten på 5. etape, ligesom 4. etape også giver mulighed for bonussekunder. Selvom han har vundet en kuperet enkeltstart, er hans evner på en fladbaneenkeltstart dog så begænsede, at han får svært ved at vinde. Det samme gælder for den uhyre formstærke Alessandro Covi, der er hentet ind på UAE. Han vil have fremragende chancer på 2., 4. og 5. etape, hvor han kan score megen bonus, men modsat Teuns har han aldrig vist skyggen af tempoevner. Endelig har Cofidis udtaget Christophe Laporte som en spændende outsider. Enkeltstarten er lidt for lang, men den minder lidt om den, han har vundet i Poitou-Charentes. Muren er for stejl, men han kan begrænse tabet, og han burde have en fair chance for at klare bakkerne på 4. etape. I teorien kan han tage tidsbonus på alle linjeløbsetaper, særligt 1. og 5. etape, og det gør ham til en spændende kandidat.
OPDATERING 4: De mange ændringer fortsætter. Den endelige startliste er nu kommet, og Laporte ender alligevel med ikke at stille til start.
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL POSTNORD DANMARK RUNDT
***** Joao Almeida
**** Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon
*** Matteo Sobrero, Remi Cavagna, Patrick Bevin, Mikkel Bjerg, Diego Ulissi
** Dylan Teuns, Tim Wellens, Tanel Kangert, Mikkel Honoré, Matej Mohoric, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi, Ivan Garcia Cortina, Alessandro Covi, Quinten Hermans, Tao Geoghegan Hart
* Andrey Amador, Pascal Eenkhoorn, Lukas Pöstlberger, Nikias Arndt, Jake Stewart, Xandro Meurisse, Giovanni Aleotti, George Bennett, Ilnur Zakarin, Tony Gallopin, Silvan Dillier, Jai Hindley, Georg Zimmermann, Attila Valter, Vadim Pronskiy, Matteo Fabbro, Piotr Brozyna
HUSK AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL VUELTA A ESPANA
Danskerne
Mikkel Bjerg og Mikkel Honoré kan begge køre et fornuftigt klassement, hvis deres hold tillader dem en beskyttet rolle, og de er derfor omtalt ovenfor. På Astana skal Jonas Gregaard primært støtte Matteo Sobrero samt måske jagte udbrud.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.
Ag2r Citroën Team: I gamle dage havde løbet faktisk ligget udmærket til Tony Gallopin, men med hans nuværende niveau er han næppe med helt fremme. Andrea Vendrame vil finde mange gode etaper, men hans enkeltstart er for ringe. Det samme gælder for Nans Peters, Larry Warbasse og Clement Berthet, selvom de kan klare stigningerne.
Alpecin-Fenix: De kuperede etaper ligger godt til Xandro Meurisse, der i Touren kørte så fin en enkeltstart, at han kan gøre det hæderligt. Ben Tulett var en komet i foråret, men hans enkeltstart rækker slet ikke. I gamle dage havde det været et løb for Silvan Dillier, men hans gode tempoevner synes væk. Jonas Rickaert er for tung til bakkerne, og Kristian Sbaragli er for temposvag.
Astana-Premier Tech: Holdet har Sobrero og den i år så stærke Vadim Pronskiy som erklærede kaptajner, men grundet enkeltstarten er kun Sobrero et reelt bud.
Bahrain-Victorious: Det må handle om Teuns, der er omtalt i opdateringen ovenfor, og Mohoric.
Bora-hansgrohe: Giovanni Aleotti er flyvende i øjeblikket og passer med sit punch godt til alle de kuperede etaper, men desværre er hans enkeltstart for ringe. Hverken enkeltstart eller eksplosive finaler passer rigtigt til Matteo Fabbro. Kører Lukas Pöstlberger en enkeltstart som i Dauphiné og klatrer på samme niveau, kan han måske overraske. Maciej Bodnar er for tung til bakkerne.
Cofidis: Uden Laporte har holdet ingen chance. Tom Bohli er for tung, og Ruben Fernandez er for temposvag, selvom han synes i god form.
Deceuninck-Quick Step: Almeida, Cavagna og Honoré bør alle have chance for at levere et resultat.
EF Education-Nippo: Det profilfattige hold er chanceløst, da bakkerne er for svære for tempospecialisterne Tom Scully og Sebastian Langeveld.
Gazprom-Rusvelo: Løbet passer ikke rigtigt til Ilnur Zakarin, der er helt uden punch og har mistet sin engang så fine enkeltstart. Marco Canola og Artem Nych er alt for temposvage.
Groupama-FDJ: Holdet har intention om at køre klassement med Attila Valter¸ men hans enkeltstart gør det næsten umuligt. Skal de overraske, skal de håbe, at Jake Stewart klarer alle bakkerne og kører en enkeltstart som i Besseges.
INEOS Grenadiers: Kwiatkowski må være plan A og Moscon plan B. Geoghegan Hart kan måske komme i spil. Egentlig kunne Andrey Amador gøre det pænt, da han i Romandiet viste, at han stadig har en enkeltstart, men han ender formentlig som hjælper, når de skal gøre løbet for hårdt for særligt Cavagna.
Intermarché-Wanty Gobert: Hermans ligner det bedste bud. Georg Zimmermann er ellers i form og passer godt til de eksplosive finaler, men hans enkeltstart er for ringe. Det samme gælder for formstærke Lorenzo Rota og Andrea Pasqualon, der ellers kan drømme om at overleve stigningerne.
Israel Start-Up Nation: På det tunge hold må det handle om Bevin og De Marchi. Alexis Renard overraskede i Vallonien, men han er uden tempoevner, og niveauet her er et andet. Bakkerne er for svære for Mathias Bråndle
Lotto Soudal: Wellens må være kaptajn. Med sin form kan Stefano Oldani komme langt, men hans enkeltstart er for ringe, som det også gælder for klatrerne Xandres Vervloesem og Kobe Goossens .
Movistar Team: Garcia Cortina ligner bedste bud. I gamle dage havde det været et godt løb for Dario Cataldo, men hans gode tempoevner er gået fløjten. Einer Rubio viste storform i Burgos, men han er ligesom Davide Villella for temposvag. Matteo Jorgenson synes helt uden form.
Polen: Bedste bud ligner Piotr Brozyna, der klatrer godt og kører en pæn enkeltstart. Desværre har han været en kronisk skuffelse i år. Holdet har også Filip Maciejuk, der netop har vundet en enkeltstart, men han er for tung til bakkerne.
Team BikeExchange: Det handler 100% om Kangert. Tsgabu Grmay og Dion Smith er for temposvage, og bakkerne er for svære for Michael Hepburn.
Team DSM: Jai Hindley er den erklærede kaptajn, men hans enkeltstart gør det umuligt. Faktisk er det Nikias Arndt, der kan overraske, for selvom det næppe sker, har han faktisk en reel chance for at klare bakkerne og bruge sin stadig hæderlige enkeltstart. Nicolas Roche har intet vist i år.
Team Jumbo-Visma: Efter afbuddet fra Foss kan formstærke Pascal Eenkhoorn kan måske overraske. Han kan jagte bonus og har en fair chance på bakkerne, og han har før kørt en rimelig enkeltstart. Holdet har nu også udtaget George Bennett, men han lider under en for let rute og manglende tempoevner. Antwan Tolhoek er alt for temposvag, og bakkerne er for svære for Jos van Emden.
Team Qhubeka NextHash: Robert Power og Kilian Frankiny er faldet helt sammen og kan ikke køre enkeltstart. Det kan Max Walscheid og til dels Lukasz Wisniowski , men de er for tunge
Trek-Segafredo: Tiberi ligner det bedste bud, da Amanuel Ghebreigzabhier er for temposvag.
UAE-Team Emirates: Bjerg og Ulissi ligner de bedste bud, men som nævnt i opdateringen er også Covi spændende.
SE MASSER AF OL-CYKLING PÅ DISCOVERY+ UDEN BINDING OG TIL TILBUDSPRIS
Feltet.dks vinderbud
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Joao Almeida | |
| Michal Kwiatkowski, Gianni Moscon | |
| Matteo Sobrero, Remi Cavagna, Patrick Bevin, Mikkel Bjerg, Diego Ulissi | |
| Dylan Teuns, Tim Wellens, Tanel Kangert, Mikkel Honoré, Matej Mohoric, Alessandro de Marchi, Antonio Tiberi, Ivan Garcia Cortina, Alessandro Covi, Quinten Hermans, Tao Geoghegan Hart | |
| Andrey Amador, Pascal Eenkhoorn, Lukas Pöstlberger, Nikias Arndt, Jake Stewart, Xandro Meurisse, Giovanni Aleotti, George Bennett, Ilnur Zakarin, Tony Gallopin, Silvan Dillier, Jai Hindley, Georg Zimmermann, Attila Valter, Vadim Pronskiy, Matteo Fabbro, Piotr Brozyna |
Annonce
Annonce
EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04
EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04
Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04
Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04
Giro della Romagna(1.1) 21/04
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Optakt: 1. etape af Tour de Pologne
Optakt: 1. etape af PostNord Danmark Rundt
Bjerg klar til Tour de Pologne: Fokus på sjette etape
Optakt: PostNord Danmark Rundt
LIVE nu: Hvem vinder i den store sprinterfinale i Polen?