Optakt: Tour de Romandie

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET!

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de alle ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvile forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og efter flytningen af dette det nye Tour of Croatia. Disse løb tilbyder således traditionelt både bedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presse et sidste topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris. Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. I kraft af et fantastisk felt med mange af de store Tour de France-favoritter er der en stor chance for, at vi også i 2018 kan få en Romandie-Tour-double.

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome er den eneste af de stadigt aktive.

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend. I kraft af det stærke felt til årets Giro har man ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man har haft specielt i 2016 og 2015, men man kan med Richie Porte præsentere én af de helt tunge favoritter til årets Tour de France, og havde det ikke været for Giroen, er der næppe tvivl om, at også Chris Froome havde været til start. Derudover vil Dan Martin, Jakob Fuglsang, Steven Kruijswijk, Geraint Thomas og Guillaume Martin, der alle ventes at have kaptajnroller på deres respektive hold til juli, alle bruge det som del af deres vej mod Touren, ligesom også etapeløbsspecialister som Primoz Roglic, Pierre Latour, David Gaudu, Rui Costa, Marc Soler, Jaime Roson, Ion og Gorka Izagirre, Tejay van Garderen og Simon Spilak har det som et af forårets helt store mål. Tendensen med færre og færre Giro-favoritter i feltet er ekstra tydelig i år, hvor kun Rohan Dennis vil drage videre fra Schweiz til Israel med ambitioner i Giroens klassement. De store Giro-sprintere har også fravalgt løbet til fordel for Tour of Croatia, Tour de Yorkshire og Rund um den Finanzplatz, og det er således kun Elia Viviani, der vil forsøge at overvinde tyngdekraften i det schweiziske Alper, hvor han kan få værdifuld træning i bjergene fremfor at gå efter sejre i de fladere løb.

Sidste år fortsatte Richie Porte sit suveræne forår, hvor han var totalt ustoppelig, ved at tage en meget vigtig hjemmebanesejr for BMC. Efter en knusende magtdemonstration på kongeetapen, hvor han ganske vist i spurten blev slået af Simon Yates, der havde angrebet tidligere på etapen satte han tingene på plads med en andenplads bag Primoz Roglic på den afsluttende enkeltstart. Hermed tog han sejren med 21 sekunder ned til Yates og 26 sekunder ned til Roglic. Efter et forår plaget af sygdom håber Porte at komme tilbage på sporet med et forsvar af sidste års sejr, men han er denne gang oppe mod en endnu stærke Roglic, der vender tilbage med håb om mere efter den overlegne sejr i Baskerlandet Rundt. Til gengæld har Yates travlt med at forberede sig til Giroen og vender derfor ikke tilbage efter sidste års flotte præstation.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET!
 

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper som regel inkluderet en eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vi rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel har været tilfældet.

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. Sidste år gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart.

I år har man givet bjergrytterne en langt bedre chance end vanligt, og det sker paradoksalt nok i et år, hvor man for første gang længe slet ikke har en eneste klassisk bjergetape med mål på toppen af et bjerg. Ligesom sidste år er der nemlig i 2018 kun én bjergetape på programmet, og den kommer som vanligt om lørdagen. Den afsluttende stigning kommer imidlertid med mere end 20 km til mål, og derfor er det tvivlsomt, om den vil skabe de helt store forskelle.

Læs også

Betryggende melding om Skjelmose efter kuldechok

Til gengæld kan klatrerne glæde sig over, at løbets vanligvis kuperede enkeltstart denne gang er erstattet af en regulær bjergenkeltstart, der er placeret allerede på fredagens 3. etape. Og denne gang er der ikke tale om en blød Col d’Eze-agtig stigning, som det var tilfældet, da man i 2012 senest havde en bjergenkelstart på programmet. Her er der tale om en virkelig bjergudfordring på den stejle Villars-stigning, og derfor er der tale om en etape for rigtige klatrere, som vil boltre sig på de stejle skråninger.

Sammen med den klassiske prolog, der i år er længere, mere eksplosiv og lidt mere kuperet end vanligt, vil 3. og 4. etape formentlig afgøre slaget. De øvrige etaper byder torsdag og søndag på to relativt nemme ruter efter vanlig Romandiet-standard, og derfor kan sprinterne se frem til to ret sikre massespurter. Onsdagens 1. etape byder derimod på en ganske hård stigning mod slutningen, men da den kommer for tidligt til at kunne bruges af favoritterne, er der lagt op til en ret åben etape, der både kan give plads til et udbrud eller blive afgjort i en spurt i en lille gruppe uden deltagelse af sprinterne.

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Det sker heller ikke i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 4,02 km er der tale om en lidt længere rute, end man ofte har set i det schweiziske etapeløb, og som altid er der tale om en yderst teknisk sag, der denne gang tillige byder på mere klatring end vanligt.

Året prolog afvikles i byen Fribourg og strækker sig altså over 4,02 km. Fra starten bevæger man sig igennem fladt terræn mod nordøst over La Sarine-floden, inden man drejer mod nordvest for et køre op ad en ganske lille bakke. Her vender man efter 1 km rundt og følger herefter over ca. en kilometer en let faldende vej mod sydøst, inden man drejer til venstre for atter at krydse floden.

Den næstsidste kilometer leder mod sydvest og siden nordvest gennem relativt fladt terræn og uden væsentlige tekniske udfordringer, indtil man kommer til den vanskelige sidste kilometer efter endnu en passage af floden. Et venstresving efterfølges af hele to hårnålesving, hvoraf særligt det sidste er skarpt, mens rytterne kører op ad en lille bakke, der over én kilometer stiger med 7,1% i snit. På de sidste 500 m er der bare et ganske blødt venstresving lige inden stregen.

Prologen byder på i alt 102 højdemeter.

I mange år har prologerne i Tour de Romandie været relativt flade, tekniske og ultrakorte, men denne rummer en ret hård bakke mod mål. Det betyder, at klassementsrytterne, der ellers ofte har tabt en del tid på denne etape vil kunne være med langt længere fremme. Den korte distance, de mange tekniske udfordringer samt den eksplosive bakke betyder imidlertid, at det er en sag for de eksplosive, teknisk stærke ryttere, der excellerer over korte distancer og har et godt punch. Med andre ord er det en god etape for eksplosive enkeltstartsspecialister som Rohan Dennis samt en eksplosiv sprintertype som Michael Matthews, der også kan klatre

Fribourg var senest målby i 2015, hvor Stefan Küng tog en imponerende solosejr fra et udbrud på en episk regnvejrsdag. I 2014 var Michael Albasini hurtigere end Thomas Voeckler og Jan Bakelants, da de tre akkurat holdt feltet bag sig, og i 2010 vandt Mark Cavendish en spurt, og i 2009 besejrede Ricardo Serrano Lars Bak og Gregory Rast på endnu en udbrudsetape. I 2008 var Robbie McEwen hurtigst i en spurt. I 2000 kom Tour de Suisse forbi, og her sneg Wladimir Belli sig væk fra en lille gruppe og tog derved en solosejr.

Læs også

Virkelig tiltrængt sejr: Det er vigtigt ikke at give op

1. etape

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde stigninger undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Det kunne meget vel også være tilfældet på 1. etape i år, hvor der venter en hård rundstrækning omkring byen Delemont og en relativt svære bakke, der vil kunne teste benene hos favoritterne, inden en forventet spurt i en mindre gruppe formentlig vil afgøre etapen.

Dagen byder på i alt 166,5 km mellem Fribourg og Delemont i den nordlige del af regionen, hvor man er et stykke fra de høje bjerge i Alperne. Fra start kører man gennem let faldende og relativt fladt terræn mod nordvest frem til Neuchatel-søen, hvis østlige kyst følges i et par kilometer. Herefter drejer man til hæjde for at fortsætte mod nord opad kategori 2-stigningen Lignieres (4,3 km, 8,3%, 11,0%), en stigning, der er stejlest over de første 3 km, ganske regulær og har top efter 40,7 km. En nedkørsel leder mod nordøst ned til bunden af kategori 3-stigningen Col Pierre Pertuis (2,52 km, 6,0%, max. 8%), hvis top rundes efter 74,4 km. Herefter følges en længere nedkørsel mod nordøst og nord forbi den første spurt, der kommer efter 79,0 km, og frem til en kort flad strækning og målben Delemont, hvor målstregen krydses for første gang efter 107,6 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på en 29,5 km lang rundstrækning i det kuperede område nord for målbyen. Allerede efter 4,9 km rammer man kategori 2-stigningen Le Sommet (6,19 km, 6,4%, max. 9,0%), der efter en let start over de sidste 4,19 km stiger med 7,5-8,0%. Toppen rundes, når der resterer 18,4 km, hvorefter det falder over de næste ca. 4 km. Herefter venter en lille kontrabakke, der har top med 10,6 km, hvorefter man fortsætter mod øst via en længerede nedkørsel, der første ender med ca. 4 km igen. Her drejer man mod sydvest og følger herefter en lang vej uden væsentlige sving frem til målet i Delemont. Finalen er hovedsageligt flad, indtil det over den sidste kilometer stiger med 2,7% i snit. Den sidste spurt kommer med 25,1 km igen på den indledende del af sidste omgang.

Etapen byder på i alt 2232 højdemeter

Den sidste stigning skal bestemt ikke undervurderes og er alt, alt for svær til, at sprintere som Elia Viviani har den mindste chance for at overleve. Det kan tænkes, at et par af de mindre tempostærke klassementsryttere vil teste benene, men da der er langt til mål, er det mest sandsynligt, at favoritterne vil nå målet samlet. Det ligner derfor en spurt i en relativt lille gruppe - et scenarium, der kunne være perfekt for Michael Albasini, der dog kan få det svært, hvis der for alvor bliver åbnet op på stigningen. Man skal dog tage sig i agt for udbrud på en svær dag, hvor usikkerhed om udfaldet og manglen på en oplagt favorit kan betyde, at der mangler et hold til at tage kontrol, som man ofte har set det på lignende etaper i det schweiziske løb.

Delemont var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Tour de Suisse i 2014, hvor Matteo Trentin vandt en reduceret massespurt.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour of the Alps

2. etape

Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Det er således også tilfældet i 2017, hvor løbet byder på anden etape byder på en rute af netop denne type, hvor de hurtige folk vil drømme om at slå til, inden klassementskampen intensiveres om fredag.

I alt skal der tilbagelægges 173,9 km mellem Delemont og Yverdon-les-Bains, og der lægges benhårdt ud med en af de hårdeste dele af etapen. Straks fra start rammer man nemlig kategori 3-stigningen Col des Rangiers (8,37 km, 4,8%, max. 10%), der er relativt regulær og har top efter 11,5 km. Herefter går det stort set hele dagen mod sydvest ned mod Alperne. Der venter ingen nedkørsel efter stigningen, og i stedet består det meste af dagen af en lang rejse gennem kuperet terræn, der med flere mindre bakker aldrig bliver helt fladt. Første efter 84 km, hvor den første spurt er placeret, venter en regulær nedkørsel, der efter et kort fladt stykke efterfølges af dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Cold des Estroits (5,67 km, 6,0%, max. 9,0%), hvis top rundes, når der resterer 62,9 km. Her drejer man mod sydøst for at følge en lang nedkørsel ned mod fladlandet omkring Neuchatel-søen.

Her rammer man den afsluttende rundstrækning som følges igennem fladt terræn mod øst frem mod målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 139,7 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 34,3 km lange rundstrækning i området syd for byen. Først fortsætter mod øst langs vandet, inden man drejer mod sydøst for at køre op ad tre mindre bakker. Den første stiger med 3,0 % over 3,5 km og har top med 29,1 km igen. Den anden stiger med 5,7% over 2,1 km og har top, når der resterer 24,1 km, hvor den sidste spurt er placeret. Den tredje stiger over 1,5 km med 6,1% og har top med 17,4 km igen, og den sidste stiger over 2,9 km med 1,6%. Fra toppen resterer 14,1 km, som først falder mod nordvest, indtil man kører mod nordvest og øst frem til mål gennem stort set helt fladt terræn over de sidste 11 km. De sidste 3 km er helt flade, men har en teknisk finale med skarpe sving med 1600 og 600 m igen.

Etapen byder på i alt 1988 højdemeter.

Som vanligt har Tour de Romandie tiltrukket et par spurtstærke folk, der også kan klatre, og de vil gøre alt for at gribe de muligheder, som 2. etape byder på. Den sidste svære bakke ligger så langt fra mål, at den næppe vil udfordre ryttere som Elia Viviani og Fernando Gaviria, der ikke burde komme i vanskeligheder på de små bakker på rundstrækningen. Også Sonny Colbrelli, Michael Matthews, Pascal Ackermann og Michael Albasini har sat kryds ved denne etape, der derfor burde ende i en af løbets få massespurter.

Yverdon-les-Bains var senest vært for løbet i 2009, hvor Columbia-HTC vandt et holdløb i byen. I 2004 var man vært for en massespurt, hvor Jan Svorada sejrede foran Marco Zanotti og Luciano Pagliarini.

Læs også

Stærk belgier: Det var ikke et normalt Fleche Wallonne

3. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret. I år vender man tilbage til det gamle format med en tidskørsel allerede inden kongeetapen, og det er bestemt ikke den eneste nyskabelse. Enkeltstarterne i Romandiet er kendt for deres kuperede ruter, men i år har den fået en ekstra tand, idet der for første gang siden Bradley Wiggins’ sejr i 2012 er en regulær bjergenkeltstart på programmet, hvilket giver de rene klatrere en langt bedre chance end længe for at vinde et løb, hvor tidskørsler altid har spillet en nøglerolle.

Den bare 9,9 km lange indledes i Ollon i en af Alpernes mange dale og slutter i Villars på toppen af den nærliggende kategori 1-stigning. Etapen er ganske enkel, idet den består af det 9,9 km lange stigning, der stiger med hele 7,9% i gennemsnit. Allerede fra starten i den østlige udkant af byen begynder det at stige, når man kører mod øst ud af byen, inden man fortsætter mod sydøst via en relativt lige vej, der leder frem til mellemtiden efter 4,46 km. Denne indledende fase stiger med 8,3% i snit.

På bjergets sydligste punkt drejer man mod nord for via et par hårnålesving at køre frem til byen Huemoz. Herfra fortsætter man mod nordvest frem mod Villars via en næsten lige vej, der kun byder på to hårnålesving og en ganske blød kurve bare 300 m fra stregen. De sidste 3 km stiger med hhv. 10,0%, 8,5% og 5,5% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 785 højdemeter.

Det er sjældent, at man uden for grand tours finder ”rigtige” bjergenkeltstarter. Da man senest havde en enkeltstart på en stigning i 2012 var der da også tale om en relativt let stigning a la Col d’Eze, der er kendt fra Paris-Nice. Det er der imidlertid ikke tale om denne gang. Her taler vi om et regulært bjerg af en type, som man i de senere år stort set kun har set det på enkeltstarter i Giroen. På en så svær stigning betyder tempoegenskaber ikke meget. Bjergenkeltstarter er en ganske særlig disciplin, der som regel domineres af klatrerne, og det vil derfor også være dem, der skal slås om sejren på den suverænt vigtigste etape i årets Tour de Romandie.

Villars var senest målby for et stort cykelløb i sidste års Tour de Suisse, hvor Larry Warbasse tog en yderst populær og meget emotionel sejr fra et udbrud på en stor bjergetape.

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2017. Som regel har den budt på en typisk bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men det er ikke tilfældet i år. 2018-udgaven af det bjergrige schweiziske etapeløb byder ikke på et eneste mål på toppen af en stigning, og i stedet skal der på en kort, hektisk etape af den type, der er blevet så populær i de senere år, slås til på Les Collons-stigningen, inden en hæsblæsende nedkørsel leder ned til målet i Sion, der før har været rammen om lignende finaler i Romandiet.

Læs også

Rørt vinder: Det var en rigtig lortedag

Med en distance på bare 149,2 km er etapen, der har både start og mål i Sion, en yderst kort sag. Førsye del af etapen består af en omgang på en 49,3 km lang rundstrækning i området sydvest for byen. Fra start følger man den flade dalvej mod sydvest, inden man drejer mod nordvest for at køre ind i bjergene og op ad kategori 1-stigningen Ovronnaz (8,9 km, 9,4%, max. 15%), der har top efter 17,7 km og en yderst vanskelig stigning, hvis midterste 3 km stiger med hele 11,5% i snit. Herefter leder en teknisk nedkørsel tilbage mod syd ned i dalen, hvor man atter følger den flade dalvej mod nordøst tilbage mod Sion. Undervejs passeres den første spurt efter 35 km, inden man efter 49,3 km krydser målstregen for første gang.

Den resterende del af etapen består nu af en omgang på en større 99,9 km lang rundstrækning i bjergene sydøst for Sion. Den indledes med, at man fortsætter mod nordøst ad den flade dalvej, inden man kort før byen Sierre drejer ind i bjergene for mod øst at køre op ad kategori 1-stigningen Vercorin (9,63 km, 8,1%, max. 12,0%), der er en ganske regulær stigning med top efter 73 km. En kort nedkørsel leder mod sydvest og frem til bunden af kategori 2-stigningen Nax (6,61 km, 6,0%, max. 10,0%), der bliver stejlere og stejlere, men aldrig for alvor svær og har top efter 85,5 km. Herefter er der kun en yderst kort nedkørsel, inden man fortsætter mod syd op ad kategori 2-stigningen Suen (5,77 km, 5,2%, max. 9,0%), hvis første 2 km er svære med en stigningsprocent på 8,0, men derefter er ganske let.

Toppen rundes med 55,9 km igen, og de består først af en nedkørsel, der leder videre mod syd, inden man via relativt fladt terræn kører mod nordvest frem dagens anden spurt, der kommer efter 108,4 km i bunden af dagens sidste udfordring. Det er kategori 1-stigningen Les Collons (13,15 km, 6,5%, max. 12%), der bestiges fra den østlige side. Også det er en relativt regulær stigning, der dog kommer i to trin. De første 4 km stiger med 7,1%, inden en lettere midtersektion med 4 km med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,8% leder frem til de sidste 5,15 km, der stiger med 7,5% i snit. Toppen rundes, når der resterer bare 27,4 km, som består af en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel, der leder mod vest ned mod det dalstykke vest for Sion, som blev benyttet først på etapen. Man rammer dalen, når der resterer 5,7 km, og derefter går det via den relativt flade dalvej mod nordøst ind mod målet i centrum af Sion. Den sidste km stiger dog med 2,0%. Der er på de sidste 3 km sving med hhv. 2600, 2300, 500 og 200 m igen.

Den relativt korte etape byder i alt på 3584 højdemeter.

Med mange stigninger og et stort antal højdemeter på bare 149 km er der tale om en ganske svær bjergetape, men da der ikke er mål på toppen, og da den sidste stigning ikke hører til blandt de sværeste i Schweiz, er det usikkert, hvor stor forskel der kan gøres. Det er sidste chance for at ændre tingenes tilstand, og derfor vil der utvivlsomt blive lagt op til et stort slag mellem favoritterne, men det mest sandsynlige er, at en lille gruppe af de stærkeste skal afgøre det på det sidste flade stykke ind mod Sion. Da bjergenkeltstarten vil have skabt store tidsforskelle kan det heller ikke udelukkes, at et udbrud vil løbe med sejren på det største bjergslag i årets udgave af det schweiziske etapeløb.

Sion var senest målby i 2016, hvor Thibaut Pinot højst overraskende slog Tom Dumoulin på løbets enkeltstart. I 2014 spurtede Michael Albasini sig til sejr på 1. etape i en reduceret massespurt, og i 2013 vandt Luis Leon Sanchez en spurt i en lille gruppe på en bjergetape. I 2010 sikrede Alejandro Valverde sig den samlede sejr ved i at vinde sidste etape i en firemandsspurt, men de to sejre er siden blevet overgivet til hhv. Simon Spilak og Igor Anton som følge af hans involvering i Operacion Puerto. I 2008 lagde Andreas Klöden grundstenen til den samlede sejr ved at vinde en enkeltstart på 3. etape, mens Valverde slog til en spurt i en lille gruppe i 2006. I 2004 var Fabian Jeker den hurtigste af fem mand, der nåede mål sammen på en meget kort og bjergrig 4. etape.

Læs også

Hypotermi-symptomer sender Skjelmose og holdkammerater ud af stor klassiker

5. etape

Hvis det mislykkedes på 2. etape er mulighederne endnu ikke udtømte for de hurtige folk, der får chancen igen på sidste etape. Ganske ofte er løbet sluttet med en massespurt i storbyen Geneve, hvor Mario Cipollini sågar vandt den afsluttende etape tre år i træk fra 1999, 2000 og 2011 - ganske usædvanligt i et løb, der bestemt ikke er venligt ved de rene sprintere. Senest en spurt i Geneve afsluttede løbet var i 2011 - da de hurtige folk sidst fik chancen i 2016 blev de snydt af et udbrud - men i år er der al mulig grund til at antage, at sprinterne vil komme til fadet på løbets sidste dag, der byder på en etape, som er lettere, end man typisk ser det i det schweiziske bjergløb.

Med sine 181,8 km er 5. etape den længste i løbet, og den fører feltet fra Mont-sur-Rolle til Genve. Begge byer ligger ganske tæt på hinanden langs bredden af Lac Leman, og den indledende del består derfor af en stor sløje i det kuperede terræn nord for den store sø. Fra start kører man således mod nordøst igennem let stigende terræn frem og op over kategori 3-stigningen Mont-la-Ville (3,64 km, 4,9%, max. 7,0%), der har top efter 29,1 km. Herefter leder en nedkørsel videre mod nordøst fem til det nordligste punkt. Her vender man rundt for over de følgende kilometer at sno sig mod sydvest via kategori 3-stigningerne Suchy (1,94 km, 6,4%, max. 8,0%) og Thierrens (2,98 km, 4,5%, max. 7%), der har top efter hhv. 56,4 og 78,1 km.

Herfra går det gennem let faldende terræn mod sydvest frem til den første spurt, der kommer efter 91,2 km. Man fortsætter herfra via en længere nedkørsel mod vest og derefter op over en lille kontrabakke, inden et længere let faldende stykke leder videre mod sydvest ned mod La Leman. Den når man i byen Aubonne efter 128,7 km, og herfra følger man søbredden mod sydvest og siden syd på den resterende del af etapen, idet man dog holder sig et stykke inde i landet for at kører op over en mindre bakke, der har top med 36,9 km igen. Herefter er det hovedsageligt fladt eller let faldende med kun enkelte mindre bakker undervejs, mens man fortsætter frem mod centrum af Geneve. Undervejs passerer man den sidste spurt efter 151,3 km. På de sidste 3 km følger man den kun ganske let faldende vej langs søen. Den bugter sig kun ganske svagt og byder ikke på skarpe sving.

Etapen byder på i alt 1581 højdemeter.

Årets løb har tiltrukket lidt flere sprintere, end man ofte ser det i det schweiziske løb, og særligt storholdet Quick-Step er her for at satse på spurterne med Elia Viviani. Derfor er det meget usandsynligt, at sprinterne vil spilde chancen på denne usædvanligt lette etape efter vanlig Romandiet-standard, og derfor er der lagt op til et brag af en massespurt og en sidste generalprøve for Vivianis tog, inden kursen sættes mod Giroen med chancen for en første spurtsejr i Israel allerede lørdagen efter.

Geneve var senest målby for sidste etape i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km i 2008. I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldet den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

Læs også

Fænomenal brite vinder stor klassiker efter eksplosiv spurt

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Vuelta al Pais Vasco, der også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.

Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst 2 samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spiller bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne). I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det sidste år kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende.

I år er ruten imidlertid helt annerledes, og det er meget længe siden, at klatrerne har haft så gode betingelser for at blande sig i kampen om den samlede sejr. Ganske vist mangler der for første gang i mange år en klassisk bjergfinale, og der er derfor ingen tvivl om, at løbets enkeltstart atter i år er den i særklasse vigtigste etape. Denne gang er der imidlertid tale om en rigtig bjergenkeltstart uden en eneste meter flad vej, og det ændrer totalt løbets dynamik. Der er nemlig ikke tale om en blød stigning som i tidligere udgaver, men denne gang om et rigtigt bjerg, og den type etaper er altid de klart mest selektive. På bjergenkeltstarter af denne type kan der gøres kolossale forskelle, også over den relativt beskedne distance, og med mangel på en bjergfinale andetsteds i løbet, bliver det ikke let at genvinde tabt terræn før eller efter 3. etape.

Bjergenkeltstarter af denne type er helt anderledes end klassiske enkeltstarter. Her er det ofte de helt rene klatrere, der slår til, især på bekostning af klassiske temporyttere, men heller ikke i kampen mellem klassementsryttere kan man regne med det vanlige tempohierarki. Det er blevet tydeligt utallige gange i Giroen i de senere år, hvor de store bjergenkeltstarter er blevet domineret af de helt lette folk, måske mest mindeværdigt i 2014, hvor vi på den stejle Monte Grappa var vidne til en legendarisk og knivskarp duel mellem storfavoritten Nairo Quintana og den unge opkomling Fabio Aru. Naturligvis spiller visse dele af klassiske enkeltstartsegenskaber en rolle, men på 3. etape vil det først og fremmest være klatreegenskaberne, der spiller ind.

Det er altså 3. etape, der vil være suverænt den vigtigste, men det er klart, at også 4. etape vil spille en afgørende rolle. Der er tale om ganske svært terræn, men da der ikke er tale om en bjergafslutning, vil mulighederne for, at den bedste klatrer kan gøre en afgørende forskel være mindre. Den sidste stigning er bestemt hård nok til at skabe splittelse, men mest sandsynligt er det, at en mindre gruppe vil skulle afgøre etapen mellem sig i Sion. Nedkørslen kan imidlertid ikke negligeres, særligt ikke fordi der er udsigt til regnvejr på lørdag. Det er bestemt ikke umuligt at sætte eksempelvis Richie Porte under pres på turen ned mod Sion. Samtidig er det værd at huske, at der ligger 10, 6 og 4 bonussekunder på stregen, og spurtstyrke kan derfor være afgørende for at vinde lidt ekstra tid.

Den tredje etape, der vil spille en rolle, er prologen. På bare 4 k er det klart, at der er grænser for, hvor store forskelle der kan gøres, ikke mindst fordi den ret kuperede rute betyder, at eksplosive klassementsryttere med en godt punch formentlig vil klare sig ganske fint. Med tanke på de store forskelle, der ventes på 3. etape, vil prologens betydning være begrænset, men det er klart, at det ikke kan udelukkes, at de sekunder, der kan vindes og tabes her, kan komme i spil.

De øvrige tre etaper ventes ikke at spille en rolle. 1. etape er hård, men den sidste stigning kommer for langt fra mål til at kunne bruges til angreb i klassementet. Kun hvis det bliver meget selektivt kan en fyr som Dan Martin måske spurte sig til bonussekunder i det stigende opløb. 2. og 5. etape vil være store mål for Elia Viviani og Quick-Step, der er her stort set kun med fokus på sprinteretaperne, og derfor bør de ende i massespurter.

En faktor, der altid kommer i spil i Romandiet, er vejret. Løbet er kendt for sine regnfulde forhold, og selvom solen i disse dage skinner i området, ser det desværre ud til at, regnen vender ”hjem” i weekenden. Vinden ventes ikke at spille en rolle, men det kan de våde veje på lørdagens kongeetape som sagt. Til gengæld burde det ikke blive så koldt, at der skulle være fare for at 4. etape ikke kan afvikles som planlagt.

Læs også

Stjerne spurter sig til første sejr i næsten fem år - Tour-vinderen må nøjes

Årets felt er ikke helt så stærkt som i de seneste år, men til start er dog tre af de bedste ryttere i ugelange etapeløb. Umiddelbart ligner det en dyst mellem Richie Porte, Primoz Roglic og Geraint Thomas, der sammen med Simon Spilak, Jakob Fuglsang og Rui Costa er de eneste ryttere i feltet, der tidligere har vundet denne type etapeløb. Løbet tilføres dog et betydeligt element af usikkerhed af, at der hersker en del usikkerhed om Portes og Thomas’ form.

Det er derfor med nogen tøven, at vi udråber Richie Porte som vores favorit. Der er vel næppe nogen, der kan benægte, at australieren med sine sejre i Tour Down Under, Paris-Nice, Volta a Catalunya og Tour de Romandie (og havde det ikke været for et taktisk spil sidste år, havde Dauphiné også været på listen) har været den dominerende rytter i disse etapeløb i de senere år. Sidste år var han klart den stærkeste i hverte eneste af disse løb, og det var kun sidevinden i Paris-Nice og taktikken i Dauphiné, der betød, at han ikke gjorde rent bord. I alle sine ugelange etapeløb var han den i særklasse bedste klatrer.

Særligt i dette løb var Porte helt suveræn. Hans magtdemonstration på kongeetapen var skræmmende, og selvom det på resultatlisten ikke virker voldsomt imponerende, skal man ikke glemme, at han gjorde en fuldstændig vild forskel på en kort, let stigning, der normalt ikke ville være noget at skrive hjem om. Særligt den dag viser med al tydelighed, at det formentlig kun er Froome, der kan matche Porte på stigningerne, når australieren er på 100%.

Spørgsmålet er, om han er det i år. Han var fint kørende i Tour Down Under, hvor han atter var suveræn på kongeetapen, men siden da er intet gået som planlagt. Sygdom slog ham ud i Algarve, hvorefter han måtte skippe Tirreno, og da han gjorde comeback i Baskerlandet, var hans form pinligt ringe. Heldigvis var han bedre i Tour du Finistere for en uge siden - et eksplosivt og hektisk løb, der overhovedet ikke passede ham og kun blev kørt for at tjekke 5. etape af årets Tour - men alligevel har han nedspillet forventningerne til denne uges løb og erkendt, at han ikke helt ved, hvor han står.

Ikke desto mindre har BMC meldt ud, at de kommer for at køre med om sejren med Porte, og det havde de næppe gjort, hvis ikke de havde haft en vis forventning om, at det kunne lade sig gøre. Porte sagde forud for Baskerlandet, at hans mål var at finde formen inden Romandiet, og målet er at redde foråret i et løb, der er meget vigtigt for holdet med de schweiziske rødder.

Er Porte i form, burde han ikke være til at slå på denne rute. Porte er formentlig den bedste i verden til at køre på stigninger på enkeltstarter. Det er ikke uden grund, at han har været i en klasse for sig på Col d’Eze-enkeltstarten i Paris-Nice, og generelt har han altid været skræmmende på bakkerne på kuperede enkeltstarter. Sidste år var han således helt suverænt på stigninger på enkeltstarterne i både Dauphiné og Romandiet, og selvom han i sidstnævnte blev besejret af Roglic på det flade, er det et vidnesbyrd om, at ingen kan matche Porte, når det alene handler om at køre stærkt op ad en stigning. Det gør ham til den oplagte favorit på 3. etape og dermed også til hele løbet. 4. etape er en udfordring, fordi Porte en en svag nedkører, særligt på våde veje, men er han på toppen, vil han kunne sikre sig et forspring ved simpelthen at køre væk på stigningen. Med tanke på den forskel, han kan gøre på enkeltstarten, bør Porte vinde, hvis han er tæt på 100%, og derfor er han vores favorit.

Sejren i Baskerlandet løftede Primoz Roglic det sidste skridt ind i den absolutte top af ryttere i ugelange etapeløb. Enkeltstartstriumfen var blot en bekræftelse på det, vi allerede så i 2017, hvor han vandt enkeltstarterne i både Baskerlandet og Romandiet, men hans klatring på de baskiske stigninger viste, at han har nået helt nye højder i bjergene. Det var ellers her, at han fortsat manglede de sidste procent for at være konkurrencedygtig, men dem har han nu fundet - endda i et omfang, man ikke kunne have forudset. I Baskerlandet var han således den måske allerbedste på stigningerne, og det var kun i kraft af et styrt på kongeetapen, at han ikke endte med totalt at knuse rivalerne.

Nu står han foran en helt ny test, hvor han må begræde, at der ikke er en flad eller kuperet enkeltstart. Her vil han nemlig være bedre end alle sine rivaler, men det er mere tvivlsomt, om han også kan slå til på en bjergenkeltstart, hvor hans tempoevner spiller en mindre rolle. Man skal imidlertid ikke glemme, at han ved VM sidste år var hurtigere end alle rivalerne på den stejle Fløyen-stigning til slut - også hurtigere end både Tom Dumoulin og Chris Froome. Der er derfor ingen tvivl om, at han mestrer kunsten at køre stærkt op ad en stigning, og samtidig er han nu en langt bedre klatrer, end han var for 12 måneder siden. Derfor er der ingen grund til, at han ikke kan vinde 3. etape. Sidste år ville 4. etape have været en udfordring, ikke mindst fordi han heller ikke er en ørn som nedkører, men på baggrund af præstationen i Baskerlandet er det svært at se andre end Porte og måske Geraint Thomas for alvor sætte ham under pres.

Der er dog ét men: Stigningerne her er længere, end de var i Baskerlandet. Roglic skal stadig vise, at han også kan matche de bedste i de rigtige bjerge. Alt tyder på, at det ikke vil volde de helt store problemer, men vi mangler at få bekræftelsen. Derfor er der et lille spørgsmålstegn ved hans muligheder på 4. etape. Til gengæld kan han så kompensere på prologen, hvor han vil være den bedste af klassementsrytterne, og samlet set har han gode muligheder for også at vinde dette løb.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

Geraint Thomas var den bedste rytter i både Volta ao Algarve og Tirreno-Adriatico, men en sær Sky-taktik i Portugal og sort uheld i Italien kostede ham sejren. De to løb bekræftede imidlertid, at Thomas er blandt verdens allerbedste i ugelange etapeløb. Han har noget et niveau i bjergene, der gør ham i stand til at matche - og i mange tilfælde køre fra - klatrerne, og hans tempoevner er bestemt ikke blevet ringere i de senere år - bare se på, hvordan han knuste rivalerne i Algarve.

Bjergenkeltstarter er imidlertid relativt ukendt terræn for Thomas, der ligesom Roglic havde været bedre stillet med en mere traditionel enkeltstart. Det kan imidlertid ikke ændre på, at Thomas burde være en af de bedste klatrere i løbet, og derfor også burde køre med om sejren på 3. etape. Stigningerne på 4. etape burde ligeledes passe ham, og her vil han til slut også kunne gøre brug af sin gode spurt til at jagte bonussekunder. På prologen vil han ligeledes kunne køre med om sejren, og dermed har han alt, hvad der skal til for at vinde løbet. Det helt store spørgsmål er, hvor han står formmæssigt. Løbet er et stort mål, men efter en højdetræningslejr skuffede han stort i Liege. Nu har han imidlertid formentlig fundet løbsrytmen, og da han sjældent mistimer formen, burde han være med helt fremme.

Striben af uheld synes ingen ende at ville tage for Dan Martin. Først blev han syg i Paris-Nice, så styrtede han i Catalonien og Fleche Wallonne, og senest blev han ramt af en punktering i den absolutte finale af Liege-Bastogne-Liege. I den belgiske klassiker fik han imidlertid inden uheldet langt om længe med meget aggressiv kørsel i den lille favoritgruppe endelig lejlighed til at vise, at han ikke løj, da han hævdede, at formen var ganske glimrende. Martin havde formentlig kørt sig til et topresultat, hvis materiellet havde holdt, og det vidner om, at han er klar til dette løb.

Martins dårlige enkeltstart betyder, at han har det svært i ugelange etapeløb. Alligevel har han været på podiet i Paris-Nice, Dauphiné og Catalonien (sidstnævnte har han endda vundet), og generelt har han i de senere år været ufatteligt stabil i disse etapeløb. Fraværet af en enkeltstart betyder, at han ikke får en meget bedre chance, end han gør her. Som ren klatrer burde en bjergenkeltstart passe ham glimrende - bare se på hans flotte præstation på bjergprologen i Dauphiné i 2016 - og hans gode spurt gør ham til favorit på kongeetapen, hvor der kan vente 10 vigtige bonussekunder. Han vil få tæsk på prologen, men kan han begrænse tabet her og køre med om sejren på bjergenkelstarten, har han gode kort på hånden.

Ligesom for Martin har de dårlige tempoevner ofte kostet dyrt for Jakob Fuglsang i etapeløbene. Derfor er det en gave til danskeren, at den traditionelle enkeltstart her er skiftet ud med en bjergenkeltstart. Det burde give Fuglsang en reel chance for at køre med om sejren. Desværre har han haft en tendens til at skuffe på bjergenkeltstarten i Paris-Nice, men her er der tale om et ”rigtigt” bjerg, ligesom Fuglsang i dag er en langt bedre klatrer end tidligere. I år har han gang på gang bekræftet, at han har gjort kvantespring i det seneste års tid, og han har været blandt de stærkeste i alle de bjergløb, han har kørt. Ligesom Martin vil han få klø på prologen, og modsat ireren kan han ikke gøre brug af sin spurt til at jagte bonussekunder på 4. etape, men kan han udnytte den gode ardennerform på 3. etape, kan han alligevel ende med sejren.

Det er gået kraftigt fremad for Emanuel Buchmann i det seneste års tid. Særligt i Dauphiné sidste år nåede han helt nye højder, og her var han en af de allerbedste i bjergene. Den fremgang bekræftede han i Baskerlandet, hvor han i lidt for eksplosivt terræn sad med fremme på alle stigningerne. Nu kommer han til et løb, hvor de længere, jævne stigninger burde passe ham langt bedre, og han har i hvert fald dokumenteret, at formen er god. En bjergenkeltstart burde passe en ren klatrer som ham fremragende, og hans forbedrede tempoevner betyder, at han burde kunne begrænse tabet på prologen. Kan Buchmann tage det næste skridt op i dette løb, kan det helt store gennembrud vente her.

Egentlig burde Ion Izagirre være en af de helt store favoritter. Baskeren har i de senere år været i top 5 i næsten alle de ugelange etapeløb, han har kørt, først og fremmest i kraft af sine gode tempoevner. I år har han med en 4. plads i Paris-Nice og en 3. plads i Baskerlandet bekræftet evnerne, også selvom han generelt har skuffet på enkeltstarterne, hvor han ikke er så stærk som tidligere. Til gengæld har han klatret på et nyt niveau, særligt i Baskerlandet, hvor kun Landa og Roglic var stærkere. Derfor burde dette løb med en bjergenkeltstart og en eksplosiv, teknisk og kuperet prolog, som passer ham perfekt - han vandt en lignende etape i dette løb for et par år siden - passe ham ganske perfekt. Desværre har han haft et meget langt forår, og i Ardennerne var det ret tydeligt, at formen efterhånden kører på pumperne. Vi frygter, at han er på vej ned ad bakke, men man kan håbe, at han har kræfter til en sidste anstrengelse.

Det har længe været kendt, at Jaime Roson har været et helt særligt klatretalent. Efter skiftet til Movistar er han endda blevet endnu bedre, hvilket særligt præstationen i Tirreno vidner om. Siden har han misset Coppi e Bartali med sygdom, men med stærkt arbejde for Barbero i Castilla y Leon i den forløbne weekend har han genfundet løbsrytmen. Han har direkte kurs mod Giroen og burde derfor nærme sig sin topform. Klatrer han lige så godt, som han gjorde i Tirreno, burde han gøre det fremragende på en bjergenkeltstart. Naturligvis vil også han tabe tid på prologen, men det kan han kompensere for med et brag af et ridt på fredag.

Hvad skal man mene om Tejay van Garderen? I det ene øjeblik giver han løfter om at være på vej tilbage, og i det næste skuffer han igen. Sidste år var han genfødt i dette løb, hvor han var en af de allerbedste i både bjergene og på enkeltstarten, ligesom han i år kørte fremragende i Algarve. Til gengæld styrtede han ud af Paris-Nice og skuffede efterfølgende stort i Catalonien. Om det var et resultat af skaderne, er ikke helt klart, og derfor er der reelt ingen, der ved, hvor van Garderen står. Også han havde været bedre stillet med en klassisk enkeltstart, men en bjergenkelstart burde heller ikke passe ham dårligt, ligesom han vil kunne vinde tid på prologen. For van Garderen kan det enten blive fugl eller fisk, men har han benene fra sidste år, bliver det godt.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

I de seneste to år har Pierre Latour vundet ungdomstrøjen i dette løb, som han holder meget af og har gjort til et mål. Hans tredjeplads i Catalonien gav endda løfter om noget rigtigt stort og pegede i retning af, at han har nået et helt nyt niveau. Siden har han imidlertid været yderst skuffende, særligt i Baskerlandet, og vi aner derfor ikke, hvor han står. Ruten burde egentlig passe ham fint, selvom han som fransk enkeltstartsmester havde foretrukket en mere klassisk rute. Alt står og falder med, hvilke ben han har. Har han benene fra Catalonien, bliver det fremragende. Har han de baskiske ben, bliver det en nedtur.

LottoNL-Jumbo er her for Roglic, men holdets Tour-kaptajn Steven Kruijswijk kan måske få lov at tage sin egen chance. Det vil afhænge af præstationen på bjergenkeltstarten, der burde passe ham fint. Vi skal nemlig ikke glemme, at Kruijswijk i 2016-udgaven af Giroen på bjergenkeltstarten kun blevet slået af sensationen Alexander Foliforov. Desværre har han aldrig haft den helt store succes i ugelange etapeløb, hvor han ikke kan få glæde af sine store dieselmotor, men måske vil det være anderledes i år, hvor han for første gang længe ikke satser på Giroen og derfor har plads til en tidlig formtop. Han gjorde det i hvert fald fint i Catalonien og burde have en langt bedre mulighed på denne rute.

Løbets helt store joker er som så ofte før Carlos Betancur. Den uforudsigelige colombianer skal være Movistars Giro-kaptajn, og som altid har han forinden et heftigt løbsprogram, der skal hjælpe ham af med de ekstra kilo på sidebenene. Sidste års Vuelta gav en tro på, at han kan genfinde fordums styrke, og vi aner ikke, hvad det kunne være blevet til, hvis ikke han var styrtet på 6. etape. I år så han skræmmende stærk ud i GP Miguel Indurain, men siden har han skuffet en del, senest i Ardennerne, hvor han ikke var til megen hjælp for Valverde. Med Betancur ved man dog aldrig. Når formen først er kommet, er han farlig, særligt på en rute uden en klassisk enkeltstart.

Fraværet af en flad enkeltstart er også en gave til Hugh Carthy, der er indbegrebet af en ren klatrer. Den unge brite fik et stort gennembrud med et hav af toppræstationer i 2016, men 2017 endte som en skuffelse. I år er han imidlertid tilbage. Det viste han i Catalonien, hvor han var blandt de stærkeste og kun fik sit løb ødelagt af et styrt på sidste etape. Hvis han har bibeholdt den form efter et løb i Baskerlandet, der ikke passede ham, burde han være i sit es på de længere stigninger her. En bjergenkeltstart burde i hvert fald passe en ren klatrer som ham.

Simon Spilak elsker dette løb, hvor han har haft stor succes. Kombinationen af en kuperet enkeltstart og dårligt vejr har været perfekt for sloveneren, men desværre synes hans bedste tid at være ovre. I 2016 og 2017 har han kun én gang været sig selv. Det var i sidste års Schweiz Rundt, hvor han til gengæld vandt i suveræn stil. I alle andre løb har han været en skygge sig selv, og det har også været tilfældet i år, hvor han særligt skuffede i Baskerlandet. I gamle dage ville en bjergenkeltstart have passet ham, men nu tvivler vi på, at han har niveauet til at køre med om sejren. Kan han finde formen ud af det blå, som han gjorde i juni sidste år, kan man dog aldrig afskrive ham.

Guillaume Martin er et af Frankrigs største klatretalenter, og han har taget et stort skridt frem efter sidste års Tour. Faktisk har han siden vundet hele tre etapeløb, senest Circuit Cycliste Sarthe for et par uger siden. Han meldte om storform inden Ardennerne, men blev desværre syg i Fleche Wallonne. Heldigvis var han kommet sig i Liege, og han vil formentlig derfor være tilbage i dette løb. Han er en helt ren klatrer med meget svage tempoevner, og derfor vil en bjergenkeltstart give ham en bedre mulighed for et topresultat, end man vanligvis vil se.

2018 har været lidt af et gennembrudsår for Rudy Molard, der særligt imponerede i Baskerlandet, hvor han var en af de stærkeste. Desværre blev det hele ødelagt af et dumt styrt, og selvom han kørte fint i Ardennerne, har han siden da manglet den sidste skarphed. De længere stigninger i Schweiz passer ham heller ikke optimalt, men han burde til gengæld kunne glæde sig over fraværet af en klassisk enkeltstart. Han vil formentlig ikke kunne blande sig helt fremme, men han har overrasket så mange gange i år, at der kan være noget godt i vente.

Mathias Frank er i dag hjælperytter, men han får altid sin egen chance i sine to store hjemmebaneløb. Sidste år blev han syg i Romandiet, men viste sig konkurrencedygtig i Tour de Suisse. I år har han umiddelbart været en anelse bedre, og han har forberedt sig målrettet frem mod dette løb. Han er næppe nu om dage god nok til at køre med helt i top, som han tidligere har gjort det, men de positive takter fra sæsonstarten kan alligevel omsættes i et godt resultat.

Sæsonen har været lidt af et gennembrud for Gorka Izagirre, der særligt i Paris-Nice imponerede stort med en tredjeplads. Han kom også stærkt fra start i Baskerlandet, men mod slutningen falmede han kraftigt. En svag præstation i Ardennerne indikerer yderligere, at han er mærket efter en meget hård sæsonstart. Samtidig kan stigningerne i Schweiz meget vel vise sig at være for lange for ham, og derfor kræver det lidt af et turnaround, hvis Izagirre skal fortsætte de flotte takter fra tidligere.

Rui Costa har tidligere været en sikker mand i toppen af klassementet i dette løb, men det er desværre nogle år siden. Særligt i de seneste to sæsoner har portugiseren været en skygge af sig selv, og desværre tyder intet på, at han er tilbage. Han skuffede voldsomt i Ardennerne efter en ellers lovende præstation i Baskerlandet. Selvom han har vundet en bjergenkeltstart i Tour de Suisse i sin storhedstid, er han formentlig også for tung til at slå de bedre klatrere på 3. etape. Derfor er det ikke en ideel rute for Costa, der dog kan håbe at spurte sig til lidt bonussekunder på 4. etape.

2017 var skidt for Andrey Amador , men i år er han tilbage. Costaricaneren har været ganske stærk i foråret og vandt for et par uger siden Klasika Primavera efter en magtdemonstration sammen med holdkammeraten Valverde. Samtidig er det altid i Romandiet og Giroen, at han for alvor finder formen, og derfor burde han være ganske godt kørende i denne uge. Desværre er han formentlig lidt for stor til at matche klatrerne på 3. etape.

Endelig vil vi pege på David Gaudu og Egan Bernal. Begge er de blandt sportens allermest talentfulde klatrere, og de burde i virkeligheden være skræddersyede til en rute med en bjergenkeltstart. De har begge imponeret stort i det seneste års tid - Gaudu sidste år i Fleche Wallonne, Catalonien og de italienske efterårsklassikere og Bernal i Catalonien i år - men desværre er de næppe i form. Gaudu har slet ikke kunnet finde benene og skuffede stort i Ardennerne. For Bernal er det comebackløbet efter det grimme styrt i Catalonien, og derfor skal vi nok skrue forventninger til de to stortalenter ned.

***** Richie Porte

**** Primoz Roglic, Geraint Thomas

*** Dan Martin, Jakob Fuglsang, Emanuel Buchmann, Ion Izagirre, Jaime Roson

** Tejay van Garderen, Pierre Latour, Steven Kruijswijk, Carlos Betancur, Hugh Carthy, Simon Spilak, Guillaume Martin, Rudy Molard, Mathias Frank, Gorka Izagirre, Rui Costa, Andrey Amador, David Gaudu, Egan Bernal

* Carlos Verona, Pavel Sivakov, Tanel Kangert, Daniel Martinez, Louis Vervaeke, Joe Dombrowski, Jesper Hansen, Pierre Rolland, Stef Clement, Damien Howson, Darwin Atapuma, Hermann Pernsteiner, Matteo Fabbro, Tsgabu Grmay, Rohan Dennis, Lucas Hamilton, Robert Power, Brendan Canty

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET - OG VIND KONTANTE PRÆMIER!
 

Danskerne

Efter en glimrende præstation i Ardennerne er Jakob Fuglsang top 5-kandidat i forårets sidste store mål på en rute, der burde passe ham ganske fint. Han får hjælp af formstærke Jesper Hansen, der måske selv kan levere et fint resultat på en rute uden en lang, flad enkeltstart. Michael Mørkøv skal fintune samarbejdet med Elia Viviani på de to sprinteretaper inden Giroen.