Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour de Romandie
29. april 2019 17:15 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Klassikerne er ovre, og mens de eksplosive endagsspecialister nu tager sig en velfortjent pause, tager resten af feltet hul på cykelkalenderens næste fase: grand tour-sæsonen. Først gælder det Giro d’Italia, og i den sammenhæng har Tour de Romandie historisk givet favoritterne til det italienske løb en sidste chance for at afpudse formen. I de senere år har det bjergrige schweiziske løb imidlertid ændret sin status fra at være forberedelsesløb til Giroen til i stedet at være det sidste store forårsmål for Tour de France-favoritterne, inden også de tager en lille pause, og nogle af juli måneds allerstørste navne vil derfor i den kommende uge kaste sig ud i en drabelig dyst om en sidste prestigiøs sejr, inden de for alvor starter deres opbygning frem mod sommerens store løb.

SÆT DIT MANAGERHOLD

 

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

 

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

 

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

 

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvile forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og i de senere år også det nye Tour of Croatia. Disse løb tilbyder således traditionelt både bedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

 

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presse et sidste topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris. Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. Tendensen er fortsat de senere år, hvor de seneste tre vindere, Primoz Roglic, Richie Porte og Nairo Quintana, alle har haft løbet som sidste forårsmål inden forberedelsen frem mod Touren.

 

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

 

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome er den eneste af de stadigt aktive.

 

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend. I kraft af det stærke felt til årets Giro har man ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man har haft specielt i 2016 og 2015, men man kan med Geraint Thomas Porte præsentere én af de helt tunge favoritter til årets Tour de France. Derudover vil Steven Kruijswijk, Emanuel Buchmann, Michael Woods, Daniel Martinez, David Gaudu, Louis Meintjes og Guillaume Martin, der alle ventes at have ledende roller på deres respektive hold til juli, alle bruge det som del af deres vej mod Touren.

 

I år synes tendensen med fraværet af Giro-favoritter at være mindre markant. I hvert fald er det lykkedes at tiltrække et af de allervarmeste navne i form af Primoz Roglic, og også Ilnur Zakarin vil være til start i Schweiz. Samtidig er det igen i år lykkedes at tiltrække en af Giroens topsprintere, da Elia Viviani igen i år vil finpudse formen på de schweiziske landeveje, ligesom også Giacomo Nizzolo vil gøre det.

 

Sidste år fortsatte Primoz Roglic sit suveræne forår, da han få uger efter sejren i Baskerlandet sejrede i Romandiet efter en forrygende duel med Egan Bernal. Colombianeren vandt knebent løbets bjergenkeltstart, men med et forspring fra prologen lykkedes det Roglic at tage trøjen, og da han efterfølgende afværgede alle Bernals mange angreb på kongeetapen, sejrede han med 8 sekunder ned til Bernal og 35 sekunder ned til den forsvarende vinder, Richie Porte, der endelig viste livstegn efter et sygdomsplaget forår. Som sagt vender Roglic tilbage for at forsvare titlen på sin vej frem mod Giroen, men han skal finde nye rivaler, da Bernal ikke kører flere løb ind den italienske grand tour, og Porte i år kipper løbet til fordel for Tour of California.

 

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper oftest inkluderet en eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

 

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vi rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel har været tilfældet.

 

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. I 2017 gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart, mens man sidste år forsøgte sig med noget så sjældent som en bjergenkeltstart, der skulle vise sig som den vigtigste etape i et løb, hvor kongeetapen var relativt let.

 

Årets rute er helt klassisk for Romandiet Rundt, idet det følger det helt klassiske mønster med fem ganske interessante og helt forskellige etaper. Således bydes der over de seks dage på den klassiske prolog og en mere traditionel enkeltstart end sidste år samt den sædvanlige kongeetape, der i år er ganske vanskelig og slutter på en for det schweiziske løb meget hård målstigning. Dertil kommer tre typiske kuperede mellemetaper med masser af højdemeter, hvoraf den ene synes at give anledning til en reduceret massespurt, den anden er for sprinterne, og den tredje er skabt til puncheurs.

 

Løbet indledes altså med en klassisk prolog, der som altid er yderst kort og særdeles teknisk. Over de knap 4 km vil der kunne åbnes små tidsforskelle, inden klassementskampen sættes på pause på de to første linjeløbsetaper. Onsdag gælder det en voldsomt kuperet etape, der dog har en flad finale, og som derfor bør ende med enten en udbrudssejr eller en spurt i et ganske decimeret felt. Torsdag får sprinterne anført af Elia Viviani få deres eneste chance i løbet inden de tre afgørende etaper.

 

Klassementskampen genoptages fredag, hvor der for første gang siden 2011 er lagt op til en spændende puncheurspurt i Romont, hvor de mest eksplosive klassementsryttere måske kan spurte sig til bonussekunder. Det helt store bjergslag skal som altid slås på lørdagens kongeetape, der som sagt altså byder på en hårdere målstigning, end vi som regel ser det, og som det ofte har været tilfældet slutter det hele med en enkeltstart i Geneve. Denne gang er der slet ikke tale om en så kuperet sag, som det ofte har været tilfældet, og selvom der er et par mindre bakker, er det en ganske god rute for klatrestærke specialister, der kan gå efter etapesejren, mens klassementsrytterne udkæmper et af de vigtigste sag om den samlede sejr.

 

 

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Det sker heller ikke i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Med sine 3,87 km er der som altid tale om en ultrakort affære, og som altid er der også tale om en voldsomt teknisk sag, der i klassisk Romandiet-ånd også byder på en lille bakke midt i den lange række af sving.

 

Året prolog afvikles i byen Neuchatel og strækker sig altså over 3,87 km. Byen ligger på den nordlige bred af søen af samme navn, og ruten består i alt væsentligt af en yderst kringlet tur frem og tilbage i det relativt flade terræn nær søbredden. Fra start kører man mod nordøst langs den flade søvej, inden man efter 200 m drejer til venstre, og herefter begiver sig tilbage mod sydvest igennem fladt terræn. Kort efter venter yderligere to sving, inden man drejer skarpt til venstre ind på en 400 m lang bakke, der stiger med 5,5%, og som byder på yderligere ét skarpt sving.

 

Toppen rundes efter 1,9 km, hvor mellemtiden tages, og derefter følger man en let faldende vej, der leder mod sydvest ned mod søen. Her tager man et sving på 180 grader for derefter at køre mod nordøst langs vandet via en vej, der falder ganske, ganske let. De sidste 7-800 m er hel flade og byder på endnu et teknisk stykke inde i bycentrum, hvor der venter to skarpe sving i rap, inden man rammer den 350 m lange, helt flade opløbsstrækning.

 

Prologen byder på i alt 38 højdemeter.

 

I mange år har prologerne i Tour de Romandie været relativt tekniske og ultrakorte, og årets udgave er ingen undtagelse. Tværtimod er den helt i løbets ånd, da den er langt kortere end det, man ellers ser på WorldTouren og byder på et næsten urimeligt antal sving over den korte distance. Det hele krydres som så ofte før med en lille bakke, der ikke i sig selv er noget særligt, men som sammen med de mange sving vil bidrage yderligere til at bryde rytmen. Med andre ord er det en typisk prolog for de teknisk stærke og eksplosive folk mere end de klassiske tempospecialister med store motorer, ligesom man også ofte ser sprintere gøre det godt på denne type ruter, og for klassementsrytterne handler det om at holde sig til i et løb, hvor forskellene ikke nødvendigvis bliver store.

 

Nechhatel var senest målby i 2014, hvor Chris Froome slog Tony Martin med mindre end et sekund på den afsluttende enkeltstart. I 2011 lykkedes det akkurat Alexandre Vinokourov, Mikael Cherel og Tony Martin at snyde sprinterne, hvilket gav sejr til kasakken. Tour de France var forbi i 1998, hvor Tom Steels vandt en massespurt i løbets sidste uge i den schweiziske by.

 

 

 

1. etape

Tour de Romandie er kendt som et bjergløb, og derfor har der altid været betydelige stigninger på menuen allerede på den første linjeløbsetape. Det har sjældent været en dag for klassementsrytterne, men ofte har et par hårde stigninger undervejs været nok til at skabe lidt udskilning, give plads til angreb og iscenesætte en reduceret massespurt. Det kunne meget vel også være tilfældet på 1. etape i år, hvor der venter en hård rundstrækning omkring byen La Chaux-de-Fonds og en relativt svære bakker, der vil kunne teste benene hos favoritterne, inden en forventet spurt i en mindre gruppe formentlig vil afgøre etapen.

 

I alt skal der tilbagelægges 168,4 km, der fører feltet fra Neuchatel til La Chaux-de-Fonds, der ligge bare få kilometer nord for startbyen. Den første del af etapen består derfor af en stor sløjfe mod sydvest, og etapen indledes derfor, at man kører igennem fladt terræn i den retning ned langs Neuchatel-søen. Efter 24,7 km drejer man mod vest væk fra vandet for at køre op ad kategori 2-stigningen Fontanezier (4,5 km, 7,9%, max. 10%), der har top efter 29,2 km. Derefter venter kun en kort nedkørsel, inden man kører direkte ind på kategori 2-stigningen Mauborget (5,5 km, 8%, max. 10%), hvis top rundes efter 36,8 km i næsten 1200 m højde og leder op til et plateau.

 

Det følges igennem let faldende terræn mod sydvest ned forbi dagens første spurt, der kommer efter 47,6 km, inden man drejer mod nord for kort efter at køre op ad en 2 km lang bakke, der stiger med 5,1% i snit og har top efter 60 km. Herefter venter endelig en længere og teknisk ukompliceret nedkørsel, der fører mod nordøst, inden det flader ud. Kort efter skal man op over kategori 2-stigningen Le Haut-de-la-Cote (3,6 km, 8,6%, max.11%), der har top efter 89,8 km, hvorefter man igennem fladt terræn kører mod nordøst ind på rundstrækningen, hvor man kort efter drejer mod nordvest for at køre op ad en lille bakke. Til slut følger man en lige og flad vej mod nordøst frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 115,1 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 53,3 km lange rundstrækning. Der læggers hårdt fra land, når man umiddelbart efter stregen kører mod syd og øst op ad kategori 2-stigningen Col de la Vue des Alpes (5,2 km, 4,8%, max. 7%), hvis top rundes med 51,0 km igen. En længer nedkørsel fører nu mod syd, inden man kører igennem fladt terræn mod sydvest frem til kategori 2-stigningen Col de la Tourne (4,6 km, 6,8%, max. 10%), hvis top rundes med 25,0 km igen. En ultrakort nedkørsel fører nu mod vest, inden man igennem fladt terræn kører frem til den sidste spurt, der kommer med 20,0 km igen. Derfra går det mod nordøst igennem fladlandet, inden man kører mod nordvest på ad en 1,7 km lang bakke, der stiger med 7,6% og har top bare 12 km fra stregen. En lille nedkørsel og efterfølgende bakke fører mod nordvest, inden det går via en lang, lige og flad vej de sidste knap 10 km ind mod mål, hvor der ikke er ét eneste sving over de sidste godt 5 km.

 

Etapen byder på i alt 3094 højdemeter

 

Med mere end 3000 højdemeter over en relativt beskeden distance er der tale om en ganske hård etape, der vil skabe en ret voldsom udskilning. Særligt den sidste stigning på rundstrækningen er også ganske svær, men den kommer trods alt for langt fra mål til at kunne bruges af klassementsrytterne. Det samme gælder for den sidste lille bakke med 12 km igen, hvor der dog utvivlsomt vil komme angreb og blive skabt yderligere udskilning inden en forventet reduceret massespurt i et formentlig ganske lille felt, hvor en fyr som Sonny Colbrelli skal have en god dag for at sidde med. Faktisk kan en udbrudssejr heller ikke udelukkes på en etape, der slet ikke har en oplagt favorit, men da klassementet er tæt, må man formode, at klassementsholdene har en interesse i at holde snor i tingene.

 

La Chaux-de-Fonds var senest vært i 2016, hvor Ion Izagirre slog Tom Dumoulin og Michal kwiatkowski på en regnvåd og teknisk prolog. I 2012 overraskede Bradley Wiggins ved at vinde en reduceret massespurt efter en etape, der minder om denne, mens Oscar Freire gjorde det samme i 2009. I 2007 var det Markus Fothen, der var hurtigst i et decimeret felt, mens Laurent Dufaux spurtede sig til sejr i en lille gruppe af klatrere i 2000. I 2006 lagde Tour de Suisse vejen forbi, og her slog Angel Vicioso i en spurt David Herrero Llorente, da de to akkurat snød Daniele Bennati, som var hurtigst i et reduceret felt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

Tour de Romandie, Vuelta al Pais Vasco og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle ganske hårde stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. I år får de hurtige folk imidlertid blot en enkelt chance, og derfor handler det om at være klar på torsdagens 2. etape, der er eneste mulighed for en klassisk massespurt, men hvor rytterne i klassisk Romandiet-ånd alligevel skal over en lang stigning midtvejs på ruten.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,4 km, der fører feltet fra Le Locle til Morges. Startbyen ligger på samme plateau som onsdagens målby, og man indleder etapen med igennem fladt terræn at køre mod nordøst frem til netop La Chaux-de-Fonds, der altså passeres for anden dag i træk. Herfra går det mod syd og sydvest igennem let kuperet terræn med et par mindre bakker, inden en lang og teknisk vanskelig nedkørsel fører mod sydøst hele vejen ned til Neuchatel-søen.

 

Her kører man mod sydvest langs den helt flade søbred, men ved enden af søen forsætter man videre mod sydvest direkte frem til dagens hovedudfordring. Den flade del ender nemlig brat, når man kører mod sydvest op over kategori 2-stigningen Col du Mollendruz (14,6 km, 3,5%, max. 8,0%), der har top efter 99,4 km. Herefter går det mod sydøst via en lang nedkørsel ned til rundstrækningen, hvor man dyster om point i dagens første spurt efter 118,7 km. Herfra får det igennem let faldende terræn mod syd ned til målbyen, der ligger på den nordlige bred af Leman-søen.

 

Stregen krydses for første gang efter 134,4 km, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 40,0 km lange rundstrækning, der er placeret i det let kuperede område nord for Morges. Med det samme vender man rundt for at køre mod nord op ad kategori 3-stigningen Reverolle (1,7 km, 5,8%, max. 11,0%), hvis top rundes med 31,2 km igen. Derfra fortsætter man mod nord igennem relativt fladt terræn op til dagens sidste spurt, der kommer med 15,7 km ved samme punkt som tidligere. Den sidste del af etapen fører nu mod en relativt lige og let faldende vej mod syd tilbage mod målet ved søen. Her rammer man søbredden med 4,6 km igen, hvorefter det går mod sydvest ad den flade vej ind til mål. Det sidste sving kommer med ca. 2 km igen, hvorefter vejen kun bugter sig let.

 

Etapen byder på i alt 1936 højdemeter.

 

Tour de Romandie har aldrig været et sprinterparadis, men som regel har der været en eller to chancer for holdbare afsluttere. I år må de nøjes med en enkelt, og den burde særligt Elia Viviani være opsat på at gribe i det, der vil være hans sidste test inden Giroen. Ruten er imidlertid ikke helt let, og selvom stigningerne næppe kan ryste sprinterne, skal de passe på ikke at lade sig snyde, som vi så det på 2. etape sidste år, hvor en brølstærk Thomas De Gendt løb med det hele på bekostning af de hurtige folk.

 

Morges har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

3. etape

Selvom det kuperede terræn egentlig indbyder til det, har Tour de Romandie kun sjældent budt på muligheder for sprinterne. I år kan de eksplosive folk imidlertid se frem til en sjælden chance, når løbet for første gang siden 2011 vender tilbage til Romont, hvor der venter en kort bakke op mod mål. Den kommer imidlertid efter en dag, der ikke hører til blandt de vanskeligste i løbets lange historie, og det vil derfor næppe være en afgørende dag, hvor der højst kan opstå små huller i den forventede puncheurspurt inden de to afgørende etaper i weekenden.

 

I alt skal der tilbagelægges 160,0 km, der alle afvikles i det kuperede terræn omkring Romont, hvor der er både start og mål. Løbet består således af tre forskellige rundstrækninger, der er placeret hhv. øst for, sydvest for og nordvest for byen. Den første indledes med, at man kører mod øst igennem fladt terræn frem til kategori 2-stigningen Sorens (3,8 km, 6,5%, max. 12,0%, der har top allerede efter 11,2 km. Efter en nedkørsel, der fører mod øst snor mand sig mod nord rundt om en sø igennem fladt terræn, inden man kører mod sydvest op ad kategori 3-stigningen Vuisternens-en-Ogoz (2,3 km, 5,7%, max. 8,0%), der har top efter 40,1 km. Derfra går det igennem fladt terræn tilbage mod vest og sydvest, indtil man krydser stregen for første gang efter 53,0 km.

 

Den anden rundstrækning er 58,4 km lang og er relativt let. Den indledes med, at man snor sig mod syd igennem hovedsageligt fladt terræn, inden en lang lige vej fører mod sydvest ned til det sydligste punkt. Herfra faldet det let mod nord frem til dagens første spurt, der kommer efter 92,3 km på toppen af en 700 m lang bakke, der stiger med 7,9%. Herfra kører man mod øst op over kategori 3-stigningen Vauderens (900 m, 9,4%, max. 15,0%), hvis top rundes efter 96,8 km, inden man snor sig mod nord tilbage mod mål. Undervejs skal man over en 800 m lang bakke, der stiger med 7,9% i snit, inden det igennem let kuperet terræn går frem til mål, hvor stregen krydses for anden gang efter 111,4 km.

 

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 48,6 km lange tredje rundstrækning. Fra start går det igennem let stigende og derefter let faldende terræn mod sydvest, inden man drejer mod nordvest og nordøst for at køre op ad en 2 km lang bakke, der stiger med 6% i snit. Kort efter venter en teknisk nedkørsel, der fører mod nord, inden et kort stykke leder mod nordøst frem til kategori 2-stigningen Villars-Bramard (4,3 km, 5,3%, max. 12,0%), hvis top rundes bare 16,9 km fra stregen. En kort nedkørsel fører mod nord, inden det går mod øst og syd via en 5,9 km lang bakke, der stiger med 3,1% i snit. Undervejs passeres den sidste spurt med 12,6 km igen, inden toppen rundes bare 4 km fra stregen. Herfra går det via en let og lige nedkørsel mod syd ned til Romont, hvor man rammer den 900 m lange målbakke, der stiger med 7,8% i snit. Dne er samtidig yderst teknisk med to skarpe sving i bunden og adskillige hårnålesving, inden man drejer skarpt to gange lige inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2525 højdemeter.

 

Der er tale om den eneste linjeløbsetape uden lange stigninger, men det betyder ikke, at det bliver en let dag. De to første rundstrækninger er ikke så vanskelige, men finalen byder stort set ikke på fladt terræn, og selvom det måske nok kan være svært at køre væk, vil det skabe en del udskilning. Som i 2011 vil det herefter være op til de eksplosive klassementsryttere samt de bedste puncheurs at slås om sejren i den kringlede, tekniske og ganske stejle finale, hvor der sagtens kan opstå mindre huller. Også på denne etape skal man imidlertid tage sig i agt for et udbrud i et terræn, der bestemt ikke er let at kontrollere.

 

Romont blev senest besøgt i 2011, hvor Damiano Cunego sejrede på bakken op mod mål ved med sit punch at køre 2 sekunder fra et felt, der førtes an af Cadel Evans, Alexandre Vinokourov og Rui Costa. I 2044 besøgte man også byen, og her slog Stefano Garzelli til i den stigende spurt, hvor han sejrede foran Ivan Basso og Gerrit Glomser.

 

 

 

 

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2019. Som regel har den budt på en typisk bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det var tilfældet sidste år. I år har man valgt den hårde model, idet der denne gang er afslutning på toppen af Torgon-stigningen, der med en gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 8 er langt vanskeligere end det, man ofte ser i Romandiet. Dermed er der lagt op til et stort bjergslag, der vil være klatrernes store chance for at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart.

 

I alt er der 176,0 km på menuen, og de fører feltet fra Lucens til Torgon på toppen af et kategori 1-bjerg. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en relativt flad 18,9 km lang rundstrækning i området nord for startbyen, inden man kører mod øst og nordøst op over en 4,5 km lang bakke, der stiger med 4,9% i snit. Herfra går det mod sydøst, syd og til slut nordøst igennem fladt terræn, inden man for anden dag i træk skal op over kategori 2-stigningen Sorens (3,8 km, 6,5%, max. 12,0%), der har top efter 43,4 km. En nedkørsel fører mod øst, inden man snor sig mod syd og nordøst igennem let stigende terræn op til dagens første spurt, der kommer efter 66,0 km.

 

Herfra det stiger det let mod øst, inden det gælder dagens første alvorlige udfordring, kategori 1-stigningen Jaunpass (5,8 km, 8,4%, max. 10,0%), hvis top rundes efter 83,0 km. En teknisk nedkørsel fører mod nordøst, inden det går mod syd ned til kategori 2-stigningen Saanenmöser (7,2 km, 4,6%, max. 6,0%), der bestiges fra nordøst, og hvis top passeres efter 107,1 km. Nu går det mod sydvest via en kort nedkørsel og fladt terræn, inden en 2,5 km lang bakke, der stiger med 7,1% i snit leder direkte op til bunden af kategori 1-stigningen Col des Mosses (13,5 km, 4,2%, max. 9,0%), der bestiges fra den nordlige side.

 

Fra toppen resterer endnu 37,8 km, og de indledes med en lang, kun periodevis teknisk nedkørsel, der leder mod sydvest ned i dalen, hvor man passerer UCI-hovedkvarteret i Aigle i forbindelse med den sidste spurt, der kommer med 16,1 km igen. Et kort dalstykke leder nu mod sydvest ud af byen direkte frem til bunden af kategori 1-stigningen Torgon (11,6 km, 8,3%, max. 12,0%), der indledes med 12,9 km igen. Bjergspurten er placeret med 2,3 km igen, men det forsætter med at stige let i yderligere en kilometer, inden det flader ud på de sidste 1000 m. Stigningen byder på en næsten endeløs serie af hårnålesving, men efter toppen følger man en lige vej mod vest, inden man foretager en U-vending 300 m fra stregen, hvorefter det stiger ganske let op mod mål.

 

Etapen byder i alt på 3737 højdemeter.

 

Bjergafslutningerne i Tour de Romandie har ofte været relativt bløde, men her er der tale om en ganske svær sag. I det hele taget er der tale om en knaldhård bjergetape, men de fleste stigninger kommer også relativt langt fra mål. Derfor vil det være nyttesløst at forsøge sig med en tidlig offensiv, og det ser derfor ud til, at det er en dag, hvor det hele skal afgøres på den sidste stigning. Heldigvis er Torgon vanskelig nok til, at der her kan gøres forskelle i det, der vil være den store chance for klatrerne til at vinde tid inden den sidste enkeltstart.

 

Torgon har ikke tidligere været mål for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

 

 

 

5. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, og også i år vil den spille en nøglerolle. Tidligere kom den som regel midt i løbet, inden den for et par år siden fik sin plads på sidstedagen, hvor den siden med få undtagelser har været placeret. Sådan var det ikke i 2018, men i år vil det igen være tidskørslen, der afslutter det bjergrige schweiziske løb. Modsat sidste år, hvor der var tale om en sjælden bjergenkeltstart, er der denne gang tale om en meget klassisk enkeltstart, der måske nok i klassisk Romandiet-stil byder på et par bakker undervejs, men er langt fladere, end man før har set det i et løb, der har for vane at designe ret svære og varierede tidskørsler.

 

Med en distance på 16,95 km er der tale om en relativt kort enkeltstart, der har både start og mål i storbyen Geneve. Fra start går det mod nordøst langs Leman-søen, inden man hurtigt drejer mod nordøst og syd for at køre op ad en 600 m lang bakke, der stiger med 7,7% i snit og har top efter lidt mere end en kilometer. Herefter fortsætter det med at stige let mod nordøst, inden man snor sig lidt mod øst igenne fladt terræn. Herefter drejer man mod nordvest for at køre op ad en 700 m lang bakke, der stiger med 5,7% i snit, inden det falder let ned mod mellemtiden, der tages efter 8,22 km. Det falder nu let, mens man kører mod nordøst og siden sydvest ned til bredden af Leman-søen, der nås efter ca. 12 km. Herefter er de sidste knap 5 km meget enkle, idet man følger den flade og helt lige vej langs vandet ned mod målet i scentrum af Geneve.

 

Etapen byder på i alt 161 højdemeter.

 

Enkeltstarter i Romandiet har før været meget kuperede, men man har også tidligere haft helt flade tonserruter, ofte ved Leman-søen og med Geneve som centrum. I år har man sammensat en rute, der byder på en blanding af begge elementer, idet der indledes med en småkuperet del med nogle mindre bakker, ikke mindst en hidsig en fra start, men det hele slutter også med en meget let sidste tredjedel, hvor de store maskiner kan få gang i motoren og træde de store watt. Grundlæggende er det en fin rute for de virkelige specialister, der klatrer relativt hæderligt, og som det altid er tilfældet i Romandiet, vil tidskørslen også være helt afgørende i at bestemme, hvem der midt på eftermiddagen skal bestige podiet som vinder af det traditionsrige schweiziske løb.

 

Geneve var senest målby for sidste etape i 2018, hvor Pascal Ackermann tog karrierens første sejr i en massespurt, samt i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km . I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldet den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

 

 

 

 

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Baskerlandet Rundt, der ellers også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten traditionelt har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.

 

Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst 2 samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spiller bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne). I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det sidste år kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende. Sidste år var det også enkeltstarten, der var klart den vigtigste etape, selvom forholdene her var anderledes, da der var tale om en bjergenkeltstart.

 

Også i år vil enkeltstarten spille en meget vigtig rolle, men denne gang vil den næppe være altafgørende. Selvom distancen på knap 17 km måske nok er beskeden, vil en temposvag rytter tabe ganske meget til specialister som Primoz Roglic og Geraint Thomas. Ruten byder måske nok på et par mindre bakker, men den sidste del er så enkel, at det er en etape først og fremmest for temporyttere. Kombinerer man det med den korte, tekniske og meget eksplosive prolog, hvor der også kan tabes sekunder, vil ryttere, der ikke mestrer enkeltstartskunsten have et voldsomt handicap, der skal indhentes i bjergene.

 

Heldigvis kan de glæde sig over at have bedre chancer for at gøre netop det, end man ofte ser det. Torgon-stigningen er ny i cykelsammenhæng, men ser man på de nøgne data, er der tale om en ganske svær stigning. En gennemsnitlig stigningsprocent på mere end 8 er i hvert fald nok til, at der skabes en betydelig udskilning, også selvom stigningen ikke er voldsomt lang. Til gengæld er den øvrige del af etapen ikke voldsomt svær, og derfor vil klassementskampen formentlig skulle koges ned til den sidste stigning, hvilket naturligvis lægger en begrænsning på de forskelle, der kan gøres.

 

De øvrige tre etaper ventes at have begrænset betydning. Vi kender finalen af 3. etape fra 2011, hvor vi så, at det er en god afslutning for puncheurs og de mest eksplosive klassementsryttere, men der kan højst vindes et par sekunder som følge af mindre huller samt de sekunder, der kan indkasseres som bonus. Onsdagens 1. etape er voldsomt svær, men stigningerne kommer så tidligt, at det ligner en reduceret massespurt eller en udbrudssejr, og torsdagens 2. etape burde være en sag for feltets sprintere, der her får deres eneste chance.

 

En faktor, der altid kommer i spil i Romandiet, er vejret. Løbet er kendt for sine regnfulde forhold, men i år ser det ud til, at rytterne slipper nådigt. Der er en lille risiko for eftermiddagsbyger de fleste dage, men det er kun til den letteste etaper, 2. etape, at der er en mere betydelig sandsynlighed for lidt regn. Ellers ventes der masser af solskin og hæderlige temperaturer, og vinden vil ikke være specielt kraftig. Det er dog værd at notere sig, at der ventes modvind på store dele af Torgon-stigningen, og det kan gøre den en anelse mindre selektiv, end klatrerne ville ønske sig.

 

Samlet set er der altså tale om et etapeløb for de ”rigtige” klassementsrytter. Kongeetapen er formentlig ikke svær nok til, at man kan vinde løbet uden også at køre en god enkeltstart på søndagens relativt flade rute, og det lægger relativt store begrænsninger på, hvem der kan komme i spil til sejren. Omvendt er Torgon-stigningen også så stejl, at man skal have klatrebenene skruet rigtigt på for at begå sig. Derudover er en vis eksplosivitet til den korte prolog og Romont-etapen slet ikke nogen ulempe, men grundlæggende vil det være kombinationen af tempo- og klatreevner, der afgør et løb, som synes skabt til de rene klassementsryttere.

 

I det lys kan man ærgre sig over et startfelt, der må betegnes som det svageste i efterhånden mange år. Det stærke Giro-felt har renset gevaldigt ud i de mulige aktører, og da flere af Tourens favoritter som Chris Froome og Richie Porte i år skipper løbet til fordel for løb i blandt andet Yorkshire og Californien, er det en relativt tam forsamling, der vil være at finde i Schweiz. Særligt ærgerligt er det, at de fleste af løbets klatrere er ganske temposvage, og med tanke på enkeltstartens betydning reducerer det listen over potentielle vindere ganske betragteligt. Da rutens alsidighed samtidig betyder, at det er en sand lækkerbisken for Primoz Roglic, kan man med en vis ret hævde, at det kun er Geraint Thomas, der har en virkelig chance for at slå sloveneren, hvis han er på toppen.

 

Derfor er der heller ikke den store tvivl om, at Primoz Roglic er favorit og har store chancer for at gentage sidste års sejr og dermed forsvare sin status som ubesejret i 2019. Igennem det sidste halvandet har sloveneren overtaget Richie Portes rolle som verdens førende i ugelange etapeløb, og faktisk skal vi helt tilbage til Tirreno-Adriatico i 2018 for at finde det seneste eksempel på et sådant løb på WorldTouren, hvor sloveneren blev besejret. Siden da har han vundet 2018-udgaverne af Baskerlandet og Romandiet Rundt, og i år har han vundet sine to eneste løb, UAE Tour og Tirreno-Adriatico. I mellemtiden har han også vundet det mindre Slovenien Rundt, og det var kun i Tour of Britain, hvor han var til start i en formsvag version, at han i løbet af det seneste års tid har måttet se sig besejret.

 

Det er naturligvis ingen tilfældighed. I ugelange etapeløb spiller enkeltstarter nemlig som regel en vigtigere rolle end i grand tours, og det tiltaler naturligvis en fyr som Roglic, der som tidligere VM-sølvvinder i disciplinen og vinder af enkeltstarter i både Baskerlandet (to gange), Romandiet og Giroen har vist sig som en af verdens absolut bedste. Særligt er han god, hvis ruterne er kuperede, og selvom årets enkeltstart i Romandiet er fladere, end man ofte ser det, er det en glimrende rute for en alsidig fyr som Roglic, der her vil kunne køre med om etapesejren og vinde masser af tid på klatrerne.

 

Lægger man dertil, at han nu også skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere, og i år har været nærmest skræmmende stærk i både UAE Tour og Tirreno-Adriatico står det klart, at han også hører til blandt favoritterne på kongeetaperne. Selv kunsten at køre en teknisk prolog mestrer han, og han har endda så godt et punch - husk på hvem der vandt 6. etape i UAE Tour - at han kan vinde 3. etape, er han den ideelle rytter til dette alsidige løb.

 

Det burde derfor ligne en oplagt Roglic-sejr, ikke mindst fordi han med mindre end to uger til Giro-starten må være i storform. Når det alligevel ikke helt er en given ting, skyldes det usikkerheden om hans tilgang. Der er nemlig en grund til, at Giro-favoritterne nu om dage som regel skipper det schweiziske etapeløb. Det er ikke let at præstere på højt niveau så tæt på indledningen på en grand tour, og Roglic er ikke nødvendigvis indstillet på at køre sig selv helt i hegnet. Omvendt er ruten ikke sværere, end at han med en kombination af defensiv kørsel og en god enkeltstart alligevel kan vinde, ikke mindst hvis formen som forventet er tæt på 100%. Usikkerheden om hans tilgang giver lidet mere usikkerhed, men der er ingen tvivl om, at Roglic på denne rute er tårnhøj favorit.

 

Det burde han ellers ikke nødvendigvis være. Ruten er nemlig også skræddersyet til Geraint Thomas, der ligeledes besidder den rette kombination af klatre- og tempoevner til at kunne slå til i så alsidig en udfordring. Med tanke på, at vi endda taler om den regerende Tour-vinder, burde det næsten være en given ting, at Thomas skulle være i stand til at udfordre Roglic, men det er langt fra sikkert, at det vil være tilfældet. Waliseren tilbragte nemlig et efterår i rigtig Betancur-stil, og den stod på champagne og flødekager til alle de mange receptioner, der er en naturlig del af det at være Tour-konge. Derfor var det en småfed Thomas, der måtte posere for fotograferne i vintermånederne, og det har vist sig sværere end ventet for den ellers normalt så stabile Thomas at komme af med de overflødige kilo igen.

 

Thomas havde ellers regnet med, at han ville være konkurrencedygtig fra Tirreno og frem, men sådan er det slet ikke gået. Det hjalp naturligvis ikke, at han endda blev syg under det italienske etapeløb, men det kan ikke forklare den temmelig pauvre præstation, han leverede i Baskerlandet for et par uger siden. Den nedtur er sandsynligvis også forklaringen på, at han valgte at droppe Liege, der ellers var et af forårets store mål, så han i stedet kunne stille mere frisk til start i Romandiet Rundt, der er hans eneste chance for at redde den første del af sæsonen.

 

Der er da heller ingen tvivl om, at Thomas er motiveret. Hans selvtillid har fået sig nogle knæk, og det vil skyde hans højdetræning frem mod Touren godt i gang, hvis han kunne få lidt tiltrængt succes i Romandiet. Som sagt kunne han da heller ikke ønske sig en meget bedre rute med en vigtig enkeltstart, hvor en Thomas i storform normalt ville være den måske største favorit, efter at han i 2017 og 2018 kørte sine måske hidtil bedste tidskørsler. Også den tekniske prolog passer en tidligere prologspecialist som ham, og den relativt regulære Torgon-stigning er også nærmest perfekt for waliseren, der i Touren viste, hvor fantastisk en klatrer han er blevet.

 

Med andre ord burde Thomas på papiret kunne give Roglic kamp til stregen, men vi har i den grad vores tvivl om, hvorvidt han på få uger har kunnet forbedre formen tilstrækkeligt siden Baskerlandet. Vi frygter desværre, at det ender med endnu en skuffende præstation. Alligevel placerer vi ham som løbets næststørste favorit, for skal vi være ærlige, er det vel reelt kun ham, der kører en så god enkeltstart, at han har en reel chance for at slå sloveneren, i hvert fald hvis Jumbo-kaptajnen giver sig fuldt ud og ikke kører med Giroen alt for meget i baghovedet.

 

Udover Roglic er Ilnur Zakarin den anden store Giro-kaptajn, der bruger løbet som en sidste opvarmning. Det var netop på disse veje, at russeren i 2015 fik sit helt store gennembrud, da han nærmest på sensationel vandt en udgave, hvor han var oppe mod Chris Froome, Vincenzo Nibali og Nairo Quintana. Det igangsatte en udvikling, hvor han med stormskridt nærmede sig etapeløbstoppen, og det hele kulminerede, da han i 2017 kunne bestige Vuelta-podiet ved siden af Froome og Nibali.

 

Desværre er det siden det store øjeblik i Spanien gået den forkerte vej. Zakarin gennemlevede en stor krise i et 2018, hvor han aldrig fandt niveauet. Derfor har der også været en del usikkerhed om hans 2019-sæson, men der har været ganske klare tegn på, at han er på vej tilbage. Han kørte med de bedste på kongeetaperne i UAE Tour, Paris-Nice og Volta a Catalunya, men desværre var alle tre løb også præget af, at han faldt sammen på den efterfølgende bjergetape og derfor kun har en 10. plads i det franske løb som sit bedste resultat.

 

Det er svært at forklare for Zakarin, der normalt bliver bedre og bedre i løbet af etapeløb, men det kan meget vel skyldes, at han styrtede i Emiraterne og var syg op til Paris-Nice. Nu har han haft en periode med formopbygning frem mod Giroen, og det burde betyde, at han nærmer sig topformen. Han plejer at være på et hæderligt niveau i sine forberedelsesløb, som da han sidste år blev nr. 10 i Dauphiné inden Touren, og i år er han som sagt umiddelbart i en anden og langt bedre forfatning.

 

Ruten med den hårde bjergafslutning burde også være fin for ham, men enkeltstarten udgør lidt af et wildcard. Zakarin var i sine unge dage specialist, men nu om dage er han temmelig ustabil. Han kørte fremragende enkeltstarter i Vueltaen i 2017 og Touren i 2018, men nu om dage synes han at være bedst sent i grand tours. I hvert fald har han skuffet i mange af sine seneste enkeltstarter, senest i Paris-Nice, og den korte, relativt flade rute i Geneve passer ham ikke. Risikoen for, at han falder helt igennem som i Frankrig i marts, er desværre overhængende, men rammer han en af de rigtige dage, er han en af de få, der har tempoevnerne til at køre med om sejren og dermed måske tage sin anden samlede sejr i det schweiziske bjergløb.

 

På Jumbo er mange øjne naturligvis rettet mod Roglic, men selv hvis sloveneren skulle vælge at køre løbet med øjnene stift rettet mod Giroen, har hollænderne en fin chance for at vinde. De stiller nemlig også med Steven Kruijswijk, der modsat sloveneren har løbet her som et decideret mål, inden han retter blikket mod Touren. I gamle dage var den hollandske dieselmotor ellers ikke en mand til de ugelange etapeløb, der har alt for korte efter hans smag, men i forbindelse med hans genfødsel i 2018, hvor han med en 5. plads i Touren og en 4. plads i Vueltaen, endelig igen nærmede sig niveauet fra drømmeåret 2016, har han også fået smag for de kortere etapeløb. Sidste år blev han således nr. 8 i Catalonien og Schweiz og nr. 6 i dette løb, hvor han utvivlsomt havde benene til mere, hvis ikke han på kongeetapen havde ofret egne chancer for Roglic.

 

I år er tendensen fortsat for Kruijswijk, der blev nr. 3 i Ruta del Sol og senest nr. 5 i det meget stærkt besatte Volta a Catalunya. Det er således et klart mønster, at Kruijswijk er blevet lidt af en garantikupon i disse løb, hvor man næsten med sikkerhed ved, at han vil være med i front. De lange, jævne stigninger på kongeetapen passer ham, og hans klatreevner er så gode, at han kan blive meget svær at sætte til vægs på lørdag.

 

Problemet for ham er enkeltstarten, der som for Zakarin udgør lidt af et wildcard. Han er nemlig yderst svingende i kampen mod uret, hvilket hans grand tour-resultater fra 2018 vidner om. I Vueltaen kørte han det, der vel kan kaldes hans livs tidskørsel, men i Touren skuffede han til gengæld en anelse. Det følger et mønster, vi har set gennem hele karrieren, og derfor må man have sin tvivl om, hvorvidt Kruijswijk vil køre stærkt nok i Geneve på søndag på en rute, der nok er lidt for kort og flad til at passe ham. Omvendt er han utvivlsomt en af feltets bedre temporyttere, og rammer han den store dag, har han en reel chance for at vinde løbet.

 

Hvor står Tadej Pogacar? Det er meget svært at spå om, efter at sloveneren på det seneste har sendt temmelig blandede signaler. Efter et Baskerlandet Rundt, hvor han fulgte op på choksejren fra Algarve ved atter at tage verden med storm og klatre med de bedste på den knaldhårde sidste etape, kom han til Ardennerne med visse forventninger. Her er alt imidlertid gået helt galt for den ellers bundsolide slovener, og i hverken Amstel Gold Race eller Fleche Wallonne var han i nærheden af at have niveauet fra det baskiske løb.

 

Det kan være svært at vide, hvordan det skal tolkes. På den ene side kan det være et tegn på, at han er ved at være brændt ud efter en hård tid, men på den anden side kom han også kun til Ardennerne som et wildcard, der i ly af større navne skulle samle erfaring. Positionskampen og stressniveauet i klassikerne har næppe passet ham ideelt, og da han først og fremmest er etapeløbsrytter, kan han sagtens være tilbage på sit højeste niveau i den kommende uge.

 

Her burde han finde en rute, der passer ham. Som klatrer burde han i hvert fald kunne lide kongeetapen, der synes at være glimrende for en klassisk klatretype som ham. Forud for sæsonen ville vi til gengæld have betegnet enkeltstarten som et problem, men sådan har det ikke været efter skiftet til UAE. Han kørte således en chokerende god enkeltstart i Algarve, og senest gjorde han det fornemt i Baskerlandet, hvor han trods håbløse forhold med en tidlig start i regnen endte ganske tæt på de ryttere, der havde kørt i tørvejr. Det vidner om, at han har forbedret sig mærkbart i disciplinen, men vi har fortsat brug for en bekræftelse på præstationen i Algarve, da den baskiske enkeltstart var så speciel, at den ikke kan bruges som et rigtigt sammenligningsgrundlag. Har han vitterligt hævet sit niveau så markant, som vi så i Portugal, og er han tilbage i form efter skuffelserne i Ardennerne, burde han køre med helt i front i dette løb.

 

Ganske vist kørte han en flot enkeltstart i Californien sidste år, men forud for sæsonen var Daniel Martinez ikke just kendt som tempospecialist. Det har imidlertid forandret sig ganske markant i et 2019, hvor han lagde stærkt ud ved at blive colombiansk mester i disciplinen. Det var et forvarsel om, hvad vi skulle forvente senere på året, hvor han med en 5. plads i Paris-Nice og ikke mindst en 2. plads i Baskerlandet har slået fast med syvtommersøm, at han har udviklet sig til lidt af en specialist i disciplinen.

 

Samtidig har Martinez forbedret sig mærkbart i bjergene. Det så vi naturligvis tydeligst, da han kørte en ellers formstærk Miguel Angel Lopez agterud i den medrivende kongeetape i Paris-Nice, hvor han viste, at han nu kan klatre med de allerbedste. Derfor var forventningerne også så store til det baskiske etapeløb, men her måtte han indse, at træerne altså ikke vokser ind i himlen. Her fik han nemlig prygl på begge de to afgørende etaper, og efter et mindre kollaps på sidstedagen gled han helt ned på den samlede 20. plads.

 

Det vidner om, at Martinez nok fortsat har lidt vej at gå, inden han kan køre med om sejren i de allersværeste etapeløb. På den anden side er han altså en af de få i dette løb, der virkelig kan profitere af enkeltstartens betydning, for han har vist, at han også mestrer flade ruter. Den store udfordring bliver at vise, at det var klatrepræstationen i Frankrig, der var udtryk for hans reelle niveau. Gør han det, har han reelt en chance for at vinde et løb, der som dette belønner de mest alsidige ryttere.

 

Hvis han ikke havde været en så udpræget dieselmotor med store vanskeligheder i starten af etaperne, kunne Emanuel Buchmann meget vel være stillet til start som helt frisk vinder af Baskerlandet Rundt. Efter et eminent soloridt havde han bragt sin i position til at vinde løbet samlet, men desværre blev han kørt agterud af Astanas tidlige offensiv på sidste etape, og selvom han i den grad blev varm og kørte en fantastisk afslutning på etapen, var det for sent at redde den samlede sejr. Trods den enorme skuffelse må tyskeren imidlertid kunne se tilbage på løbet med en vis tilfredshed. For ham var det nemlig et mindre gennembrud, at han for første gang kunne køre med om sejren i et historisk, ugelangt etapeløb.

 

Resultatet var imidlertid ikke overraskende. Buchmann har nemlig kørt som en motorcykel, siden han tog sin første sejr på sin første løbsdag på Mallorca i januar. I UAE Tour var han i stand til at følge Roglic og Valverde på stigningerne, og det hele kulminerede altså med den flotte kørsel i Baskerlandet. Nu har han Romandiet som sit sidste forårsmål inden Touren, og med den stabilitet og klatreevne, han har vist, burde han med sikkerhed være med i front på kongeetapen, der med sine lange, jævne stigninger burde passe ham. Problemet er desværre enkeltstarten, der fremstår som en stor udfordring for den store tysker, der ikke just er kendt som noget tempofænomen. Prologen er også så ”anti-buchmannsk” som noget kan være, og han står derfor til at indkassere et pænt tidstab på de to tidskørsler. Det kan blive svært at indhente igen, uanset at vi forventer at se Buchmann som en af de absolut stærkeste, når der på lørdag skal klatres op til Torgon.

 

Boras førstemand er på papiret Buchmann, men holdet har en fin plan B i Felix Grossschartner. Østrigeren kommer nemlig til løbet med en frisk samlet sejr i Tyrkiet i bagagen, og dermed ved vi med sikkerhed, at han rejser til Schweiz med både form og selvtillid. Til gengæld repræsenterer løbet i Romandiet også et helt andet niveau end det tyrkiske etapeløb, og hvor han i sidste uge primært var oppe mod unge opkomlinge, kan han her se frem til at skulle krydse klinger med en stor del af verdenseliten.

 

Selvom han vandt kongeetapen i Tyrkiet, kan man da også frygte, at Grossschartner kommer til kort på kongeetapen. Han har nemlig stadig til gode at klatre med verdens bedste på den store scene i Europa, og vi så senest i Paris-Nice, at han fortsat har sine begrænsninger. Omvendt ved vi også, at han er en relativt habil temporytter, og selvom han skuffede i årets udgave af Løbet mod Solen, viste han med sin 2. plads på tidskørslen i samme løb i 2018, at han i sammenligning med de andre klassementsryttere har visse tempoevner. Problemet er derfor først og fremmest lørdagens kongeetape, der formentlig blive for hård. Omvendt kørte han modent og klogt i Tyrkiet, hvor han så ud til at have taget næste skridt. Det får han mulighed for at bekræfte igen i den kommende uge.

 

En rytter, der måske kan overraske, er Hugh Carthy. Normalt ville man ellers sige, at tilstedeværelsen af en enkeltstart ville underminere chancerne for den langlemmede brite, der bestemt ikke er kendt for sine tempoevner. Tendensen i år har bare været, at alle EF-ryttere har forbedret sig markant i disciplinen, og med sin højst overraskende 10. plads på 1. etape i Baskerlandet har han vist, at han måske også kan føjes til den liste. Det er klart, at han stadig skal bevise samme form for fremgang på den langt fladere rute i Romandiet, men kan han bekræfte tendensen, kan han blive ganske farlig.

 

Siden sidste efterår har Carthy nemlig atter været på vej til at bekræfte det store potentiale, han viste i 2016, men som forsvandt i de første år på EF. Han lagde også stærkt fra land med flot kørsel i Haut-Var, og efter en skuffende præstation i Catalonien så han betydeligt bedre ud i Baskerlandet. Han mangler stadig et stykke vej, inden han kan matche de bedste, men han har vist, at han kommer i nærheden af dem, når han har sine bedste ben. De lange stigninger på kongeetapen burde passe ham bedre end de hidsige stigninger i Baskerlandet, og har han forbedret formen yderligere siden sin sidste start, samtidig med at han kan bekræfte fremgangen på enkeltstarten, kunne dette være løbet, hvor Carthy igen kører med om de sjove placeringer i et WorldTour-løb.

 

Løbet har tiltrukket ganske mange klatrere, der kan køre med om sejren på kongeetapen, men som grundet enkeltstarten reelt ikke har en chance for at vinde samlet. En af dem er Michael Woods, der kommer til løbet efter en ardennerkampagne, hvor han i hvert fald inden Liege ikke har fået det optimale ud af anstrengelserne. I Amstel gik han således flot med Michal Kwiatkowski, inden han lidt overraskende måtte lade sig falde tilbage, og i Fleche Wallonne blev han desværre sat ud af spillet af en defekt allerede inden Muren.

 

Liege vil gøre os en del klogere på hans form, for lige nu er det svært at sige, hvor han reelt står. I forvejen er lange stigninger ikke hans foretrukne terræn, og derfor er løbet her langt fra ideelt for ham. Omvendt så vi også i Catalonien, at han faktisk er i stand til at gøre det ganske godt også i høje bjerge, og i dette felt burde han være med i front på kongeetapen. Puncheurspurten på 3. etape er også guf for ham, men det er de to enkeltstarter til gengæld ikke. Woods har nemlig altid haft det overordentlig svært i kampen mod uret, og det vil formentlig også koste ham chancerne for samlet sejr i dette løb. Man kan håbe, at han som de øvrige EF-ryttere har gjort stormskridt henover vinteren, men at tro på at det er nok til samlet sejr, er nok alligevel en kende for optimistisk.

 

Meget af det samme kan siges om David Gaudu. Efter et skuffende 2018 viste han med sin forrygende 3. plads bag Roglic og Valverde i UAE Tour, at han altså er et af sportens mest lysende klatretalenter. Desværre kunne han ikke helt leve op til det flotte niveau, da han efter en lang pause vendte tilbage i Baskerlandet, men han så dog betydeligt stærkere ud på den sidste af de to bjergetaper. Han havde et skuffende Fleche Wallonne, hvilket desværre igen understreger, at han er en ustabil type, der veksler gode med dårlige dage, og lige nu synes han ikke at have samme form, som han havde i februar. Omvendt ved vi også, at den kan komme ud af det blå, og finder han sine UAE-ben igen, vil han reelt kunne vinde kongeetapen.

 

Også for ham gælder imidlertid, at enkeltstarterne er et problem. Gaudu er om muligt end endnu svagere temporytter end Woods, og selvom han skulle være flyvende i bjergene, er det svært at se, at han kan indhente det tabte på bare en enkelt stigning. Derfor ligner Gaudu desværre ikke en vinder af løbet, men man kan håbe, at han med de samme gode ben, som han havde tidligere på året, alligevel kan køre sig til endnu et topresultat.

 

Lykkes det ikke for Gaudu, har FDJ en anden kandidat i Sebastien Reichenbach. Schweizeren er temmelig ustabil og derfor meget overset, men når han rammer formen, er han en gudbenådet klatrer. Det viste han senest med sin flotte kørsel som støtte for Pinot i sidste års Giro, men siden da har en stribe skader nok engang sat ham tilbage. I år har han bestemt heller ikke vist megen form i forbindelse med nogle skuffende præstationer i Provence, UAE Tour og Catalonien.

 

Nu tyder noget imidlertid på fremgang. Han kørte flot og offensivt i Tour du Finistere, og i Fleche Wallonne tog han en føring i bunden af Muren i sin rolle som hjælper for Rudy Molard. I år er hans vigtigste opgave at hjælpe Pinot i Touren, men det kunne også betyde, at Tour de Romandie som et hjemmebaneløb kunne være hans helt store forårsmål. Formen ser i hvert fald ud til at være i fremgang, og selvom han egentlig ikke ligner en tempospecialist, kører han af og til gode enkeltstarter. Det så vi senest med den overraskende 12. plads på tonserruten i Provence, ligesom han tidligere har overrasket på den flade rute i Tirreno. Han er stadig meget svingende på enkeltstarter, men rammer han en af sine gode dage, og har han sidste års Giro-form i bjergene, kan Reichenbach være med helt i front i dette løb.

 

Rui Costa elsker Schweiz, og Schweiz elsker Rui Costa. Den tidligere verdensmester er mest kendt for sine tre sejre i Tour de Suisse, men også i det andet store schweiziske løb har han en imponerende rekordliste. Således blev han nr. 3 tre år i træk mellem 2012 og 2014, og i 2016 blev han nr. 6. Sidste år så det ikke lyst ud forud for løbet efter en meget skuffende sæsonstart, men pludselig fandt han benene på så fornem vis, at han endte på den samlede 5. plads, og havde det ikke været for en meget taktisk kongeetape, var han blevet nr. 4.

 

Det viser, at Costa har en evne til altid at præstere i dette løb, men også denne gang kommer han til løbet med spørgsmålstegn ved formen. Efter en generelt meget svær tid plaget af mange skader viste han ellers tegn på fremgang med et flot Tirreno-Adriatico, ligesom hans top 10-placering ved VM viser, at han stadig har det i sig. Desværre styrtede han i begyndelsen af april, og det har tilsyneladende kostet på formen. I hvert fald har han set skidt ud i de to første klassikere, og han ligner umiddelbart ikke en topkandidat til Romandiet, hvor ruten heller ikke passer ham ideelt. Således har han ikke kørt en god flad enkeltstart i en menneskealder, og bjergetapen ser også på papiret svær ud for store Costa. Omvendt så vi sidste år, at Costa som regel finder formen, så snart han passerer grænsen til Schweiz, og derfor kan man aldrig udelukke endnu en overraskelse fra alpelandets ukronede cykelkonge.

 

Som altid vil Remco Evenepoel have mange øjne rettet mod sig, men man skal nok alligevel dæmpe forventningerne Det unge belgiske talent stiller for første gang til start i et af de historiske løb på den europæiske kalender, og det vil være for meget at forlange, at han allerede nu skulle kunne køre med om sejren. Det nylige Tour of Turkey dokumenterede da også, at han fortsat har brug for forbedring og yderligere udvikling, inden han er klar til at matche verdens bedste klatrere, da det trods alt ”kun” blev til en 4. plads i det relativt svagt besatte løb.

 

Alligevel kan man ikke udelukke, at Evenepoel ender langt fremme i Romandiet også. Hans 15. plads på kongeetapen i det stærkt besatte UAE Tour gav i hvert en indikation på, at han kan forsvare sig hæderligt, når han kører mere afventende og klogt, end han gjorde i Tyrkiet. Det vil han utvivlsomt gøre her, hvor han denne gang ikke er favorit, men underdog. Samtidig er han en af de få klassementsryttere, der faktisk kan køre enkeltstart, og vi så i San Juan i januar, hvor han endda fejldisponerede sit løb eklatant, at han allerede nu kan begå sig i tidskørsler med de professionelle. Bjergetapen er utvivlsomt for svær til, at han kan drømme om det helt store resultat, men med enkeltstarten som våben kan han sagtens ende langt fremme alligevel.

 

En rytter, det kan være værd at holde øje med, er Evenepoels holdkammerat James Knox. Den unge brite havde bestemt ikke en specielt god første sæson i det professionelle felt, men han gjorde store fremskridt mod slutningen af året. Den tendens er fortsat i år, hvor han særligt imponerede på bjergetaperne i UAE Tour, hvor han endte på den samlede 10. plads. Desværre skuffede han efterfølgende i Catalonien, hvor han ikke kunne følge op på den flotte kørsel, og det viser, at han fortsat er et temmelig usikkert kort.

 

Siden da har han imidlertid forberedt sig til sin grand tour-debut i Giroen, og derfor må man formode, at han nærmer sig topformen. Også for ham gælder imidlertid, at han bestemt ikke er nogen ørn på en enkeltstart, og han står til en god gang prygl på 5. etape. Omvendt har han ikke kørt en enkeltstart i ganske lang tid, og Deceuninck har som bekendt en evne til at forbedre deres ryttere ganske markant i den disciplin. Man kan håbe, at det også er lykkedes for Knox. Det er næppe nok til at være med i front i klassementet, men det kan sætte ham op til et godt samlet resultat.

 

EF har et meget spændende hold med flere gode kandidater. Et godt bud på en joker er Tanel Kangert. Den normalt så solide ester har ellers haft en forfærdelig start på sin tid hos det amerikanske mandskab, og han har intet vist hidtil i år. Uden at det er bekræftet fra holdet tyder meget imidlertid på, at han kunne være udset til rollen som Giro-kaptajn, og han kan derfor meget vel have tilbragt de seneste uger siden Catalonien med at forberede sig i højderne.

 

Er det tilfældet, og har han fundet benene, kunne han levere en overraskelse. Selvom han ikke har vist meget i de senere år, viste han trods alt klassen, da han i 2017 havde kurs mod en top 10 i Giroen, indtil et grimt styrt kostede ham resten af sæsonen. Sidste år leverede han også et forrygende soloridt på Tourens kongeetape, og efterhånden som han får skaden på afstand, burde han nærme sig sit gamle niveau. I sin storhedstid var han en eminent temporytter, men det er han desværre ikke længere. Omvendt kan man ikke udelukke, at også han rider med på EF-bølgen, og vi ved, at han har naturlige evner for den individuelle disciplin. Han klatrer måske ikke godt nok til at være med helt i front på kongeetapen, men hans alsidighed gør ham til en kandidat, hvis han vitterligt endelig har fundet formen.

 

Lad os runde af med at pege på den fjerde EF-rytter fra det stærke amerikanske mandskab. Det er let at have tabt alle forhåbninger for stortalentet Joe Dombrowski, der som følge af helbredsproblemer aldrig er blevet til det, vi troede, da han som ung vandt Baby-Giroen. På sine enkelte store dage har han dog vist klassen, ikke mindst i Giroen i 2016, hvor han flere gang var tæt på at vinde store bjergetaper, og senest med sin 2. plads på kongeetapen i Tour de Suisse i 2017, hvor han kørte fra flere af verdens allerbedste. Siden da har han absolut intet vist, men en 21. plads i Catalonien var faktisk det bedste, han har leveret meget, meget længe. Nu har han haft tid til at forberede sig til Giroen, og formodningen må være, at han nu er endnu bedre. Hans enkeltstart er desværre så ringe, at han ikke har skyggen af chance for at vinde samlet, men man kan håbe, at han endelig er kommet sig over sine problemer og på kongeetapen er klar til at vise, hvorfor han engang blev udskreget til at skulle være den næste amerikanske grand tour-vinder. Potentialet har han, og med de relativt lovende tegn fra sæsonstarten krydser vi fingre for, at det er nu, at han igen viser det på den store scene.

 

BEMÆRK! Optakten her er skrevet inden Liege-Bastogne-Liege. Her vil Ilnur Zakarin, Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Michael Woods, David Gaudu, Rui Costa, Sebastien Reichenbach og Tanel Kangert alle være blandt deltagerne, og selvom deres tilgang til den belgiske klassiker for manges vedkommende til være en anden, end den vil være til Tour de Romandie, kan det give en god indikation på formen hos flere af de ovennævnte navne.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL ROMANDIET RUNDT

 

OPDATERING 1: Ikke helt uventet tager Tadej Pogacar sig en pause efter en hård periode, og han dropper derfor løbet.

 

OPDATERING 2: Astana har alligevel udtaget Jan Hirt. Tjekken lignede igen sig selv i et fint Tour of the Alps, men hans enkeltstart er for svag til, at han kan stræbe efter et absolut topresultat.

 

OPDATERING 3: Som det fremgår her, erklærer Jumbo-Visma Steven Kruijswijk som holdets kaptajn. Det ændrer dog ikke på, at vi tror, at en formstærk Roglic trods sit fokus på Giroen kan vinde alene i kraft af enkeltstarten - med mindre han da tager den helt med ro på lørdagens kongeetape.
 

***** Primoz Roglic

**** Geraint Thomas, Ilnur Zakarin

*** Steven Kruijswijk, Daniel Martinez, Emanuel Buchmann, Felix Grossschartner, Hugh Carthy

** Michael Woods, David Gaudu, Sebastien Reichenbach, Rui Costa, Remco Evenepoel, James Knox, Tanel Kangert, Joe Dombrowski, Jan Hirt

* Guillaume Martin, Carlos Betancur, Merhawi Kudus, Gianluca Brambilla, Louis Meintjes, Dylan Van Baarle, Simon Spilak, Damien Howson, Andrey Amador, Winner Anacona, Simone Petilli, Carl Fredrik Hagen, Roland Thalmann, Kilian Frankiny Riccardo Zoidl, Jonathan Caicedo, Mathias Frank, Matteo Badilatti

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Jumbo-Visma: Med Roglic og Kruijswijk på holdet har holdet to af de store favoritter, og resten af mandskabet skal derfor hjælpe. Det gælder også Jonas Vingegaard, der virkelig imponerede på den sidste etape i Baskerlandet, samt talentfulde Neilson Powless, der dog har haft en svær og skuffende sæsonstart.

 

Deceuninck-Quick Step: Holdets primære fokus er at vinde sprinteretapen med Elia Viviani, men som sagt har holdet også to unge kandidater til klassementet i form af Evenepoel og Knox.

 

Mitchelton-Scott: Australierne er her primært for at jagte etapesejre, men Damien Howson skal også forsøge at køre klassement. Desværre kører han ikke længere en god enkeltstart, og klatreevnerne rækker ikke til at være med helt i front. Tsgabu Grmay burde kunne gøre det hæderligt, men har skuffet gennem hele sæsonen.

 

Bora-hansgrohe: Det handler udelukkende om Buchmann og Grossschartner, da resten af holdet er bygget op om Sam Bennett.

 

Movistar Team: Det spanske storhold kommer helt uden deres store navne, og alle har derfor frihed til at jagte resultater, men det bliver svært at være med i toppen af klassementet. Andrey Amador har den rette alsidighed og har før gjort det godt i løbet, men han har ikke været i form i år. Winner Anacona har ikke længere benene fra sæsonstarten, Carlos Betancur bliver bedre og bedre og er måske bedste bud, ikke mindst efter et flot Liege, men han ligner stadig ikke en mand, der kan være med i front på 4. etape, ligesom han også vil tabe for meget på enkeltstarterne.

 

Bahrain-Merida: Holdet mistede deres kaptajn, Domenico Pozzovivo, som følge af et grimt styrt i Fleche Wallonne. Derfor er hovedopgaven at vinde etaper med Sonny Colbrelli, men hoidet har udtaget Hermann Pernsteiner som erstatning for Pozzovivo. Han var dog ikke dybt imponerende i Tour of the Alps, og enkeltstarten er også et stort problem. Unge Stephen Williams har også været skadet det meste af året og er primært med for at lære.

 

Lotto Soudal: Holdet er her primært for at jagte etaper, men man kan håbe, at Carl Fredrik Hagen trods en svær sæsonstart og sygdom, der kostede deltagelsen i Tyrkiet, endelig kan vise potentiale. Til gengæld skuffede Harm Vanhoucke fælt igen i Tyrkiet og har stadig ikke niveauet.

 

Astana: For en gangs skyld kommer kasakkerne med et relativt svagt hold, hvor Jan Hirt og Merhawi Kudus ligner holdets kaptajner. Hirt lignede igen sig selv i Tour of the Alps, men hans enkeltstart er for svag til, at han kan håbe på det helt store. Kudus har været bedre end nogensinde og blev nr. 2 i Tyrkiet, men han har stadig ikke niveauet til at vinde her, hvor han også vil tabe for meget på enkeltstarten. Davide Villella er i fin form, men får det for svært på kongeetapen, mens Rodrigo Contreras ikke har niveauet, og Nikita Stalnov så sine begrænsninger mod slutningen af Tour of the Alps.

 

Ag2r: Løbet var et stort mål for Pierre Latour, der dog stadig er ude med en skade, og derfor håber man, at Mathias Frank kan vise sig på hjemmebanen. Han er imidlertid slet ikke så god som tidligere og endda også på vej tilbage efter en skade. Unge Nans Peters kan måske gøre det hæderligt, men han synes ikke at være i sin bedste form.

 

Team Ineos: Thomas er den klare kaptajn i briternes første løb under deres nye navn. Diego Rosa er nemlig stadig ikke sig selv igen, og Kenny Elissonde er meget formsvag. Dylan Van Baarle overrasker gang på gang på stigningerne, senest i Amstel Gold Race, og kunne med tanke på enkeltstarten måske overraske. Kongeetapen bør dog være for svær-

 

Trek-Segafredo: Gianluca Brambilla er holdets kaptajn, men han har været en skygge af sig selv siden 2016 og ligner ikke en mand, der kan være med i front. Det kan måske give Niklas Eg en chance på kongeetapen, men danskeren har intet vist siden Tour of Croatia sidste år.

 

EF Education First: Med Martinez, Carthy, Woods, Kangert og Dombrowski har holdet hele fem ryttere, der er omtalt ovenfor. Derudover har de den spændende ecuadorianer Jonathan Caicedo, men han måtte i Catalonien sande, at han fortsat har et stykke vej at gå, inden han kan være med på dette niveau.

 

UAE-Team Emirates: Holdets klare kaptajn er Costa, men Simone Petilli har også klatret ganske godt i år, hvor han endelig er skadesfri. Til gengæld har Edward Ravasi været i katastrofal form gennem hele sæsonen.

 

Team Sunweb: Holdet kommer helt uden ambitioner i klassementet. Bedste bud er vel Nicolas Roche, men det er meget lang tid siden, han har været konkurrencedygtig.

 

CCC Team: Holdet kommer alene for at jagte etaper, men måske kan Riccardo Zoidl overraske, hvis han endelig finder de gode ben fra sidste år.

 

Groupama-FDJ: I Gaudu og Reichenbach har holdet to gode kandidater. Kilian Frankiny har klatret godt i år, men oplevede et markant formdyk i marts efter den lovende sæsonstart, og hans enkeltstart er også svag. Leo Vincent har ligeledes skuffet i år.

 

Dimension Data: Louis Meintjes er stadig ikke kommet op af sit dybe hul, og da dette er hans comeback efter styrtet i Paris-Nice, er det svært at være optimistisk i et løb med en tempotung rute, der ikke passer ham. Unge Gino Mader gør også comeback efter et styrt, og derfor ligner holdets bedste chance at gå efter en etapesejr med Giacomo Nizzolo på 2. etape.

 

Katusha-Alpecin: Simon Spilak har en fantastisk historik i dette løb, men da han absolut intet har vist siden juni 2017, heller ikke i år, er det meget svært at tro på en genrejsning. Zakarin bør være den klare kaptajn.

 

Wanty-Gobert: Guillaume Martin har været ganske godt kørende med en top 10 i Catalonien, sejr på kongeetapen i Sicilien og et hæderligt Tour du Finistere og Fleche Wallonne. Han synes dog ikke helt at have de samme ben som for et par uger siden, og da han får store klø på enkeltstarten, kan han ikke være med helt i front. Xandro Meurisse er endelig ved at finde lidt form, men stigningerne her er for langt. Odd Christian Eiking og Thomas Degand har mistet den gode form fra marts, selvom nordmanden kørte fint i Liege.

 

Schweiz: Roland Thalmann kommer med en frisk top 10 fra Tour of the Alps og kan måske overraske igjen, selv om niveauet her er betydeligt højere, ligesom enkeltstarten udgør et problem. Matteo Badilatti er ligeledes en ung, lovende klatrer, der med en 8. plads på kongeetapen på Sicilien rejste sig efter et skuffende Coppi e Bartali. Det skal også blive interessant at følge mountainbikerytteren Mathias Flückiger, ligesom Simon Pellaud kommer til løbet med god form, men nok kommer til kort på kongeetapen. Det samme gør store Patrick Müller¸ der ellers har vist god form med sejren i Volta Limburg Classic. Klatreren Patrick Schelling skuffede fælt i Tour of the Alps og synes ikke at være i form.

 

Danskerne

Jonas Vingegaard imponerede stort på den sidste bjergetape i Baskerlandet og skal nu følge op på den flotte indsats ved at støtte Roglic og Kruijswijk på kongeetapen her. Niklas Eg har haft en svær tid, men kan han efter en lang pause endelig finde benene fra sidste forår, burde han faktisk kunne få lidt frihed til at teste sig på kongeetapen, da Treks klassementsrytter Brambilla næppe vil være med helt i front. Jonas Gregaard kommer fra et hårdt Tour of the Alps og skal her støtte Merhawi Kudus og Luis Leon Sanchez i bjergene. Rasmus Byriel Iversen er på et afbud blevet en del af Lottos hold, der primært er her for at jagte etaper, og han kan måske få lov at vise sig i et udbrud på en af de lettere dage. Mads Würtz Schmidt skal støtte Zakarin på Katusha, men kan måske også få lov at spurte på 2. etape. Endelig er Asbjørn Kragh til start for et relativt svagt Sunweb-hold, hvor han endda er blevet lovet rollen som holdets sprinter på 2. etape.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

WWT Emakumeen XXXII.Bira(2.WWT) 22/05-25/05

Tour of Estonia(2.1) 23/05-25/05

Hammer Stavanger(2.1) 24/05-26/05

Tour de l'Ain(2.1) 24/05-26/05

Trophée Centre Morbihan(2.NCUP) 25/05-26/05

Grote Prijs Marcel Kint(1.1) 26/05

Winston Salem Cycling Cla...(1.1) 27/05

Tour of Norway(2.HC) 28/05-02/06

Circuit de Wallonie(1.1) 30/05

Szlakiem Walk Majora Hubala(2.1) 30/05-02/06

Tour du Pays de Vaud(2.NCUP) 30/05-02/06

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger