Optakt: Tour de Romandie

Løbets rolle og historie

Det er en del af cykelkalenderens meget naturlige og smukke anatomi, at klatreudfordringerne bliver hårdere og hårdere i en gradvis progression i løbet af foråret. Efter sprinternes paradis i Milano-Sanremo over brostensklassikerne og de tunge klassikerspecialister kommer klatrerne i sving i ardennerklassikerne, som løbende bliver hårdere og hårdere, indtil det hele kulminerer med klatreløbet Liege-Bastogne-Liege.

Nu giver endagsløbene plads til de store grand tours, hvor vi begiver os ind i de rigtige bjerge, og derfor er det nu tid til, at de rigtige klatrere og etapeløbsspecialister kan komme i spil. Giro d’Italia er det første store rendezvous for grand tour-rytterne, og i disse dage er de ved at lægge sidste hånd på forberedelserne.

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Med en bjergrig rute og en termin meget tæt på Giro-starten var Tour de Romandie engang det foretrukne sidste opvarmningsløb for ryttere med ambitioner om at imponere på de italienske landeveje. Mange anså det hårde ugelange løb efterfulgt af en uges hvile som den perfekte opbygning til den første af de tre uger lange etapeløb, idet det svære terræn i Alperne i den fransktalende del af Schweiz gav ideelle forhold til at finpudse formen.

I de senere år har den holdning imidlertid ændret sig, og det schweiziske etapeløb er ikke længere, hvad det var engang. Nu om dage foretrækker grand tour-ryttere mere hvile forud for et tre uger langt løb, og derfor passer det bjergrige løb nu sjældent ind i Giro-rytternes kalender. Samtidig har rivaliserende arrangører taget skridt til at udfordre det schweiziske løb, og i dag synes de fleste klassementsryttere at foretrække bjergene i det internationaliserede Tour of the Alps, mens sprinterne hidtil har foretrukket den solrige tyrkiske kyst i Tour of Turkey og i de senere år også Tour of Croatia, der dog nu er rykket til oktober. Disse løb tilbyder således traditionelt både bedre vejr samt en bedre placering for en sidste løbsblok.

Denne udvikling har imidlertid ikke taget noget af Tour de Romandies prestige. I de senere år har flere og flere Tour de France-favoritter udset sig det schweiziske løb som det sidste mål i deres forårssæson, og man har også været i stand til at tiltrække et par formstærke klassikerryttere, der har ønsket at presse et sidste topresultat ud af formen inden deres første store pause. Intet afspejler bedre den nye status af det forhold, at 2011-, 2012- og 2013-udgaverne alle blev vundet af de senere Tour de France-vindere. Cadel Evans startede trenden i 2011, og efterfølgende brugte både Bradley Wiggins og Chris Froome en sejr i Schweiz som en trædesten mod det øverste trin på podiet i Paris. Indtil sensationsvinderen Ilnur Zakarin brød tendensen i 2015, var ingen vinder fra Romandiet fortsat direkte fra Schweiz til Giroen siden Andreas Klöden i 2008, og dengang vidste tyskeren end ikke, at han skulle køre i Italien, da han steg ned fra podiet i Romandiet, idet hans Astana-hold først i allersidste øjeblik fik adgang til Giro-feltet. Tendensen er fortsat de senere år, hvor vinderne fra 2022, 2021, 2018, 2017 og 2016, Aleksandr Vlasov, Geraint Thomas, Primoz Roglic, Richie Porte og Nairo Quintana, alle har haft løbet som sidste forårsmål inden forberedelsen frem mod Touren. Først i 2019 oplevede vi en tilbagevenden til tidligere tider, da Roglic vandt løbet på vej mod sit fejlslagne forsøg på at vinde Giroen, men meget tyder på, at det vil være en undtagelse, der bekræfter den nye regel.

Det er ikke mærkeligt, at løbet er attraktivt for nogle af verdens allerbedste etapeløbsryttere. Med sin base i den fransktalende del af Schweiz benytter løbet sig af vejene i Alpernes hjerte, og der er ikke mange kilometer flad vej i løbet af de seks dage, løbet varer. Derudover har arrangørerne ofte inkluderet både en prolog og en længere, ofte ganske kuperet enkeltstart, og dermed har løbet de karakteristika, der gør det til en slags mini grand tour - ganske vist uden mange sprinteretaper. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, at mange af de hurtige folk vender ryggen til Schweiz, og de mange flade etaper og solrige veje i Tyrkiet har i de senere år været langt mere attraktive for de hurtigste, ikke mindst fordi Romandiet er berygtet for sit forfærdelige regnvejr.

Derudover er løbet meget prestigiøst, og enhver ambitiøs etapeløbsrytter drømmer om at have det på sin vinderliste. Det blev første gang afviklet i 1947 i forbindelse med 50-årsjubilæet for Swiss Cycling, og allerede i dets tredje år fik det sin første store udenlandske vinder, da Gino Bartali stod øverst på podiet. Siden da er det blevet vundet af de fleste af sportens største navne, men med den generelle tendens til at toppe til færre løb betød dets status som forberedelsesløb, at vinderlisten i 90erne og de tidlige 00ere var knap så stjernespækket, indtil det i de senere år begyndte at genvinde sin status. Stephen Roche er den eneste rytter, der har vundet tre gange, men adskillige har to sejre på generaliebladet, hvoraf Chris Froome og Primoz Roglic er de eneste af de stadigt aktive.

Dette års udgave synes at bekræfte den nylige trend som Tour-forberedelse, men desværre er det i de senere år i den grad gået ned ad bakke med evnen til at tiltrække de største Tour-favoritter. Ligesom i 2021 og 2022 år må arrangørerne således spejde langt efter de største Tour-favoritter, og løbet har ikke kunnet tiltrække den samme stjerneparade, som man havde specielt i 2016 og 2015. Alligevel kan vi se frem til at se Louis Meintjes, Romain Bardet, Simon Yates, Carlos Rodriguez, Michael Woods og Alexey Lutsenko, der alle har sikret sig eller er i spil til en kaptajnrolle til Touren, ligesom Adam Yates, Steven Kruijswijk, Matteo Jorgenson, Bob Jungels, Emanuel Buchmann og Ion Izagirre, der alle har enten en hjælper- eller en fri rolle til sommer, vil bruge løbet som et sidste forårsmål inden en pause.

I år synes tendensen med fraværet af Giro-favoritter også at være ganske udtalt, men der er lidt flere Giro-kaptajner, end man typisk har set det. Således vil Damiano Caruso, Thibaut Pinot og Gino Mäder alle lægge den sidste hånd på forberedelserne til den italienske rundtur på de schweiziske veje, ligesom det gælder for Jumbo-hjælperen Tobias Foss, der her får en personlig chance inden turen til Italien. I 2021 lykkedes det usædvanligt at tiltrække en del af Giroens sprintere, og det gør sig også gældende i år, hvor Mark Cavendish, Niccolo Bonifazio, Fernando Gaviria og semisprinteren Magnus Cort alle bruger løbet som sidste test inden Giroen - for Cavendishs vedkommende formentlig grundet den ærgerlige aflysning af Tour of Turkey.

Sidste år var feltet for andet år i træk sjældent svagt, og det lignede et helt åbent opgør indtil 24 timer inden starten. Her meldte den uhyre formstærke Aleksandr Vlasov sig nemlig pludselig til, da han havde lidt sublim ardennerform, der skulle udnyttes, og dermed fik løbet pludselig en stor favorit. Den levede han da også op til, da han efter et tamt løb, hvor kongeetapen nærmest blev neutraliseret af kongeetapen, og hvor det hele derfor blev afgjort på den afsluttende bjergenkeltstart. Her stillede Rohan Dennis til start i førertrøjen, men han blev som alle andre kørt midt over af suveræne Vlasov, der sejrede suverænt med mere end 30 sekunder ned til nr. 2, hvilket var nok til en samlet sejr med 50 sekunder ned til Gino Mäder og 55 sekunder ned til sensationen Simon Geschke. I år satser Vlasov på Giroen, hvortil han som flertallet har forberedt sig i Tour of the Alps, og derfor forsvarer han ikke titlen, men det åbner døren for, at Mäder og Geschke, som begge er med igen, kan forsøge at forbedre sidste års resultat.

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Ruten

Tour de Romandie er for en grand tour-rytter den helt perfekte test, idet den på næsten alle parametre er som en lille udgave af et tre uger langt etapeløb. Ganske vist er der ingen helt flade etaper, men derudover bydes der altid på en alsidig udfordring, hvor man testes i de fleste aspekter af cykelsporten. Oftest har der været en meget kort prolog for de virkelige specialister og en mellemlang enkeltstart på knap 20 km, hvor der som regel har været mindst én stigning. Derudover har de fire linjeløbsetaper oftest inkluderet et eller to slag i de høje bjerge samt to eller tre hårde dage, der enten har kunnet afgøres i en reduceret massespurt eller ved, at et udbrud er kørt hjem. Der har været en naturlig variation fra år til år, men helt grundlæggende har man fastholdt konceptet.

Tour de Romandie er ganske vist kendt som en bjergløb, men det betyder ikke, at det er et løb for klatrere. Med to enkeltstarter er det klart, at tidskørslerne altid vil spille en vis rolle, men oftest har den lange enkeltstart haft en næsten altafgørende indflydelse. I de senere år har der således været en tendens til, at ruterne har været relativt lette, ikke mindst i et forsøg på at tiltrække flere Giro-ryttere. Det var tilfældet i 2011 og 2012, hvor tidskørslerne stort set afgjorde det hele. Med den ændrede status og øgede appel til Tour de France-favoritter har man imidlertid kunnet skærpe sværhedsgraden, hvilket man gjorde i 2013, hvor man indlagde en betydeligt hårdere bjergetape, der desværre måtte modificeres på grund af dårligt vejr. Man gentog modellen i 2014 og 2015, hvor man ganske vist kun havde én bjergetape, men man sørgede for, at den var betydeligt hårdere, end det som regel havde været tilfældet.

I 2016 tog man det imidlertid til et helt nyt niveau. Ikke blot var den indledende prolog mere kuperet end vanligt og enkeltstarten som så ofte ganske kuperet, man havde også to ganske svære bjergafslutninger. Det betød for en gangs skyld, at enkeltstarten ikke var helt så vigtig, som det før har været tilfældet, og derfor kunne Nairo Quintana tage en relativt sikker sejr, selvom han ikke kunne matche de bedste i kampen mod uret. I 2017 gik man dog den modsatte vej med kun én stor bjergetape, der endda var ganske let, og derfor blev løbets nøgleetape atter den ganske kuperede afsluttende enkeltstart, mens man i 2018 forsøgte sig med noget så sjældent som en bjergenkeltstart, der skulle vise sig som den vigtigste etape i et løb, hvor kongeetapen var relativt let.

I 2019 var der igen skruet op for sværhedsgraden med en svær kongeetape, der dog endte med at blive helt udvandet af sne og dårligt vejr, som man desværre ofte har set det i det regnfulde løb, og i 2021 toppede man det hele med en kongeetape med afslutning på det sværeste bjerg, vi har set i nyere tid. Sidste år gik man til gengæld den modsatte vej med en meget let kongeetape, og da man tillige lod bjergenkeltstarten vende tilbage, var sidstnævnte stort set alene om at bestemme udfaldet.

Tendensen har altså været, at der generelt er blevet skruet op for sværhedsgraden, og det er der i den grad også i 2023. Som sagt havde man for to år siden en historisk svær kongeetape, hvor man gjorde brug af den spritnye stigning Thyon 2000, der bare ligger en spytklat fra Sion, og som har det hele, nemlig både længde, stejlhed og højde. Kombineret med dårligt vejr gav det et episk drama, hvor Michael Woods og Geraint Thomas endte med at spurte om sejren - i hvert fald indtil Thomas’ iskolde fingre fik ham til at styrte - og det kaldte naturligvis på en gentagelse. Bare to år skulle der da også gå inden bjerget vender tilbage - endda på en kongeetape, der er helt identisk med den, der blev benyttet i 2021 - og med så vanskelig en kongeetape har bjergrytterne sjældent haft en bedre chance for at vinde, end de har i år.

Det betyder dog ikke, at tidskørselselementet er neutraliseret, for som altid byder løbet både på en prolog og en enkeltstart på knap 20 km. Prologen får i år endda en ekstra stor betydning, fordi den med knap 7 km er sjældent lang, og hvor den typisk har været teknisk og kuperet, er den denne gang en gave til wattmonstrene, da den blot består af lange, lige og flade veje. Til gengæld kan de spinkle folk glæde sig over, at enkeltstarten også i år er yderst kuperet, for selvom er der ikke er tale om en gentagelse af sidste års bjergenkeltstart, byder den på så lang og til tider også stejl en stigning, at der stilles betydelige krav til klatreevnerne - og så kommer den i år ganske usædvanligt om fredagen og ikke om søndagen.

Selvom ruten er meget hård, er den faktisk også mere sprintervenlig end vanligt. Hele to af etaperne lægger op til en massespurt, men det er langt fra givet, at det bliver i et fuldt felt. Som altid i Romandiet skal der nemlig klatres, i begge tilfælde ca. 2200 højdemeter, og undervejs skal man over stigninger, der er både lange og svære, dog relativt langt fra mål. Den tilbageværende etape er en joker og typisk for Romandiet, for her slutter man på samme rundstrækning, som i 2019 gjorde det muligt for Primoz Roglic at spurte sig til sejr i en gruppe på bare 20 mand, der alle var klassementsryttere.

Løbet indledes naturligvis med prologen tirsdag, inden sprinterne kan håb på at få deres første chance onsdag. Derefter følger torsdag den uforudsigelige og ganske åbne etape, hvor Roglic altså vandt for fire år siden, inden klassementskampen for alvor intensiveres med enkeltstarten, der altså højst usædvanligt kommer om fredagen, og kongeetapen, der til gengæld har sin faste plads om lørdagen. Herefter bør alt være afgjort, inden sprinterne - i hvert fald de holdbare af slagsen - drømmer at runde ballet af med en spurtsejr i storbyen Genève søndag eftermidag.

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Prolog

Tour de Romandie er traditionelt altid startet med en prolog, og i de senere år er det kun i 2015, hvor man lagde ud med et holdløb, at man har brudt den trend. Trenden videreføres i år, hvor man igen lægger ud med en kort, eksplosiv enkeltstart. Denne gang er den dog ganske usædvanlig. Ikke blot er der tale om den længste prolog siden 2013, hvor man tilbagelagde 7,45 km. Man har også helt droppet den kuperede og særlig den tekniske karakter, der ofte har præget løbets prologer. Denne gang har man i stedet designet en uhyre simpel rute, hvor det mest af alt handler om at træde mange watt på lange, lige og flade veje, og dermed er der lagt op til wattmonstrenes paradis for den elite, der specialiserer i de korte, flade enkeltstarter, man ser i flere WorldTour-løb.

Med en distance på 6,82 km er der som sagt tale om den længste prolog i 10 år, og den har både start og mål i Le Bouveret (Port-Valais). Der er tale om en lille by, der ligger ved den østlige bred af Leman-søen, og etapen består i alt væsentligt af en tur ud af byen mod syd, inden man kører tilbage langs Rhone-floden, hele tiden af pandekageflade veje.

Starten går i byens sydlige udkant, og herfra kører man mod sydøst og syd ad en lige vej ned til byen Les Evouettes. Her drejer man to gange i træk efter hhv. 2,23 km og 2,52 km, hvorefter man har nået den vej, der løber langs Rhone-floden. Nu kører man mod nord og nordøst op ad den lange, lige vej, der går langs floden, hele vejen ind til centrum af Le Bouveret, hvor man med 0,43 km igen drejer skarpt til venstre for at køre hen til målet ved havnen ud til søen.

Prologen byder på i alt bare 10 højdemeter.

I mange år har prologerne i Tour de Romandie været relativt tekniske, kuperede og ultrakorte, men årets udgave adskiller sig markant både i forhold til distance, tekniske udfordringer og terræn. Med bare tre sving over 6,8 km er der tale om en af den slags klassiske, korte og flade enkeltstarter, vi også altid ser i Tirreno. Typisk kører sprintere gode prologer, men det bliver svært på denne længere og meget kraftkrævende rute, og i stedet vil vi formentlig se, at det bliver et opgør mellem den slags kraftfulde specialister, der altid kører om sejren på Tirreno-enkeltstarten også.

Le Bouveret har én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på 1. etape af dette løb i 2000, hvor Mario Cipollini vandt en massespurt foran Fabrizio Guidi og danske Tayeb Braikia.

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

1. etape

Tour de Romandie, Itzulia Basque Country og Volta a Catalunya afvikles alle i meget kuperede regioner, som ikke levner meget plads til rene sprintere. I stedet tilbyder de som regel adskillige muligheder for hurtige folk, der kan overleve nogle stigninger, og derfor er det perfekte løb for stærke sprintere og ardennerspecialister. Sådan er det også i år, for selvom man ofte har haft en ganske svær 1. etape, hvor der er blevet skabt betydelig udskilning, tyder meget på, at løbets få sprintere kan komme til fadet fra start. Det kræver dog, at de kan klatre, for som altid er der mange højdemeter på programmet, denne gang 2300, og undervejs skal man endda over et langt og meget stejlt bjerg. En helt flad afslutning over små 50 km, der består af en tur rundt om den lille sø Lac de Joux afslører dog, at en eller anden form for massespurt bliver det næsten uundgåelige udkomme.

I alt skal der tilbagelægges 170,9 km, de fører feltet fra Crissier til Vallée de Joux. Der er tale om to byer, der ligger umiddelbart nord for Leman-søen og ganske tæt på hinanden, og etapen består af en tur mod nord ind i et højdedrag, hvorefter man kører frem til målbyen og slutter med en tur rundt om nabosøen Lac de Joux. Startbyen er en forstad til storbyen Lausanne, hvorfra man kører mod nord væk fra Leman-søen ad en lige og let kuperet vej. Den begynder slutteligt at falde, indtil man efter 15,8 km når man frem til byen Bavois, hvor man drejer mod sydvest. Herfra går det mod sydvest og nordvest ad en let stigende vej frem til byen Les Clées, der nås efter 32,8 km.

Her rammer man en 74,0 km lang rundstrækning, hvor der skal køres én omgang. Først kører man mod øst ad en faldende vej, der leder ned til et helt fladt område ved Neuchatel-søen. Her kører man mod nordøst op gennem fladlandet frem til den store sø, hvor man følger den flade søbred videre mod nordøst frem til dagens første spurt, som kommer efter 53,0 km. Nu forlader man søen, når man zigzagger mod nordvest og nordøst ad en ganske let kuperet vej frem til byen Bonvillars, der nås efter 60,9 km.

Her ændrer etapen dramatisk karakter, når man drejer mod nord for at forlade fladlandet ved søen og køre ind i bjergene via kategori 2-stigningen Fontanezier (4,55 km, 7,8%, max. 12%), der er en helt jævn stigning med top efter 66,0 km. Her drejer man mod vest for at køre et ultrakort fladt stykke, inden man fortsætter mod vest op ad kategori 2-stigningen Mauborget (5,48 km, 7,9%, max. 12%), der efter 2 km med ca. 6% stiger med 7-9% frem til toppen, som rundes efter 73,6 km.

Herfra bliver det meget nemmere, når man følger et fladt plateau mod sydvest frem til byen Sainte-Croix, hvor man efter 83,2 km drejer mod øst for at køre ad en meget teknisk nedkørsel tilbage til det flade område nær Neuchatel-søen. Der går det mod sydvest og slutteligt vest igennem fladlandet tilbage til Les Clées, hvor rundstrækningen efter 106,8 km afsluttes.

Efter rundstrækningen drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej med retning mod målbyen. Kort efter byen Vallorbe ammer man kategori 3-stigningen Col Mont d’Orzeires (3,81 km, 6,9%, max. 11%), der er en lidt ujævn stigning med de stejleste procenter i bunden. Toppen rundes efter 122,6 km, hvor man rammer et plateau, hvorpå målbyen ligger, og de sidste 48,3 km indledes med, at man fortsætter mod sydvest ad en flad vej frem til søen Lac de Joux, hvis sydlige bred man følger mod sydvest ad en helt flad vej frem til byen Le Brassus, der ligger lidt syd for søen. Her vender man rundt for at køre et kort stykke mod nordøst frem til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 142,6 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 28,3 km lang rundstrækning, der er meget enkel, idet den i alt væsentligt består af en tur rundt om søen. Således kører man først mod nordøst ad flade og lige veje langs søens nordlige bred frem til byen Le Pont, hvor dagens sidste spurt køres efter 155,0 km. Herfra kører man mod sydvest ned langs den sydlige bred ad samme flade og lige vej, som allerede én gang er benyttet. Med 2,6 km igen når man atter frem til Le Brassus, hvor man vender rundt for at køre det sidste stykke mod nordøst tilbage til mål. Det sidste sving kommer i en rundkørsel i Le Brassus med 2,4 km igen, hvorefter man med det samme skal gennem endnu en rundkørsel, der leder ind på en lang, lige og flad vej frem mod mål.

Etapen byder på i alt 2323 højdemeter

Løbet har i år tiltrukket flere sprintere end vanligt, og det virker usandsynligt, at de ikke vil gå efter den ene af deres to bedste chancer. Etapens stigninger skal imidlertid ikke undervurderes, og det er bestemt sandsynligt, at hold som EF og Ineos vil forsøge at gøre det hårdt og komme af med tungere sprintere. Stigningerne ligger dog også meget langt fra mål, og derfor kan det også ende med et større felt. Uanset hvad ligner det en dag, der vil blive afgjort i en eller anden form for massespurt i en meget enkel finale.

Italiensk stjerne annoncerer comeback og Grand Tour-double

Vallée de Joux har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

2. etape

Efter den indledende sprinteretape skrues der markant op for klatreudfordringerne på løbets anden linjeløbsetape, der er en af den slags åbne og uforudsigelige etaper, løbet ofte byder på. Således skal der klatres 2600 højdemeter, der stort set alle er koncentreret i en anden halvdel, hvor de ikke er megen fladland, og det hele slutter med en svær stigning efterfulgt af to korte, eksplosive bakker. Præcis samme finale blev benyttet i 2019, og den viste sig så hård, at blot 20 mand spurtede om sejren, som gik til Primoz Roglic. Det vidner om, at vanskelighederne bestemt ikke skal undervurderes, og da også lidt tungere folk som Ethan Hayter burde kunne lugte en chance, er mange muligheder åbne på en dag, der altså for fire år siden blev brugt til i sidste ende ufrugtbare angreb i klassementet.

I alt skal der tilbagelægges 162,7 km, der fører feltet fra den franske by Morteau til La Chaux-de-Fonds, der ligger i løbets hjemland. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en 29,8 km lang rundstrækning i det let kuperede område sydvest for startbyen. Først kører man ad småkuperede veje mod nordvest, inden det generelt er faldende, når man kører mod sydvest ud til det vestligste punkt. Herfra går det mod øst og nordøst ad en let stigende vej tilbage til startbyen.

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Efter rundstrækningen fortsætter man mod nordøst ad en helt flad vej frem til etapens nordligste punkt i Frambouhans, der nås efter 55,3 km. Her går det kortvarigt mod øst ad en flad vej, inden man drejer mod syd for at køre op ad en lille bakke og derefter følge en lidt kringlet nedkørsel, der leder direkte ned til grænsen til Schweiz. På schweizisk jord fortsætter man med det samme mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Baset (7,68 km, 7,6%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 81,8 km. Herfra leder en let faldende og flad vej mod sydøst og sydvest ned til målbyen, hvor stregen krydses for første gang efter 87,7 km.

Etapen afsluttes nu med omgange på to forskellige rundstrækninger i det kuperede område syd for byen. Den første af disse er 22,0 km lang og indledes med, at man kører mod sydøst op ad en bakke, inden det falder let mod sydvest frem til dagens første spurt, som kommer efter 95,4 km. Umiddelbart derefter drejer man mod nordvest for at passe kategori 3-stigningen Le Communal (1,67 km, 7,6%, max. 10%), der er en jævn stigning med top efter 99,0 km. Derfra går det ad en let nedkørsel videre mod nordvest, inden en lige vej leder mod nordøst op ad en lille bakke (1,0 km, 6,0%) og derefter igennem fladt terræn tilbage til målbyen, hvor stregen krydses efter 109,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 53,0 km lang rundstrækning, som også blev brugt på etapen i 2019. Straks fra start går det mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Col de la Vue des Alpes (5,4 km, 4,6%, max. 10%), der starter med en kilometer med 7,55, men derefter stiger med 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 117,4 km. En let og lang nedkørsel leder nu videre mod syd, inden det går mod sydvest ad en flad vej frem til udkanten af Rochefort.

Her indledes finalen, når man kører mod vest op ad kategori 2-stigningen Col de la Tourne (4,6 km, 7,1%, max. 10%), der efter en let start over 500 m stiger med 7-9% over 2,5 km, inden den flader ud med 5-7% over det sidste stykke frem til toppen, der rundes efter 137,7 km. Herfra indledes de sidste 25,0 km med en let og kort nedkørsel, der fører mod vest og nordvest frem til dagens sidste spurt, som er placeret efter 142,6 km. Nu leder en helt lige og flad vej mod nordøst frem til et punkt, hvor man rammer den første rundstrækning.

Nu køres derfor den sidste del af denne, som man altså har kørt én gang. Man lægger ud med at mod nordvest for at passe kategori 3-stigningen Le Communal (1,67 km, 7,6%, max. 10%), der altså er en jævn stigning med top efter 152,0 km. Derfra resterer 10,7 km, der indledes med, at man kører ad en let nedkørsel videre mod nordvest, inden en lige vej leder mod nordøst op ad en lille bakke (1,0 km, 6,0%) med top 5,5 km fra stregen og derefter igennem fladt terræn tilbage til målbyen. Der er et sidste sving på toppen af bakken, hvorefter vejen er helt lige, men afbrydes af seks rundkørsler, den sidste med 900 m igen.

Etapen byder på i alt 2653 højdemeter.

Vi kender finalerundstrækningen fra etapen i 2019, hvor den blev uventet selektiv og efterlod bare 20 mand tilbage, alle klassementsryttere. Den samlede etape var dengang hårdere, og derfor kan det blive en smule mindre selektivt denne gang, men det vidner om, at den bestemt ikke skal undervurderes. Ethan Hayter vil stadig have en god chance og formentlig gå efter det, men selv han kan få det svært, hvis etapen køres så hårdt som sidst. En eller anden form for spurt er sandsynlig, men for tre år siden var gruppen så lille, at der var åben dør for sene angreb i en taktisk finale.

La Chaux-de-Fonds var senest vært for løbet i 2019, hvor Primoz Roglic vandt 1. etape i en spurt blandt 20 mand foran David Gaudu og Rui Costa, og tidligere i 2016, hvor Ion Izagirre slog Tom Dumoulin og Michal Kwiatkowski på en regnvåd og teknisk prolog. I 2012 overraskede Bradley Wiggins ved at vinde en reduceret massespurt på en etape, der minder om denne, mens Oscar Freire gjorde det samme i 2009. I 2007 var det Markus Fothen, der var hurtigst i et decimeret felt, mens Laurent Dufaux spurtede sig til sejr i en lille gruppe af klatrere i 2000. I 2006 lagde Tour de Suisse vejen forbi, og her slog Angel Vicioso i en spurt David Herrero Llorente, da de to akkurat snød Daniele Bennati, som var hurtigst i et reduceret felt.

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

3. etape

Historisk har den vigtigste etape i Tour de Romandie næsten altid været enkeltstarten, der næsten altid runder løbet af. Selvom kongeetapen i år er meget vanskelig, er tidskørslen også i år en absolut nøgleetape, men denne gang er det ikke den store finale. For første gang siden 2018 kommer den allerede midtvejs i løbet inden kongeetapen, og det sker i et velkendt Romandiet-format. Ganske vist har løbet før budt på flade enkeltstarter, men oftest er de ganske kuperede, hvad der bestemt også gælder i går. Over en relativt klassisk distance på 18,7 km skal der nemlig klatres ikke færre end 377 højdemeter, primært via en lang og til tider stejl stigning midtvejs. Dermed er det langt fra en dag for de store wattmonstre, men derimod for de klatrestærke tempospecialister, som vil få en stor chance for at vinde afgørende tid inden lørdagens store slag i bjergene.

I alt skal der tilbagelægges 18,7 km, der har både start og mål i Châtel-Saint-Denis. Starten er helt enkel, idet man lægger ud med at køre mod nord ad en helt lige og stort set flad vej frem til etapens nordligste punkt. Her foretager man efter 3,45 en U-vending efterfulgt af et sving efter 3,76 km, hvorefter det går mod sydøst og syd ad en lige vej, der indledes med en bakke (500 m, 6,2%) med top efter 4 km, og som derefter er primært let stigende.

Efter 6,26 km tager etapen for alvor fat, når man via et venstresving kører mod sydøst og øst op ad en lang bakke (4,3 km, 5,7%), der indledes med sit stejleste stykke med 7,3% over 1,4 km, hvorefter den stiger ganske jævnt. Undervejs tages mellemtiden efter 9.38 km, inden man når toppen efter 10,5 km. Herfra fortsætter vejen med at stige let frem til etapens østligste punkt, der nås efter 11,57 km.

Formand for DCU trækker sig

Her bugter vejen sig kraftigt, hvorefter den snor sig mod syd, mens den er ganske let faldende, inden det begynder at falde kraftigere mod nordvest, hvor vejen retter sig ud og er stort set helt lige. Sådan fortsætter det, når det efter Les Paccots, der passeres efter 13,28 km, begynder at falde endnu kraftigere mod nordvest ad den kun ganske let snoede vej hele vejen ned til målbyen, hvor kun de sidste 310 m er flade. Man drejer til højre med 1,22 km, inden man med 310 m igen skal til venstre i en rundkørsel og umiddelbart derefter lige igennem endnu en rundkørsel.

Etapen byder på i alt 377 højdemeter.

Dette er en ganske klassisk Romandiet-enkeltstart, hvor der stilles betydelige krav til klatreevnerne. De første 6 km er skabt til specialister, når der køres ad lige og flade veje, men de største forskelle kan gøres på bakken, der på den nedre del endda er ganske stejl, men den på den øvre del mere er en powerstigning. Til gengæld vil den sidste del, der går ad en lynhurtig og let nedkørsel næppe gøre væsentlige forskelle, og dermed vil det være en dag for de tempostærke klassementsryttere, der har poweren til det flade stykke og klatreevnerne til den lange og seje opkørsel.

Châtel-Saint-Denis har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

4. etape

I de senere år er kongeetapen stort set altid kommet om lørdagen, og det vil også være tilfældet i 2023. Som regel har den budt på en bjergafslutning - dog oftest på en ikke alt for svær stigning - men vi har også før haft flade finaler, som det senest var tilfældet i 2018. Det har den imidlertid ikke i år - tværtimod. For to år siden gjorde man nemlig en ganske interessant opdagelse, da man sendte rytterne op ad den brutale stigning Thyon 2000, der ligger umiddelbart syd for Sion, og det gav anledning til et episk slag i brutalt regnvejr, hvor Michael Woods sejrede efter en spurt mod en frysende Geraint Thomas, der grundet sine kolde hænder væltede. Den finale kaldte allerede dengang på en gentagelse, og efter at kvinderne fik lov at prøve stigningen til sidste års første udgave af kvindeløbet, får herrerne chancen for anden gang i år. Man tager endda ingen chancer for ikke at få samme drama som for to år siden, for man genbruger slet og ret ruten fra dengang, hvormed klatrerne får en sjældent stor chance for at vinde tid i et løb, hvor kongeetaperne ellers ofte har været af en lettere natur.

I alt skal der tilbagelægges 161,6 km, der fører feltet fra Sion til toppen af bjerget Thyon 2000. Målbjerget er faktisk en stigning, der ligger lige syd for startbyen, og etapen består derfor af tre rundstrækninger i området omkring Sion, som ligger i hjertet af Alperne. Den første af disse er 28,4 km lang og henlagt til området sydvest for byen. Her går det via et kort, fladt stykke mod sydvest, inden man fortsætter op og ned ad kategori 3-stigningen Chamoson (2,0 km, 7,3%, max. 9%), der er en relativt jævn stigning med top efter bare 6,3 km. Nedkørslen er let og leder tilbage til dalen, hvor man vender rundt og kører ad en helt lige og flad vej mod nordøst tilbage til Sion, hvor rundstrækningen afsluttes efter 28,6 km.

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Den anden rundstrækning er 47,9 km lang, henlagt til området nord for byen og betydeligt vanskeligere. Den indledes med, at man kører mod nordøst op ad kategori 1-stigningen Anzère (14,6 km, 7,0%, max. 11,0%), der er en helt jævn stigning med top efter 41,3 km. En teknisk nedkørsel leder mod sydøst og nordøst, men afbrydes, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Lens (3,5 km, 6,5%, max. 9%), der er meget svær med 11,2% over den første kilometer, men siden bliver lettere med slutteligt bare 5,9% over de sidste 1500 m frem mod toppen, der rundes efter 58,0 km. En lettere nedkørsel nu mod øst og syd tilbage til dalen, hvor man følge den flade dalvej mod sydvest tilbage til centrum af Sion, der nås efter 76,5 km.

Den tredje rundstrækning er den vanskeligste, er 64,1 km lang og henlagt til bjergene syd for byen. Den indledes dog ganske let med en flad tur rundt i Sion, hvor man først kører videre mod sydvest, inden man vender rundt for at køre mod sydøst forbi dagens første spurt, som kommer efter 92,6 km, og videre ud af byen. Her vender man igen rundt for at køre tilbage mod sydvest igennem dalen, men inden man atter når ind til Sion, drejer man mod syd for at passere kategori 1-stigningen Suen (13,6 km, 6,8%, max. 10%), der over de først 10 km stiger relativt jævnt med ca. 8%, inden den flader betydeligt ud med blandt andet bare 2-4% over de sidste 2,7 km frem til toppen, som rundes efter 118,2 km. En let nedkørsel leder nu mod sydøst, inden det går mod nordvest og nord ad et ganske let faldende plateau frem til dagens anden spurt, som kommer efter 133,7 km i byen Vex. Herefter rammer man en teknisk nedkørsel, der leder mod syd og vest tilbage til udkanten af Sion.

I stedet for at køre ind til centrum indledes et mindre helvede. Man kører nemlig mod syd for at vende tilbage mod bjergene og køre op ad kategori 1-stigning Thyon 2000. Der er tale om en modbydeligt lang sag, der over 20,8 km stiger med 7,6% i snit med et maksimum på 11%, og den bliver bare værre og værre. De første 11 km er således meget jævne med ca. 7%, men derefter tager den fat over de sidste 9,7 km, hvor de enkelte kilometer med kun få lettere undtagelser stiger med 9-10%, og der bydes i alt på 3,4 km med et gennemsnit på 9,4% og senere 2,5 km med et gennemsnit på 10%, inden afslutningen er lidt lettere med 1000 m med 6,9% og slutteligt 700 m med 8,5%. Stigningen har et hav af hårnålesving, herunder tre på den sidste kilometer med 800, 500 og 150 m igen. Bjergspurten kommer med 300 m igen, men herfra stiger det fortsat med 4,7% i snit, afbrudt altså af et sidste hårnålesving 150 m fra stregen, der ligger hele 2090 m over havets overflade.

Etapen byder i alt på 4308 højdemeter.

Da Thyon 2000 blev brugt første gang i 2001, skreg det på en gentagelse, og den får vi heldigvis i år. Der er tale om en ganske brutal stigning, der har både længde, højde og stejlhed, og vi så da også voldsomme forskelle ved besøget for to år siden. Dengang var besøget ledsaget af elendigt vejr, men selv uden de brutale betingelser er det en rædselsfuld stigning, der vil tiltale de rigtige klatrere. Nok er enkeltstarten vigtig, men i år får klatrerne en sjældent god chance for at indhente det tabte i det, der bliver et dramatisk bjergslag.

Thyon 2000 har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i 2021 i dette løb på den helt identiske etape, hvor Michael Woods sejrede med 17 sekunder ned til Ben O’Connor og 21 sekunder ned til Geraint Thomas, der styrtede i tomandsspurten mod Woods.

Søren Kragh udtaget til Liège-Bastogne-Liège

5. etape

Traditionelt er løbet sluttet med enkeltstarten, men det sker af og til, at man afviger fra modellen og afvikler tidskørslen allerede fredag. I de tilfælde plejer løbets få sprintere at få det sidste ord, som de senest gjorde det i 2018, hvor Pascal Ackermann vandt sidste etape, og meget taler for, at det også vil være tilfældet i år. Med enkeltstarten placeret to dage tidligere slutter løbet nemlig som for fem år siden med en af sine letteste etaper, og selvom der stadig skal klatres små 2300 højdemeter og forceres to ganske betydelige stigninger undervejs, taler meget for, at vi skal have en spurtafgørelse. Det bliver dog næppe i et fuldt felt, og det kuperede terræn tilsiger også, at et udbrud vil have en ganske god chance.

I alt skal der tilbagelægges 170,8 km, der fører feltet fra Vufflens-la-Ville til storbyen Genève. Begge byer ligger nær den store sø Lac Leman, og etapen består i alt væsentligt af en tur fra den nordlige bred ned til storbyen, der ligger i det vestligste hjørne, men en del af rejsen foregår i bakkerne nord for søen. Man lægger ud med at køre en omgang på en 39,3 km lang rundstrækning i området nord for startbyen. Den starter hårdt, da man lægger ud med at køre mod nordøst op ad en bakke (2,1 km, 5,7%), der har top efter 3,4 km, inden man kører ad en helt lige vej nord, først via et plateau og siden via en nedkørsel. Efter 15,5 km drejer man mod sydvest for at køre igennem relativt fladt terræn, inden man snor sig mod syd ned gennem fladlandet tilbage til startbyen, hvor man afslutter rundstrækningen.

Nu køre man yderligere cirka en halv omgang, hvor man igen skal over bakken (2,1 km, 5,7%) med top efter 42,7 km, hen ad plateauet, ned ad nedkørslen og køre det første flade stykke mod sydvest, men herefter forlader man rundstrækningen for at køre mod syd ad en let stigende vej frem til dagens spurt, som kommer efter 65,9 km. Umiddelbart herefter drejer man mod vest for at forsætte igennem det let stigende terræn, inden man drejer mod sydvest for at køre ad et fladt plateau, der ligger umiddelbart syd for et stærkt kuperet område.

Det besøger man, når man kører mod nordvest og sydvest op ad kategori 2-stigningen Gran Fuey (5,8 km, 7,4%, max. 12%), der stiger med 7-9% over de første 5 km, men derefter flader ud med 5,8% over de sidste 800 m. Toppen rundes 95,3 km, hvorefter man kører mod sydvest og sydøst ad en kun periodevist teknisk nedkørsel, der afbrydes af et kort plateau og leder ned til Lac Leman, der nås i byen Mont-sur-Rolle efter 111,6 km. Her kører man kortvarigt mod sydvest hen langs søen ad en let stigende ve, inden man igen kører ind i bakkerne, når man kører mod vest op ad kategori 3-stigningen Le Molard (3,7 km, 6,3%, max. 14%), der efter 500 m med 5,4% stiger med 6-8% over 2,5 km, inden den flader ud på det sidste stykke frem mod toppen, som rundes efter 119,4 km.

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Herfra resterer 51,4 km, og de er meget lettere. Det fortsætter dog med at stige let, når man kører mod nordvest frem til byen Marchissy, men herefter drejer man mod sydvest for at køre ad en lidt kringlet nedkørsel tilbage mod søen. Inden man når vandet drejer man i byen Trelex efter 34,1 km mod vest for at køre ad en let faldende vej forbi dagens anden spurt, som kommer efter 138,7 km, inden det går ad en lige og let faldende vej parallelt med søen.

I byen Chavannes-des-Bois, der nås efter 152,3 km, drejer man mod sydøst for at køre ad en lige og stadig let faldende vej endnu tættere på søen, hvorefter man kortvarigt kører mod sydvest og slutteligt igen mod sydøst ad den faldende vej helt ud til søens bred, der nås i byen Versoix efter 161,9 km. Herfra resterer 8,9 km, der er stort set helt flade og består ad en lang og lige vej, der leder mod syd ned langs søbredden og ind til centrum af Genève. Den lige vej er helt uden komplikationer, indtil man drejer til venstre med 1,8 km igen i et helt blødt sving, hvorefter en stor, bred og flad vej leder ind til stregen, idet vejen buer mod højre få hundrede meter fra stregen.

Etapen byder på i alt 2287 højdemeter.

Historien viser, at det som regel er sprinterne, der får det sidste ord, når løbet slutter med en linjeløbsetape med mål i Genève, men i år er den ikke helt så enkel. De to stigninger ganske svære, og hvis der gås til stålet, bliver de tunge sprintere sat af. Etapen er også tilstrækkeligt kuperet til, at et udbrud har en chance, men i år har løbet tiltrukket så mange hurtige folk, at mest taler for en spurt. Hvor stort feltet så vil være, vil tiden vise.

Genève var senest målby for sidste etape i 2019, hvor Primoz Roglic kronede sin totale dominans af løbet ved at vinde enkeltstarten foran Victor Campenaerts og Filippo Ganna, i 2018, hvor Pascal Ackermann tog karrierens første sejr i en massespurt foran Michael Mørkøv og Roberto Ferrari, samt i 2016, hvor Michael Albasini sejrede i en spurt i en udbrydergruppe, der blev hentet af feltet akkurat på stregen. I 2013 vandt Tony Martin den afsluttende enkeltstart i byen, mens Ben Swift var hurtigst på sidste etape i 2011. I 2009 vandt Oscar Freire en massespurt på løbets sidste dag, mens Mark Cavendish i 2008 vandt en ultrakort prolog på bare 1,9 km. I 2004 var Bradley McGee hurtigst på prologen, og i 2003 tilfaldt den ære Fabian Cancellara og i 2002 Rik Verbrugghe. I 2001, 2000 og 1999 vandt Mario Cipollini afsluttende massespurter tre år i træk. Endelig var Dauphiné forbi i 2002, hvor Jose Enrique Gutierrez tog en udbrudssejr på sidste etape.

Vingegaard kommer med positive meldinger

Favoritterne

Det kan synes at være et paradoks, at Tour de Romandie er kendt som et bjergløb. Blandt de store ugelange etapeløb i foråret er det vel kun Baskerlandet Rundt, der ellers også er kendt som et meget hårdt løb, hvor enkeltstarten traditionelt har spillet samme helt afgørende rolle som i Romandiet, og det er som nævnt ikke sjældent, at den lange tidskørsel næsten alene har formet det endelige klassement.

Det skyldes tendensen til at begrænse antallet af bjergfinaler til højst to - og i de seneste år altid kun én - samt den hyppige anvendelse af relativt lette stigninger, der ofte ikke stiger med mere end 5% i gennemsnit. Den slags afslutninger skaber aldrig den store spredning mellem verdens bedste klatrere, og selvom de naturligvis rydder ud i de tunge folk, har de bevirket, at klassementsrytterne ofte har skullet slås om sejren på enkeltstarten. Det var således tilfældet i 2011 og 2012, hvor Cadel Evans og Bradley Wiggins begge lagde grunden til den samlede triumf i kampen mod uret. I 2013 og 2014 kunne Simon Spilak og Chris Froome begge gøre en forskel på kongeetaperne, og derfor spillede bjergene her en større rolle, nøjagtigt som det var tilfældet i 2015, hvor en taktisk kamp mellem de største gjorde det muligt for Ilnur Zakarin at vinde tid inden enkeltstarten (hvor han i øvrigt også var bedre end favoritterne).

I 2016 begrænsede den usædvanligt hårde rute også enkeltstartens betydning, mens det i 2017 kun var Richie Portes overlegne kørsel på den meget lette kongeetape, der forhindrede enkeltstarten i at blive altafgørende. I 2018 var det også enkeltstarten, der var klart den vigtigste etape, selvom forholdene her var anderledes, da der var tale om en bjergenkeltstart. I 2019, hvor kongeetapen blev udvandet af snevejr, var tidskørslen igen den klart vigtigste etape, selvom Primoz Roglics dominans med tre etapesejre gjorde rutedesignet nærmest helt overflødigt, når udfaldet alligevel havde været det samme nærmest uanset hvad. I 2021 betød den hårdeste kongeetape i nyere tid, at spillebanen også var mere jævn, men Geraint Thomas og Richie Porte sikrede sig alligevel begge i høj grad dobbeltsejren via tempoevnerne. Endelig var sidste års kongeetape nærmest helt ligegyldig, og bjergenkeltstarten blev nærmest altafgørende.

I år brydes trenden imidlertid. Jeg kan huske, at jeg efter det episke regnvejrsdrama på kongeetapen i 2021 rundede min analyse af med en konstatering af, at ”det for arrangørerne vist også står klart, at Thyon 2000 kalder på en snarlig gentagelse.” Heldigvis var selvsamme arrangører tilsyneladende helt enige, for de er åbenbart også blevet forelskede i den ellers helt nye stigning. Sidste år fik kvinderne lov til at afgøre den første udgave af deres løb på bjerget, og i år vender den så tilbage til herrernes løb, endda med helt samme brutale etape for to år siden. Da arrangørerne planlagde ruten, vidste de intet om, hvorvidt vejrguderne også denne gang vil begrave etapen i en syndflod, men det er bestemt ikke afgørende. Thyon 2000 har nemlig det hele, både hvad angår længde, stejlhed og højder, og derfor kan det ikke undre, at den for to år siden skabte kolossale afstande. Det vil den efter alt at dømme også gøre i år, og det er en finale og en etape for rene bjergryttere, der dermed har en måske historisk god chance for at tage den samlede sejr.

Det skyldes også enkeltstartens karakter. Den er slet ikke så vanskelig som sidste års bjergenkeltstart, der jo passede klatrerne bedre end tempospecialisterne, men den lange stigning gør det i hvert fald muligt for klatrerne at begrænse tabet. Den første del af etapen tiltaler klart specialisterne, for her køres der ad lange, lige og flade veje, men derefter udjævnes styrkeforholdet på stigningen. Det er dog kun den nedre del, der er lidt stejlere, mens hovedparten af stigningen er på blødere procenter, hvor tempoevner ikke er helt uden betydning. Det er med andre ord en enkeltstart, der tiltaler de tempostærke klassementsryttere, men klatrerne bør begrænse tabet.

Til gengæld må de så leve med, at prologen bliver lidt vigtigere end vanligt. Det skyldes den forlængede distance og fraværet af højdemeter og tekniske elementer. Nu er det bare en kort tonserenkeltstart, som vi kender den fra Tirreno, og selvom distancen er lidt kortere end i Italien, kan temposvage folk godt tabe en del sekunder. Tempoevner er således slet ikke uden betydning i år, men kongeetapen er så svær, at der kan kompenseres for tabene, hvis bare man er god nok. Det er sjældent, at en temposvag klatrer vinder løbet, og i dette årtusinde er det kun lykkedes for Nairo Quintana i 2016, men i år er chancen bestemt til stede.

Hvad så med de øvrige etaper? 1. og 5. etape bør være for sprinterne. De er bestemt ikke lette, men i år er der sjældent mange sprintere til start. Om de overlever, hvis Ineos vil sætte Ethan Hayter i scene, ved vi ikke, men i klassementssammenhæng er de ikke interessante - heller ikke selvom et udbrud måtte holde hjem, hvad bestemt ikke er umuligt på særligt 5. etape.

Lotto Dstny-rytter tilbage på cyklen for første gang efter lårbensbrud

Derimod er 2. etape en joker. Vi kender rundstrækningen fra 2019, og her blev etapen mere selektiv end ventet. Kun 20 mand overlevede, og de var alle klassementsryttere. I sidste ende scorede Primoz Roglic 20 sekunder ved at vinde spurten, men som jeg husker finalen, regnede det med angreb, og det kunne sagtens være lykkedes et par mand at snige sig væk. Det vidner om, at det er en dag, hvor der kan være bonus at hente for hurtige klassementsryttere, eller at man måske kan vinde ”rigtig” tid ved et taktisk angreb, men det vil helt og holdent afhænge af, hvordan den køres. Den er i hvert fald inden for rækkevidde for folk som Ethan Hayter og Magnus Cort, hvis den køres knap så aggressivt, særligt fordi etapen i 2019 med ca. 400 ekstra højdemeter på etapens første del var betydeligt hårdere.

En væsentlig faktor er altid Romandiets kedelige vejr, der er præget af regn og sne, og bare i de seneste år har vi set kraftige udvandinger af kongeetaperne grundet hvid nedbør, senest i 2019, men også i 2021 var vejret rædselsfuldt på den kongeetape, som altså genbruges i år. Heller ikke i år er der megen grund til optimisme. Man lægger ud med en prolog, der ser ud til at skulle finde sted i dagregn og kulde, men heldigvis er ruten meget lidt teknisk. Derefter venter en pæn onsdag, inden der gælder en skyet torsdag med risiko for byger og med modvind på den lange stigning i finalen, hvilket mindsker chancen for forskelle.

Enkeltstarten ser ud til at skulle finde sted i let regn, men det er nok for tidligt at sige, om alle vil have ensartede betingelser. Vigtigst er naturligvis vejret til kongeetapen, hvor de skal op i højderne. På dette tidlige tidspunkt ligner det en regnfuld dag, men med så varme temperaturer, at der trods de voldsomme højder næppe bliver problemer med sne. Der er tillige lagt op til sidevind på målbjerget. Endelig ser det ud til, at søndagen bliver en skyet bygedag. Alle dage vil vinden, som det oftest gælder i dette løb, være af relativt begrænset styrke.

Det efterlader os med et billede af, at vi formentlig skal have fat i den komplette klassementsrytter. Grundet kongeetapens vanskelighed skal man først og fremmest være en fremragende klatrer, og det er som sagt muligt for en ren klatrer at vinde, men med både en tonserprolog og en enkeltstart, der måske nok er kuperet, men også kræver tempoevner, er det ikke let, hvis ikke man har hæderlige tempoevner. Det vil være de to klart vigtigste ingredienser, men måske kan man sikre sig lidt ekstra tid med en god spurt på 2. etape, som Roglic gjorde i 2019, eller med en heldig hånd i det taktiske spil. Et godt hold er at foretrække, men næppe altafgørende, for kongeetapen skal sandsynligvis afgøres på sidste stigning, hvor benene taler. Evner i regnvejr kan blive nødvendige, men det er i skrivende stund lidt usikkert, hvor meget regn, der vil falde fredag og særligt lørdag, og endelig skal vi op i mere end 2000 højdemeter, hvorfor evner i højderne også er vigtige.

Desværre har Tour de Romandie tabt den appel, der for nogle år siden gav anledning til nogle forrygende startfelter og noget, der lignede en tidlig generalprøve til Touren - så meget, at vinderen af Romandiet tre å i træk også vandt Touren. Sådan er det slet ikke i år. Stort set alle de store navne har valgt løbet fra, og det er efterhånden længe siden, at løbet var velegnet som Giro-forberedelse. Det gør det til gengæld også til en uhyggeligt åbent løb, hvor det er meget svært at pege på entydige favoritter i et hierarki, der fremstår som temmelig mudret. Faktisk er det sjældent svært at pege på en favorit, for uanset hvem jeg overvejer, tror jeg ikke rigtigt på det - primært fordi de fleste af de åbenlyse kandidater ikke har vist den store form i år.

Det betyder, at vinderen utvivlsomt bliver en rytter, jeg ikke rigtigt tror på, men skal jeg pege på en rytter, jeg tror mest på, må det være Carlos Rodriguez. Egentlig havde jeg ikke været i tvivl, hvis jeg havde været sikker på formen. Det spanske stortalent klatrede nemlig ganske sublimt i Vueltaen, indtil han styrtede, og viste dermed, at han i dag skal regnes som en af de førende bjergryttere, særligt på et langt bjerg, der er skræddersyet til en dieselklatrer som ham.

Den store overraskelse var imidlertid hans chokerende gode enkeltstart, der mildt sagt kom lidt ud af det blå, og hvor han som nr. 4 kun blev slået af superspecialisterne Remco Evenepoel, Primoz Roglic og Remi Cavagna - endda på en pandekageflad tonserrute. Om det er udtryk for hans nye tempoevner, ved vi endnu ikke, for det er en ret enkeltstående superpræstation fra en mand, der få uger forinden var blevet nr. 4 i et meget svagt felt ved de spanske mesterskaber, men det kunne indikere, at han har forbedret sine tempoevner gevaldigt, hvad der ikke vil være mærkeligt for en ung rytter hos specialisterne fra Ineos. Naturligvis passer prologen slet ikke hans dieselmotor, men med en Vuelta-enkeltstart kommer han meget, meget langt på den kuperede fredagsrute.

Med andre ord har Rodriguez hele - inkl. et stærkt hold og fine evner i regnvejr - men usikkerheden om formen er stor. Sæsonstarten var ikke prangende, og siden styrtet i Strade har han ikke været i aktion. Det er ikke lykkedes mig at finde en forklaring, men det eneste løb, der er forsvundet fra hans oprindelige plan, er Catalonien. Det er sandsynligt, at det skyldtes effekterne af styrtet, og derfor er usikkerheden om formen stor. Omvendt er det over en måned siden, at han skulle have været til start i Spanien, og der er derfor grund til at tro, at han har fået trænet godt frem mod et løb, der nu står tilbage som hans eneste store forårsmål, inden blikket rettes mod Touren. Det er klart, at han risikerer at floppe fælt, hvis formen ikke er tilstrækkelig, men i dette felt, hvor de værste rivaler synes formsvage, skiller han sig ud som manden, der skal slås.

Er den værste rival Adam Yates? Det burde det vel være. Briten har trods alt én gang i år vist et højt topniveau, da han slog Remco Evenepoel på yndlingsstigningen Jebel Hafeet, men problemet er, at vi siden dengang har set ham følge samme mønster som sidste år, hvor hans gode form forsvandt ved ankomsten til Europa. I Tirreno skuffede han med en samlet 11. plads ganske fælt, og det var ikke meget bedre i Catalonien. Her finder man imidlertid håb i det grimme styrt på 1. etape, som satte ham meget tilbage og reducerede ham til hjælper for Joao Almeida og Marc Soler - og han blev jo faktisk alligevel n. 5 på den første bjergetape.

Mandskaberne til den danske UCI-weekend: Nyt danskerhold med

Desværre er det længde siden, at vi har set den bedste Yates i disse forårsetapeløb - det har vi ikke gjort siden 2021 - men der er tilstrækkeligt med håb i det, han viste i Catalonien og ikke mindst UAE Tour. Til gengæld er der usikkerhed om ruten. Hans enkeltstart på kuperede ruter har været ganske fornem, men spørgsmålet er, om også han betaler en pris for UAEs tendens til at skuffe i tempodisciplinen. Hans enkeltstart i Tirreno var i hvert fald en katastrofe. Det var dog også på en rute, der slet ikke passede ham, og selvom den kan indikere, at han får det svært på prologen, bør han køre stærkt på fredag, hvor ruten passer ham sublimt og kan minde om den, der gav ham en 6. plads i Baskerlandet i 2021. En stor bjergetape med mere end 4000 højdemeter er til gengæld lidt en voldsom sag, men i ugelange løb kan han håndtere den slags, som hans samlede sejr i Catalonien i 2021 viste. Det potentielt dårlige vejr er endnu en sten i skoen, der ikke passer ham ideelt, og usikkerhederne er derfor mange. I dette felt bør Yates imidlertid være en af favoritterne - i hvert fald hvis han kommer med formen fra Emiraterne.

Hvad så med brormand? Også Simon Yates har haft en dybt skuffende sæson, men modsat Adam har han på intet tidspunkt imponeret. Det er naturligvis svært bekymrende, når vi taler om en mand, der ikke har kørt specielt stærkt siden sidste års Paris-Nice, og modsat Adam kan han se tilbage på en skuffelse, der bare få uger gammel, da han i Baskerlandet var så anonym, at de færreste nok kan huske, at han overhovedet var med. Heldigvis er der lidt håb i den hæderlige sidste etape, han kørte i Paris-Nice, og møder han op med de samme ben her, skal han vel stadig regnes om en af favoritterne. Som for Adam gælder, at en stor bjergetape ikke er ideel, men det er ikke noget, han ikke kan klare, særligt i et felt som dette.

Når han skal rangeres højt, selv hvis hans niveau ikke er som ønsket, skyldes det enkeltstarten. Som bekendt blev han en sand specialist sidste år, hvor han vandt i Giroen og kørte fremragende i Paris-Nice. Vi kom mere ned på jorden i Vueltaen, men særligt på en rute som denne, der har Yates skrevet med flammeskrift, vil han kunne køre med om sejren. Prologen passer ham dårligt, men over så kort en distance plejer han at forsvare sig. Det potentielt dårlige vejr klarede han jo også til UG med kryds og slange i Paris-Nice sidste år, og det synes ikke at være en svaghed længere. Spørgsmålet er bare, om han i dag klatrer godt nok til at forsvare et forspring fra enkeltstarten. Det skal nok i hvert fald være bedre end i Paris-Nice, selvom feltet her er betydeligt svagere.

Jeg havde aldrig drømt om, at jeg igen skulle give Ion Izagirre en reel chance for at vinde et ugelangt etapeløb på WorldTouren igen, men det må anses som ganske realistiske, at han vil stå øverst på podiet i søndags. Efter et år med uhyggeligt skuffende resultater har han rejst sig siden sejren i Indurain, og i år lykkedes det ham endda også endelig at tage den klassiske gode form fra Baskerlandet med sig videre til Ardennerne. I hvert fald kørte han lige så fremragende i Liege som på hjemmebanen, og han var utvivlsomt en af de stærkeste denne søndag eftermiddag i Belgien. Nu skal han runde foråret af i et løb, der har passet ham fremragende, fordi enkeltstarten altid har været så afgørende, og i gamle dage var Izagirre en af verdens bedste på kuperede enkeltstarter. Hans historik, der tæller placeringer som nr. 3, 5, 7, 8 og 11 er da også imponerende, selvom sidste års 64. plads fortalte meget om hans niveaufald i sidste sæson.

Problemet er bare, at enkeltstarten, der engang var hans styrke, nu har været en svaghed, og efter skiftet til Cofidis har han ikke kørt én eneste enkeltstart i nærheden af det, vi kendte ham for. Holdet har fået nyt materiel i år, og det kan måske skabe lidt håb, men hans niveaufald i disciplinen startede desværre allerede hos Astana. Når det er sagt, er denne enkeltstart akkurat af den kuperede type, som han altid har elsket, og skal han rejse sig igen, må det være på en rute som denne. Det er dog nok i dag på bjergetapen, han skal vinde løbet, men det ser bestemt heller ikke ud til at være nogen total umulighed. Desværre har han altid været bedre på mere eksplosive stigninger, og denne bjergetape kan være for voldsom, men i dette felt burde han med sin nuværende form ende meget langt fremme, særligt hvis han får sit elskede regnvejr. Måske er det i den kommende uge, at Izagirre trodser alle forudsigelser og tager sin tredje etapeløbssejr på WorldTouren.

En af Ardennernes oplevelser var Romain Bardet, der lagde den skuffende sæsonstart bag sig. Først kørte han sit livs Fleche Wallonne, men det blev ikke til hans livs Liege. Han virkede ikke helt så stærk som Izagirre, men han efterlod stadig et ganske lovende indtryk. Modsat Izagirre kan han også glæde sig over, at han passer bedre til en stor bjergetape end til eksplosive ardennerstigning, og ligesom baskeren er han som en fisk i regnvandet, hvis det melder sig. Udfordringen er naturligvis enkeltstarten, men her har skiftet til DSM gjort underværker. Sidste år blev han således nr. 17 og 25 på kuperede enkeltstarter i Giroen og Touren, og det er langt, langt bedre end tidligere. Prologen vil stadig være svær for ham, men kører han på fredag på samme niveau som i 2022, bør tabet på så kuperet en rute være begrænset. Han skal stadig vinde løbet på lørdag, men det ligner efter ardennerkampagnen heller ikke en total umulighed, hvis fremgangen fortsætter.

Er det nu, vi endelig skal se, hvor stort et potentiale Kevin Vauquelin virkelig har som etapeløbsrytter? Han bekræftede sidste efterår, at han har en ganske fremragende enkeltstart, og han ligner en mand, der potentielt set kan vinde på fredag, ligesom han bør vinde tid på stort set alle rivaler på prologen. Vi ved også, at han kommer til løbet i fremragende form efter den suveræne sejr i Jura, og hans ”kikser” i Doubs handlede alene om, at han i tågen ikke anede, at de var så tæt på mål. Vi så allerede i Besseges, at han havde forbedret sin i 2022 stadig ret haltende klatring enormt, og det bekræftede han også på den første bjergetape i Paris-Nice. Desværre fik vi aldrig lov at se ham på kongeetapen, hvor han styrtede tidligt på etapen, og han har derfor stadig til gode at bevise, hvad han kan i de virkelige bjerge.

Mit gæt er, at dette stadig er for voldsomt for ham. Indtil nu er det stadig kun eksplosive stigninger, han har excelleret på, og efter sejren i Jura sagde han også, at det var mere urytmiske stigninger, der passede ham bedst. Denne alenlange og jævne opkørsel i højderne virker voldsomt for en mand, der er så stor som ham. Han kan håbe på det regnvejr, han elsker, og han må antages at vinde en del tid fredag, men er det nok til kongeetapen? Det skal han i hvert fald først bevise, og jeg tror stadig, at de mindre klatrere vil have en overhånd på en bjergetape, der er så svær som denne.

Det er svært ikke at være spændt på Matteo Jorgenson. Amerikaneren skabte ikke den helt store begejstring i sine første år, men det har i den grad ændret sig i år. Han tog den samlede sejr - ganske vist i et svagt felt - i Oman, og i Paris-Nice bekræftede han sin enorme fremgang med fornem kørsel på sidste etape, hvor han blandede sig med Vingegaard, Gaudu og co. Problemet er, at hans øvrige bjergetaper var langt mindre imponerende, og den store amerikaner skal have forbedret sin klatring siden sidste år ganske kraftigt, hvis han skal være med på så svær en bjergetape. I det lys er hans kørsel på kongeetapen i Frankrig bekymrende, for det var netop på den lange stigning, at han fejlede. Senere har han imponeret stort med sin flotte kørsel i E3 og Flandern Rundt, hvor han har bekræftet sit stigende niveau, men det fortæller ikke alt for meget om hans evner på en stigning som Thyon 2000. Hans enkeltstart er til gengæld i enorm fremgang, og kører han som i Dauphiné, kan han endda bruge den som et våben, særligt på denne kuperede rute. Det potentielle regnvejr er også en fordel, men klatrer han virkelig godt nok til at vinde et løb som dette? Det skal han i hvert fald først bevise.

Overvældet Lopez: Vigtigste sejr i mit liv

Det bliver uhyggeligt spændende at følge Lenny Martinez. Den franske komet viste på kongeetapen i Catalonien - karrierens allerførste WorldTour-løb - at han allerede kan klatre med de allerbedste. Vi så senest i Besancon, at han på en for ham alt for eksplosiv stigning var klart stærkeste mand, men desværre var stigningen for kort til, at han kunne tage sejren. Uheldigvis viste de to efterfølgende løb også, at den klejne franskmand havde det svært i kulden, og derfor skal han nok håbe, at vi får tørvejr på lørdag. Det er heldigvis også muligt, og kan han modstå vejret, vil han elske denne gigantiske bjergetape, der bør passe en ren bjergrytter som ham langt bedre end den catalanske kongeetape. Faktisk er han så god, at jeg ikke tør udelukke, at han kan vinde etapen, men den samlede sejr bliver stadig svær. Dertil er hans enkeltstart for ringe - hvad han da også selv erkender - og selvom den kuperede rute betyder, at han bør forsvare sig pænt, kan han næppe vinde al den tid, han skal bruge for også at vinde samlet.

Den rytter, der nok glæder sig allermest over comebacket til den brutale kongeetape, må naturligvis være Michael Woods. Det var nemlig canadieren, der vandt præcis denne etape i 2021, hvilket var konfirmationen på, hvor meget han har forbedret sig på lange stigninger. Efter det svære 2022 er han tilbage på sporet, og i Catalonien klatrede han igen ganske flot i de høje bjerge. Desværre viste ardennerkampagnen også, at han mangler nogle procent i forhold til den Woods, vi kendte for to år siden, for han var ikke så overbevisende i Fleche og Liege, som han plejer. I det lys er det måske svært at se ham gentage sejren, men i dette felt, hvor der er usikkerhed om formen på de papiret bedste klatrere, er det slet ikke umuligt. Problemet er bare, at det i 2021 ikke var nok til den samlede sejr, fordi hans enkeltstart er så forfærdelig. Således startede han sidste år den sidste og kuperede enkeltstart som samlet nr. 1, men han gled helt ned på den samlede 5. plads. I år er ruten nok endnu bedre for ham, men til gengæld er prologen værre. Jeg tvivler på det, men han har en chance for at vinde kongeetapen igen - særligt i dårligt vejr - men det er bare svært at tro, at det er nok til den samlede sejr.

FDJs andet kort er Thibaut Pinot, der er en af de få, der bruger løbet som forberedelse til Giroen. Det står klart, at Pinot aldrig når det niveau, han havde engang, og det er nok tvivlsomt, om han stadig kan gå på podiet på WorldTouren. Han lavede dog en hæderlig top 10 i Tirreno i et stærkere felt end dette, og det var endda på en rute, der passede ham dårligt. Han viste ganske pæn form i de franske løb i sidste weekend, men desværre ikke helt nok til at tro, at han vil være flyvende på kongeetapen her. Til gengæld passer denne store bjergetape ham også meget bedre end de eksplosive finaler i Frankrig, og særligt hvis vejret bliver dårligt, ved vi, at han er som en fisk i vandet. Jokeren er hans enkeltstart, der engang var en decideret styrke, men som særligt i de seneste to sæsoner ikke har været imponerende. Ruten til 3. etape passer ham ellers som fod i hose, for den minder om den rute, hvorpå han i 2016 højst overraskende vandt enkeltstarten i dette løb foran Tom Dumoulin, men i dag rækker tempoevnerne næppe til andet end at begrænse tabet. Da han næppe heller vinder kongeetapen, bliver det næppe til den samlede sejr, han akkurat missede i 2016, men endnu et godt resultat svarende til det, vi så i Tirreno, burde på denne rute være muligt - særligt nu, hvor han sikkert er endnu tættere på Giro-formen end i sidste weekend.

En af de ryttere, jeg glæder mig mest til at se, er James Knox. Siden den lovende start på karrieren, hvor kun et styrt kostede en top 10 i Vueltaen i 2019, har briten lignet et tabt talent, der ikke var i nærheden af noget som helst. Ganske ud af det blå genfandt han imidlertid sig selv i Baskerlandet, hvor han på stigningerne var blandt de allerbedste i et felt, der var stærkere end dette. Siden havde han et lidt skuffende Fleche Wallonne, men selvom det mindede os om, at man aldrig skal sætte pensionsopsparingen på den svingende brite, var det også et løb, der passede ham dårligt. Indtil nu har han faktisk mest imponeret på lidt kortere stigninger, og vi har til gode at se ham folde sig stort ud på en gigantisk bjergetape som denne, men har han taget de baskiske ben med sig videre til Schweiz, kommer han langt på lørdag, hvor han også vil kunne håndtere et muligt regnvejr. Enkeltstarterne vil være en sten i skoen, særligt prologen, men i sit gode år i 2019 kørte han trods alt i top 25 på tre kuperede WorldTour-enkeltstarter, blandt andet i dette løb. Kan han levere et lignende resultat denne gang, kan han også med en god bjergetape være i spil til et godt resultat sammenlagt, men enkeltstarten vil sætte en begrænsning på, hvor langt han kommer.

Kan Gino Mäder endelig rejse sig? Det er præcis et år siden, vi sidst så et glimt af den rytter, der i 2021 blev nr. 5 i Vueltaen, nemlig da han blev nr. 2 i dette løb bag suveræne Aleksandr Vlasov. Siden har det imidlertid ikke bare været tamt. Det har været meget skidt, og han har været milevidt fra fordums styrke. Han gav livstegn fra sig på første bjergetape i Paris-Nice, men vi kom hurtigt ned på jorden, og selvom han alligevel endte som nr. 5 i et bag de tre forreste ganske svagt felt, efterlod han alt andet end et overbevisende indtryk. Senest var hans præstation i Catalonien igen ganske katastrofal.

Nu har han brugt Fleche Wallonne til at varme op efter sin træning frem mod Giroen, og her arbejdede han i hvert fald meget i vinden for Mikel Landa. Formen burde med mindre end to uger til Giro-start være god, og der er ingen tvivl om, at han har ambitioner på hjemmebanen, for ellers havde han kørt Tour of the Alps med de øvrige Giro-kaptajner. Sidste års gode resultat skyldtes en sublim bjergenkeltstart, men også i år har en type som Mäder en historisk chance for at vinde, når bjergetapen er designet til en dieselklatrer som ham. Denne gang vil han få nogle klø på enkeltstarterne, hvor han slet ikke har sin spidskompetence og vil være slået af mange, men den kuperede rute vil hjælpe med at begrænse tabet. På lørdag skal han så vinde løbet, og det burde være muligt for den Mäder, vi så for et år siden, men som vi desværre slet ikke har set siden da.

En spændende kandidat er Jefferson Cepeda . Den ecuadorianske lottokupon har været på rette vej gennem hele foråret, siden han gjorde debut for EF, og i sidste uge i Alperne så vi den bedste Cepeda, vi nogensinde har set. Han var måske ikke kongeetapens stærkeste - det var nok Tao Geoghegan Hart - men han var den moralske vinder, og vigtigst af alt har han i år vist lidt af den stabilitet, han har manglet. Netop de mange udsving og det uhyre lave bundniveau gør, at man skal være varsom, når han kan være træt efter sit seneste løb, men ser vi den Cepeda på lørdag, som vi så i Alperne, kommer han ganske langt på så brutal en bjergetape som denne, hvis han kan modstå den mulige kilde. Problemet er, at selv den bedste Cepeda aldrig vinder dette løb, fordi der står en tirsdag og en fredag i vejen - kuperet fredagsrute eller ej.

For bare en uge siden sad man med fornemmelsen af, at Alexey Lutsenko måske kunne være på vej tilbage til det niveau, vi ikke har set siden 2021. Det kom efter sejren på Sicilien og den flotte kørsel i Amstel. Desværre viste Fleche og Liege, at feltet på Sicilien bare ikke var særligt stærkt, og Amstel fortæller jo ikke alt for meget om evnerne i bjergene. I forvejen ved vi, at Lutsenko trods de forbedrede evner i bjergene er mere puncheur end klatrer, og derfor vil jeg forvente, at denne kongeetape er for voldsom, selvom han kan blive hjulpet lidt af dårligt vejr. Når han alligevel skal rangeres lidt højere, skyldes det en drøm om, at han kan genfinde de vilde tempoevner, han havde i 2021, hvor han choksejrede på den kuperede Dauphiné-enkeltstart. Dette burde lige være en enkeltstart efter hans hoved, men desværre er Astana-miraklet fra 2021 væk. I 2022 var hans enkeltstarter decideret sløje, og det ligner ikke en gentagelse af 2021, hverken i bjergene eller på enkeltstarterne. Der var imidlertid heller ingen på denne klode, der havde forudset den sejr i Dauphiné, så måske der alligevel er muligheder, selvom Liege under alle omstændigheder indikerer, at bjergetapen bliver for vanskelig.

Louis Meintjes har ikke den store historik i ugelange løb. Dels passer de dårligt til hans motor, og dels er enkeltstarten typisk alt for vigtig. Også i dette løb betyder de to enkeltstarter, at han ikke kommer hele vejen, men i det mindste giver ruten til 3. etape ham en chance for at forsvare sig. Vigtigst er det dog, at kongeetapen er brutal og skabt til en ren dieselklatrer som ham. Det er sjældent, at han får en bedre chance for at levere et topresultat i et løb som dette, og hans fine kørsel på Sicilien, hvor han ellers længe var lidt låst af Kobe Goossens, viste, at formen er ved at nærme sig. Desværre var det også et svagt besat løb, og Meintjes har aldrig kørt så stærkt på denne tid af året, at han kan stræbe alt for højt, selvom ruten giver ham en sjældent god chance.

Tour de France 2015 - etapeprofilerne

Dette kunne også være en sjælden chance for Rafal Majka til at jagte lidt personlig succes. Polakken er i dag sjældent på toppen, men vi så sidste år i Touren, at han skam stadig kan endnu. I år har han desværre ikke vist meget, for efter en sløv start blev han syg inden Catalonien, hvor han derfor var i temmelig formsvag tilstand. Det så heldigvis meget bedre ud i det svagt besatte løb på Sicilien, men det var svært at vurdere, hvor meget han egentlig kunne i en begivenhed, hvor han valgte at ofre sig for Finn Fisher-Black. I den rolle gjorde han det på kongeetapen ganske flot, men altså i et felt, der slet ikke kan sammenlignes som dette. Han efterlod ikke et indtryk, der gør et topresultat alt for sandsynligt - også fordi den evne, han tidligere havde til af og til at overraske ganske stort på kuperede enkeltstarter som den, vi finder i dette løb, ikke er set i nogen tid - men møder han på lørdag op med noget, der minder om klatrebenene fra Touren, er han bestemt en spændende kandidat.

Tør man nævne Damiano Caruso? Efter den gigantiske nedtur på hjemmebanen på Sicilien, hvor feltet ellers var meget, meget svagt, er det svært at mobilisere den helt store optimisme. Det er da også klart, at han er meget langt fra det niveau, han havde i 2021. I å er han imidlertid blevet samlet nr. 14 i Tirreno, hvor han også blev nr. 9 på kongeetapen, og det er mindre end et år siden, at han endte som nr. 4 i Dauphiné. Problemet er, at han ikke har været på sit Dauphiné-niveau siden dengang, og i år har man indtrykket af, at det er gået endnu længere tilbage. I dag er denne meget svære bjergetape nok også lidt for svær, og han har ikke for vane at være flyvende i dette løb, når han forbereder sig til Giroen. Inden sin mirakuløse 2. plads i Italien i 2021, endte han således blot som nr. 9 her, herunder som nr. 8 på akkurat denne kongeetape, og Sicilien antyder, at det næppe bliver meget bedre denne gang. Engang var han sublim på kuperede enkeltstarter, men de tempoevner er også aftaget kraftigt, selvom hans uventet gode enkeltstart i Dauphiné giver håb. Dårligt vejr vil hjælpe, men Sicilien gør det svært at tro på det helt store.

En joker er Mark Padun. Ukraineren var på et næsten tragisk niveau i sæsonstarten, men i Coppi e Bartali var der hul igennem. Det er altid svært at vurdere løb, der ikke er tv-dækket, men han var i hvert fald blandt de tre stærkeste på 3. etape, der viste sig som den mest selektive. Han nåede i begyndelsen af Vueltaen at vise, at hans topniveau fortsat er ganske pænt, selvom han næppe igen når højderne fra det mirakuløse Dauphiné. Dårligt vejr vil også hjælpe ham, og selvom choksejren i Galicien antydede, at han har nogle tempoevner, han helt sikkert ikke har, kørte han så fin en enkeltstart på den kuperede rute i Polen sidste år, at han måske kan forsvare sig på en rute som denne. Klatreevnerne rækker næppe til det allerstørste resultat, men man skal passe på med at udelukke noget fra den ukrainske lottokupon, særligt når han har haft en lang pause og senest antydede en kraftigt stigende formkurve.

En af de ryttere, der er vanskeligst at vurdere, er Luke Plapp. Han har haft det meget svært i bjergene i de europæiske WorldTour-løb, men et enkelt sted gjorde han det hæderligt. Det var netop i dette løb, hvor han endte som en samlet nr. 9, men han satte nu ikke verden i brand. Således blev han bare nr. 18 på bjergenkeltstaten og nr. 12 på den meget lette kongeetape, og det viste tydeligt, at han som klatrer havde klare begrænsninger. I årets UAE Tour så han heldigvis ud til at have taget næste skridt, men i Catalonien havde han det mindst lige så svært som sidste år. For et år siden rejste han sig i dette løb, hvor han kørte helt anderledes stærkt, og jeg vil forvente, at vi ser noget tilsvarende i år, hvor dette løb formentlig igen er et mål. Denne gang har han også en enkeltstart, der faktisk er en fordel og ikke en ulempe, og han bør køre stærkt både tirsdag og fredag. Havde kongeetapen været som sidste år, havde han derfor været en spændende kandidat, men med årets brutale lørdagsetape skal han vise helt nye sider af sine klatreevner, hvis han skal blande sig helt i front.

I 2021 lignede Fausto Masnada en mand med kurs mod toppen. Det startede særligt med den samlede 3. plads i dette løb og kulminerede med 2. pladsen i Lombardiet, men siden en grim gang kyssesyge i 2022 har han været en skygge af den spændende rytter, han var dengang. Han har ganske vist stort set alene ageret hjælper for Evenepoel, men han har slet ikke figureret i finalerne, hverken i Vueltaen i 2022 eller i Catalonien tidligere i år - og da han fik sin egen chance i Oman, floppede han fælt. Det er derfor svært at tro, at han kan gentage resultatet fra 2021, men måske der kan være lidt håb i, at han nu er kyssesygen kvit, har haft lang tid til at genopbygge sin base og nu skal toppe i Giroen. For to år siden excellerede han jo med en 5. plads på præcis denne kongeetape, ligesom han med helt nyfundne tempoevner blev nr. 6 på den kuperede enkeltstart. Det viser, at 2021-udgaven af Masnada er podiekandidat også på denne meget tilsvarende rute. Problemet er bare, at intet tyder på, at netop den udgave af italieneren stadig findes.

Løbet giver også Tobias Foss en sjælden chance for at køre for sig selv, inden han igen glider ind i hjælperrollen i Giroen. Som udgangspunkt burde det tempotunge løb i Romandiet være ganske perfekt for en mand, der excellerer på enkeltstarter, men desværre er det den forkerte årgang. Foss har desværre klatret ganske skuffende siden top 10-placeringen i Giroen i 2021, og han har siden dengang ikke været i nærheden af at klatre på et niveau, der bringer ham i nærheden af de bedste på kongeetapen. Til gengæld bør verdensmesteren køre rasende stærkt på begge tidskørsler og særligt den lange af slagsen, men det er bare næppe nok, når bjergetapen er så brutal. Lidt regnvejr vil sikkert hjælpe, og man må håbe, at han er meget tæt på sin topform, men han skal overgå sig selv som klatrer, hvis han skal ende fremme i dette løb - og i hvert fald finde nogle klatreben, vi ikke har set i nu to år for blot at være i spil til en top 10-placering.

Man er vel også nødt til at nævne Juan Ayuso. Havde omstændighederne været normale, havde det spanske vidunderbarn været den store favorit, men desværre er de jo alt andet end normale. Dette er hans første løb siden de langvarige knæproblemer, og han har da også erklæret, at han alene er her for at genfinde løbsrytmen og som hjælper for Yates. Jeg bliver på den baggrund svært overrasket, hvis vi ser ham blande sig i klassementet, men med supertalenter skal man altid være varsom. For fire år siden havde jeg nul forventninger til Egan Bernal, der kørte sit første løb efter et grimt styrt i Catalonien, men colombianeren tog mig totalt på sengen og var meget tæt på at vinde - endda foran Primoz Roglic. Ayusos pause har været meget længere, og han må antages at komme fra et helt andet og langt ringere udgangspunkt, og derfor må optimismen være svært begrænset. Hvis han overrasker, skal han imidlertid tages meget seriøst, for vi så i Vueltaen, at han - også i dårligt vejr - klatrer fremragende. Hans enkeltstart er noget mere svingende, da han skuffede i Vueltaen, men i Dauphiné viste han, at han i hvert fald på en rute som denne sagtens kan gøre det pænt - hvis altså han har en form, man næppe skal forvente, at han har.

BEMÆRK: Der kommer formentlig en del ændringer til startlisten, som det var tilfældet sidste år, hvor vinderen, Aleksandr Vlasov, først blev tilmeldt mandag aften. Blandt andet har jeg en mistanke om, at Richard Carapaz måske ender med at køre løbet. Optakten opdateres mandag aften, når den endelige startliste er kendt.

UCI annoncerer store ændringer i cyklecross-kalenderen

OPDATERING: Den endelige startliste er kommet, og der har som ventet været flere markante ændringer. Vigtigst er det, at Carlos Rodriguez ikke kommer til start, hvilket i lyset af mine bemærkninger ovenfor og styrtet i Strade ikke kommer som et chok. Det gør Adam Yates til min nye favorit, også fordi Simon Yates har oplyst, at han har været syg siden Baskerlandet - dog ikke så syg, at han ikke kommer for at vinde løbet. I det hele taget er Ineos amputerede, da Plapp heller ikke kommer til start. Der er tillige afbud fra Cepeda. Derudover er der en række mindre ændringer, hvorfor holdoversigten er tilpasset nedenfor.

Til gengæld har Bora udtaget Cian Uijtebroeks, der kører dette løb som erstatning for Alperne, der blev ødelagt af sygdom. Det lød til at være en let sygdom, og at han mest udgik for ikke at smitte Giro-holdet, og derfor kan man håbe, at formen er intakt. Han viste sine forrygende klatreevner i Catalonien, og han vil elske denne kongeetape. Han var en god temporytter som junior, men han har erkendt, at han som professionel vil have det som en svaghed. Heldigvis bør han på 3. etape i kraft af ruten begrænse tabet.

Endelig har jeg alligevel givet Tom Gloag to stjerner. Nok har han været skadet, men det er trods alt længe siden, og han kommer direkte fra højdetræningslejren med Jumbos Giro-hold. Han skal ikke til Italien og har dette løb som et stort mål. Han er en ubekendt på enkeltstarten, som han aldrig har dyrket, men han træner målrettet på tempocyklen for at forbedre sig, hvad Jumbo formentlig er lykkedes med. Han skuffede lidt i sæsonstarten, men gav også prøver på sit talent. Hans potentiale gør, at han kan overraske positivt.

***** Adam Yates

**** Simon Yates, Ion Izagirre

*** Romain Bardet, Kevin Vauquelin, Matteo Jorgenson, Lenny Martinez, Cian Uijtdebroeks

** Michael Woods, Thibaut Pinot, James Knox, Gino Mäder, Alexey Lutsenko, Louis Meintjes, Rafal Majka, Damiano Caruso, Mark Padun, Fausto Masnada, Tobias Foss, Juan Ayuso, Thomas Gloag

* Cristian Rodriguez, Rein Taaramae, Rui Costa, Max Poole, Steven Kruijswijk, Matteo Sobrero, Finn Fisher-Black, Kobe Goossens, Clement Berthet, Sergio Higuita, Egan Bernal, Yannis Voisard, Simon Carr, Oscar Onley, Clement Champoussin, Ethan Hayter, Jonathan Castroviejo, Bob Jungels, Ewen Costiou, Geoffrey Bouchard, Mason Hollyman, Harold Tejada, Will Barta, Robert Gesink, Ben Zwiehoff, Odd Christian Eiking, Nans Peters, Sylvain Moniquet, Jhonatan Narvaez, Gijs Leemreize, Edoardo Sepulveda, Chris Hamilton, Jason Osborne, Sebastien Reichenbach, Nelson Oliveira, Jesus Herrada, Nick Schultz, Gianmarco Garofoli

Danskerne

Magnus Cort tester Giro-formen på en rute, der passer ham sublimt, og hvor han kan jagte et resultat på alle andre etaper end kongeetapen (selvom han på netop denne kongeetape var i et langt soloudbrud for to år siden). På Soudal skal Casper Pedersen måske køre en god prolog og derefter hjælpe Ethan Vernon på de to sprinteretaper samt måske selv spurte, hvis briten falder fra, og han er i form igen efter sin sygdom. På Jayco skal Christopher Juul støtte Simon Yates, mens Mikkel Bjerg på UAE skal støtte Adam Yates, Rafal Majka og måske Juan Ayuso, men også burde kunne gå efter et resultat på de to enkeltstarter. På Bahrain skal Johan Price-Pejtersen jagte et resultat på prologen og støtte Damiano Caruso og Gino Mäder, mens Asbjørn Hellemose på Trek skal støtte Kenny Elissonde, men måske også se, hvor langt han kan komme på bjergetapen. Endelig er formstærke Alexander Kamp til start for lokale Tudor, hvor han bør have fuld frihed til at jagte etapesejr på 1., 2. og 5. etape.

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

BORA-hansgrohe: Sergio Higuita burde være det gode bud, men efter sygdom er hans gode form forsvundet, og hans ardennerkampagne var en gigantisk skuffelse. Bedste bud er derfor nok Cian Uijtdebroeks jf. opdateringen ovenfor. Bob Jungels har misset hele foråret med sygdom, og Ben Zwiehoff synes slet ikke at have den gode startform længere.

UAE Team Emirates: Den erklærede kaptajn er Yates, mens Majka må være plan B og Ayuso joker. Finn Fisher-Black fik på Sicilien set, at han mangler for meget i bjergene, hvor Domen Novak har klatret skidt hele året. Mikkel Bjerg klatrer i dag ganske pænt, men bjergetapen er for svær.

Tour-chefen håber på Vingegaard - men helbredet er det vigtigste

Jumbo-Visma: Foss ligner bedste bud, men jf. opdateringen er også Thomas Gloag spændende. Steven Kruijswijk er efter sin svage start i klar bedring, men i Baskerlandet manglede han stadig meget. Robert Gesink burde nærme sig noget Giro-form, men vil være hjælper. Gijs Leemreize er i fremgang, men skuffede senest i Ardennerne.

Soudal-Quick Step: Det må handle om Knox og Masnada, da kongeetapen er for svær for en ellers stadig bedre klatrende Remi Cavagna.

Alpecin-Deceuninck: Jason Osborne vil formentlig prøve i klassementet, men bjergene er for voldsomme, og han er stadig ikke på toppen. Bjergene er for svære for Quinten Hermans, Kristian Sbaragli og Robert Stannard, der heller ikke synes på toppen.

Trek-Segafredo: Kenny Elissonde er bedste bud, men der er grænser for, hvor langt han kommer, ligesom hans form er ukendt, da han ikke har kørt siden sit tidlige exit fra Catalonien. Løbet er for svært for Tony Gallopin, og Julien Bernard har virket formsvag på det sidste. Asbjørn Hellemose får lov at teste sig, men niveauet er for højt.

EF Education-EasyPost: Padun ligner de bedste bud. Simon Carr er godt kørende lige nu, men helt fremme kan han ikke være, ligesom han er temposvag og alt for svingende. Løbet er også for svært for Odd Christian Eiking, der stadig er et stykke fra det, vi så i 2021, og Sean Quinn og Jonathan Caicedo har skuffet hele året.

Groupama-FDJ: Det må handle om Martinez og Pinot. Reuben Thomposon viste fremgang i forrige weekend, men niveauet er stadig for højt for klatreren. uten er også for svær for Lorenzo Germani og Enzo Paleni.

Movistar Team: Det må handle om Jorgenson. Gregor Mühlberger vandt en etape i Alperne, men var i bjergene ikke i nærheden af de bedste. De tempostærke Will Barta og Nelson Oliveira har klatret godt i år, men kongeetapen er for svær.

Bahrain-Victorious: Det må handle om Caruso og Mäder. Rainer Kepplinger gør det pænt i år, men niveauet er for højt.

INEOS Grenadiers: Uden Rodriguez og Plapp bliver det svært. Egan Bernal var stadig bekymrende langt fra formen i Baskerlandet. Her viste Ethan Hayter stigende form, men selvom han i teorien kan vinde fem etaper i dette løb, er kongeetapen for svær. Jonathan Castroviejo er godt kørende og kan komme langt, men ikke i top 10, og det er for svært for Jhonatan Narvaez, mens Brandon Rivera har hat det svært på det sidste.

Team Jayco AlUla: Det må handle om Yates. De kommer også med Giro-kaptajnen Eddie Dunbar, men efter den lange skadesperiode manglede han alt for meget i Baskerlandet. Matteo Sobrero har været bedre end nogensinde og vil stå stærkt på enkeltstarterne, men Baskerlandet viste, at denne kongetape bliver for svær. Chris Harper har momentvist gjort det godt i år, men ikke nok til top 10. Den svingende Filippo Zana burde være i Giro-form, men niveauet bør også være for højt.

Team DSM: Bardet er den klare kaptajn. Han ledsages af Max Poole, der bekræftede sit talent i Alperne, men her er feltet for dybt til, at han kan gå i top 10 med samme niveau. Kometen Oscar Onley har haft det lidt for svært på WorldTouren, senest i Fleche, niveauet er for højt for Chris Hamilton, og Marco Brenner har været meget langt væk i år.

Ag2r Citroën Team: Holdets kaptajn er Clement Berthet, men som vi så senest i Paris-Nice og løbene i Jura-bjergene kan han ikke være med helt fremme på dette niveau. Geoffrey Bouchard har været syg, og selvom der var fremgang mod slutningen af Tour of the Alps, er han indstillet på en hjælperrolle. Nans Peters imponerede i Jura-løbene, men her er bjergene for svære og enkeltstatskilometerne for mange.

Intermarché-Circus-Wanty: Meintjes ligner bedste bud. Rui Costa har en forrygende historik i løbet, men mangler efter sin skade for meget, som vi så i Ardennerne. Her gjorde Kobe Goossens det bedre, men ikke godt nok til et topresultat her. Næstbedste kort kan meget vel være Rein Taaramae, der har klatret godt hele året, senest i Catalonien og Baskerlandet, men helt i front synes han ikke at kunne være. Lilian Calmejane har skuffet i lang tid.

Cofidis: Izagirre ligner kaptajnen. Løbet er for svært for Jesus Herrada¸ der også er langt fra sit bedste. Han synes stadig at have for store problemer. Simon Geschke chokerede med en samlet 3. plads sidste år, men han er formsvag og i år er kongeetapen alt for svær.

Team Arkea Samsic: Holdet har 100% fokus på Vauquelin. Cristian Rodriguez var hæderlig i Baskerlandet, men er lidt overmatchet og for temposvag. Clement Champoussin viste takter i Baskerlandet, men er faldet sammen igen og er for temposvag. Unge Ewen Costiou er spændende, men kongeetapen er for svær.

Astana Qazaqstan Team: Det handler om Lutsenko. Harold Tejada viser fortsat ikke tegn på sit niveau fra 2020. Gianmarco Garofoli imponerede på Sicilien, men niveauet her er et andet, og Antonio Nibali viser intet i bjergene.

Lotto Dstny: Sylvain Moniquet er i fremgang, men mangler stadig for meget, og det samme kan siges om Edoardo Sepulveda og Johannes Adamietz. Harry Sweeny har lige nu ikke de forrygende klatreben, han af og til har.

Israel-Premier Tech: Woods må være kaptajnen. Nick Schultz viste lidt fremgang i Liege, men har generelt skuffet meget længe, og unge Mason Hollyman har manglet for meget. Der har været stille om Chris Froome siden Rwanda, men det synes utænkeligt, at han kommer tæt på den hæderlige form, han havde sidste sommer, så langt fra Touren.

Tudor Pro Cycling: På papiret er Sebastien Reichenbach bedste bud, men han var langt fra formen på Sicilien. Her gjorde unge Yannis Voisard det godt, men her er niveauet lidt for højt. Løbet er for svært for formstærke Alexander Kamp samt for Luc Wirtgen og Arthur Kluckers.

Schweiz: Eneste bud er talentet og den kommende UAE-rytter Jan Christen, men trods en 8. plads i U23-udgaven af Liege er han klart overmatchet her.