Optakt: Tour de Slovenie

Løbets rolle og historie

Traditionelt har Tour de France-stjernerne draget til enten Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse for at færdiggøre Tour de France-forberedelserne. Der har imidlertid altid været et par alternativer for ryttere, der foretrækker lettere og mindre stressende etapeløb før verdens største cykelbegivenhed. I adskillige år har det flade Ster ZLM Toer været den foretrukne formtest for de rene sprintere og deres tog, og i de senere år har det bjergrige Route du Sud fået øget opmærksomhed i kraft af Nairo Quintanas deltagelse i både 2015 og 2016.

Det mindst prestigiøse af de fem etapeløb, der afvikles i juni, er Tour de Slovenie, der aldrig har været i stand til at få samme opmærksomhed eller stjernebesatte startfelt som konkurrenterne. Løbet tilbyder ellers en alsidig rute med bjerge, sprinteretaper og enkeltstarter, men det har aldrig haft samme appel som de mere berømte løb i Schweiz, Frankrig og Holland.

Det betyder imidlertid ikke, at der ikke er tale om et godt alternativ, og mange Tour de France-ryttere har før brugt det som en mere afslappet opbygning til deres mål. Hovedsageligt har det dog været comebackløb for italienere efter Giro d’Italia. Mange af de lokale stjerner vil gerne drage fordel af deres gode form efter den store grand tour ved de italienske mesterskaber, og det relativt korte Tour de Slovenie er en solid chance for at genfinde løbsrytmen. Samtidig har det ofte været en god bro for ryttere, der satser på en Giro-Tour-double, da Tour de Suisse og Criterium du Dauphiné er for hårde at køre som del af en sådan udfordring, og i den sammenhæng er det kortere og lette slovenske løb det perfekte alternativ.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

Slovenien er en relativt ung nation, og derfor er det ikke overraskende, at Tour de Slovenie også er et nyt løb. Landet var en del af Jugoslavien, indtil det erklærede selvstændighed i 1992, og derfor kan Tour of Yogoslavia betragtes som dets forgænger. Det løb blev første gang afviklet i 1937 og var en årligt tilbagevendende begivenhed fra 1947 og frem til 1988, men blev grundet krigen ikke afviklet mellem 1989 og 1993. Efter at landet blev delt, blev løbet genoptaget i 1994, men det forsvandt fra kalenderen i 2000. Som de fleste andre østeuropæiske løb var det hovedsageligt en begivenhed for ryttere fra den østlige side af jerntæppet.

Med cykelsportens stigende popularitet i det tidligere Jugoslavien er det ikke en overraskelse, at de fleste af de nye lande har etableret deres egen nationale etapeløb. Slovenien var det første til at få deres egen rundtur i 1993, og det blev åbnet for professionelle i 1995. I de førte år blev det domineret af lokale ryttere samt russere, men i 2005 blev det rykket på som 2.1-løb, blev flyttet fra maj til juni og blev en international begivenhed. Listen over vindere inkluderer ryttere som Przemyslaw Niemiec, Jakob Fuglsang, Vincenzo Nibali, Diego Ulissi og Tiago Machado, og ryttere som Franco Pellizotti, Domenico Pozzovivo, Chris Anker Sørensen, Giovanni Visconti, Ilnur Zakarin og Mikel Nieve har alle været på podiet. Efterhånden som Slovenien i stigende grad bliver et stort cykelland har de lokale ryttere også været i stand til at blande sig trods den hårdere konkurrence, og i de senere år har lokale helte som Janez Brajkovic og Primoz Roglic begge vundet.

Slovenien var de første, men nu er der faktisk nationale etapeløb i det meste af det tidligere Jugoslavien. Tour of Croatia er blevet en stor international begivenhed i løbet af sine første tre år og er perfekt forberedelse til Giroen. Tour of Serbia er et mindre etapeløb, og der er desuden flere mindre endagsløb i Kroatien og Slovenien.

Tour de Slovenie er et meget alsidigt løb og lidt som en lille grand tour. Som regel har det haft en flad enkeltstart og en stor bjergetape, der i kombination har afgjort klassementet. Derudover har der været en flad etape for de rene sprintere, og løbet har ofte haft en første linjeløbsetape, der har været for stærke sprintere med gode klatreben.

I år synes løbet at være i vækst. Ikke blot har man kunnet udvide løbet fra fire til fem dage, aflysningen af Ster ZLM Toer, der altid har været sprinternes foretrukne Tour-forberedelse, har også givet løbet et stort boost, og i år er det derfor det slovenske løb, der er sidste Tour-test for de rene sprintere. Dauphiné og Tour de Suisse er for hårde for de tunge folk, og derfor kan man i år præsentere et felt med navne som Marcel Kittel, Dylan Groenewegen, Caleb Ewan og Mark Cavendish, der alle sliber formen af på de slovenske landeveje. Dertil kommer, at Rafal Majka, Primoz Roglic og Rigoberto Uran ligeledes foretrækker at varme Tour-benene op i et mindre løb, og de vil alle være blandt favoritterne i den kommende uge.

Sidste år brugte Majka også løbet til at fintune formen, og efter en stor kamp med Jack Haig og Giovanni Visconti på løbets kongeetape, vandt han på løbets sværeste stigning. Da de øvrige etaper var for sprinterne, var det nok til at vinde samlet med 7 sekunder ned til Visconti og 17 ned til Haig. Majka vender som sagt tilbage for at forsvare titlen, men har denne gang nye rivaler, da Visconti hviler efter Giroen, og Haig er aktiv i Tour de Suisse.

Ruten

Som sagt er Tour de Slovenie et alsidigt løb, der typisk har haft lidt af det hele i løbet af de fire dage. I de seneste år har det foretrukne format været en flad enkeltstart på første dag, en kuperet linjeløbsetape om fredagen, en stor bjergetape om lørdagen og en flad sprinteretape om søndagen. Det ændrede man på i 2016, hvor man byttede rundt på rækkefølgen og gjorde enkeltstarten længere, meget hårdere og betydeligt mere afgørende. Sidste år var enkeltstarten til gengæld helt droppet, og løbet var gjort betydeligt mere sprintervenligt med tre dage for de hurtige folk og bare en enkelt bjergafslutning til at afgøre klassementet.

I år er løbet helt nytænkt, og man gør slet ikke brug af tidligere kendte afslutninger. Mest markant er det, at løbet er udvidet med en ekstra dag, og det giver plads til, at enkeltstarten kan vende tilbage, samtidig med at vil være to relativt flade etaper til de hurtige folk og to mere kuperede dage for klassementsrytterne. I år er den store bjergafslutning dog taget af programmet, og selvom de to svære etaper byder på ganske hårde og stejle stigninger, betyder den lange afstand til mål, at årets udgave i høj grad tiltaler folk, der kan sidde med i bjergene og slutteligt køre en god enkeltstart.

Sprinterne ventes at komme til fadet på de første to etaper, men 2. etape byder dog på så mange stigninger og højdemeter, at nogle af de hurtige folk kan falde fra. Herefter gælder det løbets kongeetape, der med en stor stigning i finalen, en teknisk nedkørsel og en puncheurrampe op til mål er klatrernes bedste chance for at gøre en forskel. 4. etape byder på de klart sværeste stigninger, men her kommer de alle så langt fra mål, at det kan blive svært at skabe de helt store afstande, inden det hele slutter med en 21 km lang enkeltstart, der med bare få bakker er skabt til specialisterne.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

1. etape

I mange år lagde man næsten altid ud med en kort, flad enkeltstart, men i år ligger tidskørslen på sidste etape. Som det var tilfældet sidste år, lægger man ud med en relativt let etape, der synes at skulle give sprinterne muligheden for at komme til fadet på og kæmpe om den første gule trøje i løbet.

I alt skal der tilbagelægges bare 159,0 km mellem Lendava og Murska Sobota. Fra start kører man mod nord igennem fladt terræn, inden man kører mod øst ud til en lille sløjfe, inden man vender rundt for at køre tilbage mod vest ad samme vej. Herefter går det videre mod vest og nordvest stadig gennem helt fladt terræn forbi den første spurt, der kommer efter 28,8 km. Man drejer nu mod nord for at køre op mod det lidt mere kuperede terræn, hvor kategori 4-stigningen Kajinski Park Goricko (0,8 km, 6,6%), der har top efter 56,1 km, venter. En nedkørsel leder herefter mod nordvest frem til det nordligste punkt.

Resten af etapen er nu næsten helt flad. Man vender rundt og kører herefter mod sydvest, syd og til sidst sydøst ned mod den anden spurt, der kommer efter 121,2 km. Her når man det sydligste punkt, hvorefter det går mod øst, nord og til sidst nordøst op mod Murska Sobota, mens man undervejs passerer den sidste spurt med 18,1 km igen. Efter 149,0 krydser man målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med to omgange på en 5,0 km lang rundstrækning. Den er helt flad, men ganske teknisk med et hav af sving undervejs. På de sidste 3 km følger først to sving i rap med 2500 m igen, inden man på de sidste 500 m skal igennem yderligere tre sving, det sidste med bare 200 m stil stregen.

Etapen byder på i alt 592 højdemeter.

Med tanke på det ekstremt stærke sprinterfelt burde der ikke være tvivl om udfaldet af denne etape. Det er en sand lækkerbisken for de hurtige folk, der ser frem til at slå til på en næsten helt flad rute. Vinden kan komme i spil, men ellers ender det i en massespurt i den meget tekniske finale, hvor alt handler om positionering.

Murska Sobota har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

2. etape

Det er ikke uden grund, at Tour de Slovenie i år har overtaget rollen som sprinternes foretrukne Tour-forberedelse efter aflysningen af Ster ZLM Toer. Også på 2. etape venter nemlig en god etape for de hurtige folk, der håber på atter at kunne slås om sejren. Denne gang byder ruten dog på betydeligt flere højdemeter samt ikke mindst en ganske stejl stigning ca. 50 km fra mål, hvilket måske kan bringe nogle af sprinterne i problemer.

Etapen fører feltet over bare 152,7 km fra Maribor til Rogaska Slatina. Fra start slår man en lille sløjfe i fladt terræn mod vest, inden man kører tilbage til Maribor. Herfra kører man mod syd forbi den første spurt, der kommer efter 51,1 km, inden man drejer mod vest forbi den anden spurt, der er placeret efter 77,1 km. Det går nu mod vest, sydvest og syd ned mod mere kuperet terræn, hvor det langsomt begynder at stige op mod forplejningszonen. Herefter fortsætter man op over kategori 3-stigningen Slanina pri Sevnici (2,2 km, 8,0%), der har top med 51,8 km igen.

Efter stigningen går det mod vest ned til en lille bakke, der indledes ved en special spurt, der køres med 41,1 km igen. Herefter går ned igen nedad mod vest, inden man sætter kursen tilbage mod nord gennem fladt terræn. Der venter herfra kun en mindre bakke samt den sidste spurt, der kommer med 26,5 km til stregen. Efter 139,9 km krydses stregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på en 12,8 km lang rundstrækning. Den indledes med en lille bakke, inden det falder ned mod en flad afslutning. De sidste 5 km er stort set helt flade og uden skarpe sving, idet vejen kun bugter sig let med en sidste kurve lige efter den røde flamme.

Etapen byder i alt på 1783 højdemeter.

Stigningen er ganske hård, men det er svært at se, at sprinterholdene har den helt store interesse i at lægge pres på. Det er derfor måske snarere de sidste bakker, der kan volde problemer undervejs, for de kan være hårdere, end profilen antyder. Det kunne ligne en dag, hvor nogle af de tungeste sprintere kan for problemer, men det bør under alle omstændigheder ende i en eller anden form for spurt.

Rogaska Slatina har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

3. etape

Efter to dage for sprinterne er det endelig tid for klassementsrytterne at vise sig frem på løbets kongeetape. Ganske vist er der denne gang ikke tale om en stor bjergafslutning som i tidligere udgaver af løbet, men der er dog stadig tale om en ganske svær udfordring, der med en relativt lang stigning i den afslutte finale samt en kort rampe op mod mål vil give klatrerne deres bedste chance for at vinde tid inden den vigtige enkeltstart på sidste etape.

I alt skal der tilbagelægges 176,0 km mellem Sl. Konicje og Celje Castle i udkanten af Celje. Allerede starten er hård, når man kører mod nordvest op ad en lille bakke for derefter at vende rundt og køre tilbage til startbyen. Herefter går det mod vest ud til en stor rundstrækning, der er helt flad, og som tilbagelægges én gang. Det flade terræn fortsætter, mens man kører mod syd og sydøst ned til den første spurt, der kommer efter 61,7 km. Herefter går det mod vest forbi den anden spurt, der er placeret efter 68,2 km, inden man første gang kører gennem Celje, dog uden at krydse målstregen.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en ca 100 km lang rundstrækning i det kuperede område sydvest for målbyen. Først kører man mod vest igennem fladlandet, indtil man drejer mod sydvest for at køre ind i det kuperede område. Her fører en lang, ikke kategoriseret stigning først på til forplejningszonen, inden man kører mod sydøst ned til den specielle spurt, der er placeret efter 121,0 i bunden af kategori 4-stigningen Paprece (1,0 km, 7,1%), der har top efter 124,0 km. Herfra går det mod øst over endnu en ikke-kategoriseret stigning, indtil man når den sidste spurt efter 150,4 km. Den ligger i bunden af dagens væsentligste udfordring, kategori 2-stigningen Celjska Koca (8,2 km, 6,3%), der bestiges fra sydvest, og hvis top rundes med bare 16 km igen. Herefter går det via en teknisk nedkørsel mod vest og siden nord ned mod centrum af Celje, hvor et kort, fladt stykke venter. Til slut kører man mod sydøst op til slottet i byens sydlige udkørsel, og derfor kommer målet på toppen af en ca. 2 km lang stigning, der stiger med 6-7% i snit. På stigningen bugter vejen sig en del, dog uden skarpe sving.

Etapen byder på i alt 2431 højdemeter.

Årets kongeetape er betydeligt lettere end tidligere udgaver, og derfor skal klatrerne stramme sig an. Celjska Koca burde dog være svær nok til at skabe afstande, og da det er eneste chance for at bringe Primoz Roglic ud af fatning inden enkeltstarten, vil vi helt sikkert se et stort klassementsslag. En lille gruppe eller måske blot en enkelt rytter vil runde toppen samlet, og herefter gælder det en teknisk nedkørsel, der meget vel kan spille en rolle, inden det skal afgøres i en rigtig puncheurfinale. Roglic er den store favorit til en etape som denne, men han kan ventes at komme under angreb i en vigtig test frem mod Touren.

Celjska Koca-stigningen blev senest besøgt i 2016, hvor man kørte enkeltstart på den. Her vandt Diefo Ulissi med 4 sekunder ned til Rein Taaramae og 52 sekunder ned Omar Fraile.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

4. etape

Efter fredagens kongeetape venter endnu en dag i bjergene, og endnu engang skal rytterne over en ganske svær stigning i finalen. Denne gang venter der dog en længere nedkørsel ned til målet i Kamnik, og derfor skal klatrerne vise stor styrke, hvis de skal gøre store forskelle på deres sidste mulighed for at udnytte det kuperede terræn inden den afsluttende enkeltstart.

I alt skal der tilbagelægges bare 155,2 km mellem storbyen Ljubljana og Kamnik, og de kan inddeles i to faser: en helt flad indledning og en kuperet anden halvdel. Fra starten i fladlandet omkring startbyen klører man mod nordvest forbi den første spurt, der kommer efter 10,9 km og videre frem til den anden spurt, der er placeret efter 22,8 km. Herfra går det mod nord op til den sidste spurt, der kommer allerede efter 34,2 km i byen Kranj. Her kører man en omgang på en flad rundstrækning i området øst for byen, inden man kører det sidste stykke mod nord og nordøst via en stigende vej frem til de seriøse stigning.

Her tager etapen for alvor fat, når man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Jezersko (9,7 km, 5,0%), der har top efter 82 km. En ganske kort og teknisk nedkørsel leder herefter mod øst ned til bunden af kategori 1-stigningen Pavlicevo Sedlo (5,1 km, 9,8%), der har top, når der resterer 55,4 km. Herfra bliver det imidlertid langt lettere, når en lang nedkørsel leder mod øst og sydøst, inden man via et kort, fladt stykke kører frem til bunden af dagens sidste udfordring, kategori 2-stigningen Volovljek (5,4 km, 8,0%). Fra toppen resterer bare 20,6 km, som går via en teknisk nedkørsel mod syd og siden vest. Herefter flader det ud, mens man kører det sidste stykke ned til Kamnik, hvor man slår en lille sløjfe mod syd, inden man kører mod nordøst op til målstregen i centrum. Det falder let frem til den sidste kilometer, der stiger ganske let. På de sidste 2 km er der skarpe sving med 2000, 1900, 700 og 400 m igen.

Etapen byder på i alt 2599 højdemeter.

Stigningerne på denne etape skal bestemt ikke undervurderes, og særligt de sidste to er voldsomt stejle. Problemet er, at de kommer ganske langt fra mål, og det bliver ikke let at udnytte dem offensivt. Primoz Roglic er dig til start uden bjergryttere til at støtte sig, og man kan derfor vente sig, at særligt det stærke Bora-mandskab vil sætte sloveneren under pres. Selv hvis de mod forventning skulle kunne sætte storfavoritten af, er der dog lang tid til at komme tilbage, og det mest sandsynlige efter en hård og aggressiv dag er derfor, at det ender i en spurt i en ganske lille gruppe af de bedste klatrere.

Kamnik har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

5. etape

Fra 2011 til 2016 var det fast tradition, at der var en enkeltstart i løbet, i langt de fleste tilfælde i form af en kort, flad byrute på enten første eller sidste etape. Efter et års fravær vender tidskørslen tilbage, men modsat den lidt prologagtige karakter, etapen havde frem til 2015, er der denne gang tale om en ”rigtig” enkeltstart. Terrænet er ganske vist stort set fladt og skabt til store specialister, men en distance på 21,5 km betyder, at etapen denne gang er vigtigere, end den var i begyndelsen af dette årti. En så lang enkeltstart kan gøre betydelige forskelle, og meget kan derfor forandres til allersidst, inden vinderen af Tour de Slovenie skal krones.

I alt skal der tilbagelægges 21,3 km mellem Trebnje og Novo Mesto, der besøges hvert eneste år, ofte på sidste etape. Ruten er helt enkel, idet man efter enkelte sving i startbyen kører mod øst og sydøst ad en lang, lige og flad vej, inden en lille bakke og en nedkørsel leder ned til mellemtiden, der tages efter 10,2 km. Herefter fortsætter man mod sydøst ad en flad vej, indtil man kører mod syd op ad en mindre bakke, der har top efter 15,3 km. Herefter går det nedad mod syd, indtil man til slut kører mod sydvest ind til centrum af Nove Mesto i en flad finale med kun en lille bakke på den sidste kilometer. Der er et sving lige efter 2 km-mærket, men derefter buer vejen kun let i den ikke-tekniske afslutning.

Etapen byder på i alt 225 højdemeter.

Ganske vist er der to mindre bakker på undervejs, men det samlede antal højdemeter er ganske begrænset. Der er heller ikke mange tekniske udfordringer på ruten, der dermed synes som en lækkerbisken for løbets specialister. Særligt Primoz Roglic må slikke sig om munden med udsigt til denne etape, og den lokale helt er storfavorit til at krone en sandsynlig samlet sejr med en triumf på løbets sidste dag.

Novo Mesto er målby for en etape hvert år og meget ofte den sidste. De seneste vindere er Sam Bennett i 2017, Alexander Porsev i 2016, Marko Kump i 2015 og 2009, Elia Viviani i 2014, Brett Lancaster i 2013, Simone Ponzi i 2012, Andrea Guardini i 2011, Francesco Chicchi i 2010 og 2008, Enrico Rossi i 2007, Borut Bozic i 2006 og Bostjan Mervar i 2005, og hver eneste gang er det endt i en massespurt.

Favoritterne

Tour de Slovenie har altid været et løb for klatrere, idet kongeetapen som regel har været langt den vigtigste. I 2016 spillede en usædvanligt lang enkeltstart en større rolle, og i år har man genindført tidskørslen som en nøgleetape. Da man samtidig har fjernet den traditionelle bjergafslutning, er der tale om et helt nytænkt løb, hvor klatrerne for det sværere, end de har haft det længe.

Læs også

Lidl-Trek overlever utallige angreb og vinder bjergløb

Årets løb er ikke helt let at blive klog på. I kraft af den manglende bjergafslutning skal klatrerne forsøge at køre mere offensivt end vanligt. Det skal ske på 3. og 4. etape, der byder på ganske svære stigning, særligt lørdag, men også lange nedkørsler efter sidste top. Derfor må man formode, at det vil være ganske svært for de allerbedste at køre fra hinanden på de lange stigninger, og at det mellem topklatrerne vil skulle afgøres på rampen op mod mål på 3. etape.

På den anden side er stigningerne så svære, at man ingen vegne kommer, hvis ikke man kan klatre. Da hele løbets omdrejningspunkt vil være, hvordan man besejrer Primoz Roglic, kan man forvente, at særligt det stærke Bora-mandskab med Rafal Majka og Davide Formolo vil køre ganske aggressivt undervejs og virkelig forsøge begge dage at sætte den slovenske supermand under pres. Det betyder også at vi forventer ganske store selektion på begge de to etaper, og det vil ikke være overraskende, hvis det på begge etaper kun er en lille håndfuld med folk som Roglic, Majka, Formolo, Rigoberto Uran, Ivan Sosa og måske Ben Hermans, Kristijan Durasek, Jai Hindley, og Michael Storer, der skal afgøre det i først puncheurfinalen og siden den flade spurt på lørdagens etape. Til slut vil de bedste klatrere skulle afgøre det mellem sig på den sidste enkeltstart, hvor udgangspunktet vil være de forskelle, der vil være skabt på 3. og 4. etape samt bonussekunder fra de samme to etaper.

Vejrmæssigt ser det ud til, at vi kan vente os det, der har præget alle løb i Sydeuropa i den seneste tid: regn og byger. Det bliver nogle våde dage, dog uden megen vind. Våde veje kan dog gøre særligt den tekniske nedkørsel på 3. etape til en faktor, men manglen på vind betyder, at vejret derudover ikke vil spille nogen stor rolle, hvorfor de to første etaper burde blive afgjort blandt sprinterne.

Som sagt regner vi med, at en lille eksklusiv gruppe af klatrere skal afgøre det mellem sig på den sidste enkeltstart, og det gør det til en meget ensidig affære. Blandt klatrerne i løbet er der nemlig ikke mange, der kan køre enkeltstart. Faktisk er det kun én, der for alvor mestrer disciplinen, men han er til gengæld også en af verdens allerbedste, og tidskørslens betydning gør da også, at Primoz Roglic er løbets kæmpestore favorit. Senest med sin sejr på en lignende rute i Baskerlandet har Roglic endnu engang dokumenteret, at der heller ikke i fladt terræn er mange, der kan matche ham på en tempocykel. Sølv ved VM, etapesejr i Giroen og to enkeltstartssejre på WorldTouren sidste år siger alt om, hvorfor Roglic er storfavorit til at vinde sidste etape, ikke mindst fordi han så tæt på Touren må formodes at være meget tæt på topformen.

Dertil kommer, at Roglic meget vel kan vise sig også at være løbets bedste klatrer. Alle, der så ham køre lige op med Alaphilippe på de stejle stigninger i Baskerlandet og med fænomenet Egan Bernal i Romandiet - hvor han endda kørte fra Richie Porte - vil vide, at Roglic nu om dage også skal regnes som en af verdens allerbedste klatrere. Disse mellemlange stigninger passer ham ganske perfekt, og han er endda også relativt hurtig i en spurt, særligt i en puncheurfinale som på 3. etape. I virkeligheden kan Roglic ende med at vinde de tre sidste etaper, og dermed siger det sig selv, at han bliver meget svær at slå.

Hans store svaghed er, at han er til start sammen med Dylan Groenewegens sprintertog, og han vil derfor være ganske let af isolere. Kun Pascal Eenhoorn og til dels Paul Martens vil yde nogen støtte på stigningerne, men ha vil være ret alene mod Formolo og Majka, der kan angribe ham på skift. Roglic har dog den luksus, at han bare skal følge med, og han er formentlig så overlegen, at det ikke er det store problem. Herefter kan han slå til på den sidste enkeltstart, og det gør, at det er meget svært at se, hvordan han skal undgå at vinde dette løb.

Løbet er præget af, at de tre topklatrere Uran, Majka og Formolo alle er ret svage temporyttere, og derfor er det svært at se dem true Roglic. Derfor er det i virkeligheden nok Ben Hermans, der fremstår som den værste trussel for den lokale helt. Ganske vist er heller ikke belgieren tempospecialist, men på sine gode dage har han tidligere kørt en hæderlig enkeltstart, blandt andet med en 4. plads på den flade rute i Polen Rundt i 2016. Siden da har det knebet betydeligt mere, og han kommer da under ingen omstændigheder blot i nærheden af Roglic, slet ikke fordi han ikke længere er en del af BMCs tidskørselssetup. Han bør dog køre stærkere end de fleste af de lette folk, og så afhænger meget af, hvor god han er i bjergene. På papiret er folk som Roglic, Majka, Formolo og Uran bedre, særligt fordi Hermans i år ikke har været på sit 2017-niveau, men på de relativt korte stigninger og med nedkørsler burde han kunne holde sig til. Den sidste rampe på 3. etape passer ham i hvert fald fint. Ingen ved, hvor han står efter Giroen, men han så stærk ud i tredje uge, der var hans bedste. Klarer han bjergetaperne, burde enkeltstarten bringe ham langt.

Havde dette været 2014, havde Rigoberto Uran været en af de helt tunge favoritter. Dengang var colombianeren nemlig tempospecialist, men det er desværre længe siden. I de seneste tre sæsoner har Uran derimod været blandt de allersvageste i kampen mod uret, og han har tabt et hav af topplaceringer som følge af en dårlig enkeltstart. Han kørte dog en enkelt god tidskørsel i Touren sidste år, og derfor kan man håbe, at evnerne stadig gemmer sig i ham et sted. Det er dog ikke på grund af sidste etape, at vi nævner ham før Formolo og Majka. Det skyldes snarere, at han er lynhurtig på stregen og dermed vil have ganske gode chancer for at vinde både 3. og 4. etape. Det kan give ham en buffer på helt op til 20 sekunder, og lykkes det, vil han med en tidskørsel som i Touren sidste år kunne gøre det færdigt. Desværre er han næppe i storform allerede nu, for sidste år var han ganske anonym i Route du Sud, der var hans sidste Tour-test for 12 måneder siden.

Bora stiller med to kaptajner, som har stort set lige gode muligheder. Måske har Davide Formolo en lille overhånd. Italieneren kommer fra Giroen, hvorfor hans form er et åbent spørgsmål, men han har tidligere sagt, at han vil forsøge at køre efter et resultat. Det burde være muligt på en rute, der ikke er voldsomt hård, men det er klart, at den er for let til, at han har store chancer for at slå Roglic. Han kan imidlertid trøste sig med, at han i Giroen fandt en helt ny evne som specialist på korte ramper, og dermed kan der vente bonussekunder på 3. etape. Vigtigst er det dog, at manden, der tidligere var kendt for sine katastrofale enkeltstarter, i år har gjort usædvanligt store fremskridt og har kørt ganske pæne tidskørsler. Samtidig kan han sammen med Majka angribe på skift i bjergene, og sammen er det en cocktail, der måske kan give en sejr.

Læs også

Skjelmose med stærk udmelding inden monument

Rafal Majka vandt sidste års løb, men måtte slide meget for sejren trods et relativt svagt felt. I år får han det betydeligt sværere med en knap så fordelagtig rute og hårdere modstand. Han har desværre ikke haft sin bedste sæson trods en ellers lovende start i Abu Dhabi og skuffede især i Ardennerne. Han rejste sig på kongeetapen i Californien, men blev siden sat tilbage af et styrt. Sidste år var han ikke knivskarp på dette tidspunkt inden Touren, men han har ligesom Formolo en taktisk fordel i bjergene, ligesom han i Polen Rundt flere gange har vist, at han har en god spurt på en stigning som den, der venter på 3. etape. Hans store udfordring er enkeltstarten, idet han har kørt nogle meget ringe tidskørsler i de senere år, senest i Californien, og derfor får han svært ved at vinde.

Det helt store gennembrud i Tour of the Alps kom fra unge Ivan Sosa, der efter to dage pludselig befandt sig i førertrøjen foran alle Giro-stjernerne. Dermed fik det unge colombianske fænomen bekræftet det store potentiale, han længe har vist, men desværre kostede et styrt ham muligheden for at se, hvad det kunne række til. Siden er han kommet stærkt tilbage, senest med en suveræn samlet sejr i Tour de Bihor. Formen kan derfor ikke længere diskuteres, og han burde være en af de bedste på stigningerne på 3. og 4. etape. Desværre er ruten for let til, at han kan vinde megen tid, og hans katastrofale enkeltstart vil formentlig koste meget tid.

En af de få ryttere, der både kan klatre og køre enkeltstart, er unge Michael Storer. Det australske stortalent, der sidste år blev nr. 3 i Babygiroen, har ikke just haft en nem sæson, men nu begynder det langsomt at komme. Han kørte en god bjergenkeltstart i Romandiet, blev nr. 5 i Yorkshire og har senest været synlig i de to Hammer Series. At kalde ham tempospecialist vil være en tilsnigelse, men han har trods alt vundet medalje ved junior-VM. Stigningerne kan vise sig for svære, men klarer han de to svære etaper burde han med en god enkeltstart kunne gøre sig gældende.

Den altid uforudsigelige Kristijan Durasek har fundet benene i den seneste tid, hvor han først kørte stærkt i Romandiet og siden var en af de bedste i Californien. Har han fortsat sine bedste ben, vil han være en af de stærkeste på stigningerne i dette løb, men da han er helt uden punch og spurtstyrke, er ruten alt andet end ideel. Værst er det dog, at han har det meget svært på enkeltstartscyklen, og derfor er sidste etape en stor, stor udfordring.

Udover Sosa har Androni også den talentfulde Fausto Masnada, der efter sit flotte Tyrkiet Rundt sidste år, bekræftede sine evner med en meget flot Giro, hvor han ikke var langt fra at vinde bjergetapen til Gran Sasso. Desværre virkede han træt i den sidste uge, og det er tvivlsomt, om han er kommet sig. Derudover passer ruten ikke til en dieselklatrer som ham, særligt fordi også han får det meget svært i kampen mod uret.

I tillæg til Storer stiller Sunweb med deres klassementstalenter Jai Hindley, Chris Hamilton og Louis Vervaeke. Hindley minder meget om Storer i den forstand, at han var blandt de bedste U23-ryttere sidste år, men har haft det svær som professionel. Også han har dog vist fremgang i de seneste uger og bar senest stærk i Hammer Climb. Modsat Storer kører han imidlertid ikke en god enkeltstart, og han får det derfor betydeligt sværere, selvom han formentlig er den bedste på stigningerne. Hamilton og Vervaeke er begge talentfulde klatrere, men begge har haft det svært i den seneste tid, hvor sygdom tvang Hamilton ud af Dauphiné og Vervaeke ud af Giroen. Derfor rækker formen næppe til det helt store.

En af de spændende ryttere at følge er det slovenske stortalent Tadej Pogacar, der sidste år i en alder af bare 18 år blev en samlet nummer 5 i løbet. Talentet har han bekræftet i år med en fin 13. plads i Kroatien og senest med sejr i Nations Cup-løbet Grand Prix Priezsnitz. Dette løb er hans store mål, så han burde være motiveret til at gentage sidste års flotte bedrift. Desværre kører også han for svag en enkeltstart til for alvor at kunne drømme.

Adria Mobil kommer med deres tre veteraner Radoslav Rogina, Jure Golcer og Janez Brajkovic. Ingen af dem er i nærheden af at være lige så stærke som tidligere, men der er alligevel en grund til at holde øje med særligt Rogina. Han er trods alt i år levet nr. 4 i Kroatien og 5 i Rhone-Alpes Isere, og dermed er der stadig liv i de 39-årige ben. Også han har enkeltstarten som en udfordring, men han bør være en af de bedste på stigningerne. Det har knebet mere for Golcer og Brajkovic, men man kan håbe, at de begge har fundet formen til deres hjemmebaneløb.

Løbets joker kan være lokale Jan Tratnik. Logikken siger, at stigningerne er for svære og lange, men han så knivskarp ud på bakkerne i Luxembourg, hvor han var flyvende. Hans enkeltstart er fabelagtig, og han er en stensikker podiekandidat på sidste etape. Kan han udnytte nedkørslerne til at begrænse tabet på 3. og 4. etape, kan han udnytte sin enkeltstart til at køre sig til et topresultat. I en lignende position er Vegard Stake Laengen , der dog ikke er helt så stærk i kampen mod uret som sloveneren. Også Daryl Impey kan måske overraske, hvis han kan overleve 3. og 4. etape, men logikken siger, at stigningerne trods alt bliver for svære for den ellers så alsidige sydafrikaner.

Hermans er kaptajn for Israel Cycling Academy, men de har også Ruben Plaza som en outsider. Den store spanier er ganske vist slet ikke ved fordums styrke, men han har dog i år vundet Vuleta a Castilla y Leon samlet og været tæt på en etapesejr i Giroen. Han klatrer formentlig ikke godt nok til at være med de bedste, men kan han komme tilbage på nedkørslen, burde han køre en af de bedre enkeltstarter, selvom dagene som specialist for længst er talte.

En spændende rytter at følge er Amanuel Ghebreigzabhier, der virkelig overraskede positivt med flotte præstationer i Dauphiné, som er et af sportens allerhårdeste løb. Her viste han, at han på sigt kan komme ganske langt i sporten, og nu får han chancen for at bygge videre på de gode takter i betydeligt svagere selskab. Det skal blive interessant at se, hvor langt det rækker.

Endelig kan det være en ide at holde øje med klatrerne Michael Schlegel, Robert Kiserlovski, Ildar Arslanov, Artem Nych og Josef Cerny, men de er hverken stærke nok på temposcyklen eller i kampen mod uret til at vinde.

OPDATERING: Ben Hermans, en af vores helt store favoritter, er taget af startlisten. Gazprom har tilføjet Sergey Firsanov, der har været fornuftigt kørende på det seneste.

***** Primoz Roglic

**** Rigoberto Uran, Davide Formolo 

*** Rafal Majka, Ivan Sosa, Michael Storer, Kristijan Durasek, Fausto Masnada

** Fausto Masnada, Jai Hindley, Tadej Pogacar, Radoslav Rogina, Sergey Firsanov, Jan Tratnik, Ruben Plaza, Amanuel Ghebreigzabhier, Vegard Stake Laengen, Daryl Impey, Robert Kiserlovski, Jure Golcer, Matej Mohoric

* Janez Brajkovic, Michael Schlegel, Artem Nych, Ildar Arslanov, Domen Novak, Josef Cerny, Chris Hamilton, Louis Vervaeke, Ivan Rovny, Alexander Riabushenko, Natnael Berhane, Alessandro Bisolti, Alexander Foliforov, Matteo Rabottini, Przeyslaw Niemiec

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.