Optakt: Tour de Suisse 2016

Flokkens visdom er, at hvis man ønsker at vinde Tour de France, så skal man køre Criterium du Dauphiné. Sådan er det. Tour de Suisse er, trods sin status som det længste og traditionelt mest prestigiøse etapeløb foruden de tre GrandTours, ikke det mest populære optaktsløb til Tour de France. Stjernerne vender Tour de Suisse ryggen; der er få, hvis overhovedet nogle, ryttere på årets startliste, der er favoritter til at køre sig i top-5 i årets Tour de France.

Der kan spores to forklaringer, der lidt underbygger hinanden. For det første argumenteres der for, at Criterium du Dauphiné simpelthen er et bedre løb at køre, hvis man ellers skal toppe til Tour de France. Det siges, at Tour de Suisse ligger for tæt på Touren; at det er for hårdt, koldt og for langt, og ikke giver mulighed for at prøve sig udi udfordringer og landskab, der minder om det i Tour de France. Det kan der være noget om.

På den anden side er der også en frygtelig masse flokkementalitet over dette rationale. Ja, man fristes faktisk til at sammenligne det med tro. Man fornemmer således en indædt, fast vished om, at hvis man gør sig nogle seriøse forhåbninger om at vinde Tour de France, så er det livsnødvendigt at køre Criterium du Dauphine. Dette afsporer sig så i, at man peger på det faktum, at vinderen af Tour de France nærmest aldrig har kørt Tour de Suisse som optakt.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour de Romandie

Dette er vel nok sandt, men det lyder også lidt som en selvopfyldende profeti: hvis alle favoritterne på grund af tro eller ’marginal gains’ beslutter sig for at køre Criterium du Dauphiné, så er det jo ikke så underligt, at vinderen af Tour de France ofte har brugt den optakt.

Det er så ahistorisk og en smule fjollet; historien har gentagende gange bevist, at Tour de Suisse kan være et ganske udmærket optaktsløb til Tour de France. Andy Schleck og Jan Ullrich havde ingen problemer med at varme op i Schweiz - men her kan forklaringen så være, at fordi Tour de Suisse er så langt, så passer det særligt de ryttere, der er lidt efter i forberedelserne. Men man kan også pege på Lance Armstrong, der også vandt Tour de France dengang han brugte Tour de Suisse som optakt.

Undertegnede tror på, at årsagen til den moderne fordeling skal findes hos Armstrong, der foretrak Criterium du Dauphiné, hvilket har skabt en vedvarende trend, der ikke synes at kunne omvendes.

Tour de Suisse står altså og mangler en redningsmand; en, der tør vise, at løbet kan bruges. Her er det interessant, at hjælpen ikke kommer fra den store stjerne, der har valgt at springe Criterium du Dauphiné over, Nairo Quintana. Den lille colombianer har nemlig valgt et kort optaktsprogram, hvor han får lov at blive i hjemlandet så længe som muligt, og hvor formen kun tilspidses med det kortere franske etapeløb, Route du Sud. Med andre ord har denne superstjerne foretrukket en optaktsmodel, der prædiker det præcist modsatte af Tour de Suisse: få løbsdage og lav intensitet.

Hvem redder så Tour de Suisse?

Man fornemmer, at Tour de Suisse ved den er gal, for de er gået i gang med at opstøve partnere. Det har de bl.a. gjort ved at alliere sig med Velon.

Hvad er Velon? Det er en kommerciel og politisk alliance mellem 11 WorldTour-hold, der har som et erklæret mål at skabe bedre betingelser for holdene i cykelsporten. Dette indebærer fx sportslige og kommercielle produkter, som fx at Velon under TV-transmissioner og via apps vil levere live data om rytternes puls og fart.

Men Velon er også et politisk projekt. Der foregår der en hidsig magtkamp mellem cykelsportens interessenter disse dage. På den ene side er der UCI, på den anden er Amaury Sport Organisation, også kendt som ASO (arrangørerne af Tour de France, Criterium du Dauphiné og, ja, de fleste væsentlige cykelløb). Denne magtkamp kan vise sig revolutionerende eller katastrofal alt efter, hvordan man har det med status quo.

Som altid i disse magtkampe er holdene splittede, men Velon-holdene har taget politisk parti. Som Velon fortalte til Feltet.dk i december, så er Velon på UCIs side i sagen. Som et resultat af dette politiske tilhørsforhold har Velon indgået et tæt samarbejde med de løb, der altså ikke er arrangeret af ASO, som fx Tour de Suisse, hvor disse unikke Velon-produkter altså står til at skulle fremvises.

Læs også

Dansk Lidl-Trek-sportsdirektør: Vi vil prøve noget frækt

Ta’ den, ASO, tænker man, for de fleste kloge observatører har det med at blive sure på ASO. Med rette. Men så simpelt er det ikke, for i cykelsporten vinder ASO næsten altid. Som beskrevet her på siden for nogle dage siden har ASO begået et modtræk til Velon.

Men her er så den sande, triste sandhed: Tour de Suisse viser, at Velon ikke kommer til at fungere som nogen særlig magtfaktor i cykelsportens interne stridigheder. Velon er ikke noget stærkt fælleskab. Hvorfor? Fordi ingen af holdene tør sende deres Tour-profiler til Tour de Suisse.

Tænk over det. Hvis Velon virkelig ville sende ASO et budskab, ville sammenslutningen kollektivt beslutte at sende deres stjerner til Tour de Suisse: Alberto Contador, Chris Froome, Richie Porte osv. ville være til start i Schweiz. Se det ville være et budskab.

Men det gør de ikke, for i cykelsportspolitik er der altid kun én vinder. Cykelholdene lader sig igen og igen splitte i jagten på deres kortsigtede mål. Fordi sportsdirektørerne og rytterne oprigtigt mener, at Criterium du Dauphiné er den bedste forberedelse til Tour de France, er et sådan træk ikke muligt, for Tour de France betyder alt. ASO har, som altid, alle kortene på hånden.

Ruten

Når det så er sagt, så skal man aldrig glemme, at Tour de Suisse ganske enkelt er et smukt og varieret løb, der ikke mindst er mere selvstændigt end det ASO-organiserede løb i Frankrig.

Modsat Criterium du Dauphiné er Tour de Suisse mere end et mini-Tour de France. Årets rute er fremragende skruet sammen og der venter noget for alle. Schweiz er sjældent helt fladt, og verdensmeteren Peter Sagan (Tinkoff) ventes at få en fest. Slovakken har allerede vundet 11 etapesejre i løbet - mere en nogen anden - og Sagan kan meget vel forventes at udbygge sin rekord i år. Derudover venter der et hav af bjergetaper samt en kort tidskørsel. Men årets vinder skal findes blandt klatrerne.  

I sin struktur har Tour de Suisse to dele: første del af løbet passer sprinterne (og prologspecialister), mens klassementet bestemmes i løbets sidste halvdel.

Løbet starter som altid med en kort prolog, denne gang i Baar. Prologen er småkuperet, men burde alligevel tiltale specialisterne. Efter den første halvanden kilometer kommer en kortere bakke på 450 meter, siden en nedkørsel, og så stiger det ellers let op mod målstregen. Hold særligt øje med Fabian Cancellara, der kører sit sidste Tour de Suisse, og som har i alt 10 etapesejre i løbet.

Dagen efter har også start og mål i Baar. Etapen er centreret omkring en rundstrækning der skal køres fire gange og som indeholder kategori 2-stignignen Allenwinden, der stiger med 4,2 % over 5,4 kilometer, men som alligevel fortsætter med let stigende plateau i yderligere fem kilometer. Det ligner en perfekt etape for ryttere som Peter Sagan (Tinkoff) og Michael Matthews (Orica GreenEDGE), men klassikerspecialister og udbrudskonger som Tim Wellens (Lotto-Soudal) kan også komme i spil.

Læs også

Nyt hold bekræfter interesse i Asgreen og Alaphilippe

Tredje etape fra Grosswangen til Rheinfelden er helt anderledes, men resultatet bliver noget af det samme. Der er seks kategoriserede stigninger fordelt ud over etapens 192,6 kilometer, alle placeret i løbets finale. Disse stigninger er dog primært i kategori 3, hvorfor de hårdføre sprintere burde være med hjem.

Først med fjerde etape kommer der en rendyrket sprinteretape. Etapen starter i kuperet landskab og indeholder en kategori 2-stigning, men derfra flader det ud. Kort før målstregen i Champagne kommer en kortere stigning i kategori 3, men dette er etapen, hvor det meste af feltet bør være med hjem.

Herfra er der dog ikke meget at hente for feltets hurtige ryttere, for de næste etaper er planlagt til at afgøre klassementet. Klassementskampen indledes med en kort, men hård, etape fra Brig-Glis til Carì. Det går op og ned hele dagen. Efter 40 kilometer kommer HC-stigningen Furkpass og kort efter kategori 1-stigningen Gotthardpass. Derefter flader det en smule ud inden etapen afsluttes med målstigningen op til Carì. Stigningen stiger med cirka 7,5 % over godt 10 km. Dette bliver en nøgleetape, selvom favoritterne måske vil spare lidt på kræfterne med tanke på, at der venter kamp om klassementet de næste fire dage.

Ja, for sjette etape byder på endnu en bjergafslutning. Etapen er meget ligefrem og indeholder to stigninger; den første til at trætte benene, den næste til at lade favoritterne duellere. Den afsluttende Amden-stigning er ’kun’ i kategori 1 og med sine lige knap 7 kilometer relativ kort, men hvad den mangler i længde har den i stigningsprocenter. Amden har en stigningsprocent på hele 10,7 % og her vil ingen kunne gemme sig. 

Allerede dagen derpå venter der dog rytterne en endnu hårdere udfordring. Syvende etape er ikke kuperet hele dagen lang, men etapen er for det første meget lang (224,3 kilometer) og slutter med den berygtede Sölden-stigning, også kendt som Rettenbachferner, der ligger i Østrig. Stigningen er kun 10,1 kilometer lang, men stiger med frygtelige 11 %. Det bliver formentlig her Tour de Suisse afgøres.   

Med udmattede stænger byder 8. etape på endnu et nøglemoment, årets enkeltstart, denne gang i Davos, kendt som det sted, hvor World Economic Forum afholdes. Årets enkeltstart er kortere end normalt og kun på 16,8 kilometer, hvorfor den er mindre betydningsfuld. Enkeltstarten er småkuperet men burde tiltale specialisterne samt særligt de klassementsryttere, der mestrer enkeltstartens kunst.

Traditionelt er Tour de Suisse blevet afsluttet med en enkeltstart, men i år har arrangøren fornyet sig. I stedet afsluttes løbet men en hård etape i Davos og det omkringlæggende landskab. Etapen er kort, men indeholder to onde stigninger, startende med Albulapass (17,4, 6,9 %), hvis top nås med omkring 66 kilometer til mål. Dernæst følger en kort nedkørsel og lidt transport inden den sidste HC-stigning Flüelapass (12,9 km, 7.4 %). Herefter følger en nedkørsel. Etapen indbyder således til klassementskørsel, men det mest oplagte er, at nogle bjergstærke udbrydere holder hjem.

Etapevurdering

1. etape (11/06): Baar - Baar, 6.4 km ITT (**)

2. etape (12/06): Baar - Baar, 187.6 km (**)

3. etape (13/06): Grosswangen - Rheinfelden, 192.6 km (**)

4. etape (14/06): Rheinfelden - Champagne, 193 km (*)

5. etape (15/06): Brig-Glis - Carì, 124.3 km (****)

6. etape (16/06): Weesen - Amden, 162.8 km (****)

7. etape (17/06): Arbon - Sölden, 224,3,km (*****)

8. etape (18/06): Davos - Davos, 16.8 km (****)

9. etape (19/06): Davos - Davos, 117.7 km (***)

Favoritterne

Som indikeret i rutebeskrivelsen for oven, så vil vinderen af Tour de Suisse være en velbalanceret etapeløbsrytter, der kan klatre og gøre sig hæderligt på en enkeltstart.

Læs også

Mads P er i verdenstoppen over flest indkørte præmiepenge i 2024

Målt ud fra årets hidtidige resultater ligner den mest oplagte vinder Geraint Thomas (Team Sky), der i fjor sluttede på en andenplads. Englænderen har i år fokuseret på ugelange etapeløb fremfor brostensklassikerne. For neutrale observatører er det en skam, for Thomas’ alsidighed er noget helt særligt, men det har virket: Thomas har uden tvivl rykket sig som etapeløbsrytter i indeværende sæson. Den alsidige Sky-løjtnant har nemlig vundet to løb: Paris-Nice og Volta ao Algarve. Da Thomas må forventes at være udset en rolle som hjælperytter for Chris Froome i Tour de France, kan man forvente, at Thomas er særligt motiveret. Han besidder en formidabel enkeltstart og forbedrer sig konstant i bjergene.

Hernæst følger to ryttere, som traditionelt gør det fantastisk i Tour de Suisse: Rui Costa (Lampre-Merida) og Simon Spilak (Katusha). Rui Costa har vundet løbet hele tre gange, sågar i træk (2012-14). Costa kørte ikke løbet i fjor, men vender nu tilbage til det løb, som har behandlet ham så godt. Man ville normalt sige, at ruten er for hård til Costa, men lige netop i dette løb og i dette felt er Costa et lige så godt bud som alle andre.

Den forsvarende mester, Simon Spilak , er altid god i Tour de Suisse og vil garanteret være det igen. Spilak er en verdensklasserytter i to løb på kalenderen - Tour de Romandie og Tour de Suisse - og kun disse løb. Og Tour de Suisse er og bliver ham skræddersyet. Det trækker dog ned på favoritværdien, at den slovenske rytter har haft en lidt skuffende sæson.

Den rytter til start med størst potentiale er dog Tejay Van Garderen (BMC), feltets velsagtens bedste GT-rytter. Amerikaneren kan det hele, men kommer alt for ofte til kort i disse WT-løb. Van Garderen har kun vundet etapeløb i USA og, ja, selvom man forventer, at han muligvis er løbets bedste rytter, så besidder BMC-profilen bare ikke det store vindergen.

Ion Izagirre (Movistar) er med sine 27 år ikke noget ung talent, men derfor kan man godt tale om, at spanieren har haft et slags gennembrud de seneste par sæsoner. Her har Izagirre nemlig markeret sig som en fremragende etapeløbsrytter i de ugelange dyster, bedst markeret med sejren i Tour de Pologne (2015) samt en tredjeplads ved årets Tour de Romandie. Foruden at være en dygtig klatrer kører Izagirre til tider en fremragende prolog.

Under disse profiler har vi en række usikre kort. Michele Scarponi (Astana) kommer til løbet med Giro d’Italia i benene og virker som en udmærket outsider. Man kan dog med rette forvente mere af Scarponis holdkammerat, unge Miguel Ángel López, der ligner den næste store colombianske stjerne. Derudover bør man holde øje med den franske klatrer Warren Barguil (Ag2r La Mondiale), der sigter efter ungdomstrøjen i årets Tour de France, samt Andrew Talansky (Cannondale), der desuden støttes af den lovende klatrer Joe Dombrowski.

Blandt outsiderne må man fremhæve schweizeren Mathias Frank (IAM Cycling), der aldrig synes rigtig at indfri sit talent andre steder end her; veteranen Samuel Sanchez (BMC), der har overrasket positivt på det seneste; John Darwin Atapuma (BMC), der kommer med gode ben fra Giroen; samt Wilco Kelderman (LottoNL-Jumbo). Er man nostalgisk anlagt kan man holde øje med Robert Gesink (LottoNL-Jumbo) mens Pierre Latour (Ag2r La Mondiale) udgør det frække hipster-bud.

Der er tre danskere til start. Matti Breschel (Cannondale) burde få nogenlunde fri rammer til at jagte etapesejre, mens Magnus Cort og Christopher Juul-Jensen (begge Orica GreenEDGE) må forventes mest at skulle arbejde for Michael Matthews.

Feltet.dks Favoritvurdering

*****: Geraint Thomas

****: Rui Costa, Simon Spilak

***: Tejay Van Garderen, Ion Izagirre

**: Michele Scarponi, Warren Barguil, Andrew Talansky, Miguel Ángel López

*: Mathias Frank, Samuel Sanchez, John Darwin Atapuma, Wilco Kelderman