Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour de Suisse
08. juni 2018 18:04 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens et par af Tour-favoritterne og flere af deres rivaler afslutter deres sidste forberedelsesløb i Dauphiné, gør de fleste af de største navne til dette års udgave af La Grande Boucle sig klar til deres sidste udfordring inden deres store mål. Trods dets tidligere status som verdens mest prestigefulde ugelange etapeløb har Tour de Suisse tabt meget af dets appel til de største stjerner, men det ni dage lange løb har i år fået lidt af en renæssance, idet en ændret kalender betyder, at stjernerne i år valfarter til løbet for at afslutte forberedelserne frem mod Touren. For første gang længe har det schweiziske løb givet markante klø til Dauphiné i kampen om den mest stjernebesatte startliste, og i år vil Richie Porte, Mikel Landa og Nairo Quintana føre en lang række af stjernenavne an i en uge med perfekt Tour-opvarmning og en fascinerende kamp om at vinde det længste WorldTour-løb, der ikke falder ind under grand tour-kategorien.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE

Løbets rolle og historie

Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.

 

Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.

 

Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage.

 

Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne bevgivenhed for de fleste klassementsryttere. Den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, var Lance Armstrong, der i 2011 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og siden 2011 har Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli. I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og sidste år skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz.

 

Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Alberto Contador og Team Sky har hørt til blandt de hovedaktører, der prioriterer det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ser er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gælder også i år, hvor Arnaud Demare noget overraskende er til start i Schweiz.

 

Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. Også i år har Dauphiné-arrangørerne med en kopi af en alpeetape fra Touren og et langt holdløb lagt lokkemad ud til Tour-favoritterne-

 

Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014 og 2015 var ruterne igen lettere , men både i 2016 og 2017 har man vendt tingene helt på hovedet og designet løb, der er langt hårdere end vanligt.

 

I år er alt imidlertid vendt på hovedet. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betyder, at de fleste nu har fundet Dauphinés placering for tidligt. Det betyder, at de store navne i stort antal har vendt det franske løb ryggen, og dermed er der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider har man givet franskmændene klø, og i år er det et fabelagtigt felt af Tour-favoritter, der er valfartet til Schweiz. Richie Porte, Nairo Quintana og Mikel Landa fører feltet an, og også navne som Bauke Mollema, Steven Kruijswijk, Jakob Fuglang og Wilco Kelderman vil fintune formen på de schweiziske landeveje.

 

Løbet har stadig en meget speciel rolle på cykelkalenderen, idet det er det længste løb uden for grand tour-kategorien. Det er én dag længere end Dauphiné og var tidligere kendt som det fjerdemest prestigefulde etapeløb i verden. Mens den position nu er tabt, giver dets rolle som en national rundtur det fortsat en særlig status, og det er stadig et løb, som alle drømmer om at vinde.

 

Grunden til den store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.

 

Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. I år er bestemt ingen undtagelse, idet Jack Haig, Roman Kreuziger, Diego Ilissi, Sergio Henao, Enrico Battaglin, Joe Domrbowski, Hugh Carthy, Tim Wellens, Patrick Konrad, Roha n Dennis og Jose Goncalves blot er nogle af de ryttere, der kørte Giroen og nu forsøger at gøre brug af deres form i Schweiz.

 

Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016 og yderligere to i 2017, og dette års rute burde igen give gode muligheder for den alsidig slovak. Efter to år med en mere ligelig fordeling er sprinterne i år næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der foretrækker Slovenien Rundt efter aflysningen af Ster ZLM Tour - og Sagan skal op mod folk som Fernando Gaviria, John Degenkolb, André Greipel, Arnaud Demare, Alexander Kristoff, Michael Matthews, Greg Van Avermaet, Michael Albasini, Magnus Cort, Sonny Colbrelli og Thomas Boudat, hvis han vil gøre sig håb om yderligere succes.

 

Sidste år kom Simon Spilak tilbage efter et skuffende forår og tog sin anden sejr i løbet efter et omskifteligt løb med store udsving undervejs. Efter at Domenico Pozzovivo havde kørt sig i førertrøjen overtog Spilak med en knusende sejr på løbets kongeetape til frygtede Rettenbachferner den samlede føring, som han forsvarede på den sidste enkeltstart, så han kunne vinde med hele 48 sekunder ned til Damiano Caruso og 1.08 ned til Steven Kruijswijk. Efter endnu et skuffende forår håber Spilak atter at vende sæsonen på hovedet ved at forsvare sin titel i Schweiz, hvor Kruijswijk går efter at gøre det endnu bedre end sidste år, men denne gang er Caruso ikke til start, idet han i år har fået ansvaret som BMC-kaptajn i Dauphiné, mens Richie Porte denne gang fører BMC an i Schweiz.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE
 

Ruten

Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man sidste år, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet

 

Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan trods sin unge alder allerede er den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.

 

Efter to år med meget hårde ruter er man i år gået den modsatte vej, og der er i år tale om den letteste rute siden 2015 med flere klassiske, ikke specielt stejle stigninger, helt typisk for Schweiz Rundt. Man kan med nogen ret mene, at der denne gang faktisk er fire bjergetaper på programmet, men kun én af dem er vanskelig. 4. etape er første lille test, hvor en blød stigning i finalen formentlig end ikke er for svær for folk som Peter Sagan og Michael Matthews, og det bliver heller ikke meget vanskeligere på 5. etape, hvor den første bjergafslutning venter. Målstigningen til Leukerbad er nemlig heller ikke voldsomt svær, og derfor er det næppe heller her løbet skal vindes. På 6. etape venter en stor bjergdag med mægtige Furkapass og Klausenpass, men med 70 flade kilometer til slut inden en puncheurfinale ligner det en dag for et udbrud eller endnu en dag for Sagan-typerne. Det helt store bjergslag skal i stedet slås på fredagens kongeetape, hvor den lange Arosa-stigning slutter med en stejl 5 km lang rampe nær toppen, og det er her, klatrerne skal slå til, hvis de vil vinde tid i årets løb.

 

Som sagt har Tour de Suisse som regel budt på både en lang og en kort enkeltstart, men i år har man nytænkt ruten. Med udsigt til et vigtigt holdløb i Touren har man forsøgt at lokke stjernerne til ved også at have en sjælden holdtidskørsel på programmet i alpelandet. Derfor indledes løbet med en 18 km kollektiv test mod uret, mens det hele som altid slutter af med en ganske lang enkeltstart, denne gang over 34,5 km. I år er der endda tale om en fladere rute end vanligt, og modsat de fleste tidligere udgaver er det guf for de helt store specialister.

 

Sprinterne og klassikerrytterne kan glæde sig over, at der i år som altid er meget at se frem til. Efter holdløbet venter en kuperet rundstrækningsetape, der er som skabt til de hårdføre sprintere. Mandag slutter med en klassisk schweizisk rundstrækning med en lille bakke i finalen og dermed typisk klassikerterræn, og som sagt er der også muligheder for klatrestærke afsluttere på 4. og 6. etape. På næstsidste etape venter en sidste chance i form af en usædvanligt let rundstrækningsetape, der burde give sprinterne en sidste chance for at teste formen inden den afsluttende enkeltstart.

 

 

1. etape

Siden år 2000 er kun fire udgaver ikke startet med en kort enkeltstart. Sidste gang løbet blev indledt med en almindelig linjeløbsetape var helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt og således erobrede den første førertrøje, og siden da har det udviklet sig til en helt fast tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, ofte på meget tekniske og ganske kuperede ruter. Ambitionen om at tiltrække flere Tour-stjerner imidlertid ansporet til nytænkning, og da det blev klart, at årets udgave af den franske grand tour indeholder et vigtigt holdløb, var man ikke langsomme til at slå til. Resultatet er blevet et farvel til den traditionelle enkeltstart, der i stedet er blevet erstattet af en holdtidskørsel, den første i løbet siden år 2000, hvor ryttere som Jan Ullrich, Alexandre Vinokourov og Udo Bölts bragte Telekom til sejr og sendte Steffen Wesemann i den første førertrøje. Med sine blot 18 km er etapen betydeligt kortere end det holdløb, der venter i Touren, men der er ingen tvivl om, at 1. etape i Schweiz for mange vil fungere som en vigtig generalprøve inden 3. etape i Frankrig, samtidig med at den vil være en chance for at vinde vigtig tid i kampen om sejren i det schweiziske løb.

 

I alt skal der køres 18,3 km på en rundstrækning omkring byen Frauenfeld, der er vært for de første to etaper i årets løb. Fra starten venter flere sving, mens man kører mod sydvest ud af byen igennem fladt terræn, inden vejen retter sig ud, mens man fortsætter mod nord. Her begynder allerede efter ca. 1,7 km at stige, mens man kører mod nord og siden nordøst op til mellemtiden, der tages på etapens højeste punkt efter 8,1 km. Den 6,4 km lange opkørsel er dog ikke vanskelig og stiger blot med 1,8% i gennemsnit.

 

Efter mellemtiden venter et kort fladt stykke, mens man fortsætter mod nordøsy, inden man fortsætter mod sydøst og syd tilbage mod Frauenfeld via en nedkørsel. Herefter bliver det helt fladt over de sidste 6-7 km, der går mod sydvest med retning mod byen centrum. Til slut er der flere tekniske udfordringer med hele seks skarpe sving på de sidste 3 km.

 

Etapen byder på i alt 180 højdemeter

 

Man skal ikke lade sig skræmme af profilen, der ser mere dramatisk ud, end den er. Den lille bakke er ikke vanskelig, og der synes derfor at være tale om et klassisk holdløb for de hold, der virkelig specialiserer sig i disciplinen, herunder særligt BMC, der drømmer om at give Richie Porte en perfekt start ved at tage endnu en af deres mange holdløbssejre. Der burde være god plads til, at de store maskiner kan få gang i de store gear, særligt på etapens sidste del, men til allersidst vil ruten blive så teknisk, at holdene skal holde tungen lige i munden for ikke at blive splittet op i den hektiske finale.

 

Frauenfeld har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

 

 

2. etape

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en prolog (i år et holdløb) og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Det er også tilfældet i år, hvor Frauenfeld har fået æren af at være centrum for løbet i den indledende weekend. Efter det første klassementsslag på holdtidskørsken byder de på en typisk Schweiz Rundt-etape, hvor man over fire omgange på en let kuperet rundstrækning skal forcere nogle mindre stigninger fire gange, og dermed kan der blive ryddet ud i sprinterne på en dag, hvor de hårdføre sprintere utvivlsomt lugter muligheden for igen at score en etapesejr i det schweiziske løb.

 

I alt skal tilbagelægges 155,0 km omkring byen Frauenfeld, og de foregår alle på en 39,0 km lang rundstrækning, der skal køres i alt fire gange (første del af første omgang er neutraliseret). Fra start bevæger man sig gennem flere sving mod vest gennem bycentrum, inden det via let stigende terræn med et par mindre bakker går mod nordvest og til slut nord frem til den indlagte spurt, der efter 12,5 km på rundstrækningen vil byde på en kamp om point og bonussekunder på de tre sidste af de fire omgange. Her drejer man mod sydøst og siden øst for at tage hul på kategori 3-stigningen Herdern (1,8 km, 7,6%), hvis top rundes med 21,6 km igen, og som vil give bjergpoint på alle fire omgange. En lille nedkørsel fører herefter mod sydøst, inden det går mod nordøst op ad en lille bakke, der over 4,5 km stiger med 2,5%, og som leder op til rutens højeste punkt, der bås med 15,4 km til mål.

 

Herefter bliver det meget lettere. Idet man kører mod øst og siden syd via en lang nedkørsel. Detf lader ud med 7-8 km igen, hvor man kører mod sydvest tilbage mod Frauenfeld. Her venter en teknisk finale med to sving lige i træk ved 2 km-mærket og derefter yderligere to sving i rap ved den røde flamme. Finalen er stort set helt flad.

 

Etapen byder på i alt 1813 højdemeter.

 

Denne type rundstrækningsløb er klassiske for Schweiz Rundt og en af grundene til, at klassikerryttere og stærke sprintere har så gode muligheder. Antallet af højdemeter er dog til at overse, og stigningerne er ikke voldsomt svære. Med tanke på, at man som sprinter kun kommer til Schweiz, hvis man klatrer temmelig godt, og at forskellene efter holdløbet vil være relativt små, er det derfor ganske sandsynligt, at sprinterholdene vil holde det samlet til en stor massespurt.

 

Frauenfeld har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

3. etape

Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sine svære rundstrækninger, hvor sene stigninger altid er perfekte til angreb og til at rydde ud i feltet af sprintere. En sådan etape var allerede på programmet søndag, og der venter igen en kuperet rundstrækning som afslutning på 3. etape. Denne gang er finalen dog betydeligt vanskeligere med en stigning langt tættere på mål, og der er derfor lagt op til et betydeligt mere selektivt løb end på 2. etape, dog uden at det burde være nok til at ryste Sagan- og Matthews-typerne.

 

I alt skal der tilbagelægges 182,8 km mellem Oberstammheim og Gansingen. Fra start kører man en omgang på en 36,5 km lang og kun let kuperet rundstrækning i området vest for startbyen. Herefter tager man hul på endnu en omgang, men i det vestligste punkt fortsætter man denne gang mod sydvest med retning mod Gansingen. Det ændrer ikke meget på terrænet, der fortsat er relativt fladt med kun et par mindre bakker. Senere drejer man mod nordvest for at køre det sidste stykke op til målbyen og skal undervejs over kategori 3-stgingen Hagenfirst (1,8 km, 7,9%), der har top efter 117,5 km. Kort efter rammer man den afsluttende rundstrækning, og efter 123,0 km krydser man målstregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 29,9 km lange runde i området øst for målbyen. Straks fra start kører man mod syd op ad kategori 3-stigningen Burersteig (2,0 km, 7,0%), der har top med 26,6 km igen. Derefter går det mod øst gennem Remigen, hvor dagens indlagte spurter kommer på de to omgange med hhv. 50,6 og 20,7 km igen. Derefter kører man mod øst og nord op over en mindre bakke, inden man drejer mod vest ind på kategori 3-stigningen Hagenfirst (3,9 km, 4,9%), hvis top rundes med bare 5,5 km igen. Herefter falder det mod vest, indtil man med 1,8 km igen drejer mod syd. Herefter stiger det ganske let op mod mål ad en lang, lige vej uden sving.

 

Etapen byder på i alt 2260 højdemeter.

 

Etapen har en typisk Tour de Suisse-finale, men en ganske svær afslutning, der formentlig vil være for vanskelig for mange af sprinterne. Den sidste stigning er en perfekt affyringsrampe for sene angreb, men den er ikke svær nok til at kunne bruges af klassementsrytterne. Samtidig er den ikke stejl nok til at burde kunne bringe de mange klatrestærke klassikerfolk som Peter Sagan og Michael Matthews i vanskeligheder, og de vil endda være gode nok til selv at gå med i rykkene. Historien viser, at det kan være vanskeligt for en isoleret Sagan at kontrollere disse finaler, hvorfor det ikke kan udelukkes, at det kan lykkes for en mand eller to at snige sig væk, særligt i den flade finale. Mest sandsynligt er det dog, at en mindre gruppe skal spurte om sejren.

 

Gansingen blev senest besøgt i 2012, hvor Valdimir Isaychev viste sig som hurtigste mand i et udbrud på 7 ryttere, der fik lov at køre hjem med mere end 11 minutter. Både i 2000 og 2008 blev Markus Zberg schweizisk mester i byen.

 

 

 

4. etape

Efter to dage, der har handlet om overlevelse, er det endelig tid for klassementsrytterne at teste bjergbenene en anelse på 4. etape, hvor den første længere klatreudfordring venter med top bare 9,8 km fra stregen. Der er dog kun tale om en relativt blød stigning, der næppe kan bruges til at skabe forskelle, og etapen ligner derfor mest en test af benene for de store navne samt endnu en chance for Sagan - hvis altså ikke et udbrud får lov at løbe med det hele.

 

I alt skal der tilbagelægges 189,2 km mellem Gansingen og Gstaad, og etapen er meget enkel. Stort set hele dagen består nemlig af en lang rejse mod sydvest øst om hovedstaden Bern væk fra det relativt flade nord og ned til bjergene i den sydlige del af landet. Tidligt skal man over den lille kategori 3-stigningen Staffelegg (1,3 km, 7,6%) med top efter 23,6 km, men derudover er det i alt væsentligt fladt på den lange rejse mod sydvest. Kort inden man når Bern, sætter man kursen direkte mod syd for at køre uden om hovedstaden og forbi den første spurt, der kommer efter 131,8 km. Kort efter drejer man mod vest og senere sydvest med retning mod Gstaad, fortsat gennem kun ganske let stigende terræn. Der fortsættes derefter videre mod syd forbi den sidste spurt, der kommer med 17,3 km igen.

 

Herefter ændrer etapen karakter. Feltet har nu nået bjergene mod syd og sætter herfra kursnem o d sydvest for at køre op over kategori 2-stigningen Saanenmoser (7,2 km, 4,6%), der har top med bare 9,8 km igen. Det er en jævn stigning med stigningsprocenter på 5-6 på første halvdel og 3-5 mod toppen. Herefter fortsætter man via en lang, næsten helt lige nedkørsel mod sydvest ned mod Gstaad, hvor nedkørslen ender med ca. 3 km igen. I byen slår man en lille sløjfe i fladt terræn, hvilket betyder, at der på de sidste 2500 m er hele fem skarpe sving, de to sidste lige i rap efter den røde flamme, inden man rammer den 800 m lange flade opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2457 højdemeter.

 

Etapen kan være ganske svær at læse, men den sidste stigning er helt sikkert ikke svær nok til at kunne bruges til et angreb i klassement, slet ikke hvis der er modvind. Mest sandsynligt er det, at det vil blive et udskilningsløb bagfra, og der er ingen grund til, at ryttere som Sagan og Matthews ikke også kan komme med over denne gang og slå til i en spurt i et lille felt i den tekniske finale. Hvis sammensætningen af udbruddet er rigtig, og der ikke er en umiddelbar trussel mod førertrøjen, er det også en etape som denne, der kan vindes af et udbrud, hvis Sagan, Matthews og lignende typer er usikre på, om de kan overleve stigningen.

 

Gstaad har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

 

 

 

5. etape

4. etape fungerede som opvarmning for klassementsrytterne, men nu er der ikke længere nogen vej udenom. På 5. etape gælder det endelig den første virkelige bjergtest, når der for første gang er mål på toppen af en stigning. Leukerbad er dog langt fra sportens sværeste opkørsel og vil formentlig være vanskelig at benytte til at skabe de helt store forskelle, men vi vil i hvert fald få en klar ide om, hvem der kan - og måske snarere ikke kan - vinde årets Tour de Suisse.

 

I alt skal der tilbagelægges bare 155,7 km mellem Gstaad og Leukerbad. Starten er hård, idet det først går mod syd i let stigende terræn, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Pillon (6,8 km, 5,2%), der har top efter 15,7 km og er en relativt jævn stigning med stigningsprocenter omkring 6 og et fladt plateau på midten. En nedkørsel fører herefter mod vest og sydvest ned til Aigle, hvor UCI har sit hovedkvarter, og som ligger i en dal midt hjertet af Alperne. Efter den hårde start følger man den helt flade dalvej mod sydøst og siden mod nordøst i noget af det letteste terræn, regionen kan byde på.

 

Med 54,2 km kører man om point i den første spurt, og derefter ændrer etapen igen for alvor karakter, når man efter at havedrejer mod nord og nordøst og forlader dalen for at køre op ad kategori HC-stigningen Montana Village (13,5 km, 5,8%), hvis første 8 km er ganske hårde med stigningsprocenter på mellem 7 og 9, inden en lille nedkørsel leder frem til en let afslutning med stigningsprocenter på 3-6. Toppen rundes, når der resterer 35,7 km, hvorefter en ikke specielt vanskelig ned kørsel leder tilbage mod sydøøst ned mod dalen, som man kortvarigt følger mod nordøst forbi den sidste spurt, der kommer med 21,1 km.

 

Herefter kører man atter ind i bjergene, når man drejer mod nord for at tale hul på kategori 1-stigningen Leukerbad (14,1 km, 4,5%), der leder op til mål. Der er tale om en ganske let stigning, der aldrig for alvor bliver stejl. Efter en le indledning med stigningsprocenter på 4-5, tager den fat med 7km, hvor der følger 4 km med stigningsprocenter på 6-8. Herefter flader det ud på de sidste 3 km, hvor stigningsprocenten hovedsageligt ligger på 4-5. Den sidste kilometer stiger med ca. 5%. Der er tale om en lang, let bugtende vej uden væsentlige sving på den sidste halvdel af stigningen.

 

Etapen byder på i alt 2668 højdemeter.

 

Ligesom på den foregående etape, er den sidste stigning relativt nem, og selvom der måske kan gøres forskelle på det stejle stykke frem til de sidste 3 km, er det ikke en dag, man vinder meget tid. Specielt hvis der er modvind, er det en stigning, der ikke vil skabe store afstande, og det kan meget vel ende som ved seneste besøg i 2006, hvor der kun opstod små huller i selve spurten. Ligesom på den foregående etape er det i højere grad en dag, hvor løbet kan tabes, end det kan vindes, men vi vil dog alligevel få vise svar på, hvem der er kørende i årets udgave af det schweiziske løb.

 

Leukerbad blev senest besøgt i 2006, hvor Steve Morabito tog en solosejr med ca. 15 sekunder ned til en ret stor gruppe af favoritter, hvor der først opstod beskedne huller i selve spurten.

 

 

 

6. etape

Efter to dage med relativt lette stigninger fortsætter bjergetaperne med progressivt at blive sværere og sværere, når det torsdag gælder en voldsom bjergetape med to af Schweiz’ mest berømte stigninger. Furkapass og Klausenpass er to store bjerge, der begge skal forceres på en dag med mange højdemeter, men da der efter sidste stigning resterer 70 hovedsageligt flade kilometer med kun en lille rampe op til mål, ligner det snarere en dag for puncheurs eller et udbrud end en stor etape for klassemenstrytterne.

 

I alt skal der tilbagelægges 186,0 km mellem Fiesch og Gommiswald, og de indledes relativt let, når man læger ud med at køre mod nordøst ad en helt flad dalvej. Allerede efter ca. 20 km ændrer etapen imidlertid dramatisk karakter, når man kører ind på kategori HC-stigningen Furkapass (16 km, 6,5%), som bestiges fra sydvest. Der er tale om en ret irregulær stigning md nogle meget stejle passager på første del, midtvejs og til slut med ca. 2 km til toppen, men på lange strækninger er stigningen jævn uden at være svær. Topepen rundes efter 37,2 km, hvorefter en lang, relativt let nedkørsel fører mod nordøst og nord ned til dalen, hvor man kortvarigt følger en flad dalvej mod nord.

 

Der er ikke meget tid til at komme sig, for kort efter drejer man mod øst for at køre op ad kategori HC-stigningen Klausenpass (22 km, 6,2%), der ligesom den foregående er temmelig ujævn stigning med mange meget svære passager efterfulgt af lettere stykker. Særligt de første 10 km er nemme, mens den sidste halvdel er ganske svær.

 

Toppen rundes, når der resterer 69,5 km, hvorefter en lang, ikke voldsomt svær nedkørsel leder mod nordøst ned mod dalen og det fladere terræn nord for Alperne. Med ca 45 km rammer man det flade terræn, der fører mod nord. Den første spurt kommer med 29,6 km igen, hvorefter man fortsætter mod nord gennem helt fladt terræn. Med bare 6,7 km igen kommer den sidste spurt, hvorefter man kører mod nordvest frem til bunden af dagens sidste udfordring. Der er tale om en lille kategori 3-stigning, der over 2800 m stiger med 5,2% og har top med bare 1,3 km igen. Herefter flader det ud, inden de sidste 400 m stiger med 5,5% i snit. På de sidste 3 km bugter vejen sig konstant, men der er ingen skarpe sving.

 

Etapen byder på i alt 3436 højdemeter.

 

Etapen byder på voldsomt mange højdemeter, men stigningerne kommer formentlig for tidligt til, at de for alvor kan bruges til noget. Det er klart, at manden i førertrøjen kan bringes i vanskeligheder, hvis han isoleres tidligt, men formentlig ender det i status quo i toppen af klassementet. Etapen ligner i stedet en god chance for et udbrud, men det er bestemt ikke utænkeligt, at folk som Peter Sagan, Michael Matthews, Greg Van Avermaet og Philippe Gilbert vil jagte en etapesejr, hvis de er kommet godt over de to bjerge. Den eksplosive finale er i hvert fald skabt til dem.

 

Gommiswald har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

7. etape

I de seneste tre år har løbets kongeetape været henlagt til den brutale Rettenbachferner i Østrig, men i år er det igen løbets eget hjemland, der vil være rammen om løbets vigtigste bjergslag. Efter et par etaper med relativt lette stigninger i finalen venter der på løbets 7. etape endelig en stor chance for klatrerne til at slå til, når man på løbets tredjesidste dag skal slutte i på Arosa-stigningen, der byder på en voldsomt stejl afslutning. Det er imidlertid også nu, der skal slås til, for etapen er sidste chance for de lette folk til at vinde tid inden den afsluttende enkeltstart.

 

I alt skal der tilbagelægges 170,5 km mellem Eschenbach/Atzmännig og Arosa. Starten er hård, da man med det samme kører mod sydvest og siden nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning, der over 7 km stiger med 4% i snit. En lille nedkørsel leder mod nord frem til bunden af kategori 3-stigningen Wasserflustrasse (3,4 km, 6,7%), der bestiges fra vest og har top efter 24,6 km. Herefter går det videre mod øst, nordøst og sydøstgennem let kuperet terræn med to mindre bakker, inden en nedkørsel leder mod nordøst ned mod fladlandet.

 

Efter knap 70 km er man nede i den dal, der markerer grænsen til Lichtenstein, og man følger nu den flade dalvej og grænsen mod syd tæt forbi hovedstaden Vaduz, dog uden nogensinde at køre ind i miniputnationen. Kort efter drejer man mod sydøst for at køre frem til den første spurt, der kommer efter 126,7 km, inden det går mod syd forbi den sidste spurt, der kommer efter 135,9 km.

 

Den flade dalvej følges mod syd frem til byen Chur, hvor finalen indledes. Her kører man mod øst direkte ind på kategori HC-stigningen Arosa (27,7 km, 4,1%), der leder op til mål. Man skal ikke lade sig snyde af tallene, for stigningen er ganske irregulær. De første 7 km er hårde med stigningsprocenter mellem 7 og 11, men derefter følger et langt midterstykke, hvor det bare stiger med 1-2% det meste af vejen. Med 5 km igen går det imidlertid for alvor løs, når man drejer mod syd og sydvest, for her stiger det med 9-11% indtil det på den sidste kilometer atter flader ud med stigningsprocenter på 2-3.  Bjergspurten kommer med 1,1 km igen, hvorefter det er fladt. I finalen er der et hårnålesving med knap 3 km igen, men herefter bugter vejen sig kun let. Til slut følger man vejen halvvejren rundt om en sø.

 

Etapen byder på i alt 2927 højdemeter.

 

Dette er ubetinget løbets sværeste etape og den helt store chance for klatrerne for at gøre en forskel. Det meste af Arosa-stigningen er let, men de sidste 5 km er så svære, at der er lagt op til et stort slag mellem klatrerne. Ganske vist er der tale om en relativt eksplosiv sag, og afstandene vil derfor næppe være enorme, men det vil stadig være rammen om den helt stor bjergtest for mange af Tour-favoritterne, inden det går løs i juli, og det vil samtidig sætte scenen til den store finale i Schweiz inden den afsluttende enkeltstart.

 

Arosa blev senest besøgt i 2012, hvor Michael Albasini tog en solosejr på en dramatisk bjergetape, hvor Alejandro Valverde måtte grave dybt for at hjælpe sin unge holdkammerat Rui Costa med at forsvare trøjen. Chris Horner tog sin hidtil største sejr i 2005, hvor han slog en ung Vincenzo Nibali, og Francesco Secchiari tog en udbrudssejr på en knap så selektiv dag i 2000. I 1999 tog Francesco Casagrande en solosejr med 35 sekunder ned til den lokale helt Laurent Dufaux.

 

 

 

8. etape

Det er klassisk for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Denne model blev senest benyttet sidste år, hvor Peter Sagan i Schaffhausen vandt en spurt om lørdagen, inden Rohan Dennis sejrede på den afsluttende enkeltstart, og i 2015, hvor Alexey Lutsenko vandt en etape i Bern, inden Tom Dumoulin vandt en neglebidende enkeltstart dagen efter. Schaffhausen havde samme ære af at afslutte løbet på denne facon i 2011, men i år er det byen Bellinzona i den italiensktalende del af landet, der får fornøjelsen. Ligesom sidste år har man denne gang valgt to forskellige ruter til lørdagens rundstrækningsløb og søndagens enkeltstart, men der er dog tale om et ganske stort overlap mellem sidste linjeløbsetape og den afsluttende tidskørsel.

 

Weekenden indledes med en etape i typisk Schweiz Rundt-terræn, hvor der ikke er meget fladt, men heller ikke store stigninger. Faktisk er etapen usædvanligt flad efter schweizisk standard, når der skal tilbagelægges bare 123,8 km omkring Bellinzona. Etapen består af seks omgange på en 21,5 km lang rundstrækning (første del af første omgang er neutraliseret). Indledningsvist kørt man mod nordøst gennem byens centrum, hvor der i fladt terræn er en del sving, inden man fortsætter mod nord over to mindre bakker op mod det højeste punkt, hvor der vil være spurt på de sidste tre omgange, sidste gang med 12,5 km igen.

 

Herefter går det via en lille nedkørsel mod vest, inden man sætter kursen mod sydøst og siden sydvest gennem den relativt flade dalvej, der byder på et par ganke små bakker, inden det flader ud på de sidste 3 km. Her venter et par skarpe sving med 2,2 km, 1,4 km og til slut 800 m igen

 

Etapen byder på i alt 824 højdemeter.

 

Disse afsluttende rundstrækningsløb har ofte været ganske kuperede, men denne gang er der tale om en usædvanligt let sag. Sjældent har man set en fladere etape i Schweiz, og de små bakker synes ikke at kunne bruges til mange angreb. Med tanke på de mange sprintere, der er til start, synes det derfor at være en oplagt chance for, at de hurtige folk kan teste formen en sidste gang inden det store slag i juli.

 

Bellinzona var senest vært for løbet i 2014, hvor Tony Martin besejrede Tom Dumoulin og Rohan Dennis på den indledende enkeltstart. Paolo Bettini tog en solosejr 10 år tidligere. I 2001 vandt Martin Elmiger det schweiziske mesterskab i byen.

 

 

 

9. etape

Et af kendetegnene ved Schweiz Rundt er, at man altid har en mellemlang enkeltstart på 30-40 km, der som regel finder sted på en relativt kuperet rute med en eller flere typiske schweiziske stigninger. I langt de fleste udgaver har enkeltstartsrytterne haft fordel af, at denne nøgleetape er kommet til sidst, hvor de ved, hvor meget tid der skal vindes. Af og til har man afviklet tidskørslen tidligere, som det senest skete i 2016, hvor man sluttede løbet med en bjergetape, men i år er enkeltstarten tilbage på sin vante plads som rosinen i pølseenden. Her venter der en for Schweiz Rundt usædvanligt flad tidskørsel, hvor de store maskiner kan få trådt mange watt over de 34,1 km, der vil spille en afgørende rolle i at krone den samlede vinder af et af sportens mest prestigiøse løb.

 

I alt skal der køres 34,1 km på en rundstrækning omkring byen Bellinzona, hvor der i alt væsentligt er tale om en forlænget udgave af den rundstrækning, der blev benyttet til den foregående etape. Indledningen er helt den samme, hvorfor man fra start kører mod nordøst gennem byens centrum, hvor der i fladt terræn er en del sving, inden man fortsætter mod nord over to mindre bakker op mod det højeste og nordligste punkt.

 

Herefter går det via en lille nedkørsel mod vest, hvor første mellemtid tages efter 9,0 km, inden man sætter kursen mod sydøst og siden sydvest gennem den relativt flade dalvej, der byder på et par ganske små bakker, inden det flader ud ind gennem Bellinzona. Modsat dagen forinden fortsætter man denne gang mod sydvest ud af byen forbi den sidste mellemtid, der efter 19,7 km tages på toppen af en 1 km lang bakke, der stiger med 3,0%. Herefter kører man ned til byen Gudo, hvor man med 10,8 km igen kører mod syd. Herefter går det gennem let stigende terræn tilbage mod nordøst, hvor der venter en teknisk afslutning i Bellinzona. En lille stejl bakke slutter med 2 km igen, hvorefter det falder let ned mod den flade sidste kilometer. På de sidste 2 km er der hele 6 skarpe sving, det sidste bare 200 m fra stregen.

 

Etapen byder på i alt 251 højdemeter.

 

Enkeltstarterne i Schweiz er kendt for deres kuperede natur, men det er bestemt ikke tilfældet denne gang. Sjældent har man set en lettere rute i det schweiziske løb, og derfor er der lagt op til, at de store maskiner skal slås om sejren i rigtigt specialistterræn. De største udfordringer er de små bakker og den tekniske start og finale, men derudover burde der være god plads til at træde mange watt. Over 34,5 km kan der samtidig gøres store forskelle i klassementet, og dermed er der lagt op til, at meget kan forandres til allersidst, som det ofte er sket i det schweiziske etapeløb.

 

Bellinzona var senest vært for løbet i 2014, hvor Tony Martin besejrede Tom Dumoulin og Rohan Dennis på den indledende enkeltstart. Paolo Bettini tog en solosejr 10 år tidligere. I 2001 vandt Martin Elmiger det schweiziske mesterskab i byen.

 

 

 

Favoritterne

Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.

 

I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).

 

Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. Sidste år gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede sejr.

 

I år vender løbet imidlertid tilbage til fortiden. Væk er alle de svære bjergfinaler fra de tidligere år, og i år er der kun én bjergetape, kongeetapen til Arosa, hvor klatrerne kan gøre en forskel. På de øvrige bjergetaper kommer de store stigninger enten alt for tidligt, eller også er de afsluttende stigninger så nemme, at de favoriserer folk, der kan gøre det færdigt i en spurt blandt de bedste klatrere. Selvom profilerne på papiret kan se skræmmende ud, og det samlede antal højdemeter er stort, skal man ikke lade sig snyde. Årets Tour de Suisse er den nemmeste udgave i mange år.

 

Samtidig har man bibeholdt den relativt lange enkeltstart, og modsat tidligere år har man endda designet en rigtig tonserrute for de store specialister. Det giver klatrerne yderligere et handicap, og de vil kunne tabe ganske meget tid på sidstedagen. Det er meget svært at se, at de skal kunne hente flere minutter på mere alsidige klassementsryttere på Arosa-etapen, og derfor ligner enkeltstarten den vigtigste etape. Man vinder ikke årets Tour de Suisse uden at kunne køre alene mod uret!

 

Derudover vil holdløbet naturligvis også spille en rolle, hvilket yderligere svækker de klatrere, der er på relativt svage hold. Her er distancen dog relativt begrænset, og over 18 km ser man ikke voldsomme forskelle i et holdløb.

 

Samlet set kan det konkluderes, at løbet hovedsageligt skal afgøres på 7. og 9. etape, hvor 9. etape er den vigtigste. Den stejle finale i Arosa er hård nok til, at der kan skabes afstande, men da der er tale om en ret kort rampe, vil de ikke være enorme. Derudover vil der opstå visse huller på 5. etape, men de bedste vil formentlig slutte i en lille gruppe, der skal spurte om sejren, særligt fordi den sidste del er temmelig flad. 4. etape vil formentlig heller ikke skabe forskelle mellem de bedste, og 6. etape vil igen være en dag for puncheurs (eller et udbrud), hvor der kun vil opstå beskedne huller på bakken op mod mål. 2., 3. og 8. etape bør være for sprintere og klassikerryttere og vil næppe spille en rolle i kampen om den samlede sejr.

 

En anden faktor, der ofte har spillet ind, er vejret. Vejrudsigten peger på, at det kan blive en våd affære. Løbet vil blive indledt med en varm og solrig weekend, men derefter ventes der regn og byger hver eneste dag, måske med undtagelse af på fredagens kongeetape. Det vil dog ikke være blæsende, og vinden ventes ikke at spille en væsentlig rolle.

 

Udpegningen af favoritter til Tour de Suisse kompliceres af, at det på mange måder er et sammenstød mellem to verdener. Mange ryttere vender tilbage til konkurrence efter en lang træningsperiode, og ingen ved for alvor, hvor de står, og hvordan de har det i konkurrencetempo efter så lang en løbspause. For Giro-rytterne er det omvendt altid et spørgsmål, om de kan holde formen hele vejen til slutningen af løbet hele tre uger efter afslutningen på deres grand tour.

 

I år er feltet kendetegnet ved at være stærkere end længe. Denne gang kommer der kun få ryttere fra Giroen, mest markant Sam Oomen og Patrick Konrad, der begge sluttede i top 10, og i stedet domineres favoritfeltet af nogle af de allerstørste Tour-favoritter anført af Richie Porte, Mikel Landa og Nairo Quintana. Det giver en lidt mere jævn spillebane, men det vanlige sammenstød mellem de to forskellige ryttergrupper vil også denne gang være i spil, og usikkerheden om særligt Giro-rytternes holdbarhed og Tour-rytternes form med en måned til de store bjergetaper i Frankrig vil stadig være det gennemgående tema.


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - VIND KONTANTER
 

Al usikkerhed til trods er der dog ingen tvivl om, hvem der er løbets favorit. Det er ikke tit, at man ser så klar en favorit til et ugelangt etapeløb, særligt ikke med så stærkt et felt, men denne gang kan det slet ikke diskuteres, at Richie Porte er manden, der skal slås. Det kan godt være, at australieren har haft et sygdomsramt forår, hvor han gik fra den ene skuffelse til den anden og virkelig fik en mental mavepuster, da han slet ikke kunne følge med i Baskerlandet, men han kom flot tilbage på sporet i Romandiet, hvor han igen lignede sig selv. Selvom han ikke var i nærheden af at have samme styrke som i 2017, lykkedes det ham trods den begrænsede forberedelse at blive nr. 3 bag de meget velkørende Primoz Roglic og Egan Bernal, og det gav ham stor selvtillid inden den sidste Tour-træning.

 

Den skulle angiveligt være forløbet lige efter bogen, og Porte burde derfor nærme sig topformen. Det er skræmmende nyt for rivalerne, for i 2017 var Porte i særklasse verdens bedste i ugelange etapeløb. Han vandt Tour Down Under, Tour de Romandie, og havde det ikke været for sidevind i Paris-Nice og en kollektiv alliance mod ham og et svagt hold i Criterium du Dauphiné, havde han utvivlsomt vundet yderligere to løb. Sidste år var han klart stærkeste mand i netop Dauphiné, der falder på samme tid i forhold til Touren, som Tour de Suisse gør i år, og derfor er der al mulig grund til at antage, at Porte igen er flyvende.

 

Porte har vist, at han i topform måske er verdens allerbedste klatrer, og han er derfor den umiddelbare favorit til 7. etape, hvor den korte, stejle rampe passer ham fint. Herefter skal han bare holde sig til på de øvrige bjergetaper, hvor de lette finaler ikke passer ham specielt godt, og det burde ikke blive et problem. BMC er samtidig de klare favoritter til holdløbet, og endelig er Porte en fremragende temporytter selv. Selvom han foretrækker mere kuperede ruter, vandt han sidste år den relativt flade enkeltstart i Dauphiné, hvilket vidner om, at han kører fremragende tidskørsler, når han er i topform. Med andre ord vil han kunne køre med om etapesejren på den livsvigtige enkeltstart. Konklusionen er klar: Porte er den bedste klatrer, den bedste temporytter blandt klassementsrytterne og den bedste klatrer - og i år har han endda med Tejay van Garderen ved sin side et bedre hold i bjergene. Derfor er Porte løbets store favorit.

 

Enkeltstartens betydning gør det svært for de rene klatrere som Mikel Landa og Nairo Quintana, og derfor vil vi pege på Wilco Kelderman som den værste trussel mod Porte. På papiret er hollænderen blandt klassementsrytterne den eneste, der for alvor kan matche Porte i kampen, men det er han bestemt også i stand til. Faktisk har han i de seneste sæsoner kørt så gode enkeltstarter, at det bestemt ikke er utænkeligt, at han på en flad rute som denne kan besejre Porte. I Vueltaen sidste år blev han nr. 2 bag Chris Froome på en meget tilsvarende rute, og kan han gentage den bedrift, vil han være i stand til at køre med om etapesejren på 9. etape. Lægger man dertil, at Sunweb kommer med næsten hele holdet, der blev verdensmestre i undtagelse - dog med Tom Dumoulin som en ikke uvæsentlig undtagelse - er det klart, at han vil kunne true BMC også på 1. etape.

 

Derefter skal han forsvare sig i bjergene. De lette bjergetaper betyder, at det er 7. etape, der er den sværeste udfordring (faktisk har Kelderman selv så god en spurt, at han måske kan gå efter bonussekunder på 5. og 6. etape også). EN kort stejl rampe passer ham faktisk ikke dårligt, særligt fordi han har klatret fremragende siden skiftet til Sunweb, særligt i Vueltaen, hvor han var en af de allerbedste. Den store udfordring er at finde formen. Kelderman har nemlig misset hele foråret med et kravebensbrud efterets styrt i Tirreno, og det gav store komplikationer, hvor han i en periode var uden følelse i fingrene. Derfor har han ikke kørt siden marts, men meldingen fra Sunweb er, at han er i god form efter en træningslejr i højderne. Sidste år kom han to gange flyvende ud efter skadespauser, første gang i Romandiet og anden gang i Polen, og han har generelt en bemærkelsesværdig evne til at træne sig i form. Er han tæt på topformen, er han den store trussel mod Porte.

 

Den tredje tempospecialist blandt klassementsrytterne er Ion Izagirre. Baskeren har i et par år været en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, nærmest alene i kraft af sin gode enkeltstart, hvor han altid har kunnet vinde masser af tid. Desværre har det i år knebet betydeligt mere, og han har faktisk skuffet u alle sine tidskørsler, hvis man ser bort fra den godkendte indsats i Paris-Nice. Til gengæld synes han at have lagt et nyt lag til sin klatring, særligt i Baskerlandet, hvor det kun var Roglic og Landa, der var bedre. Han er særligt god på korte, stejle ramper, og derfor passer kongeetapen ham glimrende. Samtidig vil han være topmotiveret i dette løb, der er hans personlige chance inden Touren, hvor han skal køre for Nibali.

 

Alt står dog og falder med enkeltstarten, for Bahrain vil tabe lidt tid på holdløbet, hvor de ikke er specialister. Izagirre har nemlig aldrig været specielt god på flade ruter, men sejren på enkeltstarten i netop dette løb i 2016, hvor ruten var flad, viser, at han kan begå sig, når formen er god. Det helt store spørgsmål er dog, om han kan genfinde fordums styrke. Kan han det, vil han kunne vinde meget tid på de fleste på 9. etape, men kører han enkeltstarter, som han har gjort hidtil i år, bliver det svært for baskeren.

 

Blandt klatrerne må man give de bedste chancer til Mikel Landa. Baskeren bruger løbet til at forberede sig til Touren, og han plejer at være ganske god i sine forberedelsesløb. Forud for Giroen i 2016 vandt han suverænt Tour of the Alps, og sidste år var han en livsvigtig hjælper for Geraint Thomas i samme løb. Derfor må han ventes at være stærk også i dette løb, hvor han formentlig vil være ivrig efter at bevise sit værd i direkte kamp med holdkammeraten Nairo Quintana. Han er faktisk ganske god på korte, stejle stigninger, og 7. etape passer ham derfor fint. Det er imidlertid også her, han skal slå til, for de øvrige bjergetaper er så lette, at det næppe er nok til, at en klatrer som ham kan gøre forskelle. Derefter bliver enkeltstarten helt afgørende. Landa er ikke specialist, men sidste år gjorde han massive fremskridt. Han blev nr. 2 ved de spanske mesterskaber og nr. 15 i Touren. I år har han ikke været på samme niveau, men kan han genfinde tidligere takter, kan han - hvis han klatrer fremragende på kongeetapen - måske alligevel køre med om sejren.

 

Hans holdkammerat Nairo Quintana er et mere usikkert kort. Colombianeren har i år taget den med ro og kun kørt som kaptajn i Colombia Oro y Paz for at gemme alle kræfterne til Touren. Han arbejdede for Valverde i Catalonien (og kørte alligevel på podiet) og for Landa i Baskerlandet, og trods den manglende form har han været på et rimeligt niveau. Nu burde han nærme sig sit højeste niveau, og det må trods alt være vigtigt for ham ikke at være alt for langt fra Landa i dette løb. Historikken tilsiger imidlertid, at baskeren er stærkere i forberedelsesløbene, og ser man på de senere års enkeltstarter, har Landa også der overhånden. Den meget bjergfattige rute er bestemt ikke til fordel for Quintana, men ligesom Landa klatrer han så godt, at han alligevel kan gøre betydelige forskelle på kongeetapen, hvis formen er i top. Samtidig har han i Route du Sud i 2015 og Vueltaen i 2016 kørt gode enkeltstarter på flade ruter, så når det tager ham, kan han godt. Derfor kan han ikke afskrives.

 

Steven Kruijswijk satser for første gang i karrieren alt på Tour de France, og han fintuner formen her. Desværre har han ikke været i nærheden af at genfinde det fabelagtige niveau, der burde have givet ham en Giro-sejr i 2016, og han gik i 2017 fra skuffelse til skuffelse i sine to grand tours. I år gav han imidlertid med en 4. plads på bjergenkeltstart i Romandiet, hvor han spillede en nøglerolle for Roglic, håb om, at han måske kan være på vej tilbage, og det kan give håb om noget stort i Frankrig til sommer. I denne uge får vi de næste vigtige svar i hans comeback efter en lang pause. Han er ikke enkeltstartsspecialist, men blandt klassementsrytterne er han blandt de bedre temporyttere. Det bliver naturligvis meget vanskeligt at udfordre Porte og Kelderman, men han kan vinde tid på klatrerne. Nærmer han sig fordums styrke, burde han også kunne være med helt fremme på kongeetapen, selvom den eksplosive natur af stigningen ikke passer ham. Samtidig er LottoNL ikke helt dårligt stillet på holdløbet, og han burde derfor være med fremme.

 

Sidste år vandt Jakob Fuglsang Dauphiné, og han drømmer om at gentage den bedrift i Schweiz i år. Det bliver imidlertid alt andet end let for danskeren, der næppe kunne have ønsket sig en værre rute. Blandt klassementsrytterne er han blandt de svageste temporyttere, og han kan ikke undgå at få sig en lille lussing i næsten 35 km kamp alene mod uret. Derfor synes det næsten at blive umuligt at vinde, men derfor kan Fuglsang sagtens være med fremme. Det er nemlig hævet over enhver tvivl, at han har forbedret sin klatring mærkbart i det seneste års tid, og særligt i årets Paris-Nice, hvor feltet dog ikke var det stærkeste, viste han stor klasse. Han fandt ikke helt samme ben i Ardennerne og Romandiet, hvor det taktiske spil dog gav ham en flot sejr på kongeetapen, men han burde være meget tæt på toppen nu. Et topresultat kræver en fremragende præstation på 7. etape, og så må han forsøge at forsvare sig på holdløbet og enkeltstarten efter bedste evne.

 

Hvad skal man mene om Simon Spilak? Den forsvarende mester var for et par år siden en af verdens allerbedste i ugelange etapeløb, hvor han har et hav af topplaceringer, men i de senere år har der godt nok været langt mellem snapsene. Sloveneren er gået fra den ene skuffelse til den anden siden 2016, og faktisk er det kun én gang, han har været tilbage på sit niveau. Det var imidlertid i netop dette løb sidste år, hvor han knuste alle på kongeetapen og siden forsvarede sig på enkeltstarten. Der er intet, der tyder på, at han er tilbage på det niveau i år, men det var der jo heller ikke sidste år, og da satte han alligevel alle til vægs. Modsat alle andre har han ikke Giroen eller Touren som hovedmål, og for ham handler alt om dette løb. Han er egentlig en glimrende temporytter, men desværre kun på kuperede ruter, og derfor passer 9. etape ham skidt denne gang. Han kan ikke matche Porte og co. på en rute som denne, men er han virkelig i topform, vil han dog være bedre end de rene klatrere. Alt handler derefter, om han kan genfinde sidste års ben på kongeetapen, for på holdløbet vil han også tabe lidt tid til de bedste.

 

Bauke Mollema bruger løbet som forberedelse til Touren, men modsat mange andre har han ikke de bedste traditioner i sine forberedelsesløb. Da han fløj i Touren i 2016, var han eksempelvis langt fra formen i Dauphiné, og man kan frygte, at det er det samme denne gang. Samtidig har Mollema desværre ikke været i nærheden af den fantastiske form, han havde for to år siden, hvor kun et styrt sendte ham ned fra Tour-podiet. Heller hans 2018-sæson har været imponerende, men vi ved dog, at han har potentialet, hvis formen endelig dukker op. Han har særligt et våben, der kan komme ham til gode: enkeltstarten. Trods stor ustabilitet i kampen mod uret har han gjort betydelige fremskridt, og han kørte en fabelagtig enkeltstart på en powerrute i Baskerlandet. Kan han gentage den bedrift her, vil han kunne vinde tid på de fleste klatrere, og det vil kunne bringe ham til et topresultat på en let rute som denne.

 

Tejay van Garderen er gået fra den ene skuffelse til den anden i de senere år, men i Tour of California var han pludselig genfødt. Han knuste alle på den ret flade enkeltstart, og selvom han stadig ikke var på sit gamle niveau i bjergene, var han langt bedre end længe. Med tanke på enkeltstartens betydning i årets løb samt det indledende holdløb kunne han næppe have ønsket sig en bedre rute, og dette kunne derfor være hans helt store chance for at køre sig til et topresultat. Desværre skal han arbejde for Porte, og han kan derfor blive tvunget til at sætte personlige ambitioner til side. Ruten er dog så let, at han alligevel kan ende langt fremme. Han klatrer næppe godt nok til at være med helt fremme på 7. etape, men kan han begrænse tidstabet, kræver det bare en enkeltstart som i Californien, for at BMC måske kan ende med tpo mand på podiet.

 

Rui Costa har nærmest ejet dette løb tidligere, men det er efterhånden længe siden. Desværre har den stærke portugiser ikke været på sit gamle niveau i flere år, og han er ikke længere den rytter, han tidligere var. I Romandiet var han imidlertid pludselig tilbage og imponerede stort i terræn, der normalt ville være lidt for svært. Er det virkelig en genfødsel, burde han kunne gøre det fint i bjergene, selvom logikken siger, at Arosa-stigningen nok er lidt for stejl for ham. I netop dette løb har han dog leveret sine bedste klatrepræstation, og den korte rampe er god for hans eksplosivitet. Vinde kan han dog ikke, for han vil tabe alt for meget tid på en powerenkeltstart og på holdløbet.

 

Quick-Step stiller med Enric Mas, der længe har vist, at han er et af sportens allerstørste klatretalenter. Det viste han senest med den dybt imponerende etapesejr på kongeetapen i Baskerlandet, hvor han holdt selveste Landa bag sig, og da han ikke skal køre Tour, vil han være topmotiveret til at jagte et resultat her. Han så ganske stærk ud i Hammer Series, hvor han var en af de allerbedste i Hammer Climb. Har han sine allerbedste ben, vil han kunne true alle stjernerne på kongeetapen, men desværre er det ikke hans rute. Han kører nemlig ikke den bedste enkeltstart, og selvom han kan vinde lidt terræn på holdløbet, rækker det næppe til en samlet sejr.

 

Helt omvendt er det for Gorka Izagirre. Baskeren er her primært for at køre for sin bror, men det betyder ikke, at han ikke også selv kan lave et resultat. Han har nemlig i år været langt, langt stærkere end tidligere, og særligt i februar og marts var han flyvende. Han er stadig ikke ren klatrer og vil formentlig få det svært på kongeetapen, men han har i år hævet sit klatreniveau betydeligt. Kan han begrænse tabet her, burde han være blandt de stærkeste på enkeltstarten, hvor trods sin præference for kuperede ruter, har vist, at han er bedre end de fleste andre klassementsryttere.

 

Sam Oomen er formentlig det bedste bud blandt de ryttere, der kommer fra Giroen. Den unge hollænder blev nemlig bedre og bedre gennem den italienske grand tour og kom frisk ud af løbet. Det viste han også iu Hammer Climb sidste fredag, hvor han var en af hovedaktørerne. Samtidig er han blandt klassementsrytterne en af de bedste temporyttere, selvom han ikke er specialist, og Sunweb er som sagt en af favoritterne til holdløbet. Han kører næppe en god nok enkeltstart til at vinde, men kan han bevare friskheden burde han køre fint på både 7. og 9. etape og dermed levere et topresultat.

 

Normalt vil man ikke give Tim Wellens mange chancer i et bjergløb, men netop fordi ruten er så let, kan han måske overraske. I Paris-Nice og Ruta del Sol viste han nemlig, at han har forbedret sig på lange stigninger, og her skal han i alt væsentligt bare holde sig til på 7. etape, hvor den sidste del er ret eksplosiv og derfor passer ham fint. Han skal ikke køre Tour og vil derfor være klar til at brænde sig ud, og han viste fin form i Hammer Climb i fredags. Han kører også en ganske fin enkeltstart, selvom denne dog nok er for lidt teknisk og for flad til at passe ham ideelt. Det kan sagtens være, at det bliver for hårdt for Wellens, men på denne rute kan han overraske. Lotto har også unge Bjorg Lambrecht, der har været flyvende på det sidste, men som næppe kan begå sig helt fremme på dette niveau, særligt med tanke på enkeltstarten.

 

Et af de store spørgsmålstegn er Jack Haig. Den unge australier var en af de allerstærkeste i Liege og i de to første uger af Giroen, hvor han viste, at han er et af tidens mest lovende klatretalenter. Desværre døde han lidt i den tredje uge, og med tanke på, at han har været i form siden Baskerlandet i begyndelsen af april, virker det voldsomt at tro, at han skulle kunne køre klassement i så langt et løb som dette. Vi tror devsærre, at han dør mod slutningen, men han kan forhåbentlig gøre vores forventninger til skamme. Har han sine bedste klatreben, kan han være med helt fremme i bjergene. Enkeltstarten betyder dog, at han ikke kan blande sig i kampen om de sjove placeringer.

 

Lidt det samme kan siges om Patrick Konrad, der ligeledes kommer til løbet efter en flot Giro. Det gjorde han imidlertid også sidste år, og her blev det hele i sidste ende lidt for meget for østrigeren. Det må man frygte gentager sig i år, men den ikke så bjergrige rute burde dog passe ham, særligt fordi han kan gå efter bonussekunder i spurterne på de halvhårde etaper. Han kører også en udmærket enkeltstart sammenlignet med klatrerne, og Bora er ikke dårligt stillet på 1. etape. Det kan derfor sagtens blive til endnu en top 10.

 

En af de ryttere, der bliver mest spændende at følge, er stortalentet Mark Padun. Den unge ukrainer har overgået alle forventninger og med etapesejr i Tour of the Alps og en forrygende solosejr i Hammer Climb vist sin ekstremt høje klasse. Fra sidste uges løb ved vi, at formen er fremragende, og han kan sagtens ende som den helt store positive oplevelse i bjergene. Desværre vil enkeltstarten koste for meget til, at han kan betragtes som den helt store trussel til de allerførste placeringer.

 

Tanel Kangert er tilbage, efter at sygdom tvang ham ud af Giroen, og han har chance for at køre sig til et topresultat. Efter det grimme styrt i Giroen sidste år sad han ude næsten et helt år, og han er endnu ikke tilbage ved fordums styrke. Han var dog ganske god i Giroen, indtil helbredet skrantede, og vi så i Giroen sidste år, at hans format er stort, hvis han kan genfinde det niveau. Selvom han ikke har kørt gode enkeltstarter i de seneste år, burde denne ret lette rute med en vigtig enkeltstart i teorien tilgodese ham.

 

Endelig er der hjemmebanehelten Mathias Frank. Nu om dage er han hjælperytter for Romain Bardet, men han får sin chance i de schweiziske løb. Han er slet ikke så stærk som tidligere, hvor han kunne køre med om sejren, og heller ikke i år har han imponeret. Han skuffede i Romandiet, mens viste dog betydeligt bedre form i Californien. Sidste år kørte han trods alt i top 10 her, og selvom enkeltstartens betydning er en ulempe, vil han måske kunne gentage det resultat.

 

OPDATERING: En knæskade betyder. at Rui Costa ikke stiller til start.

 

***** Richie Porte

**** Wilco Kelderman, Ion Izagirre

*** Mikel Landa, Nairo Quintana, Steven Kruijswijk, Jakob Fuglsang, Simon Spilak

** Bauke Mollema, Tejay van Garderen, Enric Mas, Gorka Izagirre, Sam Oomen, Tim Wellens, Jack Haig, Patrick Konrad, Mark Padun, Tanel Kangert, Mathias Frank

* Lilian Calmejane, Andrey Amador, Diego Ulissi, Pavel Sivakov, Diego Rosa, Koen Bouwman, Jan Polanc, Hugh Carthy, Joe Domrbowski, Bjorg Lambrecht, Hermann Pernsteiner, Jose Goncalves, Roman Kreuziger, Jesper Hansen, Gregor Mühlberger, Rein Taaramae, Omar Fraile, Merhawi Kudus, Dan Pearson, Francois Bidard, Romain Sicard


SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - VIND KONTANTER
 

Danskerne

Jakob Fuglsang er kaptajn for Astana og skal forsøge at køre med i kampen om podiet med støtte i bjergene fra Jesper Hansen og på det flade fra Magnus Cort, der tillige vil kunne gå efter etapesejre på 2., 3., 8. og måske 4. etape. Christopher Juul skal arbejde stenhårdt for Jack Haig på Mitchelton-Scott, mens Søren Kragh er en nøglerytter for Michael Matthews i spurterne og for Wilco Kelderman på holdløbet hos Sunweb, ligesom han måske kan gå efter et resultat på enkeltstarten. Endelig er Matti Breschel til start for EF, og han burde kunne få lov at teste sig selv af i spurterne undervejs.

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

GP Stad Zottegem(1.1) 21/08

Tour du Poitou Charentes(2.1) 21/08-24/08

Veenendaal-Veenendaal Cla...(1.1) 22/08

Deutschland Tour(2.1) 23/08-26/08

Great War Remembrance Race(1.1) 24/08

GP de Plouay - Lorient Ag...(1.WWT) 25/08

Vuelta a España(2.UWT) 25/08-16/09

Omloop Mandel-Leie-Scheld...(1.1) 25/08

Trofeo Comune di Vertova(1.1) 25/08

Bretagne Classic - Ouest-...(1.UWT) 26/08

Trofeo Emilio Paganessi(1.1) 26/08

Boels Ladies Tour(2.WWT) 28/08-02/09

Druivenkoers - Overijse(1.1) 29/08

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »