Optakt: Tour de Suisse

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - KONTANTE PRÆMIER

Løbets rolle og historie

Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.

Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.

Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage.

Læs også

Vingegaard kommer med positive meldinger

Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne bevgivenhed for de fleste klassementsryttere. Den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, var Lance Armstrong, som i 2011 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og siden 2011 har Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli. I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og i 2017 skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz. Lidt bedre så det ud i 2018, hvor Steven Kruijswijk på 5. pladsen havde været i aktion i Alpelandet.

Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Ineos/Skyhar hørt til blandt de hovedaktører, der prioriterer det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ofte har set er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gælder også i år, hvor Lilian Calmejane noget overraskende er til start i Schweiz.

Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Dauphiné-arrangørerne ganske vist ikke brugt muligheden for at bruge del af Tour-ruten, men alligevel er det franskmændene, der har tiltrukket de fleste topnavne.

Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014, 2015 og 2018 var ruterne igen lettere, men både i 2016 og 2017 vendte man tingene helt på hovedet og designede løb, der var langt hårdere end vanligt.

Sidste år var alt dog anderledes. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betød, at de fleste nu fandt Dauphinés placering for tidlig. Det betød, at de store navne i stort antal vendte det franske løb ryggen, og dermed var der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider gav man franskmændene klø og tiltrak store Tour-kaptajner som Richie Porte, Nairo Quintana, Mikel Landa, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglang. Desværre er tendensen ikke gået igen i år, hvor kalenderen atter er normaliseret, og havde det ikke været for Ineos’ beslutning om at dele Chris Froome og Geraint Thomas, så den regerende Tour-vinder sendes til Schweiz, havde løbet næsten været renset for Tourens klassementsryttere.

Løbet har stadig en meget speciel rolle på cykelkalenderen, idet det er det længste løb uden for grand tour-kategorien. Det er én dag længere end Dauphiné og var tidligere kendt som det fjerdemest prestigefulde etapeløb i verden. Mens den position nu er tabt, giver dets rolle som en national rundtur det fortsat en særlig status, og det er stadig et løb, som alle drømmer om at vinde.

Grunden til den store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.

Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. I år er bestemt ingen undtagelse, idet Domenico Pozzovivo, Hugh Carthy, Elia Viviani, Gianluca Brambilla og Jan Hirt blot er nogle af de ryttere, der kørte Giroen og nu forsøger at gøre brug af deres form i Schweiz.

Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016, yderligere to i 2017 og endnu en i 2018, og dette års rute burde igen give gode muligheder for den alsidig slovak. Efter et par år med en mere ligelig fordeling var sprinterne i 2018 næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der foretrækker Slovenien Rundt eller Ster ZLM Tour - og også i år har schweizerne tiltrukket et fint felt, hvor Sagan skal op mod folk som Michael Matthews, John Degenkolb, Matteo Trentin, Alexander Kristoff og Elia Viviani, der alle bruger løbet som fintuning frem mod Touren.

Læs også

Opdateret: Visma afviser, at Vingegaard er klar til at forlade hospitalet

Sidste års stjernebesatte udgave blev vundet af forhåndsfavoritten Richie Porte. Australieren sikrede sig et forspring ved at vinde holdløbet med BMC, og efter den første bjergetape kørte han sig i førertrøjen, inden han øgede sit forspring med et soloangreb på en lille bakke. Ganske vist leverede Nairo Quintana et soloshow på kongeetapen, ligesom Porte skuffede på enkeltstarten, men det var nok til at vinde med hele 1.02 ned til Jakob Fuglsang, der betalte prisen for et katastrofalt holdløb, og 1.12 ned til Quintana, der kørte en skidt enkeltstart. Porte, Fuglsang og Quintana forbereder sig imidlertid alle denne gang i Dauphiné, og det betyder, at der skal findes et helt nyt podium i 2019.

Ruten

Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man i 2017, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet. Sidste år gik man til gengæld tilbage til den ”lette” model med en rute, der kun bød på én stor bjergetape, der endda ikke var særligt svær.

Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan trods sin unge alder allerede er den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.

Efter sidste års lidt tamme rute er arrangørerne gået i den helt modsatte retning i 2019, hvor der venter en ganske brutal udgave. Denne gang er der nemlig igen tre bjergetaper på programmet, og de er alle så svære, at de kan gøre store forskelle. Samtidig har man reduceret den normalt 30-40 km lange enkeltstart til bare 19,2 km, og selvom der er tale om en helt flad sag for specialister, betyder det, at 2019-udgaven af Tour de Suisse i den grad er en sag for klatrerne.

Sidste år eksperimenterede man med at indlede løbet med et holdløb, men i år vender man tilbage til traditionen med en kort enkeltstart, der modsat tidligere udgaver hverken er teknisk eller kuperet, men derimod en sag for de sande wattmonstre. Herefter følger de etaper, som har gjort løbet til en fest for Sagan-typerne, men i år er de sværere, end man ofte ser dem. Således byder søndagens 2. etape på en så vanskelig stigning i finalen, at det kan blive meget vanskeligt for selv de mest holdbare afsluttere at klare skærene. Mandag venter løbets eneste rigtige sprinteretape, men selv den har en lille udfordring i finalen i form af en 200 m lang 7%-rampe op til mål. Tirsdag gælder det en etape, der minder om 2. etape, men hvor den sidste stadig ganske svære stigning er en anelse lettere, og de hurtige og holdbare afsluttere får deres sidste chance onsdag, hvor en lang, let stigning leder op til et fladt plateau, hvor etapen afsluttes.

Løbet slutter med fire store klassementsdage, hvor særligt klatrerne vil være i deres es. Først kan de se frem til torsdagens korte og generelt lette etape, der imidlertid slutter på toppen af Flumserberg, der er en af de stejleste stigninger i Schweiz. Fredag venter løbets kongeetape, der er næsten 220 km langt og byder på historiens første afslutning på det berømte Sankt Gotthard-pas, hvor de sidste 5 km af målstigningen endda foregår på grusvej.

Weekenden afvikles med udgangspunkt i byen Goms, der om lørdagen er vært for årets lange enkeltstart, der for en sjælden gangs skyld er rykket væk fra den afsluttende søndag. Som sagt er den i år kortere end vanligt, men til gengæld er den pandekageflad og en sag for de sande specialister. Som i 2016 slutter løbet med et brag af en bjergetape, der over mindre end 150 km byder på tre af Schweiz’ længste bjergpas og mere end 4000 højdemeter. Ganske vist betyder en faldende og flad finale, at der kan ske en vis regruppering, men alt kan stadig ændres på det, der vil være en brutal afslutning på det længste af sportens ugelange etapeløb.

1. etape

Siden år 2000 er kun fem udgaver ikke startet med en kort enkeltstart. Sidste gang løbet blev indledt med en almindelig linjeløbsetape var helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt og således erobrede den første førertrøje, og siden da har det udviklet sig til en helt fast tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, ofte på meget tekniske og ganske kuperede ruter. Sidste år betød ambitionen om at tiltrække flere Tour-stjerner imidlertid, at man lagde ud med et holdløb, der kunne bruges som forberedelse til Touren - faktisk det første af slagsen siden år 2000 - men selvom der også i år er en sådan etape i Touren, genbruges man ikke modellen denne gang. I stedet vender man tilbage til den faste tradition med at starte med en kort enkeltstart, der denne gang dog hverken er teknisk eller kuperet, som den ofte har været det, men derimod er en lækkerbisken for ryttere, der kan træde mange watt.

Læs også

Optakt: Fleche Wallonne

Enkeltstarten er i alt 9,5 km lang og afvikles med start og mål i Langnau i.E.  Fra start kører man igennem to sving mod nordvest, inden man rammer en lang, lige vej, der fører feltet mod nordvest og nord gennem let faldende terræn ud til etapens nordligste punkt. Her kører man en runde på en lille omgang, hvor mellemtiden tages efter 4,9 km, og herefter følger man den samme lige vej hele vejen tilbage mod syd og sydvest. Nu er den naturligvis ganske let stigende og bliver en anelse stejlere mod slutningen, hvor der kommer et sidste sving med 800 m igen, hvorefter vejen stiger med 2,5% op mod mål.

Etapen byder på i alt 52 højdemeter

Tour de Suisse har som sagt været kendt for sine eksplosive og tekniske prologer, men dem er man i stigende grad gået væk fra i de senere år. Årets indledende enkeltstart er et glimrende eksempel på den tendens, idet der denne gang er tale om en rigtig specialistrute. Ganske vist er den kort og ikke helt flad, men da den kun byder på meget få sving og lange, lige veje, er det guf for de folk, der kan træde mange watt. Der er derfor lagt op til et indledende opgør mellem tempomaskinerne, der får mulighed for at køre sig i den første førertrøje

Langnau i.E. var senest vært for starten i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt i byen. Det er det eneste større cykelløb, der har haft mål i byen i dette årtusinde.

2. etape

I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Det er også tilfældet i år, hvor Langnau i.E. har fået æren af at være centrum for løbet i den indledende weekend. Efter det første klassementsslag på enkeltstarten byder de på en typisk Schweiz Rundt-etape, hvor man over tre omgange på en let ganske rundstrækning skal på over nogle ganske svære stigninger, der med sikkerhed vil rydde gevaldigt ud i feltet, men hvor afslutningen med 20 lette kilometer også lægger op til, at en gruppe skal spurte om sejren.

I alt skal tilbagelægges 159,6 km omkring byen Langnau i.E., og de foregår alle på en 54,0 km lang rundstrækning, der skal køres i alt tre gange (første del af første omgang er neutraliseret). Fra start bevæger man sig igennem fladt terræn mod sydvest ud af byen, inden man drejer mod sydøst og syd for at følge en lang flad vej, der leder ud mod stigningerne. Her forlader man hovedvejen for at køre mod syd op ad kategori 2-stigningen Schallenberg (8,2 km, 4,9%), hvor top passeres med 30,4 km igen, og som er en todelt stigning, men en stejl nedre del på 8-9%, et fladt plateau og en stejl sidste del med 7-8%. Derefter går det via en teknisk nedkørsel mod vest ned i dalen, hvor man ad en let faldende dalvej kører mod nordvest og nord op til et punkt, hvor der med 21,8 km er indlagt en spurt på alle tre omgange.

Læs også

Hjerteproblemer får stort talent til at indstille karrieren

Umiddelbart efter spurten fortsætter man mod nord op ad dagens sværeste udfordring, kategori 2-stigningen Chuderhüsi (2,8 km, 9,75%), der er en voldsomt stejl sag, hvis sidste 800 m stiger med mellem 10 og 17%. Fra toppen resterer imidlertid hele 18,2 km, der indledes med en halvteknisk nedkørsel, der fører mod nord ned til Oberhofen. Herfra kører man ad den let faldende hovedvej mod nordøst ind til Lagnau, hvor man drejer skarpt to gange omkring 3 km-mærket, hvorefter det stiger let op mod målet, der kommer for enden af en lang, let bugtende vej på næsten 3 km. Den sidste kilometer stiger med 1,9% i snit.

Etapen byder på i alt 2593 højdemeter.

Denne type rundstrækningsløb er klassiske for Schweiz Rundt og en af grundene til, at klassikerryttere og stærke sprintere har så gode muligheder. Denne gang er dog tale om en usædvanligt svær sag, for specielt den sidste stigning er så brutal, at den vil være umulig at klare for næsten alle sprinterne. Det er dog heller ikke en dag for klassementsrytterne, og etapen bør derfor ende i en spurt i en mindre gruppe, hvor folk som Peter Sagan og Michael Matthews vil håbe at have chancen for at tage en etapesejr.

Langnau i.E. var senest vært for starten i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt i byen. Det er det eneste større cykelløb, der har haft mål i byen i dette årtusinde.

3. etape

Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sine klassikeragtige finaler, og det er en sådan, der venter på løbets 3. etape. Ganske vist byder det meste af etapen ikke på mange terrænmæssige udfordringer og en helt flad rundstrækning til sidst, men da det hele slutter med en 200 m lang rampe, der stiger med 7%, er der lagt op til en spurt, der er noget lidt andet end det, man typisk vil forvente.

I alt skal der tilbagelægges 162,3 km, der fører feltet fra Flamatt til Murten. De to byer ligger tæt på hinanden, og derfor består det meste af etapen af en stor sløjfe i terrænet sydvest for de to byer. Man lægger ud med igennem let stigende terræn at kører mod sydvest, sydøst og syd frem til den lille kategori 3-stigning Berg (800 m, 9,6%), der kommer som afslutning på en lang gradvis opkørsel med top efter 27,8 km. Her vender man rundt for at køre tilbage mod nord via en nedkørsel, inden man følger et fladt plateau mod vest og sydvest, inden man drejer mod vest for at køre igennem Bulle og videre mod nordvest op til Romont, hvor der var på i Tour de Romandie for en måneds tid siden, og hvor forplejningen er placeret.

Læs også

Optakt: 2. etape af Tour of the Alps

Efter frokosten begynder det at falde let mod sydøst ned mod Friboutg, hvor man slår en lille sløjfe for at køre op ad en lille mur (700 m, 13,5%), der er i kategori 3 og har top efter 109,6 km. Derfra fortsætter det med at falde let, mens man kører mod nord frem til den første spurt, der er placeret efter 129,1 km. Derfra går det mod nordvest igennem fladt terræn og via en nedkørsel ned til Murten, hvor stregen krydses for første gang efter 136,2 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 26,1 km lang rundstrækning, der er meget enkel. Den består nemlig af en næsten helt rektangulær tur rundt om en sø, hvor terrænet er pandekagefladt. Med 15,4 km igen er der en sidste indlagt spurt og derefter kører man tilbage til Murten. Her kommer der et sving med 3 km igen, inden man skal igennem en rundkørsel med 1800 m igen, hvorefter en lige og flad vej leder frem til et skarpt venstresving, der leder ind på en 200 m lang målrampe, der stiger med 7%.

Etapen byder på i alt 1730 højdemeter.

Det er sjældent, at Tour de Suisse-etaper er så nemme som denne, og det er næsten vanskeligt at designe så flad en rundstrækning i det kuperede land, som man har gjort denne gang. Der er derfor ingen tvivl om, at etapen vil ende i en massespurt, men den lille målrampe vil ændre billedet i forhold til det sædvanlige. Sprinterne kan sagtens spurte op ad en bare 200 m lang bakke, men den er dog så stejl, at det i den grad er til fordel for typer som Peter Sagan og Michael Matthews, der vil elske at slå til en afslutning, hvor positionen i det sidste sving også vil viste sig altafgørende.

Murten har ikke været målby for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

4. etape

Efter bare en enkelt dag i fladt terræn bliver rytterne igen mindet om, at Tour de Suisse som regel ikke byder på meget for de klassiske sprintere. Tirsdagens 4. etape indledes ganske vist meget fladt, men det fungerer blot som opvarmning. Mod slutningen venter nemlig flere stigninger, herunder til sidst den meget vanskelige Hochwald, der vil sikre, at det formentlig er en relativt lille gruppe, der kan forventes at få chancen for at skulle spurte om sejren i Arlesheim.

Læs også

Ny Visma-stjerne forklarer manglende Grand Tour-ambitioner

I alt skal der tilbagelægges 163,9 km, der fører feltet fra Murten til Arlesheim. Starten er meget let, idet den afvikles i en af de få flade dele af Schweiz. Således kører man igennem helt fladt terræn mod nordøst, inden man drejer mod nord for at køre op til forplejningszonen i byen Gansingen.

Her skifter etapen karakter, når man rammer bakkerne syd for storbyen Basel. Kort efter skal man nemlig over kategori 2-stigningen Passwang (3,5 km, 8,6%), der har top efter 87,6 km. Herefter går det mod vest, nord og øst via en teknisk ukompliceret nedkørsel, inden man kører mod nord op ad en ikke-kategoriseret stigning (3,1 km, 6,65%), der leder op til rundstrækningen. Et let kuperet plateau følges frem til den første spurt, der kommer efter 122,2 km, inden man via en teknisk nedkørsel kører ned til Arlesheim, hvor man slår en sløjfe mod nord igennem fladt terræn, inden man kører tilbage mod syd til målstregen, der krydses for første gang efter 135,0 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 28,9 km lange runde. Den indledes med, at man igennem fladt terræn kører mod syd ned til kategori 3-stigningen Eichenberg (3 km, 7,4%), der er en relativt regulær stigning. Fra toppen resterer fortsat 18,9 km, der først via samme let kuperede plateau som tidligere fører mod øst og nord op til den anden spurt, der er placeret med 13,4 km igen. Herefter venter igen den tekniske nedkørsel, der leder mod nord ud til vendepunktet, inden man kører mod syd tilbage til mål. Efter en lille bakke falder det let, indtil der resterer 3 km, som er næsten helt flade, idet der de første 500 m af den sidste kilometer dog stiger ganske let. Finalen er teknisk, da der efter et meget skarpt sving med 3 km igen er hele syv sving, det sidste lige ved den røde flamme, hvorefter vejen kun bugter sig let.

Etapen byder på i alt 1893 højdemeter.

Ligesom på 2. etape er der tale om en ganske svær stigning til slut, og den vil med sikkerhed kunne rydde godt ud i feltet. Denne gang er den dog en anelse lettere, og det burde være en udfordring, folk som Peter Sagan og Michel Matthews kan klare. Sene angreb er altid en mulighed, men med 18 lette kilometer til sidst er det mest sandsynlige endnu en reduceret massespurt.

Arlesheim var senest vært for løbet i 2006, hvor Nick Nuyens var hurtigere end Linus Gerdemann, Jörg Jaksche og Koldo Perez i en kvartet, der akkurat snød sprinterne.

Læs også

LIVE nu: Udbrud kører om sejren på stejl mur i Giro-generalprøve

5. etape

Efter flere dage med relativt korte stigning er det på 5. etape endelig tid til at ramme den første længere stigning. På 5. etape skal man således mod slutningen op ad det lange Sattelpass, men da der er tale om let stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på mindre end 4, er det ikke en etape for klassementsrytterne. Det hele slutter endda med en flad strækning på et plateau, og det kunne betyde, at endnu en reduceret massespurt vil være udkommet - hvis da ikke et udbrud snyder feltet.

I alt skal der tilbagelægges 177,0 km, der fører feltet fra Münchenstein til Einsiedeln. Starten er knaldhård, idet man snor sig mod sydøst igennem meget kuperet terræn, der dog ikke byder på kategoriserede stigninger. Allerede efter 6 km når man toppen af en bakke (3,1 km, 7,3%), hvorefter det fortsætter med at stige, inden en nedkørsel fører ned til stigningen Liedertswil (2,7 km, 6,1%), hvis top nås efter 19,5 km. Herefter får det direkte ned til bunden af Barenwil (8,7 km, 3,2%), der passeres efter 31,5 km.

Efter de første bakker bliver det lidt lettere, idet man forsætter mod sydøst via en nedkørsel og et kort fladt stykke. Herefter skal man imidlertid igen over en bakke (2,6 km, 8,3%), hvor top passeres efter 54 km. Efter nedkørslen venter et længere fladt stykke, inden den næste bakke (2 km, 6,9%) passeres efter 76,5 km. Nu bliver det igen nemmere, idet det næste stykke ganske vist er småkuperet, men hovedsageligt faldende, inden en flad strækning fører mos øst og sydøst ned til den første spurt, der er placeret efter 129,4 km.

Umiddelbart efter spurten tager man fat på dagens hovedmenu, kategori 2-stigningen Sattel (13,5 km, 3,7%), der bestiges fra sydvest, er ganske jævn og aldrig bliver stejlere end ca. 5,5% nær toppen, der rundes med 33,9 km igen. Herefter kører man mod nordøst på et næsten helt fladt plateau ned til den lille kategori 3-stigning Einsiedeln (1 km, 6,6%), hvis top passeres med 23,8 km til mål, hvorefter en nedkørsel leder ned til stregen, der krydses for første gang efter 156,7 km.

Etapen afsluttes nu med en omgang på en 20,3 km lang rundstrækning, der er meget enkel. Den fører nemlig hele vejen rundt om den sø, der ligger ved Einsiedeln, og det betyder, at den er næsten pandekageflad. En lille bakke leder frem til den første spurt, der kommer med 16,4 km igen, men derefter er det helt fladt, indtil en lille nedkørsel leder ned til de sidste 3 km, der er let stigende. De gør via en næsten lige vej, der passerer igennem en rundkørsel med 1400 m igen, inden man med 800 m igen drejer til venstre i en rundkørsel. Til slut er der et sidste sving mindre end 100 m fra stregen. De sidste 600 m stiger med 3,5%.

Etapen byder på i alt 2692 højdemeter.

Tidsforskellene kan nu være så store, at det kunne være en god dag for et udbrud, men det er bestemt også muligt, at de holdbare sprintere vil gå efter etapen. Det kan blive svært at kontrollere den knaldhårde start, men den sidste del af etapen er nemmere. Den lange stigning er ikke et problem for de mange klatrestærke afsluttere i løbet, og kan de forhindre et stærkt udbrud i at holde hjem, vil de kunne afgøre etapen i en let stigende reduceret massespurt.

Einsiedeln var senest målby i 2006, hvor Daniele Contrini kørte hjem til en solosejr, inden Daniele Bennati slog Erik Zabel i feltets spurt om 2. pladsen.

Læs også

Skjelmose får stærkt hold i ryggen til Flèche Wallone

6. etape

Efter fire dage, der for klassementsrytterne bare har handlet om overlevelse, er det endelig tid til den første rigtige bjergetape. Ganske vist er det meste af 6. etape relativt let med kun let kuperet terræn, men der venter en brutal finale. Etapen afsluttes nemlig med klatreturen op ad Flumserberg, der er kendt som en af Schweiz’ stejleste bjerge, og her vil vi for alvor få at se, hvem der har mulighed for at vinde det store etapeløb.

Etapen er en af de korte bjergetaper, vi ofte ser, idet den strækker sig over bare 120,2 km mellem Einsiedeln og toppen af Flumserberg. Fra start kører man via en nedkørsel mod nordvest ned fra det plateau, hvor den forrige etape sluttede, inden man kører mod nordøst igennem fladt terræn henover en bro, der leder over Zürich See. Herefter kører man mod nordvest væk fra søen via en længere bakke (8,7 km, 3,6%), hvis top rundes efter 37,5 km, inden en nedkørsel leder ned til byen Wattwill. Her drejer man mod sydøst for at følge en let stigende dalvej, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad kategori 3-stigningen Wildhaus (3,5 km, 5,1%), hvis top passeres efter 70,9 km.

Etapen bliver ny lettere, idet man følger en relativt let nedkørsel mod øst ned i dale, hvor den første spurt kommer efter 81,6. Herfra går det mod syd ad den flade dalvej, inden man drejer mod nordvest for at køre op forbi den anden spurt, som er placeret efter 105,9 km. Kort efter når man byen Flums, hvor etapen skiftet dramatisk karakter. Her drejer man nemlig mod vest for at køre op ad kategori 1-bjerget Flumserberg, der stiger med 9% over 8,5 km. Stigningen er relativt regulær, men er er stejlest på de sidste godt 2 km, hvor stigningsprocenten hovedsageligt ligger over 10. Der er syv hårnålesving på stigningen, de sidste med hhv. 2600, 1000 og 100 m igen.

Etapen byder på i alt 1901 højdemeter.

De schweiziske stigninger er generelt kendt for at være lange og ikke specielt stejle, men Flumserberg skiller sig ud. Her er der nemlig tale om et modbydeligt bjerg, der måske ikke er specielt langt, men til gengæld meget stejlt. Den øvrige del af etapen er imidlertid meget let, og det ventes derfor, at det vil blive en eksplosiv afslutning, når løbets favoritter skal udkæmpe det første store slag i kampen om den samlede sejr.

Flumserberg har været etapemål to gange i dette årtusinde. Det skete senest i 2013, hvor Rui Costa slog Tanel Kangert og Bauke Mollema på den afsluttende enkeltstart, der bestod af en blanding af fladt terræn og det frygtede bjerg. I 2008 sejrede Igor Anton på en linjeløbsetape med 6 sekunder ned til en lille gruppe, der første an af Kim Kirchen, Damiano Cunego og Frank Schleck.

Læs også

Efter Vingegaards styrt: Ineos-ejer kræver handling

7. etape

Det er vel ikke forkert at sige, at Sankt Gotthard-passet er det mest berømte bjergpas i Schweiz - om ikke andet for de mange, der er kørt gennem Alpelandet i bil. Bjerget har naturligvis også ofte været en del af ruten for Tour de Suisse, men af logistiske årsager er stigningen altid kommet langt fra mål. Det ændres der på i år, hvor løbet for første gang har en etape med mål på det berømte bjerg. Forinden skal man endda over endnu et stort bjergpas, og det hele bliver blot endnu mere spektakulært af, at den øvre del af målbjerget byder på mere end 5 km med grusvej, der vil være rammen om et af de vigtigste slag i kampen om den samlede sejr.

I alt skal der tilbagelægges hele 216,6 km, der fører feltet fra Unterterzen til toppen af San Gottardo-stigningen. Starten er ganske tilforladelig, idet man lægger ud med at kører mod sydøst og siden syd og vest ad en ganske let stigende dalvej. I byen Tamins forlader man imidlertid dalen for at køre mod vest op ad kategori 2-stigningen Flims (10,9 km, 5,2%), hvis top passeres efter 65,5 km. En kort og let nedkørsel fører nu mod sydvest tilbage til dalen, hvor man igen rammer den let stigende dalvej, der følges mod sydvest ned til byen Disentis, hvor forplejningen er placeret.

Efter frokosten tager den svære del af etapen fat, når man drejer mod syd for at køre op ad kategori 1-bjerget Lukmanierpass (16,5 km, 5,3%), der har en svær nedre del og igen bliver stejlere nær toppen, men ikke er en specielt svær stigning. Toppen i 1915 m højde rundes efter 122,8 km, hvorefter en lang, ikke specielt teknisk nedkørsel fører mod syd ned til dalen, der nås i byen Biasca. Her drejer man mod nordvest for at køre ad en let stigende dalvej forbi den første spurt, der er placeret efter 174,8 km, hvorefter vejen begynder at stige betydeligt mere, indtil man når frem til den anden spurt, der kommer efter 196,8 km på et ganske lille plateau, der fører mod nordøst i yderligere et par kilometer.

Etapen afsluttes med, at man drejer mod nord for at køre op ad San Gottardo, der er uden for kategori, via en vej, der løber parallelt med Sankt Gotthard-tunnelen. Over 12,4 km stiger den med 7,1% i gennemsnit, og der er tale om en relativt regulær stigning, der på den nedre del stiger med 7-9% og på den øvre del stiger med 6-8%, inden den flader ud med 2,6% på de sidste 400 m. Med 5,3 km rammer man grusvejen, og på de sidste 3 km er der en endeløs serie af hårnålesving, inden vejen retter sig ud med 1500 m igen. Herfra er der et sving med 1 km igen og til sidst et hårnålesving bare 50 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 4334 højdemeter.

San Gottardo-stigningen er måske ikke så stejl som Flumserberg, men til gengæld kommer den efter en maratonetape, der i alt byder på mere end 4000 højdemeter. Den er rigeligt svær til at kunne gøre forskelle mellem de bedste på det, der vil være endnu en nøgleetape i kampen om den samlede stilling. Til gengæld er der også lagt op til, at favoritterne skal gemme på kræfterne til den sidste stigning, da de øvrige udfordringer kommer for langt fra mål til at kunne spille en rolle.

San Gottardo-stigningen har ikke tidligere i dette årtusinde været brugt som mål for et stort cykelløb.

Læs også

Pidcocks træner: Han har før slået Pogacar og Van der Poel

8. etape

I de seneste år er det blevet et tilbagevendende fænomen for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Sådan var det i hvert fald i både 2017 og 2018, og sådan er det også i år. Denne gang er der dog foretaget den ganske markante ændring, at der er byttet rundt på rækkefølgen, og dermed afvikles den lange enkeltstart, der altid er en del af det schweiziske løb, denne gang på næstsidste dag og ikke som løbets afslutning. Samtidig er den reduceret betydeligt i længde til bare 19,2 km, og derfor kan klatrerne måske begrænse tabet, også selvom der er tale om en rute, som er skabt til specialister.

I alt skal der altså tilbagelægges bare 19,2 km med start og mål i byen Goms, og de er meget enkle. Fra start kører man ad en let snoet vej mod nordøst ud til en lang, let bugtende og ganske let stigende vej, der fører mod nordøst op langs en lille flod, der løber nede i dalen midt i de højeste bjerge. I byen Oberwald kører man en omgang på en lille, men flad rundstrækning, inden man vender rundt for via en let faldende og næsten helt lige hovedvej at køre mod sydvest i den modsatte retning tilbage mod Goms. Mellemtiden tages efter 10,9 km, hvorefter man fortsætter af den lange, nu helt flade hovedvej ned til byen Geschinen. Her vender man rundt for via fire sving at ramme en ny vej, der er helt flad og fører tilbage mod nordvest ind til centrum af Goms, hvor der er to sene sving med hhv. 200 og 100 m til mål.

Etapen byder på i alt bare 95 højdemeter.

Enkeltstarter i Tour de Suisse har som regel været 30-40 km lange og relativt kuperede. Sådan er det imidlertid ikke i år, hvor distancen ikke blot er næsten halveret, men hvor terrænet også er så fladt, som det næsten kan blive. Der er udsigt til bjerge på begge side af dalen, men det er også det eneste, de stakkels klatrere får at se til stigninger på en rute, der er som skabt til de største specialister, der kan træde flest watt på den lange, lige dalvej.

Goms var senest vært for løbet i 2005, hvor Aitor Gonzalez med en solosejr på sidste etape også løb med den samlede triumf. I år 2000 spurtbesejrede Eddy Mazzoleni Fassa Bortolo-duoen Dario Frigo og Wladimir Belli i en tremandsspurt i byen.

Læs også

Froome: Havde været interessant at køre mod Vingegaard og Pogacar

9. etape

Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, men som sagt forholder det sig anderledes i år, hvor den kommer allerede lørdag. I stedet slutter løbet med den rundstrækningsetape, man ofte har haft om lørdagen, men i år er den helt anderledes, end man ofte har set det. Denne gang er vært for afslutningen nemlig byen Goms, der ligger midt i de høje bjerge, og derfcor ender det hele på samme måde, som vi så det i 2016, nemlig med et brag af en bjergetape, der måske nok er kort og intens, men byder på hele tre af Schweiz’ mest berømte bjergpas, der alle fører op i mere end 2000 m højde, og selvom der ikke er mål på toppen, bliver det således en dramatisk og spektakulær finale på Schweiz’ nationale rundtur.

Med sine bare 144,4 km er der tale om en kort og intens etape, der har både start og mål i byen Goms, og der er tale om en brutal etape, der stort set går op eller ned hele vejen. Staten går i byen Goms i den dal, hvor enkeltstarten blev afviklet, og her lægger man ud med at køre mod sydvest, inden man vender rundt for at følge den flade hovedvej mod nordøst op til byen Oberwald. Her tager etapen fat, når man drejer mod nord og siden nordøst for at køre op ad Furkapass, der er uden for kategori. Det er en 16,3 km lang stigning, der stiger med 6,4% i snit og er ganske regulær, men stejlest på den sidste del. Toppen rundes allerede efter 21,4 km, hvorefter en lang nedkørsel, der i starten er teknisk, men ellers relativt let, fører mod nordøst og nord, inden man til slut følger en let faldende dalvej mod nord.

Anden del af etapen indledes, når man kort efter drejer mod nordvest for at køre op ad Sustenpass, der ligeledes er uden for kategori. Det er dagens sværeste stigning, der byder på en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,5 over 17,5 km og ligeledes er en ganske regulær opkørsel med stigningsprocenter på 7-8 det meste af vejen, inden man runder toppen efter 69,8 km. Herefter følger en lang og ganske teknisk nedkørsel, der leder mod vest og sydvest tilbage til dalen, hvor den første spurt er placeret efter 96,0 km.

Finalen på etapen indledes herefter med det samme, når man drejer mod sydvest for at køre op ad endnu et bjerg uden for kategori. Denne gang er der tale om Grimselpass, der med sine 25 km er dagens længste stigning. Den gennemsnitlige stigningsprocent er bare 6,0, og det meste af stigningen er da også relativt let. Efter de første 15 km kommer imidlertid tre svære kilometer, inden det er næsten fladt over de næste 4 km. Til slut tage den fat med 7-8% over de sidste 3 km, inden toppen rundes. Herfra resterer bare 21,5 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører tilbage til dalen i byen Oberwald. Herfra følger man den flade dalvej tilbage mod sydvest forbi den sidste spurt, der kommer med bare 7,6 km igen. Herefter følger man den flade vej ind gennem målbyen og ud til et vendepunkt, hvorefter man kører mod nordøst tilbage til mål. Finalen er teknisk med skarpe sving med 3000, 1200, 200 og 100 m til mål.

Etapen byder på i alt 4114 højdemeter.

Mange kan sikkert huske 2016-udgaven, hvor løbet sluttede med en etape, der på mange måder minder om denne. Det gav anledning til et sandt drama, hvor der blev kørt cykelløb gennem hele dagen, og det kan meget vel blive tilfældet igen i år. I hvert fald lægger etapen op til tidlige angreb på en dag, hvor der bydes på hele tre af Schweiz’ længste bjergpas, og selvom der ligesom i 2016 kan ske en regruppering til sidst, kan alt forandre på det, der må være en af de vanskeligste etaper i de ugelange etapeløb på årets WorldTour.

Goms var senest vært for løbet i 2005, hvor Aitor Gonzalez med en solosejr på sidste etape også løb med den samlede triumf. I år 2000 spurtbesejrede Eddy Mazzoleni Fassa Bortolo-duoen Dario Frigo og Wladimir Belli i en tremandsspurt i byen.

Læs også

Belgisk endagsløb aflyses

Favoritterne

Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.

I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).

Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I 2017 gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede triumf, mens vi sidste år igen havde en let rute, hvor det i vidt omfang var de to tidskørsler, der var afgørende.

I år kan man med god ret hævde, at ruten er den hårdeste i flere år. På mange måder minder den om det vanskelige løb fra 2016, hvor Lopez altså sejrede foran Ion Izagirre og Warren Barguil. Alene det forhold, at både Lopez og Barguil, der regnes som temposvage, endte på podiet, viser, at det var et løb for klatrerne. Også dengang havde man en usædvanligt kort og relativt flad enkeltstart samt ikke værre end fire store bjergetaper, hvilket sågar er én mere end i år. Det hele sluttede endda med et brag af en bjergetape, der på alle måder kan sammenlignes med den, der i år slutter festen af, og 2016-udgaven synes således på alle måder at være en god målestok for, hvad vi skal forvente.

I alt må man forvente, at fem etaperne vil spille en rolle. Tempospecialisterne skal udnytte de i alt 28,7 km til at vinde så meget tid som muligt. Det er som sagt en betydeligt kortere distance, end vi som regel ser det, men i det mindste kan de alsidige typer glæde sig over, at terrænet er skabt til specialister, og at de lette klatrere derfor vil få det meget vanskeligt begge dage. Trods den bjergrige rute kommer enkeltstartsevner således til at spille en rolle.

Det modsvares af de tre store bjergetaper torsdag, fredag og søndag, og de er så svære, at de alle må betragtes som vanskeligere end kongeetapen fra sidste år. 6. etape er meget enkel, men Flumserberg er til gengæld så vanskelig, at der vil opstå betydelige forskelle, og den nye finale på Sankt Gotthard synes også rigeligt hård til at skabe drama, ikke mindst fordi den også foregår i højderne. Endelig er der sidste etape, der bestemt ikke skal undervurderes. Ganske vist slutter den ikke på et bjerg, men Andrew Talansky vil efter 2016-udgaven kunne skrive under på, at denne type etaper kan være livsfarlige, og at man her sagtens kan tabe meget mere tid, end man kan i en af bjergfinalerne. Måske er en solosejr mindre sandsynlig, men har man en dårlig dag, kan det blive en rædselsfuld etape, hvor også de kolossale højder vil blive en nøglefaktor.

Læs også

Ranglisterne: Visma avancerer og ny verdensetter

Til gengæld ventes 2., 3., 4. og 5. etape ikke at komme i spil. 3. etape er den eneste ”rigtige” sprinteretape i løbet, og 4. og 5. etape bør også ende i en reduceret massespurt. 2. og etape er mere kompliceret og har egentlig potentiale til at skabe drama, som vi så det i en lignende finale på 2. etape i Dauphiné. Det vil dog kræve, at klassementsrytterne går til stålet, og det vil formentlig ikke ske så tidligt i et så vanskeligt løb.

Samlet set kan det konkluderes, at løbet hovedsageligt skal afgøres de sidste fire dage med den tilføjelse, at der også vil opstå forskelle på den indledende enkeltstart, og det er et løb, der kan vindes af en ren klatrer, hvis vedkommende er flyvende. Enkeltstarterne er dog også så lange, at en tempostærk rytter altid vil have en klar fordel, hvis han viser sig at være blandt de stærkeste i bjergene.

En anden faktor, der ofte har spillet ind, er vejret, som bestemt ikke altid er godt i dette løb. Det er stadig tidligt i forløbet, men det ser ud til, at flere af nøgleetaperne kan blive plaget af dårligt vejr. Det gælder for 1. etape, hvor der ventes kraftige tordenbyger, og det samme gælder for de sidste fire afgørende dage. Også 2. etape kan blive en halvvåd affære, men til gengæld ventes der smukt og varmt sommervejr de første tre dage i den kommende uge.

Udpegningen af favoritter til Tour de Suisse kompliceres af, at det på mange måder er et sammenstød mellem to verdener. Mange ryttere vender tilbage til konkurrence efter en lang træningsperiode, og ingen ved for alvor, hvor de står, og hvordan de har det i konkurrencetempo efter så lang en løbspause. For Giro-rytterne er det omvendt altid et spørgsmål, om de kan holde formen hele vejen til slutningen af løbet hele tre uger efter afslutningen på deres grand tour. Meget ofte ser man, at de lægger stærkt ud for siden at eksplodere de sidste dage, og den meget hårde afslutning på årets løb kan derfor gøre det ekstra vanskeligt for Giro-rytterne at være med denne gang.

Sidste år betød den ekstra uges pause mellem Giroen og Touren, at vi havde det bedste felt i mange år. I år er vi desværre vendt tilbage til den triste tendens, hvor løbet har fået bøllebank i kampen om at tiltrække de store stjerner. Blandt Tour-favoritterne er det således kun Geraint Thomas, Egan Bernal og Enric Mas, der vil være at finde i feltet, mens vi fra Giroen får deltagelse af ryttere som Domenico Pozzovivo og Hugh Carthy, der begge sluttede stærkt af. Derudover udgøres det ret smalle favoritfelt primært ad løjtnanter og unge ryttere. Kobler man det med den meget vanskelige rute, hvor der ikke bliver uddelt gaver, er løbet lettere at spå om end det meget åbne Dauphiné, også selvom der altid er stor usikkerhed om formen hos rytterne til netop dette løb.

Ineos har haft en tradition for ofte at nedprioritere Tour de Suisse, men det er ikke tilfældet i år. Ganske vist er det meste af Tour-truppen sendt med Chris Froome til Dauphiné, men holdets anden Tour-kaptajn, Geraint Thomas, samt den britiske duos løjtnant, Egan Bernal, er begge sendt til Schweiz. Ganske vist kan de ikke regne med samme støtte, som Froome kan i Dauphiné, men hos sig har de stadig et kapabelt hold, der gør dem til de klare favoritter.

Begge har en god chance for at vinde, men det må alligevel være Geraint Thomas, der er favorit. Waliseren har nemlig den fordel, at han ikke blot er en fremragende klatrer, men også en af feltets absolut bedste temporyttere, og det vil allerede efter 1. etape kunne bringe ham i pole position internt på Ineos-holdet, specielt hvis han skulle vinde den indledende enkeltstart og tage den gule trøje fra start. Samtidig må det formodes, at Thomas kommer til løbet i storform, for ligesom som sidste år er han kommet direkte fra højderne, hvor han har forberedt sig sammen med resten af Tour-truppen. I 2018 havde det givet ham så god en kondition, at han endte med at knuse al modstand i Dauphiné, og da han viste sig i stand til at holde den form hele vejen til Tour-afslutningen, er der ingen grund til at tro, at han har ændret på en formel, der fungerer.

Thomas har ellers haft et halvskidt år, hvor det skulle vise sig overordentligt svært at smide alle de ekstra kilo, som et efterår med champagne, lagkage og fest havde resulteret i, men i Tour de Romandie lignede han endelig sig selv igen. Dermed kunne han drage til Teide med et stort selvtillidsboost, og nu har han helt sikkert arbejdet stenhårdt for at finde formen frem mod sæsonens store mål. Et resultat i Schweiz vil også styrke hans rolle i den interne magtkamp med Froome, og selvom det ikke er aktuelt længere, er det et argument for, at han har stræbt efter at finde sine bedste ben også til dette løb. Tager han trøjen fra start, vil han have Egan Bernal som luksushjælper på 9. etape, der kan være svær at kontrollere, og han vil i det hele taget med sine tempoevner kunne køre defensivt i bjergene. Med sin alsidighed må Thomas således være den helt oplagte favorit på en rute, hvor man både skal være en eminent klatrer og køre en gid enkeltstart.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - KONTANTE PRÆMIER
 

Det kan dog ikke udelukkes, at det alligevel bliver Egan Bernal, der ender med titlen. Colombianeren missede ganske vist Giroen, men det varede ikke længe, inden han var tilbage på cyklen igen. Kravebensbruddet bør derfor ikke have sat ham nævneværdigt tilbage, og han må formodes at komme til Schweiz i storform. Sidste år viste han allerede, at han er en af verdens allerbedste klatrere, og hans kørsel i Paris-Nice og Volta a Catalunya bekræftede blot niveauet fra dengang. Nu må han endda formodes også at have fundet de sidste procent, og det skulle slet ikke undre, om han faktisk i bjergene er bedre end Thomas.

Læs også

Van der Poel belyser ”vanskelig” situation

Enkeltstarten er heller ikke noget stort problem for en mand, der i Paris-Nice viste, at han også mestrer den kunst. Nogen Thomas er han imidlertid ikke, og det synes derfor givet, at han efter 1. etape vil være efter sin holdkammerat. Det kan bringe ham i en taktisk fastlåst situation, som han måske kun kan komme ud af, hvis Thomas viser sig at komme i problemer undervejs. Omvendt kan man heller ikke udelukke, at waliseren vil give sin holdkammerat lidt frihed og derved sikre sig den fulde støtte i Frankrig om en måneds tid. Bernal har helt sikkert niveauet til at vinde løbet. Spørgsmålet er mest, om Thomas og rutens design giver ham lov til at gå efter det.

Den største trussel mod en Ineos-sejr må være Enric Mas, der er den tredje og sidste Tour-kaptajn, der bruger løbet som forberedelse. Med sin 2. plads i Vueltaen har spanieren vist, at han skal regnes som en af verdens allerbedste etapeløbsryttere, og selvom det aldrig blev det forår, han havde håbet på, viste han storform i rollen som hjælper for Alaphilippe i Ardennerne og på de første etaper i Baskerlandet, indtil han blev ramt af et styrt. Han er stadig i rivende udvikling, og der er ingen grund til at tro, at hans topniveau ikke er endnu højere, end det var i sidste års Vuelta.

Spørgsmålet er bare, om han er i topform allerede nu. Han har trænet i højderne, men inden sidste års Vuelta manglede han en del i Vuelta a Burgos. Mas synes at være typen, der skal bruge en del løbskilometer for at finde benene, og derfor kan det blive svært at konkurrere med Ineos. Samtidig er Bernal og Thomas begge bedre temporyttere, mens Mas viste i sidste års Vuelta, at han på sine gode dage faktisk kører en glimrende enkeltstart, der i hvert fald gør det muligt at slå Bernal. Om han også allerede har benene, er uklart, men han er umiddelbart den mest oplagte trussel mod Ineos, hvis han er tilstrækkeligt langt i forberedelserne.

Domenico Pozzovivo er en af de få, der faktisk har vist, at han mestrer Giro-Schweiz-doublen. Det så vi for to år siden, hvor han trods en fornem Giro vandt en bjergetape og blev nr. 4 samlet i dette løb. Havde det ikke været for en enkelt dårlig dag, kunne han måske endda være løbet med det hele, og i år har han endda endnu bedre chancer for at gøre det godt. Denne gang har han nemlig ikke kørt klassement i Italien, og det burde betyde, at han kommer friskere ud af løbet. Han så endda ud til at blive bedre og bedre og havde sine bedste etaper til sidst, hvor han var en af de bedste i bjergene. Han har endda gjort dette løb til så stort et mål, at han tog direkte fra Giroen til Etna for at træne, og derfor må man formode, at han kan køre med om sejren på de tre bjergetaper. Selvom han ikke er en ringe temporytter, får han desværre et problem på enkeltstarterne, men heldigvis kan han glæde sig over, at netop ruten i år giver ham en mulighed for at vinde tiden tilbage, hvis han har sin bedste form.

En af løbets store jokere er Wilco Kelderman . Hollænderen missede Giroen som følge af endnu et af sine endeløst mange styrt, denne gang i Catalonien, men han skulle være kommet stærkt tilbage. Han har i hvert fald trænet godt i mere end en måned frem mod dette løb, og vi har i både 2017 og 2018, hvor han også kom til løbet efter en længere skadespause, vist, at han som regel er fremragende til at træne sig i form. Holdet har ganske vist sagt, at de alene kommer efter etapesejre, men det skulle undre, om ikke Kelderman også har ambitioner i klassementet. I de senere år har han forbedret sine evner i bjergene markant, endda så meget at han for to år siden blev nr. 4 i Vueltaen, og når han en sjælden gang er skadesfri, er han en eminent etapeløbsrytter. Enkeltstarten burde også være et våben, men her har han desværre noget at bevise efter et 2018 og et 2019, hvor han har skuffet fælt i alle sine tidskørsler. Han har med andre ord stadig til gode at vise, at han stadig har sine tempoevner, og at han allerede er i form, men kan der sættes flueben ved begge dele, burde dette alsidige løb være perfekt for Kelderman.

Udover Pozzovivo er den anden markante skikkelse, der kommer fra Giroen, naturligvis Hugh Carthy, der i Italien efter nogle sløje år endelig viste, hvorfor han engang blev betragtet som et stort talent. Den langlemmede brite havde en dårlig dag i bjergene tidligt i løbet, men mod slutningen var han en af de absolut stærkeste på stigningerne. Til gengæld faldt han lidt sammen igen i den sidste weekend, og det kunne tyde på, at det var en træt Carthy, der nåede til Verona. Derfor kan man også betvivle, om han også har friskheden til at køre klassement i en usædvanlig hård udgave af Tour de Suisse, men Carthy er umiddelbart typen, der med sin store motor kan gøre det. Han viste i Giroen, at han har forbedret sig mærkbart på enkeltstarten, hvor han kan begrænse tabet, og derefter vil han elske en yderst bjergrig rute, der byder på de lange stigninger, han virkelig elsker. Det helt store spørgsmål er, om han kan bevare friskheden gennem hele løbet. Det ved vi først, når han ruller over stregen i Goms på næste søndag.

Laurens De Plus har i sit første år på Jumbo nærmest været Primoz Roglics bodyguard i bjergene, men efter det ærgerlige exit fra Giroen er han nu i stedet blevet en del af Tour-truppen. Det har også gjort det muligt, at han i dette løb for en gangs skyld kan køre sin egen chance, og man må formode, at han er klar til at gribe den mulighed. Jumbo-rytteren har haft en lidt langsom start på karrieren, men i år har han imponeret stort, ikke mindst med sin vilde kørsel på 6. etape i Emiraterne, men også med sin fremragende enkeltstart på 1. etape af Giroen. Hans tidlige farvel skyldtes alene sygdom, og da han allerede har sikret sig en Tour-billet, må man formode, at han er i fremragende form. Med de enkeltstarter, han kørte i Vueltaen og Giroen, burde han kunne være en af vinderne på de to tidskørsler, også selvom ruterne ikke just passer ham, og han vil som en rigtig dieselklatrer elske de lange, seje stigninger mod slutningen. De Plus er en lidt ustabil lottokupon, men har han de ben, han har haft gennem det meste af løbet, kan dette være chancen for at få det helt store etapeløbsgennembrud.

Rui Costa har egentlig mange gange vist, at han slet ikke er så god som tidligere, men når han passerer grænsen til Schweiz, finde han pludselig noget, der minder om det gamle niveau. Det så vi i Tour de Romandie i både 2018 og 2019, hvor han blev hhv. nr. 4 og 2, og særligt årets 2. plads vidner om, at man altid skal tage sig i agt for Costa i det lille alpeland. Med ikke færre end tre sejre er han den moderne konge af Tour de Suisse, men i de senere år, hvor han i 2016 blev nr. 7 og i 2017 nr. 5, han har trods alt måttet indse, at niveauet ikke helt er som tidligere (sidste år missede han løbet som følge af en knæskade). Årets meget bjergrige rute er bestemt ikke til hans fordel, men af en eller anden grund klatrer Costa altid godt i Schweiz. Samtidig kører han også langt bedre enkeltstarter, end han ellers gør, hvilket vi senest så med de imponerende tidskørsler i Romandiet. Costa er for begrænset på begge områder til at tage en fjerde sejr, men man skal ikke blive forbavset, hvis han atter er med i kampen om podiet i det løb, der om noget har defineret hans karriere.

Patrick Konrad har ikke haft et stort år, da han kom skidt fra start i Algarve og Paris-Nice. I Baskerlandet fandt han imidlertid pludselig benene, og selvom han endte som hjælper for Buchmann, tog han en samlet 9. plads. Det fulgte han op med en 7. plads i Fleche Wallonne og en 13. plads i Liege, og siden da har han trænet frem mod Touren, hvor han igen skal være en vigtig støtte for Buchmann. Her får han sin store chance for at jagte et resultat, og har han de ben, han havde i Baskerlandet, er der grund til at have visse forventninger. Desværre er stigningerne nok også lidt for lange for en mand, der primært er puncheur, og han havde foretrukket er mere almindelig Tour de Suisse-rute. Selvom han ikke er specialist, viste han til gengæld i Baskerlandet, at han på sine gode dage kan køre en hæderlig enkeltstart, og med sin samlede 7. plads i sidste års Giro har han trods alt vist, at han mestrer kunsten at begrænse tabet også i de høje bjerge.

Læs også

Uno-X afslører vilde WorldTour-planer

En tredje rytter, der kommer fra Giroen, er Jan Hirt. Den tjekkiske dieselklatrer har som CCC-rytter før imponeret i dette løb, men efter skiftet til Astana fik han i 2018 helt i stå. Lige siden Tour of the Alps har han imidlertid atter lignet sig selv, og særligt i den sidste del af Giroen, var han fremragende i rollen som hjælper for Miguel Angel Lopez, ligesom han var meget tæt på at tage sejren på kongeetapen. Hvor han står efter en pause, er helt åbent, for Hirt er som bekendt en af feltets mest svingende ryttere. Omvendt er han den slags dieselmotor, der vil kunne mestre kunsten at kombinere de to hårde løb, og han kunne næsten ikke have designet en bedre rute end denne, hvor der både er lange stigninger og en meget stejl stigning i form af Flumserberg, præcis som han elsker dem. Han vil få gevaldige klø på enkeltstarterne, men det kan han kompensere for i bjergene, hvis han kan bevare friskheden.

Ligesom snart sagt alle andre har Roman Kreuziger slet ikke slået til efter skiftet til Dimension Data. I det hele taget er det meget lang tid siden, at vi har set noget til tjekken i etapeløbssammenhæng, men hans fantastiske ardennerkampagne og flotte VM i 2018 viser, at han stadig har evnerne, når han en sjælden gang rammer formen. I år satser han for første gang i lang tid på at køre klassement i en grand tour, og han må derfor have arbejdet en del på sin klatring. Om han stadig klatrer godt nok på så svære stigninger til faktisk at være med helt fremme, er måske tvivlsomt, men har han ardennerbenene, er det bestemt muligt. Desværre er han blevet en så ringe temporytter, at de to tidskørsler er blevet lidt af et problem, og derfor skal Kreuziger nok ikke stræbe efter mere end maksimalt en placering i top 5.

Movistar stiller uden deres mange kaptajner, og det giver Marc Soler en sjælden chance for at køre som kaptajn. Spanieren fik sit store gennembrud, da han sidste år vandt Paris-Nice, men efter podiepladsen i Volta a Catalunya et par uger senere har han intet vist. Faktisk har Soler været en kronisk skuffelse siden marts 2018, og heller ikke i år har han vist noget som helst. Man kan håbe, at han har fundet formen frem mod Touren, men der er bestemt ingen garanti. Til gengæld har han enkeltstarterne som et godt våben, efter at han sidste år blev nr. 2 i Paris-Nice og nr. 9 i Touren, og han er også tidligere blevet nr. 7 på en enkeltstart i dette løb. Spørgsmålet er bare, om han klatrer godt nok til denne bjergrige rute, da han aldrig har kunnet være med helt i front på de rigtige bjergetaper.

Ligesom Costa er Simon Spilak en sand specialist i de schweiziske løb. Dette løb har han således vundet to gange, men desværre er sloveneren også en skygge af den rytter, han engang var. Faktisk skal vi helt tilbage til 2015 for at finde ”den gamle Spilak”, og ser man bort fra den pludselig formopblomstring, der gav ham en meget overraskende samlet sejr i dette løb i 2017, har han intet vist i lang tid. I Romandiet og Californien viste han endelig lidt livstegn, men han var stadig slet ikke i nærheden af at matche de bedste. Lægger man dertil, at hans enkeltstart er gået i den forkerte retning, er det svært at være alt for optimistisk. Omvendt har han dette løb som sommerens helt store mål, og efter det chok, han leverede for to år siden, skal man passe på helt at udelukke, at Spilak pludselig kan rejse sig igen.

Egentlig burde Pierre Latour være en af løbets topfavoritter. Franskmanden, der fik sit gennembrud ved for nogle år siden at køre sig i førertrøjen i dette løb, viste nemlig i 2018 med 3. pladsen i Catalonien og den hvide trøje i Touren, at han har et fornemt potentiale som etapeløbsrytter. Desværre brækkede han håndleddet inden UAE Tour i februar, og selvom han var med Bardet og co. på træningslejr i maj, var det først i de franske endagsløb i første weekend i juni, at han var tilbage i konkurrence. Her arbejdede han for holdet og viste ikke meget på egen hånd, og derfor er hans form et helt åbent spørgsmål. Vi vil blive overraskede, hvis han med så lidt løbsrytme kan være med helt i front, ikke mindst fordi den bjergrige rute for ham nok er til den hårde side. Til gengæld vil han som dobbelt fransk mester i enkeltstart kunne udnytte de to tidskørsler til sin fordel.

For Rally var det en stor ting at blive inviteret til dette løb, der må være det største, de nogensinde har kørt. Derfor er det naturligvis et stort mål, og man må formode, at holdets stjerne, Brandon McNulty, har forberedt sig målrettet. Med den fornemme sejr i Giro di Sicilia har han vist, at det ikke er uden grund, at han regnes som den næste store amerikanske etapeløbsstjerne, mens desværre blev han syg under Tour of California, som var sæsonens måske allerstørste mål. Siden da har han ikke kørt løb, men man må formode, at han har forberedt sig benhårdt frem mod denne store chance. Det er klart, at han stadig er for ung til at være med helt i front, men har han de klatreben, han havde på Sicilien, bliver han spændende. Og så skal vi ikke glemme, at han også kører en ganske glimrende enkeltstart, der blandt andet har gjort ham til juniorverdensmester i disciplinen.

Man kan ønske, at Louis Meintjes rejser sig igen. Sydafrikaneren havde et forfærdeligt 2018, og i år er det ikke gået meget bedre. Han styrtede slemt i Paris-Nice, og da han i Romandiet og Californien endelig viste et fornuftigt niveau, røg han igen i asfalten. Det kan ikke undgå at have sat forberedelserne mod Touren tilbage, men inden det var der faktisk lovende takter. Har han kunnet træne godt frem mod sommeren, hvor han som regel altid finder benene efter et tungt forår, kan han måske rejse sig i dette løb. Den meget bjergrige rute passer i hvert fald godt til hans dieselklatreevner, og denne gang kan han måske kompensere for tabet på enkeltstarterne.

En af løbets jokere er Tiesj Benoot . Belgieren er jo ikke just kendt som etapeløbsrytter, og derfor overraskede han mange, inklusive sig selv, da han i 2017 pludselig blev nr. 12 samlet i Criterium du Dauphiné. Det gav ham smag på mere, og sidste år overraskede han igen, da han blev nr.  4 i et Tirrreno, der endda inkluderede en stor bjergafslutning, ligesom han blev nr. 14 i Dauphiné. Igen i år har Benoot forberedt sig i Sierra Nevada frem mod Touren, og det plejer at bringe ham i god form på denne tid af året. Den bjergrige rute er ikke til hans fordel, og da han samtidig vil tabe en del tid på enkeltstarterne, er det udelukket, at han vil være med helt fremme. En top 10 er dog i den grad muligt, hvis han fortsætter den fine udvikling fra de senere år.

Ag2r har Latour som det store navn, men i lyset af franskmandens tvivlsomme form, vil de utvivlsomt også satse på lokale Mathias Frank. Desværre er den schweiziske veteran en skygge af den rytter, han engang var, men når han kører på hjemmebane, kører han som regel hæderligt. I hvert fald blev han nr. 12 i Romandiet, og havde det ikke været for enkeltstarten, var det gået endnu bedre. For nylig blev han nr. 2 bag suveræne Thibaut Pinot i Tour de l’Ain, og det viser, at han har fundet formen frem mod dette løb, som han satser stort på. Niveauet rækker ikke længere til at være med helt i front, men han bør kunne køre med om top 10.

Læs også

Israel skriver kontrakt med ungdomskomet fra næste sæson

Efter den chokerende 3. plads i Californien er vi naturligvis også nødt til at nævne Kasper Asgreen. Danskeren tog alle, inklusive sig selv, på sengen, da han klatrede med de bedste på de amerikanske stigninger, og nu skal han forsøge at følge op på det her. Schweiz Rundt er imidlertid noget helt andet end det californiske løb, og her er niveauet uendelig meget højere. Samtidig er hans primære opgave at køre for Mas, men det betyder ikke, at han alligevel kan ende hæderligt. Den bjergrige rute er nok trods alt for vanskelig, men kan han køre klogt og holde sit tempo, kan han måske begrænse tabet. Med et par gode enkeltstarter kan det således godt blive til endnu et hæderligt resultat. Han kan ikke være med helt fremme, men med de overraskelser, han har leveret i år, skal det blive spændende at se, om der ligger endnu en kanin gemt i hatten, klar til at blive trukket op.

En anden spændende fyr er U23-verdensmesteren Marc Hirschi, der må være fyr og flamme efter at levere på hjemmebanen. I Baskerlandet og Ardennerne måtte han desværre indse, at han fortsat mangler en del for at kunne klatre med de bedste på højeste niveau, men i Tour of Norway efterlod han til gengæld et dybt imponerende indtryk. Her var han vel bedste mand på stigningerne, og da dette løb formentlig er sommerens store mål, må han ventes at være helt på toppen. Han har stadig meget at indhente for at kunne køre klassement i så vanskeligt et løb, men med den udvikling, han er i gang med, og med de gode ben, han viste i Norge, skal det blive interessant at se, hvor langt han er kommet.

OPDATERING: Laurens De Plus kommer ikke til start. Jumbo må derfor satse på Bouwman og Tolhoek jf. holdoversigten nedenfor.

OPDATERING: Heller ikke Louis Meitnkes kommer til start.

SÆT DIT MANAGERHOLD TIL TOUR DE SUISSE - KONTANTE PRÆMIER
 

***** Geraint Thomas

**** Egan Bernal, Enric Mas

*** Domenico Pozzovivo, Wilco Kelderman, Hugh Carthy, Rui Costa, Patrick Konrad

** Jan Hirt, Roman Kreuziger, Marc Soler, Simon Spilak, Pierre Latour, Brandon McNulty, Tiesj Benoot, Mathias Frank, Kasper Asgreen, Marc Hirschi

* Fabio Aru, Lawson Craddock, Sergio Henao, Merhawi Kudus, Luis Leon Sanchez, Winner Anacona, Gianluca Brambilla, Rohan Dennis, Patrick Schelling, Matteo Fabbro, Antwan Toelhoek, Rodrigo Contreras, Gavin Mannion, Carlos Betancur, Lilian Calmejane,Rob Britton,  Francois Bidard, Aurelien Paret-Peintre, Roland Thalmann, Kilian Frankiny, Tsgabu Grmay

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår vi de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

Ag2r: Holdet kører for Latour og Frank, men har et par klatrere, der alle kan gøre det hæderligt. Det gælder talentfulde Aurelien Paret-Peintre, der i Ain endelig viste lidt af sit potentiale, Francois Bidard, der kørte en flot Giro, samt den spændende Geoffrey Bouchard, der dog var skuffende i Ain.

Astana: Kasakkerne kommer med et relativt svagt hold, hvor Hirt ligner bedst bud. Merhawi Kudus har gjort store fremskridt i år, men i de helt svære løb kommer han som regel til kort. Colombianeren Rodrigo Contreras vil også forsøge at tage sin chance, men har endnu ikke vist tilstrækkeligt, og ruten må være for hård til, at Omar Fraile og Luis Leon Sanchez kan gå i top 10. Endelig skal man ikke helt udelukke, at Andrey Zeits, der kørte en flot Giro, for en sjælden gangs skyld kan levere et personligt resultat.

Bahrain-Merida: Holdet satser 100% på Pozzovivo. Egentlig burde Rohan Dennis også kunne køre et hæderligt klassement og måske gå i top 10, men han skulle angiveligt alene satse på enkeltstarterne.

Bora-hansgrohe: Det meste af holdet er bygget op om Peter Sagan, men Konrad skal forsøge at gå efter et samlet resultat.

Læs også

Verdensranglisten: Skjelmose tilbage - Vingegaard taber til Pogacar

CCC Team: Holdet jagter alene etaper og har ingen klatrere i truppen.

Deceuninck-Quick Step: Holdet satser på et stort resultat med Mas, men som sagt kan Asgreen måske også køre et hæderligt klassement.

EF-Education First: Holdet har Carthy som kaptajn, men det skal også blive spændende at følge Lawson Craddock¸ der i år har ste bedre ud end længe. Han er nok for begrænset i bjergene, men har enkeltstarten som våben.

Groupama-FDJ: Holdet kommer med en B-trup. Løbet kunne være en stor chance for unge Kilian Frankiny, men han så skidt ud i Ain. Steve Morabito har ikke længere niveauet til at køre klassement.

Lotto Soudal: Kun Benoot kan levere et resultat i klassement.

Mitchelton-Scott: Holdet kommer for en gangs skyld helt uden klassementsrytter og satser alene på etaper. Egentlig burde Tsgabu Grmay kunne klatre hæderligt, men han har intet vist i år. Talentfulde Robert Stannard viste i Norge og Hammer Series, at han slet ikke er i form.

Movistar: Holdet føres an af Soler. Egentlig burde man også nævne Carlos Betancur, men da humlebien har holdt pause siden Romandiet og satser på Vueltaen, vil det være en mindre sensation, hvis han er i form, ikke mindst fordi han satser på Vueltaen. Til gengæld kan Winner Anacona gøre det godt, hvis han har fundet Tour-formen.

Rally: McNulty må være det klart bedste bud, men også Gavin Mannion¸der kører en god enkeltstart, kan køre klassement. Holdet har i sidste øjeblik også udtaget erfarne Rob Britton, der ligeledes kan gå efter en top 20, selvom han ikke er så god som tidligere.

Schweiz: Landaholdet stiller med en meget formstærk Patrick Schelling, der imponerede i Lugano, hvor han fulgte folk som Nibali og Ulissi på stigningerne. Simon Pellaud er i form, men ruten er nok for bjergrig for ham. Den burde være god for Roland Thalmann, der imponerede i Alperne, men ikke har samme form nu, samt Matteo Badilatti, der dog har været meget svingende på det seneste.

Dimension Data: Holdet må satse på Kreuziger. Unge Gino Mader har haft en svær og skadesplaget sæson og kan næppe begå sig, og Tom-Jelte Slagter har ikke længere niveauet.

Team Ineos: Med både Thomas og Bernal på holdet får briterne rigeligt at se til.

Team Jumbo-Visma: Med De Plus ude satser man på Koen Bouwman og Antwan Tolhoek, men de viste i Hammer Series, at de er mærkede af en hård Giro. Floris De Tier viste heller ikke megen form i Holland.

Katusha-Alpecin: Det handler 100% om Spilak. Matteo Fabbro er også med, men den italienske klatrer har intet vist i år.

Team Sunweb: Som nævnte har holdet to kandidater i Kelderman og Hirschi. Nicolas Roche har i de seneste år intet vist, og holdet melder heller ikke, at han skal forsøge sig i klassementet.

Total Direct Energie: Lilian Calmejane forbereder sig til Touren, men ruten her er for bjergrig. Samtidig har han vist usædvanligt dårligt form på det seneste.

Trek-Segafredo: Holdet er her stort set uden klatrere, men man må formode, at Gianluca Brambilla vil forsøge sig. Ruten her er dog for hård. Nicola Conci kan måske gøre det hæderligt.

UAE Team Emirates: Costa ligner det bedste bud, men det skal også blive meget interessant at følge Fabio Aru. Efter operationen gjorde italieneren comeback i Lugano, og det gik langt bedre end ventet. Løbet her kommer nok for tidligt, men han kunne godt gøre det hæderligt. Sergio Henao vil også forsøge sig, men han synes ikke længere at have niveauet.

Danskerne

Kasper Asgreen skal på Deceuninck som udgangspunkt støtte Enric Mas og Elia Viviani samt køre sin egen chance på de to enkeltstarter, men som omtalt ovenfor kan man ikke udelukke, at han også kan køre klassement. På samme hold skal Michael Mørkøv spille sin sædvanlige rolle i Vivianis tog. Michael Valgren skal på Dimension Data hjælpe Roman Kreuziger og Louis Meintjes samt Reinardt van Rensburg i spurterne, men han kan måske gå efter et resultat på en af de første klassikeragtige etaper. Endelig skal Søren Kragh forsøge at gå efter et resultat på de to enkeltstarter samt hjælpe Wilco Kelderman og Michael Matthews, men måske kan der opstå en udbrudsmulighed ligesom sidste år, hvor han endte med at vinde en etape.