SAMARBEJDSPARTNERE:
For motionister og entusiaster
Spil på sport
Optakt: Tour de Suisse
06. juni 2021 15:15Foto: Sirotti
Mens et par af Tour-favoritterne og flere af deres rivaler afslutter deres sidste forberedelsesløb i Dauphiné, gør de fleste af de øvrige store navne til dette års udgave af La Grande Boucle sig klar til deres sidste udfordring inden deres store mål. Trods dets tidligere status som verdens mest prestigefulde ugelange etapeløb har Tour de Suisse tabt meget af dets appel til de største stjerner, der med 2018 som en markant undtagelse klart har tabt kampen om de største navne til Criterium du Dauphiné. Det gælder også i år, men deltagelsen af i hvert fald to af Tourens kaptajner, Richard Carapaz og Julian Alaphilippe, samt en stribe andre store profiler på en generelt meget stjernebesat startliste vil sikre, at der alligevel bliver masser af fokus på et løb, der stadig er perfekt Tour-opvarmning og giver anledning til en fascinerende kamp om at vinde et af de allerstørste WorldTour-løb.
Artiklen fortsætter efter videoen.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT?
Løbets rolle og historie
Schweiz spiller en ganske særlig rolle i cykelkalenderens smukke anatomi. Selvom det naturligvis er alt for lille til at være vært for en grand tour, har alpelandet opbygget et ry som det perfekte sted at forberede sig til et tre uger langt løb. Traditionelt har landets to største etapeløb, Tour de Romandie og Tour de Suisse, været forberedelsesløb til henholdsvis Giro d’Italia og Tour de France, da de begge afvikles tæt på starten af de pågældende grand tours og tilbyder det ideelle bjergterræn for rytterne til at teste formen.
Den position er imidlertid i de senere år kommet under pres, og de schweiziske etapeløb betragtes ikke længere som de bedste til at varme op forud for Giroen og Touren. Mens Tour de Romandie synes at have tabt kampen mod Tour of the Alps og har ændret dets rolle til i stedet at være det sidste store mål i forårssæsonen for Tour-rytterne, har den nationale rundtur været involveret i en tæt kamp med Criterium du Dauphiné om at have titlen som den bedste forberedelse til Touren.
Det franske løb er klart kommet ud som vinder af den duel, og langt de fleste af Tour-stjernerne har i de senere år foretrukket at drage til de franske alper i juni måned. Det har imidlertid ikke ændret det faktum, at Tour-rytterne som regel deler sig mellem de to løb, og selvom de største navne ofte har været til start i Frankrig, har adskillige Tour-deltagere altid testet formen på de schweiziske landeveje i løbet af de 9 dage, som løbet indtil i år har varet. Netop længden har været med til at give det en særstatus som den fjerde grand tour og i mange år det vigtigste af de ugelange etapeløb, men selv det specielle karakteristikum er forsvundet i år, hvor løbet nu bare er som både Dauphiné og Paris-Nice, nemlig ”kun” otte dage langt.
Dataene viser klar, at Dauphiné nu er den foretrukne bevgivenhed for de fleste klassementsryttere. Indtil Egan Bernal brød trenden i 2019, var den sidste Tour-vinder, der forberedte sig til verdens største cykelløb i Schweiz, Lance Armstrong, som i 2001 afveg fra sin vanlige forberedelse i Frankrig ved at køre (og vinde) det schweiziske etapeløb. Amerikaneren vendte siden kun tilbage til det alpelandets løb efter sit comeback, da han stillede til start i 2010, og mellem 2011 og 2018 havde Tour-vinderen altid været til start i Dauphiné som forberedelse til løbet i juli. I 2012 sluttede Thibaut Pinot som nummer 10 i Touren og var den bedst placerede rytter, der havde kørt i Schweiz, mens Roman Kreuziger på femtepladsen var den højst rangerede rytter, der i 2013 havde været til start i den lille alpenation. I 2014 fortsatte den opmuntrende tendens, da Pinot gik fra en skuffende 15. plads i Schweiz til at slutte på podiet i Paris, mens Robert Gesink kom fra en niendeplads i Schweiz, inden han blev nummer 6 i Touren i 2015. I 2016 var det Geraint Thomas på 15. pladsen, der var den bedst placerede Schweiz Rundt-deltager, og i 2017 skulle man ned til Damiano Caruso på 11. pladsen for at finde en rytter, der kom fra Schweiz. Lidt bedre så det ud i 2018, hvor Steven Kruijswijk på 5. pladsen havde været i aktion i Alpelandet.
Det er imidlertid i høj grad et spørgsmål om individuel præference, og mens enkelte ryttere foretrækker altid at benytte samme løb som forberedelse, synes de fleste at variere det en anelse fra år til år. Ineos/Sky har hørt til blandt de hovedaktører, der prioriterer det franske løb højest, mens Schleck-brødrene var kendt for altid at køre Tour de Suisse. Løbet har endda haft nogen held med at tiltrække nogle af de bedste franske ryttere som Pinot, der ofte har set er en fordel i at slippe væk fra mediepresset i hjemlandet. Det gælder også i år, hvor Julian Alaphilippe noget overraskende er til start i Schweiz.
Selvfølgelig er hovedproblemet for det schweiziske løb den geografiske placering. Det har ikke mange muligheder for at gøre brug af dele af Tour-ruten - noget Dauphiné har gjort i stor grad, siden ASO overtog ansvaret i 2010. På den anden side afvikles løbet en uge tættere på Touren end Dauphiné, og forskellige ryttere har forskellige præferencer, hvad angår placeringen af det sidste store forberedelsesløb. I år har Dauphiné-arrangørerne ganske vist kun i meget begrænset omfang brugt muligheden for at bruge del af Tour-ruten, men alligevel er det franskmændene, der har tiltrukket de fleste topnavne.
Arrangørerne har dog også selv bidraget til deres lidt triste skæbne. 2009- og 2010-udgaverne af Tour de Suisse var alt for lette og tilbød ikke mange bjergetaper, hvor rytterne kunne teste benene. Faktisk kritiserede mange 2009-løbet for at være designet med det ene formål at sikre en samlet sejr til den nationale helt, Fabian Cancellara. I de senere år har man imidlertid brudt trenden, og 2013-udgaven var hårdere end længe. I 2014, 2015 og 2018 var ruterne igen lettere, men både i 2016, 2017 og 2019 vendte man tingene helt på hovedet og designede løb, der var langt hårdere end vanligt.
I 2018 var alt dog anderledes. Den ekstra uge mellem Giroen og Touren som følge af VM i fodbold betød, at de fleste nu fandt Dauphinés placering for tidlig. Det betød, at de store navne i stort antal vendte det franske løb ryggen, og dermed var der lagt op til lidt af en renæssance for Tour de Suisse. For første gang i umindelige tider gav man franskmændene klø og tiltrak store Tour-kaptajner som Richie Porte, Nairo Quintana, Mikel Landa, Bauke Mollema, Steven Kruijswijk og Jakob Fuglsang. Desværre er tendensen ikke gået igen med en tilbagevenden til en normal kalender, og i år er det blandt de forventede og mulige klassementsryttere i Touren kun Richard Carapaz, Julian Alaphilippe, Esteban Chaves, Lucas Hamilton, Wout Poels og Pierre Latour, der vil køre i Schweiz.
Grunden til løbets store prestige er en kombination af historien og sværhedsgraden. Med en historie, der rækker tilbage til 1933, er løbet ældre end Dauphiné, og da det afvikles i et af de mest bjergrige områder i Europa, er det intet under, at det er blandt de hårdeste løb på kalenderen. Selvom vinderlisten er imponerende, mangler den dog samme dybde som den, det franske modstykke kan prale af. Pasquale Fornara topper listen over succesfulde ryttere med fire sejre, mens to af de lokale helte Ferndinand Kübler og Hugo Koblet deler æren med Rui Costa som de eneste trefoldige vindere.
Udover at være et forberedelsesløb til Touren har løbet altid haft en fantastisk evne til at tiltrække rýttere fra Giroen. Det skyldes sandsynligvis den ekstra uges hvile, men mens Dauphiné kun har kunnet præsentere nogle få - dog ofte meget succesfulde - Giro-Dauphiné-doubler, har Tour de Suisse som regel adskillige Giro-ryttere på startlisten. Tendensen er dog knap så markant i år, hvor den forskudte sommerkalender betyder, at løbet starter bare en uge efter Giro-afslutningen, og derfor er de eneste større deltagende Giro-ryttere uheldige folk, der udgik i utide, nemlig Marc Soler, Gino Mäder og Domenico Pozzovivo, samt sprinteren Davide Cimolai
Løbet har stadig overhånden i forhold til Dauphiné på ét område. Mens det franske løb afvikles i et område uden meget fladt terræn og derfor ikke har den store appel til sprinterne, er Tour de Suisse som nationalt etapeløb forpligtet til at besøge alle egne af Schweiz, der ikke alle er bjergrige. Det betyder, at løbet som regel har haft betydeligt flere muligheder for de hurtige folk. Det kuperede terræn i landet og arrangørernes hang til svære rundstrækninger betyder dog, at der ikke er meget at komme efter for de rene sprintere, men de mere hårdføre typer og klassikerspecialister vil altid finde kunne finde adskillige etaper, der behager dem. Det er ikke noget tilfælde, at Peter Sagan vandt to etaper i 2011, fire i 2012, yderligere to i 2013, en enkelt i 2014, to i 2015, to i 2016, yderligere to i 2017 og endnu en både i 2018 og 2019, og dette års rute burde igen give gode muligheder for Sagan-typerne. Efter et par år med en mere ligelig fordeling var sprinterne i 2018 og 2019 næsten alle til start i Schweiz - bortset fra de mere rene sprintere, der ofte foretrækker Slovenien Rundt eller Ster ZLM Tour (i år dog Belgium Tour) - og også i år har schweizerne tiltrukket det klart mest spændende felt af hurtige folk anført af Mathieu van der Poel, Michael Matthews, John Degenkolb, Christophe Laporte, Magnus Cort, Davide Cimolai, Jordi Meeus, Alvaro Hodeg, Hugo Hofstetter og Danny van Poppel.
Sidste løbet blev afviklet var i 2019, hvor Ineos mødte op som storfavoritter med Egan Bernal og Geraint Thomas, der måtte affinde sig med deltagelse i dette løb, da Chris Froome havde resten af Tour-holdet med til Dauphiné. Thomas styrtede hurtigt ud af løbet, men Bernal viste sig som den i særklasse stærkeste. Efter at have erobret førertrøjen på den første bjergetape forsvarede han den resten af vejen og cementerede med etapesejr og samlet sejr sin status som Tour-favorit. En overraskende bjergstærk Rohan Dennis tog de fleste på sengen med en samlet 2. plads, bare 19 sekunder efter Bernal, mens Patrick Konrad som nr. 3 var hele 3.04 efter colombianeren. Bernal puster ud efter Giro-sejren og forsvarer ikke titlen, og da Konrad kører Dauphiné, bliver Dennis eneste genganger fra det seneste podium.
Ruten
Som sagt har arrangørerne efter et par år, hvor den begrænsede sværhedsgrad gjorde løbet mindre spektakulært, i de senere år forsøgt at gøre løbet hårdere. Et første højdepunkt nåede man i 2013, hvor man havde tre svære bjergetaper og en bjergenkeltstart, inden man igen havde lettere ruter i 2014 og 2015. I 2016 sammensatte man imidlertid den klart sværeste rute i årevis, idet man havde hele tre meget svære bjergafslutninger, herunder en på den frygtede Rettenbachferner, i tillæg til de klassiske tidskørsler i form af en prolog og en længere enkeltstart, og den model gentog man i 2017, hvor der atter var en lang enkeltstart og tre svære bjergetaper, herunder en tilbagevenden til Rettenbachferner, på programmet. I 2018 gik man til gengæld tilbage til den ”lette” model med en rute, der kun bød på én stor bjergetape, der endda ikke var særligt svær, inden 2019-udgaven med hele tre store og svære bjergetaper igen lå i den vanskelige ende af spektret.
Som regel har løbet haft to bjergafslutninger og en bjergetape med en afslutning efter en nedkørsel. Enkelstartsspecialisterne har haft chance på en prolog, der ofte har været meget kuperet og teknisk, og en lang, relativt kuperet enkeltstart. Stigningerne i Schweiz er typisk ikke særlig stejle, og derfor har bjergetaperne sjældent været meget selektive, hvilket har bevirket, at enkeltstarten typisk har været den vigtigste etape. Resten af løbet har været udgjort af klassiske Schweiz Rundt-etaper: kuperede etaper, som slutter på en rundstrækning, der meget ofte har en lille stigning tæt på mål. Disse etaper er ofte blevet afgjort i reducerede massespurter, og det har gjort løbet til lidt af en fest for stærke sprintere og klassikerryttere, hvilket forklarer, hvorfor Peter Sagan i en ung alder hurtigt blev den rytter, der har vundet flest etaper i løbets historie.
Efter et svært løb i 2017, et let løb i 2018 og et svært løb i 2019 er det blevet tid til en let udgave, hvis trenden skal fortsætte, og det er præcis, hvad vi får i 2021. Det er nu ikke, fordi der mangler store bjerge i løbet, der byder på hele tre store bjergetaper, men der mangler den svære bjergafslutning, hvor forskellene kan gøres. To af bjergetaperne har mål på toppen, men efter meget bløde opkørsler, mens løbets kongeetape på sidstedagen slutter med en nedkørsel og et fladt stykke.
Det betyder dog ikke, at klatrerne skal græde. De slipper nemlig for den klassiske småkuperede enkeltstart. For første gang siden 2013 byder løbet nemlig på en bjergenkeltstart, og selvom den er uhyre speciel, da den består både af en op- og en nedkørsel, er det en etapetype, der som regel er skabt til de rene klatrere. Derfor er 2021-udgaven stadig klatrernes løb, selvom de tre klassiske bjergetaper synes at høre til i den lidt lettere ende.
En anden væsentlig nyskabelse er naturligvis, at løbet som nævnt ovenfor har fået fjernet sin særstatus om det eneste ni dage lange løb. Nu er det som de andre af de længste ugelange WorldTour-etapeløb kun otte dage langt, og det er delt i to skarpt adskilte dele. De første fire dage foregår i den nordlige del af landet, hvor de stærke sprintere og Sagan-typerne altid boltrer sig, inden løbet rykker ind i bjergene til de sidste fire etaper, der bliver afgørende for klassementet.
Det betyder dog ikke, at man skal undervurdere løbets første to etaper. Som altid lægges der ud med en kort enkeltstart, der denne gang med en distance på 10,9 km er så lang, at den ikke kan negligeres. Modsat tidligere år er terrænet helt fladt, men det betyder ikke, at det bare er wattmonstrenes paradis. Rutens første del er nemlig helt urimeligt teknisk, og det gør det til en ganske interessant udfordring, der med det samme vil skabe forskelle. Det samme kan 2. etape måske også, for selvom den ikke foregår i de høje bjerge, slutter den med en ganske stejl mur i finalen, hvor puncheurs som Julian Alaphilippe kan angribe og i hvert fald spurte sig til bonussekunder i en gruppe af favoritter.
Herefter får de stærke sprintere formentlig deres to dage i rampelyset. Tirsdagens 3. etape er ganske kuperet, men lægger op til en reduceret massespurt, og det samme gør onsdagens 4. etape, der som i 2018 slutter med den lange og lette Saanenmöser, som kan rydde ud i feltet inden spurten - hvis altså ikke feltet bliver snydt af udbruddet, som de gjorde for tre år siden, hvor Christopher Juul aldrig blev hentet.
Herefter er det slut for sprinterne. Torsdagen byder på den første bjergetape, men opkørslen til målet i Leukerbad er mere for puncheurs, som vi så da Diego Ulissi vandt en spurt i 2018. Denne gang skal man dog over en ny og svær stigning i finalen, og etapen har derfor potentiale, hvis den angribes aggressivt. Fredagens 6. etape bliver til gengæld med sikkerhed næppe afgørende, for selvom man skal over både Skt. Gotthardpasset og Lukmanierpasset, slutter det hele så nemt, at det nok er klogest at spare sig til weekenden.
Den indledes med den specielle bjergenkeltstart, hvor man om lørdagen skal både op og ned ad Oberalppass, inden det hele som i 2016 og 2019 slutter med et brag af en alpeetape. Den er ganske speciel, da den blot består af 6. og 7. etape sat sammen, men nu kørt i omvendt rækkefølge. Derfor lægger man ud med at køre enkeltstarten i modsat retning, inden man gør det samme med 6. etape. Dermed skal man over Oberalppass, Lukmanierpass og Skt. Gotthardpass igen, men alle sammen i den modsatte retning. Med et langt dalstykke midtvejs koger det hele formentlig ned til et stort slag på Schweiz’ kendteste stigning, hvor klatrerne får en sidste chance for at ændre stillingen inden den hurtige nedkørsel til den store finale i Andermatt.
1. etape
Siden år 2000 er kun fem udgaver ikke startet med en kort enkeltstart. Sidste gang løbet blev indledt med en almindelig linjeløbsetape var helt tilbage i 2008, hvor Oscar Freire vandt en reduceret massespurt og således erobrede den første førertrøje, og siden da har det udviklet sig til en helt fast tradition, at prolog- og tempospecialister har skullet slås om sejren på førstedagen, ofte på meget tekniske og ganske kuperede ruter. I 2018 betød ambitionen om at tiltrække flere Tour-stjerner imidlertid, at man lagde ud med et holdløb, der kunne bruges som forberedelse til Touren - faktisk det første af slagsen siden år 2000 - men det var et engangstilfælde. Ligesom i 2019 er det igen en kort enkeltstart, der skyder festen i gang, og ligesom for to år siden har man droppet det kuperede element til fordel for en flad rute, der først og fremmest ligner en uhyre teknisk udfordring.
Med en distance på hele 10,9 km er det en relativt lang åbningsetape, der er henlagt til byen Frauenfeld. Starten går i den nordlige udkant, hvorfra man i stort set fladt terræn kører mod sydvest i en meget teknisk indledning, der byder på sving efter 200 m, 500 m og 700 m. Efter 1,2 km drejer man mod syd, inden man efter 1700 m drejer mod øst. Herfra kører man snor man sig i en generelt østlig retning ind gennem byen, igen via et hav af sving. Således drejer man efter 2,2 km, 2,8 km, 3,2 km, 3,3 km og 3,4 km. Herefter følger endelig hele 900 m uden sving - dog med en meget skarp kurve - mens man kører mod nord og øst, hvorefter der følger to hurtige sving efter 4,3 km og 4,6 km, inden en lige vej leder mod nordøst frem til mellemtiden, der tages efter 5,2 km.
De sidste 5,7 km er meget enklere. Den lige og flade vej leder videre mod nordøst frem til to meget skarpe kurve, der kommer lige i rap, inden der er et blødt sving efter 6,9 km. Efter yderligere 500 m er der yderligere et sving leder et skarpt sving mod nordvest, inden det sidste sving fører efter 9,3 km fører ind på en lige og flad vej, der går mod sydvest ind til mål.
Etapen byder på i alt 36 højdemeter
Tour de Suisse har som sagt været kendt for sine eksplosive og tekniske prologer, men dem er man i stigende grad gået væk fra i de senere år, hvor terrænet har været fladere. Det er også tilfældet i år, hvor det terrænmæssig er guf for specialisterne, men det er langt fra nogen klassiske tonserenkeltstart. Den første halvdel er næsten urimeligt teknisk, og det er først efter mellemtiden, at der for alvor kan trædes nogle watt. Det gør det til en ganske interessant udfordring, der afgøres af en kombination af teknik, accelerationsstyrke og power.
Frauenfeld var senest vært for løbet i 2018, hvor det hele også startede i byen. Dengang var det via et holdløb, der blev vundet af BMC foran Sunweb og Quick Step, og som sendte Stefan Küng i den gule trøje. Dagen efter kørte man et rundstrækningsløb omkring byen, hvor Peter Sagan vandt en reduceret massespurt foran Fernando Gaviria og Nathan Haas efter en ganske svær etape.
2. etape
I de senere år har der været en tendens til, at arrangørerne laver en aftale med startbyen om, at de er vært for løbet de første to dage, hvor man dels kan afvikle en enkeltstart og dels en linjeløbsetape på en rundstrækning. Formentlig som følge af afkortningen af løbet, der kun giver en halv åbningsweekend, er den ide nu droppet, men det betyder ikke, at der ændres meget på det terræn, der venter på første linjeløbsetape. Det gælder nemlig også i år en klassisk Tour de Suisse-etape, hvor en relativt flad dag afsluttes med en meget kuperet afslutning, der med en kort og meget stejl mur i den absolutte finale absolut ikke for sprinterne. Et udbrud kan slet ikke udelukkes, og det kan bestemt heller ikke afvises, at Julian Alaphilippe til sidst tester puncheurbenene og klassementsrivalerne, men mest sandsynligt er det dog nok, at en relativt lille gruppe skal spurte om sejren.
I alt skal der tilbagelægges 178,0 km, der fører feltet fra Neuhausen am Rheinfall til Lachen. Fra start kører man mod sydøst ad en helt flad vej frem til kanten ad Bodensee, som man kortvarigt følger, inden man drejer væk fra vandet for at sno sig mod sydøst igennem småkuperet terræn frem til byen Weinfelden. Her drejer man mod sydvest for herefter at følge en snoet og generel ganske let stigende vej, inden en skarp nedkørsel leder ned til udkanten af byen Wetzikon, der nås efter 106,1 km.
Det markerer afslutningen på etapens lette del. Her drejer man nemlig mod øst for at køre op ad kategori 2-stigningen Ghöch (8,3 km, 4,7%), der er en meget irregulær sag, hvis 1., 4. og 7. km stiger med hhv. 8,1%, 6,9% og 12,1%, men er adskilt af næsten flade plateauer. Toppen rundes efter 113,1 km, hvorefter en kun småkringlet nedkørsel leder mod syd ned til byen Wald. Her drejer ma mod sydøst for at følge en let faldende vej ned til byen Burg.
Her tager etapen fat igen, når man kører mod nordøst op ad kategori 2-stigningen Oberricken (7,8 km, 5,1%), der er en relativt jævn stigning, som kun er svær på fjerde kilometer, hvor den stiger med 9,4%. Toppen rundes efter 135,4 km, hvorefter det går mod syd ad en småsnoet nedkørsel, der leder ned til byen Kaltbunn, hvor dagens første spurt kommer efter 146,5 km.
Spurten ligger i fladlandet, og derfor bliver det helt fladt, når man fortsætter ad en lige vej mod sydvest og senere vest og nord frem til byen Tuggen. Her drejer man dog mod sydvest for at skære ind gennem et højdedrag, der sender feltet op og ned ad en lille bakke (1,2 km, 9,3%) med top i udkanten af byen Wangen med bare 13,9 km, hvorefter man inde i selve byen kører dagens sidste spurt efter 165,7 km. Herfra fortsætter man ind til målbyen, hvor man passerer tæt forbi stregen, men i stedet for at køre ind til mål sendes rytterne på en sidste udfordring.
Det sker, når de kører mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Litschstrasse (2,4 km, 8,3%), der efter 500 m med 3,3% stiger med hele 9-11% over de næste 1500 m, inden den flader ud med 8,0% over de sidste 400 m. Fra toppen resterer bare 7,9 km, der indledes med en næsten helt lige nedkørsel, der leder mod nordvest og nord hen til bredden af Zürichsee, der nås med 4 km igen. Nu kører man mod øst igennem fladt terræn hen langs vandet ind til Lachen, hvor der venter en teknisk finale med et sving med 2200 m igen, en rundkørsel med 1700 m igen samt sving med 1300, 1000 og 900 m igen, hvorefter der er en blød kurve, inden de sidste 500 m er lige og flade.
Etapen byder på i alt 2392 højdemeter.
Terrænet er helt klassisk for Tour de Suisse, og det er en etape, der lægger op til flere udfald. Uden en klar favorit kan en etape som denne vindes fra udbrud, men man må formode, at førertrøjens hold vil kontrollere. Til slut venter to meget skarpe mure, hvor vi sågar kan se angreb i klassementet, ikke mindst fra Julian Alaphilippe, der måske endda kan færdiggøre en offensiv. Det ligner dog mest af alt en spurt i en ganske lille gruppe som afslutning på en dag, hvor vi allerede kan få en ide om klatreformen.
Lachen har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
3. etape
Det er ikke mærkeligt, at Tour de Suisse har så stor appel til klassikerryttere. Løbet er nemlig kendt for sine klassikeragtige finaler, og det er en sådan, der venter på løbets 3. etape. Også på denne etape går det op og ned det meste af dagen, særligt i løbets sidste halvdel, men gang er stigningerne blødere end på 2. etape. Til slut venter et let stigende opløb, og det ligner derfor en oplagt chance for løbets holdbare sprinter som eksempelvis Michael Matthews og Mathieu van der Poel, der må have udset sig denne etape som et mål.
I alt skal der tilbagelægges 182,1 km, der fører feltet fra Lachen til Pfaffnau. Starten går ved bredden af Zürischsee, som følges mod vest igennem helt fladt terræn. Kort efter kører man væk fra vandet for at køre mod vest op ad en ikke-kategoriseret stigning (6,0 km, 5,5%), der har top efter 11 km, inden man fortsætter videre mod vest og senere syd igennem ganske kuperet terræn med flere mindre bakker. Her når man frem til Agerisee, hvor man følger den flade søbred mod sydøst og syd, inden det går videre ad et fladt plateau mod sydøst ned til byen Sattel. Her rammer man en småkringlet nedkørsel, der fører mod sydvest og vest frem til byen Arth, der ligger ved bredden af Zugersee.
Nu rammer man den lettere del af etapen, når man følger den flade søbred mod nordvest, nord og nordvest frem til byen Sins. Her drejer man mod sydvest for at køre ad et let stigende stykke, inden det bliver næsten fladt, mens man fortsætter mod sydvest, nord og nordvest frem til byen Unterkulm. Her drejer man mod vest for at skære igennem et højdedrag, der går op og ned ad en bakke (2,8 km, 5,4%), inden man fortsætter mod syd ad et kort fladt stykke. Nu kører man igen mod vest op og ned ad en lille bakke og videre over kategori 3-stigningen Botterwilerstrasse (2,4 km, 6,5%), der stiger med ca. 8% over de første 2,0 km, men derefter blot med 2,9% frem til toppen, der passeres efter 122,5 km. Herefter bliver etapen igen let. En enkel nedkørsel og et fladt stykke leder mod sydvest ned til dagens første spurt, der kommer efter 130,4 km, inden det går igennem fladt terræn mod syd ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 131,7 km. Nu køres de sidste 4,6 km frem til stregen, der krydses efter 136,3 km.
Etapen afsluttes nu med en omgang på en 45,8 km lang rundstrækning i områder syd for byen. Fra start går det mod nordøst og syd igennem kun let kuperet terræn, som dog byder på en bakke (1,7 km, 5,1%) med top efter 148 km, inden en nedkørsel leder ned til udkanten af byen Schötz. Her drejer man mod sydvest for at passere kategori 3-stigningen Ohmstalerstrasse (3,4 km, 6,1%), der stiger med 7,6% over den midterste kilometer, men ellers med ca. 5%.
Toppen rundes efter 158,3 km, hvorefter det falder via en let nedkørsel mod sydvest og nordvest, inden man i byen Altburon kører ind gennem centrum via en skarp bakke (700 m, 7,4) med top 16,5 km fra stregen. Nu falder det videre mod nord frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 171,2 km, og derfra videre mod nordvest. Her drejer man med 7,7 km igen mod nordvest ind på et let stigende stykke, der har top, når man med 3,6 km igen drejer til højre. Nu falder det let frem til et sving med 2,5 km igen, hvorefter det let stigende, dog kun med 1,4% over de sidste 1400 m. Der er et skarpt sving med bare 300 m igen, hvorefter opløbsstrækningen stiger med 2,0%.
Etapen byder på i alt 2492 højdemeter.
Der er tale om en af de nordschweiziske etaper, der gør Tour de Suisse til et paradis for stærke sprintere. I den sidste halvdel er der ikke meget fladt terræn, men stigningerne kommer relativt langt fra mål og er ikke alt for stejle. Det er en af relativt få chancer for løbets hurtige folk, og da de deltagende sprintere næsten alle er af den holdbare type, må man formode, at de vil gå benhårdt efter en spurt på denne etape.
Pfaffnau var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med de schweiziske mesterskaber i 2004, hvor Gregory Rast vandt linjeløbet og unge Fabian Cancellara enkeltstarten. I 2011 startede Tour de Romandie med en prolog i byen, hvor Paolo Savoldelli vandt foran Dario Frigo og Bradley McGee. I 2006 havde det lille GP Tell etapemål i byen, og det gav sejr til Nico Graf.
4. etape
De holdbare sprintere kan meget vel have fået deres chance tirsdag, og de drømmer om at få den igen onsdag. Her venter der nemlig en for løbet meget flad etape, der til slut rundes af med en lang og blød kategori 2-stigning og en nedkørsel til byen Gstaad. Som vi så i samme finale i 2018, var stigningen intet problem for de fleste af løbets holdbare sprintere, og derfor er der lagt op til en reduceret massespurt - hvis altså ikke sprinterholdene begår samme brøler som for tre år siden, hvor de glemte at indhente en vis Christopher Juul i tide.
I alt skal der tilbagelægges 171,0 km, der fører feltet fra Sankt Urna til Gstaad. Fra start går det igennem let stigende terræn mod sydøst, inden man snor sig mod sydøst og sydvest igennem let kuperet terræn og ind gennem et UNESCO-anerkendt naturområde. Det forlader man igen, når man drejer mord nordvest ad et let stigende stykke, inden man drejer mod sydvest for at følge en let faldende vej ned til byen Münsingen, der nås efter 87,6 km.
Her drejer man mod syd for at følge et let stigende stykke frem til dagens første spurt, som kommer efter 113,5 km, inden det falder kortvarigt sydøst. Da drejer man igen mod sydvest og senere syd for at følge en let stigende vej, der leder hele vejen frem til dagens anden spurt, som kommer efter 153,7 for løbet ganske lette kilometer.
Her indledes finalen. Det sker, når man lige efter spurten kører mod sydvest op ad kategori 2-stigningen Saanenmöser (7,5 km, 4,4%). Der er tale op en relativt jævn stigning, hvis sværeste kilometer er nr. 2, 5 og 6, der stiger med hhv. 6,3%, 5,3% og 5,8%, men ellers holder sig på 3-4¤%, inden den flader ud over de sidste 1500 m frem mod toppen, der nås efter 161,2 km. Herfra resterer bare 9,8 km, som går mod sydvest ad en næsten helt lige nedkørsel ned til byen Saanen, hvor den bliver mere kringlet med et hårnålesving. Med 4,0 km drejer man til højre, hvorefter det fortsætter med at falde ganske let ned til flyvepladsen, hvorefter de sidste 2,6 km er helt flade. De er dog også tekniske, da man skal hele vejen rundt om pladsen, med sving med hhv. 2600 m, 2500 m, 2400 m, 2100 m, 2000 m og slutteligt 700 m igen.
Etapen byder på i alt 1940 højdemeter.
Vi kender finalen fra 2018, hvor det ret sensationelt lykkedes Christopher Juul at snyde feltet. Det var dog med det yderste af neglene og delvist hjulpet af det elendige vejr. Det skulle undre, om løbets mange holdbare sprintere vil misse chancen én gang til, når vi i 2018 så, at de fleste kan overleve stigningen - ikke mindst Michael Matthews, der kan være opsat på revanche efter 2. pladsen for tre år siden.
Gstaad er kun blevet besøgt af et større cykelløb én gang i dette årtusinde. Det var i Tour de Suisse i 2018, hvor samme finale blev benyttet, og hvor Christopher Juul tog karrierens største sejr ved på en regnvåd dag akkurat at holde et 64 mand stort felt bag sig, hvorefter Michael Matthews kunne spurte sig til en 2. plads foran Yves Lampaert, Peter Sagan, Sonny Colbrelli og Magnus Cort.
5. etape
Efter fire dage i den fladere, men stadig meget kuperede del af Schweiz slutter løbet med fire dage i bjergene, hvor klassementet skal sættes på plads. Den første af disse bliver dog næppe altafgørende, for selvom der skal sluttes lige efter en stigning op til målet i Leukerbad, ved vi fra tidligere besøg - senest i 2018, hvor det var en puncheur i form af Diego Ulissi, der sejrede - at opkørslen til mål ikke er alt for selektiv, slet ikke hvis der også denne gang er modvind. Forinden skal man dog over en ny og ganske svær stigning, der kan gøre det betydeligt hårdere, men spørgsmålet er, hvor stor viljen til tidlige angreb er på dette tidlige tidspunkt i løbet. Med en sejr til Ulissi for tre år siden er der i hvert fald nok en fransk verdensmester, der kan lugte lidt blod på den første dag i bjergene, menden nye stigning giver etapen mere potentiale end tidligere, hvis det gribes offensivt an.
I alt skal der tilbagelægges 175,2 km, der fører feltet fra Gstaad til Leukerbad. De to byer ligger faktisk ganske tæt på hinanden midt i bjergene, men det meste af etapen består af en tur ned i dalen og tilbage op i bjergene. Fra start går det mod sydvest ad en let stigende dalvej, inden man drejer mere mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Col du Pillon (6,8 km, 5,1%), der er let over de første 4 km, men siger med 6-8% over de sidste 2,8 km frem til toppen, der rundes efter 15,7 km. Herfra gælder det en kun periodevis svær nedkørsel, der leder mod vest og sydvest ned til dalen og byen Aigle, hvor UCIs hovedkvarter ligger, og som nås efter 39,2 km.
Herfra bliver det meget enkelt. Kortvarigt kører man mod nord igennem dalen frem til bredden af Lac Leman, hvorefter man vender rundt for at køre mod sydøst ad en ganske let stigende dalvej frem til byen Martigny, der nås efter 85,4 km. Her drejer man mod nordøst for at følge den helt lige og kun let stigende dalvej over et langt stykke. Undervejs passeres Sion efter 112,9 km, inden man når frem til Sierre efter 129,5 km. Kort efter kommer dagens spurt første spurt efter 133,4 km.
Her slutter det flade terræn, når man drejer mod øst for at passere et højdedrag via en kategori 3-stigning Varen (2,4 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 137,1 km. En let nedkørsel fører mod øst tilbage til dalen, som følges mod sydøst og øst frem til byen Turtmann, hvor dagens sidste spurt kommer efter 147,9 km.
Efter opvarmning på den lille stigning, indledes finalen, når man drejer mod nord og senere nordvest for at passere den nye kategori 1-stigning Erschmatt (8,0 km, 8,4%), der er særligt svær over de første 5 km, hvor hele to kilometer stiger med mere end 10%, inden de sidste 3 km stiger med 7-8% frem mod toppen, der rundes efter 156,6 km.
Herfra resterer 18,6 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, som fører mod vest, inden det med 11,2 km igen går mod nordvest og nord ad den lange lige vej op til målet i Leukerbad. De første 3,2 km kun let stigende, men derefter stiger de sidste 8,0 km med 5,4% i snit, hvoraf de første 4,1 km er de stejleste med 7,0%, inden den flader ud med 2-5% frem mod den sidste kilometer, der stiger med ca. 5%. Det går af en let lige vej uden sving over de sidste 11,2 km, hvor man blot skal lige igennem en rundkørsel med 400 m igen.
Etapen byder på i alt 2501 højdemeter.
Vi kender Leukerbad fra tidligere, hvor den ikke rigtigt gjorde den store forskel, og hvor det i 2018 sågar var Diego Ulissi, der spurtede sig til sejr på toppen. Denne gang betyder den nye og svære opkørsel ad Erschmatt inden den sidste stigning dog, at der er potentiale til at gøre større forskelle, hvis man vil. Vinden er traditionelt ret afgørende på den sidste del, og vi vil næppe se en solosejr, men hvis klatrerne vil gøre det hårdt, er det muligt. I sidste ende bliver det dog nok en gruppe, der skal afgøre det, hvor en puncheur som Julian Alaphilippe vil trives, hvis han er med så langt.
Leukerbad er blevet besøgt to gange tidligere i dette årtusinde. Det var senest i 2018, hvor 21 mand spurtede om sejren på toppen, og hvor Diego Ulissi sejrede foran Enric Mas og Tom-Jelte Slagter. Tidligere var man forbi i 2006, hvor Steve Morabito kørte alene hjem med 14 sekunder ned til Jurgen van Gollen og 16 sekunder ned til en stor favoritgruppe, hvis spurt blev vundet af Angel Vicioso foran Koldo Gil, Paolo Bettini, Jan Ullrich og Frank Schleck.
6. etape
Efter den første dag i bjergene venter de første rigtige bjergpas allerede 24 timer på en stor bjergetape, hvor man skal over det berømte Skt. Gotthardpas og Lukmanierpass. Førstnævnte kommer dog tidligt, og sidstnævnte er mere lang end stejl, og da der slutteligt venter næsten 30 km med nedkørsel og et let stigende stykke op til mål, ligner det ikke en afgørende dag i klassementet. Snarere kunne et udbrud få chancen, mens favoritterne forsøger at spare på kræfter frem mod weekendens to nøgleetaper.
I alt venter der bare 130,1 km, der fører feltet fra Andermatt til Disentis-Sedrun. Startbyen ligger i 1436 m højde halvvejs oppe ad det berømte Skt. Gotthardpas, og etapen indledes med, at man kører mod syd hele vejen op til toppen i 2106 m højde ad en kategori 1-stigning (8,5 km, 7,2%). Der er tale om en todelt opkørsel, hvor de første 4 km stiger med 5-7%, inden det går med ca. 8% resten af vejen frem til toppen, der nås efter 8,5 km. En i starten let, men siden meget teknisk nedkørsel fører nu mod syd ned til byen Airolo, der nås efter 22,6 km, hvorefter man rammer en lang, let faldende vej, der leder hele vejen ned til byen Biasca, der nås efter 60,5 km i etapens laveste punkt.
Her drejer man mod nord for nu at følge en let stigende dalvej, der leder op til byen Olivone, hvor dagens første spurt kommer efter 82,5 km. Her drejer man med det samme mod vest og senere nordvest og nord for at passere det mægtige kategori 1-bjerg Lukmanierpass (18,0 km, 5,6%), der er en relativt jævn stignin uden stejle procenter. De første 12 km er de sværeste med hovedsageligt 6-7%, mens det herefter bliver lette med 5-6% og slutteligt bare 2-5% over de sidste 4 km frem til toppen, der rundes efter 101,3 km.
Herfra resterer bare 28,8 km, som indledes med en teknisk meget ukompliceret nedkørsel, der leder mod nord og nordøst ned til byen Curaglia. Her fortsætter man mod nord op ad den lille kategori 3-stigning Via Lucmagn (1,2 km, 5,1%), der er sværest på den nedre del, hvor de første 500 m stiger med 6,8%, inden det stiger med 4,9% resten af vejen fem til toppen, der kommer efter 120,7 km i byen Disentis. Her drejer man mod sydvest for at følge en let stigende vej frem til dagens sidste spurt, der kommer efter 122,8 km, inden det går videre ad en kun ganske let snoet og let stigende vej mod først sydvest og siden vest frem til målen i Sedrun. Stigningsprocenten over de sidste 8,9 km er beskeden med bare 3,0%, og den sidste kilometer er endda helt flad. Der er ingen sving, efter man med 8,9 km er drejet ind på den lange opkørsel, hvorefter vejen kun bugter sig let.
Etapen byder på i alt 2715 højdemeter.
Med to store bjergpas over bare 130 km er der tale om en gedigen udfordring, men det er tvivlsomt, om etapen bliver afgørende. Lukmanierpass er ret let på den øvre del - særligt i modvind - og derefter er der næsten 30 km bestående af let nedkørsel og blød stigning. Det ligner mest af alt en chance for et udbrud, mens favoritterne forsøger at spare lidt på kræfterne inden de to afgørende etaper.
Disentis-Sedrun har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
7. etape
I de seneste år er det blevet et tilbagevendende fænomen for Schweiz Rundt at slutte løbet med en weekend i samme by, hvor man om lørdagen kører et rundstrækningsløb på en kuperet runde, inden man om søndagen afslutter løbet med at køre en enkeltstart ofte over en omgang på samme rundstrækning. Sådan var det i hvert fald i 2017, 2018 og 2019, og sådan er det også i år. Ligesom i 2019 har man dog byttet rundt på rækkefølgen, så man lægger ud med enkeltstarten, og for anden gang i træk har man endda valgt en målby, der ligger lige midt i Alperne. Det betyder, at løbet ikke blot slutter med en gigantisk bjergetape, som det gjorde i 2019, men også at enkeltstarten er en meget special sag. Bjergenkeltstarter er bestemt ikke usete i Tour de Suisse, men årets enkeltstart er kun en halv én af slagsen. Denne gang skal man nemlig ikke bare hele vejen op ad Oberalppass, man skal også ned igen på den anden side ad en teknisk nedkørsel. Dermed har vi noget så sjældent som en enkeltstart, der stiller krav både til klatre- og nedkørselsesevner, og det gør det til en meget interessant sag, der vil være helt afgørende i kampen om den samlede sejr.
I alt skal der tilbagelægges 23,2 km, der går fra Disentis-Sedrun til Andermatt - to byer, der ligger på hver sin side af kategori 1-bjerget Oberalppass. Fra start kører man 2,4 km ad en lige og flad vej mod sydvest, inden man fortsætter mod sydvest hele vejen op ad bjerget. I alt stiger det med 6,5% over 9,5 km, og der er tale om en jævn stigning, der dog bliver en smule stejlere undervejs, så de første 2 km ligger på 3-6%, de næste 6 km på 6-7%, og de sidste 4 km stiger med 7-8%.
Toppen i 2046 m højde rundes efter 11,9 km, hvor mellemtiden tages, og her kører man kortvarigt mod sydvest hen langs Oberalpsee på bjergets top, hvor det er fladt. Efter 14 km begynder det dog at falde mod sydvest ad en helt lige vej, indtil nedkørslen mod slutningen bliver meget teknisk. Det hele ender således med hele ni hårnålesving, der kommer lige i rap, det sidste med 700 m igen. Med 600 m igen drejer man i en rundkørsel, hvorefter der er en skarp kurve og en lige vej, der leder ind til mål. Den sidste kilometer falder kun ganske let.
Etapen byder på i alt bare 654 højdemeter.
Jeg har set mange enkeltstarter gennem årene, men jeg mindes ikke at have set en sådan. Bjergenkeltstarter slutter som regel på toppen, men denne gang skal man også kunne køre nedad. Det er klart, at stigningen er langt den vigtigste del, og bjergenkeltstarter passer som regel til de rene klatrere, hvoraf nogle også vil drage fordel af den tynde luft, men den sidste del af nedkørslen er også så teknisk, at der kan være tid at vinde for teknisk dygtige og risikovillige ryttere. Forventningen er, at løbets bedste klatrere igen skal slås om sejren, som de altid gør på en bjergenkelstart, men denne gang er det ikke sikkert, at bedste mand på toppen nødvendigvis vinder.
Andermatt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
8. etape
Det har været hovedreglen, at Tour de Suisse er sluttet med sin lange enkeltstart, men som sagt forholder det sig anderledes i år, hvor den kommer allerede lørdag. I stedet slutter løbet med den rundstrækningsetape, man ofte har haft om lørdagen, men ligesom i 2019 er den helt anderledes, end man ofte har set. Denne gang er vært for afslutningen nemlig byen Andermatt, der ligger midt i de høje bjerge, og derfor ender det hele på samme måde, som vi så det i 2016 og 2019, nemlig med et brag af en bjergetape, der måske nok er kort og intens, men byder på hele tre af Schweiz’ mest berømte bjergpas, der alle fører op i ca. 2000 m højde, og selvom der ikke er mål på toppen, bliver det således en dramatisk og spektakulær finale på Schweiz’ nationale rundtur, når der rundes af med løbets sværeste dag i bjergene. Etapen er ganske speciel, da den i virkeligheden blot er 6. og 7. etape sat sammen, men kørt i den modsatte retning, så man lægger ud med at køre enkeltstarten i den ”forkerte” retning, inden man gennemfører 6. etape på samme måde!
Med sine bare 159,5 km er der tale om en kort og intens etape, der har både start og mål i byen Andermatt, og der er tale om en brutal etape, der stort set går op eller ned hele vejen. Starten er ganske brutal, idet man altså lægger ud med at køre den foregående dags enkeltstart i modsat retning. Det betyder, at man med det samme kører mod nordøst op ad Oberalppass, der fra denne side stiger med 5,5% over 10,3 km. Den er dog ganske varieret og veksler mellem stykker med 7-8% og lettere stykker med 5-6%, inden den flade ud med to meget lette kilometer frem mod toppen, der rundes efter 10,8 km. Herefter går det mod sydøst og nordøst ad en i starten teknisk og siden let nedkørsel til byen Sedrun, hvor enkeltstarten startede, og herfra består resten af ruten bare af 6. etape i den modsatte retning. Derfra følger således man den let faldende vej, man kørte opad i modsat retning i finalen på 6. etape, mod øst og nordøst ned til byen Disentis, der nås efter 32,0 km
Nu tager etapen fat igen. Her drejer man nemlig mod syd for at passere kategori 1-bjerget Lukmanierpass fra den modsatte side af 6. etape. Herfra stiger den med 5,3% over 16,5 km, og der er tale om en ret irregulær stigning. Således stiger de første 3 km med 7-8%, inden stigningsprocenten herfra hovedsageligt er under 5, inden den tager fat med ca. 7% over de sidste 2,8 km frem mod toppen, der rundes efter 49,8 km. En let nedkørsel leder nu mod syd og øst, inden det går mod syd ad en let stigende dalvej ned til Biasca, der som på 6. etape er det laveste punkt.
Herfra stiger det næsten resten af vejen. Man drejer mod nordvest for at køre fladt frem til dagen spurt, der kommer efter 101,8 km, inden det går ad en let stigende dalvej mod nordvest frem til dagens anden spurt, der kommer efter 123,8 km. Den stigende dalvej fortsætter frem til Airolo, hvor finalen indledes efter 132,0 km.
Det sker, når man drejer mod nord for at køre op ad Sankt Gotthard-passet fra den modsatte side af 6. etapes opkørsel. Herfra er den uden for kategori, og den stiger med 6,8% over 13,0 km, og den er uhyre jævn med stigningsprocenter på 6-7 det meste af vejen, idet den dog flader ud med ca. 5% over de sidste 2 km frem mod toppen, der i 2106 m højde rundes efter 144,4 km. Herfra resterer bare 15,1 km, der mest af alt består ad en helt let nedkørsel, der leder mod nord ned til byen Hospenthal. Her drejer man med 5,0 km igen mod nordøst, hvorefter man følger en lige og kun let faldende vej ind til Andermatt. Her drejer man med 1,6 km igen til højre i en rundkørsel, hvorefter mn ved den røde flamme rammer en lille bakke, der leder op til en rundkørsel, som nås med 600 m igen. Herfra buer vejen skarpt med 90 grader, mens det falder ganske, ganske let ind til mål.
Etapen byder på i alt 3517 højdemeter.
Mange kan sikkert huske 2016- og 2019-udgaverne, hvor løbet sluttede med en etape, der på mange måder minder om denne. Det gav i begge tilfælde anledning til et sandt drama, hvor der blev kørt cykelløb gennem hele dagen, og det kan meget vel blive tilfældet igen i år. I hvert fald lægger etapen op til tidlige angreb på en dag, hvor der er plads til at satse fra distancen. Det lange dalstykke taler dog for, at det store slag skal vente til Skt. Gotthard, der ikke er verdens sværeste stigning - især ikke i modvind - men som med sin højde efter otte hårde dage formentlig er klatrernes næstbedste chance for at gøre forskelle, kun overgået af lørdagens bjergenkeltstart. Alt kan således forandres lige til det sidste i den 85. udgave af den schweiziske nationale rundtur.
Andermatt har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT?
Favoritterne
Med sin status som det fjerdestørste etapeløb i verden har Tour de Suisse typisk været at betragte som en lille grand tour, hvor man møder lidt af hvert og testes i alle cykelsportens discipliner. Med et par store bjergetaper, en prolog og en længere enkeltstart har det typisk tilgodeset grand tour-specialister, der både kan klatre og køre tidskørsel, og som restituerer godt nok til at håndtere hele 9 hårde dage i vanskeligt terræn. Fra år til år er balancen varieret, hvor man i nogle udgaver har favoriseret tempostærke folk og i andre bjergryttere, men det er altid de alsidige typer, der har haft de bedste chancer.
I de senere år har tendensen været, at enkeltstartsstærke folk har haft en fordel. Et begrænset antal af ofte relativt lette bjergetaper har gjort det svært for klatrerne at gøre en forskel, mens en enkeltstart på 30-40 km altid skaber ret store afstande. Kun i år, hvor der har været en bjergenkeltstart på programmet, har balancen været tippet over til fordel for klatrerne. Selv i 2015, hvor man troede, at inklusionen af den meget vanskelige Rettenbachferner afgørende ville give klatrerne en fordel, endte det alligevel med, at enkeltstarten blev den vigtigste etape, og det blev de tempostærke Simon Spilak, Tom Dumoulin og Geraint Thomas, der fik skovlen under klatreren Thibaut Pinot (som dengang endnu ikke havde forbedret sin enkeltstart mærkbart).
Det hele ændredes imidlertid i 2016, hvor den usædvanligt hårde rute med hele tre store bjergetaper og den meget kort enkeltstart betød, at klatrerne havde en fordel. Derfor lykkedes det både Miguel Angel Lopez (som nu alligevel kørte sit livs enkeltstart) samt Warren Barguil at slutte på podiet. I 2017 gentog mønsteret sig med en knaldhård rute, hvor det var den knusende sejr på Rettenbachferner, der sikrede Simon Spilak den samlede triumf - præcis som vi i 2019 så, at Egan Bernal på den hårde rute fik skovlen under tempostærke Rohan Dennis. Til gengæld var vi i 2018, hvor Richie Porte vandt, på en meget let rute igen i en situation, hvor det i vidt omfang var de to tidskørsler, der var afgørende.
Det viser, at det er en generel tendens, at bjergrytterne med de seneste års hårdere ruter har haft betydeligt lettere spil end tidligere. Det har de for så vidt også i år, hvor det bestemt ikke er tempospecialisternes udgave. For første gang siden 2013 er den lange enkeltstart erstattet af en bjergenkeltstart, og historien viser tydeligt, at det er terrænet for de rene klatrere. Det understreges af to af den seneste bjergenkeltstart på WorldTouren, nemlig i Tour de Romandie i 2018, hvor Egan Bernal sejrede, og af de to seneste grand tour-bjergenkeltstarter i Giroen i 2016 og 2014, hvor vi fik hhv. choksejr til Alexander Foliforov foran Steven Kruijswijk og sejr til Nairo Quintana.
Denne bjergenkeltstart er naturligvis helt unik, fordi den går både op og ned. Man skal bestemt ikke undervurdere, at den mod slutningen meget tekniske nedkørsel vil gøre forskelle, men det er stadig bjerget, der er langt den væsentligste del. Uanset hvad er det i hvert fald ikke en etape, hvor man har den store glæde af tempoevner.
De er dog ikke helt ubrugelige. Den indledende enkeltstart er lang nok til ikke at kunne negligeres, og det flade terræn tiltaler her i hvert fald specialisterne. Den første del af ruten er dog så urimeligt teknisk, at det i næsten lige så høj grad er tekniske evner og accelerationsstyrke, der bliver afgørende. Det er i hvert fald ikke en rute som i 2019, hvor de bare tonsede frem og tilbage ad den samme vej. Her er det en langt mere alsidig test.
Når det er bjergrytternes løb, skyldes det alene bjergenkelstartens indtog. Resten af bjergetaperne er nemlig i den lette ende, og man kan bestemt ikke vide sig sikker på, at der vil være forskelle mellem de bedste hverken på 5., 6. eller 8. etape. Særligt 6. etape ligner en dag for et udbrud, for her kommer Lukmanierpass så langt fra mål - endda med relativt lette procenter - at det er svært at tro, at der kan gøres varige forskelle.
Det skal i stedet ske på 5. og 8. etape. Vi kender torsdagens Leukerbad-stigning fra to tidligere besøg i dette årtusinde, og den er altså mere en puncheurstigning end et bjerg. Sidst vandt Diego Ulissi en spurt efter mislykkedes angreb fra Mikel Landa og Hugh Carthy, og det kan meget vel blive et lignende udfald denne gang - særligt hvis der er modvind. Med den nye svære stigning i finalen kan etapen dog godt gøres mere selektiv, hvis man vil. Det vil nok kræve et stærkt hold, men hvis Julian Alaphilippe er absolut flyvende de første fire dage, kunne det være en opgave for Ineos at gøre etapen hårdere end ventet. Hvis til gengæld Rohan Dennis fører - eksempelvis grundet 1. etape - er det næppe en strategi, der vil blive praktiseret.
Den vigtigste bjergetape er snarere 8. etape, men det lange dalstykke betyder, at slaget nok reduceres til Skt. Gotthardpasset. Det er ikke verdens sværeste stigning, og det er mest højderne og længden, der kan gøre forskelle, særligt hvis der er modvind. Det ligner ikke en dag, hvor vi får en solosejr fra bedste mand, men også her snarere en dag, hvor en lille gruppe er samlet, også fordi nedkørslen er så let, at den ikke rigtigt kan bruges til noget.
Hverken 3. eller 4. etape ventes at spille en rolle. Det ligner sprinternes chance i dette løb, og det er for klassementet dage, der bare skal overstås. Jokeretapen er derimod 2. etape. Her gør man meget klogt i ikke at undervurdere den sene mur, der synes skabt til et Alaphilippe-angreb. Det synes bestemt ikke umuligt, at verdensmesteren her kan vinde sekunder - og som minimum kan han vinde bonus, hvis det ender i en spurt i en gruppe af favoritter.
Som det fremgår, kan vindretningen i bjergene blive ret afgørende grundet de relativt lette finalestigninger. Nu er der nogen tid til etaperne køres, og derfor kan meget ændre sig, men vejrudsigten er desværre nedslående for alle, der vil have selektivt cykelløb. Lige nu hedder det nordvestenvind torsdag, fredag og lørdag og nordenvind søndag. Det giver desværre modvind på begge finalestigninger torsdag, på Lukamierpass fredag og på Skt. Gotthardpasset søndag. Holder den vejrudsigt, bliver det svært at gøre de største forskelle. Til gengæld skal rytterne nok indstille sig på en våd omgang, for det ligner fire ustabile dage med betydelige risici for både almindelige byger og kraftige tordenbyger. Samme vejrtype vil vi i øvrigt have til de første fire etaper, hvor vinden vil være ganske begrænset og ret uvæsentlig - selvom Alaphilippe får let modvind på muren på mandag - men hvor en decideret regnfuld søndag også kan gøre den tekniske enkeltstart til et lotteri og spørgsmål om risikovillighed mere end noget andet.
Hvad bliver konklusionen? Jeg tror, at bjergenkeltstarten bliver uhyre afgørende. Med udsigt til modvind på alle løbets i forvejen lette nøglestigninger kan det blive svært at gøre de helt store forskelle i finalerne - i hvert fald mellem de allerbedste. Man skal ikke undervurdere betydningen af højderne, måske også det dårlige vejr og det samlede antal højdemeter, men det bliver næppe et løb som i 2019, hvor Egan Bernal bare satte sig igennem. Jeg tror, at de tre etaper mest af alt vil skabe en udskilning til en gruppe, der så skal afgøre det på primært bjergenkeltstarten - og her vil de bedste klatrere (og nedkørere) alligevel sætte sig igennem.
Dertil skal dog lægges to elementer. Den første enkeltstart vil gøre ikke uvæsentlige forskelle i et løb, der kan blive meget tæt, og hvis det vælter ned, kan det blive meget vigtigt at tage risici i den uhyre tekniske indledning. Det andet element er bonussekunder. Ender det hele med en eller anden form for spurt i Leukerbad og på den afsluttende kongeetape - samt måske på 6. etape, hvis et udbrud ikke løber med det hele - kan en spurtstærk herre score ret megen bonus. Det kan han også på 2. etape, hvor man som sagt heller ikke skal udelukke muligheder for at eksplosive puncheurs - dvs. Alaphilippe - kan gøre en reel forskel og vinde yderligere nogle sekunder.
Igen i år er feltet klart svagere end i Dauphiné, men det er stærkere end i 2019, hvor det reelt var Egan Bernal og Geraint Thomas i deres egen liga. Denne gang er kandidatfeltet betydeligt dybere, og der er flere ryttere med en reel chance for at vinde. Samtidig er der betydeligt større jævnbyrdighed, også grundet den på papiret knap så selektive rute. Det gør det til et relativt åbent løb, der har bjergenkeltstarten og måske bonussekunder som centrum.
Hvem kan så vinde et sådant løb? Det er der flere, der kan, men efter moden overvejelse går jeg den atypiske vej og peger på Julian Alaphilippe. Det er i hvert fald svært at se, at franskmanden kan få en meget bedre chance end denne for at vinde et ugelangt etapeløb. Ganske vist er han uprøvet på en bjergenkeltstart, men hvis han har sine bedste bjergben, er det svært at se, at der er mange, der kan køre hurtigere op ad et ikke alt for langt bjerg end Alaphilippe. Den slags relativt kortvarige præstationer mestrer han som få, og dertil skal lægges, at han vil køre ned til målet gennem hårnålesvingene hurtigere end næsten alle andre. Lægger man dertil, at han på den uhyre tekniske 1. etape bør stå stærkt i forhold til de fleste af sine værste konkurrenter, at han kan udnytte muren på 2. etape til måske at vinde tid og i hvert fald spurte efter bonussekunder, og han har kan få yderligere bonus i en mulig puncheurspurt på 5. og 6. etape, hvis ikke udbrud snyder ham, ser det pludselig fornuftigt ud, også selvom han ikke skulle vinde enkeltstarten.
Der er dog også væsentlige udfordringer. Den ene af disse er de meget lange stigninger og højderne. Vi ved fra Touren i 2019, at han godt kan klare disse udfordringer, men det kræver, at han har sin bedste bjergform - særligt hvis Richard Carapaz er flyvende. Det kan sagtens blive for meget på 5. og 8. etape. Dertil kommer, at Alaphilippe ofte har det svært i kulde og regn, og derfor skal han håbe, at de varslede byger udebliver. Til gengæld har han stor gavn af vindretningen, der betyder modvind på alle nøglestigningerne, og det er faktisk måske den vigtigste komponent, der gør ham til favorit, når de alle er så bløde, som de er. Han har også et ganske stærkt hold med særligt Mauri Vansevenant og Mattia Cattaneo til at kontrollere og forsvare en førertrøje, også på så store bjergetaper som disse.
Først og fremmest kræver det, at han har sine bedste klatreben, og her er jeg mere i tvivl. Alaphilippe har nemlig skuffet fælt i Dauphiné de sidste to år - også i 2019, hvor han ellers var så flyvende i Touren. Derfor bliver jeg slet ikke overrasket, hvis han viser sig at falde igennem også i dette løb. Der er dog mere og mere, der tyder på, at han satser stort på klassementet i Touren. Han dropper OL for at fokusere både på det løb og sit barns fødsel, han er set træne meget på sin enkeltstartscykel, og Patrick Lefevere har luftet tanken forleden. I givet fald har han trænet stærkt i bjergene på sin nylige højdetræningslejr i Sierra Nevada. Nærmer han sig klatreformen fra 2019, bør han altså vinde på denne rute, hvor bonussekunder kan blive en nøglekomponent.
Det er nok Richard Carapaz, han skal frygte mest. Der er ikke megen tvivl om, at ecuadorianeren er den bedste klatrer i dette løb, og han vil elske de mange tinder i mere end 2000 m. Han har for vane at være flyvende, når han har forberedt sig til en grand tour i Ecuador, og han har således vundet Vuelta a Asturias begge gange inden sin flotte Giro. Da bjergenkeltstarter tiltaler rene bjergryttere, er der også masser af grund til at tro, at Carapaz faktisk kan vinde 7. etape, og hans historik i dårligt vejr er fremragende, senest da han gav Roglic klø på Formigal-etapen i Vueltaen.
Spørgsmålet er bare, om ruten er hård nok. Med modvind på stigningerne kan selv Carapaz få svært ved at gøre forskel, også selvom han er tæt på sin bedste form. Den tekniske og flade enkeltstart rimer heller ikke meget på Carapaz, og her vil han formentlig tabe tid til mange. I et løb, der kan blive afgjort med små marginer, kan det sagtens ende med at være afgørende. Det ændrer dog ikke på, at bjergenkeltstarter som regel er for klatrere, og som den bedste klatrer står Carapaz stærkt, også på nøgleetapen. Holdet er også fremragende til at knække Alaphilippe undervejs, og motivation mangler i hvert fald ikke for en mand, der skal bevise sig i Ineos-hierarkiet inden Touren.
Jeg vil dog ikke blive spor overrasket, hvis Ineos i stedet vinder løbet med Rohan Dennis. Australieren blev som bekendt nr. 2 i løbet for to år siden, hvor han pludselig fandt ud af, at han klatrede så godt, at kun Egan Bernal var bedre, og den klatring tog han til et helt nyt niveau i Giroen sidste år. Tidligere i år har vi til gengæld set, at Dennis normalt er milevidt fra den klatreform, og det synes kun at være noget, han finder ved ganske få lejligheder.
Har han så fundet den nu? Det er bestemt sandsynligt. Han har kurs mod en Tour, hvor han skal være en helt afgørende hjælper, og det var netop i Tour-forberedelsen i 2019, at han pludselig blev bjergged. Også hans fokus på OL og den kuperede enkeltstart taler for, at han har arbejdet meget på stigningerne, og alene det, at han deltager her og ikke er med A-holdet i Dauphiné, kunne indikere, at han kommer med ambitioner om gentagelse af succesen fra 2019. Den første enkeltstart er lidt for teknisk til at være ideel, men han vil slå langt de fleste rivaler og kan sagtens vinde den. En bjergenkeltstart er en udfordring, men Oberalppass er ikke en stejl stigning og perfekt til at Dennis kan mose op over, hvis han har fundet Giro-benene igen. Læg dertil, at han jo faktisk er hurtig og kan begå sig i puncheurspurter undervejs og måske også på 2. etape, og han står ganske stærkt, særligt grundet modvinden på nøglestigningerne. Det kræver den gode klatreform, men har han den, er det en rute, hvorpå Dennis kan vinde - også fordi han er sekunderet af så stærkt et hold.
Rutens karakter gør også, at vi må tage Marc Hirschi mere end seriøst. Kan Alaphilippe vinde, kan Hirschi også, men det kræver, at han efterhånden har fundet de ben, han havde sidste sommer. Det nåede han aldrig til Ardennerne, men her havde han også en kompliceret vinter som forberedelse. Nu kommer han flyvende ind til løbet fra højderne, og der er derfor grund til at antage, at Hirschi kan nærme sig sit bedste niveau. Desværre så vi sidste år, at han manglede meget i Dauphiné, og derfor hælder jeg nok mest til at tro, at det også er tilfældet igen.
Hvis til gengæld han har sin bedste form, er det slet ikke et dårligt løb for ham. Han er måske ikke klatrer, men det gik jo storartet også i de rigtige og høje bjerge i Touren sidste år. Han er ikke tempospecialist, men en kort, teknisk enkeltstart rimer meget på Hirschi. Med sine bedste klatreben er han ligesom Alaphilippe en mand, der kan gøre det kort på en relativt kort stigning på bjergenkeltstarten, hvor han vil være aldeles flyvende på nedkørslen. Som puncheur har han lige så mange muligheder som Alaphilippe for at gå efter bonussekunder. Holdet er også ganske fornuftigt. De er som typer så ens, at de begge kan vinde, men Hirschi har mere at bevise, da han kun har fundet superformen én gang, er lidt mindre testet i de høje bjerge og har en skidt sæson i benene.
Bliver løbet for hårdt for Alaphilippe, har Deceuninck en meget spændende plan B. Mauri Vansevenant bliver ved med at betage og bliver bare bedre og bedre, ikke mindst med hans vilde comeback i Amstel Gold Race, hvor han trods styrt var en sand Duracell-kanin. Han har allerede vist sit værd med en 11. plads i Baskerlandet og en 8. plads i Provence samt ikke mindst med sejren i Larciano og 3. pladsen i Laigueglia. Samtidig må man formode, at han er i flyvende form, da Tour de Suisse hele tiden har været hans store sommermål, og faktisk er han den eneste af løbets favoritter, der er 100% fokuseret på den kommende uge. Som ren klatrer havde han ønsket sig en bedre rute, for selvom han kan afslutte, får han næppe bonussekunder, og modvinden hæmmer ham. En klatrer kører dog gode bjergenkeltstarter, og det bør Vansevenant derfor også gøre på løbets nøgleetape. Om det så er nok til at indhente det tabte fra 1. etape, og om han kan få skovlen under lidt tungere folk på særligt 8. etape, må vi se, men hvis Alaphilippe falmer og giver ham chancen, synes Vansevenant allerede god nok til at køre med om sejren i et løb som dette.
Rutens karakter gør også, at Maximilian Schachmann skal tage seriøst. Han nåede som bekendt sit højeste klatreniveau nogensinde, da han tog kampen op med Primoz Roglic på kongeetapen i Paris-Nice, og det viser, at han efterhånden er god på lange stigninger. Dette er dog en helt anderledes udfordring med længere og flere stigninger og ikke mindst også højder, og jeg frygter, at det alligevel bliver lidt for meget, efter at han åbenbarede nogle svagheder i Baskerlandet. Til gengæld vil han elske den korte, tekniske 1. etape, og ligesom Hirschi og Alaphilippe vil han som puncheur kunne gå efter bonussekunder og have stor glæde af modvinden. Han bør også kunne køre en fornuftig bjergenkeltstart, men spørgsmålet er, om han klatrer godt nok til at matche de bedre klatrere på en etape som denne. Derudover er hans holdt relativt svagt og kan få svært ved at forsvare en trøje. Endelig er der stor usikkerhed om hans form, da han satser 100% på OL og ikke skal køre Touren. Det betyder en senere formtop, og selvom jeg er ret overbevist om, at han har dette løb som et ret stort delmål, kan han næsten ikke tillade sig at være helt lige så formstærk som de ryttere, der skal til Frankrig.
Ligesom Vansevenant har Lucas Hamilton haft en drømmesæson, hvor han har fået sit store gennembrud. Han blev nr. 4 i Paris-Nice efter en 4. plads på kongeetapen, han blev nr. 10 i Catalonien, og han blev trods de mange enkeltstarter nr. 4 i Romandiet, hvor han også blev nr. 4 på kongeetapen. Alt sammen viser det, at Hamilton nu kan klatre med de bedste og i hvert fald i et relativt profilfattigt felt som dette. Hvor han står formmæssigt, er ret uklart, da BikeExchange endnu ikke har meldt ud, om han skal køre klassement i Touren eller Vueltaen, men uanset hvad bør han være i god form. Satser han på Touren, skal han være tæt på 100%, og satser han på Vueltaen, kan han tillade sig at gøre dette løb til det store sommermål. Ruten er ikke ideel, fordi han vil tabe tid på 1. etape og slet ikke er eksplosiv eller hurtig, men som klatrer bør han køre en god bjergenkeltstart. Kombineret med at det ikke er umuligt, at det samlede klatrevolumen kan slide på de knap så klassiske klatrere, kan han - måske med god hjælp fra Carapaz - tilrettelagt løbet, så en fyr som ham kan vinde.
Hvad så med feltets lottokupon? Desværre er Wout Poels i dag næsten altid nitte, og det er ret klart, at han i nu nogle år ikke længere har været på sit højeste niveau. Senest endte hans ardennerkampagne som en gevaldig fiasko, men det kan dog i nogen grad forklares med et styrt tidligt på året. Han viste trods alt med sidste års 6. plads i Vueltaen, at han ikke er helt pensionsmoden endnu, og tidligere i år blev han også nr. 4 på Ventoux i Provence. Efter en pause kan ma aldrig vide, hvor han står, men han har altid været god til at træne sig i form, og det er trods alt ikke mere end to år siden, han vandt kongeetapen i Dauphiné på denne tid af året, slet og ret ved at slå alle favoritterne. Også for ham gælder, at løbet ikke er ideelt, men som type er Poels faktisk indbegrebet af en fyr, der kan køre gode bjergenkeltstarter, da han både klatrer sublimt og har nogle stærke kuperede enkeltstarter i ryggen. Da det er løbets absolutte nøgleetape, er det et løb, Poels kan vinde, hvis altså han denne gang har sin bedste form.
NY MELDING FRA JAKOB FUGLSANG TIL FELTET.DK
Hele Danmark håber på Jakob Fuglsang, men det er desværre svært at være alt for optimistisk. Danskeren var betydeligt under niveau igennem hele foråret, og den slags vækker bekymring, når vi taler om en herre på nu 36 år. Det er i hvert fald atypisk for en mand, hvis bundniveau er tårnhøjt, og i dette forår var det heller ikke bund-, men topniveauet, den var gal med. Heldigvis har Valverde i år bevist, at veteraner godt kan rejse sig efter en svær periode, og Fuglsang har haft mulighed for at starte forfra. Han sagde også allerede i januar, at han faktisk meget gerne ville lave et resultat i Tour de Suisse, hvor han tidligere er blevet både nr. 2 og 3, og det er et løb, han holder af - måske fordi han er født i landet. Ruten er egentlig heller ikke så dum, fordi en bjergenkeltstart er meget bedre end en klassisk enkeltstart, men Fuglsang har ikke den store historik på bjergenkeltstarter. De synes ganske enkelt at være for korte til hans dieselmotor, og på den seneste bjergenkeltstart i Romandiet i 2018 blev han blot nr. 13, slået af selv Rohan Dennis, der dengang ikke var nogen stor klatrer, og Jose Goncalves, selvom formen var så god, at han vandt kongeetapen 24 timer senere. Samtidig er han så fokuseret på OL, at han næppe har samme form nu som de ryttere, der skal køre klassement i Frankrig, og samtidig lider han under modvind på nøglebjergene og generelt alt for lette bjergetaper. Vejret kommer ham forhåbentlig til gode, og lidt Fuglsang-vejr kan forhåbentlig alligevel gøre det så hårdt, at også en fyr som ham kan vinde.
At spå om Esteban Chaves er næsten endnu sværere end at spå om Poels. Colombianeren viste med sin fabelagtige kørsel i Catalonien, at hans topniveau stadig er exceptionelt højt og på niveau med de allerbedste, men desværre så vi senere i Baskerlandet og Ardennerne, at der stadig er enormt langt mellem top- og bundniveau, og at han kun sjældent har sit bedste niveau. Det er dog også helt indlysende, at det er restitutionen, der er blevet ødelagt af sygdomspausen, og han har for vane at komme flyvende ud fra en pause, uanset om det var til Burgos eller Vueltaen i 2020 eller til Catalonien i 2021. Ligesom Hamilton er hans potentielle deltagelse i Touren eller Vueltaen stadig ubekræftet, men har han franske drømme, vil han sikkert komme blæsende ud til dette løb også. Til gengæld kan restitutionen blive et problem i et løb, der slutter med de to vigtigste etaper, hvor en fyr som Chaves skal vinde løbet. Han vil få klø på 1. etape, og da han sjældent holder formen mere end et par dage, er det tvivlsomt, hvor god han vil være til at indhente det tabte til sidst. Også han lider under modvind og lette bjergetaper, og selvom han er ren klatrer, har han ikke de bedste erfaringer med bjergenkeltstarter, da han skuffede på en sådan i den Giro i 2016, hvor han ellers bare var én etape fra at vinde. Der er altså meget, der taler mod Chaves, men har han benene fra Catalonien, og holder de hele vejen, er intet umuligt i et løb, der først og fremmest afgøres på klatreevner på 7. og 8. etape. Generalprøven i Aargau fredag virkede i hvert fald uhyre lovende.
Dette løb var en af de oplevelser, der gav Tiesj Benoot mod på at satse på etapeløb. Belgieren blev nr. 4 i 2019, og selvom det var i et ret svagt felt, har han siden med en 2. og en 5. plads i Paris-Nice bevist, at han sagtens kan køre ugelange etapeløb. Nu er hans plan at blive grand tour-rytter fra 2022, og i det spil er dette løb en test. Man må formode, at han har arbejdet ret målrettet på sin klatring frem mod både dette løb og Touren, og DSM kommer til løbet med det ene formål at køre klassement med Benoot. I princippet er det heller ikke skidt for ham, at bjergetaperne er relativt lette, for den 72 kg tunge belgier klatrer stadig ikke på niveau med de bedste, selvom han gjorde det pænt i Paris-Nice. Problemet er bare, at han både er en dieselmotor og ikke naturlig klatrer, og jeg har derfor svært ved at se, at en bjergenkeltstart ligger særligt godt til ham. Også 1. etape vil give et pænt tidstab, og så skal han pludselig vinde tid på bjergetaperne. Det kræver i hvert fald offensiv kørsel og mod, og det er han heldigvis også manden for. Mest sandsynligt er det dog nok, at han ender et eller andet sted i top 10, da klatreevnerne næsten umuligt kan række til faktisk at vinde. Det dårlige vejr kommer ham dog utvivlsomt til gavn.
Hvor stor Pavel Sivakov ? Det er helt uklart, og det er også helt uklart, hvorfor han deltager i løbet. Er han kommet sig så hurtigt efter Giro-styrtet, at han gerne vil lægge en billet ind på Touren? Eller skal han bare i gang igen frem mod OL og Vueltaen? I førstnævnte tilfælde kan han være ganske flyvende, men i sidstnævnte tilfælde må han regnes som ren hjælper. Der var tale om et brækket kraveben, og det er heldigvis en skade, man hurtigt kommer sig over, men det er trods alt svært at forestille sig, at han kan være flyvende tre en halv uge efter styrtet. Det er nok heller ikke den helt ideelle rute for Sivakov, hvis dieselmotor næppe er skabt til at køre voldsomt stærkt på en kort bjergenkeltstart, og han er heller ikke skabt til 1. etape. Tilstrækkeligt spurtstærk til puncheurfinalerne er han heller ikke, og han er generelt en af de ryttere, der lider under de lidt for lette bjergetaper og modvind. Har han formen fra Tour of the Alps, kan en klatrer som ham stadig køre en god bjergenkeltstart, men for at vinde skal han være 100%. Det kan han næsten ikke være med et kraveben, der var i stumper og stykker for ca. 25 dage siden.
Lidt af det samme kan siges om Marc Soler. Han styrtede ud af Giroen otte dage efter Sivakov, og derfor er hans form mindst lige så uklar som russerens. Fordelen er, at Soler ikke pådrog dig brækkede knogler, men ”kun” en forslået ryg, og siden han er til start her, kan det ikke have været den mest alvorlige skade. Det er også for ham uklart, om målet med løbet er at komme i gang, jagte et resultat eller evt. køre sig i spil til Touren, når nu Giroen kiksede. Alle optioner synes åbne, men selv i storform vinder Soler næppe løbet. Ganske vist har han faktisk klatret ganske fremragende i både Romandiet og Giroen, men han er stadig tungere end mange andre. Han er en tempostærk rytter, men nok lidt for tung til at være manden, der flyver op ad en bjergenkeltstart, og selvom de lette bjergetaper gør det let for ham at begrænse sine tab, er det også for ham meget svært at se, hvor han skal vinde løbet. Han kan dog trøste sig med det dårlige vejr, hvor han ofte gør det godt.
Videre til den næste Giro-helt… Gino Mäder var i gang med et drømmeløb, indtil han blev sendt i asfalten og ud af løbet. Heldigvis pådrog han sig ikke alvorlige skader, og i hans udtalelser inden løbet lød han faktisk ganske optimistisk og ikke motiveret til sit store hjemmebaneløb. Også sportsdirektør Neils Stephens talte ham op, og selvom Wout Poels er den klare kaptajn, har Mäder en fri rolle. På sine store dage i Paris-Nice og Giroen har han vist, at hans klatreevner efterhånden kan føre ham rigtigt langt, men han har stadig til gode faktisk at lave et klassementsresultat. Dette løb savner også for ham hårdere bjergetaper, men som klatrer har han forel af en bjerg- og ikke en klassisk enkeltstart. Om hans dieselmotor gør ham i stand til at køre lige op med de bedste over en kort distance, er nok tvivlsomt, ligesom han vil tabe tid på 1. etape, men har han sin bedste form, kommer han i dette løb temmelig langt.
DSM er her ganske vist for Benoot, men jeg glæder mig meget til at se Thymen Arensman . Der er godt nok stor forskel på hans top- og bundniveau, men med 10. pladsen på kongeetapen i Romandiet viste han, hvorfor han var så stærk i dele af Vueltaen sidste år. Tempostærk er han også, men han slår mig måske ikke som typen, der nødvendigvis er den bedste på en bjergenkeltstart, og også han mangler generelt terræn - og nok også topniveau - til faktisk at vinde løbet. Det er dog næppe heller målet, men det skal blive interessant at se, hvor langt han er kommet i bjergene, hvis altså han ikke er lige så rusten, som han desværre plejer at være efter en lang pause.
En rytter, der derimod med sikkerhed er i form, er Antwan Tolhoek. Hollænderen er netop blevet nr. 2 bag Miguel Angel Lopez i Andalusien, og selvom løbet var svagt besat og Lopez ikke flyvende, var han stadig på et ganske højt niveau. Det var han også i Baskerlandet, men desværre har sæsonen også sat en fed streg under, at hans bundniveau, som han alt for ofte rammer, er meget lavt. Derfor kan han sagtens falde helt igennem efter nogle ugers pause, men han må have fået ekstra motivation af den spanske succes frem mod et løb, hvor Sam Oomen er kaptajn, men hvor Tolhoek har frihed. Som klatrer kan han sikkert gøre det fint på bjergenkeltstarten, men han er uanset hvad ikke god nok til at vinde, også fordi han vil tabe tid på 1. etape.
Den sidste af de uheldige Giro-helte er Domenico Pozzovivo. Italieneren nåede knap i gang med den italienske grand tour, inden han allerede var på vej hjem igen efter endnu et af karrierens endeløse serie af styrt. Denne gang slap han dog uden brud, og selvom hans tilstand er usikker, da der har været stille om ham siden dengang, syntes det ikke at være en skade med alt for voldsomme langsigtede konsekvenser Spørgsmålet er bare, om det er nok, ar han ikke er helbredsmæssigt sat tilbage. Han har ikke just været flyvende i år, og selvom en operation i marts kostede noget form i april, tydede den første bjergetape i april ikke på den helt store fremgang. Pozzovivo havde sin store renæssance i Giroen sidste år, men det var også det eneste lyspunkt siden det grimme styrt i efteråret 2019. Med hans alder på 38 år bliver det sværere og sværere at tro på, at han pludselig kan komme tilbage én gang til. Ruten her er måske heller ikke ideel med for lette bjergetape, og selvom hans historik på bjergenkeltstarter er fin, er det bestemt ikke hans fordel, at de skal ned ad en potentielt våd og teknisk nedkørsel. Et lyspunkt er, at hans enkeltstarter i år har været gode, hvilket giver håb for 1. etape, men det er svært helt at tro på et topresultat.
Egentlig burde Rigoberto Uran rangere højt på denne list. Ruten passer ham nemlig ganske udmærket, da han har en fremragende historik på bjergenkeltstarter fra Giroen i 2010 og 2014, og han viste i Touren sidste år, at hans topniveau stadig er ganske højt. Desværre har vi fundet ud af, hvorfor han forsvandt fra alle startlister i foråret. Han pådrog sig nemlig en slem gang covid-19, og i et interview med colombianske medier i midten af maj lød han mildt sagt ikke optimistisk. Holdet havde åbenbart overtalt ham til at køre Giro, men nu endte han i stedet med at skulle starte helt fra nulpunktet i begyndelsen af maj. Af hans beskrivelse dengang lød det til, at han havde meget langt igen, og det gør det svært at være voldsomt optimistisk. Det er stadig ikke meldt ud, om han bliver frisk til Touren, men så længe vi ikke har set ham i aktion, skal vi vel holde døren åben for, at han med en god måneds træning har forbedret sig. Ruten passer ham i hvert fald, og feltet af klatrere i dette løb er jo alt andet end skræmmende.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT?
Den rytter, alle nok glæder sig mest til at se, er Tom Dumoulin. Hvor står den hollandske stjerne, der først for alvor begyndte sin træning, da han fik genantændt sin gnist ved Amstel Gold Race for halvanden måned siden? I et interview med Feltet.dk fortalte Jumbo-sportsdirektør, at vi ikke skulle have nogle forventninger, men adspurgt om han kunne gå i top 10, svarede Niermann også, at et sådant resultat ikke ville chokere ham. Til et comebackløb er det slet ikke en ringe rute, fordi Dumoulin godt kan overleve de ikke alt for svære bjergetaper, selvom han ikke er på toppen. Stigningerne er lange og seje, og det burde passe ham storartet, og han er god i dårligt vejr. Han vil vinde tid på de fleste på enkeltstarten, og en bjergenkeltstart på en stigning, der ikke er for lang eller stejl burde ligge godt til manden, der kørte alle midt over ved VM i Norge, der også sluttede på en grim, grim stigning. Der er ingen tvivl om, at en Dumoulin i topform havde været en af de helt tunge favoritter på denne rute, men denne gang skal vi trods alt nok dæmpe forventningerne, når vi så, hvor svært han havde ved sit comeback sidste år, hvor hans træningsbaggrund var betydeligt mere omfattende.
Hvad med kongen af Schweiz, Rui Costa? Portugiserens form synes altid at stige med 100%, når han krydser grænsen til landet, og med sine tre samlede sejre er han meget tæt på rekorden i dette løb. Desværre har han været langt fra sit niveau i hele 2020 og 2021, og senest så vi, at han for første gang i lang tid ikke kunne præstere i det andet store schweiziske løb i Romandiet. Han har imidlertid erklæret, at han har trænet målrettet frem til dette løb, der er det store sommermål, og han virkede ganske formstærk i Aargau fredag. Han vandt sågar også løbets seneste bjergenkelstart i 2013, og i hans storhedstid ville han som puncheur med en god bjergenkeltstart faktisk være skabt til denne generelt lidt lette rute. På baggrund af hans kørsel i de senest to sæsoner er det bare svært at være alt for optimistisk.
Hvad med hans holdkammerat David de la Cruz ? Spanieren kom endelig stærkt tilbage i 2020, hvor han kørte flot i både Touren og Vueltaen, men i år har det været helt galt. Man må formode, at han som vigtig Pogacar-hjælper er i god form nu, og egentlig er ruten ikke helt skæv for ham. Han er nemlig en god temporytter, og vi så ham køre en god halv bjergenkeltstart i Touren sidste år. Til gengæld passer hans dieselmotor næppe til at skulle køre meget stærkt op ad en knap 10 km lang stigning, og han er helt uden punch til de eksplosive stigninger. Det står og falder med, om han kører en god enkeltstart, men det er måske også muligt, hvis han kører som i 2020 og ikke som i 2021.06.04
Deceunincks tredje kort er Mattia Cattaneo. Han er utvivlsomt alene med som hjælper, men skulle Alaphilippe knække på den første bjergetape, kan han vel få lov at køre lidt mere frit. Han har igen i år kørt fremragende enkeltstarter, og som type burde han kunne køre udmærket på en bjergenkeltstart, hvor stigningen ikke er alt for svær. Til gengæld har vi både i år og sidste år set, at han altså har sine begrænsninger i bjergene, senest i Romandiet, hvor han endelig fandt formen for første gang i år. Derfor er en bjergenkeltstart nok for svær til, at han kan være med helt fremme, og selvom de lettere bjergetaper hjælper ham, klatrer han næppe godt nok til at vinde. Til gengæld bør han være i god form, da meget tyder på, at han er tiltænkt en rolle som vigtig Alaphilippe-hjælper i Touren.
En meget spændende rytter er Ben Tulett. Den lille brite gjorde det fremragende i Ardennerne, hvor han blev nr. 12 i Fleche og nr. 17 i Amstel. Han mødte til gengæld muren i Liege, hvilket kan være ildevarslende, når det her handler om rigtig klatring. Tulett beskriver dog sig selv som klatrer og ikke puncheur, og derfor burde dette løb passe ham ganske fint. Hvor han står formmæssigt, aner vi ikke efter en lang pause, og det er også første gang, han overhovedet prøver sig af i bjergene - og så endda i karrierens første WorldTour-etapeløb. Ardennerne viste dog, at han allerede er konkurrencedygtig på allerhøjeste niveau, og derfor kan han overraske igen i et løb, hvor klassiske tempoevner slet ikke synes at blive specielt afgørende.
En af løbets Tour-kaptajner er Pierre Latour, der endelig har haft en relativt lang periode uden skader. Desværre tyder noget på, at skaderne har kostet ham de bedste år, og at han er af de talenter, der topper relativt tidligt. I hvert fald blev han blot nr. 16 i Paris-Nice og nr. 22 i Baskerlandet, og selvom han vandt en etape og gik på podiet i det svage felt i Asturien, viste han svaghed på kongeetapen. Efter en pause er det bestemt ikke gået bedre, efter at han udgik af Mercan’Tour Classic og smed mere end 3 minutter i det rette løb i Aargau. Det er desværre nedslående for en mand, der bestemt ikke har været præget af stabilitet på det sidste. Samtidig synes hans så gode enkeltstart at være helt forsvundet, men er han vitterligt på toppen, er det faktisk ikke en ringe rute. Som type burde han passe udmærket til en bjergenkeltstart, og hans gode spurt gør ham velegnet på relativt lette kongeetaper.
BEMÆRK: Arrangørerne har fredag aften end ikke udsendt en foreløbig startliste. Heldigvis har de fleste hold udtaget deres trup, men det er stadig ret uklart, hvem Intermarché og Israel SUN stiller med. Optakten vil blive opdateret lørdag aften, når den endelige startliste er kendt.
OPDATERING: Efter udarbejdelsen af optakten har Jakob Fuglsang fortalt Feltet.dk, at han satser mere på etapesejre end klassementet. Derfor er de afdæmpede forventninger, der er omtalt ovenfor, nok meget passende.
OPDATERING 2: Den endelige startliste er nu kendt, og trods meldinger om det modsatte vil Michael Woods være til start. Canadieren er puncheur og ikke klatrer, og han har altid haft sine begrænsninger på længere stigninger. I et forår, hvor han har været absolut flyvende på stigningerne, har han dog meldt om sine bedste bjergben nogensinde, og det blev helt tydeligt, da han - ganske vist med lidt hjælp fra Geraint Thomas’ forfrosne hænder - vandt kongeetapen i Romandiet. Til gengæld viste det schweiziske løb også, at Woods’ på alle måder katastrofale enkeltstart ikke er blevet spor bedre, og han får utvivlsomt en lussing på 1. etape. Til gengæld kan han som hurtig puncheur gå efter bonussekunder på 2., 5., 6. og 8. etape, hvor han kan drage fordel af sin gode spurt, hvis han klatrer som i foråret. Det store spørgsmål er, hvordan han klarer bjergenkeltstarten. Som ryttertype burde han faktisk klare det udmærket, og selvom nedkørslen vil halte, bør det gå ham udmærket. Det er nok ikke nok til at kompensere for det indledende tab, ligesom det er et problem, at der er så mange hurtige favoritter, at han måske ikke får alle de bonussekunder, han vil. Og så kan hans hold i øvrigt få næsten urimeligt svært ved at forsvare en trøje på søndag. Derudover stiller Intermarché med Jan Hirt, der kan fremragende ud af Giroen, men som dieselklatrer vil han ikke elske de eksplosive og lidt lette bjergetaper, ligesom han næppe er typen, der kører den allerbedste bjergenkeltstart.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT?
***** Julian Alaphilippe
**** Richard Carapaz, Rohan Dennis
*** Marc Hirschi, Michael Woods, Mauri Vansevenant, Maximilian Schachmann, Lucas Hamilton
** Wout Poels, Jakob Fuglsang, Esteban Chaves, Tiesj Benoot, Pavel Sivakov, Marc Soler, Gino Mäder, Thymen Arensman, Antwan Tolhoek, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin, Rui Costa, David de la Cruz, Ben Tulett, Mattia Cattaneo
* Pierre Latour, Sam Oomen, Jan Hirt, Neilson Powless, Matteo Fabbro, Hermann Pernsteiner, Ruben Fernandez, Hector Carretero, Andreas Leknessund, Mark Donovan, Antonio Tiberi, Stefan de Bod, Matteo Badilatti, Sergio Samitier, Simone Petilli, Nicola Conci, Victor de la Parte, Maxim van Gils, Nans Peters, Mathias Frank, Kobe Goossens, Georg Zimmermann, Xandro Meurisse, Jonas Gregaard, Niklas Eg, Gavin Mannion, Roland Thalmann, Mathieu van der Poel
Danskerne
Jakob Fuglsang er kaptajn på Astana og er omtalt både i favoritanalysen og opdateringen ovenfor. Han støttes på Astana af Jonas Gregaard. Hos DSM kan Søren Kragh gå efter sejren på 1. etape og udover at gå i udbrud og støtte Tiesj Benoot kan han som holdets eneste hurtige mand måske genfinde lidt af sin gamle fart på 3. og 4. etape. Hos Trek kan Niklas Eg formentlig få lov at se, hvad han kan drive det til i klassementet, mens Alexander Kamp kan jagte udbrud og måske endda spurte på 3. og 4. etape, hvis det bliver for hårdt for Edward Theuns. På Qhubeka skal Andreas Stokbro støtte Domenico Pozzovivo og i spurterne hjælpe Reinardt van Rensburg, og endelig burde Andreas Kron på et Lotto-hold uden klassementsryttere få masser af plads til at køre aggressivt i terræn, der burde passe ham.
Holdoversigt
Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle i klassementet.
Ag2r Citroën Team: Holdet vil sikkert forsøge at køre klassement med Bob Jungels, men det virker helt urealistisk, senest efter hans kørsel i Mercan’Tour Classic. Her gjorde Mathias Frank det meget bedre, og han vil være motiveret til karrierens sidste etapeløb, endda på hjemmebane, men niveauet rækker ikke længere til top 10. Nans Peters er på vej tilbage og så udmærket ud i Aargau, men efter en gang covid-19 er han næppe på toppen. Bjergene er for svære for Benoit Cosnefroy.
Alpecin-Fenix: Tulett må være holdets klassementsrytter, men det skal som altid blive sjovt at se, hvor langt Mathieu van der Poel kommer i bjergene. Hans seneste mountainbikeløb, hvor Pidcock kørte ham midt over på stigningerne var dog endnu et vidnesbyrd om, at bjergene her er for voldsomme, selvom en 10. plads i Lombardiet viser, at han kan forsvare sig. Xandro Meurisse har været helt væk hele året, og Floris de Tier er stadig langt fra sit tidligere niveau.
Astana-Premier Tech: Fuglsang er kaptajn, men Jonas Gregaard viste hæderlig form i Andalusien og kan måske nærme sig top 20-25, hvis det flasker sig. Et bedre bud kan dog være Stefan de Bod, der har trænet i højderne med Fuglsang og lige er blevet nr. 5 i Ungarn.
Bahrain-Victorious: Poels er kaptajn med Mäder som joker. Hermann Pernsteiner har ikke ramt sit niveau i år og ligner ikke en top 10-kandidat. Unge Stephen Williams er endelig kommet fint tilbage efter de mange skader, men niveauet her må stadig være for højt.
Bora-hansgrohe: Det handler om Schachmann. Matteo Fabbro kommer fra Giroen, men her fandt han aldrig sit bedste niveau og virkede også træt til sidst. Skiløberen Anton Palzer bliver uhyre interessant at følge efter en pæn debut i Alperne og god kørsel i Aargau.
Cofidis: Ruben Fernandez blev en flot nr. 16 i Baskerlandet og var en god hjælper for Martin i Mercan’Tour Classic. Med baskiske ben er han top 20-kandidat. Remy Rochas kommer fra Giroen, hvor hans begrænsninger blev udstillet.
Deceuninck-Quick Step: Alaphilippe er den erklærede kaptajn med Vansevenant som plan B og Cattaneo som en mere spekulativ plan C. Stigningerne er for svære for Dries Devenyns.
EF Education-Nippo: Uran må trods usikkerheden om formen være kaptajn. Neilson Powless viste i Touren og UAE Tour tegn på en genrejsning, men faldt siden sammen i forårets løb. Jeg tror egentlig, at han med Tour-form kan gøre det ganske godt, men top 10 er nok højt sat.
Groupama-FDJ: Holdet er her med en tung trup, hvor Matteo Badilatti skal prøve sig af i klassementet. Han kommer fra Giroen, hvor han var solid, men ikke god nok til top 10.
INEOS Grenadiers: Carapaz må være kaptajn, men som nævnt ovenfor må man også have visse forventninger til Dennis og Sivakov. Eddie Dunbar er stadig helt fra snøvsen, senest i Andalusien, og Sebastian Henao skuffede også i Spanien efter den flotte kørsel i Algarve.
Intermarché-Wanty-Gobert: Bedste bud er Hirt, der er omtalt i bemærkningen ovenfor. Holdet har også Simone Petilli, der ligeledes kommer fra Giroen, men han fandt aldrig benene i Italien. Holdet har også Lorenzo Rota og Georg Zimmermann, der kan klatre, men næppe godt nok til et topresultat.
Israel Start-Up Nation: Det handler om Woods, som er omtalt i bemærkningen ovenfor. James Piccoli er endelig ved at bevise sit potentiale, men niveauet her er nok for højt.
Lotto Soudal: Holdet er her uden klassementsryttere, men jeg glæder mig til at se den unge klatrer Maxim van Gils, der gjorde det opløftende i Catalonien. Kobe Goossens er på vej tilbage efter styrtet i Giroen og kan næppe heller i topform være med helt fremme. Stigningerne er for svære for Filippo Conca og Andreas Kron, og Viktor Verschaeve har kun lige gjort professionel debut efter en lang skadespause.
Movistar Team: Soler må være den klare kaptajn, men jeg glæder mig til at se, hvor langt Hector Carretero, der har været så flyvende i Spanien, kan komme. Sergio Samitier kan også gøre det pænt, hvis han endelig har fundet lidt form, mens Juan Diego Alba stadig har det svært på dette niveau.
Rally Cycling: Holdet vil sikkert køre klassement med Gavin Mannion, men vi har i årets løb set, at han er overmatchet i Europa, selvom han viste stigende form på Mallorca. Klatreren Kyle Murphy har ikke vist form i år, og alderen synes definitivt at have indhentet Rob Britton.
Schweiz: Klatreren Roland Thalmann er i ganske god form og er blandt andet netop blevet nr. 8 i Mercan’Tour Classic. Han går sikkert efter udbrud, men top 25 kunne måske være muligt. Stigningerne er for lange for Lukas Ruegg, der ellers er i form og for Simon Pellaud, der kommer fra Giroen.
Team BikeExchange: Holdet kører klassement med Chaves og Hamilton i en ellers tung trup. Løbet er trods alt for svært for Michael Matthews.
Team DSM: Holdets erklærede kaptajn er Benoot, men Arensman bliver også spændende at følge. Det gør Andreas Leknessund, men han har hidtil haft det sværere end ventet. Heller ikke Mark Donovan har fundet samme højder som i Vueltaen.
Team Jumbo-Visma: Holdets erklærede kaptajn er Sam Oomen, men han har slet ikke været i nærheden af sit gamle niveau efter sin operation. Jeg tror mere på Tolhoek med Dumoulin som den store joker. Gijs Leemreize mangler for meget, som vi så i Ungarn.
Team Qhubeka ASSOS: Det handler om Pozzovivo. Som vi senest så i Vueltaen, kniber det efterhånden for Kilian Frankiny i bjergene, selvom han plejer at komme godt ud af en grand tour.
Total Direct Energie: Latour må være kaptajn, men Victor de la Parte burde også være kandidat. Desværre virker han lige så formsvag som Latour trods lovende kørsel i Andalusien for mere end en måned siden. Alexis Vuillermoz har droppet sit fokus på høje bjerge, og Fabien Doubey har haft et svært år.
Trek-Segafredo: Holdet er her med fire relativt uerfarne ryttere, der alle burde kunne forsøge sig i klassementet. Mest spændende er Antonio Tiberi, der netop er blevet nr. 3 i Ungarn, men vi kan også håbe, at Niklas Eg rejser sig i et ellers svært år. Nicola Conci burde måske være bedste bud, men han kom sig aldrig helt efter styrtet i Andalusien, og hans form er usikker. Antonio Nibali har kørt pænt, senest i Alperne og Andalusien, men ikke nok til et topresultat.
UAE Team Emirates: Hirschi, Costa og De La Cruz har alle potentiale i klassementet i en ellers ret tung trup.
HAR DU HUSKET AT SÆTTE DIT MANAGERHOLD TIL SCHWEIZ RUNDT?
Feltet.dks vinderbud
Stjernernes betydning:
| Feltet.dks bud på løbets/etapens vinder. | |
| De to største rivaler til den store favorit og begge meget sandsynlige vindere. | |
| Op til fem ryttere, der alle må tilskrives en betydelig chance for at vinde, og som minimum bør være i spil til en top 10-placering. | |
| Ryttere, for hvem vinderchancen er reel, men lille. Sejr er kun muligt, hvis alt flasker sig, men en top 10-placering er til gengæld ganske sandsynlig. | |
| Ryttere, for hvem en sejr må betragtes som stærkt usandsynlig, men som alle under de rette omstændigheder kan komme i spil til en top 10-placering. |
| Julian Alaphilippe | |
| Richard Carapaz, Rohan Dennis | |
| Marc Hirschi, Michael Woods, Mauri Vansevenant, Maximilian Schachmann, Lucas Hamilton | |
| Wout Poels, Jakob Fuglsang, Esteban Chaves, Tiesj Benoot, Pavel Sivakov, Marc Soler, Gino Mäder, Thymen Arensman, Antwan Tolhoek, Domenico Pozzovivo, Rigoberto Uran, Tom Dumoulin, Rui Costa, David de la Cruz, Ben Tulett, Mattia Cattaneo | |
| Pierre Latour, Sam Oomen, Jan Hirt, Neilson Powless, Matteo Fabbro, Hermann Pernsteiner, Ruben Fernandez, Hector Carretero, Andreas Leknessund, Mark Donovan, Antonio Tiberi, Stefan de Bod, Matteo Badilatti, Sergio Samitier, Simone Petilli, Nicola Conci, Victor de la Parte, Maxim van Gils, Nans Peters, Mathias Frank, Kobe Goossens, Georg Zimmermann, Xandro Meurisse, Jonas Gregaard, Niklas Eg, Gavin Mannion, Roland Thalmann, Mathieu van der Poel |
Annonce
Annonce
Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04
EPZ Omloop van Borsele(2.NCUPJW) 19/04-21/04
Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04
Giro della Romagna(1.1) 21/04
Liège-Bastogne-Liège Fe...(1.WWT) 21/04
Liège-Bastogne-Liège(1.UWT) 21/04
Giro della Romagna(1.1) 21/04
Tour de Romandie(2.UWT) 23/04-28/04
Vuelta Asturias Julio Alv...(2.1) 26/04-28/04
Lotto Famenne Ardenne Cla...(1.1) 28/04
La Vuelta Femenina(2.WWT) 29/04-05/05
Annonce
Oversigt
Annonce
|
Alpecin-Deceuninck |
|
Arkéa - B&B Hotels |
|
Astana Qazaqstan |
|
Bahrain Victorious |
|
Bora-Hansgrohe |
|
Cofidis |
|
Decathlon AG2R La Mondiale |
|
EF Education - EasyPost |
|
Groupama-FDJ |
|
INEOS Grenadiers |
|
Intermarché - Wanty |
|
Lidl - Trek |
|
Movistar Team |
|
Soudal - Quick Step |
|
Team DSM-Firmenich PostNL |
|
Team Jayco AlUla |
|
Team Visma | Lease a Bike |
|
UAE Team Emirates |
Annonce
Log ind med Facebook!
Favoritvurdering: Elfstedenronde
Optakt: 1. etape af Tour de Suisse
Optakt: 8. etape af Criterium du Dauphiné
Criterium du Dauphiné-analyse: Miraklernes Dauphiné
Deignan øjner ny mulighed efter mislykket afslutning i Schweiz