Optakt: Tour de Vendee

Løbets rolle og historie

I denne weekend vil meget af cykelverdenens fokus være rettet mod Italien og specielt lørdagens Giro dell’Emilia, men der er også en anden meget vigtig begivenhed på programmet i Frankrig, hvor de lokale ryttere ser frem til at runde en af deres mest prestigefulde konkurrencer af. For de franske mandskaber er Coupe de France-serien et stort mål, og efter en travl september med mange løb afsluttes det hele i et stort slag en uge inden den store franske sæsonfinale i klassikeren Paris-Tours..

Mange af løbene afvikles i foråret, hvor det traditionelt specielt er i april, at der er mange begivenheder med værdifulde point på spil. Den næsttravleste måned er imidlertid september, hvor de afgørende slag finder sted. Efter sommerpausen kom series i gang igen med La Polynormande i august, og efter yderligere en måneds pause har serien siden nået sit klimaks. For et par uger siden fandt det største løb, GP de Fourmies, sted, og derefter gav Tour du Doubs klatrerne en sjælden chance for at tage en sejr. For to uger siden var GP d’Isbergues seriens næstsidste begivenhed, hvor sprinterne som regel har haft det sidste ord, og på søndag afgøres det hele af Tour de Vendee.

Tour de Vendee blev første gang afviklet i 1972 og har altid været afviklet i oktober. Indtil 1979 var det et amatørløb, men siden 1980 har det været en sag for professionelle ryttere. Det er langsomt vokset i UCI-hierarkiet, idet det startede ud som et 1.3-løb, inden det nåede 1.HC-status i 2010. Nu er det nedgraderet en anelse til kun at være i 1.1-kategorien, men det spiller en helt speciel rolle i Frankrig, da det i flere år har været den store finale på Coupe de France-serien. Dets status afspejles af det faktum, at flere internationale ryttere har sejret, og vinderlisten inkluderer navne som Jaan Kirsipuu, Thor Hushovd, Pavel Brutt og Marco Marcato.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Toude de Vendee afvikles i den relativt flade Vendee-region, der er kendt som Direct Energie-holdets hjemegn, og er således typisk blevet afgjort i en spurt. Løbet inkluderer imidlertid altid et par omgange på en svær rundstrækning i Roche-sur-Yon, hvor der venter et stigende opløb. Det har givet de eksplosive puncheurs en mulighed for at blande sig med sprinterne, og overraskende ofte har et udbrud snydt de hurtige afsluttere.

Ganske ofte har løbet været meget spændingsmættet, idet den samlede Coupe de France-sejr har været på spil. Det var eksempelvis tilfældet i 2016, hvor Samuel Dumoulin og Baptiste Planckaert var adskilt af blot ét point forud for løbet. Samme spænding var der ikke sidste år, hvor Hugo Hofstetter allerede var sikker på at vinde, men i år betyder en afstand på bare 11 point mellem Marc Sarreau og Benoit Cosnefroy, at det stadi er helt åbent, mens Ag2r imidlertid har sikret sig sejren i holdkonkurrencen.

Sidste års udgave blev martret af forfærdeligt vejr, og det blev der for et udskilningsløb, hvor blot tre mand overlevede fra en gruppe, der tidligt kørte væk. Her viste Nico Denz sig som den hurtigste, da han overspurtede Lennert Teugels og Gian Friesecke og derved tog karrierens første sejr. Denz vender tilbage for at forsvare titlen, men ligner denne gang hjælper for Cosnefroy, og også Friesecke er med igen. Det er Teugels imidlertid ikke, da hans Cibel-mandskab ikke deltager denne gang.

Ruten

Ruten til Tour de Vendee varierer en anelse fra år til år, men da man altid bruger samme opløb i La Roche Sur Yon, er der grundlæggende tale om samme type løb fra år til år.

Til den 48. udgave har man designet en 199,5 km lang rute, der fører feltet fra en ny start i Challans til La Roche Sur Yon. Startbyen ligger næsten helt ude ved den franske vestkyst, og man lægger da oså ud med igennem fladt terræn at køre mod nordvest ud til vandet, hvor der er en spurt efter 18,5 km. Derefter kører man kortvarigt mod nordøst op langs havet, inden man vender rundt for at kører tilbage ind i lande mod sydøst, syd, øst og igen sydøst igennem fladt terræn. Den anden spurt kommer efter 91,3 km, inden man kort efter rammer en stor 31,4 km rundstrækning, der er placeret i fladlandet nord for målbyen. Her kører man mere end en halv omgang forbi en spurt efter 105,5 km og en fjerde spurt efter 117,3 km, inden man efter 117,8 km krydser stregen for første gang.

Der køres nu to fulde omgange på rundstrækningen, der er stort set flad og uden væsentlige tekniske udfordringer. Undervejs er der på begge omgange igen indlagte spurter på de to samme punkter efter hhv. 124,8 km, 136,9 km, 168,3 km og 180,0 km.

Efter afslutningen på anden omgang afsluttes løbet med tre omgange på en ny og forlænget 6,3 km lang rundstrækning inde i La Roche Sur Yon, hvor der igen køres to spurter ved punktet 600 m inden stregen på de to første omgange. Ligesom den gamle rundstrækning er den relativt teknisk, specielt på første og sidste del. Den er i alt væsentligt flad, men den byder som altid på den klassiske stigende opløbsstrækning, hvor den sidste kilometer stiger med 2,1%, men hvor den stejleste del kommer nær toppen. Finalen er teknisk med et sving kort inden den røde flamme og igen med 800, 500 og 300 m igen.

Løbet byder på i alt 1155 højdemeter, hvilket er knap 500 færre end sidste år.

I forhold til sidste år den indledende del helt ny og betydeligt fladere. Rundstrækningen er som sagt forlænget, og selvom målstregen er placeret samme sted som tidligere, er finalen ændret, så det kun er de sidste 300 m, der er de samme. Det er svært at vurdere, om bakken er blevet sværere, men den er betydeligt mere teknisk.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Vejret

Det franske efterårsvejr kan være ganske uforudsigeligt, og det viser sig heller ikke fra sin pæneste side i år. De seneste to år har været drivvåde, men sådan bliver det ikke i år, hvor en regnfuld morgen erstattes a en solrig eftermiddag med kun få skyer og en temperatur på pæne 19 grader. Udfordringen er i stedet en kraftig nordvestenvind med en styrke på hele 25 km/t. Det giver modvind på første del og derefter medvind frem til den store rundstrækning, hvor der primært vil være sidemed- og sidemodvind. På den lille rundstrækning vil der primært være sidevind, men på de sidste 800 m vil der hovedsageligt være modvind i den kringlede afslutning.

Favoritterne

Tour de Vendee hører til blandt de fladeste Coupe de France-løb, og der er traditionelt ikke meget, der kan forstyrre sprinterne. Sådan burde det i hvert fald være, men sådan har det bare langt fra været. Udbrud har dog altid en større chance for at holde hjem på denne tid af året, hvilket vi har fået illustreret utallige gange på det seneste. Blandt andet er det sket i to af de nylige fladbaneløb i Isbergues og Primus Classic, hvor sprinterne blev sydt.

Også i Vendee er det altså lykkedes at snyde sprinterne. Det så vi i 2009, 2011, 2012, 2014 og senest i de seneste to regnvåde udgaver. I 2017 kørte Christophe Laporte alene hjem, hvormed han slog en yderst decimeret favoritgruppe, og i 2018 var løbet eksploderet til atomer længe inden rundstrækningen, hvor en ganske lille gruppe afgjorde det i et decideret udskillelsesløb. Det var dog kun her og i 2011, at udbruddet havde et større forspring i mål. I de øvrige tilfælde var der tale om, at de forreste kun holdt med få sekunder.

Bestemmende for løbets udfald er naturligvis strategien for de enkelte hold og antallet af mandskaber, der satser på en spurt, samt ikke mindst vejret. I år er det særligt sidstnævnte, der vil være en faktor, på en dag, hvor der er lagt op til ganske kraftig blæst. I de seneste to år har vi set, hvordan mindre vind var rigeligt til at gøre det til et sandt udskilningsløb. Det skyldes, at vejene i Vendee som regel er ganske eksponerede, og selvom en ny rute betyder, at vi ikke kan være sikre på, at det også gælder denne gang, er det sandsynligt, at der kan skabes splittelse. Det vil næppe ske i starten, hvor der primært vil være med- eller modvind, men på de to omgange på den store rundstrækning, kan stykkerne med sidemedvind formentlig bruges offensivt.

Årets løb vil tage form af en slags opgør mellem Marc Sarreau og Benoit Cosnefroy, der slås om den samlede Coupe de France-sejr. Vinder han, tager Cosnefroy sejren, men ender han fra nr. 2 eller ned, må Sarreau ikke ende for tæt på, hvis han skal snyde FDJ-sprinteren for triumfen. Det betyder også, at FDJ kan læne sig tilbage og lade være med at gå efter sejren, og det må derfor være op til Ag2r, formentlig med hjælp fra Cofidis og Vital Concept, at forsøge at skabe samling.

Ag2r har et brølstærkt hold og har al mulig interesse i at gøre det så hårdt som muligt i sidevinden. Ellers er det ganske enkelt umuligt for Cosnefroy at slå den hurtigere Sarreau på stregen. Problemet for ham er, at Sarreau formentlig vil sidde limet til hans baghjul gennem hele dagen, og selvom han er i form, får Cosnefroy svært ved at sætte sin rival på denne ret lette rute, selvom vinden formentlig vil reducere kraftigt inden den afsluttende rundstrækning.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

Hvis ikke Ag2r kan komme af med Sarreau - og det bliver svært, selvom hans hold er svagt - kan de næsten ikke gøre andet end at satse på en spurt, da Cosnefroy trods alt er en god puncheur i en finale som denne. Ag2r har det klart stærkeste hold, og derfor tror vi, at de vil sætte det op til en puncheurafslutning efter et hårdt sidevindsløb. Sidevinden betyder dog også, at finalen kan blive svær at kontrollere, og vi kan sagtens ende med et udskilningsløb i stil med sidste år. I givet fald kan man sagtens lave ”en Laporte” og køre alene hjem. Det vil især gælde, hvis Ag2r indser, at de ikke kan vinde samlet og i stedet vælger at forsøge at vinde løbet med en af deres mange klasseryttere.

Det får os til at pege på Marc Sarreau som vores favorit. Franskmanden har i år vist, at han i dette felt er den klart hurtigste, og han viste i Vueltaen og Polen, at han er blevet eminent i stigende finaler, der endda er langt hårdere end denne. Han kom godt ud af Vueltaen, men kunne ikke vise det i Isbergues, hvor han styrtede, og sidste weekend arbejdede han for Demare. Udfordringen er hans ringe positionering i en teknisk finale, men i et mindre felt skal han blot holde sig til Cosnefroy, der formentlig får et godt lead-out. Kan han det, bør han være hurtigste mand, og derfor er han vores favorit. Man kan dog ikke helt udelukke at FDJ i et forsøg på at snyde Cosnefroy vil køre lidt offensivt også, og det kan åbne døren for Bruno Armirail, der begge kørte en fabelagtig Vuelta, og alit uopslidelige Olivier Le Gac.

Hans værste rival må være Bryan Coquard. Franskmanden har været en af efterårets skuffelser, men han viste sig overraskende stærk i Münster, hvor han var en af kun to ryttere, der kunne/ville følge Mathieu van der Poels første angreb. Det kunne tyde på bedre form, og i dette løb burde han finde en afslutning, der er en gave for en specialist i stigende spurter. Udfordringen er at klare sidevinden, der ikke er hans speciale, og positioneringen til sidst. Får han de formsvage Kevin Reza og Lorrenzo Manzin med hjem, har han dog et godt tog.

Christophe Laporte elsker dette løb, som han to gange har vundet, nemlig i en spurt i 2015 og med sit soloangreb i 2017. Han er da også specialist i stigende spurter, men hans form er lidt svær at vurdere. Han var totalt dominerende i Poitou-Charentes, men siden dengang har vi ikke set meget til ham, og han har været alt andet end overbevisende. I dette felt er han dog både en af de hurtigste og en af de mest holdbare, og han burde køre med om sejren, især fordi han elsker tekniske finaler. Cofidis kan imidlertid også spille Julien Simon ud offensivt. Franskmanden er puncheur og to gange kørt i top 10, men holdet spurter naturligvis for Laporte, hvorfor det er aggressiv kørsel, der skal give ham sejren.

Det store spørgsmål er, om bakken er hård nok til, at Benoit Cosnefroy kan vinde. Det kan ikke udelukkes, for franskmanden har kørt som en motorcykel siden august, og særligt hans vanvidsridt blandt alle stjernerne i Montreal var dybt imponerende. Han skuffede til VM, og det kan både være udtryk for, at det var koldt, og for, at han langt om længe er træt. Har han benene fra Montreal, kan han imidlertid vinde, enten med offensiv kørsel eller i en spurt, hvor han vil have glæde af den tekniske finale mod de på papiret hurtigere.

Som sagt kan det ikke udelukkes, at Ag2r til sidst vælger at gå efter løbet og ikke den samlede sejr. Sker det, og har Cosnefroy kørt sig ud i en offensiv, kan Clement Venturini måske få lov at spurte. Hans form er ukendt efter en begrænset løbsaktivitet, men han er specialist i stigende spurter, især når det er teknisk, og får han chancen, vil han være en af de tunge favoritter. Tony Gallopin kørte et fremragende VM og ligner med sin gode afslutning en oplagt kandidat til et offensivt, ligesom også formstærke og hurtige Dorian Godon gør det. Den forsvarende vinder Nico Denz synes til gengæld ikke i form, og ellers formstærke Nans Peters passer ikke til ruten.

Direct Energie er på hjemmebane, og det kan ses på deres trup, der er ganske stærk. Holdets bedste kort må være Thomas Boudat, der som en lille og holdbar sprinter burde kunne lide dette løb, men han har slet ikke vist skyggen af form siden 4. pladsen i den stigende spurt på sidste etape i Poitou-Charentes. Hans form kommer dog pludseligt, og kan han undgå sine positioneringsproblemer, er han kandidat. Ellers har holdet ustabile Jonathan Hivert, der som altid har fundet efterårsformen, og selvom han efterhånden sjældent spurter, viste han med sejren i Aragonien i maj, at han stadig er en god puncheur. Tidligere placeringer som nr. 2, 3, 6, 9, 9 og 10 viser, at afslutningen passer ham. Endelig har holdet Niki Terpstra , der ved VM viste, at formen er der, og han er livsfarlig, hvis han angriber i et hårdt sidevindsløb.

Caja Rural kommer med en meget spændende kandidat i form af Nelson Soto. Colombianeren har ikke vist meget i år, men en 24. plads i Coppa Sabatini og en 10. plads i Trofeo Matteotti, der for ham er hårde løb, var ganske imponerende. Han er god i tekniske finaler, og selvom han ikke har vist meget i stigende spurter, bør han som en af de hurtigste kunne være med her. Holdet har også Gonzalo Serrano, der viste imponerende hurtighed som puncheur i Tyrkiet tidligere i år.

Roubaix kommer med et af de bedste hold, idet de har hele tre hurtige folk. Særligt Emiel Vermeulen er værd at holde øje med efter en sejr d. 1. september, en 7. plads i sidevinden i Kampioenschap van Vlaanderen og en 4. plads i Isbergues. Han er dog bedre i flade spurter. Pierre Barbier er vel i virkeligheden endnu hurtigere, men synes ikke helt at have den gode form, han havde i august. Til gengæld elsker han tekniske finaler. Endelig har de den meget holdbare Pierre Idjoadienne, men selvom han er hurtig, er han nok ikke hurtig nok i en klassisk spurt. Han skal afsted i en lille gruppe.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Auber har på papiret to fremragende kandidater i særligt Kevin Le Cunff og i mindre grad Anthony Maldonado. Begge elsker stigende spurter, og Le Cunff imponerede stort i denne slags afslutninger i første del af sæsonen. Desværre synes de begge at have tabt deres bedste form, og selvom der er bedring, kan det blive svært. Løbet må være for hårdt for deres tredje hurtige mand, Tony Hurel.

Arkea kommer uden en klassisk sprinter, så deres mission må være at køre offensivt. Hertil har de særligt Franck Bonnamour, der imponerede stort med 2. pladsen i Doubs, men siden har skuffet. Han er dog ganske hurtig på en bakke, så i en lille gruppe vil han kunne gøre det færdigt. Det samme kan Kevin Ledanois, der også endelig har vist lidt form på det sidste. I teorien er det en perfekt finale for Laurent Pichon¸men han synes helt ude af form.

Delko kommer ikke med det bedste hold og må forsøge sig med offensiv kørsel med Julien El Fares og Romain Combaud. El Fares har imidlertid været syg og måtte droppe Kroatien og har ikke vist meget i dette efterår. Heller ikke Combaud har haft sit bedste år, så meget skal flaske sig, hvis de skal have et resultat.

Euskadi kommer ikke med en trup til denne rute, men kan håbe, at Daniel Viejo kan køre en spurt. Derudover er der på kontinentalholdene sidste års nr. 3 Gian Friesecke, der dog ikke har vist meget af de samme takter, samt på EvoPro den hurtige Wouter Wippert, der dog synes helt ude af form, samt den mere holdbare afslutter Aaron Gate. Patrick Schelling har haft en fantastisk sæson, men løbet her er for let for en klatrer som ham. Endelig står Jannik Steimle på startlisten, men da han kører som stagiaire for Deceuninck lørdag, tvivler vi stærkt på, at han stiller til start. Hvis han gør, opdaterer vi optakten, for så er en han en af de helt tunge favoritter.

OPDATERING: Delko har udtaget de halvhurtige Evaldas Siskevicius og Julien Trarieux som gode afsluttere, men er uden Julien El Fares. Arkea har udtaget deres sprinter Maxime Daniel, der burde kunne lide afslutningen, men det er hans først løb i mere end to måneder, hvor han ikke kan være i form. Som ventet er Vorarlberg uden Steimle, men de har i stedet den aggressive klatrer Roland Thalmann. Sidste års nr. 3, Friesecke, kører ikke.

***** Marc Sarreau

**** Bryan Coquard, Christophe Laporte

*** Benoit Cosnefroy, Thomas Boudat, Jonathan Hivert, Clement Venturini, Emiel Vermeulen

** Nelson Soto, Pierre Barbier, Kevin Le Cunff, Anthony Maldonado, Niki Terpstra, Tony Gallopin, Julien Simon

* Bruno Armirail, Olivier Le Gac, Lorrenzo Manzin, Franck Bonnamour, Kevin Ledanois, Laurent Pichon, Pierre Idjouadienne, Evaldas Siskevicius, Julien Trarieux, Tony Hurel, Wouter Wippert, Daniel Viejo, Dorian Godon, Gonzalo Serrano, Nico Denz, Nans Peters, Romain Combaud, Aaron Gate, Roland Thalmann

Danskerne

Der er desværre ikke dansk deltagelse i årets løb.

Tidligere års løb

Du kan gense Nico Denz’ sejr fra 2018, Christophe Laportes sejr fra 2017 og Nacer Bouhannis sejr fra 2016.