Optakt: Tour de Wallonie

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken - og endda den eneste - chance for disse ryttere. Med sin afslutning bare tre dage før den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, er løbet den perfekte mulighed for at genfinde løbsrytmen, inden der igen er vigtige WorldTour-point på spil.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper afvikles i løbet af Tourens sidste weekend og får derfor ikke megen opmærksomhed. De tre sidste etaper afvikles imidlertid på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de sendes endda direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde tages der både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed, og rytternes ønske om at kunne bruge det som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det går langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 og fik dets nuværende navn to år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløb er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012 og 2014 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgave i 2011 og 2013. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015.

Sidste år satte Dries Devenyns et stort angreb ind på sidste etape, og det lykkedes ham akkurat at vinde både etapen og tage den samlede sejr foran Gianni Meersman, der havde ført løbet inden da. Viacheslav Kuznetsov var bare et sekund yderligere efter på tredjepladsen. Da Quick-Step har valgt at droppe løbet, forsvarer Devenyns ikke titlen, og Meersman, der har stoppet karrieren, er naturligvis heller ikke med denne gang. Det er til gengæld Kuznetsov, der håber endelig at vinde et løb, hvor han i de sidste 3 år kun er sluttet uden for top 20 på to etaper.

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller altid en afgørende rolle.

Sidste år var ruten relativt nem, men det kan bestemt ikke siges om årets udgave. Tværtimod er det svært at erindre, at man tidligere har haft så vanskelig en rute, og det bliver under ingen omstændigheder en sprinter, der vinder årets løb. I stedet er det en lækkerbisken for de eksplosive puncheurs, der kan se frem til at slås om sejren på 1., 3.  og 5. etape, mens sprinterne kan gøre sig håb om at komme i spil på 2. og 4. etape. Også de etaper byder imidlertid på stigninger i finalen, og det betyder, at kun de stærkeste af de hurtige folk kan komme i spil. Første etape byder på en afslutning på en 500 m lang rampe, men det er afslutningen på den brutale Mur Saint-Roch på 3. etape, der vil spille den mest afgørende rolle i kampen om den samlede sejr. Som det altid er tilfældet i ulige år, kan klassementet justeres på femte etape, der byder på den korte Mur de Thuin i en afslutning, der både kan tilgodese puncheurs og sprintere, der er specialister i at spurte op ad bakke.

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, men helt i overensstemmelse med, at der generelt er tale om en langt hårdere rute end vanligt, skal klassementsrytterne denne gang være klar straks fra start. Således indledes løbet med en rigtig puncheuretape, der med det samme vil give en indikation på, hvem der kan vinde løbet.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Etapen fører feltet over 189,9 km fra Stavelot til Marchin, og det går op eller ned stort set hele dagen i helt klassisk Ardennerterræn. Det meste af dagen bevæger man sig mod vest og nordvest, men man slår flere krøller for at ramme de mange stigninger i regionen, hvoraf mange er kendt fra Fleche Wallonne. Efter en let stigende start venter den første spurt efter 27 km, og dernæst følger en kuperet fase, der undervejs byder på stigningerne Cotde Werbomont (4,7 km, 3,9%) og Cote de Warre /2,4 km, 4,7%) efter hhv. 54,3 og 94 km. Terrænet alder dernæst lidt ud i den næste fase, der byder på indlagte spurter efter hhv. 104,9 km og 139,6 km.

Etapen ændrer karakter efter den sidste spurt, hvor man rammer den kendte Cote de Bohisseau (2,6 km, 5,2%), der har top med 57,3 km til mål. Efter et lidt lette stykke venter dernæst Cote de Ben-Ahin (2,4 km, 6,2%), hvis top runde med 34 km igen. Bare 3,7 km senere rammer man den afsluttende rundstrækning, og man skal derfor op over den ligeledes velkendte Cote d’Ereffe (2,4 km, 5,2%) for første gang med 13, 6km til mål. Kort efter passerer man målstregen, og etapen afsluttes nu med en omgang å den 10,4 km lange rundstrækning. Efter en nedkørsel skal man da igen op over Cote d’Ereffe, der har top med bare 3,2 km til stregen. Herefter følger et fladt stykke, inden en nedkørsel leder ned til det sidste sving med 1500 m igen. Den næste kilometer er dernæst flad, inden man rammer en 500 m lang rampe, der leder op til mål og stiger med ca. 10%.

Afslutningen i sig selv er ikke så svær, at sprintere, der specialiserer sig i at spurte op ad bakke, ikke kan være med. Etapen er imidlertid som helhed så hård, at det bør være en sag for Ardennerspecialister. Cote d’Ereffe er en perfekt affyringsrampe for et sent angreb, og det kan ikke udelukkes, at en lille gruppe af de stærkeste klatrere kan køre hjem i den svære finale. Klassementet er dog ikke sat, og derfor er det mest sandsynlige scenarium, at et yderst reduceret felt skal afgøre det i en spurt på rampen i Marchin, der er så stejl, at den bør passe bedst til puncheurs.

Marchin har ikke tidligere været vært for et stort cykelløb i dette årtusinde.

2. etape

Den hårde finale betød, at sprinterne næppe vil spille en rolle på 1. etape, og de håber derfor i stedet at komme til fadet, dagen efter, hvor der venter en flad afslutning i Seraing. Det bliver imidlertid ingen let sag for de hurtige afsluttere at komme i spil, da der forinden bydes på ikke færre end 8 kategoriserede stigninger i yderst kuperet terræn samt to omgange på en alt andet end flad rundstrækning.

I alt skal der tilbagelægges 189,4 km mellem Chaudfontaine og Seraing i det yderst kuperede område syd for Liege. Begge byer kan betragtes som forstæder til storbyen og ligger meget tæt på hinanden, og etapen består derfor af en stor sløjfe mod øst, inden man snor sig igennem bakkerne tilbage mod Seraing. Allerede fra start går det løs, da de første 30 km hovedsageligt er stigende og byder på kategori 2-stigningene Cote de Rafhay (4,5 km, 3,4%) og Cote de Thimister (2,4 km, 3.9%) med top efter hhv. 11,1 og 23,9 km. Dernæst kører man ned til første pointspurt efter 37,6 km og etapens østligste, inden et let stigende stykke leder mod syd frem til bunden af den lange kategori 1 -stigning Cote de Spitzberg (11 km, 3,1%), der har top efter 67 km.

Efter stigningen får det igen mod vest og til sidst mod nord tilbage mod Seraing, først via en lang nedkørsel og siden via et yderst kuperet stykke, der byder på kategori 2-stigningene Cote de Becco (3,4 km, 4.9%), Cote de Playe (2,9 km, 4,3%), Cote du Ry d’Oneux (4,1 km, 4,3%) og Cote du Petit Beheu (2,2 km, 4,7%) efter hhv. 91,8, 104,9, 122 og 131,4 km. Bare 500 m efter sidste stigning rammer man den afsluttende rundstrækning, og stregen krydses 9,1 km senere. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 24,2 km rundstrækning, der er alt andet end flad. Således byder den umiddelbar efter passagen af målstregen på et langt stigende stykke, der efter en nedkørsel kulminerer på toppen af kategori 2-stigningen Col de Bonsignèe (2,9 km, 4,3%), hvis top nås med 12,1 km igen. Herefter venter et par småbakker, inden en lang nedkørsel leder ned til de sidste 1500 m, der er hovedsageligt flade. Der er ingen sving i de sidste 5 km.

Læs også

Skjelmose beskriver sit exit: Kunne ikke kontrollere mig selv

Selvom finalen er flad, er der tale om en ganske hård etape uden mange muligheder for at komme sig. Derfor bliver det ikke nemt for de hurtige folk at overleve, og det er derfor lidt uklart, hvem der skal kontrollere etapen. Hvis en ufarlig gruppe kommer fri, kan det ikke udelukkes, at et udbrud har en chance. Der er imidlertid så mange klatrestærke sprintere i løbet, at man må formode, at der er mest interesse i at holde det samlet til en reduceret massespurt.

Seraing husede etaper i 2008, hvor Gianni Meersman tog en solosejr fra et udbrud, i 2001, hvor Paolo Bettini kørte alene hjem med et forspring på et sekund og i 2000, hvor Jo Planckaert slog Thor Hushovd i en spurt. Tour de France lagde vejen forbi i 2012, hvor Peter Sagan tog karrierens første etapesejr på sin allerførste linjeløbsetape ved at slå Fabian Cancellara i en spurt efter en hård finale, og i 2001, hvor Erik Zabel vandt en massespurt. I 2006 startede Giroen i byen, og her vandt Paolo Savoldelli prologen foran Bradley McGee.

3. etape

De eksplosive puncheurs har al mulig grund til at glæde sig over årets rute. Efter deres indledende slag på 1. etape er der udsigt til en mulighed for revanche allerede to dage senere, når rytterne skal slutte på en endnu stejlere rampe, den frygtede Mur Saint-Roch i Houffalize. Modsat på førstedagen er ruten i sin helhed ikke så svær, men mod slutningen venter alligevel adskillige stigninger, der vil mørne benene inden finalen.

Etapen fører feltet over 182,7 km fra Arlon til Houffalize. Startbyen ligger i en flad del af regionen, og derfor er indledningen flad, mens man bevæger sig mod vest og siden nord op til den første spurt efter 55,5 km. Herefter er der mulighed for at varme benene på kategori 1-stigningen Cote Le Terme (2,6 km, 5,4%), der har top bare 1,4 km senere, inden det igen flader ud, mens man bevæger sig mod nordøst og nord forbi den anden spurt efter 74,5 km.

Efter at have passeret gennem Bastogne ændrer etapen karakter, når rytterne bevæger sig mod nord ind i mere kuperet terræn. Først gælder det kategori 2-stigningen Cote de Givroulle (1,4 km, 5,4), der har top efter 120 km, inden man kører ned til den sidste spurt, der er placeret efter 138,3 km. Herefter går det mod vest og sydvest over kategori 1-stigningen Cote de Merismenil (3,7 km, 5,8%) og Cot de Bonnerue (2,5 km, 6,1%), der har top efter hhv. 147,6 km og 157,6 km. Med 19,7 km igen rammer man rundstrækningen, hvilket betyder, at kategori 1-stigningen Mur Saint-Roch (1 km, 10,7%) forceres for første gang, når målstregen krydses efter 169,7 km. Herefter gælder det en omgang på den småkuperede 13 km lange runde, der ender med en ikke-teknisk nedkørsel uden sving, der fører ned til et sidste skarpt sving i bunden af den 1 km lange stigning, der fører direkte op til målet.

Dette er uden tvivl løbets hårdeste etape, og langt den vigtigste i kampen om den samlede sejr. Etapen som helhed er ikke specielt hård, men finalen er brutal og alt for hård for sprinterne. Den minder ganske meget om afslutningen på Mur de Huy i Fleche Wallonne, og selvom den ikke er helt lige så stejl, kan vi vente at se en fascinerende duel mellem de eksplosive ardennerspecialister, der normalt slås om sejren i den belgiske klassiker.

Houffalize var senest vært for et stort cykelløb i 2015, hvor Tim Wellens tog en solosejr på kongeetapen i Eneco Tour. I 2011 slog Joost Van Leijen en ung Greg Van Avermaet i en tomandsspurt i dette løb, mens Guido Trentin og Leif Hoste vandt etaper i hhv. 2005 og 2000.

Læs også

Tour-vinder vil tage revanche i Liege efter misset Fléche Wallonne-sejr

4. etape

Der er en vis sandsynligvis for, at sprinterne ikke har haft meget at komme efter i den første del af løbet, men de bør endelig får en chance på 4. etape, der er løbets nemmeste. Det betyder imidlertid ikke, at den er flad, idet der venter en kategori 2-stigning på den afsluttende rundstrækningen, men alt peger dog i retning af, at de hurtige folk skal slås om hæderen.

Etapen er med sine 164,1 km relativt kort og fører feltet fra hovedstaden Bruxelles til Profondeville. Første del af etapen går igennem helt fladt terræn først mod syd og siden sydvest forbi de to første indlagte spurter, der er placeret efter hhv. 46,8 km og 70,6 km. Herefter venter dagens sværeste udfordring, kategori 1-stigningen Cote de Peu d’Eau (3 km, 5,1%), der har top efter 91,9 km. Herfra fortætter man gennem hovedsageligt fladt terræn mod sydvest ned til etapens sydligste punkt. Til slut går det mod nord forbi den sidste spurt, der kommer efter 128,5 km, from mon Profondeville.

Efter 134,5 km rammer man den afsluttende rundstrækning, og 5 km senere krydses målstregen for første gang. Derefter afsluttes etapen med en omgang på den 24,6 km lange runde. Den starter hårdt med kategori 2-stigninge Col de la Charlerie (2,8 km, 4,3%), der har top, når der resterer 20,8 km. Herefter fortsætter det med at stige, inden en nedkørsel leder frem til endnu en bakke. Til slut går det ned mod finalen, hvor de sidste 3 km er stort set helt flade. Der er ingen skarpe sving på de sidste 5 km, hvor man følger en snoet vej med en blød kurve 500 m fra stregen.

Finalen er ganske vist ikke flad, men rundstrækningen er ikke for svær for de fleste af de sprintere, der er til start. Det er deres bedste mulighed for at spurte om en etapesejr, og derfor burde der være god interesse i at holde det samlet. Alt peger i retning af, at etapen skal afgøres i en massespurt.

Profondeville har ikke været vært for et stort cykelløb tidligere i dette årtusinde.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour of the Alps

5. etape

En af løbets nyere klassikere er finalen i Thuin, hvor man skal over den korte stejle Mur de Thuin i afslutningen. Den bruges til at afgøre løbet hvert andet år og har alle gange spillet en helt afgørende rolle i det samlede klassement. Det vil den utvivlsomt også gøre i år, hvor den igen giver en mulighed for at justere den samlede stilling, selvom den hårdere rute i år betyder, at den næppe bliver helt så afgørende som tidligere.

Etapen byder i alt på 182,6 km, der fører feltet fra Chievres til Thuin. Første del af etapen består af en næsten helt flad tur mod sydøst, hvor man efter ca. 60 km kommer meget tæt forbi målbyen Thuin. Herefter slår man en stor sløjfe mod syd gennem fladt terræn, hvor der venter en indlagt spurt efter 70,6 km og igen efter 95,6 km i det sydligste punkt. Herfra går det tilbage gennem fladt terræn mod nord, hvor den sidste spurt komme efter 141,4 km.

Det flade terræn for en ende, når man rammer rundstrækningen, der betyder, at man første gang skal op over Mur de Thuin (0,4 km, 6,8%) efter 157,6 km. 600 m senere krydser man målstregen, og etapen afsluttes nu med to omgange på den 12,2 km lange runde. Den er i alt væsentligt flad, men byder altså på den berømte mur i finalen. En nedkørsel uden tekniske udfordringer ender med 1500 m, og 500 m rammer man stigningen. På toppen er der et skarpt venstresving, og herefter bugter vejen let, mens det stiger svagt de sidste 600 m frem til stregen.

Etapen er allerede nu en klassiker, der er blevet benyttet flere gange, og historien viser, at der altid opstår små forskelle i finalen. Den er både blevet vundet af puncheurs som Greg Van Avermaet og klatrestærke sprintere som Danny Van Poppel og Matthew Goss, og det er igen den type ryttere, der kan ventes at slås om sejren. Der er mange af den type specialister til start, og interessen i at holde det samlet vil være stor, men det kan dog ikke udelukkes, at et udbrud kan holde hjem efter et løb, hvor der vil være større tidsforskelle end så ofte før.

Finalen i Thuin er som sagt blevet lidt af en klassiker, der hvert andet år afslutter løbet. I 2015 kørte Danny Van Poppel alene hjem med 3 sekunder ned til en lille gruppe, der blev anført af Philippe Gilbert og Matti Breschel. To år tidligere var Greg Van Avermaet også 3 sekunder hurtigere end de næste 3, Daniel Oss, Marco Marcato og Olivier Chevalier. I 2011 vandt Van Avermaet en spurt i en gruppe på 14 ryttere, mens Matthew Goss slog Pavel Brutt i en tomandsspurt i 2009. I 2007 vandt Giuseppe Pelumbo en spurt i en større gruppe.

Favoritterne

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

Årets rute er meget hårdere end vanligt, og det betyder, at det ikke er et år for sprinterne. De allerstærkeste af dem - her tænker vi specielt på Bryan Coquard og Tosh van der Sande - kan måske være med 1. og 5. etape, der ellers er bedst for puncheurs, men specielt på 1. etape er det usandsynligt. Det er dog helt sikkert, at Mur Saint-Roch på 3. etape er for hård, og her er det i stedet en sag for de rigtige ardennerspecialister og den type ryttere, der kan gøre sig gældende i Fleche Wallonne. De vil også være med fremme på 1. og 5. etape, og det er derfor sandsynligvis blandt disse ryttere, vi skal finde vinderen.

Læs også

Bora nærmer sig Visma-profil

Tredje etape vil klart være den mest afgørende, men første etape skal bestemt ikke undervurderes. Her er selve spurten måske ikke så hård som i Houffalize, men til gengæld kan en lille gruppe køre væk i den hårde finale og reelt lukke alle andre ude af kampen om den samlede sejr. Sekunder - og specielt bonussekunder - kan også vindes på sidste dag i Thuin, hvor de lidt lettere folk dog ikke har hel så gode chancer som tungere puncheurs. Anden og fjerde etape burde være en sag for sprinterne og vil næppe spille en rolle i klassementet.

Med udsigt til, at det er de bedste puncheurs, der skal slås om sejren, vil vi pege på Dylan Teuns som vores favorit. Belgieren har længe udmærket sig som et af verdens allerstørste ardennertalenter, men han har haft lidt svært ved for alvor at slå til på den professionelle scene. Det ændrede sig imidlertid i april, hvor han på imponerende vis kørte på podiet i Fleche Wallonne, og det betyder, at han er som skabt til finalen på 3. etape. Også den stejle finale på 1. etape burde være god for den talentfulde BMC-rytter, og dermed kan han køre med om sejren på de to vigtigste etaper. Han er ikke eksplosiv nok til at vinde i Thuin, men han burde være i stand til at forsvare sig. Som for alle andre er hans form ukendt, men er han på 100% bør han være den bedste i disse finaler. Han har et stærkt BMC-hold til at støtte sig, og derfor tror vi på Teuns som samlet vinder.

Hans værste rival kan meget vel vise sig at være stortalentet David Gaudu. Det kan godt være, at den unge franskmand af mange betragtes som ren klatrer, men han har faktisk et ganske godt punch også. Således angreb på Mur de Huy i sit første Fleche Wallonne, og der er næppe tvivl om, at han var endt i top 10, hvis han havde kørt mere konservativt. Dermed kan vi forvente, at han kan være med helt fremme på 3. etape, og heller ikke 1. etape er dårlig for ham. For ham gælder også, at han skal forsvare sig på 5. etape, men kan han vinde mindst en af de to sværeste etaper, er han i en fremragende position. Han har allerede vist, at han kan begå sig på højeste niveau, og det gør ham til en oplagt vinderkandidat.

Løbets store joker er Jonathan Hivert. Er franskmanden i form, er han skræddersyet til et løb som dette, men det er nærmest som et lotteri at finde ud af, hvordan han er kørende. På sine gode dage er han i stand til at vinde et løb som dette, men langt det meste af tiden er han langt fra sit bedste. Han har altid haft det svært i varmen, og derfor kan det meget vel ende med, at han slet ikke er i spil til noget som helst, men rammer han formen, er løbet godt for ham. Han viste klassen tidligere i år i Tour de Yorkshire, hvor han sluttede på podiet, og han er specialist i at spurte op ad bakken. 1. og 5. etape er fremragende for ham, men der er en risiko for, at 3. etape er lidt for hård. Kan han begrænse tabet, kan han imidlertid måske redde sig sejren i kraft af bonussekunder.

Veteranen Jelle Vanendert er ikke så stærk som tidligere, men han har i år faktisk kørt på et ganske fint niveau. Blandt andet blev han nummer 17 i Fleche Wallonne, og det er værd at huske på, at han tidligere har været på podiet i den belgiske klassiker. Hvis han er i form, er han derfor en naturlig kandidat til sejren på 3. etape, og også 1. etape er god for ham. Han mangler spurtstyrke til at begå sig på de øvrige etaper, men kan han vinde i Houffalize kan det sagtens være nok til den samlede sejr.

Xandro Meurisse er et af de store ardennertalenter. Han har allerede to gange været i top 10 i Tour of Britain og vundet kongeetapen i Dunkerque. Det vidner om, at han er stærk i dette terræn, og han har samtidig et fornuftigt punch, der gør ham i stand til at slås med de bedste i de finaler, der venter på 1., 3. og 5. etape. Han har været ramt af helbredsproblemer, men viste i Luxembourg, at han har, hvad der skal til for at begå sig i denne type løb.

Mauro Finetto kørte som altid meget stærkt i starten af sæsonen, men siden da har han været et stykke fra topformen. Om han har ramt den nu, er uklart, men på papiret bør han være i stand til at blande sig med de bedste i et løb som dette. Han er hurtigere end de fleste øvrige favoritter og har gode muligheder for at vinde både 1. og 5. etape. 3. etape kan vise sig at være en anelse for stejl for ham, men er han i storform bør han være i top 10, og det kan måske være nok til også at tage den samlede sejr.

Teuns er bestemt ikke BMCs eneste kort. Det amerikanske mandskab kan også satse på Loic Vliegen , der ligeledes er et stort talent i terræn som dette. Han er en anelse tungere, og derfor kan det vise sig, at finalen på 3. etape er lidt for stejl. Til gengæld er han hurtigere end sin holdkammerat, og han har derfor bedre muligheder i de lidt nemmere finaler på 1. og 5. etape.

Veranclassic stiller med en stærk duo i Alex Kirsch og Sebastien Delfosse. Kirsch har været på podiet i Luxembourg og er stærk i terræn som dette. Desværre frygtede vi, at 3. etape er lidt for stejl, men kan han begrænse tidstabet kan han til måske alligevel vinde ved at bruge sin hurtighed på 1. og 5. etape til at tage bonussekunder. Delfosse er knap så hurtig, men har til gengæld en bedre chance på 3. etape. Desværre er han ret ustabil. Holdet har også Maxime Vantomme, men vi tror, at 3. etape er lidt for hård for ham.

Læs også

Efter 13. etape i Touren: Sådan er klassementet på point

Kan Bryan Coquard vinde løbet? 3. etape er for svær, men måske kan han begrænse tidstabet. Umiddelbart burde 1. etape også være for vanskelig, men er han i storform kan det ikke udelukkes, at han kan sidde med. Han kan potentielt vinde 2., 3. og 5. etape og dermed score så mange bonussekunder, at han måske kan tage den samlede sejr. Da han er fransk EM-kaptajn, må formen formodes at være nogenlunde.

Katusha har Sven Erik Bystrøm, men 3. etape bør være for stejl for nordmanden. I stedet har Matvey Mamykin måske en chance. Han er ganske vist ikke eksplosiv og er mere ren klatrer, men bliver 1. og 3. etape meget hårde vil han være med fremme. Hans ustabilitet gør imidlertid, at man aldrig ved, hvad man skal forvente af russeren.

FDJ kan ud over Gaudu også satse på Anthony Roux, der med en podieplads i de canadiske klassikere sidste år viste, at han kan begå sig i dette terræn. 3. etape er for svær til, at han kan vinde, men 1. og 5. etape passer ham så fint, at han måske i kraft af bonussekunder kan ende langt fremme.

Endelig vil vi pege på Samuel Dumoulin, Toon Aerts, Kevin Ledanois og Franck Bonnamour. 1. og 3. etape bør være for svære for førstnævnte, men er han i storform, kan han måske alligevel sidde med til finalen på førstedagen. Lykkes det, kan han vinde etapen, og det samme kan han på 5. etape. Kan han sikre sig yderligere lidt bonussekunder undervejs, er en sejr måske mulig. Aerts er en af verdens bedste cykelcross-ryttere, der har vist sit potentiale i terræn som dette, Ledanois og Bonnamour er begge lovende talenter med deres force i netop denne type terræn.

OPDATERING: Der har været en del ændringer på startlisten. Vigtigst er det, at David Gaudu ikke stiller til start, men i stedet stiller FDJ med Odd Christian Eiking, der er en af favoritterne. Mauro Finetto stiller alligevel ikke til start, men det gør i stedet Alexandre Geniez, der også vil kunne begå sig i et løb som dette. Vi har opdateret favoritvurderingen.

***** Dylan Teuns

**** Odd Christian Eiking, Jonathan Hivert

*** Jelle Vanendert, Xandro Meurisse, Alexandre Geniez, Loic Vliegen

** Alex Kirsch, Sebastien Delfosse, Bryan Coquard, Matvey Mamykin, Huub Duijn, Anthony Roux, Samuel Dumoulin, Toon Aerts, Kevin Ledanois, Franck Bonnamour

* Sven Erik Bystrøm, Maxime Vantomme, Anthony Turgis, Sergey Lagutin, Eliot Lietaer, Thomas Sprengers, Jerome Baugnies, Juan Jose Lobato, Tosh van der Sande, Pim Ligthart, Stephane Rossetto, Gaetan Bille, Julien El Fares, Guillaume Levarlet, Lars van der Haar, Leo Vincent

Danskerne

Michael Mørkøv og Mads Würtz Schmidt er til start for Katusha. Mørkøv må ventes at være lead-out man for Baptiste Planckaert, hvis han kan overleve stigningerne på 2. og 4. etape. Würtz kan måske få lov at køre sin egen chance, men Katusha vil nok primært satse på Sven Erik Bystrøm, Matvey Mamykin og måske Viacheslav Kuznetsov, der har en fremragende historik i løbet (selvom årets rute nok er for svær for ham). Lasse Norman Hansen  er til start for Aqua Blue Sport og burde få masser af frihed til at gå i udbrud.