Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Følg os Nyhedsbrev VELOMIO

Optakt: Tour de Wallonie
27. juli 2018 20:25 af Emil AxelgaardFoto: Sirotti

Mens Tour de France-rytterne forbereder sig på de sidste slag, har en anden gruppe ryttere øjnene stift rettet mod den anden halvdel af sæsonen. For mange af disse tjener Tour de Wallonie som starten på sensommeren og efteråret, og det kuperede terræn samt de mange sprinterafgørelser gør det til god forberedelse til det hårde Clasica San Sebastian og sprinterklassikerne EuroEyes Cyclassics og GP Plouay, der er de første store mål for mange på denne tid af året.

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

 

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

 

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken - og endda den eneste - chance for disse ryttere. Med sin afslutning bare tre dage før den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, er løbet den perfekte mulighed for at genfinde løbsrytmen, inden der igen er vigtige WorldTour-point på spil.

 

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper afvikles i løbet af Tourens sidste weekend og får derfor ikke megen opmærksomhed. De tre sidste etaper afvikles imidlertid på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de sendes endda direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde tages der både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed, og rytternes ønske om at kunne bruge det som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

 

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det går langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 og fik dets nuværende navn to år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

 

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012 og 2014 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgave i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns vandt en sværere udgave i 2016. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015.

 

Sidste års udgave var den hårdest i mange år og bød på fremragende terræn for de eksplosive puncheurs. Det udnyttede en meget formstærk Dylan Teuns til at indlede en gylden måned, der gav i alt tre store etapeløbssejre. Med sejre på løbets to kongeetaper var den unge belgier i en klasse for sig og vandt med hele 43 sekunder ned til Tosh van der Sande og 54 sekunder ned til Benjamin Thomas, en uhørt stor margin i et løb, der normalt afgøres af få sekunder. BMC vender dog ikke tilbage for at forsvare titlen med Teuns, og heller ikke Thomas er med denne gang. Det er til gengæld van der Sande, der dog denne gang ligner en hjælper for Tim Wellens.

 

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller altid en afgørende rolle.

 

I 2016 var ruten relativt nem, mens man sidste år havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. I år er man gået i den modsatte grøft med en ganske let rute, der er langt mindre selektiv. Ganske vist kommer sprinterne kun i spil på 1. og 5. etape, hvoraf den sidste byder på noget for løbet så usædvanligt som pavéer på den afsluttende rundstrækning, mens klassikerspecialisterne skal slås om sejren på de tre midterste etaper. Ingen af disse har imidlertid mål på toppen af en stigning.

 

Størst forskel vil formentlig kunne gøres på mandagens kongeetape, der afsluttes med en 3 km lang stigning og en lynhurtig nedkørsel. 2. og 4. etape er knap så selektive, men har dog eksplosive finaler med bakker meget tæt på stregen. Søndag skal rytterne klatre op ad den klassiske stigning til citadellet i Namur med 4 km til mål, inden en teknisk nedkørsel leder ned i byens centrum, og tirsdag bydes der på to korte bakker i en hektisk finale, der dog slutter fladt.

 

 

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, men den trend blev brudt i sidste års uhørt hårde udgave. I år vender man imidlertid tilbage til en mere traditionel åbning, og med en for løbet sjælden flad etape er der lagt op til at de hurtige folk skal spurte om løbets første førertrøje. Løbet får dog et for området utraditionelt touch af en flamsk klassiker, da to pavéer på den sidste rundstrækning måske kan skabe lidt drama.

 

I alt skal der tilbagelægges 193,4 km mellem La Louviere og Les Bons Villers. Fra start kører man stik vest igennem helt fladt terræn helt frem til grænsen til Frankrig. Lige inden man kører ind i nabolandet, drjer man mod nord for at køre op til den første spurt, der kommer efter 60,4 km. Herefter går det i en østlig retning igennem tilsvarende fladt terræn, indtil man efter 102,2 km kan teste benene på kategori 2.stigningen Cote d’Henripont (3,2 km, 2,6%), inden man igennem fladt terræn fortsætter mod vest frem mod målbyen.

 

Efter 137,4 km rammer man den afsluttende rundstrækning. Kort efter skal man første gang henover den meget svære 3500 m lange pavé Rue de l’Abbaye, og efter 146,1 km følger dagens anden spurt. Efter 154,9 km krydses målstregen for første gang, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 38,5 km lange runde, der er næsten helt flad. Udfordringen er de to pavéer, hvoraf den første kommer lige efter målstregen, er 400 m lang og ganske let. Langt sværere er Rue de l’Abbaye, der denne gang tackles i fuld længde på 5 km og indledes bare 18,5 km fra stregen. Herefter går det igennem fladt terræn frem til en halvteknisk finale, hvor der på de sidste 2 4 km er sving med hhv. 1500 og 1200 m igen.

 

Etapen byder på i alt 1208 højdemeter.

 

På papiret ligner det en sag for sprinterne, men brostensstykket kan skabe splittelse. I løbsbogen er det ikke velbeskrevet, men den vanligvis velinformerede hjemmeside La Flamme Rouge giver det fem af fem stjerner i sværhedsgrad. Det er samtidig hele 5 km langt, og særligt hvis det er dårligt vejr, kan det rive feltet i stykker. Et succesfuldt angreb er usandsynligt, men det kan give anledning til en reduceret massespurt i stedet for en stor kamp i et helt felt.

 

Les Bons Villers har ikke tidligere været målby for et stort cykelløb i dette årtusinde.

 

 

 

2. etape

Efter den relativt flade indledning tager løbet fat søndag, når det på 2. etape gælder en etape, der i langt højere grad er typisk for løbet. Der venter nemlig utallige mindre stigninger på turen frem mod den klassiske cykelby Namur, hvor man som altid skal op ad den velkendte stigning til citadellet, men modsat mange andre løb med mål i byen, er der denne gang ikke mål på toppen, hvilket åbner løbet op for flere forskellige udfald.

 

I alt skal der tilbagelægges 167,2 km mellem Villers-la-Ville og Namur. Startbyen ligger nord for Ardennerne, og derfor er den første del relativt let, når man igennem fladt terræn kører mod syd og siden snor sig mod øst forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 16,3 og 29,3 km. Herefter drejer man mod sydøst og syd for at køre ned mod stigningerne, der melder sig, når man efter 61,1 km, når toppen af kategori 1-stigningen Cote de Tneuchamps (1,4 km, 7,7%). Herfra går det videre mod sydvest og syd frem til den meget stejle kategori 1-stigningen Fond de Lustin (1,8 km, 9,9%), der har top efter 78,2 km og er dagens sværeste stigning.

 

Det fortsætter med at gå op og ned, mens man kører ned til det sydligste punkt, hvor man drejer mod nordvest for at tage hul på kategori 2-stigningen Cote de Warnant (5,2 km, 3,3%), hvis top nås efter 94,8 km. Kort efter melder kategori 2-stigningen Cote de Bessine (2,5 km, 3,5%) med top efter 103,6 km sig, hvorefter det flader lidt ud, mens man fortsætter mod nordvest og siden øst frem til den sidste spurt, der kommer efter 117,6 k i bunden af kategori 2-stigningen Cote de la Navinne (2,7 km, 4,8%), der har top efter 121,0 km.

 

Bare 900 m senere rammer man den afsluttende rundstrækning i området syd for Namur, og man fortsætter her mod øst, inden man drejer mod nord for at køre ind i centrum. Her skal man fort første gang op over den legendariske kategori 2-stigning Cote de la Citadelle de Namur (2 km, 5,6%), hvis top rundes efter 128,9 km., inden man følger den tekniske nedkørsel ned mod mål. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 34,4 km lange runde, der indledes fladt ved, at man kører langs en flod mod syd. Herefter drejer man mod vest for at køre op ad kategori 2-stigningen Tienne aux Pierres (3 km, 5,7%), der har top med 18,7 km. Den følgende del fører mod nord via to nedkørsler adskilt af en lille bakke, inden man igen kører langs floden ind til Namur. Her skal man for anden og sidste gang klatre op til citadellet, først via 1500 m med 3-4% og siden med 700 m med 7,5%. Fra toppen af brostensbakken resterer bare 4 km, der går via en teknisk nedkørsel og til slut via 1500 flade meter. Finalen er teknisk med fire skarpe sving loge efter afslutningen på nedkørslen og yderligere tre skarpe sving på den sidste kilometer, det sidste med bare 200 m igen, inden vejen buer ind på opløbsstrækningen.

 

Etapen har i alt 1767 højdemeter.

 

Dette er en klassisk Tour de Wallonie-etape, og det betyder, at profilerne ofte ser lidt vanskeligere ud, end de er. Der er ikke voldsomt mange højdemeter på programmet, men finalen er tilstrækkeligt svær til, at den er for puncheurs. Bakken til citadellet er velkendt fra GP de Wallonie, hvor det oftest er ardennerspecialister, der slås om sejren. En relativt tung rytter som Jens Debusschere har dog også vundet på bakken, og derfor kan stærke sprintere også være med i kampen om sejren, ikke mindst fordi der ikke er mål på toppen. Uanset hvad er der lagt op til en aggressiv finale, hvor vi vil få den første ide om, hvem der kan vinde løbet.

 

Namur var senest målby i 2015, hvor Philippe Gilbert spurtede sig til sejr på toppen af bakken op til citadellet. Det samme gjorde Paolo Bettini i 2008, mens Alberto Ongarato var bedst i 2005 og Johan Museeuw i 2002. I 2006 lagde Giroen vejen forbi, og her spurtede Stefan Schumacher sig til sejr og førertrøje på bakken. I 2004 var Touren på besøg, og her vandt Robbie McEwen en massespurt. Derudover slutter GP de Wallonie altid på bakken, og det er i de senere år blevet vundet af hhv. Tim Wellens, Tony Gallopin, Jens Debusschere, Greg Van Avermaet, Jan Bakelants, Julien Simon og Philippe Gilbert.

 

 

 

3. etape

Efter den første lille klassementstest er det mandag tid til kongeetapen, når rytterne kastes ud i en knaldhård etape med mål i ardennerbyen La Roche-en-Ardenne. Her slutter løbet nemlig med en omgang på en ganske svær rundstrækning med to stigninger, og selvom der ikke er mål på toppen, er det en stor chance for puncheurs og klassikerspecialister til at tage et stort skridt mod den samlede sejr.

 

I alt skal der tilbagelægges 169,2 km mellem Chimay og La Roche-en-Ardenne. Starten går i området vest for Ardennerne, og indledningen er derfor let, mens man kører gennem fladt terræn mod øst. Herefter bliver det mere kuperet, mens man kører mod nordøst op over kategori 2-stigningen Cote de la Mazée (1 km, 5,8%) med top efter 37,9 km og siden kategori 1-stigningen Cote des 4 Chemins (2 km, 7,5%) med top efter 56,7 km. Herefter følger en flad midtersektion, hvor man kører stik øst forbi de tre spurter, der kommer efter hhv. 60,3 km, 72,5 km og 94,3 km. Herefter kører man mod nordøst frem mod Ardennerne.

 

Finalen starter, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Ny (3,4 km, 2,6%), der har top efter 122 km. Kort efter følger kategori 2-stigningen Cote de Trinal (0,7 km, 4%) med top efter 127, 4km, inden man kører ned til rundstrækningen, der rammes efter 140,4 km. Bare 400 m senere krydser man stregen for første gang.

 

Etapen afsluttes nu med omgang på den 28,4 km lange runde, der ligger i området øst for målbyen. Fra start kører man mod nordøst og øst op ad den lange kategori 1-stigning Cote de Samree (8,9 km, 3.8%), der har top med 19,4 km igen. Herefter går det via en nedkørsel mod syd og sydvest ned til bunden af kategori 1-stigningen Cote du Pied Monté (2,7 km, 6,8%), der er dagens sværeste udfordring. Toppen rundes med bare 6,9 km igen, hvorefter det via et par små bakker og en hurtig og let nedkørsel går mod sydvest og nordvest frem til målet. Det går nedad hele vejen frem til stregen, og vejen byder kun på de sidste 3 km på nogle ganske bløde kurver, inden der på de sidste 500 m kommer nogle tætte sving lige i rap umiddelbart inden stregen.

 

Etapen byder på i alt 2304 højdemeter.

 

De to afsluttende etaper er ikke voldsomt svære, så dette er den store chance for klatrerne og de eksplosive puncheurs til at vinde tid. Det meste af etapen er relativt let, men rundstrækningen er svær nok til, at der kan gøres forskelle. Det skal ske på den sidste stigning, der er klart den sværeste, og selvom der ikke er mål på toppen, betyder den lynhurtige nedkørsel, at første mand i bjergspurten har gode chance for også at vinde. Om stigningen er svær nok til, at man kan køre alene hjem, afhænger meget af vinden, og det kan derfor også ende i en spurt i en gruppe af gode ardennerryttere.

 

La Roche-en-Ardenne var vært for de belgiske mesterskaber, hvor Stijn Devolder lidt overraskende tog sin sidste store sejr på en ganske hård klatrerute.

 

 

 

4. etape

Årets Tour de Wallonie hører ingenlunde til de vanskeligste i løbets historie, og det afspejles fint af de sidste to etaper, der meget vel kan ende i massespurter. Skal klassementsrytterne forsøge sig, skal det ske på tirsdagens næstsidste etape, er med tre korte bakker i finalen giver mulighed for angreb, og selvom de ikke ligner de sværeste udfordringer, er det ikke umuligt, at en stærk puncheur kan vinde lidt tid med et veltimet angreb.

 

I alt skal der tilbagelægges 161,4 km mellem Malmedy og Herstal. Allerede starten er knalhård, fordi rytterne lægger ud med at køre mod syd og øst via en ikke-kategoriseret bakke, inden det flader ud, mens man kører mod øst. Herefter drejer man mod nord for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Wirtzfeld (2 km, 4%), der har top efter 20,2 km, inden let kuperet terræn fører mod nordvest, vest og nord frem til den lange kategori 1-stigning Cote Grande Croix de Sourbrodt (5,7 km 2,9%), hvis top rundes efter 43,7 km. 1200 m senere kommer den første spurt, og derefter fører en lang nedkørsel mod nordvest og nord ned til den anden spurt, der kommer efter 64,8 km. Etapen byder nu på let kuperet terræn, mens man kører mod nord og siden sydvest frem til kategori 2-stigningen Cote de Chauwassis (2 km, 4,9%), der har top efter 110,5 km. Herfra kører man mod nordvest frem til den sidste spurt, der kommer efter 124,9 km.

 

Finalen indledes, når man efter 127,1 km rammer den afsluttende rundstrækning. Stort set med det samme, skal man nemlig første gang over de to kategori 2-stigninger Cote de Vivegnis (1,4 km, 5%) 130,7 155,7 og Cote de l’Abbaye (1 km, 5,4%), der har top efter hhv. 130,7 og 133 km, inden man efter 136,4 km krydser stregen for første omgang. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 25 km lange runde, der ligger øst for målbyen. Fra start kører man gennem fladt og faldende terræn mod sydøst og nordøst frem til den korte, men meget stejle kategori 1-stigningen Cote de la Vieille Voie (0,8 km, 12,5), der har top med 12,9 km igen. Efter en nedkørsel og et kort fladt stykke gælder det igen de to stigninger Cote de Vivegnis (1,4 km, 5%) 130,7 155,7 og Cote de l’Abbaye (1 km, 5,4%), der kommer lige i rap med top hhv. 5,7 og 3,4 km fra stregen. Herefter flader det ud over de sidste 3km, der byder på skarpe sving hhv. 2300, 2200, 900 og 300 m fra mål.

 

Etapen byder på i alt 1895 højdemeter.

 

Etapen er sidste chance for at gøre en forskel, og da finalen ikke er den samme, som da man senest besøgte Herstal i 2016, er det svært at vide, hvad man skal forvente. Den stejle stigning vil kunne skabe en vis udskilning, men det bliver svært at køre væk allerede her. Den bør dog være nok til at eliminere sprinterne, og derefter vil det være op til klassikerrytterne og klassementsrytterne at slås om sejren på de to sidste bakker, der dog kan vise sig at være for lette til at gøre den store forskel.

 

Herstal var senest målby i 2016, hvor Matteo Trentin vandt en reduceret massespurt i byen. I 2010 slog en ung Ben Hermans Stijn Devolder i en duel på sidste etape af Belgien Rundt.

 

 

 

5. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, men i år brydes traditionen. Denne gang lægges der i stedet op til en sag for sprinterne på en af løbets letteste dage, og det ser derfor ud til, at de hurtige folk skal have det sidste ord, hvis ikke vinden spiller feltet et puds.

 

I alt skal der tilbagelægges 187,5 km mellem Huy og Waremme. Første del af etapen består af en stor sløjfe gennem Ardennerne i området syd for Huy, og man lægger ud med at køre mod sydvest og nordvest frem til den fra Fleche Wallonne kendte kategori 2-stigning Cote d’Ereffe (2,4 km, 5,2%), der har top efter 18,1 km. Herfra går det igennem let kuperet terræn mod sydvest og sydøst ned til det sydligste punkt. Herfra snor man sig mod øst henover kategori 1-stigningen Cote sur les Tiennes (1,5 km, 6,1%), der har top efter 67,4 km, inden terrænet flader ud, mens man kører mod øst og nordøst forbi de to første spurter, der kommer efter hhv. 75,5 og 101,8 km.

 

Efter spurten drejer man mon nordvest for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Mont (3,1 km, 4,7%, der har top efter 113,9 km, inden det går gennem let kuperet terræn mod nordvest frem til den sidste spurt, der er placeret efter 127,1 km. Herfra kører man tæt på forbi Huy mod nordvest frem kategori 1-stigningen Mur d’Amay (1,6 km, 6,9%), der har top efter 139,5 km. I år er den løbets sidste stigning, for herefter er det stort set helt fladt. Det går mod nord frem til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 153 km, inden man 5,7 km senere krydser stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 28,8 km lange runde i området sydøst for Waremme. Den er flad og uden mange sving. Det sidste af disse kommer med mere end 5 km til stregen, hvorefter en lang, lige, flad vej leder frem til mål.

 

Etapen byder på i alt 1803 højdemeter.

 

Med næsten 50 km fra toppen af sidste stigning virker det stærkt usandsynligt, at etapen kan bruges til angreb. Der må til gengæld være en masse sultne sprintere i løbet, og de vil være opsatte på at gå efter en af deres to muligheder, inden løbet slutter. Vinden kan komme i spil, men alt peger på, at løbet skal afsluttes med en massespurt.

 

Waremme var senest vært for løbet i 2014, hvor Tom Van Asbroeck vandt en massespurt i byen.

 

 

 

Favoritterne

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

 

Lettere bliver det ikke af, at årets rute er ret vanskelig at læse. Sidste år betød to afslutninger på stejle mure, at det var lettere at pege på de rene specialister, men nu er det hele langt mere åbent. Den ekstreme varme lægger sig heldigvis inden starten, og vi burde holde os under 30 grader. Der vil ikke være megen vind, og derfor vil det være stigningerne, der skal gøre forskellen.

 

Pavéerne på 1. etape skabe ren smule usikkerhed om, hvor førstedagen er, men som udgangspunkt må man forvente, at 1. og 5. etape er for sprinterne. Dermed skal klassementet afgøres på de tre midterste etaper. Af disse er det klart 3. etape, der har den vanskeligste finale, og selvom der ikke er mål på toppen, betyder den lynhurtige nedkørsel, at det vil være muligt at køre alene hjem. Finalen er dog ikke voldsomt svær, og det kan sagtens ende i en spurt i en mindre gruppe, hvilket gør bonussekunder vigtige.

 

Det samme er tilfældet på 2. etape, hvor stigningen til citadellet i Namur ikke er voldsomt svær. Vi ved fra GP de Wallonie, at man sagtens kan køre væk, og den tekniske nedkørsel kan også bruges aktivt. Jens Debusschere har imidlertid også vundet på stigningen, så det kan sagtens ende i en spurt i en mindre gruppe. Det samme kan blive tilfældet på 4. etape, hvor de sidste bakker ikke er de sværeste, men det kan ikke udelukkes, at en god puncheur kan køre væk, især hvis der skabes udskilning på den stejle mur lidt tidligere på etapen.

 

Med andre ord er det som altid et løb for puncheurs, der er gode på korte stigninger, men en god spurt er bestemt også en fordel i et løb, hvor bonussekunder kan være vigtige.

 

Feltet byder på en del ryttere, der er gode i dette terræn, men ét navn skiller sig ud som det i særklasse stærkeste. I 2017 og 2018 har Tim Wellens været ustoppelig på bakker som disse, og særligt i efteråret og i årets første måneder kørte han som en motorcykel. Særligt magtdemonstrationen i GP de Wallonie sidste år og den samlede sejr i Ruta del Sol og Tour of Guangxi viser hans høje klasse, og der er ingen tvivl om, at han på papiret er løbets store favorit, især fordi han også har en god spurt. Problemet er bare, at Wellens er enormt ustabil, og især efter en lang løbspause kan han være helt umulig at forudse. Endnu værre bliver det af, at han hader varme og sjældent præsterer om sommeren. Derfor kan han sagtens ende løbet som en stor fiasko. Han har dog gjort så store fremskridt i de seneste to år, hvor han også er blevet mere forudsigelig, at det er umuligt at komme udenom, at Wellens burde være den klart stærkest i dette løb. Derfor er han vores favorit.

 

Løbets næstbedste rytter i dette terræn er Rui Costa, der som bekendt blandt andet flere gange har kørt med om sejren i Liege-Bastogne-Liege. Også han har punch på korte stigninger og en god spurt, men ligesom for Wellens gælder, at der er store spørgsmålstegn ved hans form. Han missede nemlig Touren med en knæskade, og derfor ved vi reelt ikke, om han er kommet sig. Modstanden her er dog ikke skræmmende, og Costa viste efter et skuffende forår med fantastisk kørsel i bjergene i Romandiet, at han måske er på vej til at genfinde fordums styrke. Faktisk har Costa tradition for at køre stærkt i efteråret. Hæmmer knæskaden ham ikke for voldsomt, kan han sagtens vinde dette løb.

 

Anthony Roux gør debut i sin franske mesterskabstrøje, og han må være topmotiveret til at vise sig frem efter en fantastisk juni måned, hvor han både vandt en etape i Route l’Occitanie og blev national mester i et vanvittigt flot løb. Desværre har heller ikke han kørt løb i en måned, og da han er notorisk kendt for sin ustabilitet, ved man aldrig, hvor man har ham. Selvtilliden og motivationen kan imidlertid intet fejle, og han er som skabt til dette løb. Han kan næppe køre alene væk på stigningerne, men kan han hænge på, kan han gøre brug af sin gode spurt og derved sikre sig værdifulde bonussekunder.

 

Egentlig burde dette ikke være det bedste løb for Enric Mas, der mere er en ren klatrer end en eksplosiv puncheur. I et felt uden alt for mange specialister burde det spanske supertalent dog kunne gøre sig gældende, ikke mindst fordi han på 5. etape af Tour de Suisse viste, at han faktisk ikke er helt uden punch. Der er ingen tvivl om, at han er en af løbets allerbedste på stigningerne, men hans form kan være usikker, da han bygger op frem mod Vueltaen. Derfor mangler han nok stadig en del, men er han kørende, kan han med en solosejr på 3. etape også vinde samlet. Til gengæld skal han køre alene for at tage den samlede sejr,

 

I et æøb fuld af lottokuponer er Odd Christian Eiking en af dem. Det er svært at stole på nordmanden, der kan være skiftevis flyvende og skuffende, men noget tyder på, at han faktisk er i ganske god form. Han kom i hvert fald fra det knaldhårde Østrig Rundt med hele tre top 5-placeringer, og var han ikke ramt af sygdom midtvejs, kunne det være blevet til endnu mere. Dette terræn er skabt til den eksplosive nordmand, der generelt har gjort store fremskridt siden skiftet til Wanty, og da han også har en ganske glimrende spurt, har han alle forudsætninger for at gøre det godt her.

 

Pieter Serry er som regel en anonym hjælper blandt de mange Quick-Step-stjerner, men måske er dette en chance for at køre for sig selv. Mas burde i hvert fald ikke være klar kaptajn, og Serry burde derfor fp lov at se, hvad det rækker til. Han var dybt imponerende i dette forår, og selvom han ikke siden har fundet de samme ben, bliver han ganske spændende at følge efter en lang pause. Han er god i terræn som dette, har en god spurt og er del af et stærkt hold, der kan angribe på skift. Holdets øvrige kandidater tæller især Jhonatan Narvaez, der burde være god i dette terræn, men har været en stor skuffelse gennem hele året, samt de stærke Kasper Asgreen og Remi Cavagna, der klatrer godt i terræn som dette og måske kan udnytte deres råstyrke og manglen på kontrol til at angribe fra distancen.

 

En meget spændende kandidat er Valentin Madouas. Det franske supertalent lagde flyvende fra land i februar og marts, hvor han blandt andet kørte et flot Strade Bianche. Siden har det knebet betydeligt mere, men han har dog blandt andet med en fjerdeplads på kongeetapen i Dunkerque vist potentialet. Har han igen de ben, der gav ham en andenplads i det hårde Paris-Camembert, har han i hvert fald et stort potentiale i dette terræn, da han både har punch og kan spurte.

 

På listen over ustabile ryttere finder vi også Jerome Baugnies. I juni måned kørte han imidlertid som en motorcykel i de fleste løb, og derfor kan der være håb om, at han faktisk er i form nu. Det blev ganske vist kun til en enkelt sejr, men Baugnies var i offensiven næsten overalt og var brølstærk. Stigningerne her kan være lidt for lange, men med sin gode spurt og en ikke alt for svær rute er dette et godt løb for ham,-

 

 

Løbets joker er Jonathan Hivert. Hans navn står skrevet i flammeskrift på hele ruten, men historien viser med al tydelighed, at man aldrig skal satse på Hivert om sommeren. Han hader varme, og derfor undgår han som regel løbsaktivitet på denne tid af året. De høje temperaturer taler derfor ikke til hans fordel, og da han ikke har haft diamanter i benene på det seneste, har vi ikke den store tiltro til ham. Da han ikke har kørt løb længe, ved vi dog ikke, hvor han står, og på en rute som denne kan han sagtens vinde, hvis han mod forventning har de samme ben som i foråret, hvor han blandt andet vandt en etape i Paris-Nice.

 

Wantys tredje kort ud over Baugnies og Eiking er Xandro Meurisse. Normalt ville han være det mest oplagte bud, for ruten her passer perfekt til den stærke belgier, der blandt andet i Luxembourg og England har vist, at han er fremragende i dette terræn. Han har punch og kan spurte, men hans form er usikker. Han droppede nemlig Touren for at tage sig god tid til at blive far, og hvor meget babysitningen har kostet på træningsfronten er så usikkert, at vi slet ikke ved, hvor han står.

 

Quentin Pacher er et eksempel på en rytter, der med slid bare bliver bedre og bedre. Selvom et styrt i Fleche Wallonne satte ham tilbage, har han kørt en flot sæson, der kulminerede med en etapesejr i bjergene i Tour de Savoie Mont Blanc. Dette terræn er godt for en halvhurtig puncheur som ham, og han synes modsat mange andre i dette løb altid at være i god form. Om hans topniveau er godt nok til at vinde, er mere usikkert.

 

Er det endelig på tide, at Alexandr Riabushenko får sit gennembrud? Det er ellers ikke meget, vi har set til vinderen af U23-udgaven af Il Lombardia, selvom han spurtede sig til en 2. plads i Baskerlandet Rundt. Normalt er det eller si præcis dette terræn, han gør sig, og med den gode spurt har han et fremragende våben. Med Costa ude af form kunne dette være en chance for at vise sig frem, men ligesom for de fleste andre er hans form usikker. For UAEs Fabio Aru handler det nok mest om at finde benene i et løb, der ikke passer ham, og heller ikke Simone Petilli, der ellers klatrer godt, burde være i top på en eksplosiv rute.

 

Aqua Blue Sport har en meget spændende duo i Eddie Dunbar og Michel Kreder. Dunbar imponerede alle på kongeetapen i Tour de Yorkshire, hvor han måske endda var stærkeste mand, og han kørte senere med om sejren også på kongeetapen i Belgium Tour. Siden da har der været mere stille om ham, men efter at have gennemført Tour de Suisse kan han meget vel være endnu stærke nu. I hvert fald passer dette løb ham perfekt. Kreder har efter en svær tid endelig vist noget form og kørte nogle gode etaper i Østrig. Han er hurtig og stærk på korte bakker, og selvom topniveauet næppe rækker til at vinde, passer ruten ham perfekt. For klatreren Stefan Denifl samt for Larry Warbasse er løbet dog nok lidt for eksplosivt.

 

En anden joker er Jhonatan Restrepo. Colombianeren har ikke kunnet træde en bule i en blød hat siden starten af 2017, men dengang var han til gengæld flyvende. På papiret passer ruten her fremragende til ham, da han har en dødbringende spurt og er stærk på korte bakker. Problemet er bare, at det er svært at være alt for optimistisk på vegne af en mand, der intet har præsteret i en evighed. Lad os håbe, at det vender her.

 

Egentlig burde dette også være et perfekt løb for Alex Kirsch, der både har punch og kan spurte. Desværre har han ikke været ved fordums styrke, og det endelige bevis kom, da det for første gang i en evighed ikke lykkedes ham at præstere i Tour de Luxembourg. Derfor er det svært at være alt for optimistisk på hans vegne, men det ændrer ikke på, at han tidligere har vist evnerne, der gør ham i stand til at køre med om sejren i dette løb.

 

Endelig er der et par spændende kandidater i altid solide Huub Duijn, holdbare Tosh van der Sande, halvhurtige Thomas Sprengers, ligeledes hurtige Sean De Bie, for hvem ruten dog nok bliver lidt for hård, talentfulde Patrick Müller, den holdbare sprinter Justin Jules samt de spændende cykelcrossryttere Quinten Hermans og Toon Aerts, der har gjort det godt på landevejen i kuperet terræn.

 

OPDATERING: Rui Costa, Sean De Bie, Xandro Meurisse og Sean De Bie stiller alligevel ikke til start.

 

***** Tim Wellens

**** Anthony Roux, Enric Mas

*** Odd Christian Eiking, Pieter Serry, Valentin Madouas, Jerome Baugnies, Jonathan Hivert

** Quentin Pacher, Alexandr Riabushenko, Eddie Dunbar, Michel Kreder, Jhonatan Narvaez, Jhonatan Restrepo, Alex Kirsch, Huub Duijn, Thomas Sprengers, Tosh van der Sande, Stefan Denifl

* Fabio Aru, Simone Petilli, Larry Warbasse, Quinten Hermans, Toon Aerts, Kasper Asgreen, Remi Cavagna, Nick van der Lijke, Maxime Monfort, Seabstien Delfosse, Frederik Backaert, Maxime Vantomme, Amanuel Ghebreigzabhier, Julien Antomarchi, Viacheslav Kuznetsov, Dorian Godon, Jeroen Merijers, Martijn Budding, Piet Allegaert

 

Danskerne

Kasper Asgreen er til start for Quick-Step og burde faktisk kunne gøre det ganske fint i et let kuperet løb som dette - især fordi belgierne ikke stiller med en klar kaptajn. Mads Würtz Schmidt er med hos Katusha, der heller ikke har en oplagt leder, og selvom det nok bliver lidt for hårdt, kan også han gøre det pænt

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-Merida

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

BMC Racing Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Quick-Step Floors

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Dimension Data

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team EF Education First-Drapac

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Katusha Alpecin

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team LottoNL-Jumbo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sky

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig.

Glemt kodeord?

Opret bruger