Optakt med etapevinderbud: Tour de Wallonie

Løbets rolle og historie

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken - og endda indtil i år, hvor Adriatica Ionica Race er blevet rykket, den eneste - chance for disse ryttere. Med sin afslutning bare tre dage før den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, og fire dage inden RideLondon Classic er løbet den perfekte mulighed for at genfinde løbsrytmen, inden der igen er vigtige WorldTour-point på spil.

Læs også

Optakt: 1. etape af Tour de Romandie

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper afvikles i løbet af Tourens sidste weekend og får derfor ikke megen opmærksomhed. De tre sidste etaper afvikles imidlertid på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de sendes endda direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde tages der både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed og rytternes ønske om at kunne bruge det som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det får langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 og fik dets nuværende navn tre år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012 og 2014 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgaver i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns og Dylan Teuns vandt sværere udgaver i hhv. 2016 og 2018. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015,

Sidste års udgave var en af de lettere, men det blev alligevel vundet af en puncheur. I et knivskarpt opgør på bonussekunder lykkedes det i kraft af en etapesejr på den sværeste etape for Tim Wellens at vinde i kraft af bedre etapeplaceringer end crossrytteren Quinten Hermans, der fik sit gennembrud på landevejen med etapesejr og samlet 2. plads, mens Pieter Serry var 7 sekunder efter som nr. 3. Wellens kører i år Tour og forsvarer derfor ikke sin titel, og Serrys Deceuninck-mandskab har valgt løbet helt fra. Til gengæld er Hermans klar til at forsøge at følge op på sidste års fremragende præstation.

Ruten

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller altid en afgørende rolle.

I 2016 og 2018 var ruterne relativt nemme, mens man i 2017 havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. Sidste år lykkedes det trods den lette rute alligevel for Tim Wellens at sejre med det yderste af neglene, og det viser, at rutens karakter kan gøre løbet åbent for flere ryttertyper.

I år synes ruten at være en mellemting. Den er ikke nær så vanskelig som i 2017, men modsat sidste år har vi denne gang faktisk en puncheuretape med mål på toppen af en bakke. Den kommer på 2. etape, der med sin finale på en 1,8 km lang - dog ikke alt for stejl - stigning er en nøgledag for klassementet. De eksplosive folk kan også de frem til, at løbet i år atter afsluttes med den eksplosive finale på Mur de Thuin, hvor folk som Teuns og Van Avermaet har vist, at man kan gøre små forskelle.

Jokeretapen kommer om mandagen. Her er der en ret stejl stigning i finalen, men selve afslutningen er flad, og derfor kan det ende både i en reduceret massespurt eller med succesrige angreb. Sprinterne burde komme til fadet på 1. etape, hvor man bevæger sig ind i Flandern for at ramme et par flamske hellingen, men hvor sidste del er flad som en pandekage. Sprinterne bør også kunne øjne muligheder på 4. etape, der nok har en del højdemeter, men slutter relativt lidt. Samlet set er der med andre ord tale om et klassisk Tour de Wallonie med plads til både rigtige og hårdføre sprinter samt ardennerspecialister og puncheurs.

Læs også

Van Aert tilbage på cyklen - Visma teaser for flere nyheder

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, og i de eneste år er den tradition kun blevet brudt i den uhørt hårde udgave i 2017. Denne gang lægger man ud med en usædvanligt let etape, der endda har et touch af flamsk klassiker over sig, når man undervejs skal over de kendte Kruisberg og Knokteberg. Det hele slutter god pandekagefladt, hvorfor de er lagt op til massespurt i Dottignies.

I alt skal der tilbagelægges 186,4 km, der fører feltet fra Le Roeulx til Dottignies. Fra start kører man via en nedkørsel mod vest, inden man fortsætter videre mod vest og nordvest igennem fladt terræn. Efter 32,5 km passerer man den første spurt, inden man senere drejer mod vest for at køre frem til den anden spurt, der kommer efter 64,6 km i udkanten af Tournai. Her drejer man mod nordøst og øst for at køre op til bakkerne i den svære midterfase.

På det følgende stykke køller man sig rundt i bakkerne, mens man generelt kører mod nordvest. Først skal man over kategori 2-stigningen Cote du Saule Pendu (1,1 km, 5,4%), efter 83,7 km, siden kategori 2-stigningen Hameau des Papins (0,6 km, 10,8%) efter 96,7 km, kategori 2-stigningen Cote du Bourliquet (2,1 km, 4,1%) efter 105,7 km og slutteligt den brostensbelagte kategori 2-stigning Cote du Beau Site (1,7 km, 5%) efter 110,6 km. Her kører man ind i Flandern for at passere igennem Ronse, hvor man skal over den brostensbelagte kategori 2-stigning Kruisberg (0,9 km, 5,4%) efter 118.7 km og siden kategori 2-stigningen Knokteberg (2,2 km, 4,3%) efter 128,9 km, inden man vender rundt for at passere kategori 2-stigningen Cote du Mont-de-Lenclus (1,5 km, 5,2%), der har top efter 126,4 km og leder tilbage til Vallonien.

Herefter er det slut med bakkerne. Fladt terræn fører mod sydvest ned til rundstrækningen, der rammes efter 149,4 km, og 3,6 km senere krydser man stregen for første gang. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 33,4 km lange runde, der er helt flad og fører feltet mod syd igennem en teknisk fase ned til den sidste spurt, der kommer efter 169,1 km, inden man ad en lang, lige vej kører mod nord tilbage til Dottignies. Den lange vej afbrydes af et sidste sving med 3,7 km, hvorefter det går direkte ind mod mål ad en flad vej, idet den sidste km dog er let stigende.

Etapen byder på i alt 1279 højdemeter.

Vinden er sjældent et tema i Tour de Wallonie, og derfor kunne det se ud til, at det igen er en massespurt, der skal skyde festen i gang. Ganske vist er der undervejs flere stigninger, men de kommer for langt fra mål til at spille en rolle. Derfor bør det blive en sprinter, der skal iføre sig den første førertrøje igen i år.

Dottignies var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med Circuit Franco-Belge i 2006, hvor Niko Eechkout tog en udbrudssejr. Tre år tidligere vandt CSC-rytteren Julian Dean en massespurt i byen på 2. etape i samme løb.

Læs også

Visma-rytter gik imod strømmen: Forstår godt de andres valg

2. etape

Efter den relativt flade indledning tager løbet fat søndag, når det på 2. etape gælder en etape, der i langt højere grad er typisk for løbet. Alligevel er den også en anelse atypisk, for trods Valloniens generelt kuperede terræn er puncheurafslutninger faktisk ikke specielt typiske for løbet. I år kan de eksplosive folk imidlertid glæde sig til at komme i aktion på en etape, der efter en flad indledning slutter med hele fire tætpakkede stigninger og slutteligt en knap 2 km lang bakke op til mål.

I alt skal der tilbagelægges 170,8 km, der fører feltet fra Waremme til Beyne-Heusay. E to byer ligger tæt på hinanden, og derfor består etapen af en kringlet tur rundt i terrænet. Først kører man igennem fladt terræn mod øst, inden man kører mon syd ned til en rundstrækning, der skal tilbagelægges en enkelt gang. Den er hovedsageligt flad, men byder dog på kategori 2-stigningen Cote des Cabandes (0,8 km, 7,6%) efter 26,2 km og de første to indlagte spurter efter hhv. 28,5 og 62,3 km, men derudover er der ikke mange udfordringer.

Efter ca. 85 km er rundstrækningen afsluttet og herefter går det mod nordøst, sydøst og igen nordøgst nord om storbyen Liege, stadig igennem fladt terræn. Når man nærmer sig grænsen til Holland, drejer man mod øst for at køre frem til den sidste spurt, der kommer efter 118,3 km, men herefter er det slut med det flade terræn. Nu drejer man nemlig mod syd for at køre ned mod Ardennerne, hvor finalen indledes, når man efter 136,4 km er kravlet op af kategori 2-stigningen Cote de Savie (2,6 km, 3,4%), der leder op til den afsluttende rundstrækning, som rammes bare 200 m senere. Herefter kører man mod nordøst via en nedkørsel ned til bunden af målbakken Mur de Fayembois (1,8 km, 7,5%), der er i kategori 1 og leder op til stregen, der krydses for første gang efter 141,7 km.

Etapen af sluttes nu med en omgang på den 29,1 km lange runde. Den indledes med en nedkørsel, der fører mod syd, inden man drejer mod øst for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de Foret (3 km, 5,5%), der har top 17,9 km fra mål. Let kuperet terræn leder videre mod øst og nord op til kategori 2-stigningen Cote des Hawis (0,5 km, 8%), hvis top passeres med bare 10,5 km. Et plateau leder nu mod nord og vest, inden man atter rammer nedkørslen, der fører ned til målbakken, som leder op til stregen, denne gang uden bjergpoint på toppen. På de sidste 4 km er der kun et skarpt sving lige i bunden af bakken og lige inden den røde flamme, hvorefter der følger 3 hårnålesving og en næsten lige sidste kilometer, der stiger med 5,9%.

Etapen har i alt 1685 højdemeter.

Dette ligner en klassisk puncheuretape, der vil spille en betydelig rolle i kampen om den samlede sejr. Selve målbakken i sig selv er måske ikke voldsomt svær, men den kommer som afslutning på en meget hektisk afslutning, hvor de fleste af etapens højdemeter er samlet på få kilometer. Det ligner derfor en ganske hård etape, der vil skabe en pæn udskilning, inden de eksplosive ardennerfolk formentlig skal afgøre det på bakken op mod mål.

Dette er en klassisk Tour de Wallonie-etape, og det betyder, at profilerne ofte ser lidt vanskeligere ud, end de er. Der er ikke voldsomt mange højdemeter på programmet, men finalen er tilstrækkeligt svær til, at den er for puncheurs. Bakken til citadellet er velkendt fra GP de Wallonie, hvor det oftest er ardennerspecialister, der slås om sejren. En relativt tung rytter som Jens Debusschere har dog også vundet på bakken, og derfor kan stærke sprintere også være med i kampen om sejren, ikke mindst fordi der ikke er mål på toppen. Uanset hvad er der lagt op til en aggressiv finale, hvor vi vil få den første ide om, hvem der kan vinde løbet.

Læs også

Verdensmesteren dropper Tour de France

Beyne-Heusay har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

3. etape

Efter den første klassementsetape ser det ud til, at klassementsrytterne skal holde sig til igen på 3. etape, der er endnu mere kuperet end den foregående. Denne gang går det imidlertid op og ned det meste af dagen i stedet for at have alle udfordringerne koncentreret til sidst, og det er derfor ikke så intensiv og selektiv en finale. En stejl bakke inden for de sidste 5 km samt et stigende opløb skaber dog grobund for, at der kan komme angreb til allersidst.

I alt skal der tilbagelægges 194,2 km, der fører feltet fra La Roche-en-Ardenne til Verviers. Etapen indledes med, at man kører en omgang på en rundstrækning i det let kuperede område syd for startbyen, hvor man kører op til et relativt fladt plateau, inden man igen kører ned til startbyen. Derefter går det mod nordøst op over kategori 1-stigningen Cote de Berismenil (3,5 km, 5,9%), der har top efter 40,7 km, hvorfter en nedkørsel og fladt terræn leder mod sydøst og øst frem til Houffalize, hvor den første spurt er placeret efter 57,4 km.

Herefter venter et længere let stigende stykke, der fører mod nordøst, inden det flader ud nær forplejningszonen. Herfra fortsætter man mod nordøst via en længere strækning, der igen primært er let stigende med flere mindre bakker undervejs. Senere drejer man mod nord og nordvest, inden det stigende stykke kulminerer med en bakke, der leder op til den anden spurt efter 135,1 km i 683 m højde.

Efter det lange stigende stykke går det via et relativt stejlt faldende stykke mod nordvest ned til rundstrækningen, der rammes efter 147 km. En nedkørsel leder videre mod nord ned til den sidste spurt, der er placeret efter 154 km, inden man igennem fladt terræn kører mod sydvest. Man skal dog over en bakke (700 m, 7,7%), der har top bare 4,5 km fra mål, inden det går ned mod den sidste lille målrampe, der er 400 m lang og stiger med 4,9%.

Stregen krydses efter 164,6 km, og etapen afsluttes nu med en omgang på den 29,6 km lange runde. Den indledes med en bakke (3,9 km, 3,95), der har top med 26 km igen og fører mod syd, inden et plateau en nedkørsel leder i en generelt østlig retning. Derefter går det mod nord via samme nedkørsel som tidligere, inden man igennem fladt terræn kører mod sydvest med retning mod Verviers. Igen skal man over den 700 m lange bakke, inden det atter gælder rampen op til mål. Finalen er teknisk ukompliceret, da der på de sidste 4 km kun er et skarpt sving lige efter den røde flamme og derefter en halvskarp kurve bare 200 m fra stregen

Læs også

Optakt: 4. etape af Presidential Tour of Türkiye

Etapen byder på i alt 2334 højdemeter.

Etapen her er ikke så afgørende som den foregående, og det er langt fra givet, at det vil skabe forskelle. Den sidste bakke er dog så stejl og så sent placeret, at den sagtens kan bruges til angreb fra klassementsrytterne, og man kan bestemt ikke udelukke, at et par af de stærkeste her kan køre væk og forhindre, at et reduceret felt skal spurte op ad den lille rampe op mod mål.

Verviers var senest vært for et stort cykelløb i forbindelse med kongeetapen i Belgium Tour i 2016, der desværre blev aflyst efter det store styrt, der fik så alvorlige følger for Stig Broeckx. I 2005 vandt Alessandro Ballan en etape i den første udgave af Eneco Tour i byen, og i 2001, 2002 og 203 var byen vært for kongeetaperne i ZLM Tour, hvor hhv. Bert Hiemstra, Sven Krauss og Luca Solari sejrede.

4. etape

Efter to dage med nogle hektiske finaler ser det ud til, at der vil falde lidt to på om tirsdagen. Ganske vist har 4. etape samlet set flere højdemeter end de foregående, men denne gang sluttes der med en fladere del. Helt fladt bliver det aldrig i et terræn med mange småbakker, men noget kunne tyde på, at 4. etape skal afgøres blandt de hårdføre sprinter.

I alt sal der tilbagelægges 178,2 km, der fører feltet fra Viller-le-Bouillet til Lierneux. Starten er relativt flad og fører feltet mod syd, men man drejer dog i byen Wanze mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote du Chera (4,6 km, 3,9%), hvis top rundes efter 14,8 km. Herfra går det igennem ganske let stigende terræn mod sydøst og sydvest, inden en nedkørsel leder mod sydøst og øst ned til dagens første spurt, der kommer efter 52 km.

Spurten signalerer starten på en lidt hårdere fase. Først fører en bakke mod nordøst, inden det går via et langt stigende stykke mod sydøst op på et plateau. Her drejer man mod nordøst via en lille nedkørsel, inden man rammer kategori 1-stigningen Cote des Villettes (2,7 km, 4,5%), der har top efter 88,3 km. Herefter slår man et smut mod nordøst for at ramme nogle af områdets bakker, så man kringler sig lidt rundt op over kategori 1-stigningen Cote d’Aisomont (4,5 km, 5,3%) og Cote Les Hezalles (1,6 km, 9%), der har top efter hhv. 102 og 112,2 km. Herefter går det mod sydvest og syd ned til den afsluttende rundstrækning, der rammes efter 121,2 km. Herfra kører man igennem relativt fladt terræn mod syd ned til stregen, der krydses efter 135,5 km i forbindelse med den anden spurt

Læs også

Hot seat var hårdt for dagens vinder: Værste timer i mit liv

Etapen afsluttes nu med en omgang på den 42,7 km lange rundstrækning. Den indledes med, at man kører op ad kategori 2-stigningen Cote des Marcadenes (3,5 km, 3,9%), der har top efter 139,3 km. Herefter fortsætter det med at stige op til den sidste spurt, der er placeret efter 143,7 km. En længere nedkørsel leder nu ned til den afsluttende del, der stort set hele tiden går op og ned og samlet set er let stigende, men uden rigtige bakker. De værste (hhv. 1 km med 3,9% og 800 m med 7,1%) kommer med hhv. 24,5 og 14,5 km til mål. Det stiger let op til 3 km-mærket, hvorefter den sidste del er let faldende. På de sidste 5 km bugter vejen sig kun let, men der dog en relativt skarp kurve 2-300 m fra stregen.

Etapen byder på i alt 2639 højdemeter.

Etapen er alt andet end flad, men det ligner ikke en dag for klassementet. Tværtimod må de hårdføre sprintere øjne muligheder for at komme til fadet på en dag, hvor der nok er mange højdemeter, men ingen svære stigninger i finalen. Kampen om sekunder er dog altid tæt i løbet, og det kan derfor sagtens ske, at de indlagte spurter og måske endda den afsluttende spurt kan blive et tema for klassementsrytterne.

Lierneux har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

5. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, og den vender heldigvis tilbage i år som led i en efterhånden fast tradition om, at den altid findes som afslutning på ulige år. Den eksplosive finale skaber aldrig enorme forskelle, men den har før vist sig afgørende i kampen om den samlede sejr og kan igen vende op og ned på tingene i sidste øjeblik.

I alt skal der tilbagelægges 174,8 km, der fører feltet fra Couvin til Thuin. Fra start slår man et lille smut mod syd ned til grænsen til Frankrig, inden man vender rundt for at køre mod nord tilbage mod Couvin. Herefter går det igennem relativt fladt terræn mod nordøst og nord, indtil man når frem til den første spurt, der kommer efter 71,5 km kort efter en lille bakke. Det flader igen ud, mens man kører mod vest forbi den anden spurt, der er placeret efter 89,8 km, inden man slår en lille sløjfe mod sydvest for at krølle sig lidt rundt i nogle bakker. Her skal man over kategori 2-stigningen Colte de la Rozere (1,5 km, 4,25) efter 114,1 km, forbi en sidste spurt efter 121,8 km og over kategori 2-stigningen Cot de Silnernrieux (1 km, 4,3%) efter 129,9 km.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Cancellaras store dag

Efter bakkerne flader det igen ud, mens man kører mod nordvest frem mod rundstrækningen, der rammes efter 150,7 km. Efter 159,5 km når man for første gang toppen af den brostenbelagte kategori 2-stigning Mur de Thuin (400 m, 6,8%), der har top 600 m fra stregen, som krydses kort efter. Etapen afsluttes nu med to omgange på den 14,7 km lange runde, der er henlagt til området syd for Thuin og med undtagelse af nogle mindre bakker er flad. Til slut leder en lige vej frem til to sving med hhv. 2,5 og 1,7 km til mål, hvorefter man atter skal over Mur de Thuin, der har top 600 m fra stregen, og som kun giver bjergpoint ved 1. og 3. passage. På toppen drejer man skarpt til venstre, og derefter følger man en let stigende vej, der stiger med 3,2% i gennemsnit.

Etapen byder på i alt 2131 højdemeter.

Vi kender finalen fra de mange tidligere besøg, og vi har nu flere gange set, at bedste man kan køre alene hjem fra Muren og vinde et par sekunder. Det er dog ikke en svær stigning, og den relativt store Danny Van Poppel r således en af de ryttere, der er kørt alene hjem. Det kan også sagtens ende i en spurt i en lille gruppe a puncheurs og stærke sprintere, men uanset hvad er det en vigtig etape i et løb, der som regel afgøres på sekunder.

Finalen i Thuin er som sagt blevet lidt af en klassiker, der hvert andet år afslutter løbet. I 2017 fortsate Dylan Teuns sit drømmeløb ved at køre alene hjem til endnu en etapesejr med 5 sekunder ned til en gruppe anført af Bryan Coquard og Tosh van der Sande. I 2015 kørte Danny Van Poppel alene hjem med 3 sekunder ned til en lille gruppe, der blev anført af Philippe Gilbert og Matti Breschel. To år tidligere var Greg Van Avermaet også 3 sekunder hurtigere end de næste 3, Daniel Oss, Marco Marcato og Olivier Chevalier. I 2011 vandt Van Avermaet en spurt i en gruppe på 14 ryttere, mens Matthew Goss slog Pavel Brutt i en tomandsspurt i 2009. I 2007 vandt Giuseppe Palumbo en spurt i en større gruppe.

Favoritterne

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre. Enkelte kørte torsdagens GP Cerami, men det kan være svært at aflure meget form af et sprinterløb som det.

Læs også

Lefevere afviser: Selvfølgelig havde han sidste ord

Lettere bliver det ikke af, at ruten altid er ret vanskelig at læse. Det er en hårfin balance, om løbet kan vindes af en puncheur eller af en hårdfør sprinter. På den hårde rute i 2017 var det let at se, at en puncheur ville vinde, men sidste års rute var et godt eksempel på, hvor tæt balancen mellem de to kan være. Her endte Tim Wellens, der er puncheur, i samme tid som Quinten Hermans, der er en hurtig herre i mindre grupper, i præcis samme tid. Wellens vandt tid ved at køre alene hjem på den sværeste etape og score lidt bonussekunder undervejs, men det forspring blev altså udlignet af de bonussekunder, Hermans sikrede sig i spurterne, blandt andet ved at vinde en reduceret massespurt.

Årets rute gør det bestemt ikke lettere. Den falder nemlig hverken i den lette eller den svære kategori, men er lige midt imellem. På den ene side har de eksplosive folk puncheurfinalen på 2. etape som deres helt store chance, ligesom de kan vinde tid på Mur de Thuin på 5. etape. Vi har dog også set, at de stærke sprintere med evner på bakker kan vinde i Thuin - det har Danny Van Poppel eksempelvis gjort - og derfor kan den etape faktisk favorisere både den ene og den anden. Og så er der jokeretapen, nemlig 3. etape. Den har en ret stejl bakke i finalen, hvor man bestemt ikke kan afvise, at en Wellens-type kan køre hjem og vinde et par sekunder. Omvendt kan den også ende i en spurt - og så er det pludselig i stedet en gave til de hårdføre sprintere.

Endelig er der 1. og 4. etape. 1. etape er egentlig ikke let med sit besøg ind i De Flamske Ardenner, men med en helt flad finale bør den ende i en massespurt, hvor de hårdføre sprintere altså igen får en chance. Det gør de også på 4. etape, der nok har mange højdemeter, men med en fladere afslutning bør ende i en spurt. Endelig kommer bonussekunder i indlagte spurter på særligt de sidste etaper ofte i spil, fordi klassementet gerne er så tæt, at hold holder tingene samlet til de spurter, der kommer tidligt på etaperne.

I disse glohede dage er vejret naturligvis også et tema, men varmen bliver ikke et problem. Hedebølgen ender fredag, og derefter venter temperaturer mellem 20 og 25 grader. I stedet venter der faktisk en del nedbør med massiv regn gennem hele lørdagen og byger søndag, tirsdag og onsdag. Kun mandag ventes at blive flot og solrig. Faktisk kan man slet ikke udelukke, at vinden kan komme i spil. Der vil særlig gælde tirsdag, hvor der vil være en kraftig sidevind på store dele af sidste halvdel, samt søndag og onsdag, hvor der også vil være en periodevis, men ikke helt kraftig sidevind.

Samlet set ligner det endnu et opgør mellem puncheurs og hårdføre sprintere. De førstnævnte skal maksimere deres udbytte af 2. og 5. etape og allerhelst køre være i finalen på 3. etape. Sidstnævnte skal begrænse tabet på 2. etape og måske også 5. etape, men derudover gå efter bonussekunder i indlagte spurter og alle øvrige finaler. Endelig skal man kunne klare den sidevind, der måtte opstå undervejs.

Feltet er ret åbent, men løbet vil blive præget af, at der i år er en supersprinter i form af Arnaud Demare samt en formstærk og meget klatrestærk Bryan Coquard til start. Særligt sidstnævnte er bakket op af et fremragende hold til det relativt hårde terræn. De har begge em interesse i at kontrollere de fleste af etaperne, og det kan blive svært for andre at bryde især Vital Concepts jerngreb. Samtidig mangler vi en puncheur i Wellens-klassen i et felt, der ikke er det allerstærkeste.

Derfor peger vi på Bryan Coquard som vores favorit. Franskmanden har hele tiden hævdet, at han nærmer sit gamle niveau, og med sine foreløbig syv sejre har han noget at have det i. Senest vandt han den stigende spurt i torsdagens GP Cerami, hvormed han dokumenterede sin eminente form, og han kommer samtidig til et løb, der passer ham. Sejrene i Belgium Tour og GP Marcel Kint viser, at han er hurtig nok til at vinde flade massespurter i et løb som dette, og med sin 5. plads i puncheurløbet i Plumelec har han vist, at han som minimum kan begrænse tabet på 2. etape til sekunder. For to år siden blev han endda nr. 2 bag suveræne Dylan Teuns på Mur de Thuin-etapen, og det viser, at han også kan vinde denne. Undgår han, at folk kører fra ham på 3. etape - og det burde være muligt i dette terræn - vil Coquard måske have fantastiske chancer for at vinde. Faktisk er 2. etape måske den eneste, hvor han ikke vil være en af topfavoritterne, og samlet set burde det give så mange bonussekunder, at han kan vinde løbet. På hans hold finder man også en god kandidat i den stærke puncheur Quentin Pacher, men på et hold med Coquard må han nok indstille sig på ikke at få egen chance.

Der burde også være god chance for dansk succes. Alexander Kamp viste i Tour de Yorkshire, Coppi e Bartali og Brabantse Pijl, at han hører til blandt de absolut bedste puncheurs i et felt som dette. Han burde i hvert fald elske finalerne på 2. og 5. etape, men vi så også med sejren i Yorkshire, at han kan slå en sprinter som Chris Lawless i en flad spurt, hvis blot løbet har været hårdt nok. Til gengæld har vi også set, at han kan være yderst svingende, som vi blandt andet så det i Tour of Norway, og da GP Cerami ikke viste meget, ved vi ikke, hvor han står. Vi er dog kun en måneds tid fra Danmark Rundt, så man må formode, at han har passet sommertræningen. Er han i form, kunne dette løb ikke passe ham meget bedre, da det kun er de helt store massespurter, han ikke kan være med i. Riwal har også Emil Vinjebo, der i Drome Classic har vist evner i dette terræn, samt den hurtige og holdbare Lukas Eriksson¸ men de kommer nok kun i spil, hvis Kamp flopper.

Tør vi nævne Nathan Haas? Australieren har haft et forfærdeligt år, hvor han aldrig har fundet formen. Helbredsproblemer har sendt ham til tælling, men efter et hæderligt Tour de Suisse meldte han på Twitter ud, at det var nu, han skulle finde ud af, om han skulle på ferie med sin lave kropsvægt og gode form eller til Touren. Det blev desværre det førstnævnte, og nu er spørgsmålet, om han har kunnet holde motivationen til at bevare de gode ben henover sommeren. Har han det, er dette løbet for ham. Han har i Tour Down Under og Amstel Gold Race vist, at han vil elske 2. og 5. etape, og vi så i Tyrkiet sidste år, at han endda kan begå sig i massespurter, hvis de flasker sig. Evnerne har han. Nu skal han bare vise, at han også har formen. Katusha har også den meget svingende Ruben Guerreiro¸ som man ikke kan regne med, men som i en formstærk udgave kan begå sig på 2. etape, hvor man godt med stor styrke vil kunne vinde løbet. For klatreren Steff Cras er det nok for nemt.

Læs også

Sensationel hollænder stryger til tops på teknisk Romandiet-prolog

Havde det været 30 grader varmt, havde vi udelukket Jonathan Hivert, der hader varmen. Nu er temperaturerne mere menneskelige, og det bringer den franske lottokupon i spil. Helt ærligt tror vi ikke meget på det, for det skulle ligne Hivert meget dårligt at komme stærkt ud fra sommerpausen. Omvendt har vi også af bitter erfaring lært, at man aldrig skal udelukke Hivert, der kan køre som en sæk kartofler om lørdagen og køre fra alt og alle om søndagen. I år har han også været ufatteligt svingende, men hans suveræne sejr i et stærkt besat GP Miguel Indurain var endnu et vidnesbyrd, hvor eminent en puncheur han er. Har han formen, er Hivert en af favoritterne til 2. og 5. etape, og han er endda hurtig nok til også at spurte i mindre grupper og i indlagte spurter. Direct Energie har også Pim Ligthart , men det er vist efterhånden svært at give ham mange chancer, og ruten er nok trods alt for hård for den ellers lidt hårdføre sprinter Thomas Boudat. Er Hivert og Ligthart fra den, kunne Angelo Tulik få chancen, men han er ikke god nok til at vinde.

Skal man pege på en rytter, der har formatet til bare at køre fra alt og alle på bakkerne, må det være supertalentet Eddie Dunbar Den lille irer har i år i blandt andet Yorkshire og Provence vist, at hans punch på små bakker er ganske godt. Desværre kan man frygte, at denne rute trods alt nok er lidt for let. Han kan ikke spurte sig til bonussekunder, og 5. etape er nok lidt for eksplosiv til, at han kan vinde. Han skal hente sin tid på 2. og 3. etape. Er ruterne hårde nok til det? Det er tvivlsomt, men Dunbar er bedste bud på en spurtsvag rytter, der kan vinde løbet. Ineos har også en plan B i Chris Lawless, der chokerede alle ved at vinde i Yorkshire. Det viser, at en formstærk Lawless kan begrænse tabet på 2. etape, men vi har meget svært ved at se Lawless være i form til at begå sig på 2. etape. I de flade spurter skal han også køre for Kristoffer Halvorsen , og det betyder, at han ikke får mange bonussekunder. David De La Cruz passer ikke til dette løb, og det gør den svingende Diego Rosa heller ikke. Filippo Ganna har i San Juan vist, at han godt kan lege puncheur, men vi formoder, at han her er hjælper og vil finde 2. etape for svær.

Helbredsproblemer gav Loic Vliegen en skidt start på tiden hos Wanty, men det er han kommet efter henover sommeren. På kongeetapen i Belgium Tour kunne han sågar næsten gå med suveræne Remco Evenepoel, og det fulgte han op med en 4. plads på grusvejene i Hageland. Senest viste han med en 5. plads ved OL-testen i Tokyo i sidste uge fremragende form. Han er en god puncheur, men mangler måske lidt hurtighed på flad vej. Holdet har også Fabien Doubey, der blev nr. 6 i Tokyo, men han mangler nok eksplosionen til at være med helt i front, og det samme gælder for veteranen Thomas Degand, der ikke har sat verden i brand i år. Normalt er det også et løb for eksplosive Jerome Baugnies , der plejer at være i form om sommeren, men i år har han absolut intet vist.

Sidste år skabte crossrytteren Quinten Hermans en mindre sensation ved ikke blot at vinde en etape, men også ved kun at blive slået af Wellens med det alleryderste af neglene. I år har han til fulde bekræftet evnerne med overlegen dominans i det lille Fleche du Sud og en 3. plads på grusvejene i Hageland. Desværre har Hermans endnu til gode at vise, at han kan lege puncheur på dette niveau, og det må være en ulempe for ham, at årets finaler ikke alle er flade. Samtidig er han ikke hurtig nok til at tage kampen op mod topsprinterne i dette års felt, der har betydeligt bedre afsluttere, end vi så sidste år. Ruten går det derfor sværere at gentage succesen denne gang, men umuligt er det ikke. Telenet har også crossstjernen Toon Aerts , der konstant imponerer på landevejen, men mangler punch og hurtighed til at kunne være med i front på andre end 2. etape.

Så er der Arnaud Demare. Der er vel ikke den store tvivl, om at franskmanden er feltets bedste sprinter, og i princippet kan han i hvert fald vinde 1. og 4. etape. 5. etape burde også være en sand lækkerbisken for en sprintertype som Demare, der er god på korte bakker, og terrænet på 3. etape er heller ikke for hårdt, hvis han er i form. Det er er 2. etape, der er problemet. Næsten 2 km med 7,8% er ret meget for store Demare, der formentlig kommer til kort. Faktisk tror vi, at han formmæssigt mangler så meget, at han slet ikke gør forsøget. På den anden side kan han blive livsfarlig, hvis formen er bedre end ventet. I givet fald kan han nemlig begrænse søndagens tab hæderligt og vinde et hav af bonussekunder på de øvrige etaper.

Uden Wellens får Lotto svært ved at forsvare titlen. Størst chance har Tosh van der Sande, der for to år siden blev nr. 2 bag Teuns på den historisk hårde rute. Det viser, at han også burde have muligheder på denne lettere rute, selvom 2. etape på papiret ser lidt svær ud for ham. Desværre synes han slet ikke at have samme hverken holdbarhed eller hurtighed som dengang, og han får svært ved at score mange bonussekunder i dette ret stærke sprinterfelt. Skal han vinde, skal han køre lige så stærkt i puncheurfinalerne, som han gjorde for to år siden. Holdet har også Jelle Vanendert, der i form vil være en af favoritterne til 2. etape, men nok vil finde ruten for nem, ligesom han sjældent er flyvende i dette løb. Unge Stan Dewulf er også spændende, men vil nok finde ruten for hård.

Sidste år skød Benjamin Declercq en stærk sensommer i gang ved at blive nr. 3 i GP Cerami. I år gjorde han det endda endnu bedre med en 2. plads, og det er faktisk ret overbevisende, at han kan være så langt fremme i en spurt, der ellers ikke er voldsomt stigende. Han burde til gengæld være i sit es på denne rute, da han er en glimrende puncheur, og nu har også dokumenteret sin gode form. Sport Vlaanderen har også Dries Van Gestel og Piet Allegaert, men de er trods alt nok for tunge til 2. etape.

Israel Cycling Academy stiller med Krists Neilands. I år kneb det længe med at bygge videre på potentialet fra sidste år, men i sidste uge af Giroen, hvor han var tæt på at vinde en bjergetape, sagde det klik. Senere knuste han al modstand i Ungarn Rundt, og det viser, at han fortsat er et stort talent. Desværre er han svingende, og vi ved ikke, hvor han står, ligesom terrænet her nok er for nemt. Den hårdføre sprinter Tom Van Asbroeck kan måske begå sig, men får det nok svært på 2. etape, og det samme gør Davide Cimolai, der også kun er god, når han er i form, og det er han næppe efter en lang pause.

Vi kan ikke helt finde ud af, hvad vi skal mene, om Baptiste Planckaert. På den ene side er 2. etape nok til den stramme side for ham, men på den anden side viste han i Luxembourg, at han godt kan begå sig i puncheurterræn. 5. etape passer ham i hvert fald, men til gengæld vil han nok i hvert fald miste noget på 2. etape. Samtidig ventes han at skulle køre spurter for Justin Jules og måske Lionel Taminiaux, og derfor får han heller ikke bonussekunder i fladt terræn. På den baggrund bliver det svært at vinde. En formstærk Jules er også en udmærket puncheur, men 2. etape bør være for hård. Endelig har holdet Eliot Lietaer, der med en 12. plads i Østrig Rundt viste, at han endelig er i form igen. Er han det, er han en god puncheur, men nok ikke længere god nok til at vinde.

Læs også

Bora-profil fratages sejr efter italiensk protest

De øvrige hold får svært ved at vinde. Tarteletto kan gå efter et resultat med Floris Gerts, Roubaix kan satse på Julien Antomarchi, Roompot har Huub Duijn og Oscar Riesebeek - intet tyder på, at Lars Boom er på vej tilbage - Ag2r vil sikkert forsøge med Silvan Dillier , der lige er kommet tilbage efter en skade, Dorian Godon eller Aurelien Paret-Peintre, CCC har Gijs Van Hoecke og Nathan Van Hooydonck, Cofidis vil kunne prøve med Dimitri Claeys og Damien Touze og Corendon  kan satse på Dries De Bondt og Philipp Walsleben, hvis han langt om længe har fundet form, men vinde bør det ikke kunne.

OPDATERING: Neilands stiller ikke til start.

***** Bryan Coquard

**** Alexander Kamp, Nathan Haas

*** Jonathan Hivert, Eddie Dunbar, Loic Vliegen, Quinten Hermans, Arnaud Demare

** Tosh van der Sande, Benjamin Declercq, Baptiste Planckaert, Eliot Lietaer, Jelle Vanendert, Ruben Guerreiro, Chris Lawless, Toon Aerts

* Justin Jules, Tom Van Asbroeck, Damien Touze, Diego Rosa, Fabien Doubey, Silvan Dillier, Huub Duijn, Thomas Boudat, Pim Ligthart, Julien Antomarchi, Oscare Riesebeek, Gijs Van Hoecke, Aurelien Paret-Peintre, Lukas Eriksson, Dries Van Gestel, Jerome Baugnies, Emil Vinjebo, Filippo Ganna, Quentin Pacher, Dries De Bondt

Danskerne

Riwal stiller som nævnt ovenfor med Alexander Kamp som en af favoritterne. Han støttes af blandt andre de fire danskere Jonas Aaen, Emil Vinjebo¸ der selv kunne køre lidt klassement, samt Andreas Stokbro og Nicolai Brøchner. De to sidstnævnte burde begge kunne få sig chancer i spurterne.

Etapevinderbud

Tiden under Touren tillader ikke daglige etapeoptakter, men vi vil hver dag give vores bud på den kommende etapes vinder.

1. etape

Etapen ventes at blive drivvåd, men vinden er ikke stærk nok eller har den rigtige retning til at skabe splittelse. Midtersektionen er ret hård, men det sidste stykke er for let til, at vi kan vente os andet end en massespurt i en ikke-teknisk, let stigende finale. Det er perfekt for Arnaud Demare, der både er løbets hurtigste og kommer med hele sit suveræne tog, der må være i særklasse. Hans værste rival må være Bryan Coquard, der er i storform og elsker let stigende finaler, men også Kristoffer Halvorsen bliver efter den fine kørsel i Tour of Norway farlig. Jakub Mareczko  overraskede storti det stigende opløb i GP Cerami og kunne ligne en mand, der endelig har mulighed for at omsætte sin hurtighed i en finale, hvor han heller ikke hæmmes af sin ringe positionering. Timothy Dupont viste også god form i Cerami og har farten til at blande sig, og det har Davide Cimolai også, hvis han er i form. Det samme gælder for Justin Jules,  og Thomas Boudat, hvis han kan positionere sig ordentligt, har det. Andre kandidater er Emiel Vermeulen, Lionel Taminiaux, Milan Menten, Amaury Capiot, Edward Planckaert, Andreas Stokbro, Nicolai Brøchner, Roy Jans, Joeri Stallaert, Bert Van Lerberghe, Nathan Haas, Dorian Godon, Tosh van der Sande og Stan Dewulf.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Bryan Coquard, Kristoffer Halvorsen

Outsidere: Jakub Marezcko, Timothy Dupont, Davide Cimolai, Justin Jules, Thomas Boudat

Jokers: Roy Jans, Emiel Vermeulen, Lionel Taminiaux, Milan Menten, Stan Dewulf, Andreas Stokbro

2. etape

Som forventet fik dagens etape ikke den store rolle i klassementet - og så alligevel. Det var nemlig godt for løbets pincheurs, at de tre ryttere, som fik del i bonussekunderne, ikke ventes at spille en rolle i klassementet. Samtidig så vi, at Jonathan Hivert og Nathan Haas igen i år er i håbløs sommerform og kan streges fra favoritlisten inden 2. etape, der er den vigtigste i klassementet. Det er her, at løbets puncheurs skal slå til i en finale, der passer dem. Vi har analyseret flere af dem allerede ovenfor og vil derfor ikke uddybe yderligere, men det bekymrer os, at Alexander Kamp i dag endte sidst i feltet. Det er ikke lykkedes at finde en forklaring, og vi håber, at det blot skyldes, at han har kørt lead-out. Bekymringen gør dog, at vi i stedet peger på Eddie Dunbar som vores favorit, selvom afslutningen er en anelse for let for ham. Sammen med Kamp må også Loic Vliegen øjne muligheder i denne afslutning, ligesom vi glæder os til at se Quinten Hermans køre den. Det store spørgsmål er, om Bryan Coquard finder den for vanskelig, men det er ikke en afslutning, der er uden for hans rækkevidde, og det samme gælder for Baptiste Planckaert. Benjamin Declercq og Eliot Lietaer har formen til at være med. Endelig er Tosh van der Sande, Jelle Vanendert, Ruben Guerreiro, Diego Rosa og Toon Aerts umiddelbart også kandidater.

Feltet.dks vinderbud: Eddie Dunbar

Øvrige vinderkandidater: Alexander Kamp, Loic Vliegen

Outsidere: Quinten Hermans, Bryan Coquard, Benjamin Decelercq, Eliot Lietaer, Baptiste Planckaert

Jokers: Tosh van der Sande, Jelle Vanendert, Ruben Guerreiro, Diego Rosa, Toon Aerts, Damien Touze

3. etape

Dagens etape skabte slet ikke de forskelle, man kunne have forventet, men den var alligevel hård nok til at eliminere folk som Bryan Coquard, Alexander Kamp, Arnaud Demare og flere outsidere fra klassementet. Samtidig fik Loic Vliegen skabt sig et solidt forspring, men desværre var for ham var det en sprinter, der blev nr. 2. Chris Lawless bekræftede niveauet fra Yorkshire og skal nu på jagte efter bonussekunder de kommende dage. Mandag kommer de indlagte spurter dog nok for sent hhv. tidligt til, at de kan bruges, men til gengæld må man forvente, at det stærke Ineos-hold vil kontrollere etapen. Wanty vil også hjælpe, hvis det er påkrævet, og da der vil være svag vind på en skyfri og flot dag, forventer vi, at det vil blive samlet til finalen. Her er det store spørgsmål, om det kan lykkes Vliegen eller andre puncheurs at køre væk på den ret stejle bakke med 4 km til mål. Det er ikke umuligt, men vi vil tro, at Lawless selv vil kunne svare, eller at Ineos og Vital Concept vil kunne skabe samling til puncheurspurt i et reduceret felt op ad den 400 m lange målbakke. Det bør være en perfekt afslutning for Bryan Coquard, der kom til kort i dag, men har gode chancer for at være med her. Han trues dog af formstærke Lawless, der efter dagens præstation også m¨å regnes som en seriøs kandidat, ligesom det gælder for Quinten Hermans, der sidste år vandt en spurt i et reduceret felt og i dag blev nr. 3. Andre afsluttere, der åbenlyst er i form er Tom Van Asbroeck, Damien Touze, Tosh van der Sande, Milan Menten, Dorian Godon og Dimitri Claeys, men også Lucas Eriksson, Jenthe Biermans og Benjamin Declercq kan være med her. Vliegen selv kan heller ikke helt udelukkes, selvom finalen nok er lidt for nem, men han er med sin åbenlyst gode form det bedste bud på en mand, der kan køre alene hjem fra sidste bakke.

Feltet.dks vinderbud: Bryan Coquard

Øvrige vinderkandidater: Chris Lawless, Quinten Hermans

Outsidere: Tom Van Asbroeck, Damien Touze, Tosh van der Sande, Milan Menten, Dorian Godon

Jokers: Loic Vliegen, Dimitri Claeys, Lucas Eriksson, Jenthe Biermans, Benjamin Declercq, Ruben Guerreiro

4. etape

Dagens etape blev et glimrende bevis på, hvorfor Tour de Wallonie kan være et svært løb at læse - specielt fordi informastion om ruten er begrænset. Således lignede det en dag, der kunne skabe forskelle, men alligevel endte det som en etape, hvor selv blylodstunge Jakub Mareczko fik kæmpet sig en på en 11. plads. På den baggrund skal vi nok heller ikke forvente det store drama tirsdag. Nok har etapen en del højdemeter, men rundstrækningen er ikke skræmmende, og da der igen er begrænset vind, tørvejr og solskin, tyder det på en massespurt. I hvert fald vil Ineos fortsat jagte bonussekunder med Chris Lawless, som de gjorde i dag, men mod ikke også Vital Concept, FDJ og Israel Cycling Academy ser en pointe i at gå efter en spurt. Derfor peger vi på Arnaud Demare, der blev lukket inde på 1. etape og punkterede i dag, hvor han ellers viste fin form. Nok savner han Jacopo Guarnieri, men i Ramon Sinkeldam har han stadig en formidabel lead-out man til det sene sving. Hans værste rivaler må være Davide Cimolai, der overraskede sig selv ved at vinde i dag og i Tom Van Asbroeck har perfekt støtte, samt Bryan Coquard, der er i form, men vil være hæmmet af det sene sving. Timothy Dupont er naturligvis også oplagt, men han kan være svækket af, at Wantys primære mission er at støtte Loic Vliegen, og så ser Jakub Mareczko ud til at være i overraskende god form efter flot kørsel i vanskeligt terræn i GP Pino Cerami og i dag - hvis han da kan få bokset sig frem inden svinget. Ineos vil formentlig køre for Chris Lawless og ikke Kristoffer Halvorsen, da der skal jagtes bonussekunder, men spørgsmålet er, om Lawless er hurtig nok i en flad finale trods sin gode støtte. Justin Jules er hurtig nok til at vinde, men ser formsvag ud og kan ofre sig for Lionel Taminiaux, og Roy Jans viste god fart på 1. etape. Med lidt held i det sidste sving kan positioneringssvage Thomas Boudat også komme i spil. Andre kandidater er Tosh van der Sande, Quinten Hermans, Damienz Touze, Abdreas Stokbro, Romain Cardis, Emiel Vermeulen, Dorian Godon, Julien Duval, Milan Menten, Amaury Capiot og Jenthe Biermans, men meget skal flaske sig, hvis de skal slå de hurtigste.

Feltet.dks vinderbud: Arnaud Demare

Øvrige vinderkandidater: Davide Cimolai, Bryan Coquard

Outsidere: Timothy Dupont, Jakub Mareczko, Chris Lawless, Roy Jans, Thomas Boudat

Jokers: Justin Jules, Kristoffer Halvorsen, Lionel Taminiaux, Tosh van der Sande, Damien Touze, Amaury Capiot, Quinten Hermans

5. etape

Tirsdagens etape kunne skabe en del udskilning, men en massespurt kunne ikke undgås. Igen tilfaldt bonussekunderne ryttere, der er ufarlige i klassementet, og derfor står Loic Vliegen med gode chancer for at vinde samlet. Det kræver, at han holder sig til på Mur de Thuin, der er en finale, vi kender. Vi har set, at den lille brostensmur er svær nok til, at en stærk sprinter som Danny Van Poppel og puncheurs som Dylan Teuns og Greg Van Avermet kan køre alene væk, men vi har også set, at det er sandsynligt, at det ender i en spurt i den let stigende finale efter toppen. Denne gang mangler feltet en sådan superpuncheur, og derfor tror vi, at Bryan Coquard, der netop har vundet den stigende spurt i Cerami og for to år siden vandt feltets spurt bag Teuns, kan vinde etapen. En anden oplagt kandidat er naturligvis Chris Lawless, der viste så sin form i søndags, og i dag viste Arnaud Demare, at formen er god nok til, at han kan komme i spil i en finale, der burde være helt perfekt for ham. Skal man oege på en rytter, der kan køre alene hjem, må det være Loic Vliegen selv, mens brostenene nok gør det svært for Eddie Dunbar, der ellers viste gode ben i dag, Andre ryttere, der kan spurte på toppen, er Davide Cimolai, Damien Touze, Tom Van Asbroeck, Baptiste Planckaert, Amaury Capiot, Quinten Hermans, Tosh van der Sande, Dimitri Claeys, Milan Menten, Dorian Godon, Jenthe Biermans og Lucas Eriksson.

Feltet.dks vinderbud: Bryan Coquard

Øvrige vinderkandidater: Chris Lawless, Arnaud Demare

Outsidere: Loic Vliegen, Davide Cimolai, Damien Touze, Tom Van Asbroeck, Baptiste Planckaert

Jokers: Amaury Capiot, Quinten Hermans, Tosh van der Sande, Dimitri Clayss, Milan Menten, Dorian Godon, Jenthe Biermans, Lucas Eriksson

FORUDBESTIL: DEN HEMMELIGE RYTTER (UDKOMMER DEN 30. JULI)​