Optakt: Tour de Wallonie

Løbets rolle og historie

Bemærk: Gennemgangen af løbets rolle og historie tager udgangspunkt i et sædvanligt cykelår. Grundet corona-krisen er meget imidlertid anderledes i 2020.

Der er kun ét cykelløb, der har en rækkevidde udover cykelsportens sædvanlige fans og får opmærksomhed i hele verden. Tour de France har en helt speciel status ikke bare inden for cykling. Som den største årligt tilbagevendende sportsbegivenhed har løbet en helt speciel plads i sportsverdenen.

Det gør det naturligvis svært for andre at konkurrere med den franske grand tour og tiltrække sig opmærksomhed fra cykelfans, og derfor er det ikke noget under, at der stort set ikke afvikles ét andet stort løb i løbet af de tre uger. Der har været nogle mindre endagsløb i Spanien og Italien, det tyske Sachsen Tour fandt engang sted på samme tid, og Vuelta a la Comunidad de Madrid var også engang et juli-løb. De fleste har dog for længst indset, at man ikke kan matche Touren, og derfor er disse løb næsten alle enten forsvundet eller flyttet til andre datoer. Østrig Rundt bryder trenden og finder altid sted under Touren, men derudover handler juli stort set kun om verdens største cykelløb.

Læs også

Pogacar fremhæver Skjelmose med glimt i øjet

En anden begivenhed, der tør udfordre Touren, er dog Tour de Wallonie. På denne tid af året er mange ryttere på jagt efter muligheder for at forberede sig til anden del af sæsonen, og det belgiske etapeløb har udviklet sig til en foretrukken - og endda indtil 2019, hvor Adriatica Ionica Race er blevet rykket, den eneste - chance for disse ryttere. Med sin afslutning bare tre dage før den næste store klassiker, Clasica San Sebastian, og fire dage inden RideLondon Classic er løbet den perfekte mulighed for at genfinde løbsrytmen, inden der igen er vigtige WorldTour-point på spil.

Løbet har positioneret sig selv fint på kalenderen. De første to etaper afvikles i løbet af Tourens sidste weekend og får derfor ikke megen opmærksomhed. De tre sidste etaper afvikles imidlertid på en tid, hvor der ikke sker andet i cykelverdenen, og de sendes endda direkte på både belgisk tv og Eurosport. På den måde tages der både hensyn til arrangørernes behov for opmærksomhed og rytternes ønske om at kunne bruge det som forberedelse til lørdagens løb i San Sebastian.

Belgien er et land, der er mest kendt for sine endagsløb, og etapeløb har aldrig spillet en store rolle i landet. De har dog stadig et af verdens ældste etapeløb, Belgium Tour, men det får langt mindre opmærksomhed end de store klassikere. Mens der ikke er et stort etapeløb i Flandern, bryder Vallonien dog trenden ved også at have sin egen rundtur.

Løbet blev første gang afviklet i 1974 og har haft adskillige forskellige navne, inden det officielt blev det regionale etapeløb i 1994. De første 22 udgaver var kun for amatører, men i 1996 blev det en professionel begivenhed på UCI-kalenderen. Det har været et 2.HC-løb, siden det nuværende UCI-system blev indført i 2005 og fik dets nuværende navn tre år senere efter tidligere at have været kendt som Tour de la Region Wallonne. Fra i år er det også blevet del af den nye ProSeries-klasse.

Vallonien er primært kendt for klassikerne Liege-Bastogne-Liege og Fleche Wallonne, men etapeløbet er knap så hårdt. Det består typisk af adskillige sprinteretaper og et par hårdere dage, hvor de eksplosive puncheurs kan gøre en forskel. Der er dog ingen lange stigninger, og derfor har bonussekunder næsten altid spillet en afgørende rolle, ligesom sværhedsgraden har varieret betydeligt. I 2012 og 2014 var det de stærke sprintere Giacomo Nizzolo og Gianni Meersman, der løb med sejren, mens Greg Van Avermaet vandt de hårdere udgaver i 2011 og 2013, ligesom Dries Devenyns, Dylan Teuns og Loic Vliegen vandt sværere udgaver i hhv. 2016, 2018 og 2019. Niki Terpstra udnyttede et udbrud til at tage en overraskende sejr i 2015.

I år er alt forandret. Løbet er rykket et par uger, og grundet den nye kalender er dets rolle ændret. I stedet for at være et alternativ til Touren og derfor ikke alt for stjernespækket, afvikles løbet i år lige inden verdens største cykelløb. Da stort set alle andre løb er uhyre bjergrige - ikke mindst årets Dauphiné, der slet intet har for sprinterne - har det således virket som fluepapir for alle de lidt tungere folk, der ikke fristes af fem dage i Alperne. Således vil klassikerryttere som Oliver Naesen, Matteo Trentin, Greg van Avermaet og Philippe Gilbert teste Tour-benene på de vallonske veje, mens det samme gælder for topsprinterne Caleb Ewan, Sam Benntt og Giacomo Nizzolo i det, der må være det stærkeste felt nogensinde.

Sidste års udgave gav en populær hjemmebanesejr til Loic Vliegen. Belgieren slog til i 2. etapes puncheurfinale og lykkedes med at forsvare trøjen, så han kunne sejre med 8 sekunder ned til Tosh van der Sande og Dries de Bondt. Vliegen har gjort titelforsvaret til et stort mål og vender således tilbage, og det samme gør De Bondt. Til gengæld skipper Van der Sande løbet, da Lotto Soudal kommer med næsten hele Tour-holdet, som han ikke er en del af.

Ruten

BEMÆRK: Af hensyn til et ønske om at begrænse tilskuermængden i det hårdt smitteramte Belgien er ruterne ikke offentliggjort. Jeg har gjort brug af det, der kan sammenstykkes fra forskellige kilder. Af samme grund offentliggør jeg heller ikke hverken profiler eller rutekort her, og det kan sagtens tænkes, at den angivne rutebeskrivelse ikke er specielt præcis.

Det giver sig selv, at et etapeløb i Vallonien naturligvis er en kuperet sag, der byder på mange af den type stigninger, man kender fra Liege-Bastogne-Liege. Hårdhedsgraden varierer imidlertid betydeligt fra år til år, og det er generelt et løb, der kan vindes af to typer ryttere. I visse sæsoner er alle finaler relativt flade, og det har givet klatrestærke sprintere muligheder for at tage sejren i en hård kamp om bonussekunder, mens det i andre år har været et løb for ardennerspecialister og puncheurs, når man har haft finaler med eksplosive stigninger. I fraværet af en enkeltstart og uden store stigninger afgøres løbet altid på marginaler, og bonussekunder spiller altid en afgørende rolle.

Læs også

Optakt: Liege-Bastogne-Liege

I 2016 og 2018 var ruterne relativt nemme, mens man i 2017 havde en historisk svær rute med hele tre puncheurfinaler, hvoraf to havde mål på toppen af en mur. Det gjorde det til en lækkerbisken for en puncheur som Dylan Teuns, der vandt løbet i suveræn stil. Sidste år lykkedes det trods den lette rute alligevel for Tim Wellens at sejre med det yderste af neglene, og det viser, at rutens karakter kan gøre løbet åbent for flere ryttertyper. I 2019 havde man en mellemting, hvor det gav puncheursejr til Loic Vliegen.

I år er løbet grundet den nye kalender forkortet til fire dage, og det synes at være en af de hårdere udgaver. Som altid er der dog guf for sprinterne, hvilket er særligt vigtigt i et år, hvor det bruges som Tour-opvarmning for de hurtige folk. De får deres chance de første to dage, der ikke rammer Ardennerne, og som er meget lette.

Løbet skal atter afgøres i Ardennerne, hvor der venter to ganske hårde afslutningsetaper. Først gælder det tirsdag en svær dag med nogle kendte Liege-Bastogne-Liege-stigninger, men en lidt lettere afslutning, hvor en stejl stigning med 10 km til mål kan bruges til de første angreb, men hvor det også kan blive samlet til en spurt i en mindre gruppe. Det helt store slag skal slås på onsdagens kongeetape, hvor man med knap 10 km igen skal over en af løbets stejleste stigninger, inden der venter yderligere to bakker, hvoraf den ene leder op til mål. Det er formentlig her, slaget om den samlede sejr skal slås blandt ryttere, der trives i ardennerterræn og eksplosive puncheurfinaler.

1. etape

Løbet er typisk blevet indledt med en sprinteretape, og i de eneste år er den tradition kun blevet brudt i den uhørt hårde udgave i 2017. Denne gang vender man tilbage til traditionerne og lægger ud med en usædvanligt let åbningsetape, der lægger op til et brag af en massespurt og således til fulde viser, hvorfor Tour-sprinterne er valfartet til Vallonien og ikke til Dauphiné.

I alt skal der tilbagelægges 187,0 km, som fører feltet fra Soignies til Tournai. Starten er ganske let, idet man kører mod syd igennem relativt fladt terræn ned til den første spurt, som kommer efter 24,5 km i cykelbyen Binche. Herefter går det mod vest i endnu fladere terræn, inden man drejer mod nord for at fortsætte via et længere fladt stykke op til den anden spurt, der kommer efter 101,0 km.

Spurten kommer i udkanten at et kuperet område, hvor man slår en sløjfe mod nordøst for at køre op ad den undervejs meget stejle kategori 2-stigning Hameau des Papins (700 m, 8,4%), som har top efter 106,0 km. Herefter venter endnu en lille bakke, inden man skal over kategori 2-stigningen Cote de Bouliquet (1,3 km, 6,4%), der også er ganske stejl midtvejs.

Toppen kommer efter 118,5 km, hvorefter det bliver lettere. Nu sætter man nemlig kursen mod sydvest igennem fladt terræn, der kun afbrydes af Mont-Saint-Aubert (1,0 km, 5,8%), som ikke er en bjergspurt, men derimod en pointspurt efter 145,0 km. Herfra går det videre mod vest og sydvest ind til rundstrækningen, hvor stregen krydses efter 160,5 km.

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 11,5 km lange runde. Den er helt flad og uden væsentlige tekniske udfordringer. Det sidste sving kommer således med knap 5 km igen, hvorefter en lige vej leder frem til mål.

Vinden er sjældent et tema i Tour de Wallonie, og derfor kunne det se ud til, at det igen er en massespurt, der skal skyde festen i gang. Ganske vist er der undervejs et par stigninger, men de kommer for langt fra mål til at spille en rolle. Med tanke på det stærke sprinterfelt er en massespurt næsten stensikker.

Læs også

Van der Poel tvivler ikke, men foretog sen ændring efter skuffelse

Tournai er mest kendt som fast mål for sidste etape af Tour de l’Eurometropole/Circuit Franco-Belge dengang det endnu var et etapeløb. Det har i dette årtusinde givet sejre til Jonas Ahlstrand (2015), Arnaud Demare (2014), John Degenkolb (2013), Nacer Bouhanni (2012), Robbie McEwen (2011), Wouter Weylandt (2010), Juan Jose Haedo (2009), Sebastien Rosseler (2008), Gert Steegmans (2007), Heinrich Haussler (2006), Tom Boonen (2004), Gert Verheyen (2003), Sandy Casar (2002), Jeremy Hunt (2001) og Thierry Marichal (2000). Løbet her var forbi i 2014, hvor Jens Debusschere spurtede sig til sejr på 1. etape, og Matthew Goss gjorde det samme på sidste etape i 2009. Tourens 2. etape havde mål i byen i 2012, hvor Mark Cavendish vandt en massespurt.

2. etape

Årets stærke sprinterfelt skal naturligvis forkæles, og derfor kører feltet ikke ind i Ardennerne, som det ofte har været tilfældet på andendagen. I stedet venter endnu en let etape, hvor feltets mange afsluttere kan se frem til en sidste chance for at spurte om sejr inden de to afgørende etaper.

I alt skal der tilbagelægges 172,3 km mellem Frasnes-Lez-Anvaing og Wavre. Starten er meget let, idet man i hele første halvdel af etapen kører igennem næsten helt fladt terræn mod sydøst ned til det sydligste punkt i byen Jemeppe-sur-Sombre, der nås efter 88,5 km. Derfra går det igennem tilsvarende fladt terræn mod nord op til det nordligste punkt.

Nu bliver det en anelse mere kuperet, når man drejer mod sydvest for at køre op ad stigningen Huidenberg, på hvis top den første spurt kommer efter 141,5 km. Kort efter rammer man rundstrækningen, hvor stregen krydses for første gang efter 149,5 km. Etapen afsluttes nu med en omgang på den 26,5 km lange runde, der har lidt flere småbakker end første del af etapen, men primært er flad. Den sidste spurt kommer i byen Overijse efter 164,0 km, hvorefter der venter to mindre bakker, inden de sidste knap 10 km er først flade, så let faldende, inden den sidste kilometer atter er flad. Det tilgængelige materiale gør det ikke muligt at se, hvor kuperet etapen er.

Dette er den sidste klassiske sprinteretape i løbet, og da vinden aldrig spiller en rolle på denne tid af året, virker det usandsynligt, at sprinterne vil lade denne mulighed gå til spilde. Alt peger i retning af en rolig dag, inden de hurtige folk skal køre sidste spurt inden Touren.

Wavre har ikke tidligere i dette årtusinde været vært for et stort cykelløb.

3. etape

Efter to dage for sprinter rammer løbet endelig Ardennerne, hvor løbet skal afgøres med de sidste to etaper. Første slag i klassementet skal slås på en etape, der undervejs skal over kendte stigninger fra Liege-Bastogne-Liege som Rosier og Vecquee, inden det hel skal afsluttes på en kuperet rundstrækning, hvor en stejl stigning med top knap 10 km giver mulighed for at sætte de første angreb ind og skabe udskilning, inden flad finale dog gør det sandsynligt, at en mindre gruppe skal spurte om sejren.

I alt skal der tilbagelægges 192,0 km, som fører feltet fra Plombieres til Visé. Fra start kører man mod sydvest ned til en rundstrækning, hvor der skal køres én omgang. Den er småkuperet og inderholder kategori 2-stigningen Cote de Teuven (1,2 km, 4,8%) efter 11,0 km, inden man afslutter omgange. Herefter går det videre igennem småkuperet terræn mod sydøst og syd ned til Ardennerne.

Her tager etapen fat, når man skal over kategori 2-stigningen Cote de Cokaifagne (3,3 km, 4,5%), som har top efter 59,5 km. Umiddelbart herefter venter den første spurt på toppen af en bakke efter 63,0 km, inden man drejer mod syd for at køre op ad den kendte kategori 1-stigning Cote de Rosier (2,1 km, 6,0%), hvis top nås efter 71,5 km. Herfra leder en længere nedkørsel mod sydvest ned til forplejningen, som nås efter 82,5 km.

Læs også

Optakt: Presidential Tour of Türkiye

Efter frokosten fortsætter man mod sydvest og siden nordøst igennem terræn, der først stiger og siden falder, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de la Vecquee (5,7 km, 5,1%), som har top efter 107,0 km. Nu falder det mod nord, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote de Mont-Theux (2,7 km, 5,7%), som har en stejl afslutning med 8,4% over de sidste 700 m frem til toppen, som rundes efter 126,5 km. Nu går der mod nord via en nedkørsel og en bakke (4,4 km, 3,4%), som leder op til den anden spurt efter 139, 0 km, inden det atter falder mod nordvest ned til den afsluttende rundstrækning.

Her lægger man ud med at køre en halv omgang, hvilket betyder, at man efter 155,0 km for første gang skal over kategori 1-stigningen Cote de Cheratte (1,0 km, 8,4%). Stregen krydses efter 164,0 km, inden etapen afsluttes med en hel omgang på den 28,0 km lange runde. Den får først mod syd via let stigende terræn, inden det falder mod vest og nord frem til bunden af Cote de Cheratte, der skal forceres for anden gang og en delt sag med 12,8% over første 500 m og 3,5% over de sidste 500 m. Fra toppen resterer 9,5 km, som indledes med en kort nedkørsel og derefter er helt flade. Det er ikke muligt at se, hvor teknisk finalen er.

Etapen er meget kuperet, men de væsentlige udfordringer kommer midtvejs på etapen. Finalen er lettere, og det handler derfor om at gøre løbet hårdt inden rundstrækningen, hvor det hele skal afgøres sidste gang op ad den stejle mur. Den vil kunne skabe en del udskilning, og de bedste kan også køre væk, men meget taler for, at det bliver svært at undgå samling til en spurt i en gruppe af en begrænset størrelse.

Visé har kun én gang i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Belgien Rundt i 2005, hvor Jan Kuyckx sejrede i en massespurt.

4. etape

Tour de Wallonie har ofte forsøgt at bevare spændingen til allersidst ved at have en klassementsetape som afslutning. Særligt finalen med Mur de Thuin er blevet lidt af en klassiker, der kommer hvert andet år, men i år får den fri. Det gør dog ikke løbet lettere, da det hele slutter med løbet kongeetape, som både byder på en svær stigning i den absolutte finale, inden en rigtig puncheurafslutning vil afgøre, hvem der skal vinde årets udgave af Valloniens regionale rundtur.

I alt skal der tilbagelægges 199,4 km, som fører feltet fra Blegny til Erezée. Starten er hård, idet man kører mod sydvest ned til kategori 2-stigningen Cote de Ninane (1,9 km, 7,1%), som har top efter 20,0 km. Derfra går det mod syd igennem fladt terræn ned til dagens første spurt, som kommer efter 31,0 km, inden en nedkørsel leder videre mod syd ned til kategori 2-stigningen Cote d’Harze (2,9 km, 3,9%), som har top efter 41,0 km. Derefter fortsætter det imidlertid med at stige jævnt op til dagens anden spurt, som nås efter 47,0 km.

Nu har man ramt et småkuperet plateau, som leder videre mod syd og sydøst ned mod målområdet i hjertet af Ardennerne. Her når man det sydligste punkt, hvor man kringler sig rundt i bakkerne. Først skal man over kategori 2-stigningen Cote d’Aschouffe (2,0 km, 5,0%) med top efter 86,5 km, inden en masses småbakker efterfølges af den berømte Mur Saint-Roche (1,0 km, 9,8%) med top efter 108,0 km.

Nu bliver det lidt lettere med generelt faldende terræn, der leder mod vest, inden man skal over en bakke og så kategori 2-stigningen Cote de Nisramont (3,0 km, 4,4%) med top efter 137,5 km. Herefter falder det mod nordvest ned til dagens anden spurt, som kommer efter 147,5 km, inden fladt terræn leder videre mod nordvest op til den afsluttende rundstrækning.

Her lægger man ud med at køre den sidste del, hvilket betyder, at man efter 159,5 km når toppen af kategori 1-stigningen Cote de Beffe (1,6 km, 8,7%), der over de sidste 1100 m stiger stabilt med 9,8%. Efter toppen rammer man med det samme endnu en bakke (900 m, 5,8%), inden det falder ned til målbyen, hvor man kører op ad målbakken (1,3 km, 5,1%).

Læs også

Evenepoel giver opdatering på skader: Touren er ikke i fare

Stregen krydses efter 168,0 km, hvorefter etapen afsluttes med en omgang på den 32,0 km lange runde. Den indledes med en faldende og siden let kuperet del, inden man atter skal over Cote de Beffe, der har top med 8,5 km til stregen. Fra toppen af den efterfølgende bakke resterer 6,5 km, der først er faldende, inden man rammer målbakken. Det kan ikke ses, hvor teknisk finalen er.

Dette er i særklasse den hårdeste etape. Ikke blot er sidste stigning en af de sværeste i hele løbet, der venter endda endnu en bakke og siden en rigtig puncheurfinale. Med andre ord er det en afslutning for rigtige ardennereksperter, der på eksplosiv vis skal afgøre, hvem der vinder et løb, der altid har været skabt til netop puncheurs.

Érezée har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

Favoritterne

Det er ret specielt at skrive en optakt baseret på en antagelse om, at man kender ruten. Jeg føler mig dog relativt fortrøstningsfuld. Informationerne stemmer nemlig meget godt overens med de meldinger, der er kommet fra ryttere, der har kendskab til finalerne, som flere har kørt. Det skal dog igen understreges, at optakten er baseret på antagelsen om, at de ovenfor angivne informationer er korrekt.

Tour de Wallonie er altid et lidt kompliceret løb at spå om. I virkeligheden minder det meget om sæsonens første løb, fordi det for mange ryttere er første konkurrence efter en pause. Mange har været på træningslejr i juli og bruger løbet til at finde benene inden de større mål. De fleste har ikke kørt siden de nationale mesterskaber, og derfor er det svært at vide, hvem der har ramt formen, og hvem der stadig har arbejde at gøre.

Sådan er det heldigvis ikke i år, hvor vi har set rytterne i aktion. Lettere bliver det imidlertid ikke af, at ruten i løbet altid er svær at læse. Graden af selektion varierer som nævnt meget fra år til år, hvor det nogle gange har været let nok til, at stærke sprintere vinder, mens vi i andre år - ikke mindst i 2017 - har haft så hårde udgaver, at man ikke har været i tvivl om, at en ardennerrytter vil sejre i ardennerløbet.

Årets løb bør falde i sidstnævnte kategori. De to første etaper bør ende i massespurter i lyset af det uhyre stærke sprinterfelt. Den eneste trussel er vinden. Den vil være svag søndag, men der vil faktisk være en pæn sidevind på første halvdel af 2. etape. Det kommer dog tidligt og bør ikke spille en rolle. I det hele taget vil vejret næppe blive afgørende. Nok bliver det varmt, men ikke over 30 grader, og selvom der kan ventes byger både søndag og tirsdag, er forholdene ikke forfærdelige. Og både mandag og onsdag skulle byde på fint solskin.

De afgørende etaper er de to sidste. Her er jeg lidt i tvivl om, hvor meget forskel 3. etape kan gøre. Højdemeterne er mange, men de kommer tidligt. Den sidste stigning er meget stejl på den ene halvdel, men den er også så kort, at der er grænser for, hvor meget udskilning den kan skabe. De bedste vil utvivlsomt kunne køre væk på 500 med knap 13%, men det kræver samarbejde at undgå en eller anden form for reduceret massespurt.

Det afgørende slag skal slås onsdag. Her er den sidste stigning hård med 1 km med næsten 10%, og herefter stiger det endda igen. Lægger man dertil, at der venter en puncheurspurt til sidst, bør det blive for hårdt for selv de mest klatrestærke sprintere. Det kan ikke helt udelukkes, at de kan begrænse tabet en del, og har den samme sprinter vundet de første tre etaper, har han 30 sekunders bonus at gøre med. Problemet er bare, at vinderen får 10, og at begrænse tabet til 20 sekunder virker umuligt, specielt fordi der jo også er en puncheurfinale til sidst, selvom den ikke i sig selv er specielt svær.

Læs også

Formand for DCU trækker sig

Med andre ord er det som altid et løb for puncheurs, der er gode på korte stigninger. Det er for rigtige ardennerryttere, der kan være med på bakkerne på 4. etape og samtidig spurte i puncheurafslutningen. En god spurt på flad vej kan også blive vigtig i et løb, der altid afgøres på sekunder, både på 3. etape og i de indlagte spurter, der før har været afgørende, som vi så i 2018, hvor Tim Wellens herved frarøvede Quinten Hermans den samlede sejr.

Feltet er grundet den nye placering inden Touren historisk stærkt, og det har tiltrukket de fleste sprintere og puncheurs, som ikke kører det meget bjergrige Dauphiné. Det vil gøre det mere kontrolleret, hvor særligt CCC, Ag2r og Lotto formentlig vil arbejde for, at det bliver hårdt og skal afgøres i en eksplosiv finale på 4. etape.

Jeg vælger efter moden overvejelse at pege på Greg van Avermaet som min favorit. Belgieren har ikke været flyvende i de første løb, men han har været ”in the game” både i Strade Bianche, Lombardo og Sanremo. Han har med to samlede sejre vist, at han mestrer dette løb, og årets rute passer ham endda særligt godt. Puncheurfinalen på 4. etape er perfekt for ham, og det er tillige en fordel, at den kommer efter en bakke, der nok er stejl, men ikke for svær for ham. I en spurt efter en hård dag er han stadig svær at slå, som han senest viste med sejren i Montreal i efteråret. I dette felt er han den bedste afslutter på en bakke, og støttet af et stærkt hold med Matteo Trentin hos sig i finalen tror jeg på hattrick til Van Avermaet og årets første sejr til CCC.

Min store joker er Andrea Vendrame. Italieneren er ikke blot et stort talent, han er skabt til dette løb. En 20. plads i et meget hårdt Strade Bianche og en 11. plads i Sanremo tyder på både god og stigende form, og er han blevet endnu bedre end sidste år, kan han være ret skræmmende. Sidste år viste han på 8. etape i Giroen, at han kan slå de bedste i puncheurspurter, og da han uden uheld formentlig havde vundet en Giro-bjergetape, er terrænet her heller ikke for hårdt. Han er tillige hurtigere i en flad spurt end Van Avermaet, og det giver ham muligheder i indlagte spurter og på 3. etape også. Jeg er stadig lidt usikker på formen, men en formstærk Vendrame er livsfarlig her, især fordi Ag2r har et af de stærkeste hold.

Zdenek Stybar kunne ikke køre med de bedste i Strade Bianche, men han var ikke langt efter. Også i Sanremo så han godt ud, og selvom han i dag udgik i Hageland, kan den gode form ikke være væk. Stybar klatrer ikke så godt længere, men når han kan køre Strade-finale, kan han også være med her. Puncheurspurten passer ham også godt, selvom han sjældent spurter nu om dage. Han er ikke så hurtig som de ovennævnte på flad vej, men en sejr på 4. etape er formentlig også nok. Deceuninck har også Florian Senechal, der kan lide spurten på 4. etape, men jeg tror, at finalen bliver for hård. Det samme gælder for Jannik Steimle . Endelig kan man ikke udelukke Sam Bennett, men med det, han har vist i år, vil han trods sin gode holdbarhed formentlig få det for hårdt.

Som valloner burde Philippe Gilbert have vundet løbet, men det er aldrig blevet til mere end en 7. plads. Det skyldes primært, at han kun få gange har været til start, og nu får han virkelig chancen for at rette op på det. I hvert fald synes 4. etape næsten skræddersyet til Gilbert - i hvert fald i hans storhedstid. Nu om dage klatrer han imidlertid ikke så godt længere, og han har heller ikke samme spurtstyrke. Samtidig har han ikke været overbevisende hidtil, og han skal altid bruge mange løb for at komme i form. Er tre løb nok? Det har jeg min tvivl om, men nærmer han sig Vuelta-formen, er Gilbert stadig god nok til at vinde. Lotto har også Caleb Ewan, men for ham gælder det samme som for Bennett. Jasper de Buyst viste flyvende form sidste efterår, men jeg tror alligevel, at finalen bliver lidt for hård, og at han skal arbejde for Gilbert.

Egentlig ville jeg gerne gøre Matteo Trentin til favorit. Med den klatring, han viste sidste år, hvor han endda var meget tæt på at vinde en Tour-etape i Pyrenæerne, er dette terræn ikke for hårdt for ham. Puncheurspurten passer ham også, og han viste fornem form i Burgos, særligt på 1. etape, der var uventet hård. Han er også hurtig på flad vej med mulighed for bonussekunder på alle etaper. Problemet er naturligvis Sanremo-styrtet. Han har det ok, men han vil først føle formen an de første dage og se, om han skal prøve noget de sidste to dage. Derfor tror jeg, at Van Avermaet bliver CCCs bedste bud, men i frisk tilstand er Trentin svær at slå i dette løb.

Ag2r har også Oliver Naesen, men jeg tror, at bakkerne bliver for svære for den store belgier. Nok har han i BinckBank Tour og Paris-Nice vist, at han efterhånden klatrer godt, men der er en forskel på overlevelse og på at gøre det færdigt i en puncheurspurt i en hård finale. Her er folk som Van Avermaet, Trentin og Gilbert formentlig stærkere, især fordi han ikke har vist storform hidtil. Udelukkes kan han dog ikke, da han bliver hurtigere og hurtigere og vil elske selve målbakken onsdag. Holdet har også en stærk kandidat i Clement Venturini, der var fremragende i foråret. Han viste fornem form på 4. etape i Occitanie i en finale, der var for stejl. Han kan få svært ved bakken på 4. etape, men kommer han hjem til spurten står han stærkt, særligt fordi han også kan deltage i massespurterne.

Ineos giver en sjælden chance til Jhonatan Narvaez. Ecuadorianeren er aldrig for alvor slået igennem, men han gjorde fremskridt i 2019 og viste god form med 10. pladsen i Lombardo. Han har i Burgos vist, at han er en god puncheur, selvom han sjældent får chancen. Han mangler måske den sidste fart, men bliver det hårdt, er han ikke uden chance. Holdet har også Owain Doull , men han klatrer ikke, som da han kørte klassement i Tour of Britain, og Chris Lawless har ikke været i nærheden af klatrebenene fra Yorkshire siden dengang - og det er nu mere end et år siden.

Læs også

Tidligere holdkammerat sammenligner Vingegaard og Roglic

Naturligvis skal den forsvarende vinder, Loic Vliegen, også nævnes. Han må dog sande, at årets løb er meget stærkere besat, og selv sidste år var han bestemt ikke suveræn. Han viste dog fremragende form med sit stærke angreb i Sanremo, og han har løbet her som et stort mål. Han er meget fortrøstningsfuld, men han er ikke så hurtig som de ovennævnte, selvom han kan spurte. Han ligner en mand i top 10, men ny sejr bliver svær. Circus har også den meget formstærke Aime de Gendt, der imponerede i Sanremo, men stigningen på 4. etape må være for stejl.

Riwal har en virkelig god kandidat i Andreas Kron. Danskeren bliver ved med at imponere, senest med sin kørsel i Occitanie. Desværre udgik han med sygdom, men han nåede at vise, at formen er god. Det bør den stadig være, og han har tidligere i blandt andet Saudi Tour og Belgium Tour vist, at han kan blande sig med de bedste i dette terræn. Nu bør han være endnu tættere på. Holdet har også Nick van der Lijke, der synes i form, samt Lukas Eriksson, der begge kan være med i disse finaler, men Van der Lijke har manglet noget i de seneste år, og Erikssons form er et åbent spørgsmål.

Kan Arnaud Demare være med? Logikken siger nej, men han har virkelig imponeret med sin form i Sanremo og Burgos, hvor han havde megen uheld. Her er finalen på 4. etape dog af en anden kaliber, og han bør ikke kunne hænge på de bedste. Med bonussekunder undervejs skal man dog ikke helt udelukke et godt resultat. FDJs bedste mand til klassementet bør dog være Kevin Geniets, men han mangler en spurt, unge Lars van den Berg, der dog er overmatchet, og måske Fabian Lienhard, der ligeledes bør få det for svært.

Hele smøren kan egentlig gentages om Giacomo Nizzolo. Italieneren har været dybt imponerende i år og nærmer sig klatreniveauet fra gamle dage. Vi så dog begrænsningerne på 1. etape i Burgos, og terrænet her er endnu hårdere. Modsat Demare får han også svært ved at være med i kampen om sejren på de helt flade etaper. Derfor bliver det svært at tage den samlede sejr. Måske har Ryan Gibbons bedre chancer. Han klatrede sublimt i Tour Down Under sidste år, og efter en svær tid viste han fremgang i Polen. Også han bør dog komme til kort. NTTs klatrer Dylan Sunderladn har været helt fra den.

Man er også nødt til at nævne Toon Aerts . Igen i dag i Hageland viste han, at han er mere end bare crossrytter, og han har før gjort det godt på landevejen i skrapt selskab, blandt andet i Belgium Tour. Han er dog ikke specielt eksplosiv, og det er svært at se ham vinde 4. etape. Det kunne man til gengæld godt med crosstalentet Eli Iserbyt , der er hurtig. Han har før gjort det pænt på landevejen, men ikke så godt som Aerts, der har en større motor til de lange landevejsløb.

Det er svært at se andre hold være med i kampen om topplaceringerne. Sport Vlaanderen har altid stabile Thomas Sprengers, men han kan ikke vinde, og 4. etape må være for hårde for Amaury Capiot og Edward Planckaert . Egentlig burde Anthony Turgis være et godt bud for Direct Energie, men han synes at blive tungere og tungere, og bakken på 4. etape bør i forvejen være til den svære side for ham. Løbet er nok for hårdt for holdkammeraten Dries van Gestel, der er mere til brostensløb.

Israel SUN vil køre klassement med Jenthe Biermans, men han er for tung i dette selskab. Alpecin-Fenix kan prøve med Dries de Bondt, der er stærk, men ikke kører med helt i front her. Hos B&B synes Cyril Barthe slet ikke at klatre godt længere, og Bryan Coquard har tabt sin gamle holdbarhed. Bingoal har et godt kort i Eliot Lietaer, der kan køre top 10, men ikke vinde, og Jelle Vanendert, der egentlig burde kunne lide løbet, var rystende langt fra formen i Burgos. Ruten bør også være for hård for Baptiste Planckaert. Hos Burgos kan Jetse Bol og Jesus Ezquerra gøre det hæderligt, ligesom Franck Bonnamour og Romain Hardy kan hos Arkea-Samsic, men også de er overmatchet. Det samme gælder hos Bahrain for Santiago Buitrago og Kevin Inkelaar, selvom sidstnævnte virkelig imponerede i Occitanie. Endelig skal det blive interessant at se den talentfulde U23-Liege-vinder Kevin Vermaerke i dette selskab, men han viste ikke storform i Ain. Hans Axeon.hold kan også prøve med Jarrad Drizners, der gjorde det godt i Tour Down Under, men heller ikke var flyvende i Ain.

BEMÆRK: Lad mig nok engang understrege, at optakten er baseret på en antagelse om, at den beskrevne rute er korrekt. Covid-19-tiltagene gør imidlertid, at det ikke nødvendigvis er tilfældet.

***** Greg van Avermaet

**** Andrea Vendrame, Zdenek Stybar

*** Philippe Gilbert, Matteo Trentin, Oliver Naesen, Clement Venturini, Jhonatan Narvaez

** Loic Vliegen, Andreas Kron, Toon Aerts, Eli Iserbyt, Arnaud Demare, Giacomo Nizzolo, Sam Bennett, Caleb Ewan, Nick van der Lijke

* Anthony Turgis, Eliot Lietaer, Jelle Vanendert, Jetse Bol, Romain Hardy, Franck Bonnamour, Ryan Gibbons, Aime de Gendt, Lukas Eriksson, Kevin Geniets, Thomas Sprengers, Edward Planckaert, Kevin Inkelaard, Santiago Buitrago, Jasper de Buyst, Florian Senechal, Owain Doull, Chris Laweless, Fabian Lienhard, Dries van Gestel, Dries de Bondt, Bryan Coquard, Baptiste Planckaert, Jesus Ezquerra, Kevin Vermaerke, Jarrad Drizners

Danskerne

Hos Riwal bør Andreas Kron jf. ovenstående have en god chance for at lave et resultat i klassementet, støttet af Christoffer Lisson. Hos Deceuninck skal Michael Mørkøv sætte Sam Bennett op til sejre i massespurterne, mens Jakob Egholm skal støtte Vermaerke og Drizners på Hagens Berman Axeon. Endelig skal Michael Carbel køre spurter for Nizzolo hos NTT.